Reactionen i Frankrig (1874)

af Anders Engberg-Pedersen

En introduktion til værkets baggrund, tilblivelse, temaer og modtagelse.

1. Indledning

Reactionen i Frankrig er det mindst litterære og mest historisk orienterede af de seks bind, der udgør Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Alligevel indtager det en central plads i Brandes’ særlige form for litteraturhistorie. De reaktionære strømninger under Kejserdømmet (1804- 1814) og Restaurationen (1814-1830) i Frankrig markerer det negative højdepunkt i hans skildring af tanke- og følelseslivet i den første halvdel af 1800-tallet. De to første bind beskriver den stadig stigende reaktion mod 1700-tallets frihedsidealer i fransk emigrantlitteratur og i den tyske romantik. Nu skildrer Brandes reaktionens triumf. Fra Voltaires forstandsherredømme bevæger historien sig gennem Rousseaus følelsesherredømme for at ende i det delta af konservative, nationalistiske og undertrykkende holdninger, som Brandes opsummerende kalder autoritetsprincippet.

I fremstillingen af den historie viger den litterære kunstkritik noget tilbage for historiske fakta og et idéhistorisk materiale i form af filosofiske og sociale traktater, særligt i bindets første del. Men dette tilsyneladende perspektivskifte peger på noget mere grundlæggende i Brandes’ projekt. Brandes skriver netop som den komparative litteratur er ved at etablere sig som selvstændigt fag i Europa og USA. Han er ofte blevet nævnt som en central figur i udviklingen af faget eller endda som selve grundlæggeren af den komparative litteraturvidenskab. Men hvad forstår Brandes’ ved en ”sammenlignende Litteraturbetragtning” (Brandes 1872:8), og hvilken rolle spiller “strømningerne” i den?

Den teoretiske ramme i Hovedstrømninger er en særegen konstruktion sammensat af meget forskellige teoretiske positioner. Indflydelsen er tydelig fra den franske æstetiske teori hos Charles Augustin Sainte-Beuve og Hippolyte Taine, som Brandes havde behandlet i sin disputats fra 1870. Men Brandes supplerer den med en hegeliansk ramme, som han imidlertid modificerer. Som motor for (litteratur)historien erstatter Brandes G.W.F. Hegels metafysik med en legering af ideer, følelser og stemninger. Det er denne legering, der udgør essensen af Brandes’ “strømninger”, de elementer, der bestemmer historien, og hvis karakter og udvikling kan aflæses i litteraturen.

Den sammensatte teoretiske konstruktion manifesterer sig løbende på et metaforisk plan. Ved siden af begreber fra de empiriske videnskaber, primært botanikken og zoologien, benytter Brandes sig af en gennemgående vandmetaforik: idéer strømmer i floder, stemninger gærer i sumpe, følelser inddæmmes snart af diger, snart går de over flodens breder. Til de litterære hovedstrømningers ebbe og flod udvikler Brandes en art hydraulisk litteraturteori, for komparatistens opgave er, ifølge Brandes, netop gennem litteraturen både at beskrive udviklingen og bevægelserne i en historisk periodes idéer, følelser og stemninger og at kanalisere deres energi ind i samtiden.

Reactionen i Frankrig (og Hovedstrømninger som sådan) udgør med den komparative metode og særegne metaforik på én gang en idéhistorie, en litteraturhistorie og en følelsernes historie i første halvdel af 1800-tallet.

2. Baggrund og tilblivelse

1873 var et produktivt år for Brandes. I februar og marts holdt han 12 forelæsninger om den romantiske skole i Tyskland, og allerede den 3. maj udkom forelæsningerne som det andet bind af Hovedstrømninger. Nu gjaldt det forberedelserne til næste bind om reaktionen i Frankrig.

Brandes forlod Danmark i juni og rejste til Tyskland, hvor han opholdt sig de næste fire måneder. Bortset fra kortere rejser til Dresden og Leipzig befandt han sig hovedsagelig i Berlin og i München, hvor han skrev de første forelæsninger på biblioteket. Den kombination af udadvendt diskussionslyst og indadvendt eremittilværelse, som karakteriserede Brandes’ sociale liv helt tilbage fra studieårene, viste igen sit janushoved under opholdet i Tyskland. Når han ikke arbejdede afsondret på biblioteket i München, indfandt Brandes sig ofte hos digteren Paul Heyse, som han også førte en længere brevveksling med. Heyses lyse og optimistiske gemyt virkede opløftende på Brandes, der havde for vane kun at lægge mærke til, som han selv skriver, “hvor forbandet Alting i Grunden var” (Brandes 1907:133).

Heyse og Brandes havde også deres intellektuelle forskelle. Det blev fx tydeligt i diskussionerne af forholdet mellem litteraturen og tidsalderen. Som det fremgik af de to første bind af Hovedstrømninger, forfægtede Brandes en udtalt historisk determinisme. Ingen forfatter stod uden for de historiske sammenhænge, og de litterære værker var direkte betinget af dem. Heyses svar, at de love, der styrer åndens udvikling er langt mere uberegnelige og lunefulde end naturens, begyndte at rokke ved 2 Brandes’ grundlæggende forestillinger om relationen mellem det individuelle og det almene og dermed det litterære værks status i forhold til bredere historiske udviklinger. Det satte nu ikke nogen spor i udformningen af det tredje bind. Til gengæld svælgede Brandes i Heyses overdådige lovprisning af Den romantiske Skole i Tydskland, der havde fået en hård medfart i Danmark (Brandes 1907:127-133).

I Berlin vekslede Brandes igen mellem en nærmest asketisk tilværelse og det modsatte. “Der er ikke stort at fortælle om mig heller” skrev han til sin bror Edvard.

Intet Ondt er hændt mig. Ingen har den fjerneste Anelse. Tilmed har jeg ingen Besøg gjort, hvad faldt des lettere, da alle mine Bekjendte nu er borte fra Berlin, saa Ingen veed, jeg atter er her. Jeg læser omtrent hele Dagen til min Bog (Edvard Brandes og Georg Brandes 1972:83).
I bydelen Steglitz, hvor Brandes havde indlogeret sig, boede hans tyske oversætter Adolf Strodtmann og dennes kone, Henriette Strodtmann, imidlertid også.

Samkvemmet udvikler sig i løbet af sommeren til en stormfuld affære mellem Brandes og Henny, som han kalder hende. En vis ambivalens lader sig spore, men Brandes skriver ikke desto mindre ned til Heyse i München:

Jeg kunne vel undvære dette menneske. Men lykkedes det mig at sønderrive båndet, så ville jeg have mistet al tro på noget fast her i verden” (Brandes 1966:67) [Ich konnte wol [sic] dieses Wesen entbehren. Aber gelang es mir den Faden zu zerreissen, dann hätte ich allen Glauben an irgend etwas Festes in der Welt verloren].

Brandes forsøger først at fremtvinge en skilsmisse, men Henny er tilbageholdende. Det er en prekær situation, som ikke bliver lettere af, at Strodtmann ikke er færdig med at oversætte Hovedstrømninger al den stund, Brandes så langtfra har skrevet værket til ende. De beslutter sig for at vente med at åbenbare deres forhold, indtil Brandes har fuldendt hele projektet og Strodtmann oversat det. Så lang tid kan de forelskede mennesker nu alligevel ikke vente. Allerede året efter afslører de affæren, og to år efter bliver Henriette Strodtmann til Gerda Brandes (Knudsen 1985:327-340). Den 30. september forlader Brandes imidlertid Tyskland alene og vender hjem til København for at gøre forelæsningerne færdige. Den 28. oktober holder han den første forelæsning, og den 13.2.1874 udkommer Reactionen i Frankrig.

Straks fra begyndelsen bliver man slået af tonen i værket. Brandes vanlige konfrontatoriske stil når her sit højdepunkt. Selv kaldte han værket “det mest polemiske af alle mine Skrifter” (Brandes 1907:143). Det skyldes ikke bare emnet – de stærke konservative kræfter, han skildrer – men også de politiske tilstande i samtiden og Brandes’ personlige situation. De reaktionære angreb mod Brandes i dele af den 3 danske presse, en afvisning af hans ansøgning om et docentur og de konservative, monarkistisk- religiøse politiske tendenser særligt i Frankrig destilleres til en dyster stemning. Som han skriver:

Jeg arbejdeden anstrengt, plaget af Mismod, Fattigdom og Omgivelsernes Fjendskhed. Dette Parti af Værket var efter dets Anlæg det mest negative, det, hvori der var rigest Anledning til at give den Bitterhed, der havde ophobet sig i mit Sind, og Hadet til Menneskehedens Fordummere og Undertrykkere Luft. Jeg tænkte paa Samtidens Reaktion i Frankrig, mens jeg skrev om Fortidens. (Brandes 1907:151)

Afvisningen året før af hans ansøgning om et midlertidigt docentur i æstetik eller almen litteraturhistorie har givet også bidraget til hans dårlige humør. Særlig da ingen i udvalget betvivlede hans videnskabelige kvalifikationer. Anken gik på Brandes’ progressive holdninger overfor etablerede institutioner som samfundet, familien og religionen. Slavisten C.W. Smith, der som den eneste i udvalget overværede hans forelæsninger, skrev i et to sider langt votum, at ingen kunne kræve, at Brandes var kristen, men “man kan fordre af en samvittighedsfuld, dansk Mand, at han ikke for en ubefæstet Ungdom (størstedels af det andet Kjøn) vil nedbryde Agtelsen for Institutioner, som Nationen holder hellige” (Larsen 2016:90).

Brandes stod således omringet af de reaktionære kræfter i samtidens politiske udvikling i Europa, i aviserne og i universitetsverdenen hjemme i Danmark, og endelig i det litterære og historiske materiale, han arbejdede med. Tilsammen æggede de Brandes’ indre polemiker og hvæssede hans pen til skarpe, uforsonlige og ofte vidunderligt velskrevne angreb på autoritetsprincippet og dets forkyndere. Reactionen i Frankrig vokser således frem af det mismod og den bitterhed, som samtiden indgød Brandes, men som han forsøgte at forvandle til en kamplysten polemik mod reaktionen og uvidenheden. I efterskriftet til sin lærer Hans Brøchner i det andet bind havde Brandes meldt klart ud: “En Bog er for mig en Handling.” (Brandes 1873:379). Det udsagn kunne stå som epigraf til det tredje bind. Med retorisk overskud og polemisk brod ville Brandes bekæmpe reaktionen ikke bare i historien, men også i sin samtid. På den politiske scene, i aviserne og på Københavns Universitet.

3. Hvad er en strømning? Brandes' metode

a. Brandes som idéhistoriker

Litteraturen synes at spille en sekundær rolle i Reactionen i Frankrig. I store dele af bindet gør de litterære værker sig mest bemærket ved deres fravær i Brandes’ skildring af udviklingen, triumfen og faldet af en idé – den idé, han kalder autoritetsprincippet. Brandes sender en række sonder ned i Kejserdømmet og Restaurationen for i de historiske fakta om Konkordatet i 1801 – den franske stats anerkendelse og privilegering af den katolske kirke – og i Joseph de Maistres og Louis de Bonalds konservative social-filosofiske trakater om fx religionen og ægteskabet at aflæse manifestationer af samme grundtanke. Autoritetsprincippet har sat sig igennem i en sådan grad, at det udgør den nye periodes herskende idé. For Brandes er kirken kernen i autoritetsprincippet. Det var, med Brandes’ ord, “Præsternes gyldne Tid” (Brandes 1874:337). I den første del af Reactionen i Frankrig forfølger han derfor de politiske og sociale ideer om religion, stat og ægteskab, som kirken repræsenterede, samt afgørende realhistoriske begivenheder såsom Napoleons forsøg på at genoprette og udnytte kirken som en central magtfaktor. Først senere tager Brandes fat på periodens litterære værker. I dem aflæser han så fremkomsten af de konservative ideer, inden han runder bindet af med overvindelsen af autoritetsprincippet både på det formelle plan i litteraturen og reelt på det politisk-samfundsmæssige plan.

At Brandes opholder sig mindre ved litteraturen i det tredje bind åbenbarer et grundtræk i Hovedstrømninger som helhed. Brandes interesserer sig for de store idéer, for frihed, frigørelse og oplysning og for ideernes zigzaggende fremskridt i kampen med deres modsætninger: autoriteten, reaktionen og uvidenheden. Allerede i åbningsforlæsningen i efteråret 1871 melder han klart ud: “Den centrale Gjenstand for disse Foredrag er den Reaction, som det 19de Aarhundrede i sine første Aartier førte mod det 18des Litteratur og denne Reactions Overvindelse” (Brandes 1872:7-8).

I Reactionen i Frankrig følger Brandes’ litterære analyser i slipstrømmen på den idéhistoriske redegørelse. Derved bliver litteraturens status som empirisk materiale i det videnskabelige projekt tydelig. Et af Brandes’ centrale perspektiver på litteraturen er at betragte den som et symptom, et overfladefænomen, hvori man kan aflæse de dybereliggende bevægelser i idéhistorien. Fordi ideen “stempler” alle litterære genrer “Epopeen, Romanen, Digtet, Oden, ja Theatret med sit Charaktermærke” (Brandes 1874:122), kan Brandes skrive om sin tilgang til Victor Hugo:

Lad os da i disse Hugos første Oder mindre studere Digteren end den Tidsalder, i hvilken de bleve til. De gjennemgaae hele Frankrigs Historie fra 1789 til henimod 1825 og indeholde det hele System af Synsmaader, der under Restaurationen var det officielle. (Brandes 1874:276)

Man kunne sige, at Brandes bedriver litteraturhistorie i idéhistoriens tjeneste. Når han holder en litterær tekst op mod lyset, er det silhouetterne af samtidens ideer, der træder frem for hans analytiske blik.

b. Brandes som følelseshistoriker

Men hvor stærkt ideerne end står i det tredje bind og i Hovedstrømninger som sådan, er Brandes ikke udelukkende idéhistoriker. Litteraturen behandler andet og mere end idéer. Chateaubriands, Alfred de Vignys, Victor Hugos værker er ikke kun symptomatiske for en række skarptskårne ideer, men også for en bred palet af mere dulgte og formløse følelser og stemninger. Som Brandes flere gange gentager gennem de seks bind, er hans hovedærinde “at give Grundridset til en Psykologi af det 19de Aarhundredes første Halvdel” (Brandes 1890:570). Ved at læse “Litteraturhistorien saa psychologisk som muligt,” mener Brandes at kunne “gribe de Sjælerørelser, der længst tilbage, inderst inde forberede og frembringe den hvergang foreliggende Litteratur [min fremhævning]” (Brandes 1873:4). Igen læser Brandes litteraturen symptomatisk, men som empirisk materiale har den forrang frem for Louis de Bonalds, Joseph de Maistres og Félicité de Lamennais’ filosofiske afhandlinger og kommentarer. Hvor de giver adgang til ideerne, evner litteraturen at give indblik i periodernes skiftende stemninger og følelser. Allerede i sin disputats Den franske Æsthetik i vore Dage fremhæver Brandes litteraturens privilegerede status, når han skriver, at “et ypperligt Digt, en god Roman, en stor Mands Bekendelser [er] lærerigere end Statsbreve og politiske Traktater” (Brandes 1903, 13:247).

Den æstetiske teori, der ligger til grund for den litteraturbetragtning, er C.A. Sainte-Beuves kritiske praksis. I et opgør med en filosofisk kritik, der havde isoleret værket fra historien og forfatteren, som nykritikken ville gøre det igen i 1900-tallet, havde Sainte-Beuve praktiseret en psykologisk litteraturkritik, der førte værket tilbage til forfatterens personlighed og karakter. For Brandes var det en helt afgørende forandring, som fremhævede litteraturens forrang over for den almindelige historievidenskab.

Saaledes er ved Sainte-Beuve’s Reform Litteraturhistorien, som før var en Slags historisk Bividenskab, bleven en Veiviser for den egentlige Historie, den mest sjælfulde, mest levende Del af Historien, fordi den i Litteraturerne besidder det interessanteste og rigeste Materiale, som Historien overhovedet har at tumle med. (Brandes 1882:494-495)

Kun i litteraturen kan man aflæse den begejstring, det had, den erotiske gnist eller serafisk-platoniske kulde, den træghed eller den nedslået selvironiske stemning, som en forfatter på et givent tidspunkt har følt. Men Sainte-Beuves pointilistiske kritik af enkeltforfattere tillod ikke større synteser. Brandes går skridtet videre og udvider den psykologiske tilgang fra individet til perioden. Han slutter fra det enkelte værks følelse som repræsentant for forfatterens følelse som repræsentant for en gruppe af følelser, som tilsammen udgør periodens sjæl (Brandes 1873:20). I Reactionen i Frankrig inkarneres Restaurationens poetisk-religiøse ånd fx af Chateaubriand og de Vigny, men særligt af Madame de Krüdener, for, som Brandes skriver: “Gjælder det som Regel, at en Tidsalders Aand afspeiler sig typisk i dens mest fremtrædende Charakterer, saa gjælder dette dobbelt om den, hvis Charakter er den at være omvendt, især hvis denne Personlighed er en Kvinde” (Brandes 1874:203). Når Brandes lægger de enkeltstående litterære udtryk sammen, får han dermed den helhed, han søger – psykologien i første halvdel af 1800- tallet. At forfatterne under Restaurationen er middelmådige, at de sociale kommentatorer er direkte forbryderiske, er i den sammenhæng underordnet. Alle har de på middelmådig og forbryderisk vis artikuleret periodens fremherskende ideer og følelser. De må derfor med. Ellers ville der opstå en lakune i Brandes’ store fortælling om det europæiske menneskes psykologi.

c. Fra Voltaire til Rousseau

Ideer på den ene side. Følelser og stemninger på den anden. Det er de to grundstoffer i Brandes’ system. I Hovedstrømninger optræder de som to historiske principper, der afløser hinanden. Principperne får også to navne: Voltaire og Rousseau.

Med Brandes’ vanlige sans for sammenfattende formidling koges 1700-tallets intellektuelle liv ned til “Frihedens eller Broderskabets Princip” repræsenteret af henholdsvis Voltaires rationalisme og Rousseaus følelse (Brandes 1874:44-45). I Emigrantlitteraturen begyndte reaktionen hos Mme de Staël med skiftet fra Voltaire til Rousseau, med følelsens reaktion imod forstanden (Brandes 1872:167). I Reactionen i Frankrig fuldbyrdes udviklingen med kirkens reaktion mod følelsen. Historien bevæger sig dermed fra forstandsherredømmet gennem følelsesherredømmet til autoritetsprincippet (Brandes 1874:101).

Det er vigtigt at bide mærke i den lineære udviklingstanke. Autoritetsprincippet hævder ikke bare magten og underkastelsen i ideernes verden, men i lige så høj grad i følelsernes verden. Hele reaktionen er et forsøg på at pakke en intens affekt, revolutionsbegejstringen, ned:

Og nu skulde Alt hvad Aandens Heroer havde tænkt og dens Martyrer lidt for, kunne feies tilside som ubrugbart og unyttigt! Hvad der havde bragt saa mange af de ædleste Hjerter til at banke, hvad der havde indgydt dem Mod paa Valpladsen og paa Skafottet, al denne Begeistring skulde nu kunne knuges sammen paany som Aanden i Eventyret i et Jernskrin, og Skrinet kunne lukkes for bestandigt med en Keisers og en Paves forenede Segl! (Brandes 1874:87)

Kejserdømmets og Restaurationens nej til friheden til at tænke er i lige så høj grad et nej til friheden til at føle. Hos Chateaubriand, Alfred de Vigny og Madame de Krüdener tørrer den for Brandes vigtigste litterære følelse, erotikken, ind til kropsforskrækket bleg platonisme, eller den underkastes moraliserende anklager og manifesterer sig som syndighed og skam – eros bliver til Satan selv (Brandes 1874:260). I Brandes’ optik fordrejer den nykatolske tendens menneskets affektive erfaringsverden i religiøs spiritualisme eller undertrykker den helt i hævdelsen af autoritetsprincippet. Om det er aktionens begejstring og varmblodede erotik eller reaktionens had og synd, står følelsesspektret lige så centralt som det ideologiske.

d. Historiens affektivt-ideologiske grund

I Brandes’ udviklingshistorie følger ideerne og følelserne således hinanden for så begge at blive undertrykt af autoritetsprincippet. Men det historiske perspektiv står ikke alene. Som allerede antydet udgør ideerne og følelserne de to grundstoffer i Brandes’ system – grundstoffer, der tilsammen danner en permanent matrix for historisk udvikling. Selv når følelserne undertrykkes af reaktionen, udgør de et væsentligt objekt for undersøgelsen og eksisterer netop som fordrejede, forvanskede og undertrykte. Omvendt kritiserer Brandes den tyske romantik for dens måneskinsstemning og følelsessvælgeri (Brandes 1873:309, 215). Brandes søger altså på én og samme tid “den dulgte Følelse og den abstracte Idee, der overalt ligger til Grund” (Brandes 1873:4). Her er ikke tale om en bevægelse fra det ene til det andet, men om den samtidige eksistens af to modi af menneskets psykologi.

Man kommer let til at læse Brandes udelukkende som idéhistoriker. Ideerne har skarpere konturer. De har som regel en klar oprindelse, der kan navngives, og deres udvikling kan relativt let følges. Følelserne derimod er diffuse og flossede i kanterne, og de glider umærkeligt over i endnu mere formløse stemninger, der ikke så let kan benævnes, lokaliseres eller spores. Her er fx den stemning, der hersker under reaktionen i Frankrig: “Saaledes er Periodens Stemning, træt, men sammensat, fuld af Skuffelser, Forhaabninger og Trang til personlige Drømmerier, ikke Stemning til Handling, men til Mediteren og Contemplation” (Brandes 1874:243). Trods sin sammensatte og udflydende karakter har det affektive element imidlertid et helt afgørende forklaringspotentiale. For som Brandes fortsætter: “Det er denne Folkestemning, som forklarer, hvorledes Lamartines “Meditationer” kunde blive Tidens Yndlingspoesi” [min fremhævning] (Brandes 1874:243). Men stemningerne forklarer ikke bare periodens litterære præferencer. De beskrives ofte som historiens egentlige subjekt. En forfatter som tyskeren Ludwig Börne er fx blot et passivt medium, der kanaliserer en mere grundlæggende affektiv energi: “Börne er her kun Organ for en Følelse, der havde grebet største Parten af de Mange, der i Tyskland var modtagelige for Enthusiasme” (Brandes 1890:35).

På den måde udgør følelser og stemninger historiens uhåndgribelige, men effektive råstoffer. Det var heller ikke soldater, der i 1813 drev Napoleon ud af Tyskland. Det var “Nationalfølelsen” (Brandes 1890:21). Og når Brandes fx beskriver, hvordan Napoleon i 1801 genetablerer Konkordatet, henviser han ikke først og fremmest til de historiske begivenheder. Han søger en psykologisk forklaringsgrund:

Et Omslag i Tilstande er altid forberedt ved et Omslag i Stemninger og fremkalder endnu vissere Stemninger, der svare til den nye Tilstand. De Stemninger og Ideer, der forberedte Concordatet, fik ved dets Afslutning fuld Frihed til at komme til Orde, andre ensartede vare en Følge deraf, og idet disse Stemninger og Ideer nu ytrede sig i Litteraturen, opstod en litterær Bevægelse, der svarer til Concordatet og saa at sige oversætter det i Litteraturens Sprog. (Brandes 1874:93-94)

Både historien og litteraturen er overfladefænomener, der udspringer af en dybereliggende kilde – periodens stemninger. Brandes taler ofte om stemninger, følelser og ideer i samme sætning, men hvad er deres indbyrdes forhold? De er næsten altid tæt filtret ind i hinanden. En stemning kan være et symptom på et panteistisk tankesæt (Brandes 1875:62), men ideer kan også være produktet af en følelse. Brandes citerer den engelske digter William Wordsworths berømte sentens, at strømningen af vore følelser styres af vore tanker, men at “vore Tanker selv ikke ere Andet end Repræsentanter for alle vore tidligere Følelser” (Brandes 1875:72). Her ligger stemningerne et niveau dybere i årsagskæden: vage stemninger får gradvist mere form og bliver til “vissere Stemninger,” som igen udkrystalliserer endnu klarere “Ideer,” der tilsammen udgør betingelsen for fremkomsten af Konkordatet. Hvor udflydende og vage følelserne og stemningerne end er, kommer legeringen af affekter og ideer til at bære en meget tung forklaringsbyrde som både historiens og den litterære hermeneutiks sidste instans. Den skaber historien og forklarer litteraturen. Hvad kalder Brandes så denne legering af affekter og ideer, denne psykologiske drivkraft, der former historien og strukturerer hele hans litteraturhistoriske værk? Han kalder den strømningen.

e. Strømme, floder, kanaler

Forelæsningsrækken skulle egentlig have heddet Grundstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Brandes’ lærer Hans Brøchner brød sig nu ikke om den titel, så Brandes erstattede “grundstrømninger” med de nu kendte “hovedstrømninger” (Fenger 1957:211-212). Brandes bibeholdt ikke bare metaforen, han udvidede også dens semantiske felt til et større metaforkompleks. Stemninger, følelser og ideer flyder af sted i brede strømme gennem floder og tusinder kanaler, styrter ned i malstrømme, gærer i sumpe, deler sig i over- og understrømme, sprænger reaktionens diger eller stemmer dens modstrøm. Brandes skriver om “Revolutionsstrømmen” (Brandes 1872:14), om “Tidsalderens Tankestrøm” (Brandes 1882:448), om “de aandelige Strømningers Gang” (Brandes 1882:50). Tilsammen udgør de mange strømninger det flydende stof, der binder Brandes’ analyser sammen og tillader ham at postulere forbindelser mellem en række ofte løst forbundne forfattere og begivenheder.

I introduktionen til det andet bind – Den romantiske Skole i Tydskland – formulerer han eksplicit værkets præmis og fremgangsmåde:

Methoden bestaaer, som De veed, i psychologisk at følge de dybere Bevægelser i Litteraturen fra Land til Land og vise, hvorledes fra Tid til anden det flydende Materiale sammenpresses, krystalliseres i en eller anden tydelig og fattelig Type” (Brandes 1873:19)

Brandes artikulerer her en art hydraulisk litteraturteori, hvor litteraturen og dens karakterer er manifestationer i mere fast form af de stemninger, følelser og ideer, der flyder på tværs af landegrænserne. Som han skriver om den tyske indflydelse på Chateaubriands novelle René fra 1802: “paany strømme hine Tanker og Følelser tilbage over Frankrigs Grændse, og paa fransk Grund kaldes Floden René” (Brandes 1872:38). Også Brandes’ centrale forskningsobjekt, de litterære skoler, er produktet af en sammenstrømning. Den romantiske skole i Frankrig opstår fx ved, at et antal forfattere “udvexle med ungdommelig Hast deres Ideer, meddele hinanden deres Had, deres Sympathier og Antipathier, og disse Væld af Følelser strømme sammen som Bække, der danne en Flod” (Brandes 1882:22). Komparatistens opgave – den nye mulighed, der opstår med den sammenlignende litteraturbetragtning – er netop gennem de krystaller, som litteraturen og dens skoler udgør, at beskrive de strømninger, som ligger til grund for dem, og som de giver form og klarhed.

Stemninger, følelser og ideer flyder altså. De flyder sammen og danner skoler, de flyder geografisk frem og tilbage mellem de europæiske lande, men de flyder også i tiden. De mange detaljerede vandmetaforer organiseres af et overordnet historisk-dialektisk skema af hegeliansk tilsnit. Spørgsmålet er, hvordan Hegels historiefilosofi går i spænd med Brandes’ interesse for den franske æstetik hos Sainte-Beuve og Taine, og med den ontologi, der ligger i hans omfattende vandmetaforik?

f. Metafysisk vand

Det overrasker ikke, at Hovedstrømninger har mange hegelianske træk. I 1860’erne dominerede hegelianismen ved Københavns Universitet, og Brandes’ lærer Hans Brøchner var også stærkt påvirket af den. Hvor dybt Hegel prægede Brandes’ intellektuelle udvikling i hans studietid, fremgår med al tydelighed af hans dagbogsnotat nedfældet den 4. oktober 1861 efter hans førstegangslæsning af G.W.F. Hegels Encyclopædi fra 1817: “Salighed uden Lige at studere denne Bog, kyssede den, var aldeles beruset” (Dagbog 1861-63:119). Hans begejstring kølnedes med årene, men den historisk- dialektiske tænkning, hvor aktioner fører til reaktioner og videre til nye aktioner, som driver frihedsideen langsomt men nødvendigt frem, bruger Brandes som ramme for Hovedstrømninger. Som han beskriver hegelianismen i det sjette bind: “Verdenshistorien var ét sammenhængende Drama, et eneste stort Frihedsdrama” (Brandes 1890:310). Det er netop som et hegeliansk frihedsdrama, at Brandes helt fra begyndelsen iscenesætter Hovedstrømninger. Aktioner og reaktioner indeholder deres egne modsætninger, og når en bevægelse bliver tilpas stærk, sætter omslaget ind med “en historisk Nødvendighed” (Brandes 1873:377).

Som Gunnar Ahlström tidligt gjorde opmærksom på, tog Brandes som model den tyske historiker G. G. Gervinus’Geschichte des neunzehnten Jahrhunderts seit den Wiener Verträgen (1855-66) (Ahlström 1937: 46-54). Udover at låne begrebet “Emigrantlitteraturen,” overtog Brandes – uden referencer i øvrigt – Gervinus’ overordnede fortælling om, hvordan det revolutionære potentiale druknede i reaktionær romantik, og at den tilstand varede ved, indtil omslaget kom med Byron. Men mere end det. Han lånte også Gervinus’ hegelianske skema for den litteraturhistoriske udvikling samt hans vandmetaforik. Som Gervinus skriver i det introducerende bind Einleitung in die Geschichte des neunzehnten Jahrhunderts, der udkom et par år forinden, giver det makrohistoriske perspektiv, han anlægger, indsigt i historiens grundlæggende bevægelsesmønster:

Al historie, når man betragter den i mindre tidsrum, bevæger sig på en ensartet måde, som bliver formet af bestemte dominerende indflydelser. Set i større perioder tegner den billedet af stadige udsving mellem modsætningsfyldte drivkræfter, som modvirker enhver overvægt af én enkelt idé, af én styrende magt eller bevægelse. Når man ser ud over hele århundreder, træder igen i denne veksel af ebbe og flod en stadig strøm i en bestemt retning, en herskende idés fremskriden umiskendeligt frem.” (Gervinus 1853:12) [Alle Geschichte, in kleineren Zeiträumen betrachtet, bewegt sich in einem gleichartigen Charakter, der von bestimmten vorherrschenden Einflüssen gestaltet wird. In grössere Perioden zusammengefasst, gewährt sie das Bild steter Schwankungen zwischen entgegengesetzten Antrieben, die allem Uebergewichte einer einzelnen Idee, einer leitenden Macht oder Bewegung zuwiderwirken. Ganz im grossen Verlaufe der Jahrhunderte überschaut, ist dann wieder in diesem Wechsel von Ebbe and Flut eine stete Strömung nach einer bestimmten Richtung, der Fortschritt einer herrschenden Idee ganz unverkennbar].

Det er ganske mange idéer og metaforer, der er flydt fra kilden Gervinus og ind i Brandes’ Hovedstrømninger. Hos Brandes bevæger vandmasserne i de mange strømninger, floder og kanaler sig tilmed på netop samme måde: han finder “Bevægelsernes Norm” i den “store Hovedrytme med Ebbe og Flod” (Brandes 1890:571).

Koblet med den teleologiske forståelse af historien som åbenbaringen af frihedsideen, kunne man derfor let forledes til at betragte alt det metaforiske vand, der løber gennem Hovedstrømninger, som en metafysisk størrelse – Gervinus’ og dermed Brandes’ visualisering af den hegelianske Geist (se fx Lundtofte 2003:102). I en senere avisartikel foretager Brandes selv koblingen:

Da jeg i 1871 begyndte at udarbejde Hovedstrømningerne, var jeg endnu i min hele Aandsretning metafysisk sindet. Jeg saa bort over Personlighederne; de var mig kun Ideernes Organer. Som Værkets Titel sagde det: Kun for Strømningerne i Ideernes Verden interesserede jeg mig. Individualiteterne blev baarne af Strømningerne, revne med af dem; de var Ideernes Talerør. Deres Personligheder forekom Forfatteren uinteressante (Brandes 1887).

Helt så enkelt er det nu ikke. På grund af en tvist om rettighederne til de tyske udgaver af Hovedstrømninger var det i Brandes’ interesse at skabe størst mulig kontrast mellem Strodtmanns oprindelige oversættelse og hans egen senere oversættelse, hvor han havde foretaget et antal revisioner og nedtonet det hegelianske vokabular. I 1870 havde Brandes også viet sin doktordisputats til den nye franske æstetik og særlig Hippolyte Taines forsøg på at erstatte den spekulative metafysik med en empirisk baseret videnskabelig tilgang til litteraturen. Snarere end manifestation af en metafysisk rationalitet var litteraturen i den optik at betragte som et naturprodukt bestemt af de tre elementer “race,” “milieu” og “moment.” Med andre ord var historien produktet af en konkret kultur, af den bevidsthedstilstand, der herskede på et givent tidspunkt. Litteraturen, for sin del, fremstod som et monument for “den måde, menneskene havde følt og tænkt mange århundreder før” (Taine 1866:iii) [la façon dont les hommes avaient senti et pensé il y a plusieurs siècles]. I disputatsen opsummerede Brandes Taines grundlæggende indsigt: “Literaturens Formaal er det at optegne og opbevare Følelser,” og dermed er “Historien saaledes i Grunden et sjæleforskende Grundspørgsmaal” (Brandes 1903: 13:247).

Brandes havde sine forbehold, men han var overbevist af Taines mere verdensvendte tilgang til litteraturen. Ikke den spekulative idealisme, men den empiriske videnskab blev Brandes’ forbillede. Da han i det sidste bind (Det unge Tyskland) når frem til Hegel, må han konstatere, at Hegels system er “sunket sammen og Methodens altfor fine Redskab sprunget i vor Haand, saa kun enkelte store Grundtanker staa tilbage” (Brandes 1890:310). I Hovedstrømninger modificerer Brandes derfor den hegelianske ramme. På den ene side har han brug for den historiske dialektik til at binde hele værket sammen. Derfor de gentagne udsagn om aktioner og reaktioner og udviklingens indre nødvendighed. På den anden side får Brandes’ strømning stadig mindre til fælles med Hegels ontologi og metafysik, som værket skrider frem.

Men selv ikke i førsteudgaven af Hovedstrømninger er det en metafysisk rationalitet, der driver historien fremad. Når Brandes rent faktisk redegør for, hvad strømningsmetaforen dækker over, henviser han gang på gang til de på et givet tidspunkt dominerende stemninger, følelser og ideer. Han overtager med andre ord Hegels skema som et formelt greb, som det drama, der giver ham en struktur og et plot, men han tømmer det for metafysisk indhold og erstatter det med affekter og konkrete sociale og politiske ideer. Historiens rytmiske bevægelse i ebbe og flod minder nok om Hegels dialektik, men til forskel fra det metafysiske vand i Gervinus’ værk består vandmasserne, der flyder gennem Hovedstrømninger, af empiriske individers naturlige psykologi.

g. Metaforer uden indhold

Det er en ejendommelig teoretisk konstruktion: fransk indhold i tyske forme. En empirisk litteratur-, kultur- og mentalitetshistorie spændt op i et spekulativt historisk-dialektisk korset. Dens sammensatte natur manifesterer sig også på det metaforiske plan. Andre metaforer taget fra zoologien og botanikken blandes nemlig jævnligt med strømningerne. Brandes sammenligner sit perspektiv med “Naturforskerens og Lægens uforfærdede Øie”, han botaniserer i litteraturen eller beskriver den “Jordbund,” de litterære værker spirer frem af, og med litteraturen som termometer måler han “Varmegraden af en Tids hele Følelsesliv” (Brandes 1873:6; 1875:31; 1874:251). Naturvidenskaben er modellen for den konkrete litteraturanalytiske praksis. Strømningerne, floderne og kanalerne til trods er deres større bevægelser da også mere væsentlige for den ramme, Brandes sætter op, end for analysen. Som værket skrider frem, anvendes vandmetaforerne stadig mindre, og når det sker, så netop i introduktionerne eller de afsluttende opsummeringer. I det fjerde bind konkluderer han med følgende svimlende akvatiske sprogakrobatik:

Den europæiske Poesi strømmede i en dorsk og rolig Flod, og den, som gik langs ad Flodens Bred, fandt Lidet at lade Øiet dvæle ved. Da opstod som Fortsættelse af Strømmen denne Poesi, hvem Grunden saa tidt svigtede under Foden, at den styrtede sig i Cascader fra Fald til Fald – og Alle betragte en Flod paa det Sted, hvor dens Bølger danne et Vandfald. Her hos Byron saae man Floden skumme og syde, hørte den risle som Musik og syngende sende sin Ode mod Himlen. Her stod Vandet – gyseligt skjønt – i Raseriets hvide Fraade, hvirvlede sig i Malstrømme, splittede sig selv og Alt, hvad der stod det i Veien, ja udhulede i Længden selv Klipper. Og midt i Vandfaldet stod der, som Byron har skildret det i Childe Harold (III 72), en deilig Iris, en pragtfuldt straalende Regnbue, Harmoniens og Fredens og Frihedslykkens Tegn, usporlig for Mange, men synlig for Enhver, der har Solen over sig og stiller sig rigtigt. Den varslede om bedre Dage for Europa. (Brandes 1875:526-527)

Læseren, som efter et halvt tusind sider har glemt Hovedstrømningernes centrale metafor, bliver her kastet i floden. Når man har sundet sig en anelse, bliver det imidlertid klart, at Brandes kompenserer for vandmetaforikkens gennemgående fravær. I de litterære analyser interesserer han sig sjældent for specifikke indflydelser. Når han enkelte gange peger på konkrete forfattere og værker som inspirationskilder for andre forfattere og værker, opløser han ofte filologisk akribi i strømningsbegrebets abstraktion. Den flod, der i Frankrig får navnet Réne som nævnt ovenfor, er ingen anden end Goethes Werther.

Selv om strømningen spiller den helt afgørende rolle for sammenhængen af Brandes’ projekt, er det en kategori uden stor analytisk værdi. Værkerne analyseres ofte som afsluttede artefakter, der ganske vist har et åbent vindue ud mod den generelle atmosfære af stemninger, følelser og ideer, men hvis specifikke referenter og konkrete forbindelser til litteraturhistorien sjældent får plads i hans store bevægelser. Chateaubriands Le génie du christianisme [Kristendommens ånd] fra 1802 bliver fx med ét “Øieblikkets Bog”, idet den “indsmuglede Autoritetsprincipet, som snart skulde bestige Tronen, i en Emballage af Føleri” (Brandes 1874:135).

Men Brandes interesserer sig ikke for at belægge sine udsagn om “[d]ens colossale succès og dens uhyre Indflydelse” (Brandes 1874:134). Til gengæld bruger han over 30 sider på en sarkastisk kritik af det kristent-konservative tankegods i Chateaubriands epos Martyrerne eller Religionens Triumf [Les Martyrs, ou Le triomphe de la religion chrétienne] fra 1809, hvor Brandes som engageret polemisk litteraturkritiker virkelig er i sit es (Brandes 1874:171- 202). Den traditionelle filologi betragtede han derimod med en skepsis grænsende til arrogance. Hos Paul Heyse traf han således litteraturprofessoren Michael Bernays, hvis karriere var bygget på den strengt filologiske metode. Det er svært at overhøre Brandes’ foragt i hans karakteristik af manden:

Han havde renset Goethes Werther for oprindelige, som for senere tilkomne Trykfejl, ganske som Madvig havde renset Livius for Afskriverfejl. Han var den lidenskabeligste Goethedyrker, og da han var udrustet med Hukommelse som en Mnemotekniker, kunde han fremsige Egmont eller Iphigenie udenad fra Ende til anden, ikke at tale om Balladerne eller de mindre Digte. Han vidste paa en Prik, hvor hver Sætning, man vilde anføre, stod hos Goethe. (Brandes 1907:136)

Den slags mikrologi var for mindre ånder end Brandes. Opsporingen af konkrete forbindelser, indflydelser og udviklinger dokumenteret med grundig empiri og minutiøst filologisk arbejde overlod han gladeligt til andre. Strømningen er makrohistoriens og de store linjers kategori og derfor bedst egnet til introduktioner og konklusioner. Ind imellem ligger de litterære værker så som små afgrænsede øer, hvor Brandes kan botanisere.

h. Strømningen og geniet

Der hersker derfor et prekært forhold mellem de brede strømninger og de individuelle forfattere. Artikulerer forfatterne udelukkende de følelser og ideer, som strømningen bærer frem, eller er de også autonome individer, der selv sætter kursen? Med andre ord, hvor stærk er strømmen i Brandes Hovedstrømninger?

I sin korrespondance med Heyse havde Brandes som allerede nævnt fastholdt, at strømningen var vigtigere end individet, fordi enhver forfatter er bestemt af sin tid. Men Heyses forsvar for individets autonomi rokkede alligevel ved Brandes’ filosofiske determinisme og vakte en slumrende lidenskabelig individualisme til live hos ham (Brandes 1907:128). Beretningen befinder sig i andet bind af Brandes’ selvbiografi og er naturligvis skrevet i retrospekt. Efter påvirkningen fra Nietzsche i 1880’erne træder det individuelle geni langt stærkere frem, som de senere udgivelser om fx Shakespeare, Goethe og Julius Cæsar også vidner om. I Hovedstrømninger, særlig i de første bind, skubbes geniet imidlertid til side. I Kants definition er geniet den, der bryder en eksisterende regel og dermed sætter en ny (Kant 2001:193–94). Men hos Brandes er forfatterne fanget i strømme, der er så stærke, “at selv en saa revolutionært anlagt Natur som Ibsens er bleven inddraget i den” (Brandes 1872:25-26). Geniet, der befinder sig uden for den kunstneriske tradition og ikke drager næring af den, står isoleret og sygner hen. Selvom Brandes anerkender de enestående kunstneriske talenter hos fx Heinrich von Kleist og Percy Bysshe Shelley, falder de uden for den idé- og følelseshistorie, han opridser. Hvor Hegels berømte “fornuftens list” (Hegel 1986:49) bestod i, at fornuften lod sine slag udkæmpe af individerne, mens den selv holdt sig sikkert i baggrunden, er det hos Brandes de underliggende strømninger af følelser og idéer, der bestemmer de konkrete litterære værkers affektive og ideologiske manifestationer. Der føles først en masse, før der føles individuelt.

Alligevel er strømmens styrke begrænset. Allerede i disputatsen kritiserede Brandes Taine for “at oversee det individuelle Genies eiendommelige spontane Kraft” (Brandes 1870:110). Der er da også en vis svaghed i Brandes’ argumentation i Hovedstrømninger, når man kaster blikket ud over hele værket: forfatterne artikulerer periodens følelser, men perioden har netop de følelser, som forfatterne artikulerer. Via den logiske cirkelslutning er den litterære følelses historiske repræsentativitet på én gang sikret og undergravet. Trods de programmatiske teoretiske proklamationer formulerer Brandes sig flere gange tvetydigt. Madame de Staël kanaliserer nok periodens stemninger og følelser, men hun er også den litterære kilde til reaktionen i det franske åndsliv (Brandes 1874:350). Individets selvstændige kraft ses nu tydeligst i den position, Brandes tildeler Byron. I det store drama står han helt fra begyndelsen af forelæsningsrækken for den afgørende peripeti. Som Brandes senere formulerer det: “Der udfordredes en Englænder til som Byron ene at stemme den Strøm, der flød ud fra den hellige Alliance” (Brandes 1875:20). Den engelske digter på den ene side, reaktionens strøm på den anden.

At Byron ikke blot var et medie for bredere følelser og stemninger, men selv producerede dem, fremgår tydeligt af analysen. Af alle de forfatterskaber, Brandes behandler i Hovedstrømninger, besidder ingen det spektrum af følelser og den intensitet i artikulationen af dem som Byrons. Indadvendt melankoli veksler med koleriske eksplosioner af harme og indignation. Byron har naturligvis den græske revolution i ryggen, men det er med sin “revolutionære Vredes frygtelige Udbrud” i poesien, at han skaber den modreaktion, der udgør vendepunktet (Brandes 1875:515). I stedet for at være produktet af en strømning sætter Byron selv en flod i bevægelse. Brandes sammenligner ham med den engelske filosof Jeremy Bentham, som havde forsøgt at undergrave reaktionen ved at tale til menneskenes interesser. Byron er langt mere effektiv. Fordi han “løslod alle Lidenskaber,” lykkedes det ham at “revolutionere Sindene” (Brandes 1874:349). Den brede strømning viser igen sin vigtighed, men nu er den resultatet af litteraturen, ikke omvendt.

Omslaget er dermed også et omslag i forholdet mellem litteraturen og historien. Som Brandes skriver om reaktionen i det tredje bind, kunne dens litteratur ikke hamle op med de heftige følelser, Napoleonskrigene vakte til live. Tidens største Iliade var Napoleons række af sejre og nederlag; invasionen af Rusland den største tragedie (Brandes 1874:163). Med Byron vender litteraturen for første gang tilbage som en kilde til følelser, der kan måle sig med og endda overgå historiens. Omslaget markerer derfor højdepunktet ikke bare i frihedsplottet, men også for teorien om, at individet og litteraturen, med andre ord forfatteren, besidder en selvstændig spontan kraft. At forfatteren og ikke strømningen er historiens egentlige subjekt.

i. Operativ litteraturhistorie

I Hovedstrømninger får Brandes aldrig skrevet sig ud af cirkulariteten mellem litteraturen og strømningen, det individuelle og det almene. De litterære værker fremstår snart som resuméer af tidsalderen, snart som kilder til nye stemninger, følelser og tanker. Hegel og Taine havde på forskellig vis givet ham redskaber i hånden, der gjorde det muligt at bygge stilladset til et grandiøst komparatistisk projekt, men udførelsen vidner også om Brandes’ stigende modvilje mod sin egen konstruktion, mod de hovedstrømninger, der organiserede den europæiske litteratur og henviste litteraturen og forfatterne til sekundære roller som velartikulerede, men passive medier og formidlere.

Som nævnt udviklede hans opfattelse af styrkeforholdet mellem strømningen og individet sig med tiden til “den omvendte” (Brandes 1887), og han forsøgte derfor at løsne det hegelianske korset. Men allerede i de tidlige bind fra 1870’erne mærker man den uløste konflikt. Da han i 1873 arbejdede på Reactionen i Frankrig, sitrer spændingen mellem hans filosofiske og hans politisk-æstetiske overbevisning. Fra München skrev han hjem til Hans Brøchner og beklagede sig over, at det var menneskenes lod at måtte stige eller synke med en af bølgerne i verdenshistoriens bølgegang, særlig hvis man befandt sig på en bølge, der var ved at synke (Brandes 1907:143-144). Men Brandes var samtidig oprørt over de reaktionære kræfter i samtiden og prøvede netop med sin nådesløse hudfletning af autoritetsprincippet at agitere mod dem. Åbningsforelæsningen af Hovedstrømninger melder også klart ud, hvad det virkelige formål med hele værket er: “Hovedarbeidet vil blive gjennem en Mangfoldighed af Canaler at lede de Strømninger, som have deres Udspring i Revolutionen og Fremskridtsideerne, herind og at standse Reactionen paa alle de Punkter, hvor dens Opgave historisk er endt” (Brandes 1872:28).

Brandes’ litteraturhistoriske projekt er ikke deskriptivt, men operativt. Kritikerens rolle består ikke i at beskrive, men i produktivt at organisere historien for at bringe den i anvendelse. Som kunstneren, der former sit materiale, eller ingeniøren, der bygger diger og dæmninger, skal kritikeren forme litteraturhistorien til en strøm, der flyder så stærkt, at den kan bryde ind i nutiden og ændre den. Brandes’ hydrauliske model får nu en anden funktion. Som bekendt betegner hydraulik ikke kun en teknisk disciplin, der beskriver væskers bevægelse og tryk – som Brandes beskrev bevægelserne i den europæiske sindsstemnings energier – men også en konkret teknisk anordning, hvori væsker anvendes til at overføre tryk og energi. Det er netop sådan en teknisk anordning, Brandes bygger med Hovedstrømninger. Trods den deterministiske filosofi er det ikke hovedstrømningerne, men Hovedstrømninger forfattet af Georg Brandes, som skal stemme de reaktionære kræfter.

Reactionen i Frankrig er – som Hovedstrømninger i det hele taget – et incitament til handling. Forbilledet er netop den digter, der selv havde sat omslaget i gang halvtreds år tidligere. Som Byron med litteraturen revolutionerede sindene med lige dele indignation og begejstring vil Brandes med sin komparative litteraturhistorie revolutionere sin samtid. Og igen som hos Byron er følelserne midlet. Når Brandes beretter om 1848, vil han ikke bare beskrive “Revolutionsaarets Følelsesliv og Stemningsfylde,” men “sætte Læseren ind i [disse]” (Brandes 1890:563). Ifølge en henkastet æstetisk teori Brandes formulerer i det sidste bind, beror kunstens værdi på

Oprindeligheden og Styrken af det Sjæleliv og den Sindsbevægelse, for hvilken Værket er Udtryk i Forening med Værkets Evne til at smitte os med den (Brandes 1890:50).

Målestokken såvel for litteraturen som for litteraturkritikken er dens evne til at inficere læseren med følelser. Dermed får drama-metaforen en anden funktion end den rent plotmæssigt strukturelle. Som i Aristoteles’ teori om tragediens indvirkning på beskueren skal de seks akter af Hovedstrømninger fremprovokere en række følelser i læseren, om ikke frygt og medfølelse, så foragt for reaktionen, begejstring for revolutionsideerne og entusiasme for deres realisering i samtiden. Hovedstrømninger balancerer selv i spændingen mellem den historisk- dialektiske teleologi og den individuelle autonomi: værket kanaliserer fortidens strømninger ind i samtidens sumpe, men Brandes må samtidig forme historien aktivt og i opposition mod sin egen tidsalders følelser og ideer for at fremtvinge den bevidsthedsrevolution, Hovedstrømninger skulle skabe. Begejstringen for den revolution kunne læserne fornemme allerede mod slutningen af tredje akt af Brandes’ drama. For i Reactionen i Frankrig kanaliserer Brandes frihedsideerne og frihedsfølelserne sikkert gennem de dunkle år under autoritetsprincippets fremkomst, udbredelse, forfald og opløsning. “Saa falder da dette Princip for aldrig at reise sig mere,” som Brandes afsluttende proklamerer (Brandes 1874:352). Dermed var der gjort plads til Byron, den engelske naturalisme og det store omslag i Europas politiske, affektive og litterære strømninger.

4. Modtagelse og efterliv

a. Danmark

Hvis Brandes troede, at udgivelsen af Reactionen i Frankrig udgjorde den handling, der ville revolutionere den danske offentlighed, blev han skuffet. Han havde ellers god grund til at forvente en vis opmærksomhed. Førende tidsskrifter i Tyskland, Frankrig og England havde omtalt de første bind meget rosende, og han følte selv, at det var på tide, at anerkendelsen også ville strømme ham i møde i hans hjemland. Men da det tredje bind udkommer den 13.2.1874, mødes det med tavshed. To anmeldelser bliver det til i Danmark. I april roser Berlingske Tidendes kritiker bogen for den levende formidling, for detaljerigdommen og gennemgangen af litteraturen, men politisk kan han ikke billige Brandes’ kritik af autoritetsprincippet. Ifølge anmelderen kan “ingen Stat, end ikke den frieste, undvære Autoriteten,” og Brandes’ bog udgør et tilløb til “Anarchi” og “Terrorisme” (anon. 1874:1-3). Et halvt år efter følger så den anden og sidste samtidige danske anmeldelse i Fyens Stiftstidende. Den lægger sig i slipstrømmen af Berlingskes kritik og fremhæver Brandes’ store viden, men tager afstand fra hans ifølge anmelderen ensidige og overfladiske karakteristik af autoritetsprincippet. Der går næsten tyve år, før Sophus Schandorph prøver at imødegå den kritiske modtagelse med en meget refererende og lidet indsigtsfuld, men samtidig overstrømmende anmeldelse af 2. omarbejdede udgave i Tilskueren. Schandorph, der “i alt væsentligt deler Syn paa Literatur med Forfatteren”, gennemgår omhyggeligt bindets indhold og Brandes’ formuleringer i et forsøg på med gentagelsens kraft at overvinde “al den Modstand, dette Værk har mødt” – en modstand, han fortrinsvis tilskriver bornerthed og “den søde danske, dominerende Egenskab: Misundelse” (Schandorph 1893:490).

b. Udlandet

I udlandet vækker Brandes igen mere opsigt. Hvor den danske Brandes skoses for sin politiseren eller forbigås i tavshed, har den europæiske Brandes et andet format. I Sverige prises fremstillingen (se anon. 1874, Aftonbladet; anon. 1874, Ny illustrerad Tidning), i Norge metoden, som bryder med den spekulative kritik og placerer værkerne i deres historiske kontekst (se anon. 1877). Mest opmærksomhed får Brandes imidlertid i Tyskland. Trods den penible ægteskabelige situation er Strodtmann myreflittig, og allerede i april udkommer de første tre bind på tysk i en samlet udgivelse. Tidsskriftet Deutsche Rundschau kommer først med en samlet anmeldelse, som ikke bare priser formidlingen, som det efterhånden er kutyme, men også fremhæver Brandes’ særlige metode, hans helt originale måde at skrive litteraturhistorie på. I stedet for at gå bibliografisk til værks eller filologisk- genetisk at spore de litterære værkers interne udvikling, skriver anmelderen, fokuserer Brandes på litteraturens “rastløse tankearbejde” og på “de dominerende stemningsskift og åndsstrømninger,” som betinger litteraturens udvikling (Kreyssig 1874:140) [“rastlose Gedankenarbeit,” “die maßgebenden Stimmungswechsel und Geistesströmungen”].

Trods de mange roser er der er også kritiske røster. Gennemgående fremhæver de tyske kritikere Reactionen i Frankrig på bekostning af det foregående bind om den tyske romantik. Brandes beskyldes, ikke helt forkert, for en udtalt frankofili, som skæmmer hans læsning af den tyske litteratur. Desuden bemærkes det, at han har ladet sig inspirere vel meget af andre litterater og historikere som fx Gervinus (se anon. 1874; Jung 1877; Kuh 1876).

c. Senere modtagelse

I 1890’erne kommer den anden bølge af anmeldelser – denne gang af alle seks bind. De er skrevet i retrospekt og omhandler i lige så høj grad Hovedstrømningers virkningshistorie. Der er udtalt enighed om værkets enorme betydning i Tyskland. Det fremhæves som et epokegørende værk, som afgørende for introduktionen af Taines metoder i Tyskland og som den bedste guide til den europæiske litteratur i første halvdel af 1800-tallet. (Se anon. 1893; anon. 1894; Morgenstern 1894; Sauer 1898). Særlig interessant er imidlertid Franz Mehrings dom i Neue Zeit, at værkets overordnede konstruktion ikke holder (Mehring 1893-1894:311). Nogle år efter følger den tyske litterat Samuel Lublinski nemlig op med en skarp kritik af Brandes’ metodiske greb. Lublinski udgav i 1899-1900 Literatur und Gesellschaft im 19. Jahrhundert – den første sociologiske litteraturhistorie. Efter en kritisk anmeldelse, der fremhævede Brandes på bekostning af Lublinski, fór han i blækhuset. Anklagen leverer han uden omsvøb: “Jeg påstår, at Georg Brandes ikke ved det fjerneste om grundstrømninger. Det han kender til er præcis det modsatte – overfladiske strømninger” (Lublinski 1900:872) [Ich behaupte, Georg Brandes hat von Grundströmungen keine Ahnung. Was er kennt, ist das gerade Gegenteil davon: die Oberströmung]. Brandes har med andre ord udelukkende betragtet de overfladiske strømme, som de forefindes i litterære-politiske saloner. Salonstemninger er alt, hvad han har analyseret. En grundig sociologisk litteraturhistorie, som Lublinskis, beskæftiger sig derimod med massefænomener. Den dykker ned i tidsalderens åndelige massepsykologi i alle dens manifestationer. Lublinski hævder selv at præsentere empiri en masse, mens Brandes nærlæser en lille håndfuld forfattere, hvorefter han udelukkende fortæller anekdoter. Brandes’ begreb om romantikken er derfor “som skudt ud af en pistol” (Lublinski 1900:873) [Freilich ist bei ihm die Romantik wie aus der Pistole herausgeschossen]. Hvad strømningerne reelt består af, hvordan de forbindes og udvikler sig, viser Brandes aldrig. De forbliver tomme postulater, som slagordene hos en eksklusiv gruppe forfattere ikke fortæller os noget om.

d. Brandes og litteraturvidenskaben

Kritikken af strømningsbegrebet og dermed af Brandes’ metode peger både sidelæns og fremad. Hovedstrømningers lange tilblivelsestid fra 1871-1890 falder sammen med institutionaliseringen af den sammenlignende litteraturvidenskab som selvstændig disciplin. I 1877 grundlagde Hugo Meltzl i Ungarn det første tidsskrift Comparative Literary Journal (fra 1879 Acta Comparationis Litterarum Universarum); i 1886 udgav H.M. Posnett bogen Comparative Literature; året efter i Tyskland grundlagde Max Koch Zeitschrift für vergleichende Literaturgeschichte; og i Frankrig etableredes det første professorat i Littératures Modernes Comparées i 1896 i Lyon. På den anden side af Atlanten underviste en professor på Cornell i “General and Comparative Literature” fra 1871, netop som Brandes holdt de første forelæsninger i København. Og i 1890, det år da sjette og sidste bind udkom, grundlagdes det første amerikanske institut for komparativ litteratur på Harvard University.

På grund af Hovedstrømningers transnationale perspektiv og store internationale udbredelse bliver Brandes da også regnet for en af fagets grundlæggere, hvis ikke ligefrem “le père du comparatisme” – komparatismens fader (Madsen 2004:65).

Men den ambivalens, der karakteriserer den samtidige modtagelse af Brandes’ metode, manifesterer sig også senere. På den ene side roses hans originalitet og opfindsomhed for at åbne en helt ny måde at læse litteraturen på. På den anden side kritiseres hans strømningsbegreb for at være tomt eller usammenhængende. Ved Brandes’ død i 1927 skrev Fernand Baldensperger, at hans værk er forældet “på grund af dets overfladiske informationsniveau og på grund af bygningens alt for lette konstruktion” (Baldensperger 1927:370) [par sa superficialité d’information et par la structure trop légère de sabâtisse]. Og i et ekko af Lublinski skriver René Wellek i 1955, at der ikke er gået nogen litterær sociolog tabt i Brandes. Han besidder ganske vist stor psykologisk indsigt samt “en evne til at organisere strømninger og bevægelser” [a power of marshaling currents and movements], men den samlede dom er alligevel, at Brandes blot er “en mellemmand uden originalitet eller substans” [a middleman without originality and substance] (Wellek 1955:368-9;357).

Brandes står tilbage som en tvetydig skikkelse i litteraturvidenskabens historie. Hvor feteret han end var verden over i sin samtid, forsvandt han og Hovedstrømninger hurtigt ind i glemslen efter hans død. Værkets på én gang udskældte og beundrede greb med strømningen som det centrale element demonstrerer alligevel et væsentligt træk ved fagets selvforståelse: nødvendigheden af metodiske eksperimenter.

Da Erich Auerbach i 1946 overtog pladsen som den centrale skikkelse i litteraturvidenskabens historie med udgivelsen af Mimesis: Dargestellte Wirklichkeit in der abendländischen Literatur, var det med et værk, der på nogle punkter adskiller sig afgørende fra Hovedstrømninger. Auerbachs fokus er stilistisk, og han opererer hverken med et strømningsbegreb eller en overgribende historisk-dialektisk ramme. Men som Brandes løfter han blikket fra nationalstaten og anlægger et europæisk perspektiv. Som Brandes forsøger han på egen vis også en tætføring af minutiøs explication de texte og samfunds- og idéhistorisk kontekstualisering. Og som hos Brandes er Auerbachs kernebegreber som fx mimesis, repræsentation og virkelighed vagt definerede omskiftelige størrelser. Alligevel er Mimesis et uomgængeligt værk i fagets historie. Auerbach fik forvandlet metodens problem til en hidtil uset mulighed, nemlig den at syntetisere Europas litteraturhistorie på tværs af sprog, geografi og tid. Med det kunstgreb har han og litteraturvidenskaben en vigtig forløber i Brandes’ strømninger.

5. Bibliografi

  • Ahlström, Gunnar (1937): Georg Brandes’ Hovedstrømninger. En ideologisk undersökning. Lund: C.W.K. Gleerup.
  • Auerbach, Erich (1946): Mimesis: Dargestellte Wirklichkeit in der abendländischen Literatur. Bern: A. Francke Verlag.
  • Baldensperger, Fernand (1927): “Georg Brandes (1842–1927)” i Revue de littérature comparée 7, s. 368–371.
  • Brandes, Edvard og Georg Brandes (1972): Edvard og Georg Brandes' brevveksling 1866-1877, et udvalg. København: Gyldendals Uglebøger.
  • Brandes, Georg (1870): Den franske Æsthetik i vore Dage. En Afhandling om H. Taine. Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandel.
  • Brandes, Georg (1872): Emigrantlitteraturen. Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandel.
  • Brandes, Georg (1873): Den romantiske Skole i Tydskland. Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandel.
  • Brandes, Georg (1874): Reactionen i Frankrig. Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandel.
  • Brandes, Georg (1875): Naturalismen i England. Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandel.
  • Brandes, Georg (1882): Den romantiske Skole i Frankrig. Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandel.
  • Brandes, Georg (1887): “Et Brev fra Dr. G. Brandes” i Politiken, 4. juli.
  • Brandes, Georg (1890): Det unge Tyskland. Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandel.
  • Brandes, Georg (1907): Levned, bd. 2. Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandel.
  • Brandes, Georg (1966): Correspondance de Georg Brandes. Lettres chosies et annotées par Paul Krüger, bind 3, L’Allemagne. København: Rosenkilde og Bagger.
  • Brandes, Georg (1999): Dagbog 21. juli 1861 - 22. juli 1863. Utrykt. Det Kgl. Bibliotek, København. Tilgængelig i digital form: www.kb.dk
  • Fenger, Henning (1957): Den unge Brandes. Miljø. Venner. Rejser. Kriser. København: Gyldendalske Boghandel.
  • Gervinus, Georg Gottfried (1853): Einleitung in die Geschichte des neunzehnten Jahrhunderts. Leipzig: Verlag von Wilhelm Engelmann.
  • Gervinus, Georg Gottfried (1855-1866): Geschichte des neunzehnten Jahrhunderts seit den Wiener Verträgen, 1-8. Leipzig: Verlag von Wilhelm Engelmann.
  • Hegel, Georg Wilhelm Friedrich (1986): Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte. Frankfurt am Main: Suhrkamp Verlag.
  • Houe, Poul (2013): “Georg Brandes (1842-1927)” i M.A.R. Habib (red.): The Cambridge History of Literary Criticism, vol. 6. The Nineteenth Century, c. 1830-1914. Cambridge: Cambridge University Press, s. 464-477.
  • Kant, Immanuel (2001): Kritik der Urteilskraft. Hamburg: Felix Meiner Verlag.
  • Knudsen, Jørgen (1985): Georg Brandes. Frigørelsens Vej, 1842-77. København: Gyldendal.
  • Larsen, Pelle Oliver (2016): Professoratet. Kampen om Det Filosofiske Fakultet 1870-1920. København: Museum Tusculanums Forlag.
  • Larsen, Svend Erik (2012): “Georg Brandes. The telescope of comparative literature” i Theo D’haen, David Damrosch, Djelal Kadir (red.): The Routledge Companion to World Literature. London: Routledge.
  • Lublinski, Samuel (1900): ”Albert Geiger, Georg Brandes und ich” i Das Magazin für Litteratur, heft 35, sept.-okt. Berlin: Verlag Siegfried Cronbach.
  • Lundtofte, Anne Mette (2003): The Case of Georg Brandes: Brandes between Taine, Hegel, Kierkegaard, and Goethe – and the Institutions of Literature in 19th Century Denmark. Upubliceret ph.d.-afhandling.
  • Madsen, Peter (2004): “World Literature and World Thoughts” i Christopher Prendergast (red.): Debating World Literature. London: Verso, s. 54-75.
  • Nolin, Bertil (1965): Den gode europén. Studier i Brandes’ idéutveckling 1871-1893 med speciell hänsyn till hans förhållande till tysk, engelsk, slavisk och fransk litteratur. Uppsala: Svenska bokförlaget.
  • Taine, Hippolyte (1866): Histoire de la littérature anglaise, vol. 1. Paris: Libr. Hachette.
  • Wellek, René (1955): “The lonely Dane: Georg Brandes” i A History of Modern Criticism: 1750-1950, vol. 4, The Later Nineteenth Century. New Haven: Yale University Press.

Anmeldelser

  • Anon. (1874): “Brandes. G. Die Hauptströmungen der Literatur des 19. Jahrhunderts” i Literarisches Centralblatt, 19. december.
  • Anon. (1874): “G. Brandes. Hovedströmninger i det 19:de århundredes litteratur. Reactionen i Frankrig” i Aftonbladet, 28. marts.
  • Anon. (1874): “Notitser. Literatur. [G.B. Hovedstrømninger. Reaktionen i Frankrig]” i Ny illustrerad Tidning, 18. april.
  • Anon. (1874): “Reactionen i Frankrig” i Berlingske Tidende, 9. april.
  • Anon. (1874): “Reactionen i Frankrig” i Fyens Stiftstidende, 20. oktober.
  • Anon. (1876): “G. Brandes: Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur” i Morgenbladet, 10. februar.
  • Anon. (1877): “Georg Brandes Hovedstrømninger m.m.” i Norsk Tidsskrift for Literatur, 29. juli.
  • Anon. (1893): “Die Hauptströmungen der Literatur des 19. Jahrhunderts” i Nord und Süd.
  • Anon. (1894): “Die Hauptströmungen der Litteratur des neunzehnten Jahrhunderts” i Westermanns Monatshefte.
  • Anon. (1903): “The Reaction in France” i The Independent, 26. februar.
  • Jung, Alexander (1877): “Das Literaturwerk von G. Brandes” i Blätter für literarische Unterhaltung nr. 22, 23, 24.
  • Kreyssig, F. (1874): “Die Hauptströmungen der Literatur des neunzehnten Jahrhunderts” i Deutsche Rundschau, oktober.
  • Kuh, Emil (1876): “Die Hauptströmungen der Literatur des neunzehnten Jahrhunderts” i Beilage zur Wiener Abendpost, 11., 12., 13., 14., april.
  • Lublinski, Samuel (1900). “Albert Geiger, Georg Brandes und ich” i Das Magazin für Litteratur, september.
  • Mehring, Franz (1893-1894): “Georg Brandes. Die Hauptströmungen der Literatur des neunzehnten Jahrhunderts” i Die neue Zeit.
  • Morgenstern, Gustav (1894): “Georg Brandes: Die Hauptströmungen der Litteratur des 19. Jahrhunderts” i Die Gesellschaft.
  • Sauer, August (1898): “Brandes G. Die Hauptströmungen der Litteratur des 19. Jahrhunderts” i Euphorion.
  • Schandorph, Sophus (1893): “G. Brandes: Reaktionen i Frankrig,” i Tilskueren, juni-juli.
«