Naturalismen i England (1875)

XVII.

Navnkundig er den og blev den med Rette; dog ikke paa Grund af dens Vid og Lune, thi den har hverken Lune eller Vid, ikke heller paa Grund af det Træffende i dens Udfald; thi den har næsten kun blinde Hug tilhøire og tilvenstre, men paa Grund af den Kraft, den Selvfølelse, den uhørte Dristighed, som ligger bag den og her fik |383| Luft. Angrebene havde for første Gang givet Byron[I] et Sandseindtryk, der snart skulde blive hans constante, den Følelse i hvilken han først helt fornam sig selv, og det var denne: Ene mod Jer Alle! Denne Sandsefornemmelse var Livselixiren for ham som for Historiens andre store stridbare Naturer. »Mig skulde man kunne haane ustraffet! Mig troer man at kunne knuse! Mig som ene er stærkere end dem Alle,« det er det Thema, som har sunget for hans Øren, mens han skrev. Edinburgherne vare vante til, at naar de i en saadan Recension sloge en lille Dusindigter til Jorden som en Flue, eller af Vaade skjøde en stakkels lille Sangfugl ned, den Paagjældende da græmmede sig i Stilhed, eller ydmyget gav sin egen mangelfulde Begavelse Skylden, saa at Kritiken i ethvert Fald fulgtes af en dyb Taushed. Men nu vare de stødte paa den, hvis uhyre Styrke og Svaghed det netop var aldrig at give sig selv Skylden for en Vanskjæbne, men med Lidenskab at kaste den over paa Andre. Ogsaa denne Gang fulgtes Kritiken af en halvandetaarig Taushed. Men da gik det som der staaer i Victor Hugos[II] Digt:

Tout à coup au milieu de ce silence morne
Qui monte et s’accroît de moment en moment
S’élève un formidable et long rugissement,
C’est le lion.*)
*) Hugo: »Les châtiments«. »La caravane«.

|384| Og Billedet er det rette. Thi denne ikke smukke, ikke gratiøse, ikke vittige Satire er mere Brøl end Sang. Den Digter der har Nattergalens Strube fryder sig, naar han første Gang hører, at hans Stemme har Vellyd;*)

*)
»Ret aldrig kan jeg glemme
Den allerførste Gang,
Da jeg min egen Stemme
Fik høre, at den sang.«
Chr. Winther: »Til Een«, Nr. 139.[0003]
den grimme Ælling sporer sin Svanenatur, da den kastes ud i sit Element; men Løveungens Brøl overrasker den selv og lærer den, at den nu er voxet op til Løve. Man søge da ikke i »English bards and scotch reviewers[0004]« efter Kaardestød, givne med en fast og sikker Haand; disse Saar ere ikke slagne af en Haand, men huggede af en Klo – dog ex ungve leonem! Man søge ikke her om Kritik, Maadehold og Fornuft; har det saarede Rovdyr Skjønsomhed og Takt, naar en Kugle, der skulde dræbe det, kun har saaret det flygtigt? Nei Rovdyret seer sit eget Blod flyde, der staaer Blod for dets Øine og det vil udgyde Blod til Hævn. Det søger ikke heller den, som fyrede, alene; naar En af Skaren har saaret den unge Løve, da ve Skaren! Alle Englands Digternotabiliteter, de berømteste, de mest feirede, Enhver, der var vel anskreven i »Edinburgh Review[0005]«, og Enhver, som skrev deri, |385| blive i denne Satire behandlede som Skoledrenge af en tyveaarig Yngling, der nylig selv ikke havde været andet end Skoledreng. De løbe Spidsrod, den ene efter den anden, engelske Poeter og skotske Recensenter iflæng. Der forekommer her mangt et bidende Ord som ikke er sagt hen i Luften. Det tomme Phantasteri i Southey’s[III] »Thalaba[0006]« og denne Forfatters unaturlige Productivitet, de Beviser, Wordsworth’s[IV] Digte levere for Sandheden af hans Lære, at Vers kun er Prosa, Coleridge’s[V] Ammestuebarnagtighed, og Lystenheden hos Moore[VI] snærtes med Hidsighed og Haan. Paa Scott’s[VII] »Marmion[0007]« gjøres et Angreb, som minder om Aristophanes’s[VIII] Invectiver mod Euripides’s[IX] Helte. Men den store Masse af disse Udfald ere dog saa uskjønsomme og ubesindige, at de i den følgende Tid bragte deres Forfatter langt flere Ærgrelser end dem, hvem de gjaldt. Byrons[X] Formynder Lord Carlisle[XI], hvem »Hours of Idleness[0008]« nyligt havde været dediceret, men som havde undslaaet sig for at indføre sin Myndling i Parlamentet, Mænd som Scott[XII], Moore[XIII], Lord Holland[XIV], der senere hørte til Byrons[XV] bedste Venner, vare her overfusede uden Grund, ud fra rent urigtige Forudsætninger og med en colossal Kritikløshed, der kun har sit Pendant i den forbausende Redebonhed, hvormed Byron[XVI], saasnart han kom til bedre Indsigt, gjorde Afbigt og søgte at udslette Virkningerne af sine gamle Vildfarelser. Han stræbte nogle Aar senere for|386|gjæves at bringe den engang trykte Satire ud af Verden ved at tilintetgjøre dens femte Oplag helt.

Foreløbig gjorde den imidlertid stor Opsigt og skaffede sin Forfatter den ønskede Opreisning.

Byron[XVII] havde i Begyndelsen af 1809 taget Ophold i London[a] dels for at give sin Satire i Trykken, dels for at indtage sit Sæde i Overhuset. Da han ingen havde, til hvem han kunde henvende sig om Ledsagelse derind, maatte han mod Skik og Brug introducere sig selv. Hans Ven Dallas[XVIII] har beskrevet Scenen. Da Byron[XIX] traadte ind, syntes han at blive endnu blegere end sædvanligt, og hans Træk havde Udtrykket af Krænkelse og Uvillie. Kantsleren, Lord Eldon[XX] gik ham smilende imøde og sagde ham nogle forbindtlige Ord. Med et stivt Buk berørte Byron[XXI] til Svar Lord Eldons[XXII] udstrakte Haand med sine Fingerspidser. Da Kantsleren[XXIII] saae sin Imødekommen saaledes forsmaaet, gik han tilbage til sit Sæde; Byron[XXIV] kastede sig skjødesløst paa en af Oppositionens tomme Bænke, blev der nogle faa Minutter, reiste sig og gik. Han vilde blot markere sin Plads og vise, til hvilket Parti han hørte. »Nu da jeg har indtaget mit Sæde,« sagde han til Dallas, »vil jeg reise udenlands.« I Juni 1809 forlod han England.

Længe havde han – som han i et Brev til Moderen[XXV] fra 1808 siger – følt »at hvo der kun har seet sit eget Fædreland, aldrig kan bedømme |387| Menneskene fra et friere eller alment Standpunkt; thi,« siger han, »man lærer af Erfaring ikke af Bøger; Intet er saa belærende som den sandselige Betragtning af Gjenstanden selv.« Han reiste først til Lissabon[b] (Digtet »Huzza, Hodgson![0009]«) og Beskrivelsen af Cintra[c] i første Sang af »Childe Harold[0010]« stammer fra dette korte Ophold, saa galoperede han med sin Ledsager Mr. Hobhouse[XXVI] til Sevilla[d] og besøgte derefter Cadiz[e] og Gibraltar[f]. Intet af Sevillas[g] pragtfulde og historiske Mindesmærker gjør noget Indtryk paa ham; men her som i Cadiz[h] optage Kvinderne ham ganske. Han er ungdommeligt smigret ved de Avancer der gjøres ham af smukke spanske Damer og medtager fra Sevilla[i] som Reliquie en tre Fod lang Haarlok. Gibraltar[j] er ham som engelsk By selvfølgelig »et fordømt Sted«. Men saa uberørt som han er af de historiske Minder, saa stærkt begynde nu Landenes politiske Forhold at beskjæftige ham, og Spaniens til England sysselsætter ham først. De to første Sange af »Childe Harold[0011]« vise at han kun havde bitter Haan for Englands hele Udenrigspolitik; han spotter dets saakaldte Seir ved Madrid[k], hvor Englænderne havde 5000 Faldne uden at tilføie de Franske nogen væsentlig Skade og han er dristig nok til at kalde Napoleon[XXVII] sin Helt. Fra Spanien gik Reisen til Malta, hvis Fortidsminder, der senere henrykte den gamle syge Walter Scott[XXVIII], atter lode ham fuldstændig |388| kold. Den historisk-romantiske Sands fattedes ham ligesaa fuldt som den romantiske Nationalfølelse. Hans poetiske Tanker og Længsler dreiede sig hverken om Englands grønne Enge eller om Skotlands taagede Højlande, men om Genfersøen[l] i dens evige Farvepragt og det græske Archipelagus. Ham sysselsatte ikke hans Folks historiske Bedrifter, ikke Kampene mellem den røde og hvide Rose, men Nutidens Politik og blandt Fortidsminderne kun Erindringerne om de store Frihedskampe. De gamle Statuer vare ham kun Sten, han fandt de levende Kvinder skjønnere end alle de antike Gudinder (Pottemagerarbeide, som han kalder dem i »Don Juan[0012]«), men han faldt i Tanker paa Marathonmarken[m] og har i begge sine Epopeer forherliget den i udødelige Vers. Og da han i sit sidste Leveaar kom til Ithaka[n] viser han Førernes Tilbud om at see Øens Monumenter tilbage med de Ord til Trelawny[XXIX]: »Jeg hader antiquarisk Vrøvl. Troe de Mennesker da, at jeg ingen lyse Øieblikke har og er kommen til Grækenland for at sammensmøre endnu flere Taabeligheder.« Den praktiske Frihedspathos slugte tilsidst endog den poetiske hos ham. Med Byron[XXX] er den romantiske Sentimentalitet forbi, med ham oprinder den moderne Aand i Poesien og derfor var han en Mand, der virkede ikke blot for sit Land, men for Europa, og derfor er han en Sanger for dem, der tilhøre den Tid, hvori de leve.

|389| Paa Malta var Byron[XXXI] stærkt fængslet af en ung deilig Dame, hvis Bekjendtskab han gjorde der, en Mrs. Spencer Smith[XXXII], som af politiske Grunde forfulgtes af Napoleon[XXXIII], og der udviklede sig mellem ham og hende et sværmerisk Venskab, der har efterladt sig Minder i en hel Række af Byrons[XXXIV] Poesier. (»Childe Harold[0013]« II, 30. »To Florence[0014]«. »Lines written in an Album[0015]«. »Stanzas composed during a thunderstorm[0016]«. »Stanzas written in passing the Ambrasian Gulf[0017]«). Fra Malta gik Reisen gjennem Vestgrækenland til Albanien »vilde Mænds trodsige Amme«, som han i »Childe Harold[0018]« kalder Landet, hvor »Ulven streifer og Ørnen hvæsser sin Klo og Mænd huse, der ere vildere end Ulv og Ørn.« Hvor charakteristisk er det ikke for Byron[XXXV], at hans første Reise gjaldt Egne, der laa udenfor al Civilisation, og hvor Individualiteten kunde udvikle sig frit uden Hensyn til nogensomhelst conventionel Skranke. Det var et Valgslægtskab som drog ham til disse Naturscener og disse Mennesker. Det gik ham som den unge Mand i Wordsworth’s[XXXVI] »Ruth[0019]«:

Whatever in these climes he found
Irregular in sight or sound
Did to his mind impart
A kindred impulse, seemed allied
To his own powers and justified
The workings of his heart.

|390| Han, der i lige Linie stammer ned fra Rousseau[XXXVII], føler sig heftigt dragen til alle de i »Naturtilstanden« levende Folk.*)

*) Han har skildret Rousseau[XXXVIII] i en Strophe, der synes skrevet om ham selv:
»Here, the self-torturing sophist, wild Rousseau[XXXIX],
The apostle of affliction, he who threw
Enchantment over passion, and from woe
Wrung overwhelming eloquence, first drew
The breath, which made him wretched; yet he knew
How to make madness beautiful, and cast
O’er erring deeds and thoughts a heavenly hue
Of words, like sunbeams, dazzling as they pass’d
The eyes, which o’er them shed tears feelingly and fast.«
»Childe Harold« III, 77.[0020]
Albaneserne ere næsten endnu den Dag idag saa vilde som deres pelasgiske Forfædre, og Næveret og Blodhævn gjælder endnu imellem dem som eneste Retsorden. Det første Skue af Mænd og Kvinder paa Kysten i de prægtige Costumer, med høie Filthuer eller Turbaner, med sorte Slaver, med pragtfuldt sadlede Heste, med Trommehvirvler og Muezzin-Raab fra Minareterne var, da Solen lige gik ned og lagde sine Straaler over det Hele, som et Syn af »tusind og en Nat[0021]«. Janina[o] viste sig at være en endnu betydeligere By end Athen[p]. Det var i Nærheden af denne By, at de Reisende i en Nat, som Byron[XL] har besunget, mistede deres Fører og at han ene mellem Bjergene med Hungersdøden |391| for Øie imponerede sine Reisefæller ved det urokkelige Mod, som var hans mandige Særkjende i alle store Farer.

Dagen efter Ankomsten blev Byron[XLI] indført hos Ali Pascha[XLII], den tyrkiske Bonaparte, hvem han trods hans Grusomhed og Vildhed altid havde beundret. Ali[XLIII] modtog ham staaende, var yderst venlig, bad ham hilse sin Moder[XLIV] og sagde, hvad særligt smigrede Byron[XLV], at han paa hans smaa Øren, hvide Hænder og lokkede Haar kunde kjende hans fornemme Fødsel. Besøget hos Ali[XLVI] har afgivet Motivet til vigtige Scener i 4de Sang af »Don Juan[0022]«; Lambro[xlvii] og endnu flere Byronske Figurer ere tegnede efter ham, som jo iøvrigt senere blev skildret af Hugo[XLVIII] i »Les orientales[0023]«. Ali[XLIX] behandlede Byron[L] ganske som et forkjælet Barn og sendte ham vel tyve Gange om Dagen Mandler, Frugt, Sorbet og Sukkergodt.

Sikret mod Landets talrige Røverbander ved det bevæbnede Følge, Ali[LI] medgav ham, reiste Byron[LII] nu gjennem Albanien, og hans vilde Følgesvende fik ham saa kjær, at de, da han nogle Dage laa syg af Feber, truede med at slaae Lægen ihjel, hvis han ikke helbredte ham; som Følge heraf flygtede Lægen – hvorpaa Byron[LIII] kom sig. Det var paa denne Tur, medens man overnattede i en Hule ved Artagolfen[q], at Byron[LIV] blev Vidne til den Nattescene – Udførelsen af den pyrrhiske Vaabendands under Sang – der har givet Anled|392|ning til Skildringen i »Childe Harold[0024]« II 67 og til den skjønne Sang »Tamburgi, Tamburgi![0025]« I Athen[r] gav Byrons[LV] Indignation over den engelske Plyndring af Parthenonssculpturerne ham Anledning til Digtet »Minervas Forbandelse[0026]« og en flygtig Forelskelse i en af den engelske Consuls[LVI] Døtre[LVII] ham Motivet til det lille Digt »Pigen fra Athen[0027]«, hvis Heltinde i hele sit følgende Liv, endnu da hun var en lille bleg Matrone, blev overrendt af engelske Turister. 3die Mai foretog Byron[LVIII] sin bekjendte Svømmetur over Strædet ved Dardanellerne[s] fra Sestos[t] til Abydos[u] i en Time og ti Minutter, af hvilken han hele sit Liv igjennem var saa stolt, og som han omtaler i »Don Juan[0028]«. Alt hvad han saae og oplevede i disse fremmede Egne skulde iøvrigt faa Aar efter afgive ham poetisk Stof. I Konstantinopel[v] saae han en Dag Hundene æde Kjødet af et Lig og denne af ham selv oplevede Scene har afgivet et Motiv til Skildringen af Rædslerne i »Beleiringen af Korinth[0029]« og senere i »Don Juan[0030]« til Skildringen af dem, som Ismails[lix] Beleiring fører med sig. Og da han efter en Reise i Morea[w] vendte tilbage til Athen[x], synes han selv at have oplevet det Kjærlighedseventyr, der ligger til Grund for »Giauren[0031]«. ( Marquis’en af Sligo’s[LX] Brev til Byron[LXI] taler herfor). Udenfor al Tvivl er det i ethvert Tilfælde, at han en Dag, da han vendte hjem fra sit Bad i Piræus[y], mødte en Trop tyrkiske Soldater, der bar en i en Sæk indsyet ung Pige, som |393| skulde kastes i Havet, fordi hun havde staaet i Kjærlighedsforhold til en Christen. Med Pistolen i Haanden tvang Byron[LXII] den hele vilde Skare til at vende om og udvirkede dels ved Bestikkelse dels ved Trusler Pigens Frigivelse.

Det brogede Reiseliv formaaede dog ikke at give hans Sind den Ligevægt, som fattedes det. Hans sidste Breve fra Reisen vise den yderste Melancholi. Formaalsløshed og deraf følgende Livslede synes at knuge ham til Jorden. Sorgen over at være dybt i Gjæld, over med en rystet Sundhed og et febersvækket Legeme at staae ene uden Venner gaaer gjennem alle hans Udtalelser. Han venter hjemme kun at modtages af Creditorer. I Virkeligheden modtoges han af Efterretningen om sin Moders[LXIII] Sygdom. Han ilede til Newstead for at see hende endnu en Gang og ankom Dagen efter hendes Død. Kammerjomfruen fandt ham om Aftenen siddende ved Liget og hørte gjennem Døren hans Hulken. Paa hendes Opfordring til ham om at beherske sin Smerte svarede han med Taarer: »Ak, jeg havde kun en eneste Ven og hun er død.« Men dog kunde han i sin overdrevne Sky for at Andre skulde see hans Smerte ikke overtale sig til at følge sin Moder[LXIV] til Jorden. Han stod ved Slotsporten, til Liget var forsvundet. Saa kaldte han paa sin Page, lod sine Fægtehandsker bringe og tog med krampagtig Heftighed sin sædvanlige Boxertime. Dog det overgik |394| hans Kræfter, han kastede Handskerne og ilede ind paa sit Værelse. – Umiddelbart herefter hensank han i en Paroxysme af Melancholi, under hvilken han paany testamentarisk bestemte, at Lord Byrons[LXV] Krop skulde begraves ved Siden af hans Hunds.

Neppe var Byron[LXVI] landet, før hans Ven Dallas[LXVII] spurgte ham, om han ikke bragte nogle Vers hjem med fra sin Reise. Den kritikløse Byron[LXVIII] viste ham da ikke uden Stolthed »Hints from Horace[0032]«, en ny Satire i Popes[LXIX] Stil, og da Vennen, med Rette ikke synderligt opbygget ved Gjennemlæsningen, spurgte, om han ikke havde Andet, kom Byron[LXX] frem med hvad han kaldte en »Del mindre Digte og en stor Mængde Spenser-Stanzer,« det var de to første Sange af »Childe Harold[0033]«. Paa Vennens indstændige Bøn bleve disse først givne i Trykken.

For os Nulevende smelter Indtrykket af disse to Sange let sammen med Erindringen om de to (sex til syv Aar senere) sidste, men man maa strengt holde de to Indtryk ude fra hinanden, hvis man vil stille sig Byrons[LXXI] Udviklingsgang klart for Øie. Der er et ligesaa stort Spring fra »Childe Harold[0034]«’s første Halvdel til den anden, som fra den til »Don Juan[0035]«. – De Stanzer, Byron[LXXII] viste Dallas[LXXIII], ere velklingende, følte og nu og da pompøse; her klinger for første Gang Sang og Musik fra de Læber, over hvilke rig Vellyd |395| skulde strømme uafbrudt saa længe de drog Aande. Men vi have her dog kun den svage Skizze til det Digterphysiognomi, der ti Aar senere var kjendt af hele Europa. Digtets talrige og kraftige Naturbeskrivelser ere her endnu Hovedsagen, de lyriske Partier i Sammenligning hermed forsvindende i Volumen, og for et overfladisk Blik kunne disse Stanzer tage sig ud som en ung fornem og livstræt Englænders Reiseindtryk, kun at disse have modtaget et forædlende Præg ved Stilens strenge Idealisme; thi »Childe Harold[0036]« er et ligesaa udpræget idealistisk Digt som »Don Juan[0037]« er realistisk. Her findes i Stemningen et vist sørgmodigt Graat i Graat; Byron[LXXIV] er her endnu ikke den, som springer fra een Følelse til en anden, helst dens modsatte Extrem, for at paaføre dem alle Vold og sønderrive dem des voldsommere, jo stærkere han spænder dem. Men skimte vi end kun Digterens Physiognomi i halv Profil, see vi end ikke Glimt af Satirikerens braaddede Lune eller af hans snart cyniske snart spøgende Smil, saa have vi dog her i Ynglingens varme og høitidelige Pathos det store Ego i dette Aarhundredes Poesi. Der er et Jeg i dette Digt, som behersker hver Enkelthed, et Jeg som ikke smelter hen i nogen Følelse, ikke gaaer op i nogen Sag. Medens de andre Digterpersonligheder kunde antage luftige, flydende, chrystalliserede Former, snart bleve usynlige bag en fremmed Personlighed, |396| snart forvandlede sig til kosmiske Væsener, snart gik helt op i de Sandsninger, de modtoge udefra, staaer der her et Jeg, der gjennem Alt forholder sig til sig selv og vender tilbage til sig selv, og det et bevæget, lidenskabeligt Jeg, om hvis Sindsbevægelse hver enkelt nok saa ringe Strophes Bevægelse vidner som den enkelte Conquilles Susen erindrer om Oceanets. Childe Harold[lxxv] (i det første Udkast Childe Burun) forlader efter en slet tilbragt Ungdom med Hjertet fuldt af Spleen et Land, hvor han ingen Venner og ingen Elskede efterlader sig. Han har den ungdommelige Lede ved Livet, som tidlig Overmættelse af Nydelser og en til Melancholi anlagt physisk Organisation fører med sig. Der er i ham intet Spor af Ungdommens freidige Munterhed, eller af dens Lyst til Fornøielser og Ry, han troer at være færdig med Alt efter at have prøvet Lidet, og Digteren smelter saa fuldstændigt sammen med sin Helt, at han aldrig endog blot et Minut hæver sig op over ham paa Ironiens Vinger. Alt dette, som imponerede Samtiden saa stærkt, er temmelig lidet tiltalende for en moderne kritisk Læser; den tragiske »Pose« er stærkt fremtrædende og den Tid, da Blasertheden var interessant, er forbi. Men Ingen, hvis Øie er øvet, kan heller oversee, at Masken her – thi her er en Maske – naar den kritisk fjernes, aabenbarer et alvorligt og lidende Aasyn. Masken var en Eneboers; kast den bort, og der |397| staaer en ensom Natur tilbage! Masken var tragisk Melancholi; riv den af og der ligger ægte Tungsind bag den! Harolds[lxxvi] muslingebesaaede Pilgrimsdragt er vel kun en Domino paa Maskeballet, men den dækker en Yngling med ildfuld Følelse, med skarp Forstand, med mørke Livsindtryk og med sjelden Frihedskjærlighed. I Childe Harolds[lxxvii] bedre Jeg er intet Uoprigtigt; for Alt hvad han tænker og føler, vil Byron[LXXVIII] selv staae inde. Og hvis den, som kjender Byrons[LXXIX] egen Livsførelse i den nærmest følgende Periode skulde finde en Contrast imellem den digtede Personligheds gammelagtige Tungsind og den virkelige Personligheds ungdommelige og nydelsessyge Letsind, da kommer denne Uoverensstemmelse alene deraf, at Byron[LXXX], som i Digtekunsten endnu fulgte den abstract idealistiske Retning, ikke formaaede at lægge hele sit Væsen for Dagen i »Childe Harolds[0038]« første Sange; det er vel Altsammen ham; men der er i ham endnu en helt anden Verden, som han først i »Don Juan[0039]« formaaede helt at faae med og fuldstændigt incarnere i sin Digtning. Selvskildringens Ufuldstændighed maa ikke forvexles med Forstillelse eller Affektation.

I Februar 1812 optraadte Byron[LXXXI] i Parlamentet med sin Jomfrutale til Fordel for den fattige Arbeiderbefolkning i Nottingham[z], der havde slaaet de Vævemaskiner, der gjorde den brødløs, i Stykker, og mod hvilken nu de strengeste For|398|holdsregler vare foreslaaede. Talen er ungdommelig og rhetorisk men levende og varm; det laa ret for Byron[LXXXII] at tale til Fordel for den forhungrede og fortvivlende Masse og med megen sund Forstand viser han sine Landsmænd, at en Tiendedel af den Sum, hvormed de beredvilligt havde sat Portugiserne istand til at føre Krig, vilde være tilstrækkelig til at afhjælpe den grændseløse Nød, som man nu vilde bringe til at forstumme ved Fængsel og Galge. Byrons[LXXXIII] levende og haardnakkede Had til Krig er et af hine »Gran af sund Menneskeforstand« der altid forekomme opløste i hans Poesi og det besjæler ogsaa de første Sange af »Childe Harold[0040]«. Byrons[LXXXIV] anden Parlamentstale gjaldt Katholikernes Emancipation; den behagede lidet, men er særdeles god; man seer af den, at det var et af Modstandernes Argumenter, at skulde man give Katholikerne Religionsfrihed, kunde man ligesaa gjerne give Jøderne den – et Argument, som Byron[LXXXV] besvarer med megen Logik. I hans Papirer findes med Hensyn til denne Tale følgende ungdommelige og humoristiske Udtalelse: »Da begge Partier i Emancipationsspørgsmaalet omtrent stode lige, sendte man i al Hast Bud efter mig og kaldte mig bort fra et Bal, som jeg, tilstaaer jeg, temmelig ugjerne forlod for at emancipere fem Millioner Mennesker.« Det er denne Art spøgende Ytringer af Byron[LXXXVI] da – i Stil med hans Notits om |399| Ægteskabet: »Hvor det maa være behageligt at være gift og boe paa Landet; man har en smuk Kone og kysser hendes Kammerjomfru« – som, fordi de saa lidet svare til det Childe-Haroldske Tungsind have været dumme Mennesker Bevis nok paa, at han ikke mente det alvorligt med Noget. Han var simpelthen meget ung, noget lapset, ansaa det for en Skam at udtrykke sig sentimentalt og havde altid til Motto den hellige Bernhards[LXXXVII] gamle Ord: Plus labora celare virtutes quam vitia!

Jomfrutalen gjorde ganske overordentlig Lykke og kom lige tilpas til at gjøre Reclame for de to første Sange af »Childe Harold[0041]«, der udkom to Dage efter at den var holdt. Digtets Virkning var overvældende; med eet Slag var Byron[LXXXVIII] bleven en Berømthed, Londons[aa] nye Løve, Stadens legitime Hersker for Aaret 1812. Hele Verdensbyen, det vil sige: Alt det i den, der var skjønnest, finest, mest dannet og mest glimrende laa for den 23aarige Ynglings Fødder. Havde »Childe Harolds[0042]« første Sange havt de sidstes Egenskaber, den dybe Originalitet og den ærlige Kraft, som besjæler disse Mesterværker, da havde de sikkert ikke opnaaet denne larmende Popularitet. Stor Ærlighed og stor Originalitet vinde aldrig med eet Slag Massernes Gunst. Men netop det Tilsløretinteressante, det Uklartblaserte i disse Geniets første Forsøg gjorde Indtryk paa Hoben: |400| den Energi som skimtedes virkede des stærkere fordi den udtrykte sig en Smule theatralsk. Det var Dandyvæsenets Blomstringstid, hvor under den bekjendte Brummells[LXXXIX] Auspicier det egentlige Londoner high-life udfoldede sig med en Overdaadighed og Letfærdighed som ikke siden Karl den andens[XC] Dage. Selskaber og Baller, Theaterbesøg, Spil og Gjæld, Kjærlighedshistorier, Forførelser og deraf følgende Dueller det var Aristokratiets Livsindhold. Og Byron[XCI] var Dagens, ja Aarets Helt. Hvilken Gjenstand for Beundring og Tilbedelse var ikke han for et Samfund som kjedede sig og led under sin egen Tomhed! Saa ung, saa smuk og saa brødefuld! thi Ingen kunde tvivle paa at han jo var et ligesaa mauvais sujet som sin Helt. Byron[XCII] besad ikke Scotts[XCIII] Koldblodighed og Ligevægt overfor Fristelser og Smiger. Han lod sig glide med den Strøm som bar ham oppe. Kunstneren i ham trængte til at gjennemleve alle Stemninger og viste ingen fra sig. Med Lethed vedligeholdt han sit Digterry; thi med korte Mellemrum fulgte de poetiske Fortællinger, »Giauren[0043]« (Mai 1813), »Bruden fra Abydos[0044]« (December s. A.), »Korsaren[0045]« (færdig Nytaarsdag 1814), af hvilken der paa een Dag solgtes 13000 Exemplarer; den bitre Ode[0046] til Napoleon[XCIV] i Anledning af hans Abdication viste, at Byron[XCV] ikke helt tabte den samtidige Politik afsyne for Poesi; saa skreves i 1815 »Parisina[0047]« og »Beleiringen af Korinth[0048]«. Det |401| Nye, det Fremmedartede og den exempelløse Lidenskabelighed i disse Productioner reve det afspændte Londonerselskab hen. Han var Phænomenet, hvorpaa Alles Øine hvilte. Unge Damer skjælvede i Selskaberne af Glæde ved Tanken om, at han mulig vilde tage dem tilbords og zitrede samtidig for at spise en Bid, da det vidstes, at han ei holdt af at see Kvinder spise. Man hengav sig ængstelig til den Forhaabning, at han vilde skrive et Par Linier i Ens Stambog. Hans Haandskrift alene var en Skat. Man spurgte hinanden om hvor mange græske og tyrkiske Kvinder, Kjærligheden til ham havde bragt Døden og hvor mange Ægtemænd han havde dræbt. Hans Pande og Blik saae ud som lutter Forbrydelse. Han bar ikke Pudder, hans Haar var vildt som hans Sindelag. Forskjellig fra almindelige Dødelige i enhver Henseende var han ligesom Korsaren[xcvi] af en Tarvelighed uden Grændse; forleden hos Lord den og den havde han ved en Diné ladet elleve Retter gaae forbi og forlangt Biscuit og Sodavand. Hvilken Gêne for Husfruen, der var saa stolt af sin Anretning! og hvilken Abnormitet i et Samfund, hvor kraftig Appetit er Nationaldyd!

Saaledes see vi Childe Harold[xcvii] i Person forvandle sig til Don Juan[xcviii]. Den ensomme Pilgrim blev Salonløve. Fuldt saa meget som Byrons[XCIX] Poesi gjorde naturligvis hans høie Rang, hans Ungdom og sjeldne Skjønhed Indtryk i Damekredsene. I |402| Walter Scotts[C] Levnet findes om Byrons[CI] Ydre denne Ytring: »Jeg troer at have seet de bedste Digtere i min Tid og mit Land, men skjøndt Burns[CII] havde de skjønneste Øine, saae dog Ingen i den Grad ud som det man tænker sig ved en Digter som Byron[CIII]. Hans Billeder give ingen Forestilling om ham; Lyset er der vel, men det er ikke tændt. Byrons[CIV] Ansigt var Noget, hvorom man kunde drømme.« Det er bekjendt at en af Englands berømteste Skjønheder[CV], da hun første Gang saae ham, udbrød: »Dette blege Ansigt er min Skjæbne.« Kvinderne havde altid optaget meget af Byrons[CVI] Sjæleliv, Hentydningerne i »Childe Harold[0049]« gave Anledning til det Rygte, at han paa Newstead havde havt et formeligt Harem, skjøndt dette Harem i Virkeligheden synes at have bestaaet af en eneste Odalisk; om hans Reiseeventyr i Forhold til Kvinder dannede sig latterligt overdrevne Historier; som Følge af alt dette blev han nu formelig bestormet af Kvinderne; hans Bord laa dagligt fuldt af Breve fra ham bekjendte og ubekjendte Damer. En kom til ham forklædt som Page, formodentligt for at ligne Kaled[cvii] i »Lara[0050]«, og mange flere kom uforklædte. Om den Hvirvel, hvori han levede, faaer man et Begreb, naar man hører ham fortælle Medwin[CVIII], at han efter sit Bryllup i sin Kones[CIX] Dagligstue en Dag traf tre gifte Damer paa een Gang, »hvilke han« – for at bruge |403| hans egen Udtryksmaade – »alle kjendte som Duer fra samme Slag.«

Det var et Liv i Forfængelighedens Triumpher, fuldt af tomme Nydelser; for Byron[CX] var det idetmindste bedre end Ro; »thi Ro er,« som han i »Childe Harold[0051]« siger, »Helvede for stærke Hjerter«. Var hans Hjerte iøvrigt her nogensinde med i Spillet? Jeg troer det ikke. Det Kjærlighedsforhold, som i disse Aar optog Byron[CXI] og som fik en Betydning for hans senere Skjæbne, har som opbevarede Breve vise, kun været ham en Malstrøm i Malstrømmen og fristende som saadan, men har ladet hans Hjerte ganske koldt. Lady Caroline Lamb[CXII], en ung Dame af den høieste Adel, gift med den senere som Lord Melbourne[CXIII] bekjendte Statsmand havde længe næret et brændende Ønske om at lære »Childe Harolds[0052]« Digter at kjende. Hun var en vild, phantastisk, urolig Natur, der ingen Art Tvang taalte og hurtigt fulgte enhver Indskydelse, forsaavidt aandsbeslægtet med den tre Aar yngre Digter; hun var slank og smukt bygget med blond Haar og en blid Stemme; hendes Manerer udøvede skjøndt de syntes affekterte og excentriske en heftig Tiltrækning; kort sagt hun hørte til den Art »Bakchantinder, enthusiastiske Kvinder«, som i »Adam Homo[0053]« synge:

|404|Ved at splitte hans Hjerte
Faae vi Del i hans Smerte;
Ved at rase derinde
Maae vi Geisten dog finde.
Mens vi vildt ham omdandse,
Af hans Laurbær og Krandse
Snoe vi selv os et Smykke,
Som maa Alle henrykke.

Hun har spillet en lignende Rolle i Byrons[CXIV] Liv som Fru v. Kalb[CXV] i Schillers.*)

*) I Lady Morgan’s[CXVI] »Memoirer[0054]« findes nogle livfulde Notitser af Lady Lamb[CXVII] om hvorledes hendes Bekjendtskab med Byron[CXVIII] blev stiftet: »Lady Westmoreland[CXIX] lærte ham at kjende udenlands. Hun foretog sig at præsentere ham. Kvinderne kvalte ham formelig. Jeg hørte Ingenting om ham, til en Dag Rogers[CXX] (for han og Spencer[CXXI] og Moore[CXXII] vare allesammen mine Tilbedere) sagde: De skulde kjende den unge Digter, og han tilbød mig Manuscriptet til »Childe Harold[0055]«. Jeg læste det og det var nok. Rogers[CXXIII] sagde: Han har en Klumpfod og bider sine Negle. Jeg sagde: Om han var saa grim som Æsop[CXXIV], saa maa jeg kjende ham. Jeg var en Aften hos Lady Westmoreland[CXXV] og Damerne vare alle forrykte i Hovedet over ham. Lady W.[CXXVI] førte mig hen til ham. Jeg saae alvorligt paa ham og dreiede mig om. Min Mening om ham, var, som jeg skrev i min Dagbog: gal – slet – og farlig at kjende. En Dag eller to gik hen; jeg sad med Lord[CXXVII] og Lady Holland[CXXVIII], da han blev meldt. Lady Holland[CXXIX] sagde: Jeg maa præsentere Lord Byron[CXXX] for Dem. Lord Byron[CXXXI] sagde: Det Tilbud er blevet gjort Dem tidligere; maa jeg spørge, hvorfor De vragede det da? Han bad om Tilladelse til at komme og besøge mig. Han gjorde det næste Dag. Rogers[CXXXII] og Moore[CXXXIII] stode i Nærheden af mig, jeg sad paa Sofaen. Jeg kom just hjem fra en Ridetur. Jeg var uordentlig og hed. Da Lord Byron[CXXXIV] blev meldt, fløi jeg op, ud af Værelset for at vaske mig. Da jeg kom tilbage, sagde Rogers[CXXXV]: Lord Byron[CXXXVI], De er en lykkelig Mand; Lady Caroline[CXXXVII] har siddet i alt sit Smuds med os to, men da De blev meldt, fløi hun ud for at gjøre sig smuk […] Fra det Øieblik af og i mere end ni Maaneder levede han næsten i Melbourne-House. Han var Midtpunktet for al Lystighed, idetmindste tilsyneladende […] Hele bon ton i London[ab] samledes her hver Dag. Der var intet saa fashionabelt. Byron[CXXXVIII] bestræbte sig for at drive dem alle paa Flugt.« – Det forekommer mig, at disse med stenographisk Nøiagtighed opbevarede Ytringer give et fortræffeligt Billede af Londoner high life.
Forholdet vakte |405| saa megen Opsigt, at den unge Dames[CXXXIX] Moder[CXL] ikke rastede før det ved Datterens[CXLI] Reise paa et Besøg til Irland blev afbrudt. Byron[CXLII] tilskrev da Lady Lamb[CXLIII] et Afskedsbrev, hvoraf denne senere tillod Lady Morgan[CXLIV] at tage Afskrift, et Brev som er typisk for Byrons[CXLV] Stil i hans umodne Geniperiode og i hvilket jeg ikke troer, at nogen Psycholog vil finde Kjærlighedens Sprog. Det minder nærmest om Hamlets[cxlvi] skruede Billet til Ophelia[cxlvii]:

»Hvis Taarer, som Du saae og som Du veed, jeg ikke lettelig udgyder – hvis den Sindsbevægelse, hvormed jeg skiltes fra Dig – en |406| Sindsbevægelse, som Du maa have lagt Mærke til under hele denne nerverystende Sag, skjøndt den først blev synlig, da Afskedsøieblikket nærmede sig, hvis Alt, hvad jeg har sagt og gjort og endnu er rede til at sige og gjøre, ikke tilstrækkeligt har bevist, hvad mine virkelige Følelser ere og altid maa vedblive at være imod Dig, min Elskede, saa har jeg intet andet Bevis at tilbyde […] Er der Noget paa Jorden eller i Himlen, der vilde have gjort mig saa lykkelig som at gjøre Dig til min Hustru alt for længe siden? Du veed jeg vilde med Glæde opgive Alt paa denne og hin Side Graven derfor, og naar jeg gjentager dette som et Omkvæd, kan jeg da misforstaaes? Jeg bryder mig ikke om, hvem der faaer dette at vide eller hvad Brug der bliver gjort af det – det er til Dig og Dig alene, at disse Ord ere rettede, til Dig selv. Jeg var og er Din, frit og helt, til at adlyde Dig, hædre Dig, elske Dig og flygte med Dig, naar, hvorhen og hvorledes Du selv vil eller lyster at bestemme.«

Det kan ikke undre Nogen, at Byron[CXLVIII] faa Maaneder senere iværksatte et Brud; hans Kjærlighed kan aldrig have været andet end den Art Reflexkjærlighed, der som i et Speil gjør alle Flammens Bevægelser efter uden egen Ild. Paa et Bal, hvor Lady Lamb[CXLIX] kort derefter traf sammen med Byron[CL], greb hun i sin Fortvivlelse over hans Ligegyldighed det første skarpe Redskab |407| hun kunde finde, Nogle sige en stor Sax, Andre (Galt[CLI]) et itubrukket Geléeglas og skar sig dermed i Struben. Efter dette mislykkede Selvmordsforsøg gav hun (efter Grevinde Guiccioli’s[CLII] Paastand) først en ung Lord[CLIII] »de utroligste Løfter«, hvis han vilde udfordre og dræbe Byron[CLIV], og indfandt sig saa dog selv kort derefter hos Byron[CLV], »ingenlunde i den Hensigt at skjære Halsen over paa sig eller ham.« De Ord, hun, da hun ikke traf ham, efterlod paa hans Bord, foranledigede Epigrammet »Remember thee![0056]« som findes blandt Byrons[CLVI] Digte. Syg efter Hævn greb Lady Lamb[CLVII] nu til Pennen og forfattede Romanen »Glenarvon[0057]«, der udkom paa det for Byron[CLVIII] alleruheldigste Tidspunkt, nemlig lige efter at hans Hustru[CLIX] havde forladt ham, og som blev et af de værste Gjæringselementer i Stemningen imod ham. Bogen har dette Motto af »Korsaren[0058]«: »Han efterlod et Navn, knyttet til een Dyd og tusinde Laster« og skildrer Byron[CLX] som en Dæmon af Forstillelse og Ondskab, udrustet med alle hans Heltes sletteste Charaktermærker. Alligevel har hun – maaskee for at undskylde sig selv – ikke kunnet lade være at meddele Billedet elskværdige Træk. Et Sted staaer der: »Hvis hans Væsen havde været af den Art, at han havde tilladt sig Nogetsomhelst, der lignede de Friheder eller den Familiaritet, der er saa hyppig hos Mændene, da var hun maaskee bleven forskrækket og advaret. Men hvad skulde |408| hun have flyet? Visselig ikke det grove Smigreri eller de letfærdige og letsindige Forsikringer, som alle Kvinder snart vænne sig til, men en Opmærksomhed, der strakte sig til hendes mindste Ønsker, en paa een Gang fin og smigrende Respect, en Ynde, en Blidhed, der er ligesaa bedaarende som sjelden. Og alt dette forenet med alle Phantasiens Kræfter, med en Intelligens og et Vid, som ingen Anden har besiddet i lige Grad.« Under Byrons[CLXI] senere Ophold i Venedig[CLXII] blev »Glenarvon[0059]« oversat paa Italiensk[0060], og Censor lod forespørge hos ham, om han havde noget imod, at Bogen udkom, da den i saa Fald vilde blive undertrykket; Byron[CLXIII] svarede med at udgive den paa sin Bekostning. Lady Lamb[CLXIV] forekommer i Byrons[CLXV] Historie kun endnu een Gang og paa en forunderlig Maade. Da Byrons[CLXVI] Lig var blevet ført til England fra Grækenland og Ligtoget langsomt begav sig tilfods fra London[ac] til Newstead[ad], kom midtveis en Herre og en Dame ridende imod det, og Damen spurgte, hvem der blev begravet. Da hun hørte Svaret, sank hun besvimet af Hesten. Det var »Glenarvons[0061]« Forfatterinde[CLXVII].

Byrons[CLXVIII] letsindige og vilde Londonerliv fik en foreløbig Afslutning ved hans Levnets mest skjæbnesvangre Begivenhed, hans Giftermaal. Stor Agtelse for Kvinden havde hans Livsførelse ikke givet ham; men Kvinden, som han elskede hende, var den hengivne, selvopgivende Skabning, som han i |409| alle sine Digtninge med Forkjærlighed har malt. Og nu vilde Tilfældet, at han til Brud skulde faa en seig og kraftig engelsk Charakter. Miss Anna Isabella Milbanke[CLXIX], eneste Barn af en rig Baronet[CLXX], havde fængslet Byron[CLXXI] ved sit simple og beskedne Væsen, lokket ham ved Udsigten til for hendes Medgift at kunne sætte Newstead istand, irriteret ham ved et Afslag, da han beilede til hendes Haand, interesseret ham ved kort derefter af egen Drift at begynde en Venskabsbrevvexling med ham, og hun gav ham nu endelig sit Ja som Svar paa et Beilerbrev, der blev skrevet i det uforsvarligste Letsind og afsendt, fordi en Ven, hvem han forelæste det, fandt, at det var »smukt skrevet«. Af lutter slette, dels forfængelige, dels philistrøse Hensyn styrtede Byron[CLXXII] sig ind i et Ægteskab, der ikke endte værre end det var til at forudsee. Under Forlovelsestiden var han forholdsvis i en munter Stemning. »Jeg er meget forelsket,« skriver han til en Veninde, »og saa taabelig som alle ugifte Herrer i denne Situation,« og et andet Sted: »Jeg er nu den Lykkeligste af alle Dødelige, da jeg for otte Dage siden er bleven forlovet. Igaar traf jeg den unge F., ogsaa den Lykkeligste af alle Dødelige; thi han er ogsaa blevet forlovet.« Saa barnagtige ere alle Brevene fra den Tid, at Byrons[CLXXIII] eneste alvorlige Bekymring synes den, at han ikke kan udstaae blaa Kjole og at det er Skik at lade sig |410| vie i en saadan. Dog alt som Brylluppet nærmede sig, blev han mere og mere ilde tilmode, hans Forældres Forhold havde tidligt indgydt ham Angst for Ægteskabet. Sine Følelser under Vielsen har han skildret i »Drømmen[0062]« og i Samtalerne med Medwin[CLXXIV] siger han, at han skjælvede og gav forkerte Svar.

»Sirupsmaaneden«, som Byron[CLXXV] kalder den, gik ikke hen uden Skyer. »Jeg tilbringer min Tid [paa Landet hos Svigerforældrene],« skriver han til Moore[CLXXVI], »i en skrækkelig Tilstand af Ensformighed og Stagneren og er udelukkende beskjæftiget med at spise Kompot, med at slentre omkring, med kjedeligt Kortspil, med Læsning i gamle Almanakker og Aviser, med at søge efter Muslingeskaller ved Stranden og med at iagttage Væxten af nogle forkrøblede Stikkelsbærbuske i Haven.« Og nogle Dage senere: »Jeg lever her meget comfortabelt og hører hver Aften paa den fordømte Monolog, som gamle Herrer kalde Underholdning, til hvilken min Svigerfader[CLXXVII] hver Aften har hengivet sig med Undtagelse af en, da han spillede Violin. De ere imidlertid meget elskværdige og gjæstfri. Bell[CLXXVIII] er rask og ved uforandret Elskværdighed og godt Lune.«

Pegasus følte sig ikke helt vel i Aaget. Imidlertid, det unge Par reiste snart til London[ae], indrettede sig glimrende, holdt Equipager, gav Selskaber o. s. v. saalænge, indtil Byrons[CLXXIX] Creditorer |411| indfandt sig. De 10000 Pund Medgift svandt som Dug for Solen; 8000 Pund, der netop tilfaldt Byron[CLXXX] i Arv, gik samme Vei. Han maatte endog sælge sine Bøger. Murray[CLXXXI] tilbød ham 1500 Pund i Honorar for at han kunde beholde dem, men af falsk Stolthed sendte han Anvisningen sønderrevet tilbage. Herefter fulgte otte Udpantninger,*)

*) »Emigrantlitteraturen[0063]« S. 73 staaer feilagtigt: tre.
endog Ægtesengene bleve tagne i Beslag, da Møbler og Vogne vare bortførte. Under disse Forhold var det, at Lady Byron[CLXXXII] i December 1815 fødte sin Datter Ada[CLXXXIII].

Det var selvfølgelig ikke faldet den unge forvænte Arving ind at slige pecuniære Forhold forestode hende. Ikke desmindre var deres Samliv i Begyndelsen godt. De kjørte ud sammen og den unge Hustru[CLXXXIV] ventede med stor Taalmodighed i Vognen, mens hendes Mand gjorde Visit. Hun skrev Breve for ham, copierede Digte og afskrev f. Ex. »Beleiringen af Korinth[0064]«. Imidlertid manglede det ikke paa smaa Rivninger. Den unge Kone[CLXXXV] synes at have havt den Vane ved Spørgsmaal og Tiltale uafbrudt at forstyrre Digteren, naar han skrev, hvilket foranledigede ham til Udbrud af ondt Lune, som hun fandt høist upassende. Dernæst havde hun aldrig seet en Heftighed og Uregelmæssighed som hans; engang saae hun ham i Raseri kaste sit Uhr ind i Kaminen og støde |412| det istykker med Ildtangen, en anden Gang affyrede han for Spøg eller af Vanvare en Pistol i hendes Værelse. Hertil kom Skinsyge. Hun vidste, i hvilket Ry for Kjærlighedshandeler han stod og særlig om Forholdet til Lady Lamb[CLXXXVI], hvis nære Slægtning hun var. Endelig havde Byron[CLXXXVII] havt den ulykkelige Ide at lade sig vælge ind i Bestyrelsen for Drurylanetheatret[af] og man begriber, med hvilke Øine hans Hustru[CLXXXVIII] saae det bestandige Forretningsforhold til Skuespillerinder, Sangerinder og Dandserinder. En Personlighed[CLXXXIX], der stod i Tjenesteforhold til Lady Byron[CXC], det Fruentimmer[CXCI], han har skildret i »A sketch[0065]« gav sig til at spionere og opbrød Byrons[CXCII] Gjemmer og Breve. Til Syvende og Sidst er her endnu et mørkt Punkt, hvortil jeg kommer tilbage.

En Maaned efter Barnets[CXCIII] Fødsel forlod den unge Hustru[CXCIV] efter fælles Bestemmelse det urolige og uhyggelige Hjem for at tilbringe nogen Tid hos sine Forældre; men neppe var hun ankommen dertil, før hendes Fader[CXCV] lod Byron[CXCVI] vide, at hun ikke vilde komme tilbage. Endnu, medens hun var underveis, havde hun tilskrevet ham et Brev (som nu er trykt), hvis Overskrift lyder »Dear Duck« (Søde Putte!) og hvis Underskrift er lige saa kjælen. Man begriber da Byrons[CXCVII] Overraskelse. Han svarede Faderen[CXCVIII], at han i denne Sag selvfølgelig ikke kunde anerkjende hans faderlige Myndighed, men maatte have sin Hustrues[CXCIX] Erklæ|413|ring; den faldt lige lydende ud. 1830 erklærede Lady Byron[CC] offentligt, at hun kun havde skrevet sin Mand saa kjærligt til i den Tro, at han var sindssvag, og at hun, hvis denne Antagelse havde stadfæstet sig, vilde have holdt trofast ud med ham, hvis ikke, paa ingen Maade vilde leve sammen med ham.

I et Novellefragment, forfattet af Byron[CCI] i 1817, hedder det i Overensstemmelse hermed: »Faa Dage efter reiste hun til Aragonien[ag] med sin Søn for at besøge sine Forældre. Jeg fulgte hende ikke strax, da jeg havde været i Aragonien[ah] før […] Medens Reisen stod paa, modtog jeg et meget kjærligt Brev fra Dona Josepha[ccii], der underrettede mig om hendes og min Søns Velbefindende. Efter hendes Ankomst til Slottet tilskrev hun mig et endnu kjærligere Brev, der i meget ømme og endog temmelig overgivne Udtryk anraabte mig om strax at reise til hende. Jeg forberedte mig netop til at forlade Sevilla[ai], da jeg modtog et tredie Brev, dette fra hendes Fader, der i de høfligste Udtryk opfordrede mig til at ophæve mit Ægteskab. Jeg svarede lige saa høfligt, at jeg ikke vilde gjøre noget saadant. Et fjerde Brev ankom fra Dona Josepha[cciii], i hvilket hun meddelte mig, at hendes Faders Brev var skrevet paa hendes udtrykkelige Ønske. Jeg spurgte med omgaaende Post om Grunden. Hun svarte med Expres, at da Grunde ikke havde Noget med den Sag at |414| gjøre, var det unødvendigt at give nogen – men at hun var en forurettet og fortræffelig Kvinde. Jeg spurgte da, hvorfor hun havde tilskrevet mig de to foregaaende, kjærlige Breve, der opfordrede mig til at komme til Aragonien[aj]. Hun svarede, at det var fordi hun troede, jeg var gal, og at jeg blot havde behøvet at begive mig paa Reisen alene, saa vilde jeg uden Vanskelighed være kommen til min Svigerfaders Slot og der have fundet den ømmeste af alle Hustruer og – en stram Spændetrøie.«

Saasnart Byrons[CCIV] Hustru[CCV] havde forladt ham, var han i Verdens Dom med eet Slag bleven en anden. Som han en Morgen efter »Childe Harolds[0066]« Udgivelse var vaagnet og havde fundet sig berømt, saaledes vaagnede han en anden Morgen og fandt sig anseet for infam og behandlet som fredløs.

Hvorledes gik det til? Aarsagerne ligge for Dagen. Aarsag var først og fremmest Misundelsen, ikke hin Gudernes Misundelse, som de Gamle ansaae for Kilden til de Stores Undergang, men Menneskenes smudsige og lave. Han stod saa høit; han var saa stor; med alle sine Feil var han intet Øieblik sunket til den spidsborgerlige Respectabilitets Niveau; i Tillid til sit Geni og sin Lykke havde han altid forsmaaet at vinde sig beskyttende Venner og været ligegyldig for, hvor mange Fjender han skabte sig paa sin Vei. |415| Til at tælle vare de allerede længe ikke mere. Misundelsen var først og fremmest hans Collegers, og blandt Misundelsens forskjellige Afarter er Skribent-Misundelsen en af de giftigste. Han havde haanet dem og kaldt dem Decadenceforfattere, berøvet Nogle af dem deres Navn og gjort Andre det umuligt at vinde et Navn – hvorfor skulde han forgudes og beundres og de altid forgjæves ordne deres Lokker til at modtage en Krands, som udeblev? Hvilken Lyst at rive ham ned fra Berømmelsens gyldne Trone og tilsøle ham i det Skarn, hvori de stod!

Han var længe mistænkt og hemmeligt hadet i det religiøst og politisk orthodoxe Selskab. De Par Stropher i »Childe Harold[0067]«, der i de forsigtigste Udtryk vove en Tvivl om et Gjensyn efter Døden, vare blevne mødte med forkjætrende Raab og en hel Bog »Anti-Byron« skrevet imod dem. Hans fire Linier til Prindsesse Charlotte[CCVI], der med Overskriften »Til en grædende Prindsesse[0068]« bleve trykte sammen med »Korsaren[0069]« og som trøste Prindsessen[CCVII] i Anledning af Prindsregentens[CCVIII] politiske Omslag, bragte det hele mægtige Toryparti i Fyr og Flamme imod ham. Men hidtil havde han som ved et usynligt Pandser været beskyttet af sin »prestige«; hvad Under, at man rettede den offentlige Mening imod ham nu, da hans Privatliv aabnede en Breche!

Lady Byron[CCIX] og hendes Familie levede selv|416|følgelig ganske efter Selskabets Hjerte og det var ikke vanskeligt at gjøre Den til et Monstrum, hvem en saadan Hustru[CCX] saae sig tvungen til at forlade. Rygterne begyndte, Bagvaskelsen fødtes, formedes, fik Fødder at gaae paa, Vinger at flyve med og svulmede mens dens fløi. Dens Stemme steg som det skildres i Basile’s[CCXI] berømte Arie[0070] fra en Hvidsken til en Susen, fra en Susen til en øredøvende Larm som en Torden mellem Bjerge. Hvo kjender ikke denne Concert, til hvis Iscenesættelse Gemenheden slaaer sig sammen med Enfoldigheden, og under hvis Opførelse Uvidenheden synger i Chor med den bevidste Nederdrægtighed, medens Skadefryden jublende slynger sine skarpeste Triller ind i Harmonien!

Misundelsen mod Byron[CCXII] gik i Hykleriets Tjeneste og virkede i dets Sold. Det civiliserede Hykleri har langt ind i det 19de Aarhundrede, i den religiøse Reactions Tidsalder, været den sociale Magt, hvis Autoritet kun ved sine Midlers Art, men ingenlunde ved deres Udstrækning og Virkekraft staaer tilbage for den, det 16de Aarhundredes Inquisitionstribunal besad. Saaledes bliver da, som Byron[CCXIII] i »Childe Harold[0071]« siger, »den offentlige Mening en Almagt, hvis Slør bedækker Jorden med Mørke, indtil Ret og Uret blive Tilfældigheder og Menneskene blegne for at deres egne Domme skulle blive altfor klare og deres frie Tanker Forbrydelser og Jorden faae altfor meget |417| Lys.« Og saaledes blev, som han i »Don Juan[0072]« udtrykker det, »Hykleriet en Vælde, som han maatte have 40 Præsters Kraft til værdig at besynge«.*)

*)
»Opinion an omnipotence – whose veil
Mantles the earth with darkness, until right
And wrong are accidents, and men grow pale
Lest their own judgments should become too bright
And their free thoughts be crimes, and earth have too much light.«
»Childe Harold« IV 93.[0073]
»Oh for a forty-parson power to chant
Thy praise, Hypocrisy! oh for a hymn
Loud as the virtues thou dost loudly vaunt
Not practise! Oh for trump of cherubim!«
»Don Juan« X 34.[0074]
Det kunde ikke være anderledes i en Tid, der frembyder saa mange Analogier med den Epoche, der betegner den antike Livsanskuelses Opløsning, en Tid, i hvilken en gammel theologisk Verdens- og Livs-Anskuelse, paa alle Punkter undergravet og gjennemhullet af Videnskaben, ude af Stand til at hævde sig ved sin egen indre Sandhed nødes til at klamre sig til det høiere Selskabs conventionelle Moral, og stive denne op til det Yderste for dog at have en Støtte, og i hvilken den kirkelige Autoritet og den spidsborgerlige Conservatisme staae som to Vaklende, der støtte hinanden. Kaster man Blikket ud over Europas Psychologi i Aarhundredets Begyndelse, da tager |418| det sig formeligt ud, som om alt det Hykleri, der havde spiret hos de franske Emigranter, der var steget og steget i den tydske Romantik, og som havde taarnet sig op under Reactionen i Frankrig nu styrtede ned over den ene Mands Hoved.

Den ædle Macauley[CCXIV] siger i Anledning heraf: »Jeg kjender intet saa latterligt Skuespil som det britiske Publicum under et af dets periodiske Anfald af Moralitet. I Almindelighed gaae Bortførelser, Skilsmisser og Familietrætter hen uden at vække Opmærksomhed. Vi læse Skandalen, tale om den en Dags Tid og glemme den. Men een Gang hvert sjette eller syvende Aar bliver vor Dyd krigerisk. Vi kunne ikke taale, at Religionens og Sædelighedens Regler blive saaledes krænkede. Vi maa danne et Bolværk mod Lasten. Vi maa vise de Letfærdige, at det engelske Folk kjender Vigtigheden af de huslige Baand. Følgelig bliver en eller anden ulykkelig Mand, der i ingen Henseende er mere fordærvet end hundrede andre, hvis Overtrædelser ere blevne behandlede med megen Mildhed, udpeget som Syndebuk. Hvis han har Børn, blive de tagne fra ham; har han en Livsstilling, bliver han fordrevet fra den; de høiere Klasser hilse ham ikke, de lavere hysse og pibe af ham. Han bliver en Art Pidskedreng, ved hvis Straf og Smerter man paa samme Tid straffer alle Ugjerningsmænd af hans Art. Vi tænke saa med indre Velbehag paa |419| vor egen Strenghed og sammenligne med megen Stolthed Englands høie Trin af Moralitet med Pariserletfærdigheden. Tilsidst er da vor Forbitrelse tilfredsstillet. Vort Offer er ruineret eller har græmmet sig ihjel, og vor Dyd lægger sig til at sove igjen for de næste syv Aar«.*)

*) Macauley: »Essays[0075]«.

Vare Aarsagerne til Byrons[CCXV] Fald af compliceret Natur, saa var Midlet des mere enkelt, det eneste virksomme, der i saadanne Tilfælde gives: Pressen. Allerede i Anledning af hans Vers[0076] til Prindsesse Charlotte[CCXVI] havde Bladene grebet til de laveste Bagvaskelser imod ham, og der var i flere af dem en staaende Rubrik for smudsige Udfald mod den store Digter. Nu kunde Angrebene paa hans Privatliv tumle sig frit i Kraft af den Anonymitet, som trods al den Unatur og Corruption den medfører, er herskende i den engelske Presse. Anonymitetens Betydning er i Virkeligheden kun den, at den usleste Stymper, som neppe formaaer at holde den Pen, hvormed han lyver, kan sætte den offentlige Menings moralske Trompet for sin Mund og i Tusinder af Exemplarer lade den krænkede Dyds Stemme komme tilorde. Og ikke nok med at den enkelte Anonyme bliver Almenhed i de mange Exemplarer, han kan tilmed som anonym antage Hundreder af Skikkelser, skrive under alle mulige Mærker og i et Du|420|sin forskjellige Aviser; og vilde een eneste Smører være nok til at forsyne en hel Presse med lave Udfald mod en enkelt i den offentlige Menings Øine fredløs Mand, hvorledes maatte da ikke Angrebene hagle ned over Byron[CCXVII], hvis Fjenders Navn var legio! Han erindrede senere kun faa af de Skjældsord, hvormed Pressen overfaldt ham. Han blev kaldt Nero[CCXVIII], Apicius[CCXIX], Caligula[CCXX], Heliogabal[CCXXI] og Henrik den 8de[CCXXII], det vil sige, han blev beskyldt for alle Former af lav Grusomhed, af vanvittig Raahed, af dyrisk og unaturlig Vellyst, han blev afmalet med alle de Farver, Lumpenheden har paa sin Palet. Af alle hine Beskyldninger var den frygteligste den, der allerede da gik Pressen rundt og som satte Brændemærket paa det ham dyrebareste Væsens Pande, Beskyldningen for at leve i Blodskam med sin Søster[CCXXIII]. Og til alt dette ingen Mulighed for Svar. Hvo kan slaaes med Gadesnavset, som besudler En!

Rygterne fore fra Mund til Mund. Da Skuespillerinden Mrs. Mardyn[CCXXIV] optraadte paa Drurylane-Theatret[ak] umiddelbart efter Skilsmissen, blev hun hysset og pebet ud af Scenen, fordi den rent ud af Luften grebne Sladder havde udbredt sig blandt Tilskuerne, at denne Dame, med hvem Byron[CCXXV] i Alt havde talt et Par Gange, stod i et Kjærlighedsforhold til ham. Han selv kunde aldrig gaae ud uden Fare. Han blev paa Gaden og paa |421| Veien til Parlamentet, hvor Alle lode som om de ikke kjendte ham, insulteret af den dannede Pøbel.

Da intet Forsvar var muligt, maatte han, saa stolt som han var, bøie Hovedet og vige Pladsen. Han følte, som han siger, »at naar de Bagvaskelser, man hvidskede og udtalte, havde Grund, saa passede han ikke mere for England; havde de ingen Grund, saa passede England ikke mere for ham.« Den 25de April 1816 indskibede han sig for aldrig mere at vende levende tilbage. – Fra dette Øieblik daterer Byrons[CCXXVI] sande Storhed sig. Edinburgherkritiken havde første Gang vakt ham til aandelig Bedrift. Dette nye Slag slog ham til Ridder. Der er absolut og aldeles ingen Sammenligning mulig mellem hvad Byron[CCXXVII] har skrevet før og efter hvad han opfattede som sin store Ulykke. Denne Ulykke sendtes ham af Historiens Genius for at rive ham ud af en bedøvende Forgudelse, og for at fjerne ham fuldstændigt fra hele den slappende Sammenhæng med det Samfund og den Samfundsaand, mod hvilken det var hans historiske Kald med mere Held og mere Kraft end nogen Anden at fremmane Oppositionen.

  • XVII.
    højresiderne i kapitel 17 har i førsteudgaven klummetitlen »Byron. Den individuelle Lidenskabelighed.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
  • »Mig skulde man … stærkere end dem Alle,«
    ikke et citat, men GB's sammenfatning.
  • Tout à coup au milieu … C’est le lion
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 503): »Pludselig, midt under den uhyggelige Stilhed, / der stiger og vokser, stum og hørlig paa én Gang, / løfter sig en Brølen, en frygtelig og lang. / Det er Løven«; af Victor Hugos digt »La Caravane«, 1853 Hugo 1853:309.
    Victor Hugo: Châtiments, 1853.
    .
  • »Ret aldrig kan jeg glemme … at den sang.«
    af et digt uden titel af Christian Winther. Digtet blev første gang trykt i 1860 Winther 1860, 3:284.
    Christian Winther: Christian Winthers Samlede Digtninger, vol. 1-11, 1860-1872.
    .
  • »Til Een«, Nr. 139
    »Til Een« er en genkommende samletitel i en række af Christian Winthers værker i perioden 1843-1872. Ved Winthers død i 1876 var i alt 177 digte udkommet under denne titel, og efter hans død fremkom endnu en lang række. Nummereringen af digtene blev indført i den store 11-binds-udgave af Christian Winthers Samlede Digtninger, 1860-1872.
  • den grimme Ælling sporer sin Svanenatur
    allusion til H.C. Andersens eventyr »Den grimme Ælling« (fra Nye Eventyr, 1844), hvor den grimme ælling, der må gå så meget ondt igennem, til sidst bliver en smuk svane.
  • ex ungve leonem
    (lat.) på kloen (kender man) løven.
  • at Vers kun er Prosa
    af William Wordsworths forord til 1800-udgaven af Lyrical Ballads, 1798 Wordsworth 1969, 2:392.
    William Wordsworth: The Poetical Works of William Wordsworth, vol. 1-5, Ernest De Selincourt et al. (red.), 1967-1972 (Second Edition (reprint)).
    .
  • Aristophanes’s Invectiver mod Euripides’s Helte
    der sigtes formentlig til Aristofanes' komedie Frøerne, hvori han angriber Euripides og hans værker. I komedien rejser Dionysos til Hades for at bringe den nyligt afdøde Euripides tilbage til livet. Her ender guden som dommer i en konkurrence mellem Euripides og Aischylos om, hvem der er den største tragediedigter. Aischylos vinder let - bl.a. gennem en kritik af Euripides' figurer, som han ikke finder heroiske - og Dionysos beslutter at tage Aischylos med. Til sidst bestemmer Aischylos, at den nyligt afdøde Sofokles skal have hans stol - og ikke Euripides.
  • Da Byron traadte ind … reise udenlands.«
    gengivet med udeladelser efter Charles Robert Dallas' Recollections of the Life of Lord Byron, 1824 Dallas 1824:53-54.
    Robert Charles Dallas: Recollections of the Life of Lord Byron, 1824.
    .
  • »at hvo der kun har seet … Gjenstanden selv.«
    omtrentligt gengivet citat fra et brev fra Byron, dateret 2.11.1808, til Catherine Byron Byron 1833, 1:221.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »et fordømt Sted«
    af et brev fra Byron, skrevet august 11.8.1809, til Catherine Byron Dallas 1825, 1:91.
    Robert Charles Dallas: Correspondence of Lord Byron, with a Friend, vol. 1-3, 1825.
    .
  • dets saakaldte Seir ved Madrid
    der sigtes til et slag ved den spanske by Talavera (beliggende syd for Madrid), hvor en engelsk-spansk hær 27.-28.7.1809 besejrede en fransk hær.
  • kalde Napoleon sin Helt
    der sigtes formentlig til Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 17:23.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Kampene mellem den røde og hvide Rose
    der sigtes til række krige i årene 1455-1485 mellem de engelske adelshuse York og Lancaster, der begge gjorde krav på den engelske trone. Krigene er af en senere tid blevet kaldt Rosekrigene, da begge huse fører en rose i deres våbenmærke (Lancaster en rød, York en hvid).
  • Pottemagerarbeide … i »Don Juan«
    af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 15:250.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Jeg hader … endnu flere Taabeligheder.«
    af Edward John Trelawnys Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858 Trelawny 1858:204.
    Edward John Trelawny: Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858.
    .
  • »vilde Mænds trodsige Amme«
    af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:81.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Ulven streifer … end Ulv og Ørn.«
    omtrentlig gengivelse af to vers fra Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:83.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Whatever in … The workings of his heart
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 506): »Hvad han i disse Egne fandt / uregelret, hans Hjerte vandt / som Syn, som Lyd, som Sag. / Det vakte en beslægtet Klang, / retfærdiggjorde ved sit Hang / hans eget Hjertes Slag«; af William Wordsworths digt »Ruth«, 1800 Wordsworth 1969, 2:231.
    William Wordsworth: The Poetical Works of William Wordsworth, vol. 1-5, Ernest De Selincourt et al. (red.), 1967-1972 (Second Edition (reprint)).
    .
  • »Naturtilstanden«
    der sigtes til Jean-Jacques Rousseaus overvejelser om muligheden for at undgå eller vende sig fra den ødelæggende effekt, civilisationen har på det fra fødslen naturlige barn (menneske) - en tilbagevenden til naturen. Overvejelserne kom bl.a. til udtryk i det i samtiden voldsomt omstridte værk Émile, ou De l'éducation, 1762.
  • »Here, the self-torturing sophist … feelingly and fast.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 507) følger GB Adolf Hansens oversættelse Junker Harolds Pilgrimsfart, 1880, s. 113. GB anfører selv, at han anvender Hansens oversættelse »en Smule tillempet«. Det i teksten citerede er fra Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:167.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • i en Nat, som Byron har besunget
    der sigtes til Byrons digt »Stanzas«, 1812, der i senere udgaver har titlen »Stanzas Composed During a Thunderstorm« Byron 1833, 7:311.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • II 67
    den af GB omtalte krigsdans beskrives i Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818, 2. sang, strofe 71-72 Byron 1833, 8:96-97.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • den engelske Plyndring af Parthenonssculpturerne
    der sigtes til den omfattende nedtagning af en stor del af skulpturerne i Parthenon, der fandt sted i begyndelsen af 1800-tallet. Bagmanden var den adelige englænder Thomas Bruce Elgin, som i 1799 var blevet britisk ambassadør i Tyrkiet. Han udkastede en plan for at nedtage og transportere store dele af skulpturerne i Parthenon til England, og han fik tilladelse til projektet af den tyrkiske sultan, der da havde magten i Grækenland.
  • sin bekjendte Svømmetur … til Abydos
    der sigtes til Byrons berømte svømmetur 3.5.1810, hvor han krydsede Hellespont (Dardanellerne) - det smalle stræde mellem Europa og Asien i det nordvestlige Tyrkiet. Nærmere bestemt svømmede Byron fra den thrakiske oldtidsby Sestos i det nordøstlige Grækenland til den asiatiske oldtidsby Abydos.
  • som han omtaler i »Don Juan«
    se Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 15:246.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Marquis’en af Sligo’s Brev til Byron
    der sigtes til et brev fra Peter Browne Howe, 2. Marquis of Sligo, dateret 31.8.1813, til Byron Byron 1833, 2:189-190.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Newstead
    Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
  • »Ak, jeg havde kun en eneste Ven og hun er død.«
    af Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 2:34.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Del mindre Digte … Spenser-Stanzer,«
    af Charles Robert Dallas' Recollections of the Life of Lord Byron, 1824 Dallas 1824:113.
    Robert Charles Dallas: Recollections of the Life of Lord Byron, 1824.
    .
  • Burun
    tidlig bogstavering af det slægtsnavn, der senere blev til Byron.
  • den tragiske »Pose«
    ***.
  • Jomfrutale
    talen blev holdt i The House of Lords (Overhuset) 27.2.1812. Byron overdrog senere manuskriptet til talen til sin ven Charles Robert Dallas, der lod den trykke i sin Recollections of the Life of Lord Byron, 1824, s. 205-218. I en samtidig udgave af Byrons taler bærer talen titlen »Debate on the Frame Work Bill« Byron 1824:5-16.
    George Gordon, lord Byron: The Parliamentary Speeches of Lord Byron, 1824.
    .
  • »Gran af sund Menneskeforstand«
    citatet er ikke identificeret; der er formentlig blot tale om en talemåde, hvilket understøttes af at Brandes i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 511) udelader citationstegnene.
  • anden Parlamentstale
    talen blev holdt i The House of Lords (Overhuset) 21.4.1812 og bærer i en samtidig udgave af Byrons taler titlen »Debate on the Earl of Donoughmore's Motion for a Committee on the Roman Catholic Claims« Byron 1824:17-39.
    George Gordon, lord Byron: The Parliamentary Speeches of Lord Byron, 1824.
    .
  • Katholikernes Emancipation
    dvs. de engelske og irske katolikkers kamp i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet for at få ophævet en række lovmæssigt gældende begrænsninger af katolikkers rettigheder i landene.
  • »Da begge Partier … fem Millioner Mennesker.«
    af Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 2:149.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Hvor det maa være … hendes Kammerjomfru«
    omtrentligt gengivet citat fra et brev fra Byron, dateret 28.8.1813, til Thomas Moore Byron 1833, 2:235.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Plus labora celare virtutes quam vitia
    (lat.) Anstreng dig mere for at skjule dyderne end lasterne.
  • »Jeg troer at have seet … man kunde drømme.«
    sammensat citat fra John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 4:104.
    John Gibson Lockhart: Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, vol. 1-7, 1837-1838.
    .
  • »Dette blege Ansigt er min Skjæbne.«
    af John Gibson Lockharts Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, 1837-1838 Lockhart 1837, 4:104.
    John Gibson Lockhart: Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, vol. 1-7, 1837-1838.
    .
  • Newstead
    Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
  • »hvilke han … Duer fra samme Slag.«
    af Thomas Medwins Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824 Medwin 1824:67.
    Thomas Medwin: Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824.
    .
  • thi Ro er … for stærke Hjerter
    af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:150.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Bakchantinder, enthusiastiske Kvinder«
    af Frederik Paludan-Müllers versroman Adam Homo, 1842-1849 Paludan-Müller 1849, 2:304.
    Frederik Paludan-Müller: Adam Homo, vol. 1-3, 1849 (Revideret Udgave).
    .
  • Ved at splitte hans Hjerte … maa Alle henrykke
    af Frederik Paludan-Müllers versroman Adam Homo, 1842-1849 Paludan-Müller 1849, 2:303.
    Frederik Paludan-Müller: Adam Homo, vol. 1-3, 1849 (Revideret Udgave).
    .
  • »Lady Westmoreland lærte ham … alle paa Flugt.«
    sammensat citat fra Lady Morgans Memoirs, 1862 Morgan 1862, 2:200-201.
    Lady Morgan: Memoirs, vol. 1-2, William Hepworth Dixon (red.), 1862 (udkom posthumt).
    .
  • bon ton
    (fr.) god tone; samfundets øverste lag, overklassen.
  • Hamlets skruede Billet til Ophelia
    der sigtes til et højstemt kærlighedsbrev fra Hamlet til Ophelia i Shakespeares Hamlet, 1600-1601, II.2. Brevet læses højt af Polonius Shakespeare 2005:693.
    William Shakespeare: The Complete Works, Stanley Wells & Gary Taylor (red.), 2005 (Second Edition).
    .
  • »Hvis Taarer, som Du saae … lyster at bestemme.«
    af Byrons afskedsbrev til Lady Caroline Lamb. Brevet blev af Lamb sendt til Lady Morgan med et følgebrev dateret 2.6.[1812] Morgan 1862, 2:204-206.
    Lady Morgan: Memoirs, vol. 1-2, William Hepworth Dixon (red.), 1862 (udkom posthumt).
    .
  • »de utroligste Løfter«
    af grevinde Teresa Guicciolis Lord Byron jugé par les témoins de sa vie, 1868 Guiccioli 1868, 1:79.
    Teresa Guiccioli: Lord Byron jugé par les témoins de sa vie, vol. 1-2, 1868.
    .
  • »ingenlunde i den Hensigt … paa sig eller ham.«
    løst gengivet citat fra grevinde Teresa Guicciolis Lord Byron jugé par les témoins de sa vie, 1868 Guiccioli 1868, 1:79.
    Teresa Guiccioli: Lord Byron jugé par les témoins de sa vie, vol. 1-2, 1868.
    .
  • Bogen har dette Motto af »Korsaren
    lady Caroline Lambs anonymt udgivne roman Glenarvon, 1816, har ikke et motto af Byrons digt The Corsair, 1814, men af Dantes La Divina Commedia (skrevet ca. 1307-1321, trykt 1472). Ophavet til forvirringen er formentlig Thomas Moore, der i sin »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830, fejlagtigt anfører, at Glenarvon bærer et motto fra The Corsair Byron 1833, 3:249.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Han efterlod et Navn … tusinde Laster«
    tilpasset citat fra Byrons digt The Corsair, 1814 Byron 1833, 9:334.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Hvis hans Væsen … i lige Grad.«
    sammensat citat fra lady Caroline Lambs anonymt udgivne roman Glenarvon, 1816 Lamb 1816, 2:148.
    Lady Caroline Lamb: Glenarvon, vol. 1-3, 1816 (udkom anonymt).
    .
  • Newstead
    Newstead Abbey; Byronfamiliens gods beliggende i Nottinghamshire.
  • »smukt skrevet«
    af Thomas Moores »Notices of the Life of Lord Byron«, 1830 Byron 1833, 3:114.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Jeg er meget forelsket … i denne Situation,«
    af et brev fra Byron, dateret 5.10.1814, til den ikke nærmere identificerede The Countess of *** Byron 1833, 2:117.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Jeg er nu den Lykkeligste … blevet forlovet.«
    løst gengivet citat fra et brev fra Byron, dateret 3.8.1814, til Thomas Moore Byron 1833, 3:100.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • at han skjælvede og gav forkerte Svar
    af Thomas Medwins Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824 Medwin 1824:38.
    Thomas Medwin: Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824.
    .
  • »Sirupsmaaneden«
    dvs. hvedebrødsdagene; af et brev fra Byron, dateret 2.2.1815, til Thomas Moore Byron 1833, 3:145.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Jeg tilbringer min Tid … i Haven.«
    sammensat citat fra et brev fra Byron, dateret 2.3.1815, til Thomas Moore Byron 1833, 3:152.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Jeg lever her … godt Lune.«
    sammensat citat fra et brev fra Byron, dateret 8.3.1815, til Thomas Moore Byron 1833, 3:154.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • et Brev … »Dear Duck« (Søde Putte!)
    brevet, der indledes med ordene »Dearest Duck« og er dateret 16.1.1816, blev bl.a. trykt i John Cam Hobhouses (lord Broughton) posthumt udkomne Contemporary Account of the Separation of Lord and Lady Byron, 1870 Hobhouse 1870:15.
    John Cam Hobhouse (Broughton): Contemporary Account of the Separation of Lord and Lady Byron, 1870 (udkom posthumt).
    .
  • »Faa Dage efter … en stram Spændetrøie.«
    sammensat citat fra et fragment af Byron, som Thomas Moore lod trykke i sin udgave af Byrons værker Byron 1833, 15:126.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Anti-Byron« skrevet imod dem
    Byron omtaler »Anti-Byron« flere steder, bl.a. i et brev til Thomas Moore af 2.4.1814. Det fremgår af brevet, at der er tale om et langt digt, som Byron har læst i manuskript, og at Byrons ven og forlægger John Murray har nægtet at udgive det Byron 1833, 3:62.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • bleve trykte sammen med Korsaren
    Byrons The Corsair, 1814, kom i udgivelsesåret i en lang række udgaver. Digtet »Lines to a Lady Weeping«, der i 1812 var blevet trykt anonymt under titlen »Sympathetic Address to a Young Lady«, blev optaget i 2. udgave med en række andre digte.
  • som det skildres … Torden mellem Bjerge
    der sigtes til en arie sunget af karakteren Don Basilio i første akt (16. scene) af Gioacchino Rossinis opera Il barbiere di Siviglia (uropført 1816 i Rom med italiensk tekst af Cesare Sterbini).
  • det 16de Aarhundredes Inquisitionstribunal
    der sigtes til 'grundlæggelsen' af den romerske inkvisition i i 1542 med oprettelsen af inkvisitionskongregationen som en helt central overmyndighed.
  • »den offentlige Mening … altfor meget Lys.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 522) er GB's oversættelse på vers: »[den offentlige mening er en almagt,] der har lagt / sit Mulm om Jorden, saa hver Forskel døde / paa Godt og Ondt, saa Slægten staar forsagt / og ræd, at Aandens Lys for stærkt skal gløde / og at dens Tænken-frit skal kunne kaldes Brøde«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:232.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Hykleriet en Vælde … værdig at besynge«
    prosaoversættelse af en del af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:315.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Opinion an omnipotence … too much light«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 522): »[den offentlige mening er en almagt,] der har lagt / sit Mulm om Jorden, saa hver Forskel døde / paa Godt og Ondt, saa Slægten staar forsagt / og ræd, at Aandens Lys for stærkt skal gløde / og at dens Tænken-frit skal kunne kaldes Brøde«; af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:232.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Oh for a forty-parson … trump of cherubim!«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 522): »Et Brøl paa fyrretyve Præsters Kraft! / o giv mig det - saa skal jeg brøle ud / din Pris, o Hykleri! og højt og lavt / din Lov skal tone - eller lad gaa Bud / og stød i Cherubim-Basuner bravt!«; af Byrons Don Juan, 1819-1824 Byron 1833, 16:315.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Jeg kjender intet … de næste syv Aar«
    sammensat citat fra Thomas Babington Macaulays anonyme anmeldelse fra juni 1831 af Thomas Moores Letters and Journals of Lord Byron: with Notices of his Life, 1830 Macaulay 1831:547-548.
    Thomas Babington Macaulay: »Letters and Journals of Lord Byron: with Notices of his Life«, The Edinburgh Review (juni), 1831 (anonym anmeldelse af Thomas Moores værk fra 1830).
    .
  • Pidskedreng
    fordanskning af det tyske »prügelknabe«, dvs. en person der, ofte uretmæssigt, får straffen eller skylden for andres fejl.
  • »at naar de Bagvaskelser … ikke mere for ham.«
    tilpasset citat fra Byrons posthumt trykte »Some Observations upon an Article in Blackwoods's Magazine, No. XXIX, August, 1819«, 1833 Byron 1833, 15:66.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«