Det unge Tyskland (1890)

IV.

I denne Stillestaaen, denne Undertrykthed og denne Gjæring, med Elementer af Selvopgiven og Haab, af Selvbespotten og Frihedsattraa, faldt nu i 1830 Efterretningen om Julirevolutionen i Paris[a] og virkede paa den offentlige Bevidsthed i Tyskland som et elektrisk Stød. Alles Øjne rettedes mod Paris[b] og det var i de aandeligt levende Kredse Begejstring, som man følte.

Man iagttager maaske skarpest Virkningen paa de Yngste. |27|

To Maaneder før Revolutionen havde Karl Gutzkow[I], som han selv har fortalt, nitten Aar gammel, som han var, endnu intet Begreb om europæisk Politik. Han vidste hverken, hvem Polignac[II] var eller hvad det at krænke la Charte (den franske Grundlov) vilde sige. Han vidste kun, at de tyske Burschenforbindelser trods alle Forfølgelser imod dem endnu vare ilive, og at det gjaldt om at iværksætte Tysklands Enhed. Hvis han tænkte sig Omvæltninger, der kunde fremskynde Begivenhedernes Gang, saa ventede han sig dem snarere fra Erlangen[c] og Jena[d] end fra Paris[e]; i det Højeste tænkte han sig Muligheden af, at en Skare hjemvendende Filhellenere landede i Stralsund[f], med væbnet Haand bemægtigede sig Byen, kaldte det pommerske Landeværn til Vaaben og at Bønderne saa, maaské drevne af Hungersnød, vilde slutte sig til Opstanden.

Paa den Tid var den franske Publicist Saint-Marc Girardin[III] kommen til Berlin[g] for at studere tysk Sprog, det preussiske Skolevæsen, desuden Universitetstheologien som den repræsenteredes af Schleiermacher[IV] og Neander[V], og Pietismen, som den trivedes i Halle[h]. Som Medarbejder af Journal des débats[0001] fik han stadigt sit Blad fra Paris[i], og som Aspirant til en Ministerplads fulgte han ivrigt med Oppositionens Fremskridt i Frankrig. Gutzkow[VI] gav ham dagligt en Time i Tysk; de læste en Komedie af Kotzebue[VII], hvem Franskmanden som Øvelsesstof |28| foretrak for Goethe[VIII] og Schiller[IX], men kom stadigt i Samtale om Politik. Gutzkow[X] lagde overfor Saint-Marc Girardin[XI] ingenlunde Dølgsmaal paa, hvor ringe Tanker han nærede om den almindeligt politiske Betydning af den franske Stats Forfatningsforhold og tillagde aabent Burschenschaftet i Jena[j] større Indflydelse paa Historiens Gang end Deputeretkammeret i Paris[k]. Girardin[XII] gav smilende et høfligt Svar. Undertiden bleve disse Samtaler afbrudte af Eduard Gans[XIII], den berømte preussiske Professor, Hegels[XIV] mest navnkundige Discipel i det juridiske Fag, Varnhagens[XV] og Heines[XVI] Ven, som med stor Sprogfærdighed i Fransk deltog i den politiske Diskussion og som med sit sorte Uldhaar og sit Kindskjæg var Girardin[XVII] en paafaldende Skikkelse. Da Gutzkow[XVIII] havde hørt den elegant klædte, smidige og spydige Professor fra Kathedret af gjøre Løjer med Burschenbevægelsen og i Spøg bekjende, at ogsaa han engang ved Saale’s[l] Bredder havde overvejet, hvorledes man bedst kunde hjælpe Tyskland til en Kejserkrone, saa besvor Gutzkow[XIX] den franske Politiker ikke at tro, den tyske Ungdom tænkte som Gans[XX]. »Jeg véd det,« svarede Saint-Marc Girardin[XXI], »De vil befri Verden med Sanskrit.«

Den tredje August 1830 blev i Berlins[m] Universitets Festsal Kongens Fødselsdag fejret med Sang og Tale. Studenterne stode tæt sammentrængte foran Skranken, bag hvilken Professorer, Embedsmænd og høje Officerer sad. Den berømte |29| Filolog Boeckh[XXII] var Taleren, og over hans Hoved sang det akademiske Kor under Ledelse af Musikdirektøren Zelter[XXIII], Goethes[XXIV] Korrespondent. Universitetets Rektor, Juristen Professor Schmalz[XXV] gik omkring med Haarpung og Kaarde fra Stol til Stol for at vexle nogle Ord med Honoratiores. Gans[XXVI] derimod var ophidset og utaalmodig; han lod nogle Breve fra Friedrich v. Raumer[XXVII], der netop vare komne fra Paris[n], løbe om i Salen fra Haand til Haand. Kronprinsen, den senere Friedrich Wilhelm IV[XXVIII] sad smilende, men Alle vidste, at i Frankrig var for faa Dage siden en Konge[XXIX] bleven stødt fra Tronen. Det var som om Kanontordenen fra Barrikaderne drønede ind i Festsalen. Boeckhs[XXX] Tale om de skjønne Kunster formaaede ikke at vække nogen Opmærksomhed, og da Hegel[XXXI] fra Talerstolen nævnte Navnene paa dem, der med Held havde besvaret Aarets Prisopgaver, hørte Ingen derpaa uden de, som havde faaet Medaillen. Gutzkow[XXXII] selv hørte med det ene Øre, at han havde vundet Prisen i det filosofiske Fakultet, men med det andet Øre hørte han om et Folk, der havde afsat en Konge[XXXIII], om Kanonskud, om Tusinde, der var faldne i Kampen. Selv de Lykønskninger, han modtog, overhørte han. Han lukkede ikke engang Futteralet op, som indeholdt Guldmedaillen med Kongens Billed, havde glemt det Haab om et Professorat, som han havde knyttet til Haabet om at vinde den; bedøvet stod han og tænkte paa St.[XXXIV]|30| Marc Girardin[XXXV], hans Profetier og sine egne om det tyske Burschenschaft. Saa løb han hen i et Konditori Unter den Linden og læste for første Gang i sit Liv en Avis med Lidenskab. Han kunde neppe oppebie Statstidendens Udgivelse samme Aften; ikke fordi han vilde se sit Navn trykt som prisbelønnet; han vilde kun vide, hvorledes det saa ud i Paris[o], om Barrikaderne endnu stod, om Frankrig vilde udgaa af Lafayettes[XXXVI] Hænder som en Republik eller et Kongedømme. »Videnskaben laa bag mig, Historien for mig,« skriver han. (Karl Gutzkow[XXXVII]: Das Kastanienwäldchen in Berlin. — Rückblicke auf mein Leben[0002] S. 7).

Og hans Skikkelse er typisk for den yngste Generation i Datidens Tyskland — de Tyveaarige.

Næsten samtidigt med denne Karl Gutzkows[XXXVIII] politiske Vækkelse fandt i den 81 aarige Goethe’s[XXXIX] Arbejdsværelse den berømte Misforstaaelse Sted, idet den Besøgende, som modtoges af Oldingens glade Udraab over den store Afgjørelse i Paris[p], i Begyndelsen troede, at Goethe[XL] mente Julidagene og først noget efter forstod, at han talte om Afgjørelsen af den naturvidenskabelige Strid mellem Cuvier[XLI] og Saint-Hilaire[XLII] til Fordel for den sidste. Længe nok har man i denne mindeværdige Misforstaaelse kun seet Symptomet paa Goethes[XLIII] Begrænsning overfor det Politiske; det er kun billigt at fremhæve den betegnende Anekdotes anden Side: den gamle Vismands berettigede Overlegenhedsfølelse |31| overfor overvurderede politiske Begivenheder. I Virkeligheden var denne naturvidenskabelige Strid ved sit Idéindhold vægtigere og i sin omformende Virkning paa det aandelige Verdenskorts Udseende betydningsfuldere end den franske Statsomvæltning. Saint-Hilaires[XLIV] Theorier om Typens Enhed bebude jo Bogen om Arternes Oprindelse[0003]. Men Billedet af den yngste Slægts Overvældelse ved den politiske Katastrofe i Frankrig træder endnu skarpere frem paa Baggrund af Goethe’s[XLV] Uanfægtelighed. (Smlgn. Emil Kuh[XLVI]: Biographie Fr. Hebbels[0004] I 437).

Dybt var imidlertid Indtrykket paa de fremragende Individualiteter, der hverken tilhørte den yngste eller den ældste Slægt.

Tidsalderens betydeligste, tænkende Kvinde, Rahel[XLVII], Goethes[XLVIII] ypperste Beundrerinde, der paa dette Tidspunkt allerede var 60 Aar gammel, berørtes, sensitiv som hun var, sympathetisk af Revolutionen. Hende som Kvinde interesserer dens sociale Side mere end dens politiske. Hun gribes af Saint-Simonismen, føler med ungdommeligt Sind, hvilke Spirer den fører med sig, og ser i Julibevægelsen Indledningen til dens sociale Ideers Triumf.

Med det oplivende og begejstrende Indtryk af Julirevolutionen forenede sig et andet, der skærpede den politiske Lidenskabs Braad hos den yngre Slægt, Indtrykket af den polske Opstands Udbrud. Man ser det tydeligst hos Platen[XLIX], der i stormende Sinds|32|bevægelse retter sin digteriske Opfordring til Kronprinsen af Preussen[q][L] om at tage sig af det ulykkelige Polens Sag — det hed sig, at Kronprinsen var den gunstigt sindet — og som nu digter sine Polenlieder, de eneste af hans Poesier, i hvilke han stiger til Lidenskab, stolte Frihedssange med den djærveste Haan mod Selvherskeren, der blev dyrket som en Almagt ved de tyske Hoffer, og mod dem, der lode sig bestikke og kjøbe af hans Rubler.

I Börnes[LI] Sind slog Efterretningen om Julirevolutionen ned som et Lyn.

I Sommeren 1830 laa han ved Badet Soden[r] i Nærheden af Frankfurt[s] for at komme sig efter en langvarig Gigtfeber og gjentagne Anfald af Blodstyrtning. Hans Dagbog[0005] viser, i hvilken Grad alle hans politiske Forhaabninger vare slukte, alle hans Ønsker forstummede. En Sjæl som hans, hvis Attraa efter Frihed var en Lidenskab, og hvis Hungren og Tørsten efter Retfærdighed tærede paa Livskraften, kunde til sidst ikke bære Trykket af den politiske Reaktion.

Han var nu 44 Aar gammel og havde siden Frihedskrigens Tid, det vil sige som Yngling og Mand, kun oplevet Slethedens Triumfer og dens Forfølgelse af alt, hvad der var Retsind og Frisind. Han havde aldrig kunnet løfte sit Øje op fra det Blad Papir, han beskrev, uden at se den blege Frygt for enhver stor Lidenskab, for Idealer, ja for Ungdom trone paa Hersker|33|sæderne Side om Side med dyrisk Selvopholdelsesdrift og dyrisk Svælgen i Nydelse — Principet Metternich[LII] og Gentz[LIII]. Han havde ikke opgivet det ringeste af sin Ungdoms og Manddoms Overbevisning, men over Verden hang et Sørgeflor. Han følte sig til Mode, som sad han i Tyskland paa Havets Bund, og en Dykkerklokke netop gav ham Luft nok til ikke at kvæles. I Paris[t] havde han aandet frisk Luft. Dér havde Solens Lys, menneskelige Stemmer, Livets Larm henrykt ham. Nu gjøs han af Kulde nede blandt Fiskene. Han døjede den forfærdeligste Kjedsomhed. Stilheden gjorde ham syg: det Snævre i alle Forhold skurede hans Hud til Blods.

Han betegner sig som en af de Naturer, som i Længden ikke udholde Existensens Solosang. Han maatte have Symfonier af Beethoven[LIV] eller Tordenvejr. Han var af de Mennesker, der ikke føle sig tilpas i en Loge i Theatret. Han vilde sidde i Parkettet med hele Skaren om sig.

Det forekom ham som om Livets Værdier i Tyskland bleve udprægede under Jorden, i Midnatsstilhed, saadan som Falskmøntnere præge. De, der i Tyskland arbejdede, nød ikke, og de, som nød, de som oppe i Dagslyset satte de Livsværdier i Omløb, der vare frembragte dernede i Mørket under Angst og Bæven, de arbejdede ikke. I Frankrig levede et livsglad Menneske et Liv som et Ilbud, der sendes med Depecher til fremmede |34| Byer, stedse til andre, og som paa sine lange Rejser ser og nyder det mest forskelligartede, i Tyskland levede han som en Postillon, der stadig foretager samme korte Rejse frem og tilbage mellem to Holdesteder og hvem Lykken rækker en ussel Drikkeskilling derfor. Ganske vist kunde saa Postillonen gjøre Rejsen i Søvne; han kjendte hver Sten paa disse to Miles Vej, og det kaldte man i Tyskland Grundighed; men Börne[LV], der sad i Soden[u] i det lille Hotel og studerede Gasernes Kampe i Gaarden, Kalkunhanernes Skinsyge og Hunnernes Koketteri, var ikke glad ved den Lejlighed til sjælden Grundighed, der tilbød sig for ham. (Aus meinem Tagebuch[0006]. Soden 22 Mai 1830).

Da fik han Efterretningen om, at Ministeriet Polignac[LVI] havde udstedt Ordonnanserne, begaaet Forfatningsbrud, og anende alt, hvad dette Skridt vilde have til Følge, udbrød han: »Og Gud sagde, det vorde Lys!«

Efterretningen om Julirevolutionens Udbrud fulgte. Med Utaalmodighed ventede han hver Dag paa den Time, da Aviserne kom. Han gik daglig ud paa Landevejen og spejdede efter Postbudets Komme. Varede det ham for længe, gik han lige til Höchst[v], hvorfra Aviserne bleve bragte. Snart holdt han det ikke mere ud i Soden[w]. Han vendte tilbage til Frankfurt[x] og forbavsede, elektriserede der sine Omgivelser ved sin Ild. Man gjenkjendte ikke den tidligere saa tavse Börne[LVII] med det lidende |35| Ydre; der syntes at være sket et Mirakel med ham; han var ung og rask paany. Alle hans gamle Drømme syntes virkeliggjorte og Alt, hvad han i de lange Tider havde maattet holde nede i sit Sind, sprang i Vejret som elastiske Fjedre, naar et Tryk tages bort.

Snart holdt han ikke heller Opholdet i Frankfurt[y] ud; efter kort Tids Forløb var han i Paris[z].

Den 7de September skriver han fra Strassburg[aa]: »Den første franske Kokarde saa jeg paa en Bondemands Hat; han kom fra Strassburg[ab] og gik mig i Kehl[ac] forbi. Det syntes mig som en lille Regnbue efter vore Dages Syndflod, et Fredstegn fra den forsonede Gud. Ak! og da den trefarvede Fane funklede mig imøde — ubeskrivelig er den Sindsbevægelse, hvori jeg kom. Mit Hjerte bankede, saa jeg var nær ved at besvime [...] Fanen stod midt paa Broen med Stangen rodfæstet i Frankrigs Grund, men en Del af Klædet vajede i den tyske Luft. Spørg dog den første, den bedste Legationssekretær, om det ikke er mod Folkeretten. Det var kun den røde Stribe af Fanen, der flagrede ind over vor Moderjord. Det er ogsaa den eneste Farve, som bliver os til Del af Frankrigs Frihed. Rødt, Blod, Blod — ak! og ikke Blod udgydt paa Valpladsen.«

Börne[LVIII] er her kun Organ for en Følelse, der havde grebet største Parten af de Mange, der i Tyskland var modtagelige for Enthusiasme. De |36| franske Polyteknikeres, Studenters og Arbejderes Heltemod under les trois jours glorieux blev beundret som i Frankrig selv og dobbelt beundret som Udslag af en Handlekraft, der syntes kommet den tyske Nation af Hænde. Overalt var man tilbøjelig til at fortabe sig i overdreven Haan over egen Mangel paa politisk Sans og Blik, egen Mangel paa Evne til i det afgjørende Øjeblik at slaa til.

Virkede Begivenheden nu saa stærkt paa Karakterer som Börne[LIX] og paa Enthusiaster som de især fandtes indenfor den lærde Stand, saa fuldstændiggjøres Billedet, naar vi iagttage det Indtryk, den gjorde paa Reaktionens Mænd.

Gentz[LX], der fra først af havde jublet over Karl X’s[LXI] Energi, blev bekymret, altsom Statskupet rykkede nærmere: »Ordonnansen mod Aviser og Bøger,« skrev han, »betragter jeg som et kolossalt Vovestykke, hvis Gjennemførlighed endnu ikke er mig ret indlysende [...] Med saadanne Vaaben tør man kun lege, naar man er sikker paa sin Styrke og sine Midler; Folk som Polignac[LXII] og Peyronnet[LXIII] gaa til Grunde, naar de vove sig op i disse Regioner.«

*) »Die Ordonnanz gegen die Zeitungen und Bücher betrachte ich als ein kolossales Wagstück, dessen Ausführbarkeit mir noch nicht recht einleuchtet [...] Mit solchen Waffen darf man nur spielen, wenn man seiner Kraft und seiner Mittel gewiss ist. Leute wie Polignac[LXIV] und Peyronnet[LXV], wenn sie sich in diese Regionen versteigen, gehen zu Grunde.«
Saasnart imidlertid den første Skræk |37| havde sat sig noget, begyndte han og hans Aandsbeslægtede deres vidtforgrenede Virksomhed for at drage Fordel af enhver Blottelse, de politisk Frisindede gav sig. Klogt benyttede kunde Julirevolutionens Eftervirkninger i Tyskland ved hensynsløs Undertrykkelse og Forfølgelse, Censur og Fængsling, give den tyske Frihedsbevægelse et Knæk for lange Tider, kunde (som Metternich[LXVI] et Par Aar efter sagde om den revolutionære Hambacher-Fest) fra at være de Slettes Fest blive til en Fest for de Gode. Og virkelig kun et Aar efter kunde Gentz[LXVII], der imellemstunder havde set Fremtiden mørk nok, skrive:

»Nu bort med alle sorte Tanker! Vi dø ikke, Europa dør ikke, og hvad vi elske, dør ikke. Jeg er stolt af aldrig at have fortvivlet.«

*) »Nun fort mit allen schwarzen Gedanken! Wir sterben nicht, Europa stirbt nicht, was wir lieben, stirbt nicht. Wie viel bilde ich mir darauf ein nie verzweifelt zu haben.«

Som Metternich[LXVIII] havde stilistisk Sans nok til at beundre Börne[LXIX], saaledes var Gentz[LXX] en haardnakket Sværmer for Heinrich Heine[LXXI].

*) »Den romantiske Skole i Tyskland[0007]«. S. 358.
Før Julirevolutionen var det endnu muligt at opfatte Heine[LXXII] fortrinsvis som den ulykkelige Kjærligheds Digter og som poetisk Humorist med et let Anstrøg af Blasfemi og Letfærdighed.

Heinrich Heine[LXXIII] laa i Sommeren 1830 paa Helgoland[ad], drømte ved Kysten, stirrede ud over |38| Havet, lyttede til Bølgernes Pladsken. Han havde opgivet enhver Forhaabning om bedre Tider. Han læste i de faa Bøger, han havde med, Homer[LXXIV] og Bibelen[0008] og Longobardernes Historie[0009] og nogle gamle Bøger om Hexe og Hexeri. Han begreb neppe selv, at han for nylig i München[ae] havde været Redaktør af »Politiske Annaler[0010]«. To Dage efter at Julirevolutionen var fuldført, men da Efterretningen om den endnu ikke var naaet til Helgoland[af], skriver han i et af sine Breve derfra, at han nu har besluttet at lade Politik og Filosofi ganske fare for helt at hengive sig til Naturbetragtning og til Kunsten: alt dette Plageri var dog til ingen Nytte, og om han end pinte sig aldrig saa meget for den almindelige Velfærd, saa nyttede det dog saare lidt; Verden stod vel ikke stille men bevægede sig i et Kredsløb uden ringeste Resultat; da han endnu var ung og uerfaren, havde han troet at gik end det enkelte Menneske til Grunde i Menneskehedens Befrielseskamp, saa sejrede dog den store Sag tilsidst; nu indsaa han, at Menneskeheden som Havet bevægede sig efter Lovene for Ebbe og Flod.

Selv om Udtrykkene nu ere blevne arrangerede bag efter, selv om disse Breve ikke ere ægte, men et Memoire-Brudstykke, der for en Kontrastvirknings Skyld senere blev indskudt som Overgangsparti i Bogen om Börne[LXXV][0011] (Heine[LXXVI] S. W. XII 80 ff.), saa har man her uden al Tvivl et rigtigt Billede af Heines[LXXVII] Stemning i hine Dage. |39|

Den 6te August skriver han saa: »Jeg sad netop og læste i Paul Warnefrieds[LXXVIII] Longobardernes Historie[0012], da den tykke Avispakke med de varme, glødende hede Nyheder ankom fra Fastlandet. Det var Solstraaler, indviklede i Trykpapir, og de opflammede min Sjæl til den vildeste Brand. Det var mig, som kunde jeg antænde det hele Ocean indtil Nordpolen ved Gløden af den Begejstring og den vilde Glæde, som luede i mig.« Det var ham Alt som en Drøm; især klang Navnet Lafayette[LXXIX] for ham som et Sagn fra hans tidligste Barndom; han kunde neppe fatte, at den Mand, som havde anført den dalevende Slægts Bedstefædre i den amerikanske Frihedskrig, nu paany sad til Hest som Nationalhelt. Han syntes, han maatte selv til Paris[ag] for at se det.

Han skriver i heftig Pathos, som han dog snart selv maa dæmpe med en let Selvironi: »Lafayette[LXXX], den trefarvede Fane, Marseillaisen[0013] [...] Jeg er som beruset. Dristige Forhaabninger stige lidenskabeligt i Vejret som Træer med gyldne Frugter og vilde, voxende Grene, der strække deres Løvværk ind i Skyerne [...] Borte er min Længsel efter Ro. Jeg véd nu paany, hvad jeg vil, hvad jeg skal, hvad jeg maa [...] Jeg er Revolutionens Søn og griber paany til de indviede Vaaben, over hvilke min Moder har udtalt Trylleordene [...] Blomster! Blomster! Jeg vil kranse mit Hoved til Kamp paa Liv og Død. Men ogsaa Lyren, ræk mig Lyren, at |40| jeg kan synge en Slagsang [...] Ord som flammende Stjerner, der kunne skyde ned og brænde Paladserne og oplyse Hytterne [...] Ord lig blanke Kastespyd, der kunne suse op i den syvende Himmel og træffe de fromme Hyklere, der have sneget sig derind, i det Allerhelligste [...] Jeg er helt Glæde og Sang, helt Sværd og Flamme [...] maaske ogsaa rent gal.«

Han fortæller blandt Andet, at Fiskeren, som nogle Dage senere roede ham over til Sandbanken, hvorfra man gik i Vandet, smilende har fortalt ham Nyheden med de Ord: »De fattige Folk har vundet Sejr,« og Heine[LXXXI] forbauses over Menigmands rigtige Instinkt. Og saa var det dog netop lige omvendt de rige Folk, som vare og bleve Sejerherrerne tilsidst.

Men alene en saadan Ytring som den sidstanførte viser, hvorledes de tyske Forfattere opfattede Julirevolutionen. Den fyldte dem med saadanne religiøse Følelser, med hvilke fyrretyve Aar tidligere Datidens ledende Aander i Tyskland havde omfattet den store Revolution. Den var dem ikke et Udslag af det liberale Bourgeoisies Kraft og Evne til at lade de lavere Klasser arbejde og bløde for sig, men i al Almindelighed Signalet til Menneskeslægtens politiske, økonomiske og religiøse Befrielse. Den var for dem den Stordaad, som med ét Slag rystede Aaget af Folkene og Trykket af Sindene. |41|

En af de ypperste blandt Fyrrernes radikale Skribenter, Robert Prutz[LXXXII] (dengang kun fjorten Aar gammel) har i Aaret 1847 fortræffeligt gjengivet Indtrykket, omtrent paa følgende Maade: I femten Aar havde det set ud som var Verdenshistoriens evige Avlekraft lammet. I femten Aar havde man bygget og kittet, holdt Kongresser, stiftet Forbund, bredt Politimagtens Garn ud over Europa, smeddet Lænker, befolket Fængsler, rejst Galger — og tre Dage havde været nok til at styrte én Trone og bringe alle Troner til at skjælve. Det var da ikke sandt, hvad Fyrsterne havde pralt med og Hofromantikerne havde sagt og sunget.

*) R. Prutz[LXXXIII]: »Vorlesungen über die deutsche Litteratur der Gegenwart[0014]« 270, 271.
Den hellige Alliances tusindaarige Rige havde varet femten Aar. Det syntes derfor som om et nyt Foraar skulde oprinde ogsaa i det tyske Folks politiske og aandelige Liv.

  • IV.
    højresiderne i kapitel 4 har i førsteudgaven klummetitlen »Julirevolutionens Indflydelse.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
  • Efterretningen om Julirevolutionen i Paris
    den væbnede folkelige opstand brød ud 27.7.1830 i Paris.
  • den franske Grundlov
    Charte constitutionelle de 4 juin 1814, der var i kraft fra 1815 til 1830.
  • Filhellenere
    dvs. 'grækervenner'; filhellenismen var i 1820'ernes Europa en folkelig politisk-idealistisk bevægelse, som ydede grækerne hjælp i deres frihedskrig 1821-1829 for at opnå løsrivelse fra Det Osmanniske Rige og skabe et selvstændigt Grækenland.
  • »Jeg véd ... Verden med Sanskrit.«
    citatet har ikke kunnet identificeres.
  • Kongens Fødselsdag
    3.8.1830 fyldte kong Friedrich Wilhelm 3. af Preussen 60 år.
  • den naturvidenskabelige ... Saint-Hilaire
    striden, der drejede sig om forståelsen af hvirveldyrs evolution, stod mellem de to franske zoologer Georges Cuvier og Étienne Geoffroy Saint-Hilaire. Mens Cuvier afviste evolutionstanken generelt, havde Saint-Hilaire påvist flere anatomiske lovmæssigheder, bl.a. at organer opretholder samme indbyrdes placering ('homologe organer'), hvad der for ham måtte pege i retning af en fælles evolutionær oprindelse, og at arter over tid kunne ændres ved ydre påvirkninger; ad sådanne tankebaner foregreb han Charles Darwins forskning.
  • Saint-Simonismen
    en socialistisk, utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon, hvis økonomiske filosofi ville løse det voksende byproletariats fattigdomsproblem ved industrialisering uden kapitalistisk udbytning.
  • den polske Opstand(s)
    en folkelig national opstand, udbrudt i november 1830 i den russiske del af Polen, der medførte dannelsen af en provisorisk polsk regering; med russernes indtagelse af Warszawa i september 1831 blev opstanden kvalt.
  • Julirevolutionen
    folkelig opstand i Frankrig i juli 1830, der resulterede i afskaffelsen af det restaurerede kongedømme under bourbonerne og bragte Ludvig-Filip på tronen.
  • Ministeriet Polignac ... Forfatningsbrud
    det siddende franske ministerium under Jules de Polignac udstedte 25.7.1830 'ordonnanserne', dvs. fire kongelige forordninger, der dekreterede hhv. indskrænkning af pressefriheden, opløsning af Nationalforsamlingen, en ny valglov med en reduceret Nationalforsamling samt udskrivning af nyvalg i september samme år.
  • »Og Gud sagde, det vorde Lys!«
    allusion til skabelsesberetningens ord i 1. Mosebog, 3, i Det Gamle Testamente (i 1992-oversættelsen): »Gud sagde: »Der skal være lys!««.
  • Efterretningen ... Udbrud fulgte
    den væbnede opstand begyndte 27.7.1830 i Paris; ministeriet Jules de Polignac trådte tilbage 29.7.1830, og kong Karl 10. abdicerede 31.7.1830.
  • »Den første franske ... udgydt paa Valpladsen.«
    citat fra 2. brev i Ludwig Börnes essayistiske samling Briefe aus Paris 1830-1831, 1832 Börne 1964, 3:4-5.
    Ludwig Börne: Sämtliche Schriften, vol. 1-5, Inge & Peter Rippmann (red.), 1964-1968.
    .
  • les trois jours glorieux
    (fr.) de tre glorværdige dage.
  • »Ordonnansen mod ... op i disse Regioner.«
    citatet har ikke ladet sig identificere.
  • Julirevolutionen(s)
    væbnet folkelig opstand i Frankrig i juli 1830, der resulterede i afskaffelsen af det restaurerede kongedømme under bourbonerne og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
  • den revolutionære Hambacher-Fest
    en stor folkelig tysk manifestation, der fandt sted i dagene 27.-30.5.1832 på slottet i Hambach i Rheinpfalz; parolen var kravene om national enhed, politisk frihed og borgerrettigheder.
  • »Nu bort med ... at have fortvivlet.«
    citatet har ikke ladet sig identificere.
  • skriver han i ... og til Kunsten
    af Heinrich Heines Ludwig Börne. Eine Denkschrift, 1839 Heine 1978, 11:47.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Jeg sad netop ... som luede i mig.«
    citeret efter Heinrich Heines Ludwig Börne. Eine Denkschrift, 1839 Heine 1978, 11:48.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • den amerikanske Frihedskrig
    de nordamerikanske koloniers løsrivelseskamp 1775-1783 imod Storbritannien med efterfølgende oprettelse af USA som en føderal republik; kolonisternes kamp støttedes officielt af Frankrig med indgåelsen i 1778 af den fransk-amerikanske alliance.
  • »Lafayette, den ... maaske ogsaa rent gal.«
    sammensat citat af Heinrich Heines Ludwig Börne. Eine Denkschrift, 1839 Heine 1978, 11:50.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »De fattige Folk har vundet Sejr,«
    citeret efter Heinrich Heines Ludwig Börne. Eine Denkschrift, 1839 Heine 1978, 11:51.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Julirevolutionen
    væbnet folkelig opstand i Frankrig i juli 1830, der resulterede i afskaffelsen af det restaurerede kongedømme under bourbonerne og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
  • den store Revolution
    dvs. Den Franske Revolution, revolutionsperioden 1789-1799, hvor folket styrtede det gamle privilegiesamfund i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • tre Dage havde ... styrte én Trone
    dvs. Julirevolutionens dage: den væbnede opstand begyndte 27.7.1830 i Paris; ministeriet Jules de Polignac trådte tilbage 29.7.1830, og kong Karl 10. abdicerede 31.7.1830.
  • Den hellige Alliance(s)
    en politisk alliance, indgået i 1815 mellem de kontinentaleuropæiske stormagter Rusland, Østrig og Preussen, efter at magtbalancen i Europa var blevet nyformet under Wienerkongressen 1814-1815. Alliancens reelle betydning svækkedes efter den russiske kejser Aleksander 1.s død i 1825.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«