Naturalismen i England (1875)

|[1]|

Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur.

Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Foraarshalvaaret 1874 og Efteraarshalvaaret 1875
af

G. Brandes.

Naturalismen i England.
Byron og hans Gruppe.

Kjøbenhavn.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).

Græbes Bogtrykkeri.

1875.

Forbemærkninger

Generelt

Georg Brandes’ tekster, ikke mindst Hovedstrømningers seks bind, er levende størrelser, der ændrede sig fra udgave til udgave i kraft af forfatterens revisioner. Disse havde med stilistik og ortografi at gøre, men også med substansen. Forfatteren blev klogere og mere indlæst i sine emner, ligesom han fik nye æstetiske og ideologiske impulser.

Dette variantapparat er selektivt, idet der er anlagt et kvantitativt defineret væsentlighedskriterium ved bedømmelsen af, hvilke varianter der skal medtages, nemlig: 2 linjers ændret tekst i form af udeladelser, tilføjelser eller omarbejdelser i forhold til førsteudgaven. Samme pragmatiske begreb om varians er lagt til grund i Jens Kr. Andersen og Chr. Jacksons »Georg Brandes: Emigrantlitteraturen« (Danske Studier, 1971) og i Per Dahls forarbejder til en bibliografi over Brandes’ forfatterskab. Udpegningen af varianter er foretaget ved hjælp af både digitale kollationeringsværktøjer og analog kontrollæsning. Straks nedenfor i en indledende prosaredegørelse til hvert bind af Hovedstrømninger, er den varians, der falder uden for perspektivet, karakteriseret og eksemplificeret.

Det, der sammenlignes, er i alle tilfælde 1. og 2. udgaven af de enkelte bind af Hovedstrømninger. I nogle tilfælde af udgivelseshistorien er der indimellem disse udgaver skudt en tysk udgave, som var det egentlige grundlag for revisionen. De tyske varianter er ikke medtaget i apparatet. For udgivelses- og oversættelseshistorien til de enkelte bind henvises til redegørelsen for Udgaveforhold. Her findes også i kort form en beskrivelse af de større ændringer, der forekommer i senere udgaver af de enkelte bind.

Om 2.-udgaven af Naturalismen i England (1892)

1. 1892-udgavens udgivelseshistorie

1.-udgaven af Naturalismen i England. Byron og hans Gruppe udkom i 1875 som det fjerde bind i Georg Brandes’ Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. 2.-udgaven udkom i 1892. Ændringerne er i denne udgave – sammenlignet med de ændringer, der foretages i 2.-udgaverne af Hovedstrømningernes tre første bind – begrænsede.

1875-udgaven har et indledende citat af Hebbel og består ud over en kort indledning af 21 nummererede kapitler (I-XI). Året efter, i 1876, udkom værket på tysk i Adolf Strodtmanns oversættelse under titlen Die Hauptströmungen der Literatur des neunzehnten Jahrhunderts. Der Naturalismus in England. Die Seeschule. Byron und seine Gruppe. Strodtmann følger både her og i de følgende tyske udgaver (2. udgave: 1886; 3. udgave: 1892) den danske 1875-udgave. I 1892 udkom også den danske 2.-udgave, der på titelbladet er forsynet med betegnelsen »Anden gjenemsete Udgave«. Dette gennemsyn har ud over en række større og mindre ændringer resulteret i et nyskrevet kapitel (XIV: »Britisk Frisind«) samt et nyt indledende citat, idet Hebbel har måttet vige pladsen for Shelley. Væk er også bindets undertitel (Byron og hans Gruppe). I første omgang slog ændringerne ikke igennem i Strodtmanns udgave, idet den tyske 1894-udgave (4. udgave) er identisk med den danske 1875-udgave. Først i 1897, i en såkaldt Jubiläums-Ausgabe, medtages ændringerne fra den danske 1892-udgave, og bindet betegnes på titelbladet da også i vanlig tysk stil »Fünfte, gänzlich umgearbeitete, vermehrte und mit einem Generalregister versehene Auflage«.

2. Sproglige ændringer i 1892-udgaven

I det følgende redegøres for en række af ændringer, som forekommer så gennemført i 1892, at der kan tales om en generel bestræbelse hos forfatteren. Ikke alle ændringstyperne er gennemført til fulde, men dog i vid udstrækning. Det drejer sig alle steder om ændringer, der falder uden for det ovennævnte princip for, hvornår en tekstændring optages i variantlisten: 2 linjers ændret tekst i form af udeladelser, tilføjelser eller omarbejdelser i forhold til førsteudgaven.

a. Retorik og stil

Overordnet set kan det siges, at Brandes i 1892-udgaven så at sige skriver sig selv ud af værket ved at indlægge en (akademisk) distance. Der er vel i 1875-udgaven ikke tale om, at teksten – som det er tilfældet med de første bind af Hovedstrømninger – har et direkte forelæsningspræg, men Brandes inkluderer i 1875-udgaven ofte sig selv med jeg/mig-former. Disse er i 1892-udgaven i vid udstrækning erstattet af en vi-form eller fjernet til fordel for en neutral form uden subjekt. Fx:

jeg tidligere har skildret > vi tidligere have set
mit Hovedøiemed > vort Hovedøjemed
Jeg berørte > Vi berørte
har ligeledes ført mig > fører
Det forekommer mig, at fire > Der er fire

b. Fordanskning

Brandes har i 1892-udgaven lagt en stor indsats i at erstatte de i 1875-udgaven hyppigt forekommende fremmeord med gængse danske ord. Dette gælder både mere sjældne og fremmedklingende ord og mere almindeligt forekommende. Ordene erstattes enten og hyppigst en-til-en eller foldes forklarende ud. En række eksempler:

Universalmonarchi > Verdensherredømme
kosmopolitiske > verdensborgerlige
grandiose > storladne
Supranaturalisme > Overnaturlighedshang
Theisme > Aabenbaringstro
Spiritisme > Aandetro
Liberalisme > Frisind
Realisme > Virkelighedssans
Sujetters > Æmner
litterære Controvertser > boglige Stridigheder
apriorisk Idee > paa Forhaand elskede Ide
Passus > Afsnit
Skepticisme > Tvivlelyst
psychologiske > sjælelige
Servilitet > Trællesind
uspeculative > ikke til Grunden tænkende
Digression > Afvigen fra
sociale Begeistring > Sværmen for en Samfundsreform
Sorites > Kjædeslutning
culinarisk og gastronomisk Interesse > en Kjøkken- og Madkjender-Interesse

c. Modernisering

GB har i 1892-udgaven ret nøje gennemført en række ændringer på bogstavniveau. Det drejer sig i vid grad om bestemte bogstaver, der erstattes af andre, men også til en vis grad af enkelt-bogstaver, der glider ud. I det følgende gives en række grupperede eksempler. Det skal bemærkes, at en del af ændringerne er i overensstemmelse med de samtidige retstavningsreformer, jf. Henrik Galberg Jacobsens Ret og skrift. Officiel dansk retstavning 1739-2005, 2010.

c > k:
Radicalisme > Radikalisme
Convenients > Konveniens
Consequents > Konsekvens

i > j:
høist > højst
bøiede > bøjede
begeistres > begejstres

z > s/c:
zirlige > sirlige
Bronzealderen > Broncealderen

ph > f:
Philosophi > Filosofi
metaphysisk > metafysisk
phantastiske > fantastiske
photographisk > fotografisk

ou > u / ai > æ:
Souverainitetens > Suverænitetens

q > k:
Antiqvars > Antikvars

-e udelades:
undgaae > undgaa
staae > staa
ansee > anse
troe > tro

-t tilføjes:
særlig > særligt
pludselig > pludseligt
godmodig > godmodigt

-d slettes:
Tydskland > Tyskland
Sandselighed > Sanselighed
Solglands > Solglans
skjøndt > skjønt
Prindsens > Prinsens

Varianter

Omarbejdelse

Ny epigraf tilføjes

Künstler, nie mit Worten, mit Thaten begegne dem Feinde!
Schleudert er Steine nach dir, mache du Statuen d’raus.
HEBBEL
(1875:[2])

omarbejdes til

I am as a spirit who has dwelt
Within his heart of hearts; and I have felt
His feelings, and have thought his thoughts, and known
The inmost converse of his soul, the tone
Unheard but in the silence of his blood,
When all the pulses in their multitude
Image the trembling calm of summer seas.
I have unlocked the golden melodies
Of his deep soul as with a master-key
And loosened them, and bathed myself therein.
Shelley: Fragment L.
(1892:[2])

Tilføjelse

Om et digt af Thomas Campbell

[…] Rædsel og Gru, Campbells Ode »The mariners of England« er en henrivende melodiøs og mandig Forherligelse af engelske Sømænds Heltemod og Herskermagt, Byrons Vikingefarter […] (1875:19 / 1892:19)

Omarbejdelse

Om Georg 3.

[…] Konge af Navn.

Skulde jeg paa en for Danske forstaaelig Maade med et eneste Ord betegne Georg den 3die, da vilde jeg sige: han var Englands […] (1875:33)

omarbejdes til

[…] Konge af Navn.

Georg den Tredje var Englands […] (1892:33)

Omarbejdelse

Om Georg 3.s omfang

[…] Deres fede Ven«?

Vor »fede Ven« var efterhaanden bleven ganske overordentlig fed. Det Liv, han førte med Orgie paa Orgie havde givet ham en saadan Embonpoint, at han ikke mere gad […] (1875:39)

omarbejdes til

[…] Deres fede Ven«?

Den indsmigrende Tronfølger var nemlig efterhaanden bleven saare omfangsrig. Det Liv, han førte med uafladelige Sviregilder havde givet ham et saadant Huld, at han ikke mere gad […] (1892:39)

Omarbejdelse

Om Coleridges poetiske smag

[…] forskruet Diction. Hvor vidt denne gik, har man et Bevis paa i følgende Linie af Digteren Donne i en Ode til Koppeindpodningen […] (1875:57)

omarbejdes til

[…] forskruet Diktion. Han afskyede Oder til »Skinsyge«, »Haab«, »Glemsel« eller lignende Abstraktioner. De mindede ham om en Oxforder-Ode til Koppeindpodningen […] (1892:57)

Omarbejdelse

Om den engelske kvinde

[…] sit Væsen.« / Hvis mit Øie ikke skuffes, da har man her et ægte naturalistisk Ideal af den engelske Kvindetype, og man […] (1875:78)

omarbejdes til

[…] sit Væsen.« / Man har her utvivlsomt et ægte naturtro Mønsterbillede af den engelske Kvinde, og man […] (1892:78)

Udeladelse

Ralph Waldo Emersons oplevelse af William Wordsworth

[…] eller Postvogn. Hans Ansigt opklaredes nogle Gange, ellers var hans Conversation ikke udmærket ved nogen særegen Kraft eller noget særeget Sving. "W. ærer sig selv ved sin simple Troskab mod Sandheden, men man forbauses over hans Tankers snevre Grændser. At slutte fra en enkelt Samtale gjorde han Indtryk af en indskrænket og ægte engelsk Aand, som betalte Begeistringens sjeldne Timer med den tørreste Prosa i andre.« - Efter sit […] (1875:83 / 1892:83)

Tilføjelse

Ralph Waldo Emersons oplevelse af William Wordsworth

[…] som Finale! / Emerson samler sine Indtryk i disse Ord : »Hans Ansigt opklaredes nogle Gange, ellers var hans Samtale ikke udmærket ved nogen særegen Kraft eller noget særeget Sving. W. ærer sig selv ved sin simple Troskab mod Sandheden, men man forbanses over hans Tankers snævre Grænser. At slutte fra en enkelt Samtale gjorde han Indtryk af en indskrænket og ægte engelsk Aand, som betalte Begejstringens sjældne Timer med den tørreste Prosa i andre.« / I 1843 […] (1875:84 / 1892:84-85)

Omarbejdelse

Om et digt af William Wordsworth

[…] overnaturligt Skjær. Her et Exempel paa, hvorledes han bærer sig ad dermed. Jeg vælger et Digt, der ganske sikkert er et af hans mest betegnende, om jeg end langtfra vilde kalde det et fortrinligt Digt. Det hedder »Resolution and Independence«. Digteren skildrer […] (1875:90)

omarbejdes til

[…] overnaturligt Skjær. / Et Digt, der ganske sikkert er et af hans mest betegnende, om end langtfra et fortrinligt Digt, nemlig »Resolution and Independence«, afgiver et Exempel paa, hvorledes han bærer sig ad dermed. Digteren skildrer […] (1892:90-91)

Omarbejdelse

Om Théodore Banvilles poetik

[…] af Hjertet applaudere. Jeg for min Del er fuldkomment villig til at underskrive det Kapitel i Theodore Banvilles Poetik, der har til Overskrift: Licentia poetica og til Indhold: Der[…] (1875:106)

omarbejdes til

[…] af Hjertet give ham Bifald. Théodore Banville har med fuld Ret givet et Kapitel i sin Poetik Overskriften Licentia poetica og dette Indhold: Der […] (1892:106)

Omarbejdelse

Om et digt af Moritz Hartmann

[…] hvorledes han pintes af Fuglens Sang til Ære for hendes Kydskhed, hvem den skyldte sit Liv, hver Gang han afvist paany styrtede ud fra hendes Værelser, fortvivlet over hendes Kulde. Hans Herre […] (1875:122)

omarbejdes til

[…] hvorledes han, hver Gang han, afvist og fortvivlet over hendes Kulde, styrtede ud fra hendes Værelser, pintes af Fuglens Sang til Ære for hendes Kyskhed, hvem den skyldte sit Liv. Hans Herre […] (1892:122)

Udeladelse

Om Robert Southeys kritik af Byrons Don Juan, 1821-1824

[…] Forfatterens Race. Der er i denne moralske Suppe Kraftextract nok til at forsyne et helt Dusin ledende Artikler i anti-fritænkerske Organer, og Ethvert kraftigt Udbrud […] (1875:154 / 1892:54)

Omarbejdelse

Om Fanny Browne. Den store tilføjelse skyldes udgivelsen af Letters of John Keats to Fanny Brawne Written in the Years MDCCCXIX and MDCCCXX, udg. af Harry Buxton Forman, London 1878.

[…] den tærende Sygdom. I Aaret 1820 efter de første Anfald af Brystsygen synes han at have boet i Hus sammen med sin Elskedes Familie, men med den sørgelige Bevidsthed om Nødvendigheden af at foretage en eller anden stor Forandring med sit Liv for at undgaae den absolute Trang. Han tænkte paa Sydamerika, paa at ledsage en eller anden Indiafarer som Læge o. s. v. Da var det, at nye og afgjørende Symptomer paa Sygdommens Fremskridt viste sig. En Reise til Italien blev foreskrevet. Han, som under […] (1875:205)

omarbejdes til

[…] den tærende Sygdom.

Frøken Fanny (egentlig Frances) Brawne var fem Aar yngre end Keats, altsaa fyldt 18 Aar, da han i Aaret 1818 lærte hende at kjende. Han levede da i Wentworth Place ved Hampstead, en Ejendom, der kun bestod af to Huse med Haver foran og- bagved, af hvilke Familien Brawne, Moder og Datter, beboede det ene, medens Keats og hans Ven Brown havde taget Ophold i det andet. Her tilbragte Keats det første halve Aar af sit Kjærlighedsliv i virkelig Lykke. I December 1818 havde han begyndt «Hyperion». I Januar skrev han «Isabel]a». I Februar 1819, den frugtbareste Maaned i hans Liv, digtede han Oden til Psyche, St. Agnes's Aften og meget af «Hyperion». Tidligt i Foraaret skrev han, siddende under et Blommetræ i Familien Brawne's Have, Oden til Nattergalen. Med andre Ord: det Skjønneste, han har skrevet, stammer fra dette første Halvaar, i hvilket han gik lange Spadsereture med Fanny og endnu var rask. Da han daglig havde al mulig Adgang til at se sin Elskede, existerer der desværre ikke et eneste Kjærlighedsbrev fra denne hans Lykkes korte Tid. Men i Julimaaned 1819 skrev han til hende for første Gang, og alle de Breve, han i dette og det følgende Aar indtil sin Død har sendt hende, bleve offenliggjorte i 1878.

De første af dem er endnu ikke tungsindige. I et af de tidligste hedder det; »Jeg behøver et lysere Ord end lys, et skjønnere Ord end skjøn» og han svarer paa en Indvending fra hendes Side saaledes: «Hvorfor maa jeg ikke tale om din Skjønhed, da jeg uden den aldrig kunde have elsket dig? Der gives maaske en anden Art Kjærlighed, for hvilken jeg har største Respekt og som jeg kan beundre hos Andre; men den har ikke den Rigdom, den Blomst, den fulde Form eller den Trolddom, som Elskov efter mit eget Hjerte har.«

Dog meget snart glimter i disse Breve den Skinsyge frem, der snart skulde virke saa fortærende paa Keats. Atter og atter afkræver han hende Løfter om evig Hengivenhed. Uden endnu at være syg har han en ubestemt Forudfølelse af at hans Dødsstund ikke er fjern. Der er, siger han, to yppige Æmner, han paa ensomme Vandringer ruger over, hendes Elskelighed og hans egen Død: »Gid jeg kunde besidde dem begge i samme Minut!«

Hendes Breve virkede i Grunden kun forstemmende paa ham. Han læste dem saa tidt, at hver Sætning fik en unaturlig Vægt og de syntes ham da enten kolde eller fulde af Bebrejdelser. Han pinte sig selv og derefter hende med sin mistænksomme Pirrelighed, rejste f. Ex. uden Grund hendes Dør forbi i Hampstead, skjønt han selv længtes og skjønt han ved sin Udebliven skuffede hende. Fra Oktober 1819 er der et Par lykkelige og ublandet ømme Breve. Men i Februar 1820 indtræder i hans Sjæleliv en Tilstand af højeste Ophidselse. Han begynder at spytte Blod, og han «læser i dets Farve sin Dødsdom.» De Breve, der nu følge, er korte, nogle endnu forhaabningsfulde og spøgefulde, andre mistænksomme og voldsomme i deres Skinsyge. Alle strømme de over af Lidenskab.

Man læse dette Brudstykke: »Du kjender vor Situation — hvad Haab er der vel, selv om jeg skulde komme mig nok saa snart — min Helbredstilstand vil ikke tillade mig at gjøre nogensomhelst Anstrengelse. Det er blevet mig foreskrevet, at jeg ikke engang maa læse Poesi, langt mindre skrive. Gid jeg havde blot en lille Smule Haab. Jeg kan ikke sige: Glem mig — men jeg vil dog bemærke, at der gives Umuligheder i denne Verden. Ikke mere om dette. Jeg er ikke stærk nok til at kunne vænnes fra — dog ingen Hensyn til det i dit Godnat-Brev.«

Stadigt beder hau hende under sin tilsyneladende Reconvalescens at komme blot et halvt Minut hen ved det Vindue, fra hvilket han kan se hende, eller at gaa et Par Skridt i Haven. Noget derefter beder han hende, ikke at komme hen at se til ham hver Dag — han kan ikke altid taale Synet af hende. Men kommer hun saa ikke, bliver han skinsyg og urolig.

Brevene blive stedse sørgmodigere og pinligere at læse, alt som den uundgaaelige Udgang nærmer sig. De sidste Breve ere hjertesønderrivende. I sin Lidenskabelighed er han hjælpeløs og rasende fortvivlet som et Barn, der tror sig glemt. Det er den sjælelige Dødskamp før den legemlige.

Hans Elskede viste ham uforandret Ømhed til det sidste. Selvfølgelig havde, som det viser sig, dette pur unge, lidt kokette Pigebarn ingen Anelse om hvilke Evner og Kræfter der boede i den stakkels brystsyge Yngling, som tilbad og pinte hende, men hun elskede ham for hans egen Skyld og da det sidste Brev røbede hende, hvor galt det var fat med ham, vilde hun og hendes Moder ikke længere overlade ham til en Vens Omsorg, men bragte ham til deres eget Hus i Wentworth Place, hvor han boede den sidste Maaned før sin Afrejse til Italien. En Rejse derhen var nemlig det Middel, Lægerne endnu vilde forsøge.

Han som under […] (1892:204-208)

Tilføjelse

Om Sarah Currans liv efter Robert Emmets død

[…] fortjent sin Skjæbne. Nogle Aar efter Emmets Død lærte hun en engelsk Officer, Kaptajn Sturgeon at kjende, der rørt af hendes forladte Stilling mellem Fremmede og indtaget i hendes Ynde, tilbød hende sin Haand. Efter længere Tids Vægring modtog hun hans Tilbud. Han vilde bosætte sig med hende i Italien, da hendes Helbred var nedbrudt. Hendes Udseende var […] (1875:263 / 1892:266)

Tilføjelse

Om Thomas Campbell

[…] Elskovens Kval. Thomas Campbell har ikke skrevet mange rent erotiske Digte — han foretrækker den kortere eller længere Kjærlighedsfortælling paa Vers for det personlige Udbrud — men nogle af dem er saa ømme i Tonen som Moore's eller Keats's. Og underligt nok, han bliver varmere, ømmere, friere i sin Udtryksmaade alt som Aarene gaa. Det er som gammel at han digter sin mest forelskede Lyrik. Han imødegaar den Indvending, at Aarene nu ere komne for ham til den usanselige Elskov; han svarer med en Udæskning til Plato selv i hans Himmel, beder ham se ind i hans Elskedes Øjne og forsøge paa at føle platonisk. / Han synger om Elskovs flygtige Væsen, om de Lidelser, den Elskedes Fraværelse foraarsager; han tolker den unge Piges Kval, som haaber og venter paa, at den Elskede skal bestemme sig til at bejle. Men ejendommeligst er han som erotisk Digter, hvor han med et halvt vemodigt Smil tilstaar, at hans Hjerte er yngre end hans Aar, som i disse Strofer: The God left my heart, at its surly reflections, But came back on pretext of some sweet recollections And he made me forget what I ought to remember, That the rose-bud of June cannot bloom in November. Ah! Tom, 'tis all o' er with thy gay days — Write psalms, and not songs for the ladies. But time's been so far from my wisdom enriching, That the longer I live, beauty seems more bewitching; And the only new lore my experience traces, Is to find fresh enchantment in magical faces. How weary is wisdom, how weary! When one sits by a smiling young dearie. Hos Keats er Erotiken […] (1875:276 / 1892:279-280)

Tilføjelse

Hele kapitlet om Thomas Campbell tilføjes i 2.-udgaven

En Digter, der født i Skotland og ivrig skotsk Patriot som Walter Scott følte levende Deltagelse for Irland og har besunget irske Minder og irsk Folkesorg som Thomas Moore, der fremdeles sammensmeltede Kjærligheden til de to underordnede Kongeriger med en ildfuld og krigersk britisk Nationalfølelse, er den fra en gammel Højlænder-Familje nedstammende Thomas Campbell.

Han var ikke blot en Nationaldigter i den Mening, hvori Wordsworth var det,, men fra sin Ungdom af til sin Død en glødende Frihedselsker. Hans episke Digtninge og hans Ballader hæve sig ikke synderligt over tilsvgtrende Frembringelser af Wordsworth, men han havde en sand lyrisk Genius; han er den naturalistiske Gruppes Tyrtaios eller Petøfi. For ham var Fædrelandets Sag og Frihedens Sag én og den samme, og der er i hans bedste Eytmer en Friskhed, en Marchetakt, et Sving og en Ild, som for en Haandfald udsøgte Sanges Vedkommende gjør ham til de store Digteres Lige.

Hans Digt om Slaget paa Rheden gjør nødvendigvis paa Danske et ringe Indtryk. Stoltheden over den Sejr, Nelson har vundet over en saa meget svagere Fjende, hvis Magt her er pustet op til jævnbyrdig med Englands, er et Udslag af det rene Fædrelanderi. Men Side om Side med det staar det samtidigt skrevne Digt «Ye Mariners of Englande, som er et Mesterværk og gjennem hvis Vers man troer at høre den friske Havbrise slaa i britiske Sejl. Her og næsten her alene i Datidens Poesi naaede en Digter til Nationalsangens Højder. Her er det den ægte Søn af Havets Dronning, der synger sin Moders Pris, idet han synger de britiske Sømænds.

Man agte paa den fejende, brusende Magt og Jubel, der er sammentrængt i syvende Linje af denne Strofe:

Ye Mariners of England!
That guard our native seas;
Whose flag has braved, a thousand years,
The battle and the breeze!
Your glorious standard launch again
To match another foe!
And sweep through the deep,
While the stormy winds do blow;
While the battle rages loud and long,
And the stormy tempests blow.

og man høre Stoltheden over England som Verdensmagten til Søs gjennem denne:

Britannia needs no bulwark,
No towers along the steep;
Her march is o'er the mountain-waves,
Her home is on the deep.
With thunders from her native oak
She quells the floods below —
As they roar on the shore,
When the stormy tempests blow osv.

Campbells Liv var regelret og roligt. Han fik i Glasgow en fortræffelig Opdragelse, studerede i Edinbnrgh, offenliggjorde, 21 Aar gammel, sin Digtning «The pleasures of Hope», der, nu forældet, dengang gjorde Opsigt, og foretog for Honoraret en Kejse til Tyskland, under hvilken han inspireret ved Udsigten til en Krig med Danmark, skrev nogle Digte, hvoriblandt det ovenanførte. Han giftede sig i London 1803 med sin Kusine, og levede som Litterat, Foredragsholder og fra Aaret 1820 af som Tidsskriftsudgiver. Fra 1830 var hans Helbred og Livskraft knækket. Han levede til 1844 som en Skygge af sig selv.

Grundlaget for hans poetiske Evne var som hos alle de andre Digtere af denne Gruppe Friskheden af hans Naturopfattelse. Han har skrevet et Digt til Regnbuen, der trods en lidt prosaisk og ræsonnerende Indledning er et lille Mesterværk af Simpelhed og Fantasi. Han sætter sig tilbage i Forestillingen om hvad den primitive Menneskehed har følt ved Skuet af Regnbuen. Naar den viste sig, holdt hver Moder sit Barn i Vejret for at signe Guds Bue. Den have de første Hymner hilset, den have de første Digtere besunget. Og den Dag idag vækker den samme Følelser: »Hvor straalende dit Belte er, kastet over Bjerg, Taarn og By, eller afspejlet i det vide Hav, et tusind Favne nedel Mod hin mørke Baggrund synes din Skjønhed saa ung, som da Ørnen første Gang fra Arken steg op i din Straalekrans.«

Om en ligesaa usvækket Natursans som dette Digt fra Campbell' s unge Dage vidner et af de sidste, han har udført, Digtet «Deu døde Øm», skrevet i Oran i Afrika. Der er her en Glæde over Styrke og Vælde hos et Naturvsesen, som er særligt engelsk. Vistnok, siger han, kan Luftskipperen stige saa højt som Ørnen, men hans Baad har intet Ror, er et Bytte for Vejr og Vind ; der er ingen Vilje i hans Fart. Anderledes var denne stolte Fugl, den kløvede Stormen, den stansede i sin Fart saa let som Araberen stanser sin Hest og holdt sig, naar den lystede, ubevægelig under Himlens Isseponkt, lig en Lampe, der hang ned fra den mørkeblaa Hvælving. Under den var Bjergene Muldvarpeskud og Floderne lysende Traade. Saa skjød den ned, hurtigere end en faldende Stjerne, indtil dens Skikkelse kastede sin Skygge over Jorden og Eædsel udbredte sig i Vildnisset ved Lyden af dens Vingeslag. Da steg den op paany. Der var et Udtryk af Eingeagt i alle dens Bevægelser, hvad enten den drejede sit kamsmykte Hoved for at se bag sig eller den laa vandret og udfoldede sin bøjede Vinges indre Hvidhed i yndefulde Kredsbevægelser. — Og Campbell ser den for sig som den har svævet i Luften over rasende Søslag mellem Maurer og Kristne, ligegyldig for, hvem der vandt Sejr, fuld af Eingeagt for Menneskene, der nødtes til at pløje Dybet, medens dens Vinger med Lethed bar den til Algier eller til Korallundene, der blusse under Bona's grønne Bølger, og i en Time videre frem end det stolteste Skib kunde naa paa en Dag. Den har levet urørt af alt Menneskeligt og Jordisk; selv Jordskjælvet, der (i 1790) rystede og tilintetgjorde Oran , og der under Tusinders Jammerskrig styrtede Kirker, Forter og Paladser i Grus, forstyrrede den ikke.

Der er her ikke blot Rigdom i Iagttagelsen, men Fantasi i Synet.

Dog størst er Campbell i sin Frihedsdigtning, i Poesier som »Men of England«, »Stanzas on the Battle of Navarino«, »Lines of Poland« , »The Power of Russia«, og i saa ædle og dybe Ytringer af aandeligt Frisind som «Hallowed Groimd». I slige Digte viser sig ret Campbell' s aandelige Overlegenhed over Søskolens Digtere, der jo ogsaa godt forstod at forherlige Folkenes TJafhængighedskampe. Disse lovsang dem vel at mærke kan naar de fandt Sted mod Napoleon, Englands Fjende ; Campbell tager intet Hensyn af den Art, og han opmander tidtnok (ja udskammer undertiden) England i Frihedens Navn, medens England for hine Digtere simpelthen var Frihedens Arne.

Man agte i «Men of Englande paa den Varme hvormed han hævder at Mindesmærker om Tapperhed i Krig er intet mod levende Frisind i Mænds Bryst. Frihedsmartyrernes Hæder er værd et hundrede vundne Slag:

Yours are Hampden's, Russells glory,
Sydney's matchless shade is yours,
Martyrs in heroic story,
Worth a hundred Azincourts!

Campbells Glæde over Grækenlands Befrielse er saa ægte som hans Sorg over Polens Fald. Men Digtet om Polen er mere brændende i sin Harme og sit Haab, i sin Sorg over at England ikke vover at kaste Hansken, og Digtet om Ruslands Magt er saa indsigtsfuldt i den Fare, der truer Civilisationen fra Rusland, saa dybt i sin Opfattelse af hvad Polens Nederlag betyder, som var en Statsmand her bleven Digter. Der er Vægt i Ordene: «Var dette en almindelig Strid mellem Stater, kunde Britannia se paa Sejerherren og den Overvundne med roligt Blik og bære sin Oliebladskrans med Hæder; men dette er Mørket, der kjæmper mod Lyset, Jordens modsatte Principer, der fægte om Herredømmet.« Og der er Vægt i Linjen:

The Polish eagle's fall is big with fate to man.

Digtet »Indviet Jord» er en i sin djærve Simpelhed ren og rund Protest mod al Overtro, hvad Navn den bærer, og en mandig Bekjendelse af Friheds-Evangeliet, som dette Aarhundrede har formet det. Hvad er indviet Jord ? spørger Campbell. Har Jorden en Plet, hvor efter Guds Mening Mennesket ikke skulde staa rankt og frit, men bøje Knæ under Overtroens Svøbe? Nej, indviet Jord er der, hvor Læber stedtes til Hvile, som vor Kjærlighed har kysset — dog den er ikke paa Kirkegaarden, men hvor Billedet af den Døde hviler urørt, i os selv. £t Kys helliger Stedet, hvor to Hjerter i Elskov fandt hinanden. Og Heltenes Kamp for Frihed og Død for Frihed lever i Hjerterne, selv om deres Aske spredes for Vinden, lever i Hjerterne som i indviet Jord, indtil Jordens hele Rige tilsidst bliver — indviet Jord. Her den første og den sidste Strofe:

What's hallowed ground? Has earth a clod,
Its Maker meant not should be trod
By man, the image of his God
Erect and free,
Unscourged by Superstitions rod
To bow the knee?

What's hallowed ground?
'Tis what gives birth To sacred thoughts in souls of worth! —
Peace! Independencel Truth! go forth
Earth’s compass round;
And your high priesthood shall make earth
All hallowed ground.

Til den naturalistiske Gruppes største Digtere hører Campbell ikke; men der klinger i hans simple, stærke Pathos en Streng af saa fuldttonende Lyrik, at den minder om de gamle græske Elegikeres. Skjønt Skotte af Fødsel var han i sit Hjerte med Irland og var han britisk af Aand. Skjønt lidenskabeligt national som Søskolens Digtere var han ubetinget kun Elsker og Forfægter af Frihed, og af Friheden som Guddom, ikke som Afgud. Han danner Overgangen fra Skotlands og Irlands Nationaldigtere til de tre store Emigranter i Datidens engelske Poesi.

Tilføjelse

Om Percy Bysshes Shelley lyrik

[…] Ofelias Viser.

Dog hvor han er mest sig selv, lader han Shakespeare bag sig i Finhed og lader sig overhovedet ikke sammenligne med nogen anden Digter; thi højere er Ingen naaet. Smaadigtene fra 1821 og 1822 turde være de ypperste, der er frembragte i det engelske Sprog.

Lige underfuld ved sin Melodi og ved Udtrykkets Tilbageholdenhed er en Strofe som denne:

One word is loo often profaned
For me to profane it;
One feeling too falsely disdained
For thee to disdain it;
One hope is too like despair
For prudence to smother;
And pity from thee more dear
Than that from another.

Ordene er ikke mange og Versbehandlingen ikke meget særegen, men ingen Linje her kunde stamme fra nogen anden Haand end Shelley's.

I disse Smaadigte fremtræder den Melankoli hos ham, der i de større Digtninge tilsløres eller overvældes af den lyse Fremtidstro og de straalende Forhaabninger paa Menneskehedens Vegne. Inderst inde i sit personlige Væsen var han gjennemtrængt af Vemod ved Bevidstheden om Alts Foranderlighed og ved de tidligt gjorte Erfaringer af hvorledes Følelsen vildleder, Elskoven skuffer og Livet bedrager. Et evigt Udtryk har han givet denne Bevidsthed i et Digt som »Mutability«:

The flower that smiles to-day
To-morrow dies:
All that we wish to stay
Tempts and then flies.
What is this worlds delight?
Lightning that mocks the night,
Brief even as bright.

Virtue how frail it is!
Friendship too rare!
Love how it sells poor bliss
For proud despair!
But we, though soon they fall,
Survive their joy and all
Which ours we call.

Whilst skies are blue and bright,
Whilst flowers are gay,
Whilst eyes that change ere night
Make glad the day,
Whilst yet the calm hours creep,
Dream thou — and from thy sleep
Then wake to weep.

Den første Strofe viser Flygtigheden af al Jorderigs Skjønhed og Glaede : Alt, hvorom vi ønske det skal blive hos os, flyr. Den anden nævner den Smerte, som skjuler sig i selve Glæden: hvor skrøbelig er Dyden, hvor sjældent Venskabet ! hvor fattig Fryd og hvor heftig Fortvivlelse volder ikke Elskov ! og den mindes den største Kval af alle: den, at hvor kort Glæden end varer, vi overleve den og alt, hvad vi kalde vort. Den sidste Strofe endelig siger : Drøm da, saalænge Himlen er klar og Livet synes lyst, og vaagn saa til Graad!

En beslægtet Stemning er udtrykt i det uforligneligt herlige Digt, som har den simple Titel »Lines«, og begynder «When the lamp is shattered». Shelley havde ikke kunnet skrive det, om ikke ét Sværmeri efter det andet i hans Liv havde opløst sig i Dunst, om ikke efter hinanden Lidenskaberne for Harriet, for Mary, for Emilia Viviani var blevne fulgte af smertelig Opvaagnen. Men dog bærer Digtet ikke Præg af nogehsomhelst personlig Bekjendelse. Det er helt en bevæget Forkyndelse af Livets almene Lov, først sagte nynnet, saa sunget med en Stemme, hvortil der aldrig fandtes Magen. Den første Strofe lyder:

When the lamp is shattered,
The light in the dust lies dead;
When the cloud is scattered,
The rainbow's glory is shed;
When the lute is broken,
Sweet notes are remembered not;
When the lips have spoken,
Loved accents are soon forgot.

I den tredje Strofe forekomme disse Linjer, der er concise som Rhetorik af Pope og melodiske som Takter af Beethoven:

O, Love, who bewailest The frailty of all things here,
Why chose you the frailest
For your cradle, your home, and your bier?

Og Digtet slutter med denne Profeti, i hvilken man hører Lidenskaberne storme og plyndre:

Its passions will rock thee,
As the storms rock the ravens on high:
Bright reason will mock thee,
Like the sun from a wintry sky.
From thy nest every rafter
Will rot, and thine eagle home
Leave thee naked to laughter
When leaves fall and cold winds come.

(1892:323-326 / 1875:312)

Omarbejdelse

Om et overfald på Shelley i Pisa

[…] enhver Forbrydelse. Da han nogle Aar efter paa Posthuset i Pisa spurgte efter et Poste-restante-Brev og angav sit Navn, raabte en engelsk Officier i portugisisk Tjeneste: »Hvad, er det den fordømte Atheist Shelley!« og slog ham med et Næveslag til Jorden. Han opsøgte senere denne Officier for at udfordre ham, men fandt ham aldrig. Shelley havde […] (1875:335)

omarbejdes til

[…] enhver Forbrydelse. Han synes endog nu og da at have lidt personlig Overlast.

Shelley havde […] (1892:349)

Udeladelse

Om Byrons barndom

[…] en af Formerne for hans Sandhedskjærlighed. En Anekdote fra hans Barndom viser, hvor tidligt Sandheden brændte ham som en Glød paa Tungen. Da Tjenestepigen […] (1875:367 / 1892:380)

Omarbejdelse

Om en oplevelse Byron som barn havde i teatret

[…] til det Sted, hvor Catharina siger »Det er jo Maanen«, og Petruchio for at tæmme hende svarer »Hvor Du lyver! det er jo den kjære Sol«, sprang den lille Geordie indigneret over denne Usandhed op […] (1875:367)

omarbejdes til

[…] til det Sted, hvor Petruchio paastaar, at det er Maaneskin, og Catharina, som har sagt, at det er Solskin, tvinges til at frafalde denne Mening. Da saa Petruchio for yderligere at tæmme hende slaar om, sprang den lille Geordie efter Repliken: »Hvor Du lyver! det er jo Vorherres Sol«, harmfuld over den formentlige Usandhed, op […] (1892:380-381)

Omarbejdelse

Om Byron

[…] Civilisation, og hvor Individualiteten kunde udvikle sig frit uden Hensyn til nogensomhelst conventionel Skranke. Det var et […] (1875:389)

omarbejdes til

[…] Civilisation, og hvor Personligheden var næsten ubunden af Vedtægt. Det var et […] (1892:403)

Omarbejdelse

Om Byrons anden parlamentstale

[…] er særdeles god; man seer af den, at det var et af Modstandernes Argumenter, at skulde man give Katholikerne Religionsfrihed, kunde man ligesaa gjerne give Jøderne den – et Argument, som Byron besvarer med megen Logik. I hans Papirer […] (1875:398)

omarbejdes til

[…] er særdeles god; Byron godkjender og gjendriver med megen Logik den Bevisgrund imod Religionsfrihed for Katholikerne, at man ligesaa gjerne kunde give Jøderne den. I hans Papirer […] (1892:412)

Omarbejdelse

Om de i Byrons samtid svirrende rygter

[…] som hans Sindelag. Forskjellig fra almindelige Dødelige i enhver Henseende var han ligesom Korsaren af en Tarvelighed uden Grændse; forleden hos Lord […] (1875:401)

omarbejdes til

[…] som hans Sindelag. Grundforskjellig som han var fra almindelige Dødelige, var han tarvelig som sin Korsar; forleden hos Lord […] (1892:415)

Omarbejdelse

Om indholdet i et brev fra George Sand til Charles Augustin Sainte-Beuve

[…] aandssmidig Moralist. »Jouffroy,« skriver hun, »er øiensynligt en Mand, som hvis Talen kom paa at spise Menneskekjød, vilde udbryde: Det er aldrig faldet noget virkeligt Menneske ind at spise Menneskekjød! De derimod med Deres videre Blik vilde sige: »Der skal gives Mennesker, som virkelig spise Menneskekjød!« jeg derimod vilde ganske sikkert tænke: »Hvordan mon Menneskekjød vilde smage!«« – dybe Ord, der […] (1875:443)

omarbejdes til

[…] aandssmidig Moralist. Hun skriver: »Jeg har nu og da sagt ved mig selv: Skulde det ikke være tilladt at spise Menneskekjød? De har sagt ved Dem selv: Der gives maaske Folk, som er i Tvivl om, man ikke turde spise Menneskekjød! Jouffroy har sagt ved sig selv : Den Idé er aldrig faldet noget Menneske ind osv.« - dybe Ord, der […] (1892:456)

Omarbejdelse

Om Byrons Kain, 1821

[…] tage bogstaveligt. Det kunde selvfølgelig ikke være Byrons Hensigt at skrive gudsbespotteligt; det vilde være Vanvid at fordriste sig til en Kritik af det høieste, altomfattende Væsen. Hvad »Kain« bekjæmper […] (1875:452)

omarbejdes til

tage bogstaveligt, Byron vilde selvfølgeligt ikke skrive gudsbespotteligt, ikke haane et Væsen, han selv betragtede som det højeste, altomfattende. Hvad Kain bekjæmper […] (1892:465)

Omarbejdelse

Om Byrons digt »The Prophecy of Dante«, 1821

At skabe Godt og Ondt ved altfor megen Følelse og Aand, at klatre op til Himlen med overjordisk Mod, at være en ny […] (1875:481)

omarbejdes til

At skabe ved altfor levende Følelse for Godt og Ondt, at eftertragte et virkeligt Liv hinsides Døden, at være en ny […] (1892:494)

Omarbejdelse

Om Byrons digt »The Prophecy of Dante«, 1821

[…] af min Rang, i Livet Marter og Kamp uden Ende, et Hjerte, der fortærer sig selv, og en ensom Død«. Allerede tidligere […] (1875:481)

omarbejdes til

[…] af min Rang, at martres i Livet, at føle deres Hjerter fortæres, at tilbringe deres Dage i endeløs Kamp, og dø ensomme.«

Allerede tidligere […] (1892:494)

Udeladelse

Om Byrons Don Juan, 1821-1824

[…] som et Pindsvin.« Saa gled da »Don Juan« af Stabelen, gratiøs og letseilende som en engelsk Lystyacht, pynteligt udrustet med Kanoner og Ammunition, skabt til at befare Livets vide Ocean og til at kunne give alle Bygmesterens Fjender det glatte Lag. / Dette Digt […] (1875:495) / (1892:508)

Omarbejdelse

Om Byrons Don Juan, 1821-1824

[…] rosenfarvet Ocean, de saae, hvorledes Bølgerne hvilte i deres Glands og hvorledes Maanen dukkede frem paa Himlens Flade, de hørte den milde Vind og de trætte Søer, og naar de da saae hinanden ind i Øiet, fløi deres Læber som to Flammer sammen i et Kys […] (1875:501)

omarbejdes til

[…] rosenfarvet Ocean, vidtstrakt og klart; de saa paa det glitrende Hav nedenunder, hvorfra Maanen steg, rund og fuld, de hørte paa Bølgernes Pladsken og den milde Vind, og naar de da saa hinanden ind i de mørke Øjne, der glimtede lyst, fløj deres Læber sammen i et Kys […] (1892:514)

Omarbejdelse

Om Byrons Don Juan, 1821-1824

[…] befriede Negerslaverne, se dig om paa vor gamle Halvkugle, her er endnu en Del at gjøre for dig. De Sorte ere frie – spær nu de Hvide ind! Spær ham ind, den skaldede Pralhans Alexander og send de hellige tre Konger til Senegal og spørg dem saa […] (1875:514)

omarbejdes til

[…] befriede Negerslaverne, Du, hvis Fortjenester ingen kan tale eller synge tilstrækkeligt om, én uhyre Kolos har du slaaet ned, du Afrikas moralske Washington! Men her er endnu en lille Ting at udrette for dig, hvis du en smuk Sommerdag vilde bringe den anden Halvdel af Menneskeheden i Orden. Du har befriet de Sorte — spær nu de Hvide ind! Spær ham ind, den skaldede Pralhans Alexander og send de hellige tre Konger til Senegal, lær dem, at den Sauce, der passer til Gaas, passer ogsaa til Gase; hvad der er den Ene ret, er den Anden billigt, og spørg dem saa […] (1892:527)

Omarbejdelse

Om Byrons Don Juan, 1821-1824

[…] den stærkeste. Den trægeste Hest bliver vild, naar den stedse maa trælle, naar den føler Seletøiet skjære sig altfor dybt ind i dens saarede Kjød. Og selv den stakkels Pøbel […] (1875:515)

omarbejdes til

[…] den stærkeste. Det mest udasede Øg slaar bag ud, naar Seletøjet skjærer sig altfor dybt ind i dets hudløse Kjød. Og den stakkels Pøbel […] (1892:528)

Omarbejdelse

Om Byrons »Ode«, 1819 (i senere udgaver med titlen »Ode on Venice«)

[…] end at forsumpe her var det at døe ved Thermopylæ, hvor engang Leonidas faldt; bedre var det at seile bort over Dybet og bringe Dig Amerika een fri Mand endnu!«

Dog Tiltrækningen til […] (1875:516-517)

omarbejdes til

[…] end at forsumpe i Italien var det at staa blandt de endnu frie Grækere ved deres Thermopylæ, eller at sejle bort over Dybet og bringe Amerika én fri Mand til.

Dog Tiltrækningen til […] (1892:530)

Omarbejdelse

Om Byrons betydning for polske og russiske digtere

[…] Lermontow’s »Vor Tids Helt« og Mickiewitz’s »Wallenrod« vise, hvor dybt deres Digtere følte sig grebne. (1875:524)

omarbejdes til

[…] Lermontov’s »Vor Tids Helt«, Malczewski's Marja, Mickiewicz's Conrad og Wallenrod , Slowacki's Lam bro og Beniowski vise, hvor dybt deres Digtere følte sig grebne*). + *) Indtryk fra Rusland 311—338, Indtryk fra Polen 201, 202, 223, 248, 274, 293. (1892:537)

Tilføjelse

Om karakteren af Thomas Campbells poesi

[…] Ideers Lejr. Den bliver hos Campbell til Lovsang over England som Havets Dronning og til Udtryk for britisk Frisind. Den optræder hos […] (1875:526 / 1892:540)

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«