Den romantiske Skole i Frankrig (1882)

XXIX.

Medens Théophile Gautiers[I] litteraturkritiske Arbeider, saa stor en Plads de end indtage i hans hele Production, næsten allerede ere gaaede i Glemme for hvad han paa andre Omraader har |451| frembragt, har en Forfatter blandt hans Samtidige, der ligesom han var baade Digter og Kritiker og hvis Navn i begges Levetid hyppigt nævnedes sammen med hans, havt en modsat Skjæbne. Den Rang, Sainte-Beuve[II] efterhaanden tilkjæmpede sig som Kritiker, var saa høi, at den for Efterverdenen har stillet hans poetiske og større historiske Frembringelser i Skygge. Som Digter besad han et fint og originalt Talent; men som Kritiker var han en epochegjørende Aand, en af dem, der indvarsle en Methode og begrunde en Kunstart. I en vis Mening kan han siges at være en mere udpræget Fornyer paa sit Omraade end Periodens øvrige Skribenter paa deres; thi der gaves moderne Lyrik før Victor Hugo[III], men der gaves ikke i streng Forstand moderne Kritik før Sainte-Beuve[IV]. I ethvert Tilfælde har han omformet Kritiken som Balzac[V] Romanen. I sine sidste Leveaar naaede han en ubestreden Autoritet, men dog er det først i den halve Snes Aar, der er gaaet hen siden hans Død, at hans Betydning fuldt er gaaet op for de Dannedes Bevidsthed ogsaa udenfor Frankrig. En udmærket Kjender af fransk Litteratur, den tydske Historiker Karl Hillebrand[VI] har betegnet ham som den hele Periodes ypperste Aand, en Ytring, der kun kan synes urimelig, naar man betragter Kritiken i og for sig som en lavere Genre end Dramet eller Lyriken; men denne Betragtningsmaade turde være forældet: For Skribenten er den |452| Kunstart den høieste, i hvilken han fuldest kan lægge sit Væsen for Dagen, og gives der end en Aandernes Rangforordning, er det høist tvivlsomt, om der gives en Rangforordning mellem Kunstarterne, aller tvivlsomst, naar Kunstarten eller Genren, er bleven omdannet af den frembringende Aand til dennes eiendommelige, næsten personlige Organ. Saa meget er vist, at i Forstand (ikke blot i Dømmekraft) stod Sainte-Beuve[VII] i Generationen af 1830 ubetinget høiest. Hans Eiendommelighed er denne: Han var en Aand, der forstod og forklarede et overordentligt Antal andre Aander. Naar jeg alligevel ikke kan indrømme ham en Overlegenhed over de øvrige fremragende Personligheder i Gruppen, saa beroer det paa hans Evners Begrændsning. Saa vidt hans Blik end var, han manglede Totaloverblikket; sjeldent har en Historiker og Tænker været en mindre systematisk Aand. Denne Egenskab havde ganske vist sin gode Side: Friheden for Systematik holdt ham frisk til det Sidste, gjorde ham det muligt bestandigt at skyde Ham, saa at han, der i 1827 vakte Goethes[VIII] Opmærksomhed ved sine første Artikler i »Globe[0001]«, endnu i 1869 med fuld Forstaaelse, med alsidig Sympathi stod midt i, ja i Spidsen for den Kreds af yngre Videnskabsmænd og Kunstnere, der dengang udgjorde Frankrigs kraftigste Adkomst til europæisk Anseelse. Endnu i sit sidste Leveaar blev han derfor af alle de |453| bedste Aander opfattet som den naturlige General, under hvis Øine »den unge Garde« helst vilde udmærke sig. Men Mangelen paa Evne til Sammenfatten har paa den anden Side umuliggjort det for Sainte-Beuve[IX] ikke blot at efterlade et enkelt Hovedværk, men overhovedet at naae til de store Linier og den store Stil. Hans Øie var anlagt paa at see Enkeltheder, betegnende, betydende Enkeltheder overalt, ikke Helheder. Han saa disse Enkeltheder i stadig, skiftende Bevægelse, den Bevægelse, som Livet er, og ved at eftergjøre alle disse Bevægelser i sin Aand og med sin Pen gav han sine Billeder en hidtil useet Sandhed. Men han formaaede ikke at beherske Detaillen med tilstrækkelig Overlegenhed, manglede Sandsen for og Evnen til at udlede de lavere liggende Aarsager af de høiere og atter disse af en enkelt. Han formaaede som Kritiker kun at skildre det isolerede Individ og selv dette aldrig paa een Gang samlet og sluttet, men snart seet fra en, snart fra en anden Side, snart i en, snart i en anden Alder, snart i et, snart i et andel Forhold til Omverdenen. Ja end ikke den enkelte Artikel formaaede han at concentrere; han gjemte sine bedste Indfald i Bisætninger, sine mest oplysende Tanker i Anmærkninger. Han smulede sit Livsbrød ud i Krummer. Han nedlagde sit Guld, som Bønderne i gamle Dage gjemte deres, i mørke Kroge, i Sprækker under Gulvet og i |454| Væggen, paa Kistebunden og i Strømpeskaftet; han formaaede ikke at støbe Statuer deraf.

Friheden for System, der var hans Styrke, bragte ham det store Gode, at den befriede hans Skrifter for al søgt Symmetri. Intet, end ikke det Ringeste har han ofret af hvad der i Øieblikket stod for ham som det, der burde siges, for at give sit Arbeide indre Ligevægt, endsige for at simplificere sin Fremstilling og sin Stil. Han havde Intet mod det Sammensatte og Forviklede, det som ikke slutter. Men Mangelen af de filosofiske Anlæg, som medføre Hang til Sammenfatten og Kjærligheden til det Hele som helt, har bevirket, at man af hans Skrifter aldrig modtager stærke, simple Indtryk. Vigtigt og mindre Vigtigt staaer altfor tidt i samme Plan. Som Kunstner betragtet erindrer han om hine japanesiske Malere, hvis høie Kunstværd i de senere Aar er blevet anerkjendt i Europa; de overraske og begeistre, fordi der hos dem ikke findes Spor af akademisk Symmetri; de tilfredsstille aldrig fuldt, fordi de lade haant om Perspectivet, men de have i en useet Grad opnaaet at gjengive det levende Liv.

Charles Augustin Sainte-Beuve[X] fødtes i Boulogne-sur-mer[a] d. 23 Dec. 1804. Hans Fader[XI], en dygtig, fintdannet Embedsmand, havde først 52 Aar gammel kunnet tænke paa at sætte Bo, hans Moder[XII] var dengang henved de 40. Sainte-Beuve’s[XIII] Forældre havde ikke været gifte et Aar, før |455| Manden døde, to Maaneder inden Sønnens Fødsel. Fra denne af Sønnen aldrig sete Fader[XIV], der nærede en levende Interesse for Litteratur, særlig for Poesi, og som efterlod sine Bøger gjennemtrukne med Noter, Randgloser, Strøtanker, der i hele deres Aand og Form erindre mærkværdigt om Sønnens, synes Sainte-Beuve[XV] at have arvet sit Anlæg til kritisk Reflexion; fra Moderen[XVI], der paa mødrene Side var Englænderinde og som tidlig lærte Sønnen Engelsk, stammer hans i Frankrig dengang saa ualmindelige Forkjærlighed for engelsk lyrisk Poesi, for Bowles[XVII], Crabbe[XVIII], Cowper[XIX] og især for Wordsworth[XX] og de øvrige Digtere af Søskolen, hvem han saa tidt har oversat og citeret.*)

*) Man finder en Del af Faderens[XXI] Strøtanker aftrykte som Tillæg til Morands[XXII] Udgave af Sainte-Beuve’s[XXIII] Breve til Abbeden Barbe[0002].
Noget Gammelt og Sørgmodigt i hans Temperament synes man med temmelig Sikkerhed at kunne udlede dels af begge Forældres fremrykkede Alder, dels af Moderens[XXIV] nedtrykte Sindsstemning, medens hun bar ham under sit Hjerte, da hun jo under sit Svangerskab ramtes af sin Mands Sygdom og Død.

Som Barn var Sainte-Beuve[XXV] tungsindig og frygtsom. Under Hjemmets Paavirkning udviklede der sig hos den tolvaarige Dreng en næsten uhyggelig Barnereligiøsitet; han gjorde med den mest |456| glødende Iver Tjeneste som Chordreng ved Messen. Det var en kortvarig katholsk Paroxysme, men den har tydeligt nok efterladt sig Spor, som senere lode sig opfriske, og under hele sin Opvæxt bevarede Sainte-Beuve[XXVI] ikke blot Pietet mod Christendommen, men et Hang til Syslen med religiøse Tvivl og theologiske Overveielser. Det varede, indtil han som Student strax søgte til det attende Aarhundredes Filosofer og til den sensualistiske Filosofis dalevende Repræsentanter de Tracy[XXVII], Daunou[XXVIII], Lamarck[XXIX], ved hvis Hjælp han hurtigt emanciperede sig fra Theologien. Hans Grundfond ved Indtrædelsen i den voxne Alder var den rene Empirisme, og dette Fond, der senere dækkedes af religiøse Stemninger og Velleiteter, dukkede paa sin Side senere op og viste sig at være det blivende og afgjørende. Han havde i Skolen udmærket sig i de historiske og filologiske Fag; men trods sit Hang til Litteraturen gav han sig dels for sin Fremtids Skyld, dels for at skaffe sig en Modvægt mod den blot rhetoriske Uddannelse til at studere Medicin. Fra 1823-27 drev han med Iver og Interesse ved Siden af litterære Sysselsættelser fysiologiske og anatomiske Studier. Han var fattig, men aldrig nødlidende, desuden tarvelig og yderst flittig.

Den unge Mediciner var alt andet end smuk, hans store runde Hoved var næsten for svært for Kroppen, Skikkelsen uden Elegance, Haaret rød|457|blond, paa eengang stridt og fint. Men i de blaa og lysende Øine, der snart syntes store, snart smaa og som undertiden udvidede sig forunderligt, glimtede tusinde Spørgsmaal, smilte den overlegne Skalkagtighed, drømte en Attraa, der halvt sandselig, halvt poetisk, vandt Hjerterne ved at insinuere sig. Som fattig og grim Student kjendte han af det smukke Kjøn ikke stort andet end Synderinderne i det latinske Kvarter. Han havde et sandseligt glødende, ufint Temperament, der søgte umiddelbar Tilfredsstillelse, men som i Følge med Tilfredsstillelsen fandt Ydmygelse og Samvittighedsnag, og besad lige saa udviklet en drømmerisk, poetisk Indbildningskraft, der tilsløret af en fin Melancholi tyede ind til Romantik og Mysticisme. Han havde maaskee noget af den Stygges uvilkaarlige Rancune mod de Mænd, der ved deres blotte Optræden erobre Kvindehjerter og dog selv noget af den Insinuantes Uimodstaaelighed.

I Begyndelsen af 1827 skrev han i »Globe[0003]«to Artikler om Victor Hugo’s[XXX] »Odes et ballades[0004]«, der gave Anledning til hans Indtræden i den romantiske Leir. Hugo[XXXI] kom for at takke ham, men fandt ham ikke hjemme; da Sainte-Beuve[XXXII] faa Dage senere præsenterede sig i hans Hus og traf ham og hans Hustru ved Frokostbordet, lærte han paa een Gang de to Personligheder at kjende, som skulde spille den største Rolle i hans Ung|458|domsliv. Han blev hurtigt den romantiske Skoles bestalter Kritiker. Det gjaldt først og fremmest om at paavise den nye Skoles Sammenhæng med ældre fransk Cultur, om at skaffe den nationale Forfædre. Sainte-Beuve[XXXIII] løste Opgaven i sit fortræffelige kritiske Ungdomsværk »Tableau de la poésie française au XVIᵉ siècle[0005]« (1827-28) hvis Grundtanke var den, tværs over den klassiske Periode at knytte Traaden fra Slægten af 1830 til Ronsard[XXXIV], du Bellay[XXXV], Philippe des Portes[XXXVI] og de øvrige saa længe og saa uretfærdigt forsmaaede Renaissancedigtere. Sainte-Beuve’s[XXXVII] Bog er i hans Forfattervirksomhed den nøiagtige Parallel til hvad Th. Gautier’s[XXXVIII] »Les Grotesques[0006]« er i hans; den er ældre end dette Skrift, iøvrigt ligesaa grundig og fint analyserende, som »Les Grotesques[0007]« er plastisk og bizar.

1829 fulgte Sainte-Beuves[XXXIX] første Samling lyriske Digte, »Josephe Delormes Poesier[0008]«, originale og maniererte Digte, som gjorde en ikke ringe Opsigt. Fictionen var den, at de vare skrevne af en ung medicinsk Student, der var død af Lungesyge; dog Sainte-Beuve[XL] skildrede under det gjennemsigtige Pseudonym i Fortalen sig selv og sit eget Levnet. Josephe Delorme[xli] er en Art Ætling af Obermann[xlii], fattig, rigtbegavet, rig paa Medlidenhed med Menneskehedens Ulykker, en genial og glandsløs Aand som sin Stamfader, men endnu mangfoldigere i sit Sjæleliv end han; thi |459| Josephe Delorme[xliii] er paa een Gang Filosof og ulykkelig over sin Vantro, ideal i sine Forhaabninger og sin Stræben og dog forfalden til lave Udskeielser*)

*) Om Obermann[xliv] se »Emigrantlitteraturen[0009]«, 2den Udg. S. 100 ff.
. Helten er her den almindelige desperate Yngling fra 1830, men reduceret til mere borgerlige Proportioner end hos de andre Digtere; hans Fortvivlelse er mindre storstilet og mere virkelighedstro. Hans Digte, der formelt ere mærkværdige ved den Forkjærlighed, de røbe, før Gjenoplivelsen af Ronsards[XLV] og Charles af Orleans’[XLVI] yndige, gammelfranske Versemaal og for den af Sainte-Beuve[XLVII] (omtrent som af Wilhelm Schlegel[XLVIII]) yndede Sonetform, ere først og fremmest interessante ved den Realisme, der allerede her bryder igjennem hos Forfatteren og som vel nu og da kan lade sig føre tilbage til en Paavirkning fra Englænderne af Søskolen, men som dog i Regelen ved sit dristige Sujetvalg (se f. Ex. Digtet »Rose[0010]«) er ganske oprindelig og ganske fransk. Det ideale Element er i Digtene repræsenteret ved Forfatterens formelige Henrykkelse over det »Cénacle« (det vil sige den lille Kreds af Poeter og Malere) i hvilket han er bleven indlemmet, og hvis Medlemmer forherliges snart under et, snart En for En. Hans Ekstase over Vennerne overstiger alle Grændser. Enkelte af |460| disse Digte fandtes i Datiden saa søgte, at man latterliggjorde dem, »Les rayons jaunes[0011]« havde i Virkeligheden vovet sig til det Latterliges Grændse; andre fandtes platte; Guizot[XLIX] definerede Joseph Delorme[l] »un Werther[li] jacobin et carabin« (Jacobiner og Mediciner); men Alt i Alt kan Bogen siges at have gjort den ikke ringe Lykke, den fortjente at gjøre.

Sainte-Beuve’s[LII] næste Digtsamling (Marts 1830) betegner i Forening med hans Roman »Volupté[0012]« (1834) og de to første Bind af »Port-Royal[0013]« den sentimentale og noget fromladne Periode i Forfatterens Liv. »Les Consolations[0014]« er i Udtryk af hysterisk Beundring og med et Accompagnement af christelig Ruelse tilegnet Victor Hugo[LIII], hvis Navn forekommer rundt omkring i den, men Samlingen var i Virkeligheden fuldt saa meget helliget Madame Hugo[LIV], til hvem det første Digt og flere andre ere rettede, og som var Sainte-Beuve’s[LV] Ungdomskjærlighed. Om hans Forhold til hende handler med altfor stor Aabenmundethed en øiensynligt ganske virkelighedstro Digtsamling, »Le livre d’amour[0015]«, som Sainte-Beuve[LVI] lod trykke, men ikke offentliggjøre, og af hvilken de vigtigste Digte ere blevne optrykte i Pons’[LVII] uværdige Bog: »Sainte-Beuve et ses inconnues[0016]«; desuden i Grunden alle Hovedpartierne af Romanen »Volupté[0017]«, hvor det er let at gjenkjende Forfatterens Forhold til Victor Hugo[LVIII] og hans Hus i Amaury’s[lix] Forhold til den |461| anerkjendte politiske Fører, Hr. de Couaën[lx] og hans Hustru[lxi]. Sainte-Beuve[LXII] selv og mange andre efter ham have antydet, at den hele svagtkatholsk farvede eller fernisserede Gruppe af hans Arbeider, som opstod under hans Sværmen for og med Madame Hugo[LXIII], blev direkte inspireret af hende, idet denne Dame, der forøvrigt i sine modnere Aar har skrevet som ivrig Fritænkerske, i sin Ungdom var alvorligt katholsk. Man har paastaaet, at Sainte-Beuve[LXIV], under sin Stræben efter at vinde hende helt, gik saa vidt i sin Forførelseskunst, at han vænnede sig til at tale i hendes Sprog og føle hendes Følelser efter. Jeg betragter denne Forklaring som falsk og er overbevist om at Sainte-Beuve[LXV] har bedraget baade sig selv og andre ved i sin ældre Alder at tale om sine Ungdomsskrifter, som han gjorde. I et Brev, dateret Juli 1863, skriver han til Forfatterinden Hortense Allart de Méritens[LXVI] (Madame Saman): »Jeg har drevet en Smule christelig Mythologi i min Ungdom, men den er fordampet. Den var for mig hvad Svanehammen var for Jupiter hos Leda, et Middel til at faae Indpas hos de Skjønne og opnaae ømmere Øieblikke. Ungdommen har Tid og bruger alle Midler«. Jeg lider ikke den temmelig frivole Maade, paa hvilken han her bortforklarer et Træk, der ganske simpelt udsprang fra det Bløde og Uselvstændige i hans Ungdomsvæsen, der maatte drage ham til Katholicismen, og som |462| uddybedes af Tidsstrømmen, der i hint Øieblik, som det i Reglen gaaer, var ved at blive en Modestrømning , inden den forsvandt. Hint Tidspunkt betegner den filosofiske Spiritualismes Gjenfødelse. Sainte-Beuve[LXVII] var Tilhører ved de Forelæsninger, som Jouffroy[LXVIII] efter sin Afsættelse holdt paa sit Værelse i Aaret 1828, og var desuden som næsten alle Datidens Yngre paavirket af Cousin[LXIX]. Den nye Tids Filosofer omvendte ham foreløbig fra Sensualismen. Mange af de Unge betragtede endnu Romantismen, som Hugo[LXX] fra først af havde betragtet den, nemlig som Reaction mod Klassikernes hedenske Kunst og Litteratur, og desuden var en Fløi af den unge romantiske Skole med sin Iver for Middelalderens poetiske Gjenfødelse saa nær forbunden med den unge katholske Skole, der samlede sig om Lamennais[LXXI] og Abbeden Lacordaire[LXXII] og som grundlagde Bladet »Avenir[0018]«, til hvilket ogsaa Sainte-Beuve[LXXIII] leverede Artikler, at det ingen Under var om nogle Stænk fra Nykatholikernes Vievandskoste faldt paa de unge Skribenter og i de nye Bøger, der udgik fra den romantiske Leir. Lacordaire[LXXIV] har endog forfattet et Parti af Slutningen i »Volupté[0019]«, Skildringen af Klosterlivet. Den Gudelighed, der raader i »Les Consolations[0020]« og som bl. A. irriterede Beyle[LXXV], der ellers var Sainte-Beuves[LXXVI] oprigtige Beundrer, og den Røgelsedunst, der fylder den sidste Halvdel af »Volupté[0021]«, |463| erindrer levende om tilsvarende Fænomener hos Romantikerne i Tydskland.

Romanen »Volupté[0022]« er trods sin Bredde og sin tungtaandende Gang en fin og dybsindig Sjælehistorie. Det er Bekjendelser i Rousseau’s[LXXVII] Manér, men fremstillede i en Stil, der er rigere paa Billeder, mere farvemættet og finere afskygget end hans og som helt igjennem har en vis lyrisk Følsomhed omtrent som den lyriske Stil, Lamartine[LXXVIII] noget senere anvender i »Jocelyn[0023]«, hvis Æmne, skjøndt mere kydsk, er beslægtet. Bogen er en med dybe og skarpe Reflexioner gjennemdraget Skildring af et nydelsessygt Ungdomsliv; den fremstiller Sjælens sandselige og dens ømme Drifter som i lige Grad tilintetgjørende for Ungdomsfriskhed og Ungdomshandlekraft. Fremfor Alt behandler den det blødagtige Venskab med unge Kvinder, særligt unge Koner, paa hvilket begavede Ynglinge ikke sjeldent ødsle saa megen Tid og Kraft. Jeg troer at Ordet »ødsle« stemmer bedre med Sainte-Beuve’s[LXXIX] Mening end Ordet »spilde«; thi han har selv etsteds mod en genial, men noget for haandfast og nuancefattig Skribent rettet den Bebreidelse, at han har arbeidet for stærkt og for ensomt og har skadet sig selv ved altfor sjeldent at søge det Selskab »som af alle er det bedste, som faaer En til at spilde mest Tid og paa den behageligste Maade af Verden, Selskabet med Kvinder«. |464|

Bogens Helt Amaury[lxxx] er stillet mellem tre Kvinder; han elsker den ene, der er gift med hans Lærer og Høvding, høiere end han vover at lade hende forstaae, han opgiver den anden, sin Ungdomsforlovede, for den førstes Skyld og samtidigt indlader han sig med den tredie, hvem han afvexlende attraaer og ved Raahed og Ligegyldighed krænker, i en Kjærlighedsintrigue, som hverken tilfredsstiller ham eller beskytter ham mod brutale Udsvævelser med uværdige Kvinder. Videbegjærlig, ærgjerrig og haardnakket flittig som han er, lammes han ved alle disse Forhold i sin Aandskraft og seer tilsidst ingen anden Redning end den at underkaste sig den katholske Kirkes strenge Disciplin, fra hvis Synspunkt han overseer sit Ungdomsliv og fremstiller det for Læseren. Fortællingen giver sig altsaa selv som en Geistligs Skriftemaal og har derved paa enkelte Steder faaet en ganske ulidelig Salvelse; de Udbrud af Anger, de moralske og religiøse Formaninger, de Bønner og Prædikenmotiver, der afbryde Fremstillingens Gang, udgjøre Bogens mindst tiltrækkende Partier, men Romanens Kjærne holder Læseren skadesløs: Blik ind i Sjælens Udviklings- og Sygehistorie, der beroe paa et ihærdigt Selvstudium og røbe den tilkommende Kritiker, Syn paa Kvindenaturer, der forraade det Feminine i Sainte-Beuve’s[LXXXI] Naturel og varsle om hans enestaaende Gave til som Kritiker at fortolke Kvindesjæle, det er |465| hvad der udmærker denne Bog. Vil man see nogle Prøver paa dens skarpe Iagttagelse og sindrige Reflexion: »Hvor Ungdommen af Naturen er utaknemmelig! Langt bort kaster den og med en haanlig Mine Alt, hvad den ikke har givet sig selv. Den vil have Baand, den selv har knyttet, Venner for sig alene, Væsener, den selv har valgt; thi den mener at føle Skatte i sin Sjæl til at kjøbe Hjerter for, og Strømme i sin Sjæl til at befrugte dem. Man seer den da give sig hen for Livet til Venner, den igaar ikke kjendte, og ødsle Eder for Evigheden paa unge Piger, den neppe har seet.« – »Hvor de menneskelige Venskabsforbindelser ere ringe! Hvor de udelukke hinanden! Hvor de følge paa hinanden og jage hinanden som Bølger! O Jammer! Dette Hus, hvori Du kommer Aften og Morgen, der synes Dig som dit Hjem og bedre end dit Hjem, og for hvilket enhver tidligere Venlighed ringeagtes, vær sikker paa, at dette Hus en Dag vil have Uret, det vil blive undgaaet af Dig som et uhyggeligt Sted, og naar din Vei tilfældigvis fører Dig nær hen dertil, vil Du gaae en stor Omvei for ikke at see det. Jo mere begavet Du er, desto mere vil det være saaledes.« – Her en kort Sætning, som enhver sanddru Natur, der har følt den smertelige Nødvendighed af at fortie Noget, vil forstaae og vil beundre Kortheden af: »Jeg søgte paa een Gang at udtrykke, hvad jeg virkelig følte, og at synes |466| at udtrykke, hvad jeg ikke følte, at være ærlig ligeoverfor mig selv og skuffende overfor hende.« Her en kort vemodig Livsbetragtning: »Et Troppecorps defilerer langsomt hen ad en Vei, men Fjendens Skytter ligge skjulte paa begge Sider, anrette et frygteligt Blodbad, og det kommer til Kamp. Naar da før Aften Troppens Chef og en eller anden heldigt sluppen Bataillon, efter at have drevet Fjenden paa Flugt, ankommer til den nærmeste By med en Lap af Fanen, saa kalder man det en Triumf. Naar en eller anden Del af vore Planer, vor Ærgjerrighed, vor Kjærlighed har lidt noget mindre end Resten, saa kaldes det Hæder eller Lykke.« – Her endelig et fint lille Billede om den skinsyge Kjærlighed: »I disse Øieblikke, da den attraaer Erobring, da den ægges og forbitres over enhver Modstand, ja selv over enhver kjærlig Følelse for Andre vilde jeg sammenligne den med hine asiatiske Despoter, der for at bane sig Vei til Tronen kvæle alle deres Nærmeste, alle deres Brødre.«

Med »Les Pensées d’Août[0024]« afsluttede Sainte-Beuve[LXXXII] sin digteriske Løbebane. Det er den eneste af hans Digtsamlinger, der slet ingen Lykke har gjort og det er øiensynligt den koldeste af dem, men det forekommer mig, skjøndt jeg staaer ene med min Mening, som om hans Originalitet først her bryder helt igjennem. Der findes her en i den romantiske Skoles Lyrik enestaaende |467| Realisme; ingen tidligere Digter havde dristet sig til at optage saa meget af Dagliglivets Talebrug og dets objective Verden i Lyriken. I Norden, hvor man end ikke nutildags ret har Mod at give en Omnibus eller en Jernbaneperron Plads i et lyrisk Digt, maa Poesier som disse næsten betragtes som Fremtidslyrik.

Der er her, som i »Josephe Delormes Poesier[0025]«, noget af den engelske Søskoles Stil og Opfattelse omplantet paa fransk Grund. Her som i England ædru og simpel Virkelighedsiagttagelse, her som hist en Fremstillingsmaade, der støtter sig paa den Overbevisning, at der ikke bør være nogen væsentlig Forskjel mellem Prosasprog og Sproget i metrisk Composition. Men istedenfor hine engelske Poesiers underlige Mangel paa intellectuel Pointe er her traadt en ægte fransk dramatisk Spænding. Det er her et lille Drama, der afvikler sig indenfor en kort lyrisk Fortællings Omrids.

Jeg fremhæver Digtet »A Madame la Comtesse de T.[0026]«. Grevinden[lxxxiii], hvem det er tilegnet, fortæller: Hun reiser paa Rhinen[b] fra Köln[c] til Mainz[d]. For at nyde Udsigten bedre er hun stegen ind i sin Vogn, der er anbragt paa Dampskibets anden Plads og sidder nu der iblandt denne Klasses Passagerere, Tjenestefolk, Arbeidere med deres Koner, fattige Reisende. Da raaber et af hendes Børn: »Moder! Grev Paul[lxxxiv] er blandt Passagererne.« Hun vender sig og seer vel ikke denne |468| Bekjendt, men i en grov gammel Arbeidsdragt en Mand med fine Træk og hvide Hænder, der synes forklædt. Han sees stadig sammen med en simpel Londonsk Arbeiderfamilie; Manden er en grov Karl, der uafbrudt spiser eller ryger sin Pibe, hans Hustru er ved første Blik uanseelig, de have en omtrent fjortenaarig Datter med sig, ret kjøn. Hun tænker sig først at den unge Mand, der synes en politisk Flygtning, nærmest en Polak – det foregaaer i 1831 – føler sig tiltrukket af den unge Pige; saa seer hun at det er Moderen, hvis Blik bestandig hænger ved ham. Og denne Kvinde er ikke ung mere, om hun end for faa Aar siden endnu har været meget smuk, hendes Holdning i den tyndtslidte Kjole er elegant og hendes Haar pragtfuldt. Med en Omhu, der ikke er Kjærlighed, men Ømhed mod den, af hvem man elskes, holder den unge Mand Paraplyen over hende og samler Kaaben om hende, da det regner; han kjøber dyre Druer til hendes Smaadrenge. Grevinden[lxxxv] aner, at han i den fjerne By, hvor han søgte Ophold, har fundet Venner i denne fattige Forstadsfamilie. Men han skal som hun i Land i Mainz[e], medens de Andre skulle fortsætte Reisen paa Skibet.

»Han steg ombord i Baaden. Jeg saa denne Jammer. Han kyssede de to Smaadrenge, omfavnede Manden, tog Datterens Haand (og Barnet smilte ondskabsfuldt, nysgjerrigt som en lille Eva); |469| han trykkede hin Kvindes to Hænder, idet han undgik hendes Blik.« Saa det sidste Klokkesignal. Han iler over Broen og staaer paa Stranden. Alle vifte og hilse til ham, Børnene, for hvem Alt er Leg, raabe med en Art Glæde Farvel.

»Men Kvinden, o Kvinden! Ubevægelig stod hun med hævet Arm og et rødt og blaat Lommetørklæde i Haanden. Hun viftede ikke med det; hun syntes livløs og hun havde vel fortjent, at Himlen havde forbarmet sig over hende og forstenet hende [...] Jeg tænkte: Stakkels Sjæl, du Enke efter en afsindig Kjærlighed, hvad skal dette blive til iaften, og imorgen og bestandig! Denne plumpe, grove Mand, denne dybe Fattigdom, denne Datter, som veed Alt og som ikke med noget overbærende Blik paa denne Reise har udspeidet Alt, hvilken Skjæbne!« Næste Dag, slutter Grevinden[lxxxvi], da den unge Mand og jeg vare blevne Reisefæller, henvendte jeg de Ord til ham: »De er meget ensom idag.« – »Ja,« svarte han koldt, »lige fra London[f] af har jeg i sex Uger reist sammen med de brave Folk.« Tonens aristokratiske Overlegenhed stod i Strid med de velvillige Ord. »Og seer De dem snart igjen?« – »Aldrig,« svarte han med et eiendommeligt Smil; »jeg vil ganske sikkert aldrig faae dem at see mere; jeg tager til Schweiz og derfra endnu meget længere bort.« – –

Jeg gjør endnu opmærksom paa den lille |470| geniale Composition »Hr. Jean, Skolelæreren[0027]«. Det er en metrisk Fortælling om en fattig, fader- og moderløs Landsbyskolelærer, der er bleven opdraget i en Hittebørnsanstalt og en Dag pludselig erfarer, hvem hans Fader er: ingen ringere end den berømte Jean Jacques Rousseau[LXXXVII], der som bekjendt lod alle sine Børn med sin Hustru Therese[LXXXVIII] udsætte. Skolelæreren har hidtil Intet læst af Rousseau[LXXXIX]. Nu begynder han derpaa og læser med dyb Begeistring »Émile[0028]« og »Héloise[0029]« og alle de andre Værker. Han sporer skarpere end nogen Anden baade den geniale Varme og den ringe Grad af personlig Samvittighedsfuldhed deri, indtil han en Dag ikke kan modstaae Lysten til at lære sine Forældre at kjende. Han reiser til Paris[g], finder Huset, stiger op ad Trappen. Øverst oppe, hvor en Dør staaer halvtaaben, hører han en skinger Kvindestemme skjænde. Det er der. Han træder ind og prøver at finde en Indledning. Den gamle Mand, der sidder bøiet over et Bord med Noder, hører paa ham med Ryggen til, uden at vende sig. Sønnen stammer, men før han har faaet sit Ærind forklaret, rammes han af et stikkende, mistænksomt Blik og jages bort som Lurer og Speider. Han føler sig for anden Gang forstødt af sin Fader, og det af den Fader, som han paa Knæ havde villet tiltigge sig af Gud, og hvem han med Stolthed vilde været bekjendt for Alle – for anden Gang forstødt af sin Moder, hin |471| Kvinde med det raa Ydre og det haarde Blik. Og han iler bort ud paa Landet igjen for som ydmyg Skolelærer at føre nogle af de Sandheder ud i Livet, som findes i hans Faders Skrifter og spottes af hans Levnet. I hans Opdragelse af Børnene sætter den sande Kjærne i Rousseau’s[XC] »Émile[0030]« Virkelighedsspirer.

»Les Pensées d’Août[0031]« udgaves i 1837. Fra nu af er Sainte-Benve udelukkende Kritiker.

  • XXIX.
    højresiderne i kapitel 29 har i førsteudgaven klummetitlen »Sainte-Beuve.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
  • den hele Periodes ypperste Aand
    der sigtes muligvis til Karl Hillebrands benævnelse af Charles-Augustin Sainte-Beuve som »Unser aller Meister« i det historiske værk Aus dem Jahrhundert der Revolution, 1881 Hillebrand 1881:354.
    Karl Hillebrand: Zeiten, Völker und Menschen, 5: Aus dem Jahrhundert der Revolution, 1881.
    .
  • vakte Goethes Opmærksomhed … »Globe«
    Charles-Augustin Sainte-Beuve begyndte at skrive for avisen Le globe allerede i 1823. Her hentydes dog til første del af hans anmeldelse af Victor Hugos digtsamling Odes et ballades, 2.1.1827, som Johann Wolfgang Goethe ifølge Johann Peter Eckermann fandt meget talentfuld Eckermann 1837, 1:278.
    Johann Peter Eckermann: Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens. 1823-1832, vol. 1-3, 1836-1848.
    .
  • mærkværdig(t)
    her i betydningen: bemærkelsesværdig.
  • Søskolen
    (eng.: Lake Poets), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
  • den sensualistiske Filosofi(s)
    filosofisk lære om, at al erkendelse stammer fra sansning og angår sanseindtryk.
  • tarvelig
    her i betydningen: nøjsom, beskeden.
  • Synderinde(rne)
    her i betydningen: prostitueret.
  • to Artikler om Victor Hugo’s … ballades«
    der hentydes til Charles-Augustin Sainte-Beuves anmeldelse af Victor Hugos digtsamling Odes et ballades i avisen Le globe 2.1. og 9.1.1827. Anmeldelsen førte Sainte-Beuve ind i kredsen omkring Hugo og hans litterære gruppe La Cénacle.
  • »Emigrantlitteraturen«, 2den Udg. S. 100 ff.
    fremstillingen fremgår af 1. udg. s. 77 ff.
  • mærkværdig(e)
    her i betydningen: bemærkelsesværdig.
  • gammelfranske Versemaal
    tolvstavelsesverset blev i 1400-tallet med Charles d'Orléans kendt som Aleksandrinere (efter et gammelfransk digt om Alexander den Store) og udvikledes senere i 1500-tallet af digterne omkring gruppen La Pléiade med bl.a. Pierre de Ronsard.
  • Søskolen
    (eng.: Lake Poets), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
  • »Cénacle«
    Le Cénacle, litterært selskab grundlagt i 1827 med Victor Hugo som hovedskikkelse. Andre medlemmer var Alphonse de Lamartine, Alfred de Vigny, Alfred de Musset, Théophile Gautier og Charles-Augustin Sainte-Beuve.
  • »un Werther jacobin et carabin«
    citeret i et efterord til 1861-udgaven af Charles-Augustin Sainte-Beuves skønlitterære værk Vie, poésies et pensées de Joseph Delorme Sainte-Beuve 1861:299.
    C.A. Sainte-Beuve: Vie, poésies et pensées de Joseph Delorme, 1861 (Nouvelle édition très augmentée).
    .
  • næste Digtsamling
    Charles-Augustin Sainte-Beuves digtsamling Les consolations, 1830.
  • »Jeg har drevet en Smule … Midler«
    citat fra brev af Charles-Augustin Sainte-Beuve, 12.7.1863 Sainte-Beuve 1877, 1:322.
    C.A. Sainte-Beuve: Correspondance de C.-A. Sainte-Beuve, vol. 1-2, 1877-1878.
    .
  • den filosofiske Spiritualisme(s)
    filosofisk lære, der bestemmer ånden som den sande virkelighed og det materielt-stoflige som ytringsformer af det åndelige; i Frankrig især ført an af Théodore Jouffroy og Victor Cousin.
  • de Forelæsninger, som Jouffroy … 1828
    filosoffen Théodore Jouffroy måtte på grund af helbredsproblemer afbryde sin undervisning i 1820 og blev i 1822 midlertidigt afsat fra sin stilling som docent ved Collège de Bourbon, men afholdt herefter private forelæsninger i sit hjem for en række fremtrædende personer i tiden.
  • Sensualisme(n)
    filosofisk lære om, at al erkendelse stammer fra sansning og angår sanseindtryk.
  • et Parti af Slutningen i »Volupté«
    det 23. kapitel af Charles-Augustin Sainte-Beuves roman Volupté er angiveligt komponeret på baggrund af et langt brev fra Henri Lacordaire, daværende elev på præsteseminariet Saint-Sulpice i Issy-les-Moulineaux nær Paris, i hvilket han beretter om sine oplevelser. Forholdet er beskrevet i et brev fra Charles-Augustin Sainte-Beuves dateret 25.1.1863, trykt i et appendiks til 8. udg. af Volupté Sainte-Beuve 1874:405-406.
    C.A. Sainte-Beuve: Volupté, 8. udg., 1874.
    .
  • »som af alle er det bedste … Kvinder«
    citatet har ikke kunnet identificeres.
  • oversee(r)
    her i betydningen: overskue.
  • »Hvor Ungdommen af Naturen … seet.«
    sammensat citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves roman Volupté, 1834 Sainte-Beuve 1834, 1:156-157.
    C.A. Sainte-Beuve: Volupté, vol. 1-2, 1834.
    .
  • »Hvor de menneskelige … saaledes.«
    sammensat citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves roman Volupté, 1834 Sainte-Beuve 1834, 1:160.
    C.A. Sainte-Beuve: Volupté, vol. 1-2, 1834.
    .
  • »Jeg søgte paa een Gang … hende.«
    citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves roman Volupté, 1834 Sainte-Beuve 1834, 1:166-167.
    C.A. Sainte-Beuve: Volupté, vol. 1-2, 1834.
    .
  • »Et Troppecorps defilerer … Lykke.«
    sammensat citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves roman Volupté, 1834 Sainte-Beuve 1834, 1:235.
    C.A. Sainte-Beuve: Volupté, vol. 1-2, 1834.
    .
  • »I disse Øieblikke, da den … Brødre.«
    citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves roman Volupté, 1834 Sainte-Beuve 1834, 1:254-255.
    C.A. Sainte-Beuve: Volupté, vol. 1-2, 1834.
    .
  • den engelske Søskole(s)
    (eng.: Lake Poets), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
  • en politisk Flygtning … en Polak
    efter Novemberopstanden i den russiske del af Polen i 1830 rykkede Rusland ind over grænsen og indtog 6.9.1831 Warszawa, hvorefter en stor del af den polske hær flygtede, ligesom mange af de politiske ledere emigrerede, især til Frankrig.
  • »Han steg ombord i Baaden … Blik.«
    GB's prosaoversættelse af citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves digt »À Madame la C. de T.«, Pensées d’août, 1837 Sainte-Beuve 1840:363.
    C.A. Sainte-Beuve: Poésies complètes, 1840.
    .
  • »Men Kvinden, o … Skjæbne!«
    GB's prosaoversættelse af sammensat citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves digt »À Madame la C. de T.«, Pensées d’août, 1837 Sainte-Beuve 1840:363-364.
    C.A. Sainte-Beuve: Poésies complètes, 1840.
    .
  • »De er meget ensom … bort.«
    GB's prosaoversættelse af sammensat citat fra Charles-Augustin Sainte-Beuves digt »À Madame la C. de T.«, Pensées d’août, 1837 Sainte-Beuve 1840:364.
    C.A. Sainte-Beuve: Poésies complètes, 1840.
    .
  • spotte(s)
    her i betydningen: forhåne, afvise hånligt.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«