Den romantiske Skole i Frankrig (1882)

XXV.

Hans Væsens Form er den strenge eller spotske Forbeholdenhed. Den aabenbarer sig tydeligst i den officielle Del af hans Forfatterskab, i hans knappe, i Fagord sig bevægende Monumentbeskrivelser (»Notes sur le Midi de la France[0001]« o. s. v.). Intet Ord om ham selv, intet Udbrud! Ikke et eneste Reiseindtryk og ikke een paa Lægfolk beregnet Vending. Hvilken Spas, saa grundigt at holde alle dem for Nar, der havde haabet i Inspektøren over Frankrigs Mindesmærker at kunne gribe Dilettanten og Novellisten!

Forbeholdenheden træder videre frem i den Tilbøielighed til at mystificere, der findes hos det spanske Theaters og de illyriske Balladers Digter. Den minder om Beyle[I], men har en noget forskjellig |401| Charakter. Hans Pseudonymitet var kun kortvarig, men var, saalænge den stod paa, gjennemført. Det morede ham i høieste Grad at lade Læseverdenen løbe April og selv blive udenfor Legen. Han forsømte intet Middel til at gjøre sine Pseudonymers Existens troværdig. Ikke alene deres Biografi men endog deres Portrait gav han deres Værker med paa Veien, og for at fuldstændiggjøre Spøgen lod han til Originaludgaven af »Clara Gazul[0002]« sig selv aftegne og stikke i Kobber, klædt som Spanierinde i nedringet Dragt og med Mantillen over Hovedet.

Den, som narrer ved at tie, maa engang tale og den, som skuffer ved at mystificere, nødes dog til at give sig til Pris, naar Hemmeligheden røbes; men der er et Harnisk, som er kraftigere end baade Tausheden og Mystificationen, og dette Harnisk har for Mérimée[II] som for Beyle[III] Ironien været.

Han havde fra Begyndelsen af en satirisk Aare; thi hans lidenskabelige Forkjærlighed for Charakterens oprindelige Energi medførte af sig selv den spottende Holdning overfor Frasehelte. Et Skuespil som »Les mécontents[0003]« indeholder saaledes den bitreste Satire, der vel nogensinde er skrevet over Revolutionsmænd i Slaabrok og Tøfler. Legitimiske Landadelsmænd – Mumier og Dumrianer – der kun have een Lidenskab, den at høre sig selv tale, stifte en Boudoir-Sammensvær|402|gelse mod det første Keiserdømme, beslutte at uddele Skrifter blandt Almuen, give hinanden hemmelige Signaler, udkaste Planer og kjævles om Forsædet i deres Møder, men fare fra hverandre ved Synet af en Gendarm. Det langt senere Skuespil »Les deux héritages ou Don Quichotte[0004]«, som sandsynligvis har tjent Emile Augier[IV] til Forbillede for nogle af hans Dramer, indeholder den analoge Satire over det sociale og kirkelige Hykleri, den politiske Humbug, Uridderligheden og den marvløse Beregning hos en Ungdom, i Sammenligning med hvilken Mérimée[V] næsten følte sig fristet til at betragte sig selv som en Idealist og Sværmer.

I disse dramatiske Værker, der allerede som Læsedramer røbe en Ufuldkommenhed i Formgivningen, kommer dog den for Mérimée[VI] eiendommeligste Art af Ironi ikke tilsyne. Han er her tilbøielig til at lægge Farverne noget tykt paa; sin egentlige Styrke har han som Novellist. Langt finere end i hans Dramer er Ironien i den elskværdige Miniature-Novelle »L’abbé Aubain[0005]«, der afgiver et stort Bevis paa Mangesidigheden af Mérimées[VII] Talent, siden han i den nærmer sig lige til Edmond About[VIII], hvem han tilmed langt overtræffer i Elegance. »L’abbé Aubain[0006]« er en lille Samling Breve, skrevne dels af en Dame, der antager sig for elsket af en ung Abbed, dels af Abbeden, som gjør tvungne Løier med Damens |403| Kjærlighed til ham; vi lære to svage, men fintconstruerede Væsener at kjende, der lyve for hinanden, for sig selv og for Andre, og over hvis smaa slikvorne, men magelige Lidenskaber og hyklede Selvbeherskelse Digterens stumme Satire svæver.

I en Novellette af denne Art findes ingen Fortæller; man seer altsaa her saa lidet som i Skuespillene Forfatteren selv trække sig tilbage. Tydeligst fremtræder dog den for Mérimée[IX] absolut betegnende Form af Ironi, hvor vi have en Fortæller, men kun sporer ham derved, at han stiller sig udenfor den Sindsbevægelse, han skildrer. Mérimées[X] Foredragsmethode bliver i Kraft af hans Væsens Forbeholdenhed den at forøge Virkningen af det Fortalte ved en sig i Smaatræk forraadende Ironi, og det enten saaledes, at han med et fint Halvsmil lader de rørende Steder tale for sig selv, eller saaledes, at han indfatter det Smertelige, det Oprørende eller Lidenskabelige i Omgivelsernes Interesseløshed og Kulde som i en Ramme. Jeg vil give nogle Exempler.

Mérimée[XI] har i det lille Mesterværk »Le vase étrusque[0007]«, den eneste af hans Noveller, hvor han med Sympathi behandler et Æmne fra den moderne Tid, fortalt en Kjærlighedshistorie imellem to unge Væsener, der i Hemmelighed elske hinanden. Efter et natligt Stævnemøde er den unge Mand kommen hjem, og vi høre hans Monolog: |404|

»»Hvor jeg er lykkelig! sagde han hvert Øieblik til sig selv. Endelig har jeg truffet det Hjerte, som forstaaer mit [...] Ja, det er mit Ideal, som jeg har fundet; jeg har paa een Gang en Ven og en Elskerinde [...] Hvilken Charakter! [...] hvilken lidenskabelig Aand! Nei, hun har aldrig elsket nogen Anden end mig [...]« Og da Forfængeligheden blander sig ind i Alt paa denne Jord, udbrød han snart: »Det er den smukkeste Kvinde i Paris[a],« og hans Indbildningskraft udmalede ham al hendes Ynde.«

Saaledes vedbliver Skildringen endnu nogen Tid, indtil Mérimée[XII] afbryder sig selv med den lille Bemærkning: »En lykkelig Elsker er næsten ligesaa kjedelig som en ulykkelig Elsker.« Da endelig det skjønne Forhold mellem de To har naaet sin høieste og rigeste Fylde, da Saint-Clairs[xiii] saa flygtige, men saa skjæbnesvangre Skinsyge paa hans Elskedes Fortid har opløst sig i et Intet, en Misforstaaelse, og vi have været Vidne til en Elskovsscene, som ikke den blødeste eller mest indsmigrende Digter kunde male med større Inderlighed, en Scene, i hvilken Angerens Taarer blande sig med Kys og Smil, hvorledes erfare vi saa sex Linier nedenfor, at Alt i samme Nu er forbi og Saint-Clair[xiv] Morgenen derpaa falden i Duellen? Vi erfare det, som Sligt erfares i Livet:

»Nu,« sagde Roquantin[xv] til Oberst Beaujeu[xvi], |405| som han om Aftenen traf hos Tortoni[b], »er Nyheden sand?«

»Altfor sand, kjære Ven,« svarede Obersten med en mørk Mine.

»Fortæl mig, hvorledes det gik til.«

»Aa ganske ligefrem. Saint-Clair[xvii] begyndte med at sige, at han havde Uret, men at han vilde staae for Thémines’[xviii] Skud, før han gjorde ham Undskyldninger. Jeg kunde kun bifalde det. Thémines[xix] vilde have det afgjort ved Lodkastning, hvem der skulde skyde først. Saint-Clair[xx] fordrede, at det skulde være Thémines[xxi]. Thémines[xxii] skjød; jeg saae Saint-Clair[xxiii] dreie sig helt omkring og falde død om. Jeg har ofte bemærket denne underlige Omdreining, der gaaer forud for Døden, hos Soldater, som bleve ramte af et Skud.«

»Det er høist besynderligt,« sagde Roquantin[xxiv]. »Og hvad gjorde Thémines[xxv]

»Han gjorde, hvad man ved saadanne Leiligheder gjør. Han kastede sin Pistol i Jorden med en beklagende Mine. Han slog den imod Jorden saa stærkt, at Hanen gik i Stykker paa den. Det er en engelsk Pistol fra Manton[XXVI]. Jeg troer ikke, at han i hele Paris[c] finder en Bøssemager, der kan gjøre ham saa god en Pistol paany

Idet Mérimée[XXVII] skildrer os velvillige Bekjendtes Medfølelse ikke som sentimentale Forfattere pleie, men som den er, træder det følelsesfulde Forhold |406| mellem de Elskende saa meget lidenskabeligere frem af den haarde Ramme, hvori det er sat. Havde ikke allerede paa Mérimée’s[XXVIII] Tid den Kunst at anrette Champagne i Is været godt kjendt – han havde opdaget den.

Endnu et Par Exempler paa Digterens Evne til at holde sig udenfor den Sindsbevægelse, han sætter i Scene og som han hos Læseren fremkalder. Man see det Sted, hvor i »Stormen paa Redouten[0008]« Hovedangrebet fortælles: »Vi kom hurtigt til Redoutens Fod; Palissaderne vare knækkede og Jorden oprevet af vore Kugler. Soldaterne kastede sig over disse Ruiner med Raabet: »Leve Keiseren!« og Raabet var stærkere, end man skulde tiltroe Folk det, som allerede havde skreget saa længe.« Fortælleren er her ikke Mérimée[XXIX] selv; han lader en Officier meddele sine første krigeriske Oplevelser, men Fortælleren er ikke desmindre af hans Art; thi han deler ikke de stormende Soldaters Begeistring. Langt fra at rose deres Enthousiasme for Napoleon[XXX] som patriotisk eller som forøgende Modet kritiserer han koldblodigt deres Lungers Styrke.

Man bør ikke undre sig altfor meget over, at denne Stil, denne Tone, der saa overraskende sikrer det Fremstilledes Objectivitet stedse paany bliver opfattet som Symptom paa Hjertets Kulde. Den er det imidlertid i Virkeligheden saa lidet som Valget af de gyselige Stoffer hos Mérimée[XXXI] er |407| et Symptom paa Grusomhed. Hvor ofte er ikke omvendt hin Foredragets Ironi kun Sympathiens og Indignationens gjennemsigtige Slør! Man studere denne Ironi i den lille Novelle »Tamango[0009]« hvor allerede Stofvalget kunde synes den overfladiske Læser Bevis paa Hang til det Oprørende; thi hvad vækker Afsky som Slavehandelen og Slavepinerierne eller som Skibbrud, Hungersnød og Drab? Og alt dette nu tilmed foredraget med et ironisk Smil. Men man føler, hvad denne Ironi betyder, naar man læser en Sætning som denne:

»Capitainen gav den halvdrukne Negerkonge Haandslag, og strax bleve Slaverne overgivne til de franske Matroser, der skyndte sig med at tage de lange Trægafler, hvori Negerne havde holdt dem, af Halsen paa dem og iføre dem Halsbaand og Haandlænker af Jern, en Forandring, som afgiver et Bevis paa den europæiske Civilisations Overlegenhed

Man mærker det endnu stærkere, naar man kommer til det Sted, hvor Capitainen med vældige Pidskeslag søger at gjøre den smukke Negerpige føielig:

»Med disse Ord gik Capitainen ned i sin Kahyt, lod Ayché[xxxii] komme og forsøgte at trøste hende; men hverken Kjærtegn eller Slag (thi man taber tilsidst Taalmodigheden) for|408|maaede at bringe den skjønne Negerinde til at være medgjørlig.«

Man maa være stump for ikke at føle, hvorledes paa dette Sted selve den rolige Kulde, der nøies med at constatere den Kjendsgjerning, at saaledes ere Menneskene, og saaledes gaaer det til i Livet, netop forøger det stikkende Indtryk af Voldshandlingen. Man lægger ikke Fortællingen bort uden Rørelse. Hvad der først syntes koldt, sees kun som det stivnede Udbrud af Kunstnersjælens indre Ild. Man begriber, at der er en Sindsbevægelse bag disse Værkers saa ædrue og saa energisk udprægede Former, og at det er denne Sindsbevægelse, der har præget dem saa medailleskarpt ud.

I ingen af Mérimée’s[XXXIII] Noveller sees Fortællingens ironiske Anlæg og den dybe Følelse, der har frigjort sig fra alle Fordommes Svøb, mere fuldendt sammensmeltede end i »Arsène Guillot[0010]«. Den fornemme og christelige Dames Dydsetiquette danner her Modsætningen til det Ubekjendtskab, i hvilket den stakkels allerede af Moderen solgte unge Pige svæver om den hele moralske og christelige Samfundsvedtægt. I et fortvivlet Øieblik springer hun ud af Vindvet, brækker et Ben og nogle Ribben, og Novellen foregaaer ved hendes Sygeleie. I Fortællingens Løb sørger som sædvanligt Ironien for at Medlidenhed og Rørelse ikke overskride det kunstne|409|riske Maal; henimod Slutningen, hvor Arsène’s[xxxiv] Død bliver skildret, bliver det dog Hjertet tilladt at tale uforstyrret, og dets simple Sprog meddeler den døende Grisette en Ynde, der neppe er ringere end den, som i Døden forklarer Musset’s[XXXV] Bernerette[xxxvi]. Saa til allersidst træder den kunstneriske Ironi paany ind i sine Rettigheder. Thi denne Linie: »Stakkels Arsène[xxxvii], hun beder for os«, fint skrevet med Blyant af en kvindelig Haand paa Arsène’s[xxxviii] Gravsten, lærer os i al sin Korthed, at den strenge Dame bukkede under for den samme Fristelse som det udannede Barn, og at da Arsène[xxxix] var død som en Heltinde, arvede hendes Beskytterinde hendes Elsker. Og dog er Ordet Ironi her næsten for grovt. Man savner Ord til at betegne disse Afskygninger. Hin svagtironiske, med Blyant skrevne Linie indeholder i sine sex Ord en Mérimée’sk, det vil sige lakonisk, Toleranceprædiken.

D’Haussonville[XL] har meddelt en Ytring af Mérimée[XLI] til Emile Augier[XLII] om hans lille 1869 for Keiserinden skrevne Novelle »La chambre bleue[0011]«, der viser, hvorledes hin Fortællemethode, som fra først af sprang ubevidst frem af hans Naturel, tilsidst blev bevidst Manér. Mérimée[XLIII] sagde: »Historien har en stor Feil, som beroer derpaa, at jeg først havde isinde at give den en tragisk Slutning og naturligvis altsaa begyndte at fortælle i en spøgende Tone. Saa forandrede jeg min Idee og sluttede med en spøgende Opløsning. |410| Jeg skulde saa have begyndt forfra og fortalt Historien i en tragisk Tone, men det kjedede mig og jeg lod den blive som den var«. Den Form, som oprindeligt var en meget følsom og meget stolt Sjæls stilistiske Udtryksmaade, blev mod Enden af Mérimée’s[XLIV] Liv en raffineret og overdreven Benyttelse af Contrasten som kunstnerisk Virkemiddel.

  • XXV.
    højresiderne i kapitel 25 har i førsteudgaven klummetitlen »Mérimée.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
  • Inspektøren over Frankrigs Mindesmærker
    Prosper Mérimée besad stillingen som øverste ansvarlig for de franske historiske monumenter i 1834-1860.
  • spanske Theaters og de illyriske … Digter
    der hentydes til Prosper Mérimées to første, pseudonyme bogudgivelser Théâtre de Clara Gazul, comédienne espagnole, 1825, en række korte satiriske dramaer udgivet under navn af den spanske skuespillerinde Clara Gazul, samt La Guzla, ou Choix de poesies illyriques, 1827, en samling påståede slaviske folkeviser oversat af gusle-spilleren (et slavisk strengeinstrument) Hyacinthe Maglanović.
  • det første Keiserdømme
    det første franske kejserrige under ledelse af Napoleon 1., 1804-1814 og marts-juli 1815.
  • »Hvor jeg er lykkelig! … Ynde.«
    citat fra Prosper Mérimées novelle »Le vase étrusque«, 1830 Mérimée 1951:254.
    Prosper Mérimée: Romans et nouvelles, Henri Martineau (red.), 1951.
    .
  • »En lykkelig Elsker er … Elsker.«
    citat fra Prosper Mérimées novelle »Le vase étrusque«, 1830 Mérimée 1951:254.
    Prosper Mérimée: Romans et nouvelles, Henri Martineau (red.), 1951.
    .
  • »Nu,« sagde Roquantin … paany.«
    citat fra Prosper Mérimées novelle »Le vase étrusque«, 1830 Mérimée 1951:271-272.
    Prosper Mérimée: Romans et nouvelles, Henri Martineau (red.), 1951.
    .
  • »Vi kom hurtigt til Redoutens … længe.«
    citat fra Prosper Mérimées novelle »L’enlèvement de la redoute«, 1829 Mérimée 1951:218.
    Prosper Mérimée: Romans et nouvelles, Henri Martineau (red.), 1951.
    .
  • »Capitainen gav den halvdrukne … Overlegenhed.«
    citat fra Prosper Mérimées novelle »Tamango«, 1829 Mérimée 1951:225.
    Prosper Mérimée: Romans et nouvelles, Henri Martineau (red.), 1951.
    .
  • »Med disse Ord gik … medgjørlig.«
    citat fra Prosper Mérimées novelle »Tamango«, 1829 Mérimée 1951:231.
    Prosper Mérimée: Romans et nouvelles, Henri Martineau (red.), 1951.
    .
  • »Stakkels Arsène, hun beder for os«
    slutordene af Prosper Mérimées novelle »Arsène Guillot«, 1844 Mérimée 1951:608.
    Prosper Mérimée: Romans et nouvelles, Henri Martineau (red.), 1951.
    .
  • Keiserinden
    Eugénie de Montijo (1826-1920), gift med Napoleon 3., kejserinde 1853-1870. Prosper Mérimées novelle »La chambre bleue« er dedikeret til »Madame de La Rhune«, som han kaldte kejserinden.
  • »Historien har en stor Feil … var«
    citeret i den franske historiker Othenin d'Haussonvilles artikel »Prosper Mérimée. A propos de lettres inédites«, trykt i tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.8.1879, s. 771.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«