Den romantiske Skole i Frankrig (1882)

VII.

Den Digter, der tidligst røber Paavirkning af Chénier[I] var en af Skolens kunstnerisk dristigste Aander, en af dens oprindelige Førere, Alfred de Vigny[II], som lyrisk Digter en Mester uden |112| Lyde. Kydsk, lys, ren og streng som den er, har hans Poesi noget ved sig, der har fremkaldt Billederne af en Svanes Seilen, af Elfenbenets Glans, af Hermelinets Hvidhed paa alle Læber, der have søgt at betegne den. Han har den strenge Kunst, den ædru Farve, det Sammentrængte og Udsøgte, som ogsaa charakteriserer Chénier[III]. Han har øjensynlig frygtet for, at man skulde tilskrive disse Egenskaber en Paavirkning fra André[IV]. Thi skjøndt han ingen Digtsamling har udgivet før 1819, har han dog i senere Udgaver af sine Digte forsynet et Antal af dem, der tydeligst synes at bære Præg af André Chénier’s[V] Indflydelse med tidligere Datum, der endog gaaer saa langt tilbage som til 1815. Men selv fraseet, at enkelte Digte af André[VI] allerede da vare blevne offenliggjorte i Chateaubriands[VII] »Le génie du Christianisme[0001]« og som Tillæg til Millevoye’s[VIII] Poesier taler al Sandsynlighed for, at Alfred de Vigny[IX] trods sin iøvrigt saa strenge Karakter, ganske som Schack Staffeldt[X] tiltrods for hans ellers fremtrædende Karakterrenhed, har antidateret sine Digte for at give sig et utilbørligt Skin af ubetinget Originalitet; thi de enkelte Poesier, han offenliggjorde før sin første Digtsamling, ere langt ringere end dem, der bære de tidligste (og langt tidligere) Aarstal, saa meget ringere, at han endog senere har udelukket dem af sine samlede Digte. André de Chéniers[XI] Indflydelse paa de Vigny[XII] er da uom|113|tvistelig; han har i sig optaget meget af den gjenopdagede Mesters Eiendommelighed samtidig med, at han har frigjort sig fra den helleniske Archaisme, der virkede hæmmende paa dennes frie Flugt. Digtet »La Dryade[0002]«, som han har betegnet med Tilføielsen »Idyl i Theokrits[XIII] Maneer«, er i Virkeligheden en Idyl i Chéniers[XIV]. Hvad der skiller de Vigny[XV] skarpest fra Chénier[XVI] som lyrisk Individualitet er den ubetingede Spiritualisme og den stolte, stoiske Ensomhedsfølelse. Han har tegnet sit Idealbillede i saadanne Digte som »Moïse[0003]«, »Le colère de Samson[0004]« og »La mort du loup[0005]«. Han er helt tilstede i Moses’ smertelige Udraab:

O Seigneur j’ai vécu puissant et solitaire,
Laissez moi m’endormir du sommeil de la terre!

Jeg troer at høre hans stærke saarede Selvfølelses Klage i Samsons[xvii] Vrede over Dalilas[xviii] Falskhed (hans Dalila[xix] hed Marie Dorval[XX], den store Skuespillerinde); tre Gange alt har han tilgivet hende, men hun har været endnu mere skamfuld end forundret over at see sig paa en Gang opdaget og tilgivet:

Car la bonté de l’Homme est forte et sa douceur
Écrase, en l’absolvant, l’être faible et menteur.

Og jeg læser paa engang hans Stoicisme og et Forsvar for hans Uproductivitet ud af Ordene i Digtet om Ulven, der døer uden at udstøde et Skrig:

|114|
A voir ce que l’on fut sur terre et ce qu’on laisse,
Seul le silence est grand; tout le reste est faiblesse.

Lad der være lidt paatagen Stivhed i denne hans Holdning, men han har paataget sig den af Stolthed, af aandelig Adel, af Trang til at sætte sit Sinds Renhed og Strenghed et Monument i sine Vers.

Den Digter, som foretog den væsenlige Videreudvikling af Chéniers[XXI] lyriske Stil, var som Aand ganske uensartet baade med ham og de Vigny[XXII], svulmende beruset af Selvtillid. Victor Hugo[XXIII] stod i den Lykkens Tid, da Morgenrøden straalede om hans treogtyve Aar. Han har selv i et Digt (»A Mademoiselle J[0006]«. i »Les chants du Crépuscules[0007]«) skildret den Seiersvished, med hvilken han traadte ud i Livet som lyrisk Digter:

Dengang sagde jeg til Stjernerne: »O min Stjerne, du skjuler dig forgjæves bag et Slør, jeg veed det godt, at du glimrer deroppe,« og jeg sagde til Floden: »Du er Hæderen, men se, jeg kommer, og hver af mine Dage er en Bølge af din Strøm.« Jeg sagde til Skoven: »Du mørke Skov! jeg har som du Melodier og Stemmer uden Tal,« til Ørnen sagde jeg: »Se min Pande!« og til de tømte Bægere raabte jeg: »Jeg er fuld af brændende Ideer, som Sjælene skulle beruse sig i« [...] Og medens jeg lyttede til Alt udenfor mig, drukken af Blomsterduft og Harmonier, hørte jeg hele Naturens Sang i mine Sandsers Oprør og Tumult [...] Jorden raabte til mig: Digter! |115| og Himlen svarede fra oven: Profet! Gaa, tal, lær og velsign! Hæld Urnen med dine mægtige Tanker, gyd dem ud over Dale og Fjælde, hæld dem i Ørnens og Svalens Reder!«

Victor Hugo[XXIV] greb hint Vers, som André Chénier[XXV] havde skabt, dette gjennemsigtige Organ for den rene Skjønhed, og under hans Læbers Pust straalede det i alle Regnbuens Farver. Forunderligt nok, atter denne Gang var det Grækenland, fra hvilket Inspirationen kom, men denne Gang det nye Grækenland. Under Indtrykket af den græske Frihedskrig begyndte Hugo[XXVI] sine »Orientalere[0008]«. Men hvilken forskjellig Sprogbehandling! Ordene malte; Ordene lyste, »forgyldte med en Solstraale« ligesom den deilige Jødinde i Digtene; Ordene sang, som havde de et hemmeligt Accompagnement af tyrkisk Musik.

Det var Goethe[XXVII], som digterisk havde opdaget Orienten. Men dette Østerland i »West-östlicher Diwan[0009]« var Oldingens Tilflugtssted. Han greb det Hvilende, det Beskuende i den orientalske Livsbetragtning og flettede tydske Lied’er ind deri. Rückert[XXVIII], den store Sprogkunstner, fulgte siden dette Spor. Efter Goethes[XXIX] kom Oehlenschlägers[XXX] Orient. Det var Barnets, Eventyrbogens, »Tusind og en Nats[0010]«, halvt persisk og halvt kjøbenhavnsk. Det var Drømmen om Aander i Lamper og Ringe, om Diamanter og Saphirer i Skjæppevis, Fantasteriets uindskrænkede Herlighed, Alt grupperet om |116| et Par uforgjængelige, poetiske Typer. Saa fulgte Byrons[XXXI] Orient. Det var en stor Decoration for Lidenskaben i dens Hensynsløshed og Tungsind. Men Hugos[XXXII] Orient var et endnu ganske andet, det var det brogede, udvortes, barbariske Østerland, Lysets og Farvernes Land.

Sultaner og Muftier, Dervischer og Khalifer, Hetmaner, Pirater og Klefter – liflige Lyd i hans Øre, liflige Billeder for hans Øie. Tiden ligegyldig, Oldtid eller Middelalder eller Nutid; Racen ligegyldig, hebraisk, maurisk eller tyrkisk; Stedet ligegyldigt, Sodoma og Gomorrha, Granada[a], Navarino[b]; Troen ligegyldig: »Ingen,« hedder det i Fortalen, »har Ret til at spørge Digteren, om han troer paa Gud eller paa Guder, paa Pluton eller paa Satan eller paa Ingenting.« Han vil male. Han er besat af en Genius, der ikke lader ham Ro, før Orienten, som han føler den, staaer der paa Papiret.

Hvorledes kom han dertil? Et omhyggeligt Studium af hans østerlandske Digte har lært mig det. De ere jo ikke blevne til i den Orden, hvori de i Samlingen følge. Det førstskrevne Stykke er Nr. 23 »Den erobrede By[0011]« fra Aaret 1824; saa følge i Aarene 1826 og 27 andre Digte, der behandle Æmner fra Frihedskrigen, og først i 1828 har Digterens Fantasi ret faaet Blod paa Tanden. Synskredsen udvider sig; alle de Elementer, |117| der ved nær eller fjern Ideforbindelse krystallisere sig om Tyrkerkrigen, komme til.

See vi paa det lille Stykke »Den erobrede By[0012]«, der udspringer af Sindsbevægelsen i Anledning af Grækenlands Martyrium, da er Overensstemmelsen med Udgangspunktet for den fransk-romantiske Malerkunst paafaldende. I 1824 havde Eugène Delacroix[XXXIII] udstillet sit berømte Maleri »Nedsablingen paa Skios«, denne Rædselsscene, der var saa ganske blottet for enhver vedtaget poetisk Retfærdighed, saa dybt følt, saa frit og kraftigt malt, saa flammende i Farveglød. Aaret efter er det, at Hugo[XXXIV] begynder med sit lille Digt. Det synes en tro Slaves underdanige Indberetning, afgivet med Hænderne korslagte over Brystet:

»O Konge! Ilden fortærer og lyser, som du bød; den kvæler Befolkningens Skrig; [...] Kvinder og Mænd, Fædre og Sønner falde for Sværdet; Ravnene flokkes om Staden. Mødrene klagede, Jomfruerne skjælvede, græd og skjændedes; vi bandt dem til Heste og lode dem slæbes ud af Teltene, levende endnu, men brune og blaa af Slag og Kjærtegn [...] Smaabørn have vi knust mod Fliserne; de som leve endnu, faae deres Rest. – Dit Folk, o Konge! kysser Støvet under de Sandaler, som en Guldring fastholder om din ædle Fod.«

Dette er den allerførste Tone, Hugo[XXXV] anslaaer i disse Digte; den er skarp og grel, men helt |118| godt er Digtet ikke, thi det er ikke rigtigt sandt. Saaledes har hin Slave ikke talt, man sporer Digterens personlige Indignation gjennem Rapporten. De Digte, der nu følge, »Hovederne paa Seraillet[0013]«, »Enthousiasme[0014]« og »Navarino[0015]« bære yderligere Vidnesbyrd om den oprindelige nygræske Inspiration, hvoraf »Orientalerne[0016]« fremgik. Men saa gjør Digteren et stort kunstnerisk Fremskridt, han svinger sig over paa Tyrkernes Standpunkt, digter sig ind i deres Sind.

»Paschaens Sorg[0017]« er det første, halvt ironiske Forsøg. Dervischer og Bombarderer, Odalisker og Slaver, alle søge, hver fra sit Synspunkt, hvad vel Aarsagen kan være, hvorfor Paschaen sidder stum og drømmende med vaade Øjne i sit Telt. Men Aarsagen er ikke den, de formode, hverken at Favoritinden har været utro eller at der har manglet et Hoved i Fellahens Sæk. Nei, hans Yndlingstiger fra Nubien[c] er død. – Dette er endnu kun et Tilløb. Digteren er ikke endnu helt ude af sig selv, helt udenfor sit Væsen som Privatpersonlighed; man sporer ham i en svag Spot, der forstyrrer og opløser Billedet. Saa følger Digtet »Tyrkisk Marche[0018]« og vi ere helt i Orienten.

De mesterlige Strofer ere indfattede i Omkvædet: »Min Daggert drypper af levret Blod og min Øxe hænger ved min Sadelknap«; men Indholdet er ellers ikke vildt; det er alvorligt, fuldt af tyrkisk Pietet, og Tankegangen helt bestemt |119| ved Æresforestillinger, der ikke ere mindre følte, fordi de ere af en anden Art end vore.

Marchen begynder: »Jeg lider kun den sande Soldat, Belials Rædsel. Hans rummelige Turban gjør hans Pande dobbelt streng. Han kysser ærbødigt sin Faders Skjæg, og elsker sønligt sin gamle Sabel.« Det hedder videre: »Den, som holder af at snakke med Kvinder; den, som ikke ved et Drikkelag kan nævne en smuk Hests Stamtavle; den, som ligger paa Silkedivaner, som er bange for Solen, som kan læse, og af Skrupler overlader al Cypervinen til de Christne – det er en feig Hund og ikke en Soldat; ham seer man aldrig, naar Slaget gaaer løs, staae opreist i de brede Stigbøiler med Sablen i Haand og spore sin Hest dybt ind i Sværmen.« Her er ikke mere nogen græsk Stemning eller nogen europæisk Ironi over tyrkisk Barbari; her er Digteren helt bleven Dramatiker indenfor det tyrkiske Omraade, her er den sanddru Brutalitet i Localfarven, som ingen nordisk Digter nogensinde har naaet i slige Æmner; her er den rette mandige Barskhed i Tonen.

Dette er ikke Følelsespoesi, det er Toner i Dur, og der er Durklang i alle disse Digte, selv hvor Kvinden og Kjærligheden har slynget deres Rytmer ind i disse vilde og haarde. Der er grusomme og hjerteløse Kvindeskikkelser som den jødiske Sultaninde, der altid fordrer nye Hoveder af sine Medbeilersker, og der er fine og musikalske |120| Evadøtre som hin fangne Kvinde »La captive[0019]«, der længes hjem til sit Land, men dog føler sig vel tilpas ved at lade Blikket glide hen over Smyrnas[d] Fepaladser og indaande Østens lune Luft Vinter og Sommer, ved Dag og naar Fuldmaanen skinner paa Havet. Der er en saa yndefuld Kvindeskikkelse som den, der fremtræder i »Den arabiske Værtindes Farvel[0020]«: den Kjærlighed, som deri kommer til Orde, er vemodig i sin Følelse af Uigjengjældthed, undertrykt og kydsk, det er en Blanding af søsterlig Omhu, barnlig Overtro og underkastende Tilbedelse, der aabenbarer sig i en Form af ædel Stolthed og med en plastisk Ynde.

Fra det Øieblik af da Digteren fra Grækernes Leir har hensat sig til Modstandernes, skyder hans Fantasi fri Fart. Fra Billeder af tyrkisk Grusomhed glider den over til Udmalingen af tyrkisk Overtro (»Les Djinns[0021]« – et metrisk Vidunder, hvor den vilde Jagts Nærmen sig til Huset, dens Hentordnen over de rædselsslagne Beboeres Hoved og dens gradvise Sig-Fjernen males gjennem Digtets langsomme Stigen fra Tostavelses- til Tistavelses-Strofen og Synken tilbage til Tostavelses-Strofen igjen). Fra tyrkisk Serailliv glider Indbildningskraften til de frie Beduiners Teltleir i Ørkenen; fra Ørkenen, som den er nutildags, til Ørkenen som den var, da Buonaberdi[XXXVI] overskyggede den med sine Ørnes Vinger. |121|

Uhyre Flader af Sand og Vand, Troppemassers Ordning og Bevægelse, hele Byers Architektur, deres Beleiring og Stormløbene imod dem vise sig for Hugos[XXXVII] Digterøie, og ved en nærliggende Idee-Association hidføres da i et givet Øieblik Billedet af kjæmpemæssige Undergangsscener fra den bibelske Oldtid. Der har Hugo[XXXVIII] fundet sit pragtfuldeste, med hans Personlighed mest beslægtede Stof. Hans Fantasi var altid ypperst anlagt paa det Uhyre; Pegasus er altid i bogstavelig Forstand et deiligt Monstrum, men hans Pegasus er det i aandelig Forstand.

Han skriver Digtet »Ildregnen fra Himlen[0022]«, Samlingens første, digtet sidst. Vi see den sorte, frygtelige Sky seile over Himlen. Hvorfra kommer den? Hvorhen gaar den? Ingen veed det. Den seiler over Havet og spørger Herren, om den skal tørre det ud med sin Ild. Nei, svarer Herren, og den forfølger sin Bane for hans Pust. Over Middelhavets deilige Golfer, over Ægyptens blonde Kornland glider Skyen, men Herren giver den endnu intet Tegn til at standse. Over Ørkenen flyver den, over Ruinerne af det gamle Babel[e]. Den spørger: Er det her? Men den maa videre frem. Saa naaer den ved Nattetid Rummet over de to yppige Søsterbyer Sodoma og Gomorrha, hvor Alt er slumret ind under Svælgeri, i Nydelse og Vellyst. Og paa Herrens Vink revner Skyen og aabner sit Ildsvælg. Hagl af Gnister, Svovl|122|strømme, Ildregn styrter ned, til Agat og Porfyr og Afguder og Marmorkjæmper smelter som Vox, og Flammerne blænde og omspænde og opbrænde alt Levende i Huse og paa Gader. Da sees henad Morgen den gamle Babelruin strække sit Hoved op over Bjergryggen for at nyde Slutningen af Skuespillet. Den kjender det, den har engang faaet Kjærligheden, der tugter, at føle.

Dette er, som sagt, ingen Mol-Poesi og Beskyldningen for Kulde fattedes ikke, saa meningsløs den end var; men det er seet, det er malt med en Pensel som hin Gran, Heine[XXXIX] vilde rive fra Norges Klipper og dyppe i Ætna[f]kraterets Luebølger for at skrive sin Elskedes Navn paa Himlen. Disse »Orientalere[0023]« bleve Prototypen for den romantiske Lyrik. Digteren vovede her at gribe det Smerteligste, ja det Hæslige, det Forfærdelige (το δεινον som Grækerne sagde) og optage det i sin Lyrik i Tillid til at hans digteriske Kraft vel skulde formaae at gjennemtrænge det Alt med Poesi og faae alle disse Skygger til at staae gjennemsigtige og lade alle disse mørke Punkter gaae op i et poetisk Lyshav. Han har engang skrevet et Digt om Jordkloden, der kan anvendes paa denne hans Lyrik; han skildrer den magre, stenede, karrige Jordbund, som kun modstræbende giver Menneskeslægten Brød; her glødende Ørkner, hist oppe Polar-Is; Byer, som Barmhjertighed, Fred, Tillid hændervridende have forladt; Døden, |123| et Spøgelse uden Øjne, der gjerne rammer de Bedste først; Have, hvor Skibene gaae tilgrunde om Natten, Lande, hvor Krigen brølende svinger sine Fakler og Folkeslagene styrte sig som rasende over hinanden, og – slutter han – Alt dette udgjør en Stjerne paa Himlen.

  • VII.
    højresiderne i kapitel 7 har i førsteudgaven klummetitlen »De Vigny's Poesier og Hugos østerlandske Digte.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
  • Lyde
    her i betydningen: fejl.
  • Digte af André … Poesier
    der hentydes til André Chéniers digtfragment »Accours, jeune Chromis, je t'aime, et je suis belle«, trykt i en note til den reviderede udg. af François-René de Chateaubriands Génie du christianisme, i Oeuvres complètes, bd. 12, 1827, s. 371.
  • O Seigneur … terre!
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 75): »Jeg har levet mægtig og ensom til min Død. / O Herre! lad mig nu sove ind i Jordens Skød!«; citat fra Alfred de Vignys digt »Moïse«, Poèmes antiques et modernes, 1826 Vigny 1986, 1:10.
    Alfred de Vigny: Oeuvres complètes, vol. 1-2, François Germain, André Jarry, Alphonse Bouvet (red.), 1986-1993.
    .
  • Car la bonté … menteur
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 75): »Mandens Godhed er stærk og hans Mandsblidhed knuser, / tilgivende, det Væsen, der kun Løgn og Svaghed huser.«; citat fra Alfred de Vignys digt »La colère de Samson«, Les destinées, 1864 Vigny 1986, 1:141.
    Alfred de Vigny: Oeuvres complètes, vol. 1-2, François Germain, André Jarry, Alphonse Bouvet (red.), 1986-1993.
    .
  • A voir ce que … faiblesse
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 75): »Tænk, hvad vi var paa Jord, og hvad vi efterlader Næsten. / Føl, Taushed kun er stor, og Svaghed hele Resten.«; citat fra Alfred de Vignys digt »La mort du loup«, Les destinées, 1864 Vigny 1986, 1:145.
    Alfred de Vigny: Oeuvres complètes, vol. 1-2, François Germain, André Jarry, Alphonse Bouvet (red.), 1986-1993.
    .
  • »O min Stjerne … Reder!
    citater fra Victor Hugos digt »À Mademoiselle J«, Les chants du crépuscule, 1835 Hugo 1909, 17:263-265.
    Victor Hugo: Oeuvres complètes, vol. 1-45, Paul Meurice et al. (red.), 1904-1952.
    .
  • den græske Frihedskrig
    Grækenlands væbnede kamp for at opnå selvstændighed fra Det Osmanniske Rige, 1821-1829.
  • »forgyldte med en Solstraale«
    citat fra Victor Hugos digt »La sultane favorite«, Les orientales, 1829 Hugo 1912, 24:675.
    Victor Hugo: Oeuvres complètes, vol. 1-45, Paul Meurice et al. (red.), 1904-1952.
    .
  • Hetman(er)
    titel på en øverstkommanderende i Polen-Litauen i 1500- og 1600-tallet, i Rusland primært anvendt som benævnelse for en kosakleder.
  • Race(n)
    her i betydningen: (national)kulturelt tilhørsforhold.
  • Sodoma og Gomorrha
    ifølge Første Mosebog i Det Gamle Testamente byer ved Det Døde Hav, som Gud ødelagde på grund af indbyggernes usædelighed.
  • Navarino
    Navarinobugten, hvor Slaget ved Navarino udkæmpedes 20.10.1827, under Den Græske Frihedskrig. Stedet er hyldet af Victor Hugo i digtet »Navarin«, Les orientales, 1829.
  • »Ingen,« hedder det … Ingenting.«
    sammensat citat fra fortalen til Victor Hugos digtsamling Les orientales, 1829 Hugo 1912, 24:615.
    Victor Hugo: Oeuvres complètes, vol. 1-45, Paul Meurice et al. (red.), 1904-1952.
    .
  • Pluton
    ifølge græsk mytologi tilnavn til underverdenens gud Hades.
  • Frihedskrigen
    Den Græske Frihedskrig, Grækenlands væbnede kamp for at opnå selvstændighed fra Det Osmanniske Rige, 1821-1829.
  • Tyrkerkrigen
    Den Russisk-tyrkiske Krig, 1828-1829.
  • »Nedsablingen paa Skios«
    Eugène Delacroix' maleri Scènes des massacres de Scio, 1824 (nu på Musée du Louvre i Paris); maleriet viser tyrkernes hævntogt efter et oprørsforsøg blandt grækerne på øen Chios i foråret 1822 under Den Græske Frihedskrig.
  • »O Konge! … Fod.«
    citater fra Victor Hugos digt »La ville prise«, Les orientales, 1829 Hugo 1912, 24:700.
    Victor Hugo: Oeuvres complètes, vol. 1-45, Paul Meurice et al. (red.), 1904-1952.
    .
  • »Min Daggert drypper … Sadelknap«
    citat fra Victor Hugos digt »Marche turque«, Les orientales, 1829.
  • »Jeg lider kun den … Sværmen.«
    citater fra Victor Hugos digt »Marche turque«, Les orientales, 1829 Hugo 1912, 24:680-682.
    Victor Hugo: Oeuvres complètes, vol. 1-45, Paul Meurice et al. (red.), 1904-1952.
    .
  • Localfarven
    et centralt begreb inden for den franske romantisme, som angår det at skildre det særlige og fremmedartede ved et bestemt sted, fx en egn eller et land; kendt fra fortalen til Victor Hugos drama Cromwell, 1827 Hugo 1912, 23:35.
    Victor Hugo: Oeuvres complètes, vol. 1-45, Paul Meurice et al. (red.), 1904-1952.
    .
  • Buonaberdi
    Bounaberdi, Napoleon Bonapartes navn i den arabiske tradition. Jf. Victor Hugos digt »Bounaberdi«, Les orientales, 1829.
  • Sodoma og Gomorrha
    ifølge Første Mosebog i Det Gamle Testamente byer ved Det Døde Hav, som Gud ødelagde på grund af indbyggernes usædelighed.
  • hin Gran … Himlen
    der hentydes til Heinrich Heines digt »Erklärung« i afsnittet »Die Nordsee«, Buch der Lieder, 1827.
  • το δεινον
    to deinon (gr.) det frygtelige, forfærdelige.
  • Digt om Jordkloden
    der hentydes til Victor Hugos digt »Une terre au flanc maigre, âpre, avare, inclément«, Les contemplations, 1856.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«