Naturalismen i England (1875)

|282|XIV.

Paa den Tid, da England udadtil gik den hellige Alliances Ærind, indadtil undertrykkede Katholikerne og styrtede de lavere Klasser i Nød ved sin Begunstigelse af Landadelen, reiste stedse flere og flere Englændere bort fra deres Fædreland for som Frihedens vandrende Riddere ligesom at minde Europa om, at England til alle Tider havde gjaldt for Folkefrihedens fødte Beskytter. Saadanne Englændere vare General Wilson[I], der under Bolivar[II] befriede Sydamerika, og Admiral Cochrane[III], der først i den brasilianske og senere i den græske Frihedskrig gjorde sit Navn berømt. Til denne Klasse af Mænd hører Walter Savage Landor[IV], den særeste og stolteste Aand i Tidsalderens poetiske Litteratur.

Landor fødtes 30. Januar 1774 i Warwick[a], som Barn af en høiadelig Familie og som Arving til fyrstelige Rigdomme. Han studerede i Oxford[b], opholdt sig 1802 i Paris[c], vendte tilbage, solgte største Delen af sine Familiebesiddelser for at kjøbe Jord i et andet Grevskab, hvor han efter Tykke indførte alle mulige Arter af Forbedringer og Forskjønnelser og stræbte at sikre sine talrige Forpagtere en langt bedre Existens end den lavere Klasse i England ellers nogensinde førte. Han gav 70,000 Pund ud til disse Reformforsøg, som han satte iværk med mindre Menneskekundskab |283| end Begeistring for Menneskevel. Hans philanthropiske Iver blev af hans Undergivne misbrugt paa en skammelig Maade; man benyttede sig af hans Høimod og Uegennyttighed til at bedrage ham i den størst mulige Stil. Oprørt over sine Forpagteres Utaknemmelighed og slette Opførsel besluttede han at sælge alt sit Jordegods, selv de Godser, der havde været i hans Families Besiddelse i 700 Aar, for at leve som fri Verdensborger. Han udførte dette Forsæt i 1806.

Det spanske Oprør mod Napoleons[V] Tyranni brød ud. Landor[VI] reiste til Spanien, udrustede for egne Midler et helt lille Troppecorps og kjæmpede i Insurgenternes Rækker. Han modtog i den Anledning en offentlig Takskrivelse af den øverste Junta og Titel som Oberst i den spanske Hær. Ved Kong Ferdinands[VII] Restauration sendte han Kongen sit Diplom tilbage med en Skrivelse, i hvilken han erklærede, at han, skjøndt Spaniens Sag hengiven for stedse, ikke kunde have noget Berøringspunkt med »en Meneder og Forræder« som dets Konge. Man har i dette ene Træk Mandens Temperament – fremfusende og hensynsløst som det var, men stolt og stort. Der slog en Soldats Hjerte i denne Digters Bryst.

1815 bosatte Landor[VIII] sig i Italien og blev der mere end 30 Aar i Træk. Først 1857 tog han stadigt Ophold i England (i Byen Bath[d]). Han forblev hele sit Liv igjennem en Dødsfjende af |284| Tyranniet i alle dets Skikkelser og Former og en lidenskabelig Kjæmper og Talsmand for Frihed paa alle Omraader. Til sin Død var han politiske Flygtninges og Forfulgtes trofaste Understøtter. Den indtraf først i hans 90de Aar 1864.

Hans lange ærefulde Liv indbefatter en stor litterær Production; han har skrevet dobbelt saa Meget som Byron[IX] og mangt et Værk, som man ikke nærmer sig uden med Respect. Men hans Poesi blev i den hele Periode, vi gjennemgaae, uforstaaet og upaaskjønnet; Landor[X] skrev uden noget Forhold til et Publicum, uden af Kritiken at modtage anden Opmuntring end den at blive kaldt stiv og kold og mindes om, at hans Engelsk lignede Oversættelser fra et fremmed Sprog, han opnaaede aldrig Skygge af Popularitet og nød ikke en eneste litterær Triumph. En halv Snes Aar før sin Død begyndte han at beundres og nu omtrent begynder han at virke.

Kommer man fra Moore[XI] til Landor[XII], da er det som kom man fra vuggende Bølger iland paa fast Grund. Landors[XIII] Hovedegenskab er en mandig Fasthed; han rager høit op i sin Samtid som Digter, men han er endnu større som Mand. Han er saa lidt læst, at man desværre næsten ikke kan forudsætte Noget af ham bekjendt og ikke finde noget Støttepunkt for Udtalelser om ham i Læserens Erindring eller Phantasi, og han er ikke let at beskrive. Hans Fasthed fandt sit mest |285| paafaldende Udtryk i en for Mange skræmmende Selvfølelse. Der forekommer hos ham Sætninger som denne: »Hvad jeg skriver, er ikke skrevet paa Skifer; og ingen Finger, end ikke Tidens egen, som den dypper i Aarenes Skyer, kan udslette det igjen«,*)

*) Landor: »Imaginary Conversations[0001]«: »Landor, English Visiter and Florentine Visiter[0002]«.
eller Svar som dette paa Kritiken over hans »Imaginary Conversations[0003]«: »Jeg har nu skrevet mere end hundrede af disse Samtaler; lad den dygtigste i Banden af mine Kritikere tage de ti daarligste af dem, og hvis han i ti Aar kan gjøre noget saa Godt, saa vil jeg give ham et varmt Franskbrød og en halv Pot stærkt Øl til Frokost.« En ringere Mand vilde en saadan Arrogance have gjort komisk, Landor[XIV] skjæmmer den ikke; engang imellem klæder den ham endog. Den minder En undertiden om Schopenhauer’s[XV] i sig selv ikke uberettigede, men ustyrlige og fordringsfulde Følelse af sit Værd; kun at Landor[XVI] i sit Væsen var og blev den fornemme, fint dannede Gentleman af adelig Fødsel, medens Schopenhauer[XVII] med sin fuldkomne Tilsidesættelse af Høflighedens Bud var og blev en stor Plebeier. Dog oftere minder hans sære Temperament med dets Voldsomheder i stor Stil og dets Productioner i endnu større om en Mand, hvis Navn er for stort, til at det skulde nævnes letsindigt men som, |286| skjøndt Landor[XVIII] uendeligt overlegen i Aand, visselig vilde have erkjendt en Aandsbeslægtet i ham. Den ensomme og barske Michel Angelo[XIX] mener jeg.

Der var noget Strengt i Landors[XX] Natur, den Strenghed, som urokkelig Fasthed og fuldstændig Sanddruhed mod sig selv og Andre medfører. Læser man ham efter Moore[XXI] føles denne Strenghed ovenpaa det Bløde som en vis velgjørende Haardhed. Digtet »Hyperbion[0004]« i »Hellenics[0005]« er et godt, ægte Landorsk Exempel paa den.

»Hyperbion[xxii] var blandt Apollos[xxiii] faa Udvalgte, og Menneskene hædrede ham en Tid lang og i ham Guden. Men Andre sang ligesaa høit; og Drengene raabte lige saa høit Hurra for dem. Hyperbion[xxiv], som blev mere vred, end en Skjald burde blive, talte til Apollo[xxv] og sagde: O Phøbus[xxvi], hører du det raa Skraal fra Marken af den Pøbel, som sværger paa, at den har kjendt dig lige siden du vogtede de hvide Oxer for Admet? Jeg hører det, sagde Guden, grib du den første af dem og hids ham iveiret over Menneskenes Hoved og du skal høre dem raabe til din Ære af Fryd. Haardnakket og stolt var Hyperbion[xxvii], Laurbærkrandsen om hans Pande havde daarligt kjølet den. Da han derfor hørte dem synge ved sin Port og saa Nogle ridse hans Medbeilers Navn paa Muren, foer han ud og greb den usle Sanger, som var Skarens Høvding; han sparkede og slog |287| fra sig, men forgjæves; Hyperbion[xxviii] favnede ham med kraftig Arm og rullede med den venstre et Hampereb op, hvorpaa der allerede var en Løkke; det brugtes til at holde Kalven Morgen og Aften, mens dens Moders Yver blev malket; og baade Ko og Kalv vare nu paa Marken. Med al sin Styrke slæbte han Fyren afsted og halede ham op i et Pinietræ, hvor han døde. Men en Nat, ikke længe efter, saae han den usle Sanger isøvne; da bad han Apollo[xxix] oplyse sig, om der maaskee havde været noget Urigtigt i det, han havde gjort? Du har handlet ret, Hyperbion[xxx]! sagde Guden, ganske som jeg handlede med Marsyas nogle Aar før du blev født; men bedre havde det været om du havde forstaaet mine Ord rigtigt; thi nu ville de Andre falde over dig under det Paaskud, at du har overskredet Loven. Min Mening var, at du skulde hæve ham iveiret til de høie Steder i din Sjæl, og vise dig des større ved at du taalte ham. Nedslaaet stod Sangeren; men Phøbus[xxxi] sagde: Vær ved godt Mod, Hyperbion[xxxii]! hvis Rebet ikke er blevet saa slidt, at det ikke mere kan holde Kalven, saa er den største Skade den, at du, da du halede ham iveiret, har gnedet det saare, saare voldsomt imod det gamle Pinietræ, og Barken af Pinietræer lukker sig aldrig igjen.«

Sjeldent har en Apollo udtalt sig mindre blødsødent om Middelmaadigheden i Kunsten. Lan|288|dors[XXXIII] Foragt for den havde sin Grund i hans alvorsfulde kunstneriske Fordringer til sig selv. Han er den engelske Prosas strengeste Stilist; ikke Stilist i den Mening, at han besad sjelden Sprogvirtuositet – ingen engelsk Digter er mindre smidig end han – men saaledes forstaaet, at han udførte alle sine Skikkelser, de mest dagligdags og de mest ærværdige, Fortidens saa vel som Samtidens, i den samme simple attiske Stil. Med overveiende Forkjærlighed for det Heroiske og Sublime gav han sine Dialoger, den Kunstform, han særligt dyrkede, en gjennemgaaende Høihed og Ro og meddelte uvilkaarligt deres Grunddiction et Præg, der er græsk ved sin ædru Skjønhed og romersk-engelsk ved sin Stolthed og Bestemthed. Hans Stil er ren, correct, concis, og med sit antike Stempel egner den sig særligt til Fremstilling af Skikkelser fra det gamle Hellas[e] og det gamle Rom[f]. Athens[g] Agora, Roms[h] Senat og Forum[i], leve i hans Dialoger med deres egen Tids Liv. Den moderne Conversation derimod laa langt mindre godt for hans Pen; Samtalerne fra den nye Historie lykkes ham kun helt, hvor Situationen er af den Art, at Landors[XXXIV] skjulte Indignation giver Talen Liv og Ild. Vil man see Landor i hans Friskhed og Glands, da læse man hans Roman i Brevform »Pericles and Aspasia[0006]«, et Værk af samme Art som Wielands[XXXV] »Aristippus[0007]«, men forfattet i en ganske anden Aand |289| og Stil. Hvor Wieland[XXXVI] er yppig og coquet, der har Landor[XXXVII] en mandig Ynde; hvor Wieland[XXXVIII] er blødagtig, der er han adelig og stolt. Denne Brevvexling er snarere meislet end skrevet; den forherliger Perikles[xxxix] som den republikanske Type for ædel Menneskelighed og politisk Visdom, den fremstiller i Aspasia[xl] ikke Hetæren, men en Incarnation af hellenisk Skjønhed og Finfølelse, af hedensk Kvindelighed og af aandsfri antik Forstand og Dannelse. Jeg behøver ikke at sige, at den ikke rummer et Stænk af Lefleri; alt hvad der er Smaat og Uværdigt synes at ligge udenfor Bogens og dens Forfatters Horizont. Men Bogen trætter ved sin gammeldags og altfor vidtløftige Brevform og jeg henviser den utaalmodigere Læser fra den til Landors[XLI] Mesterværk, Dialogen[0008] mellem Epicurus[xlii], Leontion[xliii] og Ternissa[xliv].*)

*) Landor: »Works[0009]« vol. I. S. 497.
Den staaer sikkert kun ved sit mindre vægtige Tankeindhold, men visselig hverken i Henseende til Ynde eller Charakteristik eller Samtalens Naturlighed tilbage for en Dialog af Platon[XLV]. Den middelaldrende elskværdige Philosoph spadserer frem og tilbage i sin yndefulde Have med to ganske unge græske Piger i Samtale om Dagens lette og Livets alvorsfulde Begivenheder, og der er en Duft af Atticisme, en ædel og behersket Sandselighed, en kydsk og henrivende Gratie udbredt over den |290| hele Scene, først og fremmest over alle de Smaatræk, der skildre de to unge Piger, særligt den Sextenaarige med hendes Blanding af Undseelighed og elskelig Ligefremhed. Jeg betænker mig ikke paa at sige, at Landor[XLVI] her har skabt det kvindelige Sidestykke til Platons[XLVII] unge Mænd, at han har opdaget den unge græske Pige, som Platon[XLVIII] forsømte, som Tragoedien kun fremstilte i pathetiske og heroisk-tragiske Situationer og af hvem kun enkelte af de skjønneste Relieffer havde opbevaret os den ydre Contour. Det lønner Umagen at følge denne Samtales Slyngninger. Den begynder med et fint Naturmaleri, og med en Forherligelse af den Ensomhed, der er Den nødvendig, som vil leve og frembringe aandigt, og allerede her skimter man i Epicurus’s[xlix] Skikkelse Omridsene af Landors[L], der havde den samme Forkjærlighed for et tilbagetrukket og mod al Yderverdenens Støi og Larm velbefæstet Liv. (Se Indledningen til Dialogen »Southey and Landor[0010]«, »Works[0011]« I, 57). Saa følger den af Epicur[li] med den fineste Humor holdte Discussion med Ternissa[lii], den yngste af Pigerne, om hvorvidt Mythen om Boreas, Zethes og Calais bør opfattes bogstaveligt eller ei medens den ældre unge Pige Leontion[liii] skjelmsk har Ternissa[liv] tilbedste for hendes Lettroenhed. Saa glider Samtalen, alt imedens den legende bevæger sig om det friske Vinløv og de nys hidbragte Oliventræer, over i den rørende og dybe |291| Underholdning om Frygten for Døden, under hvilken Epicurs[lv] mandige Værdighed og Ro begeistrer de unge Piger til de heftigste Udbrud mod dem, der forfølge og nedsætte ham som Atheist. Det viser sig endog, at Leontion[lvi] har skrevet et helt Hefte fuldt til hans Forsvar som Gjendrivelse af Theophrastus’s[lvii] Angreb. Epicur[lviii] viser hende med mild Høihed, hvor unyttige Forsvar mod slige Angreb ere og forklarer hende, hvorfor han aldrig vil kjæmpe eller rivalisere med Nogen. »Jeg vilde ikke kappes selv med Mænd, der vare istand til at kappes med mig […] med hvem skulde jeg kappes? med de ringere? Det var uhæderligt. Med de større? det var frugtesløst«.*)
*) »I would not contend even with men, able to contend with me […] Whom should I contend with? the less? it were inglorious. The greater? it were vain«.
Atter her skimtes Landors[LIX] eget Aasyn. Thi dette var nøie den Mands Tankegang, der faa Aar før sin Død forsynede sin sidste Bog med disse fire Linier som Motto:

I strove with none, for none was worth my strife
Nature I loved, and after Nature, Art;
I warmed both hands before the fire of life;
It sinks, and I am ready to depart.

»Den første Linie indeholder paa een Gang Bekjendelsen og Retfærdiggjøreisen af den udvortes |292| Arrogance hos ham, som smaa Sjæle fandt det saa vanskeligt at føle Overbærenhed med eller holde af. Den anden Linie erklærer hvad der var den første Gjenstand for hans dybe Studium og hvad der var dets anden Gjenstand, som supplerede den første. Den tredie Linie udtaler den ædle Philosophi, som opretholdt og nærede hans Aand under saamegen Miskjendelse og Modgang, og den sidste viser ham med den rolige Værdighed, der stemte med Mandens Charakter, rede til, naar Timen kommer, at samle sit Klædebon om sig og gaae bort«.*)

*) Jeg citerer disse Linier fra en Artikel »The centenary of Landors birth[0012]« i »The Examiner[0013]« for 30. Jan. 1875, forfattet af den høit begavede unge Digter og Kritik er Edmund W. Gosse[LX], der blandt os især fortjener at nævnes som en af de fineste fremmede Kjendere af den dansk-norske Litteratur.
Ligheden mellem disse Linier og Epicurus’s[lxi] Udtalelser er paafaldende. Leontion[lxii] fortsætter Samtalen. »De Gamle,« siger hun, »ere alle imod Eder, thi selve Navnet Lykkephilosophi er en Udfordring til dem. De kjende ingen anden Art af Fornøielse, end den, som baade har sat Blomst og Frø, og hvis visnede Stamme ganske sikkert har et bedrøveligt Udseende. Hvad vi kalde tørt, det kalde de sundt; Intet maa beholde nogen Saft i sig; deres Fornøielse bestaaer i at tygge hvad der er haardt, ikke i at smage hvad der er saftigt og velsmagende.«Landor[LXIII], der selv |293| af Byron[LXIV] (se Fortalen til »Vision of Judgment[0014]«) maatte høre ilde for sine Digtes Frivolitet, udleder tydeligt nok, som Stuart Mill[LXV] noget senere gjorde det, sin egen hedenske Lykkephilosophi fra Epicurs[lxvi]. Imedens springer Samtalen tilhøire og venstre, dvæler snart ved Ternissas[lxvii] Rødmen ved Erindringen om Statuerne af Satyrer og Fauner i Badeværelset, snart ved Leontions[lxviii] kvindelige Indvendinger mod Aristoteles[LXIX] og Theophrast[LXX], indtil den ægte græsk, erotisk og epikuræisk ender med Epicurs[lxxi] og Ternissas[lxxii] Opførelse af Scenen mellem Peleus og Thetis og med det Kys der vexles imellem dem. – I denne Dialog staaer Landor[LXXIII] paa sin Kunsts og sin rolige Humanismes Høide. Men gaae vi nu til de moderne Dialoger, da lære vi Soldaten i ham at kjende, den altid væbnede, altid kampberedte Skribent, der under tusind forskjellige Forklædninger blotter og rammer enhver Form af Løgn og Undertrykkelse, der ægger ham til Angreb i hans Egenskab af Hedning, Republikaner og Philanthrop. Hans 125 »Opdigtede Samtaler[0015]« bevæge sig, udførte med forbausende Lærdom, over hele Jordens Kreds, fra London[j] til China, fra Paris[k] til Sydhavsøerne og gjennem hele Historiens Længde fra Cicero[LXXIV] til Bossuet[LXXV], fra Cromwell[LXXVI] til Petrarcha[LXXVII], fra Tasso[LXXVIII] til Talleyrand[LXXIX] for i ethvert Land og i enhver Tidsalder at nedlægge en energisk Protest mod Tyranni og tale et sværdskarpt Ord for Frihed. Vi belure Keiserinde Catharina[lxxx]|294| med hendes kjæreste Hofdame i det Øieblik Mordet paa hendes Ægtefælle[lxxxi] foregaaer – Dialogen[0016] staaer ikke meget tilbage for Vitet’s[LXXXII] i hans uforlignelige historiske Scener, Idealerne for den Art Fremstilling. Vi høre Ludvig den 18de[lxxxiii] passiare om Politik med den fine, overlegne Talleyrand[lxxxiv] og bemærke, hvorledes den ubetvingelige Lyst til ret mange Fasaner og Fasanæg som den røde Traad slynger sig gjennem hans bourbonske Majestæts politiske Projecter. Vi see General Kleber[lxxxv] i sin Stab med sine Officierer i Ægypten og høre Forbitrelsen over Bonapartes[LXXXVI] Frihedshad som dæmpet Mumlen klinge gjennem deres Tale. Vi overvære Kotzebue’s[lxxxvii] Mord og høre fra Sand’sSandt's[lxxxviii] Læber hans Selvfrikjendelse under Forsøgene paa at bevæge Kotzebue[lxxxix] til at forlade den Bane, han var slaaet ind paa.*)
*) Se Landor: »Works[0017]« I, 515, II, 189, I, 48, II, 4.
Det hørte til Landors[XC] politiske Katechismus, at Undertrykkeren burde falde for Sværdet. Han har hele sit Liv prædiket Mord paa Tyranner og skyede end ikke med Voldsomhed direkte og offentligt at udtale Ønsket om Napoleon den Tredies[XCI] Mord. Han var en Ven og Aandsbeslægtet af de store europæiske Revolutionsmænd, der med Mazzini[XCII] i Spidsen havde svoret Folkenes Undertrykkere et hensynsløst Had. Men det er ikke blot som Politiker, at han skyder ud over Maalet; Hovedmassen af hans historiske Dialoger lide æsthetisk under den for |295| tydeligt udtalte Tendens; man seer hvert Øieblik Digteren selv stikke Hovedet frem. Skildrer han f. Ex. Catharina af Rusland[xciii] i hint frygtelige Øieblik kan han ikke lade være at benytte Leiligheden til gjennem Prindsesse Daschkoff’s[xciv] Mund at vise os Ugudeligheden af Voltaires[XCV] Charakter og Immoraliteten af hans »Pucellé[0018]« for saaledes at lade Læseren skimte den franske Aands slette Indflydelse i Rusland. Thi med al sin Aandsfrihed er han Datids-Englænder nok til at udlede alt Slet mellem Himmel og Jord fra Frankrig og til aldrig at fremstille en Franskmand uden i et latterligt eller foragteligt Lys. Nedskriver han Ludvig den 18de’s[xcvi] Samtaler med Talleyrand[xcvii], kan han ikke dye sig for at gjøre Satiren saa blodig, Ludvigs[xcviii] Dumheder saa plumpe, Talleyrands[xcix] Holdning overfor sin Herre saa ironisk, at Ingen troer paa den historiske Sandhed. Landor[C] trænger til at høre Englænderne og Wellington[CI] rose, han trænger til at faae Ludvigs[CII] Usselhed tydeligt paavist, og hans Pen er ustyrlig nok til at lægge baade Lovprisningen af England og Spotten over Ludvig[CIII] i Munden paa den fine franske Hofmand.

Han kunde have lært en god Del med Hensyn til den satiriske Kaardes Brug af sine forhadte Franskmænd. Men han foragtede i lige saa høi Grad deres Poesi som deres Politik og havde ikke mindre Ringeagt for Voltaire[CIV] som Skribent end som Charakter. Hans egen Samtale med |296| Abbé Délille[cv]Works[0019]« I, 90) viser os ham som Kritiker af den franske Tragoedie, talende et endnu haardere Sprog end Lessing[CVI] og som Lessing[CVII] uden Blik for den franske Aands store stilistiske Evne. Det gjør et underligt Indtryk at høre en Mand med den størst mulige Grovhed bebreide en anden, at han er altfor poleret. Man vil let forstaae, at han med dette Omdømme om den klassisk-franske Poesi var en stor Ringeagter af Pope[CVIII], en lidenskabelig Beundrer af Milton[CIX] og en erklæret Tilhænger af den Wordsworth’ske Reform i engelsk Poesi. Næsten alle de mange litterærhistoriske og kritiske Samtaler, der forekomme blandt Dialogerne, gaae ud paa at forherlige Wordsworth[CX] og Southey[CXI] som Digtere og bebreide Læseverdenen dens Mangel paa Skjønsomhed overfor en saa sjelden Poesi.*)

*) Se f. Ex. Dialogen »Southey and Porson[0020]«, I. 16, I, 68 smlgn. I, 340 og Udsigten over de engelske Digtere i »Miscellaneous[0021]« CXVI.
Ogsaa Keats[CXII] og Shelley[CXIII] priser han i varme Udtryk og beklager, at han ikke lærte Nogen af dem at kjende personligt, især at en usandfærdig Historie om Shelleys[CXIV] Forhold til hans første Hustru[CXV] holdt ham tilbage fra at besøge Shelley[CXVI] i Pisa[l]. Han siger om Shelley[CXVII], at han forenede Digterens Ild med Philosophens Taalmodighed og Tolerance og mener at han i Ædelmodighed og Godgjørenhed overgik |297| enhver levende Mand (I, 341). Men saa snart Talen falder paa Byron[CXVIII], udtaler han sig ganske som en Søskole-Poet. Den Mand, som mente, at han »med Pennen i sin Haand havde mere Magt i sine to Fingre end Parlamentets to Huse besad«*)
*) Se Slutningen af Dialogen mellem Landor og Marchese Pallavicini[0022].
kunde aldrig glemme Byron[CXIX] hans Spottegloser over »Gebir[0023]«. Heller ikke kunde han, der trods alle politiske og religiøse Divergentser nærede et saa besynderligt Venskab for Southey[CXX], glemme de Stød, som Byron[CXXI] havde tilføiet hans beundrede Beundrer. Vistnok var den egoistiske og rastløse Side af Byrons[CXXII] Væsen ham imod, men det var dog mest Forholdet til Southey[CXXIII], som paavirkede ham og gjorde ham blind for mange af Byrons[CXXIV] bedste Egenskaber. Overhovedet skjæmmer Southey[CXXV] Landors[CXXVI] Liv, og Forsters[CXXVII] lange ulæselige Fremstilling af hans Levnet er dobbelt ulæselig, fordi Brevene fra og til en saa uinteressant Personnage som Southey[CXXVIII] indtage en uforholdsmæssig Plads deri.*)
*) John Forster: »Life of W. S. Landor[0024]«. 2 voll.
Men Southey[CXXIX] havde i Landor’s[CXXX] Øine den store og i ethvert Fald sjeldne Dyd at han var den ene af de to Personer, der havde læst og kjøbt Digtet »Gebir[0025]«, da det kom ud. De Quincey[CXXXI], som var den anden, fortæller, at han i sin Ungdom blev udpeget paa Oxfords[m] Gader |298| som eneste Læser af dette Digt i Oxford[n]. Man begriber altsaa, at Southey[CXXXII], som ikke blot kjøbte og læste, men roste det og som senere i »Quarterly Review[0026]« anmeldte Landors[CXXXIII] ikke morsomme »Count Julian[0027]« med Hæder, maatte synes den til Beskedenhed lidet tilbøielige Digter en Mand med høist ualmindelige Evner.

Ikke desmindre var »Gebir[0028]« med al sin heftige Republikanisme et stivt og daarligt Digt, der bærer tydelige Spor af at det – en høist charakteristisk Grille af dets sære og urimelige Forfatter – først var skrevet paa latinske Vers. Landors[CXXXIV] Vers vedblev hele hans Liv igjennem at være en Smule latinske. Selv Gosse[CXXXV], der beundrer dem, er saa god at indrømme, at Charakteren af Landors[CXXXVI] Vers ligesom Smagen af Oliven er tilstrækkeligt ualmindelig til at det ikke behøver at være noget Tegn paa Affektation, at man ikke synes om dem. Det er i hans Prosa alene, at hans Styrke maa søges.

Men en Digter, hvis Vers mangle Udtrykkets Gratie og lyriske Flugt, hvis Dramer hverken bleve spilte eller læste, og som først fandt sit rette Felt i den brede, men aldrig til noget Skuespil forbundne eller i noget Skuespil indlemmede Prosa-Dialog fra alle Verdens og Historiens Egne, var, hvor ædle hans Synsmaader end vare og hvor skarp hans Radicalisme, ikke den Mand, som kunde tilveiebringe et frisindet Omslag i Europas offentlige |299| Mening. Han frastødte ved Særheder og Griller, som f. Ex. den, at tage Neros[CXXXVII] Brand af Rom i Forsvar som hygieinisk Foranstaltning (»Works[0029]« I, 41) eller den, at betegne Pitt[CXXXVIII] som en Middelmaadighed og Fox[CXXXIX] som en Charlatan, eller den allerværste at raade Grækerne til i deres Kamp med Tyrkerne at opgive Brugen af Ildvaaben og vende tilbage til deres gamle Vaaben, Buen; han var for sær og ensom til at faae Beundrere og Efterlignere; han var altfor upopulært anlagt til at trænge igjennem hos den store Mængde, upopulær ved sine Dyder som ved sine Feil, ved sin vilde Mandhaftighed som ved sin utæmmede Arrogance. Og kunde han end aldrig som Moore[CXL] indlade sig paa en Accommodation, aldrig blive Whigdigter, saa formaaede han til Gjengjæld ikke at forme sin Radicalisme saaledes poetisk, at den kunde rive en Læseverden med sig. Ved sin dybe Forstaaelse af den moderne Tids store religiøse, politiske og sociale Bevægelse hører han hen i Gruppe med de to yngre og større Mænd: Shelley[CXLI] og Byron[CXLII], og han tjente Ideen som en brav og stolt republikansk Soldat. Men han var ikke kaldet til Høvding, og han formaaede aldrig at underkaste sig og elektrisere en Hærskare af Aander.*)

*) En satirisk Brochure, han udgav 1836, »Letters of a Conservative, in which are shown the only means of saving what is left of the English church[0030]« gjorde intet Indtryk.

|300| Han som var den ældste af de tre helt frisindede Poeter, overlevede dem begge og levede saa længe, at han blev samtidig med den yngste Slægt af engelske Skribenter: Browning[CXLIII] blev hans Ven, Swinburne’s[CXLIV] inderlige Beundring forsødede de sidste Aar af Oldingens Existens, og ham blev Swinburne’s[CXLV] »Atalanta[0031]« tilegnet med hjertelige Ord. Saaledes synes hans store Skygge med sin ene Haand i Wordsworth’s[CXLVI], sin anden i Swinburne’s[CXLVII] Haand at omspænde Englands hele poetiske Udvikling i de sidste firsindstyve Aar.

  • XIV.
    højresiderne i kapitel 14 har i førsteudgaven klummetitlen »Republikansk Humanisme.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
  • den hellige Alliance(s)
    en i 1815 indgået alliance mellem Rusland, Preussen og Østrig med det formål at bidrage til at regulere de europæiske staters indbyrdes magtforhold i kølvandet på Napoleon 1.s endelige fald.
  • vandrende Riddere
    betegnelse dannet efter hovedpersonen, den 'vandrende ridder' Don Quixote, i Miguel de Cervantes Saavedras El ingenioso Hidalgo Don Quixote de la Mancha, 1605-1615.
  • General Wilson … befriede Sydamerika
    den britiske general Robert Thomas Wilson deltog i 1818 i Simón Bolívars kamp for at skabe en omfattende og selvstændig sydamerikansk republik med centrum i Venezuela. Wilsons ophold i Sydamerika blev dog kort på grund af interne uoverensstemmelser, og han vendte derfor tilbage til London.
  • Admiral Cochrane … gjorde sit Navn berømt
    den britiske admiral Thomas Cochrane ledede 1823-1825 den brasilianske flåde i landets kamp mod Spanien. Få år efter, 1827-1828, kæmpede han på græsk side mod osmannerne i Den Græske Frihedskrig (1821-1829).
  • Det spanske Oprør mod Napoleons Tyranni
    2.5.1808 brød i Madrid et stort oprør ud som en reaktion på, at Napoleon 1. samme år havde udskiftet Spaniens konge med sin storebror Joseph Bonaparte. Det blev startskuddet til en langvarig guerillakrig mod de franske tropper i landet, der først sluttede i 1814.
  • Kong Ferdinands Restauration
    den spanske konge Ferdinand 7. blev i 1808 af Napoleon 1. afsat til fordel for dennes egen storebror Joseph Bonaparte. Det udløste en spansk guerillakrig mod de franske tropper i landet, der varede frem til 1814. Efter Frankrigs nederlag genindsattes Ferdinand 7. i 1814 på tronen, hvorfra han genindførte inkvisitionen og forfulgte de liberale.
  • »en Meneder og Forræder«
    historien om, hvordan Walter Savage Landor i vrede over den genindsatte kong Ferdinand 7. sendte de udmærkelser, han kort før havde modtaget fra den spanske statsminister Don Pedro Cevallos Guerra, tilbage, fortælles bl.a. i John Forsters The Works and Life of Walter Savage Landor, 1874-1876 Landor 1874, 1:120.
    Walter Savage Landor: The Works and Life of Walter Savage Landor, vol. 1-8, John Forster (red.), 1874-1876.
    .
  • »Hvad jeg skriver … udslette det igjen«
    af Walter Savage Landors dialog »Landor, English Visitor, and Florentine Visitor«. Dialogen fremkom første gang i 1828, men det citerede optræder først i den udvidede 1846-udgave Landor 1846, 1:338.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • »Jeg har nu … Øl til Frokost.«
    af Walter Savage Landors dialog »Landor, English Visitor, and Florentine Visitor«, 1828. Det citerede er bortredigeret i 1846-udgaven af Landors værker (The Works of Walter Savage Landor, vol. 1, 1846), som GB ellers anvender Landor 1828, 3:432-433.
    Walter Savage Landor: Imaginary Conversations of Literay Men and Statesmen, vol. 1-5, 1824-1829.
    .
  • »Hyperbion var blandt … lukker sig aldrig igjen.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 442-443) er GB's oversættelse på vers: »Hyperbion var blandt Apollos Kaarne, / og Menneskene hædred ham en Tid lang / og Guden i ham. Andre sang dog fuldt / saa højt, og Drengebørn saa fuldt dem hylded. / Hyperbion, som da blev mere vred / end Skjald bør blive, talte til Apollo / og sagde: Føbus! Hører du det Skraal / fra Marken af den Pøbel, som tør sværge, / at den har kendt dig, fra du vogtede / de hvide Okser for Admet? - Jeg hører, / kvad Guden, grib du kun den første af dem / og løft ham over Menneskenes Hoved. / Da skal af Fryd de raabe til din Ære. // Haardnakket var Hyperbion og stolt, / Lauren om Panden havde daarligt kølt den. / Derfor, da han dem hørte ved sin Port / og nogle skrev Rivalens Navn paa Muren, / saa foer han ud og greb den usle Sanger, / hin Pøbels Høvding. Denne slog og sparked, / men frugtesløst. Hyperbion ham favned / med kraftig Arm og rulled med den venstre / Hamprebet op, hvorpaa der var en Løkke. / Det brugtes daglig til at holde Kalven, / imens dens Moders Yver malkedes, / [m]en baade Ko og Kalv var nu paa Marken. / Med al sin Kraft afsted han Fyren slæbte / og haled op ham i et Pinietræ, / hvor kvalt han taug. Dog ikke længe efter / en Nat i Drøm han saa den usle Sanger. - / Da bad han Guden at oplyse sig / om der mon i hans Daad var skjult en Brøde. // Du handled ret, Hyperbion, lød Svaret, / som jeg med Marsyas, før du blev født. / Dog bedre var det gaaet, om du havde / ret fattet mine Ord; thi nu vil Andre / under det Paaskud falde over dig, / at du har Loven overtraadt. Min Mening / var, at du skulde løftet ham i Vejret / til høje Steder i din Sjæl og vist / des større dig ved at du taalte ham. // Nedslaaet Sangren stod. Men Føbus sagde: / Vær ved godt Mod, Hyperbion! Hvis Rebet / ej blev for slidt til mer at holde Kalven, / saa er den største Skade den, at da du / ham hissede i Vejret, har du gnedet / det Reb for voldsomt mod den gamle Pinie, / og Bark af Pinietræer heles aldrig«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af Walter Savage Landors digt »Hyperbion«, 1846 Landor 1846, 2:447.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • vogtede de hvide Oxer for Admet
    der sigtes til græsk mytologis fortælling om guden Apollons ophold hos kong Admetos i Ferai i Thessalien. Apollon måtte som bod for at have dræbt kykloperne trælle et år hos kongen, for hvem han bl.a. vogtede kvæg.
  • som jeg handlede med Marsyas
    der sigtes til græsk mytologis fortælling om, hvordan den fløjtespillende satyr Marsyas i overmod udfordrede Apollon til en musikalsk dyst. Apollon vandt og straffede efterfølgende Marsyas ved at hænge ham op i et træ og flå ham.
  • Athens Agora
    berømt historisk agora (åben plads) i Athen.
  • Roms … Forum
    Forum Romanum; plads i centrum af Rom og gennem ca. 1000 år centret for bl.a. det politiske, juridiske og religiøse liv i det romerske rige.
  • I
    den omtalte dialog, der er delt i to ikke sammenhængende dele, findes i vol. 2 af The Works of Walter Savage Landor, 1836.
  • Boreas, Zethes og Calais
    Calais og Zetes er i græsk mytologi vingede tvillingesønner af vindguden Boreas. De blev begge dræbt af Herakles.
  • »Jeg vilde ikke kappes … det var frugtesløst«
    sammensat citat fra Walter Savage Landors dialog »Epicurus, Leontion, and Ternissa«. Dialogen fremkom første gang i 1829, men det citerede optræder først med den af GB anførte ordlyd i 1846-udgaven. Det citerede udsiges af karakteren Epicurus Landor 1846, 1:504-510.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • »I would not contend … it were vain«
    sammensat citat fra Walter Savage Landors dialog »Epicurus, Leontion, and Ternissa«. Dialogen fremkom første gang i 1829, men det citerede optræder først med den af GB anførte ordlyd i 1846-udgaven. Det citerede udsiges af karakteren Epicurus Landor 1846, 1:504-510.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • I strove with none … I am ready to depart
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 445): »Med Ingen stred jeg. Ingen var det værd. / Natur, saa Kunst, jeg elsked stærkt, skønt kort. / Jeg begge Hænder holdt Livsilden nær. / Den synker; jeg er rede at gaa bort«; af Walter Savage Landors The Last Fruit of an Old Tree, 1853 Landor 1853:vi.
    Walter Savage Landor: The Last Fruit of an Old Tree, 1853.
    .
  • »Den første Linie … og gaae bort«
    løst gengivet citat fra Edmund Gosses artikel »The Centenary of Landor's Birth«, 1875 Gosse 1875:126.
    Edmund Gosse: »The Centenary of Landor's Birth«, The Examiner, 30. januar, 1875.
    .
  • »De Gamle … saftigt og velsmagende.«
    af Walter Savage Landors dialog »Epicurus, Leontion, and Ternissa«. Dialogen fremkom første gang i 1829, men det citerede optræder først med den af GB anførte ordlyd i 1846-udgaven. Det citerede udsiges af karakteren Leontion Landor 1846, 1:505.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • af Byron … sine Digtes Frivolitet
    der sigtes til Byrons fortale til »The Vision of Judgment«, 1822, hvor han under pseudonymet Quevedo Redivivus over flere sider angriber Walter Savage Landor Byron 1833, 12:248-249.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • Peleus og Thetis
    i græsk mytologi blev kongesønnen Peleus gift med havnymfen Thetis efter at have besejret hende i kamp.
  • Vi belure Keiserinde Catharina … Ægtefælle foregaaer
    der sigtes til Walter Savage Landors dialog »The Empress Catharine and Princess Dashkof«, 1829. GB har læst dialogen i en senere udgave fra 1846 Landor 1846, 1:515-517.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • uforlignelige historiske Scener
    der sigtes til Ludovic Vitets anonymt udgivne skuespil Les Barricades. Scènes historiques, 1826.
  • Vi høre Ludvig den 18de … politiske Projecter
    der sigtes til Walter Savage Landors dialog »Louis XVIII. and Talleyrand«, 1846.
  • bourbonske
    dvs. af slægten Bourbon, der regerede Frankrig fra 1589 til 1792, hvor Ludvig 16. blev afsat under Den Franske Revolution (1789-1799). Ludvig 16. blev henrettet i 1793, og først i 1814 vendte Bourbon-slægten tilbage til tronen, da Ludvig 18. efter Napoleon 1.s abdikation blev konge.
  • Vi see General Kleber … deres Tale
    der sigtes til Walter Savage Landors dialog »General Kleber and some French Officers«, 1824. GB har læst dialogen i en senere udgave fra 1846 Landor 1846, 1:43-45.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • Vi overvære Kotzebue’s … slaaet ind paa
    der sigtes til Walter Savage Landors dialog »Sandt and Kotzebue«, 1843. GB har læst dialogen i en senere udgave fra 1846 Landor 1846, 2:1-4.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • 4
    den dialog, der henvises til, begynder s. 1 i vol. 2 af The Works of Walter Savage Landor, 1846.
  • Catharina af Rusland … Indflydelse i Rusland
    der sigtes til Walter Savage Landors dialog »The Empress Catharine and Princess Dashkof«, 1829. GB har læst dialogen i en senere udgave fra 1846 Landor 1846, 1:515-517.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • Ludvig den 18de’s Samtaler med Talleyrand
    der sigtes til Walter Savage Landors dialog »Louis XVIII. and Talleyrand«, 1846.
  • Hans egen Samtale med …Abbé Délille
    der sigtes til Walter Savage Landors dialog »The Abbé Delille and Walter Landor«, 1824. GB har læst dialogen i en senere udgave fra 1846 Landor 1846, 1:90-106.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • Han siger om Shelley … levende Mand
    der sigtes Walter Savage Landors dialog »Landor, English Visitor, and Florentine Visitor«, 1828. GB henviser til 1846-udgaven af dialogen Landor 1846, 1:341.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • Søskole(-Poet)
    (eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
  • »med Pennen i sin Haand … to Huse besad«
    løst gengivet citat af Walter Savage Landors dialog »Marchese Pallavicini and Walter Landor«, 1824 Landor 1846, 1:43.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • hans Spottegloser over Gebir
    der sigtes til Byrons fortale til »The Vision of Judgment«, 1822, hvor han under pseudonymet Quevedo Redivivus over flere sider angriber Walter Savage Landor og hans digt Gebir, 1798 Byron 1833, 12:248-249.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • de Stød … hans beundrede Beundrer
    der sigtes til Byrons hårde angreb på Robert Southey i det pseudonymt udgivne digt »The Vision of Judgment«, 1822. Byrons digt var et gensvar på Robert Southeys A Vision of Judgement fra året før. Heri angreb Southey Byron og hans - ifølge Southey - sataniske skole.
  • De Quincey … Digt i Oxford
    der sigtes til Thomas De Quinceys Essays on the Poets, and Other English Writers, 1853 De Quincey 1853:247.
    Thomas De Quincey: Essays on the Poets, and Other English Writers, 1853.
    .
  • Quarterly Review … med Hæder
    Robert Southeys anonyme anmeldelse af Walter Savage Landors ligeledes anonymt udgivne tragedie Count Julian, 1812, blev trykt i The Quarterly Review, vol. 8 (september-december), nr. 15, 1812.
  • Selv Gosse … synes om dem
    synspunktet findes i Edmund Gosses lille artikel »Boythorn in the Flesh«, der oprindelig blev trykt i Sunday Times (dato ukendt). Gosse lod den siden optrykke i Books on the Table, 1921 Gosse 1921:14.
    Edmund Gosse: Books on the Table, 1921.
    .
  • Han frastødte ved Særheder … gamle Vaaben, Buen
    sammensætningen af det, GB karakteriserer som »Særheder og Griller« i Walter Savage Landors person og værk, er indlånt fra The Edinburgh Reviews anonyme anmeldelse fra marts 1824 af de to første bind af Landors Imaginary Conversations of Literay Men and Statesmen, der udkom samlet i 1824 Jeffrey 1824:68-69.
    (uden forfatter): »Imaginary Conversations of Literay Men and Statesmen«, Francis Jeffrey (red.), The Edinburgh Review, marts, 1824 (anonym anmeldelse af de to første bind af Walter Savage Landors Imaginary Conversations of Literay Men and Statesmen).
    .
  • at tage Neros … hygieinisk Foranstaltning
    synspunktet findes i Walter Savage Landors dialog »Marchese Pallavicini and Walter Landor«. Dialogen fremkom første gang i 1824, men den nævnte forestilling optræder først i den udvidede 1846-udgave Landor 1846, 1:41.
    Walter Savage Landor: The Works of Walter Savage Landor, vol. 1-2, 1846.
    .
  • Neros Brand af Rom
    efter at en voldsom brand i 64 havde hærget Rom, konfiskerede kejser Nero store dele af det nedbrændte område, hvorpå han her påbegyndte opførslen af et omfattende kejserpalads. Efter branden beskyldte vedholdende rygter Nero for selv at stå bag.
  • at betegne Pitt … Fox som en Charlatan
    de konkrete beskrivelser af de britiske statsmænd Charles James Fox og William Pitt stammer ikke fra William Savage Landors værk, men fra The Edinburgh Reviews anonyme anmeldelse af de to første bind af Landors Imaginary Conversations of Literay Men and Statesmen, der begge udkom i 1824. Her opsummerer anmelderen Landors syn på Fox og Pitt: »He speaks of Pitt as a poor creature, who did not see an inch before him, and of Fox as a charlatan« Jeffrey 1824:69.
    (uden forfatter): »Imaginary Conversations of Literay Men and Statesmen«, Francis Jeffrey (red.), The Edinburgh Review, marts, 1824 (anonym anmeldelse af de to første bind af Walter Savage Landors Imaginary Conversations of Literay Men and Statesmen).
    .
  • at raade Grækerne … gamle Vaaben, Buen
    der sigtes til Walter Savage Landors dialog »Prince Maurocordato and General Colocotroni«, 1824, hvori Den Græske Frihedskrig (1821-1829) diskuteres.
  • ham blev Swinburne’s »Atalanta« … hjertelige Ord
    Algernon Charles Swinburnes tragedie Atalanta in Calydon, 1865, blev tilegnet Landor med ordene: »To the memory of Walter Savage Landor. I now dedicate, with equal affection, reverence, and regret, a poem inscribed to him while yet alive in words which are now retained because they were laid before him; and to which, rather than cancel them, I have added such others as were evoked by the news of his death: that though losing the pleasure I may not lose the honour of inscribing in front of my work the highest of contemporary names« Swinburne 1865:iii.
    Algernon Charles Swinburne: Atalanta in Calydon, 1865.
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«