Det unge Tyskland (1890)

XVII.

Heines[I] Prosa staar ikke i Højde med hans Vers. I sin berømteste Prosabog »Reisebilder[0001]« viser han sig som en Elev af Sterne[II], senere, da han vinder større Selvstændighed, er han vel altid aandrig og livfuld, men sjældent de Æmner voxen, han behandler. Hvad enten han skriver om tysk Filosofi for Franskmændene eller om fransk Malerkunst for Tyskerne, er han lige dilettantisk. Han var vel altid som Journalist betragtet en udmærket Journalist, men han er for stor til at denne Betegnelse svarer til Styrken af hans Væsen.

Vistnok have Pedanter blandt hans Modstandere gjort et utilbørligt Væsen af hans saakaldte Overfladiskhed. Han var vel ikke nogen egentlig Arbejder, men han var ingenlunde uden Flid, og hans Kundskaber talrige og grundigt til|261|egnede. Dog kun som Poet er han stor; de fleste af hans Prosaskrifter er forfattede i Døgnets Tjeneste, ikke at tale om at man har skadet hans Minde ved Udgivelsen af hans Breve, der i Regelen kun vise ham fra en lidet fordelagtig Side. Man ser ham i dem hyppigst alene optaget af sine Interesser. Men Pengeforlegenhed er et kjedeligt Æmne, selv om det er et stort Talents Pengeforlegenhed, hvorom Talen er.

Heine[III] opnaaede som bekjendt ikke at leve et helt Mandsliv til Ende. Han bortreves i sin fulde aandelige Kraft af en rædselsfuld Sygdom.

Han havde altid været fin og skrøbelig; i sin Ungdom plaget af haardnakkede Hovedsmerter; nødtvungen til et saadant Maadehold i Drik, at han efter sine Venners spøgefulde Udsagn nøjedes med at lugte til en Flaske Rhinskvin, han havde i sit Kammer. Tidligt var hans Nervesystem rystet, sikkert i langt ringere Grad af Udskejelser, end det troes — thi han er i høj Grad fanfaron de vices, roser sig i sine Skrifter stadigt af sine Laster — men han ramtes af den Sygdom, der saa hyppigt er deres Lod, hvis Liv har været uafbrudt aandelig Produktivitet. En Rygmarvsaffektion med Lammelse først af Øjenlaagene, efterhaanden af næsten det hele Legeme, ramte ham. Henved otte Aar laa han i Paris[a] udstrakt i sin Grav af Madradser.

Hans Liv, der hverken kan betegnes som et |262| stort eller et lykkeligt Liv, falder i to bestemt begrænsede Halvdele, Opholdet i Tyskland indtil Julirevolutionens Tid, og Opholdet i Paris[b] fra 1831 til hans i 1856 indtraadte Død. Det var et Liv ført uden Beregning, men ikke uden Instinkt for hvor Udviklingsmulighederne laa for Talentet; det er neppe sandsynligt, at Heine[IV] havde naaet sin Verdensborgerhøjde i Litteraturen eller endog blot var blevet saa fremragende som satirisk Digter, ifald han var forbleven i sit Fædreland alle sine Dage.

Hans Ungdomsaar i Tyskland gaa hen under Reaktionens Tryk; hans »Rejsebilleder[0002]« vinde Popularitet som Udtryk for den politiske Utilfredshed, men snart opgiver han i sit stille Sind al Politiseren som umulig. Da skaffer Julirevolutionen Luft, Heine[V] bryder op, bosætter sig i Paris[c] og bindes snart der ved det tyske Forbunds Forbud mod hans Skrifter. Ministeriet Guizot[VI] giver ham hemmeligt den lille Aarsrente, der sætter ham i Stand til at føre et forholdsvis sorgløst Liv, og for hvis Skyld han er bleven gjort til Gjenstand for Angreb, der ikke savne al Grund, men som dog have gjort ham stor Uret. Man maa ikke glemme, at Heine[VII] forstod sig slet paa den Kunst at tjene Penge og at det kun vilde have nyttet ham lidet, om han havde forstaaet sig bedre paa den. Han, paa hvis Bøger der er tjent Millioner, solgte »Buch der Lieder[0003]« med alle følgende Oplag til Campe mod Kvittering for en gammel Gjæld paa 50 Louisdorer, |263| og var hele sit Liv igjennem nødt til at tye til sin rige Onkels[VIII] ugjerne ydede Bistand. Havde han og især den lille Pariser-Grisette, som han giftede sig med[IX], forstaaet sig bedre paa Økonomi, vilde han maaske have kunnet undvære Regjeringsunderstøttelsen. Nu har den vel nok forhindret ham i at sætte Et og Andet i tyske Aviser om det franske Ministerium, som han ellers vilde have skrevet, men anden Ulykke har den visselig ikke forvoldt, og mindst har den bevæget ham til at skrive Nogetsomhelst, han ikke mente.

Fra Frankrig af har han som Forfatter ført sin aldrig afbrudte eller endog blot svækkede Kamp mod den europæiske Reaktion. Man kan sige, at han i denne Egenskab er Byrons[X] store Arvetager. Faa Aar efter at Spottens Sværd, svunget i Frihedens Tjeneste, glider ud af den døende Byrons[XI] Haand, gribes det af Heine[XII] og føres en hel Menneskealder igjennem med lige stor Behændighed og Kraft. Dog i de sidste otte Aar føres dette Vaaben af en dødeligt Saaret.

Aldrig havde han skrevet sandere, ægtere, mere skjærende og mere straalende Vers end da han laa naglet til sit Martyrium paa den lave, brede Seng i Paris[d]. Og aldrig har vel nogen frembringende Aand vist større Mod, større Udholdenhed og Uanfægtelighed i overmenneskelige Kvaler. Sjældent har Sjælens Magt over Legemet vist sig saa utvivlsom. At lide taus med sammen|264|bidte Tænder under Lidelser som hans vilde allerede været meget. Men at frembringe, at spotte og spøge, sprudlende lunefuldt og fantastisk, lade sin Aand fare Kloden rundt i yndefulde og dybe Drømmerier, medens man selv ligger lam og som livløs paa Lejet, det er stort.

Han laa der indskrumpet til et Skelet med de lukkede Øjne, de næsten helt lammede Hænder, de ædle Ansigtstræk afmagrede; Hænderne, der var hvide og fuldendt skjønne, var blevne som gjennemsigtige i deres Finhed; naar han talte, gled nu og da et Mefistofeles[xiii]-Smil over hans lidende Christus-Fysiognomi. Tilsidst var i Grunden kun Stemmen tilbage af Manden som af Oldtidens Tithon; men denne Stemme var uendeligt rig paa Toner, paa Indfald og Skjemt.

Han vedblev at være aandeligt virksom. Det var som om Aandens Drivhjul vedblev at dreje sig, selv uden Damp; det var som om Lampen blev ved at brænde, selv uden Olie.

Det er usandt, at han var vendt tilbage til nogen Kirkelighed; men til en Religiøsitet, der ligesom dukkede op paany fra Barndommens Dage, og til en Art Gudstro klamrede den Lidende sig. Og selv over denne Gudstro hævede han sig undertiden med et Smil. Et saadant Smil er hans beroligende Ord til en ophidset Bekjendt paa hans sidste Levedag: Dieu me pardonnera — c’est son métier.|265|

Et rørende Vidnesbyrd om hans Aandskraft og hans sønlige Kjærlighed er det, at han under hele sin Sygdom omhyggeligt vaagede over, at hans Lidelser forbleve skjulte for hans gamle Moder[XIV] i Hamburg[e]; han tilskrev hende indtil det Sidste muntre, spøgende Breve og lod af de Exemplarer, han sendte hende af sine Skrifter, de Steder udtage, der kunde bringe hende paa Sporet.

Et tiltalende Indtryk af hans Sjæleliv giver ogsaa dette Træk: han, den i Udtrykket for Elskov mest kaadmundede af alle Mænd og Poeter, forvandlede sig i sin Sygdom til den ømmeste og aandigste i Udtrykket derfor. Som bekjendt forsødedes det sidste Aar af hans Liv af en ung, skjøn Kvindes Hengivenhed og Beundring. Det var den Kvinde, der, skjønt tyskfødt, er optraadt i den franske Litteratur som Skribentinde under Navnet Camille Selden[XV]

*) A. Meissner[XVI]: »Erinnerungen an Heinrich Heine[0004]«. Camille Selden[XVII]: »Les derniers jours de Henri Heine[0005]«. 1884.
.

Hun var da omtrent otteogtyveaarig, blaaøjet med lysebrunt Haar, og saa yndefuld, indtagende og fin, at hun ved første Komme vandt Heines[XVIII] Hjerte. Snart blev hun ham uundværlig; han led, naar der blot gik et Par Dage hen uden at han saa hende, skjøndt hans Smerter var saa heftige, at han tidt selv maatte frabede sig Besøget. Først i de opbevarede Breve og Digte til |266| hende er der den dybere erotiske Inderlighed, den Fylde i Kjærligheden, som man ellers savner i Heines[XIX] Elskovspoesier.

Han kalder hende sin Valgtrolovede, hvis Væsen Skjæbnens Vilje har parret med hans. Forenede vilde de have lært Lykken at kjende, adskilte maa de gaa tilgrunde:

Ich weiss es jetzt. Bei Gott! du bist es,
Die ich geliebt. Wie bitter ist es,
Wenn im Momente des Erkennens
Die Stunde schlägt des ew’gen Trennens!
Der Willkomm ist zu gleicher Zeit
Ein Lebewohl!

Leende og grædende raser han over denne nødtvungne Platonisme mellem to Elskende, for hvem ethvert Favntag er umuligt:

Worte! Worte! keine Thaten!
Niemals Fleisch, geliebte Puppe,
Immer Geist und keinen Braten,
Keine Knödel in der Suppe!

Han fortvivler i sin Utaalmodighed, naar hun engang imellem lader ham vente:

Lass mich mit glüh’nden Zangen kneipen,
Lass grausam schinden mein Gesicht,
Lass mich mit Ruthen peitschen, stäupen —
Nur warten, warten lass mich nicht!

|267| indtil ved Dødens Nærhed Alt forsones i det store mystiske Formælingsdigt mellem ham som Dødning og Passionsblomsten ved hans Kiste:

Du warst die Blume, du geliebtes Kind,
An deinen Küssen musst ich dich erkennen.
So zärtlich keine Blumenlippen sind,
So feurig keine Blumenthränen brennen.
Geschlossen war mein Aug’, doch angeblickt
Hat meine Seel’ beständig dein Gesichte,
Du sahst mich an, beseeligt und verzückt
Und geisterhaft beglänzt vom Mondenlichte.

Det er Billeder og Følelser fra en anden Verden end Legemverdenen, en Verden, som den Blindes, hvor der er Kys, men ikke synlige Læber, Taarer, der falde fra Øjne, som ikke ses, Duft af Blomster, hvis Former ikke røres, og for Dagens Sol et trolddomsagtigt, aandeagtigt Maanelys. Og saalidt som der er Legemlighed, er der Lyd:

Wir sprachen nicht, jedoch mein Herz vernahm
Was du verschwiegen dachtest im Gemüthe —
Das ausgesprochne Wort ist ohne Scham,
Das Schweigen ist der Liebe keusche Blüthe.

Det var, siger han, en lydløs Samtale, som fandt Sted, og Ingen maa spørge, hvad der taltes:

Frag, was er strahlet, den Karfunkelstein,
Frag, was sie duften, Nachtviol’ und Rosen —
Doch frage nie, wovon im Mondenschein
Die Marterblume und ihr Todter kosen!

|268| Her hæver Heines[XX] Lyrik sig til Højden af Shelley’s[XXI], den sublimeste i moderne Poesi. Her er hans Tone som Shelley’s[XXII]: en Ariel’s[xxiii] Violintone, ren og aandig og fyldig og skjælvende moderne i sin betagende halvt syge Blødhed.

  • XVII.
    højresiderne i kapitel 17 har i førsteudgaven klummetitlen »Heine.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
  • fanfaron de vices
    (fr.) en gennemført pralhals.
  • Julirevolutionen(s)
    væbnet folkelig opstand i Frankrig i dagene 27.7.-29.7.1830, der resulterede i afskaffelsen af det genoprettede kongedømme under slægten Bourbon og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
  • Julirevolutionen
    væbnet folkelig opstand i Frankrig i dagene 27.7.-29.7.1830, der resulterede i afskaffelsen af det genoprettede kongedømme under slægten Bourbon og bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen.
  • Louisdor(er)
    fransk guldmønt; mønttypen blev præget og udstedt under kongerne Ludvig 13.-Ludvig 16. fra 1640'erne til 1790'ernes begyndelse; navnet betyder 'Ludvig af guld'. En louis d'or vejer ca. 7 gram.
  • Tithon
    i græsk mytologi en ung trojaner, der blev Morgenrøden Eos' (lat. Aurora) elsker. Hun bad Zeus om, at Tithon måtte få evigt liv, men hun glemte at bede om evig ungdom, og derfor blev Tithon stadig ældre og svageligere, men kunne ikke dø. GB hentyder formentlig til Frederik Paludan-Müllers store episke digt Tithon, 1844, i hvis slutning Tithon drikker et gudebæger, som Aurora bringer ham, hvorpå hans legeme synker sammen i støv, og kun hans stemme bliver tilbage (Paludan-Müller 1844:220-224).
  • Dieu me pardonnera — c'est son métier
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 500): »Gud vil tilgive mig — det er hans Fag.« Citatet er hentet i Alfred Meissners bog Heinrich Heine. Erinnerungen, 1856 Meissner 1856:259.
    Alfred Meissner: Heinrich Heine. Erinnerungen, 1856.
    .
  • Ich weiss ... Lebewohl!
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 501): »Jeg véd det nu. Ved Gud! Dig er det, / som jeg har elsket. Tungt for Hjertet, / at just som Elskovslængslen stilles, / kun forestaar at evigt skilles. / Samtidigt lyder da Velkommen! / og Afskedsdommen.« Citat fra digtet »Die Wahlverlobten« fra afsnittet »Gedichte« i Heinrich Heines Vermischte Schriften, 1854 Heine 1992, 3:211.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Worte! Worte! ... in der Suppe!
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 502): »Ord og aldrig Haandgribeligheder! / Aldrig en kraftig Ret Kød du erholder. / Altid kun Aand jeg dig tilbereder, / altid Suppe foruden Boller.« Citat fra et af Heines efterladte digte til Elise Krinitz, som første gang blev trykt i samlingen Letzte Gedichte und Gedanken von Heinrich Heine, 1869 Heine 1992, 3:396.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Lass mich ... mich nicht!
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 502): »Lad mig med glødende Tænger knibes, / hvad gør det mig, om man mig brændte! / Lad mig kun flaas af Ris og Svøber; / men lad mig ikke vente, vente!« Citat fra et af Heinrich Heines efterladte digte til Elise Krinitz, der blev trykt første gang i 2. bind af Alfred Meißners litteraturudgivelse Charaktermasken, 1862 Heine 1992, 3:390.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Du warst ... Mondenlichte
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 502): »Den Blomst var du, min Elskte, i min Drøm. / Paa dine Kys jeg kunde straks dig kende. / Ej nogen Blomsterlæbe er saa øm, / saa fyrigt ingen Blomsterlæber brænde. / Mit Øje var vel lukt, dog stadig laa / jeg stirrende i Fryd, som ingen maaler; / du henrykt, salig atter paa mig saa, / et Aandesyn, belyst af Maanens Straaler.« Citat fra et af Heines efterladte digte til Elise Krinitz, som første gang blev trykt i Alfred Meißners bog Heinrich Heine. Erinnerungen fra 1856 Heine 1992, 3:394.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Wir sprachen ... keusche Blüthe
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 502): »Vi talte ej. Mit Hjerte dog fornam, / hvad tavs du tænkte, læste i din Mine. / Det Ord, som bliver sagt, er uden Skam, / Tavshed er Elskovs Blomst, den kyske, fine.« Citat fra et af Heines efterladte digte til Elise Krinitz, som første gang blev trykt i Alfred Meißners bog Heinrich Heine. Erinnerungen fra 1856 Heine 1992, 3:394.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Frag, was ... Todter kosen!
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 502): »Spørg, hvad den straaler, kun Karfunklens Sind, / spørg, hvad de dufter, Natviol og Lilje; / men aldrig spørg, hvad var i Maaneskin / Ligets og Marterblomstens Kærtegnsvilje.« Citat fra et af Heines efterladte digte til Elise Krinitz, som første gang blev trykt i Alfred Meißners bog Heinrich Heine. Erinnerungen fra 1856 Heine 1992, 3:395.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«