Det unge Tyskland (1890)

XVIII.

Börne[I] og saare Mange efter ham have fældet den Dom over Heine[II] eller villet fælde Heine[III] med den Dom, at det ikke var ham Alvor med Noget. Seer man bort fra det Mindre og Uvigtige, beroer Börnes[IV] Vrede i Grunden paa, at Heine[V] ikke synes ham at ville tage Parti. Selv var han, saa godt som man i hin uparlamentariske Tid kunde være det, Partimand til det Yderste i Litteraturen.

I vore Dage er det en almindelig antaget og fortærsket Sætning, at Kunsten er sit eget Formaal; i hin Tid var man fortrolig med den Tanke, at den skulde tjene Livsformaal, og altid føler man i Datidens tyske Digterværker, de være nu af større eller ringere Værdi, hvad det er, som har trykket deres Frembringer Pennen i Haanden. Men selv saa stærkt tendentiøse Poeter som Heine[VI] var Datidens Overbevisningsmænd (som Börne[VII]) ikke tendentiøse nok. Og man brugte mod ham Udtrykket »Vel et Talent, men ingen Karakter«, de Ord, han gjør sig saa ubarmhjertigt lystig over i »Atta Troll[0001]«, hvis Fortale allerede spøger med den Trøst, som for Mængden ligger i den |269| Lære, at de brave Folk vel i Reglen er slette Musikanter, men at til Gjengjæld de gode Musikanter er Intet mindre end brave Folk. Thi Bravhed og ikke Musik er dog Hovedsagen her i Verden.

Andensteds gjør Heine[VIII] gjældende, at det i Reglen er et Tegn paa Indskrænkethed, naar man af den indskrænkede Mængde strax bliver stemplet og udtrykkeligt fejret som Karakter; det beroer paa, at en snever og overfladisk Livsbetragtning, der altid bliver sig selv lig, lettest udgrundes af Mængden.

At Heine[IX] efter sit hele Anlæg ikke var nogen Aand med stoisk Fasthed, det er klart. Men ser man bort fra den Omstændighed, om han i visse givne Tilfælde har vist Karakter eller ikke, saa er Spørgsmaalet, ført tilbage til sit Princip, i Grunden dette, om Digteren bør tage Parti eller ej.

Netop paa den Tid, da Heine[X] i »Atta Troll[0002]« spottede dem, der i deres Ivren for Livsformaalene troede at kunne erstatte Talent med Karakter, blev der i den tyske Poesi for Alvor kjæmpet angaaende det Spørgsmaal, om Digteren burde tage Parti eller tage sit Stade over alle Partier. I Efteraaret 1841 opstod »Atta Troll[0003]«, der gjør saa mange Løjer med Freiligraths[XI] Ungdomsdigte, i November samme Aar skrev Freiligrath[XII] , der hidtil mest havde gjort sig bekjendt ved østerlandske Digte i Hugo’s[XIII] Stil og som kort forinden havde modtaget en Aarpenge af Kongen af Preussen[a], i |270| et Digt »Aus Spanien«[0004] over den skudte Diego Leon[XIV] disse Linjer om Digteren som saadan:

Er beugt sein Knie dem Helden Bonaparte,
Und hört mit Zürnen d’Enghien’s Todesschrei:
Der Dichter steht auf einer höhern Warte
Als auf den Zinnen der Partei.

Herimod rettede Georg Herwegh[XVII] i Digtet »Die Partei (an Ferdinand Freiligrath [0005] et Svar, i hvilket den mest slaaende Strofe er denne:

Partei! Partei! wer sollte sie nicht nehmen,
Die noch die Mutter aller Siege war!
Wie mag ein Dichter solch ein Wort verfehmen,
Ein Wort, das alles Herrliche gebar?
Nur offen wie ein Mann: Für oder wider?
Und die Parole: Sklave oder frei?
Selbst Götter stiegen vom Olymp hernieder
Und kämpften auf der Zinne der Partei.

Da saa Herwegh[XVIII] et Aars Tid derefter i sit Digt »Duett der Pensionirten«[0006] haanede Freiligrath[XIX] for den ham tildelte Aarpenge, »Invalidepensionen«, gav den Angrebne som bekjendt Kongen af Preussen[b] Pensionen tilbage, gik over til den politiske Digtning og udviklede sig saa hurtigt til Radikal og Revolutionær, at han ved Udbruddet 1848 stod som det tyske Folks mest fremragende Revolutionsdigter. Freiligrath[XX] gav altsaa Herwegh[XXI] Ret. Dog dette beviser endnu ikke, at han havde det. |271|

Spørgsmaalet om og hvorvidt Digteren bør tage Parti, er meget sammensat. Først paa Grund af det Mangetydige i Ordet Parti. Heine[XXII] og Börne[XXIII], Freiligrath[XXIV] og Herwegh[XXV] have til forskjellige Tider taget Ordet i forskjellig Mening.

Ved at sværge paa et indskrænket politisk Partiprogram, en social eller religiøs Theori, vil Digteren, selv om han er en meget snever Aand, kun tabe. Hvor er det muligt, at hans Idealer nøjagtigt skulde falde sammen med Partiformaalene i deres indskrænkede Bestemthed! Thomas Moore[XXVI] var Whigdigter, Walter Scott[XXVII] Torydigter, fordi ingen af dem var store Aander, saa store Talenter de end var. Byron[XXVIII] gravede dybere end de begge og end begge de politiske Partier — imidlertid føler Enhver instinktmæssigt Urimeligheden af at sige, Byron[XXIX] ikke som Digter politisk og religiøst har taget Parti. Han har gjort det i end højere Grad end Schiller[XXX], der heller ikke i politisk Henseende kunde regnes til et Parti, allerede af den simple Grund forøvrigt, at der paa hans Tid i Tyskland endnu ikke gaves Partier.

Der er Grene af den skjønne Litteratur, der afgjort Intet have med Partitagen at gjøre. Den, der skriver Elskovsdigte, staar som saadan udenfor de politiske og religiøse Partier, om end maaske ikke ganske udenfor de kunstneriske; thi saasnart der er Tale om en Retning i Kunsten, saa møde vi Partiet igjen. Men saasnart Forfatteren rører ved |272| et Stof, der lugter af Ide, af Grundopfattelse og Tanke, saa nødes han til at tage sit Parti mellem de mulige Livsanskuelser.

Vil man imidlertid, som Freiligrath[XXXI] , kun sikre Digteren Ret til at beundre Napoleon[XXXII] og til dog at harmes over Enghien’s[XXXIII] Mord, saa har dette egentligt ikke Noget med Spørgsmaalet om Partitagen at gjøre, thi det vil kun sige, at Digteren ikke har fraskrevet sig Retten til at bedømme Fortiden med Billighed og til at se Dyder og Laster hos sine Helte. Spørgsmaalet om Parti i bestemtere Forstand er ikke et Spørgsmaal om Bedømmelse af Fortiden men om Formning af Fremtiden, og man kan ikke paa én Gang gaa ad to Veje.

Ordet Parti frembyder endnu følgende Vanskelighed: Parti vil sige Del, nærmest Del af Fædrelandets Befolkning; men Digteren bør tilhøre sit Fædreland og sit Folk, ingen Del deraf. Saaledes opfattet er da Parti det snevrere Begreb, Fædrelandet det videre, almene, og hvis man ved Parti f. Ex. forstaaer et faktisk politisk Parti, der mere eller mindre ufuldkomment svarer til sit Navn og sit Program, saa er dette rigtigt, saa staaer Fædrelandet selvfølgelig over Partierne.

Hvis man imidlertid tager Ordet Parti i den Forstand, hvori det kan udsiges om Schiller[XXXIV] og Byron[XXXV], at de have taget Parti, saa er Partiet en videre og større Ide end Fædrelandet. Thi Fædre|273|landet repræsenterer et bestemt afgrænset Stykke Jord, bestemte endelige Interesser, en bestemt afgrænset Historie, men Parti i denne Mening betegner et System af Ideer, som efter deres Væsen ikke ere bundne til noget Sted, Verdenstanker, Menneskehedens store almindelige Interesser. Og repræsenterer det Parti, som tages, end kun en Tidsalders Grundopfattelse af det Menneskelige, saa er Aarhundredet et andet og større Fædreland end Fædrelandet, og Digteren gjør sit Folk en Tjeneste ved at udvide dets Horizont udover dets Grænser.

Börne[XXXVI] og Heine[XXXVII] var efter min Opfattelse begge i fremtrædende Grad Partimænd, men ikke desmindre begge i meget høj Grad Patrioter; saa lidet skadede deres Partistandpunkt Fædrelandskjærligheden.

Börne[XXXVIII] gjaldt ganske vist i Datidens officielle Presse ikke blot for en forrykt Radikal, men for en Fædrelandsforhaaner. Han havde jo den farlige Vane at give enhver af sine Tanker saa stærkt Relief ved Udtryksmaaden, at den stødte, saarede eller æggede til Handling. Det fremkaldte et Raab af Harme, da han havde skrevet, at ethvert Folk havde Ret til at afsætte sin Konge, saasnart blot hans Næse ikke mere behagede det. Og hele Bind fulde af Skjældsord slyngedes imod ham for hans Udtalelser om Tyskernes »Tjenernatur«. Han var gaaet saa vidt som til at kalde dem »et Folk af Lakajer«. |274|

Han skriver selv derom: »Hvad skal jeg gribe til med Mennesker, der i fuld Alvor tro, jeg har raadet Folkene til at jage deres Fyrster bort, saasnart de ere utilfredse med deres Næser [...] Hvis jeg sagde: Mine Herrer! De maa ikke tage det saa bogstaveligt — saa vilde de maaske tro det, men hvad vilde det nytte? De vilde indvende: De skulde betænkt, at De ikke blot skriver for dannede Læsere, men at ogsaa et stort Antal Udannede læser Deres Skrifter. Hertil vilde jeg tie og blot svare: Lad mig blive ført i Fængsel! Naar jeg saa var stillet for Retten, vilde jeg sige: Mine Herrer! Tyskeren er en Krokodille. (Almindelig Forbitrelse. Krokodille! Til Orden!) M.H.! Tyskeren er en Krokodille. (Til Orden! Præsidenten: De misbruger Retten til Forsvar!) M.H.! Tyskeren er en Krokodille — jeg beder om at maatte tale ud. Jeg tænker herved ingenlunde paa Vildheden eller paa Krokodilletaarerne. Tyskeren er tam og godmodig og græder saa oprigtige Taarer som et Barn, naar det faar Ris. Naar jeg har kaldt det tyske Folk en Krokodille, er det kun paa Grund af dets Hudbeklædning, der ligner Krokodillens. Den bestaar af haarde Skjæl og ligner et Skifertag. Hvad fast der falder paa den, preller af, hvad flydende, løber ned derover. Tænk Dem nu, m. H., at de vilde magnetisere en saadan Krokodille dels for at helbrede dens svage Nerver, dels og især for at gjøre den klart|275|skuende, saa den kunde se ind i sit Indre, lære sin Sygdom at kjende og gjætte det rette Lægemiddel. Hvad vilde de saa gjøre? Stryge den blidt med en varm Haand ned ad dens Krokodillepanser? Nej, De vilde være for fornuftig dertil; det vilde jo intet Indtryk gjøre paa den. De vilde trampe omkring paa den med Fødderne, bore Søm ind i dens Skjæl, og var det ikke nok, fyre hundrede Flintekugler af paa den. De vilde beregne, at de ni og halvfems dog gik ganske tilspilde, og at den Hundrededel, der blev tilbage, netop vilde frembringe den blide og beskedne Virkning, som De tilsigtede med Deres Magnetiseren. Det er det, jeg har gjort.« (Brev fra Paris[0007] af 14. Dec. 1831.)

Man ser, hvorledes hos Börne[XXXIX] de stærke Ord om tysk Underdanighed og Dorskhed blot er Fædrelandskjærlighedens negative Udtryk. Patriotismen ytrer sig hos ham i Reglen kun i indirekte Form, men den bryder sig Vej gjennem hans vemodige Spot som gjennem de begejstrede Opraab hos Andre.

Og hvad nu Heine[XL] angaar, da havde Börne[XLI] vel Ret imod ham, forsaavidt som Poetens smidige Temperament gjorde ham den enstonende Kamp for en politisk Overbevisning vanskelig, og Ret forsaavidt Heine[XLII] led under den Dobbelthed og Uklarhed, vi have paavist hos ham, at føle sig paa én Gang som folkelig Revolutionær og som enthusiastisk Aristokrat; men naar Heine[XLIII] undlod |276| at slutte sig til noget forhaandenværende politisk eller religiøst Parti, saa var det dog mest Vidnesbyrd om Finheden af hans Aandsudvikling. Hans Skjæmt i »Atta Troll[0008]« med Oppositionens prækende Kleresi er henrivende og fuldt berettiget. Den vidner kun om, at han afskyede Dogmatismen i alle dens Former.

Derfor har Börne[XLIV] Uret i sin Antagelse, at Heine[XLV] nogensinde har fornegtet sit Parti i dette Ords store, omfattende Forstand, det Fond af Ideer, for hvilke han har stridt. Det har han end ikke gjort, da han paa sit otteaarige Dødsleje med Møje aabnede sine stakkels lammede Øjenlaag for at søge Gud i den Himmel, hvis Tomhed han selv med Vemod og Trods havde skildret.

Og ikke mindre end Börne[XLVI] var Heine[XLVII] Patriot. Enhver Kjender af Heine’s[XLVIII] Skrifter husker vistnok det skjønne Sted i Slutningen af »Reisebilder[0009]«, hvor han fortæller Krøniken om Kejser Maximilian[XLIX], der sad fangen i Tyrol[c], glemt af sine Riddere og Hofmænd, da Fængselsdøren aabnede sig og en tilhyllet Mand traadte ind, i hvem Kejseren gjenkjendte Kunz von der Rosen[L], sin trofaste Hofnar.

Jeg finder det ikke blot aandrigt, men sandt, naar Heine[LI] siger: »O tyske Fædreland! dyrebare tyske Folk! Jeg er din Kunz von der Rosen[LII]. Den Mand, hvis egentlige Embed Spøgen var og som kun skulde holde dig i godt Humør i gode Dage, han trænger ind i dit Fængsel i Nødens Tid, og |277| under Kampen bringer jeg dig dit stærke Scepter og din gode Krone — kjender du mig ikke, min Kejser? [...] Ligger du end i Lænker nu, saa sejrer din gode Ret dog tilsidst, Befrielsens Dag nærmer sig, en ny Tid begynder — min Kejser, Natten er forbi, og udenfor gløder Morgenrøden.«

Vil man ikke hænge sig i Enkeltheder, i kaade Udfald og overmodige Vendinger rundt omkring, saa vil man se, at den Følelse, som her har givet sig et klassisk Udtryk, er mægtig hos Heine[LIII]. Hverken hans Partistandpunkt eller den dermed sammenhængende Fremmedbeundring har udelukket en oprigtig og dybtgaaende Fædrelandskjærlighed, der affødte Savn paa Savn for ham under Exilet. Kun havde han ikke den Art Patriotisme, som han etsteds tillægger den almindelige Tysker, den, som bestaar i, at Hjertet bliver snævrere, trækker sig sammen som Læder i Kulden, men den, der varmer Hjertet og udvider det, saa det gjennem Kjærligheden til sit Land omfatter Civilisationens hele Rige

*) Heine[LIV]: Werke[0010] VI, 51. smlgn. XIV, 45. og XIII, 16.
. Hvor kunde han overhovedet andet end elske Tyskland! Som han har sagt det, og som Enhver maa sige det om sit Land: »Das ist es. Deutschland, das sind wir selber.« Hele hans Væsen var jo bestemt ved hans Fødsel og Udvikling i Tyskland.

Og da han maatte tilbringe den sidste Halvdel |278| af sit Liv i frivillig-ufrivillig Landflygtighed, forsaavidt hjemløs som hans Skrifter vare forbudne af den tyske Forbundsdag, blev det tyske Sprog ham det sande, højere, egentlige Fædreland. Det tyske Ord har han selv kaldt det helligste Gode, den ubetvingelige Frihedsvækker, og selv betegnet som et nyt Fædreland for Den, hvem Daarskab og Ondskab have udvist af Fædrelandet.

  • XVIII.
    højresiderne i kapitel 18 har i førsteudgaven klummetitlen »Partitagen i Poesien.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
  • »Vel et Talent, men ingen Karakter«
    i sit ironiske epos Atta Troll. Ein Sommernachtstraum vender Heinrich Heine denne karakteristik om: »Kein Talent, doch ein Charakter!« Formuleringen findes i det oprindelige kap. 24 i Zeitschrift für die elegante Welt, 1843, og med let ændring af strofen i bogversionen af Atta Troll, 1847 Heine 1985, 4:79 og 239.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • hvis Fortale allerede spøger med den Trøst
    GB sigter til Heinrich Heines forord til det ironiske epos Atta Troll. Ein Sommernachtstraum. Værket udkom som føljeton i Zeitung für die elegante Welt i 1843 og i bogform i 1847 Heine 1985, 4:10.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • da Heine ... spottede dem
    dvs. hånede dem, latterliggjorde dem.
  • Er beugt ... Zinnen der Partei
    GB's prosaoversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 506): »Han bøjer Knæ for Helten Bonaparte og hører med Vrede Enghien's Dødsskrig; thi Digteren staar paa en højere Varde end paa Partiets Tinder«. Af Ferdinand Freiligraths digt »Aus Spanien«, dateret »Darmstadt, November 1841« og trykt i hans digtsamling Ein Glaubensbekenntniss. Zeitgedichte, 1844 Freiligrath 1844:9.
    Ferdinand Freiligrath: Ein Glaubensbekenntniss. Zeitgedichte, 1844.
    .
  • Partei! Partei! ... Zinne der Partei
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 506): »Parti! Hvem skulde ej Partiet ære, / som hidtil alle Sejres Moder var! / Kan Digtren sligt et Ord i Akt erklære, / som Alt, hvad der er herligt, avlet har. / For eller mod, hver den, som Mand er vorden! / og Løsnet være: Slave eller fri! / Selv Guder fra Olymp steg ned paa Jorden / og tog med deres Guddomskraft Parti«. Af Georg Herweghs digt »Die Partei (an Ferdinand Freiligrath)«, trykt i Gedichte eines Lebendigen, bd. 2, 1844 Herwegh 1967:114.
    Georg Herwegh: Werke in einem Band, 1967 (ausgewählt von Hans-Georg Werner. Aufbau-Verlag).
    .
  • ved Udbruddet 1848
    dvs. ved udbruddet af revolutionen i Tyskland i begyndelsen af marts 1848; inspirationen til de folkelige opstande i flere tyske stater kom fra barrikadekampe i Paris i de sidste dage af februar 1848, hvor studenter blev mødt af tropper fra den franske hær.
  • Enghien's Mord
    dvs. mordet på hertugen af Enghien.
  • Tyskernes »Tjenernatur« ... af Lakajer«
    de pågældende Ludwig Börne-citater har ikke kunnet identificeres.
  • »Hvad skal jeg gribe ... jeg har gjort.«
    af Ludwig Börnes Briefe aus Paris, brev 62, dateret 14.12.1831, bd. 3, 1833 Börne 1977, 3:392-393.
    Ludwig Börne: Sämtliche Schriften, vol. 1-5, Inge & Peter Rippmann (red.), 1964-1968.
    .
  • M.H.!
    forkortelse for: Mine Herrer!.
  • Krøniken om ... sin trofaste Hofnar
    refererer til »Schlusswort« i det fjerde bind af Heinrich Heines Reisebilder, 1831 Heine 1986, 7:271-273.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »O tyske Fædreland! ... gløder Morgenrøden.«
    sammensat citat fra »Schlusswort« i det fjerde bind af Heinrich Heines Reisebilder, 1831 Heine 1986, 7:272.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Das ist es ... sind wir selber.«
    GBs oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 510): »Det er jo Sagen; Tyskland, det er os selv«; af »Vorrede« til det første bind af Heinrich Heines Der Salon, 1834 Heine 1994, 5:374.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«