Det unge Tyskland (1890)

VIII.

Uden denne Mangel paa poetisk-kunstnerisk Modtagelighed vilde Börnes[I] Deltagelse i den af flere blandt Ordførerne i hans Samtid iscenesatte Reaktion mod Goethe[II] ikke være fuldt for|96|klarlig. Thi skjønt hans Uvilje mod Goethe[III] var oprindelig nok, var han dog ingenlunde Skaber af Reaktionen mod Goethe[IV]; han forefandt den snarere i fuld Gang. Omtrent samtidigt med, at man fra pietistisk Side frydede sig over Præsten Pustkuchen’s[V] falske »Vandreaar[0001]« med deres Angreb paa Hedningen Goethe’s[VI] Ugudelighed, begyndte man i den opadstræbende politiske Ungdom at billige Undersøgelser angaaende Goethes[VII] politiske Overbevisning, der maalte den med de sidste Dages Maal, og Skildringer af Goethe[VIII] som en »Aristokrat«, der var uden Hjerte for Folket og i Virkeligheden uden Geni.

Den første, der i større Stil og med gjennemført Haardnakkethed gjennem en lang Række af Aar drev Nedsættelsen af Goethe[IX] systematisk, var Wolfgang Menzel[X] (født 1798), der før Trediveaarsalderen ved en vis grov, litterær Begavelse, uhyre Selvsikkerhed i Optræden og stram Doktrinarisme som Liberal, National og Moralist havde svunget sig op til en stor og frygtet Indflydelse. Som Börne[XI] gik han oprindeligt ud fra Jean Paul[XII]. Men hans i sin Tid ansete »Streckverse[0002]« (1823), der ere utvetydige Efterligninger af dette Forbillede, drive den Jean Paulske Art af Aandrighed ud i Karikaturen. Ting, der ikke staa i fjærneste naturlige Forbindelse med hinanden, tvinges sammen til en Aforisme omtrent som i en Brander hinanden uvedkommende Forestillinger kobles sammen |97| til et Ordspil. Han skriver: »Allehelgenes Dag kommer før Allesjæles; Profeterne have altid Himlen før Folket«, »Oldtidens Religion var Krystalmoderen for mange glimrende Guder, den kristelige er Perlemoder for en eneste, uvurderlig Gud.« »Jordelivet er en Bastonnade.« »Enhver Kirkeklokke er en Dykkerklokke, under hvilken man finder Religionens Perle«.

*) Allerheiligen geht vor Allerseelen, die Propheten haben den Himmel eher als das Volk. — Die Religion des Alterthums war die Cristallmutter vieler glänzenden Götter, die christliche ist die Perlemutter eines einzigen aber unschätzbaren Gottes.

I sit Litteraturblad »Deutsche Litteratur« begyndte han fra 1819 af en med vanvittig Indbildskhed og klippefast Tro paa Angrebets Berettigelse ført Polemik mod Goethe[XIII]. Han søgte først at undergrave Læseverdenens Beundring for Goethes[XIV] Originalitet, stræbte i hans Værker at opspore Efterligning af et Forbillede eller dog laante Tanker og efterviste fremmed Indflydelse overalt.

I sit første sammenhængende litteraturhistoriske Værk »Die deutsche Litteratur[0003]«, der 1828 udkom i to Dele, beskylder han i en rolig affejende Tone Goethe[XV] bl. A. for at have smigret alle Tidsalderens Fordomme og Forfængeligheder. Han indskrænker her hans Evne til den blotte Fremstillingsgave, »Talentet«, der efter sit Væsen er uden indre |98| Hold, »en Hetære, der giver sig til Pris for Enhver«. Goethe[XVI] har altid svømmet med Strømmen og paa Overfladen som Kork, han har gjort sig til Tjener af enhver Svaghed og Daarskab, der var paa Mode; under hans Værkers glatte Maske skjuler sig en raffineret Nydelsessyge og Sanselighed; hans Digtninge ere Blomsten af den i den moderne Verden herskende Materialisme. Goethe[XVII] har intet Geni, men i høj Grad »det Talent at gjøre Læserne til sine Medskyldige« osv.

*) Menzel[XVIII]: »Die deutsche Litteratur[0004]« II S. 205—222.
Heine[XIX], som var ukritisk nok til i en Recension at rose Værket og dets Forfatter — en Ros, han snart skulde komme til at fortryde, gjøs dog tilbage for den Menzelske Lære, at Goethe[XX] ikke var noget Geni, kun et Talent. Han udtaler den Anskuelse, at denne Lære kun vil finde Indgang hos Faa, »og selv disse Faa ville dog indrømme, at Goethe[XXI] nu og da har havt det Talent at være et Geni.«
*) Heine[XXII]: »Sämmtliche Werke[0005]« XIII 265.

Saavel i sine talrige Tidsskriftsartikler som i sit til det Dobbelte forøgede Værk over den tyske Litteratur fortsatte imidlertid Menzel[XXIII] Kanonaden. Han efterviste her hos Goethe[XXIV] tre Slags personlig Forfængelighed og sex Slags Vellysttilbøjeligheder (dreierlei Eitelkeiten und sechserlei Wollüsteleien). Han gjennemgik hans større og mindre Værker et for et for at maale dem med sin moralsk-patriotiske |99| Maalestok og finde dem elendige. Clavigo[0006] fordømmer han, fordi Goethe[XXV] lader Clavigo[xxvi] forlade Marie[xxvii]. Det nytter ikke, at Digteren lader ham dø for hendes Broders Haand, tvertimod det irriterer yderligere Menzel[XXVIII], som véd, at han i Virkeligheden levede lystigt videre, hvad der gjør hans Død paa Scenen til et blot Theaterkup.

*) »Der Dichter [...] fühlt zwar, dass das Schicksal ins Mittel treten musse, und lasst den Verräther durch eine rächende Bruderhand fallen; wie vielmehr muss uns aber dieser Theaterstreich indigniren, wenn wir wissen, dass der berühmte Liebhaber in der Wirklichkeit lustig fortgelebt, um das Unglück zu beschreiben, welches er angerichtet.«
Kritikeren maa, som man ser, tage sin Stykket uvedkommende Viden til Hjælp for at finde det tilstrækkeligt umoralsk. »Tasso[0007]« er ham Goethes[XXIX] »Hofmandsbekjendelse« (Höflingsbekenntniss), hvori han har røbet Opkomlingens Forfængelighed, der søger det Fornemme hos Kvinderne.
*) Die Eitelkeit des Emporkömmlings, die in den Frauen zugleich das Vornehme, das Königliche, begehrt.
Hvad moralsk Menzel[XXX] kan forebringe om »Die Mitschuldigen[0008]«, »Die Geschwister[0009]«, i hvilken »Vellysten skeler til den smukke Søster,« om »Stella[0010]«, hvor Raffinertheden er lysten efter Bigamiet som Pirringsmiddel (nach dem Reiz der Bigamie gelüstet) og om »Manden paa 50 Aar[0011]« der er den særlige Gjenstand for hans Vrede, kan Læseren med Lethed forestille sig. Men |100| selv »Wilhelm Meister[0012]« er ham kun en Omskrivning af Goethes[XXXI] uværdige Ringeagt for Dydens indre Værdighed og Attraa efter Adelstandens ydre Kaar.
*) Geadelt zu werden, im Reichthum zugleich den haut goût der Vornehmigkeit in behaglicher Sicherheit zu geniessen, war ihm für dieses Leben das Höchste.
Endelig er »Valgslægtskaberne[0013]« ham Typen paa en »Ægteskabsbrudsroman« drejende sig om Vellysthanget, der attraar hvad Næstens er (die Wollüstelei, die das Fremde begehrt). Ja »Bruden fra Korinth[0014]« er kun Udtryk for den Vellyst, der attraaer Lig (die sogar noch in den Schauern des Grabes, in der Buhlerei mit schönen Gespenstern einen haut goût des Genusses sucht.)

Hvor det er umuligt at anbringe Beskyldningen for Usædeliglied, vender Menzel[XXXII] tilbage til sin Beskyldning for Uoriginalitet. »Hermann og Dorothea[0015]« er ikke blot et underordnet Arbejde som Hyldest af Spidsborgerligheden men som direkte Efterligning af Voss’s[XXXIII] »Luise[0016]«. I Sandhed original, siger Menzel[XXXIV], har Goethe[XXXV] kun været i »Faust[0017]« og »Wilhelm Meister[0018]«, fordi han i disse har kopieret sig selv. Iøvrigt har han i sin Ungdom laant fra Molière[XXXVI] og Beaumarchais[XXXVII], fra Shakespeare[XXXVIII] og Lessing[XXXIX], medens hans senere Jambetragedier er »Frugter af hans Rivalitet med Schiller[XL]«. Tilmed var han, som Gud og Hvermand véd, ingen Patriot.

Sammenligner man nu Börnes[XLI] Angreb paa Goethe[XLII] med disse af Menzel[XLIII], opdager man, trods |101| Udtrykkenes Ubændighed ogsaa hos ham, den store Ulighed, at Börne[XLIV] ikke indlader sig paa at bedømme endsige fordømme Goethe’s[XLV] Digterværker og lige saa lidt nedlader sig til Beskyldningerne for kjønslig Usædelighed, men stadigt indskrænker sig til Stormløb paa Goethe[XLVI] som politisk Person. Saint René Taillandier[XLVII] har rigtigt bemærket, at Börne[XLVIII] har givet Alt, hvad han havde paa Hjerte mod Goethe[XLIX], Udtryk, da han over sin Anmeldelse af Bettina’s[L] »Goethe’s Brevvexling med et Barn[0019]« som Motto satte disse Ord af »Prometheus[0020]«:

Ich dich ehren? Wofür?
Hast du die Schmerzen gelindert
Je des Beladenen?
Hast du die Thränen gestillet
Je des Geängsteten?

Af Goethes[LI] Værker forstod han vel kun at vurdere dem, hvori han fandt Ungdommens Ild, men hans Angreb bero ikke paa Ringeagt for andre af disse Værker, men paa den Omstændighed, at Goethe[LII], som ved sine Evner og sin Anseelse var saa højt stillet, aldrig satte sin Personlighed og sin Stilling ind paa en Forbedring af de virkelige Livsforhold i Tyskland. Det er let nok af Börnes[LIII] Skrifter at plukke taabelige Effektsteder ud, hvor han slaar ind i den Menzelske Tonart, som naar han i sin Dagbog[0021] fra 1830 taler om Goethe’s[LIV] Held, at han med sit Talent 60 Aar igjennem har kunnet eftergjøre Geniets Haandskrift og forblive uopdaget, |102| eller naar han kalder Goethe[LV] den rimede Træl, Hegel[LVI] den urimede.

*) Welch ein beispielloses Glück musste sich zu dem seltenen Talent dieses Mannes gesellen, dass er sechzig Jahre lang die Handschrift des Genies nachahmen konnte und unentdeckt geblieben! [...] Goethe[LVII] ist der gereimte Knecht, wie Hegel[LVIII] der ungereimte.
Men for at forstaa disse vilde og beklagelige Udbrud maa man sætte sig ind i Börnes[LIX] Ankeposter mod Goethe[LX] som mod Schiller[LXI].

Han gik ud fra den (rimeligvis ganske falske) Grundforestilling, at Goethe[LXII] ved betimelig og behjertet Protest kunde have forhindret Karlsbader-Beslutningerne, kunde have sikret Pressefriheden og de andre aandelige Goder, Reaktionen nu havde ranet det tyske Folk. Men især gik han ud fra Overbevisningen om, at det, ligegyldigt hvad Udfaldet var blevet, havde været Goethe’s[LXIII] Pligt at protestere. Men hvad saa’ han istedenfor? Han saa »Gehejmeraad von Goethe[LXIV], Karlsbader-Digteren«, som han med et bidende Ordspil hentydende til Goethes[LXV] aarlige Karlsbaderkure kalder ham, betegne sig selv som Tjener blandt andre Tjenere af sin Fyrste (»wir sämmtlichen Diener«), saa ham i sine »Tag- und Jahres-Hefte«[0022] tilstaa, at han havde villet indgyde Afsky for den franske Revolution ved det lille slette Stykke »Borgergeneralen[0023]«, hvor den hele Frihedskomedie gaar ud paa at rane Bonden Martin[lxvi] et Fad Mælk, saa |103| ham bekjende, at han, langt fra at tage sig af Fichtes[LXVII] Sag, da denne som Professor i Jena[a] blev anklaget for at lære Atheisme, tværtimod nærede en vis Harme over de Ubehageligheder, denne Sag voldte Hoffet, da »Fichtes[LXVIII] Ytringer om Gud og guddommelige Ting, angaaende hvilke man ganske vist bedre iagttager en dyb Taushed« (»über die man freilich besser ein tiefes Stillschweigen beobachtet«) foranledigede Henvendelser udefra. Han saa Goethe[LXIX] endelig udtrykkeligt beklage den Afbrydelse af fredelige Tilstande, som Pressefrihedens Forkyndelse i Weimar[b] foraarsagede, da Oken’s[LXX] »Isis[0024]« blev udgivet — »und jeder wohldenkender Weltkenner die leicht zu berechnenden weiteren Folgen mit Schrecken und Bedauern voraussah«.

*) L. Börne[LXXI]: »Gesamm. Schriften[0025]« III 216, 217, 222.
Og paa lignende Maade følte han sig skuffet og krænket, naar han læste, at Schiller[LXXII], hvem han dog ellers satte højt, midt under den franske Revolutions hedeste Dage i sin Bebudelse af Tidsskriftet »Die Horen[0026]« skrev, at dette Organ fremfor Alt og ubetinget vilde forbyde sig selv Alt, hvad der var Kritik af Statsreligionen og af den politiske Tilstand.
*) Vorzüglich aber und unbedingt wird sich die Zeitschrift Alles verbieten, was sich auf Staatsreligion und politische Verfassung bezieht.
Han vidste og tilføjede, at ganske saaledes tænkte og talte ogsaa Goethe[LXXIII]. |104|

Det er dette, man maa have for Øje, naar man læser hans luende Ord — flammende af en Frihedsbegejstring, der gjør uretfærdig — om Schiller[LXXIV] og om Goethe[LXXV], Klagen over at Tysklands to største Aander i deres Brevvexling er saa Lidet, at det er værre end Intet (so Nichts sind — nein weniger als Nichts, so wenig), og at de overhovedet ere det, der for ham den overbeviste Demokrat er det værste, to store Aristokrater og Schiller[LXXVI] en endnu værre Aristokrat end Goethe[LXXVII], thi Goethe[LXXVIII] ynder den fornemme Kaste, Schiller[LXXIX] lever kun med Menneskehedens Adel. Efter hans Opfattelse havde Goethe[LXXX] kunnet være den Herkules, der rensede Fædrelandets Augiasstald; i Stedet har han foretrukket at hente sig Hesperidernes gyldne Æbler og beholde dem for sig selv.

*) Börne[LXXXI] III[0027] 536, 568, 572.
Han sammenligner ham i sit Sind med andre Landes store poetiske Aander, med Dante[LXXXII], der kjæmpede for Retten, med Alfieri[LXXXIII], der prædikede Frihed, med Montesquieu[LXXXIV], der skrev sine Perserbreve[0028], med Voltaire[LXXXV], der trodsede Alt og opgav alle sine Sysselsættelser, naar det gjaldt at komme en Forfulgt til Hjælp eller redde en uskyldigt Dødsdømts Minde, med Republikaneren Milton[LXXXVI], med Byron[LXXXVII], hvis Liv var Kamp mod klogt og dumt Tyranni — og han stævner Goethe[LXXXVIII] for Efterverdenens Domstol. »Den frygtelige, ubestikkelige Dommer vil |105| sige til Goethe[LXXXIX]: Dig blev en stor Aand givet, har du nogensinde bekjæmpet Lavheden? Himlen gav dig en Tunge af Ild, har du nogensinde forsvaret Retten? Du havde et godt Sværd, men du var stadigt kun din egen Vogter.«
*) Börne[XC] III[0029] 573.

Ingen vil kunne negte, at Börne[XCI] her har peget paa svage Punkter i Goethes[XCII] Storhed og paa hans Væsens Grænser, selv om det maa hævdes, at visse af Goethes[XCIII] Fortrin kun kunde kjøbes for disse Mangler, og at han allerede for ikke af sit Genis Mangesidighed at splintres havde maattet paalægge sig en streng Begrænsning. Det laa ikke for ham at gjøre hvad Börne[XCIV] fordrede af ham. Men man maa forstaa denne Börnes[XCV] relative Ret for at tilgive ham de heftige og dumme Udtryk, han giver sin Uvilje mod Goethe[XCVI] i de Aar, da først den franske Regjerings Underkastelse under Børsmatadorerne, saa den polske Opstands Undertrykkelse gav de Frisindedes Forhaabninger til Julirevolutionens Indvirkning paa Forholdene i Europa det afgjørende Stød, og da Börnes[XCVII] Sind blev bitrere og lidenskabeligere end nogensinde. Han betegner nu Goethe[XCVIII] som en uhyre hindrende Kraft, som en Stær i Tysklands Øje og udtaler Forestillingen om, at først naar Oldingen i Weimar[c] døer, vil den tyske Frihed fødes.

*) Dieser Mann eines Jahrhunderts hat eine ungeheure, hindernde Kraft! er ist ein grauer Staar im deutschen Auge ... Seit ich fühle, habe ich Goethe[XCIX] gehasst; seit ich denke, weiss ich warum. (20. November 1830.) Es ist mir als würde mit Goethe[C] die alte deutsche Zeit begraben; ich meine an dem Tage müsse die Freiheit geboren werden.
|106|

Kogepunktet naaede hans Vredesudbrud dog, da han i Oktober 1831 efter Dage tilbragte i Fortvivlelse over Sagernes Gang med Indtryk, der hos denne evigt Forhaabningsfulde var dobbelt smertelige, af at Frankrig var fortabt og Reaktionen sejerrig, læste Goethes[CI] »Tages- und Jahreshefte[0030]« og forfærdedes over Forfatterens »Følelsesløshed«. Som bekjendt fortæller Goethe[CII] her, hvorledes han i 1790 under sit Ophold ved Hæren i Schlesien[d] skrev nogle Epigrammer, dernæst i Breslau[e] ved Soldaterhoffet dér studerede sammenlignende Anatomi og levede som en Eneboer fortabt i dette Studium, endelig at den Begivenhed, der foranledigede ham til Studiet, var det Fund, han en Aften i Venedig[f] havde gjort af en halvsprængt Faarehjærneskal.

Börne[CIII] skriver herom: »Hvorledes! Goethe[CIV], et rigtbegavet Menneske, en Digter; den Gang i Livets skjønneste Aar [...] han var i Krigsraadet, i Titanernes Lejr, dér, hvor for fyrretyve Aar siden Kongernes frække, men dog ophøjede Kamp mod Folkene begyndte, og til Intet begejstrede dette Skuespil ham, til ingen Kjærlighed, intet Had, ingen Bøn, ingen Forbandelse, til Intet uden |107| nogle Epigrammer, hvilke han selv betragter som for værdiløse til at han kan meddele Læseren dem. Og da de prægtigste Regimenter, de skjønneste Officerer drog ham forbi, frembød der sig intet bedre Stof for hans Betragtning end den sammenlignende Anatomi! Og da han i Venedig[g] spaserede ved Havets Bred — Venedig[h], et bygget Æventyr af tusind og en Nat; hvor Alt toner og funkler: Natur og Kunst, Menneske og Stat, Fortid og Nutid, Frihed og Herrevælde; hvor selv Tyranni og Mord kun klirre som Lænkerne i en uhyggelig Ballade; Sukkenes Bro[i], de ti Mænd, det er Tartarus-Scener — Venedig[j], hvortil jeg sender længselsfulde Blikke, men som jeg ikke kan nærme mig til, fordi det østerrigske Politi ligger paa Lur foran Byen og med sit giftige Slangeblik skræmmer mig tilbage — dér, efter Solnedgang, da Aftenrødmen overstrømmede Hav og Land, og Lysets Purpurbølger sloge sammen over denne Stenmand og farvede ham, den evigt graa, og da maaske Werthers[cv] Aand kom over ham, saa han følte, at han endnu havde et Hjerte, at der gaves en Menneskehed om ham, en Gud over ham, og han forfærdedes over sin døde Ungdoms Aand, og Haarene rejste sig paa hans Hoved — da krøb han i sin Angst efter Sædvane, for at blive alle Grublerier kvit ind i en sprængt Faarehjærneskal og holdt sig skjult dér, til der atter kom Nat og Kjølighed over hans Hjerte! |108| Og den Mand skal jeg ære! den Mand skal jeg elske! Før kaster jeg mig i Støvet for Vitzli-Putzli; før vil jeg slikke Dalai-Lamas Spyt!«

Visselig skulde Börne[CVI] ære denne Mand og netop af den Grund, hvorfor han udtaler sin Ringeagt for ham. Thi paa intet Punkt straaler vel hans Hæder mere klart. Medens Börne[CVII] her røber, at han som alle andre Rejsende i Venedig[k] vilde have kastet sig ud i intetsigende Maaneskins- og Solnedgangssværmerier, vilde have fablet om Sukkenes Bro og Tyranniets Ødelæggelser og Frihedens Velsignelser og Alt, hvad der toner og funkler — stirrede Goethe[CVIII] paa sin Faarehjærneskal. Hvad var der ved den? Den var bristet, og med dette ubevæbnede Seerøje, der trængte ned i Naturens Dybder, ned i Livets inderste Værksted, fra hvilket Tingenes Former udgaa, saa Goethe[CIX] den store Sandhed, han alt forud havde anet, at samtlige Hjærneknogler vare opstaaede af omdannede Hvirvelknogler, gjorde altsaa for Osteologiens Vedkommende en Opdagelse, der var beslægtet med den, som han da allerede havde nedlagt i sit Skrift om Planternes Metamorfose[0031], grundlagde den filosofiske Anatomi som han havde grundlagt den filosofiske Botanik. Börne[CX] begreb ikke, at denne Aand, hvis Livsværk blev en af Grundpillerne i den moderne Verdens Bygning, her ved sin Sans for Enheden i Formernes Forskjellighed, ved sin hellige Enfold, minder om de ældste |109| Ophavsmænd til Oldtidens Videnskab, en Thales[CXI], en Heraklit[CXII].

Börnes[CXIII] Angreb paa Goethes[CXIV] Menneskeværd kunne, som man har set, ikke betragtes som ensbetydende med Menzels[CXV]. De ere aldrig ondskabsfulde, endsige lave. De karakterisere ganske vist Börne[CXVI] selv langt skarpere end de karakterisere Goethe[CXVII], men de tangere dog nogle Gange saarbare Punkter hos den store Mand, medens de, selv hvor de tale højest mod Omfanget af Börnes[CXVIII] Intelligens, aflægge Vidnesbyrd om Renheden af hans Karakter. De have ikke formaaet at anfægte Beundringen for Goethe’s[CXIX] Geni. Det vilde være lige saa urimeligt at maale Goethe[CXX] med Börnes[CXXI] falske politiske Maalestok fra 1830 som at maale Börne selv med den falske tyske Maalestok fra 1870, som det skér, naar man nutildags stempler ham som den slette Patriot, han ansaa Goethe[CXXII] for. Det var naturligt, nødvendigt, at Börne[CXXIII] maatte ringeagte Goethe[CXXIV]. Man forstaar hans Ikke-Forstaaen uden at dele hans Uvilje. Og man kan i fuldt Maal vurdere den brusende Pathos og Viddets Spring og skjærende Glimt i hans Skrifter uden nogensinde over hans Prosas sydende og blinkende Kaskader at glemme Udstrækningen og Dybden af det stille Ocean, som hedder Goethe[CXXV].

  • VIII.
    højresiderne i kapitel 8 har i førsteudgaven klummetitlen »Börne og Menzel.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
  • »Allehelgenes Dag ... Religionens Perle«.
    fra Wolfgang Menzels aforismesamling Streckverse, 1823 Menzel 1823:2; 3; 10; 129.
    Wolfgang Menzel: Streckverse, 1823.
    .
  • Allerheiligen geht ... Gottes.
    fra Wolfgang Menzels aforismesamling Streckverse, 1823 Menzel 1823:2-3.
    Wolfgang Menzel: Streckverse, 1823.
    .
  • sit Litteraturblad »Deutsche Litteratur«
    GB tager muligvis fejl af årstallet og kan sigte til det litterære tidsskrift Europäische Blätter, som Wolfgang Menzel og en række venner udgav i Zürich i årene 1824-1825.
  • »Talentet«
    fra Wolfgang Menzels litteraturhistorie Die Deutsche Literatur, 1828 Menzel 1828, 2:209.
    Wolfgang Menzel: Die deutsche Literatur, vol. 1-2, 1828.
    .
  • »en Hetære ... for Enhver«
    fra Wolfgang Menzels litteraturhistorie Die Deutsche Literatur, 1828 Menzel 1828, 2:214.
    Wolfgang Menzel: Die deutsche Literatur, vol. 1-2, 1828.
    .
  • »det Talent ... Medskyldige«
    fra Wolfgang Menzels litteraturhistorie Die Deutsche Literatur, 1828 Menzel 1828, 2:222.
    Wolfgang Menzel: Die deutsche Literatur, vol. 1-2, 1828.
    .
  • »og selv disse ... være et Geni.«
    fra Heinrich Heines anmeldelse af Wolfgang Menzels litteraturhistorie Die deutsche Literatur, 1828 Heine 1993, 10:246.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »dreierlei Eitelkeiten und sechserlei Wollüsteleien«
    formuleringen stammer fra David Friedrich Strauss' Streitschriften zur Vertheidigung meiner Schrift über das Leben Jesu und zur Charakteristik der gegenwärtigen Theologie, 1837, hvori han opsummerer det syn på Goethe, som Wolfgang Menzel udfolder i den udvidede udgave af sit værk Die Deutsche Literatur (1. udgave 1828) fra 1836 Strauss 1837, 2:130.
    David Friedrich Strauss: Streitschriften zur Vertheidigung meiner Schrift über das Leben Jesu und zur Charakteristik der gegenwärtigen Theologie, 1837.
    .
  • »Der Dichter ... er angerichtet.«
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 401): »Digteren . . . føler vel, at Skæbnen maa gribe ind, og lader Forræderen falde for en hævnende Broderhaand; men hvor meget mere maa ikke dette Teaterkup opbringe os, naar vi véd, at den berømte Elsker i Virkeligheden levede lystigt videre for at beskrive den Ulykke, han havde foraarsaget.«; citatet, der stammer fra en artikel om Goethe af Wolfgang Menzel i tidsskriftet Europäische Blätter, 1825, er anført af David Friedrich Strauss i hans Streitschriften zur Vertheidigung meiner Schrift über das Leben Jesu und zur Charakteristik der gegenwärtigen Theologie, 1837 Strauss 1837, 2:140-141.
    David Friedrich Strauss: Streitschriften zur Vertheidigung meiner Schrift über das Leben Jesu und zur Charakteristik der gegenwärtigen Theologie, 1837.
    .
  • Höflingsbekenntniss
    fra første del af Wolfgang Menzels artikel »Goethe und Schiller«, som udkom i det østrigske tidsskrift Archiv für Geschichte, Statistik, Literatur und Kunst, 1825 Menzel 1825:448.
    (uden forfatter): Archiv für Geschichte, Statistik, Literatur und Kunst, 1823-1828.
    .
  • Die Eitelkeit ... Königliche, begehrt.
    fra Wolfgang Menzels udvidede udgave af Die Deutsche Literatur, 1836 Menzel 1836, 3:349.
    Wolfgang Menzel: Die deutsche Literatur. Zweite vermehrte Auflage, vol. 1-4, 1836.
    .
  • »Vellysten skeler til den smukke Søster,«
    fra Wolfgang Menzels udvidede udgave af Die Deutsche Literatur, 1836 Menzel 1836, 3:349.
    Wolfgang Menzel: Die deutsche Literatur. Zweite vermehrte Auflage, vol. 1-4, 1836.
    .
  • nach dem Reiz der Bigamie gelüstet
    fra Wolfgang Menzels udvidede udgave af Die Deutsche Literatur, 1836 Menzel 1836, 3:349.
    Wolfgang Menzel: Die deutsche Literatur. Zweite vermehrte Auflage, vol. 1-4, 1836.
    .
  • Geadelt zu werden ... das Höchste.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 402): »At blive adlet, i Rigdom tillige under behagelig Tryghedsfølelse at nyde Fornemhedens haut goût (Smag af let Forraadnelse), var ham for dette Liv det Højeste«; citatet stammer fra Wolfgangs Menzels udvidede udgave af Die Deutsche Literatur, 1836 Menzel 1836, 3:328.
    Wolfgang Menzel: Die deutsche Literatur. Zweite vermehrte Auflage, vol. 1-4, 1836.
    .
  • »Ægteskabsbrudsroman«
    fra Wolfgang Menzels udvidede udgave af Die Deutsche Literatur, 1836 Menzel 1836, 4:97.
    Wolfgang Menzel: Die deutsche Literatur. Zweite vermehrte Auflage, vol. 1-4, 1836.
    .
  • die Wollüstelei, die das Fremde begehrt
    fra Wolfgang Menzels udvidede udgave af Die Deutsche Literatur, 1836 Menzel 1836, 3:349.
    Wolfgang Menzel: Die deutsche Literatur. Zweite vermehrte Auflage, vol. 1-4, 1836.
    .
  • die sogar noch ... Genusses sucht.
    fra Wolfgang Menzels udvidede udgave af Die Deutsche Literatur, 1836 Menzel 1836, 3:349.
    Wolfgang Menzel: Die deutsche Literatur. Zweite vermehrte Auflage, vol. 1-4, 1836.
    .
  • Jambetragedier
    versificerede tragedier, skrevet i blankvers, dvs. et femfodet jambisk versemål uden rim.
  • »Frugter af hans Rivalitet med Schiller«
    fra Wolfgang Menzels udvidede udgave af Die Deutsche Literatur, 1836 Menzel 1836, 3:381.
    Wolfgang Menzel: Die deutsche Literatur. Zweite vermehrte Auflage, vol. 1-4, 1836.
    .
  • Ich dich ehren? ... Je des Geängsteten?
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 402): »Jeg ære dig? Hvorfor? / Naar har den Plagedes / Smerter du lindret? / Naar har den Ængstedes / Taarer du stillet?«; af Goethes digt »Prometheus«, 1789 Goethe 1981, 1:45-46.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • Welch ein beispielloses ... der ungereimte.
    af indlæg XIII (Soden, den 25. Mai) fra Ludwig Börnes essayistiske tekstsamling Aus meinem Tagebuche, 1832 Börne 1964, 2:837-838.
    Ludwig Börne: Sämtliche Schriften, vol. 1-5, Inge & Peter Rippmann (red.), 1964-1968.
    .
  • Karlsbader-Beslutningerne
    på en tysk konference i byen Karlsbad (nuværende Karlovy Vary i Tjekkiet) vedtog man i august 1819 en række bestemmelser om at undertrykke liberale og nationale bevægelser i de tyske stater; studenterforeninger blev forbudt, pressefriheden blev indskrænket, og en kommission blev nedsat til eftersporing og optrævling af revolutionære planer. Bestemmelserne blev ophævet i 1848.
  • »Gehejmeraad von Goethe, Karlsbader-Digteren«
    af indlæg XI (Soden, den 20. Mai) fra Ludwig Börnes essayistiske tekstsamling Aus meinem Tagebuche, 1832 Börne 1964, 2:816.
    Ludwig Börne: Sämtliche Schriften, vol. 1-5, Inge & Peter Rippmann (red.), 1964-1968.
    .
  • »wir sämmtlichen Diener«
    fra beskrivelsen af året 1817 i Goethes selvbiografiske Tag- und Jahreshefte, 1830 Goethe 1994, 17:287.
    Johann Wolfgang Goethe: Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, vol. 1-40, Hendrik Birus et al. (red.), 1987-2013.
    .
  • han havde villet ... franske Revolution
    fra beskrivelsen af året 1793 i Goethes selvbiografiske Tag- und Jahreshefte, 1830 Goethe 1981, 10:439.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • »Fichtes Ytringer ... Stillschweigen beobachtet«)
    fra beskrivelsen af året 1794 i Goethes selvbiografiske Tag- und Jahreshefte, 1830 Goethe 1981, 10:441.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • und jeder ... Bedauern voraussah«
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 403): »og enhver veltænkende Kender af Verden med Skræk og Beklagelse forudsaa de videre Følger, som det var saa let at beregne«; citatet er hentet i beskrivelsen af året 1816 i Goethes selvbiografiske Tag- und Jahreshefte, 1830 Goethe 1994, 17:276.
    Johann Wolfgang Goethe: Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, vol. 1-40, Hendrik Birus et al. (red.), 1987-2013.
    .
  • den franske Revolutions hedeste Dage
    GB sigter til rædselsperioden, la Terreur, den fase af Den Franske Revolution, der gik fra 1793 til 1794, hvorunder tusindvis af såkaldte modstandere af revolutionen blev henrettet.
  • Vorzüglich aber ... Verfassung bezieht.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 403): »[Tidsskriftet ville] særligt og ubetinget [...] forbyde sig selv Alt, hvad der var Kritik af Statsreligionen og af den politiske Tilstand«; citatet stammer fra Schillers præsentation af tidsskriftet Die Horen i et brev til Goethe, dateret 13.6.1794 Goethe & Schiller 1828, 1:3.
    Johann Wolfgang Goethe, Friedrich Schiller: Briefwechsel zwischen Schiller und Goethe, vol. 1-6, 1828-1829.
    .
  • so Nichts sind ... so wenig
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 403): »saa Lidet, at det er værre end Intet«. Citatet stammer fra indlæg II (Frankfurt, den 30. April) fra Ludwig Börnes essayistiske tekstsamling Aus meinem Tagebuche, 1832 Börne 1964, 2:770.
    Ludwig Börne: Sämtliche Schriften, vol. 1-5, Inge & Peter Rippmann (red.), 1964-1968.
    .
  • den Herkules ... Fædrelandets Augiasstald
    allusion til græsk mytologi, hvor den kvægrige kong Augeias har en mægtig stald, der ikke er blevet renset i 30 år. Den stærke helt Herakles mugede ud i stalden på én dag ved at lede et par floder igennem den.
  • Hesperidernes gyldne Æbler
    i græsk mytologi er hesperiderne tre døtre af Aftenen; i deres have langt mod vest vokser et æbletræ der bærer gyldne æbler. Træet var en bryllupsgave fra Gaia (Jorden) til Hera, som havde sat en drage til at vogte træet og dets frugter. Den stærke helt Herakles får til opgave at hente æblerne; det lykkes ham, men da den, der spiser af dem, får evig ungdom, må Athena tage dem fra menneskene igen og bringe dem tilbage.
  • »Den frygtelige ... din egen Vogter.«
    af indlæg XI (Soden, den 20. Mai) fra Ludwig Börnes essayistiske tekstsamling Aus meinem Tagebuche, 1832 Börne 1964, 2:820.
    Ludwig Börne: Sämtliche Schriften, vol. 1-5, Inge & Peter Rippmann (red.), 1964-1968.
    .
  • den franske Regjerings Underkastelse under Børsmatadorerne
    kort efter Ludvig-Filips tronbestigelse i august 1830 bevilgede Frankrigs nye parlament 30 mio. francs til landets fabrikker og banker, angiveligt for at fremme erhvervslivet og det økonomiske marked, som straks ved Julirevolutionens udbrud 27.7.1830 havde reageret med ustabilitet og tillidstab.
  • den polske Opstands Undertrykkelse
    Novemberopstanden, en national opstand i 1830 i den russiske del af Polen, der medførte dannelsen af en provisorisk polsk regering; med russernes indtagelse af Warszawa i september 1831 blev opstanden kvalt.
  • Julirevolutionen(s)
    folkelig opstand i Frankrig i dagene 27.-29.7.1830, der resulterede i afskaffelsen af kongedømmet under slægten Bourbon og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
  • Dieser Mann ... weiss ich warum.
    fra Ludwig Börnes 14. brev fra den essayistiske brevsamling Briefe aus Paris, 1832-1834 Börne 1964, 3:71.
    Ludwig Börne: Sämtliche Schriften, vol. 1-5, Inge & Peter Rippmann (red.), 1964-1968.
    .
  • Es ist mir ... Freiheit geboren werden.
    fra Ludwig Börnes 16. brev fra den essayistiske brevsamling Briefe aus Paris, 1832-1834 Börne 1964, 3:76.
    Ludwig Börne: Sämtliche Schriften, vol. 1-5, Inge & Peter Rippmann (red.), 1964-1968.
    .
  • »Følelsesløshed«
    fra Ludwig Börnes 51. brev fra den essayistiske brevsamling Briefe aus Paris, 1832-1834 Börne 1964, 3:285.
    Ludwig Börne: Sämtliche Schriften, vol. 1-5, Inge & Peter Rippmann (red.), 1964-1968.
    .
  • »Hvorledes! Goethe ... Dalai-Lamas Spyt!«
    fra Ludwig Börnes 51. brev fra den essayistiske brevsamling Briefe aus Paris, 1832-1834 Börne 1964, 3:289.
    Ludwig Börne: Sämtliche Schriften, vol. 1-5, Inge & Peter Rippmann (red.), 1964-1968.
    .
  • i Krigsraadet, i Titanernes Lejr
    GB sigter til Goethes ministerembede i hertugen af Sachsen-Weimars tjeneste. Titanerne er den ældste gruppe mytiske skikkelser i græsk mytologi, alle født som børn af jordgudinden Gaia og himmelguden Uranos.
  • Kongernes frække ... Kamp mod Folkene
    hentydning til de blodige modsætningsforhold mellem øvrighed og folk, der i Europa brød ud med Den Franske Revolution i 1789.
  • Tartarus-Scener
    Tartaros er underverdenen ifølge den græske mytologi.
  • Vitzli-Putzli
    aztekernes solgud og guddom for krig og menneskeofring. I Heinrich Heines digtsamling Romanzero, 1851, indgår et længere episk digt med titlen »Vitzliputzli«.
  • Dalai-Lama(s)
    tibetansk buddhistisk leder. Han betragtes som en inkarnation af bodhisattvaen Avalokiteshvara, der symboliserer medfølelse med alle Jordens skabninger. De ubrudte reinkarnationer er angiveligt begyndt i 1300-tallet.
  • stirrede Goethe paa sin Faarehjærneskal
    hentydning til teorien om, at kraniet hos hvirveldyr er en videreudvikling af hvirvelknoglerne, en idé som Goethe fik, da han i Venezia i 1786 fandt et kløvet fårekranium. I 1790 beskrev han sin teori i det posthumt udgivne fragment »Versuch über die Gestalt der Tiere«.
  • den filosofiske Anatomi ... filosofiske Botanik
    GB krediterer hermed Goethes opdagelser inden for evolutionen af hhv. hvirveldyr og planter, men med adjektivet 'filosofisk' vil GB formentlig fremhæve, at disse opdagelser havde konsekvenser for hele verdensanskuelsen.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«