Naturalismen i England (1875)

XXI.

I Tidsrummet fra 1818 til 1823 udarbeidede Byron[I] »Don Juan[0001]«. Saasnart Begyndelsen af Manuscriptet kom til England, regnede det fra Venner og Kritikere, der fik det at see, ned med Forfærdelsesudbrud over det, med Anraabelser om Bortskjæring og Sløifning saa hist, saa her, med Ak og Vee over Digtets Immoralitet. Immoralitet! det var den store Beskyldning som Byron[II] ved hvert Skridt i sit Liv maatte høre og som forfulgte ham efter hans Død; under Paaskud af Immoralitet bleve hans Memoirer brændte, og under Paaskud af Immoralitet Westminsterabbediet[a] lukket for hans Statue. Byron[III] svarer i et Brev til Murray[IV]: »Hvis man havde sagt mig, at Poesien ikke duede noget, saa havde jeg slaaet mig til Ro, men I sige det Modsatte og snakke mig saa om Moralitet – det er første Gang, jeg har hørt det |495| Ord af Folk, der ikke var Hallunker og ikke brugte det som Middel til Skurkestreger. Jeg paastaaer, at mit Digt er saa moralsk, som noget Digt kan være, og ville de gode Folk ikke see Moralen deri, saa er det deres Skyld, ikke min. Af deres fordømte Beskjæren og Kappen af vil jeg ikke vide Noget. Naar De vil, kan De udgive Digtet anonymt, det er maaskee, naar Alt kommer til Alt, det bedste; men jeg vil fægte mig frem imod Alle og til alle Sider som et Pindsvin.« Saa gled da »Don Juan[0002]« af Stabelen, gratiøs og letseilende som en engelsk Lystyacht, pynteligt udrustet med Kanoner og Ammunition, skabt til at befare Livets vide Ocean og til at kunne give alle Bygmesterens Fjender det glatte Lag.

Dette Digt, der maatte udkomme anonymt, ja uden engang at bære nogen Boghandlers Navn paa Titelbladet, som i den blodigste Dedication blev helliget Southey[V], og der, som Byron[VI] siger, vanskeligere kom ind i en engelsk Dagligstue end en Kamel gjennem et Naaleøie, er det eneste Digt, som i vort Aarhundrede kan og maa sammenlignes med Goethes[VII] »Faust[0003]«: thi det og ikke det sammenlignelsesvis ubetydelige »Manfred[0004]« er Byrons[VIII] Verdensdigt. Til sit trodsige Motto har det disse Shakespeareske Repliker: »Troer Du, at fordi Du er dydig skal der ikke mere gives Kager og Vin? Det skal der ved Sancte Anna og Inge|496|færret skal brænde Jer i Munden« – et Motto, der kun lover Forargelse og satirisk Skjemt; men ligefuldt var det med berettiget og prophetisk Stolthed, at Byron[IX] skrev: »Forlanger I et moderne Epos, saa har I »Don Juan[0005]«, det er saa godt et Epos for vor Tid som »Iliaden[0006]« for Homers[X].« Det blev Byron[XI], som gav, hvad Chateaubriand[XII] havde indbildt sig at give i »Martyrerne[0007]«, den moderne episke Digtning, der hverken lod sig opføre paa den christeligt-romantiske Grundvold, som Chateaubriand[XIII] vilde det, eller paa en enkelt Nations Folkeliv, som Scott[XIV] havde forsøgt det. Den lykkedes for Byron[XV], fordi hans Grundvold ingen ringere var end vort Aarhundredes hele kosmopolitiske Cultur.

Hans Juan[xvi] er ingen romantisk Helt, han hæver sig hverken ved Intelligents eller Charakter synderlig høit over Gjennemsnittet, men han er en Yndling af Lykken, en sjeldent smuk, stolt, kjæk og yderst heldig Mand, der ledes langt mere af sin Skjæbne end af Forsæt og Plan. Saaledes passer han til Helt i et Digt, der skal omfatte Menneskelivet og hvor det ikke gik an, at Helten valgte sig et særligt Felt. Thi for dets Spillerum og Rækkevidde var alt fra første Færd ingen Grændse dragen. Digtet stiger og synker som baaret af solbelyste og stormslagne Bølger, og kastes fra een Yderlighed til en anden. Paa den ildfulde Kjærlighedshistorie mellem Juan[xvii] og Julia[xviii]|497| følger Skibbruddet med al dets Hungersnød og Dødskval, paa Skibbruddet den pragtfulde og smeltende Samklang af ungdommelig Elskov mellem Juan[xix] og Haidee[xx], Livets høieste, frieste, sødeste Potents som saligt Liv – en nøgen og deilig Gruppe som den af Amor og Psyche, men besjælet – over dem græske Nætters Maanelys, foran dem det vinfarvede Hav, hvis melodiske Skvulpen ledsager deres Elskovsord, som Ramme Grækenlands fortryllende Clima, og endelig for deres Fødder al Østens asiatiske Pragt: høirødt Atlask, Guld, Krystal og Marmor. Og som alt dette følger paa den yderste Livsfare og Afmagt, saaledes følger paa Festen i Haidees[xxi] Palads: for Haidee[xxii] Kval, saa hendes Hjerte brister, for Juan[xxiii] en braaden Pande, snærende Baand og Salg som Slave. Men som Slave sælges han til Serailet, og nu følger den pudserlige Forklædning som Pige, hans Indførelse hos Favoritsultaninden og den vidunderlige Nattescene i Serailet med al dens Glød og Duft, al dens overgivne og sandselige Spøg. Umiddelbart herfra føres vi til Ismails Beleiring, til Menneskeslagteri i gigantisk Stil og alle en ideeløs Krigs og en raa Soldateskes Grueligheder, skildrede i et Omfang og med en Energi, hvormed det aldrig før var skeet i noget Lands Poesi. Saa reise vi med Juan[xxiv] til Catharina af Ruslands[XXV] Hof ind blandt Østeuropas lakerte Barbarer, styrede af en genial Messalina[XXVI], og derfra til England, til Stratenrøve|498|riets, Moralens, Plutokratiets og Aristokratiets, Ægteskabets, Dydens og Hykleriets forjættede Land.

Dette raa og grove Omrids angiver blot det nøgne Schema for Digtets Omfang. Men ikke blot omfatter Digtet med saadan Alsidighed Livets Extremer, men hver af disse Yderligheder er atter opfattet yderligt. Digteren har paa hvert Punkt ladet sin Indbildningskrafts Sonde gaae tilbunds i Situationen, saavel i den psychologiske som i den udvortes reelle Situation. Goethes[XXVII] antike Naturel førte ham til, hvor det var muligt, at holde Midten, og selv i »Faust[0008]«, hvor han med skrækkelig Alvor afslører Menneskelivet, løfter han Sløret med nænsom Haand. Ofte miste dog hans Værker herved Livets høieste Spænding; det fulde Luftrum til at udbrede deres gigantiske Vinger faae Livets og Dødens Genier sjeldent hos ham. Byron[XXVIII] vil aldrig berolige sin Læser, aldrig skaane ham. Han er selv ikke rolig, før han har sagt Alt, det sidste Ord om Sagen; han er en Dødsfjende af enhver Idealisme, der abstraherer og derved forskjønner, hans hele Kunst peger kun ud mod Virkeligheden og mod Naturen og tilraaber Læseren: Kjend dem! – Tag den første den bedste Charakter, Julias[xxix] f. Ex. Hun er 23 Aar gammel, henrivende, uden at vide det svagt forelsket i Juan[xxx], fornøiet med sin 50aarige Mand, men dog – uden at vide det – svagt ønskende, at han lod sig dele i to paa 25. Først strider hun haardt for |499| sin Dyd, saa giver hun tabt; men endnu har hun ikke begaaet noget lavt eller komisk. Saa viser Byron[XXXI] os hende i en extrem Situation, da Manden[xxxii] overrasker Parret, og vi opdage pludselig et nyt Lag i hendes Sjæl. Hun lyver, hun bedrager, hun spiller Comoedie med en Tungefærdighed uden Mage. Hun var da altsaa ikke god og elskværdig, som hun viste sig først? Vi have altsaa taget feil? Men nei! Byron[XXXIII] viser os et endnu dybere Lag i hendes Sjæl, da hun skriver det berømte Afskedsbrev til Juan[xxxiv], et følt og kvindeligt Brev, en af Værkets Perler. Sjælekampen udelukker da ikke Hengivelsen, Kjærligheden ikke Løgnen, Løgnen ikke den høieste Sjælsfinhed og Skjønhed i Momenter. Og nu dette Brev, hvor bliver det af? Juan[xxxv] læser det med vaade Øine paa Skibet – da afbrydes dets rørende Sammenligning mellem Maaderne, hvorpaa Mand og Kvinde elsker, af Søsygen; Juan[xxxvi] faaer Ondt med Brevet i Haanden – stakkels Brev, stakkels Julia[xxxvii], stakkels Juan[xxxviii], stakkels Menneskehed! Thi er ikke Menneskelivet saadan? Og endnu engang stakkels Brev! Da under Havsnøden Mandskabet i Baaden elendigt og forkommet har fortæret den sidste Ration, da Folkene længe med graadige Øine have betragtet hverandres udtærede Skikkelser, og da det besluttes, at man skal trække Lod om, hvo der skal slagtes for at blive spist af de Andre, se da findes i Baaden intet andet Papir end Julias[xxxix] poetiske og elskovsfulde Brev, |500| og man vrister det fra Juan[xl] for at skjære det i Firkanter og numerere det. Det er en af dets numererede Firkanter, som bringer Pedrillo[xli] Døden. Gives der da virkelig paa Firmamentet en Klode, hvor Elskovens Sværmeri og de kannibalske Instincter findes Side om Side, ja mødes paa samme Kvadrattomme Papir? Byron[XLII] svarer, at han kjender en: det er Jorden.

Umiddelbart herefter føres vi til Haidee[xliii]. Hvad ere alle Byrons[XLIV] tidligere græske Piger mod denne! Umodne og usikre Forsøg. Aldrig var i moderne Poesi et vildt Naturbarns Elskov bleven skjønnere skildret. Goethes[XLV] ypperste unge Kvinder Gretchen[xlvi] og Clärchen[xlvii] ere smaa Borgerpiger, og deres Holdning har med al sin Adel det smaaborgerlige Præg; man føler, at deres Digter var en Frankfurter-Borgersøn, for hvem Naturen aabenbarede sig i den lavere Borgerstand ligesom Dannelsen i det smaatydske Hofliv. I Byrons[XLVIII] skjønneste Kvindeskikkelser er intet Borgerligt; ingen borgerlig Sæd og Skik har tillempet den frie Naturlighed i dem. Man føler, naar man læser om Juan[xlix] og Haidee[l], at Byron[LI] stammer ned fra Rousseau[LII]; men hvor føler man ikke ogsaa, at hans høie og uafhængige sociale Stilling i Forening med hans store Skjæbner havde givet ham et ganske andet frigjort Blik paa Menneskenaturen end Rousseau[LIII] besad.

»Og saaledes gik de Haand i Haand over de blanke Stene og Muslingskaller og gled paa det |501| faste glatte Sand; og i de vilde, hule Klippeskjul, der see ud som udspændte af Stormen, hvilte de sødt Arm i Arm, blidt betvungne af Aftenens Purpurtrylleri. – De saae op mod Himlen, hvis flydende Flammer fløde hen som et rosenfarvet Ocean, de saae, hvorledes Bølgerne hvilte i deres Glands og hvorledes Maanen dukkede frem paa Himlens Flade, de hørte den milde Vind og de trætte Søer, og naar de da saae hinanden ind i Øiet, fløi deres Læber som to Flammer sammen i et Kys – et langt, langt Kys, et Henrykkelsens Kys, et Elskovens og Skjønhedens Kys, der i een Gløden samler alle Soles Straalers Kraft […] Hvo tænkte paa Ed og Skrupler, ikke Haidee[liv]; om Forlovelser og Ægtepagter havde Ingen nogensinde fortalt hende Noget.«

Hvilken Læser føler ikke her med Berusning, især naar han kommer fra den franske Reactionslitteraturs grændseløse og modbydelige Hykleri med det Erotiske, den friske Strøm af ungdommelig Lidenskabs Varme, Digterens ildfulde Begeistring for den naturlige Skjønheds Adel og hans dybe, uudgrundelige Spot over Pænemandsmoralens Philisterier! Gives der da en Verden – en regelmæssig Verden, i hvilken 2 og 2 er 4, en dyrisk Verden, hvor alle de laveste og mest afskyvækkende Instincter hvert Øieblik kunne bryde frem – i hvilken der tillige glimtvis, minutvis, dagvis, maanedsvis, i evige Øieblikke og Aar fore|502|komme saadanne Skjønhedsaabenbaringer i Menneskelivet? Ja, svarer Byron[LV], der gives en, og det er den, som ligger aaben for os Alle. Og nu hurtigt herfra til Slavemarkedet, til Serailet, til Slaget, til systematisk Myrderi og Voldtægt og Spidden af spæde Børn paa Bajonetten!

Saa store Modsætninger indbefatter dette Digt. Men det er ikke en sandselig, satirisk-humoristisk Epopee[0009] som Ariosts[LVI], det er et lidenskabeligt politisk Tendensdigt, fuldt af Harme, Haan, Trusler og Opraab, med lange, gjentagne, gjaldende Stød i Revolutionens Krigslur.*)

*)
»But by and by I’ll prattle
Like Roland’s[lvii] horn in Roncesvalles[b] battle.«
»Don Juan« X 87.[0010]
Byron[LVIII] skildrer ikke blot Rædslerne, han commenterer dem. Da han efter Ismails Indtagelse bar citeret Slagteren Suwarows[lix] Seirsrapport til Catharina[lx], siger han: »Han skrev denne Vise, Text, Melodi og Accompagnement af Rallen, Hyl og Skrig; den lader sig ikke synge, dog skal den aldrig glemmes; thi jeg vil præke, til Stenene reise sig imod Jordens Tyranner. Lad det aldrig kunne siges, at vi endnu krybe for Troner, men lærer af vor Skildring, o I vore Børnebørn, som komme efter os, hvordan Tiden var, før Verden blev fri!« Sammenligner man paa dette Punkt »Don Juan[0011]« med »Faust[0012]«, det forrige Aarhundredes største Digt, da føler man, at det brede historiske Pust i »Don Juan[0013]« |503| fuldt vel har den Kraft som den philosophiske Aand, der besjæler »Faust[0014]«. Og sammenstiller man det i sin Phantasi et Øieblik med dets russiske Affødning Puschkin’s[LXI] »Eugen Onägin[0015]« og dets danske Affødning, Paludan-Müllers[LXII] »Adam Homo[0016]«, da føler man i det engelske Digt Naturens og Historiens Havbrise des stærkere i Modsætning til Verdenstonen og den politiske Uformuenhed i den russiske Digtning og til det snevert moralske Synspunkt i den talentfulde danske Epopee. I »Don Juan[0017]« findes Natur og Historie som i »Faust[0018]« Natur og Metaphysik; her er Menneskelivet udfoldet i sin Brede, som i »Faust[0019]« sammentrængt i en Personification, og det hele Værk er Foster af en Indignation, der for alle Tidens Stores Øine her skrev sit: Mene, Tekel, Upharsin.

Først i dette Værk var Byron[LXIII] helt sig selv. Grundigt erfaren kjendte han nu Verdensløbet godt nok til at have aflagt al umoden Idealisme. Han vidste nu, hvad Gjennemsnitsmennesket bestod af og lod sig lede af i sit Liv. Misanthropisk har man kaldt ham i Anledning af hans skjærende Spot derover; jeg seer ikke rettere, end at han har givet det rette Svar herpaa, naar han siger (IX 21): »Hvorfor kalde de mig Misanthrop? fordi de hade mig, ikke jeg dem.« Vist er han cynisk nu og da, men det er hvor Naturen selv er cynisk. Har han vel Uret, naar han siger (V 48): »Nogle tale om en Appel til Lidenskaben, |504| andre til Følelsen, atter andre til Fornuften […] men ingen Klang virker dog mægtigere paa Menneskehedens Følelser end den af hin altformildende, almægtige Klokke, Sjælens Stormklokke, Middagsklokken!« Har han Uret, naar han ubarmhjertigt viser (IX 73), hvor forfængelig og selvisk Elskov er, eller gaaer han for vidt i Bitterhed og Satire, naar han i sin Skildring af Familielivets Lykke (III 60) siger: »Vist er en smuk Familie en smuk Ting (forudsat at Børnene ikke komme ind til Desserten) og vist er det skjønt, at en ung Hustru selv ammer sine Børn, forudsat at det ikke gjør hende mager« – ak saalænge alle smukke Ting her paa Jorden have deres Vrangside, nytter det lidet at ville forbyde Digteren at vise den frem, hvor dybt end Moralisten maa sukke derved. Og disse Steder ere sikkert de mest udpræget cyniske i Digtet, ligesom overhovedet de bitre Rousseauske Udfald mod Civilisationen, hvis Glæder opsummeres som Krig, Pest, Despoters Hærjen og Kongers Svøbe, altid ere ledsagede af brændende Kjærlighedserklæringer til Naturen (Se især V III 61–68). »Man siger i anonyme Artikler om mig,« udraaber han (III 104), »at jeg ingen Religiøsitet besidder; […] mine Altre ere Bjergene og Havet, Jord, Luft, Stjerner, Alt hvad der udspringer fra det store Hele, der har frembragt og atter vil modtage Sjælen.« Men det forstaaer sig, at stemmende med det theologiske Ritual var denne Naturreligiøsitet ikke. Som et |505| Omkvæd fra »Childe Harold[0020]« vender Forherligelsen af Tankens Frihed tilbage. Det hedder (XI, 90)

I may stand alone,
But would not change my free thoughts for a throne.

Snart forekomme de blodigste Udfald mod Theologiens Forestillinger om Syndens. Oprindelse, snart bidende Satire over Orthodoxien og den gjængse Lære, at Sygdom og Modgang gjøre from. Om Synden hedder det (IX 19): »Himlen er over os Alle, som Cassio[lxiv] siger, lader os derfor bede! Vi have Sjælesorg behov, siden Eva gled ud og Adam faldt og derved væltede alle Mennesker ned i Graven, og desuden alle de arme Bæster, Fiske og Fugle. At Spurven falder, skyldes en særlig Forsynsgjerning, hedder det; og dog vide vi ikke noget om, hvad den har forbrudt; hvem veed! maaskee sad den paa den Gren, hvoraf Eva brækkede Æblet«. Man seer, hvor meget friere og dristigere Tonen er bleven siden »Kain[0021]«. Og om Hospitalsorthodoxien hedder det (XI 5, 6 ): »Jo flere Stød Sygdommen giver mig, des mere orthodox bliver jeg bestandig. Det første Anfald beviste mig Guds Guddommelighed (som jeg iøvrigt aldrig har betvivlet, saa lidt som Satans Existens), det andet Jomfruens mystiske Jomfruelighed, det tredie Syndefaldet, det fjerde opstillede med eet Stød Treenigheden for mig paa saa urokkelig en Grund, at jeg andægtig ønskede, der vare fire, |506| istedenfor tre, for at jeg kunde have des mere at troe paa.«

Byron[LXV] var nu kommen til det Punkt i sit Digterliv, at han ikke mere saae, hvorledes han skulde kunne faae sine Sager trykte. Hans Forlægger[LXVI] var ængstelig og trak sig efterhaanden helt tilbage. De første Sange af »Don Juan[0022]« kunde jo end ei finde en Boghandler, der vovede at tage dem i Commission. Han siger selv, da han (»Don Juan[0023]« XI, 56) sammenligner sin Skjæbne med Napoleons[LXVII], »»Juan[0024]« var mit Moskva[c], »Faliero[0025]« mit Leipzig[d] og »Kain[0026]« synes mit Mont St. Jean[e]; Dosmernes Belle-Alliance kan nu reise Hovedet, da Løven er falden.«Jeg har allerede fortalt, hvad Southey[LXVIII] vovede at sige i Fortalen til sit Spytslikkerdigt »Domsvisionen[0027]«. Han opfordrede som ægte Angiver Staten til at skride ind mod Salget af Byrons[LXIX] Skrifter; thi at det var paa Byron[LXX] Angrebet var myntet skjulte han ikke i sin Svarartikel paa Byrons[LXXI] Gjensvar. Triumpherende udbryder han her: »Jeg har givet denne Skoles Medlemmer til Pris for den offentlige Afsky som Fjender af deres Fædrelands Religion, af Samfundsordenen og den huslige Moral. Jeg har givet den Navnet den sataniske Skole, et Navn, hvortil dens Grundlægger og Høvding svarer. Jeg har af min Slynge kastet en Sten, som har truffet dens Goliaths Pande. Jeg har naglet hans Navn til Galgen til Skjændsel og Vanære for ham, saa længe |507| som det huskes. Tag det ned, hvo som kan!« Saaledes skrev den holdte og betalte Skribler, der som Byron[LXXII] siger, havde løiet sig til Laureatpoet,*)

*) See Udfaldene mod Southey[LXXIII] »Don Juan[0028]« I, 205, III, 80, 93 IX, 35, X, 18.
og hvis Navn i Virkeligheden var at søge paa det moralske Atlas’s Botany Bay[f]. Byron[LXXIV] svarte med sin beundringsværdige Satire »The vision of judgment[0029]«. Georg den Tredie[lxxv] ankommer her som hos Southey[LXXVI] til Himlens Port og forlanger at lukkes ind. Men St.[lxxvii] Peter er ingenlunde rede til at komme hans Ønsker imøde. Dørvogterens Laas og Nøgler ere rustne; der er saa lidt at gjøre; siden 1789 gaae alle Mennesker ad Helvede til. Cheruberne ville gjøre Plads for den gamle Mand; thi Englene ere allesammen Tory’er. Men Satan[lxxviii] indfinder sig som Anklager og han og Michael[lxxix] disputere nu om Retten til den Døde. Hver af dem føre Vidner og blandt disse bringes af Asmodeus[lxxx] Southey[LXXXI], som begynder at læse sine Værker høit og vedbliver saa ustandseligt dermed, at Alle, baade Engle og Djævle, tage Flugten og den gamle Konge i Forvirringen og Hurlumheien slipper ind. I sin Fortvivlelse over Foredraget slaaer St. Peter[lxxxii] Southey[LXXXIII] i Hovedet med Nøglerne, han synker først tilbunds – som hans Værker, saa flyder han atter ovenpaa – som han selv »thi alle bundfordærvede Ting ere |508| af lutter Raadenskab saa lette som Kork.« Det hele lille Mesterværk, af hvilket i vor Litteratur Paludan-Müller[LXXXIV] har taget Motivet til sidste Sang af »Adam Homo[0030]«, følger Punkt for Punkt Southey’s[LXXXV] Digt, som det parodierer. Men Vanskeligheden var at faae det trykt. Murray[LXXXVI] vilde ikke tage det, heller ikke nogen anden Londonsk Forlægger. Og under disse Forlegenheder var det, at Byron[LXXXVII] gjorde sit uklogeste litterære Skridt, det der skadede ham mest i det engelske Publicums Øine. En talentfuld men ikke fremragende Skribent, den radicale Digter Leigh Hunt[LXXXVIII], hvem Byron[LXXXIX] for at at gjøre en oppositionel Demonstration i sin Ungdom sammen med Moore[XC] havde besøgt, da han var bleven sat i toaarigt Fængsel for Fornærmelser mod Prindsregenten[XCI] og som nu var lieret med Shelley[XCII], fik Lyst til at grunde et radicalt Tidsskrift i Forening med Shelley[XCIII] og Byron[XCIV]. Shelley[XCV] selv holdt sig af Beskedenhed tilbage, men saa snart han havde stillet Hunt[XCVI] det i Udsigt, at han mulig kunde faae Byron[XCVII] til Medarbeider, forlod Hunt[XCVIII] med Kone[XCIX] og Børn England, opgav Alt, hvad han havde for og hvoraf han levede og kom nu pengeløs og hjælpeløs til Italien, hvor Byron[C] ædelmodigt gav ham og hans Familie Husrum under sit Tag. Imidlertid viste det sig snart, at personlig Sympathi var umulig mellem disse to Mænd af saa forskjellig Art og Værdi; Byron[CI] følte sig saaret ved Hunts[CII] Familiaritet, Hunt[CIII]|509| sig stødt ved Byrons[CIV] Overlegenhed. Men Hovedulykken var, at Byron[CV] ganske ruinerede sig i Englændernes Omdømme ved Alliance med en saa meget ringere Mand. Forgjæves advarede Thomas Moore[CVI] ham, idet han afslog at levere Bidrag til det projecterede Tidsskrift og skrev: »Ene kan De tage Kampen op mod Verden, hvilket vil sige Noget, da Verden som Briareus er en Gentleman med mange Hænder, men for at kunne det – maa De staae alene. Husk at de usle Huse om Peterskirken[g] næsten tage Synet ganske bort fra den.« Men Byron[CVII] havde engang givet sit Ord paa at hjælpe Hunt[CVIII] og vilde ikke nu træde tilbage. Han anede dengang ikke, at Leigh Hunts[CIX] første Gjerning efter hans Død skulde være at skrive tre Bind[0031] for at besudle hans Minde.*)
*) Med Rette sammenligner Thomas Moore[CX] ham med Hunden, der fik Lov at boe i Løvens Bur:
»Though he roar’d pretty well – this the puppy allows –
It was all, he says, borrow’d – all second-hand roar;
And he vastly prefers his own little bow-wows
To the loftiest war-note the lion could pour
[…]
Nay, fed as he was (and this makes it a dark case)
With sops every day from the lion’s own pan,
He lifts up his leg at the noble dear’s carcass
And – does all a dog, so diminutive, can«.
Han gav da Hunt[CXI] »Domsvisionen[0032]« og »Himmel og |510| Jord[0033]«, det skjønne Verdensundergangsdigt, som i vor Litteratur har fremkaldt Paludan-Müllers[CXII] »Ahasverus[0034]«. Dog Tidsskriftet, som først skulde hedde »The Carbonari[0035]«, men som man af Politik gav det matte Navn »The Liberal[0036]« vakte en saadan Forfærdelse og Uvillie, at det fristede et kummerligt Liv og gik ind allerede efter fjerde Hefte. Saaledes var Byron[CXIII] omtrent udespærret af Litteraturen, og Veien til Handling og virkelig Kamp for sine Ideer den eneste, der factisk endnu stod ham aaben.

Men først fik hans revolutionære Pathos Luft i »Don Juan[0037]« og »Bronzealderen[0038]«. Shelley[CXIV] tiltroede Byron[CXV] den Ærgjerrighed og den Evne »at blive sit undertrykte Fædrelands Frelser«. Med Urette; thi for den engelske Oppositions seige og langsomme Frihedskamp passede han ikke. Det var heller ikke blot Englands politiske Nød, der sysselsatte og greb ham, men i sin Uvillie over al Undertrykkelse og sit Had til alt Hykleri opkastede han sig til Talsmand for den lidende Verden. Hans Blod kogte, naar han tænkte paa Slaveriet i Amerika, paa Mishandlingen af den fattige Befolkning i Irland, paa de italienske Patrioters Martyrium. Hans Sympathier havde altid tilhørt den franske Revolution. Han havde først beundret Napoleon[CXVI]; men da han saae, hvorledes Tidens Helt sank til at blive en Konge, atter udslettede »de opvaagnede Menneskerettigheder og |511| omgikkes med gemene Konger og Snyltegjæster« og endelig i Fontainebleau[h] foretrak at lade sig fængsle for at give sig selv Døden, angreb han med frygtelige Haansord sit fordums Ideal. Der er i Byrons[CXVII] og Heines[CXVIII] Forhold til Napoleon[CXIX] megen Lighed; thi begge haane deres Lands saakaldte Frihedskamp imod ham; men den Ulighed er der, at den engelske Digters ubøielige Stolthed og Frisind umuliggjør ham den Fortabelse i kvindagtig Beundring, hvortil den tydske Digter forfaldt. Napoleons[CXX] blodige Krigshæder kunde ikke imponere Den, der har udtalt de skjønne Ord at det er bedre at aftørre een eneste Taare end at udgyde Have af Blod (»Don Juan[0039]« VIII, 3), og som ikke beundrede nogen anden Kriger end den, der kjæmpede for Frihed som Leonidas[CXXI] og Washington[CXXII]. Han havde længe svunget sin Svøbe over Prindsregentens[CXXIII] Hoved og mangen god Gang ladet Slaget falde over hans svære Krop. »Irland døer af Hunger, hedder det, Georg[CXXIV] veier 14 Lispund« og i det Epigram hvor han sammenligner ham med Karl den 2den[CXXV] og Henrik den 8de[CXXVI] udbryder han: »Karl[CXXVII] (ↄ: hovedløs) for sit Folk, Henrik[CXXVIII] (ↄ: hjerteløs) for sin Kone!« Nu gik Byron[CXXIX] selve sit Land under Øine. Han angreb alt Usandt, alt Hadværdigt deri lige fra Traditionen om den jomfruelige Dronning[CXXX] (vor halvkydske Elisabeth[CXXXI] hedder det »D. J.[0040]« VIII, 81) til den mest moderne bon ton. »Jeg er altfor stor en Patriot,« siger |512| han, »til at jeg ikke hellere skulde fortælle ti Løgne om Franskmændene, end sige blot eet sandt Ord om dem – saadanne Sandheder er Landsforræderi« (VII, 22). Han vover at tillægge Preusserne en stor Del af Æren for Waterlooseiren, at kalde Wellington[CXXXII] Villain-ton (som Béranger[CXXXIII]) og lade ham høre at han med alle sine Ordener og Pensioner ingen anden Fortjeneste har indlagt sig end »at lappe Legitimitetens gamle Krykke«. Han vover endelig med en anden Alvor og Pathos end Thomas Moore[CXXXIV] i dennes satiriske Breve[0041] at lade England vide, hvor afskyet dets oprørende Torypolitik har gjort det hos alle Jordens Folk. »Jeg har ikke stor Aarsag til at elske hin Plet af Jorden, der bærer en Nation, som kunde have været den ædleste af alle, men skjøndt jeg skylder den lidet mere end min Fødsel, føler jeg en Blanding af Ærefrygt og Sorg overfor dens synkende Ry og fordums Storhed […] Ak kunde mit Folk fuldt og sandt vide, hvor afskyet dets store Navn nu er Verden over, hvor længselsfuldt hele Jorden venter paa den Stund, der skal lægge dets Bryst blot for Sværdet, hvorledes alle Nationer ansee England for deres værste Fjende, ja for værre end den værste Fjende, den een Gang elskede falske Ven, der forhen rakte Verden Frihed og nu gad lænke Folkene baade paa Legeme og Sjæl. Kan Den prale af sin Frihed, der kun er den første Slave? Folkene ere i Fængsel – men Fangevogteren, hvad |513| er han? Ikke mindre et Offer for Slaa og Bolt. Er det usle Privilegium at dreie Nøglen til for den Fangne maaske at kalde Frihed?« (X, 67, 68 ).

Byron[CXXXV] stod nu paa den Høide, at intet conventionelt Hensyn kunde binde ham, han forfulgte »Middelmaadighedernes Ministerium«, som han kalder det, endog ud over dets Medlemmers Død. Han under ikke Castlereagh[CXXXVI] Ro i Graven, fordi, som han siger i en af Fortalerne til »Don Juan[0042]«, det Undertrykkelsens og Hykleriets System, med hvilket hans Navn var identisk, varede ved langt udover hans Død. Han afskyede Legitimiteten og de til Væmmelse gjentagne Phraser om det Havet beherskende Britannias Trefork og dets lykkelige Forfatning, om de høie Heltekeisere og det fromme Russerfolk. Paa Pengene – siger han efter Napoleons[CXXXVII] Fald – staae nu atter »de samme legitimt-stupide Ansigter«. Hvo kunde ogsaa andet end væmmes naar man saae den Forgudelse, som dreves med Europas raaeste Folk, og naar man rundtom hørte den følsomme Kosaks sentimentale Afskedssang til sin Pige, hvis Begyndelsesord »Schöne Minka« endnu den Dag idag ikke ere glemte; de nævnes f. Ex. i tredie Sang af »Adam Homo[0043]«. – Saa bliver det da Byron[CXXXVIII], der i Europa aabner den radicale Opposition, der i Midten af Tyverne udbryder imod den politiske Romantik og den hellige Alliance, som jo ikke var Andet end Europas politiske Hykleri sat i System. Han kaldte den |514| hellige Alliance for den himmelske Treenigheds Abekat, der gik ud paa at smelte tre Narre sammen til een Napoleon[CXXXIX]. Han haanede den coquette Czar Alexander[CXL], den ypperste »Valser og Barbar« og brændemærkede den hyklerske Congrespolitik, med hvilken »de tyve Hanswurster i Laibach[i] vilde afgjøre Menneskehedens Skjæbne«. »O Wilberforce[CXLI],« synger han, »du ædle Mand, der befriede Negerslaverne, se dig om paa vor gamle Halvkugle, her er endnu en Del at gjøre for dig. De Sorte ere frie – spær nu de Hvide ind! Spær ham ind, den skaldede Pralhans Alexander[CXLII] og send de hellige tre Konger til Senegal og spørg dem saa, hvordan det smager at faae Pryglesuppe til Middag.« – Hvilket Sprog! Hvilke Toner under Dødsstilheden i det undertrykte Europa! De skar igjennem den politiske Atmosphære og gjenløde vidt og bredt; intet Ord af Lord Byron[CXLIII] faldt jo uhørt til Jorden, og de talløse Flygtninge og Forfulgte, Undertrykte og Sammensvorne over hele Europa fæstede deres Øine paa den ene Mand, der under Intelligensernes og Charakterernes almindelige Synken til et lavt Niveau stod opreist, skjøn som en Apollo, modig som en Achilles, stoltere end Europas Konger tilsammen. Han, den overalt ukrænkelige Pair af England, blev Organ for den stumme Forbitrelse, der kvalte Europas bedste og mest frihedselskende Aander, idet han uhindret og ustraf|515|fet løslod sin revolutionære Vredes frygtelige Udbrud.

Han havde selv defineret Poesi som Lidenskab.*)

*)
»poetry, which is but passion«
»D. J.« IV. 106.[0044]
Hans egen blev lutter beaandet Lidenskab nu. Hør hvilken Torden der nu rullede hen over Europa: »Den Tid vil komme, da Alt hvad vi have oplevet, vil synes Fabel, og naar man da hører Historikerne tale om Troner og om dem, som sad derpaa, vil det være som vi nu stirre paa Mammuthdyrsknogler, undrende os over, hvilken Oldtid der vel var Vidne til Sligt. – Sæt, Georg den 4de[CXLIV] blev udgravet! Et Fremtidsmenneske vilde slet ikke forstaae, hvad vi gave saadant et Dyr at æde. – Dog lige meget! Gud skjærme Kongen og Kongerne! for hvis han ikke vil, saa tvivler jeg paa, at Menneskene ville det mere. Jeg synes at høre en lille Fugl synge, at Folket lidt efter lidt vil blive den stærkeste. Den trægeste Hest bliver vild, naar den stedse maa trælle, naar den føler Seletøiet skjære sig altfor dybt ind i dens saarede Kjød. Og selv den stakkels Pøbel bliver engang kjed af at følge Jobs Exempel. Først knurrer den blot, saa bander den ogsaa, og saa – som David greb Slyngen mod Kjæmpen, griber den de Vaaben, Fortvivlelsen rækker – og saa bliver der Krig. Det gjør mig ondt, jeg har aldrig prist den; men det har jeg nu indseet, at |516| Revolution alene kan rense Jorden fra Helvedes Besmittelse. – Krig sværger jeg da Enhver (idetmindste i Ord, maaskee engang i Daad) som bekriger Tanken, og af alle Tankens Fjender ere og vare Tyranner og Sykophanter altid de værste. Jeg veed ikke, hvo der vil seire; men om jeg kunde vide det, vilde jeg dog ikke vakle; det skulde intet Baand kunne lægge paa min ærlige, svorne, ligefremme Afsky for ethvert Despoti i ethvert af Jordens Folk.« (VIII, 137 IX, 39 VIII, 50, 51 IX, 24).

Han havde spaaet Revolutionen; han havde med Smerte seet Carbonari’ernes Planer strande. Endelig var den udbrudt, denne Revolution; »fra Andernes[j] Toppe til Athos[k]’ Klippespids« vaiede samme Banner. Han var udstødt af Litteraturen i England. Han blev drevet fra By til By i Italien. Han havde længe sagt, at en Mand burde gjøre mere for Menneskeheden end skrive Vers. Mangen en Gang havde han talt med en Ringeagt som Shakespeare’s[CXLV] Hotspur[cxlvi] om Kunsten som om Flitter. Nu trængte Alt sig sammen for at drive ham til Handling. Hensynet til Grevinde Guiccioli[CXLVII] var det eneste, som endnu holdt ham tilbage. Han tænkte paa at deltage i Creolernes Frihedskrig, han forhørte sig ivrigt om Tilstandene i Sydamerika og allerede hans »Ode til Venedig[0045]« havde jo sluttet med Ordene: »Bedre, langt bedre end at forsumpe her var det at døe ved |517| Thermopylæ[l], hvor engang Leonidas[CXLVIII] faldt; bedre var det at seile bort over Dybet og bringe Dig Amerika een fri Mand endnu!«

Dog Tiltrækningen til det Land, der først havde begeistret ham til Sang, var stærkest. Han vristede sig løs fra sin Elskede, hvem han ikke vovede at udsætte for et Felttogs Farer og Strabadser. Philhellenernes engelske Comité havde optaget ham blandt sine Medlemmer, og han bragte rige Pengemidler fra Comitéen med sig. I Livorno[m] modtog han endnu paa Afreisens Dag den første og sidste Hilsen fra Goethe[CXLIX], den gamle Mesters bekjendte Sonet[0046] til Byron[CL]. Fem hele Maaneder opholdt Byron[CLI] sig paa Cephalonia[n], beskjæftiget med indtrængende at sætte sig ind i de græske Anliggender og bestormet af de forskjellige Høvdinge, der laa i Partistrid med hverandre, om at slutte sig til hver enkelt af dem. Fordelingen af Krigsmateriel, Skyts og Penge gav Anledning til en uhyre Correspondance, som han med Jernflid besørgede. Endelig traf Byron[CLII] sit Valg mellem de græske Anførere og bestemte sig for at gaae til Maurocordato[CLIII] i Missolunghi[o]. Under Opholdet paa Cephalonia[p] vare allerede de for hans Ærgjerrighed mest smigrende Tilbud blevne rettede til ham. Grækerne heldede overveiende til den monarchiske Regjeringsform, og efter Trelawnys[CLIV] Overbevisning, som kjendte Forholdene, vilde man, hvis han havde oplevet Congressen i Salona[q] have |518| tilbudt ham intet Ringere end den græske Krone.

Da Byron[CLV] steg i Land i Missolunghi[r] blev han modtaget næsten som en Fyrste. Skytsets Salver og larmende Musik hilste ham, den hele Befolkning var i vild Begeistring strømmet sammen paa Stranden, og i det for ham indrettede Hus ventede Maurocordato[CLVI] ham med en glimrende Forsamling af græske og fremmede Officierer. 5000 Mand laa i Byen. Byron[CLVII] tog 500 Sulioter, der ved Marco Bozzari’s[CLVIII] Død vare blevne høvdingløse, i sit eget Sold. Selv udvalgte han sig den farligste Post, ret som ønskede han Døden. Han vilde selv overtage Befalingen over de Tropper der skulde sendes mod Lepanto[s], og haabede ved Mod og Daadskraft at bøde paa hvad der manglede ham i militær Erfaring; den egentlige strategiske Ledelse skulde besørges af en Generalstab. Han havde her Anledning til at forbauses over den mægtige Virkning, som personlig Uforfærdethed og personlige Fortrin gjøre paa halvvilde Folk; ved Intet imponerede han sine Sulioter, der selv vare daarlige Skytter, saa meget som ved sin Skydefærdighed og sin Ligegyldighed for Farer. Han selv var bleven et større Menneske. Vel kunde han endnu have dybe Anfald af sin gamle Melancholi, men Hæderens lyse Bane laa aaben for hans Øine. Vidnesbyrd om hans Stemning er det deilige Digt[0047], maaskee det skjønneste, han har |519| skrevet, som han forfattede paa sin 36aarige Fødselsdag. Sammenligner man det med de fortvivlede Linier[0048] han nedskrev den Dag, han fyldte 33 Aar, føler man ret Forskjellen. Det indeholder med Anelsen om hans nærforestaaende Død det mandigste Forsæt.

’Tis time this heart should be unmoved
Since others it hath ceased to move
Yet, though I cannot be beloved,
Still let me love!
My days are in the yellow leaf;
The flowers and fruits of love are gone
The worm, the canker and the grief
Are mine alone!
[…]
But ’tis not thus – and ’tis not here
Such thoughts should shake my soul, nor now
Where glory decks the hero’s bier
Or binds his brow.
The sword, the banner, and the held,
Glory and Greece, around me see!
The Spartan, borne upon his shield,
Was not more free.
[…]
Seek out – less often sought than found –
A soldier’s grave, for thee the best;
Then look around, and choose thy ground,
And take thy rest.

Byrons[CLIX] allerførste Tanke var, som det kunde ventes af ham, at bidrage til at raade Bod |520| paa det frygtelige Barbari, hvormed Krigen blev ført. Han frigav nogle tyrkiske Officierer og sendte dem til Jussuf Pascha[CLX] med et i værdige og skjønne Udtryk affattet Brev, hvori han beder ham til Gjengjæld vise Menneskelighed mod de fangne Grækere, da Krigens Ulykker endda ere frygtelige nok. Saa rettede han af al Magt sin Opmærksomhed paa den Opgave, han havde stillet sig, og her viste sig da klart hans praktiske Blik i Modsætning til hans Omgivelsers poetiske Drømmerier. Medens de øvrige Englændere i Comitéen i deres philanthropiske Idealisme vilde begynde med at civilisere Grækenland ved at grunde en fri Presse, skrive Avisartikler o. s. v., var hos Byron[CLXI] Carbonaro’en nu ganske svunden for Realpolitikeren. Med Fasthed og Kraft støttede han sig overalt kun paa de reelt foreliggende Forhold, først og fremmest paa Grækernes fælles Tyrkerhad. Han troede, at man regnede sikrere dermed end ved at gjøre Regning paa deres republikanske og liberale Tendentser. Stanhope[CLXII] vilde grunde Skoler. Byron[CLXIII] fordrede og fordelte Kanoner. Stanhope[CLXIV] stræbte ved Missionærer at indføre protestantisk Christendom. Byron[CLXV], der saae, at denne Taabelighed vilde fjerne hele den græske Geistlighed fra Opstanden, vilde kun indføre Geværer og Penge. Endelig ophørte han nu med ethvert fjendtligt Udfald mod de europæiske Regjeringer. Han, som havde oplevet, hvor ynkeligt Carbonarismen var strandet paa den organiserede |521| Magt, vilde fremfor Alt see at opnaae Grækenlands Anerkjendelse af Stormagterne.

Men desværre var hans Helbred ikke hans store Planer voxent. Han foretog i Missolunghi[t] sine sædvanlige Rideture rundt om Byens Volde og for at indvirke paa Indbyggernes Phantasi lod han, naar han red, en Livvagt af 50 Sulioter følge sig til Fods; de vare saa ypperlige Løbere, at de med Geværet i Armen løb ved Siden af hans Hest, selv naar den gik i det stærkeste Trav. Paa en af disse Rideture blev han gjennemblødt og vilde ikke ile directe hjem derefter. »Tog jeg saadanne Hensyn,« sagde han, »vilde jeg kun afgive en daarlig Soldat«. Dagen efter fulgte frygtelige Convulsioner – tre Mænd vare neppe istand til at holde ham – og Smerterne vare saa skrækkelige, at han sagde: »Jeg frygter ikke Døden, men disse Smerter kan jeg ikke bære«. Under den afmagtlignende Tilstand, der fulgte, styrtede en Trop oprørske Sulioter ind i hans Værelse, svang deres Sabler og forlangte Opreisning for en formentlig Tilsidesættelse. Byron[CLXVI] reiste sig op i Sengen og med en mægtig Villiesanstrengelse, stedse roligere, jo mere de raste og skreg, beherskede han dem ved Blik og Miner og sendte dem bort.

Han havde tidligere skrevet til Moore[CLXVII]: »Hvis noget Saadant som Feber, Overanstrengelse, Hunger eller Lignende her skulde gjøre Ende paa Deres Broder i Apollo – saa tænk paa mig ved |522| Deres Vin og Sang. Jeg haaber, at den gode Sag vil seire; men det veed jeg, at Ærens Bud skal af mig blive holdt saa nøie som min Melkediæt«. Den 12te April maatte Byron[CLXVIII] atter gaae tilsengs, og Feberen forlod ham ikke mere. 18de April var det Paaskedag, som Grækerne pleie at feire med Kanontorden og Geværsalver paa Gaderne. Men af Hensyn til sin Velgjører forholdt Befolkningen sig ganske stille. Den 19de April var hans sidste Levedag. Han laa i Delirium, troede, han commanderede, og raabte: »Frem, Fremad, Mod!« Da han atter kom til sig selv, bad han sin Kammertjener[CLXIX] høre sin sidste Villie. Han sagde: »Gaa til min Søster[CLXX] og sig hende […] gaa til Lady Byron[CLXXI] og sig hende […]«; men hans Stemme svigtede, og man hørte kun enkelte Navne: »Augusta[CLXXII]Ada[CLXXIII] –.« »Nu har jeg sagt dig Alt«, sagde han. »Ak, Mylord,« svarede Tjeneren, »jeg har ikke forstaaet et Ord af hvad Deres Herlighed har sagt mig«. »Ikke forstaaet mig!« svarte Byron[CLXXIV] med et trøstesløst Blik, »hvilken Ulykke! nu er det for sent!« – Endnu hørtes kun enkelte Ord af hans Mund: »Stakkels Grækenland! stakkels By! mine stakkels Tjenere!« saa have hans Tanker vendt sig til hans Elskede; thi han sagde paa Italiensk: »Io lascio qualche cosa di caro nel mondo«. Endelig henimod Aften sagde han: »Nu vil jeg sove« – og det var forbi.

Den store Mands Død ramte hele Græken|523|land som et Tordenslag. Folket stod overfor dette Tab som overfor en frygtelig Naturbegivenhed, hvis Følger ikke lode sig beregne. Samme Dag udkom følgende Decret:

Den provisoriske Regjering for Vestgrækenland.

Paaskefesten idag er fra en Glædesfest bleven forvandlet til en Sorgens og Kummerens Dag. Lord Noel Byron[CLXXV] har i Eftermiddags Kl. 6 efter en 10 Dages Sygdom ophørt at leve. […] Jeg forordner herved: Ved Daggry imorgen skulle 37 Kanonskud affyres fra det store Batteri, et Tal, der svarer til den høie Dødes Leveaar. Alle offentlige Bygninger, ogsaa Domhusene, forblive lukkede i 3 Dage. Alle Boder med Undtagelse af Apothekerne forblive ligeledes lukkede, og der holdes strengt over, at ingen Art af Munterhed, hvormed Paaskefesten ellers feires, bliver givet tilkjende.Almindelig Landesorg i 21 Dage. I alle Kirker skal Sørgegudstjeneste afholdes.Givet i Missolunghi[u] d. 19. April 1824.

A. Maurocordato.

Der behøves intet andet Vidnesbyrd om det Indtryk, Budskabet om Byrons[CLXXVII] Død gjorde paa alle dem, der stode ham nær. Den græske Befolkning løb klagende gjennem Gaderne under Raabet: »Han er død, den store Mand er død!« – Liget blev bragt til England og Geistligheden negtede det en |524| Plads i Westminsterabbediets[v] Digterhjørne. Men »høit hævet over Englands Dadel og Grækenlands Pris« gik hans Minde Jorden over.

I Ruslands og Polens, Spaniens og Italiens, Frankrigs og Tydsklands Aandsliv satte de Spirer Frugt, som han med ødsel Haand havde udstrøet. Frøet blev til Blomster og Dragetænderne til stridbare Mænd. De slaviske Nationer, der sukkede under et brutalt Tyranni og som af Naturen havde Hang til Melancholi tilligemed oprørske Instincter, tilegnede sig med Lidenskab Byrons[CLXXVIII] Poesi, og Puschkin’s[CLXXIX] »Onægin[0050]«, Lermontow’s[CLXXX] »Vor Tids Helt[0051]« og Mickiewitz’s[CLXXXI] »Wallenrod[0052]« vise, hvor dybt deres Digtere følte sig grebne. De romanske Folkeslag, hvis skjønne Clima og hvis søde Synder han havde besunget, og som netop nu reiste sig til Opstand, oversatte og studerede med Begeistring hans Værker. De emigrerede spanske og italienske Digtere optoge hans Feltraab, i Spanien selv dannedes Myrtheselskabet, i Italien undergik Giovanni Berchet[CLXXXII] fremfor Alle Byrons[CLXXXIII] Indflydelse, og den er ikke mindre kjendelig hos Leopardi[CLXXXIV] og Giusti[CLXXXV]. I Frankrig var det øieblikkelige Indtryk af Byrons[CLXXXVI] Død dog kjendeligst. Der laa kun faa Uger mellem denne Begivenhed og Chateaubriands[CLXXXVII] Overgang til Oppositionen, og Chateaubriands[CLXXXVIII] første Gjerning efter sit Fald var at indmelde sig i den græske Comité. Hugos[CLXXXIX] »Orientales[0053]« var ingen Flugt til Orienten, som de tydske Digteres; Dig|525|teren lagde Veien over Grækenland og dvælede længe ved Frihedskrigens Helte. Delavigne[CXC] besang Byron[CXCI] i et ypperligt Digt[0054], Lamartine[CXCII] føiede en sidste Sang til »Childe Harold[0055]«, Alfred de Musset[CXCIII] prøvede paa at løfte den store Digters Arv, og selv Lamennais[CXCIV] talte snart et Tungemaal, hvori mangt et Ord og mangen en Vending mindede om Sproget i Byrons[CXCV] Invectiver. Tydskland var endnu politisk for langt tilbage til at have Landsforviste og Udvandrede blandt sine Digteraander; men med stille philologisk Begeistring havde dets Lærde seet det antike Hellas’ Gjenopstandelse i Grækenlands Reisning, Digtere som Wilhelm Müller[CXCVI] og Alfred Meissner[CXCVII] skrev skjønne Digte til Byrons[CXCVIII] Ære og indenfor Landets Grændser gaves der her i Litteraturen Aander, der med Grund følte sig som exilerede og banlyste, og i hvem Byrons[CXCIX] Poesi slog des mægtigere ned: Forfatterne af jødisk Herkomst særlig Börne[CC] og Heine[CCI], og Heine’s[CCII] bedste Poesi, fremfor Alt »Deutschland, ein Wintermährchen[0056]« fortsætter Byrons[CCIII] Værk. Romantismen i Frankrig og Liberalismen i Tydskland nedstamme begge i lige Linie fra Naturalismen i Byrons[CCIV] Poesi.

Naturalismen i det engelske Aandsliv begynder hos Wordsworth[CCV] som landlig Kjærlighed til den ydre Natur, som Opsparen af Naturindtryk og som Pietet mod Dyret, Barnet, Bonden og de Enfoldige af Hjertet. Den forvilder sig hos ham forbigaaende ind i en cul-de-sac af plat Naturefterlig|526|ning. Den nærmer sig hos Coleridge[CCVI] og end mere hos Southey[CCVII] den samtidige tydske Romantik, følger denne ind i Legendens og Overtroens Verden, men holder sig ren for dens værste Udskeielser ved sin naturalistiske Behandling af det romantiske Stof, ved sin aabne Sands for Land og Hav og alle Virkelighedens Elementer. Naturalismen bliver folkepsychologisk og historisk hos Scott[CCVIII] og skildrer med levende Farver Mennesket som Barn af en Race og af en Tidsalder; den erobrer hos Keats[CCIX] hele Sandseverdenen og holder sig her et Øieblik neutral midt imellem Hvilen i Naturbeskuelse og Prædiken af Naturevangelium og naturlige Rettigheder. Den bliver erotisk og liberalt politisk hos Moore[CCX], hvem Skuet af hans Fødeøes Jammer driver over i de frisindede Ideers Leir. Den optræder hos Landor[CCXI] som fri hedensk Humanisme, men for afskrækkende og stolt til at kunne vinde Europa. Den forvandler sig hos Shelley[CCXII] til et pantheistisk Natursværmeri og en poetisk Radicalisme, der raader over de ypperste digteriske Midler; men dens kosmiske og abstracte Charakter bevirker i Forening med Digterens altfor store Forspring for sin Samtid og hans tidlige Død, at Sangen taber sig uhørt og uden at Europa aner, hvilken Digter det besidder og mister. Men som Achilles reiser sig efter at have brændt Patroklos’s Lig, med saadan Vælde hæver nu efter Shelley’s[CCXIII] Død Byron[CCXIV] sin Stemme. Den europæiske Poesi strøm|527|mede i en dorsk og rolig Flod, og den, som gik langs ad Flodens Bred, fandt Lidet at lade Øiet dvæle ved. Da opstod som Fortsættelse af Strømmen denne Poesi, hvem Grunden saa tidt svigtede under Foden, at den styrtede sig i Cascader fra Fald til Fald – og Alle betragte en Flod paa det Sted, hvor dens Bølger danne et Vandfald. Her hos Byron[CCXV] saae man Floden skumme og syde, hørte den risle som Musik og syngende sende sin Ode mod Himlen. Her stod Vandet – gyseligt skjønt – i Raseriets hvide Fraade, hvirvlede sig i Malstrømme, splittede sig selv og Alt, hvad der stod det i Veien, ja udhulede i Længden selv Klipper. Og midt i Vandfaldet stod der, som Byron[CCXVI] har skildret det i »Childe Harold[0057]« (III 72), en deilig Iris, en pragtfuldt straalende Regnbue, Harmoniens og Fredens og Frihedslykkens Tegn, usporlig for Mange, men synlig for Enhver, der har Solen over sig og stiller sig rigtigt. Den varslede om bedre Dage for Europa.

  • XXI.
    højresiderne i kapitel 21 har i førsteudgaven klummetitlen »Byron. Naturalismens Culmination.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
  • under Paaskud af Immoralitet … Memoirer brændte
    Byron gjorde under sit udenlandsophold Thomas Moore til sin litterære eksekutor og overlod ham sine memoirer i manuskript med tanke på senere udgivelse. Moore solgte manuskriptet til Byrons udgiver, John Murray, som sammen med en gruppe af Byrons venner og forbindelser efterfølgende drøftede, hvad der skulle ske med det. Resultatet blev, at manuskriptet 17.5.1824 blev brændt.
  • under Paaskud af Immoralitet … lukket for hans Statue
    Byron blev efter sin død ikke begravet i det såkaldte Poet's Corner - hvor en række prominente engelske digtere ligger begravet - i den engelske kirke Westminster Abbey. Grunden hertil var, at der fra officielt hold blev sat spørgsmålstegn ved digterens moral. Først i 1969 fik Byron en mindesten i Poet's Corner.
  • »Hvis man havde … som et Pindsvin.«
    sammensat citat fra to breve fra Byron, dateret hhv. 1.2.1819 og 6.4.1819, til John Murray. Fra brevet af 1.2.1819 stammer »Hvis man havde sagt mig … ikke vide Noget«, det resterende er fra brevet af 6.4.1819 Byron 1833, 4:140-141.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • i den blodigste Dedication blev helliget Southey
    den omtalte dedikation - et 17 vers langt angreb på Robert Southey - blev med Byrons modvillige accept udeladt af de tidlige udgaver af Don Juan. Offentligheden fik senere kendskab til dedikationen gennem en anonym artikel i The Westminster Review (januar 1825, s. 34-35), og den blev bl.a. trykt i Thomas Moores store udgave af Byrons værker Byron 1833, 15:101-108.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • vanskeligere kom ind … gjennem et Naaleøie
    der sigtes til Byrons Don Juan, 1819-1824, hvor det hedder: »the publisher declares, in sooth, / Through needles' eyes it easier for the camel is / To pass, than those two cantos into families« Byron 1833, 16:45.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Troer Du … brænde Jer i Munden«
    sammensat citat af Shakespeares Twelfth Night, or What You Will, 1601, II.3. Det citerede er sammensat af to replikker af hhv. Sir Toby og Feste. Sir Toby udsiger »Troer Du … Kager og Vin?«, Feste udsiger det resterende Shakespeare 2005:727.
    William Shakespeare: The Complete Works, Stanley Wells & Gary Taylor (red.), 2005 (Second Edition).
    .
  • Sancte Anna
    ifølge den apokryfe del af den nytestamentlige overlevering var Anna mor til jomfru Maria.
  • »Forlanger I et moderne Epos … »Iliaden« for Homers
    sammensat citat fra Thomas Medwins Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824 Medwin 1824:164.
    Thomas Medwin: Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824.
    .
  • lakerte Barbarer
    af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:277.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Og saaledes gik de … fortalt hende Noget.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 570) er GB's oversættelse på vers: »Og Haand i Haand de vandred, hun og han, / og gled paa Kiselgrus og Muslingskaller / hen ad det fine, glatte, faste Sand / ind i de vilde Grotters hvalte Haller, / udhult af Storm og Bølgens Braad og Brand, / med Celler, der ret som til Hvile kalder. / Dèr tog de Plads, og Arm i Arm de nød / Solnedgangsskærets dybe Purpurglød. // De saa mod Himlen, saa dens Rosenglød / som i et Verdenshav af Guld udflyde, / de saa fra Søens dybe, blanke Skød / Fuldmaanens store Skive frem at skyde. / I Vovens Skvulpen Vindens Hvisken lød - / fra Øje frem mod Øje saa de bryde / et ildfuldt Blink - og intet mer de saa; / men Læbe i et Kys mod Læbe laa. // Et langt, langt Kys, et Kys af Ømheds Trang, / af Skønheds og af Ungdoms i det samme, / tre Straaler, samlet i et Brændpunkts Fang; / et blandt de Kys, som fra vort Foraar stamme, / naar Lava strømmer gennem Aarens Gang, / naar hvert et Kys er som om der slog Flamme / af Hjertets Jordskælv frem … / … / Haidi om Skrupler taled ej; hun svor / ej Eder eller tænkte paa Kontrakt, nej! / At Ægteskabet paa en »Pagt« beror, / og at en Pigelil skal ta' i Agt sig, / hun aned ej«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 15:275,277.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »But by and by … in Roncesvalles battle.«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 571): »… I tier. Vent saa skal jeg tale / som Rolands Horn i Roncesvalles' Dale«; af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:335.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Roland’s horn in Roncesvalles battle
    der sigtes til en hændelse i det franske heltekvad Rolandskvadet fra slutningen 1000-tallet. I kvadet er Roland nevø til Karl den Store, der med sin hær er på vej hjem til Frankrig efter at have erobret Spanien. Roland anfører bagtroppen, der angribes af en overlegen styrke ved den spanske landsby Roncesvalles. Roland opfordres fra flere sider til at kalde på hjælp med sit horn, men han nægter af frygt for vanære. Da han endelig blæser i hornet, er det for sent.
  • »Han skrev denne Vise … før Verden blev fri!«
    prosaoversættelse af en strofe fra Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:263.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Mene, Tekel, Upharsin
    citat fra Det Gamle Testamente (Daniels Bog 5,25). Da babylonerkongen Belshassar havde dristet sig til at lade sine gæster drikke af kostbare kar stjålet fra templet i Jerusalem, viste der sig til kongens rædsel en skrivende hånd på væggen i paladset. Hvad hånden skrev, kunne hverken læses eller forstås, men ved den skarpsindige Daniels hjælp blev teksten »mené, méné, teqél, ufarsín« udlagt som en forudsigelse om rigets undergang. Samme nat blev kongen myrdet. Skriften på væggen citeres ofte som en truende advarsel.
  • »Hvorfor kalde de mig Misanthrop … ikke jeg dem.«
    af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:276.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Nogle tale om … Middagsklokken!«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 572) er den sidste del af GB's oversættelse på vers: »en Lyd, der kan enhver Beslutning rokke, / Stormklokken for vor Sjæl - en Middagsklokke«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:77.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Vist er en smuk Familie … gjør hende mager«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 570) er GB's oversættelse på vers: »Sikkert er Rollinger en Himlens Lyst / (blot efter Bordet de ej præsenteres) / og skøn er Moderen, som gi'er dem Bryst / (naar hun kun ej ved Amningen spoleres)«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 15:310.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Man siger … modtage Sjælen.«
    prosaoversættelse af en af del Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 15:331.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • I may stand alone … thoughts for a throne
    GB's prosaoversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 572): »Skal jeg end staa alene, jeg vil ikke bytte mine frie Tanker for en Trone«; af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 11:36.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Himlen er over os Alle … Eva brækkede Æblet«
    prosaoversættelse af en strofe af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:275-276.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Himlen er over os Alle
    af Shakespeares The Tragedy of Othello, the Moor of Venice, 1603-1604, II.3. Det anførte udsiges af Cassio Shakespeare 2005:885.
    William Shakespeare: The Complete Works, Stanley Wells & Gary Taylor (red.), 2005 (Second Edition).
    .
  • Eva gled ud og Adam … ned i Graven
    der sigtes til Skabelsesberetningen i 1. Mosebog, hvor Adam og Eva overtrådte Guds bud og spiste af Kundskabens Træ, hvorved de kom til bevisthed om sig selv. Da Gud opdagede, at de havde overtrådt hans bud, blev de forvist fra Edens Have.
  • At Spurven falder … Forsynsgjerning
    af Shakespeares Hamlet, 1600-1601, V.2. Det anførte udsiges af Hamlet Shakespeare 2005:714.
    William Shakespeare: The Complete Works, Stanley Wells & Gary Taylor (red.), 2005 (Second Edition).
    .
  • den Gren, hvoraf Eva brækkede Æblet
    ifølge Skabelsesberetningen i 1. Mosebog plukkede Eva - mod Guds forbud og ved Slangens mellemkomst - æblet af Kundskabens Træ. Efter at have spist af æblet, gav Eva det til Adam, som også spiste.
  • »Jo flere Stød … mere at troe paa.«
    prosaoversættelse af en del af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 17:5.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »»Juan« var mit Moskva … Løven er falden.«
    prosaoversættelse af en del af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 17:23.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • mit Moskva … mit Mont St. Jean
    der sigtes til tre slag under Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815), hvor Napoleon 1.s Frankrig led afgørende nederlag. Med »Moskva« sigtes der til Napoleon 1.s invasion af Rusland, der blev påbegyndt i juni 1812. Selv om Moskva i efteråret samme år blev indtaget, blev felttoget en massiv fiasko. Moskva viste sig at være rømmet, og byen blev kort efter ramt af omfattende brande. Den russiske kejser ignorerede Napoleon 1.s fredstilbud, og da den russiske vinter nærmede sig, begyndte den franske tilbagetrækning i oktober. Sult, kulde og kosakangreb betød, at over 500.000 mand mistede livet under felttoget. Året efter, i oktober 1813, blev Napoleon 1.s tropper besejret ved Leipzig i et slag, hvor 500.000 soldater deltog og med 100.000 døde og sårede. Med »Mont St Jean« sigtes til Slaget ved Waterloo, hvor Napoleon 1. 18.6.1815 led det endelige nederlag til en koalition bestående af bl.a. Storbritannien, Rusland og Preussen. På fransk er slaget navngivet efter det sted, hvor de allierede styrker var positioneret (nær landsbyen Mont-Saint-Jean).
  • Belle-Alliance
    tysk benævnelse for Slaget ved Waterloo, hvor Napoleon 1. 18.6.1815 led det endelige nederlag til en koalition bestående af bl.a. England og Rusland. Navnet er efter den kro, hvor Napoleon 1. til slaget havde opsat sit hovedkvarter.
  • Jeg har allerede fortalt … »Domsvisionen«
    GB henviser til sin egen Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Naturalismen i England. Byron og hans Gruppe, 1875 Brandes 1875:152-154.
    Georg Brandes: Naturalismen i England, Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, vol. 4, 1875.
    .
  • sin Svarartikel … Byrons Gjensvar
    Byron svarede på Robert Southeys angreb i et appendiks til tragedien »The Two Foscari« (Sardanapalus. The Two Foscari. Cain, 1821, s. 326-329). Dette foranledte Southey til et gensvar, der blev trykt i avisen The Courier 11.1.1822.
  • »Jeg har givet … hvo som kan!«
    af Robert Southeys indlæg, »To the Editor of The Courier«, mod Byron i The Courier, 11.1.1822. Southey 1832, 2:195.
    Robert Southey: Essays, Moral and Political, vol. 1-2, 1832.
    .
  • Slynge kastet en Sten … Goliaths Pande
    der alluderes til Det Gamle Testamentes beretning om, hvordan hyrdedrengen David med en enkelt sten fra en slynge fældede Goliat, filistrenes mægtigste kriger (1. Samuelsbog 17).
  • havde løiet sig til Laureatpoet
    jf. Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 15:318.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Laureatpoet
    Poet Laureate; i England siden 1668 titel og embede for den officielle hofdigter.
  • det moralske Atlas’s Botany Bay
    jf. Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 15:327.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • 1789
    året for Den Franske Revolutions (1789-1799) udbrud.
  • »thi alle bundfordærvede Ting … lette som Kork.«
    prosaoversættelse af en del af Byrons pseudonymt udgivne digt »The Vision of Judgment«, 1822 Byron 1833, 12:295.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Ene kan De tage Kampen op … bort fra den.«
    af et brev fra Thomas Moore, skrevet januar 1822, til Byron Byron 1833, 5:317-318.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Briareus … mange Hænder
    Briareus er i græsk mytologi en af tre kæmper, de såkaldte hekatoncheirer, med 100 arme og 50 hoveder.
  • »Though he roar’d … dog, so diminutive, can«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 575): »Skønt han brølte ret godt - Hvalpen tilstaar det flov - / det var Alt, si'er han, laant, Alt kun Andenhaandsvræl, / og han lider langt bedre sit eget Vovvov / end det stærkeste Kampskrig fra Vildløvens Sjæl. // […] // Ja (og det er ret grimt) overdaadigt født op / af Løven hver Dag med Mundgodt fra dens Spand / han løfter sit Ben mod det ædle Dyrs Krop / og - gør Alt, hvad saa liden en Moppehvalp kan«; sammensat citat af Thomas Moores digt »The »Living Dog« and the »Dead Lion««, 1828. Digtet blev trykt under pseudonymet T. Pidcock Moore 1841, 8:268.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • »at blive sit undertrykte Fædrelands Frelser«
    af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Julian and Maddalo; A Conversation«, 1824 Shelley 1839, 3:289.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • den franske Revolution
    revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • »de opvaagnede … Konger og Snyltegjæster«
    prosaoversættelse af en del af Byrons anonymt udgivne The Age of Bronze; or, Carmen seculare et annus haud mirabilis, 1823 Byron 1833, 14:271.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Menneskerettigheder
    Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen de 1789, som blev vedtaget 26.8.1789 i Paris af den franske nationalforsamling.
  • i Fontainebleau … give sig selv Døden
    efter Napoleon 1.s nederlag og tabet af Paris blev Napoleon 1. i april 1814 i Fontainebleau af sine marskaller tvunget til at abdicere.
  • det er bedre … udgyde Have af Blod
    prosaoversættelse af en del af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:214.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Irland døer af Hunger … veier 14 Lispund«
    af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:259.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Karl … for sin Kone!«
    af Byrons anonymt udgivne digt »Lines composed on the occasion of His Royal Highness the Prince Regent being seen standing betwixt the coffins of Henry VIII., and Charles I., in the Royal Vault at Windsor«. Digtet blev skrevet 1813 og cirkulerede i vidt omfang, inden det blev trykt 22.10.1819 i The Republican Byron 1833, 10:261.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • gik … under Øine
    trådte (kækt og åbent) op imod.
  • Traditionen om den jomfruelige Dronning
    Elizabeth 1. forblev hele sit liv ugift og blev kendt som »the Virgin Queen«.
  • vor halvkydske Elisabeth
    af Byrons Don Juan, 1819-1824, hvor Elizabeth 1. omtales som »our own half-chaste Elizabeth« Byron 1833, 16:297.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Jeg er altfor stor en Patriot … er Landsforræderi«
    prosaoversættelse af en del af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:185.
    George Gordon, lord Byron: Letters, Journals, and Other Prose Writings of Lord Byron, vol. 2, 1837.
    .
  • Waterlooseiren
    der sigtes til Slaget ved Waterloo, hvor Napoleon 1. led det endelige nederlag. Slaget fandt sted fandt sted 18.6.1815.
  • kalde Wellington Villain-ton
    der sigtes til Byrons Don Juan, 1819-1824, hvor Arthur Wellesley Wellington - som i Slaget ved Waterloo anførte en britisk-nederlandsk hær - kaldes »Vilainton« Byron 1833, 16:269.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • som Béranger
    der sigtes til Pierre-Jean de Bérangers digt »Complainte d'une de ces demoiselles, a l'ocassion des affairs du temps«, 1821. Digtet indledes med de to vers: »Faut qu'lord Villain-ton ait tout pris; / N'y a plus d'argent dans c'gueux d'Paris« Béranger 1821, 2:17.
    Pierre-Jean de Béranger: Chansons, vol. 1-2, 1821.
    .
  • »at lappe Legitimitetens gamle Krykke«
    af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:270.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Jeg har ikke stor Aarsag … at kalde Frihed?«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 577) er GB's oversættelse på vers: »Ak, vidste hun, vor Moder, dog tilfulde, / hvor hendes Navn er afskyet nu af Alle, / med hvilken Glæde hele Verden skulde / mod hendes Hoved lade Hugget falde, / at Alle ønsker hende under Mulde / og værre end en Fjende hende kalde: / Frihedens Judas, som brød Slavelænker / engang, og nu paa nye Baand kun tænker. // Hun fri? hun fri? der som den første staar / blandt Slaver. Vel er hele Verden bunden, / men Opsynsmanden? - har han bedre Kaar, / har han ej samme Vilkaar just i Grunden? / Og kaldes det for Frihed, naar man faar / Lov til med Nøgleknippet at gaa Runden? / Fra Lys og Luft er Slutteren, med Føje, / saa fjern som den, der sidder spændt i Bøje«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:327.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Middelmaadighedernes Ministerium«
    ikke identificeret.
  • som han siger … udover hans Død
    der sigtes til Byrons forord til udgivelsen af 6.-8. sang af Don Juan, 1823. I forordet retter Byron en særdeles hård kritik mod lord Castlereagh, som var død i august 1822 Byron 1833, 16:128-131.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »de samme legitimt-stupide Ansigter«
    af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 17:43.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Schöne Minka«
    tysk tilnavn til en i første halvdel af 1800-tallet populær ukrainsk folkesang (»Ikhav Kozak za Dunaj«, ukendt publikationsår) af Semen Klimovsky. Tilnavnet skyldes Christoph August Tiedges meget frie bearbejdning af Klimoskys sang i digtet »Der Kosak und sein Mädchen«, 1809, der indledes med ordene »Schöne Minka, ich muß scheiden!« Tiedge 1809:281.
    Christoph August Tiedge: »Der Kosak und sein Mädchen«, W.S. Becker (red.), Taschenbuch zum geselligen Vergnügen, 1809.
    .
  • nævnes f. Ex. i tredie Sang af »Adam Homo«
    se Frederik Paludan-Müllers versroman Adam Homo, 1842-1849 Paludan-Müller 1849, 1:134.
    Frederik Paludan-Müller: Adam Homo, vol. 1-3, 1849 (Revideret Udgave).
    .
  • den hellige Alliance
    en i 1815 indgået alliance mellem Rusland, Preussen og Østrig med det formål at bidrage til at regulere de europæiske staters indbyrdes magtforhold i kølvandet på Napoleon 1.s endelige fald.
  • den hellige Alliance
    en i 1815 indgået alliance mellem Rusland, Preussen og Østrig med det formål at bidrage til at regulere de europæiske staters indbyrdes magtforhold i kølvandet på Napoleon 1.s endelige fald.
  • den himmelske Treenigheds … een Napoleon
    prosaoversættelse af en del af Byrons anonymt udgivne The Age of Bronze; or, Carmen seculare et annus haud mirabilis, 1823 Byron 1833, 14:281.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Valser og Barbar«
    af Byrons anonymt udgivne The Age of Bronze; or, Carmen seculare et annus haud mirabilis, 1823 Byron 1833, 14:284.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Congrespolitik
    der sigtes til en international kongres, der 26.1.-12.5.1821 blev afholdt i den slovenske by Ljubljana (tysk: Laibach). Ved kongressen deltog de fleste europæiske stater og fokus var særligt at skabe ro i Neapel og Sicilien. En konsekvens af kongressen blev indsættelsen af styrker i Kongeriget Neapel med afskaffelse af landets liberale forfatning til følge.
  • »de tyve Hanswurster … Menneskehedens Skjæbne«
    løs gengivelse af en del af Byrons dagbog for 11.1.1821 Byron 1833, 5:69.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »O Wilberforce … Pryglesuppe til Middag.«
    prosaoversættelse af en del af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 17:145.
    George Gordon, lord Byron: Letters, Journals, and Other Prose Writings of Lord Byron, vol. 2, 1837.
    .
  • Pair
    fransk betegnelse for det engelske peer, der betegner et medlem af det engelske overhus og af den engelske højadel.
  • »Den Tid vil komme … ethvert af Jordens Folk.«
    sammensat prosaoversættelse af en del af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:263-264,282,231-232,277.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Jobs Exempel
    der sigtes til Jobs Bog i Det Gamle Testamente, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt verdens gang er styret af retfærdighed eller vilkårlighed. Hovedpersonen Job skildres som en retfærdig mand, der sættes på prøve af Gud. Han mister sine kvæghjorde og børn og sit helbred og klager sin nød, men fastholder sin tro og sin respekt for Guds uransagelighed.
  • David greb Slyngen mod Kjæmpen
    der alluderes til Det Gamle Testamentes beretning om, hvordan hyrdedrengen David med en enkelt sten fra en slynge fældede Goliat, filistrenes mægtigste kriger (1. Samuelsbog 17).
  • »fra Andernes Toppe til Athos’ Klippespids«
    af Byrons anonymt udgivne The Age of Bronze; or, Carmen seculare et annus haud mirabilis, 1823 Byron 1833, 14:277.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • en Mand burde gjøre … skrive Vers
    Byrons udsagn og holdning kendes fra grevinde Teresa Guicciolis erindringer om tiden omkring Byrons død, jf. Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 6:57.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • som Shakespeare’s Hotspur … Kunsten som om Flitter
    *** afventer.
  • Creolernes Frihedskrig
    fællesbetegnelse for en række borgerkrige rettet mod spansk herredømme, de såkaldte befrielseskrige, i de spanske kolonier i Sydamerika i tiden efter Napoleon 1.s invasion af Spanien i 1808. Befrielseskrigene resulterede i det spanske Sydamerikas uafhængighed ca. 1825.
  • »Bedre, langt bedre … een fri Mand endnu!«
    sammensat prosagengivelse af en del af Byrons »Ode«, 1819 (i senere udgaver med titlen »Ode on Venice«) Byron 1833, 11:186.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Philhellenernes engelske Comité
    der sigtes til en sammenslutning af engelske støtter af den græske frihedssag kaldet London Greek Committee (også kaldet London Philhellenic Committee). Komiteen indbød ved brev af 8.3.1823 Byron som medlem.
  • efter Trelawnys Overbevisning … den græske Krone
    jf. Edward John Trelawnys Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858 Trelawny 1858:204.
    Edward John Trelawny: Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858.
    .
  • Congressen i Salona
    kongres holdt i april 1824 i den græske by Salona (Amfissa) med det formål at diskutere en række nationale (græske) forhold. Deltagerne var repræsentanter for de forskellige distrikter i Øst- og Vestgrækenland. Kongressen endte uden de store resultater.
  • ’Tis time this heart should … take thy rest
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 581): »Sit Slag mit Hjerte standse gad; / det har ej mere nogen Ven. / Dog skønt ej længer elsket, lad / mig elske end! // Mit Løv er gult. I Høsten faldt / hvad Elskovs Blomst og Frugter var, / og Orm og Kræft og Kval er Alt, / hvad end jeg har. / […] / Men ikke saa, ej nu og her / slig Tanke skulde slaa min Sans, / hvor Heltes Haar og - Kiste bær / en Ærens Krans. // Banner og Sværd og Skansens Vold. / Hæder og Hellas staar mig bi. / Spartaneren, død paa sit Skjold, / var ej mer fri. / […] / Søg ud dig da, hvad Faa har søgt, / en Krigers Grav paa Skæbnens Bud! / Se rundt, vælg Pladsen uden Frygt, / og hvil dig ud!«; sammensat citat fra Byrons digt »On this Day I complete my thirty-sixth Year«, 1824.
  • et i værdige og skjønne Udtryk … frygtelige nok
    det omtalte brev, der er dateret 23.1.1824, er gengivet i Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 6:147.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Tog jeg saadanne Hensyn … en daarlig Soldat«
    Byrons ord til grev Peter Gamba kendes fra dennes A Narrative of Lord Byron's Last Journey to Greece, 1825, s. 249. GB følger formentlig Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830, hvor Gambas bog følges Byron 1833, 6:200.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Jeg frygter ikke Døden … kan jeg ikke bære«
    Byrons ord til grev Peter Gamba kendes fra dennes A Narrative of Lord Byron's Last Journey to Greece, 1825, s. 249. GB følger formentlig Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830, hvor Gambas bog følges Byron 1833, 6:201.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Hvis noget Saadant som Feber … min Melkediæt«
    sammensat citat fra et brev fra Byron, dateret 27.12.1823, til Thomas Moore Byron 1833, 6:110.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Den 19de April var hans sidste Levedag … og det var forbi
    optegnelserne fra Byrons sidste timer stammer fra Byrons rejsefælle grev Peter Gambas A Narrative of Lord Byron's Last Journey to Greece, 1825. GB's fremstilling er et sammenklip fra Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 6:209-212.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Io lascio qualche cosa di caro nel mondo
    (it.) Jeg efterlader noget, der er mig kært, i verden.
  • Den provisoriske Regjering … A. Maurocordato
    sammensat citat fra Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 6:213-214.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Han er død, den store Mand er død!«
    det anførte er en løs gengivelse fra major William Parrys The Last Days of Lord Byron, 1825. GB følger Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 6:213.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Westminsterabbediets Digterhjørne
    der sigtes til det såkaldte Poet's Corner - en del af det sydlige tværskib i den engelske kirke Westminster Abbey - hvor en række prominente digtere ligger begravet.
  • »høit hævet over Englands Dadel og Grækenlands Pris«
    af Algernon Charles Swinburnes essay »Byron«, 1866 Swinburne 1875:258.
    Algernon Charles Swinburne: Essays and Studies, 1875.
    .
  • Myrtheselskabet
    *** afventer.
  • Frihedskrigen(s)
    Den Græske Frihedskrig; Grækenlands væbnede kamp 1821-1829 for at opnå selvstændighed fra Det Osmanniske Rige.
  • sidste Sang til »Childe Harold«
    der sigtes til Alphonse de Lamartines Le Dernier chant du pélerinage d'Harold, 1825, der bl.a. rummer Harolds død.
  • Wilhelm Müller og Alfred Meissner … Byrons Ære
    der sigtes til Wilhelm Müllers digt »Byron«, 1824, og Alfred Meissners digt »Byron«, 1842.
  • cul-de-sac
    (fr.) blindgyde.
  • som Achilles … Patroklos’s Lig
    der sigtes til Homers Iliaden, hvor det beskrives, at Patroklos, Achilleus' ven og fostbroder, får til opgave at ledsage Achilleus til Troja. Achilleus trækker sig under krigen - efter en strid med kong Agamemnon - ud af kampen, men Patroklos ifører sig Achilleus' rustning og kommer grækerne til hjælp. Han fældes dog af Hektor, hvad der Achilleus til igen at gå ind i kampen. Achilleus fælder Hektor og efterfølgende brændes Patroklos' lig.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«