Naturalismen i England (1875)

IX.

Her er Stedet til at unde den Mand en Plads, som var Byrons[I] og Shelleys[II] værste Fjende og Coleridges[III] bedste Ven og som i det Hele staaer Coleridge[IV] nær som fremragende engelsk Romantiker, hvor langt hans Productioner end i Indholdsværd staae tilbage for Vennens.

Robert Southey[V], født 1774 i Bristol[a], var Søn af en Lærredshandler der og beholdt hele sit Liv igjennem Præget af at være kommet til Verden |139| i snevre Kaar og med en snever Horizont for Øie. Efter en kort Tid at have studeret i Oxford[b] blev han som Søskolens øvrige Digtere grebet af Revolutionsaanden og forfattede i 1794 et høist jakobinsk Poem »Wat Tyler[0001]«.*)

*) Som Indskrift til det Værelse, hvor Kongemorderen Martin[VI] havde siddet fængslet, forfattede han paa den Tid følgende Linier:
»For thirty years secluded from mankind
Here Martin[VII] lingered. Often have these walls
Echo’d his footsteps, as with even tread
He paced around his prison. Not to him
Did Nature’s fair varieties exist;
He never saw the sun’s delightful beams;
Save when through yon high bars he pour’d a sad
And broken splendour. Dost thou ask his crime?
He had rebell’d against the King[VIII], and sat
Jn judgment on him; for his ardent mind
Shaped goodliest plans of happiness on earth
And peace and liberty. Wild dreams! but such
As Plato[IX] loved« o. s. v.
Herpaa forfattede dengang Canning[X] følgende ganske morsomme Parodi: »Indskrift paa den Celle i Newgate[c], hvor Mrs. Brownrigg[XI], Lærlinge-Mordersken, sad indespærret[0002]«:
»For one long terme or ere her trial came,
Here Brownrigg[XII] linger’d. Often have these cells
Echo’d her blasphemies, as with shrill voice
She screamd for fresh geneva. Not to her
Did the blithe fields of Tothill[d], or thy street,
St. Giles[e], its fair varieties expand;
Till, at the last, in slow-drawn cart she went
To execution. Dost thou ask her crime?
She whipp’d two female ’prentices to death
And hid them in the coalhole. For her mind
Shaped strictest plans of discipline. Sage schemes!
Such as Lycurgus[XIII] taught« o. s. v.
Da ogsaa han havde |140| opgivet sine Udvandringsplaner og havde faaet sinMiss Fricker[XIV], bosatte han sig i London[f] 1797. Fra 1807 af nød han en Statspension af 150 Pund aarlig. Efter Digteren Pye’s[XV] Død blev han Poeta laureatus med 300 Pund aarlig. Denne Stilling, som medførte Forpligtelse til at besynge alle de det kongelige Hus vedrørende Begivenheder, blev først af Prindsregenten[XVI] tilbudt Walter Scott[XVII], der spurgte sin Velynder Hertugen af Buccleugh[XVIII] om Raad. I Hertugens Svar hedder det: »Hvorledes kunde De udholde paa en kongelig Fødselsdag at høre en Hob hæse og kvækkende Chorister aflire Deres Vers i Recitativer til Opbyggelse for Biskopper, Pager, Hofdamer og Livgardister! o skrækkeligt, tre Gange skrækkeligt!«Scott[XIX] afslog da den tiltænkte Udmærkelse, men foreslog Southey[XX] til den som loyal og trængende Digter. I største Delen af sit Liv var han henvist til at leve af sin Pen og skrev saaledes nødtvungen Meget. Flittig som han var, økonomisk og prydet med alle gode huslige Egenskaber efterlod han sig en Kapital af 12000 Pund. Romantiken var hos ham som hos Tydskerne saa langt fra at udelukke de |141| borgerlige og spidsborgerlige Dyder, at den tvertimod paa det Bedste forligtes med dem. Den havde jo nu engang saa lidt med Livet at gjøre. Til Gjengjæld forhindrede hans ærbare Philisteri ham ingenlunde i at lade sin Phantasi foretage de vildeste østerlandske Flugter.

Der var i Southeys[XXI] første Periode, den frisindede, øiensynligt noget Smukt og Varmt ved hans Begavelse. Han havde Begeistring og han havde Mod. Hans Epos »Joan of Arc[0003]« fra 1797 er et Digt, som fremgaaer af ligesaa inderlig en Følelse for Frankrigs Heltinde[XXII] som den Schiller[XXIII] fem Aar senere lagde for Dagen i sit Drama »Jomfruen fra Orleans[0004]«. Som Schillers[XXIV] Digtning er Southey’s[XXV] et Modstykke til Voltaires[XXVI] »Pucelle[0005]«, ja den decente engelske Poet forsikrer endog i sin Fortale, at han aldrig »har gjort sig skyldig i at kaste et Blik« i dette Digt. I »Joan of Arc[0006]« er Southey[XXVII] endnu ikke Romantiker. Han kaster nu og da sit Blik fremad lige til sin Samtid. I tredie Sang forherliger han Madame Roland[XXVIII] som den heroiske Kvinde, der blev Martyr for Fædrelandskjærligheden, i tiende Sang Lafayette[XXIX], hvis Navn »Friheden bestandig vil elske«, og selv i Fremstillingen af Jeanne’s[xxx] Bedrifter er ganske anderledes end hos Schiller[XXXI] enhver Appel til det Magiske undgaaet. Paa et afgjørende Sted i Digtet, hvor Jomfruen[xxxii] udspørges om sin Tro, aflægger endog hun og gjennem hende Dig|142|teren en saa ærlig Bekjendelse til Naturen, at man tilfulde føler, hvorledes ogsaa for Southeys[XXXIII] Vedkommende den i Datidens engelske Poesi Alt beherskende Naturalisme er den Grundvold, hvorpaa han staaer.

»Kvinde,« siger en Præst til Jeanne d’Arc[xxxiv], »Du synes at lade haant om vor Kirkes hellige Forskrifter, og hvis jeg ret forstod dine Ord, siger Du, at Ensomheden og Naturen lærte dig religiøse Følelser og at Messer og Syndsforladelse og Brugen af Vievand nu ikke mere kjendes af dig. Hvorledes kunde Naturen lære dig sand Religion? Naturen kan lære at synde, men Præsten alene kan lære Anger og byde St. Peter aabne Himmelens Porte og udløse Sjælen af Skjærsilden […]«

Pigen svarer: »I den hellige Kirkes Fædre! hvis en simpel Pige som jeg skulde fare vild paa disse vanskelige Punkter, saa henfører ikke Brøden til selvraadig Forstand, der sætter sin egen Styrke over den himmelske Visdom. Sandt er det, at jeg i lang Tid ikke har hørt Lyden af den høittonende Messe eller ført det hellige Vand til skjælvende Læber: dog Fuglen, som sendte sin muntre Sang som en Hilsen til Solens Morgenstraale syntes mig at kvidre en sødere Tak til Himlen i sin vilde Lykkes Melodi end der nogensinde klang gjennem de Kirkebuer, som Mennesker have hvælvet; alligevel plukkede jeg aldrig tankeløst de modne Klaser af Vinranken uden at min|143|des den Gud, som skjænkede mig dette ublodige Maaltid. I have sagt mig, ædle Herrer, at Naturen ene lærer Mennesket at synde. Hvis det er Synd at opsøge det saarede Lam, at forbinde dets Saar, at bade dem med mine Taarer, saa er det Synd, hvad Naturen lærte mig! nei I Fædre! nei! Det er ikke Naturen, som kan lære En at synde: Naturen er lutter Godhed, lutter Kjærlighed, lutter Skjønhed! I de grønne Skoves rolige Skygge er der ingen Last, der bringer Harmens Rødme til at stige op i Kinden, der er ingen Elendighed, ingen ulykkelig Moder, som bleg og forhungret hænger over sine sultne Børn med et saadant Blik, saa mat, saa jammerfødt, at det en Dag med fordømmende Veltalenhed vil anklage de Mægtige paa Jorden! […]«*)

*) Southey: »Joan of Arc[0007]«, Book III.

Den opmærksomme Læser vil alene i dette lille Declamationsnummer kunne spore ikke blot Efterklangen af den revolutionære Lidenskab hinsides Kanalen[g], der her er omsat i engelsk Naturdyrkelse, men ogsaa den unge Digters Mangel paa Evne til at give sit Sujet en virkelig Tids- og Localfarve. Frankrig og Middelalderen ere ham, hvad senere Østerland og Sagnverdenen skulde blive ham, et Costume, hvorunder han lader sine engelske og protestantiske Ideer agere. Der udfordredes dog imidlertid et vist Mod til paa hin |144| Tid, da Nationalhadet mod Frankrig var saa levende, at forherlige Fjendens nationale Heltinde, og Digtet er trods dets Tørhed saavel i Følelse som i Farve et Værk, som gjør en ung Digter Ære; men den Aand, der her bar hans Evner oppe, skulde hurtigt forsvinde af hans Poesi.

Jo mere Ungdommens uegennyttige Begeistring for Menneskehedens store Opgaver og Drømme ebbede i hans Sjæl, des mere følte han Trangen til at bøde paa denne Tørke ved at befrugte den med en Strøm af rent udvortes Romantik. Han var efterhaanden naaet til et vist Herredømme over Sprogets Midler, formaaede at skrive løst byggede, men melodiske og i al deres Vaghed og Monotoni ret stemningsfulde Stropher. I denne bløde og smidige Form udrystede han saa al Arabiens Overtro og alle Orientens mest phantastiske Drømme, og af Blandingen fremgik hans to Hovedværker »Kehamas Forbandelse[0008]« og »Thalaba, Ødelæggeren[0009]«. Retningen mod Østerland er en fælles romantisk, vi finde den samtidigt hos Oehlenschläger[XXXV], og da Bevægelsen naaer Frankrig hos Hugo[XXXVI]Aly og Gulhyndi[0010]« – »Les orientales[0011]«). Men hvad der særligt maatte lokke de engelske Digtere til Orienten var det farveløse protestantiske Liv i Hjemmet med dets strenge og kolde Decorum. Dog der udfordredes en Irlænder, Thomas Moore[XXXVII], en Colorist med celtisk Blod i sine Aarer til om saa blot tilnærmelsesvis at forstaae |145| et Folk og en Sagnverden som det gamle Persiens og til i det engelske Sprog at gjenfremstille Østens Natur i en Stil, der er som overstrøet med Juveler og barbariske Ornamenter. »Lalla Rookh[0012]« er intet Mesterværk og er meget for europæisk og humant i Charakterer og Reflexioner, men »Thalaba[0013]« er saare mat i Sammenligning med »Lalla Rookh[0014]« og saa decent som en engelsk Præken. Dette Digt, som i sin Tid nød en vis Navnkundighed, lider under den skrigende Modsigelse mellem Sceneriets brogede Flitter og Følelsernes nøgterne Ærbarhed. Vi ere paa den ene Side i en Verden, der ikke er mindre eventyrlig end »tusind og een Nats[0015]«; men tillige i en Verden, hvor der uafbrudt doceres Monotheisme og philanthropisk Moral. Heltens Levnet ledes af det allerspecielleste Forsyn. Skal han forlade sin Pleiefaders Hus saa skeer der intet Ringere end at en Flok syriske Græshopper, forfulgte af en Fugleskare, sendes hen over Huset, en af Fuglene taber ud af sit Næb en Græshoppe, der falder ned for Thalabas[xxxviii] Fødder, og paa dens Pande staaer med fine Skrifttegn at læse: »Naar Solen bliver formørket ved Dag, da reis, Du Søn af Hodeirah[xxxix]!« (3die Sang, Strophe 32). Men paa samme Tid som Digteren bruger et saa eventyrligt Maskineri kan han ligesom i »Joan of Arc[0016]« ikke lade være at sikre sin Læser mod Stedets og Tidens vildfarende religiøse Meninger. Alle hans Hovedpersoner ere |146| Rationalister overfor deres østerlandske Religion og mangle saa lidt som muligt i at være gode Protestanter. Da Græshopperne komme, siger Thalabas[xl] Pleiefader Moath[xli]: »Troer du mon, at det er en Skaal Vand, som med Præste-Mummespil er bleven sat op paa en eller anden syrisk Moskee, der har ledet dem hid fra det fjerne Khorasan? Nei Allah ene, som bestemte hin Slægt til Menneskets Straf og Plage […]« Det er umuligt for en indfødt Araber at udtrykke sig med mere Kritik. Og saaledes gjennemgaaende. Southey[XLII] opdynger phantastiske Motiver, for saa, naar han selv bliver kjed deraf eller synes, at Læseren kan trænge til en Lære, selv at slaae dem sønder og sammen med en eller anden evangelisk Text. Thalaba[xliii] har paa sin Finger en Talisman, som beskytter ham mod de onde Aander. Derfor gaaer alle den onde Aand Lobabas[xliv] Bestræbelser ud paa at franarre ham Ringen. Engang forsøger han f. Ex. at drage den af hans Finger, medens han sover. Men en eller anden af de gode Genier udsender en Vespe, der stikker Thalaba[xlv] i Fingeren lige over Ringen, saa det bliver umuligt at drage den over det opsvulmede Sted. Paa lignende Maade krydses bestandig hans Planer. Endelig lykkes det den frygtelige Troldmand Mohareb[xlvi] at besnakke Ynglingen. Efterat Troldmanden mere end een Gang er bleven overvundet af ham, haaner han ham, fordi han ei ved aaben Kamp, men kun ved |147| en Talisman har kunnet beseire sin Fjende, og driver dette saa klogt og saa vidt, at Thalaba[xlvii] kaster Ringen i en Afgrund. Saa gaaer Kampen løs paany. Man venter, at han nu vil maatte bøie Knæ, værgeløs som han staaer der mod overnaturlig Magt. Men nei! Thalaba[xlviii] seirer ligefuldt. Hvorledes og hvorfor ? En Stemme fra Himlen forkynder det: Fordi ikke Ringen var den sande Talisman, den virkelige Talisman »er Tro«. (5te Sang, Str. 41). Men hvortil da det hele Apparat? Digteren leder os gjennem Huler under Jorden, hvor afskaarne Menneskehoveder maa kastes for de Slanger, der bevogte Indgangene, hvor Lyset kun kan holdes, naar Vandreren anbringer det i den afhuggede Haand af en henrettet Morder o. s. v., kort sagt igjennem en Verden, hvor det gaaer ganske anderledes til end i det britiske Rige. Men det Hele er kun Ballet, pludseligt skeer en Sceneforandring: den østerlandske Garderobe forsvinder og Souffleuren læser en Troesartikel høit. Saa begynder Balletten paany. Scenen forestiller et Gjæstebud med overdaadige Retter, med pragtfulde Vine i gyldne Kar, Vine, rosenrøde »som Morgengryet« og safranfarvede »som Aftentaagerne«, og andre som Rubin og Ambra. Hvad nytter al denne fristende Herlighed? Thalaba[xlix] er altfor god en Muselmand til at lade sig forføre. »Men Thalaba[l] tog ikke Drikken. For han vidste vel, at Propheten havde forbudt |148| denne Drik, Syndernes Moder. Og heller ikke trængte Gjæsterne mere ind paa ham for at paanøde ham den flydende Ild, thi i Ynglingens Øie læste de en uforanderlig Beslutning.« Ret beseet er »Ødelæggeren« Medlem af en engelsk Maadeholdsforening; som ægte teetotaller vil han kun drikke Kildevand og »spise Vandmeloner« dertil. (6te Sang, Str. 24.) Saa fyldes Scenen af Figurantinderne. »Da ordnede en Trop af Kvinder sig til Dands. Deres Ankler vare ombundne med Bracelet-Klokker, hvis Melodier ringede i Takt. Gjennemsigtige Gevandter viste det graadige Øie deres ukydske Lemmer, som de med Færdighed vred i enhver uhøvisk Stilling.« Man ængste sig ikke, Thalaba[li] er en ivrig Modstander af det arabiske Polygami og vor unge reisende Englænder væbner sig med Tanken om sin Forlovede i Hjemmet. »Thalaba[lii] stirrede, men i sit Hjerte bar han en Talisman, hvis velsignede Alchymi forvandlede den urene Scenes løse Indtryk til dydige Tanker. Oneizas[liii] Billede svømmede for hans Øie, hans egen arabiske Piges Billed.« – Thalaba[liv] fødes i England næsten samtidigt med at Aladdin[lv] skabes i Danmark. (»Kehama[0017]« er fra 1801, »Aladdin[0018]« fra 1804, »Thalaba[0019]« fra 1810.) Hvor fiskeagtig staaer han ikke i Sammenligning med sin danske Broder! – Han naaer Maalet, han bliver gift med »sin egen arabiske Pige«. For at det Hele kan være tilgavns asketisk og religiøst, døer hans Brud |149| samme Nat. For at Alt paany kan faae et østerlandsk Sving, tvinges Thalaba[lvi] af det arabiske Fatum til at dræbe en ung uskyldig Pige ved Navn Laila[lvii]. For at endelig Alt kan ende tilgavns evangelisk, slutter han med i en pathetisk Sørgetale at tilgive den Troldmand, der er Skyld i alle hans Ulykker, den samme, hvem han hele sit Liv igjennem har opsøgt for at hævne sin Faders Drab og som endelig nu er ude af Stand til at undflye ham. »Gamle Mand! jeg dræber Dig ikke, sagde Thalaba . Det Onde, Du har gjort mig og mine, medfører selv dets egen bitreste Straf.« O Thalaba[lviii]! du taler som en Bog, men som en af de Bøger, man lukker. Lad os lukke den og kaste et Afskedsblik paa dens Forfatter. Selv Thackeray[LIX], der overroser Southey[LX] som Charakter, maa om hans Hovedværk tilstaae, at det vel turde være muligt at i Kampen mellem Thalaba[lxi] og Tiden er det den sidste »Ødelægger«, der har beholdt Valpladsen. Jeg gad vide hvor mange nulevende Engelskmænd, der have læst dette Digt. For Efterslægten er og bliver Southeys[LXII] Navn kun bekjendt ved hans hysteriske Udfald mod Byron[LXIII] og dennes guddommelige Contrahug. Vi have Southeys[LXIV] »Domsvision[0020]« at takke for Byrons[LXV] og for den sidstes Skyld tilgive vi ham gjerne baade »Kehama[0021]« og »Thalaba[0022]«. Og dog – hvor meget tomt Phantasteri disse Digte end indeholde: til Naturbeskrivelserne strækker dette sig ikke saa|150|ledes som hos Romantikerne i Tydskland. Selv midt under al denne romantiske Forvildelse fornegter Englænderens ædrue og naturalistiske Anlæg sig ikke. Hvor smuk er ikke strax Digtets første Strophe med dens Skildring af Ørkennatten, hvis milde Tonefald Shelley[LXVI] som Yngling efterlignede i sin »Queen Mab[0023]«!

How beautiful is night!
A dewy freshness fills the silent air
No mist obscures, nor cloud, nor speck, nor stain
Breaks the serene of heaven:
In full-orb’d glory yonder Moon divine
Rolls through the dark blue depths .
Beneath her steady ray
The desert-circle spreads
Like the round ocean, girdled with the sky
How beautiful is night!

Karavansangen i 5te Akt af »Aladdin[0024]« giver ikke et skjønnere Billede af Maaneskinnet paa Ørkenens Sand. Og af saadanne Billeder er der hos Southey[LXVII] ikke faa. Naar han skildrer den frygtsomme Antilope, der hører de Vandrendes Skridt og som staaer stille tvivlsom, hvorhen den skal vende sig i det usikre Skjær, eller Strudsen, som i sin blinde Hast iler lige mod dem, medens de ubevægelige Taager udbrede sig over Ørkenen ved Nat, (IV Sang, Str. 19) saa er dette ikke et Sceneri i tydsk-romantisk Stil, men et naturtro |151| Billede fra Østen, udført paa Grundlag af engelsk Iagttagelsesaand.

Der er blevet aflagt varmere Vidnesbyrd til Fordel for Robert Southeys[LXVIII] Charakter af hans Samtidige og Venner end ret let om nogen anden Mand af et saa tvivlsomt politisk og literært Renommée. Han var for Wordsworth[LXIX] en paalidelig Ven, for Coleridge[LXX] den bedste og mest trofaste Støtte og hvad der ikke falder mindst tungt i Vægtskaalen Walter Savage Landor[LXXI] hædrede ham trods sit stikmodsatte politiske Standpunkt med et Venskab, der først sluktes ved Døden og som har sat sig talrige Mindesmærker i Landors »Imaginary Conversations[0025]«. Da Emerson[LXXII] 15de Mai 1833 har spist til Middag hos Landor[LXXIII] skriver han: »Jeg spiste med Landor[LXXIV] – han pinte mig med Southey[LXXV] – men hvem er Southey[LXXVI]?« Man seer, at Landor[LXXVII] har stræbt at gjøre Proselyter for sin Ven. Endelig har Thackeray[LXXVIII], hvor han søger om Typen for en engelsk Gentleman, ikke betænkt sig paa at nævne den fattige, flittige og hjælpsomme Robert Southey[LXXIX] som Mønsteret paa en saadan.

Men intet Vidnesbyrd til Fordel for hans personlige Charakter vil kunne redde hans litterære. Den er stemplet af hans Lovsange over Englands Kongehus, og af hans Denunciation af Byron[LXXX]. At han som Søskolens øvrige Medlemmer stillede sig koldt og fjendtligt til dette nye og hensynsløse litterære Phænomen, var naturligt. Men |152| at han – selv en Digter – hidsede den dannede Pøbel mod en anden og saa uendeligt større Digter med den perfide Anklage for Immoralitet og Irreligiøsitet, det er en Forbrydelse, som Historien ikke tilgiver og som den straffer ved kun at opbevare Southeys[LXXXI] Navn i en Note til Byrons[LXXXII] Virksomhed. Da »Don Juan[0026]« kom ud, skrev Southey[LXXXIII]:

»Jeg er ikke blind for, at Publikum er særligt intolerant mod litterære Reformforsøg […] Men jeg vilde ønske, at den litterære Intolerance fremgik af en sundere Dømmekraft og angik Værkets Moralitet hellere end dets Composition, Aanden snarere end Formen. Jeg vilde ønske, at den var rettet mod de monstrøse Blandinger af Rædsler og Bespottelser, af Usædelighed og Ugudelighed, hvoraf engelsk Poesi i vore Dage er bleven besmittet. I mere end 50 Aar har engelsk Litteratur udmærket sig ved sin moralske Renhed, Virkning af og atter Aarsag til en Forbedring af Folkets Sæder. En Fader kunde uden nogen Fare have givet sine Børn enhver nyudkommen Bog i Hænde, hvis den ikke paa Titelbladet bar et eller andet synligt Tegn paa, at den var bestemt til Forsyning af utugtige Huse. Det gjaldt kun om, at Værket bar en hæderlig Forlæggers Navn eller blev sendt fra en hæderlig Boghandler. Dette var i Særdeleshed Tilfældet med Poesien. Det er ikke længer saaledes, og ve den, fra hvem Forargelsen kommer! Jo større Forargerens Ta|153|lent er, des større er hans Brøde og des længere vil hans Skam vare. Hvad enten Loven i sig selv er ude af Stand til at raade Bod paa et Onde af denne Betydning eller den bliver bragt til Udførelse med Slaphed og med en saadan Uretfærdighed, at Forargerens Berømthed sikrer ham Ustraffethed, saa bør dog enhver betænke, at saa fordærvelige Værker hverken vilde blive offentliggjorte eller skrevne, hvis de mødte den Modstand, de burde, i den almindelige Følelse. Enhver, som kjøber slige Bøger eller lader dem komme over sin Tærskel, forøger Ondet og bliver forsaavidt en Medskyldig i Forbrydelsen. Offentliggjørelsen af en usædelig Bog er en af de værste Krænkelser, der kan begaaes mod Samfundets Velvære. Det er en Synd, for hvis Følger ingen Grændse kan drages, og som ingen senere Anger kan modvirke. Thi hvilke Samvittighedsnag Forfatteren end maatte lide, naar hans Time kommer, og komme maa den, det vil Intet nytte. Den jammerfulde Anger paa et Dødsleie kan ikke udslette eet Exemplar af Bogen […] Mænd med syge Hjerter og fordærvet Indbildningskraft, som have dannet sig et System af Meninger, der passer til deres egen sørgelige Opførsel, Mænd, der gjøre Oprør mod det menneskelige Samfunds helligste Forskrifter og der hade den aabenbarede Religion, som de trods alle deres Bestræbelser og Pralerier ere ude af Stand til helt at forholde sig vantroe overfor, arbeide paa |154| at gjøre Andre ligesaa elendige som sig selv ved at inficere deres Sjæle med en aandelig Edder. Den Skole, de have dannet, kan mest passende benævnes den sataniske Skole; thi skjøndt deres Frembringelser aande Belials Aand i deres slibrige Partier og Molochs Aand i de modbydelige Billeder af Grusomheder og Rædsler, som de søge en Glæde i at fremstille, ere de dog mest eiendommeligt betegnede ved en satanisk Hovmodets og den frække Ugudeligheds Aand, der ligefuldt forraader den usalige Følelse af Haabløshed, der er forenet med den […]«

Jeg har anført saa lang en Prøve paa denne bibelske Veltalenhed, fordi den er saa typisk for Forfatterens Race. Der er i denne moralske Suppe Kraftextract nok til at forsyne et helt Dusin ledende Artikler i anti-fritænkerske Organer, og ethvert kraftigt Udbrud af en mægtig Partiaand har culturhistorisk Værdi. Men var det ikke som en Nemesis over Southey[LXXXIV] at en Boghandler i Aaret 1821, samme Aar som han affyrede denne Salve, skulde falde paa at gjøre sig en Indtægt ved hemmeligt at optrykke hans gamle oprørske »Wat Tyler[0027]«, saa at Digteren maatte henvende sig til Domstolene for at faae Oplaget undertrykt og Ophavsmanden straffet, – og at Lord Eldon[LXXXV] da svarede med at afvise Sagen, fordi han ikke ansaa det for rigtigt at understøtte nogen Forfatter i hans Ret med Hensyn til direkte skadelige og |155| Sædeligheden nedbrydende Producter! Samme Aar var det saa, at Southey[LXXXVI] i Anledning af den gamle sindssvage Kong Georg den 3dies[LXXXVII] Død skrev sit lange triste Hexameterdigt »The vision of judgment[0028]«, et Digt som det ikke blot paa Grund af Sujettes Lighed men ogsaa paa Grund af Overensstemmelsen med Hensyn til Benyttelsen af det Overnaturlige er interessant at sammenligne med Victor Hugos[LXXXVIII] legitimistiske Digt »Visionen[0029]«.*)

*) G. Brandes: »Reactionen i Frankrig[0030]« S. 279.
Charakteristisk nok apotheoserede Southey[LXXXIX] den stakkels gamle Georg den 3die[XC] for de eneste Dyder, han havde besiddet og som Southey[XCI] selv forstod, de huslige og borgerlige Dyder: at han var tro mod sin Kone, god mod sine Børn o. s. v., Egenskaber, der lige saa lidt udgjøre en god Konge som en god Digter. Saa var for Byron[XCII] Maalet fuldt. Den krænkede Apollo reiste sig i sin Vrede, med ubeskrivelig Humor greb han den stakkels Marsyas ved Øret og flaaede ham levende i sin »Domsvision[0031]«.

  • IX.
    højresiderne i kapitel 9 har i førsteudgaven klummetitlen »Søskolens østerlandske Romantik.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
  • Som Indskrift … As Plato loved«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 349): »I tredive Aar, alene indespærret, / her Martin smægted. Ofte disse Mure / gav Genlyd af hans Skridt, naar Fod for Fod / han kresed i sit Fængsel[.] Ej for ham / var Aarets Tiders skønne Vekslen til; / aldrig ham Solens Straaler gjorde glad, / undtagen naar et brudt, sørgmodigt Lys / højt oppe faldt igennem Vindvets Stænger. / Og spørger du, hvad Brøde han begik? / Med væbnet Haand han havde Oprør gjort / og over Kongen sat sig selv til Doms. / Hans Ildhu lagde nemlig skønne Planer / for Lykke, Fred og Frihed. Vilde Drømme! / Dog saadanne, som Platon elskede ...«; af Robert Southeys digt »Inscription IV«, 1797 Southey 1797:59-69.
    Robert Southey: Poems, 1797.
    .
  • »Indskrift paa den Celle … as Lycurgus taught«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 350): »En hel Session, til hendes Sag kom for, / her Brownrigg smægted. Ofte disse Celler / gav Genlyd, naar hun banded, hvined eller / skreg efter frisk Genever. Ej for hende / var Tothills Marker skønne, ej for hende / var Forstadslivets skønne Vekslen til, / før end tilsidst hun langsomt i en Karre / blev trukket ud af Byen for at hænges. / Og spørger du, hvad Brøde hun begik? / To Læredøtre pisked hun ihjel / og gemte dem blandt Kul i Husets Kælder. / Thi hendes Ildhu lagde strenge Planer / for Tugt og Ave. Stærke Fremtidsdrømme! / dog af den Art, som lærtes af Lykurg«; citerer in extenso George Cannings digt »Inscription«, 1797 .
    George Canning: Inscription, The Anti-Jacobin; or, Weekly Examiner, 20. november, 1797 (trykt anonymt).
    .
  • Poeta laureatus
    (lat.) laurbærkranset digter. I England blev Poet Laureate brugt som titel og embede for den officielle hofdigter fra 1668.
  • »Hvorledes kunde De … tre Gange skrækkeligt!«
    af et brev fra Charles William Henry (4. Duke of Buccleuch), dateret 28.8.1813, til Walter Scott Lockhart 1837, 3:75-76.
    John Gibson Lockhart: Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, vol. 1-7, 1837-1838.
    .
  • »har gjort sig skyldig i at kaste et Blik«
    af en senere udgave af Robert Southeys Joan of Arc, 1796. GB citerer efter teksten, som den så ud fra og med 3.-udgaven af værket fra 1806 Southey 1806, 1:18-19.
    Robert Southey: Joan of Arc, 1796.
    .
  • »Friheden bestandig vil elske«
    af Robert Southeys Joan of Arc, 1796 Southey 1796:405.
    Robert Southey: Joan of Arc, 1796.
    .
  • »Kvinde … Sjælen af Skjærsilden …«
    sammensat citat fra en senere udgave Robert Southeys Joan of Arc, 1796. GB citerer efter teksten, som den så ud fra og med 3.-udgaven af værket fra 1806 Southey 1806, 1:202-203.
    Robert Southey: Joan of Arc, vol. 1-2, 1806 (3. udgave).
    .
  • »I den hellige Kirkes Fædre … paa Jorden! …«
    af en senere udgave af Robert Southeys Joan of Arc, 1796. GB citerer efter teksten, som den så ud fra og med 3.-udgaven af værket fra 1806 Southey 1806, 1:203-205.
    Robert Southey: Joan of Arc, vol. 1-2, 1806 (3. udgave).
    .
  • »Naar Solen bliver formørket … Søn af Hodeirah!«
    af Robert Southeys Thalaba the Destroyer, 1801 Southey 1809, 1:121.
    Robert Southey: Thalaba the Destroyer, vol. 1-2, 1809 (The Second Edition).
    .
  • »Troer du mon … Straf og Plage …«
    sammensat citat fra Robert Southeys Thalaba the Destroyer, 1801 Southey 1809, 1:119-120.
    Robert Southey: Thalaba the Destroyer, vol. 1-2, 1809 (The Second Edition).
    .
  • »er Tro«
    af Robert Southeys Thalaba the Destroyer, 1801 Southey 1809, 1:243.
    Robert Southey: Thalaba the Destroyer, vol. 1-2, 1809 (The Second Edition).
    .
  • »som Morgengryet«
    af Robert Southeys Thalaba the Destroyer, 1801 Southey 1809, 2:17.
    Robert Southey: Thalaba the Destroyer, vol. 1-2, 1809 (The Second Edition).
    .
  • »som Aftentaagerne«
    af Robert Southeys Thalaba the Destroyer, 1801 Southey 1809, 2:17.
    Robert Southey: Thalaba the Destroyer, vol. 1-2, 1809 (The Second Edition).
    .
  • »Men Thalaba … uforanderlig Beslutning.«
    af Robert Southeys Thalaba the Destroyer, 1801 Southey 1809, 2:18.
    Robert Southey: Thalaba the Destroyer, vol. 1-2, 1809 (The Second Edition).
    .
  • »spise Vandmeloner«
    omtrentligt citat fra Robert Southeys Thalaba the Destroyer, 1801 Southey 1809, 2:18.
    Robert Southey: Thalaba the Destroyer, vol. 1-2, 1809 (The Second Edition).
    .
  • »Da ordnede en Trop … uhøvisk Stilling.«
    af Robert Southeys Thalaba the Destroyer, 1801 Southey 1809, 2:19.
    Robert Southey: Thalaba the Destroyer, vol. 1-2, 1809 (The Second Edition).
    .
  • »Thalaba stirrede … arabiske Piges Billed.«
    af Robert Southeys Thalaba the Destroyer, 1801 Southey 1809, 2:19-20.
    Robert Southey: Thalaba the Destroyer, vol. 1-2, 1809 (The Second Edition).
    .
  • 1810
    Robert Southeys Thalaba the Destroyer udkom i 1801. En andenudgave kom i 1809.
  • »sin egen arabiske Pige«
    omtrentligt citat fra Robert Southeys Thalaba the Destroyer, 1801 Southey 1809, 2:20.
    Robert Southey: Thalaba the Destroyer, vol. 1-2, 1809 (The Second Edition).
    .
  • »Gamle Mand … bitreste Straf.«
    af Robert Southeys Thalaba the Destroyer, 1801 Southey 1809, 2:278.
    Robert Southey: Thalaba the Destroyer, vol. 1-2, 1809 (The Second Edition).
    .
  • Selv Thackeray … beholdt Valpladsen
    der sigtes til William Makepeace Thackerays The Four Georges. Sketches of Manners, Morals, Court and Town Life, 1860 Thackeray 1860:228.
    William Makepeace Thackeray: The Four Georges. Sketches of Manners, Morals, Court and Town Life, 1860.
    .
  • Vi have Southeys »Domsvision« … for Byrons
    Robert Southey udsendte i 1821, i sin egenskab af officiel hofdigter, digtet A Vision of Judgement, der hyldede den netop afdøde konge George 3. Digtet rummer bl.a. angreb på Byron og hans - ifølge Southey - sataniske skole, og Byron svarede året efter igen med digtet »The Vision of Judgment«, 1822, der blev trykt under navnet Quevedo Redivivus (lat. den genopstandne Quevedo).
  • How beautiful … is night!
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 355-356): »Hvor herlig Natten er! / En dugget Friskhed fylder den tause Luft, / Ej Taageslør, ej Sky, ej Stænk, ej Plet / bryder vor Himmels Klarhed. / I fuldest Pragt histoppe ruller Maanen / guddommelig igennem mørkblaa Dybder. / I Lys af Straaleskæret / sig Ørkenkresen breder / omspændt af Himlens Hvælv som Oceanet. / Hvor herlig Natten er!«; af Robert Southeys Thalaba the Destroyer, 1801 Southey 1809, 1:3.
    Robert Southey: Thalaba the Destroyer, vol. 1-2, 1809 (The Second Edition).
    .
  • »Jeg spiste med Landor … hvem er Southey?«
    af Ralph Waldo Emersons English Traits, 1856 Emerson 1856:3-4.
    Ralph Waldo Emerson: English Traits, 1856.
    .
  • Endelig har Thackeray … paa en saadan
    der sigtes til William Makepeace Thackerays The Four Georges. Sketches of Manners, Morals, Court and Town Life, 1860 Thackeray 1860:228-230.
    William Makepeace Thackeray: The Four Georges. Sketches of Manners, Morals, Court and Town Life, 1860.
    .
  • hans Denunciation af Byron
    der sigtes særlig til Robert Southeys voldsomme angreb i A Vision of Judgement, 1821. Fx omtaler Southey her den litterære retning, som Byron og hans ligesindede tilhører, som »the Satanic School« Southey 1821:xx-xxi.
    Robert Southey: A Vision of Judgement, 1821.
    .
  • Søskolen(s)
    (eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
  • »Jeg er ikke blind … forenet med den …«
    sammensat citat fra Robert Southeys A Vision of Judgement, 1821 Southey 1821:xvii-xxi.
    Robert Southey: A Vision of Judgement, 1821.
    .
  • Apollo … Marsyas
    der sigtes til græsk mytologis beretning om, hvordan satyren eller silenen Marsyas udfordrede Apollon, gud for bl.a. musik og digtning, til en musikkonkurrence. Apollon vandt, og han lod derefter Marsyas flå levende.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«