Det unge Tyskland

af Adam Paulsen

En introduktion til værkets baggrund, tilblivelse, temaer og modtagelse.

1. Indledning

Det unge Tyskland – det sjette og sidste bind af Hovedstrømninger – var næsten lige så længe undervejs som de fem første bind tilsammen, og man forstår Georg Brandes’ lettelse, da han i 1890 langt om længe kunne sætte punktum for det værk, der havde fulgt ham, siden han præsenterede den ambitiøse plan for alle seks bind i indledningen til Emigrantlitteraturen (1872).

Det unge Tyskland er på én gang det længste og mest uhomogene af de seks bind. Mens de foregående fem bind havde hver sit afgrænsede hovedtema, som fremstillingen samlede sig omkring, er der noget ufokuseret og usammenhængende over det sidste bind, som om forfatteren har haft svært ved at beslutte sig for, hvad der skulle med, og hvilken historie han ville fortælle. Noget skyldes vel nok materialet, der både viste sig vanskeligere at formgive og syntetisere end forventet og vel heller ikke indeholdt lige så mange uomgængelige forfatterskaber som det, der udgjorde grundlaget for de øvrige bind. Når der ikke springer flere gnister af stoffet, og når dette sidste bind med Jørgen Knudsens ord er det ”matteste af de seks” (Knudsen 1994:379), skal en del af forklaringen formentlig søges her.

Men heller ikke den forfatter, der i sin tid havde slået det store brød op, var på alle punkter den samme som den, der nu skulle bage det igennem. Stoffet fængede ikke på samme måde som tidligere, andre forfattere og projekter trængte sig på, ungdommens tro på det politisk-ideologiske program, der lå bag udformningen af den oprindelige plan, var om ikke fuldkommen forsvundet, så i hvert fald delvis blevet overlejret af den midaldrendes skepsis. Hvor digterværket hos den yngre forfatter stod eller faldt med dets iboende politiske tendens, lod den ældre alene den store personlighed gælde, uanset om vedkommende nu befandt sig på det rigtige politiske hold, ja, uanset om han overhovedet interesserede sig for politik.

Endelig så verden en hel del anderledes ud i slutningen af 1880’erne end i begyndelsen af 1870’erne, ikke mindst syd for den dansk-tyske grænse. Brandes havde igennem de næsten seks år, han var bosat i Berlin, haft rig lejlighed til at iagttage den kulturelle og politiske udvikling i det nye tyske rige på nærmeste hold, og den forekom ham alt andet end opmuntrende. I Brandes’ øjne var det Tyskland, der tog form under Bismarcks ledelse, en militær- og politistat efter preussisk forbillede, præget af undersåtmentalitet og kulturel stagnation. Godt nok anerkendte han Bismarcks storhed på især udenrigspolitikkens område, men det bekymrede ham, at den tyske kansler ved at koncentrere magten i sin egen person fastholdt befolkningen i en tilstand af politisk umyndighed og umodenhed.

Alle disse omstændigheder fik i større eller mindre grad betydning for udformningen af Det unge Tyskland.

2. Baggrund og tilblivelse

a. Det unge Tyskland. Periodebegreb, forfatterskaber, udeladelser

Trods de 18 år, der ligger imellem udgivelsen af første og sidste bind af Hovedstrømninger, forblev Brandes i alt væsentligt tro mod den plan for Det unge Tyskland, han havde præsenteret i indledningen til Emigrantlitteraturen:

”[…] den sjette og sidste Gruppe af Forfattere, jeg vil skildre, inspireres af Frihedskrigens og Julirevolutionens Ideer og, ligesom de franske Digtere, i Byrons store Skygge see Frihedsbevægelsens Fører. De vigtigste af disse unge Forfattere ere som Heine, Börne og senere Auerbach af jødisk Afstamning.” (Brandes 1872:13-14)

Går man Det unge Tyskland efter i sømmene, vil man ganske vist opdage, at Berthold Auerbach kun lige akkurat nævnes, og heller ikke Byrons skygge synes vel helt lige så stor, som den tog sig ud for den unge Brandes. Grundidéen ændrede sig derimod ikke, og både Heine og Börne bevarede den centrale plads i fremstillingen, de fra starten var tiltænkt.

”Det unge Tyskland” er betegnelsen for en relativt lille gruppe forfattere, hvis hårde kerne foruden de allerede omtalte Heinrich Heine og Ludwig Börne omfatter Karl Gutzkow, Heinrich Laube, Theodor Mundt og Ludolf Wienbarg. Hvad der forbandt dem, var en mere eller mindre direkte udtalt kritik af det metternichske system og en tilsvarende agitation for politiske reformer, liberale frihedsidéer, antiklerikalisme – kort sagt, et emancipatorisk program, der på én gang gjorde op med senidealismens abstrakte, verdensfjerne idéer og restaurationstidens politiske konservatisme (Hermand 1974:370-372). Litteraturen skulle bringes på omgangshøjde med tiden og engagere sig i sociale og politiske spørgsmål frem for at søge tilflugt i et ophøjet rige af påstået eviggyldige værdier. De ungtyske digtere havde af samme grund ikke meget til overs for nationalklenodiet Goethe, der blev set som hovedrepræsentant for restaurationsperiodens politiske afmægtighed – en ”stabilitetsnar” og ”fyrstetjener”, der overlod det ufrie folk til fyrstens forgodtbefindende (Hermand 1974:372). Ikke alle var lige vidtgående i deres kritik, og i det hele taget spændte de ungtyske forfattere vidt, når det kom til den nationale og politiske udmøntning af deres liberale idéer. Nogle ønskede en republik, i Börnes tilfælde endda med verdensborgerlig hensigt: ”Jeg hader ethvert samfund, der er mindre end det menneskelige” (Börne 1964a:625) [Ich hasse jede Gesellschaft, die kleiner ist als die menschliche]. Andre stillede sig derimod tilfredse med et konstitutionelt monarki inden for fædrelandets grænser. Og mens de alle kunne enes om at træde i skranken for de borgerlige frihedsrettigheder og især ytringsfriheden, var kun Börne og Georg Büchner for alvor optaget af det sociale spørgsmål (Hermand 1974:384-385).

En del af forklaringen på denne betydelige spændvidde er, at de nævnte forfattere reelt ikke havde meget med hinanden at gøre (Hohendahl 2004:568-569). Til en gruppe blev de først, da Forbundsdagen i Frankfurt i 1835 efter en forudgående hetz mod især Gutzkow – foranstaltet af Wolfgang Menzel, en trættekær og i samtiden indflydelsesrig bladudgiver, med hvem Gutzkow tidligere havde samarbejdet – udstedte et totalt forbud mod Heines, Mundts, Gutzkows, Laubes og Wienbargs skrifter i hele Det Tyske Forbund under henvisning til, at omtalte forfattere ”under navnet ’Det unge Tyskland’ eller ’den unge litteratur’ […] utilsløret […] angriber den kristne religion på frækkeste vis, skriver nedsættende om de bestående sociale forhold og rokker ved al tugt og sædelighed” (Verbot der Schriften des ’Jungen Deutschland’ vom 10. Dezember 1835) [unter der Bennenung ”das junge Deutschland” oder ”die junge Literatur” … unverholen … die christliche Religion auf die frechste Weise anzugreifen, die bestehenden sozialen Verhältnisse herabzuwürdigen und alle Zucht und Sittlichkeit zu verstören].

Det er altså denne lille og relativt uhomogene gruppe af forfattere, der udgør hovedstammen i Det unge Tyskland, om end Brandes måtte udvide perspektivet for at få pengene til at stemme – og for overhovedet at have noget at skrive om. For udover at de centrale skikkelser i Det unge Tyskland kan tælles på én hånd, er der også tale om en kortvarig periode i tysk litteratur, hvis storhedstid ikke omfatter meget mere end de godt og vel fem år, der ligger mellem Julirevolutionen i Frankrig og forbuddet i 1835. Brandes løste problemet på den mest oplagte måde, nemlig ved at lade bindet fortsætte frem til 1848-revolutionen, der således blev både Det unge Tysklands og hele værkets flugtpunkt. Bindet indeholder desuden en række perspektiverende kapitler om bl.a. periodens filosofi (G.W.F. Hegel, Ludwig Feuerbach) og tidens store kvindeskikkelser (Bettina von Arnim, Rahel Varnhagen, Charlotte Stieglitz), der vel ikke er lige nødvendige for sammenhængen. Endelig er der den allestedsnærværende Goethe, der tjener Brandes som stadigt forbindelses- og sammenligningsled til flere af Det unge Tysklands hovedskikkelser og ved siden af Heine er den vigtigste enkeltperson i bindet.

Hovedproblemet for Brandes lå dog et andet sted: Hverken Det unge Tyskland eller den politiske litteratur i perioden frem til 1848 er ud fra et kunstnerisk synspunkt særlig interessant, og selv om det utvivlsomt er korrekt, når Brandes om Heine skriver, at hans dalende popularitet efter Tysklands samling i 1871 havde overvejende politiske grunde, gør det samme sig ikke gældende for resten af Det unge Tysklands forfattere, der ikke spiller nogen fremtrædende rolle i tysk litteraturhistorie og for så vidt heller ikke gjorde det i Brandes’ samtid. Og dét problem lykkes det ham ikke at finde en tilfredsstillende løsning på, selv om flere muligheder byder sig til. Mest naturligt ville det vel have været at lade biedermeierlitteraturen komme til orde som en kontrast til den politiske litteratur. Men Brandes lader det blive ved et kort, sært idiosynkratisk kapitel om den ”Den neutrale litteratur”, der begrænser sig til at omtale de forfattere, den preussiske konge Friedrich Wilhelm IV interesserede sig for og plejede omgang med i løbet af sin regeringstid (Alexander von Humboldt, Ludwig Tieck, Friedrich de la Motte Fouqué, Friedrich Rückert, Hermann von Pückler-Muskau og Ferdinand Freiligrath). Periodens vigtigste tysksprogede lyrikere, biedermeierdigterne Eduard Mörike og Annette von Droste-Hülshoff synes han derimod ikke at have haft blik for, og to af tidens store dramatikere, Friedrich Hebbel og Franz Grillparzer, nævnes kun i forbigående.

Endnu mere besynderligt er dog, at Brandes undlod at plukke to meget lavt hængende frugter, der oven i købet er tæt forbundet med Det unge Tyskland – Georg Büchner og Christian Dietrich Grabbe. Kanoniseringen af Büchner – ved siden af Heine den eneste af periodens politiske digtere, som stadig læses uden for germanistikken – tager ganske vist først fart i løbet af det 20. århundrede, men i de relevante litterære kredse var han et kendt navn længe forinden, takket være Karl Gutzkow, der bl.a. udgav hans revolutionsdrama Dantons Tod i sit tidsskrift Phönix allerede i 1835 – af frygt for censuren dog i en lettere friseret udgave – og i øvrigt så ham som en politisk allieret (Borgards 2009:318-319). Når Büchner allerede i 1838 findes som selvstændigt lemma i Conversations-Lexikon der Gegenwart, må det således tilskrives Gutzkows benarbejde i de forudgående år. At Brandes har kendt til ham, er der næppe nogen tvivl om, formentlig har han endda læst Dantons Tod (Knudsen 1994:380). Hvorfor han ikke nævner ham, forbliver derfor lidt af en gåde. Selv i en litteraturhistorisk set mere ortodoks fremstilling af Det unge Tyskland som Johannes Prölß’ samtidige Das junge Deutschland omtales Büchner udførligt flere steder (Prölß 1892:34, 585-587). Sammenlignet med Büchner er Grabbe afgjort en mere perifer skikkelse, men at Brandes heller ikke nævner ham, den anden af periodens store fornyere af det historiske drama, er i det mindste påfaldende.

Når omtalen af Heine lægger beslag på henved en fjerdedel af Det unge Tyskland, har det altså sine grunde. Ud fra et kvalitetskriterium er der ikke andet at gøre godt med end Heine, i særdeleshed ikke hvis man forbigår Büchner, Grabbe og biedermeierdigtningen. Brandes kommer selv ind på problemet i optakten til Heine-gennemgangen: ”Denne Gruppe af Litteratur besidder nu ingen digteriske Aander af allerførste Rang og kun én af meget høj Rang: Heine. Meget positivt Stort har den ikke efterladt. Den virker mest negerende, befriende, opryddende, udluftende. Den er stærk ved sin Tvivl og sit Trældomshad, ved sin Individualisme.” (Brandes 1890a:51) Men Heines centrale placering i Det unge Tyskland har også en selvbiografisk komponent: Ikke mange digtere har spillet en lige så vigtig rolle for den unge Brandes. Fra han som 14-årig i 1856 første gang stiftede bekendtskab med Reisebilder (1826-1830), til han indledte sine forelæsninger om hovedstrømningerne ved Københavns Universitet, fungerede Heine igen og igen som Brandes’ litterære rejsefører og ledsager (Dahl 1985:92-93). Det var Heine, der indførte ham i hegelianismen; og det var ikke mindst Heine, der gjorde ham opmærksom på hellenismens skønhedsdyrkelse som en modpol til den livsfornægtende kristendom. Af Hippolyte Taine bekræftedes han senere i sin begejstring for Heine, som ifølge Taine var en af de største digtere, der nogensinde havde levet (Dahl 1985:94). I maj 1871, under sin store Europa-rejse, skrev han hjem til sine forældre fra Napoli: ”Jeg kom hjem fra Theatret og læste om Natten en Del i Heines ’Reisebilder’ paa Fransk. Décidement, Heine er en af de største Skribenter Verden har frembragt. Jo ældre man bliver des mere beundrer man ham som Skribent. Som jeg i meer end 2 Aar har sagt eller tænkt: Han er den eneste af Tydsklands moderne Digtere som vil blive staaende efter Göthe. Han er den eneste af dem alle der i nogle Retninger er kommet paa Siden af ham. Jeg vil ordentligt gjenlæse Heine.” (Brandes 1978:285-286) Den grundige behandling af Heine i Det unge Tyskland er altså nok så meget at forstå som indfrielsen af et gammelt løfte om at genlæse Heine ”ordentligt”.

b. ’An Arbeit klebt Blut’. Det unge Tyskland i støbeskeen

Arbejdet på Det unge Tyskland strakte sig over det meste af et tiår, med store afbrydelser undervejs. Allerede i november 1882, da femte bind om fransk romantik med ”lidenskabelig Iver” var færdiggjort, tog Brandes beslutsomt fat på ”Læsningen af de talrige Bøger”, der måtte studeres, inden det afsluttende bind kunne skrives (Brandes 1908:46). Han havde på dette tidspunkt boet i Berlin i over fem år, og han befandt sig derfor ikke bare tidsligt, men også geografisk tættere på kilderne end ved udarbejdelsen af de foregående bind. Hvor meget af stoffet han så at sige havde fået under huden, allerede inden han begyndte på forstudierne til sjette bind, fremgår af de optegnelser og rejsebreve fra Berlin, der senere blev samlet i Berlin som tysk Rigshovedstad (1885). Da Karl Gutzkow døde i december 1878, benyttede Brandes eksempelvis anledningen til at tegne et portræt af forfatteren, der ”følte sig fremmed i den Bismarckske Æra, upaaskjønnet og glemt” (Brandes 1885:249-250), og i en optegnelse fra januar 1881 om ”Bevægelsen mod Jøderne i Tyskland” perspektiveres der til Börne og Heine, hvis Preussen-kritik og ”blodige Spottevers over den store Friedrich” ifølge Brandes havde båret ved til antisemitismens bål (Brandes 1885:372 og 374). Atter andre optegnelser indeholder mere eller mindre udførlige bemærkninger om Feuerbach (s. 108), Auerbach (s. 131-132, 262), Gottfried Keller (s. 258-60), Rahel Varnhagen (s. 289-290) og flere andre af de personer, der indgår i Det unge Tyskland.

Ud over at fungere som en slags utilsigtede forstudier til forstudierne gav Berlin-årene ham utvivlsomt et mere nøgternt, for ikke at sige desillusioneret syn på den enorme bevidsthedsmæssige afstand, der lå mellem 1848-revolutionen og det nye tyske rige. I samme optegnelse, der rister en rune over Gutzkow, finder man således en kradsbørstig kritik af det liberale borgerskab, der ifølge Brandes ikke alene har glemt alt om sin egen andel i 1848-revolutionen, men heller ikke længere forstår den. I samtidens litteratur, hævder Brandes, fremstilles en 48’er enten som naiv idealist ”eller som en tummelumsk Oprører, en Forræder mod Fædreland og Konge.” Og med de få overlevende fra dengang står det ikke meget bedre til: Hvis de ikke befinder sig i landflygtighed, har de ”enten fornegtet deres Fortid eller de tie stille eller ere hjemfaldne til en magtesløs Opposition” (Brandes 1885:253).

Når Brandes’ dom over de liberale faldt så hårdt ud, er det naturligvis også et udtryk for, hvor højt han selv satte de idealer, der nu blev svigtet – og indirekte måske en slags indrømmelse af, at han havde været lovlig naiv i at se samtidens nationalliberale som 1848-generationens arvtagere. Herom vidner bl.a. de ord, han i marts 1878 mindedes 30-året for revolutionen med, få måneder efter ankomsten til Berlin: ”Hvilken livskraftig, begejstret Slægt den som levede da, hvor har den ikke vovet Liv og Blod for sine Forhaabninger, sine Illusioner, sine Forsætter. Den er det, som det nyskabte tyske Rige skylder Alt, hvad det har i sig af Frisind og Tro paa Ideer.” (Brandes 1885:107) Blot et halvt år senere gjorde Brandes sig ikke længere nogen illusioner om, at det tyske kejserrige på nogen måde skulle stå i gæld til 48’ernes frisind. Nu stod det ham tværtimod klart, at mønstret for det moderne Tyskland var den preussiske militarismes, og at den ufrihed, som kendetegnede Bismarcks militærstat, var et spejl af ”det tyske Folks politiske Umodenhed” (Brandes 1885:168).

Tilbage i København fortsatte Brandes arbejdet med Det unge Tyskland, og vanen tro foregik det i tæt udveksling med den litterært interesserede del af det københavnske borgerskab. Knap var han vendt hjem fra Berlin, før en notits i Dags-Avisen meddelte, at ”Dr. Georg Brandes i Aftes [holdt] sit første offentlige Foredrag om ’det unge Tyskland’” for et begejstret publikum bestående af ”et halvt Tusind Mennesker” (Dags-Avisen, 27.2.1883), og få dage senere blev succesen gentaget med lige så stort fremmøde, også denne gang med efterfølgende notits i Dags-Avisen (2.3.1883). I april fulgte de næste forelæsninger, og det høje tempo fortsatte året ud med forelæsninger i oktober og december. Derefter mistede han tilsyneladende pusten og helligede sig andre og mere presserende projekter. Som man kan se af hans bibliotekslån, der er som et barometer over de skiftende interesser, var han i 1884 især optaget af Holberg, mens lånene i 1885 domineres af litteratur om Polen (Nolin 1965:116). I 1886 hjemlånte han en række titler af Schlegel, Novalis, Brentano, Hölderlin og Chamisso til brug for omarbejdelsen af den tyske udgave af andet bind, Die romantische Schule in Deutschland (Nolin 1965:116-117). Først i 1887 blev studierne til Det unge Tyskland genoptaget, og denne gang fortsatte de kontinuerligt frem til manuskriptets afslutning, med sideløbende forelæsninger fra begyndelsen af november til midt i december 1887 om Heine og hans samtidige. En længere forstudie om Börne og Goethe blev trykt i tidsskriftet Tilskueren (I, 1884:1-19), en mindre om Heine og Rembrandt i Jule-Kalender (III, 1887:21-26) og derpå endnu en om Heine i Peter Nansens tidsskrift Af Dagens Krønike (I, 1889:50-63), som Brandes i en kort overgang var medarbejder ved.

I oktober 1890, efter næsten ti års arbejde, var han omsider ved vejs ende. Hvor uudholdelige især de sidste måneder af arbejdet har været, fremgår tydeligt af Levned: ”Umaadelig træt og ked var jeg af Hovedstrømningernes sidste Del. Jeg havde slæbt den med mig siden Begyndelsen af 1883, stønnende, bandende, lidende for at gennemføre en gammel Plan, lagt af Den, jeg var i 1871. Jeg mindedes Ordet: An Arbeit klebt Blut [arbejde koster blod]. Jeg havde som nævnt ladet 11 Ark af den trykke. Nu var det mig umuligt at udholde Sysselsættelsen med den. Jeg følte mig som en stækket Vildgaas.” (Brandes 1908:273) Så meget desto større var lettelsen over at være i mål og have færdiggjort ikke bare dette bind, men hele værket. Glæden ved at se de sidste trykark af Det unge Tyskland ligge foran sig foranledigede endda et poetisk tilbageblik på hele værket i form af et distikon for hvert af de seks bind: ”I / Et Krigsskrig var den, skulde vække, væbne – / Den vakte Hadet, Bogen blev min Skæbne. / / II / Spydtid – og medens Spyd omkring mig hagled, / til Væggen fast jeg gamle Genfærd nagled. / / III / Sværdtid – jeg følte ej, at haardt jeg trængtes, / jeg leved ungt og stærkt og led og længtes. / / IV / Med Tro og blodrød Ildhu blev den skrevet. / Shelley! dens Aand er din. Dig har jeg levet. / / V / Se Skæbnen vendes! Hør i Toner klare / Sejrtid! en lang, rig, melodiøs Fanfare. / / VI / Af rolig Trods og bitter Livserfaring / er Værkets sidste Del en Aabenbaring.” (Brandes 1908:284)

c. Senere tekstrevisioner

Brandes fortsatte med at foretage mere og mindre gennemgribende ændringer i de enkelte dele af Hovedstrømninger længe efter 1890. Allerede i 1877 var den anden, fuldstændig gennemskrevne udgave af Emigrantlitteraturen udkommet, der i 1891 efterfulgtes af den omskrevne andenudgave af Den romantiske Skole i Tyskland. Umiddelbart efter afslutningen af Det unge Tyskland var det så tid til et gennemsyn af bind fem, hvorpå der ventede en ”grundig Omarbejdelse af den tredie Del” (Brandes 1908:352), og videre gik det med bind fire, der skulle ”gennemrettes” og udstyres med ”enkelte Tilføjelser” og så fremdeles. Det er, forklarer Brandes, som med ”Befæstningen omkring en By. Saasnart Arbejdet er fuldført, maa det genoptages og udbedres.” (Smst.)

I betragtning af omfanget af denne bearbejdningsmani springer det i øjnene, hvor få ændringer der blev foretaget i de senere udgaver af bind seks, og det til trods for at førsteudgaven er over dobbelt så lang som førsteudgaven af bind et. I andenudgaven af bind seks fra 1898 er der slet ingen ændringer, i tredjeudgaven begrænser de sig til i alt syv, og heller ikke i de efterfølgende udgaver er der foretaget nogen ændringer. Når man ved, hvor svær en fødsel netop dette sidste bind var for Brandes, er det jo nærliggende at antage, at forklaringen skal søges i en ulyst til at beskæftige sig mere med dette stof. At det har spillet en rolle, kan ikke afvises. Men vigtigere er formentlig, at Det unge Tyskland som det sidst tilkomne bind var væsentlig tættere på at indfri den af forfatteren ønskede form allerede i førsteudgaven. Karakteristisk nok synes ændringerne i tredjeudgaven heller ikke at være foretaget som led i et større kasseeftersyn. Hovedparten udgøres af de tilføjelser til Heine, som Brandes foretog, da han i 1897, i anledning af 100-året for digterens fødsel, udgav Heine-delen som selvstændig monografi. Til forskel fra gennemskrivningerne af de øvrige bind kunne noget således tyde på, at der ikke lå tungtvejende værkpolitiske eller æstetiske overvejelser bag ændringerne i Det unge Tyskland.

De mest substantielle tilføjelser til Heine er en lille digression om tyske komponisters forkærlighed for Heine samt et fyldigere portræt af den kvinde, Heine levede sammen med i de sidste år af sit liv (Brandes 1900:372-373, 500-501). Den mest interessante tilføjelse i tredjeudgaven er dog den nye sammenfatning og vurdering, som efter en hymnisk lovprisning af verdensborgeren Heines forening af ”germansk Følelsesromantik med fransk Esprit og jødisk Inderlighed” leverer et æselspark til både den tyske og franske efterladenhed in casu Heine: ”Det nye tyske Rige har vægret sig ved at rejse Heinrich Heine det Mindesmærke, hans Beundrere dèr havde ønsket for ham, og som han saa godt kan undvære. […] End ikke i den Provinsby, hvori han fødtes, har nogen Billedstøtte af ham turdet finde Plads. Og overfor denne det tyske Riges Holdning har vore Dages Franskmænd ikke engang havt det Indfald og det Mod at rejse ham et Mindesmærke i det Paris, han elskede saa højt, og hvor han tilbragte den sidste Halvdel af sit Liv.” (Brandes 1900:503-504) Har tysk bornerthed og fædrelanderi på den ene side og fransk fejhed på den anden side betydet, at Heine ikke er blevet hædret efter fortjeneste hverken i Tyskland eller i sit andet fædreland Frankrig, er han til gengæld mere populær uden for Tyskland end nogen anden tysksproget forfatter i dag, ja, ”selv Byron har neppe i det nittende Aarhundrede virket saa dybt som han.” (Brandes 1900:504) I betragtning af den centrale plads, Byron indtager i Hovedstrømningers samlede arkitektur, må det siges at være en bemærkelsesværdig tilføjelse. Som for at understrege denne pointe afslutter Brandes det nye afsnit med en opremsning af Heine-inspirerede forfattere i andre dele af Europa, herunder i særdeleshed i de nordiske lande.

Endelig har Brandes til tredjeudgaven foretaget en lille, men ikke uinteressant ændring i de sidste linjer, der i førsteudgaven går i rette med de røster, som i årenes løb har kritiseret ham for at være for selektiv i udvælgelsen og sammenlignet ham med Prokrustes. ”Herpaa er Svaret”, hedder det med en vis selvfølelse i 1890, ”at den sande Prokrustes”, der har udvalgt og grupperet, ”ikke er nogen anden end den Magt, man ellers plejer at kalde Kunst.” (Brandes 1890a:572-573) Polemisk til det sidste, skarpt og fyndigt formuleret og som sådan i god overensstemmelse med værkets oprindelige brod – og så ved nærmere eftertanke måske alligevel ikke en helt værdig afslutning på to årtiers arbejde. I hvert fald er både den polemiske tone og henvisningen til Prokrustes forsvundet ud af tredjeudgaven.

3. Hovedtemaer og ambivalenser

a. Mellem ’hero-worship’ og befrielseskamp. Hovedstrømningers spændinger

Hovedstrømninger er på alle måder et værk, der bærer præg af sin lange tilblivelseshistorie, og hvordan skulle det også kunne være anderledes, Prokrustes eller ej. Dels forblev Brandes naturligvis ikke den hedspore, han var, da han som 29-årig med fynd og klem introducerede sin plan for værket, dels var verden ikke den samme i 1890 som i 1871. Det var ingen selvsagt mere bevidst om end Brandes selv, der ikke bare omskrev og gennemarbejdede de tidlige bind til uigenkendelighed, men ved forskellige lejligheder også klart lod forstå, hvor meget hans æstetiske og politiske anskuelser havde ændret sig i løbet af de mellemliggende år. Ikke alle forstod eller accepterede det, og det ærgrede Brandes, der ofte følte, at hans modstandere slog den ældre homme de lettres i hartkorn med den unge radikaler, når de kritiserede synspunkter, som ikke forekom ham at være i overensstemmelse med hans aktuelle position. I en karakteristisk passage fra Levned forklarer Brandes, hvordan hans radikalisme med tiden langsomt fandt en naturlig modvægt i ”en stærk historisk Følelse af Sammenhængen mellem Tiderne og en Bevidsthed om Umuligheden af at arbejde paa bar Bund. Mer og mer gjorde sig fra Halvfjerdsernes Slutning i mine Skrifter og Udtalelser gældende en vis Fornuftens Ligevægt.” (Brandes 1908:384) Men det gik hen over hovedet på hans modstandere, der blev ved med at fremstille ham som ”blind, fanatisk Partimand” (smst.).

Så havde velvillige læsere et skarpere blik for udviklingen og de interne spændinger i værket. Brandes refererer et brev, han modtog, da Det unge Tyskland var udkommet, og hvori den anonyme brevskriver giver udtryk for sin harme over den rolle, Goethe spillede i det sidste bind. ”Altsaa, hed det med Forbitrelse, i Forherligelse af Goethe løb hele Aandsrevolutionen ud!” (Smst.) Brandes afviser ganske vist, at hans begejstring for Goethe skulle være af nyere dato og henviser til sin uforbeholdne lovprisning i Goethe og Danmark (1881), men når han citerer fra brevet, fremhæver brevskriverens skarpsindighed over for modstandernes mangel på samme og i øvrigt ikke afviser den støt stigende interesse for Goethe, ligger der naturligvis også en indrømmelse i det.

Den vel nok klareste beskrivelse af sit syn på udviklingen i Hovedstrømninger gav Brandes imidlertid allerede længe inden færdiggørelsen af det sidste bind og i en ganske anden sammenhæng. I et brev til sin tyske forlægger, som Brandes lod trykke i Politiken i juli 1887, redegjorde han i få ord for den udvikling, bind to havde gennemgået fra førsteudgaven i 1873 til andenudgaven i 1887. Selv om redegørelsen af hensyn til retssagen kun omhandler Den romantiske Skole i Tydskland, har den mindst lige så stor relevans for Hovedstrømninger som samlet komposition og værk. Brandes begynder med at slå fast, at førsteudgaven af Den romantiske Skole i Tydskland var et ”polemisk Arbejde”, der ”angreb de døde tyske Romantikere for bag dem at træffe de levende danske Romantikere”. Dernæst: Den æstetiske grundopfattelse er en ganske anden, end den var i 1871, hævder Brandes. Hvor han i 1871 bedømte de enkelte værker efter deres forfatters ”religiøse og politiske holdning”, forstår han nu, i 1887, digtekunsten som en afspejling af ”Folkets og Tidsalderens hele og fulde Liv”. Endelig er der spørgsmålet om fremstillingsform og metode: ”Da jeg i 1871 begyndte at udarbejde Hovedstrømningerne”, forklarer Brandes, ”var jeg endnu i hele min Aandsretning metafysisk sindet. Jeg saa bort over Personlighederne; de var mig kun Ideernes Organer. […] Individualiteterne blev baarne af Strømningerne, revne med af dem; de var Ideernes Talerør. Deres Personligheder forekom Forfatteren uinteressante.” I førsteudgaven af andet bind er biografierne så kommet med, om end som korte og ufuldstændige tillæg, der fulgte efter gennemgangen af de enkelte værker ”som nødvendigt Onde”. Først langt senere, da han ikke længere antog, at det var ”den abstrakte Verdensaand”, der havde frembragt værkerne, begyndte han at fordybe sig i ”de historiske Personligheder og vise, hvorledes deres Produktion fremgaar af deres Liv.” Summa summarum: 1873- og 1887-udgaverne af Den romantiske Skole i Tydskland adskiller sig på afgørende vis fra hinanden i mindst tre henseender: ”Værkets Opgave var oprindeligt en agitatorisk, blev i den anden udgave en rent videnskabelig, var national-dansk, er bleven universel. Opfattelsen af Poesi og Kunst var dengang betinget ved Tendensen; den er bleven en anden. Endelig er Opfattelsen af Forholdet mellem Ideerne og Personlighederne bleven den omvendte, og dertil svarer Værkets helt forskellige Komposition” (Brandes 1887).

Nu hører det retfærdigvis med til historien, at Brandes’ redegørelse er et partsindlæg i en verserende tysk retssag, hvor hans tyske forlægger efter udgivelsen af andenudgaven af Den romantiske Skole i Tydskland af teknisk-juridiske grunde – Danmark havde ikke tiltrådt Berner-konventionen om international ophavsret, og Brandes kunne derfor ikke gøre ophavsret gældende i udlandet – stod anklaget for uretmæssigt at have genoptrykt et delvist eksisterende værk (Bjerring-Hansen 2016:127-134). Brandes havde med andre ord en indlysende interesse i at få første- og andenudgaven til at fremstå som to forskellige bøger. Når det er sagt, er det dog svært at være uenig i karakteristikken, som præcist sammenfatter de vigtigste forskelle mellem de to udgaver og – hvad der i denne sammenhæng er vigtigere – peger på en mere generel tendens på tværs af værket. Det sidste lader sig lettest illustrere, hvis man sammenholder de to bind i værket, der tidsligt ligger længst fra hinanden, dvs. førsteudgaverne af Emigrantlitteraturen og Det unge Tyskland. Mens førstnævnte – som Brandes fremhæver – betoner strømninger og idéer og er stærk i troen på oplysningen og fremskridtet i historien (”Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir” [Brandes 1872:7]), er sidstnævnte betydeligt mere interesseret i det biografiske stof og ’de store personligheder’ og tilsvarende mindre optaget af ”Menneskehedens Befrielseskamp” (Brandes 1890a:38), der karakteristisk nok helt aflyses, når blikket falder på samtiden og den nutidige slægt (”det man kalder Fremskridtet er en syg Snegl” [Brandes 1890a:536]). Men også inden for de enkelte dele af Hovedstrømninger genfindes spændingen i større eller mindre omfang. Selv i den oprindelige indledning til Emigrantlitteraturen, det vel nok mest agitatoriske og programmatiske tekststykke i værket overhovedet, er det langtfra alting, der går rent op i strømninger og idéer. Allerede her kan man uden større vanskeligheder finde træk, der foregriber eller i hvert fald antyder det senere forfatterskabs ”hero-worship” (Brandes 1908:151), som når Brandes fx – med en formulering, der kunne være inspireret af John Stuart Mills afhandling om frihed (se fx Mill 2003:76-77, 128-138) – påpeger konflikten mellem ”Personlighederne” og den offentlige menings tyranni.

b. ’Den store personlighed’. Goethe som målestok

Det unge Tyskland indeholder mange af de samme spændinger og ambivalenser som de øvrige bind, men måden de forvaltes på, adskiller sig i nogen grad fra resten af værket. Det skyldes først og fremmest stoffets karakter, der som antydet ikke henstår i samme forklarelsens skær som i 1870’ernes begyndelse og vel heller ikke er lige så foreneligt med Brandes’ senere litteratursyn. Hvad der forekom ham at være en oplagt afslutning på værket, så længe han stadig tænkte det abstrakt historiefilosofisk, var det i mindre grad, da den hegelianske verdensånd var blevet afløst af en oplevelsesæstetisk biografisme, der forstod kunst som ”Udtryk for en Sindsbevægelse”, der ”har til Øjemed at fremkalde Sindsbevægelser” (Brandes 1890a:50). Som politisk betinget bevægelse i den ”store Hovedrytme med Ebbe og Flod” fremstod Det unge Tyskland måske nok som en uomgængelig strømning (Brandes 1890a:571); udparcelleret til individuelle kunstnerbiografier var gruppen derimod for ubetydelig og litterært set uinteressant til at kunne udgøre grundlaget for det sidste bind i Hovedstrømninger – og nok så vigtigt: for kunstnerisk ubetydelig til at holde forfatterens interesse fanget.

Brandes forsøgte som nævnt at løse problemet ved at give Heine ekstra meget plads, udvide den behandlede periode og indlemme en række personer, hvis tilknytning til Det unge Tyskland måske ikke altid forekommer tvingende. Blandt disse skikkelser er den vigtigste uden tvivl Goethe, hvis plads i tysk litteraturhistorie i første halvdel af 1800-tallet ganske vist er uomtvistelig, men som ender med at spille en så fremtrædende rolle i bind seks, at man udmærket forstår den overfor citerede læsers undren: Hvordan i alverden kan Brandes tildele Goethe – en gehejmeråd, der ikke alene befandt sig på den forkerte side af barrikaderne i ”Menneskehedens Befrielseskamp”, men heller ikke var synderligt interesseret i politik – en så ærefuld plads i en fremstilling om de bevægelser og strømninger, som mundede ud i 48-revolutionen? Svaret herpå er selvfølgelig allerede givet med Brandes’ interesseforskydning fra strømninger til store individer, og meget større end universalånden Goethe bliver sidstnævnte som bekendt ikke.

Det mest bemærkelsesværdige ved Goethes rolle i det sjette bind af Hovedstrømninger er imidlertid ikke, at han så at sige trækkes ind på scenen, hver gang Brandes kan se sit snit til det. For udover at indgå i det store materiale, der behandles i Det unge Tyskland, fungerer han endvidere som en slags målestok for Brandes’ vurdering af de øvrige forfattere og deres respektive placering i bindet – ja, i passager synes han næsten at være fremstillingens hovedformål. Det kommer måske tydeligst til udtryk i det lange kapitel om de tre store kvindeskikkelser Rahel Varnhagen, Bettina von Arnim og Charlotte Stieglitz, der vurderes efter deres syn på Goethe – om førstnævnte hedder det således, at hun har ”sin afgjørende litterære Betydning […] derved, at det var hende, der først i Berlin fornam og udtalte, hvad Goethe var værd” (Brandes 1890a:396) – og hvis plads i fremstillingen retfærdiggøres med henvisning til hans betydning: ”Ved at studere Tidens mest ejendommelige Kvindeskikkelser, opdager man, at det, der fra 1810-1835 dybest inde var skeet, det, som var Tidens underjordiske, underfundige Hemmelighed, det var, at Goethes Verdensanskuelse Punkt for Punkt havde fortrængt den kirkelige og bemægtiget sig alle store Instinkter og virkelige Begavelser i Tiden.” (Brandes 1890a:384) De tre kvinder har kort sagt fået en plads i fremstillingen, fordi de udmærker sig ved at være særlig fintmærkende seismografer til at lodde dybden og omfanget af goetheanismens udbredelse med. Her er det næsten, som om Goethe bliver hovedanliggendet, og at alt, hvad der kan bidrage til en nærmere belysning af denne universalånds placering i tysk åndsliv, på forhånd er retfærdiggjort.

Mindre vidtløftig er brugen af Goethe derimod i den diskussion af forholdet mellem kunst og politik, der løber som en understrøm gennem Det unge Tyskland og er en af de tydeligste indikationer på, hvor langt Brandes har flyttet sig, siden han påbegyndte værket. Den første i vidneskranken er Börne, og Brandes trækker straks fronten op ved at pege på Börnes uforsonlige holdning til Goethe: ”Intet har maaske i den nulevende Slægts Omdømme skadet Börne mere end hans hidsige Fordømmelsesdomme over Goethe.” (Brandes 1890a:54) Brandes gør sig store anstrengelser for at forstå, hvorfra dette uforsonlige had stammer. En væsentlig forklaring finder han i et biografisk forhold: Både Goethe og Börne stammer fra Frankfurt, men de kunne lige så godt have været fra to forskellige verdener. Goethe blev født ind i en højborgerlig familie, Börne voksede op i byens jødekvarter. Mens Goethe kom til verden med den berømte sølvske i munden, var Börne som jøde en paria uden borgerrettigheder, indespærret i den uhumske ghetto med dens trange, mørke gyder og udsat for spot og spe, hvis han om dagen skulle vove sig udenfor. Brandes konkluderer: ”Det er klart, at disse Forhold maatte udøve deres Indflydelse paa et modtageligt Barnesind.” (Brandes 1890a:58) Brandes er fornuftigt nok forsigtig med at drage alt for vidtgående slutninger af dette forhold, hans pointe er snarere, at Börnes politiske anskuelser er intimt forbundet med disse barndomserfaringer, der på én gang lagde grunden til hans store retfærdighedssans og gav hans foragt for fyrstetjeneren Goethe særlig gode vækstbetingelser. Og selv om Brandes heller ikke er enig med ham i, at Goethes virke som minister skulle være udtryk for et politisk svigt, er han loyal i sin gengivelse af kritikken og medgiver, at Börne ”her har peget paa svage Punkter i Goethes Storhed og paa hans Væsens Grænser” – om end også disse roser hurtigt visner, når det straks efter tilføjes, at ”visse af Goethes Fortrin kun kunde kjøbes for disse Mangler, og at han allerede for ikke af sit Genis Mangesidighed at splintres havde maattet paalægge sig en streng Begrænsning” (Brandes 1890a:105).

Hvor stor forståelse og indlevelse Brandes end lægger for dagen i sin gennemgang af Börne, er man dog ikke på noget tidspunkt i tvivl om udfaldet af denne første mandjævning. Over for verdenshavet Goethe er og bliver Börne et glas vand, og selv hvor han står stærkest, er han på én gang for kompromisløs, næsten manikæisk i sit syn på ret og vrang, og for opbrusende og naiv. Sigende er i så henseende hans politiske analyser fra tiden omkring den franske Julirevolution i 1830, der ifølge Brandes fremstår himmelråbende naive, og som ved ”Modsigelsen mellem det, som spaas, og det, som sker, [bliver] saa iøjnefaldende, at Virkningen er komisk” (Brandes 1890a:129). Börnes breve fra Paris vidner om forfatterens ærlighed, lidenskab – og især om hans politiske fantasteri. Men problemet er først og fremmest af æstetisk art. Positivt formuleret: ”Det kan ikke undre, at Den, i hvis aandelige Organisme Retssansen havde udviklet sig til en saadan Skarphed og Finhed, at den formelig vikarierede for den egentlige æsthetiske Sans, maatte savne Organet for Goethe, hvis Retfærdighedstrang var forholdsvis uudviklet.” (Brandes 1890a:75) Negativt formuleret: ”Kunstsans i Ordets strenge Forstand besad Börne ikke […], selve det Dannelsesomraade, som betegnes af Kunsten som Kunst, var tillukket for ham.” (Brandes 1890a:91-92) Det kan man selvfølgelig godt kalde en form for afklaring af forholdet mellem kunst og politik: I Börnes øjne er kunstsansen uinteressant eller endda en (moralsk) hindring for det sande politiske engagement; litteratur og politik tilhører to forskellige sfærer and never the twain shall meet. Men særlig tilfredsstillende er denne løsning jo ikke – i særdeleshed ikke for Brandes, der for længst er vokset ud af den slags stereotype modstillinger. Så er der heldigvis mere kød på Heine, der er næste mand i skranken, og her kommer Goethe for alvor til sin ret.

c. Aristokratisk radikalisme. Heine-billedet i Det unge Tyskland

Heines særstilling i Det unge Tyskland kan som allerede nævnt både forklares biografisk og litteraturhistorisk. Når Brandes gør ham til kronvidnet i sin diskussion af forholdet mellem litteratur og politik, skyldes det dog først og fremmest et andet forhold. Som de fleste andre digtere i sin generation havde Heine et anstrengt forhold til Goethe, hvis person og værk fyldte så meget, at det kunne være svært for de yngre at komme til fadet. Nogle reagerede med en næsten instinktiv afstandtagen – som Börne, der ikke lagde skjul på, at den politiske kritik af fyrstetjeneren havde dybere rødder: ”Så længe jeg har kunnet føle, har jeg hadet Goethe, så længe jeg har kunnet tænke, ved jeg hvorfor” (Börne 1964b:71) [Seit ich fühle, habe ich Goethe gehaßt, seit ich denke, weiß ich warum]. Heines Goethe-kritik er mere ambivalent, men også langt mere principiel. Til forskel fra Börne m.fl. har Heine meget godt at sige om Goethe, både som digter og som kritiker af den tyske senromantiks reaktionære, katoliserende tendenser (Häntzschel 2001:63-67). Goethes dyder peger dog samtidig på problemerne. Goethe smed rigtignok brødrene Schlegel ud af templet, og det skal han have tak for, men han etablerede dermed også sit eget eneherredømme i tysk litteratur, hævder Heine, og det er et problem. Tilsvarende forholder det sig med hans udødelige mesterværker, der ”pryder vores fædreland, som smukke statuer pryder en have, men det er statuer. Man kan forelske sig i dem, men de er ufrugtbare” (Die Romantische Schule, 1836; Heine 1979, 8:155) [Sie zieren unser theures Vaterland, wie schöne Statuen einen Garten zieren, aber es sind Statuen. Man kann sich darin verlieben, aber sie sind unfruchtbar]. Endelig er der det, Heine opfatter som Goethes desinteresse for politik, der muligvis nok i nogen grad kan retfærdiggøres med den tid, han levede i, men som nu er utidssvarende og moralsk uansvarlig. Litteraturen skal – på det punkt er Heine enig med Börne – tilstræbe en politisk virkning, og digteren bør være sig sit sociale ansvar bevidst.

Når Heine bliver prøvestenen for Brandes i diskussionen om litteraturens forhold til politikken, er forklaringen altså ikke blot, at han er den eneste af tidens digtere, der i kunstnerisk henseende kan måle sig med Goethe, men også, at han med sin ambivalens befinder sig tættere på Brandes’ egen position i dette spørgsmål end de øvrige ungtyske forfattere. Og nok så vigtigt: Heines ambivalens er ingenlunde begrænset til Goethe, den er så at sige konstitutionel. For Brandes viser det sig særlig tydeligt i Heines politiske anskuelser, der ved første øjekast må forekomme uigennemtænkte eller principløse. På den ene side findes der hos ham ”Udbrud af den yderste Radikalisme”, der udspringer af ”den mest skjærende revolutionære Stemning som Grundakkord” (Brandes 1890a:160), på den anden side forsikrer Heine igen og igen om, at han ikke er jakobiner, ja, at han ikke engang ser sig selv som republikaner. Hvordan skal man forklare denne besynderlige dobbelthed? Hidtil har man, skriver Brandes, enten slet ikke forklaret den eller også set det som et bevis på hans karakterløshed. Men Heine var alt andet end karakterløs, hævder Brandes, han var tværtimod ”fra først til sidst en sine Principer tro Sjæl” (smst.). I Brandes’ øjne er forklaringen den, at Heine på én gang var ”en stor Frihedsdyrker og en udpræget Aristokrat”, på én gang flammende modstander af enhver form for frihedsknægtelse og en stor beundrer af ”menneskelig Storhed”. Med andre ord: ”Der var i Heinrich Heines Sjæl ikke en konservativ Blodsdraabe. Hans Blod var revolutionært. Men der var i hans Sjæl ikke heller en demokratisk Blodsdraabe. Hans Blod var aristokratisk, han vilde se Geniet anerkjendt som Fører og Hersker.” (Brandes 1890a:163)

Sådan ville Brandes næppe have formuleret sig i 1870’erne, og da slet ikke med lige så stor sympati. Iøjnefaldende er ikke mindst den gentagne brug af ordet ”aristokrat”, som en tilsyneladende positiv betegnelse for en bestemt åndelig disposition, og dets sammenstilling med begreberne ”radikalisme” og ”revolutionær”. Endnu tydeligere bliver tendensen på de følgende sider, hvor Brandes’ karakteristik af Heines position truer med at løsrive sig fra sin genstand og blive et afsæt for en mere generel kulturkritik. Heine tror ikke på, at ”Gjennemsnitsdannelsens Filister-Idealer” kan føre til frihed, hedder det bl.a. her, og han afskyr derfor al middelmådighed, ”ogsaa den liberale, ogsaa den republikanske, som den store Personligheds og den store Friheds Fjende.” (Brandes 1890a:163-164) For Heine frygtede mere end noget andet ”et Liv uden Skjønhed” og især ”et Liv uden Storhed, med Lighed i Middelmaadighed til Religion, med Hadet til Geniet, til de søgende Aander og til dem, der aabent forkaste nazarensk Askese, til eneste virkelig Moral. Hvad han i lige Grad afskyede var Samfundet, som han kjendte det, regjeret af et Kleresi uden Aand og et Aristokrati uden Finhed, og saa et Samfund, som han forudsaa det, bestaaende af emanciperede Slavesjæle, der kun havde ophørt med det Kryberi, som var deres Instinkt, for at give den Misundelse Tøjlen, som var Kjærnen i al deres Sædelighed.” (Brandes 1890a:165)

Nu er det som sagt muligt allerede i Emigrantlitteraturen at finde tendenser, der peger i samme retning – med den Mill-inspirerede bemærkning om spændingen mellem den store personlighed og den offentlige menings tyranni som ét eksempel. Hvad der dog tydeligt adskiller formuleringer som de netop citerede fra de relevante steder i første bind, er, at det emancipatoriske oplysningsprogram anno 1871 er gledet helt i baggrunden til fordel for den åbenlyse fascination af den store personlighed. Hvor friheden i Emigrantlitteraturen først og fremmest blev knyttet til de liberale idéer og borgerrettigheder, tales der nu mere dunkelt om ”den store frihed”, der ligefrem trues af den lavererangende liberale frihed. Taget som en mere generel bestemmelse af forholdet mellem politik og ”ånd” synes Brandes åbenlyst at foretrække sidstnævnte på bekostning af førstnævnte, for så vidt som det lader sig gøre at udmåle det i graden af frihed for den enkelte: Den egentlige, sande frihed er den aristokratiske frihed, der nødvendigvis må være forbeholdt de få. I løbet af civilisationsprocessen er det imidlertid lykkedes for gennemsnitsmennesket at hæve sig op over sit naturlige instinkt (”Kryberiet”) og med naget og misundelsen til de store personligheder som drivkraft at gennemtvinge en politisk-liberal frihedsforståelse, der anser den store frihed for illegitim og propagerer, at alle mennesker er lige.

Endelig bærer passager som disse helt ned på ordniveau præg af, at arbejdet med Heine fandt sted, samtidig med at Brandes læste Nietzsche og indledte sin brevveksling med ham (Brandes 1966:439-479). Hvad der i særlig grad optog Brandes ved Nietzsche, var netop dennes idé om, at flertallets velfærd – utilitarismens credo om ”mest mulig lykke til flest mulige mennesker” – ikke kunne være historiens formål, som tværtimod kun kunne bestå i at frembringe ”enkelte store Mennesker” (Brandes 1889:574). Om ikke andet bekræftede sådanne forestillinger Brandes i overvejelser, han selv havde gjort sig om dette spørgsmål, og så gav de ham – som ikke mindst de indledende Heine-kapitler i Det unge Tyskland vidner om – en begrebslighed og en spekulativ historiefilosofisk ramme, der gik langt ud over den velkendte hegelianske. ”Slavemoralen”, ressentimentet som drivkraft i historien, cæsarismen, den fornemme herskerkaste, ”dannelsesfilisteren” og det sidste menneske – alt det og mere til fandt Brandes hos Nietzsche, og det blev brugt bl.a. i karakteristikken af Heine, der med den virkningsfulde sammenstilling af radikalisme og aristokrati får lov til at foregribe Nietzsches aristokratiske radikalisme.

Dermed er ikke sagt, at der slet ikke er belæg for Brandes’ Heine-læsning, endsige at det alene er Nietzsches eller for den sags skyld Brandes’ egne synspunkter, der refereres i disse afsnit om Heines syn på politik. Men kaster man et blik på nogle af de steder hos Heine, som formentlig ligger til grund for Brandes’ parafraser, bliver det ikke desto mindre klart, at Heines ubetvivlelige splittelse mellem ”ånd” og politik havde en lidt anden karakter, end den får i Brandes’ fremstilling. Det kan bl.a. anskueliggøres ved forordet til den franske udgave af Lutetia fra 1855, en samling artikler og reportager, Heine skrev til Augsburger Allgemeine Zeitung i årene 1840-43. Her forklarer han bl.a., at når han i disse artikler ”i en tone af den største angst og bekymring” spåede socialisterne eller – ”for at kalde skrækken ved dets rette navn” (Heine 1988, 13:166) [pour nommer le monstre par son vrai nom, les communistes] – kommunisterne en gylden fremtid, så var det på ingen måde spil for galleriet. Et længere citat er påkrævet for at forstå Heines argumentation: ”Jeg tænker virkelig kun med gru og skræk på den tid, hvor disse dunkle ikonoklaster vil komme til magten: med deres rå næver knuser de så alle marmorbilleder i min elskede kunstverden, de ødelægger alle de fantastiske snurrepiberier, som digteren holdt så meget af; de fælder mine laurbærskove og laver dem om til kartoffelmarker […]; roserne, de uvirksomme nattergalepar, går det ikke bedre; nattergalene, de unyttige sangere, jages bort, og ak! min Buch der Lieder vil købmanden bruge til kræmmerhuse til at fylde med kaffe eller snustobak til fremtidens gamle koner. – Ak! alt det forudser jeg, og jeg gribes af en usigelig bedrøvelse ved tanken om den undergang, som kommunismen truer mine digte og hele den gamle verdensorden med – Og alligevel, jeg indrømmer det frimodigt, udøver denne tanke […] en trolddomskraft på mit sind, som jeg ikke kan værge mig imod […] – en skrækkelig syllogisme forhekser mig, og jeg kan ikke modsige præmissen: ’at alle mennesker har en ret til at spise’, således må jeg også føje mig for alle følgerne […], og til sidst gribes jeg af et fortvivlet storsind og udbryder: […] velsignet være den urtekræmmer, der engang laver kræmmerhuse ud af mine digte og fylder dem med kaffe og snustobak til de stakkels gamle morliller, der i den uretfærdige verden af i dag måske må undvære sådan vederkvægelse – fiat justitia, pereat mundus! [lad retfærdigheden ske fyldest, om så verden skal gå under]” (Heine 1988:167) [En effet, ce n'est qu'avec horreur et effroi que je pense à l'époque où ces sombres iconoclastes parviendront à la domination: de leurs mains calleuses ils briseront sans merci toutes les statues de marbre si chères á mon coeur; ils fracasseront toutes ces babioles et fanfreluches fantastiques de l'art, qu'aimait tant le poëte; ils détruiront mes bois de lauriers et y planteront des pommes de terre; [...] les roses, ces oisives fiancées des rossignols, auront le même sort; les rossignols, ces chanteurs inutiles, seront chassés, et hélas! mon Livre des Chants servira à l'épicier pour en faire des cornets où il versera du café ou du tabac à priser pour les vieilles femmes de l'avenir. Hélas! je prévois tout cela, et je suis saisi d'une indicible tristesse en pensant à la ruine dont menace mes vers, qui périront avec tout l'ancien. Et pourtant, je l'avoue avec franchise, ce même communisme, exerce sur mon âme un charme dont je ne puis me défendre; [...] Un terrible syllogisme me tient ensorcelé, et si je ne puis réfuter cette prémisse: "que les hommes ont tous le droit de manger", je suis forcé de me soumettre aussi à toutes ses conséquences [...] et à la fin un désespoir généreux s'empare de mon coeur et je m'écrie: [...] Et béni soit l'épicier qui un jour confectionnera avec mes poésies des cornets où il versera du café et du tabac pour les pauvres bonnes vieilles qui, dans notre monde actuel de l'injustice, ont peut-être dû se passer d'un pareil agrément – fiat justitia, pereat mundus!"]

Som altid hos Heine kan man let miste balancen i ironiens fine snubletråde, men synspunktet er uden tvivl alvorligt ment. Stillet over for valget mellem kunst for de få privilegerede og velfærd for de mange skal man være usandsynlig hårdhjertet for ikke at føle sig den mindste smule moralsk anfægtet ved at vælge det første. Den splittelse, Heine her giver udtryk for, lader sig derfor nok i sit indhold sammenligne med den modsætning, Brandes opstiller mellem den politisk-liberale og den aristokratiske frihedsidé, men vægtningen af dem er jo en ganske anden. For Heine er der tale om et problem, der så at sige forskyder den klassiske teodicé fra teologien til kunsten: Hvordan kan kunsten retfærdiggøres i en verden, hvor sult og nød er vilkåret for de fleste mennesker? Heines svar er, at det kan den netop ikke, hvis man anlægger en moralsk målestok. For Nietzsche lyder svaret på samme spørgsmål som bekendt: ”kun som æstetisk fænomen er tilværelsen og verden evigt retfærdiggjort (Nietzsche 1972:148) [dass nur als ein aesthetisches Phänomen das Dasein und die Welt gerechtfertigt erscheint]. Hvor Heine lader sig anfægte af ”sultens slavehær”, ser Nietzsche den således som et muligvis tragisk, om end også uundgåeligt grundvilkår ved tilværelsen, som alene kunsten formår at give en højere mening.

Hvilket svar Brandes selv hældede mest til på dette tidspunkt, forekommer klart. I Brandes’ fremstilling er der ikke mange spor af Heines anfægtelse; det sociale spørgsmål er mere eller mindre skrevet ud af forfatterskabet og erstattet med en nietzscheansk kunstfilosofi, der foragter den lave ressentimentstyrede slavemoral for at stå i vejen for den store kunst og dens udøvere. Interessant nok nåede Harald Høffding frem til en lignende konklusion, da han i 1889 gjorde indsigelse mod Brandes’ efter hans mening lovlig sympatiserende fremstilling af Nietzsche i Aristokratisk Radikalisme og i sin kritik fremhævede, at det hos Brandes var en ”rent æstetisk Tendens”, der førte til ”Overvurderingen af de store Mennesker” (Høffding 1889:858), og at det netop skete på bekostning af det demokratiske velfærdsprincip, der ”forbyder at glemme de manges Lidelser over de faas Nydelser” (Høffding 1889:864).

Går man de centrale stykker i Det unge Tyskland om Börne og Heine efter i sømmene, er tendensen altså en tydelig opvurdering af den upolitiske ”ånd” og de store personligheder på bekostning af det politiske engagement, der ellers må siges at være det karakteristiske ved Det unge Tyskland. Når Börne af Brandes vejes og findes for let, er målestokken netop ”kunstsansen”, som Börne ikke havde større respekt for, end han havde for Goethe som autoritet. Heine slipper ganske vist nådigere fra at blive målt ”imod den største Stil i Datiden”, selv om heller ikke han i alle henseender holder til sammenligningen med Goethe: ”Vi se ham ved Sammenligningen hyppigt ligge under, ikke altfor sjældent hævde sig paa en næsten sideordnet Plads. Det er Ære nok for ham, at det er muligt og en Gang imellem nødvendigt at sammenligne ham med Goethe.” (Brandes 1890a:237) Også for Heines vedkommende er det imidlertid påfaldende, hvor lidt det politiske engagement vejer i Brandes’ vurdering af forfatterskabet. Af og til har man næsten fornemmelsen af, at han er mere optaget af at forsvare en antidemokratisk og åndsaristokratisk version af Heine end at præsentere ham som en del af Det unge Tyskland.

Men hvad der gør ham blind på det ene øje, får ham til at se skarpt med det andet. Hvor man i samtiden havde svært ved at få øje på andet hos Heine end Preussen-kritikken og den ironisk-frivole poesi, demonstrerer Brandes et klart blik for andre sider af forfatterskabet, som ikke sjældent peger på litteraturhistoriske forbindelser, der hidtil er blevet negligeret. Det kommer måske bedst til udtryk i den brillante ekskurs om Napoleon-billedet i tysk litteratur, hvor Brandes netop på grund af sit stærke fokus på ”den store Personlighed overhovedet” er i stand til at vise, at Heines beundring for Napoleon var langtfra at være den ”isolere[de] Kjendsgerning i Aarhundredets tyske Litteratur”, man i samtiden havde gjort det til, men tværtimod står i en lang tradition, der spænder fra den weimarklassiske forfatter Christoph Martin Wieland over Goethe, Schiller og Hegel til danskeren Jens Baggesen.

Kapitler som dette, der på én gang bryder med de vante forestillinger og klichéer om Heine og placerer ham i en i samtiden uvant litteraturhistorisk kontekst, demonstrerer, hvad den fordomsfri komparatist kunne, når han var bedst.

4. Modtagelse og senere reception

a. Den danske og nordiske modtagelse

”Den danske Udgave faldt til Jorden som en Klat. Der var Aaret ud neppe et Blad, som nævnte den.” (Brandes 1908:285) Skuffelsen er stadig til at tage at føle på, da Brandes i sine erindringer skriver om den beskedne omtale af Det unge Tyskland. De fåtallige anmeldelser var også faldet andre end forfatteren for brystet. Da Brandes’ tro væbner Sophus Schandorph i juni 1891 omtalte bindet i tidsskriftet Tilskueren, indledte han således med at beklage dagbladenes negligering af Brandes: ”Dr. Brandes’ store Bøger ser man sjælden anmældte. Kunde hans mange Fjender have gjort ham Fortræd, havde de næppe nægtet sig den Glæde, og kunde hans Venner have sagt noget af Betydning i Anledning af hans Hovedværk, vilde de vel ogsaa have gjort det.” (Schandorph 1891:420) Når hverken venner eller fjender havde taget bladet fra munden, måtte forklaringen være, lyder Schandorphs ræsonnement, at Brandes var dem for stor en mundfuld. Vennerne tav stille af benovelse og ærefrygt, fjenderne, fordi de ikke kunne finde noget at kritisere. Brandes ”rager saa højt op over alle her i Landet”, at kun de ”Skrog”, der lumpent gav sig af med fejlfinding eller småligt hængte sig i, ”at Dr. Brandes ikke i behørig Grad har brugt Citationstegn” (smst.), vovede at skrive om hans hovedværk.

Schandorphs forklaring må naturligvis tages med et gran salt. Her taler ”en varm Beundrer og en gammel, tro Ven af Forfatteren” (smst.), hvilket til overflod bekræftes af de følgende 25 siders ukritiske, beundrende referat af Det unge Tyskland. Til gengæld illustrerer den meget klart, hvor polariseret Brandes-receptionen var, og hvorfor kritikere af borgerlig observans i nogle tilfælde hellere ville afstå fra at mene noget om Brandes overhovedet end at anmelde hans bøger positivt eller bare nuanceret. Det krævede trods alt et vist mod at bryde med konsensus i den ideologiske stillingskrig mellem Brandes’ tilhængere og modstandere. Et prominent eksempel på en, der ikke ejede dette mod, var Fr. Winkel Horn, anmelder ved Berlingske Tidende, der på foranledning af Schandorph skrev til Brandes, at han beundrede hans storhed og beklagede, at omstændighederne forhindrede ham i at give udtryk for det offentligt (Knudsen 1994:388). Det er utvivlsomt også forklaringen på, at en del af den samtidige kritik fremstår så polariseret og stereotyp. Enten var man på Brandes’ hold og fulgte ham i tykt og tyndt som vennerne Schandorph eller Oscar Levertin, der begge deler så godt som alle Brandes’ politiske synspunkter og æstetiske idiosynkrasier, eller også afviste man af politiske, religiøse eller andre grunde værket over en kam. Det sidste er eksempelvis tilfældet i Post- och Inrikes Tidningars anmeldelse af Det unge Tyskland, der blot synes at bekræfte den stærkt modvillige anmelder i, at Brandes agiterer for et helt igennem negativt ”ødelæggelsesarbejde, som er rettet mod familie, religion og dermed mod hele statens ordnede liv [ordnadt statslif]”. I begge lejre prædikedes der for de i forvejen troende.

Mere interessante er de anmeldelser, der i det mindste forsøger at tage den kritiske gerning alvorligt. Det gælder til dels anmeldelsen i Morgenbladet, hvis usignerede forfatter tappert forsøger at finde balancen mellem kritik og ros, og som den vistnok eneste blandt de hjemlige anmeldere er opmærksom på, at Nietzsche kunne spille en rolle for den ”i mange henseender højst interessante Karakteristik af Heine”: ”Det er, som om Brandes her gjorde Prøve paa de Nietzsche’ske Overmenneske-Theoriers Korrekthed.” En tand mere kritisk er akronymet H-n L i sin anmeldelse i Aftonbladet. Her indledes der med en skarpsindig, men ikke uvillig karakteristik af Brandes, der hævdes at være lige så alsidig i sin fremlæggelse af stoffet, som han er ensidig i sin vurdering og bedømmelse af det. Derpå følger så en hård kritik af Brandes’ behandling af især Heine og Börne, hvorimod andre (og mere perifere) dele af bindet fremhæves som vellykkede. Det har utvivlsomt gjort ondt at læse. Endelig er der de omtaler, der først og fremmest benytter udgivelsen som anledning til at kaste et blik tilbage på hele værket og indordne det sidste bind i den samlede komposition. Det gælder bl.a. for Johannes Jørgensens omtale på forsiden af Kjøbenhavns Børs-Tidende, der lader en lang kronologisk gennemgang af de første fem bind gå forud for omtalen af Det unge Tyskland. Tonen er påfaldende respektfuld, men ikke egentlig vurderende. Iøjnefaldende er desuden, at værkets politisk-ideologiske tendens ikke så meget som nævnes, og at det ud fra referatet faktisk ikke er til at afgøre, om det er Brandes eller Jørgensen selv, der bjergtages af ”[d]en tyske Romantiks underfulde Æventyrnat”.

Var der ikke meget at styrke sig på i dagbladenes anmeldelser, kunne Brandes til gengæld finde trøst i de private breve. Fra Paris skrev Jonas Lie allerede i december 1890: ”Deres sidste prægtige Værk ’Det unge Tydskland’ har jeg havt min Vederkvægelse af nu i over en Maaned, – den har været min eneste Lektyre, medens jeg, færdig med min Bog, træt, har kjæmpet min fortvilede Strid med at feje af alskens lovede Bidrag.” (Brandes 1939:448) Lie husker at fremhæve Heine og Börne og takker forfatteren for ”denne ypperlige Slutsten paa et stort, herlig gjennemført Aandsværk.” Ikke mindre begejstret var reaktionen fra Alexander Kielland i Norge, der beklager først at have læst bogen nu (august 1891), men så til gengæld kan sætte trumf på: ”Det er med Sorg, man lukker en saadan Bog, at den ikke var længer, – at man ikke altid har foran sig et saadant Værk. Jeg synes ikke, du nogensinde har skrevet noget bedre […]” (Brandes 1939:365). Også han fremhæver skildringen af Heine: ”Hvad du skriver i din Bog om Heine var Manna for min Sjæl. […] du fik udsagt det om Heine, som skulde siges af den, der ret har forstaaet og værdsat ham.” (Brandes 1939:366) Som Brandes’ svar til Kielland røber, faldt de ord på et tørt sted: ”Hav ret megen Tak for dine opmuntrende Ord om min gamle Bog, den har just ikke ellers kunnet glæde sig ved nogen god Modtagelse og hævede sig vel til et Salg af en 500 Exemplarer, hvad jo ej er svimlende.” (Brandes 1939:367)

b. Modtagelsen i Tyskland

Mens de fleste hjemlige kritikere ofte direkte medgav ikke at kende meget til Det unge Tyskland, koncentrerede sig om de dele af bindet, de vidste noget om i forvejen (Heine, Goethe), og i øvrigt måtte forlade sig på Brandes’ gennemgang af stoffet, udmærker den tyske kritik sig ikke overraskende ved en større viden om både perioden og den gængse litteraturhistoriske behandling af den. I de længere anmeldelser af bindet henvises der ofte til andre fremstillinger, ligesom der tages stilling til vægtningen af stoffet og forfatterens greb om det. Særstandpunkter og idiosynkrasier er ganske vist heller ikke noget særsyn i den tyske kritik, men de drejer sig sjældent om Brandes’ person eller politisk-ideologiske spørgsmål. Hvad der derimod spiller en betydelig rolle, er Brandes’ forhold til samtidens positivistiske litteraturhistorieskrivning. Flere anmeldere omtaler det påfaldende i, at Brandes synes at have en langt bredere appel end den samtidige tyske litteraturhistorieskrivning, og de fleste forklarer det med, at han er litteraturkritiker og æstetiker snarere end litteraturhistoriker og filolog. Nogle kritikere anser det for et problem og kritiserer den løsere form og ”salonstil” (S. Lublinski), de manglende henvisninger og den lemfældige citatpraksis, som i enkelte tilfælde ledsages af mere og mindre velbegrundede anklager om plagiat (A. Gerhard). Andre ser det derimod netop som Brandes’ store fortjeneste, at han skriver, så ikke kun fagfolk kan forstå det: ”Det virker som et forfriskende bad, når man kommer fra den officielle litteraturhistories sumpe” [Sie wirkt wie ein erfrischendes Bad, wenn man aus den Sümpfen der offiziellen Literarhistorie herkommt], skriver Franz Mehring i Die neue Zeit, mens Moritz Necker i Neue Freie Presse hævder, at Brandes er ”den eneste litteraturkritiker, der nyder en vis autoritet og popularitet hos det større dannede publikum i Tyskland” [der einzige literarische Kritiker ist, der sich bei dem größeren Publicum der Gebildeten Deutschlands einer gewissen Autorität und Beliebtheit erfreut].

Bag vurderinger som disse anes interessant nok konturerne af en værdikamp, som fra begyndelsen af 1890’erne og helt frem til mellemkrigsårene prægede de intellektuelle miljøer i Tyskland. Brændstoffet i striden var livsfilosofiens udfordring af den etablerede videnskabskultur, der i kølvandet på Nietzsches historismekritik hævdedes at være uproduktiv og gold, fortabe sig i ligegyldige detailspørgsmål og imod hensigten føre til værdiopløsning frem for at skabe sunde mennesker og bidrage til en ægte dannelse. Den diskussion var Brandes naturligvis bekendt med fra både Nietzsche og hans vulgære eftersnakker Julius Langbehn, hvis umådelig indflydelsesrige bog Rembrandt als Erzieher (1890), udgivet anonymt ”af en tysker”, Brandes havde anmeldt i første årgang af Freie Bühne (Brandes 1890b) – tilmed forbløffende positivt i betragtning af dens nationalchauvinistiske tendens og antividenskabelige radikalitet: ”Professoren er den tyske nationalsygdom” (Langbehn 1890:94) [Der Professor ist die deutsche Nationalkrankheit]. Men nogen andel i livsfilosofiens institutions- og videnskabskritik havde han selvsagt ikke. Som i den hjemlige modtagelse fungerede han snarere som katalysator i en allerede igangværende livsanskuelsesdebat, om end indholdet var et noget andet end her og heller ikke i så høj grad blev knyttet til hans person.

Trods disse forskelle på den hjemlige og den tyske modtagelse af Det unge Tyskland samlede interessen sig imidlertid også her fortrinsvis om Börne og Heine. For Ludwig Geiger, der anmeldte det sidste bind af Hovedstrømninger over flere sider i ugeskriftet Die Nation, er især skildringen af Heine vellykket. Med stor virtuositet lykkes det ifølge anmelderen Brandes at sige nyt om et forfatterskab, man troede udtømmende beskrevet. Resten af bogen er han derimod mindre begejstret for. Noget lader sig ganske vist forklare eller undskylde med stoffets uhomogene, sammensatte karakter, men Brandes har tydeligvis også haft problemer med at gennemlyse og formgive det, mener Geiger. At de øvrige ungtyske digtere (Gutzkow, Laube, Mundt, Wienbarg) afhandles relativt hurtigt, ser han til gengæld ikke noget problem i: ”Disse mænds værker […] er for os fuldstændig passé, og selv en mester som Brandes formår ikke at vække disse farveløse skikkelser til live” (Geiger 1890/1891:633) [Die Werke jener Männer (…) sind für uns völlig abgethan und selbst ein Meister wie Brandes vermag aus diesen Schemen kein Leben zu erwecken]. For Geiger ligger problemet snarere i udeladelserne (fx Grillparzer), og hvad der i øvrigt er medtaget af mere og mindre perifert stof (fx kapitlet om den neutrale litteratur). Når anmeldelsen er så positiv, skyldes det derfor alene kapitlerne om Heine og Börne, der – som Geiger påpeger – optager halvdelen af bogen. På linje med Geiger, men endnu mere overstrømmende er Wilhelm Bölsche, der i sin anmeldelse – bragt i samme årgang af Freie Bühne som Brandes’ ovenfor omtalte anmeldelse af Rembrandt als Erzieher – ligefrem hævder, at ”det er en bog om Heine” (Bölsche 1890:1179) [das ist ein Buch über Heine], og vel af samme grund ikke finder det nødvendigt at komme ind på bogens øvrige dele. Bölsche indleder med nogle generelle betragtninger om Heines stilling i kejserriget, erklærer sig enig i Brandes’ forklaring på samtidens marginalisering af Heine og har kun lovord til overs for hans æresoprejsning, der beskrives som en erindringspolitisk velgerning i en tid, hvor man ikke engang kunne finde ud af at rejse et mindesmærke for digteren i hans fødeby. Nok så interessant fremhæver Bölsche endvidere Brandes’ analyse af Heines aristokratiske radikalisme som særlig vellykket – den ”ægte nøgle” til den politiske Heine – og påpeger, at Nietzsche formentlig har været medbestemmende for denne fortolkning (Bölsche 1890:1180).

Heller ikke i den tyske kritik kunne Brandes dog helt undgå at blive mindet om de hjemlige trakasserier og fjendskaber. Blandt anmelderne af Det unge Tyskland støder man således også på Laura Marholm, Brandes’ tidligere oversætter og fortrolige, der havde giftet sig med Ola Hansson og nu fra kunstnerkolonien i Friedrichshagen ved Berlin tog del i sin mands forsøg på at gøre Brandes rangen stridig som den fremmeste formidler af skandinavisk litteratur i Tyskland (Knudsen 1994:364-377). Marholm indleder sin tekst – mere essay end anmeldelse – med en længere erindringsskitse om barndomsårenes læsning af Gutzkows romaner, der munder ud i en interessant samtidsdiagnose (om ”nervøsitetens tidsalder”), inden hun til sidst omtaler to nye bøger om Det unge Tyskland, hvoraf den ene er Brandes’. Og som forventet har hun ikke meget godt at sige om hverken forfatteren eller den aktuelle bog, der ondskabsfuldt karakteriseres som en bog for danskere og udlændinge uden kendskab til tysk kultur eller litteratur, skrevet af ”demagogen blandt litteraturhistorikerne” (Marholm 1893:205) [der Demagog unter den Literaturhistorikern], der muligvis engang havde et førstehåndskendskab til stoffet, men efter at være flyttet tilbage til Danmark ikke mere har fingeren på pulsen. Derpå falder den nådesløse dom: ”Disse nødtvungne mangler kunne en meget fin og dyb psykologisk divination, som den kendes fra franskmænd som Taine og Bourget, muligvis have afhjulpet, men dertil arbejder Brandes alt for anekdotisk og alt for meget på overfladen” (Marholm 1893:207) [Ueber diese nothgedrungenen Mängel hätte eine sehr feine und tiefe psychologische Divination hinweghelfen können, wie die Franzosen, wie Taine und Bourget sie haben, aber auf diesem Gebiet arbeitet Brandes allzusehr anekdotisch und auf der Oberfläche]. Som for at føje spot til skade følger herefter en særdeles rosende omtale af Johannes Prölß’ Das junge Deutschland fra 1892, der ifølge Marholm udmærker sig ved at være alt det, Brandes’ bog ikke er: ”Det er ikke en bog, der spejler sin forfatter, men en bog, der helt og holdent bestræber sig på at gøre sit indhold begribeligt. […] Det er en meget tysk bog i teknik og fremstilling, og den står derved i stærkest tænkelige kontrast til Brandes’ franske skoling” (Marholm 1893:207) [Es ist kein Buch, das seinen Verfasser spiegelt, sondern ein Buch, das ganz von dem Bestreben ausgeht, seinen Inhalt durchsichtig zu ansehen […] Es ist ein sehr deutsches Buch in Technik und Darstellung, und dadurch steht es im starken Gegensatz zu Brandes’ französicher Schulung]. I parentes bemærket er den laurbærkransede Prölß naturligvis opmærksom på Brandes’ fremstilling, der omtales ganske kort i bogens indledning, men ikke synes at have spillet nogen rolle for hans egen fremstilling.

c. Det unge Tysklands efterliv

Ikke meget tyder på, at senere tiders litteraturhistorikere skulle have været mere påvirkede af Brandes’ fremstilling af Det unge Tyskland end Prölß. Det kan der gives flere forklaringer på, men vigtigst er formentlig det allerede omtalte forhold, at litteraturkritikken og den i egen opfattelse strengt videnskabelige litteraturhistorie ikke havde meget med hinanden at gøre i Tyskland på dette tidspunkt, og at Brandes så godt som altid blev henregnet til førstnævnte gruppe. Selv om Brandes og Wilhelm Scherer, professor ved universitetet i Berlin og tidens vel nok mest profilerede positivistiske litteraturhistoriker, satte stor pris på hinanden, delte en lidenskabelig interesse for Goethe og også omgikkes, mens Brandes var bosat i Berlin, stod de således langt fra hinanden i deres respektive virke som repræsentanter for henholdsvis den filologiske, positivistisk orienterede litteraturhistorie og den æstetiske litteraturkritik – om end afstanden utvivlsomt har føltes kortere set med danske end med tyske øjne. På det punkt er Prölß utvivlsomt på linje med Scherer, når han trods venlige ord: ”åndfuldt skrevne karakteranalyser” [geistvoll geschriebene Charakteranalysen] gør kort proces med Brandes’ bog med henvisning til, at den ikke i tilstrækkelig grad er kildebaseret: uden ”nøjagtigt kendskab til kilderne og akterne”) [die genaue Kenntnis der Quellen und Akten] og i øvrigt er underordnet en politisk-ideologisk tendens: ”helhedens samlede formål” (Prölß 1892:4-5) [Totalzweck des Ganzen]. Så var Brandes så at sige sat til vægs og ingen videre omtale påkrævet.

Ikke desto mindre er det også her nødvendigt at skelne mellem bind seks som samlet historiografisk fremstilling af Det unge Tyskland og dens enkelte dele, især kapitlerne om Heine. Mens Brandes’ litteraturhistoriografiske projektering af perioden ikke synes at have sat sig spor i litteraturhistorien, huskes hans Heine-portræt ifølge en nyere undersøgelse af Heine-receptionen i Tyskland dels for den nuancerede fremstilling af striden mellem Börne og Heine og for hans forsvar for Heine i denne strid, der beskrives som ”usædvanlig” og ”afvigende fra den tyske kritik” (Hohendahl 2008:139-140) [ungewöhnlich (…) von der deutschen Kritik abweichend], dels for ikke at deltage i den nærmest enstemmige fordømmelse af ”landsforræderen” Heine efter 1848, men tværtimod insistere på, at Heine ikke var mindre patriotisk end sine fjender. Det er ikke overraskende, at netop Brandes, der ofte blev angrebet for at være upatriotisk, havde et skarpt blik for det.

Endelig peger samme forfatter på, at Brandes’ Heine-portræt efter alt at dømme fandt stor genklang hos Heinrich Mann, der med henvisning til Det unge Tyskland i 1892 noterede, at Heines modernitet først og fremmest bestod i hans ”psykologiske kompleksitet” (Hohendahl 2008:203) [psychologische Komplexität]. Som beundrer af den franske oplysningstradition og republikanisme har han formentlig heller ikke haft svært ved at tilslutte sig Brandes’ fremstilling af verdensborgeren Heine, hans kritik af den tyske romantik, antiklerikalisme og stolte individualisme – altsammen træk, der siden indgik i Heinrich Manns eget Heine-portræt i Geist und Tat (1910). Her henvises ganske vist ikke til Brandes, og det lader sig derfor vanskeligt afgøre, hvor meget Heinrich Mann skylder Brandes’ syn på Heine. Til gengæld er der ingen tvivl om, at Heine kom til at spille en vigtig rolle for både Heinrich og Thomas Manns æstetiske og politiske positionsbestemmelser, ligesom han blev et centralt historiepolitisk stridspunkt i den berømte broderkrig om tysk kultur og fransk civilisation, der udspillede sig mellem dem under Første Verdenskrig, og som fik et koncentreret udtryk i spørgsmålet om karakteren af Heines patriotisme og modernitet. Men det er en anden historie, som kun meget indirekte involverer Brandes.

5. Bibliografi

  • [usign.] (1926): ”The Last of the Great Humanists – The Sage of Copenhagen. Georg Brandes at Eighty-four” i New York Herald Tribune 18. april
  • [usign.] (1896): ”[Anm. af] Die Literatur des 19. Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen dargestellt von Georg Brandes. Sechster Band: Das junge Deutschland” i Illustrierte Zeitung Leipzig 13. juni
  • [usign.] (1894): ”[Anm. af] Die Literatur des 19. Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen dargestellt von Georg Brandes. Sechster Band: Das junge Deutschland” i Westermanns Monatshefte, s. 379-380
  • [usign.] (1893): ”Uskjønsomhed” i Berlingske Tidende 22. september
  • [usign.] (1891): ”Den sande Prokrustes [anm. af Det unge Tyskland]” i Morgenbladet 16. juni
  • [usign.] (1891): ”[Anm. af] Die Literatur des 19. Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen dargestellt von Georg Brandes. Sechster Band: Das junge Deutschland” i Preussische Jahrbücher, Heft 67, s. 712-714
  • [usign.] (1891): ”[Anm. af] Die Literatur des 19. Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen dargestellt von Georg Brandes. Sechster Band: Das junge Deutschland” i Blätter für literarische Unterhaltung, Jahrgang 1891, Erster Band (Januar bis Juni), s. 54-55
  • [usign.] (1890): ”[Anm. af Det unge Tyskland]” i Göteborgs-Posten 6. december
  • [usign.] (1890): ”[Anm. af] Hovedströmninger i det 19:de Aarhundredes Litteratur. Bind 6: Det unge Tyskland]” i Nyaste Öresunds-Posten 12. november
  • [usign.] (1883): ”Ved Dr. Brandes’ anden Forelæsning paa Universitetet i Aftes…” i Dags-Avisen 2. marts
  • [usign.] (1883): ”Dr. Brandes holdt i Aftes sit første offentlige Foredrag om ’Det unge Tyskland’…” i Dags-Avisen 27. februar
  • Allen, Julie K. (2013): Icons of Danish Modernity: Georg Brandes and Asta Nielsen. Seattle: University of Washington Press
  • Arens, Franz (1927): ”Georg Brandes’ literaturhistorisches Hauptwerk” i Archiv für Politik und Geschichte 6, s. 663-668
  • [C. B.] (1890): ”Georg Brandes i Tyskland” i København 27. december
  • Bjerring-Hansen, Jens (2016): ”Romantik, Modernität und Copyright. Georg Brandes auf dem deutschen Buchmarkt” i Bjerring-Hansen, Jens m.fl. (red.): Die skandinavische Moderne und Europa. Transmission – Exil – Soziologie. Wien: Praesens Verlag 2016, s. 121-142
  • Bohnen, Klaus (2001): ”Der grenzüberschreitende Mentor: Georg Brandes’ kritische Strategie in seiner deutschen Korrespondenz” i Detering, Heinrich m.fl. (red.): Dänisch-deutsche Doppelgänger. Transnationale und bikulturelle Literatur zwischen Barock und Moderne. Göttingen: Wallstein Verlag 2001, s. 196-211
  • Bohnen, Klaus (1999):”Ein Kulturvermittler der Jahrhundertwende. Georg Brandes in seiner deutschen Korrespondenz” i Zagreber Germanistische Beiträge, Festschrift für Viktor Žmegač Beiheft 5, s. 205-219
  • Borgards, Roland m.fl. (red.) (2009): Büchner-Handbuch. Leben – Werk – Wirkung. Stuttgart: Verlag J. B. Metzler
  • Bölsche, Wilhelm (1890): ”Heinrich Heine bei Georg Brandes” i Freie Bühne 1 (Drittes und viertes Quartal), s. 1177-1181
  • Börne, Ludwig (1964a) [1826]: ”Einige Worte über die angekündigten Jahrbücher der wissenschaftlichen Kritik” i Börne, Ludwig: Sämtliche Schriften, bd. 1, udg. af Inge og Peter Rippmann. Düsseldorf: Joseph Melzer Verlag, s. 622-632
  • Börne, Ludwig (1964b) [1830]: ”Vierzehnter Brief” i Börne, Ludwig: Sämtliche Schriften, bd. 3 (= Briefe aus Paris), udg. af Inge og Peter Rippmann. Düsseldorf: Joseph Melzer Verlag, s. 64-72
  • Brandes, Georg (1978): Breve til Forældrene 1859-71, bd. II (= Italien 1871), udg. af Morten Borup. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab/C. A. Reitzels Boghandel
  • Brandes, Georg (1908): Levned, vol. 3: Snevringer og Horizonter. København: Gyldendalske Boghandel
  • Brandes, Georg (1900): Samlede Skrifter. Sjette Bind (= Den romantiske Skole i Frankrig, Det unge Tyskland). København: Gyldendalske Boghandel
  • Brandes, Georg (1890a): Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Aarene 1883 og 1887. Det unge Tyskland. København: Gyldendalske Boghandels Forlag
  • Brandes, Georg (1890b): ”[Anm. af] Rembrandt als Erzieher” i Freie Bühne 1 (Erstes und zweites Quartal), s. 390-392
  • Brandes, Georg (1889): ”Aristokratisk Radikalisme. En Afhandling om Friedrich Nietzsche” i Tilskueren VI (= august), s. 565-613
  • Brandes, Georg (1887): ”Et Brev fra Dr. G. Brandes” i Politiken, 4. juli
  • Brandes, Georg (1885): Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold. København: P. G. Philipsen
  • Brandes, Georg (1872): Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Efteraarshalvaaret 1871. Emigrantlitteraturen. København: Gyldendalske Forlag
  • Brandes, Georg og Edvard (1939): Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd, bd. IV (Første Halvbind), udg. af Morten Borup. København: Gyldendalske Boghandel/Nordisk Forlag
  • Brandes, Georg (1966): Correspondance de Georg Brandes. Lettres choisies et annotées par Paul Krüger, bind 3, L’Allemagne. København: Rosenkilde og Bagger
  • Christensen, Erik M. (2001): ”Ein Europäer in Berlin” i Christensen, Erik M.: Zurückbleiben. Tryk 1943-2001. Berlin: Nordeuropa-Institut, s. 239-255
  • Dahl, Per (2016): ”Georg Brandes: Hovedstrømninger” (= Uddrag af Brandes-bibliografi). Upubliceret manuskript
  • Dahl, Per (1998): Georg Brandes-tidstavle 1842-1927 (= Arbejdspapir nr. 18). Aarhus: Institut for Litteraturhistorie
  • Dahl, Per (1985): ”Georg Brandes und Heinrich Heine” i Bohnen, Klaus m.fl. (red.): Heinrich Heine. Werk und Wirkung in Dänemark (= Text & Kontext Sonderreihe, Band 19). København/München: Wilhelm Fink Verlag, s. 91-113
  • [e.] (1891): ”[Anm. af] Die Literatur des 19. Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen dargestellt von Georg Brandes. Sechster Band: Das junge Deutschland” i Nord und Süd, s. 309
  • Geiger, Ludwig (1890/91): ”Georg Brandes: Das junge Deutschland” i Die Nation 8 (41), s. 631-634
  • Gerhard, A. (1894): ”[Om Georg Brandes’ omtale af Rahel i Das junge Deutschland]” i Das Magazin für Literatur 12, s. 378-380
  • Hansson, Ola (1890): ”Georg Brandes und die skandinavische Bewegung” i Freie Bühne 1 (Erstes und zweites Quartal), s. 233-236
  • [K. V. H.] (1890): ”[Anm. af] Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur. Bind 6: Det Unge Tyskland” i Verdens Gang 6. november
  • Häntzschel, Günter (2001): ”Das Ende der Kunstperiode? Heinrich Heine und Goethe” i Eibl, Karl m.fl. (red.): Goethes Kritiker. Paderborn: Mentis, s. 57-70
  • Heine, Heinrich (1988) [1855]: ”Lutezia. Berichte über Politik, Kunst und Volksleben”, fr.udg. ”Lutèce, Préface”, dat. Paris, 30.3.1855, i Heine. Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, v. Manfred Winfuhr, bd. 13, s. 163-169
  • Hermand, Jost (red.) (1974): Das Junge Deutschland. Texte und Dokumente. Stuttgart: Reclam
  • Hohendahl, Peter Uwe (2008): Heinrich Heine: Europäischer Schriftsteller und Intellektueller. Berlin: Erich Schmidt Verlag
  • Hohendahl, Peter Uwe (2004): ”Emancipation and Critique” i Wellbery, David E. (red.): A New History of German Literature. Cambridge: Harvard University Press, s. 564-572
  • Høffding, Harald (1889): ”Demokratisk Radikalisme. En Indsigelse” i Tilskueren VI (= november-december), s. 849-872
  • Jørgensen, Johannes (1891): ”[Anm. af] Georg Brandes: Det unge Tyskland (Gyldendal)” i Kjøbenhavns Børs-Tidende 30. januar
  • Knudsen, Jørgen (1994): Georg Brandes. Symbolet og manden 1883-1895. København: Gyldendal
  • [H-n L.] (1890): ”Brandes Hovedströmninger” i Aftonbladet 31. december
  • [Langbehn, Julius] (1890): Rembrandt als Erzieher. Von einem Deutschen. Leipzig: Hirschfeld 1890
  • Levertin, Oscar (1890): ”[Anm. af] Georg Brandes: Sidste Bind af Hovedstrømninger: Det unge Tyskland” i Politiken 12. december
  • Levertin, Oscar (1890): ”Ett afslutadt verk” i Dagens Nyheter 8. december
  • Lublinski, S. (1900): ”Albert Geiger, Georg Brandes und ich” i Das Magazin für Literatur 35, s. 867-877
  • Marholm, Laura (1893): ”Vom alten ’Jungen Deutschland’” i Nord und Süd 65, s. 200-210
  • Mehring, Franz (1893/94): ”[Anm. af bd. 6 af] Die Hauptströmungen der Literatur des neunzehnten Jahrhunderts” i Die Neue Zeit, s. 309-311
  • Mill, John Stuart (2003) [1859]: On Liberty, udg. af David Bromwich m.fl. New Haven: Yale University Press
  • Morgenstern, Gustav (1894): ”[Anm. af] Die Literatur des 19. Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen. Vierte, vermehrte Auflage, 5 Bände” i Die Gesellschaft. Monatsschrift für Literatur, Kunst und Sozialpolitik 8, s. 964
  • Moritzen, Julius (1924): A Guide to Georg Brandes’s ”Main Currents in 19th Century Literature”. U.st.: Haldeman-Julius Company
  • Møller, Niels (1896): ”Hovedstrømningerne” i Studenterbladet 124-125, s. 67-69
  • [M. N.] (1892): ”Was sollen wir lesen? Georg Brandes über Börne und Heine (Die Literatur des neunzehnten Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen. Sechster Band: Das junge Deutschland)” i Wiener Literatur-Zeitung, Heft 5, s. 16-17
  • Necker, Moritz (1894): ”Georg Brandes” i Neue Freie Presse 20. januar
  • Nietzsche, Friedrich (1988) [1872]: ”Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik” i Nietzsche, Friedrich: Kritische Studienausgabe, bd. 1, udg. af Giorgio Colli m.fl. Berlin/New York: de Gruyter, s. 9-156
  • Nolin, Bertil (1965): Den gode europén. Studier i Georg Brandes’ idéutveckling 1871-1893 med speciell hänsyn till hans förhållande till tysk, engelsk, slavisk och fransk litteratur. Uppsala: Svenska Bokförlaget/Norstedts
  • Peters, George F. (2000): The poet as provocateur: Heinrich Heine and his critics. Rochester, NY: Camden House
  • Prölß, Johannes (1892): Das junge Deutschland. Ein Buch deutscher Geistesgeschichte. Stuttgart: J. G. Cotta’sche Buchhandlung
  • Rømhild, Lars Peter (1996): Georg Brandes og Goethe. København: Museum Tusculanums Forlag
  • Sauer, August (1898): ”[Anm. af] Die Literatur des 19. Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen. 5., gänzlich umgearbeitete, vermehrte und mit einem Generalregister versehene Auflage. Jubiläumsausgabe. 6 Bände” i Euphorion 5, s. 373-374
  • Schandorph, Sophus (1891): ”[Anm. af bd. 6 af] Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur” i Tilskueren VIII (= juni), s. 420-443
  • Skriver, Svend (2017): ”Den radikale europæer. Internationaliseringsstrategier i Emigrantlitteraturen af Georg Brandes – en historiografisk analyse” i Spring 40, s. 208-231
  • [O. St.] (1896): ”[Anm. af] Die Literatur des 19. Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen dargestellt von Georg Brandes. Sechster Band: Das junge Deutschland” i Die Zeit 30. maj
  • Söderhjelm, W. (1894): ”Det ’unga Tyskland’, skildradt af Georg Brandes” i Finsk Tidskrift för vitterhet, vetenskap, konst och politik XXXVI, s. 252-272
  • Sørensen, Bengt Algot (1980): ”Georg Brandes als ’deutscher’ Schriftsteller. Skandinavische Moderne und deutscher Naturalismus” i Hertel, Hans m.fl. (red.): The Activist Critic. A symposium on the political ideas, literary methods and international reception of Georg Brandes (= Orbis Litterarum, Supplement 5). København: Munksgaard, s. 127-145
  • Verbot der Schriften des ”Jungen Deutschland” vom 10. Dezember 1835 (31. Sitzung der Bundesversammlung), http://www.heinrich-heine-denkmal.de/dokumente/beschluss.shtml (tilgået 01.06.2018)
  • Wirsén, Carl David af (1890): ”[Anm. af] Hovedströmninger i det 19:de Aarhundredes Litteratur. Det unge Tyskland. Kjbh. 1890]” i Post- och Inrikes Tidningar 22. november
  • [O. W.] (1893): ”[Anm. af] Die Literatur des 19. Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen dargestellt von Georg Brandes. Sechster Band: Das junge Deutschland” i Nord und Süd, s. 134-135
«