Den romantiske Skole i Frankrig (1882)

|309|XIX.

Henri Beyle[I] er uden Tvivl en af de mest sammensatte Aander i hin rige Periode. Det Grundtræk, som skarpest skiller ham fra hans Omgivelser blandt de franske Romantikere er det, at han i lige Linie stammer ned fra det attende Aarhundrede, særlig fra dets strengt rationelle og sensualistiske Filosofi, saa at der ikke i hans Sjæl, end ikke i en nok saa kort Ungdoms- eller Overgangsperiode, findes Glimt af den gjængse romantiske Pietet for de religiøse Traditioner; han er med en Fasthed, der ikke svigter paa noget eneste Punkt hans Liv igjennem, en filosofisk Modstander af Alt, hvad der i den store romantiske Bevægelse var Reaction mod det attende Aarhundredes Aand. Han har aldrig modtaget ringeste Paavirkning af Chateaubriand[II] eller Madame de Staël[III] – han var hverken Colorist som den første eller veltalende som den anden – aldrig ringeste Paavirkning af André Chénier[IV] eller Hugo[V] eller Lamartine[VI], thi han manglede |310| metrisk Sands og var hverken lyrisk eller pathetisk; hans Forbilleder som Romantiker vare ikke indenlandske, og hans Troskab mod de af Romantikerne i alle Lande dybt ringeagtede Filosofer Condillac[VII] og Helvetius[VIII] var ubrødelig ja urokkelig selv paa den Tid, da Fordømmelsesdommen over dem var almen.

Han var og blev lidenskabelig Atheist; det vil sige der var i hans Overbevisning om, at Verden ikke styres af nogen Gud Fader, ligesom et Element af Fjendskab mod det Væsen, han ikke troede paa, en Vrede over Jordelivets Rædsler, der fik Luft i det sørgmodigt vittige Ord: »Ce qui excuse Dieu, c’est qu’il n’existe pas.« Han gik aldrig af Veien for en Leilighed til at lægge sin Uvillie mod positiv Religion for Dagen. Kom han engang til at skrive »den eneste sande Religion«, forsømte han ikke i Parenthes at tilføie »(Læserens)« og berørte han nu og da den christelige Moral, forsøgte han gjerne at reducere den til den Beregning »ikke at spise Trøfler for ikke at faae Ondt i Maven«.

Som Moralfilosof (og som Privatmand) var han en udpræget Epikuræer. Han anerkjendte ingen anden Drivfjæder til Handlinger end Egoismen, det vil sige Trangen til Fornøielse og Frygten for Smerte, og behøvede efter sin Opfattelse ingen anden til Forklaring selv af saakaldte heroiske Handlinger, eftersom Frygten for Selvforagt ↄ: |311| Frygten for et Onde er tilstrækkelig til at kaste et Menneske i Vandet for at frelse en Anden. (Se Beyle’s[IX] Udvikling i det høist interessante Brev af 28. Decbr. 1829). Ved dydige Handlinger forstaaer han da Handlinger der ere besværlige for den, som udfører dem, men nyttige for Andre.

Han var helt igjennem og udelukkende Psycholog; som iagttagende Tourist, som Gransker af gamle Krøniker, som Roman- og Novelleforfatter kun Psycholog. Han studerede bestandig kun Menneskesjælen og han er en af de første Moderne, for hvem Historien som Videnskab reducerede sig til et psychologisk Problem. Men Videnskaben om Mennesket var i Kraft af hans Lykkemoral for ham Videnskaben om Lykken. Om Lykken dreiede alle hans Tanker sig. Ved Charakter forstod han et Menneskes til Sædvane blevne Maade at søge Lykken paa, og naar han blandt de forskjellige Racer foretrak den italienske, var det fordi Italiens Mænd og Kvinder syntes ham at gaae sikrest og ad den lige Vei til Lykken.

Som selvstændig, original og lidenskabelig Natur satte han som første Betingelse for Lykken den at være sig selv og kun stole paa sig selv. Igjennem hans Skrifter klinger i talløse Variationer den Opfordring til Læseren: Nær Mistillid! Tro kun hvad du har seet, nær ikke Beundring for Noget, der ikke morer dig selv, og antag paa Forhaand altid at din Næste er betalt for at |312| lyve! Hans i det Uendelige gjentagne Indvending mod de Franske er den, at de ere altfor forfængelige til at kunne lære Glæden at kjende, eller rettere, at de ikke ere modtagelige for høiere Glæder end Forfængelighedens, hvilke han for sin Del skatter meget lavt. Efter hans Opfattelse spørger Franskmanden uophørligt sin Nabo, om han selv føler Fornøielse, er lykkelig o. s. v. Han tør ikke afgjøre dette Spørgsmaal alene. Frygten for ikke at ligne de Andre, for hvad de Andre ville sige om En er efter hans Opfattelse den herskende Følelse i Frankrig. I Modsætning dertil nærede han selv, ikke nøiet med sin medfødte Originalitet, en Frygt for at ligne Andre, der drev ham til Bizarreri og Affektation. Han, som bestandig spottede Tanken paa Naboen, som elskede og forherligede Aabenhed, Selvhengiven, Ligefremhed og Naivetet, var stadig sysselsat med at passe paa sig selv, iagttage sig selv, foreskrive sig selv saadanne Pligter som Trods mod en Anden, Hævn over en Anden og varetage deres Opfyldelse. Den Tanke, hvad Næsten vilde sige eller gjøre, plagede ham lige saa stærkt som den kunde plage den ringeste Spidsborger, kun med den Forskjel, at naar Næsten spøgede i Spidsborgerens Hjerne var det, fordi denne vilde efterligne ham, medens Tanken paa Næsten, Næstens Spøgelse bestandig kun indgav Beyle[X] Ideen om at trodse det eller flye det. Der er i denne evige |313| Opposition mod Spidsborgeren noget ægte Romantisk. Ikke mindre romantisk er det Træk, at denne Mand, som bestandig prækede og forherligede Naturlighed og Ugenerthed, hele sit Liv igjennem bevarede en Lidenskab for at skjule sig, forklæde sig og mystificere, idet han indesluttede sine personlige Erfaringer og Meninger bag et sandt Hylster af Omsvøb og Drapperier.

Han havde fra først af levet i en dyb indre Ensomhed. Med et overstrømmende Fond af Følelse var han bleven bøiet tilbage mod sig selv, havde alt som Barn mistet sin Moder, hadede sin Fader og var hadet af ham, ansaa sig derfor tidligt for forskjellig fra alle Andre, vel ogsaa for de Andre overlegen, men saaledes at han selv definerede sin Overlegenhed som Forskjellighed.*)

*) I et Brev fra 16. Juli 1813 hedder det: Hvis den saakaldte Overlegenhed kun bestaaer i nogle faa Grader, gjør den elskværdig og bringer de andre Mennesker til at søge En, se f. Ex. Fontenelle. Hvis den er større, afbryder den ethvert Forhold mellem Menneskene og Dig. Det er den ulykkelige Stilling hvori den overlegne eller rettere sagt forskjelligartede Mand befinder sig. Omgivelserne kunne ikke gjøre noget til hans Lykke, Ros fra disse Mennesker vilde efter kort Tids Forløb blive mig modbydelig og deres Kritik vilde pine mig.

Paa lignende Maade hedder det i fjerde Kapitel af »La chartreuse de Parme[0001]«: Kammeraterne fandt Fabrice[xi] meget forskjellig fra dem selv, hvad der stødte dem; han derimod begyndte at føle meget Venskab for dem.

|314|

Han var sig bevidst, at han som forskjelligartet ikke kunde regne paa nogen almindelig Sympathi saa lidt som paa nogen almindelig Forstaaelse. Deraf hans Forfatterønske at kunne skrive i et Sprog som kun forstodes af nogle Udvalgte (une langue sacrée). Deraf ogsaa hans Ønske om at finde »en eneste Læser, enestaaende i enhver Betydning af Ordet«.*)

*) »Un lecteur unique, unique dans tous les sens«.
Og derfor hans Underskrift under »La chartreuse de Parme[0002]«: To the happy few.

Fra denne Kilde stammede ogsaa hans Hang til Skjulthed. Ikke blot har han udgivet alle sine Bøger pseudonymt, med een Undtagelse under Mærket de Stendhal[XII] (rimeligvis efter Byen Stendal[a] i Preussen, Winckelmanns[XIII] Fødested), men i mange af Bøgerne (som i »De l’amour[0003]« f. Ex.) optræder Forfatteren under en Hærskare af vexlende Pseudonymer. Enhver Mening, han ikke selv gider staae ved, enhver Anekdote, der kunde aabne et Indblik i hans Privatliv, tillægges ufravigeligt snart en Alberic[xiv], snart en Lisio[xv], snart »den elskværdige Oberst« saa og saa. Han har i sine Skrifter tillagt sig lige saa mange Bestillinger som Navne: snart er han Kavalleriofficier, snart Jernhandler, snart Toldbetjent, snart Handelsreisende; han optræder snart som Mand snart som Kvinde, og afvexlende som adelig og borgerlig, |315| Englænder og Italiener. Gjerne havde han skrevet i et Ciffersprog for Indviede. Der var i denne Morskab ved at lede paa Vildspor øiensynlig noget af Diplomatens Hemmelighedskræmmeri; men hertil kom i hans Privatcorrespondance den næsten til Forfulgthedsmani overdrevne Mistænksomhed overfor Politiet. Han havde jo i sin Ungdom lært baade Napoleons[XVI] og det østerrigske Politi at kjende og tænkte sig bestandig sine Breve opsnappede og aabnede. Derfor underskrev han saa at sige aldrig et Privatbrev med sit Navn. Jeg finder i hans Correspondance mere end 70 pseudonyme Underskrifter, fra de besynderligste til de almindeligste Navne, Conickphile, Arnolphe II, C. de Seyssel, Chopin d’Ornonville, Toricelli, François Durand o. s. v., han underskriver sig snart Capitain, snart Marquis, snart Ingeniør, snart med sin Alder, snart med sin Gade og sit Husnummer. Grenoble[b] kalder han Cularo, Civita-Vecchia[c] Abeille. Det morer ham at tilføie en fingeret Stedsbestemmelse til sit Navn som f. Ex. Théodore Bernard[xvii] (du Rhône[d]), ja han undertegner endog et offenligt Forslag til Juliregjeringen om et nyt Vaabenskjold for Frankrig saaledes:

Olagnier,De Voiron (Isère).

Det var ham saa stor en Morskab at ukjendeliggjøre eller travestere sig, at Sætningen »odi profanum vulgus et arceo« vel kan siges at ud|316|trykke hvad der for ham personlig var Betingelse for Lykken. Hvori satte han denne selv?

Øiensynlig fra først af i forvoven Handling og i lidenskabelig Elskov. Den Gysen, med hvilken man henreven af en Sag eller en Mand sætter Livet paa Spil, og den Skjælven, i hvilken lykkelig Kjærlighed sætter Sjælen, var for ham Menneskelivets høieste Momenter. Hvor han i Indledningen til »La Chartreuse[0006]« taler om Milano[f], siger han meget charakteristisk: »Det sidste østerrigske Regiments Afmarche betegnede de gamle Ideers Fald: at udsætte sit Liv kom i Mode. Man saa, at for at være lykkelig efter Aarhundreder af Hykleri og Fadhed maatte man elske Noget med en virkelig Lidenskab og vide at sætte sit Liv paa Spil, naar Leilighed gaves.«

Disse to Lidenskaber: Kjærligheden til Krigen og Kjærligheden til Kvinden vare hos Beyle[XVIII] kun to Udtryk for en og samme Grundlidenskab, Kjærligheden til hvad han pleier at kalde »le divin imprévu«, det guddommelige Uforudsete, denne Lidenskab, i hvilken han helt er Poet. Hvorledes Krigen, særlig som Napoleon[XIX] førte den, kunde tilfredsstille dette Hang, behøver ingen Udvikling. Hvorledes Italien, særlig Italiens Kvinder tilfredsstillede den, har man Beyles[XX] egne Ord for. I et Brev fra Milano[g] af 4. September 1820 hedder det: »Da jeg har tilbragt femten Aar i Paris[h], er der Intet mig saa ligegyldigt paa Jorden |317| som en smuk fransk Kvinde. Og tidt fører endog min Modbydelighed for det Vulgære og det Affekterede mig ud over den blotte Ligegyldighed. Saasnart jeg møder en ung fransk Kvinde, og hun ulykkeligvis er vel opdragen, husker jeg paa Stedet mit eget Fædrenehjem og mine Søstres Opdragelse; jeg forudseer alle hendes Bevægelser og indtil de flygtigste Afskygninger af hendes Tanker. Derfor holder jeg meget af det slette Selskab, da dèr dog er mere Uforudseet. Saavidt jeg kjender mig selv, saa er dette den Stræng i min Sjæl, som Menneskene og Tingene i Italien have sat i Svingning. Først og fremmest Kvinderne. Man tænke sig min Henrykkelse, da jeg i Italien fandt, hvad ingen Reisende ved sin Fortælling havde berøvet mig Fornøielsen af at opdage, nemlig at det netop var i det gode Selskab, at der var mest Uforudseet. Disse mærkværdige Aander [Genier, siger Beyle[XXI]] lade sig kun standse af Mangel paa Penge eller af ren Umulighed; hvis der endnu findes Fordomme, saa er det i de lavere Klasser.«

Hvad Beyle[XXII] dybest elsker er da med andre Ord den hensynsløse Energi i Bedrift som i Følelser, Energien, hvad enten den optræder som Feltherrens geniale Uimodstaaelighed eller som Kvindens grænseløse Ømhed. Derfor nærer han, den kolde og tørre Spotter, formelig Tilbedelse |318| for Napoleon[XXIII].*)

*) I sit (ikke afsendte) Brev til Byron[XXIV] siger han ligefrem »le héros que j’ai adoré«. Og i et Brev fra 10. Juli 1818 skriver han, rimeligvis med den eneste lyriske Vending der findes i hans tyve Bind: »O St. Helena! du fra nu af saa berømte Klippe, du er Skjæret, hvorpaa Englands Ære er strandet.« Han minder her om rene Lyrikere som Hugo[XXV] og Heine[XXVI].
Derfor elsker han Milaneserinden. Derfor forstaaer og skildrer han som Skribent endnu langt bedre det femtende og sextende Aarhundrede i Italien end den moderne Tid. Han gik længe om med den charakteristiske Plan at skrive en »Energiens Historie i Italien«, og man kan sige at hans efter gamle Haandskrifter copierede, bearbeidede eller efterdigtede italienske Krøniker have leveret den italienske Energies Psychologi.

En Antydning er tilstrækkelig til at vise, at den samme Kjærlighed til det Uforudsete, der havde draget ham til Krigen, senere da Krigsperioden var afsluttet, gjorde ham til en Reisende, en Emigrant, en Kosmopolit. Han taler etsteds i sine Breve, hvor han har faaet Reiseordre og nødig vil bort, fordi ømme Baand binde ham til Stedet, udtrykkelig om den Fornøielse, han ligefuldt uvilkaarligt føler »saasnart der er Tale om at reise og see Nyt.« Og ligesaa indlysende er det, at den samme Trang til det Uforudsete, |319| det vil sige det Personlige og Hensynsløse, det i dybere Forstand Geniale, der drog ham til Kvinden og bragte ham til at elske heftigere og ømmere end Andre, røber sig i den lidenskabelige Kjærlighed til Musiken og den bildende Kunst, der gjorde ham til Enthousiast, Dilettant, Cicerone og Biograf. Han elskede Cimarosa[XXVII] og Correggio[XXVIII], Ariosto[XXIX] og Byron[XXX] som man elsker en Kvinde. Man studere f. Ex. hans Forhold til Byron[XXXI]. Overfor Verden bedømmer han ham strengt og koldt; i sit personlige Samkvem med Byron[XXXII] optraadte han med Stolthed, disputerede med ham om Napoleon[XXXIII] o. s. v.; han lod endog det mest indtagende Brev fra Byron[XXXIV], som denne sendte ham syv Aar efter deres Sammentræf, ubesvaret, fordi det (i sit Forsvar for Walter Scott[XXXV]) syntes ham at have et Glimt af Hykleri. Men man læse, i hvilke Udtryk han, hvor han intet Baand lægger paa sig, skildrer sine Følelser ved det første Møde med Byron[XXXVI]: »Jeg var dengang forelsket i »Lara[0007]«. Fra det andet Øiekast af saa jeg ikke mere Lord Byron[XXXVII] som han virkeligt var, men som det syntes mig, at »Lara[0008]«s Forfatter maatte være. Da Samtalen i Logen var ved at gaae istaa, søgte Hr. de Brême[XXXVIII] at faae mig til at tale; men det var mig rent umuligt, jeg var altfor fuld af Frygtsomhed og Ømhed. Hvis jeg havde vovet, havde jeg kysset |320| Lord Byrons[XXXIX] Haand og var bristet ud i Taarer [...] Af Ømhed gav jeg ham det Raad at tage sig en Droschke.«*)

*) Hovedstederne hos Beyle[XL] om Byron[XLI] ere Afhandlingen »Lord Byron en Italie« (»Racine et Shakespeare[0009]« 261) og »Lettres à ses amis[0010]« I 273 ff. II 71 ff.

Andre Mænd end Beyle[XLII] have elsket Krig og Reiser, Kvinder og Kunst. Men det absolut eiendommelige og saa overordentligt Moderne ved ham, er Driften og Evnen til midt under Actionen og Lidenskaben at gjøre sig Rede. Han undersøger og iagttager uafbrudt sig selv, har saa at sige bestandig Haanden om sin Puls, constaterer med aldrig svigtende Koldblodighed sine Tilstande og deres Aarsager og uddrager af disse Overvejelser en Kjæde af almene Ideer. Man følge ham i et Slag. Under Kanonaden ved Bautzen[i] noterer han:

»Vi see mellem Kl. 12 og Kl. 3 meget godt Alt, hvad man seer af et Slag, det vil sige Ingenting. Fornøielsen bestaaer i at man er en Smule [dette en »Smule« er ægte Beyle’sk] bevæget ved den Vished, man har om at der for Ens Øine skeer der noget Frygteligt. Kanonernes majestætiske Larm bidrager meget til denne Virkning; hvis de peb eller fløitede, synes det mig ikke, at Sindsbevægelsen vilde være saa stærk. En Piben kunde være lige saa frygtelig, men aldrig saa skjøn.« |321|

Eller man høre ham som forelsket. Han skriver:

Kjærlighedens Fødsel.

Hvad der skeer i Sjælen er følgende:

1. Beundringen.

2. Man siger til sig selv: »Hvilken Glæde det vilde være at kysse hende, blive kysset af hende o. s. v.«

3. Haabet. Man studerer Fortrinene [...] Selv hos de mest forbeholdne Kvinder blive Øinene røde i Haabets Øieblik; Lidenskaben er saa stærk, Fornøielsen saa heftig, at den giver sig tilkjende ved utvetydige Tegn.

4. Kjærligheden er født. At elske vil sige at have Fornøielse af at see, at berøre, med alle Sandser og saa nær som muligt at fornemme en elskværdig Gjendstand, der elsker os.

5. Den første Krystallisation begynder. Man finder en Tilfredsstillelse i med tusinde Fortrin at udsmykke den Kvinde, paa hvis Kjærlighed man er sikker; man gjennemgaaer alle sin Lykkes enkelte Elementer med et uendeligt Behag [...] Lad en Elskers Hoved arbeide i fire og tyve Timer og man finder følgende: Ved Salzburg[j] kaster man en afbladet Gren ned i Saltminernes skjulteste Dybder; to eller tre Maaneder efter trækker man den op paany bedækket med glimrende Krystaller: de mindste Kviste, de der ikke ere tykkere end Kloen paa en Blaameise, ere overstrøede med en Uende|322|lighed af bevægelige og blændende Diamanter, saa man ikke mere kan kjende den oprindelige Gren igjen. Hvad jeg kalder Krystallisation, det er Aandens Virksomhed, der af Alt, hvad der fremstiller sig for den, uddrager den Opdagelse, at den elskede Gjenstand har nye Fortrin. En Reisende taler om Kjøligheden i Genua’s[k] Orangeskove: hvilken Fornøielse at nyde denne Kjølighed med hende! [...] Dette Fænomen stammer fra Naturen, der befaler os at søge Fornøielse og lader Blodet stige os til Hovedet, fremdeles fra den Følelse, at Fornøielserne voxe med Fortrinene hos den elskede Gjenstand og endelig fra den Idee: hun er min. Den Vilde har ikke Tid at gaae videre end til det første Skridt. Han har vel Fornøielse, men hans Hjernes hele Virksomhed er optaget af at forfølge det flygtende Rovdyr for at skaffe sig Næring [...] Skjøndt nu altsaa den Lidenskabelige tillægger sin Elskede alle Fortrin, kan Opmærksomheden dog endnu være adspredt, thi Aanden trættes ved alt Ensformigt, selv ved den fuldkomne Lykke. Men hertil kommer saa følgende, der fæstner Opmærksomheden:

6. Tvivlen fødes. Efter at ti eller tolv Blikke eller en hvilkensomhelst anden Række af Handlinger have indgydt Elskeren Haab og styrket Haabet [...] attraaer han yderligere Vidnesbyrd om sin Lykke. Han møder Ligegyldighed, Kulde eller endog Vrede, hvis han lægger altfor |323| stor Sikkerhed for Dagen [...] Han kommer saaledes til at tvivle om den Lykke, han lovede sig. Han bliver streng med Hensyn til de Grunde til Haab, som han troede at have. Han vil trøste sig med Livets øvrige Glæder; han finder at de ikke mere existere for ham. Frygt for en skrækkelig Ulykke griber ham og samtidigt en dyb Trang til Overveielse.

7. Anden Krystallisation. Dennes Diamanter ere Bekræftelser af den Tanke: Hun elsker mig. Hvert Kvarter af den Nat, som følger paa Tvivlens Fødsel, siger Elskeren efter nogle Øieblikkes Fortvivlelse til sig selv: Jo, hun elsker mig, og han opdager nye Fortrin hos hende. Men saa bemægtiger Tvivlen sig ham atter, han sidder opreist, glemmer at drage Aande, spørger sig: Men elsker hun mig virkeligt? Og midt under disse sønderrivende og søde Overveielser føler den stakkels Elsker levende: Samlivet med hende vilde være en Fornøielse, som intet Andet i Verden kan opveie eller erstatte.

Der gives faa saa fine og skarpe Analyser af en Lidenskab. Ikke med Urette have Beyle’s[XLIII] Redegjørelser for hvad der under Lidenskaberne foregaaer i Sjælen bragt hans bedste Kritikere som Taine[XLIV] eller Bourget[XLV] til at minde om Spinozas[XLVI] mesterlige tredie Del af »Ethiken[0011]«: De Affectibus. Der var i denne Krigsmand, Administrator, Diplomat og Elsker et stort Stykke af en Filosof. |324| Han stræbte at opløse ethvert Fænomen af Følelseslivet i dets Elementer, og paaviste til Gjengjæld Sammenhængen mellem de Ideer og Sindsbevægelser, der i et sluttet System bestemme de forskjellige Individers Anlæg og Charakter. Han agtede paa Følelsernes forskjellige Styrke ikke mindre end paa deres forskjelligartede Sammenkjædninger og Associationer; han stræbte at føre Charakterernes Særpræg tilbage til de dybest liggende nationale og climatiske Aarsager; han skizzerede en Racepsychologi; og uden nogensinde at følge en streng videnskabelig Methode havde han en levende Drift til at anvende videnskabelige Fremgangsmaader paa Studiet af Sjælens Tilstande, han famler uafbrudt efter Talbestemmelser, efter Maal og Vægt. Han skildrer etsteds en Konges Besøg i en lille By med Optog, Te deum og Røgelseskyer i Kirken, Gevær- og Artillerisalver udenfor den, og slutter: »Bønderne var ude af sig selv af Henrykkelse og Fromhed; een saadan Dag tilintetgjør Virkningen af hundrede Numre jakobinske Aviser.« Et andet Steds fortæller en landflygtig Revolutionær om hvorledes den Opstand, for hvilken han stod i Spidsen, er strandet blot fordi han ikke vilde lade tre Mennesker henrette og ikke vilde fordele blandt sine Tilhængere syv, otte Millioner, der laa i en Kasse, til hvilken han havde Nøglen. »Hvem der vil Maalet, maa ville Midlerne«, sva|325|rer Beyle’s[XLVII] Helt, »hvis jeg istedenfor at være et Støvgran havde nogen Magt, saa vilde jeg lade tre Mennesker hænge for at frelse fire Menneskers Liv.« (»Rouge et Noir[0012]« I 105, II 45.)

Det er tydeligt nok, at for Beyle[XLVIII] bestod til Syvende og Sidst Lykken i Klarhed. Det Maal, han bestandig efterstræbte var i sidste Instans, Klarhed over sine indre Tilstande og en klar Indsigt i Menneskesjælens Mechanisme. Han mente, at Medgang, lykkelig Kjærlighed, Lykke overhovedet klarer Forstanden og skjærper Dømmekraften, ligesom han omvendt var overbevist om at Intet bidrog saa meget til at gjøre et Menneske ulykkeligt som Mangelen paa Klarhed. I et Brev fra Moskwa[l] 1812 skriver han høist betegnende til en Ven: »Den Lykke, du nu har, maa med Nødvendighed lede dig tilbage til den rene Bélismes [ↄ: til de strengt Beyle’ske] Principer. Jeg læste for otte Dage siden Rousseau’s[XLIX] »Bekjendelser[0013]«. Det er udelukkende af Mangel paa to eller tre Beyle’ske Principer, at han har været saa ulykkelig. Denne Mani at see Pligter og Dyder overalt har gjort hans Stil pedantisk, hans Liv ulykkeligt. Han omgaaes tre Uger i Træk venskabeligt med et Menneske: Krak, Venskabets Pligter o. s. v. Dette Menneske tænker to Aar efter ikke mere paa ham; han søger og finder en melancholsk Forklaring deraf. Bélismen vilde |326| have sagt ham: To Legemer nærme sig hinanden, der opstaaer Varme og en Gjæring; men enhver Tilstand af denne Art er forbigaaende. Det er en Blomst, som man bør nyde med Vellyst.« Der er i disse Ord et Stykke fortræffelig Livsfilosofi, der vilde røbe en ualmindelig aandelig Ligevægt, ifald i Beyles[L] eget Liv Praxis gjennemgaaende havde svaret til Theorien. Men skjøndt han af Naturen var anlagt til en kraftig Sensualist, i hvis mundtlige Ytringer en cynisk Drøihed var bleven tilvant – han skræmmede ved sin Cynisme George Sand[LI], da hun med Musset[LII] paa Henreisen til Italien traf sammen med ham – og skjøndt han som Tænker var, hvad han fordrede at Filosofen skulde være, klar, tør og fri for Illusioner – han pleiede at sige, at en Stilling som Banquier var den bedste Forskole til Filosofien – saa fandtes dog bag det robuste Temperament og den tørre Logik en Kunstner-Modtagelighed for alle Indtryk, saa pirrelig, saa kvindelig, at selv Rousseau[LIII] neppe var mere sensibel. Og Beyle[LIV] bevarede denne Følsomhed til sin Død. Iblandt hans efterladte Papirer fandtes et, hvorpaa der stod: »Min Ømfindtlighed er bleven altfor levende; hvad der kun streifer Huden paa de Andre, det saarer mig til Blods. Saadan var jeg i 1799, saadan er jeg endnu i 1840. Men jeg har lært at skjule alt dette under en Ironi, som Hoben ikke forstaaer.« |327|

Sjældent har der levet en Aand, der med større Kjærlighed til det Spontane og det Hensynsløse forenede flere Omsvøb og Hensyn, sjeldent har en Aand været saa sandhedskjærlig og samtidigt saa stærkt maskeret, saa glødende i sit Had til Hykleri og paa samme Tid saa lidet aaben og ligefrem.

  • XIX.
    højresiderne i kapitel 19 har i førsteudgaven klummetitlen »Beyle.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
  • pathetisk
    her i den oprindelige betydning: følelsesfuld, højtidelig.
  • »Ce qui excuse Dieu pas.«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 190): »Hvad der undskylder Gud, det er, at han ikke eksisterer«; citeret i Prosper Mérimées essay om Marie-Henri Beyle (Stendhal), trykt i pamfletten »H.B.«, 1850 Mérimée 1998:6.
    Prosper Mérimée: HB. Suivi de XIX lettres à Stendhal, Victor Del Litto (red.), 1998.
    .
  • »den eneste sande Religion« … »(Læserens)«
    der hentydes muligvis til en diskussion om den sande religion mod slutningen af Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830. GB's formulering er et citat fra Auguste Bussières essay »Poètes et romanciers modernes de la France XLVIII. Henri Beyle (M. de Stendhal)« fra tidsskriftet Revue des deux mondes, 15.1.1843, s. 286.
  • »ikke at spise Trøfler … Maven«
    citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) essay De l'amour, 1822. Stendhal skriver specifikt om François-René de Chateaubriands teologiske værk Génie du christianisme, 1802 Stendhal 1853:202.
    Stendhal: De l'amour, 1853.
    .
  • Brev af 28. Decbr. 1829
    der hentydes til et længere brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til Monsieur S… S…, hvori der fortælles en historie om en løjtnant, som vælger at springe i Seinen for at redde en druknende flodskipper Stendhal 1855, 2:81-87.
    Stendhal: Correspondance inédite de Stendhal, vol. 1-2, 1855.
    .
  • Race(r)
    her i betydningen: (national)kulturelt tilhørsforhold.
  • Hvis den saakaldte … mig
    citat fra et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til vennen Félix Faure, 16.7.1813 Stendhal 1855, 1:28.
    Stendhal: Correspondance inédite de Stendhal, vol. 1-2, 1855.
    .
  • une langue sacrée
    (fr.) et indviet sprog. Udtrykket stammer fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) rejsedagbog Promenades dans Rome, 1829 Stendhal 1973:633.
    Stendhal: Voyages en Italie, Victor Del Litto (red.), 1973.
    .
  • »en eneste Læser … Ordet«
    sammensat citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) kunsthistoriske værk Histoire de la peinture en Italie, 1817 Stendhal 1854:121.
    Stendhal: Histoire de la peinture en Italie, 1854.
    .
  • To the happy few
    dedikationen afslutter Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman La chartreuse de Parme, 1839, og desuden også Promenades dans Rome, 1829, og Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 2:493.
    Stendhal: Romans et nouvelles, vol. 1-2, Henri Martineau (red.), 1952.
    .
  • med een Undtagelse
    faktisk udkom flere af Marie-Henri Beyles bøger og desuden adskillige af hans noveller ikke under pseudonymet Stendhal. Foruden Histoire de la peinture en Italie, 1817, som udsendtes i eget navn, udkom den første roman, Armance, 1827, uden forfatterangivelse, og siden publiceredes bl.a. novellerne »La duchesse de Palliano«, 1838, og »L'abbesse de Castro«, 1839, under pseudonymet F. de Lagenevais.
  • »den elskværdige Oberst«
    der hentydes til Oberst L.B. i Marie-Henri Beyles (Stendhals) essay De l'amour, 1822 Stendhal 1853:54.
    Stendhal: De l'amour, 1853.
    .
  • Cularo
    navnet på den galliske by Grenoble indtil år 381.
  • et offenligt Forslag
    henvendelsen er citeret i Marie-Henri Beyles (Stendhals) fætter og biograf Romain Colombs bog Mon cousin Stendhal, 1845 Colomb 1997:73.
    Romain Colomb: Mon Cousin Stendhal. Notice Sur La Vie Et Les Ouvrages de Henri Beyle, 1997.
    .
  • Juliregjeringen
    perioden efter Julirevolutionen i 1830, den væbnede opstand i Frankrig, hvor Karl 10. blev fordrevet og Ludvig-Filip indtog tronen, til Februarrevolutionen i 1848 og oprettelsen af Den Anden Republik. Ludvig-Filip, som bar tilnavnet 'borgerkongen', var bundet af en forfatning, der i højere grad end tidligere sikrede styret parlamentarisk.
  • odi profanum vulgus et arceo
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 193): »Jeg hader Mængden og holder den i Afstand«. Talemåden stammer fra den romerske digter Horats Oder (III, 1, 1) og udgør mottoet til tredje bog af Marie-Henri Beyles (Stendhals) kunsthistoriske værk Histoire de la peinture en Italie, 1817 Stendhal 1854:127.
    Stendhal: Histoire de la peinture en Italie, 1854.
    .
  • »Det sidste østerrigske … gaves.«
    citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman La chartreuse de Parme, 1839 Stendhal 1952, 2:25-26.
    Stendhal: Romans et nouvelles, vol. 1-2, Henri Martineau (red.), 1952.
    .
  • udsætte sit Liv
    her i betydningen: sætte sit liv på spil.
  • »le divin imprévu«
    citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) rejseessay Mémoires d’un touriste, 1838 Stendhal 1992:46.
    Stendhal: Voyages en France, Victor Del Litto (red.), 1992.
    .
  • »Da jeg har … Klasser.«
    citat fra et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til direktøren for moms og afgifter i Montbrison, 14.9.1820 Stendhal 1855, 1:152-153.
    Stendhal: Correspondance inédite de Stendhal, vol. 1-2, 1855.
    .
  • mærkværdige
    her i betydningen: bemærkelsesværdige.
  • le héros que j’ai adoré
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 6, s. 195): »den Helt, som jeg har tilbedt«; citat fra et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til George Gordon Byron (Lord Byron), 23.6.1823. En note i brevudgaven Correspondance inédite de Stendhal, 1855, angiver, at det er uvist, hvorvidt brevet har været afsendt Stendhal 1855, 1:244.
    Stendhal: Correspondance inédite de Stendhal, vol. 1-2, 1855.
    .
  • »O St. Helena! … strandet.«
    citat fra et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til hans fætter og biograf Romain Colomb, 10.7.1818 Stendhal 1855, 1:81.
    Stendhal: Correspondance inédite de Stendhal, vol. 1-2, 1855.
    .
  • »Energiens Historie i Italien«
    planen om at skrive energiens historie i Italien er beskrevet i detaljer i et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til hans fætter og biograf Romain Colomb, 25.11.1817 Stendhal 1855, 1:46-48.
    Stendhal: Correspondance inédite de Stendhal, vol. 1-2, 1855.
    .
  • »saasnart der er Tale … Nyt.«
    citat fra et uadresseret brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal), 2.3.1814 Stendhal 1855, 1:34.
    Stendhal: Correspondance inédite de Stendhal, vol. 1-2, 1855.
    .
  • »Jeg var dengang forelsket … Droschke.«
    citatet og omstændighederne omkring forbindelsen til George Gordon Byron (Lord Byron) er citeret i en passage i et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til Romain Colomb, 24.8.1829 Stendhal 1855, 2:71.
    Stendhal: Correspondance inédite de Stendhal, vol. 1-2, 1855.
    .
  • gjøre sig Rede
    her i betydningen: skaffe klarhed over en bestemt situation.
  • »Vi see mellem Kl. 12 … skjøn.«
    citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) dagbogsoptegnelse fra slaget ved Bautzen under Napoleonskrigene, 21.5.1813 Stendhal 1855, 1:25.
    Stendhal: Correspondance inédite de Stendhal, vol. 1-2, 1855.
    .
  • Kjærlighedens Fødsel … erstatte.
    sammensat citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) essay De l'amour, 1822 Stendhal 1853:4-7.
    Stendhal: De l'amour, 1853.
    .
  • glimrende
    er i betydningen: lysende, glansfuld.
  • Taine eller Bourget … De Affectibus
    Paul Bourgets sammenligning med Baruch de Spinozas tanker i tredje del af værket Etica, 1677, er trykt i essayet »Stendhal (Henri Beyle)«, La nouvelle revue, 15.8.1882, optrykt i Essais de psychologie contemporaine, 1883, s. 284. Bourget anfører i øvrigt, at Hippolyte Taine også ser en analogi mellem Marie-Henri Beyle (Stendhal) og Spinoza. Der hentydes formentlig til Taines bemærkninger i essayet »Étude sur Stendhal«, først trykt i tidsskriftet La nouvelle revue de Paris, 1.3.1864, optrykt i andenudgaven af Essais de critique et d'histoire, 1866, s. 44.
  • De Affectibus
    (lat.) om følelserne.
  • Racepsychologi
    her i betydningen: nationalpsykologi, dvs. kortlægning af nationalkarakteren.
  • »Bønderne var ude … Aviser.«
    citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:318.
    Stendhal: Romans et nouvelles, vol. 1-2, Henri Martineau (red.), 1952.
    .
  • jakobinske (Aviser)
    tilhørende den såkaldte Jakobinerklub, en politisk bevægelse på den revolutionære venstrefløj under Den Franske Revolution. Blandt de kendteste aviser var lægen og videnskabsmanden Jean-Paul Marats L'ami du peuple, 1789-1792.
  • »Hvem der vil Maalet … Liv
    sammensat citat fra Marie-Henri Beyles (Stendhals) roman Le rouge et le noir, 1830 Stendhal 1952, 1:497.
    Stendhal: Romans et nouvelles, vol. 1-2, Henri Martineau (red.), 1952.
    .
  • »Den Lykke, du … Vellyst.«
    citat fra et brev fra Marie-Henri Beyle (Stendhal) til vennen Félix Faure, 2.10.1812 Stendhal 1855, 1:15.
    Stendhal: Correspondance inédite de Stendhal, vol. 1-2, 1855.
    .
  • skræmmede ved sin Cynisme … Italien
    Marie-Henri Beyles (Stendhals) møde med forfatterparret George Sand og Alfred de Musset på båden mellem Lyon og Avignon på parrets rejse til Italien i 1830 er skildret i Sands selvbiografi Histoire de ma vie, 1854-1855 Sand 1971, 2:204-205.
    George Sand: Oeuvres autobiographiques, vol. 1-2, Georges Lubin (red.), 1970-1971.
    .
  • »Min Ømfindtlighed … forstaaer.«
    citeret i Marie-Henri Beyles (Stendhals) fætter og biograf Romain Colombs bog Mon cousin Stendhal, 1845 Colomb 1997:76.
    Romain Colomb: Mon Cousin Stendhal. Notice Sur La Vie Et Les Ouvrages de Henri Beyle, 1997.
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«