Den romantiske Skole i Frankrig (1882)

IV.

Fra 1824 af gaves der i en Udkant af Paris[a] helt ude ved Arsenalet[b] en beskeden Salon, der gik under Navn af de smaa Tuilerier, den romantiske Skoles Tuilerier[c] nemlig, hvor den Gang Hugo[I], Dumas[II], Lamartine[III], Sainte-Beuve , Musset[IV] og Vigny[V] næsten hver Søndag Aften traf hverandre. Værten var en Mand, der ved sin Alder |51| tilhørte den foregaaende Generation (han var født i 1780), men som ved sin Aandsretning havde foregrebet den gryende Litteratur og som derfor strax og uden Betænkning tog den under sine Vinger. Det var Charles Nodier[VI].

Som Barn oplever Nodier[VII] i Besanzon[d] og Strassburg[e] paa nærmeste Hold Rædselsperioden; som Yngling skriver han Digte mod Napoleon[VIII], holdes nogen Tid i Fængsel og forfølges som Mistænkt – brogede Skjæbner befrugte hans Fantasi. Atten Aar gammel har han alt som Filolog udgivet et Lexikon over de franske onomatopoetiske Ord[0001] og som Naturkyndig et Værk om Insekternes Følehorn og Høreorgan[0002] – sproglige Studier og Naturstudier give ham Herredømme over Formen og aabne hans Øine for det Skjulte og det Smaa. Hans første digteriske Forsøg, særlig hans Roman »Maleren fra Salzburg[0003]«, en af de tidligste franske Wertheriader, tilhøre den Gruppe af Skrifter, jeg har givet Navnet »Emigrantlitteraturen«, og som i Frankrig betegne en Art Romantik før Romantiken ↄ: før den store romantiske Skole, som den indvarsler og bebuder; men af Forfatterne til hine Bøger er Charles Nodier[IX] den eneste, der vedbliver ikke blot at leve, men at skrive samtidig med den næste Slægt; han alene var i Stand til at arbeide Haand i Haand med den. Hans Liv havde været yderst vexlende; han havde været alt Muligt, |52| først Emigrant i Jurabjergene[f], saa Bladredaktør i Illyrien, og var nu tilsidst Bibliothekar i Paris[g].*)

*) Nodiers[X] Ungdom er skildret og hans tidligste Værker ere charakteriserede i »Emigrantlitteraturen[0004]«, 2den Udg., 121-131.

Nodiers[XI] mest iøinefaldende Eiendommelighed som Digter er den, at han bestandig er 10-20 Aar forud for Litteraturens Bevægelser. Hans Roman »Jean Sbogar[0005]« – en Røverhistorie om en Art illyrisk Karl Moor[xii] – som han udkastede 1812 i Illyrien[h] og udgav 1818, er, skjøndt i og for sig temmelig uvirkelig og uinteressant, mærkværdig derved, at Digteren her saa længe før Proudhon, saa længe før den moderne Kommunismes Optræden i Europa har lagt sin Helt enkelte af dens mest slaaende Sofismer i Munden. Jean Sbogar skriver:

»Den Fattiges Tyveri fra den Rige vilde, hvis man gik tilbage til Samfundstilstandens Oprindelse, kun være den retfærdige Tilbagevenden af et Stykke Sølv eller et Stykke Brød fra Tyvens Hænder til den Bestjaalnes.«

»Giv mig en Kraft, som vover at antage Navn af Lov, og jeg skal vise Eder et Tyveri, som antager Navn af Eiendom.«

»Hvad er det for en Lov, der kaldes Grundlov og bærer Lighedens Navn og Tegn paa sin Pande? Er det den agrariske Lov? Nei, det er |53| den Salgskontrakt, der, affattet af Intriganter og Partigjængere, som haabede at blive rige, overantvorder et Folk til de Rige.«

»Friheden er ikke saa sjelden en Skat: den findes i den Stærkes Haand og i den Riges Pung. Du er Herre over mine Penge. Jeg er Herre over dit Liv. Giv mig Pengene, saa beholder du Livet.«

Jean Sbogar[xiv] er, som man seer, ikke en almindelig, men en filosofisk Stratenrøver. Det mest realistiske Træk ved hans Skikkelse er det, at han bærer Guldringe i Ørene, og selv dette Træk havde Fru Nodier[XV] paa et Haar nær borttaget. Nodier[XVI] rettede sig i Regelen blindt efter sin Hustrus Smag og Ønsker. Men naar han en Gang imellem havde en oprørsk Tilbøielighed og i den Anledning gjorde sin sædvanlige Underkastelse gjældende, pleiede Madame Nodier[XVII] at sige: »Glem ikke, at du aldrig har villet ofre mig Jean Sbogars[xviii] Ørenringe.« Man har paastaaet, at de litterære Stridigheder i dette Ægteskab indskrænkede sig til Striden om dem.

Denne lille Roman, som allerede var gaaet i Forglemmelse, da Napoleons[XIX] »Memoirer[0006]« udkom og viste, at Keiseren havde havt den med paa St. Helene[i] og læst den med Interesse, skriver sig fra Nodiers[XX] Overgangstid, før han endnu havde udviklet sin egentlige Eiendommelighed. Den fandt han først omtrent paa den Tid, da den egentlige |54| romantiske Skole dannede sig. Han stod saa at sige i Litteraturens aabne Dør og tog imod den. Hans Bedømmelse af Victor Hugos[XXI] Drengeroman »Han d’Islande[0007]« er et lille Mesterværk af Kritik, Imødekommen, sympathetisk Forstaaelse og Aandsoverlegenhed, og det var den, som fremkaldte det inderlige Forhold mellem Digterne. Charakteristiken af Hugo[XXII] er saa slaaende, at den, som læser den nutildags, skulde tro, at Forfatteren havde kjendt alle Hugos[XXIII] senere Arbeider, og der hørte en Del til at ane dem i »Han d’Islande[0008]«.

De Fortællinger, Nodier[XXIV] nu skriver, have en i den franske Litteratur ganske enestaaende Ynde og Tiltrækning. De udmærke sig ved en mimoseagtig Sensibilitet. De behandle helst Drenge- og Pigehjertets første erotiske Rørelser; der hviler over dem som den første friske Dug fra Sjælelivets Morgen; det minder om Skovbund i Foraaret. Man er som bekjendt undertiden i Forlegenhed med at finde Værker af nogen Værdi i fransk Litteratur, der lade sig anbefale til Læsning for ganske unge Piger – den franske Litteratur er jo lykkeligvis ikke i første Linie beregnet paa disse elskværdigste af alle Læsere – Fortællinger som Nodier’s[XXV] »Thérèse Aubert[0009]« eller de Noveller, der føre Titlen »Souvenirs de Jeunesse[0010]«, danne Undtagelser. Kun bør man maaske frygte for at sætte de unge Læserinder platoniske Griller i Hovedet; thi disse Bøger ere lige saa smægtende |55| som kyske; Kjærligheden er her vel endnu et neppe kjønsbestemt Venskab, men den tager det lille Menneske helt i Beslag. Det Tiltrækkende i det Følelsesliv, her skildres, beroer paa, at ingen Erfaring endnu har gjort Sindet mistænksomt, og at ingen falsk eller ægte Stolthed forhindrer Hjertet fra at røbe sig. Da alle Novellerne beroe paa noget Selvoplevet, paa Barndomserindringer, er Revolutionstidens Ængstelser den stadige, melancholske Baggrund og Slutningen ufravigelig Adskillelse eller den Elskedes Død.

En barnlig Sensibilitet udgjør Grundlaget i Nodiers[XXVI] Charakter. Hele sit Liv igjennem forblev han et stort uverdsligt Barn med en pigeagtig Blufærdighed ikke blot overfor det urene, men overfor det voxne Standpunkt.

Paa denne naive Friskhed i Følelsen hæver sig saa som en anden Etage et ganske særegent Fantasteri.

Nodier[XXVII] besad en saa løs og vild Opfindelsesgave, at man skulde troe ham et Bytte for stadige Drømmesyner eller Hallucinationer; han havde den farlige Egenskab, der er fælles for en vis Type af Digteraander, den, næsten ikke at kunne tale Sandhed. Man vidste aldrig bestemt og han selv vidste aldrig nøiagtigt, om det, han fortalte, var Sandhed eller Digt. Spøgen holder jo Midten imellem begge. Ingen Mand i Frankrig gjaldt for mere underholdende end han; Ingen tog det |56| mindre ilde op, naar man sagde ham, at man ikke troede et Ord af, hvad han fortalte.

Paa en Reise, som Nodier[XXVIII] og hans Hustru[XXIX], Hugo[XXX] og hans Frue[XXXI] foretoge sammen i Sydfrankrig, kom de til et Værtshus i den lille By Essonne[j], hvor de skulde spise Frokost. Det var der, at man havde paagrebet Lesurques, der i 1796 var bleven henrettet som Morder, og hvis Uskyldighed senere blev bevist. Nodier[XXXII], som havde kjendt ham eller sagde saa, talte om ham med en Sindsbevægelse, der bragte Taarer i Øinene paa de to Damer, og Stemningen til Frokosten var fordærvet. Han seer paa Fru Hugos[XXXIII] vaade Øine og siger: »De veed, Frue, at man ikke altid er sikker paa at være Fader til sit Barn, men har De hørt, at man undertiden ikke er vis paa at være Moder til det?« – »Hvorfra har De det?« spørger hun. – »Fra det Billard derinde.« – Der var et Billard i Naboværelset. Man bad om en Forklaring, og med flydende Tunge fortalte Nodier[XXXIV], at to Aar i Forveien havde en Vogn fuld af Ammer, der kom fra Paris[k] med Børn, som skulde opdrages paa Landet, gjort Holdt der paa Stedet. For at spise Frokost i Mag havde Ammerne lagt Børnene fra sig paa Billardet. Men medens de sad i Gjæstestuen, var der kommen Fragtmænd til Værtshuset, som vilde spille. De havde taget Børnene bort og lagt dem mellem hverandre paa Bænken. Da Ammerne kom tilbage, vare de i |57| største Forlegenhed med, hvordan de skulde kjende deres Pattebørn; de vare alle nyfødte og lignede hinanden. Endelig tog de, efter at have sikret sig det rette Kjøn, et i Bunken – og nu var der i Frankrig en Snes Mødre, som udfandt Ligheder med en elsket Mage og med sig selv i et vildfremmed Barn.

»Hvilken Historie!« sagde Fru Nodier[XXXV]. »Var Tøjet da ikke mærket?«

»Hvis I spørge om Sandsynligheden, finde I aldrig Sandheden,« svarede Nodier[XXXVI] uforbløffet og tilfreds med den tilveiebragte Virkning.

Han selv spurgte aldrig om Sandsynligheden. Dens Verden er ikke hans. Han levede i Legendernes, de fantastisk-humoristiske Eventyrs og Spøgelsehistoriernes Verden. Hvis en Fe overhovedet nogensinde har staaet ved en Dødeligs Vugge, saa har hun staaet ved Charles Nodier’s[XXXVII], og han troede hele sit Liv igjennem paa denne Fe, han sværmede for hende, som hun sværmede om ham og blandede sig ind i Alt, hvad han skrev. Og var han end borgerlig og jordisk gift med sin Hustru, saa betyder dette ideelt ikke mere, end at Dante[XXXVIII] var gift med Gemma Donati[XXXIX]; hans virkelige Brud og Beatrice[XL], det var Feen Belkis, forhenværende Dronning af Saba, som han (og efter ham Gérard de Nerval[XLI]) saa tidt har besunget.

Den Verden, hvori han lever, det er den, |58| hvor Oberon[xlii] og Titania[xliii] opføre deres romantiske Dandse, hvor Toner fra »Tusind og een Nat[0011]« klinge ind i Ariels[xliv] himmelske Orkester, hvor Puk[xlv] reder sin Alfeseng i en Rosenknop, medens alle Blomster dufte stærkere i Sommernatten. Det er en Verden, hvor alle Figurerne fra det store, vaagne Liv forekomme, men grotesk forstørrede eller grotesk formindskede efter Barnets Fatteevne og Fantastens Behov.

Her er, siger Nodier[XLVI] selv etsteds, Odysseus[xlvii], den vidtbereiste, men han er svundet ind til Tommeliden[xlviii], hvis uhyre Reise bestaaer i, at han svømmer over Mælkespanden; her er Othello[xlix], den frygtelige Kvindemorder, men hans Skjæg er fra sort bleven blaat, han er forandret til den skrækkelige Rolf Blaaskjæg[l]; her er Figaro, den smidige Knægt, der gaaer de Fornemme saa kjækt under Øine, kun er han forvandlet til Hankat, men den bestøvlede Kat[li] er, om end mindre underholdende, psychologisk næsten lige saa interessant som han.

Ingen af Frankrigs Forfattere i den romantiske Periode staaer i et tydeligere Slægtskabsforhold til den tydsk-engelske Romantik end Nodier[LII]. Hvo der ikke kjender ham, bør, for at danne sig en Forestilling om ham, mindes Walter Scotts[LIII] Spøgelsehistorier og Hoffmanns[LIV] dristige Fantasier. Men dermed er hans Eiendommelighed selvfølgelig ikke betegnet. Den beroer paa, at Fremstillingen |59| af det romantiske Stof hos ham ikke selv er, hvad vi pleie at kalde romantisk, men derimod strengt attisk, klassisk simpel, uden megen Farve, uden nogen Lidenskab, uden noget Slør af Edinburghs[l] Taager som hos Scott[LV] eller af Berlins[m] Vinkjælderdunster som hos Hoffmann[LVI]. Hans Eiendommelighed som Stilist er den, at medens rundt om ham de unge Romantikere sandseliggjorde Sproget og overalt fortrængte Ideen med Billedet, skrev han sine vildeste romantiske Indfald ned i Pascals[LVII] og Bossuet’s[LVIII] klare og simple Sprog. Hvor ivrig en Forfægter Nodier[LIX] end var af den nye Retning i Litteraturen, saa forblev han i stilistisk Henseende conservativ og udtrykte det nittende Aarhundredes Fantastik i det syttende Aarhundredes strenge og gjennemsigtige Udtryk. Dristig indtil Randen af det Afsindige i sine Indfald er han forsigtig og klar i sin Form. En Eventyrdigtning af ham ligner, som Prosper Mérimée[LX] træffende har udtrykt det, »en Skythers Drøm, fortalt af en gammelgræsk Digter.«

Hans »Ines de la Sierras[0012]« er en Spøgelsehistorie, som forud for andre Spøgelsehistorier har Æmnets fuldendte Skjønhed. Det Indtryk af Rædsel, som den uforklarlige Aabenbaring vækker, er blandet med den Tiltrækning, som denne Aabenbarings rørende Gratie udøver; det Yndige og det Rædselsfulde i Ines de la Sierras’[lxi] hemmeligheds|60|fulde Skikkelse neutralisere ikke hinanden, men virke i Forening med en eiendommelig Magt, og denne Forening er overhovedet Hemmeligheden ved denne Digters Effekter. Kun Skade, at Nodier[LXII] har fordærvet den smukke Fortælling ved en smaalig og usandsynlig Slutning, der bortforklarer Gjenfærdet rationalistisk. Ikke den for 300 Aar siden myrdede unge Dandserinde er det, som ved Midnat har aabenbaret sig i det øde Slot, men en ung levende Spanierinde, der tilfældig bar samme Navn, og som ved en Kombination af de eventyrligste og utroligste Omstændigheder har vist sig dandsende og hvidklædt i Slottet. Der stikker en ægte latinsk Rationalisme i denne Udvei, men den er saa at sige kun anbragt paa Skrømt. En Fortælling som »Ines de la Sierras[0013]« udviser ellers netop paa det Tydeligste Datidens poetiske Fremskridt fra det attende Aarhundrede, der endog i Poesien var en saadan Fjende af det Overnaturlige, at Voltaire[LXIII] ansaa sig selv for en reformatorisk Vovehals, da han i sin »Semiramis[0014]« havde ladet Ninus’s latterlige Gjenfærd ved høilys Dag hyle nogle Alexandrinere ud igjennem en Theaterraaber.

Blandt Nodiers[LXIV] fantastiske Fortællinger synes »La fée aux miettes[0015]« mig den ypperste. Den er ganske sikkert for stor og bred, thi man læser ikke uden Vanskelighed et i vilde Arabesker sig |61| snoende Fantasteri, som optager 120 Sider i Kvartformat; ligefuldt føler man sig gjennem store Partier baade fængslet og spændt. Rammen er den, at en stakkels godlidende Sindssyg i Hospitalet i Glasgow[n] fortæller sit Livs Eventyr; men det eventyrlige Indhold bringer Rammen helt i Glemme. Alle Menneskelivets Strænge berøres her skurrende og vildt. Det er, som Livet selv gled En forbi, seet fra Vrangsiden af, seet fra Drømmens, Visionens, Feberfantasiens ikke uberettigede Synspunkt.

I Granville[o] i Normandiet[p] lever den skikkelige Tømmermand Michel[lxv], god og simpel af Hjertet. I Byen findes en lille gammel kvindelig Dværg, meget skrumpen og hæslig, som indsamler Resterne af Skolebørnenes Frokost og derfor kaldes »Feen, som samler Krummer«. Allerede for fire, fem Aarhundreder siden saaes hun dèr i Byen, og levede den Gang paa samme Maade, viste sig ogsaa stadig siden da med Mellemrum paa Ny. Hende hjælper den unge Mand tidt med smaa Summer, og hun understøtter ham til Gjengjæld med alskens vise Raad, taler altid, som var hun dødelig forelsket i ham, og beder ham love hende Ægteskab, for at han saaledes en Gang med Tiden kan komme til sine Penge igjen. Hun skjænker ham sit Billede, et magisk Billede, der slet ikke ligner hende, men som forestiller Feen |62| Belkis, den samme, der i Oldtiden var Dronning af Saba, og som Salomon elskede saa høit. I dette Billede af en deilig, magisk straalende og tillokkende Kvindeskikkelse forelsker Ynglingen sig; hvor han gaaer og staaer i Livet, møder hendes Navn ham, og vil han reise, hedder Skibet Dronningen af Saba. Han vandrer om i Drømme om Belkis[lxvi], som vi Alle vandre om i Drømme om vor Chimære, vort Ideal, vor fixe Idee, der for de Andre er Galskab.

Uskyldig anklaget for et Mord, der er begaaet i et Værtshus i samme Værelse, i hvilket han sov, dømmes den stakkels Michel[lxvii] til Døden. Han skal hænges, og føres under Pøbelens Hujen til Galgen. Da forkyndes det, at efter gammel Regel Livet kan skjænkes den Dødsdømte, i Fald nogen ung Kvinde vil forbarme sig over ham og tage ham til Mand. Og see, der er Folly-Girlfree[lxviii], den lystige, kjønne Pige, der altid har holdt af ham; hun nærmer sig Skafottet, hun vil frelse hans Liv. Men han betænker sig. Ogsaa han holder meget af Folly-Girlfree[lxix], hun er god og smuk, men han elsker hende ikke, elsker kun Een, brænder hemmelig for et aldrig seet Ideal, Feen Belkis[lxx]. Han seer da ømt og taknemmeligt paa Folly[lxxi], veier Pro og Contra, og – udbeder sig at maatte blive hængt. Denne Overveielse med Rebet om Halsen, dette »Bedre godt hængt end slet |63| gift«, som Shakspeare[LXXII] udtrykker det,*)

*) Many a good hanging prevents a bad marriage. (»What you will[0016]« I, 5.)
er her gjennemtrukket med en elskelig Humor, med en naiv og ideal Livsfilosofi, der ikke glemmes, fordi den i Øieblikke er gaaet igjennem enhver Mands Hjerne.

Michel[lxxiii] er alt ved at række Halsen frem, da under Støi og Skrig Feen, som samler Krummer, kommer styrtende med alle Byens Gadedrenge efter sig og bringer Beviset for den Dødsdømtes Uskyld. Han ægter hende af Taknemmelighed; men neppe har i Brudenatten Døren hermetisk lukket sig mellem ham og hans ældgamle Hustru, og neppe har han lukket sine Øine, før Belkis[lxxiv] i sit Brudeslør nærmer sig hans Leie.

»Ak, Belkis[lxxv], jeg er gift, gift med Feen, som samler Krummer.«

»Jeg er Feen, som samler Krummer.«

»Ak nei, det er umuligt, du er jo næsten lige saa høi som jeg.«

»Det kommer af, at jeg strækker mig.«

»Men dette pragtfulde, lokkede Guldhaar, som strømmer over dine Skuldre, Belkis[lxxvi]? Det har Feen, som samler Krummer, ikke.«

»Nei, for det viser jeg kun min Mand.«

»Men Feens to store Hugtænder, o Belkis[lxxvii], |64| dem finder jeg ikke mellem dine friske og duftende Læber?«

»Nei, det er en Luxus, som kun passer sig for Alderdommen.«

»Og denne næsten dødbringende Salighed, som griber mig i din Favn, Belkis?[lxxviii] den følte jeg aldrig hos Feen.«

»Nej, det er ligefrem,« lyder det leende Svar, »for om Natten er alle Katte graa.«

Og saaledes er hans Liv ved Dag og Nat delt mellem den vise, gamle Fe og den skjønne unge Dronning af Saba, indtil han endelig finder Alrunen, som synger, og, undsluppen fra Sindssygehuset, stiger til Feens og Belkis’[lxxix] Himmel under Alrunens Sang.

Ikke sandt? det er Vanvid, men et underligt sjælfuldt Vanvid. Hvad er denne Fe, som samler Krummer? Er hun Visdommen, er hun Resignationen og Pligtopfyldelsen? Er hun den uforgængelige Taalmodighed, som slaaer over i Geni? Er hun Trofastheden, som slaaer over i den Lykke, der er Trofasthedens Løn? Hun er vel lidt af det Alt, og kan netop derfor forvandle sig til Ungdom og Skjønhed og salig Lyst. Saadan omtrent er det digtet eller drømt.

Paa sin Høide har Nodier’s[LXXX] Indbildningskraft et kaadere, overmodigere Sving; den nøies da ikke med at skabe et regelløst Indhold, den fremstiller det i en snaksom-barok, over selve Ind|65|holdet spottende Form. Ingen Franskmand er saa nær ved at have hvad Englændere og Tydskere kalde Humor som Nodier[LXXXI]. Undertiden er han som besat af Fantasteri. Han vender da ikke blot i sin Fortælling op og ned paa de daglige Forestillingers Verden, men han leger med sit eget Forhold til Fortællingen, ironiserer over de Samtidige, henkaster tusinde Hentydninger, filosoferer over Tilværelsens Illusioner, Alt i den blotte Meddelelsesform. Han tager selv Bogtrykkerkunsten i sin Tjeneste for ret at faae det Fantastiske frem, eller nøiere for at godtgjøre sin Subjectivitets absolute Herredømme over Stoffet og ligesom ikke paa et eneste Punkt, end ikke i det sidste haandværksagtige og maskinmæssig frembragte Medium, at lade nogen Udvorteshed staae, hvori ikke Fortællerens souveraine Personlighed gjør sit Lune gjældende. Han har havt et helt Bogtrykkeri behov for at kunne udgive sin berømte Fortælling om »Kongen af Böhmen og hans syv Slotte[0017]«. Han fordrer det, og Bogstaverne blive saa lange, at de dække Siden, han byder, og de blive bitte smaa, han skriger, og de reise sig i Angst, han bliver melankolsk, og de falde om langs ad Linierne; de gaae over i Illustrationer, som ikke kunne udskilles fra Texten; de vexle, latinske og gothiske Grupper mellem hinanden efter Stemningen, undertiden staae de paa Hovedet, saa man maa vende Bogen om for at læse videre, undertiden følge de |66| Texten saa nøie, at en Gaaen ned ad Trapper trykkes saaledes:

Derpaa
gik
vor
Helt
ganske
nedslaaet
ned
ad
Trapperne

Det er interessant i Nodier’s[LXXXII] (af hans Datter forfattede) Levnet[0018] at efterspore de faktiske Elementer, over hvilke han har formet sine fantastiske Fortællinger. Kun sjeldent ligger som i »Ines de la Sierras[0019]« noget Virkeligt, et Landskab, et gammelt Slot, til Grund for Opdigtelsen. Nodier[LXXXIII] studerede Localiteterne paa en Udflugt, han med sin Familie foretog til Spanien i 1827. Undertiden er Udgangspunktet en Legende; en saadan ligger f. Ex. til Grund for »Trilby[0020]«, og det er betegnende, at denne Legende fortælles Nodier[LXXXIV] af Walter Scotts[LXXXV] og Byrons[LXXXVI] franske Oversætter Pichot[LXXXVII]. Ideen til »Smarra[0021]« fik Nodier[LXXXVIII] ved at høre sin Portner i Paris[q], en gammel Invalid, der var for syg til at kunne sove anderledes end siddende i en Stol, fortælle om sine Mareridt og Drømmesyner. Modellen til »Feen med Krummerne[0022]« var endelig en gammel |67| Tjenestepige, der hørte til Nodiers[LXXXIX] Barndomserindringer fra Fædrenehjemmet, og der pleiede at behandle hans 60aarige Fader som letsindig Yngling. Den gamle Denise paastod, at hun før hun kom der i Huset havde tjent hos en Hr. d’Amboise, Guvernør i Chateau-Thierry[r], og da hun, naar hun kom paa dette Kapitel, i sine egne Oplevelser indblandede Erindringen om de forunderligste Begivenheder og de mest forældede Skikke, anstillede man for Morskabs Skyld Efterforskninger om hin mærkværdige Guvernør. Stadens Archiver udviste, at der kun havde existeret een Guvernør af dette Navn og at han var død allerede i Aaret 1557. Man seer, hvorledes af dette pudsige Træf Fortællingen om Feen har dannet sig. Det ubetydeligste faktiske Element, et Landskab, en Legende, en Drøm, en Løgn, et Fnug var nok for Nodier[XC] til deraf at forme sin Fee og hendes Hofstat.

Den elskværdige, aandfulde Mand, hvis Hus i en Aarrække afgav Samlingspunktet for den ved 1830 opdukkende litterære Generation, og til hvem enhver Begynder, ethvert ungt Talent søgte ud for at finde Protektion og om mulig faae Lov til at oplæse en Ballade eller et Prosastykke for det udsøgte Selskab, der samledes i Huset Søndag Aften, betegner Yderpunktet af det romantiske Fantasteri i Datidens franske Litteratur. Det Fantastisk-Overnaturlige, som udgjorde Roman|68|tismens Grundvæsen i Tydskland, udgjør i Frankrig kun dens ene Pol. Eller rettere: det er et enkelt Element i den franske Romantik, hos nogle af dens mest navnkundige Repræsentanter et svagt og underordnet Element, hos andre et stærkere fremtrædende, men det er et konstant Element. Det kommer strax fra først af til Udbrud hos Victor Hugo[XCI] i hans Hexesabbaths-Ballader, det bryder kraftig igjennem i hans store »Aarhundredernes Legende[0023]«, men opfattet historisk, idet Legenden her kun er naiv Historie; det glimter frem selv hos den strengt rationelle Mérimée[XCII], halvt bortforklaret i »La Vénus d’Ille[0024]«, klarere i »La Vision de Charles XI[0025]« og »Les âmes du purgatoire[0026]«; det behersker som halvt serafisk, halvt vellystig-blodigt Sværmeri Lamartine’s[XCIII] »La chute d’un ange[0027]«; det fylder Quinet’s[XCIV] pantheistisk-taagede »Ahasverus[0028]«; det indfinder sig med Alderen hos George Sand[XCV] i de smukke Eventyr, hun nedskriver for sine Børnebørn; det sysselsætter selv den plastiske Gautier[XCVI] i de talrige Noveller, i hvilke han lader sig inspirere af Hoffmann[XCVII], og det kroner som Swedenborgsk Spiritisme selv Balzac’s[XCVIII] store naturalistiske Værk »La Comédie humaine« med en Roman som »Séraphitus-Séraphita[0029]«. Dog hos Ingen har det den naive Oprindelighed og den friske, digteriske Kraft som hos Nodier[XCIX]. |69|

  • IV.
    højresiderne i kapitel 4 har i førsteudgaven klummetitlen »Charles Nodier.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
  • Rædselsperioden
    perioden 1793-1794 under Den Franske Revolution, ledet af bl.a. Maximilien Robespierre, hvor tusindvis af såkaldte modstandere af revolutionen blev henrettet.
  • Wertheriade(r)
    værk inspireret af Johann Wolfgang von Goethes roman Die Leiden des jungen Werthers, 1774.
  • mærkværdig
    her i betydningen: bemærkelsesværdig.
  • »Den Fattiges … Bestjaalnes.«
    citat fra Charles Nodiers roman Jean Sbogar, 1818 Nodier 1932, 1:190-191.
    Charles Nodier: Oeuvres de Charles Nodier, vol. 1-12, 1832-1837.
    .
  • »Giv mig en … Eiendom.«
    citat fra Charles Nodiers roman Jean Sbogar, 1818 Nodier 1932, 1:197.
    Charles Nodier: Oeuvres de Charles Nodier, vol. 1-12, 1832-1837.
    .
  • »Hvad er det … Rige.«
    citat fra Charles Nodiers roman Jean Sbogar, 1818 Nodier 1932, 1:188.
    Charles Nodier: Oeuvres de Charles Nodier, vol. 1-12, 1832-1837.
    .
  • »Friheden er ikke … Livet.«
    citat fra Charles Nodiers roman Jean Sbogar, 1818 Nodier 1932, 1:198.
    Charles Nodier: Oeuvres de Charles Nodier, vol. 1-12, 1832-1837.
    .
  • »Glem ikke … Ørenringe.«
    citat af Francis Weys biografi Vie de Charles Nodier, 1844 Wey 1944:29.
    Francis Wey: Vie de Charles Nodier, 1844.
    .
  • Hans Bedømmelse af … »Han d’Islande«
    Charles Nodiers anmeldelse af Victor Hugos roman stod i tidsskriftet La quotidienne, 12.3.1823.
  • Revolutionstiden(s)
    Den Franske Revolution i 1789-1799, perioden fra enevælden og det gamle privilegiesamfund blev styrtet til Napoleon Bonapartes erobring af magten og indførelse af konsulatet og kejserdømmet.
  • »De veed, Frue … derinde.«
    citat fra Victor Hugos hustrus, Adèle Hugos, biografi Victor Hugo raconté par un témoin de sa vie, 1863 Hugo 1863, 2:97.
    Adèle Hugo: Victor Hugo raconté par un témoin de sa vie, vol. 1-2, 1863.
    .
  • »Hvilken Historie! … Sandheden,«
    citat fra Victor Hugos hustrus, Adèle Hugos, biografi Victor Hugo raconté par un témoin de sa vie, 1863 Hugo 1863, 2:98.
    Adèle Hugo: Victor Hugo raconté par un témoin de sa vie, vol. 1-2, 1863.
    .
  • Belkis … Dronning af Saba
    den smukke sydarabiske sagndronning Balkis (Belkis), som rejste til kong Salomon for at få del i hans visdom (Det Gamle Testamente, Første Kongebog 10,1 ff.). Jf. Charles Nodiers roman La fée aux miettes, 1832, og fx Gérard de Nervals rejsefortællinger Voyage en orient, 1851.
  • Her er, siger Nodier … som han
    sammensat citat fra Charles Nodiers artikel »Du fantastique en littérature«, trykt i tidsskriftet Revue de Paris, oktober 1830 Nodier 1832, 5:98.
    Charles Nodier: Oeuvres de Charles Nodier, vol. 1-12, 1832-1837.
    .
  • Figaro
    hovedpersonen i Pierre-Augustin Caron de Beaumarchais' dramatiske trilogi Le barbier de Séville, 1775, Le mariage de Figaro, 1784 og La mère coupable, 1794. Karakteren er desuden udødeliggjort i operaer af Wolfgang Amadeus Mozart og Gioacchino Rossini.
  • »en Skythers … Digter.«
    citat fra Prosper Mérimées portræt af Charles Nodier oprindeligt holdt som tale i Det Franske Akademi, 6.2.1845, trykt i Portraits historiques et littéraires, 1874 Mérimée 1928, 4:136.
    Prosper Mérimée: Oeuvres complètes, vol 1-12, Pierre Trahard og Édouard Champion (red.), 1927-1933.
    .
  • Dronning af Saba
    den smukke sydarabiske sagndronning, som rejste til kong Salomon for at få del i hans visdom (Det Gamle Testamente, Første Kongebog 10,1 ff.).
  • Salomon
    konge i Jerusalem i midten af 900-tallet f.Kr. (Det Gamle Testamente, Første Kongebog kap. 3-11 og Anden Krønikebog, kap. 1-9).
  • Many a good … marriage
    citat fra William Shakespeares komedie Twelfth Night, or What You Will, 1601, I, 5. Shakespeare 2005:723.
    William Shakespeare: The Complete Works, Stanley Wells & Gary Taylor (red.), 2005 (Second Edition).
    .
  • »Ak, Belkis … graa.«
    citater fra Charles Nodiers roman La fée aux miettes, 1832 Nodier 1835, 4:312-314.
    Charles Nodier: Oeuvres de Charles Nodier, vol. 1-12, 1832-1837.
    .
  • Derpaa gik vor Helt … Trapperne
    omskrevet efter Charles Nodiers roman Histoire du roi de Bohême et de ses sept chateaux, 1830 Nodier 1830:107.
    Charles Nodier: Histoire du roi de Bohême et de ses sept châteaux, 1830.
    .
  • mærkværdig(e)
    her i betydningen: bemærkelsesværdig.
  • Hexesabbaths-Ballader
    heksemotivet er udbredt i Victor Hugos tidlige digte og kendes især i »La ronde du sabbat«, Odes et ballades, 1828.
  • Swedenborgsk
    efter den svenske naturforsker og teosof Emanuel Swedenborg, hvis doktriner spillede en betydelig rolle for Honoré de Balzac, særligt for romanen Séraphîta, 1834.
  • La Comédie humaine
    Honoré de Balzacs kolossale romanrække på mere end 90 færdiggjorte titler, 1830-1856.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«