Det unge Tyskland (1890)

XV.

Vi have set, at Heine[I] som Student i Bonn[a] blev i høj Grad henrevet af den romantiske Skoles Stifter. A. W. Schlegels[II] Personlighed fængslede ham lige saa stærkt som hans Lære. Han beundrede i ham den Mand, der havde ført den tyske Poesi fra Unatur til Sandhed. Hertil kom, at den fornemme Lærers elegante Holdning, hans Verdensmandstone, hans Bekjendtskab med Datidens gode Selskab og berømte Skikkelser, blændede Heine[III].

Saa rørtes han dernæst af den Godhed, med hvilken Schlegel[IV] tog sig af ham og hans første digteriske Forsøg. Det er Schlegel[V], hvem Heine[VI] skylder sin tidlige Indvielse i den metriske Kunsts Hemmeligheder og hvad der er mere værd: Tilliden til sine Evner og sin Fremtid.

Allerede i Heines[VII] første Prosa-Artikel, den om Romantiken[0001] fra 1820, faar denne Taknemmelighed et Udtryk i samme Aandedræt som hans romantiske Troesbekjendelse fremføres. Han protesterer her mod den Mening, at Romantik skulde være »en Mixtur af spansk Emaille, skotske Taager og italiensk Klingklang«; nej, Romantiken skal ikke være uklar eller ubestemt, dens Billeder kunne |211| være tegnede med lige saa plastiske Omrids som den klassiske Poesis. »Deraf kommer det,« skriver han, »at vore to største Romantikere, Goethe[VIII] og A. W. Schlegel[IX], tillige ere vore største Plastikere.« Og han nævner Goethes[X] Faust[0002] og Schlegels[XI] Rom[0003] i samme Aandedræt som Mønstre paa plastiske Konturer, udbryder endelig følsomt: »O, maatte dog de lægge sig dette paa Hjerte, der saa gjerne kalde sig Schlegelianere!« De, der kun kjende Heines[XII] Forhold til Schlegel[XIII] fra det smudsige Overfald paa den sidstes Privatliv i »Den romantiske Skole[0004]« bør mindes om dette Sted. Det var da ogsaa til A. W. Schlegel[XIV] at Heine[XV] rettede sine tre første Sonetter. I den ældste takker han ham for hans personlige Velvilje og fremhæver sin Gjæld til ham, i den anden priser han hans Fortjenester af den tyske Digtekunst som dens, der har gjort det af med Vrængbilledet af Musen, det med Fiskebensskjørt og Skjønhedsplastre, i den tredje forherliger han ham for hans Indførelse af engelsk, spansk, gammeltysk, italiensk og indisk Poesi i den moderne tyske Litteratur. Tonen er begejstret:

Der schlimmste Wurm: des Zweifels Dolchgedanken,
Das schlimmste Gift: an eigner Kraft verzagen,
Das wollt mir fast des Lebens Mark zernagen,
Ich war ein Reis, dem seine Stützen sanken.
Da mochtest du das arme Reis beklagen,
An deinem gütgen Wort lässt du es ranken,
Und dir, mein hoher Meister, soll ich’s danken,
Wird einst das schwache Reislein Blüthen tragen osv.

|212| Det er under denne første romantiske Indflydelse, at Heine[XVI] skriver sine ældste rent romantiske Vers i archaistisk Stil, Vers som disse:

Die du bist so schön und rein,
Wunnevolles Magedein,
Deinem Dienste ganz allein
Möcht ich wohl mein Leben weihn.
Deine süssen Aeugelein
Glänzen mild wie Mondenschein,
Helle Rosenlichter streun
Deine rothen Wängelein.

Det minder levende om Tiecks[XVII] ældste i Æventyrene indlagte Vers. Alene i det Digt, hvoraf disse Strofer ere tagne, forekommer Wunne, Magedein, Aeugelein, Wängelein, Mündchen, weiland, en hel Stab af Diminutiver og Archaismer.

Heines[XVIII] næste Forbillede som Digter var en elskværdig og fin tysk Poet, der døer 1827 kun 31 Aar gammel, Wilhelm Müller[XIX], Forfatter til de især ved Schuberts[XX] Musik saa bekjendte »Møllersange[0005]« og til i sin Tid ikke mindre ansete »Griechenlieder[0006]«. Han er Fader til den navnkundige tysk­engelske Filolog Max Müller[XXI], hvis Novelle »Deutsche Liebe[0007]«, der behandler en ung tysk Lærds zarte Kjærlighedsforhold til en syg og sengeliggende Prinsesse, siges grundet paa Faderens Oplevelser.

Til Müller[XXII] skriver Heine[XXIII] i et Brev af 7. Juni 1826: »Jeg er stor nok til aabent at bekjende |213| Dem, at mit lille Intermezzo[0008]-Metrum [det af Heine[XXIV] hyppigst anvendte] ikke har en blot tilfældig Lighed med Deres sædvanlige Versemaal, men sandsynligvis skylder Deres Sange sit hemmeligste Tonefald.« Han udvikler videre, at han tidlig har modtaget Paavirkning af den tyske Folkevise og at han i Bonn[b] er bleven indviet i Versenes Kunst af Schlegel[XXV], »men», fortsætter han, »jeg troer først i Deres Sange at have fundet den rene Klang og den sande Simpelhed, hvorefter jeg altid stræbte. Hvor rene, hvor klare er ikke Deres Sange, og samtlige er de Folkesange. I mine Digte er kun Formen nogenlunde folkelig; Indholdet er det konventionelle Selskabs.«

Først af Müller[XXVI] har Heine[XXVII] lært, hvorledes man af de gamle Folkesangsformer kunde danne nye. Man behøver, for at se Heines[XXVIII] Stil fødes og formes som for Ens Øjne, kun at holde visse af Müllers[XXIX] Vers sammen med visse af Heines[XXX].

Hos Müller[XXXI] hedder det:

Wir sassen so traulich zusammen
Im kühlen Erlendach,
Wir schauten so traulich zusammen
Hinab in den rieselnden Bach.

Hos Heine[XXXII]:

Wir sassen am Fischerhause
Und schauten nach der See,
Die Abendnebel kamen
Und stiegen in die Höh’.

|214|Og hvor nær ligger ikke denne sidste Strofe atter op til en Strofe som denne hos Müller[XXXIII]:

Die Abendnebel sinken
Hernieder kalt und schwer,
Und Todesengel schweben
In ihrem Dampf umher.
*) Wilhelm Müller: »Gedichte« I. S. 26. »Thränenregen« og S. 194 »Dasselbe noch einmal«.

Disse Linjer indlede et stort smukt Digt kaldet »Hyrdebivuak i den romerske Campagne[0012]«, hvis væsenlige Indhold er Hyrdens Længselssang efter hans Pige. Hvor meget har Heine[XXXV] ikke lært af en saadan Strofe som den, i hvilken den unge Pige skildres:

Darunter sitzt ein Mädchen,
Die Spindel in der Hand
Und spinnt und sinnt und schauet
Herab in’s eb’ne Land.

Ganske vist, Idyllen forstyrres ikke hos Wilhelm Müller[XXXVI] af noget Stemningsomslag; Digteren har ikke Djævlen i Kroppen, og Tempoets blide Andante vedvarer til Digtets Ophør. Men dog ligger Hovedforskellen mellem denne Stil og Heines[XXXVII] ikke her; ogsaa Heine[XXXVIII] holder undertiden en stilfærdig Stemning et Digt igjennem. Det Afgjørende er den uhyre Fortættelse i Heines[XXXIX] Stil i Sammenligning med denne. Han giver i én, højst to Strofer hvad her er foredraget i ti. |215|

Det Nye i hans lyriske Stil er en aldrig før set Sammentrængthed. Hans Digte er som lutter Resuméer. De give en krydret, duftende Essens af Lidenskab, Livserfaring, Bitterhed, Vid, Spot, Stemning og Fantasi; en Essens af Poesi og Prosa paa én Gang. Psykologerne tale om en Fortætning af Tanker

*) Lazarus[XL]: »Das Leben der Seele[0013]«. 2te Aufl. II. 229.
: I Sammenligning med Elevens Tænkning er Mesterens fortættet. En stigende Fortætning kan spores i al Tekniks Historie. Engang gaves der kun Kirkeuhre; nu bærer man Uhre i Lommen. Det vil sige: Engang behøvede Mekaniken et Kirkeuhrs Rumfang til de Hjul og Fjædre som nu findes i et Lommeuhr. Saaledes er der i mangen gammel Tragedie ikke flere Tanker og ikke mere Følelse end i et Digt af Heine[XLI] paa nogle Strofer.

Forud for Wilhelm Müllers[XLII] korte Strofe har da hans ikke blot det lidenskabeligere Indhold men den saa langt mere sammentrængte Stil.

Som Heine[XLIII] nu i sit korte, jambiske Yndlingsmetrum er paavirket af Wilhelm Müller[XLIV], saaledes i sine Trochæer af en anden romantisk, langt mere romantisk, Digter, Clemens Brentano[XLV]. Han synes særligt at have studeret Brentanos[XLVI] »Romanzen vom Rosenkranze[0014]«. Man sporer Indflydelsen af disse Poesier hos ham indtil hans allersidste Leveaar.

I den anden af Romancerne om Rosenkransen[0015] hedder det om Helten Cosme[xlvii]:

|216|
Aus dem Wasserspiegel mahnt
Ihn des Alters ernster Bote:
Du wirst bald die Schuld bezahlen,
Spricht des Hauptes Silberlocke.

I Heines[XLVIII] efterladte Digt »Bimini[0016]« begynder et Afsnit:

Einsam auf dem Strand von Cuba,
Vor dem stillen Wasserspiegel,
Steht ein Mensch und er betrachtet
In der Flut sein Konterfei.
Eben nicht mit sonderlichem
Wohlgefallen scheint der Greis
In dem Wasser zu betrachten
Sein bekümmert’ Spiegelbildniss.

Versemaalet, Situationen og Tanken er paa begge Steder éns.

Saaledes er ogsaa ganske tydeligt en Mysteriebogs Historie i den niende Romance om Rosenkransen Forbilledet for det skjønne Skrins Historie i Heines[XLIX] store Digt om Jehuda ben Halevy

*) Smlgn. Eduard Grisebach[L]: Die deutsche Litteratur[0017]. S. 254 ff.
.

Kun at hos Brentano[LI] Historien om hvorledes Mysteriebogen gjennem Tiderne gaar fra Haand til Haand blot udfolder en romantisk Vidunderverden for os, medens Skrinets Vandring hos Heine[LII] bliver til en Spøg med Livets Omvexling: Perlerne tilhøre først Smerdis[LIII], der skjænker dem til Atossa[LIV], |217| saa den store Alexander[LV], der giver dem til Thais[LVI]Kleopatra[LVII], en maurisk Sultan, Kastiliens[d] Kronskat og Baronesse Salomon Rothschild[LVIII], i en Kompliment til hvem deres hele Levnetsløb munder ud.

Men Heine[LIX] skylder endnu Clemens Brentano[LX] Æmnet til sit i Tyskland mest kjendte og sungne Digt, Visen om Lorelei[lxi]: »Ich weiss nicht, was soll es bedeuten[0018]«.

Brentano[LXII] havde allerede i sin »Godwi[0019]« fra 1802 en Ballade med Titelen Loreley[0020]. Den handler ikke om nogen Sirene, men om en ung Pige i Bacharach[e] ved Rhinen[f], der var saa dejlig, at alle Mænd forelskede sig i hende. Hun anklages for Trolddom. Men Biskoppen, der skal dømme hende til Baalet, bliver selv forelsket i hende. Hun ønsker sig Døden, thi den Eneste, hun elsker, har vendt hende Ryggen og er draget bort; da Biskoppen lader hende føre til et Kloster, bestiger hun derfor en Klippe, Lurelei (Ley betyder Skiferbjærg) og styrter sig i fortvivlet Længsel efter sin Elskede ned i Rhinen[g].

Heraf tog i 1811 en Forfatter Nikolaus Vogt[LXIII] Anledning til at lave et saakaldt Rhinsagn, som han udgav for gammelt. Loreley[lxiv] skulde paa Vejen til Klostret have set sin Elskede sejle forbi paa Rhinen[h] og styrtet sig ned af Sorg over ikke at have kunnet vinde ham. Tre af hendes Tilbedere skulde da have fulgt hende i Dybet. Derfor |218| hed en Klippe der i Nærheden Dreiritterstein. Dette sidste Træk var maaske foranlediget ved Slutningen af Brentanos[LXV] Digt:

Wer hat dies’ Lied gesungen?
Ein Schiffer auf dem Rhein.
Und immer hat geklungen
Vom hohen Felsenstein:
Lore Lay!
Lore Lay!
Lore Lay!
Als wären es unser Drei.

Af det saaledes vilkaarligt lavede Folkesagn uddrog en Grev Loeben[LXVI] 1821 Stoffet til et Digt »Loreley[0021]«, hvor den unge Pige, som dræber sig, er forvandlet til en Havfrue, der ved sine Sange lokker de Forbisejlende ned i Dybet

*) A. Strodtmann[LXVII]: »H. Heine’s Leben und Werke.[0022]« 2te Auflage. I. 696.
:

Da wo der Mondschein blitzet
Um’s hohe Felsgestein,
Das Zauberfräulein sitzet
Und schauet auf den Rhein.
Es schauet herüber, hinüber,
Es schauet hinab, hinauf,
Die Schifflein ziehen vorüber,
Lieb’ Knabe, sieh nicht auf!
Sie singt dir hold am Ohre,
Sie blickt dich thöricht an,
Sie ist die schöne Lore,
Sie hat dir’s angethan osv.

|219|Tag nu Heines[LXIX] verdensberømte Digt, først en Studentersang, saa en Folkevise, gribende og smeltende ved sin Melodis ømme Forening med Texten! Den direkte Efterligning er utvetydig. Æmnet er det samme, Versemaalet er det samme, ja Rimene paa enkelte Steder de samme: blitzet—sitzet; istedenfor an—gethan staar blot Kahn—gethan. Men hvilken Forskjel! Stemningen er kommen til. Først det personlige Udgangspunkt, det uforklarede Tungsind, under hvilket Fortælleren ikke kan blive det gamle Æventyr kvit, saa det øjeblikkelige Syn, det bestemte, tydelige Billede af Landskabet:

Die Luft ist kühl, und es dunkelt
Und ruhig fliesset der Rhein,
Der Gipfel des Berges funkelt
Im Abendsonnenschein.
Die schönste Jungfrau sitzet
Dort oben wunderbar,
Ihr gold’nes Geschmeide blitzet,
Sie kämmt ihr goldenes Haar.

Endelig er Elementet af dæmonisk Lidenskab kommet til, som de tidligere Bearbejdere af Æmnet ikke formaaede at nedlægge i det. Heine[LXX] gjengiver her en elementær dragende Magt, der er beslægtet med den, som Goethe[LXXI] i »Der Fischer[0023]« har givet Udtryk ved simplere Midler og med dybere Virkning. Men Goethe[LXXII] skildrer i Overensstemmelse med sit Væsen den stille, lokkende Besnærelse, |220| Heine[LXXIII] i Overensstemmelse med sit et lynsnart betagende, uimodstaaeligt Raseri.

Maaske endnu dybere Indblik i Heines[LXXIV] kunstneriske Tilblivelse og i Maaden, paa hvilken hans Fantasi arbejder med et Æmne, vindes, naar man iagttager, hvorledes han benytter et i Prosa givet Stof.

Øjensynligt i Henri Beyle’s[LXXV] Bog »De l’amour[0024]« har Heine[LXXVI] fundet de følgende fra Arabisk oversatte Anekdoter: »Sahid ben Agba[lxxvii] spurgte en Dag en Araber: Af hvad Stamme er du? — Jeg er af den Stamme, svarede Araberen, i hvilken man døer, naar man elsker. — Du er altsaa af Asra Stamme? — Ja, ved Kaaba’s Herre! det er jeg. — Hvoraf kommer det, at I elske saadan? — Vore Kvinder ere skjønne og vore unge Mænd ere kyske.«

Fremdeles denne Anekdote: »En spurgte en Dag Arua ben Hezam[lxxviii] af Stammen Asra: Er det sandt, at af alle Mennesker er I dem, som føle ømmest i Kjærlighed? — Ja, det er sandt, svarte Arua[lxxix], jeg har i min Stamme kjendt tredive unge Mænd, som Døden rev bort, og som ikke havde anden Sygdom end Elskov.«

Endelig denne: »En Araber af Stammen Beni-Fazarat sagde en Dag til en anden Araber af Stammen Beni-Asra: I tænker, at det, at dø af Kjærlighed, er en sød og ædel Død. Men det er Svaghed og Dumhed. — Du vilde ikke tale saaledes, svarte den anden, ifald du havde set vore |221| tilslørede Kvinders store, sorte Øjne med de lange Øjenhaar og set deres Tænder glimre mellem deres brune Læber, naar de smile.«

Deraf Heine’s[LXXX] berømte »Der Asra[0025]«: »Täglich ging die wunderschöne«. Han maler først Lokalet, Haven med Springvandet, hvor de hvide Vande pladske; saa viser han os Slaven, der daglig staar der, naar Sultansdatteren spadserer, daglig bliver blegere og blegere; saa fortæller han hvorledes Fyrstinden en Aften trænger ind paa Slaven: Dit Navn vil jeg vide, din Herkomst, din Slægt. [...]

Und der Sklave sprach: ich heisse
Mohamed, ich bin aus Yemen
Und mein Stamm sind jene Asra,
Welche sterben, wenn sie lieben.

Som man ser, Heine[LXXXII] har forsmaaet alle Forklaringerne. Man nyder disse monumentale Ords forbausende Fynd, denne Evne til at hugge Repliken ud som i Sten. Men gaar man nu dette nærmere paa Klingen, hvad er saa det aandelige Indhold? Ikke stort mere end en Sammenstilling af Ordene Elskov og Død, lakonisk sammentvungne. Det er den samme Kombination, der findes i alle Heines[LXXXIII] Ungdomsdigte som Forbindelse af Elskov og Kval, Elskov og Forgiftning, Elskov og Selvmordstanke — den ogsaa hos Musset[LXXXIV] staaende Sammenkobling af l’amour og la mort. |222|

Udtrykket er her som i Regelen hos Heine[LXXXV] epigrammatisk, derfor ikke rigt.

Vi have nu tilstrækkeligt Materiale for Øje til at danne os en Forestilling om Udformningen af Heines[LXXXVI] poetiske Stil. Det er da interessant at studere den som færdig og udviklet.

Vi kunne tage vort Udgangspunkt i det sidst betragtede Digt med dets epigrammatiske Pointe. Det er betegnende for Heine[LXXXVII], at her saa lidt som ellers fordyber han sig i en Følelses indre Uendelighed; han skærper og tilspidser i Reglen kun Udtrykket for den. Saaledes endog med Elskovsfølelsen, som han dog hyppigst har behandlet. Endelig er det karakteristisk, at han med sin ringe Forvandlingsevne altid kun har givet mandlig Elskov Udtryk, aldrig lagt en Kvinde et Følelsesudbrud i Munden.

Intet er Heines[LXXXVIII] Evne fjernere end et Digt som dette berømte af Goethe[LXXXIX]:

Freudvoll und leidvoll,
Gedankenvoll sein,
Langen und bangen
In schwebender Pein,
Himmelhoch jauchzend,
Zum Tode betrübt osv.

Thi dette er et Kvindehjertes Karakteristik og det er selve Elskovens indre Liv, dens Pulseren, dens Svingninger imellem Salighed og Kval. Hos Heine[XC] gjør allerede det Epigrammatiske i Stilen en saadan |223| Udfoldelse af Følelseslivet umuligt. Og han har samme Concentration, hvor en Begivenhed fortælles. Der gives ingen lignende Sammentrængthed i Digtekunsten; han virker ved at angive og antyde i yderste Knaphed. Jeg anfører som Exempel disse Strofer:

Es war ein alter König,
Sein Herz war schwer, sein Haupt war grau,
Der arme, alte König,
Er nahm eine junge Frau.
Es war ein schöner Page,
Blond war sein Haupt, leicht war sein Sinn,
Er trug die seid’ne Schleppe
Der jungen Königin.

Man agte paa den fortræffelige Virkning af Inversionen: »Blond war sein Haupt«, det er som Verset begyndte at juble og danse. Saa sluttes:

Kennst du das alte Liedchen?
Es klingt so süss, es klingt so trüb,
Sie mussten beide sterben,
Sie hatten sich viel zu lieb.

Dette er beundringsværdigt. Men selve Historien erfares ikke, den anes omtrent som Slavens og Sultansdatterens. Og atter her er Elskov og Død koblet sammen.

Det er det lidt Tomme ved Heines[XCI] Elskovsopfattelse, der atter her kommer frem. Denne Elskov har ikke noget virkeligt Indhold, ingen |224| aandelig Betydning. Eller rettere Heine[XCII] har næsten ikke før paa sit Dødsleje indladt sig paa Skildring af en Kjærlighed, som har indre Fylde. Kjærligheden i »Buch der Lieder[0026]« er jo mest Harme over Kulde eller Troløshed, en ufrugtbar Ting, der ingen Medfølelse vækker. De senere Elskovsdigte er hyppigt sensuelle eller frivole, og jo højere Udtrykket spændes, des mindre gribes man af Følelsens Værd:

Mein Herz ist wie die Sonne,
So flammend anzuseh’n.
Und in ein Meer von Liebe
Versinkt es gross und schön.

Der er altfor megen Selvbetragtning og altfor meget Praleri i denne ungdommelige Rodomontade. Saaledes ogsaa, naar det hedder:

Ich hab’ dich geliebet und liebe dich noch,
Und fiele die Welt zusammen,
Aus ihren Trümmern stiege doch
Hervor meiner Liebe Flammen.

Er nu end dette sagt saaledes for den kunstneriske Virknings Skyld, i en god, rent moderne Stil er det dog skrevet. Alt er malt for det indre Øje: Hjertet synker som Solen i et Hav. Af Verdens Ruiner slaar Elskovsflammen op. Og end mægtigere, langt mere malerisk bliver Billedet, hvor Navnet Agnes skrives paa Himmelhvælvingen. Men hvad |225| det skorter paa, er Indhold i Følelsen. Man tænke til Sammenligning blot paa disse saa dybtmenneskelige Linjer af Goethe[XCIV]:

Kanntest jeden Zug in meinem Wesen,
Spähtest, wo die reinste Nerve klingt,
Konntest mich mit einem Blicke lesen,
Den so schwer ein sterblich Aug’ durchdringt.

eller paa de følgende, som fuldstændiggjøre Indtrykket:

Tropftest Mässigung dem heissen Blute,
Richtetest den wilden, irren Lauf,
Und in deinen Engelsarmen ruhte
Die zerstörte Brust sich wieder auf.

Her er et Udtryk for den sundeste, fuldeste gjensidige Sympathi, for Elskovstaknemmelighed, for indbyrdes Forstaaen. For dette vinder Heine[XCV] først Udtryk under Skyggelidenskaben for den unge Kvinde[XCVI], der var Engelen ved hans Dødsleje, la Mouche. Ellers er det aldrig det i Kjærligheden, som er Sundhed, Beroligelse, Lykke, der er hans Sag. Det Omraade, hvor han er Herre, er et andet:

Den lidenskabelige Attraa gjengiver han som moderne Poet med en Correggio[XCVII]’agtig Sammensmeltning af Farver og Stemninger bedre end Goethe[XCVIII] med sin antike Klarhed. Attraaen er hos Goethe[XCIX] græsk eller italiensk. Man mindes f. Ex. Digtet om den søde Pomerans: |226|

Ich trete zu dem Baume
Und sage: Pomeranze!
Du reife Pomeranze!
Du süsse Pomeranze!
Ich schüttle, fühl’, ich schüttle,
O fall in meinen Schooss !

Man sammenligne blot den mægtige Stemningsfylde, den Glød og Duft, den overstrømmende Naturpoesi, der rummes i et saadant Digt om Attraaen af Heine[C] som det underfulde: »Die Lotosblume ängstigt sich vor der Sonne Pracht[0027]«.

Højst betegnende for de to Digtere er det, at hvor, som ovenfor antydet, Elskovslængselen glider over i Skildring af fremmede Egne, der maler Goethe[CI] med Forkjærlighed Italien, Heine[CII] Hindostan[i]. Uden et Superlativ og uden et Diminutiv, med en Magt som en Gud, fremmaner Goethe[CIII] i Mignons[civ] Længselssang Billedet af den klassiske Jord, hvor Citronerne blomstre. Der er en Magt heri, en Vælde i hvert betegnende Træk, som Heine[CV] ikke naaer. Men man sammenligne hermed den liflige Sødme i Heines[CVI] »Auf Flügeln des Gesanges[0028]«, den drømmende, higende Længsel, det Yndefulde og Mystiske i det Perspektiv, som aabnes:

Es hüpfen herbei und lauschen
Die frommen, klugen Gazellen,
Und in der Ferne rauschen
Des heiligen Stromes Well’n.

|227| Det er en udødelig Strofe. Goethe[CVII] er, selv hvor han giver Længslerne Tøjlen, bestandig som hans Guldsmed fra Efesus[j] den store kloge Hedning, der former Gudeskikkelser; i Heines[CVIII] visionære Hjerne var der det Gran af guddommelig Galskab, som var fornødent for at Kjøbmandssønnen fra Düsseldorf[k] skulde kunne forstaa og gjengive det gamle Indiens selvopgivende Drømmeri.

Skarpere endnu træder Heines[CIX] stilistiske Ejendommelighed frem paa Baggrund af Goethe’s[CX], naar vi sammenligne Udtryk for det, som ikke er egentlig Attraa, men den rene Elskovslængsel, hos dem begge.

Man mindes f. Ex. hos Goethe[CXI] disse Linjer, der er lagte Mignon[cxii] i Munden:

Nur wer die Sehnsucht kennt, weiss was ich leide,
Allein und abgetrennt von aller Freude
Seh’ ich an’s Firmament nach jener Seite,
Ach, der mich liebt und kennt, ist in der Weite. —
Es schwindelt mir, es brennt mein Eingeweide.
Nur wer die Sehnsucht kennt, weiss was ich leide.

Dette er Mesterens fulde Poesi. Der er anvendt megen Kunst paa Gjengivelsen af Længselens tærende Enstonighed: de sexdobbelte Rim, de smægtende Vers. Endelig det djærve realistiske Udtryk: jeg svimler, hvor brænde mine Indvolde!

Men man sammenligne nu Heines[CXIII] Udtryk for den rene Elskovslængsel, hvor han naaer højest. Saa ser man, hvad den plastiske Fantasi og den |228| fuldendte Lakonisme i Stilen, hvis Udviklingshistorie vi have eftervist hos ham, kan frembringe for Tid og Evighed:

Ein Fichtenbaum steht einsam
Im Norden auf kahler Höh’,
Ihn schläfert; mit weisser Decke
Umhüllen ihn Eis und Schnee.
Er träumt von einer Palme,
Die fern im Morgenland
Einsam und schweigend trauert
Auf brennender Felsenwand.

Det er neppe rimet. Det eneste rigtige Rim deri er det tarvelige: Land og Wand. Det er kun dette: Granen drømmer i Sneen, Palmen sørger taus i Solheden. Det er ikke netop set; det er tænkt eller fundet, derfor ikke til at male — jeg har set det malt paa en tysk Udstilling, et ved sin Idioti rent latterligt Dobbeltmaleri — men ligefuldt, det er et uforglemmeligt, et evigt Digt. Det beroer paa, at Symbolet er saa uhyre slaaende ved sin Simpelhed, ved hine Par klare Omrids i Stemning, som udtrykke Umuligheden af at overvinde Adskillelsen trods den indre Sammenhøren.

Og har Goethe[CXIV] nu sin Styrke i Udtrykket for sunde Følelser, forholdsvis enkelte og ublandede, saa har Heine[CXV] en Styrke i Udtrykket for det moderne Menneskes blandede Følelser, for det Angrebne i Følelseslivet, som er smertelige Erfaringers |229| Resultat. Aldrig havde Goethe[CXVI] kunnet skrive disse Linjer med deres skjærende Kontraster og gaaderige Indhold:

Wenn ich in deine Augen seh’,
So schwindet all mein Leid und Weh:
[…]
Doch wenn du sprichst: ich liebe dich!
So muss ich weinen bitterlich.

Hvorfor maa han græde? Jeg har hørt Spørgsmaalet besvare naivt: fordi hun lyver. Ak nej! saa simpel er Sagen ikke. Han har hørt disse Ord af andre Læber, og Elskovsordene fra disse Læber er forstummede; han véd hvor længe en saadan Lidenskab i Reglen varer, og han udrives af sin Selvforglemmelse ved Lyden af hendes Stemme — han tvivler paa Varigheden af hendes Følelse eller paa Varigheden af sin egen.

Højst interessant er det ogsaa at se, hvorledes Heine[CXVII] under Udarbejdelsen har tumlet med disse Ord. Først lød den sidste Linje: »Dann wein’ ich still und bitterlich«. Senere blev Ordet »bitterlich« i Strid med Digtets oprindelige Anlæg forandret til »freudiglich«, indtil Linjen endelig fik sin nærværende Skikkelse

*) H. Hüffer[CXVIII]: »Aus dem Leben Heinrich Heines[0029]«. S. 153.
.

Heine[CXIX] var ikke lykkelig og ikke stor nok til at naa til Forsoning med Existensen. Den længe Landflygtige og længe dødeligt Syge kunde, selv |230| alt Andet fraregnet, ikke se paa Jordelivet med de Øjne, som den udadtil sikrede, fra mange Sider hædrede og i sit Væsen sunde Fyrsteven i Weimar[l]. Derfor er Oprørstendenser, Bitterheder og Cynismer uendeligt meget sjældnere hos Goethe[CXX] end hos Heine[CXXI]. Goethe[CXXII] lægger dem i Regelen sin Mefistofeles[cxxiii] i Munden, Heine[CXXIV], som manglede dramatisk Kraft, faar Ansvaret for ethvert Indfald, fordi han altid taler i eget Navn. De værste Bitterheder optog Goethe[CXXV] tilmed ikke i sine Værker. Kun i Paralipomena til »Faust[0030]« findes f. Ex. dette Sted:

Nach kurzem Lärm legt Fama sich zu Ruh,
Vergessen wird der Held so wie der Lotterbube,
Der grösste König schliesst die Augen zu,
Und jeder Hund bepisst gleich seine Grube.

Heine[CXXVI] dvæler ved de Forestillinger, som Goethe[CXXVII] kun fremkalder for atter at fjerne dem. Ogsaa Goethe[CXXVIII] kan være blasfemisk. Han har skrevet det ofte anførte, sjældent forstaaede Digt: »Wer nie sein Brod mit Thränen ass«[0031]. Det er en bitter, blodig Anklage mod Verdensordenen. Men den er taarekvalt i sin Bitterhed, ikke vildt desperat som Heines[CXXIX] mesterlige »Fragen[0032]« eller som Digtet »Lass die heiligen Parabeln«[0033], hvor det hedder:

Warum schleppt sich blutend, elend,
Unter Kreuzlast der Gerechte,
Während glücklich als ein Sieger
Trabt auf hohem Ross der Schlechte?
|231|
Also fragen wir beständig,
Bis man uns mit einem Handvoll
Erde endlich stopft die Mäuler,
Aber ist das eine Antwort?

Heines[CXXX] Udtryk er her, som i Regelen, lavere, mere jordisk og djærvt, men ingenlunde Æmnet uværdigt.

Udbruddene af Livslede, af Blaserthed er ikke sjældne hos ham. Man behøver ikke at søge langt iblandt hans Digte for at finde Stemningsudtryk for den rene Opgiven af ethvert Princip, enhver Stræben. Hos Goethe[CXXXI] forekommer ikke Sligt. Hans Vanitas vanitatum, Sangen: Ich hab’ meine Sache auf Nichts gestellt[0034] er meget betegnende blevet en Bord- og Drikkevise. Det er hos Goethe[CXXXII] med andre Ord ikke bitter Alvor med denne Desperation, og den slaar derfor om i en Overgivenhedsfølelse. Forsaavidt Goethe[CXXXIII] ikke har det overvældende Indtryk af Livsulykken som Heine[CXXXIV], er han i Grunden ukristeligere end han.

Ligesaa oplysende som det nu er at sammenligne Udtryk for Selvopgiven i begge Digteres Lyrik, saa lærerigt er det at sammenstille Udtrykkene hos dem for Opsvingets, Selvopmandelsens Følelser. Sangen »Feiger Gedanken[0035]« af »Claudine von Villa bella[0036]« er i den Henseende betegnende for Goethe[CXXXV], ja som et Motto for hele hans Livsførelse. Der kan neppe tænkes et kraftigere Udtryk for mandig Besluttethed end det som gives i |232| Linjerne: Allen Gewalten — zum Trutz sich erhalten osv.

Man sammenstille Heine’s[CXXXVI] Digt: »An die Jungen[0037]«. Det er et Pragtdigt, henrivende ved de stormende Rytmer og de firdobbelte maleriske Rim allerede. Den første Strofe med sin Hentydning til de gyldne Æbler, Hippomenes kastede for Atalanta, er allerede et helt Digt:

Lass dich nicht kirren, lass dich nicht wirren
Durch goldne Aepfel in deinem Lauf.
Die Schwerter klirren, die Pfeile schwirren,
Doch halten sie nicht den Helden auf.

Fra Billedet af Helten, der ikke lader sig standse paa Rendebanen, glides der nu over til Alexander[CXXXVII]skikkelsen som Forbilled. Det gjælder kun om Fasthed og Dristighed:

Ein kühnes Beginnen ist halbes Gewinnen,
Ein Alexander erbeutet die Welt,
Kein langes Besinnen! Die Königinnen
Erwarten schon kniend den Sieger ins Zelt.
Wir wagen und werben! besteigen als Erben
Des alten Darius’ Bett und Thron.
O süsses Verderben! o blühendes Sterben!
Berauschter Triumphtod zu Babylon!

Paa Sejren følger altsaa Fyrstindernes Knælen, saa sød Fordærv, blomstrende Undergang, berust Triumfdød — hvilken Sardanapalstemning i denne |233| Opsang til en Ungdom, denne Opfordring til ubøjelig Udholdenhed! Her kjæmpes for Æren og for Kvinder som Bytte, ikke for Selvets egen Frihed, som naar det hos Goethe[CXL] saa simpelt hedder:

Nimmer sich beugen.
Kräftig sich zeigen,
Rufet die Arme
Der Götter herbei.

Følelsen er hos Goethe[CXLI] renere og fuldere, Sprogets Musik er simplere, medens Melodien hos Heine[CXLII] har ligesom en overdaadig Instrumentation. Men her er Intet for Øjet, slet intet Billed. Det er typisk, at Alt her hos Goethe[CXLIII] er større følt, men hos Heine[CXLIV] mere moderne, mere blandet, ligesom det metriske Udtryk er mere sanseligt indsmigrende, frembragt af en paa alle Enkeltheder mere opmærksom Kunst.

Tag nu et Æmne af fortællende og tillige malerisk Natur: de hellige tre Konger, som de mindes paa Helligtrekongersfest. Det er behandlet bredt, muntert, i Folketone og ægte naivt i Goethes[CXLV] »Epiphanias[0038]«: »Die heil’gen drei König’ mit ihrem Stern«. Hver af de hellige tre Konger, den hvide, den brune og den sorte, karakteriserer sig her som de saa ud, naar de formummede gik fra Hus til Hus paa Landet, og Digtet slutter:

Die heil’gen drei König sind wohlgesinnt.
Sie suchen die Mutter und das Kind,
Der Joseph fromm sitzt auch dabei,
Der Ochs und Esel liegen auf Streu.

|234| Heine[CXLVI] tager ikke Legenden mere religiøst end Goethe[CXLVII], men han lægger sit Ansigt i alvorligere Folder, taler knappere, tegner skarpere, opnaar en helt anden Virkning. Goethe[CXLVIII] sætter Sindene i Bevægelse ved munter Barnlighed, bredt udmalt; Heine[CXLIX] borer sig ind i Sindet, saa Talens Braad bliver siddende i Læserens Sind. Han vil nærmest opnaa en Virkning som den af et gammelt florentinsk Maleri.

Die heil’gen drei König’ aus Morgenland,
Sie frugen in jedem Städtchen:
Wo geht der Weg nach Bethlehem,
Ihr lieben Buben und Mädchen?
Die Jungen und Alten, sie wussten es nicht,
Die Könige zogen weiter,
Sie folgten einem goldenen Stern,
Der leuchtete lieblich und heiter.
Der Stern blieb steh’n über Josephs Haus,
Da sind sie hineingegangen,
Das Oechslein brüllte, das Kindlein schrie,
Die heil’gen drei Könige sangen.

Der er et vist Skjælmeri heri: hvilken Concert! Men ogsaa hvilket Maleri! De færrest mulige Ord — ikke et Træk, ikke en Streg for meget, og den sikreste, punktuelle Virkning.

Tænker man nu endelig til Slutning paa en af disse abstrakte Skikkelser, der forekomme i al lyrisk Poesi, mere eller mindre gjennemførte Per|235|sonifikationer af et Begreb, som Freden, Lykken, Ulykken, og sammenligner man ogsaa paa dette Felt Heine[CL] med Goethe[CLI], saa vil det atter her vise sig, at Goethe[CLII] har den fuldere Tone, Heine[CLIII] det sikrere Rids.

Goethe[CLIV] har skrevet disse Linjer til Freden:

Der du von dem Himmel bist,
Alles Leid und Schmerzen stillest,
Den, der doppelt elend ist,
Doppelt mit Erquickung füllest!
Ach, ich bin des Treibens müde,
Was soll all der Schmerz und Lust?
Süsser Friede!
Komm, ach komm in meine Brust!

Her er, som man ser, intet Billede, ingen virkelig Persondannelse. Gjennem de sex første Vers stiges der til Udbruddet »süsser Friede!«, paa hvis Komme man ikke kunde være ganske vis.

Man sammenligne de følgende to Personliggjørelser af Lykken og Ulykken hos Heine[CLV]:

Das Glück ist eine leichte Dirne
Und weilt nicht gern am selben Ort,
Sie streicht das Haar dir von der Stirne
Und küsst dich rasch und flattert fort.
Frau Unglück hat im Gegentheile
Dich liebefest an’s Herz gedrückt,
Sie sagt, sie habe keine Eile,
Setzt sich zu dir an’s Bett und strickt.

|236|Med saa faa Træk er sjældent to Begreber forvandlede til to levende Figurer, og den moderne Mythedannelse er neppe nogensinde naaet højere end i de to sidste Linjer, bag hvilke der ligger en saa dyb og skrækkelig Erfaring.

Vi saa Heine[CLVI] dukke op i den romantiske Skole og lære sit Haandværk af A. W. Schlegel[CLVII], der meddeler ham sin sikre Smag. Han er fra først af forfalden til romantiske Spøgelsehistorier og romantiske Archaismer i Lyriken. For sine jambiske Verseformers Vedkommende begynder han saa at studere og efterligne Wilhelm Müller[CLVIII]; i hans trochæiske Digte spores Clemens Brentano’s[CLIX] Indflydelse. Han udformer hurtigt sin egen Stil. Den udmærker sig ved den højeste Fortætning af Stemninger, Tanker og Billeder. Dens Karaktermærke er den stærkeste Sammentrængthed. Heine[CLX] gjør Alt nærværende, levende, indfører selv i rolige Æmner en nervøs, undertiden dæmonisk, Lidenskabelighed, driver ikke sjældent det Mimiske op indtil det Grimacerende, ombytter stundom Dagslyset med det elektriske Lyses skjærende Klarhed — en Unatur, som dog findes i Naturen. Hans Hovedvirkemiddel er poetisk Fynd.

I Kraft af sit Naturels Sammensætning af Vid og Fantasi er han tilbøjelig til at virke ved Kontraster, søger det Skjærende, det Uensartede og har en Forkjærlighed for de Virkninger, som opstaa, hvor en jævn, plat Virkelighed glider over |237| i en digterisk Vision, eller hvor Visionen blegner og fordunster for at give den velbekjendte Virkelighed Plads.

Hans Skrivemaade er helt moderne: Alt anskueliggjort, Alt for Øjet. — Hvad er det at være en stor Skribent? Det er at have Evnen til at fremkalde Syner og Stemninger, Syner gjennem Stemninger eller Stemninger gjennem Syner. Heine[CLXI] har især udviklet den sidste Evne hos sig, forsømmer derfor aldrig det sikre Omrids og den maleriske Effekt.

Paa sin Højde kan han ikke mere sammenlignes med sine Lærere og Samtidige. For at prøve hans Stils Styrke og Smidighed var det nødvendigt at maale den imod den største Stil i Datiden, Goethes[CLXII]. Vi se ham ved Sammenligningen hyppigt ligge under, ikke altfor sjældent hævde sig paa en næsten sideordnet Plads. Det er Ære nok for ham, at det er muligt og en Gang imellem nødvendigt at sammenligne ham med Goethe[CLXIII].

En Stil er et Udtryk for en Personlighed og et Vaaben i den litterære Kamp. Goethe’s[CLXIV] Stil er med al dens Storhed for usammensat til at gribe det Moderne. Men Heines[CLXV] Stil, dette Vaaben, der i hans bedste Tid var drevet som hine gamle spanske Klinger, der lode sig bøje som Vidjer og dog ikke sprang mod noget Harnisk, var fremfor nogen egnet til at binde an med det moderne Liv i dets Haardhed og Hæslighed, dets Ynde og Uro |238| og Rigdom paa skjærende Kontraster. Den besad ogsaa i højeste Grad den Evne at virke paa moderne Læseres Nerver med deres stærkere Hang til krydret Spise og hidsende Drikke end til simpel Næring og ren Vin.

  • XV.
    højresiderne i kapitel 15 har i førsteudgaven klummetitlerne »Heine.« og »Heine og Goethe.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
  • »en Mixtur af ... italiensk Klingklang«
    fra Heines litteraturkritiske artikel »Die Romantik«, som blev trykt første gang i avisen Rheinisch-Westfälischer Anzeiger, 18.8.1820 Heine 1993, 10:195.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Deraf kommer det ... største Plastikere.«
    fra Heines litteraturkritiske artikel »Die Romantik«, som blev trykt første gang i avisen Rheinisch-Westfälischer Anzeiger, 18.8.1820 Heine 1993, 10:195.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »O, maatte dog ... Schlegelianere!«
    fra Heines litteraturkritiske artikel »Die Romantik«, som blev trykt første gang i avisen Rheinisch-Westfälischer Anzeiger, 18.8.1820 Heine 1993, 10:195.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • det smudsige Overfald ... Skole«
    GB sigter til det sted i Die romantische Schule, Zweites Buch, hvor Heine i sin omtale af A.W. Schlegels privatliv dunkelt antyder seksuel impotens som forklaringen på, at Schlegels ægteskab i 1818 med Sophie Paulus kun blev af få ugers varighed Heine 1979, 8:175.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Der schlimmste Wurm ... Blüthen tragen
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 467): »Den værste Orm, Tvivlstankens Dolkestik, / den værste Gift, Selvmistillidens sære, / de vilde Livets Marv mig fast fortære, / jeg var en Vaand, hvis Støttestav slog klik. // Du med den Vaand da monne Medynk nære, / lod den sig ranke om dit Ord, dit Blik, / og du, min høje Mester, Æren fik, / ifald engang den kunde Blomster bære.« Citat fra Heines »Sonetten-Kranz« til forfatteren August Wilhelm von Schlegel, første gang trykt i tidsskriftet Der Gesellschafter, 14.5.1821 Heine 1975, 1:438.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Die du bist ... rothen Wängelein
    citat fra digtet »Minnegruß«, som udkom i Heinrich Heines digtsamling Gedichte, 1822 Heine 1975, 1:434.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Jeg er stor ... konventionelle Selskabs.«
    af et brev, dateret 7.6.1826, fra Heinrich Heine til forfatteren Wilhelm Müller Heine 1975, 20:249.
    Heinrich Heine: Säkularausgabe. Werke, Briefwechsel, Lebenszeugnisse, vol. 1-30, Hans Böhm et al. (red.), 1970-.
    .
  • Wir sassen ... rieselnden Bach
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 468): »Vi sadde saa hyggeligt sammen / under Elletræ'r ved en Hæk, / og skued saa hyggeligt sammen / ned i den rislende Bæk.« Citat fra digtet »Thränenregen« fra Wilhelm Müllers digtkreds »Die schöne Müllerin«, som udkom i første bind af hans digtsamling Sieben und siebzig Gedichte aus den hinterlassenen Papieren eines reisenden Waldhornisten, 1821 Müller 1994, 1:52.
    Wilhelm Müller: Werke, Tagebücher, Briefe, vol. 1-6, Maria-Verena Leistner (red.), 1994.
    .
  • Wir sassen ... in die Höh'
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 468): »Vi sad ved Fiskerhuset / og ud over Havet saa, / til Aftentaagen sig hæved / og rundt omkring os laa.« Citat fra digt VII i afsnittet »Die Heimkehr« i Heinrich Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:215.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Die Abendnebel ... Dampf umher
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 468): »Nu synker Aftenens Taage, / helt kold og tung den kom, / og Dødens Engle svæver / i Taagedampene om.« Citat fra digtet »Dasselbe noch einmal« fra Wilhelm Müllers digtkreds »Ländliche Lieder«, trykt i første bind af digtsamlingen Sieben und siebzig Gedichte aus den hinterlassenen Papieren eines reisenden Waldhornisten, 1821 Müller 1994, 1:99.
    Wilhelm Müller: Werke, Tagebücher, Briefe, vol. 1-6, Maria-Verena Leistner (red.), 1994.
    .
  • Darunter sitzt ... eb'ne Land
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 469): »Derunder sidder en Pige / og bruger sin Ten, som hun kan, / og spinder og grubler og skuer / ned i det flade Land.« Citat fra digtet »Dasselbe noch einmal« fra Wilhelm Müllers digtkreds »Ländliche Lieder«, trykt i første bind af digtsamlingen Sieben und siebzig Gedichte aus den hinterlassenen Papieren eines reisenden Waldhornisten, 1821 Müller 1994, 1:100.
    Wilhelm Müller: Werke, Tagebücher, Briefe, vol. 1-6, Maria-Verena Leistner (red.), 1994.
    .
  • hans
    dvs. Heines.
  • Aus dem Wasserspiegel ... Silberlocke
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 470): »Op fra Vandets Spejl ham maner / Alderdommens Alvorsbudskab: / Du vil snart din Skyld betale, / siger Hovedets Sølverlokker.« Citat fra afsnittet »Kosme und Rosablanka« i Clemens Brentanos ufuldendte versfortælling »Romanzen vom Rosenkranz«, der først blev trykt posthumt i hans Gesammelte Schriften, bd. 3, 1852 Brentano 2006, 11/1:80.
    Clemens Brentano: Sämtliche Werke und Briefe. Historisch-kritische Ausgabe, Jürgen Behrens (red.), 1975-.
    .
  • Einsam auf dem ... Spiegelbildniss
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 470): »Ensom staar paa Cubas Strandbred / foran Vandets Spejl det stille, / en Person, og han betragter / nu sit Kontrafej i Havet. // Ikke just med noget særligt / Velbehag den Gamle tykkes / at betragte der i Vandet / sit bekymringsfulde Billed.« Citat fra Heinrich Heines efterladte digt »Bimini«, som første gang blev trykt i den posthume samling Letzte Gedichte und Gedanken von Heinrich Heine, 1869 Heine 1992, 3:368-369.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • store Digt om Jehuda ben Halevy
    den lyriske versfortælling »Jehuda ben Halevy« fra afsnittet »Hebräische Melodien« i Heinrich Heines digtsamling Romanzero, 1851 Heine 1992, 3:130-158.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Wer hat ... unser Drei
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 471): »Hvem har vel Visen sunget? / en Skipper paa Rhinen den sang. / Og altid har der runget / fra Klippen, den høje, en Klang: / Lore Lay! / Lore Lay! / Lore Lay! / som var vi tre paa vor Vej.« Citat fra digtet »Zu Bacharach am Rheine«, som indgik i afsnittet »Fragmentarische Fortsetzung« i andet bind af Clemens Brentanos roman Godwi, 1801-1802 Brentano 1978, 16:535-539.
    Clemens Brentano: Sämtliche Werke und Briefe. Historisch-kritische Ausgabe, Jürgen Behrens (red.), 1975-.
    .
  • Da wo der ... dir's angethan
    citat fra et digt uden titel, som indleder Otto Heinrich von Loebens kunstsagn »Loreley. Eine Sage vom Rhein«. Kunstsagnet blev første gang trykt i det litterære tidsskrift Urania, 1821 Loeben 1905:68.
    Otto Heinrich von Loeben: Gedichte, Raimund Pissin (red.), 1905.
    .
  • Die Luft ... goldenes Haar
    citat fra digt II i afsnittet »Die Heimkehr« i Heinrich Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:207.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Sahid ben Agba ... ere kyske.«
    citat fra Stendhals afhandling De l'amour fra 1822. Stendhal er pseudonym for Henri Beyle Stendhal 1951, 15:164-165.
    Stendhal: Oeuvres complètes, vol. 1-25, 1951-1956.
    .
  • »En spurgte ... end Elskov.«
    citat fra Stendhals afhandling De l'amour fra 1822. Stendhal er pseudonym for Henri Beyle Stendhal 1951, 15:165.
    Stendhal: Oeuvres complètes, vol. 1-25, 1951-1956.
    .
  • »En Araber ... naar de smile.«
    citat fra Stendhals afhandling De l'amour fra 1822. Stendhal er pseudonym for Henri Beyle Stendhal 1951, 15:165.
    Stendhal: Oeuvres complètes, vol. 1-25, 1951-1956.
    .
  • Und der Sklave ... sie lieben
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 473): »Slaven svarte da: Jeg hedder / Muhamed, jeg er fra Yemen, / og min Æt er hine Asra, / der forbløder, naar de elsker.« Citat fra digtet »Der Asra«, som indgår i afsnittet »Historien« i Heines digtsamling Romanzero, 1851 Heine 1992, 3:42.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Freudvoll und ... Tode betrübt
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 474): »Frydfuld og kvalfuld / og tankefuld gaa, / længes og trænges / i Savn og i Traa, / himmehøjt jublende, / dødsens bedrøvet; / Lykken kun elskende / Sjæle har prøvet.« Her citeres en strofe, som Klärchen synger i Goethes tragedie Egmont, 1788, III Goethe 1981, 4:410-411.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • Es war ein ... jungen Königin
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 474): »Der var en gammel Konge. / Hans Haar var hvidt, hans Sjæl var tung. / Den stakkels gamle Konge, / den Hustru, han tog, var ung. // Der var saa smuk en Page. / Blond var hans Haar, lyst var hans Blik. / Han bar den unge Dronnings / Silkeslæb, hvor hun gik.« Citat fra digt XXIX i afsnittet »Neuer Frühling« i Heines digtsamling Neue Gedichte, 1844 Heine 1983, 2:23-24.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Blond war sein Haupt«
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 474): »Blond var hans Haar«. Citat fra digt XXIX i afsnittet »Neuer Frühling« i Heinrich Heines digtsamling Neue Gedichte, 1844 Heine 1983, 2:24.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Kennst du ... viel zu lieb
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 474): »Du kender den gamle Vise? / Dens Klang er sød, dens Vemod sær: / de maatte begge dø Døden, / de havde hinanden altfor kær.« Citat fra digt XXIX i afsnittet »Neuer Frühling« i Heinrich Heines digtsamling Neue Gedichte, 1844 Heine 1983, 2:24.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Mein Herz ... gross und schön
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 475): »Mit Hjerte er som Solen, / saa flammende at skue, / og i et Hav af Elskov / gaar ned dets skønne Lue.« Citat fra digt IV i afsnittet »Verschiedene« i Heinrich Heines digtsamling Neue Gedichte, 1844 Heine 1983, 2:32.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Ich hab' ... Liebe Flammen
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 475): »Jeg har dig elsket, dig elsker endnu, / og faldt end Verden sammen, / saa slog fra dens Ruiners Gru / i Vejret Kærlighedsflammen.« Citat fra digt XLV i afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heinrich Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:176.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Kanntest jeden ... durchdringt
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 475): »Hvert et Træk du i mit Væsen kender, / véd, hvor renest klinger Nervens Strenge, / du mig læser med et Blik, du sender, / mig, saa vanskelig at gennemtrænge.« Citat fra et digt, som Goethe den 14.4.1776 sendte til Charlotte von Stein. Digtet blev trykt første gang i trebindsværket Göthe's Briefe an Frau von Stein, 1848-1851 Goethe 1981, 1:123.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • Tropftest ... wieder auf
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 475): »I det hede Blod du varsomt drypped / Maadehold, dets vilde Løb du retted, / og i dine Englearme følte / det forpinte Bryst sig atter lettet.« Citat fra et digt, som Goethe den 14.4.1776 sendte til Charlotte von Stein. Digtet blev trykt første gang i trebindsværket Göthe's Briefe an Frau von Stein, 1848-1851 Goethe 1981, 1:123.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • la Mouche
    (fr.) Fluen; navn brugt af Heinrich Heine om Camilla Selden.
  • Ich trete ... meinen Schoos!
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 476): »Jeg træder hen til Træet / og siger: Pomeransfrugt! / du modne Pomeransfrugt! / du søde Pomeransfrugt! / Jeg ryster, føl, jeg ryster, / o fald dog i mit Skød!«; af Goethes digt »An seine Spröde«, trykt første gang i Goethes Schriften, Bd. 8, 1789 Goethe 1987, 1:309.
    Johann Wolfgang Goethe: Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, vol. 1-40, Hendrik Birus et al. (red.), 1987-2013.
    .
  • »Die Lotosblume ... der Sonne Pracht«
    citat fra digt IX i afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:142.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Mignons Længselssang
    sigter til Goethes digt »Kennst du das Land, wo die Zitronen blühn«, som første gang blev trykt i hans roman Wilhelm Meisters Lehrjahre, 1795-1796, Drittes Buch, Erstes Kapitel Goethe 2000, 7:145.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • Es hüpfen ... Stromes Well'n
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 476): »Herhen for at lytte de springer, / de fromme, kloge Gazeller, / og fjernt, hvor det bruser og klinger, / de hellige Vande vælder.« Citat fra digt IX i afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827; digtets første strofe lyder: »Auf Flügeln des Gesanges« Heine 1975, 1:141.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • hans Guldsmed fra Efesus
    GB refererer til Goethes digt »Gross ist die Diana der Epheser«, 1812, hvis første strofe lyder: »Zu Ephesus ein Goldschmied sass« Goethe 1981, 1:285-286.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • Nur wer die ... ich leide
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 477): »Den, der har Længslen kendt, véd hvad jeg lider, / mens jeg, af Savnet brændt, alene strider. / Mod Firmamentet vendt til alle Sider / jeg ser; min Ven er sendt bort over Vidder. / Jeg svimler. Det er endt. Min Sjæl sig vrider. / Den, der har Længslen kendt, véd hvad jeg lider.« Her citeres et digt uden titel fra Goethes roman Wilhelm Meisters Lehrjahre, 1795-1796, Viertes Buch, Eilftes Kapitel Goethe 1981, 7:240-241.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • Ein Fichtenbaum ... Felsenwand
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 477): »Et Grantræ staar alene / i Nord paa en Klippetind. / Det slumrer. Isen og Sneen / hyller det trindtom ind. / Det drømmer om en Palme, / der fjernt i tropisk Natur / ensom i Tavshed sørger / mod Bjergets glødende Mur.« Her citeres hele digt XXXIII fra afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:164.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Wenn ich ... bitterlich
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 478): »Tør jeg i dine Øjne se, / saa svinder al min Kval og Ve: / Dog siger du: jeg elsker dig! / saa fælder bitre Taarer jeg.« Sammensat citat fra digt IV i afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:136.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Dann wein' ich still und bitterlich«
    (ty.) da græder jeg stille og bitterligt.
  • »freudiglich«
    (ty.) glad, glædeligt.
  • Nach kurzem ... seine Grube
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 479): »Kortvarig Larm — og Ry til Ro sig vugger. / Glemt bliver Helt som Pjalt af høj som lav. / Den største Konge sine Øjne lukker, / og hver en Hund straks pisser paa hans Grav.« Citat fra et af Goethes udkast til Faust, 2. del, 1. akt, scenen »Kaiserliche Pfalz«; dette udkast gjorde han ikke brug af i det færdige værk Goethe 1891:62.
    Johann Wolfgang Goethe: Paralipomena zu Goethes Faust. Entwurfe, Skizzen, Vorarbeiten und Fragmente, Friedrich Strehlke (red.), 1891.
    .
  • Warum schleppt ... eine Antwort?
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 479): »Hvorfor vakler blodig, ussel, / under Korset den, som brav er, / medens stolt som Sejerherre / højt til Hest den Slette traver. / Saadan spørger vi bestandig, / til man med en Haandfuld Jord os / endelig faar stoppet Munden; / men kan det vel kaldes Svar?« Citat fra Heines digt »Zum Lazarus« fra afsnittet »Gedichte« i Vermischte Schriften, 1854 Heine 1992, 3:198.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Allen Gewalten ... erhalten
    af Goethes digt »Feiger Gedanken«, som indgår i hans skuespil Claudine von Villa bella, 1776, og første gang blev selvstændigt trykt i tidsskriftet Theater-Kalender auf das Jahr 1778 Goethe 1981, 1:134.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • de gyldne Æbler ... for Atalanta
    reference til den græske myte om jægerpigen Atalante, der udfordrede sine bejlere til at løbe om kap med sig. Vandt bejleren, ville hun gifte sig med ham. Vandt hun, skulle han dø. Den unge Hippomenes fik af Afrodite tre af hesperidernes gyldne æbler (der sikrer evig ungdom) og kastede dem fra sig under løbet. Atalante bøjede sig efter dem og tabte dermed væddeløbet.
  • Lass dich ... Helden auf
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 480): »Lad dig ej pirre og ej forvirre / af gyldne Æbler i Kapløbs Trop. / Om Kaarder klirre og Pile svirre, / de holde dog ikke Helten op.« Citat fra digtet »An die Jungen«, som indgår i afsnittet »Lamentazionen« i Heines digtsamling Romanzero, 1851 Heine 1992, 3:100.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Ein kühnes ... zu Babylon!
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 480): »Naar dristigt begyndes, snart Sejren forkyndes, / en Alexander erobrer Feltet. / Slaa ned som en Glente! Fyrstinderne vente / alt knælende Sejerherren i Teltet. / Vi bejle, vi hige, ved Arv vi bestige / den gamle Darius's Trone og Seng. / O blomstrende Vaande! o sødt at udaande! / Beruset Triumfdød paa Babylons Eng!« Af digtet »An die Jungen«, som indgår i afsnittet »Lamentazionen« i Heines digtsamling Romanzero, 1851 Heine 1992, 3:100.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Nimmer sich ... Götter herbei
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 480): »Aldrig at bøje sig, / kraftig at hævde sig, / det kalder Gudernes Arme / til Hjælp.« Af Goethes digt »Feiger Gedanken«, som indgår i hans skuespil Claudine von Villa bella, 1776, og som første gang blev selvstændigt trykt i tidsskriftet Theater-Kalender auf das Jahr 1778 Goethe 1981, 1:134.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • Die heil'gen ... auf Streu
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 481): »De hellige Konger mener det godt, / de Barnet og Moderen søgte blot. / Den fromme Josef ser stille derpaa, / Oksen og Æslet ligger paa Straa.« Citat fra Goethes digt »Epiphanias«, der første gang tryktes som sangtekst i sangbogen Gesänge der Liedertafel, 1811 Goethe 1981, 1:112-113.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • Die heil'gen ... Könige sangen
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 481): »De hellige Konger fra Østerland, / i hver lille By de siger: / Hvor gaar vel Vejen til Bethlehem, / I kære Drenge og Piger? / De Unge og Gamle, de vidste det ej, / og Kongerne videre drager, / de fulgte en Stjerne af himmelsk Guld, / den lyste liflig og fager. / Den stansede just over Josefs Hus, / saa traadte de ind da i Stedet. / Den Okselil brølte, det lille Barn skreg, / de hellige Konger, de kvæded.« Her citeres hele digt XXXVII fra afsnittet »Die Heimkehr« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:249.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Der du von ... meine Brust !
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 482): »Du som, Jord og Himmel kær, / Alles Kval og Smerter læger, / den, som dobbelt nedslaaet er, / altid dobbelt vederkvæger! / Ak! jeg er saa træt af Færden, / hvad skal al den Kval og Lyst? / Fred, saa sød for hele Verden, / kom, o kom og fyld mit Bryst!« Citat fra Goethes digt »Wandrers Nachtlied«, der første gang offentliggjordes i tidsskriftet Christliches Magazin i 1780 Goethe 1981, 1:142.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • Das Glück ... und strickt
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 482): »Lykken er en letfærdig Terne, / dvæler paa samme Sted kun kort, / hun stryger Haaret fra Panden dig gerne, / og kysser dig rask og flagrer bort. / Men Ulykke, den sorte Frue, / trykker til Hjertet dig elskovssikker, / hun siger, hun har ingen Hast i din Stue, / sætter sig ved din Seng og strikker.« Her citeres hele det digt uden titel, som indleder afsnittet »Lamentazionen« i Heines digtsamling Romanzero, 1851 Heine 1992, 3:78.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Omarbejdelse

    Om Heinrich Heine og Clemens Brentano

    [...] Digter, Clemens Brentano. Han synes særligt at have studeret Brentanos »Romanzen vom Rosenkranze«. Man sporer Indflydelsen af disse Poesier hos ham indtil hans allersidste Leveaar.
    I den anden af [...] (1890:215)

    >

    [...] Digter, Clemens Brentano. Der findes i hans Romancero enkelte Overensstemmelser med Brentanos tidligere forfattede »Romanzen vom Rosenkranze«; men da disse først udkom 1853, er enhver Paavirkning udelukket.
    I den anden af [...] (1898:215)

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«