Den romantiske Skole i Frankrig (1882)

XXXII.

Medens den romantiske Skoles Triumfer i Lyriken, Romanen, Novellen og Kritiken snart |498| stode som uomtvistelige, formaaede den paa et enkelt Omraade ikke at virkeliggjøre de dristige Forhaabninger, med hvilke den var traadt ud i Livet, og det var i den Kunstart, som man efter gammel Æsthetik i hin Tid betragtede som den høieste, og som man underligt nok i Reglen endnu betragter saaledes, nemlig i Dramet. Da Kunstarten skattedes saa høit, føltes det forholdsvis ringe Held i denne Retning des smerteligere. Den romantiske Skoles Skuespil gjorde aldrig nogen egentlig Lykke og kom ikke til at udgjøre noget Theaters faste Stok. Hugo’s[I] bleve kun populære som Texter til italienske Operaer, Mérimée’s[II] bleve aldrig spillede; George Sand[III] og Balzac[IV] opnaaede næsten kun succès d’estime paa Scenens Brædder; af Alfred de Musset[V] fandt først sildigt et Par Smaating Veien op bag Lamperækken, medens Scribe[VI] med sine Medarbeidere fyldte Hus i alle franske og ikke-franske Theatre. Og dog har Skolen ogsaa paa det dramatiske Omraade meget betydelige Kræfter at opvise.

Det ældste Forsøg, som indenfor dens Kreds blev gjort i dramatisk Retning, var et høist originalt og ligefrem beundringsværdigt. Det var de »Dramatiske Scener«, som Vitet[VII] i Aarene 1826-29 udgav, og som han senere har samlet under Titlen »La Ligue[0001]«. Han havde det Indfald at fremstille Begivenheder af Frankrigs Historie |499| i dramatisk Form uden at give Historien nogensomhelst Tildigtning, saaledes at han udelukkende anvendte sin Fantasi til at levendegjøre den. Det er lykkedes ham uforligneligt. Han har virkelig formaaet at fylde sine Værker med en længst forgangen Tids Atmosfære og at meddele sine Skikkelser fra det sextende Aarhundrede i alle deres Samtaler et saadant Præg af Troværdighed, at man ligesom oplever Historien Time for Time, naar man læser hans Bøger.

Ludovic Vitet[VIII] fødtes 1802 i Paris[a], gjennemgik Normalskolen, deltog som liberal i den politiske Bevægelse, var Medlem af Selskabet »Aide toi – le ciel t’aidera« og skrev, som vi have seet, i »Globe[0002]« som lidenskabelig Forfægter af Romantismen. I denne første Ungdomsperiode falder hans hele historisk-digteriske Production, blot med Undtagelse af den betydeligt svagere dramatiske Scenerække, han i 1849 udgav under Titlen »Les états d’Orléans[0003]«. Hans Levnetsløb er meget enkelt. Han synes at have elsket og at være bleven elsket af Grevinde Duchâtel[IX]. Da Julirevolutionen bragte hans Venner til Magten og Grev Duchâtel[X] indtraadte i Guizots[XI] Ministerium, blev han udnævnt til Inspektør for Frankrigs historiske Mindesmærker, en Plads, Guizot[XII] oprettede for ham. Fra nu af gik han over i Politiken; han blev 1834 Medlem af Deputeretkammeret, 1836 Medlem af Statsraadet, |500| 1846 Medlem af Akademiet. Som Politiker optraadte han conservativt og monarchisk, holdt sig fra 1851-1871 borte fra al Berøring med de offentlige Anliggender og indtog først efter Krigen paany en fremragende Plads under Thiers[XIII], indtil han i 1873 bortreves af Døden.

Han er et godt Exempel paa hvorledes en stærk kunstnerisk Bevægelse, naar den er i sit Frembrud kan inspirere selv saadanne Aander Mesterværker, der ellers ikke ere skabte for Kunsten. Han blev efter 1830 som Skribent kun fremragende som Fagmand, som lærd Kunsthistoriker; han forfattede, pudsigt nok, en Biografi af Grev Duchâtel[XIV]; hans litterære og historiske Essais ere saa tørre og kjedsommelige som Mérimée’s[XV].

Man vender derfor stadig paany tilbage til hans Ungdomsbøger »Les Barricades[0004]«, »Les états de Blois[0005]« og »La mort de Henri III[0006]«. Disses Hovedcharakterer, Kongerne Henrik d. 2den og d. 3die og Hertugerne af Guise gjennem flere Generationer ere tegnede saaledes, at de taale en Sammenstilling med Hovedpersonerne i Shakespeare’s[XVI] »Historier«, (»Henrik d. 4de[0007]« og »Richard d. 3die[0008]« ganske vist undtagne). Tidens Tænkemaade og Sæder ere satte i Relief med en saa kraftig Haand, at man tvivler om nogen Samtidig kan have kjendt dem bedre. »Stænderne i Blois[0009]« er vistnok det ypperste blandt disse Værker. Og for at henpege paa noget Bestemt, anbefaler jeg |501| at læse de Scener, som fremstille Hertugen af Guise’s[xvii] Mord. Sjeldent har en Digter i et historisk Skuespil vovet i den Grad at skyde al poetisk Vedtægt til Side. Det er endnu langt skjønnere og mere virkelighedstro end Delaroche’s[XVIII] iøvrigt saa fortræffelige Maleri, hvor Henrik d. 3die[XIX] aabner Døren paa Klem og speider efter sin store Fjendes Lig paa Gulvet. Vi have hos Vitet[XX] netop seet, hvorledes Kongen[xxi] Kl. 4 om Natten i sit Værelse har dyppet sjeldne spanske Dolke i Vievand og skjælvende, uden at vove endog at nævne sin Uvens Navn, har fordelt dem til sine Mignon’er. Vi have oplevet Scenen i Hertugens[xxii] Værelse, hvor hans Moder og hans Elskerinde forgjæves bønfalde ham om at vogte sit Liv og ikke møde i Raadet næste Morgen. Nu indfinder han sig der: en uhyggelig Følelse griber ham, hans Næse springer op at bløde, han har glemt sit Lommetørklæde og sender En bort for at hente ham et. De skotske Gardister spærre af Dumhed hans Bud Passagen for tidligt. Dog de begribe deres Feil og han faaer Tørklædet. Men han er urolig, og han, Kjæmpen, der uden Blegnen har mødt saa mange dragne Klinger, føler sig ilde, faaer Ondt. Han er endnu fastende; det vil gaae over, naar han spiser en Bagatel; han griber til den lille Bonbonnière han har hængende ved sit Belte; den er tom. En sendes bort for at hente ham en Smule |502| Konfekt eller Frugt. Da kommer Révol[xxiii] ud fra Kongens[xxiv] Værelse med Ordene: »Kongen[xxv] ønsker at tale med Jer, Monseigneur!« Alle Raadsherrerne tie og see paa hverandre. Hertugen[xxvi] reiser sig, vil tage sin Kappe paa; den glider snart ned ad den ene Skulder, snart ad den anden; ubevidst søger han at forhale sin Bortgang, for stolt til ikke at ville gaae, var det end i Døden, men Menneske nok til at bæve et Minut paa Dødens Tærskel. Han vil have endnu et andet Lommetørklæde, da det første er blevet ganske blodigt; atter fjerner en af de Sammensvorne sig, mens de øvrige staa som paa Gløder. Med fuldendt Mesterskab er her hin Uroens, Utaalmodighedens og den taabelige Skamfølelses Stemning gjengivet, der undertiden kan gribe os alle saa heftigt, at vi, blot for at komme ud af en latterligt pinlig Situation springe som med lukkede Øine ind i de dumdristigste Vovestykker. Atter udebliver den, der er sendt efter Tørklædet; da taber den stolte Guise[xxvii] Taalmodigheden, og med Ordene: »Jeg kan ikke lade Kongen[xxviii] vente længer« gaaer han ud gjennem Døren; den falder i efter ham, og en halv Snes Officierer støde deres lange Dolke i hans Krop.

Som man seer, gaaer Vitet[XXIX] i en Detail, som vilde være umulig paa et Theater. Hans dramatiske Scener ere kun skrevne for at læses. De danne derfor ikke heller egentlige Skuespil. Det |503| beroede paa, at Vitet[XXX] med alt sit historiske Skarpblik manglede baade digterisk Lidenskab og kunstnerisk Evne til at organisere. Da han aldrig formaaer at udvikle Pathos, at stige til et Høidepunkt, ud fra hvilket alt andet vilde tage sig ud som Forberedelse og Følger, kan han heller ikke naae til egentlig kunstnerisk Gjennemformning. Der har i hans Væsen øiensynlig været en vis ukunstnerisk Ængstlighed, Angst for at ændre endog blot det Ringeste i Stoffet, det historiske Givne, Angst for at lade sin egen Personlighed bryde igjennem. Han havde ikke individuel Eiendommelighed nok til at kunne slaae kunstnerisk Mønt med Præg af hans Billed. At han forstummede saa tidligt, har sin Grund i, at den Fantasi, der har frembragt hans Værker, vel var mægtig, men ikke digterisk fri, hverken i sine Iagttagelser eller i sin Fremstilling; den var tynget og hindret af Lærdom, af Archivstøv. Denne saa smukke og vælige Pegasus stod tøiret i et Bibliothek.

Det var Synd at sige dette om den romantiske Digters, der direkte i Vitet’s[XXXI] Spor forsøgte at dramatisere historiske Stoffer og som allerede et Aar før Victor Hugo[XXXII] (Februar 1829) slog igjennem med et historisk Drama »Henri III et sa cour[0010]«. Det var Alexandre Dumas[XXXIII] (født 1803), et sprudlende umiddelbart Talent, et kjæmpemæssigt Temperament, der i Litteraturen har røbet |504| ligesaa herculiske Anlæg som Faderen[XXXIV] i Republikens Krige. Fyrretyve Aar igjennem har han uden en Pause skrevet Tragoedier, Lystspil, Dramer, Romaner, Noveller, Reiser og Memoirer. Det vilde være urimeligt at lade haant om en saa uhyre Opfindsomhed, en saa utrolig Frugtbarhed. Man sporer i disse Skrifter det fransk-afrikanske Blod, noget af det sorgløse kreolske Sind og noget af den sorte Races sandselige Ild. Han har med talrige, men ham selv langt underordnede Medarbeideres Hjælp fyldt Theatrenes Scener, Boghandlernes Hylder, Avisernes Feuilletoner med sine Productioner, og Bogtrykkernes Presser have knaget og stønnet for at kunne holde Skridt med hans Frembringelsesdrift. Hvad man maa beklage, er det lette Verdensbarnssind, der bevirkede, at han ingen Udvikling gjennemløb. Kun i sin første Ungdom var han Kunstner. I en romantisk Tidsalder begyndte han romantisk, i en industriel Tidsalder fortsatte han industrielt.

Med »Henrik den 3die og hans Hof[0011]« opnaaede han, hvad Vitet[XXXV] ikke havde opnaaet med dette Stof, nemlig at levere et livfuldt og spilleligt Drama, men han trodsede her kun paa den mest overfladiske Maade den klassiske Theaterconveniens. Han vovede at optage det gamle Hofs ydre Skikke: Paa hin Scene, hvor Helten og hans Fortrolige i et Par hundrede Aar havde samtalt med hængende Arme eller med Haanden |505| paa Sværdfæstet, traadte en Skare af Kong Henriks[xxxvi] Mignon’er ind med Bilboquet’er, Datidens Opfindelse, i Hænderne, og i Pauserne morede de sig med at puste Smaapile ud af lange Pusterør. Men forøvrigt følte de og talte de som unge Mænd fra 1828.

Dumas[XXXVII] øvrige historiske Skuespil fra hans Ungdom (»Napoléon Bonaparte[0012]« »Charles VII chez ses grands vasseaux[0013]« o. s. v.) have en ligesaa overfladisk Psychologi, først senere lykkedes det ham, da han fandt en Tidsalder, hvis Aand han kjendte og kunde beherske, at give saa fortræffelige Billeder af en svunden Periode, som i de indtagende og dramatisk høist virkningsfulde Skuespil »Et Ægteskab under Ludvig d. 15de[0014]« og »Gabrielle de Belle-Isle[0015]«, af hvilke især det sidste med sin diskrete og let idealiserende Fremstilling af Regentskabstidens Sæder, har poetisk Værdi. I Aaret 1831 allerede faldt det imidlertid i Dumas’s[XXXVIII] Lod at give den unge romantiske Slægt en af de Typer, hvorefter den selv opkaldte sig. Han skrev »Antony[0016]«.

Med alle sine Mangler har dette Stykke Noget ved sig, der gjør det bedre end selv de bedste blandt Dumas’s[XXXIX] øvrige Arbeider. Der er varmere Blod, mere Menneskelighed deri end i de andre. Og naar det trods sin Naivetet gjør et forholdsvis betydeligt Indtryk, saa er Aarsagen den, at Dumas[XL] her har kastet sit eget Jeg med |506| al dets lidenskabelige Voldsomhed, med dets ungdommelige Enthousiasme og ridderlige Instincter op paa Scenen. Antony[xli] er en Helt fra 1830 som alle Hugo’s[XLII], bredskuldret, løvemanket, begeistret og fortvivlet, skabt til at kunne leve uden Mad og Søvn, altid redebon til at skyde sig selv eller en Anden en Kugle for Panden. Men den Furore, som Antony[xliii] gjorde, beroede paa, at Dumas[XLIV] – hvad Hugo[XLV] aldrig vilde eller kunde gjøre – lod Handlingen foregaae 1830 og lod Helten optræde i den samme sorte Frakke, som Tilskuerne bar. Romantismen havde paa Scenen frivilligt indskrænket sig til Middelalderen. Her stod den som samtidig, som moderne.

I selve Stykket forsvares Stykkets Sag. I fjerde Akt er en Samtale indlagt, der sigter til Tidens litterære Kampe, og her siger en af de Handlende, en Digter, der forsvarer Romantikernes Tyen tilbage til Middelalderen:

»Det lidenskabelige Drama maa nødvendigvis optræde som historisk. Thi Historien meddeler de lidenskabelige Handlinger som Facta. Hvis vi vilde forsøge midt i vort moderne Samfund at afsløre det Hjerte, der banker under vor grimme og keitede sorte Kjole, vilde Ligheden mellem Helten og Publicum blive altfor stor; Tilskueren, der fulgte med Udviklingen af en Lidenskab, vilde raabe Holdt i det Øieblik, den vilde til at overskride det Punkt, hvor den hos ham vilde have |507| standset; han vilde raabe: Det er galt, jeg føler ikke saaledes; naar min Elskede bedrager mig, saa smerter det mig ganske vist, men jeg dræber hende ikke og slaaer mig ikke ihjel. Og Raaben paa Overdrivelse, paa melodramatisk Effekt vilde overdøve Bifaldet fra de faa Mennesker, der føle, at Lidenskaberne i det nittende Aarhundrede ere de samme som i det sextende og at Blodet banker ligesaa varmt under en Kjole af Klæde som under et Pandser af Staal.«

Man begriber Bifaldslarmen efter denne Replik. Alle vilde høre til hine Faa. Lidenskaben var paa Dagsordenen og man beviste sin Lidenskab ved at applaudere. »Antony[0017]« er da i Virkeligheden ogsaa en Concert af rasende Lidenskaber, efter hvis Mage man skal lede længe. Helten kommer efter en flereaarig Reise tilbage til Paris[b] og træffer sin Elskede gift. Han frelser hende ud af en Vogn med løbske Heste, men modtager Vognstangens Stød i Brystet og bæres saaret ind i Huset til hende. Antony[xlvi] er Bastard og Hittebarn, derfor som Elsker født Oprører mod Samfundets Love: »Andre Mennesker«, siger han, »have en Fader, en Moder, en Broder, finde Arme, som aabne sig for dem, naar de lide; jeg har ikke engang en Gravsten, paa hvilken jeg kan læse mit Navn og græde, jeg har intet Fædreland, thi jeg har ingen Slægt. Alt var for mig indeholdt i eet Navn, og dette ene Navn er |508| det mig forbudt at udtale«. – Hans Elskede minder ham om Samfundets Fordringer, »Lad det være Love eller Fordomme, de ere nu engang saaledes«. – »Hvorfor«, svarer han, »skulde jeg underkaste mig dem! Hvem har skaanet mig for en Ulykke, hvem kan rose sig af at have vist mig en Tjeneste! Jeg har kun modtaget Uret, og jeg skylder kun Had: Man har indbrændt min stakkels Moders Skam paa min Pande«.

Adèle[xlvii] elsker Antony[xlviii], men vil flye ham. I sin Lidenskab overrumpler han hende paa en Reise og bemægtiger sig hende med Vold i et Værtshus, hvor hun opholder sig. Selv efter denne uværdige Handling vedbliver hun at elske ham. Vi gjenfinde Parret i Paris[c]. Dets Eventyr er blevet bekjendt. Vi høre hykkelske Damer, der forene hemmelig Kjærlighed til det Forbudne med ulastelig Iagttagen af Skinnet, sønderslide Adèles[xlix] Rygte. Deres Angreb besvares fra de gode Personers Side med harmfulde Udgydelser mod Samfundet og dets Hykleri. Men Dramet nærmer sig sin Afslutning: Ægtemanden, Oberst d’Hervey[l] vender tilbage fra en Reise; Antony[li] opfordrer forgjæves Adèle[lii] til at flygte med sig; allerede høres i Forstuen den fornærmede Ægteherres Skridt, da Elskeren drager sin romantiske Dolk og støder Adèle[liii] den i Hjertet, idet han for at redde hendes Ære tilraaber den Indtrædende: »Hun har afvist mig, og jeg har myrdet hende«. |509|

Naar man læser Stykket nu, tager det sig absurd og oprørende ud. Det forekommer En, at man ikke vilde kunne see et saadant Stykke, ifald det var nyt, uden at smile, hvor man skulde røres. Man spørger sig nutildags, hvorledes det er gaaet til, at et udsøgt Theaterpublicum i 1831 ved den første Opførelse henreves til vanvittig Jubel derover; thi man klappede, man græd, hulkede og raabte Bravo. Stykket understøttedes ved Bocage’s[LIV] og Marie Dorval’s[LV] mesterlige Spil. Den begeistrede Ungdom rev, fortæller Dumas[LVI], en smuk grøn Frakke itu paa hans Ryg, for at bevare Stumperne som Reliquier, og selv om denne Anekdote ikke tør tages altfor bogstaveligt, er det dog vist at Begeistringen gik over alle Grændser. Forklaringen er den, at man aldrig leer af et Værk, hvori Ens egne Stemninger og Følelser komme tilorde. Antony[lvii] var ikke blot Lidenskaben, der gaaer til Brutalitet, i Forening med en Ømhed saa stor, at den hellere paatager sig Ansvaret for et Mord, end udsætter den Elskede for Krænkelser og Haan; men Antony[lviii] var tillige den paa Byronsk Vis hemmelighedsfuldt udkaarne unge Helt, der kjæmper med Skjæbnens Uretfærdighed og er større end sin Skjæbne. Ganske savnedes dog ikke i Samtiden en overlegen Opfattelse. Bocage[LIX], som spillede Antony[lx], fandt Slutningsrepliken saa taabelig, at han gjerne vilde være fri for at sige den. Han |510| undlod det en Aften, og Tæppet faldt uden den. Men i det samme gav Publicum sig til at raabe og skrige som besat. Man vilde have sin Replik. Bocage[LXI] havde forladt Scenen, og Madame Dorval[LXII], der laa dræbt paa Theatergulvet lod da med megen Aandsnærværelse Tæppet gaa op paany, reiste sig lidt i Veiret og sagde med Ombytning af Pronominerne smilende: »Jeg har afvist ham og han har myrdet mig«.*)

*) »Je lui résistais, il m’a assassiné«. Fortalt mig af et Øienvidne, Philarète Chasles[LXIII].
En enkelt skarpt satirisk Stemme lod sig høre fra Periferien af den romantiske Kreds. Hvis man i Jules Janin’s[LXIV] »Histoire de la littérature dramatique[0018]« vil opsøge den lange og fortræffelige Kritik over »Antony[0019]«, sikkert den bedste Kritik, som Janin[LXV] nogensinde har skrevet, vil man have Fornøielse af at see Latteren overvælde den delirerende Romantik.

Medens »Antony[0020]« var den romantiske Paroxysme, bragte Alfred de Vigny’s[LXVI] eneste store dramatiske Succés »Chatterton[0021]« den romantiske Elegi paa Scenen. Disse to Yndlingsdramer for Slægten fra 1830 svare til hinanden som Cultus af Geniet svarer til Cultus af Lidenskaben, som Medfølelse med den Lidende svarer til Begeistring for den Handlende, eller dybere: som den germaniske Side af Romantismens Doppeltansigt svarer til den romanske. |511|

Alfred de Vigny[LXVII] (født 1799) havde ikke vundet Bifald med sit dygtige historiske Drama »La maréchale d’Ancre[0022]« (opført 1834). Det laa vel i, at han her i alt Væsenligt behandlede samme Art Typer, som Publicum var fortrolig med fra andre romantisk-historiske Sørgespil. Elskeren Borgia[lxviii] er f. Ex. ganske af samme Art som Hugos[LXIX] Elskere, ja endog ikke synderlig forskjellig fra Elskeren hos Dumas[LXX] trods de to Digteres stik modsatte Naturel. Man sporer her tydeligt den Magt, med hvilken en Skole afsætter sit Præg selv paa de mest forskjelligartede Individualiteter.*)

*) Man læse blot i Personlisten den følgende til Veiledning for Skuespilleren givne Charakteristik af Borgia. Man finder her Romantismens Yndlingsbestemmelser forenede som i et Signalement og seer med Lethed, hvorledes dette i alt Væsenligt passer paa Victor Hugo’s[LXXI] unge Helte, ja paa Antony[lxxii]: Montagnard brusque et bon. Vindicatif et animé par la vendetta, comme par une seconde âme; conduit par elle comme par la déstinée. Caractère vigoureux, triste, et profondément sensible. Haïssant et aimant avec violence. Sauvage par nature, et civilisé comme malgré lui par la cour et la politesse de son temps.

»Chatterton[0023]« (opført 1835) er ganske anderledes eiendommeligt for de Vigny[LXXIII]. Stykket indeholder en Idee, som han alt to Aar tidligere i sin Novellecyclus »Stello[0024]« havde behandlet i tre |512| forskjellige Varianter, Ideen om den sande Digters ulykkelige og forladte Stilling i det moderne Samfund. De Vigny[LXXIV] gik ud fra den romantiske Forestilling om Digteren som et høiere Væsen, ja som det høieste Væsen paa Jorden, denne Forestilling, som ogsaa Tydsklands Romantikere havde været saa gjennemtrængte af, og grebes nu af en dyb Medlidenhed med hans Lod især som ung, hvor han mest trænger til Bistand og Paaskjønnelse men sjeldent finder Hjerter, der forstaae ham, og Beskyttere, der sikre ham et sorgløst Liv. Det Smukke ved denne de Vigny’s[LXXV] stadigt tilbagevendende Opfordring til at give Digterne Brød er, at han ikke talte sin egen Sag; thi han var af gammel grevelig Slægt og fra sin tidligste Ungdom af uafhængigt stillet. Efter hans Opfattelse er Digteren en stakkels Syg, der ganske er i sin Indbildningskrafts Vold. Han er »ude af Stand til Alt, hvad der ikke er hans guddommelige Sendelse,« særlig ude af Stand til at tjene Penge; han kan ganske vist fortjene sit Brød som Skribent, men hvis han gjør det, dræber han let det Bedste hos sig, udvikler Dømmekraften paa Fantasiens Bekostning, og den himmelske Gnist i hans Indre slukkes. Man bør da ikke lade den Gudsendte nedværdige sig ved jordisk Arbeid; hans Hoved er en Vulkan, fra hvilken der kun da kan |513| udgaae »harmonisk Lava«, naar han er i Stand til at gaae ledig, saa længe han lyster.*)

*) Man se den typiske Indledning til »Chatterton[0025]«: Dernière nuit de travail, du 29 au 30 juin 1834.

Der er, som en moderne Læser seer, noget Sandt og mere Overspændt i Grundanskuelsen. Det Drama, der blev bygget over den, og som fremkaldte Taarestrømme, appellerer saa stærkt til Medlidenheden , at det ingen tragisk Virkning gjør, og det tager altfor lyrisk Parti for sin Helt til at besidde den indre Ligevægt uden hvilken et Drama mangler Holdning. Chatterton[lxxvi] og den unge Kvækerinde, han beundrer, have i dette Stykke forpagtet al aandelig Adel og sjælelig Høihed; rundt om dem raader kun Prosa, Hjertenskulde, Raahed og Dumhed. Hvad Handlingen viser os, det er hvorledes det spiritualistiske Geni undertrykkes af en materialistisk Omverden; Livsopfattelsen nærmer sig til den, vi i Tydskland finde hos Novalis[LXXVII], i Danmark hos Andersen[LXXVIII] og Ingemann[LXXIX]; for Digtere af denne Art har Goethe[LXXX] skrevet sin »Tasso[0026]« forgjæves. Vor Tid er træt af disse Kunstnerdramer, som Oehlenschlägers[LXXXI] »Correggio[0027]« indvarslede og som i Tydskland repræsenteres af Holtei’s[LXXXII] »Lorbeerbaum und Bettelstab[0028]« og andre lignende Skuespil. Vi oprøres ikke mere med Chatterton, naar han, der er »skabt til i Stjernene at læse den Vei, Herrens Finger |514| viser os« hellere tømmer Opiumsbægret end han modtager en upoetisk Stilling, der vil indbringe ham hundrede Pund om Aaret. Ogsaa i dette Tilfælde fremkalder hvad der for 50 Aar siden fra Scenen rørte alle Hjerter nu nærmest et Smil og en Skuldertrækning.

Romantismen var i sin Kjærne for lyrisk til at kunne afsætte dramatiske Værker af blivende Værd.

Det viser sig maaske tydeligst, naar man kaster Blikket hen over dens største Lyrikers Theater. Victor Hugos[LXXXIII] Dramer lade sig i flere Henseender parallelisere med Oehlenschlägers[LXXXIV] Tragoedier. Saavel hos Victor Hugo[LXXXV] som hos Oehlenschläger[LXXXVI] gives Skikkelserne kun i Omrids. De mangle hos begge meget i at være hele, virkelige Menneskecharakterer, men de bæres oppe af en mægtig Lyrik og en begeistret Pathos. Ganske vist staae hos Hugo[LXXXVII] Personerne det reelle Liv noget nærmere, forsaavidt der nyligere i Frankrig end i Danmark var udført Bedrifter som dem, der fremstilles i disse Dramer: Hernani[lxxxviii] minder om de Friskarehøvdinger, der i Vendée[d] bøde Statsordenen Trods, Gilbert[lxxxix], der melder sig til Skafottet for at hævne sin Elskede, gjør intet Mere end hvad mangt et af Guillotinens ædle Ofre havde gjort, og naar Ruy Blas[xc] fra Lakai bliver Statsminister, er Springet neppe større end Rousseau’s[XCI] fra den samme lave Stilling til Stillingen |515| som verdensberømt Forfatter. Men det nytter ikke meget, da Digterens Forkjærlighed for det Ualmindelige, ja Uhyrlige trænger Alt tilbage, der kunde gjenkalde den Virkelighed, med hvilken vi ere fortrolige, og til Gjengjæld fremdrager Abnormiteter, der altfor ofte kun synes ham selv ophøiede, Efterverdenen monstrøse. Han var saa stærkt anlagt paa lyrisk Exaltation, at hvad der for ham simpelthen var det Store gjennemgaaende synes os det Uhyre.

Hans Opfattelse af Menneskevæsenet er da ogsaa i hans Skuespil fuldstændigt lyrisk, den minder i alt Væsenligt om Psychologien hos hans iøvrigt saa uensartet anlagte Rival, Lyrikeren Lamartine[XCII]. Forskjellen er kun den, at medens Lamartine[XCIII] med sit umiddelbart harmoniske Væsen i sine Digtninge ynder at skildre en fuldkomment ren og elskelig Natur, som pludseligt kommer i Kast med Fristelser, et Øieblik bukker under for dem og saa udsoner dette ene svage Øieblik ved lange Tiders Bod og Anger (Jocelyn[xciv], Cédar[xcv] i »La chute d’un ange[0029]«) fremstiller Hugo[XCVI] i sine Dramer med Forkjærlighed Menneskesjælen, nedværdiget ved slette Lidenskaber, ved alle Arter af Elendighed og Ydmygelser, ved Laster, ved Trældom, ved Vanførhed, men saaledes anlagt, at den paa given Anledning henrives af det Gode og da i Forbund med dette kjæmper mod den frygtelige Fortid, den har afsvoret. Sjælen stræber op |516| imod det Skjønne, den forstaaer endog dets høieste Finhed og Ynde, men den føler sig selv uværdig til de ædle Følelser, der røre sig i den; den kan ikke svinge sig op i hine ubekjendte Egne og falder saa udmattet og overvunden tilbage til sin første nedværdigende Tilstand.

Nogle Exempler ville oplyse dette hos Hugo[XCVII] constante Forhold: Triboulet[xcviii]Le roi s’amuse[0030]«) er fordærvet ved at være Spottens samvittighedsløse Organ og Gjenstand; men han elsker som Fader sin Datter med den reneste Ømhed. Saa ranes hun fra ham, og han hjemfalder til Had og Hævnsyge. – Marion[xcix]Marion Delorme[0031]«) er en Courtisane, der hundrede Gange har solgt sig, men hun gribes af Kjærlighed til en ung modig Mand og denne Følelse lutrer hende helt. Dog da man har fradømt Didier[c] Livet, bliver hun i Rædselens Time paany Marion[ci]. Hun hengiver sig til Dommeren for at frelse den, hun elsker, uden at forstaae, at Didier[cii] langt hellere vilde døe end frelses saaledes. – Lucretia Borgia[ciii] er avlet i Forbrydelse og har levet i lutter Forbrydelse. Men denne udsvævende Giftblanderske har en Søn, som hun elsker, og for et Blik af ham er hun rede til at opgive hele sit foregaaende Liv. Dog, man krænker hende dødeligt, og i sin Vrede griber hun til sit gamle Middel, indbyder sine Fjender, giver dem Gift og dræber mod sin Villie Sønnen med dem. – Ruy Blas[civ] har, tvunget af Fattigdom, maattet gjøre |517| sig til Tjener hos en Adelsmand. En Dronnings Kjærlighed gjør denne Lakai til Minister. Han er Pladsen voxen, han udfører store og skjønne Planer, er paa Nippet til at blive sit Fædrelands Redningsmand. Men hans Fortid reiser sig imod ham, og da han seer sine Forhaabninger briste, hævner han sig som den, han var. Han afslaaer at duellere med sin Herre, raner hans Kaarde og dræber den Værgeløse med den.*)

*) Smlgn. Madame de Girardin[CV]: »Lettres parisiennes[0032]« II, 31.

Det er, som man seer, altid en og samme Opfattelse af det Tragiske, der ligger til Grund. Men Hovedsagen for Hugo[CVI] er i alle disse Dramer det Væld af lyrisk Pathos, som frembryder, saasnart den nedværdigede Menneskesjæl i ædel Lidenskab hæver sig op af sit Dynd; den sande Kjærne er overalt den Følelsens Hymne, under hvilken den skyldbetyngede Sjæl synger sig ren.

Hugo[CVII] har i et af sine berømteste Digte (»Les chants du Crépuscule[0033]« XXXII) udført en Lignelse, som falder En ind, naar Tanken sysler med disse Dramer. Der hænger, siger han, høit i Kirketaarnet en gammel Klokke; fra først af var dens Metal blankt og purt; der stod kun Ordet Gud og under det en Krone. Men Taarnet har faaet mange Besøg, og enhver Veifarende har – en med sin stumpe Kniv, en med sit rustne Søm – |518| ridset snart sit profane Navn, snart et smudsigt Ord, snart en Dumhed og snart en Plathed ind i Klokkens Malm. Støv og Spindelvæv bedække den nu, Rust er trængt ind i Skaarene, besudler og fortærer den. Men hvad gjør det Klokken! Selv naar Alting sover, selv i Nattens Mørke sukker Kirkeklokken, som Vulkanen altid ryger; en klagende Bøn finder Vei gjennem Malmet. Ogsaa i min Sjæl, slutter han, som fra først af kun bar Præget af sin ædle Oprindelse, have flygtige Veifarende, Lidenskaberne, indridset profane Navne og næsten udslettet det guddommelige Stempel. Men det gjør min Sjæl saa lidet som det skader Klokken. Naar den sættes i Svingning, naar en usynlig Haand rører den og byder den: Syng! da toner pludselig fra Malmets skjælvende Indre, ud igjennem dets besudlede Overflade Hymnens mægtige og henrivende Klang, og Støv og Rust og Skaar, Alt tilhobe, maa klinge med i den store Harmoni.

Skjøndt Hugo[CVIII] her kun har villet skildre sin egen Digtersjæls Tilstand, naar han sang, har han gjort mere; han har i et Sindbillede træffende illustreret den Lyrik, som udstrømmer fra de ulykkelige og brødefulde Aander, der give hans Dramer deres Interesse.

Men overstrømmende Lyrik og fuldttonende Pathos ere nu engang ikke tilstrækkelige Elementer til Opførelsen af en dramatisk Bygning. Der |519| udfordres en dyb Grundvold af Fornuft og Sindsligevægt, i Mangel deraf idetmindste en Grundvold af sund Forstand og sikker Smag.

Den fattedes Hugo[CIX], og uvilkaarligt udviklede, alt som Aarene gik, hans Mangler som Dramatiker sig stedse mere. Det gik ham som saa mange andre Kunstnere. Hvad der fra først af var Stil hos ham, blev efterhaanden Manér. Han var snart paa Veie til ligesom kun at blive sin egen bedste Elev, og han endte som Theaterdigter med at levere Parodien paa sig selv – den eneste kraftige og farlige Parodi, som existerer.

Han havde altid manglet Sands for det Komiske og altid været tilbøielig til at tage det Kolossale for det Ophøiede. Han hengav sig i en Grad, som aldrig før, til denne sidste Tilbøielighed, da han skrev »Les Burgraves[0034]«. Blot ved at læse Personlisten smiler man: Job[cx], Borggreve paa Heppenheff, 100 Aar gammel. Magnus[cxi], Søn af Job[cxii], 80 Aar gammel . Hatto[cxiii], Søn af Magnus[cxiv], 60 Aar gammel. Gorlois[cxv], Søn af Hatto[cxvi], 30 Aar gammel. Jeg husker en samtidig Pariser-Karikatur af Borggreverne, paa hvilken man seer dem fra Oldefaderen til Sønnesønssønnen fremstillede i Geled med jævnt aftagende Høide og med jævnt aftagende Skjæg.

Den hundredaarige er den rørigste af dem alle; han repræsenterer den gode, gamle Tid. Naar han taler til sin firsindstyveaarige Søn siger han: |520| »Unge Menneske!« og Hugo[CXVII] smiler ikke. Alle disse gamle Herrer declamere om Kap med en Tigger paa 92 Aar, der viser sig ikke at være nogen ringere end Frederik Barbarossa[cxviii], der (omtrent som Olaf Trygvasøn[cxix] i Oehlenschlägers[CXX] »Væringerne[0035]«) i tyve Aar har levet skjult for hele Verden, men som har en Hævn at udøve over den ældste af Borggreverne, der som Yngling har efterstræbt hans Liv. Usandsynlighederne og de romantiske Absurditeter vrimle. For at kunne bringe en Gjenkjendelsesscene tilveie har Hugo[CXXI] f. Ex. maattet lade en Kriger i et Slag kjæmpe med et glødende Jern, hvormed han mærker en Modstander, hvem han i Mørket kun kan skimte, men hvem han ønsker ved Leilighed at kunne kjende igjen.

Da dette gigantiske Misfoster af en overspændt Fantasi i Aaret 1843 kom paa Scenen gjorde det Fiasco. Strax ved den første Opførelse begyndte man midt i Stykket at pibe. En af Hugo[CXXII]s Trofaste fløi til ham og meddelte ham det Skete. Hugo[CXXIII], der var vant til som Napoleon[CXXIV] altid at kunne stole paa sin Garde, svarte som sædvanlig: Skaf blot nogle unge Mænd! Det siges, at Sendebudet modfaldent og med nedslagne Øine svarede: »Der gives ikke mere unge Mænd«. Den Slægt, til hvilken Romantismen tretten Aar tidligere havde appelleret, var ikke længere ung, og hvad værre var, den var træt; mere end en |521| af dens Digtere havde trukket for store Vexler paa den.

En Reaction var uundgaaelig, og den indfandt sig endnu samme Aar. Den fik sin Digter og den fik sin Muse.

En ung, ubekjendt, grundskikkelig Mand, ikke udrustet med stærk Fantasi, men med Sjæleadel, Alvor, Finhed og Smag, reiste fra den Provindsby, hvor han var bleven opdragen, til Paris[e] med et Manuscript i Lommen. Hans Navn var François Ponsard[CXXV], Manuscriptets Navn var »Lucrèce[0036]«. Det var en Tragedie, hvis Æmne var taget fra Oldtidens Historie; det var det gamle Sagn om Lucretias Kydskhed og Død. Stilen var ædru og streng; den mindede om Racine’s[CXXVI]. Man var træt af Romantikens Diction. Naar Hugo[CXXVII] skrev »Tonerne rislede fra Orgelet som Vandet fra en Svamp « eller »Taffelets Dug var den blege Kummers Liglagen« eller »Den gamle Kvinde gik med bøiet og langsom Ryg«, saa havde mangen en stille Borgermand allerede længe rystet paa sit Hoved. Men der var nu engang ingen jævnbyrdig Rival paa Pladsen. Her indfandt sig en. Ved første Blik syntes hans Stykke en ligefrem Fortsættelse af den gamle klassiske Tragoedie. I sin Hede agtede man ikke paa, hvor modernt dette antike Stof var behandlet, hvor meget Ponsard[CXXVIII] havde lært af Romantikerne, hvor stærkt hans Drama var i Gjæld til Hugo[CXXIX]|522| for sin varme Colorit og hvor svag den Nyankomnes Originalitet i Virkeligheden var.

Man saa kun, at dette Drama var sundt og simpelt. Man saa, det var Lucretia! ikke Hugo’s[CXXX] rædselsfulde Lucretia[cxxxi], dette Uhyre af Blodtørst og Sandselighed, men Roms[f] Lucretia, Kydskhedens Symbol, et andet Navn for kvindelig Renhed. Hun var Ægteskabet, Familien, Hjemmets Poesi, som Antony[cxxxii] og hans Aandsbeslægtede havde været Hittebarnsmoralen og Vildskaben. Alt hvad der i Frankrig gaves af Klassisk og Katholsk, Alt, hvad der i Schweiz kunde føre en protestantisk troende Pen gav sig til at synge Lovsange. Nu havde Hugo[CXXXIII] fundet sin Overmand, Racine[CXXXIV] sin Ligemand. Selv den kritiske Vinet[CXXXV] istemte det store Halleluja. Han faldt i Ekstase over Stilen hos Ponsard[CXXXVI]: »Denne Digter spinder Guld som hans Lucretia Uld o. s. v.«

»Les Burgraves[0037]« faldt igjennem d. 7de Marts 1843. Den 22de April samme Aar opførtes »Lucrèce[0038]« første Gang under stormende Bifald. Saa nær sammenkoblede Historien Romantismens sceniske Nederlag og L’école du bon sens’ kortvarige Triumf. Den skikkelige Ponsard[CXXXVII] maatte, hvis han vilde troe sine Kritikere, Janin[CXXXVIII] og de andre – Théophile Gautier[CXXXIX] og Théophile Dondey[CXL] alene protesterte – indbilde sig, at hans Ry var grundfæstet for alle Tider.

Foruden sin Digter havde den klassiske |523| Reaction fundet sin Skuespillerinde. I Aaret 1838 havde paa Théâtre-français[g] debuteret et ungt, rent uvidende Barn, en attenaarig Jødepige, der havde sunget til sin Harpe paa Gader og i Kaféer, og det viste sig, at denne lille Pige var en Muse.

Rachel[CXLI] betraadte Scenen, og det traf sig, at dette unge theatralske Geni, det største kvindelige, som Frankrig nogensinde havde seet, besad en udpræget Antipathi mod de Roller, de romantiske Dramer afgav, men at hun med en saadan Alvor og Lidenskab opfattede det gamle klassiske Repertoire, at hun – hvad Ingen havde troet muligt – gjengav hine gamle Tragoedier deres Tiltrækningskraft, dem, den romantiske Skole med Haan og Spot havde fordrevet fra Theatret. Hvad nyttede det, at Gautier[CXLII] vred sine Hænder! Iphigenia, Merope, Emilia, Chimene, Fædra betraadte atter Scenen, og det udrustede med en saadan Adel og Sandhed, at det letbevægelige Publicum nu og da blev betaget af en Art Raseri mod dem, der havde vovet at lade haant om disse gamle Nationalhelligdomme. En Nation bliver altid glad ved at erfare, at den ikke med Urette et Par hundrede Aar igjennem har seet op til sine navnkundige Mænd og deres Værker.

Rachel[CXLIII] havde først afvist Titelrollen i »Lucrèce[0039]«, skjøndt den var skrevet for hende. Men da Stykket havde gjort Lykke paa Odéon[h], overtog |524| hun Rollen. Et Øienvidne har skildret mig Stemningen i Theatret første Gang, hun spillede Lucretia[cxliv], med disse Ord: »Man sad aandeløs af Forventning, da Tæppet skulde gaae op. Det hævede sig, og vi saae Rachel[CXLV] som Lucretia[cxlvi] siddende ved sin Rok imellem sine Terner. Der var allerede forud stille; men da hun løftede sit Hoved og aabnede sine Læber for til Slavinden at sige de første Ord: Lève-toi Laodice!, blev der en saadan Stilhed, at vi hørte Frugtsælgerskerne raabe med Appelsiner udenfor paa Torvet«.

I sin Begeistring for Rachel[CXLVII] oversaa man, at den klassiske Formel ikke blev levende, fordi et enkelt Geni en Tidlang indpustede geniale Fortidsværker Liv, og i sin Glæde over Ponsard[CXLVIII] manglede man Blik for, hvor forbigaaende hans Triumf maatte blive. L’école du bon sens udviklede sig, hvad allerede Benævnelsen varsler om, aldrig til nogen livskraftig, poetisk Skole. Ponsard[CXLIX] selv var et Talent af anden Rang, hans begavede Efterfølger Émile Augier[CL], der tilegnede ham sine Poesier, og hvis Ungdomsdramer ere skrevne i beslægtet Aand, forlod med Aarene hans nøgterne Stil.*)

*) Augiers[CLI] »Gabrielle[0040]« er vel det smukkeste Skuespil, som L’école du bon sens har frembragt. Hans Dramer »La Jeunesse[0041]« og »La pierre de touche[0042]« ere øiensynligt fremkaldte ved Ponsard’s[CLII] »L’honneur et l’argent[0043]«.
Har Skolen – hæderlig som dens Stræben var – end ingenlunde fortjent |525| de haanende Angreb, for hvilke enkelte intransigente yngre Romantikere som Vacquérie[CLIII] og Théodore de Banville[CLIV], have gjort den til Gjenstand, saa er dens historiske Betydning dog kun den at markere det Tidspunkt, paa hvilket det romantiske Drama havde overlevet sig selv.

  • XXXII.
    højresiderne i kapitel 32 har i førsteudgaven klummetitlen »Dramaet: Vitet, Dumas, Vigny, Hugo.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
  • succès d’estime
    (fr.) behersket bifald.
  • »Dramatiske Scener«
    der hentydes til Louis (Ludovic) Vitets dramaer: Les Barricades, scènes historiques, 1826, Les états de Blois, 1827, og La mort de Henri III, 1829. Udgivet samlet som La Ligue, 1844.
  • Normalskolen
    École normale de l'an III, fransk eliteuniversitet, grundlagt i 1794 (siden 1845: École Normale Supérieure).
  • »Aide toi – le ciel t’aidera«
    (fr.) hjælp dig selv, så vil himlen hjælpe dig, forening på den politiske venstrefløj i opposition til den bourbonske restauration, grundlagt af Ludovic Vitet, ca. 1824-1832.
  • Julirevolutionen
    væbnet opstand i Frankrig i juli 1830 rettet mod det efter Den Franske Revolution genoprettede kongedømme under Ludvig 18. og Karl 10. Julirevolutionen bragte 'borgerkongen' Ludvig-Filip på tronen, men hans magt var bundet af en forfatning, der i højere grad sikrede styret parlamentarisk.
  • Inspektør for Frankrigs historiske Mindesmærker
    offentligt embede med ansvar for den franske kulturarv, især de historiske monumenter. Ludovic Vitet besad stillingen 25.11.1830-27.5.1834.
  • Deputeretkammeret
    det franske parlaments andetkammer, 1814-1848.
  • Statsraadet
    (fr.: Conseil d'État), Frankrigs øverste forvaltningsdomstol og rådgivende organ for regeringen i lovgivningsspørgsmål, oprettet i 1799.
  • Akademiet
    Det Franske Akademi (fr.: Académie française), fransk litterært-videnskabeligt selskab, stiftet 1635 med den særlige opgave at varetage det franske sprog.
  • Biografi af Grev Duchâtel
    der hentydes til Louis Vitets biografi over Charles Tanneguy Duchâtel, Le Comte Duchâtel, 1875.
  • Delaroche’s iøvrigt saa … 3die
    der hentydes til Paul Delaroches maleri L'assassinat du duc de Guise, 1834 (nu på Musée Condé i Chantilly).
  • Mignon’er
    (fr.: Les Mignons), polemisk betegnelse for en gruppe unge mænd, som Henrik 3. holdt ved sit hof og angiveligt havde et seksuelt forhold til.
  • »Kongen ønsker at … Monseigneur!«
    citat fra Ludovic Vitets drama Les états de Blois, 1827 Vitet 1827:302.
    Louis (Ludovic) Vitet: Les états de Blois, ou La mort de mm. de Guise, scènes historiques. Décembre 1588, 1827.
    .
  • »Jeg kan ikke lade Kongen vente længer«
    citat fra Ludovic Vitets drama Les états de Blois, 1827 Vitet 1827:303.
    Louis (Ludovic) Vitet: Les états de Blois, ou La mort de mm. de Guise, scènes historiques. Décembre 1588, 1827.
    .
  • Republikens Krige
    Revolutionskrigene, 1792-1802, mellem det revolutionære Frankrig på den ene side og bl.a. Østrig, Prøjsen, Storbritannien og siden Rusland på den anden. Thomas-Alexandre Dumas var general i revolutionshæren og blev øverstkommanderende for den såkaldte Alpehær i 1793.
  • Mignon’er
    (fr.: Les Mignons), polemisk betegnelse for en gruppe unge mænd, som Henrik 3. holdt ved sit hof og angiveligt havde et seksuelt forhold til.
  • Regentskabstiden(s)
    formynderregentskabet, i fransk historie perioden mellem den 5-årige Ludvig 15.s tronbestigelse i 1715 og hans myndighedsalder i 1723. I perioden blev landet styret af hertug Philippe d'Orléans.
  • »Det lidenskabelige Drama … Staal.«
    sammensat citat fra Alexandre Dumas d.æ.s drama Antony, 1831 Dumas d.æ. 1831:20.
    Alexandre Dumas d.æ.: Antony, 1831.
    .
  • »Andre Mennesker«, siger han … udtale«
    sammensat citat fra Alexandre Dumas d.æ.s drama Antony, 1831 Dumas d.æ. 1831:11.
    Alexandre Dumas d.æ.: Antony, 1831.
    .
  • »Lad det være Love eller … saaledes«
    citat fra Alexandre Dumas d.æ. drama Antony, 1831 Dumas d.æ. 1831:11.
    Alexandre Dumas d.æ.: Antony, 1831.
    .
  • Hvorfor«, svarer han … Pande«
    sammensat citat fra Alexandre Dumas d.æ.s drama Antony, 1831 Dumas d.æ. 1831:11.
    Alexandre Dumas d.æ.: Antony, 1831.
    .
  • »Hun har afvist mig … hende«
    sammensat citat fra Alexandre Dumas d.æ.s drama Antony, 1831 Dumas d.æ. 1831:26.
    Alexandre Dumas d.æ.: Antony, 1831.
    .
  • Den begeistrede Ungdom rev … Reliquier
    anekdoten fortælles i Alexandre Dumas d.æ.s erindringer Mes mémoires, 1852-1855 Dumas d.æ. 1884, 8:114.
    Alexandre Dumas d.æ.: Mes mémoires, vol. 1-10, 1863-1884.
    .
  • Byronsk
    efter den engelske forfatter George Gordon Byron (Lord Byron).
  • »Je lui résistais … assassiné«
    citeret i Alexandre Dumas d.æ.s erindringer Mes mémoires, 1852-1855 Dumas d.æ. 1884, 8:116.
    Alexandre Dumas d.æ.: Mes mémoires, vol. 1-10, 1863-1884.
    .
  • Montagnard brusque et … temps
    GB’s oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 334): »Bjergboer, kort for Hovedet og god. Nidkær og besjælet af Blodhævnstanken som af en anden Sjæl; ledet af den som af Skæbnen. En kraftig, sørgmodig og dybt følsom Karakter. Hadende og elskende med Voldsomhed. Vild af Natur og civiliseret som mod sin Vilje af Hoffet og hans Tids Velopdragenhed«; citat fra Alfred de Vignys drama La maréchale d'Ancre, 1831 Vigny 1986, 1:[627].
    Alfred de Vigny: Oeuvres complètes, vol. 1-2, François Germain, André Jarry, Alphonse Bouvet (red.), 1986-1993.
    .
  • »ude af Stand til Alt … Sendelse,«
    let omskrevet citat fra Alfred de Vignys forord »Dernière nuit de travail du 29 au 30 juin 1834« til dramaet Chatterton, 1835 Vigny 1986, 1:753.
    Alfred de Vigny: Oeuvres complètes, vol. 1-2, François Germain, André Jarry, Alphonse Bouvet (red.), 1986-1993.
    .
  • »harmonisk Lava«
    citat fra Alfred de Vignys forord »Dernière nuit de travail du 29 au 30 juin 1834« til dramaet Chatterton, 1835 Vigny 1986, 1:753.
    Alfred de Vigny: Oeuvres complètes, vol. 1-2, François Germain, André Jarry, Alphonse Bouvet (red.), 1986-1993.
    .
  • »skabt til i Stjernene at … os«
    citat fra Alfred de Vignys drama Chatterton, 1835 Vigny 1986, 1:807.
    Alfred de Vigny: Oeuvres complètes, vol. 1-2, François Germain, André Jarry, Alphonse Bouvet (red.), 1986-1993.
    .
  • de Friskarehøvdinger, der … Trods
    der hentydes til det kontrarevolutionære oprør under Vendéekrigen, organiseret af den overvejende katolsksindede bondebefolkning i departementet Vendée i Vestfrankrig, 1793-1796.
  • Smlgn. Madame de Girardin … 31
    situation er beskrevet i et brev fra Delphine de Girardin dateret 30.11.1838.
  • XXXII
    der hentydes til Victor Hugos digt »À Louis B«, Les chants du crépuscule, 1835.
  • »Unge Menneske!«
    citat fra Victor Hugos drama Les burgraves, 1843 Hugo 1905, 2:533.
    Victor Hugo: Oeuvres complètes, vol. 1-45, Paul Meurice et al. (red.), 1904-1952.
    .
  • »Der gives ikke mere unge Mænd«
    citeret i Théophile Gautiers litteraturhistoriske værk Histoire du romantisme, 1874 Gautier 1874:59.
    Théophile Gautier: Histoire du romantisme, suivie de Notices romantiques, et d'une Etude sur la poésie française, 1830-1868, 1874.
    .
  • »Tonerne rislede fra … Svamp«
    citat fra Victor Hugos digt »Dans l’église de ***«, Les chants du crépuscule, 1835 Hugo 1909, 17:287.
    Victor Hugo: Oeuvres complètes, vol. 1-45, Paul Meurice et al. (red.), 1904-1952.
    .
  • »Taffelets Dug var … Liglagen«
    citat fra Victor Hugos digt »Dans l’église de ***«, Les chants du crépuscule, 1835 Hugo 1909, 17:289.
    Victor Hugo: Oeuvres complètes, vol. 1-45, Paul Meurice et al. (red.), 1904-1952.
    .
  • »Den gamle Kvinde … Ryg«
    citat fra Victor Hugos digt »Il n’avait pas vingt ans…«, trykt som nr. XIII i Les chants du crépuscule, 1835 Hugo 1909, 17:234.
    Victor Hugo: Oeuvres complètes, vol. 1-45, Paul Meurice et al. (red.), 1904-1952.
    .
  • »Denne Digter spinder Guld … o. s. v.«
    let omskrevet citat fra Alexandre Rodolphe Vinets artikel, »Ponsard. Lucréce. Tragédie«trykt i Études sur la littérature française au dix-neuvième siècle, 1849-1851 Vinet 1851, 2:610.
    Alexandre Rodolphe Vinet: Études sur la littérature française au dix-neuvième siècle, vol. 1-3, 1849-1851.
    .
  • L’école du bon sens
    (fr.) fornuftens skole; nyklassicistisk bevægelse centreret omkring dramatikerne François Ponsard og Émile Augier med det formål at berige dramaet med almindelige typer hentet fra det virkelige samfundsliv frem for romantikkens helte.
  • Théophile Gautier og … protesterte
    Théophile Gautiers anmeldelse af François Ponsards drama Lucrèce, 1843, er først trykt i avisen La presse, 2.5.1843, optrykt i hans Histoire de l'art dramatique en France depuis vingt-cinq ans, bd. 3, 1859, s. 47-53; Théophile Dondeys (Philothée O'Neddys) anmeldelse af en genopførelse af stykket er først trykt i avisen Le courrier français, 2.10.1843, optrykt i hans Oeuvres en prose. Romans et contes, critique théatrale, lettres, 1878, s. 190-194.
  • Iphigenia, Merope, Emilia, Chimene, Fædra
    den franske skuespillerinde Elisabeth Félix (Rachel) spillede på Théâtre-Français bl.a. Ériphile i Jean Racines drama Iphigénie, 1674 (1838), Émilie i Pierre Corneilles Cinna ou la Clémence d'Auguste, 1641 (1838), Chimene i Pierre Corneilles Le cid, 1636 (1842), og titelrollen i Jean Racines Phèdre, 1677 (1843).
  • »Man sad aandeløs … Torvet«
    en evt. skriftlig kilde til citatet har ikke kunnet identificeres.
  • Lève-toi Laodice!
    (fr:) rejs dig, Laodice!; åbningsreplikken af François Ponsards drama Lucrèce, 1843 Ponsard 1843:3.
    François Ponsard: Lucrèce, 1843.
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«