Det unge Tyskland (1890)

XXI.

Kommer man fra det altomfattende Blik hos Hegel[I], den høje Kunst hos Platen[II], det slebne Vid hos Börne[III], det lyriske og satiriske Geni hos Heine[IV] eller den klassiske Indholdsfylde i Immermans[V] »Oberhof[0001]« til det egentlig saakaldte Unge Tysklands Mænd, saa føles Overgangen unægtelig som et Fald i kunstnerisk Henseende, Fald fra Mesteres Overlegenhed og fuldendte Færdighed til Begynder-Umodenhed og Begynder-Flauser, og der var dem af det unge Tysklands Mænd, som vare fordømte til evigt at forblive Begyndere. Tænker man særligt paa Heine[VI], fornemmes Overgangen fra ham til hans Efterfølgere som et Fald fra gratiøs og guddommelig Frækhed til ungdommeligt plumpe Udæskninger, rettede mod al anerkjendt Vedtægt, al Sædvane-Sædelighed.

Og dog var der hos de Bedste af dem i deres bedste Øjeblikke en Selvhengivelse, som aldrig fandtes hos Heine[VII].

Efter den gængse Overlevering indbefattes |320| under Det unge Tyskland hverken Heine[VIII], Börne[IX] og deres Samtidige, der betragtes som dets Fædre, eller den Kreds af unge Videnskabsmænd, for hvilke Ruges[X] og Echtermeyers[XI] »Hallische Jahrbücher[0002]« senere afgave et Foreningspunkt, eller den Gruppe af politiske Digtere, som i Fyrrerne udsang de Følelser, der i 1848 gave sig Luft.

Traditionelt tages Benævnelsen i langt snævrere Mening end i dette Skrift.

Dens Ophavsmand var en ikke synderligt begavet, men altid begejstret nordtysk Forfatter Ludolf Wienbarg[XII] (født i Altona 1803), der i Aaret 1834 under den krigeriske Titel »Æsthetiske Felttog[0003]«, som Forlæggeren Campe opfandt, udgav en Række Forelæsninger, han havde holdt i Kiel[a], og for hvilke man havde berøvet ham Retten til at docere, saa uskyldigt deres Indhold end var, og saa lidet de med deres salvelsesfulde Tone var i Stand til at ophidse Nogen. Disse Forelæsninger, som det nutildags er vanskeligt at arbejde sig igjennem, indledes med denne Tilegnelse: »Det unge Tyskland, ikke det gamle, helliger jeg denne Bog.« Af dette Værk huskes nutildags ikke mere end Tilegnelsen. Wienbarg[XIII] forstod ved det unge Tyskland alle de ungdommelige tyske Sind, der havde brudt med Overleveringen i Kunst, Kirke, Stat og Samfund og som ad litterær Vej søgte at tilfredsstille deres Reformtrang.

Hans Program for den nye Litteratur er af |321| en forskrækkende Almindelighed. Dens Verdensanskuelse skal bero paa en harmonisk Forening af Forstand og Sanselighed. Han indvarsler en ny Hellenisme, i hvilken det Sanselige vil være mere gjennemtrængt af Aand end hos Grækerne, det Aandelige mere gjennemtrængt af Sanselighed end hos de Kristne. Men forud for Litteraturen maa Livet selv gjenfødes. Det ægte Kunstværk kan den unge Slægt først forme, naar Livet omkring den og i den er blevet frisk og harmonisk.

Som man ser, der var intet Nyt i disse Deklamationer og Forjættelser. Heine[XIV] havde længst sagt det Samme med hundred skjemtsomme eller poetiske Vendinger, selv Menzel[XV] havde i sin første Periode sagt det med al en mislykket Poets og hidsig Partimands Veltalenhed. Her blev det nu forebragt i det brede Blomstersprog og med den Pathos, der sjældent forfejler sin Virkning paa umodne Sind.

Nyt var kun det, at her talte første Gang en Repræsentant for den Ungdom, der i Heine[XVI] saa Tidsalderens store Skribent, og at her kom første Gang den Anskuelse til Orde, at Prosaen var den nye Tids Form og mere værd end Versformen. Den Wienbargske Æsthetik, der udmunder i Forherligelse af Heine[XVII], fejrer ham derfor som den store, den største Prosaist. Først nu er den tyske Prosa, især ved Paavirkning af den franske, bleven formet. Schillers[XVIII] Stil er for Wienbarg[XIX] Paradesprog, |322| Goethes[XX] Hofsprog. Alle Litteraturens tidligere Storheder, endog Jean Paul[XXI] iberegnet, have efter hans Opfattelse levet indenfor en Tryllekreds, fjernt fra Verdens Strøm. Hvad der adskiller en Heines[XXII], en Börnes[XXIII], en Menzels[XXIV], en Laubes[XXV] Prosa fra de tidligere Forfatteres er for ham Mangelen paa Ro og Tilfredshed (Behaglichkeit), men denne Mangel er det afgjørende Fortrin, Livets. Særligt Heine[XXVI] roses for at have forsmaaet »det flygtige Ry« at være lyrisk Digter for det større at spille paa det kolossale, alle Verdens Toner omfattende Instrument, som den tyske Prosa frembyder.

Først Mundt[XXVII], saa Laube[XXVIII], af hvilke ingen var i Stand til at skrive et velklingende Vers, sluttede sig med Iver til denne Forherligelse af Prosaformen paa den metriskes Bekostning, især fordi de dermed nedlagde en Protest mod den schwabiske Digterskole, den Uhlandske Romantiks Sildefødning. Af Mundt[XXIX] blev denne Dyrkelse af Prosaen formeligt forkyndt som den nyeste Tids Evangelium. Hvor lidet dybere Indhold der var i Wienbarg[XXX], røber især hans andet Skrift »Zur neuesten Literatur[0004]« (1835), en Samling Essays uden Nerve, hvori kun Et er fortjenstfuldt, hans modige Troskab mod Heine[XXXI] paa et Tidspunkt, da en af Misundere og Moralister fremkaldt offentlig Mening gik denne imod.

Wienbarg[XXXII] havde givet Det unge Tyskland Navn, men et Navn, der, som man ser, ikke omfattede nogen bestemt Gruppe af navngivne Mænd. |323| Paa bestemte Personligheder blev Navnet forunderligt nok først anvendt ved et Angiveri og en brutal Regjeringsforanstaltning.

Det gik saaledes til: Der var efterhaanden optraadt en Række unge Forfattere, der vel ikke stode i nogen nøjere Forbindelse med hverandre, men som til Løsen havde aandelig Emancipation. Alle stode de Kristendommen fjærnt og drømte om en ny pantheistisk Religion for den nye Tid. Flere af dem attraaede under Form af hvad de kaldte »Kjødets Emancipation« eller »Kjødets Rehabilitation« en Opløsning af den herskende Moralvedtægt og friere Former for de to Kjøns Forening og Adskillelse, dog saaledes at hos Nogle som Laube[XXXIII] var denne Attraa usmageligt epikuræisk, hos Andre som Gutzkow[XXXIV] smagløst trodsig og besynderligt hypochonder, hos atter Andre som Mundt[XXXV] blev den til Forfægten af hvad han ubestemt kaldte Kvindens Emancipation, hvorved han kun mente en Frigjørelse indenfor Hjemmet og Ægteskabet. Alle vurderede de i høj Grad visse fremragende Kvinder, i Frankrig George Sand[XXXVI], der paavirkede dem stærkt, i Tyskland Rahel[XXXVII], Bettina[XXXVIII], Charlotte Stieglitz[XXXIX].

Alle talte de gjerne og højt om Ungdommens Ret, alle havde de fra Hegel[XL] en vis Frihedstro og fra Julirevolutionen deres alment politiske Tendens. Som Hegel[XLI] havde forsonet Idé og Virkelighed, saaledes vilde de sammensmelte Litteraturen med Livet. De nærede ingen dybere Sympathi |324| for hverandre, og de skiltes hurtigt ad; der var intet andet Fællesskab imellem dem end det, som i Reglen findes mellem Mænd af samme Aldersklasse og samme Hold, saa de udgjorde langt mindre et et politisk Parti end et aandeligt Kuld, men Litteraturen var ligefuldt ikke for dem sit eget Formaal; de vilde tjenende slutte sig til Tidens bevægende Magter.

Heri laa det ogsaa, at de ikke indlod sig med de rene Kunstformer, hverken med episk eller med lyrisk Poesi og kun sparsomt med dramatisk. De forgudede alle »Tidsaanden« og hyldede den i journalistiske og novellistiske Arbejder, i kritiske Forsøg og Raisonnementer eller i Form af Rejsebeskrivelser, Rejsenoveller efter Heines[XLII] og Fyrst Pückler-Muskau’s[XLIII] Mønster, undertiden ogsaa i langtudspundne Romaner.

Den uden al Sammenligning kraftigste Aand iblandt dem var Karl Gutzkow[XLIV], der fødtes 1811 i Berlin[b], en arbejdende, energisk spørgende og stræbende Aand, de tusind moderne Problemers Mand, evigt rastløs, en Mellemting af en analyserende Kritiker og en Poet, men en Aand, hvem Intet tilfaldt af sig selv og som Intet opnaaede med Lethed. Hans Væsen var uden Ynde, hans Ungdom uden Friskhed, hans Prosa uden Rytme. Men han havde Dristighed, Opfindelsesevne, Forstand og Foretagelsesaand. Han havde Pathos, men ingen Lyrik, Pointer i Stilen, men ingen Melodi. Hans Sans |325| var en Sans for Ideer, for alle Tanker og aandelige Strømninger, der var oppe i Tiden. Af Naturen hørte han til de Ubehændige; men hans litterære Begejstring var saa sand, hans Ærgjærrighed saa stor og hans Vilje saa kraftig, at han efterhaanden blev et aandeligt Midtpunkt og udstraalede sin Indflydelse til mange Sider. Der var ved Aaret 1840 et Tidspunkt, hvor en stor Del af den bedre tyske Presse bestemtes af ham og hans Tilhængere.

Vi have set, hvorledes han af Julirevolutionen vaktes til Skribent. Aaret derefter, Afskedigelsernes, Fængslingernes, Landsforvisningernes bedste Tid i Preussen[c], trykkede ham Pennen i Haanden. De strengeste Censorer vaagede over ethvert Bogstav. Endog ethvert Avertissement i »Intelligenzblatt« (Adresseavisen) blev prøvet, om det ikke indeholdt en skjult politisk Hentydning.

Gutzkow[XLV] begyndte med at udgive en Avis »Forum der Journallitteratur[0005]«. Han var opnæret med de Hegelske Ideer om det verdenshistoriske Fremskridt til stedse større Frihed. Som Gottschall[XLVI] har udtrykt det: Der dæmrede for hans Øjne lutter politiske Morgenrøder og verdensfrelsende Lærdomme. Hans Blad hævede sig til 70 Abonnenter og gik ind.

Gjentagne Gange havde imidlertid den tyske Kritiks daværende Stormester Wolfgang Menzel[XLVII] fra Stuttgart[d] af sendt ham Bud om at komme ned til |326| ham og staa ham bi med Redaktionen af hans »Litteraturblad[0006]«, da han selv som nyvalgt Medlem af det würtembergske Kammer vanskeligt kunde overkomme Arbejdet alene.

Wolfgang Menzel[XLVIII] stod paa dette Tidspunkt i den tyske Ungdoms Øjne trods sit Goethe[XLIX]had og tildels i Kraft deraf med en Glorie som senere Katkóf[L] i Rusland, Ploug[LI] i Danmark i deres første Manér. Han gjaldt for Nutidsmanden og Frihedsmanden fremfor alle andre. En af Gutzkows[LII] Opgaver i hans eget Blad havde været at tage Menzel[LIII], Manden efter hans Hjerte, i Forsvar mod Modstanderes Angreb, og Menzel[LIV] havde mange Modstandere, da han som Recensent forenede Trættekjærhed og Stridslyst med skjældende Grovhed. Men han var eller syntes at være fuldt overbevist. Paa samme Tid som han vilde have Fædrelandskærlighed og Religiøsitet dybere forstaaet end Skik og Brug var, optraadte han politisk som ivrigt liberal, var som saadan Beundrer af Börne[LV] og Heine[LVI], der betragtede ham som paalidelig Kampfælle, og saasnart han kom ind i Kammeret, forfægtede han ogsaa dér alle moderne Fremskridt, bl. A. Jødernes Emancipation.

Da den lille blege, magre og blonde Gutzkow[LVII] ikke stort mere end tyveaarig indfandt sig hos sin tretten Aar ældre Herre og Mester med en sky Ærefrygt, som han selv har sammenlignet med Studentens for Mefistofeles-Faust[lviii] i første Del af |327| Goethes[LIX] Drama, traf han en Mand med brede Skuldre, kraftig Brystkasse og mørkt Haar, hvis glatragede Ansigt lignede en romersk Gejstligs. Om Munden med dens stygge gule Tænder spillede et satirisk Smil; det nærsynede Blik bag Brillerne havde noget paa én Gang Trodsigt og Højtideligt. Hans Temperament syntes voldsomt, hans Vilje ubøjelig. Udtrykket i hans Miner kunde blive faunagtigt i sin Lystenhed, naar han talte om en eller anden erotisk Bog, og dog afskyede han Goethes[LX] Verdslighed i lige saa høj Grad som hans Ligegyldighed for Politiken, og hyldede kritikløst Mænd og Særsyn, der for ham stode som det Gaadefuldes Repræsentanter. Hans Væsen var en ægte præstelig Blanding af Ironi og Mystik. Han elskede Voltaire[LXI] og sværmede for Görres[LXII].

I Begyndelsen gik Samlivet og Samarbejdet mellem Mester og Lærling godt. Gutzkow[LXIII], der snart levede i en, snart i en anden af Byerne i Nærheden af Stuttgart[e], recenserede ufortrødent de Bøger, som han i pakkevis fik tilsendte af Menzel[LXIV]. Han lærte snart at træffe den raske, affejende Journalisttone, og Alt var i Orden. Det er selvfølgeligt, at de Ungdomsskrifter, han selv nu udgav, fandt en mere end overbærende Bedømmer i Menzel[LXV]. Og dog var disse Bøger svage nok. »Briefe eines Narren an eine Närrin[0007]« er humoristiske Udgydelser uden Originalitet i en Stil, der halvvejs efterligner Jean Paul[LXVI] og halvvejs Heinrich |328| Heine[LXVII], og »Maha Guru, en Guds Historie[0008]«, der foregaar i Tibet og skildrer et Menneskes sjælelige Tilstand, der vælges til Dalai-Lama og altsaa anses for Gud, er et nu ulæseligt Fantasteri. Ikke desmindre valgte Menzel[LXVIII], da han anmeldte denne Bog, blandt de Vignetter, der plejede at afvexle paa Numrene af hans Blad, en Laurbærkrans, og lod to Gange Gutzkows[LXIX] Navn sætte ind deri.

Gutzkows[LXX] Mening med »Maha-Guru[0009]« var at vise hvorledes den Gud, der troes inkarneret i Dalai-Lama, overvindes af Mennesket i ham, saa den falske Guddom stilles i Skygge af Menneskets sande Adel, sande Guddommelighed. Men Bogen var desuden ment som en filosofisk-satirisk Roman i gammel Stil, der under en fremmed Maske sigtede til hjemlige Tilstande. Theokratiet i Tibet skulde minde om Hierarkiet i Europa, det tibetanske Polyandri skulde hentyde til den europæiske Kvinde-Emancipation. De fremmede Landskaber, som Gutzkow[LXXI] aldrig havde set, og de fremmede Sæder, han ikke skildrede for deres egen Skyld, kunde kun lidet interessere. Hvad der gav ham Anledning til Bogen var en Anekdote om den franske Atheist Billaud Varennes[LXXII], der i Rædselsperioden undslap fra Guillotinen, flygtede til Amerika og dér af de Vilde blev æret som Gud. Paa Grund af sin Evne til at fange, afrette og udstoppe Fugle var han af de Indfødte bleven anset for den anden Skaber. |329| Anledningen havde altsaa Intet med Tibet at gjøre og Intet med Stoffets foregivne Alvorlighed.

Endnu paa dette Tidspunkt var det unge Tyskland og dets Fædre i Menzels[LXXIII] Øjne hverken Spottere af det Hellige eller slette Patrioter. Gutzkows[LXXIV] Irreligiøsitet forstyrrede endnu ikke det gode Forhold til hans Mester. Og Menzel[LXXV] selv priste Börnes[LXXVI] Pariserbreve[0010], der fra alle Sider angrebes, som en mandig Daad, og undskyldte deres stærke Udtryk som Stemningsudbrud, man ikke maatte tage paa med grov Haandgribelighed, sammenlignede dem med St. Hans Orme, der gløde smukt i milde Sommernætter, men som svinde ind til stakkels graa Insekter, naar man griber om dem med plumpe Hænder.

Alligevel var det uundgaaeligt, at Baandet mellem Gutzkow[LXXVII] og Menzel[LXXVIII] snart maatte løses. End ikke fra først af havde det manglet paa Advarsler til Gutzkow[LXXIX] om ikke at indlade sig for dybt med Stuttgarter-Skribenten. Selv Hegel[LXXX], der nærede Interesse for den unge Mand, havde sagt til ham: »Hvor kan man forbinde sig med et saadant Menneske!« Nu fremkom den første Uoverensstemmelse imellem dem paa Grund af Menzels[LXXXI] Stilling til de sydtyske Lyrikere, den saakaldte schwabiske Digterskole, der sluttede sig til Uhland[LXXXII], som ikke blot nød det Ry, han fuldt fortjente, men et endnu meget større. Som god Schwaber vurderede og beskyttede Menzel[LXXXIII] disse Mænd, Gustav Schwab[LXXXIV], |330| Gustav Pfizer[LXXXV], Karl Mayer[LXXXVI] osv.; som Støtte for vedtægtsmæssig Fromhed og Moral bar han dem oppe. Men Gutzkow[LXXXVII] med sin levende Sans for det som var Idésjælen i Tidsalderen, Gutzkow[LXXXVIII], for hvem Litteraturen var den kæmpende Kirke, følte den dybeste Uvilje mod disse Søndag-Eftermiddags-Lyrikere med Guldsnit, der som Digtere enten satte gamle, døde Balladestoffer paa Rim eller versificerede deres smaa sentimentale Stemninger, medens de som forsigtige Embedsmænd levede for deres Avancement og aldrig tabte det Maal af Syne at blive Professorer eller Konsistorialraader.

Da nu Goethes[LXXXIX] Samtaler med Eckermann[XC] udkom, saas det, hvor strengt Goethe[XCI] havde bedømt sin Beundrer Uhland[XCII]. Han anerkjendte kun dennes Ballader, fandt iøvrigt Indholdet af hans Poesi saa tarveligt, at han ikke gad beskjæftige sig med den. Goethes[XCIII] Brevvexling med Zelter[XCIV] bragte endnu ganske anderledes haanligt nedsættende Domme over den hele schwabiske Skole fra Uhland[XCV] til Pfizer[XCVI]: Goethe[XCVII] havde aldrig ventet sig noget Vækkende eller Dygtigt fra den Kant; de smaa Herrer dernede dækkede deres Mangel paa Geni med den sædeligt-religiøst-poetiske Tiggerkappe

*) Wundersam ist es, wie sich diese Herrlein einen gewissen sittig-religiös-poetischen Bettlermantel so gesckickt umzuschlagen wissen, dass, wenn auch der Ellenbogen herausguckt, man diesen Mangel für eine poetische Intention halten muss.
. |331|

Saa fik da ogsaa Gutzkow[XCVIII] Mod til at udtale, i hvor høj Grad al denne gamle Kloster- og Hyrde-Romantik var ham en Gru. I en Afhandling »Goethe, Uhland og Prometheus[0011]« rettede han et lidenskabeligt Angreb paa disse Digtere, der »fandt deres Tro paa deres Døbeseddel, deres Sæder i Sædvanen, deres Grundsætninger i Vedtægten og deres egen Poesi i andres Poesi« og han tilraabte dem: Hvad har I? Spadsereture i Aftensolen. Hvor er Eders Kamp for at naa til det Nye?

Imidlertid var ude i Verden omkring ham Reaktionen imod Julirevolutionens Indflydelse i fuld Gang. Metternich[XCIX] beherskede ikke blot Østerrigs men ogsaa Preussens[f] Politik, og da det gik op for Ungdommen i Tyskland, hvor Magten og Energien ogsaa nu og i en uoverskuelig Fremtid var, saa sluttede den sig til Magthaverne. Gutzkow[C] siger, at af hundrede Studenter ved Berlins[g] Universitet vare i hine Aar de 97 højkonservative, og ethvert Sammentræf med en gammel Skole- eller Universitetskammerat, endsige med en Embedsmand eller Officer efterlod det pinligste Indtryk i hans Sind.

Under saadanne Forhold tabe ikke sjældent evnerige og trodsige Ynglinge deres Ligevægt og begaa Ubesindigheder, for hvilke de da hele deres følgende Liv igjennem maa høre ilde.

Schleiermacher[CI] var død, var sænket i Jorden med Sang og Klang som en af Protestantismens Kirkefædre, en af Theologiens Helgene. Med Rette |332| havde man tidligt sagt om ham, at hans Væsen svarede til hans Navn. I Kraft af hundrede Halvheder og Utydeligheder havde han holdt sig populær til sin Død. Ingen havde omtalt hans romantiske Ungdomssynd, de »Fortrolige Breve om Lucinde[0012]«.

Da modstod Gutzkow[CII] ikke Fristelsen til at gjenudgive den glemte Bog og dække sig og sine Venner mod den stedse gjentagne Beskyldning for ugudelig Frivolitet ved at eftervise deres erotiske Synsmaade, ja selve deres Lære om Kjødets Gjenindsættelse i dets Rettigheder hos den Guds Mand, der var Theologernes beundrede Herre og Mester. (Se Hovedstrømninger II[0013]. S. 112 ff.)

Det kunde have været et godt taktisk Træk, hvis han ikke, kun treogtyveaarig som han var, havde indledet Bogen med en drengeagtig og smagløs Fortale. Han tiltaler her »Zionsvægterne«, haaner deres Skinhellighed og gejstlige Koketteri og tilraaber dem: »Kast et Øjeblik jere Talarer bort, glem Bevisstederne for, at et af Jer endnu bestandig korsfæstet Menneske har været Gud, og hør hvad der engang er hændt paa andre Omraader, i Frihedens, Ungdommens og Fantasiens Verden!«

Disse Begivenheder er Schlegels[CIII] »Lucinde[0014]«, dette liderlige Skelet, som han finder herligt og klassisk, og Schleiermachers[CIV] Breve derom, som han finder guddommelige. Disse Breve tale for sig selv. Saa urimeligt de end overvurdere »Lucinde[0015]«, er den ægte menneskelige Følelse i dem dristig og smuk. Gutzkows[CV] Fortale understreger Alt paa ud|333|fordrende og uskjøn Maade. Han taler her for Elskovens Genialitet, hævder, at Præstevelsignelsen hverken gjør fra eller til med Hensyn til Helligheden af et Kjærlighedsforhold, ivrer i haanlige Udtryk mod de almindelige Ægteskabers kolde Prosa, »Vandsuppebryllupperne, den ordinære Børneavling og det skimlede Brøderhvervs Misère«. Han slutter saa med kaadt Lapseri: »Ikke sandt Rosalie[cvi]? først siden du bærer Sporer paa dine Silkestøvler og af mig har lært at slaa din Slængkappe i Folder, først siden jeg har maattet opfinde en ny Art Benklæder til dig, saa du overalt gjælder for min yngste, inderligt elskede Broder, véd du hvad jeg mente med: Jeg elsker dig.« Og ikke tilfreds med denne Kvindelighed, der bærer Buxer, og som virkeliggjør den unge Gutzkows[CVII] Begreb om Emancipation, spiller han endnu en atheistisk Trumf ud til allersidst: »Hvor er Frands? — Kom, du søde Dreng, som man hemmeligt har døbt for mig. Sig mig: Hvem er Gud? Du véd det ikke, uskyldige Atheist, filosofiske Barn! Ak, havde heller ikke Verden vidst om Gud, saa havde den været lykkeligere!«

Man behøver ikke at være særligt lydhør i kritisk Henseende for at høre Uvirkeligheden ud af dette burschikose Skryderi. Originalen til hin Rosalie[cviii], der skulde følge Gutzkow[CIX] i Pagedragt, var nok snarere Kaled[cx] i Byrons[CXI] Lara[cxii] end nogen Sypige i Heidelberg[h] eller Berlin[i]. Det er imidlertid let at |334| forestille sig, hvorledes en saadan Fortale til en saadan Bog virkede paa det store Publikum og den veltænkende Journalistik.

Der behøvedes nu kun en Draabe til i Forargelsens Bæger for at berøve Gutzkow[CXIII] den offentlige Sympathi.

Han forsømte ikke at hælde denne Draabe deri. Han skrev 1835 »Wally, die Zweiflerin[0016]«, en yderst svag, paa et afgjørende Punkt parodisk Roman, der imidlertid blev den følgerigeste Bog i Datidens tyske Skjønliteratur.

Strauss’s[CXIV] »Jesu Liv[0017]« var da nyligt kommet ud og havde ved sin Opløsning af det formentlig Historiske i Myther, genial og dristig indtil det dumdristige som Hypothesen var, sat det aandeligt bevægede Tyskland i det heftigste Røre. Indignationen var almindelig. Der lød en tusindstemmig Fordømmelsesdom i hele Tyskland fra Ejderen til ind i Schweiz. Endnu en Menneskealder senere havde da ogsaa i den populære Bevidsthed David Strauss[CXV] en sort Plet paa sit Navn.

Overalt blev Bogen drøftet, og Gutzkow[CXVI], der omtalte dens Problem, fik en Aften af en ung Pige, i hvem han var lidt forelsket, Svaret: »Tal ikke derom! Blot at tænke derpaa gjør mig afsindig!« — Ord der gjorde et stærkt Indtryk paa ham.

Imidlertid havde Strauss’s[CXVII] Bog ikke tilfredsstillet ham. Rationalist, som han var, følte han Trangen til en historisk Jesus og søgte da tilbage |335| til Reimarus’s[CXVIII] gamle Wolfenbütteler Fragmenter, der allerede havde beskjæftiget Lessing[CXIX] saa stærkt, besluttede at udgive et Uddrag af dem, men henvendte sig i den Anledning forgjæves til den modigste af de tyske Forlæggere, Campe[CXX], der trods sin kjække politiske Holding ikke vovede at lægge sig ud med de hamborgske Præster, Hauptpastor Goetze’s[CXXI] Efterfølgere i Sjælesorg. Da imidlertid paa samme Tid den ædle Charlotte Stieglitz[CXXII] begik sit tragiske Selvmord, saa skjød i hans Sind Indtrykket af dette Dødsfald sammen med Indtrykkene af hin unge Piges Ytring og af Reimarus’s[CXXIII] Bibelkritik — og »Wally, Tvivlerinden[0018]« blev til.

En barnagtig Bog er denne »Wally[0019]«, men en uskyldig, retskaffen og naiv. Dens Heltinde er en ung Verdensdame, der af Fortvivlelse over sin Mangel paa Evne til at faa Bugt med de religiøse Tvivl, som ere vakte i hende af den Mand, hun elsker, den skeptiske og udbrændte Cæsar[CXXIV], giver sig selv Døden ved et Dolkestik.

Gutzkow[CXXV] havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at minde Datidens ærværdige Kirkelys og Kirkeværger, Ihændehavere af den røde Ørns Orden af forskjellige Klasser, om, at der en Gang havde levet en vis Voltaire[CXXVI], en vis Hume[CXXVII], en vis Lessing[CXXVIII] osv. Det har jo for en Yngling noget kildrende at erindre slige fine Folk om slige glemte Existenser. Men han havde i ethvert Tilfælde skullet gjøre det med Talent. Nu skrev han en |336| Roman, hvor Handlingen kun var et Paaskud for Theorier, en svag Efterligning af George Sands[CXXIX] nysudgivne »Lélia[0020]«.

Men han stod i sit Livs Foraarstid. Det forekom ham, som om hele Verden var ifærd med at forynges. Skjæret af Hegels[CXXX] synkende Sol laa endnu i Horizonten, Bettina[CXXXI] gik op som en Morgenstjerne, Rahels[CXXXII] evigt unge Visdom spredtes efter hendes Død over Landene som frugtbar Dug, Lenau’s[CXXXIII] og Rückerts[CXXXIV] første Poesier lød som Lærkesang, Ruges[CXXXV] første kritiske Artikler, Ludwig Feuerbachs[CXXXVI] første filosofiske Skrifter vare som friske Foraarsbriser, der rensede Luften — Tiden syntes ham saa solklar, saa forjættende, saa bugnende frugtbar, at den var som symboliseret i de to dejlige Somre 1834 og 1835, to svulmende rige Frugt- og Vinaar. Og saa gjorde han da sin første store Ungdomsdumhed.

Han nøjedes ikke med i sin Bog at nedlægge sine religiøse Kjætterier. Han fremkom ogsaa med sit sædelige Kjætteri — med Trods imod Vedtægten i Kjønsmoral, desværre en højst ubehændig og umoden Trods. Men hvor uskyldigt Gutzkow[CXXXVII] i Virkeligheden opfattede hint af ham selv brugte Stikord om »Kjødets Emancipation«, det ses bedst af den berygtede Scene i »Wally[0021]«, hvis Mening var at give Forfatterens Skjønhedstilbedelse Udtryk.

Wally[cxxxviii] elsker Cæsar[CXXXIX] og elskes af ham; men de kunne ikke ægte hinanden; thi Wally[cxl] har |337| maattet love at blive den sardinske Gesandts Hustru. Cæsar[CXLI] retter da til hende den Bøn, at hun, for ligesom symbolsk at indgaa et aandeligt Ægteskab med ham, skal paa selve sin Bryllupsaften et Øjeblik vise sig for ham nøgen i hele sin Skjønhed. Der gives et gammelt tysk Digt, i hvilket Sigune[cxlii] paa denne Maade aabenbarer sig for Tchionatulander[cxliii].

Ingen vil nægte, at Cæsars[CXLIV] Bøn er forrykt og dens Opfyldelse latterlig. Men Scenen var saa kysk ment og er saa spagfærdigt udført, at kun den yderste Gemenhed i den Anledning kunde raabe Politimagten til Hjælp mod Litteraturen. Der staar: »Kappen er gledet af den unge Helts Skuldre, hans Haar lokker sig frit og yppigt. Til Venstre for ham træder ud af Soltaagen et Billed af bedaarende Skjønhed: Sigune[cxlv], der blotter sig mere undselig end den medicæiske Venus dækker sin Nøgenhed. Hun staar der hjælpeløs, blændet af Kjærlighedens Daarskab, der bad hende om denne Naade; hun er ikke mere Vilje, kun Skam, Uskyld og Hengivelse. Og til Tegn paa, at en from Indvielse helliger Scenen, blomstrer dér ingen Roser; men en højstammet Lilje er spiret frem tæt ved hendes Legem og dækker hende symbolsk som Kyskhedens Blomst. Det var kun et Aandepust, et stumt Moment . . . . det hele var en Helligbrøde, men Uskyldens og evigt smertelig Forsagelses Helligbrøde.« Det er Alt. |338|

Gutzkows[CXLVI] Forhold til Menzel[CXLVII] var ikke mere det gamle. Han havde nu og da i et Forord eller en Artikel tilladt sig en svag Spøg eller en beskeden Protest overfor sin tidligere Beskytter. Men hertil kom, at han af praktiske Grunde allerede i længere Tid havde været Menzel[CXLVIII] en Torn i Øjet. Ved Udgivelsen af det litterære Tillæg til Bladet »Phoenix[0022]« i Frankfurt[j] gjorde han »Litteraturbladet[0023]« en farlig Concurrence. Men værre var det, at der efterhaanden havde udviklet sig en venskabelig Brevvexling mellem ham og den nu opskydende Litteraturs ledende Mænd som Laube[CXLIX], Wienbarg[CL], Mundt[CLI] osv. og at disse stod i Begreb med at bemægtige sig snart alle vigtigere litterære Organer i Berlin[k], Leipzig[l], Frankfurt[m] og Hamburg[n]. Da Gutzkow[CLII] og Wienbarg[CLIII] endelig i Sommeren 1835 traadte frem med en Subskriptionsindbydelse til en stor litterær Revue i Stil med »Revue des deux mondes[0024]« og havde næsten alle Tysklands mest ansete litterære Navne paa Listen over deres Medarbejdere, deriblandt Universitetsprofessorer som Boeckh[CLIV], indflydelsesrige Skribenter som Varnhagen[CLV], ikke at tale om et Talent som Börne[CLVI] og et Geni som Heine[CLVII] — saa følte Menzel[CLVIII] Nødvendigheden af at slaa et stort Slag.

Opraabet til Deltagelse i »Deutsche Revue[0025]« var kommet ud, forfattet af Gutzkow[CLIX] i et naivt pathetisk Blomstersprog om Videnskaben, der fra sine dumpe Sale længtes ud i den frie Natur, om |339| Minervas Fugl, der ikke mere var den lyssky Ugle, men Ørnen, der stirrer ind i Solen osv.

Istedenfor at holde sig til dette Program, der var uskyldigt og i visse Maader lovende, udgav Menzel[CLX] i sit Litteraturblad for 11. og 13. September 1835 et Manifest mod de unge Skribenter, som hvis Høvding han betegnede Karl Gutzkow[CLXI]. Det Forsvar for denne sin Handlemaade, han har ført som gammel Mand (i sine Denkwürdigkeiten[0026] S. 304), røber vel utvivlsom Indskrænkethed, men ikke ærlig Overbevisning. For ret at komme Det unge Tysklands verdensborgerlige Tendenser og franske Sympathier tillivs stemplede han det her som »Le jeune Allemagne«. Han rettede sit Hovedangreb paa »Wally[0027]«, af hvilken han rev et Par Steder ud for at vise, at Romanen var lutter Utugt og Gudsbespottelse, og fremstillede saa det rent forsvindende sensuelle Element i Bogen, Sigune[clxii]-Scenen, som Hovedsagen deri.

»Kun i Usædelighedens dybeste Skarn, kun i Bordeller, fødes slige atheistiske Anskuelser. De vare gjængse hos det gammelfranske Hofs filosofiske Sykofanter. I Palais-Royal[o] bleve de først oversatte fra Hofsproget paa Jakobinernes Sprog. Hr. Gutzkow[CLXIII] har paataget sig at omplante den franske Abeskjændsel, der i Skjøgers Arme bespotter Gud, paany til Tyskland i en Tidsalder, der Gud være lovet er modnere og mandigere end Voltaires[CLXIV] Aarhundrede. Dengang allerede strandede Lasten paa |340| vort Folks Sindelag; nu vil den saa meget mindre kunne gjennemtrænge det. Litteraturen vil udstøde den, den offentlige Mening brændemærke den [...] Hvis man vilde lade en saadan Skole for den frækkeste Usædelighed og den raffinerteste Løgn komme op i Tyskland; hvis ikke alle Nationens Ædle erklære sig imod den; hvis tyske Forlæggere ikke se sig for, men vove at falbyde saadan Gift og rose deres Varer, saa faa vi snart skjønne Frugter deraf at se [...] Men jeg vil sætte min Fod i Eders Dynd, skjønt jeg vel véd, at jeg besudler mig derved. Jeg vil knuse Hovedet paa den Slange, der varmer sig i Vellystens Gjødning [...] Saa længe jeg lever, skulle slige Skjændigheder ikke ustraffede vanære den tyske Litteratur [...]«

Og som praktisk Journalist nøjedes Menzel[CLXV] ikke med Skribentens Sigen en Ting én Gang for alle; han gjentog sine Beskyldninger i Nummer efter Nummer af sit Blad med bestandigt stærkere Eftertryk, grovere Ord, giftigere Sigtelser, og stadigt rettede han bestemtere sin Appel til Staten om at gribe ind med dens Magt, medens det endnu var Tid.

Den 26. Oktober skrev han bl. A.: »Jeg véd, at deres Krig mod Kristendommen, mod Moralen, mod Ægteskabet ikke betyder mere end unge Uglers Krig mod den gamle Sol. Men af en Gnist kan opstaa en Brand [...] Over den nye litterære Domstol, de ville grunde i Frankfurt[p], |341| troner istedenfor Retfærdigheden Venus vulgivaga [...] aldrig ville disse Mennesker, der kun tro paa Kjødet, disse Smudsets Præster, tilgive en Skribent, at han er renere end de [...] Og kan man i denne Tid roligt se paa, at de prædike Franskhed i Ord og Gjerning for os? Under den franske Republikanismes Maske indfører denne nye Frankfurter Smæde- og Skjændselsskole en frygtelig Utugt. Kjødet, den frie Sanselighed, Ophævelsen af Ægteskabet er deres Løsen, og de skrive ikke blot selv obscøne Bøger, men varme ogsaa de gamle op paany [...] Man slutter sig tildels til Saint-Simon[CLXVI] og forkynder en endmere udsvævende Republikanisme uden Dyd, en Hetære-Republik i største Stil [...] Endnu tilhøre disse Grundsætninger kun Litteraturens snevrere, aristokratiske Kredse [...] Men hvem smigrer disse Lærdomme uden Bestialiteten og Rovlysten, der endnu slumre, men er lette at vække i de store Hovedstæder og Fabrikbyer med deres Forvorpenheds Smuds- og Brændevinshuler.«

Den 11. November retter Menzel[CLXVII] sit Angiveri direkte mod de preussiske Universitetsprofessorer, der have været ubesindige nok til at love Gutzkow[CLXVIII] deres Medarbejderskab ved hans Revue[0028]: »Er Universiteterne ikke Statsanstalter? Gjælder i den preussiske Stat endnu Kristendom, Moral, Ægteskab? Man har saa ofte hørt om den i Preussen[q] fremherskende sædeligt-religiøse og kon|342|servative Aand. Skal nu de bekjendteste Professorer i Berlin[r], Königsberg[s], Halle[t] løbe i Hælene paa en smudsig Marat[CLXIX], der bogstaveligt som den gamle kun prædiker »det henrykkende Øjebliks« Sakramente og en Republik af Sansculotter og Sanschemiser, og med ham rase mod Kristendom, Sædelighed, Ægteskab, Familie, Skamfølelse, mod Gud og Udødelighed, mod tysk Nationalitet og det Bestaaende?« Og han sluttede sine Udfald med at betegne de gode Germanere Gutzkow[CLXX], Wienbarg[CLXXI], Mundt[CLXXII], Laube[CLXXIII], Kühne[CLXXIV] paa Grund af deres formentlige Tilslutning til Börne[CLXXV] eller Heine[CLXXVI] som et jødisk Parti; det unge Tyskland var egentlig et ungt Palæstina.

Som Følge af denne Denunciation blev Karl Gutzkow[CLXXVII] sat under Anklage for Gudsbespottelse og Skildring af utugtige Gjenstande, og Menzel[CLXXVIII] var uhæderlig nok til, medens Gutzkow[CLXXIX] sad i Varetægtsarrest og Processen blev ført, vedblivende at ophidse den offentlige Mening imod ham. Han blev dog i Mannheim[u] kun dømt til ti Ugers Fængsel for Angreb paa de i Baden[v] existerende Religionssamfund.

Men Angsten for revolutionære Bevægelser, til hvilke jo efter Menzels[CLXXX] Paastand det unge Tysklands Lærdomme maatte føre, satte selve det tyske Forbund i Bevægelse, og den 10. December 1835 fattede Forbundsdagen en Beslutning, som gik ud paa intet mindre end at tilintetgjøre den |343| hele Gruppe af yngre og ældre Skribenter, som her sammenfattedes under Betegnelsen Det unge Tyskland. Det hedder heri: »Efter at der i Tyskland i den nyere Tid, senest under Benævnelsen Det unge Tyskland eller Den unge Litteratur, har dannet sig en litterær Skole, hvis Bestræbelser gaa ud paa i belletristiske, for alle Klasser af Læsere tilgjængelige Skrifter paa den frækkeste Maade at angribe den kristelige Religion, at nedsætte de bestaaende sociale Forhold og nedbryde al Tugt og Sædelighed, saa har den tyske Forbundsregering [...] forenet sig om efterfølgende Bestemmelser: 1) Samtlige tyske Regeringer overtage den Forpligtelse at bringe Straffe- og Politilovene i deres Lande saavel som Forskrifterne mod Pressens Misbrug i disses fulde Strenghed til Anvendelse mod Forfatterne, Forlæggerne, Trykkerne og Udbrederne af Skrifter, der tilhøre den under Betegnelsen Det unge Tyskland eller Den unge Litteratur bekjendte litterære Skole, til hvilken navnlig høre Heinrich Heine[CLXXXI], Karl Gutzkow[CLXXXII], Heinrich Laube[CLXXXIII], Ludolf Wienbarg[CLXXXIV] og Theodor Mundt[CLXXXV], ligesom ogsaa med alle lovlige Midler at forhindre enhver Udbredelse af deres Skrifter, det være sig gjennem Boghandelen, Lejebibliotheker eller paa anden Maade« osv. osv.

Saaledes traadte Benævnelsen Det unge Tyskland for første Gang frem for den store Offentlighed. Den tyske Politi-Forbundsstat var det, der |344| som kritisk Autoritet henførte en Gruppe navngivne Mænd til en saakaldt usædelig og ødelæggende »Skole«, og det paa Angivelse af en enkelt hadefuld Konkurrent.

Menzel[CLXXXVI] fik samme Betydning overfor det unge Tyskland som Southey[CLXXXVII] i sin Tid havde havt overfor »den sataniske Skole« i den engelske Litteratur, alias Byron[CLXXXVIII] og Shelley[CLXXXIX], eller som Katkóf[CXC] i den russiske Litteratur en Menneskealder senere fik overfor »den landsforræderske Skole« ↄ: Herzen[CXCI], Ogarev[CXCII] og Bakunin[CXCIII]. I bevægede Tidsaldre er Angiveren et saa nødvendigt Modstykke til Forgrundsfigurerne som i gamle Tragedier Misunderen og Spionen til Helten.

  • XXI.
    højresiderne i kapitel 21 har i førsteudgaven klummetitlen »Den nye Gruppe.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
  • »Det unge Tyskland ... jeg denne Bog«
    af forordet til Ludolf Wienbargs Aesthetische Feldzüge, 1834, s. [v].
  • den schwabiske Digterskole
    en løs kreds af sydtyske, romantiske forfattere i 1800-tallets første årtier; i litteraturhistorien tæller kredsen navne som Ludwig Uhland, Eduard Möricke, Karl August Varnhagen von Ense og Wilhelm Hauff.
  • »Kjødets Emancipation ... Rehabilitation«
    med afsæt i saint-simonismen var Heinrich Heine blandt de tyske intellektuelle, der i 1830'erne kredsede om disse to begreber for en mere frigjort seksualitet.
  • Julirevolutionen
    væbnet folkelig opstand i Frankrig i dagene 27.7.-29.7.1830, der resulterede i afskaffelsen af det genoprettede kongedømme under slægten Bourbon og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
  • Julirevolutionen
    væbnet folkelig opstand i Frankrig i dagene 27.7.-29.7.1830, der resulterede i afskaffelsen af det genoprettede kongedømme under slægten Bourbon og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
  • »Intelligenzblatt«
    begreb svarende til Adresseavisen på dansk: titel på mange lokale aviser i 1700-1800-tallet; de var fyldt med annoncer, reklamer og andre praktiske og aktuelle oplysninger.
  • Som Gottschall ... verdensfrelsende Lærdomme
    citatet har ikke kunnet identificeres.
  • det würtembergske Kammer
    kongeriget Württembergs landdag (parlament) var fra 1819 delt i første og andet kammer, og det sidstnævnte bestod bl.a. af indvalgte delegerede.
  • Kammeret
    kongeriget Württembergs landdag (parlament) var fra 1819 delt i første og andet kammer, og det sidstnævnte bestod bl.a. af indvalgte delegerede.
  • i Rædselsperioden
    rædselsregimet, La Terreur, er en gængs betegnelse for en fase af Den Franske Revolution, der gik fra 1793 til 1794, hvorunder revolutionens modstandere blev henrettet i tusindvis.
  • »Hvor kan man ... et saadant Menneske!«
    G.W.F. Hegels angivelige udtalelse har ikke ladet sig identificere.
  • Han anerkjendte ... beskjæftige sig med den
    GB refererer til Johan Peter Eckermanns Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens, 1836-1848. Goethes udsagn om Ludwig Uhland findes under datoen 21.10.1823 Goethe 1999, 39:57.
    Johann Wolfgang Goethe: Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, vol. 1-40, Hendrik Birus et al. (red.), 1987-2013.
    .
  • Wundersam ist es ... Intention halten muss
    GBs oversættelse i en fodnote i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 541): »Vidunderligt er det, at disse smaa Herrer forstaar at slaa den [dvs. tiggerkappen] saa behændigt om sig, at man, selv naar Albuen stikker ud gennem Hullerne, maa anse denne Mangel for en digterisk Hensigt.« Af Goethes brev til Karl Friedrich Zelter, dateret 4.10.1831 Goethe 1993, 38:472.
    Johann Wolfgang Goethe: Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, vol. 1-40, Hendrik Birus et al. (red.), 1987-2013.
    .
  • »fandt deres Tro ... i andres Poesi«
    der er rettelig tale om Karl Gutzkows gengivelse af et udsagn af Goethe; GB refererer til Karl Gutzkows essay »Goethe, Uhland und Prometheus«, trykt i Literaturblatt, 1835 Gutzkow 1839:65.
    Karl Gutzkow: Beiträge zur Geschichte der neuesten Literatur, Bd. 1, 1839.
    .
  • Julirevolutionen(s)
    væbnet folkelig opstand i Frankrig i dagene 27.7.-29.7.1830, der resulterede i afskaffelsen af det genoprettede kongedømme under slægten Bourbon og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
  • hans Væsen svarede til hans Navn
    navnet Schleiermacher kan på dansk gengives som »slørmager«.
  • »Zionsvægterne« ... og Fantasiens Verden!«
    af Karl Gutzkows forord til hans udgave af Schleiermachers Vertraute Briefe über die Lucinde, 1835 Gutzkow 1835:xi og xiii.
    Karl Gutzkow: Schleiermachers Vertraute Briefe über die Lucinde, Karl Gutzkow (red.), 1835.
    .
  • »Vandsuppebryllupperne ... Misère«
    af Karls Gutzkows forord til hans udgave af Schleiermachers Vertraute Briefe über die Lucinde, 1835 Gutzkow 1835:xxxi-xxxii.
    Karl Gutzkow: Schleiermachers Vertraute Briefe über die Lucinde, Karl Gutzkow (red.), 1835.
    .
  • »Ikke sandt Rosalie? ... Jeg elsker dig«
    af Karl Gutzkows forord til hans udgave af Schleiermachers Vertraute Briefe über die Lucinde, 1835 Gutzkow 1835:xxi-xxii.
    Karl Gutzkow: Schleiermachers Vertraute Briefe über die Lucinde, Karl Gutzkow (red.), 1835.
    .
  • »Hvor er Frands? ... været lykkeligere!«
    af Karl Gutzkows forord til hans udgave af Schleiermachers Vertraute Briefe über die Lucinde, 1835 Gutzkow 1835:xxxviii.
    Karl Gutzkow: Schleiermachers Vertraute Briefe über die Lucinde, Karl Gutzkow (red.), 1835.
    .
  • »Tal ikke derom! ... gjør mig afsindig!«
    formodentlig af Karl Gutzkows erindringer Unter dem schwarzen Bären, 1875.
  • den røde Ørns Orden af forskjellige Klasser
    Roter Adlerorden var en preussisk fortjenstorden, indstiftet i 1705 og fra 1818 inddelt i fire klasser. Ordenstegnet var et hvidt kors med billede af en rød ørn. Ordenen, der fortsat eksisterede i kejserriget Tyskland 1871-1918, kunne tildeles fyrstelige, adelige, militære, gejstlige og civile personer, og fra 1851 kunne ordenen også tildeles ikke-kristne personer.
  • Cæsar retter da ... nøgen i hele sin Skjønhed
    GB refererer til Karl Gutzkows roman Wally, die Zweiflerin, 1835 Gutzkow: Wally 1835:128-130.
    Karl Gutzkow: Wally, die Zweiflerin, 1835 (roman).
    .
  • et gammelt tysk digt ... for Tchionatulander
    der alluderes til det omfattende tyske middelalderdigt Der jüngere Titurel, hvis forfatter er blevet identificeret som den tyske digter Albrecht von Scharfenberg. Digtet, der er skrevet ca. 1270 (og trykt i 1477), har sin titel efter romanfragmentet Titurel, ca. 1220, af Wolfram von Eschenbach. I Der jüngere Titurel beskrives bl.a. kærligheden mellem Schionatulander og Sigune (Wolfram von Eschenbach: Titurel. Mit der gesamten Parallelübersetzung des Jüngeren Titurel. Niemeyer, Tübingen 2006).
  • »Kappen er gledet ... Forsagelses Helligbrøde«
    af Karl Gutzkows roman Wally, die Zweiflerin, 1835 Gutzkow: Wally 1835:129-131.
    Karl Gutzkow: Wally, die Zweiflerin, 1835 (roman).
    .
  • den medicæiske Venus
    Venus de' Medici, en berømt antik marmorskulptur af den nøgne romerske kærlighedsgudinde Venus. Den tilhørte i 1600-tallet slægten Medici og findes i dag udstillet i Galleria degli Uffizi i Firenze.
  • Minervas Fugl
    Minerva er romernes navn for den græske gudinde Athene, der har en ugle blandt sine attributter. Hun er gudinde for krig, håndværk og kunst, og Athene er desuden byen Athens skytsgudinde.
  • lyssky Ugle
    GB hentyder til, at ugler ifølge deres natur er aktive om natten.
  • »Kun i Usædelighedens ... den tyske Litteratur
    sigter til en artikel af Wolfgang Menzel i Literaturblatt, 11. og 13.9.1835.
  • »Jeg véd ... Smuds- og Brændevinshuler«
    sigter til en artikel af Wolfgang Menzel i Literaturblatt, 26.10.1835.
  • Venus vulgivaga
    (lat.) den omstrejfende Venus, den ustadige Venus; eufemisme for en luder. Retfærdigheden (lat. Justitia) er ofte symbolsk fremstillet som en tækkelig ung kvinde, der holder to vægtskåle i sin ene hånd og et sværd i sin anden.
  • »Er Universiteterne ... og det Bestaaende?«
    sigter til en artikel af Wolfgang Menzel i Literaturblatt, 11.11.1835.
  • Sansculotter og Sanschemiser
    sansculotter (fr. uden knæbukser, dvs. bærende lange bukser) var under Den Franske Revolution 1789-1799 et øgenavn for en gruppe politisk yderliggående håndværkere, småhandlende og lønarbejdere. Sans chemise (fr. uden en tynd helskåren kjole) kan være et øgenavn for det kvindelige modstykke til sansculotterne, men betyder antagelig, at de er nøgne, dvs. ludere.
  • »Efter at der i ... eller paa anden Maade«
    GBs gengivelse på dansk af indledning og første paragraf af Den Tyske Forbundsforsamlings »Verbot der Schriften des »Jungen Deutschland««, vedtaget og offentliggjort 10.12.1835, 31. Sitzung der Bundesversammlung, 1835 (www.heinrich-heine-denkmal.de/dokumente/beschluss.shtml) (konstateret 22.3.2018).
  • »den sataniske Skole«
    Robert Southeys negativt ladede benævelse af Byrons litterære retning, første gang anvendt i Southeys bog A Vision of Judgement, 1821.
  • »den landsforræderske Skole«
    GB sigter til den litterære og politiske debat i Rusland i 1850'erne og 1860'erne og nærmere bestemt til den konservative journalist MIkhail Katkovs angreb på den liberale opposition, i datiden blandt andre Aleksandr Herzen, Nikolai Ogarjev og Mikhail Bakunin, der alle levede i eksil i Vesteuropa.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«