Det unge Tyskland (1890)

|177|XIII.

Den Bog, der i vore Dage er Heines[I] mest populære og til hvilken hans Navn især er knyttet, Buch der Lieder[0001] fra 1827 bestaar af Digtgrupper fra forskjellige Aar og Perioder.

»Junge Leiden« fra 1816—1821 er som den første Gruppe den svageste. Den falder i flere Afdelinger: Drømmebilleder, Sange, Romancer, Sonetter. Indholdet er: Barndomserindringer fra Düsseldorf[a], søde Minder fra en lykkelig Barndom, Kjærlighed til Moderen, Napoleons[II]kultus, megen katholsk Rhinlands[b]romantik, Dødningedans med ranglende Knogler paa Kirkegaarde, og alleslags Drømmesyner. Her klinge skjemtende Toner, spøgefulde Klager over den Pengeforlegenhed, der opstaar, naar Dukaterne altfor hurtigt løbe deres Vej, og skjærende Toner, hvis Kilde er Fortvivlelse over de Ydmygelser, Digteren har lidt som begyndende, snart falleret Kjøbmand blandt Pengemændene i Hamburg[c]. Her er fra Studentertiden Udbrud af levende akademisk Venskabsfølelse og af Begejstring for den ved Universitetet og i Litteraturen lige fremragende A. W. Schlegel[III], dernæst tysk-patriotiske Udbrud i Burschenstilen, som Heine[IV] hurtigt forlader. Her er lidenskabelige Udtryk for Geniets Selvfølelse, og her er Elskovs-Sorger og Klager af forskjellig Art, først Elskovsattraa, (efter E. T. A. Hoffmanns[V] Maner) blandet |178| sammen med Kirkegaardsrædsler, dernæst ret sentimentale Veklager over uigjengjældt Kjærlighed, og Udbrud af vild Fortvivlelse over den Falske, der har givet ham Dødsstødet og ved sit Bryllup drikker hans Blod og fortærer hans Hjerte. I et enkelt Digt »Die Fensterschau«[0002] slaar dog Stemningen undtagelsesvis over i en vis grovkornet Lystighed.

De ypperste af disse Ungdomsdigte, hvis Form i det Hele er gammeldags, er først de berømte, epigrammatiske fire Linjer, som begynde: »Anfangs wollt’ ich fast verzagen«, det tidligste Exempel paa Sammentrængtheden i Heines[VI] Stil, saa et Par af Sonetterne, som ere langt lidenskabeligere end tyske Sonetter ellers, endelig blandt Romancerne »Belsazer«[0003], der rimeligvis er paavirket af Byrons[VII] Hebræiske Melodier[0004] og det allerede omtalte uforlignelige Digt om de to Grenaderer[0005].

Den næste Afdeling, som fører den besynderlige Titel »Lyrisk Intermezzo«[0006], fordi den nemlig 1823 første Gang fremkom som lyrisk Mellemspil mellem de to daarlige Tragedier Almansor[0007] og Ratcliff[0008], behandler samme Æmner som det første Afsnit, men i ejendommeligere Former og paa friere kunstnerisk Maade. Udgiveren af »Buch der Lieder«s[0009] oprindelige Text Ernst Elster[VIII] har i sin Indledning og en yngre Kritiker Wilhelm Bölsche[IX] i et selvstændigt Værk om Heine[X] med megen Skarpsindighed eftervist, at vi her kun sjældent have en direkte Udstrømning for os af |179| den oplevede Kjærlighedssorg, men en Art Erindringsextrakt. I Regelen tumler Digteren her frit med denne gamle Elskovskval, ja leger undertiden med den; derfor af og til det Klikkende i Udtrykket; Læseren troer stundom ikke ret paa Følelsens Alvor, bliver betænkelig overfor de stadige Forsikringer om en dræbende Kummer, under hvilken Livet dog stadigt fortsættes og Kunsten stadigt øves.

Men det var ganske naturligt, at Heine[XI] her paany tyede tilbage til den ene og samme Lidenskab, om den end ikke i Mellemtiden havde faaet frisk Næring. Han havde ikke oplevet nogen senere, der i Styrke eller i Betydning for hans Sjæleliv kunde maale sig med den. Den var og blev den vigtigste Begivenhed i hans Liv. Det synes, som om den Lykke, den i sin Tid havde bragt ham, var saare flygtig; da han første Gang sang om sin Kjærlighed, dvælede han derfor udelukkende ved sin Elskovssorg, Følelsens Uigjengjældthed, Forladtheden, Forræderiet, den Elskedes kolde Grusomhed. Nu, da han stod friere overfor den, meddelte han dens hele virkelige eller omdigtede Historie fra den første Dag af, da den vaagnede til Liv, indtil den Stund, da han var som død for hende, og ikke nok med at han saaledes føjede Følelsens hele Levnetsløb til Katastrofen, men han gav den større Friskhed og Rigdom, idet han omgav ethvert af dens Momenter med en |180| Ramme af Naturliv og Naturstemninger. I »Drømmebillederne[0010]« herskede bestandig Nat. Her raader Majmaaneds Løvspring og Fuglesang og Stjernelys.

At nu den oprindelige Ømhed, som den Elskede skal have næret for den Talende, kun er tildigtet, ikke stemmende med de virkelige Forhold, det røber Heine[XII] ufrivilligt, naar han udmaler ømme Scener imellem dem. Thi da er Elskeren aldrig besiddende men selv i Omfavnelsens Øjeblik kun længselsfuld:

Lehn deine Wang’ an meine Wang’,
Dann fliessen die Thränen zusammen!
Und an mein Herz drück fest dein Herz,
Dann schlagen zusammen die Flammen!
Und wenn in die grosse Flamme fliesst
Der Strom von unseren Thränen,
Und wenn dich mein Arm gewaltig umschliesst —
Sterb’ ich vor Liebessehnen.

Denne begunstigede Elsker, der naar Flammerne mødes døer af Længsel, forraader sig som en i Virkeligheden meget utilfredsstillet Elsker.

Af de rent erotiske Digte er derfor de fortrinligst, der udtrykke Elskovslængsel, og de, som udtrykke et Kjærlighedsforholds vemodige Opløsning. Blandt de ømme og længselsfulde Digte straaler især det yndefulde, østerlandske Digt »Auf Flügeln des Gesanges, Herzliebchen, trag ich dich fort«[0011], besnærende ved det skildrede Indiens |181| exotiske Karakter og ved Stemningens fine Inderlighed. Heine[XIII] længtes til Indien som Goethe[XIV] til Italien, hørte aandeligt hjemme ved Ganges’[d] Bredder som Goethe[XV] ved Tiberens[e]. Rimeligvis har Bopp[XVI] ved sine Forelæsninger først vakt hans Sans for dette østlige Drømmeland, men forøvrigt bruger han for at føre det frem den romantiske Æventyrstil, som han tog i Arv, og som han tildannede efter sin Individualitet til Brug for Maleriet af det Fjerne og Lokkende.

Simpelt skjøn er en Strofe som denne:

Es hüpfen herbei und lauschen
Die frommen, klugen Gazell’n
Und in der Ferne rauschen
Des heiligen Stromes Well’n.

Tager man derimod Strofer som denne:

Dort liegt ein rothblühender Garten
Im stillen Mondenschein,
Die Lotosblumen erwarten
Ihr trautes Schwesterlein,

da indeholder den, saa smuk den end er og saa kjælent den klinger, allerede noget af den Unatur, der ikke sjældent møder Læseren i Heines[XVII] Naturmalerier. Koloriten er stærk, men ikke set; Lokalfarverne gjøre sig gjældende paa den hele Tones Bekostning. Rødtblomstrende er neppe det første Ord, det falder naturligt at male en Have med, naar den ses i Maaneskin. Omtrent med samme Effekt paa den naturlige Virknings Bekost|182|ning hedder det senere i Digtet »Abenddämmerung«[0012]: »Gegenüber am Fenster sassen Rosengesichter dämmernd und mondbeglänzt«. Og Vendingen, at Lotosblomsterne i den Elskede vente deres kjære Søster, er lidt af en gammeldags Kompliment midt i det rige Ganges[f]billed. Det er omtrent den samme Vending, som forekommer i denne Strofe:

Es flüstern und sprechen die Blumen
Und schau’n mitleidig mich an:
Sei unsrer Schwester nicht böse,
Du trauriger, blasser Mann!

Der er heri en Madrigalstil, som Heine[XVIII] i modnere Aar kommer ganske udover.

Ogsaa en anden af Stroferne i dette saa stemningsfulde Ganges[g]digt har Ejendommeligheder, som pege tilbage mod Heines[XIX] Oprindelse fra den romantiske Skole med dens vilkaarlige Naturopfattelse:

Die Veilchen kichern und kosen
Und schau’n nach den Sternen empor.

At Violerne kjærtegne hinanden er allerede ret dristigt; det minder om H.C. Andersens[XX] fortryllede Haver; men at de fnise, er sikkert for meget af det Gode. Det er den Stil, Emile Zola[XXI] senere slaar ind paa i Skildringen af sin Have Paradou.

I samme Aand som denne Sang har Heine[XXII] digtet den følgende om Lotosblomsten, der ængstes for Solens Pragt, en yderst yndefuld Digtning, i al Blomsteruskyld sanseligt smeltende som faa |183| andre Poesier. Her er den sanseligt-sjælelige Attraa næsten drevet ud i Hysteri, idet Digteren ikke nøjes med at lade Lotoskalken blomstre og gløde og lyse og dufte og skjælve, men endogsaa græde, idet dens Elsker Maanen vækker den med sine Straaler

*) Smlgn.: W. Kirchbach[XXIII]: »Heine’s Dichterwerkstatt[0013]« i Magazin für die Litteratur[0014]. Jahrgang 57, Nr. 18, 19, 20.
.

Næst efter disse attraaende Digte ere de opgivende, som udtrykke Elskovslivets Ophør, de mest følte. Det ypperste Exempel er Digtet Nr. 59 i »Intermezzo[0015]«, der i sin første Strofe skildrer, hvorledes en Stjerne, Elskovsstjernen, falder ned fra Himlen, i sin anden, hvordan Æbleblomsternes Blade falde fra Træerne, og i sin tredje, hvorledes en Svane synker i sin Bølgegrav, indtil Alt samles i Slutningsstrofen:

Es ist so still und dunkel!
Verweht ist Blatt und Blüth’,
Der Stern ist knisternd zerstoben,
Verklungen ist das Schwanenlied.

Meget betegnende for Heine[XXIV] er det, at saa stemningsrigt Digtet end er, gjøre intet af de tre Naturskuespil, som fremføres, Indtryk af det Oplevede. De staa der som vilkaarligt sammenbragte Symboler.

Mellem disse Sværmerier har han saa indstrøet Digte af helt forskjellig Art, der dreje sig om meget lettere Kjærlighedsforhold. De dristigere |184| iblandt dem har han udeladt af Samlingen »Buch der Lieder[0016]«, saaledes det dog ret uskyldige:

Du sollst mich liebend umschliessen,
Geliebtes schönes Weib!
Umschling mich mit Armen und Füssen
Und mit dem geschmeidigen Leib!

andre har han beholdt, saaledes »Die Welt ist dumm, die Welt ist blind« med dets Udmaling af Armenes Blødhed og Kyssenes Brand. Men der er ogsaa andre epigrammatiske Strofer af alvorlig, lidenskabelig Karakter, som f. Ex. den bekjendte »Ich hab’ dich geliebet und liebe dich noch«, endelig har han her med en frivillig for Effektens Skyld opsøgt Trivialitet i Ordvalget almindeliggjort den Livsskjæbne, der gjorde ham til erotisk Digter, i det mod Heines[XXV] Vane generaliserende Digt, der er blevet saa berømt: »Ein Jüngling liebt ein Mädchen; die hat einen andern erwählt«.

Efter dette Afsnit følger Samlingen »Heimkehr[0017]«, skrevet 1823—24 i Hamburg[h] og Kuxhaven[i]. Ordet »Heimkehr« betyder Gjensynet af Hamburg[j], hvor Digterens Kjærlighedsroman var foregaaet, og hvor ved Skuet af de kjendte Steder alle Hjertets Saar sprang op paany. Og til dette fremherskende Thema i Samlingen slutter sig et andet, det første Skue af Havet, som hidtil var ubesunget i tysk Poesi.

Her blande sig nu med Klagerne over den Tabte, hvilke fremkaldtes af de Omgivelser, hvori |185| hin gamle Tragoedie havde spillet, nye Indtryk og Billeder. Først bryder den fordums Lidenskab med Vælde frem paany; han ruger atter over den gamle Kval, han er ilde tilmode i Byen, hvor Husene synes ham at falde ned i Hovedet paa ham og end mere i de Sale, hvor hun lovede ham Troskab. Det Nye i disse Sange om ulykkelig Kjærlighed er det stadigt lige heftige og vilde Had, som her flammer over Elskovs-Lykkens Grav.

Men paa Rejsen har Digteren truffet den Elskedes Familie, og den yngre Søster ligner ganske den Elskede, især naar hun ler, og hun har de samme Øjne, der have gjort ham saa ulykkelig. I et Brev af 23. August 1823 taler han til sin bedste Ven om, at »en ny Daarskab er bleven podet paa den gamle«. Det er lykkedes Ernst Elster[XXVI] ved omhyggeligt Studium af Breve og Digte at eftervise, hvorledes hos Heinrich[XXVII] tydeligt nok en Lidenskab for Amalie Heines[XXVIII] otte Aar yngre Søster Therese[XXIX] paa dette Tidspunkt afløste den første Kjærlighed, der havde faaet et saa utilfredsstillende Udfald. Heftig har den nye Lidenskab været, men efter al Sandsynlighed lige saa uigjengjældt som den første Ungdomspassion. Derfor de bekjendte Linjer:

Wer zum ersten Male liebt,
Sei’s auch glücklos, ist ein Gott;
Aber wer zum zweiten Male
Glücklos liebt, der ist ein Narr.
|186|
Ich, ein solcher Narr, ich liebe
Wieder ohne Gegenliebe;
Sonne, Mond und Sterne lachen,
Und ich lache mit — und sterbe.

I Aaret 1828 forlovede og giftede Therese Heine[XXX] sig med en Dr. jur. Adolf Halle[XXXI], og man har blandt Heines[XXXII] efterladte Digte fundet bidende Spottevers over Brudgom og Bryllup. Han havde jo den uridderlige Poetvane at hævne sig ved Spotterier, hvor han blev afvist. Men Digtene i »Heimkehr[0018]« indeholde ikke, hvor Therese[XXXIII] er ment, den Bitterhed og det Had, som hyppigt kommer frem hos Heine[XXXIV] overfor den ældre Søster. Han priser Thereses[XXXV] Skjønhed, hendes dejlige Øjne, hendes Renhed: hun er som en Blomst; han beder til hende som Andre til Paul og Peter eller Madonna; og han kjæmper mod sine Følelser, ræddes for denne nye Kjærlighed. Baade Stolthed og Skyhed forbyde ham at erklære sig; det var endog bedst for hende, om hun ikke elskede ham; han har stundom selv søgt at forhindre Elskovens Opstaaen i hendes Sjæl; men nu, da det er lykkedes ham saa let, trænger Ønsket om hendes Kjærlighed sig dog atter frem. Han er for stolt til at tale om sin Lidenskab og om sin Kval, han spøger og spotter, medens han indvendigt forbløder sig, men hun forstaar ham ikke, ser ikke at hans Hjerte skjælver og brister. Derfor disse Vers:

|187|
O, dieser Mund ist gar zu stolz
Und kann nur küssen und scherzen;
Er spräche vielleicht ein höhnisch Wort,
Während ich sterbe vor Schmerzen.

Men Dødstruslen er denne Gang ikke ment bogstaveligt. Thi i et andet Digt hedder det oprigtigt:

Glaub’ nicht, dass ich mich erschiesse,
Wie schlimm auch die Sachen steh’n!
Das Alles, meine Süsse,
Ist mir schon einmal gescheh’n.

Og dog har han ogsaa denne Gang følt dybt og lidt meget. Saa underligt det klinger, Kusine-Kjærligheden, dette i Reglen kun første og foreløbige Stadium paa Banen, denne blotte Indvielse til det egentlige erotiske Liv,

*)
Aux près de l’enfance on ceuille
Les petites amourettes
Qu’on jette au vent feuille à feuille
Ainsi que des pâquerettes
On ceuille dans ces prairies
Les voisines, les cousines,
Les amourettes fleuries
Et qui n’ont pas de racines.
Richepin.[0019]
er den eneste alvorlige og ikke ganske flygtige Lidenskab, den unge Heine[XXXVI] har kjendt. Og selv i Manddommens Aar naaede ingen senere Følelse paa langt nær Styrken af denne ungdommelige Dobbeltpassion for |188| to Søstre, af hvilke den andens Type gjenkaldte ham den førstes.

Mellem de følelsesfulde Poesier, som forholde sig til dette Stykke Sjælehistorie har Heine[XXXVII] saa ligesom i »Intermezzo[0020]« indflettet Smaadigte om mindre alvorlige Forelskelser, Eventyr fra Universitetsbyerne, som han havde besøgt, ja endog Vers om ganske platte og betalte erotiske Glæder. Af »Buch der Lieder[0021]« udelod han adskillige af de anstødeligere, som oprindeligt havde deres Plads i »Heimkehr[0022]«, saaledes det morsomme, men frække:

Blamier mich nicht, mein schönes Kind,
Und grüss mich nicht unter den Linden;
Wenn wir nachher zu Hause sind,
Wird sich schon Alles finden.

— ja selv saadanne muntre og overmodige Vers som dette:

Himmlisch war’s, wenn ich bezwang
Meine sündige Begier;
Aber wenn mir’s nicht gelang,
Hatt’ ich doch ein gross Plaisier.

Mest fremtrædende i denne Afdeling er vistnok Dobbeltevnen til Sang og Maleri. Foruden sin Evne til det lyriske Udbrud, der i sin blandede Lidenskabelighed er som Hjertets ukunstlede Skrig hos det moderne Menneske, lægger han her en særegen malerisk Begavelse for Dagen, figurdan|189|nende ved Lys og Skygge og Farver uden Konturer.

Der er Scenen i den stille Præstegaard med den opløste, stridige, fortvivlede Familie (Der bleiche, herbstliche Halbmond). Sønnen vil blive Landevejsrøver, Datteren sælge sig til Greven. Saa levende denne Scene end er gjengivet, hører den ikke til de bedste; der er for megen gammeldags Romantik i Indfaldet med den døde Fader i det sorte Ornat, der staar udenfor og banker paa Vinduet. Ganske mesterligt er derimod det næste Digt (Das ist ein schlechtes Wetter), i hvilket vi se den gamle Morlille om Aftenen sent i Mørke og Uvejr rokke med sin Lygte tværs over Gaden for at kjøbe ind til sin store kjønne Datter, som ligger hjemme i Lænestolen og blinker søvnigt med Øjnene mod Lyset, medens de gyldne Lokker falde ned over det yndige Ansigt — det virker som et gammelt hollandsk Maleri.

Dog end skjønnere er den Gruppe af otte Digte, som er udsprungen af Opholdet i Kuxhaven[k]. »Wir sassen am Fischerhause« er et lille Vidunder af kunstnerisk Kraft; denne Samtale med Pigerne udenfor Fiskerhytten, i hvilken det fjerne Indien og det yderste Thule ere malte med saa ganske faa Ord: Ved Ganges[l] dufter og lyser det, Kjæmpetræer staa i Blomst og smukke, stille Mennesker knæle for Lotosblomster. I Lapland[m] er der smudsige Folk, smaa, med platte Hoveder og brede Munde; |190| de sidde paa Hug om Ilden og bage sig Fisk og kvække og skrige.

Saa er der lystige Digte om løse Pigebørn som hende, han søger i hele Byen og finder i et Pragthotel, eller hende, i hvis Hjerte blaa Husarer laa i Indkvartering.

Endelig er der enkelte epigrammatiske Vers, som alle Mennesker nu kunne udenad, men som have sat ondt Blod imod Heine[XXXVIII] og som have forarget. Saaledes især det berømte:

Selten habt ihr mich verstanden,
Selten auch verstand ich euch,
Nur wenn wir im Koth uns fanden,
So verstanden wir uns gleich.

Det er ubegribeligt, at man nogensinde har kunnet betragte denne Strofe som en Tilstaaelse af smudsige Instinkter. Den snærter jo kun dem, der søge lige ned til ethvert anstødeligt eller slibrigt Sted i en Bog som Soen søger til Pølen, og slaa sig ned deri. At Heine[XXXIX] ikke her tænker paa nogen Indrømmelse i Retning af at have villet appellere til Læserens sanselige Drift eller cyniske Tilbøjelighed viser bedst det følgende Digt, der umiddelbart slutter sig til hine Linjer, og som begynder:

Doch die Kastraten klagten,
Als ich meine Stimme erhob;
Sie klagten und sie sagten:
Ich sänge viel zu grob.

|191| Han kunde ikke utvetydigere hævde, at han, hvor han har været ligefrem, drøj eller cynisk, kun har fulgt sit moderne Hang til Virkelighedstroskab, sin Uvilje mod romantiserende Besmykkelse, sin uvilkaarlige Drift hen imod den skjærende Livssandhed.

Ikke mere moralsk Berettigelse har den almindelige Klage over hvad Julian Schmidt[XL] engang har kaldt Gemenheden i Heines[XLI] Tankespring fra det Sublime til det Lave. Et typisk Exempel paa disse Omslag i Stil og Stemning er Digtet »Freden[0023]« i Nordsøpoesiernes Gruppe, i hvilket Heine[XLII] ser Jesus som Fredsfyrste under Havblikket skridende kjæmpestor i sin hvide Klædning over Land og Hav. Hans Hoved rager op i Himlen; som Hjerte i Brystet har han Solen, den røde, flammende Sol, og hans Solhjerte sender sine lysende, varmende Straaler over Land og Hav. Saa afbrydes pludselig Stemningen ved Fremkaldelsen af en elendig, forhyklet Stymper i Berlin[n], paa hvem han tænker, En, der er svag i Hoved og Lænder, stærk i Troen — hvad vilde han ikke give for at kunne hitte paa slige Billeder og saaledes fromle sig frem til Hofraad i den fromme By ved Spree[o] — hvor vilde han da ikke drømme om Gagetillæg af hundrede Thaler Kurant!

Sikkert nok har Heine[XLIII] her fordærvet den smukke Vision for sin Læser. Han har slaaet sit Digt itu; han har sprængt sin Melodi ved grima|192|cerende Disharmonier; men dog forstaar man ret vel, at det første Syn hos en Digter med det moderne Livs Erfaring ukunstlet har hidkaldt det andet, og i ethvert Tilfælde er det uberettiget at tale om denne Idéforbindelse, dette »Tankespring«, som Symptom paa Sindelagets Lavhed. Meget træffende og rigtigt har Wilhelm Bölsche[XLIV] om dette Punkt bemærket, at Ingen har beskyldt Goethe[XLV] for lav Tænkemaade af den Grund, at hos ham umiddelbart efter Fausts[xlvi] Troesbekjendelse til Gretchen[xlvii] følger Mefistofeles’[xlviii] Spotterier (»Heinrich Heine[0024]« S. 106). Og dog er Forskjellen her kun den, at Sværmeriet og Cynismen ere lagte to Personer i Munden, istedenfor at i det lyriske Digt Poeten direkte overtager Ansvaret for begge Dele.

I Slutningen af denne Cyclus forekomme et Par ganske ualmindeligt følte og fuldendte Digte, der allerede ved Rimenes hos Heine[XLIX] særegne Stilling skille sig ud fra Smaadigtenes Mængde. Det ene »Dämmernd liegt der Sommerabend[0025]«, som skildrer den skjønne Alfepige, der i Maaneskinnet bader sig i Bækken, er henaandet og duftfyldt som et Landskab af Corot[L]. Det andet staar allerede ved den rytmiske Behandling ene blandt Smaastykkerne i »Heimkehr[0026]«. Det er dette sjælfuldt fantastiske Digt:

Der Tod, das ist die kühle Nacht,
Das Leben ist der schwüle Tag,
Es dunkelt schon, mich schläfert,
Der Tag hat mich müd’ gemacht.
|193|
Ueber mein Bett erhebt sich ein Baum,
Drinn singt die junge Nachtigall,
Sie singt von lauter Liebe,
Ich hör’ es sogar im Traum.

Harzrejsen[0027], den næste Afdeling (1824), indeholder de dejlige Bjergmandsdigte, som undfangedes paa en Fodrejse, ved hvilken Heine[LI] søgte Forfriskning efter de juridiske Studier i Göttingen[p]. Her er yndefulde Billeder af Bjergegne og Bjergmandsinteriører og en med henrivende Overmod vedligeholdt aandfuld og kjæk Selvlovprisnings-Stemning. Det smukke, vidfulde Digt om Ridderne af den hellige Aand har vel udfoldet sig over Motivet fra Katechisationsscenen i »Faust[0028]«, men besidder en Oprindelighed, der har gjort det populært Jorden over.

Saa sluttes »Buch der Lieder[0029]« med Nordsø-Digtene[0030], skrevne efter et dobbelt Ophold paa Norderney[q] i stærke, frie Rytmer (1825 og 26). Der er heri først og fremmest en Natursans, som i tysk Poesi betegner en ny Erobring.

I Forholdet til Naturen syntes Goethe[LII] at have udtømt Alt. Hans Kjærlighed til alt Liv i Naturen, hans Slægtskabsfølelse med Dyr og Planter, hans Fornemmelse af at Mennesket i sit Væsen er ét med de andre Væsner og hans Anskuelse af Altets Enhed under vexlende Former i evig Omskiften — denne Gave til at opløse Naturen helt i Følelse var hans første Ejendommelighed. Den afløstes eller fuld|194|stændiggjordes snart ved hans Evne til at iagttage og gjengive Naturscenerne uden at underlægge dem sine egne Følelser. Han studerer Naturen, bliver Iagttager og Forsker og hans stedse mere dybtgaaende Anskuelse, hans geniale Blik gjør ham paa to Hovedomraader til epokegjørende Opdager. Vi se ham gjennemløbe alle en stor Sjæls Stadier overfor Naturen, det følsomme, det religiøst-pantheistiske og den digterisk-videnskabelige Anskuelses, tilsidst klamrende sig saa stærkt til det sanselige Indtryk, at han af al Magt trænger det Sjælelige som forstyrrende tilbage. Hans Synsmaade bliver stedse mere positiv og virkelighedskjær. »Jeg frygter ikke den Bebrejdelse,« siger han i sin Afhandling om Graniten, »at det skulde være en Modsigelsens Aand, der har ført mig fra Iagttagelse og Skildring af det menneskelige Hjerte, den yngste, mangfoldigste, bevægeligste, foranderligste Del af Skabningen, den, som det er lettest at ryste og rokke, til Iagttagelsen af Naturens ældste, fasteste, dybeste, urokkeligste Søn«

*) Goethe[LIII]: »Werke.[0031]« 33. Bind. S. CLXIV.
. Han mener Graniten.

I hvad Retning var det da endnu muligt for en tysk Digter at lægge genial Naturfølelse for Dagen? Fra Menneskehjertet til Graniten havde Goethe[LIV] omspændt Alt.

Kun et eneste Omraade var levnet. Goethe[LV] havde aldrig besunget Havet. Som næsten fyrre|195|tyveaarig saa han det i Venedig[r] første Gang. Han var paa Lido[s]. »Jeg hørte,« skriver han, »en stærk Larm; det var Havet, og jeg saa det snart. Det gik højt mod Stranden, idet det trak sig tilbage. Det var Middag og Ebbe. Saa har jeg da nu ogsaa set Havet med mine Øjne,« og længere hen staar den korte Sætning: »Havet er dog et stort Syn.«Det var Alt, hvad der fra Goethes[LVI] Haand forelaa om Havet.

I Heines[LVII] Nordsødigte[0032] bruser Havet for første Gang i tysk Poesi med sin Friskhed og i sin Vælde. Her er for første Gang Muslinger i Sandet og Maager i Luften. Havet males i Storm og i Stille, det skildres fra Stranden og fra Skibet, ved Dag og Nat, med den Fred, der kan ligge udbredt derover, og i Uvejrsraseri, med de skjønne Drømmerier og med den Søsyge, det fremkalder, og fra dets Bund stiger og over dets Flade svæver en hel Kreds af mythiske Skikkelser, gamle og nye, gamle, der ere blevne omformede til nye, en undertiden pathetisk, hyppigere burlesk Verden af Guder og Gudinder, Tritoner og Okeanider. Og dog er der forholdsvis lidet af Skildring; Digterens egne Erindringer, Sorger og Forhaabninger er det, som fylder disse Digte. Og det er hans dybe Længsel efter at aande frit, som har istemmet det berømte Udraab, hvormed titusind Grækere efter den lange, forfærdelige Marsch hilste deres Hjem|196|stavns Element: Thalatta! Thalatta! — vær hilset af mig, du evige Hav!

Der er imellem disse Digte nogle af Heines[LVIII] skjønneste og uforglemmeligste: først den humoristisk-frivole Idyl »Nat ved Stranden[0033]«. Digterens Besøg hos den smukke Fiskerpige med det mesterlige Billede af hendes Skikkelse, som den sidder bøjet foran Ilden:

Dass die flackernd rothen Lichter
Zauberlieblich wiederstrahlen
Auf das glühende Antlitz,
Auf die zarte, weisse Schulter,
Die rührend hervorlauscht
Aus dem groben, grauen Hemde,
Und auf die kleine, sorgsame Hand,
Die das Unterröckchen fester bindet
Um die feine Hüfte.

dernæst det ved lyrisk Sving enestaaende Digt »Erklæring[0034]« til hin Agnes[lix], hvis Navn Digteren vil skrive i Lueskrift paa Himlens natlige Hvælving med en Gran fra Norge, dyppet i Ætnas[t] Krater, saa det i sin fyndige Knaphed beundringsværdige Tankepoem »Spørgsmaal[0035]«, som giver et Begreb om de Stemninger, i hvilke Heine[LX] fattede det dumdristige Forsæt at skrive en »Faust« efter Goethe’s[LXI][0036], en Plan, han endda ikke betænkte sig paa at meddele den store Olding selv, under sit Besøg i Weimar[u]. I enkelte af disse Nordsødigte[0037], ogsaa iblandt de selvnedsættende eller selvspottende, raader et Selv|197|behag, som støder fra. Iblandt dem, som ere helt frie derfor, maa nævnes det mesterlige, rent humoristiske Digt »I Havn[0038]«, den udødelige Fantasi fra Raadhuskjælderen i Bremen[v], i hvilken den næsten indtil Totalafholdenhed ædru Heine[LXII] har givet det mest henrivende Billede af et genialt Menneskes lystige Rus.

  • XIII.
    højresiderne i kapitel 13 har i førsteudgaven klummetitlen »Heine.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Det unge Tyskland.«.
  • i Burschenstilen
    dvs. i den stil, der kendetegnede de tyske studenterkorporationer, die Burschenschaften, som i 1810'erne agiterede for et frit og samlet Tyskland.
  • »Anfangs wollt' ich fast verzagen«
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 446): »Først jeg næsten tabte Modet«. Citat fra Heinrich Heines digt »Ins Stammbuch«, som første gang udkom i hans digtsamling Gedichte, 1822 Heine 1975, 1:64.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Lehn deine ... vor Liebessehnen.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 447): »Læn blot din Kind imod min Kind, / saa flyder Taarerne sammen, / og tryk mit Hjerte fast imod dit, / saa enes Kærlighedsflammen. / Og er saa vore Taarers Strøm / af den store Flamme fortæret, / da, naar jeg favner dig, stærk og øm, / dør jeg af Elskovsbegæret.« Her citeres hele digt VI fra afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:138.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Es hüpfen ... Stromes Well'n.
    et citat fra digt IX i afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827. GB har i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 448) oversat en anden strofe af det samme digt: »Der vil under Palmer vi ligge / udstrakte uden en Lyd, / og Ro og Kærlighed drikke / og drømme den saligste Fryd« Heine 1975, 1:140.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Dort liegt ... Schwesterlein
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 448): »En rødt blomstrende Have / i Maaneskin ligger der. / Lotosblomsterne venter / deres Søsterlil, saa kær«. Citat fra digt IX i afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:140.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Gegenüber am ... mondbeglänzt
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 449): »Ligeoverfor ved Vinduet sad Rosenansigter, dæmrende og maanebestraalte«. Fremhævelserne i kursiv skyldes GB, som desuden fejlciterer ordet »dämmernd«, hvor der hos Heine står »lächelnd«. Af digtet »Abenddämmerung«, som indgår i afsnittet »Die Nordsee« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:360.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Es flüstern ... blasser Mann!
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 449): »De hviskende Blomster ser paa mig / saa medynksfuldt som de kan: / Vær ikke vred paa vor Søster, / du blege, sørgmodige Mand!« Citat fra digt XLVI i afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:178.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Die Veilchen ... Sternen empor.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 449): »Violerne fniser og kæler / og ser imod Stjernerne op.« Citat fra digt IX i afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:140.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Emile Zola senere ... af sin Have Paradou
    GB sigter til haveskildringerne i Émile Zolas roman La Faute de l'Abbé Mouret, 1875.
  • Es ist so still ... Schwanenlied.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 450): »Det er saa mørkt og stille! / Bort blæste Somrens Blomst og Blad, / Stjernen er gnistrende sprunget, / Svanen sin Sang til Ende kvad.« Citat fra digt LIX i afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:193.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Du sollst ... geschmeidigen Leib!
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 450): »Du skal mig elskende favne / min egen Kærest, med Magt! / Omslyng mig med Arme og Fødder / og Legemets smidige Pragt!« Citat fra et digt uden titel af Heinrich Heine; digtet udkom i det litterære tidsskrift Westdeutscher Musenalmanach i 1823 Heine 1975, 1:461.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Die Welt ist dumm, die Welt ist blind«
    første verslinje i digt XV fra afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:147.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Ich hab' dich geliebet und lieb dich noch«
    første verslinje af digt XLIV fra afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:177.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Ein Jüngling ... einen andern erwählt.«
    de to første verslinjer i digt XXXIX fra afsnittet »Lyrisches Intermezzo« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:171.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »en ny Daarskab ... den gamle«
    af et brev, dateret 23.8.1823, fra Heinrich Heine til Moses Moser Heine 1975, 20:106.
    Heinrich Heine: Säkularausgabe. Werke, Briefwechsel, Lebenszeugnisse, vol. 1-30, Hans Böhm et al. (red.), 1970-.
    .
  • Wer zum ersten ... und sterbe.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 451): »Den, der elsker første Gang, om / end forgæves, er en Gud. / Men den Mand, der ej genelsket / elsker anden Gang, en Nar. // Jeg, en saadan Nar, jeg elsker / anden Gang foruden Gengæld. / Solen ler mig ud og Maanen, / jeg ler med og — dør i Latter.« Her citeres hele digt LXIII fra afsnittet »Die Heimkehr« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:275.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • O, dieser Mund ... vor Schmerzen.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 452): »O denne Mund er meget for stolt, / kun med Kys og i Skemt den taler, / den siger maaske et haanligt Ord, / medens jeg dør af Kvaler.« Citat fra digt LIII i afsnittet »Heimkehr« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:266.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Glaub' nicht ... einmal gescheh'n.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 452): »Tro ej, jeg mig skyder til Døde, / hvor slemt end Sagerne staar. / Det er altsammen, min Søde, / hændt mig i yngre Aar.« Citat fra digt LV i afsnittet »Heimkehr« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:268.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Aux près de ... pas de racines.
    GB’s danske prosaoversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 452): »Paa Barndommens Enge plukker man de smaa lette Elskovsforbindelser, som man kaster for Vinden Blad for Blad ligesom Gaaseurter; man plukker paa disse Enge Naboersker, Kusiner, de smaa blomstrende Elskovsforbindelser, som ikke har Rødder.«; refererer til digtet »Vieilles Amourettes« i Jean Richepins digtsamling Les Caresses, 1877 Richepin 1877:58.
    Jean Richepin: Les Caresses, 1877.
    .
  • Blamier mich ... Alles finden.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 453): »Hils mig ikke paa Gaden, mit smukke Barn, / lad ikke, som du mig kender, / naar vi er hjemme sidenhen, / saa er vi des bedre Venner.« Dette digt uden titel udkom første gang i tidsskriftet Der Gesellschafter den 31.3.1824 Heine 1975, 1:485.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Himmlisch war's ... gross Plaisier.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 453): »Himmelsk var det, tvang jeg ned / Kødets Drift til syndigt Fjas; / men var Driften mig for hed, / havde jeg dog megen Spas.« Her citeres digt LXXVI, som indgik i 1. udgave af Heines Reisebilder I, 1826, men ikke i de efterfølgende udgaver Heine 1975, 1:485.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Der bleiche, herbstliche Halbmond
    første verslinje i digt XXVIII fra afsnittet »Die Heimkehr« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:239.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Das ist ein schlechtes Wetter
    første verslinje i digt XXIX fra afsnittet »Die Heimkehr« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:241.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Wir sassen am Fischerhause«
    første verslinje i digt VII fra afsnittet »Die Heimkehr« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:215.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Selten habt ihr ... wir uns gleich.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 454): »Sjældent har I mig forstaaet, / jeg fandt ej hos Jer Forstanden; / kun naar vi i Skarnet mødtes, / saa forstod vi straks hinanden.« Her citeres hele digt LXXVIII fra afsnittet »Die Heimkehr« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:293.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Doch die Kastraten ... viel zu grob.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 454): »Dog Kastraterne hviskede, / da min Røst lød første Gang, / de hviskede og de tiskede, / at meget for grovt jeg sang.« Citat fra digt LXXIX i afsnittet »Die Heimkehr« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:293.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Julian Schmidt ... til det Lave
    denne formulering er forgæves eftersøgt i litteraturhistorikeren Julian Schmidts standardværk Geschichte der Deutschen Literatur seit Lessing's Tod, vol. 3, Leipzig 1858.
  • »Tankespring«
    dette begreb og hele GBs tolkning på s. 191-192 står i gæld til den kritik af den tyske litteraturhistoriker Julian Schmidts Heineforståelse, som den unge tyske kritiker Wilhelm Bölsche udfolder i sin bog fra 1888: Heinrich Heine. Versuch einer ästhetisch-kritische Analyse seiner Werke und seiner Weltanschauung Bölsche 1888:104-106.
    Wilhelm Bölsche: Heinrich Heine. Versuch einer ästhetisch-kritische Analyse seiner Werke und seiner Weltanschauung, 1888.
    .
  • Der Tod ... im Traum.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 455): »Døden, det er den svale Nat, / Livet, det er den lumre Dag, / jeg dysses i Søvn, nu det mørknes; / Dagen har gjort mig mat. // Der blomstrer et Træ ved mit Sengkammers Tag, / dèr synger den unge Nattergal, / den synger om lutter Elskov, / jeg hører i Drømme dens Slag.« Her citeres hele digt LXXXVII fra afsnittet »Die Heimkehr« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:301.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Bjergmandsdigte
    tre digte med fællestitlen »Bergidylle«, trykt i afsnittet »Aus der Harzreise. 1824« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:337-351.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • »Jeg frygter ikke ... urokkeligste Søn«
    fra Goethes lille afhandling Über den Granit, som udkom posthumt i 1878 Goethe 1981, 13:255.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • »Jeg hørte ... mine Øjne,«
    fra afsnittet »Venedig« i første bind af Goethes selvbiografiske tobindsværk Italienische Reise, 1816 Goethe 1981, 11:89.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • »Havet er dog et stort Syn.«
    fra afsnittet »Venedig« i første bind af Goethes selvbiografiske tobindsværk Italienische Reise, 1816 Goethe 1981, 11:90.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • det berømte Udraab ... du evige Hav!
    refererer til den græske forfatter Xenofons værk Anabasis (Det Persiske Felttog), der skildrer de 10.000 græske lejesoldaters felttog i Perserriget og deres trængsler på den lange tilbagerejse til hjemlandet Hellas; da de omsider kunne øjne Sortehavet, jublede de udmattet: 'Thálatta! thálatta!' (gr.: 'Havet! havet!') Xenofon 2002:144-145.
    Xenofon: Det persiske felttog eller Anabasis, oversat af David Bloch og Adam Schwartz (red.), 2002.
    .
  • Dass die flackernd ... feine Hüfte.
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 457-458): »saa de flakkende, røde Lys / tryllende lifligt kaster Genskin / paa det glødende Ansigt, / paa den fine, hvide Skulder, / der rørende titter frem / af den graa og grove Særk, / og paa den lille Haand, hvis Omhu / binder Skørtet fastere sammen / om den fine Hofte«. Citat fra digtet »Die Nacht am Strande« som indgår i afsnittet »Die Nordsee« i Heines digtsamling Buch der Lieder, 1827 Heine 1975, 1:366.
    Heinrich Heine: Düsseldorfer Ausgabe. Historisch-kritische Gesamtausgabe der Werke, vol. 1-16, Manfred Windfuhr (red.), 1973-1997.
    .
  • Overskrift

    Nyt citat fra Heinrich Heines »Buch der Lieder«, 1827

    [...] Strofe som denne:
    Es hüpfen herbei und lauschen
    Die frommen, klugen Gazell'n
    Und in der Ferne rauschen
    Des heiligen Stromes Well'n.

    Tager man derimod [...] (1890:181)

    >

    [...] Strofe som denne:
    Dort wollen wir niedersinken
    Unter dem Palmenbaum,
    Und Lieb' und Ruhe trinken
    Und tråumen seligen Traum.

    Tager man derimod [...] (1898:181)

  • Tilføjelse

    Om J.W. von Goethes »Faust«

    [...] et stort Syn.« I femte Akt af «Faust», hvor Hav og Sejlads berøres, ligger hele Vægten paa Gravning af Kanaler og Inddæmning af Land fra Søen. Det var Alt, [...] (1890:195 / 1998:195)

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«