Naturalismen i England (1875)

III.

Da Englænderne paa engang ere det mest udholdende og det mest foretagende Folk, den Nation, der hænger mest ved Hjemmet og den mest reiselystne, den som langsomst foretager Forandringer og den politisk mest frisindede af alle, spalte Aanderne i dette Land sig naturnødvendigt i to store politiske Grupper, af hvilke den ene betegner den conservative Fastholden, den anden det vovende Frisind. Partidelingen har her ingen Lighed med Frankrigs. Er det end en Overdrivelse med Taine[I] at sige, at Frankrig kun har to Partier, de tyveaariges og de fyrretyveaariges Parti, saa er denne Inddeling dog den væsentlige, som de historiske Partinavne kun modificere. I England er Spaltningen begrundet i selve Nationalcharakteren, og vi finde i denne bevægede Periode af Landets Poesi Wordsworth[II] som Repræsentant for den ene Gruppe af Egenskaber, Byron[III] som Type for den anden.

Men endnu dybere begrundedes i Aarhundredets første Dage Spaltningen ved Datidens Hovedbegivenheds dobbeltsidige Natur. Denne Hovedbegivenhed var Krigen mod Frankrig. Allerede om den tydske Frihedskrig brugte jeg det Udtryk, at den vel var Opstand mod et frygteligt Tyranni, men mod et saadant, der repræsenterede Revolutionens Ideer, og at den vel var Kamp for Arne |27| og Hjem, men paa Commando af de gamle reactionære Dynastier, og kunde dette med Sandhed siges om Tydsklands Kamp, i hvor langt høiere Grad gjælder det da ikke om England, hvis Uafhængighed var uanfægtet, men hvis Interesser vare i høi Grad truede og som under hele den langvarige Krigsperiode og endnu længe efter ikke som Tydskland i Bevægelsens Spidse havde de mest frihedselskende Mænd, men havde nedlagt den høieste Magt i Hænderne paa den stiveste og mest haardnakket reactionære Toryregjering, som Englands Historie nogensinde havde seet.

Derfor er det, at Baggrunden for hele denne Periode af skjøn Litteratur er saa mørk. De Skyer, der danne den, ere tunge og sorte, »sunbeamproof« vilde Shelley[IV] kalde dem. England tager sig som Baggrund for det Billede, jeg vil oprulle, ud som et Landskab i Natbelysning. Folkets store Egenskaber vare vildledte: dets sjeldne Standhaftighed anvendt til Bekæmpelse af Frihedstrangen hos et andet Folk, dets ædle Frihedskjærlighed først brugt til Styrtning af det napoleonske Despoti, for saa at misbruges til Reisning af alle de gamle møre Troner, som man, dækket af Krudtrøgen fra Waterloo[a], tømrede op med en Hast som ellers kun Skafotter. Folkets neutrale Egenskaber bleve opammede til slette: Selvkjærligheden og Fastheden opfostredes til Adelshaardhjertethed og Kjøbmandsegoisme, som den trives under Reactioner, Loyaliteten overfor Konge|28|huset hidsedes til Servilitet, og den folkelige Selvfølelse æggedes til Nationalhad, som det udklækkes under lange Krige. Og endelig overudvikledes Folkets slette Egenskaber. Den Kjærlighed til ydre Decorum for enhver Pris, der er de moralske Instincters Skyggeside, udvikledes til moralsk Hykleri og den Fasthængen ved en etableret Religion, der er en praktisk og uspeculativ Aandsretnings mindst tiltalende Ledsager, opildnedes dels til religiøst Hykleri dels til Intolerancens Forfølgelseslyst. Ingen Tid var gunstigere for Udviklingen af Hykleri og Fanatisme end denne, i hvilken Folket af sine Førere direkte opmuntredes til at pukke paa sin Religiøsitet overfor det fritænkerske Frankrig. Mest af alle lede Landets største Digtere derunder. Det er nuomstunder blevet en Trivialitet at tale om den »cant«, der fordrev Byron[V] fra sit Hjem, og mangen mere forfinet Aand er tilbøielig til at ville forklare som ærlig om end bornert Overbevisning, hvad man tidligere rask væk betegnede som Hykleri. Men det er mig umuligt at gaae ind paa denne Opfattelse. En Religiøsitet, der lægger sig for Dagen som den engelske gjorde det mod Byron[VI] og Shelley[VII], er ikke Dumhed alene, den er et af megen Bornerthed baaret høist modbydeligt Hykleri. Jeg vil anføre den udmærkede amerikanske Iagttager Ralph Waldo Emerson’s[VIII] Anskuelser om dette Punkt, fordi Emerson[IX] som Amerikas første Kritiker, som Englæn|29|dernes største Beundrer og som Bedømmer af sin egen Race har alt Krav paa Tiltro. Han siger: »Den engelske Forstands Søvnighed med Hensyn til Religionen beviser hvor megen Fornuft og Ufornuft der kunne forenes i een Hjerne. Englændernes Religion er Phrase, deres Kirke en Dukke og enhver Kritik bliver tilbagevist med Rædselshyl. I vente, at de i det gode Selskab ville lee af Pøbelens Fanatisme, men de gjøre det ikke, de ere selv Pøbelen […] Englænderne, der i alle Ting hade Forandringer og fremfor Alt afskye dem i religiøse Anliggender, holde fast paa den sidste Pjalt af det Kirkelige og hykle paa en gruelig Maade. Englænderne – og jeg vilde ønske, det indskrænkede sig til dem, men det er et stygt Hang, som ligger i det angelsachsiske Blod i begge Verdenshalvkugler – hykle fremfor alle andre Folk. Franskmændene overlade dem ganske og aldeles denne Industri. Hvad er saa modbydeligt som de høflige Buk, man gjør for Gud i vore Bøger og Aviser! Den populære Presse er skjændig i sit nøiagtige Maal af hellig Holdning, og Dagens Religion er et Sinai[b], hvis Tordenkiler smeddes af de Rige […] Kirken er i dette Øieblik meget at beklage. Naar en Biskop træffer sammen med en intelligent Mand, kan han kun hjælpe sig ved at drikke Vin med ham.« Denne Skildring gjælder Tiden omkring 1830, man tænke |30| sig da selv, hvorledes Tilstanden tyve Aar tidligere var.

Først og sidst blev dog Folkets beklageligste Last, Hanget til Undertrykkelse, formelig sat i System. Om ingen Periode gjælder det som om denne, hvad man har betegnet som Britanniens Grundskade: England, Skotland og Irland undertrykke i Forening de fjerne Kolonier, England og Skotland gjøre fælles Sag for at undertrykke Irland, kue den irske Kirke og holde irsk Industri og Handel nede, England samler sig for at trænge Skotland tilbage, og i England selv undertrykker den Rige den Fattige og den herskende Kaste alle de andre. Af 30 Millioner Mennesker var i dette Tidsrum kun een politisk stemmeberettiget, og den, som blot vil læse Udfaldene mod Englands Godsbesiddere i Byrons[X] »Bronzealderen[0001]«, vil kunne see, hvor skamløst de under Krigen berigede sig paa de andre Klassers Bekostning og hvor hensynsløst deres hele Politik gik ud paa at kunne vedblive hermed.

Denne Tilstand er det, som udøver en dels fordærvelig, dels i modsat Retning begeistrende og ansporende Indflydelse paa Landets Skribenter. De, i hvem den hellige Ild brænder svagt, slukkes tidligt og staae som reactionære Støtter for den herskende Tilstand. De derimod, hvis lynsvangre Aander vare anlagte til at gaae mod Vinden, udvikle under Trykket af disse Forhold en Friheds|31|pathos, der sætter den politiske Atmosphære i Skjælven. For disse Digtere staaer England som »et Gibraltar af Convenientser«, og de forlade deres Fædreland for at angribe, bombardere og bestorme deres Hjem med alle Spottens og Indignationens Projectiler.

Det er nødvendigt at gaae noget mere i det Enkelte med Hensyn til de politiske Forhold i dette Hjem for ret at kjende den Jordbund, paa hvilken Litteraturen spirer iveiret og for at forstaa de ikke-litterære (politiske, sociale og religiøse) Principer, der spalte Digterne i hinanden modstaaende Grupper. Paa Englands Trone sad ved Aarhundredets Begyndelse (allerede siden 1760) Georg den 3die[XI]. Fra hans Barndom af havde hans Moder[XII] stræbt at bibringe ham de overdrevne og uengelske Forestillinger om Souverainitetens Betydning, der vare gjældende paa Fastlandet, og det var i den Grad lykkedes, at den ene efter den anden af de høie Lorder, der vare valgte til Prindsens Hovmestere, frasagde sig dette Hverv, fordi deres Indflydelse blev modarbeidet. En af disse, Lord Waldegrave[XIII], der ikke blot var en skarpsindig Iagttager, men en hengiven Tilhænger af Huset Hannover, har givet et Charakterbillede af sin Myndling, der er alt andet end indtagende; han skildrer ham som jævntbegavet, men uden al Flid, som strengt retskaffen, men uden den Aabenhed og Frimodighed, der gjør Retskaffenheden elskværdig, |32| som oprigtigt from, men stadigt opmærksom paa sin Næstes Feiltrin og Synder, som bestemt, men stædig og fordomsfuld; han skildrer hvorledes Forbitrelse og Vrede aldrig give sig Luft hos ham, men strax slaae ind og øieblikkeligt kun afføde Forbeholdenhed og Forstillelse, for siden hen at ytre sig med des større Virkning, og hvorledes den samme Konge, der havde en saa haardnakket Hukommelse for enhver Uret, der var tilføiet ham, besad en mere end kongelig Glemsomhed overfor de Tjenester, som vare ham viste. Hans Aands fuldstændige Forbening i Fordomme var dog maaske hans største Mangel som offentlig Personlighed og som Regent. I sit private Liv var han jævn, ærlig, paalidelig og indgjød sine Undersaatter stor Agtelse, skjønt Manglerne ved hans Opdragelse aldrig bleve oprettede. Da han kom til Roret, havde han liden eller ingen Kundskab hverken til Mennesker eller til Bøger, og hele sit Liv var og blev han fuldstændigt uvidende med Hensyn til Litteratur og Kunst; men det egennyttige Hof omkring ham bibragte ham snart en ikke ringe Menneskekundskab, og han, mod hvem Store og Smaa, hvor han saa hen, rakte Haanden ud, lærte snart at kjende hver Mands Pris og beregne den Nytte, han kunde have af ham. Hans af Naturen gode Forstand blev hverken styrket ved Studier eller Reiser eller Samtaler, men alle de Detailspørgsmaal, der ikke udfordrede nogen finere Sjæ|33|lens og Tankens Dannelse, forstod han at sætte sig ind i og behandle med den Dygtighed, der var nødvendig for en Regent, som allernødigst vilde indskrænke sig til at være Konge af Navn.*)

*) Massey: »History of England[0002]« I, 59 ff.

Skulde jeg paa en for Danske forstaaelig Maade med et eneste Ord betegne Georg den 3die, da vilde jeg sige: han var Englands Frederik den sjette[XIV]. Han var en virkelig patriarchalsk Regent og følte sig selv som sit Folks Fader. Landet mistede under ham de nordamerikanske Colonier, som Danmark under Frederik den sjette[XV] mistede Norge, uden at dette Tab eller den ufornuftige Politik, der havde fremkaldt det, gjorde noget Skaar i Monarchens Popularitet. Kong Georgs[XVI] Husholdning var et Mønster paa en engelsk Gentlemans Husliv. Tidligt op om Morgenen! var dets første Princip. Det var tarveligt, ordentligt, økonomisk, ægte borgerligt indrettet i enhver Henseende. Det var kjedsommeligt i en Grad, som dets Historieskriver Thackeray[XVII] »gyser« ved at overveie. Naar Kongen selv var staaet rigtigt tidligt op en Dag og selv havde vækket sine Pager, slog han paa sin Morgentur en Passiar af med Enhver, han mødte, gik incognito ind i mangt et Hus og mangen en Hytte, gav snart et Barn en Sølvskilling, snart en fattig Kone en Høne. En Dag traf han med Dronningen[XVIII] en lille Dreng, |34| med hvem de gave sig i Snak, indtil Kongen sagde til ham: Knæl ned, det er hendes Majestæt Dronningen, med hvem du taler! Men da den Lille haardnakket vægrede sig derved af pligtskyldigt Hensyn til nye Benklæder, rørte denne tidlige økonomiske Sands den gamle Georg[XIX] saa stærkt, at han trykkede Drengen til sit Hjerte.

Dagene ved Hoffet gik hen med en slæbende Ensformighed, der jog de unge Prindser langt bort fra Hjemmet og havde sin Del af Skylden for at de artede sig saa slet. Om Aftenen spillede Kongen enten sin Tokkodilje eller han havde sin Aftenconcert, hvortil han regelmæssigt nikkede, medens Pagerne gabede sig ihjel ude i Forværelset.

De daglige Spadsereture foregik en famille paa Windsorvolden, medens Folket samlede sig gemytligt rundt omkring og saae paa, og Drengene fra Eton[c] trykkede deres rødkindede Hoveder frem under Hobens Albuer. Musiken spillede, og naar Friluftsconcerten var forbi, undlod Kongen aldrig at tage sin trekantede Hat af og hilse Musikanterne med de Ord: Jeg takker Dem, Gentlemen.

Hvilken Dansk maa ikke ved disse Scener tænke paa Frederik d. 6tes[XX] Spadsereture og Seiladser som Storadmiral i Frederiksberg Have[d]! Som han vandt Georg d. 3die[XXI] Hjerterne ved sin borgerlige Optræden og sin luvslidte Frakke; ogsaa om Kong Georg[XXII] gjælder det, hvad Orla Lehmann[XXIII] siger om Frederik d. 6te[XXIV], at man »i Kongens Jævnhed |35| (baade i Forstand og Færd) og godmodige Deltagelse for Individernes Vel saa en Erstatning for Statsmandens og Regentens Brøst« – og hvormange havde endda Øie for den sidste! For det store Flertal af Englands Beboere var den gamle Georg en mægtigt skarpsindig Statsmand og en vældig Souveræn – jeg vil blot minde om et i sin Tid berømt Stik af ham (Gilray’s[XXV]), hvor han er afbildet – i gammel Paryk med en snever, gammel, grim Windsor-Uniform – som Konge af Brobdingnag, holdende en lille Gulliver paa sin ene Haand, og med en Operakikkert i den anden, hvorigjennem han iagttager Mandslingen. Hvem tror man den lille Gulliver var? Han bar trekantet Hat og den lille graa Marengo-Frakke. De fleste af mine danske Læsere ville erindre et lille gammelt Billede, der i photographisk Gjengivelse for nogle Aar siden gjorde megen Lykke. Det havde til Underskrift »Den høye elskede Familie« og forestillede Frederik d. 6te[XXVI] med samt sin hele Slægt fra den største til den mindste paa en Spadseregang. Er dette lille Familiemaleri, der findes hos Miss Burney[XXVII] ikke det nøiagtigste Sidestykke dertil? Hun beskriver en Eftermiddagspromenade i Windsor[e]. »Det var virkelig en rigtig nydelig Procession. Den lille Prindsesse Amelia[XXVIII], der netop var bleven tre Aar gammel, gik ene og forrest med en ny Kjole paa af fint Musselin, og med en smuk lukket Hat, hvide Handsker og Vifte, |36| i høi Grad henrykt over Paraden og uafbrudt dreiende Hovedet for at see Enhver, hun gik forbi; thi alle de Spadserende stode op mod Husene fra det Øieblik den kongelige Familie kom tilsyne, for at den kunde have Passagen fri. Saa fulgte Kongen[XXIX] og Dronningen[XXX], ikke mindre glade over deres lille Yndlings Fornøielse, Kronprindsen[XXXI] havde budt Lady Waldegrave[XXXII] Armen, derefter kom Prindsesse Augusta[XXXIII], Arm i Arm med Hertuginden af Ancaster[XXXIV], General Bude[XXXV], Hertugen af Montague[XXXVI] og Major Price[XXXVII], der som Staldmester sluttede Toget.«Hvilket smukt Billede! udraaber Thackeray[XXXVIII]: Medens Processionen langsomt drager forbi, spiller Musikcorpset sine gamle Melodier og Sollyset falder over de gamle Fæstningsværker og belyser den kongelige Standart, der hænger ned fra det store Taarn, de mægtige Elmetræer og den loyale Mængde af Tilskuere, som det yndige Barn kjærtegner med sit uskyldige Smil.

Dette er den hjemlige Idyl, hvortil udadtil svarer Kongens Lidenskab for at undertrykke Nordamerika, bekjæmpe den franske Revolution, tilintetgjøre den irske Kirke og lade Negerhandlen med alle dens Rædsler vedblive at bestaae. Dog selv den hjemlige Idyl varede ikke Aarhundredet ud. I Aaret 1788 havde Kongen det første Anfald af Afsind, og allerede da drøftedes med uhørt Lidenskab i Parlamentet Prindsen af Wales’[XXXIX] Regentskab, der i Aaret 1810 blev definitivt fastslaaet. Oppo|37|sitionen mente dengang at have for lange Tider styrtet Toryregimentet, ifald Prindsen blev udnævnt til Regent. Hans Charakter og Sæder vare imidlertid hos Folkets store Flertal saa ilde berygtede, at hans Tronbestigelse imødesaaes med Angst. Men netop som et Lovforslag desangaaende skulde forelægges, saa Pitt[XL] sig istand til at forelægge Parlamentet en Lægebulletin om Hans Majestæts umiddelbart forestaaende Helbredelse, og Faren drev for denne Gang over. Prindsens Skuffelse var stor, og han kunde des mindre skjule den, fordi han under Kongens Sygdom havde lagt et alt andet end sønligt Sindelag for Dagen. Han besad et vist Talent til at efterligne Gebærder og Stemmer, og det var en af hans Hovedfornøielser under Faderens Sygdomsperiode at more de gode Hoveder, de lystige og udsvævende Mænd og Kvinder, der udgjorde hans stadige Kreds, med at copiere sin afsindige Faders Udseende og Handlinger for dem. Man har i dette ene Træk hans Charakter, den Mands Charakter, der saa længe paa Grund af en vis ydre Politur og Anstand bar Navnet af »den første Gentleman i Europa.« Man maa beundre den Færdighed, hvormed denne Mand forstod, om end blot for en kort Tid, at vinde Tidens sjeldneste Aander. Han havde Burke[XLI] og Fox[XLII] og Sheridan[XLIII] til Omgangsvenner. Vel sandt, det var neppe hans Meninger om Forfatningsspørgsmaalene eller om Irlændernes Forhold, de brød sig om at høre |38|hans Meninger om Sligt! Men han snakkede om Terninger med Fox[XLIV] og med Sheridan[XLV] om Vin; det var Punkter, hvor Narrens og Geniernes Interesser mødtes, og Brummells[XLVI] Ven og Rival var mellem Tidens Dandyer Autoritet i ethvert Spørgsmaal om hvilke Knapper der passede til en vis Art Vest og hvilken Sauce der harmonerede med en vis Art Postei. Og se ham saa vinde Moore[XLVII] et kort Minut! I dennes Brev til sin Moder[XLVIII] fra Juni 1811 (»Memoirs[0003]« I, S. 225) seer man tydeligt, at han er smigret af Prindsregentens »hjertelige Familiaritet«. Og det Samme gjælder et Øieblik om Byron[XLIX]; hans Forsoningsbrev til Walter Scott[L] viser tydeligt, hvor lidet ufølsom han var for Regentens Smigrerier i Anledning af »Childe Harold[0004]«. Og nu Scott[LI]! I sin Egenskab af haardnakket Tory var han altid Prindsregentens tro Mand, hvor ædel og brav han end var. Da Georg den 4de[LII] som Konge ankom til Skotland, hvor han optraadte i en Klanhøvdings Kostume med sine fede Lægge blottede og et skotsk Skjørt om sin uhyre Vom – Slutningen af Byrons[LIII] »Bronzealderen[0005]« spotter derover – gik Walter Scott[LIV] ombord i Kongens Jagt for at hilse paa ham, greb et Glas, hvoraf Hs. Majestæt lige havde drukket, udbad sig den Naade at maatte beholde det, lovede at det for evigt skulde gaae i Arv i hans Familie, gik hjem, traf der et uventet Besøg, kastede sig i en Stol og – satte sig paa sin Baglomme for |39| altfor tidligt og smerteligt at mindes det kongelige Erindringstegn. Han vedblev at være Georg d. 4de[LV] tro, selv da Moore[LVI] længst havde spækket ham med sine Vittighedspile, da Byron[LVII] længst havde gjennemhaanet ham med sine blodige Epigrammer, og da selv Brummell[LVIII] paa en Spadseretour i Hyde Park[f] havde betragtet ham fremmed gjennem sin Lorgnet og spurgt Prindsens Ledsager: »hvem er Deres fede Ven

Vor »fede Ven« var efterhaanden bleven ganske overordentlig fed. Det Liv, han førte med Orgie paa Orgie havde givet ham en saadan Embonpoint, at han ikke mere gad gaae. Naar han skulde kjøre ud, blev et Bræt lagt ud af Vinduet, og herpaa lod han sig glide ned i sin Vogn. Medens Væverne i Glasgow[g] og Lancashire[h] skreg til Himlen af Hunger, foranstaltede han kjæmpemæssige Festligheder med uhørt Pragt og modtog den landflygtige Bourbon som Ludvig d. 18de[LIX]. Drengen er Fader til Manden, siger Wordsworth[LX]. Georg d. 4de[LXI] betegnede sin Indtrædelse i Hoflivet ved en Stordaad, værdig hans tilkommende Liv. Han opfandt et nyt Skospænde. Det var een Tomme langt og fem Tommer bredt. »Det bedækkede,« fortæller Samtiden, »den hele Vrist og rakte ned paa begge Sider af Foden.« Ved hans første Optræden paa et Hofbal læse vi at hans Vams var af rosenfarvet Silke med hvidt Opslag, hans Vest af hvid Silke, broderet med forskjelligfarvet Glands|40|stof og prydet med en Overdaadighed af eftergjorte Ædelstene. Hans Hat var smykket med to Rækker af Staalperler, femtusind i Tallet, med en Knap og en Snor af samme Metal og sat op med et krigerisk Snit.

Et krigerisk Snit! Det passede godt til det Hoved, som bar den. Dette Hoved var, dengang da dets Besidder begyndte at holde Hus i sit nye, prægtige Palads Carlton House, fuldt af løse Planer til at opmuntre Litteratur, Videnskab og Kunster, og det kunde et Øieblik synes at være Alvor, naar man ved Prindsregentens Bord kunde høre Walter Scott[LXII], Tidens bedste Fortæller, med uindskrænket Loyalitet og Elskværdighed meddele af sit uudtømmelige Forraad af morsomme og humoristiske Historier, eller naar Moore[LXIII] i denne Kreds sang nogle af sine søde anakreontiske Sange, eller Grattan[LXIV], Irlændernes stolte Fører, bidrog til Underholdningen med sin fantasirige og følelsesfulde Veltalenheds Liv. Men hvor snart veg ikke disse Mænd Pladsen for et Selskab, der ganske anderledes passede for Prindsen: franske Kokke, franske Dandsere, Jockeyer, Hofnarre, Koblere, Skræddere, Boxere, Juvelerere og Fægtemestre. Med slige Folk tilbragte han den Tid, han havde tilovers fra sine Elskerinder og sine Drikkelag. Han viste sin kunstneriske Smag og Sands ved i dyre Domme at sammenkjøbe sig hele Læs af chinesiske Snurrepiberier. Neppe var da ogsaa Skjønaanden bleven |41| Regent, før han brød med de gode Hoveder blandt Whiggerne, hvis Selskab han havde søgt. Han slog om og blev pludselig Tory. Det forekommer mig, at fire europæiske Regenter i dette Aarhundredes første Halvdel staae i et iøinefaldende Slægtskabsforhold til hinanden: Ludvig d. 1ste af Baiern[LXV], Friedrich Wilhelm d. 4de af Preussen[LXVI], Christian d. 8de af Danmark[LXVII] og denne engelske Prindsregent[LXVIII]. Det er de fire reaktionære Skjønaander paa Tronen. Her som i Danmark optræder i Kongefamilien det litterære Dilettanteri efter den patriarchalske Enfold. Rigtignok var det i England forenet med de uhyggeligste Sæder og en næsten ubegribelig Ladhed. I Aaret 1816 hensade i Newgate[i] 58 Dødsdømte, oppebiende at Prindsregentens Fornøielser og Adspredelser skulde levne ham Tid til at underskrive Dødsdommen eller at benaade, og mange af dem havde siddet saaledes ventende fra December til Marts. Forgjæves lød i Parlamentet Brougham’s[LXIX] frygtelige Anfald »paa dem, der naar Fængslerne vare overfyldte med Ulykkelige, ikke et Øieblik kunde opsætte deres tankeløse Fornøielser for at gjøre Ende paa denne sørgelige Svæven mellem Liv og Død.« Man efterslaa i denne Anledning Moore’s[LXX] Satirer i »Twopenny Post-bag[0006]«. Her viser det sig, at den elskværdige irske Sangfugl havde Næb og Kløer. Man seer af Scotts[LXXI] »Levnet[0007]« (III, 342), med hvilket roligt Smil Regenten i 1815 skjemter med de Vers af |42| Moore[LXXII], der skildre hans Bord som overfyldt med Modejournaler paa den ene Side og uunderskrevne Dødsdomme paa den anden! Disse Vers vare kun altfor retfærdige og havde kun hjulpet altfor lidt. Allerede i en Parlamentstale, holdt i April 1812, havde Castlereagh[LXXIII] sagt: »Det er umuligt for Hans kongelige Høihed at frigjøre sin Person fra den overvældende Dynge af Papirer, som ere ophobede paa hans Bord«, og i Moores[LXXIV] Satire »The insurrection of the papers[0008]« hedder det:

On one side lay unread Petitions,
On th’other Hints from five Physicians,
Here tradesmen’s bills, – official papers,
Notes from my Lady, drams for vapours,
There plans of saddles, tea and toast,
Death-warrants and the Morning Post.

Og herefter lader Regenten 4 Aar senere 58 Dødsdomme ophobe sig!

Jeg sagde, at han neppe var bleven beklædt med Regjeringens Insignier før han brød med sine fordums Venner og blev Tory. Det store, langvarige Toryministerium blev stiftet med Liverpool[LXXV] i Spidsen, en seig Reactionær, men godmodig doven, fra hvem Forbitrelsen altid gled over paa hans Colleger; han var som Førsteminister en Slags constitutionel Konge med hæderlige Hensigter og moderate Evner. Han nød, ligesom hans Collega Lord Sidmouth[LXXVI], det Privilegium hverken at blive frygtet paa Grund af sin Charakterstyrke eller |43| misundt paa Grund af sit Talent. Den mest betegnende og mest udsatte Personlighed i Ministeriet var Lord Castlereagh[LXXVII], en middelmaadigt begavet, men energisk Mand, hvem Wilberforce[LXXVIII] engang definerede som en Fisk i Koldblodighed. Han havde et smukt Ansigt og en commanderende Stemme, og hans ydre Habitus bar større Æresbevisninger tilskue, end der havde været skjænket noget Underhusmedlem siden Robert Walpoles[LXXIX] Dage. Han var »den ædle Lord med det blaa Baand«. Han var fra først af absolutistisk sindet, og hans Samkvem med Fastlandets uansvarlige Regenter havde end mere bidraget til at udvikle de for en constitutionel Minister betænkeligste Grundsætninger hos ham. Ingen Bevidsthed om hans Forstands Sneverhed eller hans Opdragelses Mangler forhindrede ham fra strømmevis at fremkomme med uformelige Sætninger og løse Argumenter. Hans Skoledannelse var saa ringe, at han ikke formaaede at sætte to Sætninger rigtigt sammen, og han vakte kun altfor tidt Husets Latter ved sin Svada; men han stod med urokkelig Haardnakkethed mod alle Angreb, uden at nogen ytret Mistanke eller Bitterhed syntes at rokke ham et Haarsbred fra hans Vei, og overfor Parlamentet anslog han atter og atter Absolutismens gamle »Vi alene vide«. Byron[LXXX], Shelley[LXXXI] og Moore[LXXXII] flaae ham ligeligt i deres Digte. Tilbage staaer endnu at nævne Kantsleren Lord Eldon[LXXXIII], Incarnationen af Torypartiets Doctriner, |44| hvis Tanker Dag og Nat vare optagne af hvad han kaldte at opretholde Constitutionen. Den, der vilde hæve et eller andet gammelt Monopol, en eller anden forældet Friheds-Hindring eller Indskrænkning, og end mere Den, der vilde afskaffe en gammel, grusom Straffelov, lagde efter hans Opfattelse Haand paa Constitutionen. Og ikke desmindre var han selv uafbrudt den første til at suspendere sit eget Palladium, Loven, saasnart den stod ham i Veien. At ophæve Habeas-Corpus Akten for en Tid, at kneble Pressen o. s. v., slige gavnlige Amputationer vare efter hans Skjøn Liv for Constitutionen, at indgyde den nyt Blod, det var Død.

Det var dette Ministerium, som i 1814 forbausede Alexander af Rusland[LXXXIV] ved dets Iver for at gjenoprette de af Revolutionen rystede Principer. Den russiske Keiser haanede det engelske Ministerium ved at beklage dets reactionære Tilbøieligheder og søge Omgang med Oppositionens Førere i London. Det første Indtryk af den franske Revolution havde paa Englands Regjering og Folk været sympathetisk. Modstanderne Pitt[LXXXV] og Fox[LXXXVI] enedes i at hilse den som en af de største og bedste Begivenheder i Menneskehedens Historie. Men neppe var Blod blevet udgydt hinsides Kanalen, før Befolkningens Masse, ja selv Oppositionens Flertal saa alle sine Traditioner: Kongemagten, Religionen, Eiendomsretten i Fare, og dannede et |45| uhyre Ordenens Parti. Burke[LXXXVII] var blandt Whiggerne den, der først med voldsom Heftighed fordømte Revolutionen og som særligt fordømte sin Ven og Partifælle Fox[LXXXVIII] for hans Forsvar for dens Aand. De gamle Whigger sluttede sig til Burke[LXXXIX]. Pitt[XC], der havde planlagt en Række nødvendige Reformer, vovede end ikke at skride ind imod Englands fordærvelige Valgsystem og tilstod paa given Opfordring, at hvorvel han var dybt gjennemtrængt af Nødvendigheden af en Parlamentsreform, var Tiden nu ikke gunstig til saa vovelige Experimenter. I enhver frisindet Rørelse, selv i den uskyldigste og dybest berettigede, begyndte man at spore den frygtede Jakobinisme. Da Wilberforce[XCI] indledede sin Agitation mod Slavehandelen, var han paa engang støttet af Regjering og Opposition. Kun Kongen, Rhederne og Overhusets Aristokrater stode ham imod. Men da han i 1791 anden Gang prøvede Stemningen, var den slaaet saaledes om, at Abolitionisterne næsten bleve betragtede som Jakobinere, og med 163 Stemmer mod 88 blev Loven om Slavehandelens Ophør forkastet. Hertil kom det i England skrækindjagende Indtryk, Revolutionen havde gjort paa Irland. Man hilste Budskabet om den, som Slaver og Heloter hilse Budskabet om Frihed. Skjøndt det irske Folk, ført af den ædle, af Byron[XCII] saa begeistret besungne Henry Grattan[XCIII], i Aaret 1782 havde faaet sit Parlament anerkjendt som ligeberettiget |46| med det engelske, var det dog i kommerciel og religiøs Henseende fuldstændig undertrykt. Den maadeholdne Thomas Moore[XCIV] bruger selv det Udtryk, at han som Barn af katholske Forældre kom til Verden med Slavens Aag omkring sin Hals. Han fortæller, hvorledes han som Dreng i 1792 blev taget med af sin Fader til et Festmaaltid i Dublin[j] i Anledning af Revolutionen, og hvorledes Præsidenten udbragte følgende Toast: Gid Brisen fra Frankrig maa bringe den irske Eg til at grønnes! Hos ham finder man den Bevægelse, der gik igjennem den irske Ungdom, skildret. Han kjendte og beundrede dens Fører Robert Emmet[XCV]. Naar Emmet[XCVI] i den Dublinske Discussionsklub, hvis Ledestjerne og Prydelse han var, i veltalende Ord skildrede den franske Republiks Bedrifter, naar han med en Hentydning til Cæsar[XCVII], der svømmende over Rubicon[k], holdt sit Sværd i Veiret med den ene Haand, sine Commentarer[0009] over Vandet med den anden, udbrød: »Saaledes vader Frankrig gjennem et Hav af Blod i Storm; men medens det med den ene Haand svinger Sværdet imod dets Undertrykkere, holder det i den anden Videnskabens og Litteraturens Skatte uplettede af den blodige Strøm, hvorigjennem det kjæmper sig frem« – da lyttede hans unge Landsmænd ikke blot til Talens direkte Indhold, men efter enhver Digression eller Allusion, der kunde drage Irland ind under det behandlede Sujet. Slige Hentydninger udebleve da |47| heller ikke. »Naar et Folk,« udraabte han en Dag, »der rask gaaer frem i Kundskab og Magt, tilsidst bemærker, hvor langt dets Regjering er seilet agter ud bag det, hvad Andet er der da at gjøre, end at trække Regjeringen frem i Høide med Folket!« Den Dag var ikke fjern, da Robert Emmet[XCVIII] dyrt skulde bøde for saa dristige Ord. I 1798 exploderede det opsamlede Sprængstof, og Castlereagh[XCIX] vaskede (efter Byrons[C] Udtryk) sine unge Hænder i Erins Blod. Det Raseri, hvormed Regjeringen gik tilværks mod Rebellerne, var saa dyrisk og vildt, at neppe nogen Opstands Undertrykkelse i den moderne Tid har ført saadanne Rædsler med sig. Jeg kommer tilbage dertil sidenhen i Anledning af Moores[CI] irske Melodier[0010]. Hadet til Revolutionen fortsatte sig som Had til Napoleon[CII]. Det gik over alle fornuftige Grændser. Thackeray[CIII] fortæller en Anekdote, der giver en Forestilling om dets Grad. »Jeg kom,« siger han, »fra Indien som Barn, og vort Skib lagde an ved en Ø paa Veien hjem, hvor min sorte Tjener tog mig med til en lang Spadseretur over Klipper og Høie, indtil vi naaede en Have, hvor vi saae en Mand gaae op og ned. »Det er ham,« sagde den sorte Mand, »det er Bonaparte[CIV]. Han spiser tre Faar hver Dag og alle de smaa Børn, han kan faae fat paa««, og Thackeray[CV] tilføier: »der var flere Mennesker i det britiske Rige end dette stakkels Calcuttatyende, der havde en lignende Rædsel for |48| den corsikanske Menneskeæder«. Den fremtræder lige stærkt i Wordsworth’s[CVI] Sonetter, i Southey’s[CVII] Digte og i Walter Scotts[CVIII] famøse Napoleonsbiographi[0011]. Napoleonskrigene indlede den store britiske Reaction: Gjentagen Suspension af Habeas-Corpus-Akten, Eduard d. 3dies[CIX] gamle Høiforræderibestemmelse skærpet, Forsamlings- og Petitionsret indskrænket, Pressefriheden snart forvandlet til et tomt Ord. Især i Skotland bleve grusomme Love fra Fortiden fremsøgte og høit dannede Mænd sendte som gemene Forbrydere til Australiens Straffecolonier. Man vovede imod Republikanere og Lighedsmænd i England at tale om Kronens Uindskrænkethed, om Parlamenter og Juryer som om underordnede Bi-Magter. Der dannedes et altbeherskende Parti under Feltraabet: Konge og Kirke!

Kongen selv var gal, Prindsregenten værre end gal og Kirken forhyklet. Misvæxt, Oversvømmelse, Hungersnød indtraf i 1816. Nagende Hunger drev rundt i Landet den lavere Befolkning planløs fra Hus og Hjem. Man finder Stemningen udtalt i Shelley’s[CX] »Anarchiets Maske[0012]«. I Leicestershire[l] ødelagde Arbeiderne i deres Fortvivlelse Kniplingsvæverierne og sloge Væverstolene i Stykker. Det er til deres Forsvar, at Byron[CXI] holder sin første, smukke Parlamentstale. Man seer af Romillys[CXII] Dagbøger, hvor umuligt det var for de faa frisindede Mænd at faae den ringeste Reform |49| sat igjennem. Han, den almindelig hædrede og ærede Reformator af Englands grusomme Straffelovgivning (den samme, der er bleven saa bekjendt som Prindsessen af Wales’[CXIII] juridiske Støtte og som Lady Byrons[CXIV] Sagfører), siger i sin Dagbog fra 1808: »Hvis Nogen ønsker at faae en adæquat Idee om de ulykkelige Virkninger, som den franske Revolution og de Rædsler, der fulgte den, have afstedkommet i vort Land, saa lad ham blot forsøge en eller anden legislativ Reform efter humane og liberale Principer. Han vil da opdage, ikke alene hvilken stupid Rædsel for Forandringer, men hvilken grusom Aand der er faret i altfor mange af hans Landsmænd.« Paa Romillys[CXV] Forslag om Ophævelse af den Lov fra Vilhelm d. 3dies[CXVI] Tid, hvorefter Butikstyveri blev straffet med Hængning, svarede Lord Ellenborough[CXVII], kraftigt secunderet af Lord Eldon[CXVIII], med Beklagelse af »at en moderne Philosophi nu endog understod sig til at rokke ved Aarhundreders vise Anordninger«, og det var ikke Regjeringen alene, det var Parlamentsmedlemmer i Mængde, der vare som besatte af Bøddeltilbøieligheden. Romilly[CXIX] fortæller selv, hvorledes en af hans yngre Kolleger i Parlamentet besvarede enhver Forestilling og Indsigelse med det stereotype »I am for hanging all«. Og dog skulde man sandelig troe det i det 19de Aarhundrede var paa Tide at gjøre Ende paa Hængelidenskaben i England, der endnu vidnede kun altfor ufordelagtigt |50| om det dybe Fond af Raahed i Nationen. Under Henrik d. 8de[CXX] vare 72,000 Tyve blevne hængte, nu under Georg d. 3die[CXXI] hængtes gjennemsnitligt 2000 om Aaret, hvad fra 1760 til 1810 udgjør den smukke Sum af 100,000. I Aaret 1817 blev Forfølgelsen af Tænke- og Skrivefriheden formelig sat i System under Processerne mod den gamle Bogelsker Hone[CXXII], der ved en sjelden Forening af Sandhedskjærlighed og Kløgt for Retten den ene Gang efter den anden tilintetgjorde ethvert Forsøg paa at faae ham dømt for Blasphemi. Saa fulgte i 1818 Optøierne af den fattige Befolkning i Manchester[m], hvor Rytteriet huggede ind og Soldaterne mishandlede de ubevæbnede Folkeskarer. Indtrykket heraf er bevaret i Shelleys[CXXIII] Digte fra 1819.

Visselig er da denne Litteraturperiodes politiske Baggrund mørk – mørk af forskrækkede Philistres Angst for Frihedsbevægelsens Udskeielser i Frankrig, mørk af stolte Toryers tyranniske Lyster og Høikirkens Tryk, mørk af irske Katholikers og engelske Arbeideres Blod – og over alt dette er paa Samfundets Tinde Kronen lagt om Vanvidet i Georg den 3dies[CXXIV] Pande og Scepteret lagt i Haanden paa den slappe Utugt, der i Skikkelse af Prindsregenten[CXXV] fylder Kongesædet som Stedfortræder for den Bornerthed, der havde beklædt Tronen med hans Fader. Og det er denne Trone, som Lord Eldon[CXXVI] støtter med sine sex Kneblelove, hvortil han har omdannet Englands ældgamle For|51|fatning, og som forherliges og lovprises i Castlereaghs[CXXVII] ligesaa ugrammatikalske som frihedsfjendske Parlamentstaler og i Southeys[CXXVIII] ligesaa umelodiske som vel betalte Smigerhymner – indtil Skilsmisseprocessen mellem Georg d. 4de[CXXIX] og Caroline[CXXX], med sin uhyre, alle Begreber overgaaende Skandale, udbredt strømmevis som en Kloak fra Overhusets Talerstole, drukner Kronens Glands og Hoffets Decorum i et Hav af Skarn – og Spaniens, Grækenlands og Sydamerikas Slag i Slag paa hverandre følgende Revolutioner rense Luften, og Castlereagh[CXXXI] overskjærer sin Hals (en Gaasefjær, som Byron[CXXXII] siger) og England under Canning[CXXXIII] anerkjender de sydamerikanske Republiker og forbereder Slaget ved Navarino[n].

Shelleys[CXXXIV], Landors[CXXXV] og Byrons[CXXXVI] Poesier have deres politiske Parallel i disse Regjeringshandlinger af Canning[CXXXVII]. Men selve Cannings[CXXXVIII] Taler ere et Supplement til disse Digteres Værk. Castlereaghs[CXXXIX] leddeløse Taler og hans flaue og magre Depecher – dobbelt magre fordi han som ægte Forretningsmand af Metternichs[CXL] Skole foretrak mundtlig Meddelelse – afløstes direkte af Cannings[CXLI] frimodige og glødende Veltalenhed. Medens Castlereagh[CXLII] som hans ham overlevende Colleger paa den forsmædelige Congres i Verona[o] kun gik ud paa under Skin af evangelisk Fred at opretholde Taushed og Mørke i Europa, lyste nu Cannings Taler som en Skovbrand i den hellige Alliances dybe Nat. Hans |52| store politiske Grundtanke var Folkenes Selvbestemmelsesret. Den 8de August 1827 døde han; men den 10de October samme Aar sloges Slaget ved Navarino[p], der ligesom var den Dødes sidste Villie, og som for os nutildags er det politiske Symbol paa den nye Aands Vaagnen i Europa.*)

*) Miss Martineau: »The history of England during the thirty years peace[0013]« I, II. Massey: »History of England during the reign of George the Third[0014]« I–IV. Thackeray: »The four Georges[0015]«. Reinhold Pauli: »Geschichte Englands seit den Friedensschlüssen[0016]« 1814 und 1815. Emerson: »English characters[0017]«.

  • III.
    højresiderne i kapitel 3 har i førsteudgaven klummetitlen »Den politiske Baggrund.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
  • med Taine … fyrretyveaariges Parti
    Hippolyte Taines betragtning over de franske partier findes i hans Histoire de la littérature anglaise, 1863-1864 Taine 1863, 3:196.
    Hippolyte Taine: Histoire de la littérature anglaise, vol. 1-4, 1863-1864.
    .
  • Krigen mod Frankrig
    Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815). Storbritannien gik ind i krigen i 1793 og var fra da en del af skiftende koalitioner af Frankrigs modstandere.
  • Allerede om den tydske Frihedskrig … Dynastier
    GB henviser til sin egen Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Den romantiske Skole i Tydskland, 1873 Brandes 1873:291.
    Georg Brandes: Den romantiske Skole i Tydskland, Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, vol. 2, 1873.
    .
  • den tydske Frihedskrig
    krig i 1813, hvor en koalition af Frankrigs fjender efter Napoleon 1.s nederlag i Rusland i 1812 i fællesskab drev de franske besættelsestropper ud af Tyskland.
  • Revolutionen(s)
    Den Franske Revolution; revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • »sunbeamproof« vilde Shelley kalde dem
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 284) oversætter GB »sunbeamproof« med »uigennemtrængelige for Solen«; af Percy Bysshe Shelleys digt »The Cloud«, 1820 Shelley 1820:199.
    Percy Bysshe Shelley: Prometheus Unbound with Other Poems, 1820.
    .
  • Styrtning af … Krudtrøgen fra Waterloo
    Storbritannien gik i 1793 ind i kampen mod Frankrig og var frem til Napoleon 1.s endelige nederlag i Slaget ved Waterloo i 1815 en helt central og aktiv deltager i en række koalitioner.
  • »cant«
    skinhellighed, hykleri.
  • »Den engelske Forstands … Vin med ham.«
    sammensat citat fra Ralph Waldo Emersons English Traits, 1856 Emerson 1856:125-129.
    Ralph Waldo Emerson: English Traits, 1856.
    .
  • Sinai … Tordenkiler
    der alluderes til 2. Mosebogs fortælling om åbenbaringen på Sinaj, hvor Gud under lyn og torden stiger ned på Sinaj-bjerget i en tung sky (kap. 19).
  • i dette Tidsrum kun een politisk stemmeberettiget
    i begyndelsen af 1800-tallet var det i England kun medlemmerne af den rigeste klasse, der var stemmeberettigede, og det kun hvis en række krav til bl.a. alder, ejendom og formue var opfyldt.
  • »et Gibraltar af Convenientser«
    af Ralph Waldo Emersons English Traits, 1856. Emerson har dog en let afvigende ordlyd, da han taler om »this Gibraltar of propriety« Emerson 1856:68.
    Ralph Waldo Emerson: English Traits, 1856.
    .
  • Lord Waldegrave … sin Myndling
    lord Waldegraves portræt af den unge prins findes i hans Memoirs from 1754 to 1758, 1821 Waldegrave 1821:8-10.
    James, 2. Earl of Waldegrave: Memoirs from 1754 to 1758, 1821.
    .
  • Huset Hannover
    engelsk kongelig slægtsgren af tysk oprindelse. Huset havde seks på hinanden følgende monarker i perioden 1714-1901, hvor det blev efterfulgt af huset Sachsen-Coburg-Gotha (fra 1917 under navnet House of Windsor).
  • Landet mistede … nordamerikanske Colonier
    Storbritannien mistede i 1783 13 kolonier på det nordamerikanske kontinent. Kolonierne havde allerede i 1776 erklæret deres selvstændighed gennem Uafhængighedserklæringen (Declaration of Independence), men Storbritannien ville ikke acceptere dette, og årelange krigshandlinger fulgte. Først i 1783 anerkendte Storbritannien koloniernes selvstændighed.
  • Danmark … mistede Norge
    Danmark havde siden 1807 været allieret med Napoleon 1.s Frankrig og blev derfor også ramt af Frankrigs tilbagegang og endelige nederlag. I 1813 blev Holsten invaderet af svenske og russiske styrker, og Danmark blev mødt af et svensk krav om afståelse af Norge. Frederik 6. modsatte sig længe, men da kravet støttedes af samtlige allierede stormagter, måtte han i januar 1814 efterkomme det.
  • »gyser«
    af William Makepeace Thackerays The Four Georges. Sketches of Manners, Morals, Court and Town Life, 1860 Thackeray 1860:162.
    William Makepeace Thackeray: The Four Georges. Sketches of Manners, Morals, Court and Town Life, 1860.
    .
  • en famille
    (fr.) i familien, som familie.
  • »i Kongens Jævnhed … Regentens Brøst«
    af Orla Lehmanns erindringer, der blev trykt i Efterladte Skrifter, 1872-1874 Lehmann 1872, 1:227.
    Orla Lehmann: Efterladte Skrifter, vol. 1-4, Hother Hage (red.), 1872-1874.
    .
  • et i sin Tid berømt Stik af ham (Gilray’s)
    stik af James Gillray med titlen »The King of Brobdingnag and Gulliver«, 1803.
  • Konge af Brobdingnag … en lille Gulliver
    der sigtes til Jonathan Swifts Travels into Several Remote Nations of the World. By Lemuel Gulliver, 1726, hvor hovedpersonen Gulliver i værkets anden del kommer til landet Brobdingnag, hvor alting er meget stort (størrelsesforholdet er ca. 12:1).
  • »Den høye elskede Familie«
    en i samtiden anvendt betegnelse for Frederik 6., dronning Maria og deres døtre. Der sigtes formentlig til Johannes Senns udbredte kobberstik med titlen »Den höje elskede Familie«.
  • »Det var … sluttede Toget.«
    af Frances Burneys (gift d'Arblay) Diary and Letters of Madame d'Arblay, 1842-1846 Burney 1843, 3:62.
    Frances Burney: Diary and Letters of Madame d'Arblay, vol. 1-7, Charlotte Barrett (red.), 1842-1846.
    .
  • Hvilket smukt Billede … uskyldige Smil
    omtrentlig gengivelse fra William Makepeace Thackerays The Four Georges. Sketches of Manners, Morals, Court and Town Life, 1860 Thackeray 1860:173.
    William Makepeace Thackeray: The Four Georges. Sketches of Manners, Morals, Court and Town Life, 1860.
    .
  • den franske Revolution
    revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • »hjertelige Familiaritet«
    af et brev fra Thomas Moore, dateret 21.6.1811, til Anastasia Moore. GB's sidehenvisning er ukorrekt Moore 1853, 1:255.
    Thomas Moore: Memoirs, Journal, and Correspondence, vol. 1-7, John Russel (red.), 1853-1856.
    .
  • hans Forsoningsbrev til Walter Scott
    der sigtes til et brev fra Byron, dateret 6.7.1812, til Walter Scott. Byron havde i sin satiriske English Bards, and Scotch Reviewers, 1809, bl.a. angrebet Scott for at være levebrødsforfatter, hvad der faldt Scott for brystet. Få år efter havde Byron dog skiftet mening, og han skrev et brev til Scott, hvori han viderebragte royal ros til Scott og fortalte, at han følte sig »haunted by the ghosts« af sin ubetænksomme kritik Byron 1833, 2:155.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »hvem er Deres fede Ven?«
    historien om, hvordan George Bryan Brummel, formentlig i 1813, fornærmede prinsen af Wales, den senere George 4., kendes i en række versioner, der involverer forskellige personer (ud over prinsen og Brummel) og foregår forskellige steder. Sikkert er det dog, at sagen skadede Brummel, der i 1816 forgældet måtte flygte til Frankrig.
  • modtog den landflygtige … Ludvig d. 18de
    medlemmer af den franske adelsslægt Bourbons kongelige linje sad på den franske trone fra 1589 til 1792, hvor Ludvig 16. under Den Franske Revolution blev afsat og kort efter henrettet. Ludvig 16.s bror, den senere Ludvig 18., flygtede fra Frankrig i 1791. Under sit eksil opholdt han sig 1807-1814 i England, hvor han blev behandlet særdeles godt, og da Napoleon 1. i 1814 havde abdiceret, vendte han med engelsk støtte tilbage til Frankrig, hvor han kronedes til konge.
  • Drengen er Fader til Manden … Wordsworth
    af William Wordsworths digt »My heart leaps up when I behold«, 1807 Wordsworth 1967, 1:226.
    William Wordsworth: The Poetical Works of William Wordsworth, vol. 1-5, Ernest De Selincourt et al. (red.), 1967-1972 (Second Edition (reprint)).
    .
  • Georg d. 4de … krigerisk Snit
    GB følger her (og til dels i det følgende afsnit) William Makepeace Thackerays The Four Georges. Sketches of Manners, Morals, Court and Town Life, 1860 Thackeray 1860:192-193.
    William Makepeace Thackeray: The Four Georges. Sketches of Manners, Morals, Court and Town Life, 1860.
    .
  • anakreontiske
    betegnelse for poesi med et muntert indhold, der som regel handler om vin og kærlighed. Efter den oldgræske digter Anakreon.
  • »paa dem … Liv og Død.«
    af en tale i House of Commons (Underhuset) af Henry Peter Brougham 20.3.1816 Hansard (red.) 1816:497.
    (uden forfatter): The Parliamentary Debates from the Year 1803 to the Present Time, vol. 33, Thomas Curson Hansard (red.), 1816.
    .
  • Man seer … Dødsdomme paa den anden
    historien fortælles i Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838, hvor George 3. citerer to vers fra Thomas Moores pseudonymt udgivne Intercepted Letters; Or, The Twopenny Post-Bag, 1813. Det er uklart, hvilken udgave af Memoirs GB henviser til Lockhart 1837, 3:249.
    John Gibson Lockhart: Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, vol. 1-7, 1837-1838.
    .
  • »Det er umuligt … paa hans Bord«
    det citerede - der af Thomas Moore blev brugt som indledning til digtet »The Insurrection of the Papers« fra hans pseudonymt udgivne Intercepted Letters; Or, The Twopenny Post-Bag, 1813 - stammer fra et indlæg i House of Commons (Underhuset) af Robert Stewart Castlereagh 14.4.1812. Hansard (red.) 1812:341.
    (uden forfatter): The Parliamentary Debates from the Year 1803 to the Present Time, vol. 22, Thomas Curson Hansard (red.), 1812.
    .
  • On one side lay … the Morning Post
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 292): »Til Højre ulæste Bønskrifter laa / til Venstre fem Lægers Recepter man saa. / Her Kræmmerregninger - Statspapirer, / Kærestebreve og Kraft-Eliksirer / mod Kvalme, Planer til nye Sadler, / Te, ristet Brød med Skinke og Ost, / Dødsdomme i Mængde og Morning Post«; af Thomas Moores pseudonymt udgivne Intercepted Letters; Or, The Twopenny Post-Bag, 1813 Moore 1813:46.
    Thomas Moore: Intercepted Letters; Or, The Twopenny Post-Bag, 1813 (udgivet under pseudonymet Thomas Brown the Younger).
    .
  • Wilberforce … Fisk i Koldblodighed
    af et brev fra William Wilberforce, dateret 19.8.1818, til James Stephen Wilberforce 1838, 5:2-3.
    Robert Isaac Wilberforce, Samuel Wilberforce: The Life of William Wilberforce, vol. 1-5, 1838.
    .
  • »den ædle Lord med det blaa Baand«
    betegnelse, der ved en række lejligheder anvendtes om Robert Stewart Castlereagh. Det blå bånd er et særligt hæderstegn fx Hansard 1817 (red):1039.
    (uden forfatter): The Parliamentary Debates from the Year 1803 to the Present Time, vol. 35, Thomas Curson Hansard (red.), 1817.
    .
  • Habeas-Corpus Akten
    lov, der foreskriver, at en arresteret person inden en vis frist skal stilles for en dommer, som afgør, hvorvidt der er grundlag for fængslingen. Loven kendes i engelsk ret fra 1679.
  • den franske Revolution
    revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • Abolitionister(ne)
    forkæmpere for slaveriets ophævelse.
  • Thomas Moore … til at grønnes!
    fra forordet til første bind af Thomas Moores Poetical Works, 1840-1841 Moore 1840, 1:XV-XVI.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • Cæsar … Rubicon
    GB hentyder til Gajus Julius Cæsars krydsning af floden Rubicon i 49 f.Kr. Mod loven forlod Cæsar dermed sin provins med en hær og blev efterfølgende erklæret for fjende af Rom. Thomas Moore nævner i sine erindringer, som omtalen af Robert Emmet stammer fra, ikke Rubicon, men taler om »the story of Cæsar carrying with him across the river only his sword and his Commentaries« Moore 1853, 1:47.
    Thomas Moore: Memoirs, Journal, and Correspondence, vol. 1-7, John Russel (red.), 1853-1856.
    .
  • »Saaledes vader Frankrig … sig frem«
    af Thomas Moores Memoirs, Journal, and Correspondence, 1853-1856 Moore 1853, 1:47.
    Thomas Moore: Memoirs, Journal, and Correspondence, vol. 1-7, John Russel (red.), 1853-1856.
    .
  • »Naar et Folk … Høide med Folket!«
    af Thomas Moores Memoirs, Journal, and Correspondence, 1853-1856 Moore 1853, 1:47-48.
    Thomas Moore: Memoirs, Journal, and Correspondence, vol. 1-7, John Russel (red.), 1853-1856.
    .
  • Castlereagh vaskede … i Erins Blod
    der sigtes til Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 15:106.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Thackeray … corsikanske Menneskeæder«
    af William Makepeace Thackerays The Four Georges. Sketches of Manners, Morals, Court and Town Life, 1860 Thackeray 1860:122.
    William Makepeace Thackeray: The Four Georges. Sketches of Manners, Morals, Court and Town Life, 1860.
    .
  • Napoleonskrigene
    betegnelse for krige mellem (primært) Frankrig under ledelse af Napoleon 1. og de europæiske stormagter i perioden 1803-1815.
  • Habeas-Corpus-Akten
    lov, der foreskriver, at en arresteret person inden en vis frist skal stilles for en dommer. Herefter afgøres det, hvorvidt der er grundlag for fængslingen. Loven kendes i engelsk ret fra 1679.
  • Eduard d. 3dies … Høiforræderibestemmelse
    der sigtes til den såkaldte Treason Act af 1351, indført under Edward 3. Loven skelnede bl.a. mellem forskellige slags forræderi. Højforræderi, dvs. forræderi mod kronen, skulle ifølge loven straffes med døden gennem langtrukken tortur.
  • sin første, smukke Parlamentstale
    talen blev holdt i The House of Lords (Overhuset) 27.2.1812. Byron overdrog senere manuskriptet til talen til sin ven Charles Robert Dallas, der lod den trykke i sin Recollections of the Life of Lord Byron, 1824, s. 205-218. I en samtidig udgave af Byrons taler bærer talen titlen »Debate on the Frame Work Bill« Byron 1824:5-16.
    George Gordon, lord Byron: The Parliamentary Speeches of Lord Byron, 1824.
    .
  • »Hvis Nogen ønsker … hans Landsmænd.«
    af Samuel Romillys Memoirs of The Life of Sir Samuel Romilly, 1840 Romilly 1840, 2:247.
    Samuel Romilly: Memoirs of The Life of Sir Samuel Romilly, vol. 1-3, »edited by his sons« (red.), 1840.
    .
  • Scott … græd om Graven
    beskrivelsen af, hvordan Walter Scott med sin familie i 1809 begravede hunden Camp, findes i John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 2:205.
    John Gibson Lockhart: Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, vol. 1-7, 1837-1838.
    .
  • den Lov … straffet med Hængning
    i 1699 blev det i England ved lov (den såkaldte Shoplifting Act) indført, at butikstyveri svarende til en værdi over 5 shilling kunne straffes med døden ved hængning.
  • »at en moderne … vise Anordninger«
    af et indlæg i House of Lords (Overhuset) af lord Ellenborough 24.5.1811 Hansard (red.) 1812:299.
    (uden forfatter): The Parliamentary Debates from the Year 1803 to the Present Time, vol. 20, Thomas Curson Hansard (red.), 1812.
    .
  • »I am for hanging all«
    af Samuel Romillys Memoirs of The Life of Sir Samuel Romilly, 1840 Romilly 1840, 2:247-248.
    Samuel Romilly: Memoirs of The Life of Sir Samuel Romilly, vol. 1-3, »edited by his sons« (red.), 1840.
    .
  • Processerne … dømt for Blasphemi
    der sigtes til tre separate retssager mod forfatteren og udgiveren William Hone afholdt i december 1817. Hone stod bl.a. anklaget for blasfemi, men på trods af ihærdige forsøg på at få ham dømt, blev han frikendt i alle tre tilfælde.
  • Optøierne af den fattige Befolkning i Manchester
    der sigtes til et blodigt sammenstød på St. Peter's Field i Manchester 16.8.1819 (almindeligvis kaldet Peterloo Massacre). En stor demonstration for ændringer i det parlamentariske system og mod den udbredte fattigdom blev her angrebet og spredt af kavaleri og soldater. Adskillige blev dræbt og mange hundrede såret.
  • Southeys … vel betalte Smigerhymner
    Robert Southey blev i 1813 udnævnt til Poet Laureate, dvs. officiel hofdigter, hvilket sikrede ham et årligt beløb.
  • Skilsmisseprocessen … og Caroline
    da George 4. i 1820 var blevet konge, anlagde han en skilsmissesag mod sin hustru Caroline. Sagen vakte skandale, men sagen blev ikke behandlet, da hun døde året efter.
  • Castlereagh overskjærer … Byron siger
    Robert Stewart Castlereagh begik i 1822 selvmord. GB henviser til Byrons anonymt udgivne The Age of Bronze; or, Carmen seculare et annus haud mirabilis, 1823 Byron 1833, 14:288.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • England … de sydamerikanske Republiker
    Parlamentet i London anerkendte i 1825 på foranledning af udenrigsminister George Canning de sydamerikanske koloniers selvstændighed - bl.a. på grund af britiske handelsinteresser.
  • Slaget ved Navarino
    søslag under Den Græske Frihedskrig (1821-1829). Slaget fandt sted 20.10.1827 ud for Navarino på den sydvestgræske kyst og stod mellem en osmannisk flåde og en flåde bestående af russiske, franske og britiske skibe. Slagets udgang blev, at koalitionen sænkede den osmanniske flåde.
  • Congres i Verona
    et internationalt møde afholdt i Verona oktober-december 1822. Her drøftede repræsentanter for Østrig, Preussen, Rusland og England aktuelle europæiske konflikter.
  • Slaget ved Navarino
    søslag under Den Græske Frihedskrig (1821-1829). Slaget fandt sted 20.10.1827 ud for Navarino på den sydvestgræske kyst og stod mellem en osmannisk flåde og en flåde bestående af russiske, franske og britiske skibe. Slagets udgang blev, at koalitionen sænkede den osmanniske flåde.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«