Brandes før Hovedstrømninger: En kritiker bliver til

af Torben Jelsbak

Dette essay analyserer GB's intellektuelle løbebane og dannelse som kritiker før Hovedstrømninger

1. Indledning

Skal man fortælle historien om Georg Brandes’ dannelse som kritiker op til gennembruddet i 1871/1872 med Emigrantlitteraturen, første ”akt” af de seks Hovedstrømninger, er det fristende at anvende en fortællemodel fra 1800-tallets litterære hofgenre, den borgerlige dannelsesroman. Hovedpersonens vej til at blive sig selv fremstilles her som en proces i tre faser, som involverer et opbrud fra ”hjemmet” i form af en dannelsesrejse ud i verden, hvor hovedpersonen gør sig nogle afgørende erfaringer. Herefter han kan vende hjem og finde sin plads i samfundet. Ifølge den romantisk-idealistiske dannelsestanke som lå til grund for genren, er det at blive sig selv det samme som at forsone sig med sin baggrund, sin slægt og sit miljø. Dannelsesromanen forstår således individets (selv)dannelse som et kompromis mellem egne iboende drifter og samfundets ydre fordringer.

Brandes’ liv og levned op til Emigrantlitteraturen rummer en række af disse grundelementer: opvækst i et borgerligt miljø i København, succesfulde universitetsstudier og en grundig akademisk dannelse inden for datidens rådende filosofisk-litterære værdihorisont, kronet med doktorgraden i æstetik i 1871. Og herefter den store europæiske dannelsesrejse 1870-1871, som førte Brandes til Paris, London, Schweiz og et længere ophold i Italien. Men rejsen førte i Brandes’ tilfælde ikke til en lykkelig forsoning med samfundet, snarere tværtimod. Da Brandes i april 1870 forlod Danmark var han det unge håb på det litterære og akademiske parnas, men da han i juli 1871 vendte hjem, havde han gjort sig en række erfaringer, som havde bragt ham i opposition til den hjemlige nationalliberale kultur. Forelæsningerne over Emigrantlitteraturen, som skulle have været et stykke meritarbejde, der skulle køre ham i stilling til det snart ledige professorat i æstetik, endte således i stedet som et polemisk angreb på den nationalliberale kultur og dens bærende fundamenter: kristendommen, fædrelandskærlighede og ægteskabet som institution i samfundet. Det endte med en konfrontation, som på godt og på ondt kom til at besegle hans skæbne og efterfølgende karriere.

2. Livsbaner

Skal man forsøge at rekonstruere den række af faktorer, begivenheder og påvirkninger, som førte Brandes frem til Emigrantlitteraturen, er det slående, i hvor høj grad oprørs- og oppositionstrangen og en vis sans for martyrier var noget, der lå indskrevet i hans åndelige bagage tilsyneladende lige fra begyndelsen. Som ældste søn af en grosserer og klædehandler voksede Georg Morris Cohen Brandes op i et sekulært borgerligt jødisk hjem i København. I skoleårene var han duksen, der brillerede ved sin ekstraordinære begavelse og umættelige appetit på boglig dannelse, men samtidig synes opvæksten også tidligt at have indpodet den unge Brandes en vagtsomhed i forhold til sit jødiske ophav – en erfaring af at være fremmed og ikke at blive anerkendt som fuldgyldigt medlem af det samfund, han var født ind i (jf. Gibbons 1980:55-60; Knudsen 1985:12-16).

Nyere forskning har betonet denne paradoksale komponent i Brandes’ kulturelle baggage eller åndelige habitus. På den ene side lagde han som moderne sekulær jøde gerne afstand til jødedommen i dens mest ortodokse varianter. På den anden side interesserede han sig gennem store dele af sit forfatterskab levende for jødens rolle i historien og de specifikt jødiske bidrag til udvikling af den vestlige kultur, idet han opfattede jøden som særlig disponeret for kritisk, oppositionel og kosmopolitisk tænkning (Hjortshøj 2017).

Brandes’ opvækst og familiehistorie rummer alle ingredienser til en moderne dannelsesroman om livsbaner og livsvalg i en borgerlig familie i 1800-tallet i det sociale spændingsfelt mellem erhvervsliv, politik og kunstnerisk-litterære tilbøjeligheder. Efter faderens ønske begyndte Brandes først at læse jura ved universitetet, men kvittede hurtigt dette studie til fordel for sin mere usikre og potentielt brødløse lidenskab for æstetik og litteratur. Faderens klædehandel gik konkurs i 1861, og efterfølgende måtte Brandes i flere perioder ernære sig ved forskellige former for undervisning, samtidig med at hans studier og rejser blev understøttet økonomisk af den yngre broder Ernst Brandes (1844-1892).

Ernst havde efter slægtens traditioner uddannet sig til forretningsmand og havde oparbejdet en betydelig formue som vekselerer, da han i en ung alder trak tilbage fra forretningsverdenen til fordel for et virke som journalist og publicist – ifølge storebror Georg fordi han som jøde blev nægtet en karriere inden for den officielle bankverdens institutioner (Brandes 1908: 378). I 1889 overtog han det redaktionelle og økonomiske ansvar for avisen Kjøbenhavns Børs-Tidende, et merkantilistisk fagblad, som han forsøgte at forvandle til et organ for liberal samfundsdebat og kritik – under voksende modstand fra bladets traditionelle læsekreds. Projektet endte tragisk, da han tynget af økonomiske problemer og en retssag mod bladet for blasfemi valgte at tage sit eget liv i 1892.

Den yngste broder Edvard Brandes (1847-1931) valgte en tredje karrierevej: efter en doktorgrad inden for orientalistik og semitisk sprogvidenskab fungerede han først som forfatter og teaterkritiker, men sadlede efterhånden om til fordel for en lang og indflydelsesrig karriere som bladmand og politiker. Fra 1880 til 1897 var han folketingsmedlem for det liberale parti Venstre, som var den politiske drivkraft i overgangen til parlamentarisme i Danmark. I 1884 var han med til at grundlægge avisen Politiken, som blev det centrale organ for den radikale, københavnske fløj af Venstre, og da denne fløj af partiet i 1905 brød ud og blev til Det Radikale Venstre, var Brandes en af chefarkitekterne bag et moderne politisk program, der på væsentlige områder kom til at sætte sit præg på samfundsudvikling i Danmark i det 20. århundrede. På toppen af sin politiske karriere indtog han af to omgange (1909-10 og 1913-1920) posten som finansminister i skiftende radikale regeringer (Hvidt 2005).

Disse korte klip fra familiealbummet viser hvor tæt Georg Brandes’ liv og levned er bundet sammen med den moderne samfundsudvikling og de radikale sociale og politiske forandringer, som det danske samfund undergår på tærsklen mellem det 19. og det 20. århundrede. Broderen Ernsts tragiske skæbne minder samtidig om den udbredte antisemitisme og xenofobi som fandtes i datidens danske samfund og som også udgør en faktor i historien om Georg Brandes som kritiker og intellektuel.

3. Universitetsstudier og skribentvirksomhed 1862-1870

Brandes’ åndelige og akademiske læreår, som er detaljeret kortlagt af Henning Fenger (Fenger 1955 og 1957), udspiller i et spændingsfelt mellem forskellige fag og institutioner – mellem universitet og presse, mellem æstetik og filosofi og mellem dansk og europæisk litteratur. Som æstetik- og litteraturstuderende begav han sig ud i et omfattende læse- og dannelsesprogram, som både omfattede Goethe, Shakespeare, de græske tragedieforfattere, Homer, Platon, og den romantisk danske guldalderdigtning fra Baggesen og Staffeldt over Oehlenschläger til Chr. Winther, Fr. Paludan-Müller, Henrik Hertz og J.L. Heiberg. I de samme år gennemgik han en åndelig-religiøs krise under påvirkning af filosoffen Søren Kierkegaard. Paul V. Rubow har argumenteret for forholdet til Kierkegaard som det, der mere end noget andet formede Brandes’ personlighed (Rubow 1932:101-165). Det var ifølge Rubow den passionerede idealisme i Kierkegaards religiøse eksistenstænkning og dens kompromisløse krav om individuel erkendelse og personlig vækkelse i opposition til søvnige samfundsnormer og majoritetsforestillinger, som især appellerede og stimulerede Brandes. Men også en række andre filosofiske indflydelseskilder gør sig gældende, efterhånden som Brandes’ intellektuelle løbebane tager form og lægges til rette.

Som litteraturstuderende etablerede Brandes’ hurtigt et ry som en af de mest intelligente akademikere af sin generation. I efteråret 1862 belønnedes han med universitetets guldmedalje for en afhandling om skæbneidéen i den antikke græske tragedie, og i vinteren 1864 kunne han forsvare sin magisterkonferens. Titlen eller problemformuleringen til dette arbejde, som Brandes ikke selv havde valgt, men som efter datidens skik var udstukket af universitets professorer, lød i sin helhed:

At bestemme Vexelforholdet imellem det pathetiske og det symbolske i Almindelighed for derigjennem at belyse Modsætningen mellem Shakespeare’s Tragoedier og Dantes divina commedia samt de mulige Afveje, der maae fremkomme ved en ensidig Overvægt af et af hine to Elementer.

For at erhverve sig graden måtte Brandes dog ydermere affatte tre mindre skriftlige afhandlinger over følgende – ligeledes bundne – emner: ”Hvorvidt kan Poesien kaldes den ideale Historie”, ”At paavise paa hvilken Maade Spinoza’s og Fichte’s filosofiske Grundanskuelse maa føre til Miskjendelse af Skjønhedsideen” og ”At paavise det Komiskes Forhold til dets Grænser og forskjellige Modsætninger” (Dahl 1998: 9).

De nævnte titler giver tilsammen et sigende billede af det universitet og den disciplin, som Brandes udgik fra og hvis faglige normer og kriterier han skulle honorere i sine første akademiske arbejder. Disse placerer sig eksemplarisk inden for rammerne af den idealistisk-spekulative hegelske æstetik, som på det tidspunkt udgjorde det herskende system for al akademisk beskæftigelse med litteratur og kunst i Nordeuropa. Inden for denne tankeretning anså man den fysisk-sanselige verden og dens fænomener som materialiseringer af eviggyldige abstrakte idéer og principper. Metoden i den spekulative æstetik gik således ud på at rubricere kunstværker i forhold til abstrakte begreber om fx det skønne og det ophøjede, det tragiske og det komiske osv., og herefter vurdere de konkrete værker efter, hvor godt de stemte overens med disse begreber. I 1866 lagde Brandes an til at fuldbyrde sin uddannelse inden for denne tradition i form af en planlagt disputats over emnet ”det Komiskes Theorie”, men for første gang i karrieren oplevede han en konflikt med den spekulative æstetik og de hegelske tankesystemer, som indtil da havde udgjort hans akademiske børnelærdom.

I mellemtiden var der også sket det, at Brandes var begyndt at ernære sig som litteraturanmelder ved den københavnske avis Dagbladet og som teateranmelder ved ugebladet Illustreret Tidende. Kontakten med disse journalistiske medier betød, at Brandes’ hidtil mere teoretiske eller akademiske blik på verden blev udfordret af nye, mere verdslige og samfundsmæssige interesser og spørgsmål. Erfaringen kan også aflæses som en stilistisk ændring i hans måde at skrive på, hvor den abstrakte hegelianske begrebsprosa viger pladsen for en mere fyndig og polemisk skrivemåde. Det var således også i rollen som polemiker og samfundsdebattør, at Brandes i 1866 fik sin litterære debut med pamfletten Dualismen i vor nyeste Philosophie.

Pamfletten var et indlæg i tidens store debat om forholdet mellem tro og viden – en fælleseuropæisk debat, som opstod i kølvandet på den historisk-filologiske kritik af Bibelen og kristendommen fremsat af venstre-hegelianere som Ludwig Feuerbach (Das Wesen des Christentums, 1841) og David F. Strauss (Das Leben Jesu kritisch bearbeitet, 1836-1838, da. Jesu Levnet, kritisk bearbeitet,1842-1843). Debatten fik i 1860’erne fornyet aktualitet med udgivelsen af den franske filosof Ernest Renans La Vie de Jésus (1863, da. Jesu Levnet, 1864), der på baggrund af historiske kildestudier benægtede det kristne dogme om Jesus’ guddommelige natur. Samtidig var kristendommens verdenssyn udfordret fra en anden front i form af den fremvoksende naturvidenskab og naturhistorie: Den engelske geolog Charles Lyell havde i Principles of Geology (1830-1833) fremlagt en positivistisk og naturalistisk forklaring på Jordens livsformer, som modsagde kristendommens urmyte om at alle nulevende arter var opstået i deres færdige skikkelse ved en guddommelig skabelsesakt for få årtusinder siden. Lyells geologi var den væsentligste inspiration for Charles Darwins lære om arternes oprindelse og langsomme historiske udvikling gennem naturlig udvælgelse, fremsat i On the Origin of Species by Means of Natural Selection (1859, da. Arternes oprindelse, 1872).

Brandes’ konkrete anledning til at intervenere i denne diskussion var hans tidligere lærer ved universitetet, filosofiprofessoren Rasmus Nielsen. I sit værk Grundidéernes Logik (1864-1866) havde Nielsen forsøgt at forlige det voksende skel mellem religion og videnskab ved at argumentere for tro og viden som to væsensforskellige områder af den menneskelige erkendelse, som hver især skulle respektere hinandens grænser. I sin pamflet anholdt Brandes dualismen og den magelige holdningsløshed i dette synspunkt, idet han i stedet argumenterede for, at kristendommens dogmer og myter om verden måtte tåle at blive udfordret og korrigeret af den moderne geologis og biologis indsigter. Brandes accepterede med andre ord ikke den af Rasmus Nielsen foreslåede ”Forsoningens Philosophie” (Brandes 1866:8) eller borgfred mellem det verdslige og det åndelige regimente. Han argumenterede i stedet stridslystent og sejrsikkert for en åben konfrontation mellem de to.

4. Mødet med Hippolyte Taine og disputatsen Den franske Æsthetik i vore Dage

Samtidig med udgivelsen af Dualismen i vore nyeste Philosophie gennemførte Brandes i vinteren 1866-1867 sit første længerevarende studieophold i Paris, som blev af afgørende betydning for hans intellektuelle udvikling. Det afgørende var her især mødet med den franske filosof, historiker og litteraturkritiker Hippolyte Taine. Brandes havde allerede inden afrejsen stiftet bekendtskab med Taines hovedværk, den store engelske litteraturhistorie, Histoire de la littérature anglaise 1-3 (1863-1864/66, da. 1874-1877), som rummede et program for en ny, positivistisk inspireret litteraturhistorie, der søgte at forklare litterære værker og udviklinger ud fra begreber og principper hentet i den moderne naturvidenskab, geologi og biologi. Men indflydelsen fra Taine vokser sig for alvor stærk under pariseropholdet, hvor Brandes fulgte franskmandens forelæsninger om æstetik ved École des Beaux Arts, og Taine endte med at blive emnet for doktordisputatsen Den franske Æsthetik i vore Dage (1870).

Der er en vis enighed i Brandes-forskningen om at anse bekendtskabet med Taines positivistiske metode som den store og skelsættende begivenhed i hans dannelse som litteraturkritiker. Bertil Nolin har således betegnet mødet med Taine som et paradigmeskifte i Brandes’ æstetik og kritiske metode (Nolin 1980). Man kan sammenfatte dette skifte som en bevægelse fra (tysk) idealisme og metafysik til (fransk) positivisme, psykologi og kulturhistorie. I forhold til den spekulative æstetik, Brandes var opflasket med, repræsenterede Taine en anderledes historisk litteraturbetragtning, som forsøgte at forklare litterære fænomener ud fra deres forfatters liv, publikums sammensætning og den historiske sammenhæng. For Taine var det ikke nok at konstatere, at en tragedie var en tragedie og levede op til de evige love for en sådan. Han var mere interesseret i at kende det menneske, der stod bag, og den kultur eller civilisation, som denne var rundet af. Grundtanken var at betragte litterære værker som psykologiske vidnesbyrd for menneskelige tanker og følelser.

Taine betonede således menneskets tilstedeværelse i litteraturhistorien, men samtidig mente han, at menneskets skabende evner var bestemt af en række ydre kulturelle, klimatiske, sociale og historiske faktorer. I den berømte programerklæring fra indledningen til Histoire de la littérature anglaise sammenfatter han disse under de tre grundkræfter (”forces primordiales”) i historien: ”la race, le milieu, le moment” (Taine 1866:XXIII), som kan oversættes til folket, omgivelserne og tiden.

Taines historiefilosofi hvilede endvidere på den antagelse, først udviklet i afhandlingen om den antikke romerske politiker og historiker Titus Livius (Essai sur Tite-Live, 1854/1856), at alle områder i en given kultur – dens religion, kunst, filosofi, industri og familieliv m.m. – kan føres tilbage til én samlende årsag i form af en herskende egenskab (”faculté maîtresse”) hos det pågældende folk. Som en sjælens naturforsker bestod litteraturhistorikerens opgave i at kortlægge de menneskelige anlæg, evner og følelser, der lå til grund for litteraturhistorien og vise, hvordan disse var bestemt af de før nævnte grundkræfter. Alting, også menneskets følelser og lidenskaber, måtte behandles og forklares historisk: ”der er en Aarsag til Ærgjerrigheden, til Modet, til Sanddruheden, som der er det til Fordøielsen, for Muskelbevægelse, for den dyriske Varme; Last og Dyd ere Produkter ligesaavel som Vitriol og Sukker” (Taine 1877:13) [”there is a cause for ambition, for courage, for truth, as there is for digestion, for muscular movement, for animal heat.”, Taine 1871:6]. Sådan hedder det med en karakteristisk formulering fra indledningen fra den engelske litteraturhistorie, som Brandes tog til sig og genbrugte i sin disputats (Brandes 1870a:182).

Taines litteraturhistorie repræsenterede et tidligt forsøg på en objektiv og positivistisk litteraturbetragtning, men var samtidig stærkt præget af sin egen tids herskende forestillinger, herunder også romantikkens begreb om folket som den drivende kraft i historien. Det viser sig hos Taine især i de vidtgående betragtninger over forskellen på den germanske og den romanske race, som hver især udstyres med særlige psykologiske egenskaber. Taine delte desuden den fejlagtige, men i datiden accepterede forestilling om, at menneskers erhvervede egenskaber kunne nedarves, hvilket førte til en uklar og undertiden flydende sondring mellem, hvilke egenskaber hos en forfatter, der kan tilskrives ”racen”, og hvilke der snarere har med miljømæssige påvirkninger at gøre. En uklarhed, som også forplantede sig til eleven Brandes.

I doktordisputatsen tilslutter Brandes sig loyalt de bærende elementer i Taines historiske metode, men fremsætter også undervejs en række indvendinger mod det deterministiske og reduktive præg ved franskmandens forklaringsmodeller – bl.a. tendensen til at reducere digtere og digterværker til én herskende evne og til et resumé af tidsalderens og racens ånd. I sin kritik af Taines determinisme fandt Brandes især støtte i den franske kritiker Charles-Augustin Sainte-Beuves (1804-1869) mere privatpsykologiske eller personalhistoriske form for litteraturkritik. Sainte-Beuves portrætter af de franske romantiske forfattere samlet i bogen Critiques et portraits littéraires (1832-1839) var således også det direkte forbillede for Brandes, da han efter disputatsen samlede en række af sine forfatterportrætter under titlen Kritiker og Portraiter (1870).

Essensen i Brandes’ kritik af Taine kan groft sagt koges ned til, at franskmandens teoribygning ikke i tilstrækkelig grad rummede plads for individet og det skabende geni og dermed heller ikke for den idoldyrkelse, som med tiden blev en stadigt mere fremtrædende drivkraft i Brandes’ kritiske metode. Men uenigheden peger også på en vigtig forskel i selve historiesynet mellem de to. Hvor Taine især interesserede sig for de lange, næsten uforanderlige linjer i nations- og identitetsdannelsen eller det, som den senere franske Annales-skole i 1900-tallets historievidenskab kaldte den historiske tids ”longue durée” (Braudel 1997:151-152), var Brandes’ mere utålmodige og stridslystne gemyt orienteret mod de dramatiske brud og fornyelser i historien. Hvis nøgleordene hos Taine var nation og civilisation, bliver de hos Brandes til brud og revolution.

Når den taineske vending i Brandes’ teoretiske udvikling ovenfor blev forsøgt beskrevet som en omsadling fra (tysk) idealisme og hegelianisme til (fransk) positivisme, er det derfor også en sandhed med modifikationer. I sit historiesyn forblev Brandes et barn af Hegels dialektiske metode og historiefilosofi udviklet i den tyske filosofs forelæsninger over filosofiens historie (Vorlesungen über die Geschichte der Philosophie, 1819-1832, udgivet 1833-1836). Hegel fremstillede her verdenshistorien som en fortløbende fremskridtsfortælling om den menneskelige fornufts og frihedsfølelses gradvise gennemtrængning i verden gennem stadige bevægelser af idéer (teser), der møder deres modsætning (antitese) og herefter ophæves i en højere syntese. Det er denne dialektik og dette historiesyn, der ligger til grund for det litteraturhistoriske drama i Hovedstrømninger, som iscenesættes som en kamp mellem revolutionen og reaktionens principper.

5. Portrætterne af Andersen og Goldschmidt. På sporet af en litterær racepsykologi

I Brandes’ teaterkritik og litterære portrætter fra tiden umiddelbart efter Pariseropholdet kan man se, hvordan han forsøger at bringe Taines begreber i spil. To af de mest udtalte eksempler er afhandlingerne om H.C. Andersen og M.A. Goldschmidt, to centrale, men indbyrdes meget forskellige skikkelser fra den senromantiske danske guldalderlitteratur. De to afhandlinger kan samtidig læses som en refleksion over Brandes’ eget ambivalente forhold til sin dobbeltidentitet som dansk jøde i en tid hvor den tonangivende opinion i Danmark bevægede sig i en stadig mere national retning. I afhandlingen om nationaldigteren H.C. Andersen forsøger Brandes at forklare hemmeligheden ved Andersens populære eventyr med digterens forkærlighed og empati for ”den barnlige Phantasi og den barnlige Følelse” (Brandes 1870b:323) – ligesom han udpeger den ”idylliske Grundtone” i Andersens eventyr som særlig dansk (Brandes 1870b:345). Brandes var her på færten af den poetiske ”Naivetet” og det træk ”af Barnlighed i Folkecharakteren”, som senere, i indledningen til Emigrantlitteraturen, men her i parodisk øjemed, udpeges til national dansk kultursæregenhed (Brandes 1872a:17).

Modstykket til Andersen er jøden M.A. Goldschmidt, den fremmede fugl i dansk guldalderlitteratur, som på tainesk maner rubriceres som ”Stilist” og ”Eklektiker” – en herskende egenskab, som herefter forklares ved forfatterens jødiske herkomst. I kraft af sine jødiske karakteregenskaber havde Goldschmidt kunnet assimilere sig det danske og bidrage til at skabe en moderne dansk prosa, men samtidig havde han en, mener Brandes, uheldig hang til mysticisme og til at kokettere med sin jødiske baggrund. Denne iagttagelse leder Brandes til at anstille nogle generelle betragtninger over spørgsmålet om ”Jødens Opgave i den moderne Cultur” (Brandes 1870b:399). Han noterer den stærke jødiske tilstedeværelse i samtidig europæisk musik og litteratur og fremhæver – som modbillede til Goldschmidt – den tysk-jødiske komponist Giacomo Meyerbeer (1791-1854) som eksempel på en kunstner, som ”forraader sin jødiske Oprindelse ved noget Kosmopolitisk, noget Eklektisk, der bringer ham til at forene romanske og germaniske Særegenheder” (Brandes 1870b:400).

Citaterne introducerer et tilbagevendende tema i forfatterskabet, nemlig sammenhængen mellem jødisk identitet og moderne kosmopolitisme og opfattelsen af den moderne europæiske jøde som en historisk type, som var særlig disponeret for at spille rollen som formidler mellem de nationale kulturer. Den moderne europæiske jøde havde ifølge Brandes det store fortrin ikke at være tynget eller bundet af et ”hjem” og af en bestemt national arv og tradition, hvilket på den ene side var en tragisk erfaring, men på den anden side samtidig netop det, der gjorde ham særlig disponeret for åndelig mobilitet, kulturel fornyelse og sekulær fritækning. Den moderne jøde var – som Brandes formulerede det: ”Søn af Spinoza […] fra Fødselen af polemisk stillet mod enhver europæisk Bornerthed, oppositionel, fribaaren og frifødt baade som videnskabelig Betragter og som poetisk Gjenfremstiller” (Brandes 1870b:401).

Som Henry J. Gibbons har fremhævet, er der også et element af selvportræt fra Brandes’ side i denne karakteristik af den moderne jøde som kulturel reformator (Gibbons 1980:60-61). Vi genfinder den samme figur i indledningen til Emigrantlitteraturen, hvor Brandes gør en pointe ud af, at det unge Tysklands mest progressive digtere, Heinrich Heine, Ludwig Börne og Berthold Auerbach (Brandes 1872a:14), alle er af jødisk herkomst. Indflydelsen fra Taine betød på den måde også, at Brandes blev fornyet opmærksom på sin egen identitet som jøde – et tilhørsforhold, som indtil da kun havde spillet en underordnet rolle i hans selvopfattelse.

6. Dannelsesrejsen 1870-1871: Paris

I april 1871 drog Brandes ud på den store dannelsesrejse til Frankrig, England, Schweiz og Italien, som kom til at vare 15 måneder, og som kan udpeges som den anden afgørende begivenhed i hans dannelse som kritiker. Hvis Brandes’ åndelige dannelsesproces indtil dette punkt i biografien har kunnet kortlægges ret nøje ud fra de bøger han læste og skrev om, bliver hans dannelse og idéudvikling under rejsen mere spontan og springende, baseret som den var på personlige møder, samtaler og iagttagelser af kunst, mennesker, steder og landskaber. Som Henning Fenger har fremhævet, var Brandes ”en genial rejsende”, der i kraft af sin sociale begavelse og konversationstalent hurtigt skabte personlige kontakter og netværk, de steder han kom (Fenger 1957: 169). Gennem den omfattende, næsten daglige korrespondance med hjemmet, som fungerede som en slags kombineret intellektuel dagbog og arkiv for indtryk og rejseminder til senere litterær bearbejdelse, kan man følge hans gøren og laden under rejsen og også finde de første skitser til det, der efter hjemkomsten skulle blive til Emigrantlitteraturen.

Rejsens første mål var Paris, hvor den nybagte doktor i nyere fransk æstetik blev modtaget som en søn i huset hos familien Taine og via dennes mellemkomst knyttede kontakt til Ernest Renan, forfatteren til den skandaleombruste biografi om den historiske Jesus’ liv og levned, La Vie de Jésus (1863), som imidlertid til Brandes’ store overraskelse viste sig at være en mand med politisk stærkt elitære og antidemokratiske anskuelser. Endvidere blev Brandes i Paris indført i kredsen omkring den i dag mindre kendte litteraturhistoriker, bibliotekar og professor i engelsk og tysk litteratur ved Collège de France, Philarète Chasles (1798-1873). Chasles hører med sine oversigtværker over tysk og engelsk litteraturhistorie til de tidlige pionerer inden for den sammenlignende litteraturvidenskab, men derudover var den 72-årige litterat også kendt som et omvandrende leksikon i personalhistorisk stof og intime skandalehistorier om den franske romantismes store forfattere, som han personligt havde kendt.

Af Chasles, ”det gamle Vrøvl”, som han kærligt omtales i korrespondancen hjem til familien (Brandes 1978, I:225), lærte den unge Brandes dog et og andet. I et brev, skrevet om natten 15.6.1870, beretter Brandes begejstret om et selskab hos Chasles aftenen forinden, hvor den belevne professor havde underholdt om sine historiske synteser og kulørte anekdoter og sladderhistorier om 1800-tallets litterære liv i Frankrig. ”Jeg sidder som en Svamp og suger. Jeg hører med 24 Øren”, noterer Brandes: ”Endelig kommer jeg om bag Coulisserne i hele det litterære Liv her” (Brandes 1978, I:238-239).

Således er det også efter en soiré hos Chasles, at Brandes 20. juni 1870, igen i et brev til hjemmet, nedfælder den første skitse til en litteraturhistoriske fremstilling af ”de store Strømninger i den nye franske Litteratur” (Brandes 1978, I:249), som i grove træk rummer grundidéen og køreplanen for de tre ”franske” bind af Hovedstrømninger (første, tredje og femte bind) såvel som indledningsforelæsningens polemiske udfald mod den samtidige danske litteratur. Skitsen fremstiller udviklingen i 1800-tallets franske litteraturhistorie fra romantisme til naturalisme som en dialektisk vekselbevægelse mellem ånden fra Voltaire og ånden fra Rousseau, dvs. mellem hhv. fornuftens og naturens og lidenskabens herredømme. Brandes opregner 3 faser eller grupper i dette forløb. Først romantismen – den franske ”Sturm-und-Drang Periode” – repræsenteret af folk som Alexandre Dumas père, den tidlige Victor Hugo og George Sand, som sætter natur og lidenskab i centrum for den litterære produktion og dermed udgør en fortsættelse af ånden fra Rousseau. Brandes sætter Julirevolutionen 1830 som historisk fikspunkt for denne periode. Efter 1830 følger omslaget i form af den såkaldte ”L’école de bon sens”, den borgerlige snusfornufts og mådeholdets skole i fransk teater, repræsenteret ved nyklassicistiske dramatikere som Eugène Scribe og Émile Augier med moralisme og idealisme som idémæssigt fællespræg. Men omkring 1850 indtræffer et nyt omslag og en tredje periode, den positivistiske og naturalistiske ”Realisme med physiologisk Grundpræg”, repræsenteret af Taine, Renan, Dumas fils, brødrene Goncourt og Gustave Flaubert.

Efter dette litteraturhistoriske vue over bevægelser og grupper i 1800-tallets franske litteratur begiver Brandes sig ud i nogle komparative perspektiver til den samtidige danske litteratur. Oehlenschlägers position i den tidlige romantik jævnføres med den tidlige Victor Hugo i Frankrig, og en ”moralsk” vending dateres til Søren Kierkegaards Enten-Eller (1843). Men så kan analogien heller ikke strækkes længere, og Brandes lancerer den konklusion, der skulle komme til at udgøre det polemiske clue i indledningsforelæsningen i 1871: ”I see at vi ei endnu have naaet den 3die Periode” (Brandes 1978, I:252). Dansk litteratur er gået i stå i den moralske reaktion og har derfor ikke fået del i den europæiske hovedstrøm..

I sammenhæng med den senere programerklæring fra indledningsforelæsningen kan man ikke undgå at bemærke, at også Brandes selv i sine litterære orienteringspunkter var mindst én eller to generationer bagud. Hans kendskab til den moderne franske naturalisme var på dette tidspunkt stærkt begrænset, og kaster man et blik frem til det program for litterær problemdebat og individets kamp mod ”Samfundet”, som skulle udgøre det agitatoriske slagnummer i indledningsforelæsningen 1871, står det ligeledes klart, at matricen for dette program ikke var den samtidige franske naturalisme, men derimod den franske og engelske romantisme fra årene omkring 1830 med digteren og frihedshelten Lord Byron som symbolsk heltefigur. Brandes skulle i 1871 efterlyse en litteratur, der satte moderne problemer som ægteskab, religion og ejendomsforhold til debat. En tidlig formulering af dette opråb finder vi også i optegnelsen i brevet fra juni 1870 – men her vel at mærke som del af en historisk karakteristik af den franske romantisme

Sammenfald med Revolutionen 1830. […] Angreb paa Samfundet, paa Eiendommen (Proudhon) paa Ægteskabet (A. Dumas’ Anthony, Fortalen til V. Hugos Angelo. Fourier, St. Simon. George Sands første Maneer. Romantismens Gud er Lidenskaben

Placeringen af socialisten og anarkisten Joseph-Pierre Proudhon (1809-1865) må være en fejl, da Proudhons kritik af ejendomsretten (fremsat i værket Qu'est-ce que la propriété?, Hvad er ejendom?, 1840) snarere hører til det åndelige tankegods for Juniopstanden i 1848. Men uanset denne og andre periodemæssige skævheder undervejs vidner optegnelsen om, hvordan Brandes forsøgte at sammentænke litterære og politiske udviklinger, og hvordan han så på romantismen ikke som et rent litterært fænomen, men som en bredere, åndshistorisk og politisk strømning, som også indbefattede revolutionært-utopiske og socialistiske samfundstænkere som Henri de Saint-Simon (1760-1825) og Charles Fourier (1772-1837).

Samtalerne hos Chasles sporede Brandes ind på denne radikale strømning i den franske romantisme, men efterlod også et andet præg på Brandes ved deres interesse for litterær sladder og anekdoter om forfatternes kærlighedsliv. I det ovennævnte brev kommenter Brandes det i samtiden verserende rygte om Lord Byrons angiveligt incestuøse forhold til sin egen søster, og han sætter det i relation til en anekdote, han har hørt fra Chasles’ om, hvordan den franske forfatter Prosper Merimée (1803-1870) som ung chokerede det kvindelige publikum i en litterær salon ved at forsvare blodskam og fri kærlighed hinsides borgerlige konventioner. Sammen med en mængde andet personalhistorisk stof finder de to anekdoter genanvendelse i Emigrantlitteraturen. De indgår i behandlingen af Chateaubriands selvbiografiske roman René, hvor Brandes diskuterer blodskam som tema i europæisk romantik (Brandes 1872a:71-72).

7. Dannelsesrejsen 1870-1871: London

Det bekendtskab fra Europarejsen, som fik størst betydning for Brandes’ udvikling, var dog uden tvivl den britiske filosof, økonom og liberale politiker John Stuart Mill (1806-1873). Brandes havde året forinden stået for en dansk oversættelse af Mills værk The Subjection of Women, hvori den britiske filosof argumenterede for kvindefrigørelse og kønnenes ligeberettigelse. Mill befandt sig i begyndelsen af juli 1870 i Paris på gennemrejse og opsøgte her sin danske oversætter i dennes logi i Rue Mazarine. Dette besøg, som er levende beskrevet i brevene til familien, blev begyndelsen på en intens filosofisk udveksling, som fortsattes en uge senere, da Brandes tog over Kanalen for at aflægge visit hos Mill i London.

Hvis Brandes’ filosofiske udvikling lader sig beskrive som en bevægelse væk fra den hegelske idealisme, som udgjorde hans filosofiske barnelærdom, indstifter mødet med Mill måske den afgørende begivenhed, der sporede Brandes ind på en ny måde at tænke litteratur og samfund på. I et brev fra 16.7.1870 udråber Brandes sin samtale med Mill som ”et slags Vendepunkt i min indre intellektuelle Historie” (Brandes 1978, I:275). Som tænker tilhørte Mill den empiriske tradition i engelsk filosofi og samfundsvidenskab, som udgik fra den idé, at al viden og erkendelse måtte bygge på iagttagelse. På dette grundlag udviklede Mill en samfunds- og moralfilosofi, den såkaldte utilitarisme, som gik ud på, at enhver menneskelig handling måtte vurderes ud fra dens samlede nyttevirkning i samfundet – og ikke efter, hvorvidt den stemte overens med på forhånd givne — religiøse eller naturretlige — principper. Mills utilitarisme blev afgørende for Brandes på den måde, at den anviste et grundlag for en etik, som var funderet ikke i religiøse, men i verdslige principper. Nok så vigtigt var Brandes desuden draget af den praktiske og pragmatiske dimension i Mills filosofi, som tænkte liberale frihedsidéer sammen med tidens sociale og politiske reformbevægelser og samfundets teknisk-økonomiske udvikling. ”Hans Tanker ligner Jernbaner. Simple, uden Smykke, nyttige, storladne. Han bryder ikke Baner, men Jernbaner”, noterer Brandes i et brev fra 10.7.1870 (Brandes 1978, I:269).

I Brandes’ begejstring for Mills filosofi lå også en fascination af det moderne engelske samfund som det mest progressive i relation til demokratiske reformer og ligestilling mellem kønnene. Samtidig bekræftede besøget i England den komparative iagttagelse, som Brandes allerede havde gjort i Paris, ikke bare af forskelligheden i sæder og skikke mellem de europæiske lande, men også af den store uvidenhed, der gjorde sig gældende i de europæiske nationers indbyrdes kendskab til hinandens kultur og åndsliv. Ligesom han i Paris havde været overrasket over Taines uvidenhed om Tyskland, kunne han i England konstatere Mills ligeså eklatante mangel på kendskab til Hegels filosofi. Denne erfaring gjorde det klart for Brandes, at der var behov for en kosmopolitisk formidler mellem de europæiske litteraturer.

8. Dannelsesrejsen 1870-1871: Italien

Da Den Fransk-tyske Krig brød ud i slutningen af juli 1870, forlod Brandes Paris og rejste med tog sydpå over Alperne til Genève og derfra videre gennem Italien: Torino, Milano, Firenze og Rom. Fra denne del af rejsen stammer de henførte naturbeskrivelser af Rousseaus fødeegn omkring Genèvesøen og de ligeledes ekstatiske beskrivelser af italienske landskaber, kunst og arkitektur, som udgør nogle af de litterære højdepunkter i Emigrantlitteraturen (kap. I og XVI). Brandes’ begejstring for Italien var først og fremmest affødt af mødet med renæssancens og antikkens arkitektur- og kunstskatte i Firenze, Rom, Napoli og Pompeji. Men fascinationen havde også en mere aktuel og politisk dimension, knyttet til det moderne Italiens demokratiske friheds- og uafhængighedsbevægelser og nylige afskaffelse af Kirkestaten i Mellemitalien – en begivenhed, der vakte Brandes’ revolutionære instinkter.

Brandes’ tanker om disse emner blev under Italiensopholdet stimuleret af bekendtskabet med navnlig to indbyrdes meget forskellige ånder og personligheder: den ti år ældre juraprofessor og senere politiker Giuseppe Saredo (1832-1902) fra Rom og den 24-årige franske kunststuderende Georges Noufflard (1846-1897), som i lighed med Brandes befandt sig i landet som del af en længerevarende dannelsesrejse.

Saredo var en glødende patriot, tilhænger af det unge, selvstændige Italien og dertil en lige så engageret liberal – forkæmper for demokrati, frihandel og moderne industri og tilhænger af J.S. Mills filosofiske og politiske tænkning, som han opfattede som selve grundlaget for det moderne liberale samfund. Da Brandes i november 1870 blev alvorligt ramt af tyfus, som var tæt på at tage livet af ham og efterfølgende lænkede ham til sengen i fire måneder, var det Saredo som i en tid blev hans daglige samtalepartner. På samme måde som humanisten Settembrini i Thomas Manns roman Der Zauberberg (1924) kurtiserer rekonvalescenten Hans Castorp med sine liberale samfundsidéer, blev det Saredo der i vinteren 1870-1871 holdt Brandes til ilden med sine timelange foredrag om sammenhængen mellem humanismen og den moderne verdens tekniske og materielle fremskridt.

Georges Noufflard var Saredos diametrale modsætning: en forfinet og distingveret æstet, søn af en rig klædefabrikant i Roubaix, som opholdt sig i Rom for at gøre studier til en aldrig realiseret bog om byens monumenter og kunstværker. Brandes og Noufflard mødtes i den skandinaviske forening i Rom begyndelsen af april 1871, netop som Brandes havde rejst sig fra sygelejet, og de følgende måneder tilbragte de to nogle intense måneder sammen med udflugter til kunstmuseer og kirker i Rom, Sorrento og Napoli, som blev af skelsættende betydning for Brandes’ kunstopfattelse. Det var med Noufflard som guide, at Brandes fik øjnene op for sanseligheden og den passionerede menneskeskildring i den italienske renæssance- og barokkunst – en erfaring, der fik ham til at se med nye og kritiske øjne på det hjemlige nationalikon Thorvaldsen og dennes mere afdæmpede nyklassicisme, som i brevene hjem til familien nu erklæres for umoderne og passé. Og ligeledes var det skønånden Noufflard, der inspirerede Brandes til at fremsætte det mest provokerende udsagn i Emigrantlitteraturen i form af den respektløse dekonstruktion af det danske og nordeuropæiske begreb om ”Hjemmet” og det heri implicerede ideal om kvinden som husligt væsen. Denne moralske forestilling mente Brandes at kunne føre tilbage til ”en eneste, grumme simpel, grumme lav climatisk Nødvendighed”, nemlig det råkolde nordiske klima og

Nødvendigheden af kunstig Varme. (…) Uden kunstig Varme, i Sollysets fulde Pragt, vise alle hine skjønne Idealer, Pligter og Dyder sig – ikke usande men relative.” (Brandes 1872a:151).

Formuleringen er karakteristisk for den radikalisering af Brandes’ tænkning, som skete under Italiensrejsen. Den viste sig ved, at den positivistiske tainske æstetik og kulturanalyse, som han havde med sig fra disputatsen, blev tilføjet en mere polemisk og kulturkritisk dimension. Man kan også sige det på den måde, at Italiensrejsen førte til fødslen af Brandes som ”Activist Critic” (Hertel og Kristensen 1980). Det gjaldt for Brandes nu ikke længere blot om at beskrive og analysere, hvordan litterære værker og menneskelige moralforestillinger blev til som resultater af kulturelle, klimatiske og historiske forhold. Det handlede nu også om at vise litteraturens reformatoriske og revolutionære potentiale, som kunne bruges til at kritisere og ændre de moralske forestillinger og adfærdsregler, som i en kultur ansås for givne og uforanderlige.

9. Hjemme igen – konfrontationen 1871

I juli 1871 var dannelsesrejsen bragt til ende, og Brandes skulle hjem og finde sin plads i det samfund, som han på baggrund af sine italienske indtryk fandt ekstra gold, kunst- og menneskefjendsk. Mødet med J.S. Mills filosofi, Saredo og det unge Italien havde gjort Brandes til politisk radikaler, mens samværet med Noufflard havde stimuleret et mere eksistentielt og æstetisk motiveret modsætningsforhold til fædrelandets protestantiske kunst og kultur.

Disse forhold tilsammen forklarer, hvorfor dannelsesrejsen i Brandes’ tilfælde ikke førte ”hjem” til en forsoning, men i stedet udartede sig til en skæbnesvanger konfrontation med den hjemlige nationalliberale kultur med vidtrækkende konsekvenser for Brandes’ efterfølgende løbebane. Emigrantlitteraturen ødelagde hans muligheder for en akademisk karriere i Danmark, men åbnede samtidig nye veje, idet den tvang ham til i stedet at satse på en levevej som uafhængig skribent på det voksende tysksprogede litteraturmarked i Europa, hvor han de følgende år etablerede et navn som toneangivende europæisk litteraturkritiker.

10. Bibliografi

  • Ahlström, Gunnar (1937): Georg Brandes’ Hovedstrømninger. Lund og København
  • Bourguignon, Anne, Harrer, Konrad Clausen, Jørgen Stender (red.) (2010): Grands courants d’échanges intellectuels: Georg Brandes et La France, L’Allemagne, L’Angleterre. Actes de la deuxième conference internationale Georg Brandes, Nancy, 13-15 Novembre 2008, Bern: Peter Lang.
  • Brandes, Georg (1866): Dualismen i vor nyeste Philosophie, Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandel.
  • Brandes, Georg (1870a): Kritiker og Portraiter. København
  • Brandes, Georg (1870b): Den franske Æsthetik i vore Dage. En Afhandling om H. Taine. København
  • Brandes, Georg (1872a): Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Emigrantlitteraturen. København
  • Brandes, Georg (1908): Levned, 3. København
  • Brandes, Georg (1923): Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Emigrantlitteraturen. København
  • Brandes, Georg (1978): Breve til Forældrene 1859-71, udg. af Morten Borup, bd. 1. København
  • Georg og Edv. Brandes (1939): Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd, udg. af Morten Borup m.fl., bd. 1. København
  • Braudel, Fernand (1997): Ecrits sur l'histoire II, Paris: Flammarion.
  • Dahl, Per (1998): Georg Brandes-tidstavle 1842–1927 [Arbejdspapirer 18-1998. Institut for Litteraturhistorie, Aarhus Universitet], Aarhus.
  • Fenger, Henning (1955): Georg Brandes’ læreår. Læsning. Ideer. Smag. Kritik. København
  • Fenger, Henning (1957): Den unge Brandes. Miljø, venner, rejser, kriser. Copenhagen: Gyldendalske Boghandel – Nordisk Forlag.
  • Gibbons, Henry J. (1980): Georg Brandes. The reluctant Jew, in: Hertel og Kristensen 1980, 55-89.
  • Hertel, Hans og Kristensen, Sven Møller (red.) (1973): Den politiske Georg Brandes, Copenhagen: Hans Reitzel.
  • Hertel, Hans og Kristensen, Sven Møller (red.) (1980): The Activist Critic. A symposium on the political ideas, literary methods and international reception of Georg Brandes [Orbis Litterarum. Supplement 5], Copenhagen: Munksgaard, 1980.
  • Hjortshøj, Søren Blak (2017): Georg Brandes’ Representations of Jewishness: Between Grand Recreations of the Past and Transformative Visions of the Future, Roskilde University.
  • Hvidt, Kristian (2005): Edvard Brandes, portræt af en radikal blæksprutte, Copenhagen: Gyldendal.
  • Knudsen, Jørgen (1985): Georg Brandes. Frigørelsens vej 1842-77, Copenhagen: Gyldendal.
  • Kristensen, Sven Møller (1980): Georg Brandes. Kritikeren, liberalisten, humanisten, Gyldendal, Copenhagen.
  • Larsen, Pelle Oliver (2016): Professoratet. Kampen om Det Filosofiske Fakultet 1870-1920, Copenhagen: Museum Tusculanum.
  • Nolin, Bertil (1965): Den gode europén. Studier i Georg Brandes' idéutveckling 1871-1893 med speciell hänsyn till hans förhållande till tysk, engelsk, slavisk och fransk litteratur, Uppsala: Svenska Bokförlaget/Nordtedts.
  • Nolin, Bertil (1976): Georg Brandes [Twayne’s World Authors Series, 390], Boston: Twayne Publishers.
  • Nolin, Bertil (1980): The critic and his paradigm. An analysis of Brandes’ role as a critic 1870-1900 with special reference to the comparatistic aspect, in: Hertel og Kristensen 1980: 21-36.
  • Rubow, Paul V. (1927): Georg Brandes og hans Lærere [Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, 144].
  • Rubow, Paul V. (1928): Litterære Studier, Copenhagen: Levin.
  • Rubow, Paul V. (1932): Georg Brandes’ Briller, Copenhagen: Levin & Munksgaard.
  • Rubow, Paul V. (1976): De Franske, Copenhagen: Gyldendal.
  • Taine, Hippolyte (1866): Histoire de la littérature anglaise, I, 2. rev. edition, Paris: Libr. Hachette.
  • Taine, Hippolyte (1877): Den engelske Literaturs Historie. Første Deel, Copenhagen: Gyldendalske Boghandel.
«