Naturalismen i England (1875)

XV.

Ifald man i Aaret 1820 havde spurgt en retskaffen og velbelæst Engelskmand: Hvem er Shelley[I]? da vilde han, hvis han var istand til at give et Svar, uden Tvivl have svaret:

Det skal være en daarlig Poet med afskyelige Meninger og af en mere end tvivlsom Charakter. »Quarterly Review[0001]«, der ikke løber med Sladder, siger om ham, at hans Liv er »sammensat af lav Hovmod, kold Egoisme og umandig Grusomhed« samt at det fremherskende Charaktermærke i hans Poesi er dens fuldstændige Mangel paa Mening. Han har nylig udgivet et Drama, »Prometheus[0002]«, hvis Vers i »Revuen[0003]« betegnes som en melancholsk forfjamsket Prosa, der er bleven tummelumsk, og Pressen er enstemmig, thi i »Litterary |301| Gazette[0004]« staaer der om Bogen, at var man ikke underrettet om det Modsatte, vilde man antage det for afgjort, at Forfatteren var ligesaa gal som hans Principer ere latterligt slette, da hans Poesi er en Melange af Nonsens, Lapseri, Armod og Pedanteri. Her staaer det: »Dette stupide Vaas af en Deliriumsdrømmer« – og med hviskende Røst vilde Manden maaskee have tilføiet: Der er gaaet meget slemme Rygter om ham, »Litterary Gazette[0005]«, der altid har været streng imod Religionens Fjender, ymter Noget om Blodskam. »For saadan en Mand vilde det være en fuldkomment simpel Ting at berøve en tillidsfuld Fader hans Døtre og leve i Blodskam med alle Medlemmerne af en Familie, hvis Sædelighed var ruineret ved Forførerens nedrige Sophisteri.« Selv om disse Udtryk nu ere noget stærke, er det neppe troligt, at de ere ufortjente; thi »Blackwood Magazine[0006]«, det eneste Tidsskrift, der har behandlet denne Poet nogenlunde naadigt, siger om hans »Prometheus[0007]«, at der »umuligt kan existere en mere pestførende Blanding af Gudsbespottelse, Oprørsaand og Sandselighed« – og De har vel hørt Campbells[II] udmærkede Vittighed om Bogen: »Den løsbundne Prometheus, det troer jeg, hvem vilde vel la’e den binde!«

Og havde man 2 Aar senere, da denne saa ufordelagtigt bedømte Digter var død, henvendt sig til hans Forlægger[III] for at høre om hans saa |302| stærkt angrebne Poesier ikke i det mindste havde fundet Kjøbere, da vilde Forlæggeren[IV] ganske sikkert have beklaget den daarlige Forretning og oplyst Spørgeren om, at der i Shelleys[V] hele Levetid ikke var blevet solgt 100 Exemplarer af noget af hans Digte (»Queen Mab[0008]« og »Cencierne[0009]« undtagne) ja at selv 10 Exemplarer vilde være for meget sagt for »Adonais’s[0010]« og »Epipsychidion’s[0011]« Vedkommende.

Hvor ganske anderledes vilde Svaret lyde nu, hvis Nogen nutildags spurgte, hvem Shelley[VI] var – dog nutildags er der i England ikke mere Nogen, der spørger.

Den 4de August 1792 blev Englands største Lyriker født. Paa samme Dag, som i Paris[a] Revolutionens Høvdinge Santerre[VII], Camille Desmoulins[VIII] og Andre holdt Møde i et Hus paa Boulevarden[b] for at træffe Aftaler, der faa Dage efter skulde styrte Monarchiet i Frankrig, fødtes i Field Place[c], i Sussex[d] i England en smuk lille Dreng med mørkeblaa Øine, hvis Liv skulde blive af større og varigere Betydning for Menneskeaandens Frigjørelse end Alt, hvad der i Frankrig skete i Augustmaaned 1792. Hans Navn blev – ikke fuldt 30 Aar derefter – indristet paa den Gravsten paa den protestantiske Kirkegaard i Rom[e], under hvilken hans Aske hviler: Percy Bysshe Shelley[IX], og derefter er tilføiet disse Ord: Cor cordium.

Cor cordium, Hjerternes Hjerte, det var de |303| simple og dybe Ord, i hvilke Shelleys[X] unge Hustru[XI] indbefattede hans Væsen, de sandeste og dybeste, der kunde siges om ham.

Han fødtes i en gammel adelig og anseet Familie. Hans Fader[XII] var Baron og Besidder af en betydelig Formue, en borneret Mand, Tilhænger af alt Bestaaende blot fordi det bestod. Men Uregelmæssighed var ligefuldt traditionel i Shelleys[XIII] Slægt som Vildskab og Voldsomhed i Byrons[XIV]. Bedstefaderen[XV], en urolig og excentrisk Mand, havde bortført tre Kvinder, og to af hans Døtre bleve atter bortførte – Træk, hvorom man mindes ved Begivenhederne i Sønnesønnens[XVI] Liv paa samme Maade som man ved saa mangen en Handling af Byron[XVII] mindes om at et Fond af utæmmet og hensynsløs Lidenskabelighed var hans uomtvistelige Fædrene- og Mødrene-Arv. Dog, Uregelmæssigheden var kun den ydre og lidet betydende Side af Shelleys[XVIII] Natur og Existens. Den var kun et Symptom paa den dybe Modtagelighed og Sensibilitet, der tidligt møder Betragteren af hans Liv. I Skolen oprøres han selv mishandlet over de Mishandlinger, hvorfor de svagere og yngre Disciple efter engelsk Vis vare udsatte af de større og af Lærerne. Ingen synes som han at have været udseet til Offer for den Art Brutalitet som for alle de Brutaliteter, der mødte ham siden; thi Alt hvad der var lavt og dumt og smudsigt havde en |304| naturlig Antipathi imod ham, og han gik aldrig paa Accord med Noget eller Nogen af den Art.

Man har en tydelig Forestilling om det Indtryk, han ved sin første Udtræden i Livet modtog, naar man læser et vercificeret Fragment, der efter hans Død fandtes paa en Lap Papir:

»Ak, dette er ikke, hvad jeg troede Livet var: Jeg vidste vel, at der var Forbrydelser og onde Mennesker og Elendighed og Had, heller ikke haabede jeg at slippe igjennem urørt af Lidelser, men i mit eget Hjerte saae jeg som i et Speil de Andres«.

Han væbnede, siger han, sit Hjerte med et trefold Pandser af rolig Standhaftighed. Men forud for den passive Modstandskraft hos ham gik den lidenskabelige Indignation. Dette Hjerte, som han væbnede med Udholdenhed, var for sværmerisk og brændende til ikke at nære Angrebsplaner bag sin Ringmur. I Indledningen til »Revolt of Islam[0012]« mindes han den Time, da hans Aand først vaktes af sin Søvn:

»Det var en frisk Maimorgen, da jeg gik hen over det dugglimtende Græs og græd, jeg vidste ikke hvorfor, indtil der fra den nære Skolestue hævede sig Stemmer, der ak kun vare et Echo fra en Verden af Kvaler, af den raa og skurrende Strid mellem Undertrykkere og Undertrykte. Da knyttede jeg mine Hænder og saae mig omkring, og da Ingen var nær nok til at spotte mine strøm|305|mende Taarer, saa sagde jeg uden at skamme mig: Jeg vil være vis og retfærdig og fri og mild; thi jeg er træt af at see de Selviske og Stærke bestandig tyrannisere, uhindrede og uimodsagte. Jeg holdt da mine Taarer tilbage og blev blød og kjæk«.

Den Slægt, der fødtes samtidigt med den første franske Republik og under samme Stjerner, var tidligt modnet til Kritik af den hele bestaaende Tradition. Shelley[XIX], der allerede i Skolen saae Undertrykkelseslyst og paataget Religiøsitet følges ad, og i hvis Hænder meget tidligt de franske Encyclopædisters og Humes[XX], Godwins[XXI] og andre engelske Fritænkeres Skrifter faldt, raisonnerede allerede som halv Dreng over Menneskeslægtens Historie, Formaal og Vildfarelser ungdommeligt, men frit, i det 18de Aarhundredes Aand.

Hvad hans Kammerater senere huskede om ham var det Brud paa skyldig Pietet og Loyalitet, at han »talte Ondt om sin Fader og Kongen.« Han gik mellem Drengene under Navnet »gale Shelley« eller »Atheisten Shelley«, og saaledes blev for første Gang det hadefulde Ord knyttet til hans Navn, der hele hans Liv igjennem skulde forblive koblet til det, for at da atter dertil enhver Forhaanelse og Forsmædelse kunde hægtes.

Jeg kan ikke dvæle ved de Facta i Shelleys[XXII] Liv, som Enhver, der har hørt hans Navn, er |306| idetmindste overfladisk bekjendt med: hvorledes han som 18aarig Student havde den snurrige Vane at skrive sine politiske og sociale Tvivlsmaal ned i Brevform og sende disse Breve til forskjellige mere eller mindre bekjendte men ham ubekjendte Personer, hvem han bad gjendrive de og de Argumenter, som han for sin Part ikke var istand til at finde Bevisgrunde imod, hvorledes af disse Breve, der for største Delen vare Excerpter af Humes[XXIII] og de franske Materialisters Værker en lille nu forsvunden anonym Brochure »Atheismens Nødvendighed[0013]« fremgik, der endte med et Q. E. D. og som Shelley[XXIV] i det naive Haab at indvirke reformerende paa sin Samtids Bevidsthed indsendte til Biskoppernes Overret. Hvad der fulgte er ligeledes bekjendt. Han blev angivet som Forfatter, bortjaget fra Universitetet, udvist af sit Fædrenehjem. Vi tro ikke mere nutildags, at nogen alvorlig videnskabelig Overbevisning, hvorledes den end lyder, bør hidføre beskjæmmende Straf for den, der bekjender sig til den; men dobbelt urimelig bliver den Straf, der ramte Shelley[XXV], derved, at han i Virkeligheden i sin Brochure, hvis Hovedindhold udgjør Noterne til »Queen Mab[0014]«, ikke er mere Atheist end f. Eks. Ørsted[XXVI] er det i sin bekjendte Bog »Aanden i Naturen[0015]«. Han har paa hin Tid endnu ikke nogen consequent og sammenhængende Livsbetragtning, han er kun klar over det ene Hovedpunkt, at han hverken er en |307| Tilhænger eller nogensinde vil kunne blive en Tilhænger af nogen positiv Religion. Men iøvrigt forenes materialistiske Indtryk fra hans Lecture hos ham med en sværmerisk Pantheisme, som han aldrig opgav. Da Trelawny[XXVII] i Shelleys[XXVIII] Dødsaar spurgte ham: Hvorfor har De kaldt Dem selv en Atheist? svarede derfor Shelley[XXIX]: Jeg brugte Ordet for at udtrykke min Afsky for Overtro; jeg tog det op som en Ridder i gamle Dage tog en Handske op for at trodse Uretfærdighed.

Shelley[XXX] var voxet op, høj og spinkel, smal over Skuldrene, Trækkene uregelmæssige, men Munden ualmindelig skjøn, attraaende og klog, Øiet kvindeligt og næsten seraphisk i sit Blik, Udtrykket uendelig omskifteligt og vexlende, snart som var han kun 19, snart som var han 40 Aar gammel. I de 10 Aar, han endnu havde tilbage at leve i, blev hans Udseende mandigere, dog gjorde det imellemstunder et halvt drengeagtigt, halvt kvindeligt Indtryk. Man vil maaskee erindre Trelawnys[XXXI] Forbauselse under hans tidt citerede første Møde med Shelley[XXXII]. Var det muligt, at denne mildtudseende skægløse Yngling kunde være det Uhyre, der laa i Krig med Verden og som af sine Rivaler blev denunceret som Grundlægger af en djævelsk Skole i Litteraturen? Paa hin Tid vexlede hans Udtryk, hvis herskende Charakter var Raskhed og Bestemthed mellem Alvor, Glæde, rørende Sorg og ligegyldig Træthed. Det har hyppigt stemt med |308| Ordene i hans Digt[0016] til Edward Williams[XXXIII]: »Af Had er jeg stolt, tilfreds med Haan; Ligegyldighed, der engang saarede mig, er nu selv bleven mig ligegyldig«. Iøvrigt saae han, for at bruge et Udtryk af en af hans Ungdomsvenner, overnaturligt intelligent ud, og Mulready[XXXIV], en dengang berømt Portraitmaler, erklærede det for umuligt at male Shelley[XXXV], han var »altfor deilig«.

Det er da som en Yngling af den beskrevne Natur, exalteret som en Poet, modig som en Helt, blød som en Kvinde, sky og rødmende som en ung Pige, let og rask som Ariel[xxxvi] hos Shakespeare[XXXVII], at man maa tænke sig Shelley[XXXVIII] gaae ind og ud hos sine Venner. Mrs. Williams[XXXIX] sagde om ham: »Han kommer og gaaer som en Aand. Ingen veed naar og hvorhen«.

Hans Helbred var hele hans Liv igjennem utaaleligt svagt og vilde rimeligvis slet ikke have slaaet til, hvis han ikke havde iagttaget den allersimpleste Diæt; fra sit 20de Aar af adopterede han med tvivlsom Nytte Vegetarianismen. Han havde Hang til Tæring, han led bestandig af nervøse og Krampe-Anfald, saa heftige, at han kunde rulle sig paa Jorden af Smerter og jevnlig brugte Opium for at dulme Smerterne: i Perioder, hvor han led mere end ellers, kom Opiumsflasken ikke ud af hans Haand. Medens han i 1816 besøgte Hospitalerne i London[g] og studerede Medicin for at kunne pleie de Fattige, blev han selv alvorligt |309| syg og en fremragende Læge[XL] spaaede ham Døden af Svindsot. Ligefuldt rettede hans Bryst sig nogle Aar derefter. Under hans Besøg hos de Fattige i deres smittebefængte Landsbyer paadrog han sig en farlig Øienbetændelse; den kom igjen i 1817 og atter igjen i 1821, saa han, saalænge den stod paa, ikke kunde læse.

Saa dyrt bødede han for sin exalterede Menneskekjærlighed, for den Philanthropi, det var ham en Religion. Denne Philanthropi ledsagede ham overalt. Da han boede i Marlow[h] i England, forvandlede han med sine sparsomme Indtægter alle Omegnens Fattige til sine Pensionister, de kom ugentlig til ham og fik deres Lønning; han sad ved deres Senge, naar de paa Grund af Sygdom ikke kunde komme. Engang kom han barfodet ind til en af sine Naboer paa Landet. Han havde foræret en fattig Kone sine Sko. Af egen Drift gav han Afkald paa næsten hele sin Arv til Fordel for sine Søstre og det strax efter hans Fordrivelse fra Oxford[i], og da hans Formue senere omtrent beløb sig til 1000 Pund aarlig, gik næsten al hans Indtægt bestandig direkte i andre Menneskers især fattige Skribenters Lommer, hvis Gjæld han betalte og hvis Udkomme han sikrede dem med en Velgjørenhed og Ædelmodighed, der langt overgik hans Evne.

Man kjender Historien om hans første Ægte|310|skab. Af misfornøiet og overdreven Ridderlighedsfølelse bortførte han, 19 Aar gammel, en lille Skolepige[XLI] paa 16 Aar, der elskede ham lidenskabeligt, og som beklagede sig over sin Faders[XLII] Mishandlinger. Han vilde tvinge hende til at gaae i Skole (!) og ikke tillade hende at elske Shelley[XLIII]. Efter nogle Stevnemøder løb Shelley[XLIV] bort med Harriet Westbrook[XLV] til Skotland og giftede sig i Edinburgh[j] med hende. Overfor de mange og haarde Angreb, Digteren i den Anledning var Gjenstand for, turde den Ytring af Rossetti[XLVI] være paa sin Plads, at just ikke mange kristne unge rige Baroner vilde have giftet sig med en forhenværende Hotelværts Datter[XLVII], der selv tilbød at følge dem som deres Elskerinde. Dette Ægteskab var sluttet af for umodne Bevæggrunde til at blive lykkeligt. Det opløstes som bekjendt, da Shelley[XLVIII] i 1814 lærte den 17aarige Mary Wollstonecraft Godwin[XLIX] at kjende, og fattede den uimodstaaeligste og pludseligste Lidenskab for hende. Hun, der var en Datter af Kvindeemancipationens første berømte Forfægterinde[L] og af den radicale Forfatter til de Skrifter, der i Shelleys[LI] tidligste Ungdom havde havt saa dyb en Indflydelse paa ham, gav ham sin Kjærlighed frit og varmt, og var idet hun gav ham sit Ja i Overensstemmelse med sin egen Morallov. Begges Anskuelse af Ægteskabet var altfor ideal til at den ikke skulde være ble|311|ven anseet for frivol og pøbelagtig af Pøbelen.*)

*) Smlgn. G. Brandes: »Den romantiske Skole i Tydskland[0017]«. S. 121 ff.
Men den var i Nutidens Virkelighed uigjennemførlig og upraktisk. Skjøndt derfor gjensidig Kjærlighed og ingen religiøs eller social Formalitet var dem begge det virkeligt hellige og stærke ægteskabelige Baand, besluttede de Aaret efter af praktiske Grunde og for deres Børns Skyld at lade sig vie. De forlode England sammen, først paa en kortere Reise gjennem Frankrig, der næsten helt blev tilbagelagt tilfods, senere paa de større Reiser, under hvilke Shelleys[LII] Navn blev knyttet til Byrons[LIII], medens den engelske Presses Raseri ligeligt faldt over dem begge, ja gik saa vidt, at Rygtet gav deres skjønne og mandige Venskab en infam Fortolkning.

Anledning til en sand Explosion tog Southey[LIV] af den ubetydelige og uskyldige Omstændighed, at Shelley[LV] i det lille Bjerghus paa Montanvert[k] ved Chamounidalen[l] under en lang Række af vammeltfromme Udgydelser om Naturen og Naturens Gud, havde sat denne lille høist uorthographiske Hexameterlinie:

είμι ϕιλάνϑρωπος δημωκράτικός τ΄ άϑεός τε.
Percy B. Shelley.

Paa Dansk: Jeg er en Philanthrop, en Demokrat og en Atheist. Southeys[LVII] ovennævnte Manifest[0019]|312| mod Byron[LVIII] tog sit Udgangspunkt heri. Dette er med faa Ord Ouverturen til Shelleys[LIX] Levnet og Poesi.

Cor cordium blev han med Rette kaldt. Det vil sige, at hvad han forstod og følte, det var Tingenes Midte og Kjerne, deres Aand og Sjæl, og at de Følelser, han gav Udtryk, vare hine allerinderligste, for hvilke Ordet synes for grovt og som give sig Luft i Musik eller som hos ham i Vers, der ere ligesaa musikalske som rigt harmoniserede Melodier. Den tilbagetrængte Vemod i Shelleys[LX] Lyrik minder om Shakespeares[LXI], Spinderskens[lxii] lille Sang i »The Cenci[0020]«, f. Ex. om Narrens[lxiii] Sange i »Hvad I vil[0021]« eller om Desdemonas[lxiv] og Ophelias[lxv] Viser.

Men i stærkeste Strid hermed synes den Eiendommelighed hos Shelley[LXVI] at staae, som rimeligvis Enhver, der kun kjender ham af Anthologier, vil have paa Læben, den nemlig, at de berømteste af hans lyriske Poesier have et Thema, der ligger udenfor Følelseslivet, ja udenfor Menneskeverdenen, handle om Vind og Skyer, om de ydre Elementers bevægede Liv, om Vandenes og Vindenes umaalelige Frihed og stormende Styrke. Det er meteorologiske og kosmiske Poesier. Men der ligger ingen Modsigelse i, at den mest inderlige Lyriker tilsyneladende er den mest udvortes. Vi finde Aarsagen udtalt i en lille Afhandling af Shelley[LXVII], der fører Titlen »Om Kjærlighed[0022]«. Han skildrer |313| Kjærlighedens Væsen som en uimodstaaelig Trang til Sympathi.

»Hvis vi tænke, ville vi forstaaes, hvis vor Indbildningskraft former, ville vi, at vor Hjernes luftige Børn skulle gjenfødes i Andres Hjerner, hvis vi føle, ville vi ikke, at Læber af ubevægelig Is skulde svare Læber, der zitre og brænde med Hjertets bedste Blod. Dette er Kjærlighed. At opdage en Aand, der vil vurdere vor, en Indbildningskraft, der vil gaae ind paa de fine og skarpe Eiendommeligheder, som vi have havt Glæde af at opelske og udfolde i Stilhed, det er det usynlige og uopnaaelige Punkt, hvortil al Kjærlighed stræber. Derfor er det, at i den forladte Tilstand, hvor vi ere omringede af Mennesker, og disse dog ikke sympathisere med os, elske vi Blomster, Græs, Vandene, Himlen, Vindens Veltalenhed og Bølgernes Melodi med en Henrykkelse lig den, hvormed vi følge Stemmen af En vi elske, naar hun synger for os alene.«

I en Note til »Feen fra Atlas[0023]« siger Mrs. Shelley[LXVIII] ligeledes, at det var Forvisningen om, hverken at finde Sympathi eller Bifald hos sine Landsmænd, der – i Forening med en Sky for ved Fordybelse i Lidenskaberne at aabne sit eget Hjertes Saar – bragte ham til at søge Glemsel i Phantasiens luftige Flugt.

Men hin dybe Trang til en Sympathi, som den omgivende Menneskeverden negtede ham, var |314| det da ogsaa, som gjorde hans Opfattelse af Naturen til en aldrig før set ildfuld Attraa efter Naturen, og som gav den dens dybe Originalitet. Uhørt var Sligt i engelsk Poesi. Popes[LXIX] stive Kunstskole var bleven afløst af Søskolen. Pope[LXX] havde parfumeret Luften med Affektation, n havde slaaet Vinduerne op for Bjergenes og Søernes friske Atmosphære. Men Wordsworth’s[LXXI] Naturkjærlighed var lidenskabsløs, hvad andet han saa i »Tintern Abbey[0024]« havde sagt. Naturen var ham en Forfriskning og et Stof til protestantiske Reflexioner. Hin ringeste Blomst, der gav ham Tanker, som ofte laa altfor dybt for Taarer,*)

*)
»To me the meanest flower that blows can give
Thoughts that do often lie too deep for tears«.
»Poet. W.« III, 322.[0025]
den tog han i sit Knaphul og pyntede sig med og betragtede den nu og da med med stille Værdighed, pønsende paa en Sammenligning. Shelley[LXXII] kaster sig ud i Naturen, da Menneskeverdenen lukker sig bag ham. Derfor føler ikke han som Andre den udenfor sig som kold eller ligegyldig eller grusom. Dens stenhaarde Ro overfor Menneskets Ve og Vel, dens guddommelige Følelsesløshed overfor vort Liv og vor Død, vore korte Triumpher og lange Kvaler, er Mildhed for ham i Sammenligning med Menneskeverdenens Dumhed og Raahed. Han haaner i »Peter Bell den 3die[0026]« |315| Wordsworth[LXXIII], fordi han elsker Naturen som en Art moralsk Eunuch, der aldrig har vovet at løse dens Belte; han selv elsker den, som man elsker en Elskerinde, han forfølger dens hemmeligste Skridt som dens Skygge, hans Puls banker i hemmelighedsfuld Sympathi med Naturens, han ligner selv som sin Alastor[lxxiv] Vindenes og Luftens Aand med lysende Øine, frisk Aandepust og lette Fødder.

Han kaldte Dyr og Planter sine elskede Brødre og Søstre, og med sin dybe Modtagelighed og sin zitrende Sensibilitet sammenligner han sig blandt Dyrene med Kamæleonen, blandt Planterne med Mimosen. I et af sine Digte taler han om Kamæleonerne, der leve af Lys og Luft som Digterne af Elskov og By, og som skifte Farve efter hver Solstraale tyve Gange om Dagen, og sammenligner Digternes Existens paa denne kolde Jord med det Liv, som Kamæleonerne vilde føre, hvis de fra deres Fødsel af vare indespærrede i en Hule under Havet. I et andet verdensberømt Digt fortæller han, hvorledes Mimosen voxer i Haven og Vinden nærer den med Sølvdug, og hvorledes den lukker sig under Nattens Kys. »Og enhver af Blomsterne var gjennemtrængt med det Lys og den Duft, dens Naboer udstraalede, lig unge Elskende, hvem Ungdom og Elskov gjøre dyrebare for hinanden, svøbte i og fyldte med hinandens Atmosphære. Men Mimosen, der kun |316| kunde give ringe Vidnesbyrd om den Kjærlighed, den følte fra Bladet til Roden, modtog mere end alle de andre, elskede mere end nogensinde. Thi Mimosen har ingen smuk Blomst, straalende Farver og Vellugt forundtes ikke den, den elsker som Elskoven selv – dens dybe Hjerte er fuldt, den attraaer hvad den ikke har – det Skjønne.«

Endnu eiendommeligere, endnu personligere fremtræder Shelleys[LXXV] inderste Væsen, hans Hjertes Hjerte, saaledes som de tungeste Skjæbner formede og prægede det, i den deilige Elegi[0027] over Keats[LXXVI], forfattet under den brændende Indignation, der greb Shelley[LXXVII] over det lave og hadske Angreb i »Quarterly Review[0028]«. Idet jeg gjengiver disse fine og melodiøse Stropher i et andet Sprogs Prosa, mindes jeg vel, at Shelley[LXXVIII] etsteds i sine Essays har sammenlignet dette med den Idræt at kaste en Viol i en Smeltedigel for at faae fat paa dens Farve og dens Duft. Shelley[LXXIX] skildrer, hvorledes alle Tidens Digtere indfinde sig til Klagesangen over den Døde.

»Midt iblandt de Andre kom en skrøbelig Skikkelse, et Phantom blandt Mennesker, ene, uden Ledsager, som den sidste Sky af en udaandende Storm. Han havde, troer jeg, skuet Naturens nøgne Elskelighed og Skjønhed som en anden Aktæon, og flygtede nu med svage Skridt bort over Verdens øde Vidder, og som rasende Hunde forfulgte hans egne Tanker paa hans ste|317|nede Vei ham, deres Fader og deres Bytte. En Aand som en Parder, skjøn og hurtig, en Elskov under Trøstesløshedens Maske, en Kraft, omgjordet med Svaghed, en døende Lampe, en faldende Regn, en bristende Bølge – ja, er den ikke bristet, mens vi tale om den? – Hans Hoved var omvundet med gjennemblæste Stedmodersblomster og visnede Violer, hvide, brogede og blaa; og et let Spær med en Cypreskogle til Top, omvundet med en Efeufletning, der endnu dryppede af Skovens Dug, zitrede, alt som hans Hjertes Banken rystede den svage Haand. Af denne Flok kom han sidst, glemt og ene – et af Hjorden forladt Raadyr, ramt af Jægerens Pil. Alle reiste sig og smilte gjennem Taarer ved hans Klage. Vel vidste den ædle Skare, hvo der nu i en Andens Skjæbne begræd sin egen. Men da han med et ukjendt Lands Betoning sang sin Sorg, betragtede den sorgfulde Urania[lxxx] den Fremmedes Aasyn nøie og mumlede: Hvo er Du? Han svarede ikke, men med en pludselig Haandbevægelse blottede han sin brændemærkede og blodige Pande, der var som Kains og Christus’s – ak, at det skulde være saa!«

Med Aktæon sammenligner han sig her, hvem Skuet af Naturens nøgne Skjønhed har sønderrevet; tydeligt nok udfordredes der hans kraftige Villie til med saa zart og skrøbeligt et Legeme ikke at gaae tilgrunde under de Visioner og Hallucinationer, der hjemsøgte ham. Mangen en Gang |318| har det været ham, som om de Syner, der paatrængte sig hans Indbildningskraft, kunde sprænge hans Hjerne, og naar han da i fremmed Land, i Exilet, søgte Lindring i Ensomheden, var det at han oplevede Natur-Indtryk, som det, der er fastholdt i de henrivende »Linier, skrevne i en nedslaaet Stemning nær ved Neapel[0029]«, Linier, der kunne betragtes som en Mikrokosme af Shelleys[LXXXI] hele Poesi. Han skildrer ikke Landskabet, han skildrer overhovedet aldrig. Han beskriver ikke Tingenes ydre Former og Farver, men han fornemmer med den yderste Modtagelighed hvad jeg kaldte Tingenes Aand og Sjæl.

Med faa Strøg giver han Billedet af Golfen[m]: Solen er varm, Himlen blaa, Bølgerne dandse hurtigt og let, blaae Øer og snebedækkede Bjerge farves af Dagens gjennemsigtige Purpur. Bølgerne kastes mod Kysten som opløst Lys i Stjerneskudsregn, og en Tone stiger fra Oceanets afmaalte Svulmen, ak – udbryder han – hvor sødt, hvis nu et andet Hjerte delte min Bevægelse!

»Ak, jeg har hverken Haab eller Sundhed, hverken Fred forinden eller Bo foruden eller Betragtningens Tilfredshed eller Ry eller Magt eller Kvinders Elskov; jeg seer Andre, hvem disse Goder omringe, de leve smilende og kalde Livet en Glæde, ak, mig blev dets Kalk tildelt i et andet Maal. Dog nu er selv Fortvivlelsen mild, ligesom Vindene og Vandene ere, jeg kunde lægge |319| mig ned som et træt Barn og bortgræde dette Bekymringens Liv, som jeg har baaret og endnu maa bære, til Døden som en Søvn vilde stjæle sig over mig, og jeg i den varme Luft vilde føle min Kind blive kold og høre Søen aande sin sidste Monotoni henover min døende Hjerne.«

Disse sidste Ord blev en Propheti. Men endnu mere prophetiske ere disse:

»Nogle ville klage, naar jeg er død, som jeg klager, naar denne søde Dag er gaaet, de samme hvem mit fortabte og altfor tidlig ældede Hjerte nu krænker med sine ubetimelige Klager; thi jeg er En, hvem Menneskene ikke elske men dog ville savne, ulig denne skjønne og glædelige Dag, der, naar Solen gaaer ned over dens pletfri Hæder, vil leve som en Glæde i Erindringen endnu.«

Selv i Prosa vil Udtrykkets uendelige Simpelhed og Hjertelighed være bevaret. Han, over hvis døende Hjerne grusomme Bølger saa snart skulde slaae sammen, føler med den mildeste Vemod sit Væsen opløse sig i Naturens velgjørende Elementer, og sammenligner sin Udaanden med den deilige sydlandske Sommerdags. Han elskede Naturen ikke alene i dens ophidsede Tilstande som Byron[LXXXII], men simpel af Hjerte, som han var, elskede han dens ædle Simpelhed, dens hellige Enfold.

Dog, dette Træk er ikke det mest charak|320|teristiske. Hertil kommer et andet: Selv titanisk og gigantisk anlagt elsker han Naturens titaniske og gigantiske Skjønhed, og atter her paa en ganske anden Maade end Byron[LXXXIII] gjør dette. Det er ikke Naturens haandgribelige og let tilgjængelige Poesi som Blomsternes eller Skovens, han besynger, nei, hans storladne Sjæl beruses især af det Store og Fjærne, af Rummets brede Bevægelser og Klodernes Dands gjennem Himmelrummet. I denne Fortrolighed med Naturens store Skikkelser og store Bevægelser ligner Shelley[LXXXIV] Byron[LXXXV], men han ligner ham som en blond Genius ligner en tilsvarende brunet, som Ariel[lxxxvi] ligner Morgenstjernens flammebringende Engel. For Byron[LXXXVII] samlede Søens Poesi sig i Skibbrudets Poesi, i Uveirets og Hvirvelvindenes Kamp og Rasen, i Havets Raab efter mere og mere Bytte. For Byron[LXXXVIII] samlede Himlens Poesi sig i Forestillingen om Stormens Tuden og Tordenens Tonefald og Lynildens Knitren. Han lever med og i den tilintetgjørende Natur. Den berømte Passus i fjerde Sang af »Childe Harold[0030]«: »Rul, du dybe mørkeblaa Ocean, rul frem!« jubler over hvorledes Havet feier Flaaderne bort fra sit Bryst og skyller Keiserriger ned i sit Dyb, og lader en Boble stige op paa sin Flade som eneste Vidnesbyrd om, at et Menneske sank. Denne Passus er som et Præludium til den gigantiske og pragtfulde Syndflods|321|vision, der kaldes »Himmel og Jord[0031]«, og som er en Tilintetgjørelseslystens Dithyrambe.*)

*) Swinburne[LXXXIX], der i sit lille mesterlige Essay om Byron[XC] paapeger det Naturomraade, han har tilfælles med Shelley[XCI], har ladet den Modsætning, som trods Ligheden findes, uomtalt.

Læs saa derefter Shelleys[XCII] berømte Digt »Skyen[0032]«. Man hører alle Naturens elementære Kræfter lege og spøge deri i løsladt Munterhed, med titanisk Fryd, med kjæmpemæssig Velgjørenhed og Gavmildhed mod Jorden. Hvilken stormende Friskhed i Skyens Sang om, hvordan den bringer de tørstige Blomster friske Byger fra Søerne og Strømmene, hvorledes den kaster lette Skygger over Bladene, der ligge i deres Middagsdrømme. Kaad er den, naar den svinger sin Pleil af piskende Hagl eller naar den spreder Sne paa Bjergene nedenunder, for hele Natten trygt at kunne sove paa den hvide Snepude i Blæstens Favn, eller naar den lader Hvirvelvindene slaae dens Banner ud, saa Vulkanerne mørknes og Stjernerne skjælve; overmodig, naar den med Tordenlatter flyver forbi, stolt, naar den blodige Solopgang med Meteorer til Øine springer op paa Ryggen af dens seilende Damp, og stille bliver den, sammenrullet i sin luftige Rede, naar Aftenens høirøde Kaabe falder ned fra Himmelhvalvet og den klare Sø nedenunder udaander sin bræn|322|dende Higen efter Kjærlighed og Hvile. Den føler sin Vælde, naar den som en uhyre Bro soltæt og mørk hænger fra Forbjerg til Forbjerg, den nyder sin Seir, naar den Triumphbue, hvorigjennem den flyver med Orkan, Ild og Sne, er den af Millioner Farver sammenvævede himmelske Bue. Men bestandig leger den som et Barn; feie Solstraalerne den bort fra Himmelhvælvingen, saa leer den kun deraf, og med Latter stiger den paany fra sit Intet og river Luftens blaa Kuppel ned igjen. – Det er ikke blot Modsætningen til Byrons[XCIII] mørke Lidenskab, der slaaer i denne Skyens storartede Barnlighed og Gavmildhed og Alkjærlighed, det er desuden et Træk, jeg her kun accentuerer for senere at vende tilbage dertil, denne Poesies primære og primitive Charakter, der gjenkalder de ældste ariske Hymner, Vederne og de homeriske. Byron[XCIV] er i Sammenligning hermed rent moderne. Naar Skyen taler om hin Mø klædt i hvide Luer, som de Dødelige kalde Maanen, der skinnende glider hen over dens Bomuldsflade, og hvis usynlige Fod med lette Trin, som kun Englene høre, bryder Væven i dens Telts tynde Tag, eller naar den synger om den blodige Solopgang med Meteorøinene, da har Digteren i Kraft af sin Phantasis Urfriskhed rykket Læseren tilbage til den Tid, da Natursynene i fuld Nyhed formede sig til Mythologier.

Men for Shelley[XCV] vare disse Natursyn ogsaa |323| evigt nye. Han levede imellem dem paa en anden Maade end nogen Digter før eller siden har gjort. Dette hans korte Liv af 29 Aar er næsten helt blevet tilbragt under aaben Himmel, Søen var hans Lidenskab, han seilede bestandig, og liggende i sin Baad er det, at han har skrevet sine skjønneste Digte, medens Solen brændte og brunede det sjælfulde Ansigt og de fine Hænder. Lidenskaben for Søen var hans Liv og blev hans Død. Alt hvad der havde med Baade og Seilads at gjøre, havde en Tiltrækning for ham. Han blev helt Barn derved. Det kunde more ham i det Uendelige at lave Smaabaade af Papir og see dem seile; en Dag, da han intet Papir mere havde hos sig, tog han en 50 Pds. Note og satte den ud paa Kanalen i en Have som Baad. Svømme kunde han ikke. Da han under sine uophørlige Dag og Nat fortsatte Seiladser med Byron[XCVI] paa Genfersøen[n] engang var paa Nippet til at kuldseile, afslog han al Hjælp, sad fuldkommen rolig og ventede Døden. »Mine Følelser«, skriver han, »vilde have været mindre pinlige, hvis jeg havde været alene, men jeg vidste, at min Ledsager vilde have forsøgt at frelse mig, og jeg følte mig dybt ydmyget ved Tanken om, at hans Liv kunde blive udsat for at bevare mit.« Men faa Aar efter var det end ikke med pinlige Følelser, han tænkte paa en saadan Død. Da han, nogle Maaneder før han døde, en Dag var lige ved at |324| drukne, men blev frelst af Trelawny[XCVII], sagde han blot: »Det er en stor Fristelse; hvis gamle Kjærlinger have Ret, kunde jeg i dette Minut have været paa en anden Planet.« I Italien levede han bestandig i fri Luft, snart paa de lange Rideture med Byron[XCVIII] i Venedig[o], Ravenna[p] og Pisa[q], snart i Robaad paa Arno[r] og Serchio[s], eller i Seilbaad paa det toskanske Hav[t]. Det er ogsaa værd at mærke, hvorledes Baaden er en Yndlingslignelse hos ham. Og digtede han ei tilsøes, da i ethvert Fald i fri Luft. »Prometheus[0033]« skrev han i Rom[u], liggende oppe paa Caracallas[v] Bades bjerglignende Ruiner, og det var paa disse svimlende høie med Blomstertykninger begroede Buer, at han fandt Inspirationen til Digtet[0034] i Roms[w] klare Himmel og Foraarets kraftige, næsten bedøvende Opvaagnen i dette herlige Klima. »Livets Triumph[0035]« skrev han dels siddende paa Husets Tag i Lerici[x], dels i Baad under den mest overvældende Hede og Tørke. Men Shelley[XCIX] havde Salamandernaturen og levede først ret under stegende Sol.

Det var liggende i en Lund ved Arnoen[y] nær ved Florents[z], at han skrev sit mægtigste Digt, »Oden til Vestenvinden[0036]«.

De første Stropher gjenkalde Vindens Efteraarspust, der driver de døde Blade afsted, gule, sorte, blege, hektisk røde, som pestramte, og dens Foraarspust, der fylder Dal og Høi med levende Farver og Vellugt, en Susen, der har sit Echo i |325| Sonetternes dybe Omkvæd: Hør, o hør! Og minder det ikke atter om de gamle Mythologier, naar han synger om de løse Regnskyer, der nedrystes paa Vindens Flade fra Himlens og Havets sammenslyngede Grene, om Stormens Lokker, der spredes over den luftige Flade som det lyse Haar, der løfter sig fra en ildfuld Mænades Hoved! Men Vestenvindens og Shelleys[C] hele Sjæl er i dette Slutningsudbrud:

»O, løft mig som en Bølge, et Blad, en Sky! jeg falder paa Livets Torne, jeg bløder. En Vægt af tunge Timer har lænket og nedbøiet En, der var dig altfor lig – utæmmelig og hurtigfodet og stolt. Gjør mig til din Lyre, som Skoven er det, hvad gjør det, om mit Løv falder som dens! Dine mægtige Harmoniers Tumult vil aftvinge os begge en dyb Efteraarstone, sød skjøndt sorgfuld. Vær du, o frie Aand, min Aand, vær mig, du voldsomt stormende! Driv mine Tanker, naar jeg er død, over Universet som visne Blade, at de kunne kalde ny Væxt tillive, og spred, besværget ved dette Digt, mine Ord blandt Menneskeheden som Aske og Gnister fra en uudslukket Arne! Vær en Prophetis Trompet over den uvakte Jord! o, Vind, naar Vinteren er kommen, kan da Vaaren være fjern?«

Man sammenligne denne Ode med det deilige Sted i 3die Sang af »Childe Harold[0037]«, hvor Byron[CI] raaber: »O, kunde jeg samle Alt, hvad der er |326| stærkest i mig, Elskov, Had, Lidenskaber, Haab og Fortvivlelse i et eneste Ord og dette Ord var Lynet!« eller med det Sted, hvor han ved Genfersøen[aa] under det rasende Uveir tilraaber Natten: »O, lad mig nyde dit Uveirs Kamp, jeg, som er en Del af Stormen og Dig!« og man har i et prægnant Exempel Modsætningen mellem en alt omfattende og en alt udfordrende Digteraands Sværmen med Naturen. Shelley[CII] vil ikke som Byron[CIII] fravriste den dens Tordenkile. Han elsker den ikke som sit Vaaben, men som sit Instrument, sit Plekter, elsker den uskræmmet af dens uhyre Proportioner, fortrolig med dens kjæmpemæssige Storhed, følende sig i Verdensaltet som i sit Hjem. Allerhelst tumler hans Phantasi med Verdenskloderne, han tiltrækkes af deres Skjønhed og Liv som andre af Forglemmigeiens og Rosens.

Hvilken mægtig, verdensbeherskende Phantasi er der ikke i det Digt, han nedskriver ved Efterretningen om Napoleons[CIV] Død:

»Hvad ilive? og saa kjæk, o Jord, er du ei altfor kjæk? Hvad springer du frem som i gamle Dage i Glandsen af din Morgenglæde, du den sidste af Flokken i Stjernefolden? Ere Lemmerne ikke stille, naar Sjælen er flyet, og kan du bevæge dig, nu Napoleon[CV] er død? Hvorledes? Er ikke dit bankende Hjerte blevet koldt, er en Gnist endnu ilive paa din Arne? Du varmede|327|jo dog dine gamle Fingre over Gløderne af hin ildfulde Aand, o Moder! kan du smile nu han er død? – Jeg er endnu ilive og endnu kjæk, jubler Jorden, stedse mere og mere kjæk. De Døde fylde mig titusinde Gange mere med Hast og Ild og Lyst. Jeg var skyet og vranten og kold som et frossent og sammenrullet Chaos, til mit Hjerte ved Aanden af hin mægtige Døde paany blev varmt«.

Med sin Sjæls Øie saae Shelley[CVI] Kloderne i Verdensrummet dreie sig besjælede, glødende indadtil, lysende udadtil i Natten, hans Blik loddede de dybe Afgrunde, hvor grønne Verdener gled hverandre forbi, Vandrestjerner med glimrende Lokker, kolde og klare Ismaaner. Han ligner dem ved de Kugler af Dug, der om Morgenen fylde Blomsternes Kalke, han seer dem rulle Verden efter Verden fra Tilblivelse til Undergang som Bobler paa en Flod, gnistrende, bristende og dog udødelige, bestandig vævende nye Væsener, nye Love, nye Guder, lyse eller mørke, som Kjortler, de kaste over Dødens nøgne Ribben. Han seer dem som Raphael[CVII] malte dem i Rom[ab] i Santa Maria del Popolo[ac], hver behersket og ført af sin Engel, og i Kraft af sin Phantasis poetiske Magtfuldkommenhed anviser han den stakkels afdøde Keats[CVIII] en saadan ledig Throne, en kongeløs Sol. Hans »Atlasbjergets Fe[cix]« har sit Hjem i Ætheren. Som Arion paa Delfinens Ryg rider hun paa Skyen |328| syngende gjennem Luften og leer, naar hun hører Ildkuglernes brølende Susen bag sig. Her spiller Shelley[CX] med Himmellegemerne som en Jongleur med sine Kugler, i »Prometheus[0038]« aabner han dem som Botanikeren aabner en Blomst. I fjerde Akt skildres Jorden gjennemsigtig som Krystal og alle dens Lag over hverandre, dens Bølger af Ild, dens uhyre Kilder, hvoraf Havet dies, dens Forsteninger, begravne Trophæer og Ruiner og Byer, og Shelleys[CXI] Genius svæver udenom den, indaander Skovenes stærke Duft og seer det smaragdgrønne Lys, Bladene kaste tilbage, og hører Sphærernes vilde Musik. Men Jorden er ham ikke et Aggregat; den er en levende Aand, i hvis ubekjendte Indre en evigt uhørt Røst slumrer, hvis Stumhed bliver brudt, naar Prometheus[cxii] løses.

Da Jupiter[cxiii] er styrtet i Afgrunden, istemme Jord[cxiv] og Maane[cxv] en jublende Vexelsang, en Hymne uden Mage. Jorden[cxvi] jubler over sin Befrielse fra Gudetyranniet, Maanen[cxvii] udsynger sin brændende ekstatiske Kjærlighedserklæring til Jorden[cxviii], skildrer, hvor stum og stille den bliver, naar Jordens[cxix] Skygge falder hen over den og dækker den, og hvor fuld af Kjærlighed den da er til den deilige Jord[cxx]. Dens Goldhed ophører, levende Blomster groe frem paa dens Flade, den hører Musik i Sø og Luft, medens vingede Skyer svæve rundt om den, tunge af den Regn, hvorom dens unge Knopper drømme, og den jubler: »det er Kjærlighed, Alt er Kjærlighed«.

|329|Hans Phantasi opløser hele Naturlivet og glæder sig med et Barns Naivetet over hvert enkelt Element. Feen[cxxi] glæder sig f. Ex. over Ilden: »Menneskene vide slet ikke rigtigt, hvor smuk Ilden er. Hver Flamme er som en kostbar Ædelsten, opløst i evigt bevæget Lys, og disse Ædelstene tilhøre os alle«. Og Feen[cxxii] elsker Søvnens Skjønhed: »En stor Fornøielse var det for Feen at see Menneskene ligge i alle Søvnens Former: Her laae to Tvillinger, to Søstre – her en Yngling, som græd i Drømme, her to Elskende uskyldigt sammenslyngede, hvilende i deres løse Lokker, der sneg sig hen over begge som Efeu over en Stamme, og her laa rolig Alderdom med hvide Haar og foldede Hænder«. Shelley[CXXIII] føler med Floderne, der elskes af Søerne og forsvinde i deres Leie, synger om Naturens Død og Ligbegjængelse i Efteraar og Vinter, mindes Blomsterne, der kastes over Adonis, skildrer Sommerens og Skjønhedens Gudinde, der som en kvindelig Balder holder Havernes Blomster vedlige og maler Horaernes vilde Kjørsel over Himlen. (»Arethusa[0039]«, »Apollo[0040]«, »Pan[0041]«, »Autumn[0042]«, »Sensitive Plant[0043]«, Horaerne i »Prometheus unbound[0044]«).

Ethvert Livselement har han stemplet med et poetisk Ord – de udstrakte, og ensomme Egne, hvor vi nyde den Glæde at troe det vi see er grændseløst, som vi ønske vor Sjæl skulde være det (»Julian og Maddalo[0045]«) – Tiden, den umaale|330|lige Sø, hvis Bølger ere Aar og have Braksmag af Saltet af menneskelige Taarer – Sneen og alle Former af den straalende Frost.

Man læse det Digt, hvori de sidste Ord forekomme. Det resumerer elegisk hans Elskov til Naturen. Det hedder »Song[0046]« og er rettet til Glædens Aand. Han klager over, at den har forladt ham, at den kun elsker dem, der ikke trænge til den, at En som han aldrig kan vinde den tilbage igjen, at den skræmmes af Sorg og flyer for Kummer. »Kummerens Suk synes at bebreide dig, du ikke er nær, og Bebreidelser vil du ikke høre«. Og han slutter:

»Se, jeg elsker Alt hvad du elsker, du Glædens Aand, den friske Jord i sit nye Løv og den stjernerige Nat og Efteraarsaftenen og Morgenen, naar de gyldne Taager fødes. Jeg elsker Sne og alle Former af den straalende Frost, jeg elsker Bølger og Vind og Storm, næsten Alt, hvad Naturens er og som ikke er plettet af Menneskets Elendighed. Jeg elsker rolig Ensomhed og saadant Selskab, der er stille, viist og godt. Mellem dig og mig, hvad Forskjel er der da? […] o, tag endnu engang Bolig i mit Hjerte!«

Men ud af disse elegiske Stemninger stiger Shelleys[CXXIV] Aand i Kraft af sin herlige Frihedsbegeistring med Lærkeflugt snorlige iveiret. Hans »Ode til Lærken[0047]«, der betegner Overgangen til hans Frihedsdigte, er skrevet under en Rus af befriet |331| og jublende Stemning. Neppe overtraf i ældre engelsk Litteratur nogen lignende Sang den bedste af Wordsworth’s[CXXV] Sange til Lærken, der er saa typisk for Søskolens Aand og Poesi. »Overlad Nattergalen dens skyggefulde Skov; et Rige af straalende Lys er dit«, og hvori disse for hin conservative Digter saa betegnende Ord: »Du, Type for den Vise, der svæver over Jorden, men aldrig flyver bort som Trækfugl, trofast mod de to beslægtede Punkter Himlen og Hjemmet«.*)

*)
»Type of the wise, who soar but never roam
True to the kindred points of Heaven and Home.«

Gaa nu til Shelleys[CXXVI] Lærke, som syngende stedse stiger og stigende stedse synger. Her er det som om alle Vinde ringede med Melodier, som gled vi ind og hvirvledes ned i et Hav af evige morgenfriske Toner. Det er den rene Frihedsfølelses yngste klareste Triumphsang af Glæde og Lykke. Den danner Overgangen til den lange Række af Frihedssange, den store Gruppe, i hvilke Shelleys[CXXVII] Genius er de kommende Revolutioners stormende Herold. Hans Frihedssang er et eneste langt Krigsskrig, klædt i vexlende Melodier. Som Oder til Friheden og dens Forsvarere – Digte saa skjønne og store som Marseillaisen – som politiske Satirer mod Tilstande og mod Personer, som aristophanisk Komoedie over Uvæsenet og Lat|332|terligheden hjemme, som mythisk eller historisk Tragoedie er hans Poesi kun det samme mægtige Klageraab over Uretfærdigheden og Hykleriet, det samme mægtige Opraab til alle dem i hans Samtid, der endnu havde en Gnist af Indignation i Brystet.

Allerede strax efter sit første Ægteskab var han optraadt som politisk Agitator. Han reiste til Dublin[ad] for at fremme Katholikernes Emancipation, forfattede en ungdommelig Adresse[0048] til det irske Folk, hvori han bønfaldt det om at undgaae de Voldsomheder, der havde plettet den franske Revolution, og var saa naiv, at han fra sin Balkon paa Hotellet kastede den ned for Fødderne af de Forbigaaende, der syntes ham at see ud som om de vare stemte til at modtage Opraab. Hvor barnligt baade han og hans unge Hustru[CXXVIII] toge Sagen, kan sees deraf, at han en Dag, da han spadserede med Harriet[CXXIX], ikke kunde negte sig den Fornøielse at putte Adressen ned i Hætten paa en Dames Kaabe, hvorover hans unge Brud var – efter eget Sigende – nær ved at døe af Latter. Han var tilstede ved flere Møder og talte en Gang en hel Time i O’Connels[CXXX] og andre Celebriteters Nærværelse. De Samtidiges Vidnesbyrd er saa enthusiastisk, at han, hvis man kan slutte deraf, var endnu større som Taler end som Digter.

Den næste Gang Shelley[CXXXI] stødte sammen med |333| det regjerende Parti, havde Sammenstødet en helt anden tragisk Charakter. Harriet[CXXXII] var død, og paa Forlangende af hendes Fader blev der for Kantslerretten indledet en Undersøgelse om, hvem der besad flest intellectuelle og moralske Betingelser for Opdragelsen af Shelleys[CXXXIII] Børn, den forhenværende Værtshusholder Westbrook[CXXXIV] eller Forfatteren til »Queen Mab[0049]« og »Alastor[0050]«, der denunceret som Atheist var mistænkt for at ville opdrage sine Børn til Atheister.

Lord Eldons[CXXXV] Dom faldt ud til, at Shelleys[CXXXVI] hele hidtidige Opførsel havde været i høieste Grad umoralsk, at han, langt fra at skamme sig herover, meget mere gjorde sig til af de fordærveligste Principer og anbefalede disse til Andre, at Børnene følgelig skulde berøves ham for bestandig, dog saaledes, at han havde at sørge for dem med en Femtedel af sin Indtægt. Børnene bleve overgivne til en Præst[CXXXVII] af Høikirken. Shelleys[CXXXVIII] Smerte var saa frygtelig, at end ikke nogen af hans nærmeste Venner nogensinde senere vovede at omtale Børnene for ham.

I Digtet til Lord Eldon[CXXXIX] udraaber han: »Jeg forbander Dig ved en Faders krænkede Kjærlighed, ved Haab, der længe vare opelskede og altfor nyligt ere mistede, ved ædle Følelser, Du aldrig har forstaaet – ved det falske Hykleri, der nu skal hænge ved deres uskyldige Læber som Gift paa en aaben Blomst, ved den mørke Tro, der |334| solformørkende skal dække deres Vei fra Vuggen og til Graven – og ved min Fortvivlelse, der bringer en Fader til at jamre og raabe: Mine Børn ere ikke længere mine; Blodet i deres Aarer er mit, men Tyran, deres besmittede Sjæle er dine.« – Og i Digtet til William Shelley[CXL], hans lille Søn med Mary[CXLI], hedder det: »De have taget din Broder[CXLII] og din lille Søster[CXLIII], de have gjort dem uskikkede til Selskab for mig og Dig […] Til en dræbende Tro og en Forbrydelsens Sag have de bundet dem som Slaver fra Barnsben af, og de ville forbande mit Navn og dit, fordi vi ere frygtløse og frie […] Dog frygt ei, at Tyrannerne ville regjere bestandig eller Præsterne af den onde Tro, de staae paa Bredden af Tidens rasende Strøm […] den skummer og svulmer, og jeg seer deres Vaaben og Sceptre flyde som Vrag paa Evighedens Vande.« Slagen af Rædsel for at blive ogsaa dette sidste Barn berøvet var det, at Shelley[CXLIV] forlod sit Fædreland for aldrig mere at vende tilbage. Men paa samme Tid som Lordkantsleren[CXLV] brændemærkede Shelley[CXLVI] som en Mand, der var mindre skikket til de mest elementære sociale Pligter og Rettigheder end nogen anden Mand i England, forberedte han sig selv til at vise, at han var en af de faa dalevende Mænd, der vare bestemte til Udødelighed.

Stemplet som en Forbryder forlod han England, og overalt hvor han i Udlandet mødte En|335|gelskmænd, var han frygtet og hadet af dem som i Stand til enhver Forbrydelse. Da han nogle Aar efter paa Posthuset i Pisa[ae] spurgte efter et Poste-restante-Brev og angav sit Navn, raabte en engelsk Officier[CXLVII] i portugisisk Tjeneste: »Hvad, er det den fordømte Atheist Shelley[CXLVIII]!« og slog ham med et Næveslag til Jorden. Han opsøgte senere denne Officier for at udfordre ham, men fandt ham aldrig. Shelley[CXLIX] havde, som ovenfor berørt, tidligt udarbeidet en Brochure om Parlamentets Reform[0051], der udkom 1817, saa god og sund, at den Reform, Toryerne tiltraadte og udførte i 1867, i alt Væsentligt stemmer med »Atheistens og Republikanerens« halvtredsindstyve Aar gamle Plan. Han vilde hverken have almindelig Stemmeret indført paa een Gang eller Monarchi og Aristokrati afskaffet. Han udtaler sig ofte nok mod altfor forhastede Forandringer. Hans Radicalisme var kun den at være 50 Aar forud for sin Samtid. Udsat for al Bornerthedens Forfølgelse var det, at han nu slyngede sine Frihedsdigte mod England. Hans politiske Poesier ere skrevne med hans Blod. Han havde Lov til at kalde Castlereagh[CL] og Sidmouth[CLI] »to blodløse Ulve, hvis tørre Struber hyle, to Snoge, sammenviklede til een«. Man maa ikke glemme, at Castlereagh[CLII], at Sidmouth[CLIII], at Eldon[CLIV] ikke vare ham Mænd, men et Princip, Reactionens store skjæbnesvangre Princip, som hans Liv og hans Lykke var bleven ofret. Han siger:

|336| »Jeg mødte Mordet paa min Vei, det saae ud som Castlereagh[CLV], saa kom Hykleriet som Krokodille, det lignede Lord Sidmouth[CLVI]. Da Alle flyede, var der en afsindig Pige tilbage, hendes Navn var Haab, sagde hun, men hun saae mere ud som Fortvivlelse, og hun raabte ud i Luften: Min Fader Tid er svag og graa af at vente paa bedre Dage. See, hvor idiotisk han staaer, famlende med sine rystende Hænder. Han har mistet alle sine Børn undtagen mig. Jammer, o Jammer!«

Dog var det ikke blot i lyriske Stridsdigte, at Shelley[CLVII] i disse Aar nedlagde sine politiske og sociale Ideer og Lidenskaber. Han forfattede i Aaret 1818 to meget eiendommelige episke Digtninge »Julian and Maddolo[0052]« og »Rosalind and Helen[0053]«. Det første giver en levende Skildring af hans Samliv med Byron[CLVIII] i Venedig[af] og er et af de mange Vidnesbyrd om hans ædle og brændende Begeistring for Byrons[CLIX] Poesi. Digtet indeholder en Fremstilling af de to Venners Besøg paa en Sindssygeanstalt udenfor Venedig[ag] og af de Stemninger, dette afføder hos Shelley[CLX]. Han »hvem en Vildfremmeds Taarer kunde hærje som Draaberne en Sandsten og som kunde sørge over Kvaler, Andre ikke see«, maatte nødvendigvis føle en dyb Medlidenhed med de Ulykkelige, man paa hin Tid endnu lagde i Lænker og straffede med Svøbeslag. Hvor lidet Begreb man dengang havde om Sindets Sygdomme og med hvilket Barbari Patienten blev |337| behandlet sees bedst, naar man læser, for hvilken Behandling en Sindssyg i Georg den 3dies[CLXI] Samfundsstilling endnu 1788 var udsat. Kongens Sygdom viste sig især i en uafbrudt Snakkelyst, men var ikke ledsaget af nogensomhelst Tilbøielighed til Voldsomheder. Ligefuldt blev han strax fra først af og forblev hele Tiden uafbrudt snørt i Spændetrøie, indespærret, berøvet Brug af Kniv og Gaffel og overladt til sine Pagers Lune, der behandlede ham som en Ting, puffede og stødte ham og gav ham grove Ord. Efter sin Helbredelse huskede Kongen tydeligt Alt, hvad der var hændet ham under hans Sindsforvirring og saaledes vides det nu. Det maler Shelleys[CLXII] blide og menneskekjærlige Charakter, at han, som ikke anede, at man i Frankrig under Revolutionen havde begyndt at behandle de Sindssyge humant, taler for en kjærlig Behandling af de Ulykkelige:

Methinks there were
A cure of these with patience and kind care
If music can thus move […]

Det andet Digt »Rosalind and Helen[0054]«, der giver et stort Totalbillede af al den Elendighed, som Fordom og Intolerance have ført over Menneskeslægten, synes mig langtfra forstaaet og vurderet efter Fortjeneste. Det forsøger at fremstille en sand Mikrokosme af de Godes og Frisindedes Lidelser paa Jorden, som de fremkaldes af forældede Institu|338|tioner og menneskelig Ondskab i Forening. Her skildres en Familiefader, Kryster overfor de Stærke, Tyran overfor de Svage, haard, selvisk, falsk, løgnagtig og havesyg, sin Hustrus Bøddel, sine Børns Plageaand – naar Børnene høre hans Fodtrin nærme sig, forstummer al Tale og de blive blege. Han døer, og Rosalinde[clxiii], Moderen, vaander sig under, at maatte see Børnene ubevidst glæde sig over Faderens Død og selv at maatte føle den som Lindring. Den Døde var høist orthodox. Det viser sig, at han i sit Testamente har fastsat, at Børnene, hvis de vedblive at leve sammen med deres Moder, intet skulle arve, da hun hemmeligt anseer den christne Lære for falsk og han maa frelse sine Børn fra den evige Ild. Saa maa Moderen da forlade sine Børn; »thi,« siger hun, »Du veed, hvad Fattigdom er i disse Dage, det er Forbrydelse og Angst og Infami og hjemløs Mangel paa frosne Veie, og Selvforagt – hvortil ingen Moder vilde dømme sine Smaa.«Rosalindes[clxiv] Skjæbne tjener nærmest til at fremstille det ulykkelige Ægteskabs Jammer og Kvindens Afhængighed af en slet og tyrannisk Mand, og man føler Shelley’s[CLXV] Sorg over Tabet af sine Børn derigjennem. Helenes[clxvi] Skjæbne spiller direkte paa de Forfølgelser, Digteren var udsat for som Philosoph. Hele Fremstillingen af Lionels[clxvii] Liv og Ideer er ren Selvskildring. Kunde noget Ord bedre male Shelleys[CLXVIII] Menneskekjærlighed end dette:

|339|For love and life in him were twins
Born at one birth. In every other
First life, then love, its course begins
Though they be children of one mother.

Ung, rig og fornemt født som han er, træder han med Begeistring ind i deres Rækker, som under Revolutionen ville befrie Menneskeslægten fra Dogmernes Herredømme. Hans Omgivelser speculere forgjæves over, hvad Hensigt han kan have dermed:

If he seeks Fame, fame never crowned
The champion of a trampled creed,
If he seeks Power, Power is enthroned
’Mid ancient rights and wrongs, to feed
Which hungry wolves with praise and spoil
Those who would sit near Power must toil.

Reactionen indfinder sig: »Graahærdet Magt blev gjenindsat i sin Værdighed og Dragen Tro reiste atter sit Hoved.«»Many then wept, not tears but gall«. Snart fængsle hans Fjender ham, fordi han har udtalt Blasphemier over deres Guder og han tilbringer lange Tider ene skilt fra sine Kjære. Saa mødes han atter med sin Elskede og under Stjernehimlen feire de deres Bryllup. – »Rosalind and Helen[0055]« er et Digt, som synes skrevet i dyb Fortvivlelse; ingensteds er Shelley[CLXIX] ogsaa gaaet saa vidt i sin Krig mod alt Traditionelt. Jeg har tidligere vist, at »et af den unge revolutionære Skoles Yndlingsthemaer var det, at Afskyen for |340| Blodskam kun beroede paa Fordom«.*)

*) »Emigrantlitteraturen[0056]« S. 71.
Saavel i »Rosalind and Helen[0057]« som i »Revolt of Islam[0058]«, hvis Helt og Heltinde kun paa Forlæggerens[CLXX] indtrængende Anmodning ophørte at være Broder og Søster, spildte Shelley[CLXXI] megen Veltalenhed paa dette uhyggelige, ogsaa Byron[CLXXII] saa stærkt sysselsættende Paradox, der skulde give Anledning til et saa enfoldigt og oprørende Angreb paa den Sidstnævntes Minde.

I Aaret 1820 brød den store, alt berørte Skilsmisseskandale løs. Den 8de April 1798 havde Prindsregenten[CLXXIII] pour faire une fin ægtet den 28-aarige Caroline af Brunsvig. Han tog imidlertid Sagen saa lidt høitideligt, at han allerede ved det første Møde i St. James[ah], da Prindsessen[CLXXIV] knælede for ham, til Gesandten Lord Malmesbury[CLXXV] raabte: »Harris! skaf mig et Glas Brændevin! jeg føler mig ikke rigtig rask!« og da denne spurgte om ei et Glas Vand i saa Tilfælde var at foretrække, løb bandende ud af Stuen uden at sige sin Brud et Ord. Han var fuld ved Bryllupet og hikkede under Vielsen uafbrudt. Han viste meget hurtigt Prindsessen[CLXXVI] ikke blot Ligegyldighed, Tilsidesættelse og en Utroskab uden Grændser, men ogsaa den mest hensynsløse Raahed, lod hende indespærre, omgav hende med Spioner og berøvede hende paa en falsk Anklage hendes Datter[CLXXVII], hvad der gav |341| Anledning til stadige Scener ved Hoffet. Ulastelig synes Prindsessens[CLXXVIII] Adfærd ikke længe at have været. Hun var først kun uforsigtig, men i mere fremrykkede Aar søgte hun Trøst og ikke altid paa nogen værdig Maade, saa vi finde hende 50 Aar gammel bereisende Europa med sin Kureer og Kammerherre, tidligere Kammertjener Bergami[CLXXIX], en italiensk Ruy Blas[clxxx], hvem hun udnævner til alt Muligt, bedækker med Ordener og elsker ømt. Da hun ved Prindsregentens[CLXXXI] Tronbestigelse vendte tilbage til England for uden Videre at indtage Dronningesædet, var det, at den ynkelige og foragtelige Fyrste besluttede at benytte sig af, hvad han gjennem betalte Spioner vidste om sin Gemalinde, for at skille sig af med hende. Hun bliver for Overhuset anklaget for Utroskab. Og nu er det, at hele Skibsladninger af fremmede Hotelopvartere og Kammerpiger blive landsatte i England under Befolkningens forbitrede Hujen for at afgive Vidnesbyrd mod Dronningen. Jeg troer aldrig at have læst noget saa Uanstændigt som denne Proces.*)

*)

»The trial at large of her Majesty Caroline Amelia Elisabeth, Queen of Great Britain in the house of lords on charges of adulterous intercourse[0059]«. London 1821. 2 voll. »At Carlsruhe her Majesty[CLXXXII] was one day found in Bergamis[CLXXXIII] room; she was sitting upon his bed, and he was in bed with his arms around the neck of her majesty[CLXXXIV]. She was surprised in this extraordinary situation by one of the femmes de chambre, who was going into the room by chance […] In that bed was found a cloak, which her majesty[CLXXXV] was afterwards seen wearing; and in that bed, also, certain marks were observed by one of the servants. These marks, without his saying any thing farther at present, would lead their lordships, perhaps to infer that which he wished them to understand«(vol. I 145, cfr. II 487.)[0060] »What was the state of Bergami’s[CLXXXVI] dress at the time you saw him in the passage going towards the bedroom of her royal highness[CLXXXVII]?He was not dressed.When you say he was not dressed, what do you mean; what had he on?He was not dressed at all.«(vol. I 484 cfr. vol. II 435).[0061] »On the 12th of that month she arrived at Salona[ai] […] A large bed was provided in the inner room for her majesty[CLXXXVIII]; the outer room assigned for Bergami[CLXXXIX] had no bed. There was no access to the bed in the inner room except through Bergami’s[CXC]. It would be proved in evidence, that, in the morning after her majesty[CXCI] had slept here, her bed had the appearance of having been slept in by two persons. There was only one passage to her majesty’s[CXCII] bed-room; that passage led from Bergami’s[CXCIII] room, and in his room there was no bed.«(vol. I 136).[0062]

Det er Undersøgelser om Sove|342|kamres Beliggenhed og Senges Stilling, om en Dronning[CXCIV] og hendes Kammerherre[CXCV] observerede i allerdybeste Negligée, som Dag efter Dag fyldte |343| alle Englands Aviser, indtil – Anklagen pludselig toges tilbage, dels paa Grund af Bevisernes formentlige Utilstrækkelighed, dels paa Grund af den grændseløse Høide, hvortil Foragten for Kongen[CXCVI] som Skandalens Ophav var stegen. I Anledning af denne Proces er det, at Shelley[CXCVII] skriver sin kostelige Satire »Oedipus eller Swellfoot the Tyrant[0063]« ↄ: den podagristiske Tyran, et Forsøg i den politiske Komedie, mindst saa vellykket som Prutz’s[CXCVIII] »Die politische Wochenstube[0064]«. Handlingen foregaaer i Bøotien[aj]. De engelske Bulls optræde her som Svin. Engelsk Aand, Væsen og Magt betegnes derfor som Svineri og Tonen falder saaledes: »Skatterne, denne sande Kilde til Svineri, jeg siger Svineri, thi hvorledes kan der gives et bedre Udtryk til at betegne den Religion, den Moral, den Fred og den Velstand, kort alt Det, der gjør Bøotien til et Mønster for Nationer«. Den kronede Ægtemands Hykleri, Dronningens frække Pukken paa sin Renhed, Castlereaghs[CXCIX] og Sidmouths[CC] forløiede Holdning, Alt er ramt med den sikreste Satire.

Men Shelleys[CCI] Geni var ikke skabt til ret længe at dvæle ved Spotten over Tidens Karrikaturer. Hans frie og himmelske Aand var som ingen anden skikket til at stille den moderne Tids gigantiske Frihedsideal i Straaleglands frem for Tidens Bevidsthed.

Fra hans Drengeaar af vare alle hans Be|344|stræbelser i Grunden gaaede ud herpaa. Han havde først skrevet store, høist musikalske og høist formløse Digte, der ere lange Indlæg mod Konger og Præster, mod Religionen, »der befolker Jorden med Djævle, Helvede med Mænd og Himlen med Slaver«, mod Regjeringernes og Domstolenes Uretfærdighed og Servilitet, mod det Oprørende i Tvangsægteskaber og i Kvindens Udelukkelse fra Retten til frit Erhverv, mod Grusomheden i Slagtning af Dyr, Indlæg mod alle Former af Undertrykkelse og Intolerance, og hvis Formaal intet ringere var end at reformere Menneskeheden og lære den de Midler at kjende, hvorved den kunde fjerne Aarsagerne til sine Ulykker og naae en Tilstand, der i Sammenligning med den nuværende var at betegne som en fuldstændig Guldalder.

Han havde, som han selv barnligt udtrykker det, »en Lidenskab for at reformere Verden«. Trods hans Afsky for didaktisk Poesi, var det, som han siger i Fortalen til »Revolt of Islam[0065]«, hans Hensigt at give Læseren en ædel Impuls, vække en brændende Tørst hos ham efter Fuldkommenhed.

»Den Panik,« siger Shelley[CCII], »der som en Epidemi greb alle Klasser under den franske Revolutions Udskeielser, begynder lidt efter lidt at vige for Sundhed. Man har ophørt at tro, at hele Generationer af Menneskeslægten behøve at indskrænke sig til en Arv af haabløs Uvidenhed og Elendighed, |345| fordi et Folk, der havde levet som Bedragne og Slaver i Aarhundreder, var ude af Stand til at styre sig selv med Visdom og Ro som frie Mænd, saa snart som nogle af deres Lænker tildels bleve løsnede. Hvis Revolutionen havde været i alle Henseender lykkelig, da vilde Misregjering og Overtro tabe en stor Del af deres Krav paa vor Afsky som Lænker, den Fangne kunde afryste ved den ringeste Bevægelse af sine Fingre, i Stedet for at de i Virkeligheden med giftig Rust æde sig ind i Sjælen.«

Saaledes besluttede da Shelley[CCIII] at føre Revolutionens Forsætter videre i forklaret Skikkelse. Hans Sang blev en Prædiken, hans Indbildningskraft aabenbarede ikke hans Iagttagelser, men hans Ønsker.

Indbildningskraften var nu imidlertid ogsaa efter hans System den i Sandhed reformatoriske Evne. Han, hvem kras Uvidenhed har udskjældt for Materialist, havde ikke forgjæves gaaet i Hume’s[CCIV] og Berkeley’s[CCV] Skole og inddrukket den mest extreme Immaterialisme. For ham var Alt kun Tanke, Tingene Lag af Tanker, Universet en uhyre Coagulation af gamle, sammenløbne og størknede Tanker, Billeder, Forestillinger. Heri ligger, at Digteren, hvis Fag og Hverv det er at skabe nye Billeder af den Art, der gjør det stærkeste Indtryk paa Andre, bestandig reformerer om paa Verden. »Phantasien«, siger Shelley[CCVI], »er den |346| Evne, af hvilken ethvertsomhelst Fremskridt, selv det ringeste, afhænger.« Enten ved med Blidhed at bringe de størknede Tanker i Strømning paany eller ved med konvulsivisk Kraft at sprænge de traditionelle Forestillingers Vane-Skorpe, optræder Digteren som den sande Reformator.

Philosophisk og uhistorisk anlagt, som Shelley[CCVII] i sine Ynglingeaar er, søger han sig i den eneste Periode af sit Liv, han kom til at leve tilende – den før »Cencierne[0066]« – intet Grundlag i Tid og Rum for sine reformatoriske Syner, thi som Ønsker have de ingen historisk Realitet. Men idet hans Figurer mangle denne Realitet, savne de visse væsentlige Egenskaber, som kun de historiske og locale Forhold kunne give, og de Egenskaber, de besidde, ere fortrinsvis Menneskenaturens primære og primitive Træk. Ogsaa i Charakterdannelsen gaaer Shelley[CCVIII] tilbage til Slægtens Urhistorie. Personerne blive halvt mythologiske Personligheder, gigantiske og ubestemte af Omfang, aandige af Skikkelse, og ingen almindelig menneskelig Interesse kan knytte sig til dem, fordi »Historien«, det i vulgær Forstand Interessante ved Digtningen, rent foragtes og overspringes af Shelley[CCIX]. Heraf hans fuldstændige Upopularitet. Medens en Walter Scott[CCX] til alle Tider vil kunne vinde sig Læsere blandt alle dem, der kunne læse, vil Shelley[CCXI] til alle Tider være indskrænket til at skrive for the happy few.

Det gjaldt for Shelley[CCXII] imidlertid kun om at |347| møde Stoffer, hvortil disse Evner netop svarede, for at yde det Høieste i Poesien. Denne Side af hans Begavelse var fuldstændig græsk, ligesom Shelley[CCXIII] overhovedet ved Arten af sin Religiøsitet, ved sin hele poetiske og philosophiske Dannelse var gjennemgræsk. »Vi ere alle Grækere«, siger han et Sted. Det gjaldt om ham.

Dog heroisk og mythologisk og primitiv som hans Poesi var den græske kun i sit Udspring. Det er derfor ogsaa kun med denne ældste græske Poesi, at Shelley[CCXIV] kan og maa sammenlignes. Som hans Lyrik gjenkalder de homeriske Hymner, og ligesom hans politiske Komoedie saavel ved sin hensynsløse Satire som ved Sangenes lyriske Flugt er Aristophanes[CCXV] lig og Aristophanes[CCXVI] værdig, saaledes blev han nu i det alvorlige Drama Æschylos’[CCXVII]sideordnede Rival. Hans »Den løste Prometheus[0067]« er det moderne Modstykke til Æschylos’[CCXVIII] »Den bundne Prometheus[0068]«, hans »Hellas[0069]«, en Profeti om Grækenlands Seir, det moderne Sidestykke til Æschylos’[CCXIX] »Perserne[0070]«. Jeg kan kun dvæle ved »Prometheus[0071]«. Dette storartede Digterværk kroner al Shelleys[CCXX] Frihedsdigtning. Her forsøgte Shelley[CCXXI] første Gang med Held at skabe sin Poesies og sin Tidsalders herskende Type. Mange Typer jog igjennem hans Hjerne, Hjobs, Tassos[CCXXII], den samme, der samtidig greb Byron[CCXXIII] og Goethe[CCXXIV]. Det blev ved Prometheus[ccxxv]. Over den samtidige engelske Poesies Søer og Sletter hæve sig Byrons[CCXXVI] Alper med hans »Manfred[0072]« og |348| Shelleys[CCXXVII] Kaukasus[ak] med hans »Prometheus[0073]«. Siden Menneskeaandens Frigjørelse for Alvor var begyndt, sysselsatte denne Type alle de store Digtere. Den opstaaer omkring vort Aarhundredes Begyndelse i Goethes[CCXXVIII], Byrons[CCXXIX] og Shelleys[CCXXX] Hjerner. Goethes[CCXXXI] deilige Digt[0074] fremstiller den fra Gudetroen løsrevne Menneskeaand i dens Arbeiden og kunstneriske Frembringen, stolt af sin Hytte, som Guden ei har bygget, og dannende Skikkelser i sit Billede. Goethes[CCXXXII] Prometheus[ccxxxiii] er den formende og frie. Byrons[CCXXXIV] haarde, korte, ildfulde Vers[0075] skildrer Martyren, der lider med sammenbidte Tænder i Tavshed, hvem ingen Tortur kan fravriste Tilstaaelsen, og som sætter sin høieste Ære i ikke at lade sine Kvaler ane; denne Titan vilde aldrig som den antike have ladet sig trøste af Oceanets Døtre eller have klaget for dem – Byrons[CCXXXV] Prometheus er den trodsende og bundne.

Men Shelleys[CCXXXVI] ligner ingen af dem. Han er den velgjørende Menneskeaand, som kriger mod det onde Princip, som en uendelig lang Tid igjennem undertrykkes af det og ei af det alene, men af alle andre Væsener, de Gode med, der ere narrede til at antage det Onde for nødvendigt og godt; han er den Aand, der kun en Tid – om nok saa lang – kan fængsles og lænkebindes, men som en Dag til Universets Henrykkelse befries – den seirrige, den løste, den af alle Himmellegemers forenede Jubelsang hilste Prometheus[ccxxxvii].

|349| Han er selv i sine Kvaler fuldstændig rolig; thi han veed, at Jupiters[ccxxxviii] Begjering ikke er Andet eller Mere end Periode i Verdenslivet. Herfor vilde han ikke bytte den sorte Afgrund, hvori han forsmægter, for vellystig Glæde ved Jupiters[ccxxxix] Hof. Da Furierne[ccxl] lee ham ind i hans evigt søvnløse Øine, svarer han: »Jeg tænker ei paa, hvad Ondt I gjøre mig, men paa, hvor ilde I selv have det, da I ere onde«. Hvor ganske anderledes vilde en Byronsk Prometheus[ccxli] have svaret. Han er helt igjennem Kjærlighed – til sine Fjender, til Menneskene. Og Trodsen har ikke lukket Titanens Hjerte for Elskov. Han mindes i Kvalerne sin Brud, hende, der »naar hans Hjerte strømmede over, var som en gylden Kalk, der opfangede den ædle Vin«. Asia[ccxlii] er den Titanen elskende Natur. Hun er Lysets Barn, en levende Elskovsflammeskikkelse, hvis Læber, som Panthea[ccxliii] synger, med deres Kjærlighed tænde Aanden mellem dem, og hvis Smil gjør den kolde Luft til Ild. Da saa Kvalernes og Uretfærdighedens Tid er omme, synker Jupiter[ccxliv] feig og foragtet, ynkeligt anraabende Prometheus[ccxlv] om Naade, ned i Afgrunden. Den prometheiske Tidsalder begynder, og Luften forvandles til et Ocean af evige og deilige Kjærlighedsmelodier, Jordens[ccxlvi] tunge, dumpe Jubel vexler med Maanens[ccxlvii] henrivende Salighedssang, til Altet smelter sammen i en Glædeshymne, |350| som ikke Beethovens[CCXLVIII] overgaaer i den niende Symfonis Finale.

Jeg kan kun berøre, hvorledes Shelley[CCXLIX] nu efter at have kappedes med Æschylos[CCL] rivaliserede med Shakespeare[CCLI] og med et pludseligt Spring ind i den historiske Virkelighed gav England, selv efter Byrons[CCLII] Vidnesbyrd, den bedste Tragoedie, det siden Shakespeares[CCLIII] Dage havde besiddet. »Cencierne[0076]« minder mest om saadanne af Shakespeares[CCLIV] Stykker som »Lige for Lige[0077]«, skjøndt end ikke Shakespeare[CCLV] besad det glødende Had til Tyranni, som har indblæst det sin Aand. Beatrice Cencis[CCLVI] Navn er endnu den Dag i Dag for Romerne det store Frihedssymbol. Den unge Pige, som værnede sin Ære overfor sin skrækkelige Fader, hvis Voldsgjerning indirekte understøttedes af Pavens og alle Myndigheders Corruption, staaer for Romeren endnu som Heltinde og Martyr. Saa tidt der under Pavedømmets Tryk i Tidernes Løb er kommen blot en Smule Lysning i Luften, er hendes Navn og hendes Billede dukket op overalt i Rom[al]. Shelley[CCLVII] fortabte sig her helt i Historien og glemte alle Theorier. Men dog er det mig klart, at hvad der egentlig greb ham i denne tragiske Conflikt, var det dybe Brud med al Tradition, som Faderens[cclviii] Forbrydelse her havde gjort til Nødvendighed og til Pligt, samt den Anledning, den gav til at stille de gjængse theologiske Begreber om Verdensstyrelsens Fadergod|351|hed i en grel Belysning. Beatrice[cclix] siger: »Du store Gud, hvis Billede paa Jorden en Fader er, forlader du mig virkelig?« og da hun spørges: »Er du ikke skyldig i din Faders Død?« lyder Svaret: »Kræv heller den dømmende Gud til Ansvar for, at han tillod en saadan Udaad, gjorde den unævnelig og berøvede den al Tilflugt, al Opreisning, alle Følger undtagen den, du har kaldt min Faders Død.« Foran Pinebænken siger hun:

»Jeg græder Taarer, der brænde som Galde, ved i denne onde Verden, hvor Ingen er sand, at see min egen Slægt opgive sig selv og ved at betragte det elendige Liv jeg har levet, og dets elendige Udgang nu og den ringe Retfærdighed, der undes mig og mine af Himmel og Jord – og hvilken Verden vi udgjøre, Undertrykkeren og den Undertrykte.«

Tydeligt nok har Foreningen af Energi og Godhed især tiltrukket Shelley[CCLX] i Beatrices[CCLXI] Skikkelse. I Dødsøieblikket, da Rædsel griber hende for at gjenfinde Faderen[cclxii] efter Døden, under Jorden, i Himlen, udbryder hun endelig:

»Hvad om alle Ting var min Faders Aand, hans Øie, hans Stemme, hans Berøring, hvad om han efter Døden skulde komme […] og vikle mig ind i sine Helvedes Arme og fæste sine Øine paa mig og drage mig ned, ned, ned. Thi var ei han alene almægtig her paa Jorden og allestedsnærværende, og boer ikke endnu hans Aand, |352| skjøndt død, i Alt, hvad der aander, og skaber Undergang, Haan, Nød og Fortvivlelse for mig og mine!«

Det var om dette Shelleys[CCLXIII] modneste og bedst componerede Værk, at »Litterary Gazette[0078]« erklærede: »»Cencierne[0079]« er Tidens mest afskyelige Frembringelse og synes at være et Product af en eller anden Djævel.« Kritikeren haaber aldrig igjen at faae en Bog at see, der er saaledes »stemplet med Besmittelse, Ugudelighed og Infami«.

Denne Modstand nedslog Shelley[CCLXIV]. Han mente denne Gang at have gjort sit Bedste. Ikke at han forknyttedes, men han tabte Lysten til at producere. Hans to sidste Leveaar ere blottede for større Arbeider. Han skriver i November 1820: »Sikkert nok kan den Modtagelse, Publicum giver mig, dæmpe enhver Mands Enthusiasme.« Hans sidste Breve vrimle af Udtalelser om Kritiken:

April 1819: »Hvad Kritikerne angaaer, saa antager jeg, at det ikke er Andet end Skjældsord, og de ere ikke følte eller ærlige nok til at more mig.«

Marts 1820: »Hvis nogen af Kritikerne skjælde mig ud, saa klip det ud og send mig det. Hvis de rose, behøver Du ikke at gjøre Dig Uleilighed. Jeg skammer mig ved den Tanke, at jeg kunde fortjene det Sidste af dem. Jeg smigrer mig med, at det Første kun er en skyldig Tribut.«

|353| I 1821 er det, at han skriver Digtet over Keats[CCLXV] med det frygtelige Udfald mod den Kritiker, som mentes at have dræbt ham: »Hed Skam skal hemmeligt brænde dit Bryn, og Du skal skjælve som en banket Hund!«

Juni 1821: »Jeg hører at Skjældsordene mod mig overgaae alle Grændser. Jeg beder Dig, hvis Du finder en eller anden særligt krænkende Artikel, at sende mig den. Hidtil har jeg leet deraf. Men vee de Slyngler, hvis de engang skulde bringe mig ud af Ligevægt. Jeg har opdaget, at min Bagvasker i »Quarterly Review[0080]« er den velærværdige Mr. Milman[CCLXVI]. Præster have deres Privilegium.«

August 1821 : »Jeg skriver Intet og vil sandsynligvis ikke skrive mere.«

Naar Byron[CCLXVII] paa denne Maade blev tirret af sine Fjender, da standsede han et Øieblik i sit Arbeide og viste dem Løvens Klo. Med Shelley[CCLXVIII] var det anderledes. Hvad der i hans »Peter Bell den 3die[0081]« findes mod Kritikerne er en overgiven Spøg i Sammenligning med Byrons[CCLXIX] blodige Haan mod Southey[CCLXX] og de Andre. Saa tidt han optraadte, vrimlede det litterære Krapyl og Kryb under hans Fod. De saarede hans Hæl. Han kunde ikke knuse deres Hoved. Thi saadanne Kreaturer have, som Swinburne[CCLXXI] har sagt, altfor lidt Hoved til at man kan skjælne og knuse det. Byron[CCLXXII] havde desuden i Europa erhvervet sig Ven|354|ner og Beundrere i Tusindtal ved sin Poesi; han delte Parnasset med Goethe[CCLXXIII], han havde begyndt at stemple Kontinentet med sin Aands Præg. Shelley var altfor langt forud for sin Samtid. En Fører, der gaaer 20 Skridt forud, drager endnu Flokken efter sig; men er han 1000 Skridt forud for de Andre, da see og følge de ham ikke, og den første den bedste litterære Krybskytte kan ustraffet skyde ham ned fra et Baghold.

Moore[CCLXXIV] var et Talent og virkede som saadant. Shelley[CCLXXV] var intet Talent, hverken lidet eller stort, men en Genius, Sangens egen Genius, med al Geniets Kraft, men tillige med Geniets hele Mangel paa Virkelighedssands; han var udseet til endnu 50 Aar efter sin Død at beherske Englands yngre Digterslægt, men han opnaaede ikke Tyvendedelen af den kun talentfulde Moores[CCLXXVI] Indflydelse paa sin Samtid. Byron[CCLXXVII] var Individualitetens Digter som Ingen før ham og som saadan i høi Grad selvisk; Fordom og Forfængelighed kunde ikke helt udbrændes af ham uden at ædle Dele vilde lide. Uforfængelig og uselvisk som Shelley[CCLXXVIII] var, gik han ubetinget op i sine Idealer; han udfoldede sit Selv til det omspændte Verdensaltet; men hvad der var en rent ideal Dyd hos ham som Menneske, betingede og medførte en skjæbnesvanger Mangel i hans Poesi, i ethvert Tilfælde i den Gruppe af Poesier, han frembragte i sit altfor korte Livs første Periode. Den saa |355| fuldkomment uselviske Digter manglede længe al Selvbegrændsning. En skjærpet Formsands for den store Composition i dens Helhed var ham i mange Aar negtet. Da han begyndte som Digter, snublede han derfor over Tærskelen og der skal mere end Geni til at bringe en saadan Indtræden iglemme hos Læseverdenen. Hans »Revolt of Islam[0082]« var med alle sine skjønne Enkeltheder ubestemt og vag, abstract og metaphysisk. Den var med sine skyggelignende blodløse Skikkelser fremfor Alt saa bred og lang, at det blev en Opgave at læse Digtet til Ende, og en Opgave, som kun løstes af Faa. Lige til Shelley[CCLXXIX] skrev »The Cenci[0083]« synes han at have manglet enhver Sands for den uendelige Tiltrækning og den uendelige Værdi, som det Individuelle har. Selv Prometheus[cclxxx] og Asia[cclxxxi] mangle i deres Egenskab af Typer enhver Gnist af Individualitet, deres Navne ere kun Overskrifter over den skjønneste Lyrik, England nogensinde har frembragt. Hvor tydeligt »The Cenci[0084]« end viser, at Shelley[CCLXXXII] vilde have kunnet indvinde Alt, hvad der i denne Henseende fattedes ham, saa reves han dog bort, før han naaede til at indløse de rige Løfter, han havde givet, og før Samtiden havde faaet Øinene op for hvad den i ham besad. Og skjøndt hans mindre lyriske Stykker efter min og Manges Overbevisning overgaae Alt, hvad dette Aarhundrede har skabt i lyrisk Form, saa kunde dog heller |356| ikke disse Digte paavirke Tidsalderen, da de bedste af dem end ikke bleve trykte i Shelley’s[CCLXXXIII] Levetid.

Saaledes kunde da han saa lidet som Moore[CCLXXXIV] og Landor[CCLXXXV] udføre den Bevidsthedsrevolution, som Europa trængte til og ventede paa. Der udfordredes en Digter, der var lige saa individuel som Shelley[CCLXXXVI] kosmisk, ligesaa lidenskabelig som Shelley[CCLXXXVII] ideal, ligesaa skjærende satirisk som Shelley[CCLXXXVIII] harmonisk og gratiøs til at udrette det grove og herkuliske Arbeide at rydde op i Europas politiske og religiøse Bevidsthed, vække de Sovende og støde de Triumpherende ned i Latterdybet. Der udfordredes en Aand, som i lige Grad kunde vinde Tidsalderens Interesse ved sine Laster og Dyder, sine Fortrin og Feil. Shelley’s[CCLXXXIX] Instrument var en ædel Violin; det var en Lur, som behøvedes til at rense Luften og give Kampsignalet.

Hvad der endnu staaer tilbage at fortælle om Shelley’s[CCXC] Liv er kun lidet: Hans sidste Reise fra Livorno[am] til Lerici[an], da han overfaldtes af den uforudsete Storm, og hvorfra han aldrig kom levende iland – de lange Dage, hans Hustru[CCXCI] tilbragte i frygtelig Angst, søgende ham langs ad den italienske Kyst – saa Fundet af det ukjendelige Lig. En Forordning bestemte, at Alt, hvad der kastedes iland paa Kysten, skulde brændes. Byron[CCXCII] benyttede sig heraf til at give Shelley[CCXCIII] en græsk og hedensk Ligfærd overensstemmende med |357| hans Charakter. Paa Baalet strøedes Røgelse, Vin, Salt, Olie som i det gamle Hellas[ao]. Det var en skjøn Dag og et pragtfuldt Skue – det rolige Hav og Apenninerne[ap] i Baggrunden. En lille Fugl kredsede om Baalet og var ikke til at jage bort. Flammen steg høi og gylden. Legemet fortæredes, men til Alles Forundring forblev Hjertet helt, og Trelawny[CCXCIV] snappede denne Reliquie bort fra den glødende Ovn og forbrændte sin Haand derved. Asken nedlagdes nær Cestius’s Pyramide[aq] i Rom[ar], hvor Shelley[CCXCV] havde fundet det saa skjønt at hvile.

Den Mand, der havde overgivet hans Legeme til Ilden, overtog hans aandelige Arv. Vi have mødt hans Navn paa hver Side af Tidens Historie. Vi see ham forberedt af Wordsworth[CCXCVI], Coleridge[CCXCVII] og Scott[CCXCVIII], hadet af Southey[CCXCIX], misforstaaet af Landor[CCC], elsket af Moore[CCCI], beundret, paavirket og besunget af Shelley[CCCII]: Han spiller en Rolle i Alles Liv. I Virkeligheden er det ham som giver Tidsalderens poetiske Litteratur dens endelige og afgjørende Præg.

  • XV.
    højresiderne i kapitel 15 har i førsteudgaven klummetitlen »Radikal Naturalisme.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
  • »sammensat af … umandig Grusomhed«
    tilpasset citat fra John Taylor Coleridges anonyme anmeldelse (The Quarterly Review, april 1819) af Percy Bysshe Shelleys Laon and Cythna; or, The Revolution of The Golden City, der udkom i december 1817 med 1818 på titelbladet, og af den reviderede udgave af værket med titlen The Revolt of Islam, 1818 Coleridge 1819:471.
    John Taylor Coleridge: »Laon and Cythna, or the Revolution of the Golden City … The Revolt of Islam. A Poem, in Twelve Cantos«, The Quarterly Review, april, 1819 (anonym anmeldelse af Percy Bysshe Shelleys Laon and Cythna; or, The Revolution of The Golden City, der udkom i december 1817 med 1818 på titelbladet, og den reviderede udgave af værket med titlen The Revolt of Islam, 1818).
    .
  • det fremherskende … Mangel paa Mening
    af W.S. Walkers anonyme anmeldelse (The Quarterly Review, oktober 1821) af Percy Bysshe Shelleys Prometheus Unbound[.] A Lyrical Drama in Four Acts With Other Poems, 1820 Walker 1821:169.
    W.S. Walker: »Prometheus Unbound, a Lyrical Drama, in Four Acts; with other Poems«, The Quarterly Review, oktober, 1821 (anonym anmeldelse af Percy Bysshe Shelleys Prometheus Unbound[.] A Lyrical Drama in Four Acts With Other Poems, 1820).
    .
  • i »Revuen« … er bleven tummelumsk
    af W.S. Walkers anonyme anmeldelse (The Quarterly Review, oktober 1821) af Percy Bysshe Shelleys Prometheus Unbound[.] A Lyrical Drama in Four Acts With Other Poems, 1820 Walker 1821:179.
    W.S. Walker: »Prometheus Unbound, a Lyrical Drama, in Four Acts; with other Poems«, The Quarterly Review, oktober, 1821 (anonym anmeldelse af Percy Bysshe Shelleys Prometheus Unbound[.] A Lyrical Drama in Four Acts With Other Poems, 1820).
    .
  • var man ikke … Armod og Pedanteri
    af en anonym anmeldelse i The Literary Gazette af Percy Bysshe Shelleys Prometheus Unbound[.] A Lyrical Drama in Four Acts With Other Poems, 1820 Jerdan (red.) 1820:580.
    (uden forfatter): »Prometheus Unbound; a Lyrical Drama, in four acts, with other Poems«, William Jerdan (red.), The Literary Gazette; and Journal of Belles Lettres, Arts, Sciences, etc., 9. september, 1820 (anonym anmeldelse af Percy Bysshe Shelleys Prometheus Unbound[.] A Lyrical Drama in Four Acts With Other Poems).
    .
  • »Dette stupide Vaas af en Deliriumsdrømmer«
    af en anonym anmeldelse i The Literary Gazette af Percy Bysshe Shelleys Prometheus Unbound[.] A Lyrical Drama in Four Acts With Other Poems, 1820 Jerdan (red.) 1820:580.
    (uden forfatter): »Prometheus Unbound; a Lyrical Drama, in four acts, with other Poems«, William Jerdan (red.), The Literary Gazette; and Journal of Belles Lettres, Arts, Sciences, etc., 9. september, 1820 (anonym anmeldelse af Percy Bysshe Shelleys Prometheus Unbound[.] A Lyrical Drama in Four Acts With Other Poems).
    .
  • »For saadan en Mand … nedrige Sophisteri.«
    af en anonym anmeldelse i The Literary Gazette af et pirattryk fra 1821 af Percy Bysshe Shelleys Queen Mab, 1813 Jerdan (red.) 1821:307.
    (uden forfatter): »Queen Mab«, William Jerdan (red.), The Literary Gazette; and Journal of Belles Lettres, Arts, Sciences, etc., 19. maj, 1821 (anonym anmeldelse af et pirattryk fra 1821 af Percy Bysshe Shelleys Queen Mab).
    .
  • »umuligt kan existere … Sandselighed«
    af John Gibson Lockharts anonyme anmeldelse (Blackwood's Edinburgh Magazine, september 1820) af Percy Bysshe Shelleys Prometheus Unbound[.] A Lyrical Drama in Four Acts With Other Poems, 1820 Lockhart 1820:680.
    John Gibson Lockhart: »Prometheus Unbound«, Blackwood's Edinburgh Magazine (nr. 42, september), 1820.
    .
  • »Den løsbundne Prometheus … den binde!«
    anekdoten kendes bl.a. fra Thomas Medwins The Life of Percy Bysshe Shelley, 1847, hvor den tillægges Thomas Campbell (bd. 1, s. 340; bd. 2, s. 196). Det er dog ikke Campbell, men Theodor Hook, der er den egentlig ophavsmand, hvad GB siden erfarede. I de senere udgaver af Naturalismen i England er Hook derfor anført som ophavsmand. Anekdoten fremkom oprindelig i en af Hook udgivet avis kaldet John Bull Shelley 1885, 1:98.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-3, William Michael Rosetti (red.), 1885.
    .
  • Revolutionen(s)
    Den Franske Revolution; revolution i Frankrig 1789-1799, hvor hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • i Frankrig skete i Augustmaaned 1792
    der sigtes til Den Franske Revolution (1789-1799), hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord. Revolutionen brød ud i sommeren 1789, hvorefter en række skelsættende begivenheder hastigt fulgte på hinanden. 10.8.1792 blev paladset Tuilerierne, hvor den franske kongefamilie havde taget ophold, stormet og kongefamilien arresteret. Kort efter valgtes et Nationalkonvent, der skulle give Frankrig en ny forfatning.
  • Cor cordium
    (lat.) hjerter(ne)s hjerte; inskription på Percy Bysshe Shelleys grav i Rom. Inskriptionen skyldes Shelleys ven Leigh Hunt.
  • Cor cordium
    (lat.) hjerter(ne)s hjerte; inskription på Percy Bysshe Shelleys grav i Rom. Inskriptionen skyldes Shelleys ven Leigh Hunt.
  • »Ak, dette er ikke … Speil de Andres«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 452) er GB's oversættelse på vers: »Ak, dette er ej hvad mig Livet syntes! / Vel troede jeg paa Brøde, Ondskab, Had, / jeg haabed heller ej for Kval at slippe, / men i mit eget Hjerte som i Spejl / saa jeg de Andres«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af et fragment uden titel af Percy Bysshe Shelley. Fragmentet, der har førstelinjen »Alas! this is not what I thought life was«, blev posthumt trykt i 1839 af Mary Shelley Shelley 1839:52.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • Han væbnede … rolig Standhaftighed
    løst gengivet citat fra Percy Bysshe Shelleys The Revolt of Islam, 1818 Shelley 1839, 1:157.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • den Time … vaktes af sin Søvn
    af Percy Bysshe Shelleys The Revolt of Islam, 1818 Shelley 1839, 1:156.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Det var en frisk Maimorgen … blød og kjæk«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 453) er GB's oversættelse på vers: »En frisk Majmorgen over dugget Græs / jeg gik og græd og vidste ej hvorfor, / til der fra Skolen Stemmer lød som steds. / De Genlyd var af Kval, mer stor end vor, / af Undertrykkelsen i hele Verden, / der raa og fæl var Livets Nød og er den. // Da vred jeg mine Hænder, saa mig om. / Ingen var nær nok til min Graad at spotte. / Hed Taaren faldt for al den Usseldom. / Da talte uden Skam jeg, som jeg maatte: / Retfærdig vil jeg være, fri og mild / og vis, hvis Evne gives mig dertil; / thi jeg er dødtræt af at se bestandig / de Selviskes og Stærkes Voldsmagt fræk, / uhindret, straffri. Og en Ro, en mandig / kom over mig, og jeg var blød og kæk«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys The Revolt of Islam, 1818 Shelley 1839, 1:156-157.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • den første franske Republik
    i september 1792, under Den Franske Revolution (1789-1799), proklamerede det netop oprettede nationalkonvent oprettelsen af den franske republik. Den nye styreform skulle erstatte det faldne franske kongedømme, og en af konventets første handlinger var at dømme kongen til døden.
  • de franske Encyclopædister(s)
    samlebetegnelse for den forfattergruppe, som stod bag udarbejdelsen af den 28 bind store Encyclopédie, ou Dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers, 1751-1771.
  • »talte Ondt om sin Fader og Kongen.«
    af William Michael Rosettis »Memoir of Shelley«, 1870 Shelley 1885, 1:10.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-3, William Michael Rosetti (red.), 1885.
    .
  • »gale Shelley« eller »Atheisten Shelley«
    af William Michael Rosettis »Memoir of Shelley«, 1870 Shelley 1885, 1:10.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-3, William Michael Rosetti (red.), 1885.
    .
  • de franske Materialister(s)
    gruppe af franske tænkere i 1700-tallet med den fælles anskuelse at materien, det stoflige, er grundprincippet for alt værende. Udgangspunktet er en antagelse af, at alt kan forklares og forstås som fysiske eller kemiske processer.
  • Q. E. D.
    forkortelse for det latinske quod erat demonstrandum (hvilket skulle bevises).
  • Hvorfor har De … trodse Uretfærdighed
    sammensat citat fra Edward John Trelawnys Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858 Trelawny 1858:60.
    Edward John Trelawny: Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858.
    .
  • Var det muligt … djævelsk Skole i Litteraturen?
    sammensat citat fra Edward John Trelawnys Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858 Trelawny 1858:20-21.
    Edward John Trelawny: Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858.
    .
  • »Af Had er jeg stolt … mig ligegyldig«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 455) er GB's oversættelse på vers: »Af Had er stolt jeg, finder Haan uskyldig, / og Ligegyldighed, der én Gang saared / min Sjæl, er selv mig bleven ligegyldig«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt trykte digt »Stanzas«, 1834 Shelley 1839, 4:145.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • et Udtryk … overnaturligt intelligent ud
    af William Michael Rosettis »Memoir of Shelley«, 1870 Shelley 1885, 1:16.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-3, William Michael Rosetti (red.), 1885.
    .
  • »altfor deilig«
    af William Michael Rosettis »Memoir of Shelley«, 1870 Shelley 1885, 1:123.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-3, William Michael Rosetti (red.), 1885.
    .
  • »Han kommer og gaaer som en Aand … og hvorhen«
    af Edward John Trelawnys Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858 Trelawny 1858:22.
    Edward John Trelawny: Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858.
    .
  • den Ytring af Rossetti … deres Elskerinde
    af William Michael Rosettis »Memoir of Shelley«, 1870 Shelley 1885, 1:30.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-3, William Michael Rosetti (red.), 1885.
    .
  • εἰμι ϕιλάνϑρωπος δημωκράτικός τ’ ἄϑεός τε
    historien kendes fra flere kilder, bl.a. Algernon Charles Swinburnes essay »Notes on the Text of Shelley«, 1869 Swinburne 1875:192.
    Algernon Charles Swinburne: Essays and Studies, 1875.
    .
  • Cor cordium
    (lat.) hjerter(ne)s hjerte; inskription på Percy Bysshe Shelleys grav i Rom. Inskriptionen skyldes Shelleys ven Leigh Hunt.
  • Spinderskens lille Sang i »The Cenci«
    der sigtes til Beatrice Cencis »Song« i Percy Bysshe Shelleys tragedie The Cenci, 1819, V.3 Shelley 1839, 2:263-264.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • Narrens Sange i »Hvad I vil«
    der sigtes til narren Feste i Shakespeares Twelfth Night, or What You Will, 1601. Feste synger i stykket fire sange.
  • Desdemonas og Ophelias Viser
    der sigtes til Shakespeares karakterer Desdemona (gift med Othello i The Tragedy of Othello, the Moor of Venice, 1603-1604) og Ophelia (Hamlets elskede i The Tragedy of Hamlet, Prince of Denmark, 1600-1601). Begge kvinder synger sørgmodige sange om død og tabt kærlighed.
  • »Hvis vi tænke … for os alene.«
    sammensat citat fra Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne essay »On Love«, 1829 Shelley 1840, 1:165-167.
    Percy Bysshe Shelley: Essays, Letters from Abroad, Translations and Fragments, vol. 1-2, Mary W. Shelley (red.), 1840.
    .
  • I en Note … Phantasiens luftige Flugt
    det anførte synspunkt findes i Mary Shelleys »Note on Poems of 1820« i hendes udgave af Percy Bysshes Shelleys værker Shelley 1839, 4:51-53.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .

  • (eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
  • Hin ringeste Blomst … dybt for Taarer
    prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »Ode«, 1807. Digtet fik i senere udgaver tilføjet titlen »Intimitations of Immortality From Recollections of Early Childhood« Wordsworth 1970, 4:285.
    William Wordsworth: The Poetical Works of William Wordsworth, vol. 1-5, Ernest De Selincourt et al. (red.), 1967-1972 (Second Edition (reprint)).
    .
  • »To me the meanest flower … too deep for tears«
    af William Wordsworths digt »Ode«, 1807, der i senere udgaver fik tilføjet titlen »Intimitations of Immortality From Recollections of Early Childhood« Wordsworth 1970, 4:285.
    William Wordsworth: The Poetical Works of William Wordsworth, vol. 1-5, Ernest De Selincourt et al. (red.), 1967-1972 (Second Edition (reprint)).
    .
  • Han haaner i »Peter Bell den 3die … løse dens Belte
    det af GB omtalte findes i fjerde del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Peter Bell the Third«, 1840 Shelley 1840:241.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Byshee Shelley, Mary W. Shelley (red.), 1840.
    .
  • Vindenes og Luftens Aand … lette Fødder
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys lange digt Alastor; or, The Spirit of Solitude, 1816 Shelley 2012, 3:17.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetry of Percy Bysshe Shelley, Donald H. Reiman, Neil Fraistat, Nora Crook (red.), 2000- (vol. 1-3 udkom 2000-2012).
    .
  • I et af sine Digte … Hule under Havet
    der sigtes til Percy Bysshe Shelleys digt »An Exhortation«, 1820. GB gengiver i prosa ca. halvdelen af digtet Shelley 1839, 3:199-200.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • hvorledes Mimosen voxer … Nattens Kys
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys digt »The Sensitive Plant«, 1816 Shelley 1839, 3:213.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Og enhver af Blomsterne … det Skjønne.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 461-462) er GB's oversættelse på vers: »Men om enhver af Blomsterne flød / det Lys, den Duft, som dens Nabo udgød, / som unge Forelskte i Frydens Vaande / begærligt drikker hinandens Aande. // Men Mimosen, der ikke at røbe forstod / hvad saa dybt den følte fra Top til Rod, / den modtog mere end nogen Anden / og dirred af Elskov til Bladeranden. // Thi Mimosen har ingen Blomsterkalk sød; / i dens Lod faldt hverken Duft eller Lød. / Den elsker som Elskov, og fuldt kan den lønne, / den attraar hvad ikke den har: det Skønne«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys »The Sensitive Plant«, 1820 Shelley 1839, 3:216-217.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • det lave og hadske Angreb i »Quarterly Review«
    der sigtes til John Wilson Crokers særdeles kritiske anmeldelse af John Keats' Endymion, 1818. Anmeldelsen fremkom i The Quarterly Review (»Article VII. - Endymion: A Poetic Romance«) i april 1818 (først trykt i september 1818).
  • Shelley etsteds … dens Farve og dens Duft
    der sigtes til Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne essay »A Defence of Poetry«, 1840 Shelley 1840, 1:10.
    Percy Bysshe Shelley: Essays, Letters from Abroad, Translations and Fragments, vol. 1-2, Mary W. Shelley (red.), 1840.
    .
  • »Midt iblandt de Andre … at det skulde være saa!«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 462-463) er GB's oversættelse på vers: »Iblandt de Andre kom en skrøbelig Form, / et Luftsyn mellem Mennesker, alene, / som sidste Sky af en udaandende Storm, / hvis Torden ringer Lig. / Jeg skulde mene, / at han, Aktæon lig, Naturens rene / og nøgne Skønhed saa, og nu han flyr / med svage Skridt bort over Verdens Stene. / Hans egne Tanker ret som rasende Dyr, / som Hunde, jager ham, hvorhen han ogsaa tyr. // En Aand, en Parder lig, saa skøn som snel, / Elskov i Sorg formummet, Kraft og Magt, / med Svaghed gjordet. Tung ham som et Fjæld / er Timens Vægt; han synker ned forsagt. / Faldende Regn, en Lysstrøms døende Pragt, / en bristende Bølge er han. Brast den ikke, / mens vi den nævned? Tidt har Solen lagt / sit Smil paa visnet Blomst. Rødmen kan ligge / paa Kind, mens Sjælen maa den bitre Dødskalk drikke. // Hans Hovedhaar var med Violer kranset, / med visne Stedmorsblomster sammenbundet. / Et Spær, hvorpaa Cypressens Kogle dansed, / omkring hvis Skaft mørk Vedbend løst var vundet, / (som drivende af Dugg han havde fundet), / skjalv i hans Haand, som Hjerteslagets Il / fik til at ryste. Alle var forsvundet. / Da kom han sidst, som glemt, med Vemods Smil, / en Raa, dens Hjord forlod, truffet af Jægrens Pil. / Alle sig rejste og, med Taarer lyttende, / mildt til ham saa. Helt vel den ædle Skare / forstod, hvem til en Andens Skæbne knyttende / sin egen, den begræd. Han sang sin Fare, / sin Sorg. Urania granskede hans Træk / og mumlede bekymret: Hvem er du? / Han svarte ej, men blotted taus og kæk / sin brændemærkede, blodige Pande nu. / Ak! at den var som Kains og Kristi. - Hvilken Gru!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys Adonais. An Elegy on The Death of John Keats, 1821 Shelley 1839, 4:97-98.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • Aktæon
    Aktaion (Actaeon) var i den græske mytologi barnebarn af Thebens grundlægger Kadmos og en særdeles dygtig jæger. En dag så han under en jagt med sine hunde jagtgudinden Artemis bade i en sø. Gudinden blev så rasende over, at en dødelig havde set hende nøgen, at hun forvandlede ham til en hjort, hvorpå hans egne hunde dræbte ham.
  • Aktæon
    Aktaion (Actaeon) var i den græske mytologi barnebarn af Thebens grundlægger Kadmos og en særdeles dygtig jæger. En dag så han under en jagt med sine hunde jagtgudinden Artemis bade i en sø. Gudinden blev så rasende over, at en dødelig havde set hende nøgen, at hun forvandlede ham til en hjort, hvorpå hans egne hunde dræbte ham.
  • Solen er varm, Himlen blaa … min Bevægelse!
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Stanzas Written in Dejection, Near Naples«, 1824 Shelley 1839, 3:151.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Ak, jeg har … min døende Hjerne.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 463-464) er GB's oversættelse på vers: »Ak, Haab og Helbred har jeg ej, / ej ydre Ro, ej Fred dybt inde, / ej heller har den Rigdom jeg, / den Vise kan i Grublen finde, / jeg har ej Trøst i noget Minde, / ej Ry, ej Magt, som Andre nyder / i bredfuldt Maal; mig elsker ingen Kvinde. / Jeg Lykkelige ser, hvem Alting fryder. / En helt forskellig Lod mit strenge Liv mig byder. // Dog selv Fortvivlelsen er let / og dæmpet nu som Vind og Vove, / jeg kunde som et Barn, et træt, / den Kval bortgræde og bortsove, / som jeg maa bære efter Skæbnens Love, / til Døden mig den sande Fred forkynder, / og i det varme Pust fra Sydens Skove / min Kind blir kold, og Havet, som mig ynder, / enstonigt over mig sin sidste Vise nynner«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Stanzas Written in Dejection, Near Naples«, 1824 Shelley 1839, 3:152.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Nogle ville klage … i Erindringen endnu.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 464) er GB's oversættelse på vers: »Man sørge vil, naar jeg er død, / som jeg, naar denne søde Dag er omme, / hvem, ældet og forstemt ved Livets Nød, / jeg krænket har ved mine Klager tomme. / Ja, der vil sørges over mig af Somme. / Thi jeg, skønt ikke elsket, vil dog savnes, / ulig den skønne Dag, der Alle glæder / og som, naar Solhverv visker ud dens Hæder, / vil, skønt den elsket var, af Mindet længe favnes«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Stanzas Written in Dejection, Near Naples«, 1824 Shelley 1839, 3:152.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • Morgenstjernens flammebringende Engel
    dvs. Lucifer, hvis navn på latin betyder: lysbringer, morgenstjerne. Ifølge middelalderlig tradition en oprørsk og falden engel, hvis hovmod bragte ham til udstødelse fra de himmelske regioner.
  • »Rul, du dybe mørkeblaa Ocean, rul frem!«
    af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:265.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Swinburne … tilfælles med Shelley
    der sigtes til Algernon Charles Swinburnes essay »Byron«, 1866 Swinburne 1875:245 ff..
    Algernon Charles Swinburne: Essays and Studies, 1875.
    .
  • de ældste … Hymner, Vederne og de homeriske
    de vediske hymner udgøres af fire store samlinger med i alt 1028 hymner tilhørende den oldindiske vediske religion. De ældste dele af de vediske hymner går formentlig tilbage til 1200-tallet f.Kr. De homeriske hymner består af i alt 33 græske digte, hvoraf de ældste stammer fra 700-tallet f.Kr. Digtene er skrevet i en stil, der minder om den græske digter Homers. Fælles for de vediske og homeriske hymner er, at de er rettet til guddomme, der hyldes for deres bedrifter.
  • ariske
    vedr. de indoeuropæiske stammer arierne og deres (oldindiske) sprog.
  • hin Mø klædt … Telts tynde Tag
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys digt »The Cloud«, 1820 Shelley 1839, 3:241.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • den blodige Solopgang med Meteorøinene
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys digt »The Cloud«, 1820 Shelley 1839, 3:240.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Mine Følelser … bevare mit.«
    af et brev fra Percy Bysshe Shelley, dateret 12.7.1816, til Thomas Love Peacock Shelley 1915, 2:494.
    Percy Bysshe Shelley: The Letters of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-2, Roger Ingpen (red.), 1915 (New edition with additions and corrections).
    .
  • »Det er en stor Fristelse … en anden Planet.«
    af Edward John Trelawnys Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858 Trelawny 1858:59.
    Edward John Trelawny: Recollections of the Last Days of Shelley and Byron, 1858.
    .
  • »O, løft mig … Vaaren være fjern?«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 467-468) følger GB med små afvigelser Adolf Hansens oversættelse »Ode til Vestenvinden« i Det nittende Aarhundrede, udg. af Georg og Edvard Brandes, april-september 1876, s. 305-306: »O løft mig da som Bølge, Sky og Blad! / Mod Livets Torne synker jeg. Jeg bløder. / Tungt Tidens Vægt min Kraft har splittet ad. / Jeg var dig altfor lig - stolt, ildfuld, glad. // Lad mig, lig Skoven, som din Lyre bruse! / Hvad om mit Liv som dens maa visnet vige! / Naar dine Harmoniers Hvirvler suse, / en høstlig Klang tungsindig mild skal stige / fra begges Sangbund. Du, som trodser Skranker, / vær du min Aand! Vær mig, utæmmelige! / Driv over Jorden mine døde Tanker, / lig vissent Løv, der nye Vækster føder! / Ved Kraften, som i dette Vers der banker, / spred mine Ord som Arnestedets Gløder / og hede Aske ud blandt Slægtens Hær! / Vær for den dorske Jord den Magt, der støder / i Spaadomsluren ved min Røst! Thi er / det Vinter først, maa Vaaren være nær«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys »Ode to the West Wind«, 1820 Shelley 1839, 3:204.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • O, kunde jeg samle Alt … var Lynet!«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 468) er GB's oversættelse på vers: »Hvis frem i Form jeg kunde lade bryde / hvad allerinderst holder sig tilbage / i Sindets dybe Grund, og saadan gyde / Sjæl, Lidenskaber, stærke eller svage, / alt hvad jeg higer mod, hvad Nætter, Dage / jeg føler dybt, i ét Ord, og det Ord / var Lynild - skulde mægtigt frem det brage. / Nu skal jeg uhørt færdes her paa Jord / med Tanken stum som Sværd, der end i Skeden bor«; det i teksten citerede er GB's prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:177.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »O, lad mig nyde … Stormen og Dig!«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 468) er GB's oversættelse på vers: »Stolte Nat! / Du blev ej sendt til Slummer! Henrykt nyder / jeg al din store, vilde Glædes Skat / som Led af dig og Stormen«; det i teksten citerede er GB's prosaoversættelse af en del af Byrons Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818 Byron 1833, 8:175.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Hvad ilive? … blev varmt«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 468-469) er GB's oversættelse på vers: »I Live? og saa kry, o Jord? / Er du ej altfor kry? / Du svinger dig rundt, som var du helt ny, / som i Tidernes Morgen du foer. / Du sidste af Flokken i Stjernernes Gry! / Du svinger dig, som du var ny. / Er ej Lemmerne stille foruden Aand? / Kan du røre dig? Død er Napoleon. // Er dit Hjerte ej blevet koldt? / Er endnu paa din Arne en Gnist? / Ringed ej Ligklokker hist? / Har hans Død ikke din forvoldt? / Du varmed dog Fingrene lige til sidst / over Ilden, hans Sjæl underholdt. / Hans varmende Flamme du blussende nød, / Kan du le da, vor Moder, nu han er død? // Jorden jubler: I Live og slet ikke kold! / stedse mere og mere kry! / De Døde gør mig titusindefold / mere hastig og ildfuld og ny. / Jeg var skyet og vranten og kold / som et frossent Kaos fra Tidens Old, / til ved Aandens Ild fra den mægtige Døde / jeg fik Ildhu paany. Hans Ild er min Føde«; det i teksten citerede er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys digt »Written on Hearing the News of the Death of Napoleon«, 1822 Shelley 1839, 4:120-121.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • som Raphael … ført af sin Engel
    der sigtes til Rafaels værk Verdens Skabelse i Chigi-kapellet i Santa Maria del Popolo-kirken i Rom. I værket fremstilles bl.a. de da kendte planeter, der hver især ledsages af en engel.
  • Arion paa Delfinens Ryg
    den halvmytiske græske digter Arion blev ifølge Herodot (bog 1:24) reddet fra druknedøden af en delfin. Arion var en velhavende mand, og på en sørejse blev han af mandskabet, der ville stjæle hans penge, tvunget til at springe i havet. Han fik dog lov til først at spille en sang. Sangen lokkede en delfin til, der siden bar ham i sikkerhed.
  • Sphærernes vilde Musik
    der sigtes muligvis til Pythagoras af Samos' spekulative kosmologi, ifølge hvilken planeterne ved deres bevægelser skaber en slags kosmisk koncert.
  • »det er Kjærlighed, Alt er Kjærlighed«
    af Percy Bysshe Shelleys lyriske drama »Prometheus Unbound«, 1820, IV.1 Shelley 1839, 2:118.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Menneskene vide slet ikke … tilhøre os alle«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 470) er GB's oversættelse på vers: »Mænd sjældent véd, hvor dejlig Ilden er. / Hver Flamme er en kostbar Ædelsten, / opløst i bølgende Lys, der skøn og ren, / tilhører hvem der ser den, en og hver«; det i teksten citerede er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »The Witch of Atlas«, 1824 Shelley 1839, 4:14.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »En stor Fornøielse … foldede Hænder«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 470) er GB's oversættelse på vers: »Det mored Feen ret at agte paa, / hvorledes Søvnen Mennesker betvang. / Her spæde Tvillingsøstre sammen laa, / her græd en ensom Yngling Natten lang. / To, hvem uskyldig Elskov Lejet redte, / laa Favn i Favn i deres Lokker, spredte / som Vedbendløv, der snor sig om en Stamme. / Her laa en Olding hvid med Hænder stramme«; det i teksten citerede er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »The Witch of Atlas«, 1824 Shelley 1839, 4:25.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • Balder
    i den nordiske mytologi søn af herskerguden Odin og Frigg.
  • de udstrakte … skulde være det
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Julian and Maddalo«, 1824 Shelley 1839, 3:291.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • Tiden … menneskelige Taarer
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Time«, 1824 Shelley 1839, 4:106.
    Louis Antoine de Saint-Just: Œuvres de Saint-Just, represéntant du peuple à la Convention nationale, 1834.
    .
  • Sneen og alle Former af den straalende Frost
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Song«, 1824 Shelley 1839, 4:118.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetry of Percy Bysshe Shelley, Donald H. Reiman, Neil Fraistat, Nora Crook (red.), 2000- (vol. 1-3 udkom 2000-2012).
    .
  • »Kummerens Suk … vil du ikke høre«
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Song«, 1824 Shelley 1839, 4:117.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Se, jeg elsker Alt … Bolig i mit Hjerte!«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 471) er GB's oversættelse på vers: »Alt jeg elsker, hvad du elsker, / o du Glædens Aand! / Stjernenatten, Jorden i dens / grønne Klædebon, / Kvældstid og frisk Morgenrødes, / naar de gyldne Taager fødes. // Sne jeg elsker, alle Former / af den straalende Frost, / Bølgegangen, naar det stormer, / al Naturens Kost, / som den byder, rent anrettet, / ej af Menneskejammer plettet. // Rolig Ensomhed jeg elsker / og et Selskab blot, / der har Lighed med os begge, / stille, vist og godt. / Vi er ens; men hos dig trænges / Alt, hvorefter jeg maa længes«; det i teksten citerede er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Song«, 1824 Shelley 1839, 4:118.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • Søskolen(s)
    (eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
  • »Overlad Nattergalen … Lys er dit«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 472) er GB's oversættelse på vers: »Und Nattergalen kun dens skyggende Skov! / Et Rige, klart af straalende Lys er dit«; det i teksten citerede er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »To a Skylark«, 1827 Wordsworth 1969, 2:266.
    William Wordsworth: The Poetical Works of William Wordsworth, vol. 1-5, Ernest De Selincourt et al. (red.), 1967-1972 (Second Edition (reprint)).
    .
  • »Du, Type for den Vise … Himlen og Hjemmet«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 472) er GB's oversættelse på vers: »Den Vises Billed, der sig opad svinger / men ej som Trækfugl flyver bort; de to / beslægtede Magter, Himlen og Hjemmet, tro«; det i teksten citerede er GB's prosaoversættelse af en del af William Wordsworths digt »To a Skylark«, 1827 Wordsworth 1969, 2:266.
    William Wordsworth: The Poetical Works of William Wordsworth, vol. 1-5, Ernest De Selincourt et al. (red.), 1967-1972 (Second Edition (reprint)).
    .
  • »Type of the wise … Heaven and Home.«
    af William Wordsworths digt »To a Skylark«, 1827 Wordsworth 1969, 2:266.
    William Wordsworth: The Poetical Works of William Wordsworth, vol. 1-5, Ernest De Selincourt et al. (red.), 1967-1972 (Second Edition (reprint)).
    .
  • som syngende … stedse synger
    GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys digt »To a Skylark«, 1820 Shelley 1839, 3:243.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • Katholikernes Emancipation
    dvs. de engelske og irske katolikkers kamp i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet for at få ophævet en række lovmæssigt gældende begrænsninger af katolikkers rettigheder i landene.
  • den franske Revolution
    revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • efter eget Sigende
    historien fortælles i William Michael Rosettis »Memoir of Shelley«, 1870 Shelley 1885, 1:35.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-3, William Michael Rosetti (red.), 1885.
    .
  • »Jeg forbander Dig … Sjæle er dine.«
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »To the Lord Chancellor«, der første gang blev trykt (i en beskåret udgave) i 1839. GB følger den længere udgave af digtet, der første gang blev trykt i 1840 Shelley 1840:252.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Byshee Shelley, Mary W. Shelley (red.), 1840.
    .
  • »De have taget … Evighedens Vande.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 473-474) er GB's oversættelse på vers: »De har taget din Broder og Søsterlil / og gjort dem uskikket til Omgang for dig. / De har tørt deres Taarer og slukt deres Smil, / der hellige vare for mig. / Til en morderisk Tro, en Forbrydelsens Sag / de dem knægted fra Barnsben som Slaver i Mag, / og de Smaa vil forbande dit Navn og mit / fordi vi tænker frygtløst og frit. // Dog engang svinder Herskernes Voldsmagt som Drøm / og med den Løgnpræsternes Mod. / De staar paa Bredden af Tidens Strøm, / hvis Bølger de skænder med Blod. / Men om dem den svulmer og raser og skummer; / den næres fra Dybet af tusinde Kummer. / Deres Sværd, deres Spir ser som Vrag jeg flyde / paa Evighedens Vande, der syde«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »To William Shelley«, der første gang blev trykt (i en beskåret udgave) i 1839. GB følger den længere udgave af digtet, der første gang blev trykt i 1840 Shelley 1840:253.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Byshee Shelley, Mary W. Shelley (red.), 1840.
    .
  • »Hvad, er det den fordømte Atheist Shelley!«
    anekdoten kendes bl.a. fra Thomas Medwins The Life of Percy Bysshe Shelley, 1847 Medwin 1847, 2:9.
    Thomas Medwin: The Life of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-2, 1847.
    .
  • den Reform, Toryerne tiltraadte og udførte i 1867
    der sigtes til Representation of the People Act 1867 (Parliamentary Reform Act); engelsk lov, der bl.a. ændrede på det forhold, at kun de, der ejede deres bolig, kunne stemme. Fra 1867 fik også de, der lejede deres bolig (og opfyldte en række andre krav), stemmeret.
  • Han vilde hverken … Aristokrati afskaffet
    af Jane Shelleys Shelley Memorials, 1859, s. 87; GB følger formentlig William Michael Rosettis »Memoir of Shelley«, 1870 Shelley 1885, 1:80.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-3, William Michael Rosetti (red.), 1885.
    .
  • »to blodløse Ulve … til een«
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys digt »Similes«, 1832 Shelley 1839, 3:190.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Jeg mødte Mordet … Jammer, o Jammer!«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 474-475) er GB's oversættelse på vers: »Jeg Mordet saa paa Vejen staa, / Castlereaghs Maske havde det paa. / Glat saa han ud, dog var Minen gram. / Syv stærke Blodhunde fulgte ham. // Klædt i en Bibel som klædt i Lys / kom Hykleriet bagefter nys, / Lord Sidmouth ligt, den gode, milde, / ridende paa en Krokodille. // Tilbage blev en afsindig Pige. / Hendes Navn var Haab, det / vilde hun sige. / Dog var hun Fortvivlelsen mere lig, / og hun raabte ud i Vejret med Skrig: // Min Fader Tid er svag og graa / af bedre Dage at vente paa. / Se blot hvor idiotisk han staar / og famler med værkbrudden Haand i sit Haar. // Han har havt et Barn efter det andet. / Deres Ben er med Støv og Aske blandet. / Thi alle gik op i Dødens Flammer. / Jeg er ene tilovers. O Jammer, Jammer!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt The Masque of Anarchy, 1832 Shelley 1839, 3:167-172.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »hvem en Vildfremmeds … Andre ikke see«
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Julian and Maddalo«, 1824 Shelley 1839, 3:308.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • Revolutionen
    Den Franske Revolution; revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • Methinks there were … can thus move
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 476): »Mig tykkes, der maa findes / en Kur med Taalmod og med kærlig Pleje, / da af Musik saa stærkt og blidt de bindes«; af Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne digt »Julian and Maddalo«, 1824.
  • »thi … vilde dømme sine Smaa.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 474-475) er GB's oversættelse udvidet og på vers: »Du véd, hvad Fattigdom betyder / i en fordærvet Tid som denne: / Forbrydelse og Frygt og Skam / og Vandring under Hundeglam / ad frossen Vej, i usle Gyder, / en Hjemløshed foruden Ende, / og værst af Alt: den Selvforagt / der dræber Ungdoms Smil med Magt / og gør dens Taarer galdehede / for snart at tørre dem med Vrede, / En Moder tager vel i Agt, / ej selv at dømme sine Smaa / til slig en Lod, saa fæl, saa raa«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys hyrdedigt »Rosalind and Helen«, 1819 Shelley 1839, 3:95.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • For love and life … children of one mother
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 477): »I ham var Liv og Kærlighed, / Tvillinger født i samme Stund. / Til alle Andre Livet kun / fra først blir skænket. Deri poder / Naturen siden Kærlighed, / skønt de er Børn af samme Moder«; af Percy Bysshe Shelleys hyrdedigt »Rosalind and Helen«, 1819 Shelley 1839, 3:101.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • Revolutionen
    Den Franske Revolution; revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • If he seeks Fame … near Power must toil
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 477): »Søger han Ry, Ry aldrig kroned / en Kæmper for en nedtraadt Ret. / Søger han Magt, Magt altid troned / hos Uret og forældet Ret, / de sultne Ulve, som blir altid foret / af hver og en, der er ved Roret«; af Percy Bysshe Shelleys hyrdedigt »Rosalind and Helen«, 1819 Shelley 1839, 3:102.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Graahærdet Magt … reiste atter sit Hoved.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 477) er GB's oversættelse udvidet og på vers: »Der var ej længer Haab. Graa Magt / forfædrestolt, der roligt knejste, / sad atter højt i Herskersædet, / hvis Trin af udgydt Blod var vædet, / hvor Dragen Tro sig havde lagt / og nu paany sit stygge Hoved rejste, / mens Kvinder, Børn og Mænd / bedroges og nedtrampedes igen«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys hyrdedigt »Rosalind and Helen«, 1819 Shelley 1839, 3:104.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Many then wept, not tears but gall«
    af Percy Bysshe Shelleys hyrdedigt »Rosalind and Helen«, 1819 Shelley 1839, 3:105.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »et af den unge … beroede paa Fordom«
    *** GB citerer sig selv.
  • pour faire une fin
    (fr.) for at gøre en ende på det; fast vending med betydningen at slå sig til ro (typisk ved at gifte sig).
  • »Harris! skaf mig et Glas Brændevin … rigtig rask!«
    anekdoten kendes bl.a. fra Charles Knights The Popular History of England, 1856-1862 Knight 1861, 7:319.
    Charles Knight: The Popular History of England, vol. 1-8, 1856-1862.
    .
  • engelske Bulls
    der sigtes til John Arbuthnots litterære figur John Bull, der er hovedperson i fem anonymt udgivne pamfletter (med individuelle titler) fra 1712. John Bull-figuren er gennem tiden blevet et symbol på den engelske nationaltype.
  • »Skatterne, denne sande Kilde … Mønster for Nationer«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 479-480) er GB's oversættelse på vers: »Og Skatterne, / de sande Kilder til alt Svineri / (thi hvilket bedre Udtryk findes vel for / den Religion, Moral og Fred og Velstand, / der gør Bøoterfolket som Nation / til Mønsterbillede for alle andre?) / vokser omkap med Svineriet selv«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys anonymt udgivne tragedie Oedipus Tyrannus; or Swellfoot the Tyrant, 1820, II.1 Shelley 1840:186.
    Percy Bysshe Shelley: Essays, Letters from Abroad, Translations and Fragments, vol. 1-2, Mary W. Shelley (red.), 1840.
    .
  • »der befolker Jorden … med Slaver«
    prosaoversættelse af to vers fra Shelleys digt Queen Mab, 1813 Shelley 2004, 2:208.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetry of Percy Bysshe Shelley, Donald H. Reiman, Neil Fraistat, Nora Crook (red.), 2000- (vol. 1-3 udkom 2000-2012).
    .
  • »en Lidenskab for at reformere Verden«
    af forordet til Percy Bysshe Shelleys lyriske drama »Prometheus Unbound«, 1820 Shelley 1839, 2:6.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • hans Hensigt … efter Fuldkommenhed
    af forordet til Percy Bysshe Shelleys digt The Revolt of Islam, 1818 Shelley 1839, 1:146.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Den Panik … æde sig ind i Sjælen.«
    sammensat citat fra forordet til Percy Bysshe Shelleys digt The Revolt of Islam, 1818 Shelley 1839, 1:146-147.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • den franske Revolution(s)
    revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • Revolutionen(s)
    Den Franske Revolution; revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • »Phantasien … afhænger.«
    sammensat citat fra Percy Bysshe Shelleys posthumt udgivne essay »Speculations on Morals«, 1840 Shelley 1840:260.
    Percy Bysshe Shelley: Essays, Letters from Abroad, Translations and Fragments, vol. 1-2, Mary W. Shelley (red.), 1840.
    .
  • »Vi ere alle Grækere«
    af forordet til Percy Bysshe Shelleys lyriske drama Hellas, 1822 Shelley 1839, 2:286.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • de homeriske Hymner
    fællesbetegnelse for en gruppe af 33 græske digte, hvoraf de ældste stammer fra 700-tallet f.Kr. Digtene er skrevet i en stil, der minder om den græske digter Homers.
  • som den antike … klaget for dem
    der sigtes til den antikke tragedie Den bundne Prometheus, formentlig skrevet af Aischylos, hvori den af Zeus bundne Prometheus ynkes af okeaniderne (døtre af Okeanus).
  • »Jeg tænker ei paa … da I ere onde«
    af Percy Bysshe Shelleys lyriske drama »Prometheus Unbound«, 1820, I.1 Shelley 1839, 2:31.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »naar hans Hjerte strømmede … den ædle Vin«
    af Percy Bysshe Shelleys lyriske drama »Prometheus Unbound«, 1820, I.1 Shelley 1839, 2:46.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • med deres Kjærlighed … den kolde Luft til Ild
    prosaoversættelse af en del af en sang fra Percy Bysshe Shelleys lyriske drama »Prometheus Unbound«, 1820, II.4 Shelley 1839, 2:76.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • selv efter Byrons Vidnesbyrd … havde besiddet
    der sigtes formentlig til Thomas Medwins Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824, hvor det fremgår, at Byron - i en samtale med Medwin - skulle have sat Shelleys drama højt: »The 'Cenci' is […] perhaps the best tragedy modern times have produced« Medwin 1824:95.
    Thomas Medwin: Journal of the Conversations of Lord Byron, 1824.
    .
  • Den unge Pige … sin skrækkelige Fader
    den unge romerske adelskvinde Beatrice Cenci blev i en periode holdt indespærret på et slot af sin fader.. Sammen med bl.a. flere familiemedlemmer lod hun faderen myrde og blev herfor dømt til døden. Hun blev henrettet i 1599. Den udbredte forestilling om, at den smukke Beatrice lod sin brutale fader myrde for at undgå et påtvungent blodskamsforhold eller faderens voldtægtsforsøg mod hende, synes dog ikke at have rod i de historiske hændelser.
  • »Du store Gud … du mig virkelig?«
    af Percy Bysshe Shelleys drama The Cenci, 1819, II.1 Shelley 1839, 2:174.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Er du ikke skyldig i din Faders Død?«
    af Percy Bysshe Shelleys drama The Cenci, 1819, V.3 Shelley 1839, 2:261.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Kræv heller … min Faders Død.«
    sammensat citat fra Percy Bysshe Shelleys drama The Cenci, 1819, V.3 Shelley 1839, 2:261.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Jeg græder Taarer … den Undertrykte.«
    sammensat citat fra Percy Bysshe Shelleys drama The Cenci, 1819, V.3 Shelley 1839, 2:260.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Hvad om alle Ting … for mig og mine!«
    sammensat citat fra Percy Bysshe Shelleys drama The Cenci, 1819, V.4 Shelley 1839, 2:267.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Cencierne« er Tidens … en eller anden Djævel.«
    Percy Bysshe Shelleys drama The Cenci, 1819, blev 1.4.1820 anmeldt særdeles kritisk (og anonymt) i The Literary Gazette; and Journal of Belles Lettres, Arts, Sciences, etc. Det af GB anførte er dog ikke et citat fra selve anmeldelsen, men en opsummering overtaget fra William Michael Rosettis »Memoir of Shelley«, 1870 Shelley 1885, 1:70.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-3, William Michael Rosetti (red.), 1885.
    .
  • »stemplet med Besmittelse, Ugudelighed og Infami«
    Percy Bysshe Shelleys drama The Cenci, 1819, blev 1.4.1820 anmeldt særdeles kritisk (og anonymt) i The Literary Gazette; and Journal of Belles Lettres, Arts, Sciences, etc. Det af GB anførte er anmeldelsens afsluttende ord. GB følger her William Michael Rosettis »Memoir of Shelley«, 1870 Shelley 1885, 1:70.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-3, William Michael Rosetti (red.), 1885.
    .
  • »Sikkert nok kan … Mands Enthusiasme.«
    af et brev fra Percy Bysshe Shelley, dateret november 1820, til Thomas Love Peacock Shelley 1915, 2:831.
    Percy Bysshe Shelley: The Letters of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-2, Roger Ingpen (red.), 1915 (New edition with additions and corrections).
    .
  • »Hvad Kritikerne angaaer … more mig.«
    af et brev fra Percy Bysshe Shelley, dateret 6.4.1819, til Thomas Love Peacock Shelley 1915, 2:688.
    Percy Bysshe Shelley: The Letters of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-2, Roger Ingpen (red.), 1915 (New edition with additions and corrections).
    .
  • »Hvis nogen af Kritikerne … en skyldig Tribut.«
    af et brev fra Percy Bysshe Shelley, dateret 6.3.1820, til Charles og James Ollier Shelley 1915, 2:766.
    Percy Bysshe Shelley: The Letters of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-2, Roger Ingpen (red.), 1915 (New edition with additions and corrections).
    .
  • den Kritiker … have dræbt ham
    der sigtes til forordet til Percy Bysshe Shelleys Adonais. An Elegy on The Death of John Keats, 1821. Her anfører Shelley, at særlig anmeldelsen af Keats' Endymion, 1818, i The Quarterly Review (april 1818, dog først trykt september 1818) nedbrød Keats' helbred. Anmeldelsen er usigneret, men er skrevet af John Wilson Croker Shelley 1839, 4:85.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Byshee Shelley, Mary W. Shelley (red.), 1840.
    .
  • »Hed Skam … en banket Hund!«
    prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys lange digt Adonais. An Elegy on The Death of John Keats, 1821 Shelley 1839, 4:99.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • »Jeg hører at Skjældsordene … deres Privilegium.«
    af et brev fra Percy Bysshe Shelley, dateret 11.6.1821, til Charles Ollier Shelley 1915, 2:876.
    Percy Bysshe Shelley: The Letters of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-2, Roger Ingpen (red.), 1915 (New edition with additions and corrections).
    .
  • min Bagvasker i »Quarterly Review«
    Percy Bysshe Shelley sigter her til en særdeles kritisk og ganske personrettet anmeldelse af hans lange digt The Revolt of Islam, 1818, i The Quarterly Review for april 1819. Anmeldelsen er anonym, men Shelley havde flere personer i tankerne som det mulige ophav, heriblandt digterpræsten Henry Hart Milman. Anmeldelsen var dog ikke skrevet af nogen af Shelleys mistænkte, men derimod af hans studiekammerat John Taylor Coleridge.
  • »Jeg skriver Intet … ikke skrive mere.«
    af et brev fra Percy Bysshe Shelley, dateret august 1821, til Thomas Love Peacock Shelley 1915, 2:897-898.
    Percy Bysshe Shelley: The Letters of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-2, Roger Ingpen (red.), 1915 (New edition with additions and corrections).
    .
  • De saarede hans Hæl … knuse deres Hoved
    der alluderes til Det Gamle Testamente, hvor Gud Herren siger til slangen: »Jeg sætter fjendskab / mellem dig og kvinden, / mellem dit afkom og hendes: / Hendes afkom skal knuse dit hoved, / og du skal bide hendes afkom i hælen« (1. Mosebog 3,15; 1992).
  • saadanne Kreaturer … knuse det
    der sigtes til Algernon Charles Swinburnes essay »Byron«, 1866 Swinburne 1875:241.
    Algernon Charles Swinburne: Essays and Studies, 1875.
    .
  • end ikke bleve trykte i Shelley’s Levetid
    en betragtelig del af Percy Bysshe Shelleys produktion blev udgivet posthumt af hans kone, Mary Shelley, i bl.a. Posthumous Poems, 1824, og The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, 1839.
  • 1 kommentarer er ikke tilknyttet databasen

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«