Det unge Tyskland (1890)

XXIII.

Hverken Fremstilling af Forholdet mellem Litteraturen og Politiken eller den af de litterære Begivenheders Gang eller Tegning af de vigtigste Mandskarakterer i det unge Tyskland afslører tilstrækkeligt det Sjælelige i Tiden.

Hvad der gjøres og hvad der skeer, er udvortes Udslag. Hvad der frembringes i Bogverdenen, søger nødvendigvis det Virkningsfulde, maa til en vis Grad stilisere og sætte i Relief allerede for Tydelighedens Skyld. Vil man komme under Vejr med, hvorledes der i en vis Tidsalder aandeligt er |383| bleven levet, saa maa man stræbe at komme de følende Personligheder saa nær som muligt, og man maa ikke forsømme at fuldstændiggjøre det Indtryk, man modtager ved Iagtagelse af Tidens ledende Mænd med Studiet af Periodens typiske Kvindeskikkelser.

Hvor der føles mere og virkes mindre, hvor Formningsevnen er for svag til at løsne det Frembragte helt ud fra Personligheden, men hvor Oprindeligheden dog er stor, der naar Forskeren lettest ind til Livskilderne i en Tidsalder. Et Brev fra en rigtudrustet Kvinde fører mere direkte ind til det levende Menneske og dets virkelige Følemaade end en politisk Tale eller et Sørgespil.

Ingen af de faa store Kvinder, som beherske Aanderne i dette Tidsrum, har frembragt noget Kunstværk, ingen af dem har endog blot forsøgt derpaa. De have hverken skrevet Romaner eller Afhandlinger. De have, ogsaa litterært, virket umiddelbart ved deres Personlighed og have øjensynligt ikkun formaaet at sætte Sindene i saa stærk Bevægelse, fordi Tidsalderen fandt noget af sit inderste Væsen udtrykt i dem. Deres Naturer er uplastiske, uhaandgribelige, der er noget Utydeligt, Udvisket ved deres Aandslivs Konturer, men er det end derfor vanskeligt at skildre deres Individualiteter, saa er det de lettere at føre Tidens Puls i deres Ytringsformer.

Gjennem dem indseer man, at den Ide, der |384| ligger til Grund for de Bedstes Liv i denne Periode og som giver sig Udslag i Oppositionen mod Regeldyrkelse og Vedtægtstvang, er den, at det Eneste, som er en tænksom og følelsesfuld Aand værdig, det er at opfatte de menneskelige Forhold paa en selvstændig og oprindelig Maade og at grunde sin Opførsel paa denne Opfattelse. Det var en Ide, som allerede var gammel i tysk Kultur, den stammede fra Herder[I], den var taget i Arv af alle Naturevangeliets Forkyndere deriblandt af Heinse[II], som slog saa stærkt ned i enkelte af det unge Tysklands Mænd, men den var dog især udfoldet og bragt i Anvendelse paa alle Livsomraader af Goethe[III]. Ved at studere Tidens mest ejendommelige Kvindeskikkelser, opdager man, at det, der fra 1810—1835 dybest inde var skeet, det, som var Tidens underjordiske, underfundige Hemmelighed, det var, at Goethes[IV] Verdensanskuelse Punkt for Punkt havde fortrængt den kirkelige og bemægtiget sig alle store Instinkter og virkelige Begavelser i Tiden.

Den uden Sammenligning betydeligste Kvinde, som i Trediverne og Fyrrerne sysselsætter de aandeligt Interesserede i Tyskland, er Rahel Varnhagen von Ense[V]. Hun døer i Marts 1833 og 1835 udgiver hendes Mand i tre Bind det Udvalg af hendes Breve og Dagbøger, der aabenbarede den store Læseverden hvad hun havde været. Denne Offent|385|liggjørelse fulgtes efterhaanden af en lang Række andre, der havde hende til Midtpunkt.

Langt mindre genial, men langt talentfuldere end Rahel[VI] var Bettina von Armin[VII], der i Aaret 1835 udgav det opsigtvækkende Skrift »Goethes Brevvexling med et Barn[0001]«, som modtoges med Begejstring.

Medens Rahels[VIII] Navn erindres paa Grund af hendes mangeaarige, uafbrudte, men rent private Virken i det Stille, og medens Bettinas[IX] Navn har Glans af hendes glimrende Talent og funklende Vid, erindres den tredje Kvinde, som gjorde dybt Indtryk paa Datidens Mænd og Kvinder, alene paa Grund af en Handling, et Selvmord. Det er Charlotte Stieglitz[X], der i December 1834 dræbte sig selv, og hvis Livshistorie, Optegnelser og Breve i 1835 bleve forelagte Læseverdenen af Theodor Mundt[XI]. Hun blev strax Gjenstand for talrige Studier og Forherligelser af den unge Skole. Især har Gustav Kühne[XII] karakteriseret hende smukt. Det var desuden, som ovenfor nævnt, hendes Død, som gav Anledning til Gutzkows[XIII] »Wally[0002]«.

Rahel Antonie Friederike Varnhagen[XIV] (født Levin, senere bekjendt under Familienavnet Robert) kom til Verden i Berlin[a] 1771. Hun synes forsaavidt at tilhøre en helt anden Epoke end Julirevolutionens; men først efter sin Død blev hun en offentlig Personlighed og traadte gjennem det trykte Ord i Forhold til Publikum og Datidens |386| Skribenter. Hun var et af de sjældne Væsener, der i Kraft af en ufortabelig Sindets Friskhed forstaa Alt og Alle, føle med de mest forskelligartede Individualiteter og Retninger, besidde det Blik, der er Blik for det Væsentlige og i Kraft af deres mangesidige uopslidelige Sympathi indtil deres Død beundres og vurderes ligeligt af de Bedste blandt Yngre og Ældre. Rahel[XV] var hyldet af Karl Gutzkow[XVI], som hun havde været hyldet af Schelling[XVII] og Friedrich Schlegel[XVIII], af Schleiermacher[XIX] og Wilhelm von Humboldt[XX]. Hun havde været glødende Patriot under Frihedskrigen, forestaaet Hospitaler i Berlin[b] og Prag[c], og hun blev beundret af Heinrich Heine[XXI], der helligede hende, den 50aarige, det lyriske Intermezzo[0003] i »Buch der Lieder[0004]«. Hun, der havde omgaaedes Aarhundredeskiftets ypperste Mænd som Fyrsten af Ligne[XXII], Fichte[XXIII], Prins Louis Ferdinand[XXIV], Fouqué[XXV] og endnu mange andre fortroligt, hilsede til sine Omgivelsers Forbauselse endnu Victor Hugo’s[XXVI] Orientaler og Saint-Simonisternes Skrifter med levende Glæde. Der er noget Stort ved dette Liv, saa udramatisk det end er.

Man aner Mangesidigheden af hendes Væsen, naar man gjennemgaar de saa aldeles forskjelligartede Personligheder, hun stod i nær Forbindelse med. Der er i hende paa én Gang Dybder, der endnu overraske, og Uklarheder, et moderne Menneske Intet kan gjøre udaf. Hendes Væsens Trolddom har været det Mundtlige, Øjeblikkelige, |387| den lejlighedsvise Ytring; det er derfor ikke let at rekonstruere den nu. Stærkt har hun virket udadtil, men dog var hendes egentlige Liv ganske indadvendt; hun var i sit Aandsliv afgjort aristokratisk, og dog saa god, at hun i Kraft af denne Godhed havde Tanke for de Fjærneste.

Som en ung Pige uden Skjønhed og ganske blottet for Talenter voxer hun op i Berlin[d] i sin Faders, en rig jødisk Kjøbmands Hus paa en Tid, da den jødiske Stamme endnu ingensomhelst Borgerrettigheder havde. 25 Aar gammel er hun allerede et betydningsfuldt Medlem af det højere Selskab i Hovedstaden; fra sit 30. Aar til sin Død er hun Midtpunktet for Berlins[e] og et af Midtpunkterne for hele Tysklands Intelligens. Hun tiltrak ved sit Væsens Oprindelighed. Alle Mennesker ønske og ynde jo at se deres Væsen afspejlet i et større Menneskes Sind, alle attraa Medfølelse, alle ville forstaas. Og instinktmæssig sporede de, der kom hende nær, Fyrster og Adelige, Diplomater og Filosofer, Digtere og Videnskabsmænd, at denne unge Pige med den lette, yndefulde Skikkelse, med de fine og fyldige Lemmer, med det lidende Udtryk i Ansigtet under det tykke, krøllede Haar og med det dybe og faste Blik i det mørke Øje, var deres Fortrolighed værdig, og det af den ene, men tilstrækkelige Grund, at hun var uden alle Fordomme.

Hun omgaas med Glæde en dejlig Hetære som |388| Pauline Wiesel[XXVII], Prins Louis Ferdinands[XXVIII] Veninde; hun er paa en Gang hendes, hendes cyniske Mands og hendes fyrstelige Elskers Fortrolige. Hun holder oprigtigt af en reaktionær Vellystning som Friedrich Gentz[XXIX]; hun lykønsker ham med Varme, da han, over 60 Aar gammel, har vundet Fanny Elslers[XXX] Kjærlighed; hun ser i ham det lysende Prosatalent og Politikeren, der i et afgjørende Øjeblik havde havt national Betydning. Menneskene er for hende paa Goethe’sk Vis Naturprodukter.

At hun imidlertid, strængt sædelig og politisk frihedselskende, som hun var, havde kunnet hæve sig til en saadan Højde af Fordomsfrihed og opnaa en saa vid Horizont, det beroede paa, at hun var født paa et Fristed udenfor Samfundet, nemlig i et velhavende jødisk Hus i Berlin[f].

Et Par Aarhundreder igjennem havde i det gammeldags stive, intolerante Preussen[g] de fremmede, foragtede, krumnæsede Familiefædre siddet i Vexelerbutikerne og uden Sans for Andet end Penges Værd lagt Thaler paa Thaler, kjøbt Obligationer og tilsidst nu og da laant Fyrsterne Penge. De var i al deres Rigdom uvidende, orthodoxe, overtroiske. Saa brød i Oplysningsperioden Moses Mendelsohns[XXXI] Virksomhed ind over dem. Deres Religiøsitet blev en ædel Rationalisme, og de forstod, hvad Kundskab og Dannelse betyder. Ved det attende Aarhundredes Slutning allerede havde de givet deres Sønner en helt ny Opdragelse, og |389| samtidigt begyndte man at se paa disse Sønner som paa Væsener, mod hvilke man havde en Uret at gjøre god igjen. Og denne Sønnernes Slægt aabnede da paa én Gang deres hidtil lukkede Huse.

De lignede ikke de knebne, spidsborgerlige Berliner-Lejligheder. Rummelige Værelser med tykke østerlandske Tæpper: hist og her et kostbart Maleri, afhændet til Faderen eller Bedstefaderen af en eller anden Fyrste i Pengeforlegenhed. Et Bord med udsøgt Kjøkken, fine Vine, Fade af Guld og Sølv, Glas af det reneste Krystal, der funklede paa kniplingsbesatte Duge. Hustruen og Døtrene udrustede med en højere og finere Dannelse end ellers Damerne af Borgerstanden, med levende Interesse for Theologi, Filosofi og Musik, og hurtigt udviklede ved det blandede Selskab, der søgte derhen

*) Karl Hillebrand[XXXII]: »Zeiten, Völker und Menschen II, V: Aus dem unzünftigen Schriftthum Deutschlands[0005]«.
.

Thi her mødtes som paa et neutralt Jordsmon alle de, som Samfundet ellers holdt ude fra hverandre, Medlemmer af de forskjellige Stænder og Kaster, med en stor Del af dem, som Samfundet udelukkede. Intet borgerligt Hus i Berlin[h] modtog dengang en fremmed eller indenlandsk Skuespillerinde; her modtoges Theatrenes Damer paa lige Fod med de andre Gjæster. I andre borgerlige Huse kom Prinserne ikke, allerede fordi de kjedede sig |390| der. Her kom de lokkede af Tonens Ligefremhed og Damernes Vid. Det var en Zigeunerverden uden Bohêmelivets Raahed. Det var det første Gjennembrud af Verdensborgeraanden i det gammelpreussiske Berlin[i].

I disse Kredse voxer Rahel[XXXIII] op. Allerede et enkelt Venskab udmærker hende, det med hendes Jævnaldrende, den daværende Ungdoms Helt, Prins Louis Ferdinand[XXXIV], Søn af Frederik den Stores[XXXV] yngste Broder, en ridderlig og kunstnerisk Natur med dumdristigt Mod og forfløjne Sæder, en ypperlig Musiker og ypperlig Ryttergeneral. Goethe[XXXVI] har skildret ham i sin Bog om Felttoget 1793. Franskdannet var han som alle preussiske Prinser den Gang, og det i den Grad, at han (som man af hans offentliggjorte Breve ser) ikke kunde skrive Tysk orthografisk, men han var ligefuldt en lidenskabelig Fjende af Napoleon[XXXVII] og brændte efter at maale sine Tropper med hans. Som i sin Tid Prinsen af Homburg[XXXVIII] trodsede han en Ordre om Tilbagegang, og lod sig i sin Harme over Nederlaget ved Saalfeld[j] — negtende at flygte, negtende at overgive sig — hugge ned af franske Husarer. Han betroede Rahel[XXXIX] sine vilde Kjærlighedseventyr og finder under sin Sorg over en uværdig Elskerinde Trøst i stille, fornuftige Samtaler med hende som med en Søster.

Ikke altid kunde hun give Andre Trøst. Hun trængte i sin Ungdom selv altfor stærkt dertil. |391| Hun var af Naturel i den Grad nervøst pirrelig, at hun kun med stor Vanskelighed som Barn blev holdt i Live: »Blot Luften er for tæt eller for tynd, for varm eller for kold, saa er jeg syg. End mere syg er jeg ved den mindste Sindsbevægelse. Det er umuligt at være mere ømtaalig.« Næsten ethvert af hendes Breve har ved Siden af Datoen den nøjagtigste Beskrivelse af Vejrligt og Temperatur. F. Ex.: »Fredag 14. Marts 1828. Graat. Sydvestvindsvejr, fugtigt og dog tegnende til Foraar, uden imidlertid at indbyde til Spadseren. Duer flyve. Der viser sig nu og da blaa Vinduer paa Himlen, og de lade hist og her som netop nu Dagslyset trænge igjennem.« Eller: »23. Marts 1829. Klar Sol, som har brudt igjennem; iskold, skarp, afgjort Nordostvind. Thiergarten[k] utilgængelig og ikke ganske fri for sin Is.« Eller »17. April 1830. Middag; efter Regn Foraarsvejr, Træerne grønlige, men endnu ikke grønne. Mit bedste Øjeblik i Aaret, uden Fluer eller Myg, uden Hede. Foraaret nærmer sig; det tilvifter os tusind Erindringer og Forhaabninger, der aldrig ville opfyldes, men paa hvilke vi have Krav.«

Saadanne Aander fortjene og vække lige saa megen Medlidenhed som Beundring. Hendes Ven W. v. Burgsdorf[XL] skriver til hende: »Da jeg saa Dem for første Gang, blev jeg slaaet af, at De maatte være bleven opdraget af langvarige Li|392|delser.« Det var sandt, hun havde havt et sygeligt Legeme, en tungsindig Ungdom, en haard Fader og havde lidt tidlige Ydmygelser. Hun var — paa en næsten uværdig Maade — ulykkelig over at være født Jødinde; hun kalder det en Dolk, som et overnaturligt Væsen i Fødselsøjeblikket har stødt i hendes Hjærte. Der rørte sig ikke en Fiber i hendes Væsen for det Religionssamfund, i hvilket hun ved sin Fødsel hørte hjemme. Erindringerne var da endnu friske om Fanatismen i det og Fanatismen imod det. Endnu i 1756 havde den jødiske Menighed i Berlin[l] udstødt et Barn af Byen, fordi det havde baaret en Bog for en Kristen. Og paa den anden Side havde endnu Moses Mendelsohn[XLI] ikke kunnet gaa ud med sine Børn uden at forfølges af Stenkast.

Hendes Fader havde i hendes Opvæxt sat al sin Forstand og Karakter ind paa at knække det sarte Barns Egenvilje, og kun ved sit spændstige Sinds ualmindelige Styrke lykkedes det hende at bevare sin Ejendommelighed. Hun havde tidligt Indtrykket af at have lidt saa meget, at der ikke mere var noget i hende, som kunde knækkes eller brydes.

Det var uundgaaeligt, at et saadant Væsen maatte elske med Heftighed og lide Kvaler under sine Forelskelser, lidenskabelig til det yderste som hun var. Og to Gange led hun, da hun elskede heftigst, den bitreste Skuffelse , Følelsen af at blive |393| stødt ned som med en Morderkniv og at leve i Aarevis med Kniven i sit Saar.

24 Aar gammel havde hun knyttet sig med hele sin Sjæl til den et Aar yngre Grev Karl von Finckenstein[XLII], Sønnen af en preussisk Minister. De to unge forlovede sig, og Rahel[XLIII] levede nogle Aar udelukkende i denne Kjærlighed. Hendes Forlovede var god, forelsket, hengiven, men svag af Karakter. Han meddelte hende de Plagerier, han var udsat for af sin fornemme Familie, der misbilligede dette Forhold til en Ikke-Jævnbyrdig og forsøgte at faa ham til at opgive det. Dybt saaret i sin Stolthed gav hun ham hans Ord tilbage. Skjøndt hun ved sin overlegne Personlighed med Lethed kunde have overvundet hans Betænkeligheder, ifald hun vilde have sat sit Væsen ind derpaa, stillede hun ham strax aldeles frit, og han var svag nok til, saa indtaget han end var i hende, at modtage sin Frihed. Aldrig forvandt hun denne første dybe Ydmygelse.

Der gik tre Aar, og hun blev forelsket paany, denne Gang flammende, helt med Sjæl og Sanser, og hendes Følelse blev gengjældt. Hun forlovede sig anden Gang med Don Raphael Urquijo[XLIV], en udmærket dejlig ung Legationssekretær ved det spanske Gesandtskab i Berlin[m]. Forholdet varede, lidenskabeligt fra begge Sider, et Aars Tid. Men Naturerne vare altfor ulige, han hende altfor underordnet. Han pinte og krænkede hende med Skinsyge |394| i den Grad, at hun brød for at bevare sin Menneskeværdighed, men med en Følelse af Tilintetgjørelse indtil Vanvid, af Ensomhed og af at være udsat for al Livets Kulde uden det Værn derimod, som hun med sit Kvindehjærte mindst kunde undvære.

Da hun var bleven forladt af Finckenstein[XLV], foreslog man hende et Fornuftparti. Hun svarte: »Jeg kan ikke gifte mig, thi jeg kan ikke lyve. Tro ikke, jeg er stolt deraf, jeg kan ikke, som jeg ikke kan spille paa Fløjte [...] Han maatte ingen Fordomme have; ellers holdt jeg det ikke ud [...] Det gik heller ikke an, at han var dum og tvang mig til at lyve og lade, som jeg beundrede ham. Jeg maa kunne sige alt, hvad jeg vil.«

Da hendes Hjærte nu længe savnede den dybeste Tilfredsstillelse, levede hun des lidenskabeligere for sine aandelige Interesser. Men hun stødte paa den Vanskelighed, at hun intet Ordentligt havde lært. Hun plejede at tale om sin tykke Uvidenhed. Uvidende var hun selvfølgelig langt fra at være; men saa meget er utvivlsomt, at noget dybere Indtryk af hvad Videnskab er, har hun aldrig modtaget, og aldrig har hun havt en videnskabelig Tanke.

Man havde lige saa lidt lært hende Jødedom som Historie og Geografi. Hun siger etsteds, at hun er voxet op som et Træ i Skoven og intet har kunnet lære, en Religion saa lidt som Resten. |395| Hun dannede sig da sin egen Religion, beslægtet med den, som Schopenhauer[XLVI] satte i System. Hendes Tanker om en Vilje i Naturen, om Verdens-Elendigheden, om Medlidenheden som den eneste Kilde til Moral er beslægtet med hans. Hendes Religion havde sin Mystik. Hun beundrede meget Angelus Silesius[XLVII] og Saint-Martin[XLVIII]; hun var lidenskabelig Pantheist som Goethe[XLIX]. Hun optegner den tyske Mystikers Vers:

Alle Tugenden sind eine Tugend.
Schau, alle Tugenden sind ein ohn’ Unterscheid,
Willst du den Namen hör’n? Sie heisst Gerechtigkeit.

og skriver derunder:

Weil sie Wahrheit ist. Einfalt, Unpartheilichkeit
Selbstlosigkeit, Austheilung für Alle.

Hun saa altid Enheden, Helheden. Det var som om et Ekko af Verdenssjælen vibrerede i hendes Sjæl. Hun syntes at have profetisk Gave, saa rigtigt saa’ hun; der var noget af en Sibylle, af en delfisk Præstinde i hendes Natur. Skade at hendes løsrevne Ord for os Efterlevende saa tidt er dunkle Orakelsprog.

Hun var fuld af Overbærenhed mod de Brødefulde, af Sympathi med de Ringe, af Medlidenhed med de Fattige og foragtede kun ét, den korrekte Middelmaadighed, men viste aabent denne Foragt, selv om den skabte hende Fjender. |396|

Hun sad hen og blev en gammel Pige, dog uden at Aarene bevirkede nogen Forandring i hendes Udseende eller formindskede den Magt, hun udøvede. Ti Aar igjennem stod hun i den ømmeste Brevvexling med sin senere Ægteherre, Varnhagen von Ense[L]. Han var fjorten Aar yngre end hun, først en tapper Officer, senere en dygtig Diplomat, tilsidst en ypperlig, stærkt fronderende Skribent, og maatte udmærke sig i Krig og Fred, før han uden at blive overseet kunde tænke paa at optræde som hendes Brudgom. Ham ægtede hun 42 Aar gammel og levede endnu 19 Aar i et fuldstændigt lykkeligt Ægteskab med ham.

Sin afgjørende litterære Betydning har Rahel[LI] derved, at det var hende, der først i Berlin[n] fornam og udtalte, hvad Goethe[LII] var værd. Længe inden der endnu havde dannet sig en litterær Mening om denne Livssag for tysk Kultur, var Rahel[LIII] gjennemtrængt af Goethes[LIV] Genius, fortryllet af dens Magt, og forkyndte Enhver, med hvem hun traadte i Berøring, at denne Mand var uden Sammenligning med andre, den højeste Aand, den indsigtsfuldeste Raadgiver og Dommer i Livets Anliggender. Det skete paa en Tid, da Goethe[LV] endnu var en blandt mange i Hoben af Forfattere, og da andre i Rang og Ry sattes langt over ham. Længe inden Brødrene Schlegel kritisk fastsloge Ærefrygten for Goethe[LVI] som ubetinget, havde Rahel[LVII] allerede indført Dyrkelsen af den store Uforstaaede og Miskjendte |397| i sin Vennekreds i Berlin[o], til alle Sider prist hans lysende Ord og betegnet hans Navn som et helligt og indviet Navn.

Hun er saa lykkelig at træffe ham, kun 24 Aar gammel, 1795 i Teplitz[p]. Af et Brev fra David Veit[LVIII] til Rahel[LIX] kan man se, hvad Goethe[LX] har sagt om hende: »Ja, det er en ung Pige med overordentlig Forstand, som altid tænker — og med Følelser — hvor finder man det? Det er noget sjældent. Vi var bestandig sammen, vi har levet meget venskabeligt og fortroligt sammen.« Til Franz Horn[LXI] sagde Goethe[LXII]: »Det er en ung Pige, som er rig paa Kjærlighed. Hun er stærk i alle sine Følelser og kaster dog enhver Ytring let hen [...] det første gjør, at vi beundre den store Originalitet i hende, det andet gjør denne Originalitet elskværdig [...]«

Da Rahel[LXIII] erfarer det, skriver hun: »Hvorfra véd han, at jeg har Følelse? Ingen har jeg i mit hele Liv mindre kunnet vise mig for, som jeg er, end for ham. Dog lad mig tie. Han er Goethe[LXIV]. Og hvad han føler og siger er sandt. Ogsaa hvad han siger om mig, troer jeg [...] Ser De ham, Horn[LXV], saa hils ham fra En, der altid har tilbedt ham, forgudet ham, selv da Ingen roste, forstod, beundrede ham. Og hvis han undrer sig over, at en stille ung Pige sender ham en saadan Hilsen, saa lad ham forstaa, at hun i den Grad respekterer ham, at hendes Respekt har forhindret hende |398| i at sige det. Sig ham, at det ikke er Affektation, men Blommeblødhed. Hvad kan jeg for, at Andre affektere, hvad jeg mener i Alvor. Har jeg ikke Ret? Ja, jeg tilbeder ham.«

Og nu skeer der Intet, gjøres der ikke ringeste Forsøg fra Rahels[LXVI] Side paa at træde i Forbindelse med Goethe[LXVII], knytte Brevvexling med ham eller lignende. Aldrig omtaler hun hans Person, bestandig kun hans Geni. Der gaar tyve Aar, og hun ser Intet til ham. Engang i 1811 sender Varnhagen[LXVIII] Goethe[LXIX] nogle Optegnelser af Rahel[LXX] om hans Poesier. Han bliver slaaet af det Læste, karakteriserer Forfatteren som en mærkværdigt opfattende, forenende, efterhjælpende, fuldstændiggjørende Natur, der med ét Slag begriber — men efter Rahels[LXXI] Anmodning til Varnhagen[LXXII] erfarer han ikke, fra hvem dette Haandskrift stammer. Først 1815 i Nærheden af Frankfurt[q] ser Rahel[LXXIII] Goethe[LXXIV] igjen. Der er noget Rørende ved dette Sammentræf. Goethe[LXXV] er nu 66 Aar gammel. Han er i Besøg hos sin Veninde Marianne von Willemer[LXXVI] (hans Diwan’s[0006] Suleika[lxxvii]) paa Willemers[LXXVIII] Gaard Die Gerbermühle. Rahel[LXXIX] er i Frankfurt[r], har tilfældigvis set ham paa en Kjøretur med hans Værtsfolk og er i sin Skræk, sin Glæde kommen til at raabe højt: Der er Goethe[LXXX].

Der er som sagt gaaet tyve Aar. Det er den 8. September om Morgenen. Rahel[LXXXI] har havt noget ondt i Øjnene, er staaet senere op end sæd|399|vanligt, staar i Negligé og børster sine Tænder, da Kl. 9 1/4 Værten kommer og siger, der er en Herre, som vil tale med hende. Han har givet hendes Pige et Kort. Det er Goethe’s[LXXXII]. Og af Ærefrygt, for at han ikke skal vente, giver hun sig ikke Tid til at klæde sig ordentlig paa, til at gjøre sig smuk: »Jeg lod ham træde ind nedenunder og kun vente saa længe, som jeg behøvede til at knappe en Jakke om mig. Det var en sort vatteret Jakke. Jeg ofrede mig selv for ikke at lade ham vente et Minut. Det var den eneste Tanke, jeg havde. Heller ikke undskyldte jeg mit Toilette, jeg takkede ham kun. Jeg undskyldte mig ikke; thi jeg mente, han maatte vide, at jeg helt forsvinder, og at der kun tages Hensyn til ham. Det var — desværre — mit Hjærtes første Bevægelse. Nu tænker jeg med den heftigste, mest komiske, mest pinefulde Anger anderledes.«

Hendes forsømte Paaklædning. hendes Følelse af Uskjønhed og Utækkelighed nedslog hende, hun sagde intet, som duede. Efter en saa mangeaarig Kjærlighed, en saadan Leven i ham og Længsel efter ham fik hun ham for eneste Gang at se nogle Øjeblikke i Enrum, og saa gik det saadan: »Og hør nu helt ud,« skriver hun til Varnhagen[LXXXIII], »hvor latterlig jeg var. Da han var borte, klædte jeg mig rigtig smukt paa. Alt vilde jeg nu indhente og oprette. En skjøn hvid Kjole med høj smuk Krave, Kniplingsslør, mit Shavl fra Moskvá[s] [...] |400| og nu kan jeg sige, som Prins Louis[LXXXIV] skrev til mig: Nu er jeg mellem Brødre 10,000 Thaler mere værd. Goethe[LXXXV] har besøgt mig.«

Rahel[LXXXVI], der efter tyve Aars Venten, efter et Livs Beundring modtager Goethe[LXXXVII] i vatteret Jakke hellere end lade ham vente i fem Minutter, det er, som Enhver vil indrømme, et Højdepunkt af kvindelig Heroisme. Denne Scene bliver efter Gjennemlæsningen af mange Bind Rahel[LXXXVIII]-Litteratur tilbage i Ens Erindring som den afgjørende. Den giver Maalestokken for hendes Ærefrygt, hendes Forstaaelse og hendes Evne til at overvinde sit Kjøns mest berettigede Forfængelighed.

Det er Skade, at et Væsen med saa sjældne Egenskaber manglede alt Talent, al formende Evne, enhver Plastik. Nu ligge de fine og dybe Indfald, hun har havt, spredte som blotte Bemærkninger i Breve og Optegnelser af privat, for Efterverdenen ligegyldig Natur. Rimeligvis holde nutildags kun begejstrede Kvindesagskvinder ud at læse større Partier af hende i Træk.

Men hendes Væsen var ikke af kunstnerisk Art. Det var Sandhedskærlighed. »Jeg har,« siger hun, »i denne Verdens store og almindelige Elendighed viet mig til én Gud, Sandheden, og hver Gang jeg er bleven frelst, er jeg bleven det ved ham.« Hun var fast og paalidelig i sine Venskabsforbindelser, men selv med Fare for at nedsætte sig i Andres Omdømme tilstod hun, naar en |401| Følelse i hendes Sjæl var slukt, og skammede sig ikke derover. Med hendes Sandhedskærlighed stod hendes Væsens Simpelhed i Forbindelse; hun gav sig ikke ud for at være hævet over almindelige Svagheder, tilstod sin Kjærlighed til Slikkeri, sin Begjærlighed efter at høre om de nyeste Parisermoder. Og hun havde den fortjente Lykke stadigt at føle en dels medfødt dels erhvervet Harmoni, en sikker indre Sammenhæng i Sjæleliv og Overbevisninger — deraf hendes høje og berettigede Selvfølelse. »Jeg dræber Pedanteriet i tredive Miles Omkreds,« sagde hun.

For hende delte Menneskene sig ikke i dumme og kloge, ikke heller i gode og onde, men i dem, som var dem selv, og dem, som ikke var det. Derfor havde hun Sans som ingen Anden for det Naturlige, det Oprindelige, hvor hun traf det, hvor beskedent det end var, og derfor havde hun selv, trods sin gjennemtrængende Forstand, en Naivetet, en Friskhed i Opfattelse og Udtryk som et genialt anlagt Barn.

Da hun stod paa sin Anseelses Højde, var hun nødt til at gjøre sig selskabeligt utilgjængelig, omgive sig med alle Slags Forskansninger for at bevare sin Frihed til at vælge sin Omgang. Hun valgte bestandig Originaler.

En af hendes Omgangsvenner, Grev Tilly[LXXXIX], skriver til hende: »Jeg har tusind Komplimenter at gjøre Dem, før jeg slutter. En beundrer Dem; |402| En er Dem hengiven; En er forundret, naar han forstaar Dem, En bedrøvet, naar han forlader Dem, selv om det kun er i et Brev, der maa have Ende. Alle disse Personer, det er mig alene.« Denne Spøg gjengiver de forskelligartede Indtryk, hun gjorde.

Rahel[XC] havde tænkt meget over Originalitet. Det hedder etsteds hos hende: »Hvis En sagde: De troer, det er let at være original; nej man maa gjøre sig megen Umage for det; det koster stor Anstrengelse — saa vilde man anse ham for gal. Og dog vilde denne Yttring være sand. Enhver kunde være original, hvis Menneskene ikke stoppede deres Hoveder fulde af saamange halvfordøjede Grundsætninger, som de ligesaa tankeløst plapre frem.«

Der havde været fremragende og interessante Kvinder i det tyske Aandsliv før Rahel[XCI], senest de, hvem Romantikerne spandt ind i deres Væv — Caroline[XCII], Dorothea[XCIII] og de andre — Rahel[XCIV] er den første store moderne Kvinde i tysk Kultur, og den første som er sig sin hele Oprindelighed bevidst

*) »Rahel, ein Buch des Andenkens fur Freunde, I—III[0007]«. »Briefwechsel zwischen Varnhagen und Rahel, I—II[0008]«. Varnhagen[XCV]: »Gallerie von Bildnissen aus Rahels Umgang, I—II[0009]«. Ludmilla Assing[XCVI]: »Aus Rahels Herzensleben[0010]«.
.

Tidsalderens Stræben efter Originalitet havde ligefuldt sin Fare. Jeg tænker ikke paa den Fare |403| at forfalde til Affektation. Der gives til alle Tider stakkels Affekterte, som tro sig originale, naar de spise deres Suppe med deres Støvler. Men Faren var stor for gjennem evindelig Selvundersøgelse og Selvbespejling at tillægge sine flygtige eller almindelige Fornemmelser Mærkværdighed og saaledes forfalde til en uaffekteret Unatur saaledes som den skjønne Henriette Herz[XCVII] og ikke faa af hendes Kreds. Hjerteudgydelserne her lugte af Lampeolie og Blæk. Originalitetens Ildskrift ser anderledes ud.

Den møder En i Bettina’s[XCVIII] »Goethes Brevvexling med et Barn[0011]«. Disse Breve fra Bettina[XCIX], det er Lidenskabens Flammeskrift, »syngende Flammer«. Bettina von Arnim[C], Clemens Brentanos[CI] Søster, Achim v. Arnim’s[CII] Hustru, der ved Slægtskab og Giftermaal tilhører den romantiske Kreds, tilhører som Skribentinde det unge Tysklands Periode. Medens hos Rahel[CIII] Beundringen for Goethe[CIV] var frygtsom, en Hjertebanken og en Dyrkelse i Alvor, med stille Værdighed, fremtræder Beundringen hos Bettina[CV] som en halvt sanselig, halvt aandelig Indsmigren, som paatrængende Elskværdighed, burreagtig Vedhængen og Begejstringens dristigste Flugt over alle Bjerge.

Ved Aaret 1807 er hun igjennem Goethe’s Moder[CVI] som hans Byesbarn traadt i Berøring med ham, vistnok allerede 23 Aar gammel, men med et Barns Holdning eller rettere som et dobbelttydigt Væsen midt imellem Barn og Kvinde. Hun |404| kommer til Weimar[t], faar af Wieland[CVII] en overflødig Introduktionsbillet til Goethe[CVIII], strækker begge Hænder ud imod ham og véd ikke mere af sig selv. Han sætter hende overfor sig i Sofaen, taler om Hertuginde Amalies[CIX] Død, om hun har læst derom i Avisen. »Ak,« sagde jeg »jeg læser ikke Avisen.« — »Saa, jeg troede, De interesserede Dem for alt, hvad der foregaar i Weimar[u].« — »Nej, jeg interesserer mig kun for Dem og er alt for utaalmodig til at blade i Aviser.« — »De er et venligt Barn.« — Lang Pause. — Saa springer hun op fra Sofaen og kaster sig om hans Hals.

Blot dette Træk, og man har hendes Holdning overfor Goethe[CX] i dens Modsætning til Rahels[CXI]. Hun havde fra Barn af den ungdommelige Dristighed, som ellers er hyppigere hos Drenge end hos Piger. I Marburg[v] viser man endnu et Taarn, som hun klatrede og klavrede op paa og hvor hun trak Stigen op efter sig for at være alene. Hun havde en Gjøglerskes Smidighed i alle Lemmer og tillige noget af Mignons[cxii] barnlige og uskyldige Enthusiasme. Hun er Mignon[cxiii] overført i det virkelige Liv, med samme Ynde og langt ringere Alvor.

Bettina[CXIV] var 50 Aar gammel, da hendes »Goethes Brevvexling med et Barn[0012]« i 1835 udkom. Arnim[CXV] var død i 1831, Goethe[CXVI] i 1832. Hun havde faaet sine Ungdomsbreve til ham tilbage, fra Tiden 1808—1811, da deres Forhold afbrødes paa Grund af en fra hendes Side udvist Uhøflighed |405| mod Fru Goethe[CXVII]. Hun gav sig til at behandle disse Breve frit, friere endnu end Goethe[CXVIII] havde behandlet sit Levnet i »Dichtung und Wahrheit[0013]«, givende Udtryk til alt det, hun da havde følt og indlæggende mangt og meget, hun nu syntes, der burde været følt; hun gav Forholdet en lidenskabeligere Farve, end det havde havt, men i dybere Forstand holdt hun sig til Sandheden. Strax blev Brevvexlingen holdt for rent faktisk. Men da Kritiken overfor den stærkt var bleven vakt ved den Omstændighed, at Bettina[CXIX] udgiver Digte for skrevne til hende, der bevisligt er rettede til ganske andre Kvinder, kom der en Tid, da den tabte al Kredit som historisk Aktstykke, og da man ansaa Alt, hvad der i den meddeles, for opdigtet. Dog efterat Loeper[CXX] i 1879 havde udgivet Goethes[CXXI] ægte Breve til Bettina[CXXII], saa man, at disse hos hende var aftrykte næsten ordret; kun nogle Hilsener var udeladte og Udtrykket De erstattet med Du. Du forekommer faktisk kun i et eneste Brev, men rigtignok i det eneste, Goethe[CXXIII] ikke har dikteret, saa Bettinas[CXXIV] Ændring ikke har været uberettiget. Goethe[CXXV] havde den Vane at sende Digte, han lige havde forfattet, med sine Breve. Bettina[CXXVI] har været indbildsk nok til at tro rettede til hende Digtene til Minna Herzlieb[CXXVII] — selv dem, der spille paa Navnet Herzlieb, og som hun derfor ikke forstaar — og ligeledes Digte til Marianne v. Willemer[CXXVIII]. Det er en undertiden pudsig, men |406| altid undskyldelig Misforstaaelse. Uundskyldeligt er det derimod, at hun opløste disse Digte i Prosa og indførte denne Prosa i sine tidligere Breve for at fremkalde det Skin, at Goethe[CXXIX] ikkun havde sat hendes Tanker og Følelser paa Rim.

Iøvrigt er Alt, hvad hun meddeler om sit Forhold til Goethes Moder[CXXX], om sin Iver for fra Moderens Læber at samle Bidrag til Goethe’s[CXXXI] Barndomslevnet, der kunde indlede Dichtung und Wahrheit[0014], og ligeledes hvad hun fortæller om Beethoven[CXXXII] og hendes Forhold til ham i alt Væsentligt den rene Sandhed

*) Briefe Goethe’s an Sophie von La Roche und Bettina Brettano nebst dichterischen Beilagen[0015]. 1879.
.

Ingen, der i en ung Alder og med Sans for en digterisk Begejstring har læst dette Værk af Bettina[CXXXIII], vil nogensinde glemme det Indtryk, han første Gang modtog af denne Stil. Den har en Livskraft, en Kjækhed, en Finhed i Vildskaben, en rytmisk Strømmen og Klang, som rent forbauser og henriver. Naar man kommer fra Rahels[CXXXIV] sære Hieroglyfer, fra denne dunkle Billedskrift, som man aner tusind Hemmeligheder i, men sjældent forstaar tilfulde, fordi det levende Liv, som var Kommentaren, er borte, saa er det vederkvægende at tage sig et Bad i dette friske Væld af naiv og indtagende Begejstring. Rahel[CXXXV] er dybere og mere virkelighedstro. Men Talentet er saa |407| skjøn en Ting. Det gjør saa godt. Man kan og maa holde det meget tilgode.

I disse Breve er Bettina[CXXXVI] 23—25 Aar gammel, Goethe[CXXXVII] 58—60. Hendes Lidenskab er da ikke den almenmenneskelige, som en ung Kvinde føler for en ung Mand. Hun har levet i den under hele sin Opvæxt, den er Arv fra hendes Moder, Maxe Brentano[CXXXVIII], af hvem Træk gik over til Werthers[cxxxix] Charlotte[cxl]. Hun elsker Goethes Moder[CXLI], som unge Kvinder altid elske den Elskedes Moder; hun er hende saa taknemmelig, fordi hun har født ham — »hvorledes skulde jeg ellers have lært ham at kjende!« Sværmeriet for Sønnen faar Udtryk i Breve til Moderen, saalænge indtil hun ser ham første Gang og nu retter sine Breve til ham selv.

Fra hint første Favntag af betragter hun ham som sin. Hun skriver til hans Moder[CXLII]: »Der gives en Maade at besidde En paa, som Ingen kan gjøre En stridig. Den øver jeg paa Wolfgang[CXLIII]. Ingen har kunnet det før mig trods alle hans Kjærlighedshistorier, hvorom du har fortalt mig. Lidenskaben er den eneste Nøgle til Verden; ved den lærer Aanden at kjende og føle Alt. Hvorledes skulde den ellers komme ind deri!«

En har sammenlignet disse Breve med Skibe med rige Ladninger. Goethe[CXLIV] er Ledestjernen paa alle deres Farter.

Hendes Tænken paa ham er en Sværmen: »Jeg vilde ønske, jeg sad ved hans Dør som et |408| fattigt Tiggerbarn og fik et Stykke Brød af ham, og han kjendte paa mit Blik, hvad for et Væsen jeg er, og drog mig til sig og hyllede mig i sin Kappe for at varme mig. Visselig, han vilde ikke bede mig at gaa igen, og jeg turde frit vanke om i Huset, og saaledes gik Aarene, og Ingen vidste, hvor jeg var, og saaledes gik Aarene og Livet hen, og i hans Aasyn spejlede den hele Verden sig for mig, og jeg behøvede ikke at lære andet.

Ifjor i Maj, da jeg saa ham første Gang, brød han et frisk Skud af Vinranken foran hans Vindue og lagde det paa min Kind og sagde: Bladet og din Kind er lige bløde — og jeg sad paa en Skammel ved hans Fødder. Hvor ofte har jeg tænkt paa det Blad og paa, hvorledes han strøg min Pande og mit Ansigt dermed og drog sine Fingre igjennem mit Haar og sagde: Jeg er ikke klog; man kan let bedrage mig; du vilde ingen Ære have deraf. Det var ikke aandrigt sagt, og dog har jeg tusinde Gange gjennemlevet det i mine Tanker og vil mit Liv igjennem drikke deraf som Öjet drikker Lys — det var ikke aandrigt, og dog overstraaler det for mig al Verdens Visdom.«

Der er Poesi i dette Sværmeri og i de Udtryk, hun giver hans Allestedsnærværelse hos hende, sin Længsel, sin tause Skinsyge paa de berømte Kvinder, der som Fru de Stael[CXLV] komme for at gjøre hans Bekjendtskab; der er Poesi i hendes Sorg over ikke at kunne være ham til nogen Nytte |409| og i hendes levende Følelse af sit Værd, sin Ejendommelighed:

»Jeg maa fortælle dig, hvad jeg inat har drømt om dig. Hyppigt har jeg samme Drøm. Det er mig, som skulde jeg danse for dig. Jeg har en Følelse, som om Alt maatte lykkes for mig, Mængden staar om mig. Jeg søger dig. Du sidder frit overfor mig; det er, som mærkede du mig ikke. — Nu træder jeg frem for dig med gyldne Sko, og mine blændende Sølvarme hænge skjødesløst ned, og jeg venter. Saa løfter du dit Hoved, dit Blik hviler uvilkaarligt paa mig, jeg drager med lette Skridt magiske Kredse, dit Øje forlader mig ikke meer. Du følger mig, hvordan jeg og vender og drejer mig; jeg føler med Triumf mit Held. Alt, hvad du neppe aner, det viser jeg dig i Dansen, og du undres over den Visdom, jeg foredanser dig; snart kaster jeg den luftige Kaabe af og røber mine Vinger og stiger op paa Højderne. Da fryder det mig, at dit Øje følger mig, og jeg svæver atter ned og synker i din aabne Favn.«

Der er træffende Finhed i dette Sindbillede og Gratie i denne Skildring. Der er i Bettinas[CXLVI] Sværmen for Goethe[CXLVII] noget af den samme Klatre- og Stigelyst, som hun lagde for Dagen i sin Barndom. Hun klavrede op paa Skuldren af den store Olympiers Statue — den hun atter og atter gjorde Udkast til — drog Stigen op efter sig, og sad |410| ene deroppe, svælgende i sin Glæde over at være ham saa nær. Dog det, hvorved Bettina[CXLVIII] for det unge Tyskland blev en ideal Figur, en Valkyrie, det var ikke hendes Begejstring for Goethe[CXLIX] blot som saadan. Det, som vandt hende denne Ungdom, det var det politiske Frisind, som brød frem i hendes Breve, og som hun forgjæves søgte at faa den stille Mand i Weimar[w] til at dele, det ildfulde Sværmeri for Tyrolernes Frihedskamp mod de Franske, for Menneskehedens jordiske Velfærd i Almindelighed, for Fattigdommens, Samfunds-Elendighedens Udryddelse. Og et mægtigt Indtryk gjorde det at se en Tilbederinde af Goethe[CL] som hende, uafhængigere end Rahel[CLI], prise Beethovens[CLII] Republikanisme som større, værdigere end Goethes[CLIII] Fyrstetjener-Troskab. Hun stræber at bringe Goethe[CLIV] sammen med Beethoven[CLV] og hun ønsker, hun kunde sende hans Wilhelm Meister[0016] ned i Tyrolerbjergene til Andreas Hofer[CLVI], for at han der kunde lære at føle større Begejstring og at øve mandig Daad.

Under Frederik Wilhelm IV.[CLVII] stod hun fra først af Hoffet nær. Hendes Forhold til Kongen var et aabent, fortroligt; hun havde næsten i samme Grad som Humboldt[CLVIII] Indflydelse paa ham, naar det gjaldt om at ophjælpe Talentet eller lindre Elendigheden. Ikke længe efter hans Regjeringstiltrædelse bragte imidlertid hendes Følelser hende til at optræde offentligt som Statssocialist. Hun |411| udgav i 1843 Skriftet »Dies Buch gehört dem König[0017]«, i hvilket hun opfordrer ham til at afhjælpe Nøden blandt hans Undersaatter. Hun havde fra sin Ungdom af betragtet sig som de Ulykkeliges naturlige Forsvarer og Advokat. Forladte, sørgmodige Mennesker tiltrak hende magnetisk, siger Hermann Grimm[CLIX], der som hendes Svigersøn har kjendt hende nøje. Af Driften til at hjælpe Andre og af hendes Barndomsindtryk fra den franske Revolutionstid udsprang hendes politiske Sympathier, som hun med naiv Tillid til at finde Støtte hos Kongemagten udtalte uden ringeste Sky.

Hun havde i 1831, da Choleraen rasede i Berlin[x], uforfærdet taget sig af de Syge og Nødlidende. Idet hun gik ud fra Berliner-Arbejdernes trykkede Stilling, kom hun paa den Tanke, at hele Folket var sygt og behøvede Hjælp. Frihed havde altid været hende et magisk Ord. Det gjaldt for hende blot om, at der fra rette Sted tonede et «Der vorde Lys!» og Friheden vilde staa op og al Menneskehedens Følen og Drømmen blive en eneste harmonisk klingende Marsch med Folkenes Begejstring i Følge.

Hun skrev den Bog, hun med en beskeden Parabel tilegnede Kongen, i Samtaleform. Mest er det Goethes Moder[CLX], der fører Ordet. Der er megen varm Følelse i Bogen, er ogsaa samlet en Del Material, som illustrerer den lavere Befolknings Nødstilstand, men der er for liden politisk Indsigt |412| deri til at man endnu i vore Dage kan arbejde sig igjennem Værket.

Hvor Forfatterinden kulminerer, hedder det: »Vort Tegn er Frihedens Fane; den udbreder Dagglans midt i Tidernes Nat, dens Glans blænder og vil være dem paa Bredderne en sand Skræk, medens vi juble og er glade.« . . . Farer? »Friheden kjender ingen Farer! For den er Alt muligt. Uvejret selv, den vældigste af alle Storme, er Storadmiral paa vort Barkskib!«

*) »Dies’ Buch gehört dem König[0018]«. S. 531.

Man begriber, at disse Toner ikke slog an ved Datidens preussiske Hof. Bogen vakte Opsigt men tilintetgjorde Bettinas[CLXI] gode Forhold til Kongen. Da den, som venteligt var, kun forøgede den politiske Uvilje hos Befolkningen, blev hendes næste Bog (om Clemens Brentano[CLXII]) beslaglagt under et Paaskud, fordi man frygtede en Fortsættelse.

Allerede lang Tid forinden var Bettina[CLXIII] imidlertid, som alt berørt, bleven enstemmig hyldet af den yngre Slægt. Man læse Gutzkows[CLXIV] Skildring af sit første Besøg hos hende, Mundts[CLXV] Fremstilling af hendes Væsen, Kühne’s[CLXVI] digterisk beaandede Karakteristik. Ja selv Robert Prutz[CLXVII], saa streng han er imod alle det unge Tysklands Medlemmer og Forbilleder, indordner sig blandt hendes Beundreres Tal. Bettinas[CLXVIII] Breve, siger Prutz[CLXIX], er vel den gamle Romantiks sidste, glimrende Opblussen, |413| det knitrende, knaldende Fyrværkeri, med hvilket Romantiken slutter sin yppige Fest. Men de er tillige Baalet, paa hvilket den fortærer sig selv, Ildsøjlen der slaar op af dens Aske — og viser os Vejen.

Den tredje Kvinde, hvis Væsen kom til at gjøre dybt Indtryk paa Slægten fra 1830, var Charlotte Stieglitz[CLXX], født Willhöft, en Kjøbmandsdatter fra Leipzig[y]. Hun var som Barn en stille sjælfuld Natur, senere et tænksomt, nonnelignende Væsen. I 1822 kom den 21aarige Heinrich Stieglitz[CLXXI] til Leipzig[z] for der at studere Filologi. Han havde i Göttingen[aa], uskyldigt nok, været indviklet i Retsforfølgelsen mod Demagoger. Han saa godt ud, havde et forvovent og lidenskabeligt Ydre, og han var Poet. Charlotte[CLXXII] var 16 Aar gammel, regelmæssigt smuk med noget af det Overnaturlige i sit Væsen, som de gamle Germaner tiltroede de Kvinder, de tillagde Spaadomsgave. Panden høj og klar og tankefuldt hvælvet, omringet af brune Lokker, Haaret taarnagtigt opsat, en stærk Profillinje med en langlig og smal Ørnenæse, en dejlig Mund, store brune Stjerne-Øjne med en funklende Tapperhed i Blikket. Hun talte altid dæmpet, men sang med en stor, klar Stemme.

Er der noget som Digterne i den nyere Tid ikke have forsømt, saa er det at indprente Menneskene, Kvinderne især, at en Digter er et højere Væsen. Da Charlotte[CLXXIII] forelskede sig i den unge, |414| kjønne Poet, der følte sig stærkt draget til hende, befandt hun sig som henrykt i en Lykketilstand . Den Tanke at være en Digters, en virkelig, levende Digters Elskede — det var Saligheden. Og hun har viet ham hver Følelse i sin Sjæl, alle Tanker, al Omhu fra hun saa ham første Gang, til hun, 12 Aar senere, for hans Skyld stødte Dolken i sit Hjerte. Endog før hun blev hans Forlovede gik hun bestandig og ønskede at hun kunde udføre noget rigtigt Vanskeligt, rigtigt Stort for ham, uden at han erfor, det udgik fra hende. Der var i hendes Væsen det kvindeligt Tjenende, det Moderlige, det husholderisk Forstandige og tillige den muntre Uforfærdethed, som høre til Kvindenaturens bedste Egenskaber. Hun gjorde Indtryk af lutter Mildhed og Højhed.

Og saa forvexlede hun en umandig Leipzigerstudiosus med det Mandsideal, hvorom hun drømte, og et lille, underordnet poetisk Talent med en af den store Kunsts Repræsentanter. For at kunne gifte sig maatte Stieglitz[CLXXIV] søge Sysselsættelse og han blev i 1827 paa én Gang Gymnasiallærer og Assistent ved Bibliotheket i Berlin[ab], men stønnede uforholdsmæssigt under den Tvang, disse Stillinger paalagde ham. Han var mørk af Lød, heftig af Sind, stræbende efter at udmærke sig som Digter, men var en rent boglig, virkelighedssky Kunstevne, og uden Udholdenhed eller Modstandskraft i Livets Kamp: en af dem, hvem Gjenvordigheder fælde. |415| Han havde det Ydre af et genialt Menneske, men var inderst inde ganske mat.

Det er en tragisk Misforstaaelse fra hendes Side. Hun troer om ham, at han er en ubændig Natur. Negt det ikke, skriver hun til ham, Du har store Anlæg til Røverhøvding. Og hun kalder ham sin sorte, vilde Dolkesvinger med de funklende Øjne. De er længe forlovede, bo i forskjellige Byer. Hans Breve er elskværdige, naturlige og varme; han behøver imidlertid kun lidet hendes Nærhed. Hun, den varmblodigere, smægter efter ham, hans Person. Hun var det ubændige Naturmenneske, han det rene Bogmenneske — saa langt fra at være en Røverhøvding som nogen Bibliothekar i Verden.

Han manglede ikke Evner. Samtidigt med Victor Hugo[CLXXV] i Frankrig føler han sig poetisk draget til Østerland. Han studerer paa sit Bibliothek, saa nøjagtigt han formaar, de orientalske Rigers Kultur. Deraf fremgaar de tre Bind »Bilder des Orients[0019]«, han saa møjsomt sammendigtede. Der er meget nydeligt og anskueligt deri; det var en Uretfærdighed at de helt oversaas, men den Følelse, der besjæler disse Tyrker- og Perserdigte, disse Tragedier fra Stambul[ac] og Scener fra Ispahan[ad], disse ingenlunde ilde Digte om Grækenlands Frihedskrig, er altfor spag; den mangler netop det stærkt Personlige, det Vilde, som Charlotte[CLXXVI] saa i Heinrich Stieglitz[CLXXVII]. Alt dette er altfor litterært. |416|

Da de i 1828 skulde vies og begive sig paa Bryllupsrejse, kjøbte Charlotte[CLXXVIII] paa sin Brudgoms Opfordring ham et Rejsevaaben, en Dolk, den samme, hvormed hun sex Aar senere gjorde Ende paa sit Liv. Efter Brylluppet følger for Charlotte[CLXXIX] kun en ganske kort Tid af ublandet Lykke. Men hun gaar helt op i sin Mands Virksomhed og lider under den Jammer, at han — Geniet — skal spilde saa megen Tid og Kraft paa Bibliotheket og paa Undervisningstimer. Hendes Liv gaar hen i stadig Brevskrivning, for at opnaa bedre Vilkaar for ham, til deres fornemme og rige Slægtninge i Rusland, Ministre og Gehejmeraader, til andre Beskyttere og Velyndere. Hun opmuntrer ham; hun kan hans Digte udenad hvert et, hun parodierer et af dem med allerkjæreste Skjelmeri. Da han længe ikke havde kunnet komme ud af en Scene i sit Sørgespil Selim III[0020], træder hun ham en Dag, da han kommer hjem, imøde og peger smilende paa Skrivebordet, hvor denne Scene ligger fuldstændigt udarbejdet. Det er den sjælfulde Scene mellem Sultanens Moder og Lægen i tredje Akt.

Der var nu og da hvad hun kalder Champagnestemning over hende; hun sørgede over, at den nu aldrig mere fandtes hos ham. Hun skriver et Digt til ham med en Gave af sex Fjærpenne: han skal være flink, besluttet, ikke gruble for længe, før han begynder:

|417|
Giess ein Füllhorn aus mit Früchten,
Blüth’ und Früchte gieb zugleich,
Weisheit sei in deinem Dichten,
Witz und Jugend mach’ es reich.
Menschen lass uns drinnen finden,
Menschen, die gelebt, gedacht,
Lass von Lieb’ dich warm entzünden
Und von Zorns Gewitternacht.

Men han, i hvis Sjæl hun bestandig troer at finde det Mægtige, det Titanagtige, der kun ikke vil over hans Læber, er ufrugtbar, ikke blot umeddelsom, men paa Sindssygens Rand, undertiden maaske endog ude over Randen. Hendes Opmuntringer møder han med Stumphed. I et af hendes Breve hedder det: »O Heinrich[CLXXX], lad os undertiden være inkonsekvente, flamme op, fortvivle, være himmelhøjt jublende, bedrøvede til Døden, kun for Guds Skyld ikke stumpe!« Man føler Rahels[CLXXXI] Aandsbeslægtede, Rahels[CLXXXII] Beundrerinde, i disse Ord.

Han sidder hen, forpint af det daglige Slid og af sine overvurderede Evners Goldhed, snart irriteret, snart hensunken i sørgmodig Sløvhed. Hun søger og søger efter Midler mod denne Nedspændthed. Nu véd hun, hvad der er Aarsagen, han er for ene, han har uden Kvinder ikke Impulser nok, og hun er ikke skinsyg. Hun skriver (Oktober 1834): »Gid du blot Heinrich[CLXXXIII] vilde træde mere i Brevvexling eller i Forbindelse med ægte Kvinder. Ægte Kvinder er Digterens sande Publi|418|kum. Det vilde interessere mig, paa en sand og aaben Maade at erfare, hvad de tænke om dig og dine Værker. Du vilde kunne optage meget deraf, lære meget deraf og fornøje dig derved og have en nyttig og behagelig Adspredelse deri.«

Hun vil, at de skulle rejse, drage vidt omkring, til St. Petersborg[ae], til Finland. Han opsiger sine Embeder, de rejse. Intet nytter.

Foran Vandfaldet Imatra[af] i Finland sagde hun i Juli 1838 disse mærkværdige Ord til Stieglitz[CLXXXIV]: »Er det Hele ikke som én stor Tanke, der har forvildet sig ind i denne Fjældensomhed? Bølgende Følelser og Tordenstorme, et Uvejr, det var det passende Akkompagnement til denne Nedstyrten af fraadende Vand. Men tænk dig nu Sangen om den lille Viol her — hvor kummerligt vilde den lyde, og i og for sig er den dog saa skjøn. Saaledes forlanger denne bølgende, mægtigt bevægede Tid vældige Sange. Du vil give den dem [...]«

I Oktober 1833, da han klagede og atter klagede over Livets smaa Naalestik, svarte hun (som han har noteret): Jeg har iagttaget dig skarpt og er kommet til den Overbevisning, at hvem der mener det godt med dig, ordentlig maa gaa ud paa at berede dig en rigtig dyb Smerte. Intet vilde gjøre dig mere Godt. Intet kunde fremme dig mere.

Efter sindslidende Menneskers Vis kunde Stieglitz[CLXXXV] stundom være exalteret og hidsig til det Yderste |419| for saa atter at hensynke i sin sædvanlige stumme, næsten dyriske Rugen. Paa en Spadseretur viste han sig en Dag saa fortabt i sig selv, saa sløv for Alt, at hun prøvede paa at gaa fra ham for at se om han, naar han mærkede det, vilde mande sig op. Han mærkede det ikke. — Det var som et Varsel om at ogsaa hendes endelige Bortgang fra ham vilde vise sig ude af Stand til at løfte ham; men hun forstod ikke Varslet.

Stadigt følte hun Trang til at drive ham ind i det virksomme Liv, lidenskabeligt opfyldt som hun var af de nærmest foreliggende Tidsideer. Hun mente, Digteren maatte leve i stadig Vexelvirkning med Omverdenen. En Dag sagde hun til ham: »Jeg længes ordentlig efter din aandelige Gjenfødelse. Den vil komme, den vil komme! men gid jeg kunde fremskynde den — selv om det var ved et Kejsersnit. Men dersom det mislykkedes!« Og i December 1834 skriver hun for sig selv, at fra det Øjeblik af, da Schiller[CLXXXVI] træder ind i Goethes[CLXXXVII] Liv, vinder dette Liv i Rigdom, men at ved Vennens Død havde Goethe[CLXXXVIII] kunnet og maattet vinde mere, ifald han ikke efter sin Vane havde vendt sig diktatorisk bort fra Smerten; han havde skullet optage den i sig, uudslukkeligt, saa vilde en ny Ungdom i hans poetiske Frembringen være blomstret op deraf.

I den Maaned var Livsleden hos Stieglitz[CLXXXIX] paa sit Højeste. Hans Sygdom viste sig da i aandelig |420| Stillestaaen, Udtryksløshed. Forgjæves bønfaldt hun ham tidt som et Barn, om dog hellere at rase og larme som fordum, kun ikke saa frygteligt at synke sammen; saa var det hun besluttede at anvende det sidste Middel, der for hendes uskyldige og overspændte Sind stod som det, der maatte prøves, det at volde ham den store, simple Sorg, der vilde vække hans Genius igjen og give hans Poesi nyt Indhold.

Den 29. December 1834, da hun en Aften kom hjem og havde to Timer at blive alene i, kastede hun ved sin Indtræden i Huset sin korte Pelskaabe og sin Boa paa Gulvet, ilte ind i sit Sovekammer, lukkede Døren til Kjøkkenet, hvor Pigen var, ilaas, klædte sig af, vaskede sig, tog en ren hvid Natdragt paa, skrev nogle Linjer til Heinrich[CXC], i hvilke hun udtaler sin Tro paa at et nyt Liv for ham vil spire af Ulykken og ender med en Opfordring til ham om nu ikke at være svag, men rolig og stærk og stor. Saa strakte hun sig ud paa sin Seng og stødte med fast og sikker Haand Dolken fra deres Bryllupsrejse i sit Bryst.

[[en blank linje]]

Ved første Blik synes disse Kvinder, Rahel[CXCI], Bettina[CXCII], Charlotte[CXCIII], der alle blive berømte i Aaret 1835, Intet at have tilfælles. Rahel[CXCIV] døer 1833, 61 Aar gammel, og tilhører med sit Livs egentlige Bedrift, den første energiske Hævdelse af Goethe[CXCV], |421| lige saa meget det forrige Aarhundrede som dette. Bettina[CXCVI], der er fjorten Aar yngre, optræder først et Aarstid efter Rahels[CXCVII] Død; hun forener Romantikens højeste Sværmeri og Usandfærdighed med det unge Tysklands reformatoriske Tendenser. Charlotte[CXCVIII] endelig udretter Intet uden at dræbe sig selv, hvad Kvinder til enhver Tid have gjort, om end aldrig af den Bevæggrund som hun.

Men der er dybere liggende Fællestræk. Først den Uro, som er Tidsalderens; Uro, ikke i udvortes Jagen, men i Følelsesbevægethed; Uro, ikke i Nervøsitet som vore Dages, men i evig Selvreflexion. Dernæst den Ejendommelighed, at Ingen af dem overtræder Samfundets Skranker, skjøndt Ingen af dem har Respekt for disse Skranker. Saa den mærkværdige ideale Troskab hos dem alle mod Noget udenfor dem: Rahel[CXCIX] er Goethes[CC] fra sit første Aandedræt som voxen Kvinde til sit sidste. Bettina[CCI] er Goethes[CCII] i den Grad, at Oprettelsen af det kolossale Mindesmærke for ham, som hun helligede sit første Skrift, som hun selv tegnede og lod udføre i Miniature, i hendes Alderdom formelig blev en fix Ide hos hende. Charlotte[CCIII] tilhører den Mand, hun sexten Aar gammel har valgt, saa hun kun lever for ham og døer for hans Skyld.

Fælles for dem alle er et Liv i Begejstringen. Hos den ene ytrer den sig som en stille og hellig Lue, hos den anden bryder den ud i et Fyrværkeri af Ideer og Drømmerier, hos den sidste i den store |422| Besluttethed, der ofrer Livet uden Klage. Fælles for dem er bestemtere Genidyrkelsen, den stærke, her tysk exalterede Følelse af det poetiske Genis Værd og Betydning. De vil bidrage deres til Geniets Anerkjendelse og Forherligelse eller til Geniets Udvikling og Frigjørelse, og gaa op i denne Attraa, ligegyldigt om de have mødt en stor eller en uværdig Gjenstand. Fælles for dem er endelig Følelses- og Tankelivets overordentlige Originalitet. De ligne ingen andre Mennesker i Verden. Aldrig har der existeret en følende Grublerske som Rahel[CCIV], aldrig en Sylfe og Sværmerske som Bettina[CCV], aldrig en Selvmorderske som Charlotte[CCVI], Selvmorderske i Kraft af en højsindet, men urigtig æsthetisk Theori.

Den, der attraar en dybere historisk Forstaaelse, ser desuden i Rahels[CCVII] Selvreflexion den første Form, som Kvindens Frigjørelsesdrift i dette Aarhundrede i Tyskland maatte antage; denne høje intellektuelle Selvstændighed maatte naaes, før Kvinderne i et Land, hvor man i Aartusinder havde henvist dem til Hjemmet, kunde stræbe videre frem. Forskeren læser fremdeles i Bettinas[CCVIII] tredobbelte Begejstring for Goethe[CCIX], for de politiske Frihedstanker og for de sociale Reformforslag Kunstperiodens Overgang til Liberalismens og Socialismens Tidsalder. Han ser endelig i Charlottes[CCX] Selvmord et Udtryk for Datidens Kvinders Attraa efter at rive Mændene ud af litterær Qvietisme og |423| stille dem Ansigt til Ansigt med Livets Alvor og Pathos. Hele Tidsalderen taler igjennem hendes Mund, da hun siger Stieglitz[CCXI], at Sangen om den lille Viol er umulig med Akkompagnement af et Vandfald. Ingen af disse Kvinder kunde da paa noget andet Tidspunkt have udviklet sig til det, de blev; Ingen af dem vilde til nogen anden Tid være blevne forstaaede og vurderede som de gjorde. Vi have allerede nutildags al Møje med at forstaa dem.

Betegnende er det, at i disse Kvinders Liv forekommer Ordet Arbejde ikke. De have ikke methodisk lært det Allermindste, og i deres Angst for Ukvindelighed er de stolte deraf. Vi saa det hos Rahel[CCXII]. Selv den ganske ualmindeligt sprogkyndige Henriette Herz[CCXIII] er dybt krænket over, at Jean Paul[CCXIV] i et Brev har skrevet Ordene »M. Herz[CCXV] og hans lærde Hustru«. Charlotte Stieglitz[CCXVI] har ingen Anelse om, at Talentet udvikles ved Arbejd, ved haardnakket Flid, og ikke ved Dødsfald. Bettina[CCXVII] endelig, Bajaderen, der som Mignon[ccxviii] danser mellem Æg, har intet med Arbejd at gjøre. Man føler det med Mishag, naar man følger det uordentlige Foredrag i hendes saa upolitiske Bog til Kongen[0021].

Henad Aaret 48 begyndte man at indse, at denne Aandrighed vilde have været solidere, sandere, varigere, ifald disse Kvinder havde vidst Noget, havt et Studium eller dyrket en Videnskab. Al denne |424| Tankeflugt kunde have været dobbelt saa værdifuld, ifald den havde været underkastet en første Disciplin. Flugt uden foregaaende Tugt er ofte Kraftspild. Havde Rahel[CCXIX] havt et Kundskabsgrundlag at staa paa, vilde hun have kunnet virke anderledes paa Efterkommerne. Nu flagre hendes Indfald, dunkle og klare, Avner og Sædekorn, for alle Vinde.

Man troede i Trediverne endnu paa en Inspiration, der fritog for Viden, paa en Hjærtets Moral, der fritog for at reformere det gamle Samfunds Moral, paa en Regeltrods, der lod alle Regler staa, men selv gik udenom dem. Her traadte det unge Tysklands Mænd til og forsøgte at gribe ind.

I Fyrrerne var man klar over, at der gaves Noget, som var mere værd end aandfuldt Snarsyn og et Liv i den indre Verden alene. Der gaves ydmygt og dristigt Arbejd i Videnskab og Politik. Vi se den tyske Filosofi udvikle sig i Retning af Radikalisme og vi støde paa Digtere, der stræbe at bryde den politiske Frihed en Vej.

  • XXIII.
    højresiderne i kapitel 23 har i førsteudgaven klummetitlen »Rahel, Bettina, Charlotte Stieglitz.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
  • i Trediverne og Fyrrerne
    dvs. i 1830'erne og 1840'erne.
  • Julirevolutionen(s)
    væbnet folkelig opstand i Frankrig i dagene 27.7.-29.7.1830, der resulterede i afskaffelsen af det genoprettede kongedømme under slægten Bourbon og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
  • Frihedskrigen
    krig i 1813, hvor en koalition af Frankrigs fjender i fællesskab drev de franske besættelsestropper ud af Tyskland.
  • Thaler
    stor mønt af fuldlødigt sølv, på dansk: en daler.
  • »Blot Luften er ... at være mere ømtaalig«
    citatet har ikke kunnet identificeres.
  • »Fredag 14. Marts ... trænge igjennem«
    af et brev, dateret 14.3.1828, fra Rahel Varnhagen von Ense til Wilhelmine von Zielinski Rahel Varnhagen von Ense 1983, 9:744.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • »23. Marts ... ikke ganske fri for sin Is«
    af et brev, dateret 23.3.1829, fra Rahel Varnhagen von Ense til Wilhelmine von Zielinski Rahel Varnhagen von Ense 1983, 9:764.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • »17. April ... hvilke vi have Krav«
    af et brev, dateret 17.4.1830, fra Rahel Varnhagen von Ense til Astolphe Graf von Custine Rahel Varnhagen von Ense 1983, 9:795.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • »Da jeg saa Dem ... langvarige Lidelser«
    af et uidentificeret brev fra Wilhelm von Burgsdorff til Rahel Varnhagen von Ense.
  • »Jeg kan ikke ... sige alt, hvad jeg vil«
    af et brev, dateret 9.3.1799, skrevet af Rahel Varnhagen von Ense til Gustav von Brinckmann Rahel Varnhagen von Ense 1983, 1:180-181.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • Alle Tugenden ... heisst Gerechtigkeit
    GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 578): »Alle Dyder er én Dyd. / Se alle Dyderne er en og samme Dyd; / dens Navn Retfærdighed er Verdensaltets Pryd.« Af Angelus Silesius' digtsamling Cherubinischer Wandersmann, 1674; GB citerer fra Karl Varnhagen von Enses udgave med Rahel Varnhagens tilføjede bemærkninger: Angelus Silesius und Saint-Martin, Auszüge, Berlin 1834 Rahel Varnhagen von Ense 1983, 8:101.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • Weil sie Wahrheit ... für Alle
    GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 578): »Fordi den er Sandhed, Enfold, Upartiskhed, Uselviskhed, Uddeling til Alle«. Rahel Varnhagen von Enses bemærkning til Angelus Silesius' digt »Alle Tugenden sind eine Tugend«, udgivet af Karl Varnhagen von Ense i bogen Angelus Silesius und Saint-Martin, Auszüge, Berlin 1834 Rahel Varnhagen von Ense 1983, 8:101.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • »Ja, det er ... Originalitet elskværdig ...«
    af et brev, dateret Jena, 3.9.1795, fra David Veit til Rahel Varnhagen, hvori også Goethes udsagn til Franz Horn er refereret, dog med undtagelse af den sidste sætning om hendes originalitet Rahel Varnhagen von Ense 1983, 7:179-180.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • »Hvorfra véd han ... Ja, jeg tilbeder ham«
    af et brev, dateret 8.9.1795, fra Rahel Varnhagen til David Veit og Franz Horn Rahel Varnhagen von Ense 1983, 7:184-185.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • »Jeg lod ham træde ... Anger anderledes«
    af et brev, dateret 8.9.1815, skrevet af Rahel Varnhagen von Ense til Karl Varnhagen von Ense i Paris Rahel Varnhagen von Ense 1983, 2:330-331.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • »Og hør nu ... Goethe har besøgt mig«
    af et brev, dateret 8.9.1815, skrevet af Rahel Varnhagen von Ense til Karl Varnhagen von Ense i Paris Rahel Varnhagen von Ense 1983, 2:333.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • »Jeg har ... bleven det ved ham«
    af et brev, dateret 5.2.1795, fra Rahel Varnhagen von Ense til Gustav von Brinckmann Rahel Varnhagen von Ense 1983, 1:128.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • »Jeg dræber ... Miles Omkreds«
    af et brev, dateret 31.10.1829, skrevet af Rahel Varnhagen von Ense til Astolf Graf von Custine Rahel Varnhagen von Ense 1983, 3:415.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • »Jeg har tusind ... det er mig alene«
    af et uidentificeret brev fra Alexander von Tilly til Rahel Varnhagen von Ense.
  • »Hvis En sagde ... tankeløst plapre frem«
    af et brev, dateret 19.2.1805, skrevet af Rahel Varnhagen von Ense til David Veit Rahel Varnhagen von Ense 1983, 1:267.
    Rahel Varnhagen von Ense: Gesammelte Werke, vol. 1-10, Konrad Feilchenfeldt, Uwe Schweikert & Rahel E. Steiner (red.), 1983.
    .
  • Han sætter hende ... kaster sig om hans Hals
    GB refererer Bettina von Arnims brev, dateret 16.5.1807, til Goethes mor, trykt i hendes bog Goethes Briefwechsel mit einem KInde, 1835 Arnim 1906, 1:20.
    Bettina von Arnim: Goethes Briefwechsel mit einem Kinde, vol. 1-3, Jonas Fränkel (red.), 1906.
    .
  • »hvorledes skulde jeg ellers have lært ham at kjende!«
    af et udateret brev fra Bettina von Arnim til Goethes mor; trykt i Bettina von Arnims Goethes Briefwechsel mit einem Kinde, 1835 Arnim 1906, 1:60.
    Bettina von Arnim: Goethes Briefwechsel mit einem Kinde, vol. 1-3, Jonas Fränkel (red.), 1906.
    .
  • »Der gives en Maade ... komme ind deri!«
    af et udateret brev fra Bettina von Arnim til Goethes mor; trykt i Bettina von Arnims Goethes Briefwechsel mit einem Kinde, 1835 Arnim 1906, 1:27.
    Bettina von Arnim: Goethes Briefwechsel mit einem Kinde, vol. 1-3, Jonas Fränkel (red.), 1906.
    .
  • »Jeg vilde ønske ... al Verdens Visdom«
    et sammenstillet citat fra to breve fra Bettina von Arnim til Goethe mor; trykt i Bettina von Arnims Goethes Briefwechsel mit einem Kinde, 1835 Arnim 1906, 1:32 og 34.
    Bettina von Arnim: Goethes Briefwechsel mit einem Kinde, vol. 1-3, Jonas Fränkel (red.), 1906.
    .
  • »Jeg maa fortælle dig ... i din aabne Favn«
    af et brev fra Bettina von Arnim til Goethe, dateret 29.6.1807; trykt i hendes bog Goethes Briefwechsel mit einem Kinde, 1835 Arnim 1906, 1:100.
    Bettina von Arnim: Goethes Briefwechsel mit einem Kinde, vol. 1-3, Jonas Fränkel (red.), 1906.
    .
  • Tyrolermes Frihedskamp mod de Franske
    under Napoleonskrigene 1799-1815 blev Tyrol i 1805 afstået af Østrig til Bayern, der var allieret med Frankrig. En folkelig opstand i Tyrol førte i 1809 til krig og til to fransk-bayerske nederlag, og i 1814 blev Tyrol atter del af Østrig.
  • den franske Revolutionstid
    dvs. tidsrummet 1789-1799.
  • »Der vorde Lys!«
    allusion til 1. Mosebog 1,3 i Det Gamle Testamente (1992-oversættelsen): »Gud sagde: »Der skal være lys!««.
  • Gutzkows Skildring af sit første Besøg hos hende
    uoplyst hvad der sigtes til.
  • Mundts Fremstilling af hendes Væsen
    uoplyst hvad der sigtes til.
  • Kühne's digterisk beaandede Karakteristik
    uoplyst hvad der sigtes til.
  • Bettinas Breve ... slutter sin yppige Fest
    uoplyst hvad der sigtes til.
  • Negt det ikke ... med de funklende Øjne
    af et brev, dateret 15.3.1828, fra Charlotte Willhöfft (Stieglitz) til Heinrich Stieglitz (ifølge brevets rette ordlyd 'havde han tidligere haft' de omtalte store anlæg, anlæg som brevets forfatter mener at kunne finde spor af i mange af hans digte) Mundt (red.) 1835:37.
    (uden forfatter): Charlotte Stieglitz. Ein Denkmal, Theodor Mundt (red.), 1835.
    .
  • Giess ein Füllhorn ... von Zorns Gewitternacht
    GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 591): »Yppig Frugt din Digtning bære, / Frugt os skænk og Blomst tillige, / Visdom i dit Værk der være, / Vid og Ungdom det berige! // Lad os Sjæl i Værket møde, / Mennesker, af Livet hede! / Lad dig Elskov gennemgløde, / og flam op i ædel Vrede!« Af Charlotte Stieglitz' digt »An meinen Dichter. (Mit sechs Schreibfedern zum Weihnachtsheiligabend)«, dateret 24.12.1833 Mundt (red.) 1835:51.
    (uden forfatter): Charlotte Stieglitz. Ein Denkmal, Theodor Mundt (red.), 1835.
    .
  • »O Heinrich, lad os ... ikke stumpe!«
    af et brev, dateret 14.9.1830, fra Charlotte Stieglitz til hendes mand, Heinrich Stieglitz Mundt (red.) 1835:125.
    (uden forfatter): Charlotte Stieglitz. Ein Denkmal, Theodor Mundt (red.), 1835.
    .
  • »Gid du blot ... Adspredelse deri«
    af Charlotte Stieglitz' »Tagebuchsblätter. Niedergeschriebenes und Mündliches« under datoen 1.10.1834 Mundt (red.) 1835:228.
    (uden forfatter): Charlotte Stieglitz. Ein Denkmal, Theodor Mundt (red.), 1835.
    .
  • »Er det Hele ikke ... Du vil give den dem...«
    af Charlotte Stieglitz' »Tagebuchsblätter. Niedergeschriebenes und Mündliches« under datoen 4.7.1833 Mundt (red.) 1835:80.
    (uden forfatter): Charlotte Stieglitz. Ein Denkmal, Theodor Mundt (red.), 1835.
    .
  • Jeg har iagttaget ... kunde fremme dig mere
    af Charlotte Stieglitz' »Tagebuchsblätter. Niedergeschriebenes und Mündliches« uden dato, men placeret mellem oktober og november 1833 Mundt (red.) 1835:82.
    (uden forfatter): Charlotte Stieglitz. Ein Denkmal, Theodor Mundt (red.), 1835.
    .
  • »Jeg længes ... dersom det mislykkedes!«
    GB refererer til en mundtlig meddelelse fra Charlotte Stieglitz til hendes mand, Heinrich Stieglitz, dateret til 11.9.1834 Mundt (red.) 1835:208.
    (uden forfatter): Charlotte Stieglitz. Ein Denkmal, Theodor Mundt (red.), 1835.
    .
  • fra det Øjeblik ... blomstret op deraf
    af Charlotte Stieglitz' »Tagebuchsblätter. Niedergeschriebenes und Mündliches« under datoen 13.12.1834 Mundt (red.) 1835:252-253.
    (uden forfatter): Charlotte Stieglitz. Ein Denkmal, Theodor Mundt (red.), 1835.
    .
  • det forrige Aarhundrede
    dvs. 1700-tallet.
  • er dybt krænket ... og hans lærde Hustru«
    der hentydes til en uidentificeret tekst af Henriette Herz.
  • Aaret 48
    dvs. 1848.
  • i Trediverne
    dvs. i 1830'erne.
  • I Fyrrerne
    dvs. i 1840'erne.
  • Omarbejdelse

    Om Rahel Varnhagen von Ense

    [...] altid Enheden, Helheden. Det var som om et Ekko af Verdenssjælen vibrerede i hendes Sjæl. Hun syntes at have profetisk Gave, saa rigtigt saa’ hun; der var noget [...] (1890:395)

    >

    [...] altid Enheden, Helheden. Der var noget [...] (1898:395)

  • Omarbejdelse

    Om Rahel Varnhagen von Ense

    [...] sagde hun.
    For hende delte Menneskene sig ikke i dumme og kloge, ikke heller i gode og onde, men i dem, som var dem selv, og dem, som ikke var det. Derfor havde hun [...] (1890:401)

    >

    [...] sagde hun.
    Vi have set, hvor stor hendes moralske Overbærenhed var; ogsaa i intellektuel Henseende var hun tolerant. Hun fordrede hverken sædelig Renhed eller store Evner af den, hun skulde sætte Pris paa; men hun fordrede Frihed for Affektation. Derfor havde hun [...] (1898:401)

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«