Det unge Tyskland (1890)

XX.

Det var den Hegelske Filosofi, der i Forening med Julirevolutionen tvang Aanderne ind i den moderne Histories og Politiks bevægede Liv. Ikke at Hegel[I] selv sympathiserede med Julirevolutionen, tvertimod. Den Art voldsomme Indgreb i hvad der for ham nu stod som Forholdenes Fornuft kunde i hans tredsindstyvende Aar ikke tiltale |304| ham, som den store Revolution ved dens Udbrud havde gjort det. Forlængst var han i alt Politisk højkonservativ.

Men ikke desmindre forandrede Julirevolutionen den Hegelske Filosofis Karakter. Den var det historiske Vendepunkt, det historiske Omsving, der udfordredes for at føre den fra Kathedrene ud i Livet. Selve Læren havde jo den Ejendommelighed ved sig at kunne fortolkes paa modsatte Maader. Fra nu af bliver den et af de stærkeste medindgribende Elementer i Livets Omformning. Vi have allerede set det hos Heine[II], hos hvem Hegels[III] Overgang til preussisk Konservatisme aldrig berøres uden for at undskyldes og for hvem Hegel[IV] bestandig er den nye Tids store Filosof, Ihændehaveren af al Magt i Tankernes Rige.

Før Hegel[V] blev kaldet til Berlin[a], havde han intet Held havt med sig som Lærer. Ved de andre Universiteter havde han kun været lidet bemærket; i sine yngre Dage havde han længe maattet tale for en tre, fire Tilhørere. Nu stod han paa sin Berømmelses Højde. I Modsætning til Schelling[VI], der saa tidligt var moden og saa tidligt blev gold, traadte Hegel[VII], den tungere, langsommere Natur, med sit 48. Aar ind i sit Livs mest betydningsfulde Periode.

Forventningerne til ham var uhyre og de opfyldtes helt. Hans Indsigt var saa mægtig; han syntes at staa plantet helt i sin Tid og dog at |305| svæve over den, fortrolig med alle dens Ideer og dømmende dem alle med rolig Fornemhed og dyb Overbevisning. Hundreder og atter hundreder af Tilhørere strømmede til.

Som Universitetslærer afgav han for Begynderen, der første Gang saa ham, et besynderligt Skue. En tidligt ældet Skikkelse traadte ind, bøjet, skjøndt oprindeligt kraftig; Indtrykket, den gjorde, var det af gammeldags borgerlig Bravhed. Han steg op paa Kathedret, satte sig, fordybede sig i sit Folio-Hefte, bladede frem og tilbage deri, søgte efter Noget snart oppe, snart nede paa Siden. Hans Holdning var kejtet og karakterløs, Trækkene slappe, Ansigtet medtaget, som hærjet, ikke af Lidenskaber, men af det mest haardnakkede Tankearbejd. Dog Hovedets Former var smukke og ædle, og naar Fysiognomiet med sit Præg af den store Forstand rettedes mod Tilhørerne, var Udtrykket det af den dybeste, ophøjet naive Alvor.

Han begyndte at tale, rømmede sig, hostede og stammede, søgte med Møje sine Ord. Han havde en stærk schwabisk Accent, talte stødvis, uden Rytme i sit Foredrag, indskibede sig i lange indviklede Perioder og kom sjældent i Havn med dem, søgte længe efter det betegnende Ord, men fandt det altid, og det forekom Tilhørerne lige slaaende hvad enten det var et gammelt kjendt Udtryk eller et usædvanligt. Efterhaanden syntes dette Foredrag Tilhøreren kun at anskueliggjøre det indre |306| Tankearbejdes overordentlige Vanskelighed. Der kunde komme trættende Gjentagelser, men slappedes Tilhørerens Opmærksomhed og overhørte han nogle Sætninger, kunde det ogsaa hænde, at han til Straf kom ud af al Sammenhæng. Thi gjennem tilsyneladende betydningsløse Mellemled havde imedens en eller anden Tanke forraadt sin Ensidighed, sin Indskrænkethed, indviklet sig i Modsigelser og nu skulde disse Modsigelser overvindes eller var allerede overvundne.

Hvad der her var mest ejendommeligt, det var Foreningen af to Elementer: Talerens Saglighed, dette at Alt blev sagt for Sagens Skyld, og saa hans Stræben efter Klarhed, der gav det Indtryk, at Alt alligevel blev sagt for Tilhørerens Skyld, for at han tilfulde skulde forstaa

*) Hotho[VIII]: »Vorstudien für Leben und Kunst[0001]«. S. 383. Haym[IX]: »Hegel und seine Zeit[0002]«. S. 392. Schérer[X]: »Mélanges d’histoire religieuse[0003]«. S. 299.
.

En daarlig Fortæller var denne Taler, men en ualmindelig Tænker og Forklarer. Vistnok var Kunstordene, han brugte, dunkle, denne besynderlige Terminologi, hvor »an sich« skulde betyde «efter sit Anlæg» og »an und für sich« den udviklede Existens, men man vænnede sig til dem, og det var da snart, som svævede man over Jorden i Abstraktioner, saa fortyndede og saa sindrigt fuldstændiggjørende hinanden, at Dialektiken i Pla|307|tons[XI] »Parmenides[0004]« syntes ufin i Sammenligning med denne Dialektik, snart var det som trængte man stedse dybere ind i stedse mere konkrete Æmner. Talerens Stemme blev stærkere, det Blik, hvormed han saa sig omkring, blev frit og sikkert, naar han med fyndige Ord særtegnede en Tankebevægelse, en Tidsalder, et Folk eller blot et særligt mærkværdigt Individ som f. Ex. hin Rameau’s Neveu[0005], der uden Navns Nævnelse er karakteriseret i »Fænomenologien[0006]«.

Begynderen, der hørte den berømte Tænker uden al Exemplificeren udvikle de abstrakte Begreber, som var fælles for Alt i Naturens og Aandens Verden og som derfor sagdes at bære Natur og Aand i deres paa én Gang hemmelighedsfulde og methodisk sammenflettede Net, kunde vel føle sig fristet til at løbe sin Vej, eller dog til ikke at komme igjen.

Men han kom igjen, thi snart fængslede det møjsomme Foredrag ham, og snart gjorde han de første Fremskridt. Det var nu og da som om et Tankelyn oplyste Mørket. Tilhøreren saa, at det efter Talerens Opfattelse ikke her drejede sig om et System som andre Systemer, om en dybere eller mere omfattende Undervisning end anden Undervisning af beslægtet Art, men at denne Mand betragtede sig som Forkynder af en helt original Videnskab, der omfattede Tilværelsen, forklarede Alt, Gud og Verden, og afsluttede Alt, da alle tidligere Tænkeres Tanker vare optagne i hans System som alle lavere Dyreformer ere optagne i |308| det menneskelige Fosters Udviklingstrin; alt Tidligere stræbte og sigtede mod ham, alle tidligere Bestræbelser vare fuldendte med ham, saa der fra nu af kun kunde være Tale om en nøjere Udførelse af de enkelte Partier i det store givne Grundrids.

Fra nu af var Tilhøreren under Fortryllelsen. Selve Kunstordenes Dunkelhed var en Tiltrækning mere; Vanskelighederne ansporede; det blev en Æressag at forstaa, en Livssag at forstaa. Og med hvilken Henrykkelse forstod man!

Ja, man forstod det: Hele denne Sanseverden var kun Skin; dens Væsen var Tanken. Ikke alt dette Enkelte og Individuelle, kun det Almene var sandt, var reelt. — Jeg tænker, og gjennem min Tankes nødvendige Fremskriden i Kraft af faste Love naaer jeg til den fuldstændige Kundskab til mig selv og til Verden. — Jeg tænker min egen Tanke, betragter den ikke mere fra den Side, fra hvilken den er min, men som den almindelige Tanke, tænker alle menneskelige Intelligenser sammen med min, berøver dem alle denne Individualitetens Form, der synes væsenlig, men ikke er det, og ser i alle disse Aander en eneste Aand og i den Tilværelsens Princip. Dette Grundvæsen, der faar sit højeste Udtryk i Mennesket, er det samme, som gjennemtrænger Verden, som frembringer Verden. Dette Grundvæsen, der virker og former blindt i Naturen, bliver sig bevidst i mig. Det Ubetingede, Ideen, det som populært kaldes Gud, er ikke et bevidst |309| eller personligt Væsen, thi Bevidsthed og Personlighed forudsætte, at der er et Noget udenfor Bevidstheden og Personligheden; men det er heller ikke absolut ubevidst. Menneskets Bevidsthed om Gud, det er Guds Selvbevidsthed. Jeg ophører at leve som enkelt, tilfældigt Menneske for at føle Allivet leve og pulsere i mig.

Logiken, som havde været en skolastisk Poge-Disciplin, der indprentede Selvfølgeligheder ved Hjælp af sine barbariske Remser (Barbara, Celarent, Ferio, Camestres, Baroco), Logiken. der længe havde sygnet og var død foragtet, opstod da paany som Læren om Tilværelsestankerne i deres Sammenhæng og deres Enhed, thi den første Tanke fordrede, hidkaldte den anden, sammensmeltede med den til en ny, der atter hidkaldte sin Modsætning, som tillige var dens Supplement, og Tanke fordrede med Nødvendighed Tanke, indtil Tankeslangen bed sig i sin Hale og dannede en eneste ubrødelig Ring, fra hvilken Naturens og Aandens Riger atter udskilte sig, dryppende som Ringene fra Odins Ring.

Og alle Videnskaber kom og drak af den nye Metafysik som af en Livskilde, og alle foryngedes de. Og Systemet løftede sig for Disciplens Øje, ensartet, leddelt, strengt symmetrisk, med indre Uendelighed, et Aandens Organon, en uhyre gothisk Kirke, hvor hver lille Del gjentog Helheden, hver lille Trehed den store Treenighed: Tanken, Naturen og Aanden. Det rejste sig, bygt paa Tankens Granit|310|grund, stræbende gjennem alle Naturrigernes Piller og Buer mod Aanden, løbende ud i det mægtige, til Himlen naaende Spir, i hvis tredelte Bygning Religionen indtog det nederste, Kunsten det mellemste og Filosofien det øverste Stokværk.

Men mere end Systemet var for Disciplen endda Methoden. Thi Methoden, Tankens nødvendige Fremgangsmaade, var Verdensnøglen og Himmelnøglen. Det var Methoden, i Kraft af hvilken man forstod. Det var Methoden, i Kraft af hvilken man saa, at Verdenshistorien var ét sammenhængende Drama, et eneste stort Frihedsdrama. Hvert Folkeslag havde sin Rolle deri, og alle disse Roller greb ind i hverandre.

Vistnok var det en stor Tankedigtning, som man forvexlede med en videnskabelig Bevisførelse. Vistnok var det en ny Poesi, kun mere dramatisk og bedre sammentømret end den, som den intellektuelle Anskuelse havde aabenbaret Schelling[XII]; vistnok var det en ny Rus, kun finere og stærkere end den, man havde hentet sig hos Naturfilosofen; vistnok er nutildags Systemet sunket sammen og Methodens altfor fine Redskab sprunget i vor Haand, saa kun enkelte store Grundtanker staa tilbage — men Den, der selv i sin tidlige Ungdom har oplevet den Hegelske Tid i sit eget Indre, forstaar fuldtvel den Henrykkelse, som greb de unge Slægter i hine Dage, og den Kraft, de sugede af disse Verdenstanker. |311|

Blandt Hegels[XIII] Elever var ved 1830-Tiden allerede Mestere, Tænkere som Hotho[XIV], Gans[XV], Marheineke[XVI], Michelet[XVII]; og næsten alt, hvad der fra nu af til langt ind i Halvtredserne opstaar af fremragende Aander i de forskjelligste Fag, tilhører fra først af den Hegelske Skole: Rosenkranz[XVIII] og Werder[XIX], Strauss[XX] og Vischer[XXI], Feuerbach[XXII], Marx[XXIII] og Lassalle[XXIV]. Og Cousin[XXV] kom fra Frankrig, Heiberg[XXVI] fra Danmark, Vera[XXVII] fra Neapel[b] for at forplante Læren i deres Hjemstavne.

Fra Lærestolen i Berlin[c] udbredte den Hegelske Filosofi sig over Tyskland, over Jorden. Sjældent eller aldrig har man set et aandeligt Kongedømme saaledes befæstet. Da Koleraen i 1831 bortrev Hegel[XXVIII], sammenlignede hans Disciple ham med Aristoteles[XXIX], med Alexander den Store[XXX], ja med Christus.

For Skjønlitteraturens Vedkommende i det næste Tiaar, særligt for det saakaldte unge Tyskland virkede Hegelianismen i al Almindelighed som en i aandelig Henseende frigjørende Magt, som den Magt, der nedbrød den religiøse Dogmetro og stillede Individet frit overfor den statskirkelige Kristendom. Vi have allerede set, at selv saa lyriske Naturer som Heinrich Heine[XXXI] i den Henseende havde en svag Farve af Hegelianisme, ikke at tale om at Heine[XXXII] fik sin skarpe Forstand gjennemdannet i Hegelianismens Skole, saa man i Formen af hans Vid sporer den Hegelske Dialektik, der lader enhver Bestemmelse slaa over i sin Modsætning. |312|

Dog mere særligt indvirkede den Hegelske Filosofi paa de unge Gemytter som et Stykke moderne Hellenisme. Hegel[XXXIII] paavirkede Ungdommen endnu utvetydigere i hellenisk Retning end selv Goethe[XXXIV] havde gjort.

Man mindes vistnok fra Heines[XXXV] Skrift om Börne[XXXVI] det Sted, hvor han taler om Börne’s[XXXVII] nazareniske Indskrænkethed. Han siger »nazarenisk«, forklarer han, for hverken at bruge Udtrykket jødisk eller kristelig, da begge disse Udtryk for ham er synonyme og af ham anvendes ikke til at betegne en Tro, men et Naturel; og han stiller Ordet nazarenisk i Modsætning til hellenisk, der ligeledes for ham betegner en saavel medfødt som tilegnet Aandsretning og Synsmaade. Med andre Ord: alle Mennesker er for ham enten Nazarener eller Hellenere, enten Mennesker med asketisk, billedfjendtligt, sygeligt spiritualiserende Hang eller Mennesker med livsklart, udviklingsstolt og virkelighedskjært Væsen. Og han betegner saa sig selv som Hellener — en Betegnelse, ingen tysk Romantiker nogensinde vilde have tillagt sig.

Men Hellenisme i denne Forstand udstrømmede fra Hegel[XXXVIII]. Hegel[XXXIX] tilhører efter sin hele Aandsretning den samme Tendens i Datiden til at fylde de antike Former med en ny Tids Indhold som vi møde hos Goethe[XL], naar han digter sin Iphigenia[xli] og hos Thorvaldsen[XLII], naar han udfører Statuen af Fyrstinde Barjátinska[XLIII] i græsk Klædebon. Det er |313| ingen Tilfældighed, at Hegel[XLIV] og Thorvaldsen[XLV] fødes i samme Aar 1770 med kun et Par Maaneders Mellemrum. Og det var heller ingen Tilfældighed, at Hegel[XLVI] bedst forstod den Side af Goethe’s[XLVII] Væsen, der vendte mod Grækenland.

Hegel[XLVIII] havde som Würtemberger faaet sin Dannelse fra to Kilder, det attende Aarhundredes Oplysning med dens Oprør mod Theologien, og den klassiske Oldtid, der allerede var traadt ham imøde i den lærde Skole i hans Fødeland. Allerede paa Skolebænken var han stadigt sysselsat med græsk Sprog og Literatur, og allerede som Barn fik han Sofokles’s[XLIX] »Antigone[0007]« kjær, der siden bliver ham det typiske græske Kunstværk og atter og atter fremdrages i hans Skrifter. Han kaldte Studiet af Antiken den sande Indledning til Filosofien og former efterhaanden sit System som Helhed efter Oldtidens Systemer. Det forholder sig til Aristoteles’s[L] Tankebygning som Goethes[LI] Iphigenia[0008] forholder sig til Euripides’s[LII] eller som Thorvaldsens[LIII] Alexandertog forholder sig til Parthenonsfrisen.

Hans egentlige, oprindelige Sindelag overfor Kristendommen røber sig i de Studier og Forskninger fra hans Ungdom som Theolog, hvis Indhold efter Manuskripterne er gjengivet af Haym[LIV]. Han viser her, at den græskromerske Religion var en Religion for frie Folk, at Ideen om et frit Samfund for Grækeren var det Højeste, det Ideale, som han viede sit Arbejd og sit Liv. Kristen|314|dommens Gud var kun et Surrogat for den republikanske Frihed, der gik tabt. Man havde ikke længer Magt, man kunde ikke mere ville; men man kunde ønske og bede. Og jo mere nu Mennesket blev Slave, des mere behøvede det en Gud udenfor sig og over sig. Og Hegel[LV] slutter, at dét er vore Dage forbeholdt at tilbagekræve de Skatte som Menneskets Ejendom, der ere blevne slyngede op i Himlen. Han foregriber her Heine[LVI] og Feuerbach[LVII]

*) Die Objectivität der Gottheit ist mit der Verdorbenheit und Sclaverei der Menschen in gleichem Schritte gegangen, und jene ist eigentlich nur eine Offenbarung dieses Geistes der Zeiten [...] Ausser früheren Versuchen blieb es vorzüglich unseren Tagen aufbehalten, die Schätze, die an den Himmel geschleudert worden sind, als Eigenthum der Menschen wenigstens in der Theorie zu vindiciren; aber welches Zeitalter wird die Kraft haben, dieses Recht geltend zu machen und sich in den Besitz zu setzen?
.

Hegel[LVIII] ser i sin Ungdom bestandig den jødiske Oldtid gjennem den klassiske Opfattelses Glar. Jødernes gamle Historie kalder han »en Tilstand af fuldkommen Hæslighed«. Det jødiske Folks store Sørgespil er intet græsk Sørgespil, siger han; det kan hverken vække Frygt eller Medlidenhed; thi disse Følelser udspringe kun af et skjønt Væsens nødvendige Fejltrin. Som man ser, iagttager han Jødefolkets Historie og Skjæbne mod en Baggrund af Sofokles’s[LIX] Verdensanskuelse og Aristoteles’s[LX] Theo|315|rier. Begreber som Lov og Straf er ham kun hæslige. Den kristelige Forestilling om Syndsforladelse kan han kun bevare ved at ombytte den med Begrebet om en ved Kjærlighed forsonet Skjæbne. Med andre Ord, han kan kun finde Christi Lidelseshistorie skjøn, hvis han ser den under samme Synspunkt, under hvilket han ser Oedipus[lxi] i Kolonos[d], som en Skjæbne, der rammer den Uskyldige, ikke som et Offer bragt for Andres Synd. Ogsaa for ham er da Jødedom og Kristendom i Grunden Et og det Samme, den stygge Modsætning til Hellenismen.

Han frelser for sin Bevidsthed kun Jesu Person og Historie ud af det Positivt-Religiøses Skibbrud, idet Jesus i personlig Form bliver ham hvad Antiken var ham i Statslivets Form: et skjønt og guddommeligt-menneskeligt Liv. Denne Jesus er da ikke Jesus slet og ret, men en Jesus-Apollo som den, Heine[LXII] senere skildrer i Digtet »Freden«[0009]: den mægtige Skikkelse, der som Hjerte i Brystet bærer den røde, flammende Sol. Og naar Heine[LXIII] i den bekjendte Fortale til »Romancero[0010]« taler om sit sidste Knæfald for »Skjønhedens højtbenedidede Gudinde, vor kjære Frue fra Milo«, der saa medlidende saa’ ned paa ham, selv trøstesløs over ikke at kunne bringe Hjælp, da møde vi hos ham en lignende Sammensmeltning af det Hedenske og det Kristelige. Thi dette er ikke Venus slet og ret, men Venus-Madonna. |316|

Hegel[LXIV] er da Stamfaderen til selve den hedenske Hellenisme, som det blev Skik at anklage det unge Tyskland for.

Ja der raader endog i hans Filosofi den Aand, af hvilken et Stikord som det om »Kjødets Emancipation« kunde udvikle sig. Det var et Udtryk, som Heine[LXV] fra Frankrig af havde givet Indpas i den tyske Literatur, som blev grebet af hans Beundrere og Efterfølgere, opsnappet og lagt for Had som intet andet af den unge Litteraturs Avindsmænd og Anklagere. Det kunde ganske vist have en frivol Biklang i Heines[LXVI] Mund og en hæslig Biklang i Heinrich Laubes[LXVII]. Men hos de bedre af den unge Slægts Mænd betød det intet, som ikke i Grunden allerede Goethe[LXVIII] og Hegel[LXIX] havde villet. Karl Gutzkow[LXX] har med Rette hævdet, at kun en smudsig Fantasi med dette Udtryk forbandt Forestillingen om en Løsladelse af slette Lidenskaber. Ordet Kjød i og for sig indeholdt jo intet Anstødeligt. Det nye Testamente siger: »Ordet blev Kjød.« Kjødet betyder i kristelig Forstand Naturmennesket, det Udøbte, Oprindelige i Mennesket. Dets Emancipation betød for Datidens unge Sværmere i Virkeligheden intet Andet end Naturens Gjenindsættelse i dens Rettigheder, Krig imod det Naturfjendtlige. Hvad de attraaede var at gjøre Naturens Love til Maalestokken for vore Livsforhold, at forløse selve Naturen fra Ban og Interdikt. (Karl Gutzkow[LXXI]: Rückblicke auf mein Leben[0011]. S. 135.) |317|

Der foresvævede dem en i Hegelsk Aand gjennemført Nyhellenisme.

Det betød da for dem ikke stort, at Hegel[LXXII] som Olding var endt i den stiveste preussiske Konservatisme eller at den Hegelske Retsfilosofi godkjendte alle de bestaaende Institutioner som Helligdomme og underkjendte de ypperste ethiske Ideer som Afgudsbilleder. Han havde undervurderet Styrken af Datidens Skepsis.

Hvor mange Institutioner havde vel et normalt Datidsmenneske tilbage som Gjenstande for Ærefrygt og Tro? Højst disse fire: Kongedømmet, Kirken, Ægteskabet og Ejendommen. Med Hensyn til dem er Hegels[LXXIII] Lære denne:

Han hævder ikke Kongemagten som Garanti for Uafbrudtheden af store politiske Planers Gjennemførelse, nej Monarken er ham kun den af Tanken fordrede øverste Tinde paa Statsbygningen, ligesom Prikken over i’et, — dette rent følgestridigt, thi ellers er altid hos Hegel[LXXIV] det Subjektive kun et Moment, som atter ophæves; Monarken burde følgestrengt her gaa op i Statens Suverænitet. Kongedømmet hævdes af ham da kun ved en Indrømmelse til det Bestaaende. Hvad Under at der fandtes en følgende Slægt, som drog Konsekvensen!

Med Hensyn til Kirken foretog Hegel[LXXV] den Bevægelse, der senere blev udført af hans Discipel Cousin[LXXVI] som Minister i Frankrig. Han tillod sine Tilhængere af Højre som Göschel[LXXVII] at paavise hans |318| Filosofis Overensstemmelse med Bibel[0012] og kirkelig Kristendom, ja overroste Göschels[LXXVIII] Aforismer i sit Tidsskrift. Han, der som Yngling i sine Breve til Schelling[LXXIX] havde angrebet Kants[LXXX] Filosofi af den Grund, at den lod sig anvende i Orthodoxiens Tjeneste, han, der havde besvoret Hölderlin[LXXXI] aldrig at slutte Fred med Dogmer, drev nu i sin Religionsfilosofi det dobbelttydige Spil at gjøre ethvert Dogme til Symbol paa en Tanke og saa lade det blive staaende med den Vending, at det udtalte samme Sandhed som Videnskaben, kun i Forestillingens Form. Hvad Under, at Eleverne drog Konsekvensen!

Hvad Ægteskabet angaar, da opfattede Hegel[LXXXII] det ganske som et Moment i Familien, ligeberettiget med Familie-Ejendommen omtrent. Ad hvilken Vej det stiftedes, var mindre vigtigt; at Forældrene ordnede det, ansaas endda for den sædeligste Vej. I sin Uvilje mod Individets Egenmægtighed betonede han det Urimelige i, at den Enkelte »sich gerade auf dieses Mädchen kapricionire«. Han talte derom halvt som en gammel Spartaner, halvt som en gammel Spidsborger, og Ungdommen, som hverken var spartansk eller spidsborgerlig, fulgte ham ikke her.

Ejendommen endelig afhang for Hegel[LXXXIII] ganske af Familien. Ejendommen er for ham sædeligt berettiget som Familiens Fællesejendom. Kun naar den ikke er Enkeltmands Eje, er hvad han kalder |319| Begjærlighedens Egoisme overvundet. Han forkaster naturligvis ellers med Lidenskab Kommunisme. Men Konsekvensens Skraaplan laa aabent, og den Tid kom, da Hegelianere som Marx[LXXXIV] og Engels[LXXXV] drog revolutionære Følgeslutninger af den tilsyneladende saa konservative Mesters Filosofi.

  • XX.
    højresiderne i kapitel 20 har i førsteudgaven klummetitlen »Hegelianismen.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
  • Julirevolutionen
    væbnet folkelig opstand i Frankrig i dagene 27.7.-29.7.1830, der resulterede i afskaffelsen af det genoprettede kongedømme under slægten Bourbon og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
  • den store Revolution
    dvs. Den Franske Revolution, revolutionsperioden 1789-1799, der sluttede med Napoleon 1. Bonapartes erobring af magten.
  • Julirevolutionen
    væbnet folkelig opstand i Frankrig i dagene 27.7.-29.7.1830, der resulterede i afskaffelsen af det genoprettede kongedømme under slægten Bourbon og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
  • der indprentede ... Camestres, Baroco)
    GB hentyder til den klassiske logiks slutningslære, afdelingen om middelbare slutninger og underafdelingen kategoriske syllogismer. I middelalderen blev bogstavbetegnelser anvendt for præmissernes art i de logiske slutningsmåder (modi), og som en hjælp til at kunne huske de forskellige præmisser havde skolastiske pædagoger fundet på en remse i versform, hvor de relevante bogstaver (fx AAA) indgår i mnemotekniske ord eller navne (fx bArbArA). Sådanne remser med forklaring kan findes i de fleste ældre lærebøger i logik. GB blander i øvrigt ord fra to vers sammen Koch 1970:60-61.
    Carl Henrik Koch: Logik, 2. udgave, 1970.
    .
  • dryppende som Ringene fra Odins Ring
    Odins guldring Draupnir drypper ifølge nordisk mytologi hver niende nat otte kostbare guldringe.
  • Han siger ... som Hellener
    GB sigter til Heines bog Ludwig Börne. Eine Denkschrift, 1840 Heine 1978, 11:18.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Thorvaldsens ... Parthenonsfrisen
    Bertel Thorvaldsens 35 m lange Alexanderfrise modellerede han i 1812 i Rom. Motivet er Alexander den Stores indtog i Babylon i 331 f.Kr., men anledningen var kejser Napoleon 1.s planlagte besøg i Rom. Fra 1818 huggede Thorvaldsen hele frisen i marmor til opsætning i det nyopførte Christiansborg Slot i København. Parthenonfrisen fra ca. 440 f.Kr. er en 75 m lang marmorudsmykning af Parthenontemplet på Athens Akropolis. Størsteparten af frisen har siden 1800-tallet befundet sig i British Museum i London.
  • Han viser her ... slyngede op i Himlen
    af G.W.F. Hegels ungdomsskrift Die Positivität der christlichen Religion, skrevet i 1795-1796.
  • »en Tilstand af fuldkommen Hæslighed«
    af G.W.F. Hegels »Der Geist des Christentums und sein Schicksal« (skrevet 1798-1800), afsnittet »Der Geist des Judentums« Hegel 1986, 1:294.
    G.W.F. Hegel: Frühe Schriften, 1986 (Werke, vol. 1, Suhrkamp Taschenbuch).
    .
  • den mægtige ... røde, flammende Sol
    GB sigter til et par verslinjer i digtet »Frieden«, der indgår i afsnittet »Die Nordsee. Erster Cyklus« i Heinrich Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:391.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Skjønhedens ... kjære Frue fra Milo«
    der sigtes til den berømte antikke skulptur Venus fra Milo, der var blevet fundet i 1820 på den græske ø Milos og året efter bragt til Paris som en gave til den franske konge; citat fra Heinrich Heines efterskrift til digtsamlingen Romanzero, 1851 Heine 1992, 3:181.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Kjødets Emancipation«
    med afsæt i saint-simonismen var Heinrich Heine blandt de tyske intellektuelle, der i 1830'erne kredsede om begrebet »die Emanzipation des Fleisches« for en mere frigjort seksualitet, bl.a. i Zur Geschichte der Religion und Philosophie in Deutschland, 1835, og i Die romantische Schule, 1836.
  • »Ordet blev Kjød.«
    citat fra Det Nye Testamente, Johannesevangeliet 1,14: »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os« (1992-oversættelsen).
  • at den Enkelte »sich ... kapricionire«
    GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 534): »at Mandfolket netop vilde have den Pige og ingen anden«; GB refererer til G.W.F. Hegels Vorlesungen über die Aesthetik, der blev udgivet 1835-1838 Hegel 1939, 13:186.
    G.W.F. Hegel: Sämtliche Werke, Jubiläumsausgabe, Bd. 13, 1939 (Vorlesungen über die Aesthetik, Zweiter Band).
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«