Den romantiske Skole i Tydskland (1873)

af Anna Sandberg

En introduktion til værkets baggrund, tilblivelse, temaer og modtagelse.

1. Indledning

Georg Brandes’ andet bind af Hovedstrømninger om den tyske romantik fra 1873 viser en splittelse mellem fordømmelse og forståelse. Han besidder om nogen en særlig sans for den romantik, som han retter al sin kritik imod, ja i dele af Brandesforskningen er han ligefrem blevet opfattet som en romantisk anti-romantiker. Denne dobbelttydighed har han til fælles med sit forbillede Heinrich Heine, der var del af ”Det unge Tyskland” i årtierne inden 1848-revolutionen. Begge kritiserer romantikken og hører – med en elastisk periodisering – med til den: Heine er del af den sene romantik, og Brandes står midt i den endnu senere tids kunstneriske og filosofiske romantikreception, der blandt andre omfatter Richard Wagner (født 1813) og Friedrich Nietzsche (født 1844).

Det er dog ikke denne romantik, Brandes beskriver i dette bind. Han betragter den tyske romantik som en overvundet historisk fase mellem Den Franske Revolution og Julirevolutionen 1830, mens den danske romantik imidlertid stadig øvede en indflydelse i dansk kulturliv på Brandes’ skrivetidspunkt – og skal bekæmpes. Over for dens idealisme og virkelighedsflugt stiller han en liberal aktivisme og troen på individets ret. Samtidslitteraturen skal med romantikken som kontrast mobiliseres i fremskridtets og demokratiseringens tjeneste. Romantikken fungerer dermed som et afsæt for en nyorientering i dansk kultur.

Hvordan begrebsbestemmer Brandes romantikken? Hans tilgang er dobbelt, idet han på den ene side beskriver ”den romantiske skole” som en gruppe af forfattere og værker, og på den anden side ”det romantiske” som et psykologisk-mentalt fænomen og en splittet kunstform. Begge tilgange viser, at det ikke er hans ærinde at skrive en velordnet og historisk udtømmende litteraturhistorie, men snarere et på samme tid politisk, åndshistorisk og psykologisk portræt af det særligt tyske.

Bogtitlen Den romantiske Skole er ikke Brandes’ opfindelse. Det er en udbredt betegnelse i 1800-tallets tyske litteraturkritik, fra Heinrich Heines Die romantische Schule (1836) over Hettners Die romantische Schule in ihrem inneren Zusammenhange mit Goethe und Schiller (1850) frem til Rudolf Haym, hvis Die Romantische Schule (1870) gælder som den moderne romantikforsknings begyndelse (Ansel 2003:247, Huggler 2006). Med betegnelsen ”skole” suggereres både en enhed og et fælles program i den tyske romantik, der modsat den senere litteraturhistoriografi ikke tager højde for periodens mangfoldighed og forskellige faser: fra en tidlig romantik over en nationalromantik til en senromantik.

Brandes beskriver især forfattere fra den tidlige romantik før 1800: Novalis, Friedrich Schlegel, Ludwig Tieck og W.H. Wackenroder samt de romantiske kvindelige forfattere Dorothea Schlegel og Caroline Schlegel-Schelling. Fra romantikkens såkaldte nationale fase efter århundredeskiftet indgår Heinrich von Kleist og Zacharias Werner og fra den sene romantik især E.T.A. Hoffmann, mens Joseph Eichendorff og Friedrich Fouqué beskrives kortere. Sporadisk nævnes Achim von Arnim og Clemens Brentano, og en overgangsforfatter mellem klassik og romantik, Jean Paul, ses negativt som forløber for romantikken. Dette tekstkorpus er begrænset, men udvides senere, nemlig i Brandes’ andenudgave. Hans kanon har sådan set stadig gyldighed, men hans værk skal i dag ikke primært læses som litteraturhistorie. Bogen har – som Hovedstrømninger i det hele taget – værdi som en tidstypisk litteraturpsykologi og mentalitetshistorie med en vis virkningshistorie og som et kulturelt kampskrift, der især var vigtig i en dansk samfundskontekst.

2. Baggrund og tilblivelse

I 1873 var Det Tyske Kejserrige helt ungt, grundlagt 1871 oven på Preussens tre ”samlingskrige” mod henholdsvis Danmark 1864, Østrig 1866 og Frankrig 1870-1871, og befandt sig i den såkaldte Gründerzeit med økonomisk vækst og industriel ekspansion. Georg Brandes blev hurtigt begejstret for Tyskland under sit ophold i 1872, og han var 1877-1883 bosat i den tyske rigshovedstad. Han indleder Den romantiske Skole i Tydskland med et aktuelt tysklandsbillede, både som en kontrast til det tyske samfund på romantikkens tid anno 1800 og den danske småstat efter 1864. Berlin er en moderne storby præget af industri, militær og rationalitet, og landet ledes stålsat af ”jernkansleren” Otto von Bismarck. Med sin karakteristik af et disciplineret og fremstormende Tyskland med en fælles sag, også i litteraturen, vil han ruske op i danskerne og mobilisere en ny energi og kraft i afmatningen efter 1864-nederlaget. Det er åbenlyst, at han her idealiserende fortegner den tyske friheds- og fremskridtstro. Andre steder, ikke mindst i sin store bog Berlin som tysk Rigshovedstad (1885) udfolder Brandes et mere nuanceret og kritisk syn på den tyske politiske udvikling og på Bismarck.

I Danmark var der efter grundlovens indførelse i 1849 sket en gradvis liberal reformering af samfundet, men fra 1866 indskrænkedes parlamentarismen som følge af en forfatningsrevision (juli 1866). Selv efter deres ejderdanske programs fallit med krigsnederlaget i 1864 kæmpede de Nationalliberale i alliance med Højre for at bevare magten og begrænse det nye parti Venstres indflydelse. Perioden 1870-1901 er politisk bestemt af forfatningskamp og demokratisering. I dette politiske landskab, hvor det moderne partisystem etableres, formulerer Brandes en helt ny radikalliberal position. Selvom hans program hovedsagelig glider sammen med Venstres (Thomsen 1998:51), skaber han med Hovedstrømninger den argumentationsplatform, hvorfra han deltager i den såkaldte kulturkamp og profilerer sig i modsætning til såvel Højres borgerskab og det nye Socialdemokrati som til grundtvigianismens oplysningsprojekt, der især havde indflydelse inden for højskole- og andelsbevægelsen.

I sommeren og efteråret 1872 opholdt Brandes sig i Dresden og Berlin for at få fred efter postyret om den første forelæsningsrække om ”emigrantlitteraturen” og æstetik-professoratet ved Københavns Universitet, som han mod forventning ikke fik. Her forberedte han anden del af sin forelæsningsrække om den tyske romantik (Nolin 1965:56). I februar 1873 holdt Brandes så de 12 forelæsninger, fordelt over seks uger i perioden 2. februar til 27. marts. I dette korte tidsrum skrev han forelæsningerne, holdt dem og indleverede dem til forlaget som trykmanuskript (Knudsen 1985:303), og allerede i maj 1873 udkom de i bogform.

Der findes kun et meget sparsomt materiale om denne udgivelsesproces (Bjerring-Hansen 2008: 151), og det trykte bind vakte langt mindre opsigt end Emigrantlitteraturen. Til gengæld var den senere udgivelseshistorie temmelig dramatisk. Brandes omarbejdede først den tyske førsteudgave (1873) af værket, der blev udgivet i 1887, og på dette grundlag udkom i 1891 den danske andenudgave. Den er øget med 15-20% (Bjerring-Hansen 2008:153) ved at inddrage flere tyske romantikere i nye kapitler: W.H. Wackenroder, A.W. Schlegel, Friedrich Hölderlin, Adelbert von Chamisso, Achim von Arnim og Clemens Brentano samt Joseph von Görres. Desuden indsatte Brandes et afsnit om Schack von Staffeldt og et afsnit om den skandinaviske romantik til slut (Knudsen 1994:407-408). Han dæmpede sin fordømmende retorik og ændrede fx kapiteloverskrifterne om romantikkens ”negative” og ”positive” forberedelse til blot ”Romantikens Forberedelse”, ligesom de mest radikale udsagn, fx det kendte om at ”Romantiken var forgiftet i sine Kilder” (Brandes 1873:21), fjernes. Stedvis kan man også finde ændrede beskrivelser, fx af Novalis (Bjerring-Hansen 2008:156) og af Heinrich von Kleist. Fremstillingen får med forfatternavnene som kapiteloverskrifter et samlet set mere biografisk og monografisk præg, og Brandes trækker i højere grad på tyske forfatterbiografier som kilder. Karakteren af kampskrift svækkes, og bogen bliver lidt mindre lokalt dansk og mere europæisk i sit anlæg. Forskellene vil blive taget op i det følgende (se også afsnittet Modtagelse og efterliv).

Hovedstrømninger beskriver et makrohistorisk, åndeligt og idehistorisk udviklingsforløb frem mod fornuft og frihed. Dette historiesyn er inspireret af G.W.F. Hegel, hvis filosofi havde stor indflydelse på dansk kulturliv inden Brandes. Brandes’ reception er præget af den tyske unghegelianisme, der i 1830’erne og 1840’erne viderefører Hegels dialektiske tænkning og radikaliserer den politisk og socialt i kampen for samfundsforandringer i det konservative Preussen. Brandes’ periodisering er bestemt af dialektikken mellem politisk aktion og reaktion.

I dette andet bind indgår den tyske romantik negativt som en reaktionsperiode efter Den Franske Revolution, der først slår over i aktion med Julirevolutionen i 1830. Brandes’ kritik af romantikken er stærkt inspireret af G.W.F. Hegel og Heinrich Heine, men i Tyskland indtrådte efter den borgerlige revolutions fallit i 1848-49 et skift til en mere moderat liberal og nationalt orienteret litteraturkritik. Brandes bruger såvel den før-revolutionære aggressive retorik hos den unghegelianske Arnold Ruge som den mere modificerede kritik hos den liberale Hettner og den samtidige Haym (Nolin 1965:57-59). Forlæggenes forskellige tendens afsætter sig også stedvis som tvetydigheder i Brandes’ vurderinger.

3. Metode, begreber og emner i Den romantiske Skole i Tydskland

I dette afsnit skitseres først Brandes’ metode (a) og hans kulturpolitiske brug af romantikken (b). Dernæst karakteriseres hans sammensatte modernitetsbegreb (c). Brandes arbejder både med et socialt og et æstetisk begreb om modernitet, der hænger tæt sammen med hans idealismekritik og Goethe-billede, der også indebærer et bestemt formbegreb (d).

Centralt i bogen står Brandes’ tese om den romantiske og specifikt tyske mentalitet i de tre midterkapitler om gemyt, længsel og refleksion (e). Den romantiske individualitet diskuterer Brandes desuden i en dialog med både Goethe og Søren Kierkegaard (f). Endelig skal det vises, hvordan Brandes ser de temaer, der er vigtige i hans program for det moderne gennembrud, nemlig kærlighed og køn (g) samt politik (h). Disse emneområder følger kapitlerne i Den romantiske Skole i Tydskland, som der løbende henvises til og citeres fra

a. Brandes’ organisationsprincip og metode

Brandes ordner ikke stoffet kronologisk, men tematisk i områder som socialitet, musik, kunst, naturbeskrivelse, politik og romantiske kernebegreber såsom psykologi, gemyt og længsel, der vel at mærke er kategorier, hvor det antropologisk-sociale kombineres med det poetologisk-æstetiske. Dog etableres der en tidslinje, idet Brandes i de første to tredjedele af bogen lægger hovedvægten på den tidlige romantik omkring 1800 og derpå afslutter med restaurationen efter 1815. Han ser et vist oprørspotentiale i Friedrich Schlegels roman om fri kærlighed, Lucinde (1799), men grundlæggende forstår han romantikken ud fra slutpunktet, idet han tilbageprojicerer den sene romantiks konservative tendenser på den tidlige universalromantik, hvilket også er begrundet i hans biografiske tilgang til litteraturen. Samme Schlegels tidlige værk vurderes negativt, fordi det ses i lyset af Schlegels konversion til katolicisme og hans ultrakonservatisme i restaurationstiden efter Wienerkongressen. Dermed kommer romantikken in toto til at fremstå som politisk reaktionær.

Sin særlige metode skitserer Brandes i indledningen som den at opsøge sammenhængen mellem biografi og værk. Han udnævner ”Anekdoten” som sit princip (Brandes 1873:4), forstået som den anskueliggørende mikrohistorie, som suppleres af Brandes’ aktualiserende kommentarer, der nogle steder udvides til hele programerklæringer af et moderne livssyn. Det ”virkelige Liv” er undersøgelsesgenstanden (Brandes 1873:5), og Brandes’ interesse ligger i at undersøge den psykologi og de sjælerørelser og følelser (Brandes 1873:5-6), der ligger til grund for litteraturen. Samtidig stiliserer han sin egen rolle – i naturalismens og positivismens ånd – som naturforskerens og lægens (Brandes 1873:6). Dermed antydes en vis dobbelthed af det videnskabelige og det vitalistiske, forstået som de ikke-materielle livskræfter. Denne interesse for det individuelle gør, at der opstår visse sprækker i Brandes’ negative politisk bestemte romantiksyn: Han er optaget af det, der afviger fra normaliteten, af det grænsesprængende, mystiske, uforklarlige og geniale. Ambivalensen mellem på den ene side en politisk-social fordømmelse og på den anden side en psykologisk-æstetisk fascination er et vigtigt spor i Den romantiske Skole.

b. Brandes’ kulturpolitiske brug af den tyske romantik

Samtidigheden af politisk og litterær kritik ses tydeligt i Brandes’ sammenligning af den tyske og danske romantik i indledningskapitlet. Selvom det feudale, absolutistiske småstatsopdelte Tyskland omkring 1800 udelukkede politisk indflydelse, skabte de tyske forfattere ikke desto mindre en original romantisk litteratur. Derimod bygger den danske andenhåndsromantik i høj grad på impulser udefra. Brandes nævner ganske vist en ”nordisk Aare” (Brandes 1873:8), men betragter hovedsagelig den danske romantik som en tysk import. Den tyske litteratur er et genuint udtryk for liv og livserfaring og viser et ”poetisk-philosophisk Totalsyn paa Livet” (Brandes 1873:11). De tyske forfattere har dannelse, erfaring, ånd, og er desuden ekstreme, konsekvente og sygelige, mens danskerne, der ikke selv har frembragt ideer, til gengæld er moderate, ligevægtige, harmoniske, sunde og kraftige. Disse træk er ikke kun personlighedstræk, men også kunstneriske formtræk, og de danske romantiske værker fremhæves som mere afrundede og elegante end de tyske.

Brandes bruger her, hvilket er typisk for hans fremstillingsform, to metaforer, som viser at grundforskellene ikke kan valoriseres rent negativt eller rent positivt: dels betegner han den tyske romantik som et ”Hospital” fuld af ”excentriske Personligheder” (Brandes 1873:14), dels beskriver han den som en dristig og uforfærdet bjergbestigning. Danskerne er ikke syge eller vanvittige, til gengæld mangler de modet og erobringstrangen: ”Vi have overladt det til Andre at bestige Montblanc. Vi have undgaaet at brække Halsen, men vi have ogsaa ladet de Alpeblomster staae, som kun blomstre paa de høieste Bjergtinder og ved Afgrundens Rand” (Brandes 1873:15), skriver Brandes og tydeliggør med sit billede fra datidens nye ekstremsport, alpinismen, at litteratur i denne bog betragtes som handling, energi og livsmanifestation og ikke som kunstobjekt og museumsgenstand.

Set i forhold til den danske institutionaliserede litteraturhistorieskrivning i 1800-tallet afviger Brandes fra den trefasede model med romantikken efter 1800 som en ny blomstringsperiode og guldalder. Denne model introduceres af N.M. Petersens Bidrag til den danske Literaturs Historie (1854-1861) og sætter sig igennem i årtierne efter Brandes (Conrad 1996: 305 og 311-19). Brandes opholder sig ikke i nævneværdig grad ved den nordiske og folkelige romantik som det særligt værdifulde danske.

Men selvom Brandes løbende uddeler hug til de danske romantikere undervejs i sin fremstilling, kan han ikke betegnes som anti-national, tværtimod. Han vil gerne styrke nationallitteraturen og indvarsle en ny storhedstid i realismens tegn sammen med en ny politisk fremtid i Danmark, men han forkaster den gamle guldalderromantik som ideal. I den samtidige tyske litteraturhistorieskrivning, fx hos den prominente Rudolf Haym, omvurderes romantikken i takt med Tysklands politiske samling og læses integreret med Goethes og Schillers Weimar-klassik som del af en national kanon (Hohendahl 1985:184). Disse tyske forlæg hos Brandes kolliderer til en vis grad med hans brug af Arnold Ruges unghegelianske antiromantiske kulturkritik fra 1840’erne.

De delvis modstridende kilder afsætter sig også som et modsætningsfyldt billede af Goethe og den tyske nyklassik i Den romantiske Skole. Det negative klimaks i indledningen er Brandes’ radikale kontaminationsretorik: ”Romantiken var forgiftet i sine Kilder” (Brandes 1873:21). Hovedkilderne til den danske romantik var Henrich Steffens’ og hans læremester F.W.J. Schellings natur- og identitetsfilosofi, som Brandes identificerer med opportun konservatisme og et kristent livssyn. I den senere danske litteraturhistorieskrivning er Steffens’ rolle anderledes positiv som inspirator for Oehlenschläger og dermed for den danske tidlige romantik, universalromantikken (1800-1807). Den ortodokse kristendom i både lutheransk og katolsk variant er for fritænkeren Brandes – sammen med romantikernes orientering mod fortid og middelalder – angrebspunktet i bogens efterfølgende kapitler.

c. Brandes’ modernitetsbegreb

Brandes’ modernitetsbegreb er sammensat. Han forfægter i forlængelse af venstrehegelianismen en socialfilosofisk forståelse af det moderne som fornuft, frihed, frigørelse og fremskridt, men opererer samtidig med en opfattelse af en æstetisk-litterær modernitet, der er mindre entydig. Denne spænding mellem en social og en æstetisk modernitetsopfattelse har den tyske kritiker Karl Heinz Bohrer fremanalyseret som en linje i den tyske romantik-kritik i 1800-tallet. Bohrers tese er, at den dominerende hegelianske romantik-reception har blokeret for et kulturkritisk og æstetisk radikalt moderne-begreb, der egentlig formuleres af romantikerne som en ny subjektivitetsforståelse og i nye litterære kategorier som det ”fantastiske” og ”onde” (Bohrer 1999).

Analysen kan godt overføres på Brandes’ kritik, der på overfladen fordømmer denne romantiske modernitetserfaring og dens litterære udtryk, men samtidig meget præcist indfanger den. I 1870’erne fastholder Brandes optimistisk sit liberale social-filosofiske modernitetsbegreb, men befinder sig snart på tærsklen til en kunstnerisk overgangsfase til de efter-naturalistiske strømninger i kunst og litteratur. Normalt stadfæstes i dansk litteratur et ”sjæleligt gennembrud” omkring 1890 med en ny kunstforståelse og interesse for subjekt og psyke, der har affiniteter til romantikkens splittelses- og fragmentæstetik. Dette litterære og kulturkritiske paradigmeskift bliver tydeligt i omarbejdelsen af Den romantiske Skole og dens receptions-og virkningshistorie.

En anden spænding i Brandes’ æstetiske modernitetsopfattelse er, at han på den ene side hævder en forståelse af litteratur og kunst inden for en realistisk-naturalistisk kunst- og litteraturopfattelse og på den anden side dyrker et æstetisk ideal og formbegreb, der peger bagud i tid mod Weimar-klassikken og Goethe-tiden. Dette er dog ikke indlysende i Den romantiske Skole, for så vidt som Brandes lægger mange kræfter i at kritisere idealismen omkring 1800 i såvel klassikken som i romantikken. Denne idealisme-kritik skal kort forklares her.

Der er to konstanter i 1800-tallets Hegel-influerede litteraturhistorieskrivning: anklagen mod romantikerne for at være subjektivistiske og analysen af romantikernes mangel på virkelighedsforankring (Bohrer 1999:142ff; Ansel 2003:273ff). De går begge igen hos Brandes. Subjektivismen, dvs. den filosofiske lære om at vores viden om verden er bestemt af bevidstheden, identificerede hegelianerne negativt med romantikken og betegnede den som vilkårlighed, egomani, selvspejling, solipsisme etc. J.G. Fichtes radikalisering af Kants erkendelsesteori i hans Wissenschaftslehre [Videnskabslæren] (1794-95) blev set som kilden til den romantiske subjektivisme, og mange hegelianske kritikere skelnede ikke mellem Fichtes jeg-lære og den romantiske digtning, herunder især den romantiske ironi (se nedenfor). På samme vis sammenfatter Brandes den romantiske periode som ”hvad man kalder Subjectivisme og Idealisme, Sky for Historien og den ydre Virkelighed” (Brandes 1873:43) og sætter som hegelianerne Fichte ind som ophavsmand til denne tendens:

Ved det absolute Jeg forstod man, som Fichte selv i Grunden, men paa meget forskjellig Vis, ikke Guddommens Idee men det menneskelige, det tænkende Væsen, og den nye Frihedstrang, Jeg’ets Eneraadighed og Selvglæde, der med en enevældig Monarchs Vilkaarlighed lader den hele ydre Verden forsvinde i et Intet overfor Selvet, denne Frihedsrus kommer til Udbrud i en løierligt vilkaarlig, ironisk og phantastisk Skare af unge Genier.” (Brandes 1873:43-44).

Ser man nærmere på Brandes’ sætning, antydes der i første del en anerkendelse af opgøret med det metafysiske som en snærende fortolkningsramme, men i anden del af sætningen vendes dette 180 grader om til en negativ analogi mellem det erkendende subjekt og politisk absolutisme. Brandes eksemplificerer her i førsteudgaven romantikkens subjektivisme og idealisme med to tidligt-romantiske kunstnerromaner: Ludwig Tiecks Die Geschichte des Herrn William Lovell (1795-96) og Jean Pauls Titan (1800-1803).

Disse er ret beset ikke velegnet som ammunition i en aktion-reaktions-krig, fordi begge romaner er mere differentierede og netop diskuterer den efter-kantianske filosofi og Fichtes subjektive idealisme. Brandes anerkender Jean Paul, men begriber ikke til fulde, at han netop i figuren Roquairol i Titan viser både de psykologiske muligheder og risici ved bevidsthedens autonomi i forskellige grader fra melankoli over selvdestruktion til personlighedssplittelse og vanvid (Schulz 1983:356-357). Brandes ser derimod romanen som en fejring af den romantiske refleksionssyge og manglende evne til at beherske virkeligheden (Brandes 1873:56-57). Det er desuden en historisk skævvridning fra Brandes’ side at placere de to værker som ”forberedelse” af romantikken, eftersom de er del af den tidlige romantik; Titan udkommer først efter Schlegels Lucinde, der hos Brandes markerer begyndelsen. I andenudgaven viser Brandes større kronologisk omtanke ved at flytte denne analyse længere frem i bogen til et særskilt kapitel om Jean Paul, men den negative vurdering er ikke ændret.

Ikke blot Fichtes filosofi og den litterære subjektive idealisme, men også Goethes og Schillers objektive idealisme og deres antikiserende klassicisme trækker Brandes frem som den ”negative Forberedelse” af romantikken. De to tyske digtere flygter fra et samfund, som har frataget borgerne mulighed for deltagelse (Brandes 1873:29), og deres tilbagetrækning fra virkeligheden medfører en polarisering af det litterære liv i en elitær kunstpoesi og en folkelig underholdningslitteratur. Brandes ræsonnerer her demokratisk og sociologisk ud fra en ide om, at litteraturen udgør en vigtig del af den nye offentlighed omkring 1800.

Man kan hos Brandes finde en dobbelt argumentation, der også er typisk i den samtidige tyske litteraturkritik (Hohendahl 1995:129-131): Han abonnerer på opfattelsen af litteraturens autonomi og frisathed fra samfundsinteresser og politik; den kan endda også være en modmagt til disse, hvilket for alvor blev knæsat med romantikken – og samtidig skal litteraturen have en bestemt funktion som handlingsmotiverende og politisk dokument. Spændingen viser sig i Brandes’ kritik af Goethe, der beskrives påfaldende kritisk i indledningen (Rømhild 1996:46-47). Her anklages Goethe for med sin idealitet og sin formelle interesse at skabe en abstrakt og af-individualiseret, ahistorisk kunst. Dermed tager Brandes også tråden op fra sidste del af Emigrantlitteraturen, hvor han beskriver den tyske romantik som en naturlig modreaktion på klassicismens formstrenghed og universalitet. Brandes anerkender Goethes lidenskabelige ungdomsdigtning, især Werther-romanen (1774), og roser ellers kun hans idylliske epos om revolutionskrigene Hermann und Dorothea (1797).

I andenudgaven er billedet af Goethe dog anderledes positivt, og han beskrives sammen med Herder og Lessing som del af et kulturelt nybrud, hvor perioderne Sturm und Drang, Klassik og Romantik ses i en dynamisk vekselvirkning. Men også allerede i dette bind ændrer Brandes’ Goethe-billede sig, og han forsoner sig undervejs med den tyske ”digterfyrste”. Han bruger Goethes form- og dannelsesbegreb som modgift til den romantiske, særligt som det viser sig i Wilhelm Meister-romanen. Hovedpersonen Wilhelm formår nemlig at omforme sit ideal i takt med sine erfaringer af verden (Brandes 1873:252-253). Goethes dannelsesbegreb bliver det positive modstykke til det, som Tieck, Wackenroder og især Novalis udformer i deres kunstner- og dannelsesromaner (Brandes 1873:253ff). Litteraturen skal if. Brandes på den ene side være i kontakt med det moderne liv og være realistisk og på den anden side poetisere denne virkelighed og virke opbyggende, dvs. gestalte positive billeder af tilværelsen. Det gør den romantiske kunst med sin interesse for fortid og middelalder, sit brudte udtryk ”uden faste typiske Former” (Brandes 1873:19), sin romantiske ironi, sine hybridgenrer og sine anti-helte ikke. Strengt taget er Wilhelm Meister også en anti-helt, og Brandes må inddrage fortsættelsen, Wilhelm Meisters Wanderjahre, hvor Wilhelm bliver læge, for helt at legitimere Goethe på dette punkt.

d. Brandes’ formbegreb: den romantiske musik og malerkunst

I sin kritiske praksis arbejder Brandes grundlæggende med en kunstopfattelse, der rækker tilbage til en klassisk-idealistisk helhedsæstetik. Goethes harmoniske værkbegreb, som er knyttet sammen med forestillingen om det dannede og myndige individ (Sørensen 2017:79-80), er den implicitte norm, som den romantiske kunst måles op imod. Det er altså både romantikkens indhold og form, som kritiseres, og Brandes’ æstetik- og formbegreb bliver tydeligt især i de to kapitler om musik og maleri, kapitel VII og VIII (Brandes 1873:126-184), hvor han afgrænser den romantiske litteratur i forhold til ikke-sproglige kunstarter.

Brandes’ ideal er den plastiske beskrivelse, og han anvender selv et billedsprog, der er sanseligt, konkret og begribeligt. Ved at beskrive den romantiske litteratur i forhold til musik og billedkunst, får Brandes indkredset dens anderledes repræsentationsform. I sin efterligning af instrumentalmusikken mister den romantiske litteratur den stoflige virkelighed og bliver til ”Kunststemninger” frem for ”Kunstværker” (Brandes 1873:136).

Romantikere som Schlegel og Novalis dyrker det musikalske princip i deres værker, dvs. velklang og skønhed, på bekostning af mening. Brandes viser sig her som en indholdsæstetiker, men demonstrerer alligevel en forståelse for formen og for Tieck, der vover ”sin Galskab helt ud” (Brandes 1873:144). Således efterligner Brandes illustrativt en romantisk tekst opbygget af en symfonis satser med rene nonsens-ord udelukkende af akustisk betydning. Han beklager, at den romantiske litteratur mangler ”Tendents”, dvs. ”Retning mod Liv og mod Handling” (Brandes 1873:149), men har samtidig et skarpt blik for lydpoesi og for sproget som ornament, som arabesk. I kapitlet om romantikernes forhold til kunsten og landskabet kritiserer Brandes, ved at citere Goethes skrift om Winckelmann, de såkaldte nazarenske malere, der i opposition til den kunstakademiske klassicistiske norm omkring 1800 dyrkede en inderlig og from romantisk-religiøs kunst. De hentede inspiration hos middelalderens italienske og tyske malere og de samtidige romantiske kunstteorier samt især Tiecks roman Franz Sternbalds Wanderungen.

Men Brandes bruger primært den nazarenske kunstretning som afsæt for en kritik af romantikernes senere katolicisme og af den ældre Friedrich Schlegels interesse for ”Lax, Krebs og Vin” (Brandes 1873:167) samt restaurationspolitikeren Friedrich von Gentz’ lidenskab for ”Meubler, Parfums og ethvert Raffinement i saakaldt Luxus” (Brandes 1873:167). Afsnittet viser Brandes’ særlige fremstillingsteknik. Ved at springe frem og tilbage mellem Goethes Winckelmann-bog fra 1805 og Schlegels biografi efter Wienerkongressen 1814-1815 manipulerer Brandes med den historiske kronologi og ændrer på årsagssammenhængene, så det dekadente, elitære og reaktionære allerede ses i udgangspunktet hos de unge romantikere.

Den romantiske naturopfattelse tilsidesætter det følsomme for det fantastiske, mener Brandes. Romantikerne favoriserer skovensomheden og måneskinsnatten, det overtroiske, anelsesfulde og mystiske, men mangler komplet den mimetiske beskrivelse. Brandes kritiserer således det romantiske Italiensbillede for ikke at gengive det ”virkelige Italien med dets kraftige Farver og levende Bevægelse” (Brandes 1873:154), men derimod ”Italien som Ruin” og ”Katholicismen som Mumie” (Brandes 1873:154). Brandes efterprøver her forbindelsen mellem realgeografi og de litterære handlingsrum og mellem forfatteres opholdssteder og deres litteratur. Dermed slår han ind på et litteraturgeografisk spor. Det er utvivlsomt inspireret af Taines teori om klima, race og miljø, men Brandes kan alligevel ses som en pionér, idet man normalt først daterer litteraturgeografien som en selvstændig genre efter 1900 (Piatti 2008:68-70), der så er blevet genoptaget senere i 1900-tallets ”rumlige vending” i litteraturvidenskaben. Brandes’ tilgang er ikke systematisk, men hans prioritering af sted og rum frem for tid er et vigtigt supplement til hans historiefilosofiske optik.

Især Ludwig Tieck er i Brandes’ søgelys. Tiecks opvækst i det sandede Brandenburg og det ”kolde og dagklare Berlin med sin moderne nordtydske Rationalisme” (Brandes 1873:170-171) ses som grunden til, at Tieck dels længes efter natur, dels ikke formår at genskabe en autentisk natur i sine værker, men fremstiller landskaber, som er kunstige og teaterkulisseagtige. Sit eget naturprogram demonstrerer Brandes i en penneprøve på en rejseberetning fra det Sachsiske Schweiz (i Sachsen, sydøst for Dresden) over flere sider med præcise realistiske naturiagttagelser. Han kontrasterer sin egen rapport med en unavngiven romantisk rejsefælles (som kunne have været H.C. Andersen, men i andenudgaven identificeres som M.A. Goldschmidt; se også Brandes 1907:106), der omdigter landskabet i dets forvandling om natten til et transcendent, spøgelsesfyldt, gotisk rum. Dermed blander Brandes fiktion og essayistik ind i sin litteraturkritik. Denne rumligt-konkrete beskrivelsesstrategi, der demonstrerer det modsatte af det romantiske formprincip, bruger Brandes også i sin analyse af den romantiske mentalitet.

e. Den tyske romantiske mentalitet: gemyt, længsel og refleksion

I kapitlerne IX, X og XI (Brandes 1873:184-282) kortlægger Brandes den tysk-romantiske mentalitet, som sammenfattes i de tre dispositioner: refleksion, gemyt, længsel. Han bruger i hvert kapitel ét litterært hovedeksempel, som i kombination med biografi og kulturhistorie beskriver den særlige romantiske antropologi, der spilles ud mod det moderne-brandesianske personligheds- og kunstideal. Der er nogle fællestræk i denne del af bogen: Brandes taler direkte til læseren næsten i stil med en turistfører, der inviterer danskeren med ind i det fremmede, og han afslutter hvert kapitel med sit eget manifest for det moderne menneske. Han citerer især Arnold Ruge (Brandes 1873:216, 219), en af romantikkens hårdeste kritikere, og bruger gennemgående et stærkt billedsprog, der kritisk spejler romantikkens stiltræk.

På prægnant vis tager han i kapitlet om gemyttet (Brandes 1873:213ff) fat på det romantiske sted: bjerget og bjergværket (som i forskellige varianter fx hos E.T.A. Hoffmann, Joseph Eichendorff og senere Richard Wagner med Venusbjerget er konnoteret med mystik, erotik og forvandling) og vender det pragmatisk om til en konkret lokalitet for det tyske ”gemyt”. I stedet for at tilføje en åndelig dimension til den materielle, som er typisk for den romantiske symboliseringsstrategi, går han den modsatte vej og tolker noget abstrakt-psykologisk helt materielt-fysisk. Billedplanet bliver til realplan, da Brandes opfordrer læseren til en nedstigning i den bjerggrube, som er selve det romantiske sind. Det gøres dermed til en erfarbar oplevelse:

Er De nogensinde steget ned i et Bjergværk, har De af en Mand med en Fakkel ladet Dem hidse ned i en underjordisk Schacht, og ved Faklens usikre Skjær seet Dem om i Gruben? […] Den Schacht, jeg vil opfordre Dem til med mig at nedstige i, er det tydske Gemyt, en Grube saa dybtliggende, saa dunkel, saa eiendommelig som nogen anden (Brandes 1873:213-214).

”Gemyt” er et specifikt tysk fænomen som grundlæggende er uoversætteligt, hævder Brandes. Han placerer det et sted mellem overbevisning og følelse: Fra Goethes sjælevarme går en linje til en ekstremisering og overophedning af det emotionelle hos romantikerne, der spærrer sig selv inde og dermed ude fra verden og den europæiske politiske udvikling. Brandes anerkender selve idealismen og troen på den ”indre Verdens” ret (Brandes 1873:216, 234). Men hvor de franske revolutionstilhængere og Brandes forstår denne indre verdens ret som fornuften, der skal realiseres, er idealet for de verdensfjerne tyske romantikere lig med gemyttet og forbliver et indre fænomen. Denne analogi: mellem Frankrigs politiske revolution og den åndelige, tyske romantiske revolution trækkes dermed hos Brandes over i en ren psykologisering, der reducerer den tyske filosofiske idealisme.

Ikke bare en tysk-fransk, men også en tysk-engelsk antitese bruger han ved på lignende måde at modstille Novalis’ ”indadvendte Gemytsliv” med Shelleys ”udadvendte Frihedstrang” (Brandes 1873:244). Novalis og to af hans værker står i centrum af Brandes’ analyse af gemyttet: først digtcyklussen Hymnen an die Nacht fra 1800, hvis seks sange fejrer natten som et komplementært, befriende og forløsende rum i en syntese af kristendom, antik gudelære og Novalis’ egen mystiske vision, derefter talen Die Christenheit oder Europa fra 1799. Den er en stadig omdiskuteret fremtidsvision for Europa efter Den Franske Revolution, fordi den forherliger middelalderen som en europæisk enhedstid, der skal genskabes i en ny guldalder. Dog skal denne romantiske historiefilosofi med sine tre led: fortid, nutid og fremtid snarere læses som en fiktion og hypotese. Både digtene og talen indgår i det romantiske projekt om at skabe en ”ny mytologi”, der kan tilvejebringe en ny sammenhængskraft i en sekulariseret og oplyst tid.

Denne tidligt-romantiske diskurs forstår Brandes imidlertid som anakronistisk og virkelighedsfjern. Den genreoverskridelse, som værkerne foretager ved at blande digt, hymne, bøn, prædiken, vision, profeti og meditation, accepterer Brandes heller ikke. Han læser dem indholdsmæssigt-referentielt og fordømmer forherligelsen af natten, sensualiteten som vellystig sygelighedsfølelse (Brandes 1873:218) og mysticismen som ortodoksi (Brandes 1873:224), men citerer ikke desto mindre over flere sider lange passager af hymnerne, både på dansk og tysk. Ligeledes gengiver han lange uddrag fra Die Christenheit oder Europa, såvel af fortidsopfattelsen – ikke mindst af Novalis’ negative syn på reformationen og protestantismen – som af fremtidsvisionen. De fyldige citater munder ud i Brandes’ emfatiske krav om ”Luft! Lys!” (Brandes 1873:233) og en udfrielse fra den tyske klaustrofobi i gemyttets bjerggrube til den ydre verdens sociale og politiske realiteter.

Med samme performative kraft indleder Brandes kapitlet om den romantiske refleksion og psykologi ved at invitere læseren med ind i et spejlkabinet og opleve den svimlende virkning ved at se sig selv fordoblet uendeligt. Effekten jævnføres med den romantiske ironis illusionsbrud. Brandes viser Holbergs komedie Ulysses von Ithacia (1723) som en forløber for Tiecks drama Der gestiefelte Kater (1797), der er spækket med romantisk ironi i form af figurernes metakommentarer til handlingen og indlejrede stykker-i-stykket, hvor figurerne i det ene stykke bliver agerende tilskuere i det næste. Brandes illustrerer denne tekstkompleksitet ved at sammenligne med danske teaterstykker fra Holberg over Oehlenschläger til Heiberg, der ender i Shakespeare: ”Vil De tænke Dem denne Forvirring? Tænk Dem ”Jeppe paa Bjerget” skrevet saaledes, at ”Jeppe” sad og saa ”Hakon Jarl”, men for Hakon og Thora spilledes ”Aprilsnarrene”, og for Hans og Trine som Tilskuere opførtes atter ”Hamlet” (Brandes 1873:189). Her ses Brandes’ karakteristisk psykologiske argumentationsmåde. Han går skridtet videre fra kunstformens dekonstruktion til selve personlighedens opløsning. At et individ kan transcendere sin egen tidslighed og opleve flere århundreder som i Novalis’ dannelsesroman Heinrich von Ofterdingen, forkaster Brandes:

Den [romantikken] flækker Jeget og fordeler det i Rummet, som den ved at strække Jeget fordelte det i Tiden. Den respecterer jo hverken Rum eller Tid. Selvbevidsthedens Væsen er Selvfordobling. Men det Selv er sygt, som ikke formaaer at overvinde og beherske denne Fordobling” (Brandes 1873:198).

Dobbeltgængeri og selvfordobling nævner Brandes kort hos Jean Paul, Heinrich Kleist og Achim von Arnim, men mest opholder han sig ved E.T.A. Hoffmanns senromantiske, fantastiske gyserroman Die Elixiere des Teufels (1815-16) om munken Broder Medardus’ kamp med sin dobbeltgænger. Han inddrager her den danske litteratur og viser temaet personlighedsspaltning som en inspiration hos B.S. Ingemann. Kroneksemplet på en fragmenteret romantisk-ironisk psykologi ser Brandes dog i Kierkegaard med hans dobbelte meddelelse og pseudonyme forfatterskab (se nedenfor).

Endelig er der den tredje kategori, den romantiske ”Længsel”, som Brandes definerer som ”Savn og Attraa i Forening i og for sig uden Villie eller Beslutning om at opnaae det Savnede og uden Valg af Midler til at faae det i sin Magt” (Brandes 1873:247) og derpå anskueliggør ved at bruge det centrale romantiske symbol: den blå blomst, som optræder i Novalis’ roman. Den blå blomst manifesterer sig ikke konkret, men skimtes, anes, fornemmes. Dermed slår Brandes kritisk ned på endnu et træk af den romantiske idealisme med dens betoning af tilblivelse og proces frem for mål. Hvor Goethes Wilhelm Meister, som anført, ændrer sit ideal som resultat af mødet med virkeligheden, forholder det sig modsat med de romantiske dannelseshelte Heinrich von Ofterdingen, Franz Sternbald og William Lovell, for hvem virkeligheden opløser sig, og ”Verden til Slutning bliver Gemyt” (Brandes 1873:257). Brandes omtaler desuden Joseph Eichendorffs roman Aus dem Leben eines Taugenichts (1826), som sammenlignes med H.C. Andersens helte i romanerne Improvisatoren (1835) og O.T. (1836). Kikkerten rettes i dette kapitel mod den danske romantiks varianter af denne verdensfjerne længselsdigtning hos især Andersen og Ingemann, men også M.A. Goldschmidt, Poul Møller, Christian Winther og J.C. Hostrup.

Gemyt, længsel og refleksionssplittelse udgør modsætningen til Brandes’ eget personligheds- og kunstideal i den socialt-filosofiske modernitets navn. Han afviser dog hverken psykologisk kompleksitet eller forsvarer en triviel flad eksistensforståelse, men anerkender såvel de ekstreme tilstande drøm, hallucination og galskab (Brandes 1873:206-207) som savn, sorg og smerte (Brandes 1873:281). Han begriber under henvisning til Taine personligheden som en idéassociation, der skaber en sammenhæng mellem jegets oplevelser og endelig fastholdes af identiteten, hvis minimaldefinition er ”Navnet” (Brandes 1873:207). Den sunde personlighed må til stadighed hævde sig mod angreb fra de yderliggående tilstande ligesom mod sygdom, og han sammenfatter sit program i det kendte diktum om treenigheden af frihed, vilje og beslutning: ”Men er Mennesket nu end mangfoldigt ved Naturnødvendighed og af Naturen splittet og delt, saa er det eet ved Frihed. Frihed, Villie, Beslutning gjør Mennesket helt.” (Brandes 1873:213).

På samme vis dementerer Brandes den romantiske nydelses- og lykketro med sin utilitaristiske Mill-inspirerede moralfilosofi. Savn er et uomgængeligt livsvilkår (Brandes 1873:281), men smerte og lidelse kan lindres. Brandes afslutter denne del med en opfordring til at befri den indespærrede og undertrykte del af menneskeheden fra ”Uvidenhedens, Afhængighedens, Dumhedens og Trældommens Fængsler” (Brandes 1873:282). Det nye menneskes og den moderne digters opgave er ikke at længes og drømme, men at agere:

Den nye Tids Barn vil ikke speide op til Himlen efter sin Stjerne eller ud i Horizonten efter den blaa Blomst. Længsel er Uvirksomhed. Men han vil virke. Han vil forstaae, hvad Goethe mente med at lade Wilhelm Meister ende som Læge. Der er intet Andet for: vi maa alle blive Læger, Digteren med. (Brandes 1873:282)

Brandes’ åndshistoriske skitse er med sin antitetiske stil og sin oversættelse af det æstetisk-litterære til psykologisk-mentale kategorier del af en bredere kulturel romantikreception med udløbere i 1900-tallet. Analysen af det romantiske som en særlig tysk åndstradition afgrænset mod det franske og engelske genfindes senere hos Thomas Mann (se modtagelse og efterliv).

f. Brandes’ individopfattelse: mellem Goethe og Kierkegaard

Brandes udfolder sin individopfattelse i en dialog dels med Goethe, dels med Kierkegaard (Rømhild 1996:48). I de tre første bind af Hovedstrømninger beskæftiger Brandes sig løbende med Kierkegaard, og i Den romantiske Skole er diskussionen med og af ham intensiv. Kun få år senere, i 1877, skrev Brandes den første Kierkegaard-biografi, der markerer begyndelsen på en videnskabelig udforskning, såvel en litterær som en teologisk, af den kristne eksistensfilosof. Man kan med Finn Hauberg Mortensen se biografien som en undersøgelse af, hvordan Kierkegaard passer ind i Brandes’ moderne gennembrud (Mortensen 1993:47). Også i Den romantiske Skole optræder Kierkegaard både som modstander og som allieret. Især i bindets tre første kapitler om romantikkens forberedelse og Schlegels Lucinde samt i kapitlet om romantisk refleksion og psykologi citeres Kierkegaard fyldigt. Brandes diskuterer dels Kierkegaards afhandling Om Begrebet Ironi (1841), dels Enten-Eller (1843) med hovedvægt på ”Forførerens Dagbog”, som Brandes havde læst i 1860 i forbindelse med en religiøs krise, der for Brandes endte i ateisme (Fenger 1980:50-53).

Kierkegaards Om Begrebet Ironi (1841) er en undersøgelse af ironien i tre dele: først som begreb og praksis hos Sokrates, dernæst i den tyske romantik og afsluttende med Kierkegaards egen lære om den ”beherskede ironi”. På overfladen overtager Kierkegaard Hegels kritik af romantikken og indvender på samme vis, at Fichtes subjektive filosofi tilsidesætter den objektive sfære, dvs. tradition, samfund og den ydre, historiske virkelighed. Fichtes lære sidestilles både hos Hegel og Kierkegaard med Schlegels ironi og ses som en destruktiv kraft (Stewart 2015), og Kierkegaard betegner den ”den uendelige, absolute Negativitet” (Kierkegaard 1997:309).

Schlegels ironi var en skydeskive for hele 1800-tallets kritik, og det er nødvendigt kort at skitsere Schlegels ironi-begreb, der er mere end en retorisk figur eller et litterært koncept. Den rummer hans filosofi i form af en ”ironisk idealisme” (Oesterreich 1994:355-356), der er diametralt modsat Hegels. Schlegels ironi, der er udviklet på grundlag af både Sokrates og Fichte, betoner tænkningen som en aldrig sluttende proces, der foregår i en vekselvirkning mellem yderpoler. De betegnes forskelligt som fx en entusiastisk ”Selbstschöpfung” (”selvskabelse”) over for en skeptisk ”Selbstvernichtung” (”selvødelæggelse”) (Schlegel 2000:97), og termerne viser, at ironien både har kunstneriske og eksistentielle implikationer og er tæt forbundet med Schlegels dannelsesbegreb (Zovko 2017:310). Hvor Hegels idealistiske filosofi er teleologisk og opererer med et endemål, kan der ikke fikseres et slutpunkt i Schlegels tænkning. Kierkegaard læser Schlegels ironi som førende til nihilisme, og fremsætter som modforslag ”Ironien som behersket Moment” (Kierkegaard 1997:352ff.). Dette antyder et brud med det hegelianske system (Oesterreich 1994: 362), og der sker da også i løbet af Kierkegaards analyse af Schlegel en forskydning fra kritik til en produktiv reception, idet hans læsning af Lucinde med Ernst Behlers ord bliver en egen ”litterær fantaseren”, der anticiperer æstetikerens moderne subjektivitet i det senere forfatterskab og dermed næsten annullerer den moralske og etiske fordømmelse af Schlegel (Behler 2011:27; Bohrer 1999:69-72). Kierkegaard sammenfatter Schlegels lære som den ”at leve poetisk” (Kierkegaard 1997:316) og at ”digte sig selv” (Kierkegaard 1997:318), men afviser af etiske grunde her, at en æstetisk mulighedsmodus kan erstatte en virkelighedsmodus.

Grundlæggende er Brandes enig med Kierkegaard i kritikken af ironien, som han gennem hele bindet angriber. Imidlertid sondrer Brandes ikke mellem Kierkegaards tidlige ironi-skrift og ”Forførerens Dagbog” i Enten-Eller (1843). Af dette skrift om dannelse og erotik, der med sin komplekse form og fortælleorden bestående af en udgiver og flere fortællere, er det svært at udlede et positivt eller entydigt dannelsesresultat, men Brandes sætter både lighedstegn mellem hele skriftet og Johannes Forføreren og mellem denne og Schlegels Lucinde. Begge værker er for Brandes eksempler på den romantiske ironis subjektivisme:

Allerdybest i Lucinde ligger atter Subjectivismen, Selvraadigheden som den Vilkaarlighed, der kan blive til alt Muligt, til Revolution, til Frækhed, til Dogmatisme, til Reaction, fordi den fra først af ikke er knyttet til nogen Magt, fordi Jeget ikke arbejder i den eneste Idees Tjeneste, der giver en Stræben Fasthed og Værd: Fremskridtets og Frihedens (Brandes 1873:74)

Brandes kan ikke komme overens med det vanskelige og ubestemmelige kommunikationsrum, som ironien åbner. Kierkegaards subjektivitet, der ytrer sig i paradokser og hævder en ”Frihed for Fordomme” åbner samtidig for disse (Brandes 1873:75-76), mener han. For ham er Johannes Forføreren den romantiske ironis fuldendelse og afslutning i dansk litteratur (Brandes 1873:49), og det eneste forsonende er, at den holdes i skak af det etiske i romanens ”Schema” (Brandes 1873:49). Brandes’ brug af Kierkegaard er tvetydig, idet han dels tilslutter sig Kierkegaards kulturkritiske karakteristik af borgerskab, konventioner og hverdagsmoral på romantikkens tid med fyldige citater (Brandes 1873:68-69 og 81), dels afviser Kierkegaards kristne forståelse af Schlegels Lucinde-roman (Brandes 1873:73). Samme dobbelthed karakteriserer hans Kierkegaard-biografi, hvor han identificerer sig med Kierkegaards samfundspolemik, lidenskabelige stridbarhed og fejden med kirken i det sene forfatterskab, men kritiserer at han forbliver i en religiøs tænkning, som først Brandes selv bryder med (Mortensen 1993:51).

En anden frigørelse, som Brandes anerkender hos Kierkegaard, er sprogets emancipation fra tradition og genresystem i en ny litteraturfilosofisk diskurs (Lundtofte 2003:210f). En helt grundlæggende inspiration for Brandes er Kierkegaards bevægelige billedskabende stil, som Brandes i biografien selv overtager, hvilket kan ses som en indoptagelse af den romantiske ikke-mimetiske æstetik, han ellers bekæmper (Mortensen 1993:50; Lundtofte 2003:210).

Brandes hævder i Den romantiske Skole en individualitetsforståelse begrundet i både sit socialt-filosofiske modernitetsbegreb og i Goethes dannelsesbegreb. Han kræver en sluttet personlighed af ”enhed, vilje og frihed”, men accepterer også en åbenhed i form af idealistisk stræben og en processuel syntese mellem individ og omverden som hos Wilhelm Meister. Kierkegaards radikale subjektivitet og hans begreb om ”hiin Enkelte” præsenterer en tredje model, som med sit moderne udtryk både er beslægtet med romantikken og peger frem mod den senere æstetiske modernisme, der indledes af symbolismen. Denne moderne individopfattelse præget af identitetstab, splittelse og konflikt overskrider Brandes’ forståelseshorisont i Den romantiske Skole, og Annemette Lundtofte fremhæver det paradoksale i, at Brandes netop vælger Kierkegaard, der udfordrer forestillingen om en sammenhængende identitet som genstand for sin første biografi (Lundtofte 2003: 190f). I Brandes-forskningen daterer man normalt først en ændret individ-opfattelse i hans ”aristokratiske radikalisme” senere i forfatterskabet. Den hænger tæt sammen med hans opdagelse af Nietzsche i slutningen af 1880erne (Mortensen 1993:52), men foregribes allerede her i brydekampen med romantikken.

Brandes afviser Kierkegaards og romantikkens individ- og subjektbegreb, men han har sympati for det sociale projekt, der lå i Schlegels eneste roman og især for de romantiske kvinder.

g. Schlegels Lucinde, kærlighed, kvinder og køn

I kapitlet ”Romantikernes sociale Forsøg” behandler Brandes temaerne ægteskab, erotik, kvinder og køn. Ligestilling var et vigtigt punkt i Brandes’ frigørelsesprogram, og Den romantiske Skole udgør en mellemstation mellem Brandes’ oversættelse af Stuart Mills On the Subjection of Women i 1869 og den sædelighedsfejde, der udspillede sig i Skandinavien i 1880’erne. I centrum af kapitlet står både den romantiske kærlighedsopfattelse i Friedrich Schlegels roman Lucinde. Bekenntnisse eines Ungeschickten fra 1799 og den romantiske livspraksis med fokus på de kvindelige forfatteres biografier.

Friedrich Schlegels roman vakte anstød med sin ide om, at ægteskabet skal være grundlagt på lidenskab. At både manden og kvinden var aktive parter i et sjæleligt og fysisk kærlighedsforhold mødte massiv moralsk fordømmelse i samtiden. Medvirkende til dens status som skandaleroman var også, at den blev læst biografisk som et portræt af Friedrich Schlegels papirløse forhold til Dorothea Veit på baggrund af hendes skilsmisse fra sin mand: Dog var det ikke blot indholdet, men også den eksperimenterende form, der mødte afvisning. 1800-tallets kritik af Lucinde er, bortset fra den samtidige Friedrich Schleiermachers kongeniale reception i form af en fortsættelse i Vertraute Briefe über die Lucinde fra 1800 (der blev genudgivet med et begejstret efterord af ungtyskeren Karl Gutzkow i 1835) skeptisk. I det tidlige 1900-tal gør en positiv vurdering sig gældende og i 1960’erne, sammenhængende med udgivelsen af den historisk-kritiske Friedrich Schlegel-udgave (v. Behler og Eichner), ses en voksende forskningsinteresse for Lucinde i den tyske litteraturvidenskab og germanistik (Polheim 1999:213-215).

Brandes befinder sig mellem ”Det unge Tyskland”s fejring af Lucinde som erotisk manifest og den tyske samtidige litteraturhistories kritiske forbehold. Han læser dog Schlegel på sin helt egen måde, i en dialog med både Schleiermachers tidlige og Kierkegaards senere udlægning i Om Begrebet Ironi. Det er således tre lag af receptioner og tre forståelseshorisonter, Brandes forsøger at sammenføre. Brandes sympatiserer med Schlegels projekt, men kritiserer dets udførelse. Han bifalder revolten mod det borgerlige fornufts- og tvangsægteskab, men kritiserer romanens udformning og sprog. Den er ”bleg og doctrinær” (Brandes 1873:72), kunstnerisk afmægtig, fuld af ”Tilløb” og ”nerveslap Selvforgudelse” (Brandes 1873:74). Brandes’ fysisk-kropslige billedsprog og antydning af impotens spejler negativt det erotiske tema, men en egentlig formanalyse laver han ikke. Romanen er en heterogen samling af tekstdele i forskellige genrer som brev, dagbogsoptegnelse, dialog og aforismer. Den betragtes i dag som Schlegels ambitiøse forsøg på at omsætte sit filosofiske program for en universalromantisk poesi i moderniteten til en ny romantisk roman, der også indeholder sin egen teori og reflekterer sin egen tilblivelse.

Brandes inddrager imidlertid ikke Schlegels opsatser og fragmenter (Über das Studium der griechischen Poesie, Athenäum- og Lyceum-fragmenterne, 1797 og 1798), ligesom han med sin Hegel-influerede historiefilosofi ikke har sans for Schlegels anderledes vægt på det processuelle som både middel og mål. Skønt Schlegel deler troen på kunstens idealitet med Weimar-klassikken, er hans formbegreb anderledes åbent og disharmonisk. Idet kunsten skal pege fremad mod et endnu ikke realiseret ideal, hvilket man kan kalde en utopisk dimension (Dehrmann 2017:172), bliver dens form sammensat og fragmentarisk. Det havde Kierkegaard en større forståelse af end Hegel og Brandes, men som vist er Brandes blind over for dette bindeled. Han viderefører ikke den diskussion, som både Schleiermacher og Kierkegaard tager op, af forholdet mellem det æstetiske og det etiske; om Lucindes ”hypotetiske virkelighedsmodel” kan overføres til livet (Dierkes 1983:432). Brandes forkaster protagonisterne Julius og Lucindes livsfilosofi og dermed ”den romantiske Lære om Identiteten af Liv og Poesi” (Brandes 1873:73), men han beskæftiger sig meget selektivt kun med udsnit af romanens midterdel ”Lehrjahre der Männlichkeit”. Denne del ligner en episk berettende roman og beskriver Julius’ dannelsesproces fra at være libertiner til at finde den sande kærlighed i Lucinde og blive far. Brandes gør ikke meget ud af at dokumentere sin analyse, men citerer blot enkelte sætninger af Julius og Lucinde, der bruges som afsæt for en kritik af først det romantiske, regressive historiesyn, dernæst af den romantiske livsopfattelse samlet i ”Ørkesløshed, Vilkaarlighed, Nydelse! […] og Formaalsløshed” (Brandes 1873:79). Dog forsvarer han også Schlegel med Kierkegaard, der inddrages som kritiker af de sociale forhold, der har gjort Kærligheden ”saa tam, saa vel afrettet, saa slæbende, saa dorsk, saa nyttig og brugbar som noget andet Husdyr, kort sagt saa uerotisk som muligt” (Brandes 1873:80).

Brandes er enig i oppositionen mod en gammeldags opfattelse af kvindelighed, køn og kærlighed, men er utilfreds med, at Lucinde-romanen ikke udvirkede ”noget socialt Resultat” (Brandes 1873:83). Hvor Schleiermacher og Kierkegaard begge som teologer og filosoffer (og Schleiermacher som præst) var forankrede i et etisk og religiøst, nærmere bestemt lutheransk grundsyn på tilværelsen, og i deres læsninger af Schlegel når frem til et forsvar for den borgerlige ægteskabsinstitution, ganske vist med vidt forskellige implikationer (Dierkes 1983: 434, 442-43), fastholder Brandes sin samfundskritik og sætter George Sand og Shelley op som modfigurer til Schleiermacher. Dermed udvider han den romantiske kærlighedsdiskurs’ spektrum med Frankrig og England. Modsat Schleiermachers idealisering af kærligheden som ”Dannelsesmagt” ser George Sand den ifølge Brandes som en naturmagt og en stærk men omskiftelig lidenskab, der ikke svarer til fantasmet om ”den eneste ene”. Hun vil derfor ophæve ægteskabet som institution (Brandes 1873:119-120). Samme program finder Brandes hos sin frihedshelt Shelley, der vil frigøre elskoven fra tvang og livsformerne fra religion og tom moral (Brandes 1873:121-124).

Denne del af Den romantiske Skole, både Lucinde-romanen og den komparative analyse af kærlighed, foregriber den skandinaviske sædelighedsfejde om seksuel dobbeltmoral og ligestilling. Mod Bjørnstjerne Bjørnsons krav om, at den kyskhed og afholdenhed, der gjaldt for kvinder før og i ægteskabet, også skulle gælde for mænd, advokerede Brandes i sin lejr for den ”fri kærlighed”. Selvom fejden også involverede den nye politiske kvindebevægelse, kan man som Annegret Heitmann kritisk indvende, at sædelighedsfejden primært var en mandlig debat, der afspejler en usikkerhed om opretholdelse af privilegier i en brydningstid (Heitmann 2006:204). Et brud med den mandlige dominans af litteraturen kan man se på tallene: I årene mellem 1870 og 1890 debuterede 70 danske kvinder som forfattere i Danmark og 148 i Sverige (Heitmann 2006:203).

Brandes interesserer sig særligt for kvinderne som kulturpersonligheder i dette afsnit. Han portrætterer Dorothea Mendelssohn-Veit-Schlegel (gift med Friedrich Schlegel) og Caroline Böhmer-Schlegel-Schelling (gift med A.W. Schlegel og F.W.J. Schelling). Rækken af efternavne viser kvindernes fødenavne og efterfølgende tilgiftede navne, og det var længe en konvention i den tyske litteraturhistorie at nøjes med at kalde romantikkens kvindelige forfattere ved fornavn. De var begge aktive som oversættere, anmeldere og som redaktører og sekretærer for deres forfattermænd, da det i tiden var svært at publicere som kvinde. Især deres omfattende brevværker bliver med deres udgivelse senere i 1800-tallet begyndelsen på en litteraturhistorisk interesse for kvindernes forfattervirksomhed. Brandes citerer især fra disse breve og kan ses som en af pionererne i opdagelsen af kvinderne, selvom han overtager dele af sine personkarakteristikker fra Rudolf Haym (Haym 1870/1961:663ff). Dorothea Schlegel er en af de få, der skriver og publicerer en roman, dog med Friedrich Schlegel anført som udgiver: Florentin (1801). Brandes er ikke begejstret for romanen, men fremhæver, at den viser mere poetisk talent end Friedrich Schlegel (Brandes 1873:94). Han lever sig ind i hendes forhold og fremhæver hende som eksempel på, hvordan kvinderne var ”mandigere og [havde] mere udelt Kraft” (Brandes 1873:95) end mændene og var engagerede i de sociale forhold: ”De føle dybere Forholdenes Tryk, de ere mindre svækkede ved boglig Overcultur, og de have mere praktisk Sands og Blik end Mændene omkring dem” (Brandes 1873:95-96). Især kvindernes kritik af Fichte viser et langt større klarsyn end mændene, mener Brandes (Brandes 1873:96-97 og 104). Caroline Schlegel-Schellings rolle som inspirator for hele den tidlige romantik-kreds gengiver Brandes med citater fra A.W. Schlegel og Schelling og refererer fra hendes anonyme anmeldelse af A.W. Schlegels drama Ion. Især opholder han sig ved hendes dramatiske biografi og ophold sammen med jakobineren Georg Forster i det republikanske Mainz i 1792-1793, der ved de tyske troppers tilbageerobring førte til hendes fængsling. Han er fascineret af det frisind, der præger det romantiske miljø med de skiftende par-konstellationer og gensidig accept af nye ægteskabelige alliancer, men trods denne ”fuldkomne Aandsfrihed overfor sociale Baand” (Brandes 1873:109) fælder han samlet en hård dom over mændene, hvis kvinder stod over dem selv, og som de har ødelagt: de ”have draget dem nedad, have berøvet dem deres høieste Interesser og bedste Sympathier og givet dem smaa og smaalige derfor.” (Brandes 1873:111-112).

Hvis man skal karakterisere Brandes’ feminisme, kan man kontrastere den med Friedrich Schlegels. Lucinde tenderer – trods sin utopi om en lige og fri kærlighed – mod at essentialisere det kvindelige som det naturlige, spontane, følelsesmæssige over for den mandlige rationalitet, refleksion og forstand. Brandes gør ikke op med denne kønsmodsætning, men flytter de mandlige positive egenskaber over på kvindernes side. Han giver via sine lange citater kvinderne en stemme og gør dem til aktive diskussionspartnere i sin litteraturhistorie. Brandes er med sin beskrivelse forud for den tyske litteraturhistorieskrivning, der først i de sidste to årtier af 1800-tallet, sammenhængende med den første kvindebevægelse, begynder at skrive om romantikkens kvinder (Becker-Cantarino 2000:262). Dog havde de liberale Vormärz-forfattere især behandlet Rahel Varnhagen og Bettina von Arnim som ikoniske frihedsdigterinder (Becker-Cantarino 2000:262-263), og Brandes omtaler ganske vist Varnhagen med begejstring (Brandes 1873:90), men nævner ikke Bettina von Arnim (som omtales i bindet Det unge Tyskland fra 1890).

I 1900-tallet ændrede denne kønsdeterminerede optik sig, og en egentlig forskning i de kvindelige romantiske forfattere begyndte. Dog indgår de kvindelige forfatterskaber typisk ikke i den romantiske kanon, men udgør snarere en separat-kanon, og de er stadig underrepræsenteret i samlede fremstillinger af den tyske romantik (Becker-Cantarino 2000:260-61). I dansk litteraturhistorieskrivning er der først med Lise Busk-Jensens store værk kommet en fremstilling af kvindelige forfattere i dansk og europæisk romantik (Busk-Jensen 2009).

h. Den romantiske politik

I den sidste del om romantisk politik med et indskudt kapitel om dramaet beskæftiger Brandes sig med den nationale fase efter 1806. I andenudgaven er de to kapitler med næsten enslydende titler slået sammen til ét, skåret ned og omskrevet. Brandes overtager dog i begge udgaver Arnold Ruges negative udsagn om romantikken som anti-oplysning og anti-humanisme (Brandes 1873:344). Brandes bruger ”skæbneåret” 1806 med kejser Napoleons sejr over Preussen og opløsningen af Det Tysk-romerske Rige som udgangspunkt for sin analyse af den tyske nationalkultur, der følger af det antagonistiske fransk-tyske forhold. Han gennemgår de tyske nationalideologer Fichte, Arndt og Körner, men nævner også Steins og Hardenbergs liberale reformering af det preussiske samfund. Brandes forholder sig begrebskritisk til de såkaldte befrielseskrige i 1813: Tyskland er ikke længere besat af den franske ærkefjende, som dog også repræsenterer revolutionen i 1789.

Hvilken frihed medfører krigene, spørger Brandes? De baner blot vej for et nyt undertrykkende system: ”Man havde bekjæmpet det revolutionære Tyranni til Bedste for det reactionære Fyrstevæsen” (Brandes 1873:291). Brandes ser klart – muligvis inspireret af Ernest Renan – at nationale ideologier og den kulturnationalistiske interesse for sprog, historie, folk og fædreland opstår i kraft af fjendebilleder, og at den tyske nationale egenart dyrkes i afgrænsning mod Frankrig. Samtidig producerer han selv en kulturel stereotypi ved at kontrastere fransk frivolitet og fritænkeri med tysk sædelighed og kristendom: ”Da Fjendens Religion var Menneskeheden, den menneskelige Aand i dens Klarhed og Frihed, saa blev Nationalreligionen Christendom, den christelige Aand i dens Dunkelhed og Tvang” (Brandes 1873:294). Den nationale romantik reducerer Brandes i dette bind til en feudalt orienteret ”ridderromantik” repræsenteret af den tyske forfatter Friedrich Fouqué og danskeren B.S. Ingemann, hvis trivial-litterære præg Brandes satirisk sammenfatter som ”Adelspsychologi eller Hestepsychologi, hvad i dette Tilfælde omtrent kommer ud paa et” (Brandes 1873:306). I andenudgaven viser Brandes en større åbenhed over for nationale, folkelige strømninger i romantikken, eksempelvis nævner han Richard Wagner som del af en revitalisering af middelalderen og skriver i sit nye kapitel om Arnim og Brentano også begejstret om deres samling af folkeviser i Des Knaben Wunderhorn (1806).

At kapitlet om det romantiske drama i denne udgave udgør et mellemspil midt i den politiske del skyldes nok Brandes’ hegelianske syn på den dramatiske genre som syntesen af epik og lyrik og udtryk for frihed og ånd (Brandes 1873:308). Brandes bruger Heinrich von Kleist og Zacharias Werner som eksempler og er især optaget af den første. Den svært placérbare dramatiker og digter mellem klassik og romantik hørte først til den litteraturhistoriske kanon sent i 1800-tallet, og defineres både negativt og positivt hos Brandes. Kleists formevne og karaktertegninger er modsat romantikernes ikke ”svampede” eller ”udviskede”, men ”gjennembrydes af det romantisk-poetiske Vanvid” (Brandes 1873:312). Kleist viser den romantiske individualitet i en radikal udgave, idet han jager ”sin Sonde ned i det syge Punkt, hvor Aanden taber sit Herredømme over sig selv: Somnambulisme, dyrisk Betagethed, Distraction, Feighed under Dødsangst” (Brandes 1873:312). Det patologiske fascinerer dog samtidig Brandes. Han gennemgår alle Kleists dramaer og nogle af novellerne, mest udførligt Das Käthchen von Heilbronn (1810), hvor lidenskaben fremstilles i en komposition, ”der i Flæng indeholder meget Latterligt, meget Stødende og meget Sublimt” (Brandes 1873:314). Og han afrunder med indlevet at skildre Kleists utilpassethed og omstændighederne omkring hans selvmord sammen med Henriette Vogel.

”Den romantiske politik” vælger Brandes at illustrere individualhistorisk, nemlig i form af en biografi over den tysk-østrigske forfatter og politiker Friedrich von Gentz’ (1764-1832) (der også senere har været emne for prominente historikere og filosoffer som Golo Mann og Hannah Arendt). Som grundlag henviser Brandes endog her til hele tre kilder: Karl Mendelssohn-Bartholdys biografi over Gentz, dennes brevveksling med Adam Müller og to bind af Gentz’ efterladte skrifter (Brandes 1873:345). For unghegelianerne var den konservative Gentz på grund af sit ekstravagante levned og sit virke – som Metternichs tætte rådgiver, førstesekretær under Wienerkongressen og medforfatter på den repressive Karlsbad-lovgivning i 1819, der indskrænkede frihedsrettighederne i de tyske lande – selve inkarnationen af det restaurative regime (Bohrer 1989:188 og 213f). Gentz oversatte Edmund Burkes Reflections on the Revolution in France (1790) til tysk i 1793, og dette skrift fik stor betydning for de tyske romantikeres skeptiske reception af revolutionen. Dette omtaler Brandes imidlertid ikke, selvom han ellers som komparativ kritiker og litteraturformidler er opmærksom på oversættelsers interkulturelle betydning.

Ved at skildre Gentz’ liv får Brandes omfattet tre vigtige faser i romantikernes politiske tænkning: reaktionen på Den Franske Revolution og dens eftervirkninger (i den tidlige romantik), den nationale mobilisering under Napoleonskrigene og besættelsen af de tyske områder (i den nationale romantik) og endelig forholdet til restaurationen efter 1815 (i den sene romantik). Man må dog dels sondre mellem de tre faser, dels sondre mellem romantikernes tænkning og deres faktiske politiske engagement.

Den senere romantikforskning har undersøgt de samtidspolitiske implikationer i fx de tyske romantikeres interesse for republikanisme-, freds- og frihedsbegreber, som både blev diskuteret i fiktive og ikke-fiktive tekster som breve, traktater og essays. Det er vanskeligt at opretholde en helt skarp adskillelse mellem konservative og liberale positioner hos romantikerne i restaurationsperioden (Schwering 1994:494-495), så billedet er mere diffust end det, Brandes tegner op. Ser man nærmere på romantikernes faktiske politiske virke, må man tage i betragtning, at fx den prominente Friedrich Schlegels ansættelse som østrigsk legationsråd hos fyrst Metternich kun varede i tre år fra 1815 til 1818, fordi hans ultrakonservative papistiske vision om at genskabe et katolsk kejserdømme var ude af trit med alliancemagternes politik (Schwering 1994:480-481). Derimod kan Adam Müller og Franz Baader ved siden af Gentz tælles som aktive romantiske restaurationspolitikere, og med sidstnævnte som hovedrepræsentant for den politiske dimension i romantikken kan Brandes uden problemer vise den ubrudte antifranske, reaktionære og monarkistiske linje i romantikken.

Brandes afslutter sit kapitel og dermed sit bind med at vise den tyske og franske reaktions sammenfald og klimaks i Joseph de Maistre for at kunne proklamere sin kritik af den nuværende reaktion i Danmark og også overgangen til emnet for tredje bind i Hovedstrømninger, Reactionen i Frankrig. I andenudgaven er dette sidste kapitel omredigeret. Den franske ultrakonservative tænker er udeladt, og i stedet giver Brandes afslutningsvis et udblik over hele den europæiske romantiks tre hovedgrupper: den fransk-tysk-engelske, den skandinaviske og endelig den slaviske.

4. Modtagelse og efterliv

a. Om udgaverne

Førsteudgaven af Den romantiske Skole i Tydskland udkom 1873 i både Danmark og Tyskland. I 1887 udgav Brandes en revideret udgave på tysk, der bliver grundlaget for den danske andenudgave i 1891. Receptions- og virkningshistorien har derfor flere faser og strækker sig over tre årtier gennem det epokale skift fra det moderne gennembrud til fin-de-siécle. Jens Bjerring-Hansen har nøje beskrevet den komplekse udgivelses- og boghistoriske proces og analyseret sammenhængen, dels med Brandes’ egen udvikling og ændrede romantiksyn, dels med de sociologiske, markedsmæssige og ophavsretlige forhold (Bjerring-Hansen 2008), hvilket kort opsummeres her.

En vigtig grund til, at Brandes i første omgang omskriver Den romantiske Skole, er forholdene på det tyske bogmarked. Da han efter førsteudgaven skifter til en ny forlægger, Veit & Co. i Leipzig, sikrer denne sig ikke forlagsretten til Hovedstrømninger, der overtages af en konkurrerende Leipzig-forlægger, Barsdorf. Han udnytter Brandes’ stigende popularitet og optrykker førsteudgaven fra 1873 i talrige oplag, som dominerer markedet, også efter at Brandes i 1887 har udgivet sin nye andenudgave. I en retssag lykkes det ikke Brandes at hævde sin ophavsret (Bjerring-Hansen 2008:158-161). Det er grunden til, at det i Tyskland er den tyske førsteudgave af Den romantiske Skole, der præger receptions- og virkningshistorien, hvor det i Danmark primært er den danske andenudgave fra 1891, der både indgår i Samlede Skrifter og Jespersen & Pios udgave af Hovedstrømninger fra 1960’erne (Bjerring-Hansen:161-164).

b. Den danske og skandinaviske modtagelse

Man kan knap nok tale om en egentlig modtagelse af det trykte bind af Den romantiske Skole i Tydskland i 1873. Ingen store københavnske dagblade anmelder bogen, og Jørgen Knudsen skriver, med et citat af Brandes’ egen opfattelse, at man ville tie ham ihjel (Knudsen 1985:308). De få avisomtaler påpeger forskellen på første binds debatudløsende effekt og fraværet af omtale nu, som vil de besegle, at Brandes er et overstået kapitel på den danske kulturelle scene. Desuden vidner de om et polariset klima: I den Højre-tilknyttede avis Dags-Telegraphen polemiserer den unavngivne anmelder over Brandes’ debatstil, der gør hans ”fri tanke” til en doktrin. En for tiden typisk konservativ retorik om den lurende socialistiske og kommunistiske fare ses i de advarende ord, at den radikale fritænkning - hvis omsat til praksis - ville være ensbetydende med ”Revolution, Socialisme og Atheisme, Samfundsopløsning og Gudsfornegtelse” (usign., Dags-Telegraphen 17.11.1873, nr. 311, s. 7).

Jyllandsposten vender Brandes’ romantik-kritik mod ham selv og ”Nutidens Fremskridts- og Frihedsmænd”, der på samme vis som romantikken vil nedrive samfundets institutioner såsom ægteskabet ved at forsvare den fri kærlighed. Brandes anklages for at være fremmed over for kristendommen og fædrelandet; han forstår ikke ”dansk Aand, danske Følelser, dansk Tankeliv” (Jyllandsposten 3.10.1873).

Lolland-Falsters Stifts-Tidende (29.7.1873) anholder derimod pressens hårde behandling af Brandes, men ud fra det synspunkt, at det kan risikere at ende i et martyrium, der vil gavne hans sag. Danmark skal ikke bortstøde Brandes, ligesom nordmændene har gjort med Henrik Ibsen, og en ”hensynsløs Behandlingsmaade” vil blot skaffe Brandes en alt for stor hjemlig indflydelse.

Fyns Stiftstidende (18.12.1873) forsvarer derimod romantikken mod Brandes og dadler hans manglende anerkendelse af Oehlenschläger og Steffens samt hans selektive beskrivelse af Tieck. Det er den eneste ansats til en faglig kritik af Brandes og viser et vist førstehåndskendskab til og levende erindring om den tyske romantik; ligeledes nævner Dagens Nyheder i sin positive anmeldelse, som ellers kun består af citater fra Den romantiske Skole, ”det just i disse Dage feirede Tieck-Jubilæum”, dvs. 100-året for digterens fødsel (Dagens Nyheder 6.7.1873, nr. 177).

Først i 1876 i det nye Venstre-hovedorgan Morgenbladet, som fra 1874 havde Viggo Hørup og lidt efter Edvard Brandes ansat, anmeldes de første fire bind af Hovedstrømninger positivt i en føljeton over tre dage. Anledningen er den fornyede diskussion om det æstetiske professorat ved Københavns Universitet, og anmeldelsen er et partsindlæg, der indleder med at påvise Brandes’ videnskabelighed. Den romantiske Skole refereres udførligt over flere sider, hvor man dog ikke kan skelne den anonyme anmelders ord fra Brandes’ egne (Morgenbladet 12.2.1876).

I de skandinaviske aviser og tidsskrifter er anmeldelserne længere og grundigere. De forklarer de svenske og norske læsere om Brandes’ forelæsninger, hans moderne ide-program og kredsen omkring det. Det danske debatmiljø fremhæves som anderledes livligt end søsterlandenes; i Danmark kan en bog ”ligesaafuldt” være en ”Begivenhed, som et politisk Slag” (Aftenbladet, Kristiania, 3.1.1874), skriver den norske forfatter Kristian Elster. De tager Brandes alvorligt som litteraturhistoriker, forholder sig undersøgende til hans metode og argumentation og forsvarer, trods sympati for Brandes, romantikken mod en for ensidig og historisk unuanceret udlægning. Den nævnte Elster hævder imod nyttebevidstheden en idealistisk kunstforståelse og fremfører, at Brandes’ nyrationalisme med sin negation af ”det dybeste og skjønneste i Menneskenaturen” (Aftenbladet, Kristiania, 3.1.1874) uvægerligt vil slå over i reaktion. Han protesterer mod Brandes’ intolerance over for kristendommen ligesom også Karl Warburg, der anfører, at denne gør ham blind over for Grundtvig, og at han overser folkehøjskolens positive betydning (Göteborg Handels- og Sjöfarts Tidning, 22.8.1873).

Hvor Warburg sammenligner med Hermann Hettners litteraturhistorie og finder denne mere afvejet end Brandes’, synes anmelderen i Sydsvenska Dagbladet (5.9.1873), at Brandes overgår Heinrich Heine i vid og satire. En grundig akademisk kritik giver C.R. Nyblom i Svensk Tidskrift för Literatur, Politik och Ekonomi (Stockholm 1873, s. 401-422), hvor han eksempelvis afviser Brandes’ sammenblanding af psykologi og refleksion og kritisk påviser patriarkalske formuleringer i omtalen af de romantiske kvinder. Den svenske litterat Arvid Ahnfelt, kendt for sin biografi over den svenske romantiker Carl Jonas Love Almqvist, er i Aftonbladet (3.7.1873) begejstret over, at Brandes læser den tyske romantik via Kierkegaard, der har en række fællestræk med Almqvist. Paul Pry (pseudonym for Richard Kaufmann) omtaler i sit ”Bref från Köpenhamn” (Göteborg-Posten 25.6.1873) både Brandes’ bog og hans tyske oversætter Adolf Strodtmanns i samme år på tysk udkomne Das geistige Leben in Dänemark, der tegner et meget negativt billede af en stagnation i dansk kulturliv. Omstændighederne omkring denne bog kan ikke beskrives her, men det kan kort bemærkes, at Brandes selv kan anses for at være medforfatter til den, idet han bidrog med hele afsnit under tilblivelsen, da han i 1872 boede hos ægteparret Strodtmann i Steglitz uden for Berlin (Knudsen 1985:310-313).

Nogle år senere, i 1877, kom der i anledning af Brandes’ foredrag om Kierkegaard i Norge en længere anmeldelse af de første fire bind af Hovedstrømninger sammen med hans Kierkegaard-bog i Norsk Tidsskrift for Literatur. Den er meget kritisk over for Brandes’ litteratursyn og særligt hans nord-syd-dualisme med afsmag for ”den germaniske Kakkelovnsvarme og det germaniske Gemyt” og præference for ”Sydens legende Solglans og livligt udadvendte Liv” (Norsk Tidsskrift for Literatur, 29.7.1877). Det er bemærkelsesværdigt, at anmelderen laver en modsat valorisering af den nordeuropæiske åndshistorie og ser det ”germansknordiske” som sammenhørende med England, Amerika og Norden som oprindelsessted for de liberale frihedsidealer.

c. Den engelske og tyske modtagelse

I den britiske offentlighed fremkom i 1873 to positive anmeldelser af Den romantiske Skole i London-tidsskriftet Athenæum. Edmund W. Gosse fremhæver Brandes som tidens bedste skandinaviske kritiker og er enig i hans syn på dansk og tysk romantik, dog med en kritisk kommentar om, at Brandes overser den store virkning, Jean Pauls havde i Tyskland (Gosse i The Athenæum no. 2406, 6.12.1873, 727-728). Edwin Jessen forsvarer Brandes som religiøs, national og personlig fritænker mod den kristne danske kritik (Jessen: The Athenæum no. 2409, 27.12.1873, s.847).

Takket være Strodtmanns hurtige oversættelse udkom Den romantiske Skole på tysk allerede i efteråret 1873 og blev straks omtalt i Magazin für die Literatur des Auslands og Literarisches Zentralblatt. Nogle år efter kommer der længere, samlede anmeldelser af de fire første oversatte bind. Tre hovedpunkter er kendetegnende: forståelsen af, at genren ikke er gængs akademisk litteraturhistorie, men derimod kulturkritik, receptionen af Brandes’ metode som en ny litteraturpsykologi og endelig iagttagelsen af forskellen på romantikkens status i Tyskland og Danmark. I Tyskland betragtes den ikke længere som en aktuel kulturperiode, men ses mere distanceret i et historisk lys. Flere anmeldere er godt informeret om forelæsningernes effekt i København og sympatiserer med den i Danmark miskendte Brandes. Især er anmeldelsen i første nummer af det netop grundlagte Deutsche Rundschau positiv. Anmelderen F. Kreyssig skriver om Brandes’ manglende professorat og sympatiserer med hans ”moderne gennembrud”. Han fremhæver Brandes’ metode som original, idet den viser ”die Physiologie der Literatur” (litteraturens fysiologi) begrundet i en udforskning af ”Gedanken- und Empfindungs-Symptome” (tanke- og følelsessymptomer) (Kreyssig i Deutsche Rundschau, Bd. 1, Heft 1, Oktober 1874, s.140). Trods visse lakuner og overlap i litteraturhistorien som følge af den politiske faseinddeling bifalder Kreyssig bindets kritiske romantikopfattelse. Deutsche Rundschau bliver i de følgende årtier Brandes’ vigtigste platform som tysk publicist og kritiker. Hans tyske karriere og rolle som tysk-dansk kulturformidler er kortlagt og analyseret af den danske germanist Klaus Bohnen i talrige udgivelser (fx Bohnen 1980, 2001, 2004).

Deutsche Rundschau blev i 1870’erne og 1880’erne det kulturelle hovedorgan for det tyske liberalt orienterede borgerskab, der afgrænsede sig ideologisk i forhold til socialdemokraterne, de konservative og Bismarck. Bengt Algot Sørensen gør opmærksom på, at grundlæggeren Julius Rodenberg allerede før det egentlige samarbejde med Brandes havde bestilt anmeldelsen af Hovedstrømninger hos Kreyssig (Sørensen 1980:133), fordi Rundschau kunne gøre fælles sag med Brandes’ kamp for den fri tanke og forskning. I de følgende år skrev Brandes en stor årlig artikel i tidsskriftet: om Lassalle i 1875, om Heyse i 1876 og i 1880’erne introduktioner til den franske realisme og naturalisme (Balzac, Flaubert, Zola m.fl.) og endelig i 1890 om Nietzsche (Sørensen 1980:134). Rundschau udviklede sig imidlertid i en konservativ retning med afvisning af den naturalistiske og efter-naturalistiske litteratur, som Brandes mere og mere orienterer sig hen imod.

To længere tyske anmeldelser i 1876 skiller sig ud som negative forsvarsreaktioner, der kritiserer Brandes’ tyske romantik-billede. I Wien mente litteraturkritikeren, professor Emil Kuh, at Brandes kæmper fra ”Det unge Tyskland”s forældede bastion. Han forsvarer i sin anmeldelse den tyske romantik over for den franske og gendriver alle Brandes’ karakteristikker af de tyske forfattere fra Goethe og Schiller og frem. Til gengæld nedrakker han ”der schwächliche, verdächtig naive Oehlenschläger” (den svagelige og mistænkeligt naive Oehlenschläger) (Kuh i Beilage zur Wiener Abendpost, 13.4. 1876). Brandes har desuden overset den vigtige senromantik med Eduard Mörike, Ludwig Uhland, Joseph Eichendorff, Robert Schumann, Achim von Arnim og Clemens Brentano, Heinrich Heine og Jacob Grimm. Kuhs dybt konservative observans viser sig i, at han finder Brandes’ portræt af Dorothea Schlegel alt for idealiserende: ”Eine widerwärtigere Grimasse der Weiblichkeit aber, als Dorothea schneidet, ist in der ganzen Hässlichkeitsgalerie der emanzipierten Frauenzimmer nicht anzutreffen” [”en modbydeligere grimasse af kvindelighed end den, som Dorothea skærer, findes ikke i hele hæslighedsgalleriet af emanciperede fruentimmere”] (sms.). Alexander Jung i Leipzig anmelder i 1877 Hovedstrømninger over tre numre af Blätter für die literarische Unterhaltung og roser Brandes for at tage højde for den samtidige læsers manglede videns- og dannelsesniveau med sine introduktioner, men synes, at Brandes’ behandling af de tyske forfattere er uansvarlig. Især trækker han Tieck og Jean Paul frem som eksempler. Tieck er med sin ”(…) Allseitigkeit der Bildung, Phantasie, Virtuosität im Uebersetzen (…)” [alsidighed i dannelse, fantasi, virtuositet i oversættelse”] en ånd, som Berlin kan være stolt af at have frembragt (Jung i Blätter für literarische Unterhaltung, Leipzig, nr. 22, 31.5.1877, 341), og Jean Paul kan ikke periodiseres som romantiker eller far til romantikken. Jung bruger den komplekse figur Roquairol i Jean Pauls Titan som eksempel på en idealismekritisk digtning, som Brandes slet ikke har kapacitet til at fatte (Jung 1877:342). Han afslutter sin sidste anmeldelse med et forsvar for Henrich Steffens’ forfatterskab (Jung 1877:381-82).

d. Andenudgavens modtagelse og efterliv

En ny fase i modtagelsen sætter ind omkring Brandes’ tyske andenudgave, som sendes på markedet med en erklæring om, at dette er et ”tysk originalarbejde”. Det skyldes datidens ophavsret, som ikke beskyttede forfatteres copyright til deres værker uden for deres hjemland, hvilket først blev ændret med Bern-konventionen i 1886, som Danmark imidlertid først tiltrådte i 1903. Brandes udgav derfor ikke andenudgaven som en revideret og udvidet udgave af oversættelsen fra 1873, men som et nyskrevet værk, der skulle have sikret forlaget eneretten i de første seks år. Det udløste et sagsanlæg fra forlæggeren Barsdorf, som Brandes forsøgte at tilbagevise ved at argumentere for, at de to værker er grundforskellige. Jørgen Knudsen gengiver Brandes’ argumentation, som også blev trykt i Politiken i sommeren 1887: førsteudgavens angreb på de tyske romantikere var rettet mod de danske romantikere, mens andenudgaven har skiftet optik fra en religiøst og politisk bestemt kritik til en interesse for personlighederne (Knudsen 1994:405-406).

Det blev diskuteret både i samtiden og siden, om Brandes har ret eller ej; og både anmeldere og forskere er delt i spørgsmålet. Jørgen Knudsen og Bertil Nolin hælder mest til at betragte det som ét værk, mens Jens Bjerring-Hansen viser, at der er tale om en ”ustabil tekst” med to adskilte receptionsspor: et tysk og et dansk. Som påpeget undervejs i dette afsnit har andenudgaven flere forfatterskaber med, disponerer stoffet anderledes i delvis nye kapitler og bruger et mindre polemisk sprog. Romantikken fremstår dermed mere nuanceret, tillige fordi den ses i vekselvirkning og ikke konflikt med de forudgående perioder og fordi andre dimensioner, såsom den romantiske oversættelsesaktivitet, inkluderes. Der er dog hverken rokket ved grundtesen om den særligt tyske romantiske mentalitet eller ved den grundlæggende psykologiske forståelsesoptik.

De tyske anmeldelser af Brandes’ andenudgave er indlæg i sagen om ophavsret på det tyske marked og efterprøver kritisk ved en sammenligning med førsteudgaven påstanden om, at værket er originalt. Hvor Literarisches Centralblatt (nr. 17, 23.4.1887) afviser det, er Magazin für die Literatur des In- und Auslands (1887, Heft 4, 55) på Brandes’ side. I 1888 udgav en Dr. Puls en omfattende kritik af Brandes’ brug af kilder og arbejdsmetode. Han påviser, at hans citater er fejlfyldte, at han ikke angiver, hvilke tekstudgaver han citerer fra, og værst: at han ikke gør opmærksom på sine tyske forlæg. Puls viser en lang række tekststeder hos Brandes, som er meget tæt på ordlyd og indhold i Rudolf Hayms Die Romantische Schule (1870) og Goedekes Grundriss zur Geschichte der deutschen Dichtung (fra 1857 og frem), og dommen er hård: Brandes mangler ærlighed og videnskabelighed (Puls i Archiv für das Studium der neueren Sprachen und Literaturen, 1888).

Brandes var allerede før og blev også siden anklaget for plagiat, og det blev brugt imod ham i den danske offentlighed. Det var en indbygget risiko i hans eklektiske arbejdsmetode (Nolin 1965:59, Knudsen 1985:306-08). Imidlertid skal Den romantiske Skole netop ikke måles efter akademiske standarder eller sammenlignes med en filologisk-historisk korrekt og akribisk litteraturhistorie som Hayms, men ses som et kulturhistorisk værk med en stærk effekt på sine læsere. Det er også kendetegnende for bindets virkningshistorie og efterliv.

I 1891, da andenudgaven udkom på dansk næsten 20 år efter førsteudgaven, er litteraturhistoriens konjunktur skiftet. Som Jens Bjerring-Hansen anfører, kan revisionen af Den romantiske Skole i Tydskland også ses begrundet i Brandes’ sans for, at et nyt kulturelt modernitetsparadigme med symbolisme og nyromantik har vundet indpas og i hans ønske om at gøre sig gældende i en ny verdenslitterær orden. Det er også tydeligt i Brandes’ indsats for at få oversat J.P. Jacobsens Niels Lyhne til tysk, der udkom 1889 (Bohnen 2013). En ny sensibilitet over for romantikken er på færde hos to anmeldere i 1891, nemlig svenskeren Frederik Vetterlund og danskeren Johannes Jørgensen. Hvor Vetterlund ser en kontinuitet i det negative romantiksyn hos Brandes og – med svenskeren Atterbom som eksempel – forsvarer den romantiske længsel som et legitimt behov for transcendens og spiritualitet (Vetterlund i Nordisk Tidskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 4. årgang 1891), opfatter Jørgensen andenudgaven som et brud og et nyt romantiksyn. Ungdomsværket havde berettigelse med sin chokeffekt hos dannelsesborgerskabet, der opdagede, at romantikken med sin ”udskejende, fantastiske og ironiske Aand” var en anden end den, de dyrkede (J.J. i Kjøbenhavns Børs-Tidende 14.8.1891). Den nye udgave viser derimod en mere differentieret romantik begyndende med Herder og omfattende flere forskellige personligheder end før. Brandes roses ydermere for at omtale romantikkens oversættelsesaktivitet og dens videnskabelige side med grundlæggelse af myteforskning og sammenlignende sprogvidenskab, og i det hele er ”alt saa dybt og klart forstaaet”. Johannes Jørgensen skrev sin anmeldelse i Kjøbenhavns Børs-Tidende, hvis redaktør var Georg Brandes’ bror, Ernst Brandes. Jørgensen hørte til det kulturradikale miljø, men blev med sin grundlæggelse af tidsskriftet Taarnet i 1893 indstifter af en symbolisme, der slog en bro tilbage til romantikkens tilværelses- og kunstsyn. Det anslås også i anmeldelsens sidste del, som har karakter af digtning:

”Der er jo i hin gamle Romantik saa mange Traade, som fortsætter sig ned i de sidste Dages Digtning. Romantikens ironiske Holdning over for Samfundet har jo forberedt den Individernes Frigørelse, som nu foregaar. Og Kulturmennesket drages endnu fra de travle Stæder og Dagens Larm til Skovensomheden og Nattens Fred […]

Brandes’ andenudgave passer ind i et ændret klima i 1890’erne, hvor litteraturhistorikerne Valdemar Vedel og Vilhelm Andersen rehabiliterer den danske romantik. Trods Brandes’ revisioner er det dog hans kritiske romantik-syn, der går i arv til 1900-tallets danske litteraturkritik helt frem til omvurderingen af især den tidlige tyske romantik i fænomenologisk og dekonstruktiv litteraturteori fra 1980’erne (Rosiek 2008:65ff).

Også da Hovedstrømninger i engelsk oversættelse når over Atlanten i 1902, får værket anmelderne i New York og Boston til at opleve romantikkens aktualitet. The Independent ser den tyske tidlige romantik som en ungdomsrevolte med tilsvarende appel til unge læsere (The Independent, New York, vol. 54, no. 2800, July 31, 1902:1838-1839). The Forum fremhæver især Brandes’ fremstilling af de romantiske kvinder som eksempel på hans brillante kritik og er enig i, at kvinderne var langt mere heroiske end mændene, ”(…) as passion is greater than sentimentalism, life than literature” [”(…)eftersom lidenskab er større end sentimentalisme, og livet er større end litteraturen(…)”] (The Forum, New York, July, 1902:81-84).

Den romantiske Skole i Tydskland har et særligt efterliv i tysk kulturhistorie. Bindets virkningshistorie etableres i årtierne omkring århundredskiftet 1900. Selvom Brandes ikke spiller nogen særlig rolle i faggermanistikken (Bohnen 2004:157), var der dog én vigtig receptionshistorisk instans i den tyske litteraturhistorieskrivning, nemlig Wilhelm Dilthey, der anmeldte første bind af Hovedstrømninger positivt i 1873 og igen i 1882 (Bohnen 2001:189). Han interesserer sig for Brandes’ litteraturpsykologiske tilgang (Bohnen 1980:240), og man kan med Klaus Bohnen se Brandes som en forløber for den hermeneutiske litteraturvidenskab og åndshistorie (Geistesgeschichte), som Dilthey grundlagde.

Som sagt er det førsteudgaven af Den romantiske Skole i Tydskland, der blev udbredt på det tyske bogmarked og intensivt læst i de intellektuelle og kunstneriske miljøer, hvilket utallige udsagn af Arthur Schnitzler, Thomas Mann og Heinrich Mann samt Stefan Zweig vidner om (Bohnen 2001:198-199). Thomas Manns kunstneriske og kulturkritiske reception udgør et tyngdepunkt. Hans-Joachim Sandberg har kortlagt betydningen af Hovedstrømninger for Manns romanforfatterskab fra Buddenbrooks (1901) og frem, mens Steven Cerf viser, at Mann især har været inspireret af Brandes’ suggestive beskrivelse af Novalis under sit arbejde med romanen Der Zauberberg (1924). Romantikerens besættelse af sygdom og erotiske dyrkelse af smerte og død bliver en model for Hans Castorp-figuren (Cerf 1981:124-25), og Brandes’ romantik-formidling kan dermed betragtes som en vigtig inspirationskilde til Manns ironiske romantik-forståelse. Der er en vis parallelitet mellem Brandes’ fremstilling af det særligt tyske i Den romantiske Skole i Tydskland og Manns indflydelsesrige kulturkritiske bog Betrachtungen eines Unpolitischen (1918) med dens positive bestemmelse af (tysk) kultur som uforenelig med (vestlig) civilisation og dermed med demokratiet i Frankrig, England og USA. Mann ændrede som bekendt politisk opfattelse nogle år senere og forsvarer i sin tale ”Von deutscher Republik” (1923) Weimar-republikken og det første tyske demokrati, men stadig med romantikken og Novalis som et vigtigt omdrejningspunkt.

Brandes’ Den romantiske Skole i Tydskland har været en stor kunstnerisk inspiration uden for Danmarks grænser og er med sit forsvar for en engageret litteratur og med sin fordømmelse og fascination af romantikken en stadig reference i dansk kulturliv.

5. Bibliografi

  • Ansel, Michael (2003): Prutz, Hettner und Haym. Hegelianische Literaturgeschichtsschreibung zwischen spekulativer Kunstdeutung und philologischer Quellenkritik. Tübingen: Max Niemeyer Verlag.
  • Becker-Cantarino, Barbara (2000): Schriftstellerinnen der Romantik. Epoche – Werk – Wirkung. München: C.H. Beck.
  • Behler, Ernst (2011): “Kierkegaard’s Concept of Irony with Constant Reference to Romanticism” i: Cappelørn, N.J. & Stewart, J. (red.): Kierkegaard Revisited. Proceedings from the Conference "Kierkegaard and the Meaning of Meaning It", Copenhagen, May 5-9, 1996. Berlin, Boston: De Gruyter, s. 13-33.
  • Bjerring-Hansen, Jens (2008): ”Brandes, Brentano og Bern-konventionen. Om Georg Brandes’ revision af Den romantiske Skole i Tydskland” i: Danske Studier, 103. bind, 9. række, 7. bind, s. 150-168.
  • Bohnen, Klaus (1980): ”’Persönlichkeit’ bei Georg Brandes. Zu einer Kategorie der Kritik und ihrer Rezeption in Deutschland” i: Hertel, Hans og Kristensen, Sven Møller (udg): The Activist Critic. A Symposium on the political ideas, literary methods and international reception of Georg Brandes. Orbis Litterarum, Supplement no. 5. København: Munksgaard, s. 237-251.
  • Bohnen, Klaus (2001): ”Der grenzüberschreitende Mentor. Georg Brandes’ kritische Strategie in seiner deutschen Korrespondenz” i: Detering, Heinrich et al (udg.): Dänisch-deutsche Doppelgänger. Transnationale und bikulturelle Literatur zwischen Barock und Moderne. Göttingen: Wallstein Verlag.
  • Bohnen, Klaus (2004): ”Georg Brandes og de intellektuelle miljøer i Tyskland og Østrig” i: Harsløf, Olav (red): Georg Brandes og Europa. Forelæsninger fra 1. internationale Georg Brandes konference, Firenze, 7.-9. november 2002. København: Det Kongelige Bibliotek og Museum Tusculanums Forlag 2004, s. 155-160.
  • Bohnen, Klaus (2013): ”Nachwort. Zur Rezeption des “Niels Lyhne” im deutschen Sprachraum” i: Jacobsen: Niels Lyhne. Roman, Leipzig: Reclam, s. 256-267.
  • Bohrer, Karl Heinz (1989): Die Kritik der Romantik. Der Verdacht der Philosophie gegen die literarische Moderne. Frankfurt: Suhrkamp
  • Brandes, Georg (1873): Den romantiske Skole i Tydskland. Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandel
  • Brandes, Georg (1907): Levned, bd. 2. Kjøbenhavn-Kristiania: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
  • Busk-Jensen, Lise (2009): Romantikkens forfatterinder, bd. 1-3. København: Gyldendal
  • Cerf, Steven (1981): “Georg Brandes’ view of Novalis: A current within Thomas Mann’s ‘Der Zauberberg’” i: Colloquia Germanica, vol. 14, No. 2, s. 114-129.
  • Conrad, Flemming (1996): Smagen og det nationale. Studier i dansk litteraturhistorieskrivning 1800-1861. København: Museum Tusculanums Forlag.
  • Dehrmann, Mark-Georg (2017): ”Lucinde” i: Endres, Johannes (red.): Friedrich Schlegel-Handbuch: Leben – Werk – Wirkung. Stuttgart: Metzler Verlag, s. 171-178.
  • Dierkes, Hans (1983): ”Friedrich Schlegel’s Lucinde, Schleiermacher und Kierkegaard” i: Deutsche Vierteljahresschrift für Literaturwissenschaft und Geistesgeschichte 57: 3, s. 431-449.
  • Fenger, Henning (1980): ”Georg Brandes and Kierkegaard” i: Hertel, Hans og Kristensen, Sven Møller (udg): The Activist Critic. A Symposium on the political ideas, literary methods and international reception of Georg Brandes. Orbis Litterarum, Supplement no. 5. København: Munksgaard, s. 49-54.
  • Haym, Rudolf (1870/1961): Die romantische Schule. Ein Beitrag zur Geschichte des deutschen Geistes. Hildesheim: Georg Olms Verlagsbuchhandlung
  • Heitmann, Annegret (2006): “Die Moderne im Durchbruch (1870-1910)” i: Glauser, Jürg (udg.): Skandinavische Literaturgeschichte. Stuttgart: Metzler Verlag, s. 183-229.
  • Hohendahl, Peter Uwe (1985): Literarische Kultur im Zeitalter des Liberalismus 1830-1870. München: C.H. Beck.
  • Huggler, Jørgen (2006): ”Rudolf Haym om tysk romantik og tysk idealisme. Die romantische Schule. Ein Beitrag zur Geschichte des deutschen Geistes (1870)”, I: Litteraturkritik & Romantikstudier 43. København: Dansk Selskab for Romantikstudier.
  • Kierkegaard, Søren (1997): Om Begrebet Ironi. I: Søren Kierkegaards Skrifter, bd. 1, udgivet af Niels Jørgen Cappelørn, København; Søren Kierkegaard Forskningscenteret og Gad.
  • Knudsen, Jørgen (1985): Georg Brandes Frigørelsens vej 1842-77. København: Gyldendal.
  • Knudsen, Jørgen (1988): Georg Brandes. I modsigelsernes tegn 1877-83. København: Gyldendal
  • Knudsen, Jørgen (1994): Georg Brandes. Symbolet og manden 1883-1895. København: Gyldendal
  • Lundtofte, Anne Mette (2003): The Case of Georg Brandes. Brandes between Taine, Hegel, Kierkegaard, and Goethe – and the Institutions of Literature in 19th Century Denmark. Dissertation, New York University.
  • Mortensen, Finn Hauberg (1993): ”Den radikale Kierkegaard-læsning” i: Nordica. Tidsskrift for nordisk teksthistorie og æstetik. Bind 10. Odense: Odense Universitetsforlag, s. 41-70.
  • Nolin, Bertil (1965): Den gode europén. Studier i Brandes’ idéutveckling 1871-1893 med speciell hänsyn til hans förhållande till tysk, engelsk, slavisk og fransk litteratur. Uppsala: Svenska bokförlaget.
  • Oesterreich, Peter L. (1994): ”Ironie” i: Schanze, Helmut (udg.): Romantik-Handbuch. Stuttgart: Kröner Verlag, s.351-365.
  • Piatti, Barbara (2008): Die Geographie der Literatur. Schauplätze, Handlungsräume, Raumphantasien. Göttingen: Wallstein Verlag.
  • Polheim, Karl Konrad (1999): ”Kleine Bibliographie” i: Schlegel, Friedrich: Lucinde. Ein Roman. Studienausgabe. Stuttgart: Reclam Verlag, s. 213-215.
  • Rosiek, Jan (2008): Romantiske veksler. Løfter og efterliv, Hellerup: Forlaget Spring.
  • Rømhild, Lars Peter (1996): Georg Brandes og Goethe. København: Museum Tusculanums Forlag.
  • Safranski, Rüdiger (2007): Romantik. Eine deutsche Affäre. München: Carl Hanser Verlag.
  • Schlegel, Friedrich (2000): Athenäum-fragmenter og andre skrifter. København: Gyldendal.
  • Schulz, Gerhard (1983): Die Deutsche Literatur zwischen Französischer Revolution und Restauration. Erster Teil 1789-1806, München: C.H. Beck
  • Schwering, Markus (1994): ”Politische Romantik” i: Schanze, Helmut (udg.): Romantik-Handbuch. Stuttgart: Kröner, s. 477-507.
  • Stewart, Jon (2015): “Kierkegaard and Romantic Subjectivism”, i Stewart, Jon: Søren Kierkegaard: Subjectivity, Irony, and the Crisis of Modernity, Oxford: Oxford University Press. Oxford Scholarship Online: November 2015. DOI: 10.1093/acprof:oso/9780198747703.001.0001
  • Sørensen, Bengt Algot (1980): “Georg Brandes als deutscher Schriftsteller. Skandinavische Moderne und deutscher Naturalismus” i: I: Hertel, Hans og Kristensen, Sven Møller (udg): The Activist Critic. A Symposium on the political ideas, literary methods and international reception of Georg Brandes. Orbis Litterarum, Supplement no. 5. København: Munksgaard, s. 127-145.
  • Sørensen, Peer E. (2017): ”Georg Brandes og modernismen” i: Dam, Anders Ehlers og Stidsen, Marianne (red): Distancens patos. København: U Press, s. 75-85.
  • Thomsen, Niels (1998): Hovedstrømninger 1870-1914. Idélandskabet under dansk kultur, politik og hverdagsliv. Odense: Odense Universitetsforlag.
  • Zovko, Jure (2017): ”Ironie, Witz” i: Endres, Johannes (red.): Friedrich Schlegel-Handbuch: Leben – Werk – Wirkung. Stuttgart: Metzler Verlag, s. 309-312.

Anmeldelser i aviser og dagblade (kronologisk):

  • Pry, Paul: ”Bref från Köpenhamn”. Göteborg-Posten 25.6.1873
  • Ahnfelt, Arvid (A.W.A): ”Litteratur-Tidning. Sören Kierkegaard och Romantiken. G. Brandes: Hovedströmninger i det 19:de Aarhundredes litteratur.2”, i: Aftonbladet 3.7.1873
  • Usign.: ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur. Den romantiske Skole i Tydskland”, i Dagens Nyheder 6.7.1873, nr. 177.
  • G.r: ”Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur” i Lolland-Falster Stifts-Tidende 29.7.1873.
  • Warburg, Karl (K.Wg): ”Dansk litteratur. Georg Brandes: Hovedströmninger i det 19:de Aarh.s Lit. II. Den romantiske Skole i Tydskland”. Göteborg Handels- og Sjöfarts Tidning, 22.8.1873
  • A.L.G.: ”Literatur. G. Brandes. Hovedströmninger i det 19:de Aarhundredes Literatur. Den romantiske Skole i Tydskland”, i: Sydsvenska Dagbladet 5.9.1873.
  • H.E.: ”G. Brandes: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur. Den romantiske Skole i Tydskland” i Jyllands-Posten 3.10.1873, nr. 230.
  • Usign.: ”Brandes, G: die Hauptströmungen der Literatur des neunzehnten Jahrhunderts. 2. Bd. Die romantische Schule in Deutschland” i: Literarisches Zentralblatt, no. 42, 18.10.1873.
  • Usign.: ”Den romantiske Skole i Tydskland” i Dags-Telegrafen 17.11.1873, nr. 311.
  • Gosse, Edmund W.: “A Dane on the German Romanticism” i: The Athenæum no. 2406, 6.12.1873
  • S: ”G. Brandes: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur. Den romantiske Skole i Tydskland” i Fyns Stiftstidende 18.12.1873
  • Jessen, E: “Denmark”, i: The Athenæum, no. 2409, 27.12.1873
  • C. R. Nyblom: ”G. Brandes. Hovedströmninger i det 19:de Aarhundredes Literatur. Den romantiske Skole i Tydskland. Kjöbenhavn 1873”, i: Svensk Tidskrift för Literatur, Politik och Ekonomi, Stockholm 1873, s. 401-422.
  • H.H. ”Ein Däne über die Romantik”, i: Magazin für die Literatur des Auslands, Heft 33, 1873, s. 487-489.
  • Usign. = Kristian Elster: ”Fra Danmark”. Aftenbladet, Kristiania, 3.1.1874
  • Kreyssig, F: ”Literarische Rundschau. Die Hauptströmungen der Literatur des neunzehnten Jahrhunderts. Vorlesungen, gehalten an der Kopenhagener Universität von G. Brandes. Uebersetzt und eingeleitet von Adolf Strodtmann. Band 1, 2 und 3. Berlin, Franz Duncker” i: Deutsche Rundschau, Bd. 1, Heft 1, Oktober 1874, s. 139-141.
  • Usign.: ”G. Brandes: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur”, i Morgenbladet 12.2.1876.
  • Kuh, Emil: ”Die Hauptströmungen der Literatur des neunzehnten Jahrhunderts. Zweiter Band: die romantische Schule in Deutschland”, i: Beilage zur Wiener Abendpost, 13.4.1876
  • Jung, Alexander: ”Das Literaturwerk von G. Brandes”, i: Blätter für literarische Unterhaltung, Nr. 22, 31. 5.1877, Leipzig, s. 337-342.
  • Usign.: ”Om G. Brandes: Hovedstrømninger i det 19:de Aarhundredes Literatur I-IV”, i Norsk Tidsskrift for Literatur, 29.7.1877.
  • Usign.: ”Die Literatur des neunzehnten Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen, dargestellt von Georg Brandes. II. Band: Die romantische Schule in Deutschland (Leipzig, Veit & Co)”, i: Magazin für die Literatur des In- und Auslands, 1887, Heft 4, s. 55.
  • Usign.: “Brandes, Georg: Die Literatur des neunzehnten Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen, 2. Bd: Die romantische Schule in Deutschland, Leipzig, 1887. Veit & Co”, Literarisches Centralblatt nr. 17, 23.4.1887.
  • Dr. Puls: “Wie Georg Brandes deutsche Literaturgeschichte schreibt” i: Archiv für das Studium der neueren Sprachen und Literaturen, XLII. Jahrgang, 80. Band, 1888.
  • Vetterlund, Frederik:” Georg Brandes, Hovedstrømninger i det 19:de Aarhundredes Litteratur. Den romantiske Skole i Tyskland. Anden omarbejdede udgave, København 1891”, I: Nordisk Tidskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 4. årgang, Stockholm 1891.
  • Jørgensen, Johannes (J.J.): ”Den nye Udgave af Georg Brandes: Romantiken i Tyskland”. Kjøbenhavns Børs-Tidende 14.8.1891.
  • Usign.: “The Romantic School in Germany” i: The Independent, New York, vol. 54, no. 2800, 31.7.1902.
  • Usign.: “Essays and Criticism. Main Currents I, The Emigrant Literature, Main Currents II, The Rom. School in Germany, i: The Forum, New York, July, 1902.
«