Den romantiske Skole i Frankrig (1882)

XVII.

Michelet[I] daterer i sin »Frankrigs Historie[0001]« en ny Epoche i det franske Aandsliv fra det Tidspunkt, da Kaffen blev almindelig Drik. Sagen er stillet paa Spidsen, dog kunde man vel uden Overdrivelse paastaae, at man i Voltaire’s[II] Skrivemaade sporer en Inspiration af Kaffen som hos tidligere Digtere af Vinen. Balzac’s[III] Maade at arbeide paa foranledigede ham til at opfriske sine Kræfter under den anstrengende Nattevaagen ved overdreven Kaffedrikken. Han ødelagde sig legemligt derved. En har sagt det træffende Ord om ham: »Han levede af 50,000 Kopper Kaffe og døde af 50,000 Kopper Kaffe.«

Man sporer i hans Værker Arbeidets Rastløshed og Nervernes Overophidselse; men det er sandsynligt at de, roligere udførte, ikke vilde have erholdt eller bevaret dette Liv. En Verdensstads voldsomme Mellemhverandre, den rasende Concurrence, Hjernearbeidets og Nydelsernes Feber, den store Væverstols søvnløse Susen spores deri; Ilden fra alle hine Arner og Lamper og Esser har meddelt dem sin Flamme. Han levede som i sit Element med Arbeid for sig, bag sig, om sig, |284| saae, som Sømanden paa visse Reiser kun Hav, saa vidt hans Syn rakte, kun sit Arbeid.

I de sidste sytten Aar af hans Liv blev hans Flid afbrudt og oplivet ved det daglige aandelige Samkvem med en langt fra Paris[a] boende Dame, hvem han afgav Beretning om hver Dag der gik. Romanen »Albert Savarus[0002]« fremstiller i let Forklædning dette Forhold. Paa en Reise havde Balzac[IV] gjort Bekjendtskab med Fru Hanska[V], en russisk Grevinde. En Brevvexling, som begyndt 1833 kun afbrødes ved Parrets sjældne Sammentræffen et eller andet Steds i Europa og som stedse blev inderligere, førte i 1850 til Balzac’s[VI] Giftermaal med den saa længe beundrede Dame, der da i nogle Aar havde været Enke. Det er vanskeligt at bestemme hendes Indflydelse paa Balzac’s[VII] Production, da man skylder hendes Paavirkning saa forskjelligartede Værker som den Swedenborgske Roman »Séraphita[0003]« og den fine, forstandige Fortælling »Modeste Mignon[0004]«. Skjønt Balzac[VIII] i Aaringer havde ønsket denne Forbindelse, opsatte han den dog for at kunne indgaae den med Ære, af egen Drift, indtil hans Gjæld helt var betalt. Han lod et smukt Hus indrette i Paris[b] og begav sig som lykkelig om end ikke længer ungdommelig Brudgom til Fru Hanska’s[IX] Gods i Lille-Rusland. Dèr kom, endnu før Brylluppet i Berditchew[c] var feiret, en ved den mangeaarige Overanstrengelse fremkaldt dødelig |285| Sygdom til Udbrud. Ægteparrets Samliv var kort. I Marts 1850 stod Brylluppet, tre Maaneder senere var Balzac[X] et Lig. Man mindedes blandt hans Venner det tyrkiske Ordsprog: Naar Huset er færdigt, kommer Døden.

Den kom, da Balzac[XI] stod paa sit aandelige Høidepunkt.

Aldrig havde han skrevet bedre, dybere Bøger end i de sidste Aar af sit Liv. Han stod derfor ogsaa paa Høiden af sit Ry. Det var langsomt steget. Da han havde skrevet en Snes Romaner uden endnu at have vundet en mere udbredt Anerkjendelse, begyndte Talenterne af den yngre Slægt at nærme sig ham og følge hans literære Løbebane med Deltagelse. Han anbefalede dem Flid, ensomt Liv og (kun halvt for Spøg) Kydskhedsløfte, hvis de vilde drive det til noget i Literaturen – han tillod Breve til den elskede Gjenstand, »fordi de dannede Stilen«. Det undrede dem at høre disse Raad af en Mand, hvis Bøger regelmæssig af Pressen modtoges med et i alle Tonarter varieret Skraal over deres Immoralitet; de vidste endnu ikke, at dette altid er den litterære Afmagts første og sidste Injurie mod det, som i Litteraturen har Livskraft og Mandskraft. Trods alle Angreb fik hans Navn stedse fuldere Klang; det var ved hans Død nær ved at gaae op for de Samtidige, at de i Balzac[XII] havde en af de sande store Skribenter, der præge en Kunstart med deres |286| Aand. Han havde ikke blot grundlagt Romanens moderne Form, men som ægte Søn af et Aarhundrede, i hvilket Videnskaben trænger sig stedse dybere ind i Kunsten, indvarslet en Methode at iagttage og beskrive paa, som kunde tilegnes og anvendes af andre. Hans Navn var allerede i og for sig stort; men den, som stifter en Skole, hans Navn er Legio.

At han dog i sin Levetid ikke naaede sit fulde Ry, det beroer blandt andet paa to forskjelligartede Mangler ved hans Værker.

Hans Stil var usikker, undertiden plat, undertiden svulstig, og Manglen paa Stil veier altid tungt, fordi det, der adskiller Kunsten fra Ikke-Kunst, netop er den Udelukkelse og Banlysning af alt Omtrentligt, som man kalder Stil. Denne Mangel var især de rhetorisk saa fint følende Franskmænd en Forargelse. Men efter Balzac’s[XIII] Død trængte hans Værker ogsaa igjennem i Udlandet, og her blev hin vægtige Mangel fundet yderst ringe og let. Hvem der forstaaer et Sprog godt nok til at kunne læse det, men ikke nøie nok til at kunne paaskjønne enhver sproglig Finhed, han tilgiver let stilistiske Synder, naar sjældne og fængslende Egenskaber bøde paa dem. Men saaledes var netop Europas store, romanlæsende Publikum stillet. De dannede Italienere, Østerrigere, Polakker, Russere osv. læste med ublandet Fornøielse Balzac[XIV] og toge ringe Anstød |287| af Brist eller Bræk i hans Formgivning. Hermed skal dog ikke være sagt, at disse Lyder ikke ville skade hans Værkers Bestaaen. I Tidernes Løb bestaaer intet Formløst eller kun delvis Formet. Den uhyre »Comédie humaine« vil (som det 10,000 Stadier lange Maleri, om hvilket Aristoteles[XV] siger, at det ikke mere vilde være noget Kunstværk) af Eftertiden ikke blive opfattet som et enkelt Digterværk, og Brudstykkerne af dette Hele ville kun opnaae Varighed i Verdenslitteraturen i samme Forhold som de ere kunstnerisk fuldendte. Som blot kulturhistorisk Materiale vil man efter Aarhundreders Forløb næppe opsøge dem.

Til Formens Mangler kom hos Balzac[XVI] det rene Idee-Indholds langt større Svaghed. Han kunde ikke i levende Live blive fuldt anerkjendt, fordi han kun som Digter var stor; man havde vænnet sig til i Digteren at see en aandelig Fører, og Balzac[XVII] var ingen. Hans blivende Mangel paa Forstaaelse af sin Tids religiøse og sociale Frigjørelsesideer, der saa tidligt grebe George Sand[XVIII], saa mægtigt Victor Hugo[XIX] og Lamartine[XX] og mange andre, formørkede Indtrykket af hans store Evne som Menneskesjælens Naturforsker. Hans politiske og religiøse Doctriner, der vare af rent absolutistisk Beskaffenhed, virkede afskrækkende paa mange. I Begyndelsen smilede man vel, naar den sensualistisk og reformatorisk |288| anlagte Romandigter beraabte sig paa den hvide Fanes Dogmatikere, Joseph de Maistre[XXI] og Bonald[XXII]; lidt efter lidt saa man, at han var fuldstændigt uklar.

Hans Væsens stærke Sandselighed og hans Fantasis tøilesløse Kraft førte ham til Mystik i Videnskaben som i Religionen. Den dyriske Magnetisme, der omtrent fra 1820 af spiller saa stor en Rolle i Litteraturen, var som Forklaringsgrund til hvad der gik for sig i Sjælene Gjenstand for hans særlige Forkjærlighed. I »La Peau de Chagrin[0005]«, »Séraphita[0006]«, »Louis Lambert[0007]« defineres Villien som en Kraft lig Dampen, som »et Fluidum, der efter eget Tykke kan ændre Alt, endog Naturens absolute Love«. Balzac[XXIII] var til Trods for sin Aands moderne Charakter, Romantiker nok til at tro paa Clairvoyance og til overhovedet at helde til »de hemmelige Videnskaber«. Det er kun billigt at tilføie, at han omvendt trods det Præg, han modtog af Romantikens Tidsalder – som Victor Hugo[XXIV] sagde det ved hans Grav – »hvad enten han vidste og vilde det eller ei, hørte til de revolutionære Skribenters stærke Race.«

Han var af Natur og Opdragelse anvist paa at forstaa Livets Fylde og i denne Forstaaen nyde den. Men allerede som ung indviet i Samfundsfordærvelsen, saa han sig forskrækket og ordenskjær om efter Tøile og Bidsel for den for|289|vildede Menneskehed og fandt ingen anden end den en Gang oprettede Kirke. Derfor hos Balzac[XXV] den tidt saa pinlige Modsigelse mellem sandselige Instincter og asketiske Tendenser, især hvor han reflekterer over Forholdet mellem de to Kjøn; det er denne Kontrast, der gjør, at Romanerne »Le lys dans la vallée[0008]«, som han holdt for sit Mesterværk, og »Les memoires de deux jeunes mariées[0009]« virke saa urent og ubehageligt. Deraf fremdeles den hos ham altfor hyppigt forekommende Modsigelse mellem filosofiske Grundanskuelser og klerikale Tendenser. I Fortalen til sine samtlige Værker erklærer han først, at Mennesket i og for sig hverken er godt eller slet, og at Samfundet altid kun gjør det bedre, ytrer sig altsaa ubevidst saa skarpt som muligt mod Kirkens Grundanskuelse af Menneskenaturens Fordærvethed ved Synden; faa Linier længere nede priser han Katholicismen som »det eneste fuldstændige Undertrykkelsessystem af Menneskehedens fordærvede Tendenser«, og fordrer, at den hele Undervisning skal lægges i Geistlighedens Hænder. Overbevisningen om hine »fordærvede Tendenser« førte ham saa til at betragte og skildre Menigmand, Tyendet, Bønderne næsten kun som de Besiddendes fælles Fjende (man see hans komiske Pathos mod Tjenestefolk i »Cousine Bette[0010]«, hans Bønder i »Les Paysans[0011]« og han behagede sig selv i Udfald mod Demokraterne, de Liberale, de to |290| Kamre, den parlamentariske Regjeringsform overhovedet.

Med alle hans store og glimrende Fortrin fattedes der ham et Noget, for hvilket de Franske ikke have noget Ord, men som vi kalde Dannelse; det skortede ham paa rolig Dannelse, eller nøiagtigere: den Ro, som betinger Dannelsen, havde hans rastløse, bestandig fantastisk frembringende Aand aldrig nydt.

Men han besad hvad der for Digteren er vigtigere, et sandhedselskende, i Dybet gaaende Geni. Den, som kun søger det Skjønne, han skildrer af den menneskelige Vegetation kun Stammen og Kronen; Balzac[XXVI] har afbildet den menneskelige Plante med dens Rødder, og det var ham fremfor alt magtpaaliggende at udfolde Røddernes Nætværk, Plantens underjordiske Liv, der betinger det overjordiske, i hele dets Originalitet for Øiet. Hullerne i hans formelle og ideelle Dannelse kunne ikke hindre Efterverdenen i at anerkjende hans Geni.

  • XVII.
    højresiderne i kapitel 17 har i førsteudgaven klummetitlen »Balzac.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Den romantiske Skole i Frankrig.«.
  • »Han levede af 50,000 … Kaffe.«
    let omskrevet citat fra ra Hippolyte Taines Notes sur Paris. Vie et opinions de M. Frédéric-Thomas Graindorge, 1867, en beskrivelse af Paris, fortalt af en fiktiv amerikansk forretningsmand Taine 1867:170.
    Hippolyte Taine: Notes sur Paris. Vie et opinions de M. Frédéric-Thomas Graindorge, 1867.
    .
  • Swedenborgske (Roman)
    efter den svenske naturforsker og teosof Emanuel Swedenborg, hvis doktriner spillede en betydelig rolle for Honoré de Balzac.
  • Lille-Rusland
    tidligere betegnelse for Ukraine.
  • tre Maaneder senere … Lig
    Honoré de Balzac døde som følge af hjertesygdom 18.8.1850, hvilket var fem og ikke tre måneder efter hans bryllup med Ewelina Hańska.
  • Man mindedes blandt hans … Døden
    citeret i Théophile Gautiers essay om Honoré de Balzac i hans essaysamling Portraits contemporains, 1874 Gautier 1874:128.
    Théophile Gautier: Portraits contemporains, 1874.
    .
  • »fordi de dannede Stilen«
    citat fra Théophile Gautiers biografi Honoré de Balzac, 1859 Gautier 1859:57.
    Théophile Gautier: Honoré de Balzac, 1859.
    .
  • hans Navn er Legio
    hans navn er kendt af utallige mennesker.
  • »Comédie humaine«
    Honoré de Balzacs kolossale romanrække på mere end 90 færdiggjorte titler, 1830-1856.
  • 10,000 Stadier lange Maleri
    der hentydes til et argument i Aristoteles' Poetikken, ca. 325 f.Kr., kap. 7, som lyder, at det skønne må have den rette størrelse, og at et maleri fx ikke kan være tusinde mile langt, fordi det da ikke ville kunne overskues af øjet.
  • Den dyriske Magnetisme
    mesmerismen, teori udviklet i 1770'erne af den østrigske læge Franz A. Mesmer, som antog, at en mystisk magnetisk kraft udgik fra alle levende skabninger, planter som dyr, og øvede indflydelse på mennesker. Honoré de Balzacs inspiration af mesmerismen ses bl.a. i romanerne La peau de chagrin, 1831, Louis Lambert, 1832, Séraphîta, 1834, og særligt Ursule Mirouët, 1841.
  • »et Fluidum … Love«
    sammensat citat fra Honoré de Balzacs roman La peau de chagrin, 1831 Balzac 1977, 10:150.
    Honoré de Balzac: La Comédie humaine, vol 1-12, Pierre-Georges Castex et al. (red.), 1976-1981.
    .
  • billigt
    her i betydningen: passende.
  • »hvad enten han vidste … Race.«
    citat fra Victor Hugos tale ved Honoré de Balzacs begravelse 20.8.1850, optrykt i Hugos tekstsamling Actes et paroles, 1875 Hugo 1875, 1:421.
    Victor Hugo: Actes et Paroles, vol. 1-4, 1875-1885.
    .
  • Race
    her i betydningen: type.
  • »det eneste fuldstændige … Tendenser«
    citat fra Honoré de Balzacs forord til otte-binds-udgaven af romanrækken La comédie humaine fra 1842 ff. Balzac 1976, 1:12.
    Honoré de Balzac: La Comédie humaine, vol 1-12, Pierre-Georges Castex et al. (red.), 1976-1981.
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«