Naturalismen i England (1875)

|223|XII.

I November 1825 skriver Walter Scott[I] i sin Dagbog: »Thomas Moore[II] her […] I hans Væsen er mandig Aabenhed, parret med fuldkommen Anstand og god Opdragelse. – Intet Spor af Poet eller Pedant […] Hans Ansigt er ikke usædvanligt, men hans Træk ere saa livlige, især naar han taler eller synger, at de ere langt interessantere end regelmæssig Skjønhed kunde gjøre dem. Jeg huskede, at Byron[III] baade mundtlig og i sin Dagbog saa tidt har nævnt Moore[IV] og mig i samme Aandedræt og med samme Art Agtelse, at jeg var nysgjerrig efter at see, hvad vi kunde have tilfælles, da Moore[V] stedse har levet i den elegante Verden, jeg paa Landet og med Forretningsmænd, ogsaa ofte med Statsmænd, da Moore[VI] er en Lærd, jeg ikke, han en stor Musiker, medens jeg ikke kjender en Node, og da han er en Demokrat, jeg en Aristokrat, ikke at tale om, at han er en Irlænder, jeg en Skotte. En Ting have vi dog tilfælles, og det er et vigtigt Lighedspunkt: vi ere begge to godmodige Fyre, der heller nyde Øieblikket end anstrenge os for at holde vor Løveværdighed vedlige, og vi kjende begge Verden nok til af vort Hjerte at foragte saadanne høinæsede Personer, der i deres litterære Vigtigmageri minde om den Mand, Johnson[VII] mødte i et Værtshus og som forestillede sig selv |224| som den store Twalmly, Opfinder af de sluseformige Strygejern […] Det vilde være en glædelig Tilvæxt i min Lykke, om Thomas Moore[VIII] havde en Landeiendom to Mile fra mig. – Vi tog sammen i Theatret, og da Huset heldigvis havde et godt Publicum, modtog det Thomas Moore[IX] med Henrykkelse. Jeg kunde have omfavnet dem, thi de betalte min Gjæld for den smukke Modtagelse, jeg fandt i Irland.«

Med disse hjertelige og humoristiske Ord har Skotlands store Digter draget Parallelen mellem sig og Irlands nationale Digter. Ligheden mellem deres Stilling som anerkjendte og beundrede Organer for de to til England knyttede, afhængige Riger lader Forskjellen imellem dem træde skarpere frem. Den beroer allerførst paa Forskjellen imellem Skotlands og Irlands Situation overfor den herskende Stamme. Skotlands Stilling var underordnet; men den var lovlig ordnet og Skotter havde Sæde i det engelske Parlament. Irlænderne derimod, som dels ved en langt dybere Raceforskjel, dels for Flertallets Vedkommende ved en langt betydeligere religiøs Uensartethed adskilte sig fra deres engelske Herrer, vare sex hundrede Aar igjennem blevne beherskede af en Regjering, over hvilken de ikke havde mere Control end Hinduerne eller Singaleserne over deres. Landets protestantiske Parlament residerede i det katholske Irland som en fjendtlig Besætning i et erobret |225| Land. Det var en Bande Dictatorer, der regjerede i en fremmed Magts Navn med fuld Frihed til at undertrykke, men som selv øieblikkeligt bleve vundne ved Bestikkelse eller undertrykte ved Voldshandlinger, ifald de gjorde det fjerneste Forsøg paa Opposition. Den irske Protestant var i Virkeligheden ikke bedre stillet end sin katholske Landsmand, han kunde kun kjøbe sine Herrers Gunst for Opofrelsen af sit Lands Interesser og nød kun det ene sørgelige Privilegium at være paa een Gang Slave og Tyran.

Den engelske Race har havt den Lykke, at saavel dens Dyder som dens Feil have sikret den Overlegenhed i Kampen for politisk Selvstændighed og Magt; dens Egoisme og dens Hovmod ere næsten komne den ligesaa stærkt tilgode som dens ædruelige Kløgt og dens Handlekraft. Den irske Stamme derimod synes omtrent paa samme Maade som den polske baade ved sine Dyder og Laster at være fordømt til politisk Afhængighed. Uden at glemme, at den overvundne Races Charakter altid bagvaskes i Seierherrens Skildringer tør man paastaae, at Irlændernes Lethed, Livlighed, Ynde og Ild, deres urolige Heroisme, deres ustadige Ridderlighed, det frihedselskende og i visse Tilfælde oprørske Instinct, der hos dem forenes med Forkjærlighed for Kongemagtens Pragt og Pomp ere et slet Grundlag for et roligt og uafhængigt Statsliv. De mangle den moderne Tids borgerlige |226| Dyder, og de, som de besidde, høre Fortiden til: deres Religiøsitet staaer paa Randen af den blindeste Overtro, deres Trofasthed bestaaer som deres Brødres i Bretagne[a] i en rent feudal Troskab mod Landets gamle Aristokrati, og deres glimrende Mod er af udisciplineret og opbrusende Natur. Endelig har den langvarige Undertrykkelse sat sit Stempel paa deres Sjæle. De mangle Selvtillid, forfalde let til Forstillelse og ikke mindre let til Dorskhed; de ere altfor uforsigtige før Faren og altfor let skræmmede i det Øieblik den kommer; de forstaae ikke at bruge Friheden, naar den i korte Tidsrum undes dem, fordi man kun ved lang Praxis lærer at benytte den med Fasthed. Der gives uerfarne Folkeslag som uerfarne Individer. Irlænderne have en Side, fra hvilken de ere beslægtede med Franskmændene, for hvem de altid havde næret en levende Sympathi, en anden seet fra hvilken de minde om Polakkerne, og en tredie, fra hvilken de synes orientalske. Blandt de sidste af Moores[X] »Irske Melodier[0001]« findes et Digt »The Parallel[0002]«, der besvarer et Skrift mod Irlænderne, der vilde bevise, at de oprindeligt vare Jøder, med at drage Parallelen mellem Irlændernes Skjæbne og det jødiske Folks.

»Like thee doth our nation lie conquer’d and broken
And fall’n from her head is the once royal crown;
In her streets, in her halls, Desolation hath spoken
And »while it is day yet, her sun hath gone down.««

|227| Og selve Racen har et østerlandsk Præg. »Irlænderne,« siger Byron[XI] etsteds i Anledning af Moore[XII], »rose sig af deres orientalske Oprindelse og virkeligt taler deres Indbildningskrafts Vildhed, Ømhed og levende Farver, deres Mænds ildfulde og exalterede Sindelag, deres unge Pigers Skjønhed og asiatiske Ynde til Gunst for denne Mening.« Det er let at forstaae, hvilket Bytte en Folkestamme med disse Grundtræk maatte afgive for et seigt og grusomt engelsk Tyranni, og et hurtigt Blik ud over Irlands Historie under Thomas Moores[XIII] Opvæxt er nødvendigt for at forstaae, at denne mildtanlagte og bløde Digteraand bliver den første, som fører Englands i Naturbeskuelsen hvilende Digtning over i Frihedsideernes Leir og giver den politiske Poesi Signalet. Han fødtes i Mai 1779 og det er i de første Ynglingeaar, han oplever de Rædsler, som følge. Fra det Tidspunkt af, da den engelske Regjering ved Lord Camden’s[XIV] Udnævnelse til Vicekonge af Irland (1795) antydede sin Opgivelse af den humanere Politik fra 1782, antog det over hele Landet udbredte patriotiske Selskab »De forenede Irlændere« (United Irishmen), som hidtil havde søgt Irlands lovlige Emancipation ved lovlige Midler, en ny Charakter, man satte sig Irlands Løsrivelse fra England som Maal og drømte om Oprettelsen af en irsk Republik. Selve den irske Befolkning var jo imidlertid splittet i hinanden fjendske Ra|228|cer, og et glødende Had stillede i de lavere Klasser Protestanter og Katholiker mod hinanden. For at gjøre Ende paa de Uroligheder og Optøier, som dette indre Fjendskab foraarsagede, dannede Regjeringen et protestantisk Gensdarmeri paa 37000 Mand, hvem det under Paaskuddet af at søge om skjulte Vaaben var tilladt at fængsle, martre og dræbe Enhver, der af en eller anden Slyngel eller Fjende blev angivet som mistænkt. Hundreder af Uskyldige, hvis hele Brøde var at bekjende deres Fædres Tro bleve pidskede til de Intet mere kunde føle, tvungne til at staae paa eet Ben paa en spids Pæl, eller halvt hængte (ↄ: tagne ned kort efter Hængning) eller skalperede ved Spring fra Beghætten. Hertil kom over hele Landet udbredte Dragonader med fuldkommen Frihed til Rov, Plyndring, Voldtægt og i Tilfælde af Modstand Mord. Officierer af Rang pralede af, at i vidtstrakte Egne var der intet Hus, hvor ikke Kvinderne vare blevne skjændede, og paa den Indvending, at Irlænderinderne maatte have været meget lidet strenge, var Svaret at »Bajonetten fjernede al Knibskhed«.*)

*) Massey: »History of England[0003]« IV, 302. Min hele Fremstilling er grundet paa engelske Patrioters Skildring.
Man vil ikke undre sig over, at Fortvivlelsen drev mange af de roligste og sindigste Irlændere over i Armene paa det |229| hemmelige Selskab, som hvis Udsending Lord Edward Fitzgerald[XV] (hvis Levnet Moore[XVI] med saa varm Begeistring har skrevet) gik over til Frankrig for at forhandle med General Hoche[XVII] om en Landgang af de Franske samtidigt med det almindelige irske Oprørs Udbrud. Folkets gamle koldblodige Fører Grattan[XVIII], som Intet vilde have med de Fremmede at gjøre, trak sig tilbage lige fortvivlet over de Herskendes og de Undertryktes sidste Planer. Der dannede sig nu i Irland hemmeligt et formeligt Directorium efter det franskes Mønster, som stod i Forhandlinger med Frankrig om Laan af Penge og Troppeunderstøttelse, da alle Planer pludseligt strandede paa en enkelt katholsk Irlænders Forræderi. Hans Navn var Reynolds[XIX] og fortjener at huskes; der er for mig ingen Tvivl om at det er ham, Thomas Moore[XX] har havt for Øie, hvor han skildrer det nedrige Forræderi, der i »Ildtilbederne[0004]« bringer Oprørshøvdingen i Muhamedanernes Vold. (Se »Lalla Rookh[0005]«: »The fireworshippers«). Edward Fitzgerald[XXI] laa tilsengs, da Tropper trængte ind i det Hus, hvor han var skjult, for at arrestere ham. Der var sat en Pris af 1000 Pund paa hans Hoved. Skjøndt liggende og alene væbnet med en Daggert forsvarede han sig mod tre fuldtbevæbnede engelske Officierer, gav den ene to, tre, den anden fjorten Saar, indtil den tredie med et Pistolskud afvæbnede ham, og han førtes i Fængsel. Han var bekjendt med |230| den franske Revolutions bedste Mænd, en Ven af Thomas Payne[XXII] og gift med en deilig Datter[XXIII] af Philippe Egalité[XXIV]. Han stod i stadig Brevvexling med Frankrig og kun ved sin Død i Fængslet undgik han Henrettelse. Moore[XXV] har, skjøndt levende i Kredse hvor Fitzgerald[XXVI] betragtedes som en landsforrædersk Galning, havt Mod og Selvstændighed nok til at lade hans Heroisme vederfares al Ære. – Ved det Slag, Regjeringen havde ført mod Opstandens Hoved, var Udsigten til en Overrumpling tilintetgjort, men mod de spredte Rebeller rundt omkring i Landet fik den Leilighed til at vise sig i al sin Grusomhed og alt sit Raseri. Beleiringstilstand med Krigsretter blev indført og Juryernes Medlemmer betegnes af engelske Historikere som »en Bande uvidende og blodtørstige Slyngler, der ved Tortur og Løfter om Tilgivelse først tvang katholske Vidner til at aflægge falske Vidnesbyrd mod de Anklagede for saa at udøve enhver Skjændsel imod dem.« Den første fornemme Mand, der faldt som Offer for denne Procedure, var en fredelig Tilhænger af Irlands lovlige Reformparti (Sir Edward Crosbie[XXVII]) der blev hængt og derefter lemlæstet. Det var ikke Religionsforskjellen, der opflammede disse Bødlers Grusomhed; thi alle »de forenede Irlænderes« bedste Førere (Fitzgerald[XXVIII], O’Connor[XXIX], Harvey[XXX], Thomas Emmet[XXXI]) vare Protestanter, der med ædel Uegennyttighed toge sig af deres katholske Landsmænds |231| retfærdige Sag, nei det var Saxerens gamle Racehad mod den celtiske Stamme.

Til sit Hovedredskab valgte Regjeringen en Mand, der var bekjendt som en saa uvidende og hidsig Partimand, at enhver Grad af Voldsomhed lod sig vente af ham, og udnævnte ham i 1799 til high sheriff. Det var en lille Landeiendomsbesidder ved Navn Thomas Judkin Fitzgerald[XXXII]. Hans Plan var fra først af den at indynde sig hos sine Foresatte ved at gribe Enhver, hvem han faldt paa at mistænke for Deltagelse i Oprørsplaner, for ved Pidskeslag og Trusler om øieblikkelig Hængning at fravriste ham Tilstaaelser og Anklager mod Andre. Saa stor en Rædsel ledsagede ham ved hans Ankomst til Irland, at de stakkels Bønder, der vidste sig overladte til hans Godtbefindende, faldt paa Knæ for ham paa hans Vei. Her et Par Exempler paa hans Fremgangsmaade, valgte blandt de mange, der kom for Dagen under den Proces mod ham for Overtrædelse af sin Embedsmyndighed, ved hvis Slutning han naturligvis med Glands blev frikjendt. Han modtog en fattig Sproglærer, ved Navn Wright[XXXIII], der paa Efterretningen om at han var »mistænkt« indfandt sig hos ham, med de Ord, at han skulde »falde paa Knæ for at høre sin Dom.«»Du er en Rebel,« sagde han til ham, »og skal have 500 Pidskeslag og saa skydes.« Da den stakkels Mand var uforsigtig nok til at bede om Henstand og frem|232|stamme Ordet »Forhør«, blev han øieblikkeligt overgivet til sine Bødler. Dog endnu før disse kunde gribe ham, kastede hans Dommer sig over ham, greb ham i Haaret, slog ham og stak ham med sin Kaarde. Da han havde faaet 50 Pidskeslag, kom en engelsk Major til og spurgte hvad Wright[XXXIV] havde gjort. Man svarte med at række ham en fransk Billet, der var fundet i Forbryderens Lomme og som man ikke kunde forstaae. Det viste sig at være en Undskyldning for ei at kunne komme i rette Tid til en Undervisningstime. Majoren forsikrede Dommeren om, at dette var en fuldstændig uskyldig Seddel; men ikke desmindre fortsattes Pidskningen til Offerets Indvolde vare synlige gjennem det sønderflængede Kjød. Saa fik Bøddelen Befaling til at anbringe sine Tænger paa de Dele af Legemet, Pidsken ikke havde ramt. – Dette Tilfælde var et af dem, som vakte mest Opsigt i Processen mod den irske Overdommer, en Proces, siger Massey, der ikke vilde have været complet, hvis ikke en protestantisk Præst som Vidne til Gunst for den Anklagede havde aflagt Ed paa at denne vidtbekjendte Blodhund, der hele Irland over hed Pidske-Fitzgerald, var en mild og human Mand. Man havde fra Begyndelsen af til Bedste for ham forfatningsstridigt indført Torturen ved Lov. Han havde da let ved at slaae alle Anklager af Marken. Med uhørt Raahed pralede han som Anklaget af i en Mang|233|foldighed af Tilfælde at have anvendt langt voldsommere Pidskning, end i dem, man nu gjorde Væsen af, og fortalte selv om en Mand, der havde skaaret Halsen over paa sig for at undgaae Torturens Rædsler og den Vanære, der knyttede sig til dem. Det fortjener at bemærkes, at han til Løn for sine Fortjenester fik en speciel Pension, og efter at Castlereagh[XXXV] havde iværksat Unionen med Irland udnævntes til »Baron af det forenede Kongerige.« Jeg anfører endnu kun et enkelt Exempel paa Fremgangsmaaden under Oprørets Undertrykkelse for at Læseren ret levende kan have for Øie, under hvilke Indtryk det var, at den unge Thomas Moore[XXXVI], da 18 Aar gammel, modnedes til Mand. En Efteraarsaften i 1798 gik Gensdarmer, førte af en vis Whollaghan[XXXVII], ind i et Hus i Landsbyen Delbary[b], der tilhørte en Arbeidsmand Dogherty[XXXVIII], som var mistænkt, og spurgte om der var nogle blodige Rebeller der? De eneste Mennesker i Huset vare Doghertys[XXXIX] Kone[XL] og en syg Dreng, hendes Søn[XLI]. Whollaghan[XLII] spurgte, om Drengen var Dogherty’s[XLIII] Søn, og paa Svaret »Ja« raabte han: »Saa skal du døe, din Hund.« Drengen bad for sig. Under en Strøm af Skjældsord forsøgte Underofficeren to Gange at fyre, men Geværet slog Klik. En Kammerat rakte ham da et andet Gevær, Moderen kastede sig foran sit Barn, men Kuglen knuste Drengens Arm. Da han faldt, forlode Morderne Hytten. Men Whol|234|laghan[XLIV] vendte tilbage og da han saae Moderen bøiet over Sønnen, raabte han: »Hvad, er den Hund endnu ikke død?« – »Aa Gud, Herre,« sagde den stakkels Kone, »han er død nok.« – »Jeg er bange for, han ikke er det,« svarte Whollaghan[XLV], »lad ham faae dette endnu!« fyrede saa for fjerde Gang og Drengen faldt død tilbage i sin Moders Arme. – Da Whollaghan[XLVI] blev anklaget for Overskridelse af sin Myndighed og Sagen oplyst, støttede Forsvaret sig derpaa, at den Anklagede og hans Ledsagere »vare blevne udsendte med almindelig Ordre til at skyde hvem de behagede.« Domstolen var ikke af den Mening, at en saadan Ordre havde noget Usædvanligt eller Ufornuftigt ved sig. Den fandt, »at den Anklagede havde skudt og dræbt Thomas Dogherty[XLVII], en Rebel«, men frikjendte ham for »at have villet begaae nogetsomhelst hadefuldt eller forsætligt Mord.«

Ved saadanne Midler var det, at Roligheden blev gjenoprettet i Irland og Folket modnet til den Act, hvori Castlereagh[XLVIII] med koldt diplomatisk Skarpsyn saa den eneste Udvei af det irske Uføre, Dublinerparlamentets fuldstændige Ophævelse og Sammensmeltning med Londonerparlamentet. Den Modstand, det alene gjaldt at overvinde, var selve det irske Parlaments; men da det saa grundigt corrumperet som det var endnu ikke viste sig tilstrækkeligt mygt, faldt Castlereagh[XLIX], der var Chief secretary for Irland og som i sin Egenskab af Irlænder |235| og Protestant ikke synes at have næret nogen høi Mening om Protestanterne blandt sine Landsmænd, paa det simple Middel at kjøbe det tilstrækkelige Antal Medlemmer af Oppositionen en for en. I hver Depeche, han sendte hjem fra Begyndelsen af 1799 til Unionen blev vedtaget 1800, gjentog han uden at trættes sit Forslag, og modtog som Svar derpaa efterhaanden af Regjeringen halvanden Million Pund Sterling, der anbragtes paa den virksomste Maade. I deres Fortvivlelse fandt de faa irske Patrioter i Parlamentet paa at forsøge det eneste Middel, der syntes at kunne være af nogen Betydning, nemlig den af Nationen endnu bestandig forgudede, men saa længe tause og nu farligt syge Grattans[L] pludselige Gjenopdukken i Parlamentet i det Øieblik Unionsforslaget kom for. Med ægte irsk Hang til dramatisk Effect blev Sagen sat i Scene. Da en Plads i Parlamentet faa Dage forud var bleven ledig, blev Grattan[LI] i al Stilhed valgt, den paagjældende Flækkes Patron, en Mr. Tighe[LII], red i Carrière til Dublin for at forkynde Resultatet. Han ankom Kl. 5 om Morgenen, Grattan[LIII], der var udtæret af Sygdom, blev taget ud af Sengen, viklet i et Sengetæppe og baaret til Parlamentsbygningen i en Bærestol. Forhandlingerne havde varet 15 Timer i Træk og hele Natten igjennem, da Huset Kl. 7 om Morgenen foer iveiret af sin Halvslummer ved Synet af Grattans[LIV] spøgelseagtige Skikkelse paa dets Tærskel. |236| Det var Manden fra 1782, den Mand, der havde gjort Irlænderne til et Folk, der som sit Folks døende Samvittighed steg op fra Graven for at nedlægge den sidste Protest til Fordel for dets Uafhængighed. Han sluttede sin Tale med de Ord, at han, om han laa døende paa Jorden, vilde bruge sit sidste Aandedræt til Indsigelse mod et Forslag som det forelagte, og da Skatkammerkantsleren Corry[LV] vovede at besvare disse Ord med en Beskyldning for Landsforræderi, svarte Grattan[LVI] med en Udfordring, som faa Dage efter fulgtes af en Pistol-Duel, i hvilken Corry[LVII] til sin Lykke blev saaret i Armen; havde han seiret, var han sikkert bleven revet i Stykker af Befolkningen. Men selv Grattan[LVIII] kunde Intet udrette mod de Vaaben, Regjeringen havde anvendt. Den Veltalenhed, hvis Glands og Fasthed Moore[LIX] har sammenlignet med Ædelstenens og som Byron[LX] har tillagt ikke blot alle de Fortrin, Demosthenes[LXI] besad, men ogsaa dem, der fattedes ham, fandt intet Echo.*)

*)
»An eloquence rich, wheresoever its wave
Wander’d free and triumphant, with thoughts, that shone through,
As clear as the brooks stone of lustre, and gave
With the flash of the gem its solidity too«.
Moore: »Shall the harp then be silent«.[0006]
»Ever glorious Grattan[LXII]! the best of the good!
So simple in heart, so sublime in the rest!
With all which Demosthenes[LXIII] wanted endued,
And his rival and victor in all he possess’d«.
Byron: »The irish avatar«.[0007]
Den Dag Unionen blev vedtaget, vare |237| Gallerier og Tribuner fulde af en ængstelig og spændt Folkeskare. Men Castlereagh[LXIV], som var sikker nok paa Afstemningens Udfald, oppebiede Resultatet ubevægelig og med et Smil paa sine Læber. Da Speakeren med langsom Stemme sagde: »Ville de, som ere for Unionen, række Hænderne i Veiret!« og saae Haand ved Haand hæve sig langsomt og skamfuldt, blev han først et Øieblik staaende stiv som en Statue, saa raabte han: »Unionen er vedtagen« og kastede sig med et Udtryk af Væmmelse og Indignation tilbage i sin Stol. Men under disse stormfulde Debatter, i hvilke det af Irlands første Mænd forkyndtes, at Modstand og Opstand nu var Pligt, uden at Nogen dog tænkte paa at handle som han talte, sad der paa Tribunen en Yngling med bleg Hudfarve og straalende Øine, i hvem de Andres tomme Ord var levende Liv og som i sit Hjerte svor, at han vilde blive sit Fædrelands Befrier. Denne unge Mand var Irlands ædleste og ypperste Søn Robert Emmet[LXV], Den, hvem efter min Overbevisning Verden skylder Takken for Alt, hvad der findes af |238| Kraft og Ild i Thomas Moore’s[LXVI] henrivende »Irske Melodier[0008]

Den sjeldne irske Digter, der kom til Verden samme Aar som Oehlenschläger[LXVII], var Søn af en lille Vinhandler i Dublin[c], havde en brav Fader[LXVIII], en kjærlig og dygtig Moder [LXIX](ivrig Katholikinde), og tilbragte en lykkelig Barndom i sin Families Skjød. Han var fra den tidligste Barndom af en ualmindelig begavet og særligt talentfuld Dreng. Han reciterede, spillede Komedie, skrev Vers og sang med en udmærket smuk Stemme, som han bevarede hele sit Liv igjennem. Læser man hans egen Skildring af sine Drengeaar[0009], føler man overalt, hvor tidligt hans eiendommelige Digternaturel, som er Improvisatorens og den egentlige, den syngende Lyrikers, bryder igjennem. Han besad den samme Gave, der udgjør Bellmans[LXX] Storhed, Gaven til i sin Production at sammensmelte Sang og Musik til et Hele og i Forening dermed Skuespillerens og Sangerens Evne til at gribe ved Foredraget. Han var lille, betydeligt under Middelhøide med brune Krøller om Hovedet, og da han var Barn, har han lignet en lille Cupido. Hans Pande var stor og straalende, saa interessant, at den maatte sætte en Phrenolog i Henrykkelse. Hans Øine var mørke og smukke, af den Art, siger Leigh Hunt[LXXI], som man tænker sig vilde tage sig ud under en Krands af Vinløv, hans Mund var fin og munter med Smilehuller, hans Næse lidt |239| opadgaaende, sandselig, og med et særeget Præg, som om den indaandede Duften fra en Fest eller en Frugthave. Men den hele lille Mand gjorde et Totalindtryk af Liv og Activitet omtrent som passede han godt til paa de gamle Irers Vis at deltage i et rask lille Indhug tilhest – han var altid høist ærekjær og i sin Ungdom et hidsigt Blod, der udfordrede Jeffrey[LXXII] for den første Kritik, han fik over sig, og senere Byron[LXXIII] for hans Spot (i »English bards o. s. v.[0010]«) over den ublodige Duel, hvortil hin første Udfordring gav Anledning.

Men trods dette krigerske Element i Blodet er det høist sandsynligt, at Moore[LXXIV] under mindre alvorlige og rystende Omgivelser og uden at lære Undertrykkelse og Tyranni at kjende paa aller nærmeste Hold aldrig havde hævet sig til nogen større Høide i Poesien end en elskværdig Anakreontikers. Hans Temperament drog ham i denne Retning. Men det blev ham forundt at gjøre Mere for sit Land, end nogen anden Mand havde gjort for det, mere endnu end Burns[LXXV] havde gjort for Skotland, at knytte dets Navn, dets Minder, dets Lidelser, den blodige Uret, der var tilføiet det, og dets Sønners og Døtres skjønneste Egenskaber til udødelig Poesi og Musik.

Kun 15 Aar gammel kom han til Dublineruniversitetet, og det politiske Gjæringsstof som begyndte at gjennemsyre hele Irland, aabenbarede sig paa den Tid ogsaa indenfor Universitetets |240| Mure, idet en Yngling, hvem en stor og sørgelig Skjæbne var forbeholdt, snart tiltrak sig baade sine Medstuderendes og Professorernes Opmærksomhed i høieste Grad, den nysnævnte Robert Emmet[LXXVI], hvem glimrende Studier i de mathemathiske og physiske Fag i Forening med en politisk Veltalenhed af den høieste Rang og den sjeldneste Renhed allerede ved Sextenaarsalderen havde givet et Ry. Jeg har berørt hans Taler i Discussionsklubben »Det historiske Selskab« og det dybe Indtryk de gjorde paa den jævnaldrende, men saa langt blødere og mindre udviklede Moore[LXXVII]. Skjøndt advaret mod uforsigtigt at lade sig see paa Gader og Stræder sammen med Emmet[LXXVIII], følte Moore[LXXIX] sig snart draget til ham ved en hjertelig Beundring og et inderligt Venskab. Intet Under! Det var Irlands unge Nationalhelt, hvem Irlands unge Digter i de første Ungdomsaar mødte paa sin Vei. Ingen af dem anede da den andens tilkommende Storhed, men det Instinct, som sammenknytter Aander, der svare til hinanden, førte dem sammen længe nok til at Sangeren kunde modtage Indvielsen af Helten. »Hvis man spurgte mig,« siger Moore[LXXX], »hvem der af alle de Mennesker, jeg har kjendt, har syntes mig at forene de største Evner med den største sædelige Høihed, saa vilde jeg ikke betænke mig paa at nævne Robert Emmet[LXXXI]«.*)

*) Th. Moore: »Memoirs of Lord Edward Fitzgerald[0011]«.

|241| Robert Emmet[LXXXII] fødtes i 1780; hans ældre Broder Thomas[LXXXIII] var en af Hovedmændene under Revolutionen 1798 og blev, da den strandede, først fængslet, saa forvist. Roberts[LXXXIV] tidligste Følelser vare Had til det engelske Tyranni og Kjærlighed til Irlands Martyrer. Han lagde allerede som Dreng en Charakterstyrke for Dagen, der var et Varsel om den Sjælsstorhed, han skulde udfolde som Yngling. Allerede i Tolvaarsalderen studerede han med Lidenskab Mathematik og Chemi.*)

*) Madden: »United Irishmen, their lives and times[0012]«.
En Dag gav han sig, umiddelbart efter at han havde foretaget et chemisk Experiment til at løse et mathematisk Problem af den største Vanskelighed, og da han i sin Distraction førte sin Haand til Munden forgiftede han sig med et Kviksølvsublimat, som han faa Øieblikke i Forveien havde benyttet. De heftige Smerter, han strax følte, lærte ham at kjende den Fare, hvori han svævede. Imidlertid gjorde han af Frygt for at man for Fremtiden skulde forbyde ham saa farlige Experimenter intet Anskrig, men gik ned i sin Faders Bibliothek, opslog i en Encyclopædi Artiklen »Gift«, fandt, at opløst Kridt var anbefalet som Modgift i Tilfælde som hans, huskede, at han havde seet et Stykke Kridt i Vognskuret, gik derned, fandt det lukket, sprængte Døren, tog Kridtet, drak Kridtopløsningen og gav sig roligt til at fortsætte Løsningen |242| af sin mathematiske Opgave. Da hans Lærer næste Morgen saae ham ved Frokosten med et saa forandret Ansigt at han neppe var til at gjenkjende, tilstod Emmet[LXXXV] ham, at han havde tilbragt Natten i gruelige Pinsler, men tilføiede, at han i det Mindste havde havt den Nytte af sin Søvnløshed, at han havde faaet sin Opgave løst. – En Dreng, som har Mod og Fatning af denne Art, er bestemt til som Mand at blive Forbillede for Mange.

Han blev det, først og fremmest for Thomas Moore[LXXXVI]. Den Simpelhed og Jævnhed, der var udbredt over hans Væsen og som var forenet med den mest fintfølende Hensyntagen, veg i det Øieblik, den Streng, som satte hans Følelser i Bevægelse, berørtes, for Præget af en Aandsoverlegenhed, som maatte fængsle en vordende Digter. »To Mennesker,« siger Moore[LXXXVII], »kunne ikke være mere forskjellige fra hinanden end denne unge Mand var det før og efter at han havde reist sig for at tale. Det Blik som faa Øieblikke forinden syntes træt og næsten livløst, straalede pludseligt med hans Evners hele Kraft. Hans Ansigt, hans Gestus og hans hele Holdning antoge Charakteren af Inspiration. Om hans Veltalenhed kan jeg kun dømme efter mine Ungdomserindringer, men jeg har aldrig siden hørt Noget, der syntes mig at have et mere ophøiet eller renere Præg.«Moore[LXXXVIII] bemærker ogsaa, at Emmet[LXXXIX] lige |243| saa fuldt beherskede sine Omgivelser ved sit Livs udadlelige Renhed og sit Væsens Blidhed og Ynde som ved sine Kundskaber og sin Veltalenhed. Da i Aaret 1797 Bladet »The Press[0013]« blev grundet af de irske Førere O’Connor[XC], Brødrene Emmet og flere, var Moore[XCI] ikke lidet begjærlig efter at see et eller andet Product af sin Muse i dette Blads patriotiske og meget læste Spalter. Men hans Moders[XCII] stadige og i de Tider langtfra ugrundede Ængstelighed for ham indjog ham paa den anden Side Bekymring for at gjøre noget Skridt, hun vilde tage sig nær, og han besluttede at debutere anonymt. Han indsendte en Efterligning af Ossian, der gik glat igjennem uden at vække nogen Opmærksomhed, saa betroede han med skjælvende Haand til Postkassen et Brev, »Til Trinity College’s Studenter[0014]«, rigt krydret med »Landsforræderi«, som han selv bemærker, en vittig Satire over Castlereagh[XCIII], der saa længe han levede var den aldrig opgivne Skive for Moores[XCIV] Vid. »Jeg ventede neppe,« siger Moore[XCV], »at Brevet vilde blive trykt, men se, næste Aften, da jeg som sædvanlig sad i min Kakkelovnskrog og udfoldede Avisen for at læse den høit for mine Forældre, saa stod der aller forrest i Bladet mit eget Brev og stirrede mig lige ind i Ansigtet og var naturligvis noget af det første, mine Tilhørere ønskede at høre.« Efter at have nedkjæmpet sin Sindsbevægelse, læste han Brevet høit, havde den Tilfredsstillelse at høre det |244| i høi Grad rost af sin Fader[XCVI] og Moder[XCVII], skjøndt begge betragtede det som »meget forvovent«, da næste Dag Edward Hudson[XCVIII], den eneste i Hemmeligheden indviede af Moores[XCIX] Venner, under et Morgenbesøg med et meget sigende Blik henkastede til Moore[C]: »Naa saae Du – ?« – »Brevet var af Dig, Tom[CI]« raabte Moderen[CII], og man forstaaer, at nye Bønner om Forsigtighed fulgte paa Tilstaaelsen.

»Et Par Dage efter hændte det,« siger Moore[CIII], »paa en af de lange Spadsereture ud i Landet, som Emmet[CIV] og jeg pleiede at foretage sammen, at vor Samtale kom til at dreie sig om Brevet, og jeg gav ham at forstaae, det var af mig. Da tilstod han mig med den næsten kvindelige Blidhed han besad og som saa ofte findes hos saadanne determinerede Aander, at han under Læsningen af Brevet, hvor meget han end havde billiget dets Indhold, ikke kunde andet end beklage, at den offentlige Opmærksomhed saaledes var bleven hendraget paa Universitetets Politik, hvad jo kun, hvis Autoriteterne bleve aarvaagne, kunde hindre Udbredelsen af hvad vi begge betragtede som »den gode Aand«, der nu i al Stilhed brød sig Vei. Hvor drengeagtig jeg end dengang endnu var, kunde jeg dog ikke lade være at blive slaaet af det mandige Syn, jeg bemærkede, at han havde paa, hvad Mænd burde gjøre under saadanne Omstændigheder og til saadanne Tider, nemlig ikke |245| tale eller skrive om deres Hensigter, men handle. Han havde aldrig tidligere, saavidt jeg husker, i Samtale med mig sigtet til Existentsen af det hemmelige Selskab »United Irishmen«, heller ikke gjorde han mig nu eller nogensinde siden noget Forslag om at gaae ind deri, en Hensyntagen, som jeg for en stor Del tillægger hans Kjendskab til den omhyggelige Ængstelighed, hvormed man vaagede over mig hjemme […] Han var helt igjennem en ædel Skabning og saa rig paa Indbildningskraft og Hjertets Ømhed som paa mandig Forvovenhed.«

Det er tydeligt nok, at Robert Emmet[CV] med al sin hjertelige Velvillie mod Moore[CVI] godt har følt, at han ikke var af det Malm, hvoraf en Mand maa være gjort, der skal sætte sin Fremtid og sit Liv paa Spil i en Revolution. Men han holdt af den unge Digter og søgte ham ofte; han har sikkert mærket, hvilken sjelden Klangbund hans Ideer og Drømmerier fandt i den Harpe, Thomas Moore[CVII] bar i sin Sjæl. Han pleiede at sidde ved Moores[CVIII] Pianoforte, medens denne spillede Melodierne i Buntings[CIX] irske Samling, og Moore[CX] bevarede endnu som gammel Erindringen om, hvorledes Robert Emmet[CXI] en Dag, da han spillede Melodien »Let Erin remember the day[0015]« med Lidenskab udraabte: »O gid jeg stod i Spidsen for tyve tusind Mand, der marcherede efter den Melodi!«

|246| Det var i Aaret 1797 kort før den store irske Sammensværgelses Opdagelse. Saa foregik den og med den alle dens Rædsler. En af dens første Følger var en fuldstændig Inquisition, som afholdtes indenfor Universitetets Mure. Studenterne kaldtes enkeltvis op ved Navn og forhørtes. De fleste vidste Lidet eller Intet om Førernes Hensigt; der var kun nogle faa, deriblandt Robert Emmet[CXII], hvis pludselige Udeblivelse lærte deres Kammerater, hvor dybt de havde været indviede i de forraadte Planer. Den døde Taushed, der daglig fulgte deres Navne, hver Gang de raabtes op, gjorde et rystende Indtryk paa Moore[CXIII]. Han selv viste sig under sit Forhør som den brave lille Student han var, han erklærede den frygtede Lord Fitzgibbon[CXIV] i Ansigtet, at han ikke vilde aflægge den Ed, der afkrævedes ham, uden under det Forbehold ei at ville besvare noget Spørgsmaal, som kunde lede en Kammerat i Ulykke, og udholdt med mandig Fatning de Vredesudbrud, som fulgte. Da han ikke havde været Medlem af »United Irishmen« og i Virkeligheden ingen Kundskab havde til Selskabets Planer, frigaves han hurtigt.

I de Aar, som nu følge, falder Moores[CXV] første Optræden som Digter. De Rædsler, som ledsagede Oprørets Undertrykkelse, afgave ham intet Stof for Poesi; dertil stod han dem altfor nær. Emmet[CXVI] var bortreist, Paavirkningen fra ham for en Tid lang ophørt, politisk Digtning overhovedet |247| umulig i Irland. Den unge Digter, der af Naturen var anlagt paa Frembringelsen af en lys og let Poesi, fulgte da den Vei, som laa aaben for hans Anlæg og hans Aar, han bearbeidede først de anakreontiske Sange[0016], udgav dem ikke 20 Aar gammel med en Tilegnelse til Prindsregenten[CXVII], som da var de Liberales Haab, og optraadte i 1801 med et Bind »Poems of Little[0017]«, især erotiske Digte, ungdommeligt sandselige og lidt frivole i deres Art. Den irske Frivolitet minder meget om den, som er saa hyppig i Svenskernes erotiske Digte og har samme Charakter af at være en Nationaleiendommelighed.

Efterat Moore[CXVIII] i nogle Aar havde flagret om i Londons[d] bedste Kredse, yndet og søgt for sine selskabelige Talenter og sin hele irske Sociabilitet, tvang hans Formueløshed ham til i 1803 at reise til Bermuda[e] i Amerika for der at tiltræde en Plads som Admiralitets-Registrator. Han passede, som man kan tænke, slet ikke til denne Plads, lod den ogsaa efter en kort Tids Forløb udfylde af en Stedfortræder, og blev, da denne udviste svigagtigt Forhold og bedrog Staten for en større Sum, uden egen Skyld kastet i en ganske lignende Ulykke som Scott[CXIX], erholdt som denne hjælpsomme Tilbud fra mange Sider, afviste ligesaa ærekjært som Scott[CXX] alle disse og betalte sin Gjæld ved nogle Aars Sparsommelighed og samvittighedsfulde Flid. Hans amerikanske Reise varede fra October 1803 |248| til November 1804. Han hjembragte fra Amerika de i andet Bind af hans Værker[0018] samlede amerikanske Breve og Poesier, hvis Naturskildringer ere lige fremragende ved Farveglød og Portraitlighed. Som ægte engelsk Naturalist har Moore[CXXI] større Ambition med Hensyn til Ligheden end til Coloriten og han er ikke lidet stolt af de mange Vidnesbyrd han fra Indfødte og Reisende har modtaget om disse Beskrivelsers graphiske og geographiske Naturtroskab. Den bekjendte engelske Reisende Capitain Basil Hall[CXXII] (den samme som besøgte Scott[CXXIII] paa Abbotsford og som syg modtog Byrons[CXXIV] Pleie i Venedig[f]) paastaaer, at Moores[CXXV] Oder og Epistler give den smukkeste og nøiagtigste (»most exact«) Beskrivelse af Bermuda[g], som gives, og viser hvorledes den sikkert smukkeste Sang derimellem »Canadian Boat Song[0019]«, saavel hvad Melodien som hvad Texten angaaer, er grundet paa de Sange, der virkelig synges paa Skibene der, dog saaledes, at Moore[CXXVI] har bortkastet Alt, hvad der ikke var smukt og charakteristisk i disse Sange. Og Moore[CXXVII] fortæller selv, hvor nøie hans Beskrivelser selv af Landskaber og Træer holdt sig til Virkeligheden. I Anledning af Linierne

’Twas there, in the shade of the Calabash Tree
With a few, who could feel and remember like me

modtog han omtrent 25 Aar efter fra Bermuda[h] et Bæger, dannet af en af Frugtskallerne paa det |249| Calabas-Træ, der var ment, og hvori man havde fundet hans Navn indridset. Den exotiske Natur i hine Egne virkede befrugtende paa en Digteraand, som netop var anlagt til at modtage yppige og festlige Naturindtryk; de demokratiske og republikanske Institutioner, hvortil han blev Vidne, fandt derimod langt mindre Modtagelighed og Sympathi hos den forfinede Digter, paa hvem den begyndende Verdensreaction mod det 18de Aarhundrede allerede var ifærd med at gjøre sin Virkning. Hans Epistler om de amerikanske Samfundstilstande[0020] have kun Øie for Republikens Skyggesider. Han havde Audients hos Præsidenten; men Jeffersons[CXXVIII] skjødesløse Klædedragt – blaa Strømper og Slæber paa Fødderne – skjæmmede, som man mærker, i hans Øine Billedet af den Mand, der havde udkastet den amerikanske Uafhængighedserklæring. Fremfor Alt forfærdedes han ved at træffe den franske Philosophi, der for ham som ægte Barn af sin Tid var lutter Gift og Synd, saa udbredt i den unge Republik.*)

*)
»Already has the child of Gallias school
The foul Philosophy, who sins by rule,
With all her train of reasoning, damning arts,
Begot by brilliant heads on worthless hearts […]
Already has she pour’d her poison here
O’er every charm that makes existence dear«.
Epistelen: »To the Lord Viscount Forbes«.[0021]
»Det var,« skriver Moore[CXXIX] mange Aar senere, »den eneste Periode af mit |250| Liv, i hvilket jeg har følt mig selv skeptisk med Hensyn til Sundheden af den frisindede politiske Tro, som hvis Bekjender og Advocat jeg næsten bogstavelig kan siges at have begyndt mit Liv og efter al Sandsynlighed vil ende det.« Det kunde et Øieblik synes, som om Barndoms- og Ungdomsindtrykkene fra den mishandlede Fødeø vare begravne under anakreontiske Stemninger, Reiseerindringer og det muntre fashionable Liv i Londons[i] høieste, lethenlevende Kredse.

Da udkom i Aaret 1807 de første Bind af Moores[CXXX] »Irske Melodier[0022]« – hans Adkomstbrev til Udødelighed. Alt, hvad hans stakkels Land havde følt og lidt i de lange Forsmædelsens Aar, dets Smerter og Sukke, dets begeistrede Opsving, dets krigerske Kjækhed og dets Smil gjennem Taarer, Alt skimtes her spredt imellem Sange, der ere skrevne ned i sprudlende, halvtvemodigt Letsind og erotisk Sværmeri. Det var en Krands, flettet af Vemod, Begeistring og Ømhed, en duftende Sørgekrands, som bestemt til at hædre en Afdød, der her blev slynget om hans Fædrelands Pande. Ikke at Irlands Navn tidt eller gjerne er nævnet; der forekommer overhovedet i disse Digte saa faa Navne som muligt – det var utrygt at nævne irske Egennavne. Men snart forherligede den Syngende sin Elskede i saadanne Udtryk, at man anede Erins Træk under hendes; snart talte den elskende Kvinde med en Høihed, saa man følte ingen jor|251|disk Kvinde var ment, og Udtrykkets Mystik forøgede som i de gamle christeligt allegoriske Lovsange den poetiske Virkning. – Hvad var der skeet i Mellemtiden mellem Moore’s[CXXXI] letfærdige Digtes Fremkomst og disse beundringsværdige Poesiers Undfangelse? Det er en lang og sørgelig Historie. De besvare selv hint Spørgsmaal ved at neddysse Svaret. Allerede det fjerde Digt i Samlingen begynder:

Oh! breathe not his name, let it sleep in the shade
Where cold and unhonour’d his relics are laid
Sad, silent, and dark be the tears that we shed
As the night-dew that falls on the grass o’er his head.

Der var da altsaa En, hvis Navn ikke burde nævnes, hvis Levninger laa vanærede i Graven og hvem tunge, tause Taarer kun i Nattens Mørke turde begræde.

I Digtet, som følger derefter, hedder det atter uden Nævnelse af noget Navn:

When he, who adores thee, has left but the name
Of his fault and his sorrows behind,
Oh! say wilt thou weep, when they darken the fame
Of a life, that for thee was resign’d?
Yes weep, and however my foes may condemn,
Thy tears shall efface their decree;
For Heaven can witness, though guilty to them,
I have been but too faithful to thee.

At den af Helten Tilbedte er Irland, sees ved første Blik; men som et Sørgeslør er atter kastet |252| over ham, hvis Ry blev formørket af hans Fjender, og som, skjøndt kaldet skyldig af dem, kun var altfor trofast mod sin Elskte.

Man blade endnu noget længere frem i Samlingen og man støder paa et Digt, der er nøie knyttet til de to anførte, og som med milde Farver maler den Unævntes efterladte Brud:

She is far from the land where her young hero sleeps,
And lovers are round her, sighing
But coldly she turns from their gaze, and weeps,
For her heart in his grave is lying.
She sings the wild song of her native plains,
Every note which he lov’d awaking
Ah! little they think, who delight in her strains,
How the heart of the Minstrel is breaking.
He had liv’d for his love, for his country he died,
They were all that to life had entwin’d him
Nor soon shall the tears of his country be dried,
Nor long will his love stay behind him.
Oh make her a grave where the sunbeams rest,
When they promise a glorious morrow;
They’ll shine o’er her sleep, like a smile from the West,
From her own lov’d island of sorrow.

Læseren har alt anet, at den unge Helt, over hvem saa rørende Klagetoner løde, ingen anden var end Moores[CXXXII] fordums Universitetsven Robert Emmet[CXXXIII]. Det forekommer mig utvivlsomt, at det er hans Skjæbne, der gav Moore[CXXXIV] den Inspiration, som fremkaldte de ypperste Frihedspoesier blandt |253| de irske Melodier[0023]. Medens som Følge af Revolutionen 1798den ældre Emmet[CXXXV] blev holdt fængslet paa Fortet St. Georges og derpaa forvist, lykkedes det Robert[CXXXVI] at undgaae Fængsling, men han benyttede strax og udelukkende sin Frihed i den Sags Tjeneste, der havde bragt hans Broder[CXXXVII] i Ulykke, og hvortil han havde indviet sit Liv. Han reiste i 1802 til Paris[j] og havde en Sammenkomst med Førsteconsulen[CXXXVIII], der iøvrigt gjorde det Indtryk paa ham, »at han ikke bekymrede sig mere om Irland end om Republiken og Friheden«, og flere Sammenkomster med Talleyrand[CXXXIX], hvis Væsen ikke behagede ham mere, for gjennem Aftaler med dem at forberede Oprettelsen af en uafhængig irsk Republik, støttet paa Alliance med den franske. Det var i det Øieblik, da det ved Freden i Amiens[k] en kort Tid gjenoprettede gode Forhold mellem Frankrig og England stod paa Nippet til at brydes. Bonaparte[CXL] synes en kort Tid at have tænkt alvorligt paa en Landgang i Irland – endnu paa St. Helena[l] beklagede han jo at han ikke var gaaet til Irland istedenfor til Ægypten – og Robert Emmet[CXLI] ankom i November 1802 til sin Fødeø med bestemt Løfte om, at den franske Armees Landsættelse skulde finde Sted i August 1803. Med rastløs Dristighed bragte han paany en Sammensværgelse over hele Irland istand. Efter hans Overbevisning var Revolutionen af 1798 strandet, fordi den havde savnet en Operations|254|basis i Hovedstaden. For ham gjaldt det fremfor Alt om at bemægtige sig Dublin[m], særlig Slottet, hvis Porte stode aabne lige til om Aftenen. Dag og Nat vaagede han over Forberedelserne til Oprøret; en Mængde Huse vare leiede i Dublins[n] forskjellige Kvarterer, hvor der uafbrudt fabrikeredes Vaaben, Kugler og Krudt; han havde selv bestandig en lille Stab af femten Personer om sig, næsten alle Almuesmænd, der arbeidede under hans Opsigt, og han nød den Smule Hvile, han undte sig, i et af Krudtmagasinerne, udstrakt paa en Madras. Skjøndt mere end 1000 Personer vare indviede i Sammensværgelsen, fandtes der dog ingen Forræder imellem dem og den blodtørstige Øvrighed havde ikke den fjerneste Anelse om hvad der forberedtes. Emmets[CXLII] Formue gik fuldstændigt med til Indkjøbene, men de Arbeidere, der tjente ham, modtoge ingen Betaling for deres Gjerning, »de arbeidede,« sagde en af dem, hvem Forfatteren af »United Irishmen[0024]« traf som Olding, »ikke for Penge, men for Sagens Skyld; de havde stor Tillid til Robert Emmet[CXLIII], de kunde have givet deres Liv for ham.« Da indtraf i Juli Maaned et af hine uforudseelige Tilfælde, som ingen menneskelig Beregning kan forebygge: et af Krudtmagasinerne sprang i Luften og dræbte to Mænd, af hvilke den ene udaandede i Robert Emmets[CXLIV] Arme. Den næste Dag underrettede et protestantisk Blad[0025] Regjeringen om at den sov paa en Mine. Man maatte, ufærdig |255| som man var og uden at oppebie Franskmændenes Ankomst bryde løs, hvis man ikke vilde udsætte sig for en Tilintetgjørelse uden Kamp. Den 23de Juli stod en ædel og mandig Proclamation til Irlands Befolkning, forfattet af Robert Emmet[CXLV] selv, opslaaet paa Gaderne i Dublin[o]; men da Aftenen kom, og han i Spidsen for en Skare forsøgte Slottets Overrumpling, maatte han med Bitterhed føle, hvor upaalidelige hans Landsmænd vare i et farefuldt og afgjørende Øieblik. Alt som man nærmede sig Slottet, fortyndedes Skaren omkring ham stedse mere; da man stod for dets Port, var der neppe en Haandfuld Trofaste tilbage og alt Haab om et heldigt Udfald slukt overfor den nu aarvaagne og velbevæbnede Fjende. Det lykkedes i den første Forvirring Førerne at undkomme til Wicklows[p] Bjergegne og her samledes de allerede næste Dag i en afsides beliggende Dal for at raadslaae. De fleste vare overbeviste om, at Intet endnu var tabt: et Signal – og Irland vilde reise sig som een Mand o. s. v., Robert Emmet[CXLVI] alene havde mistet alle Illusioner og viste med Klarhed sine Venner, at en fortsat Stræben i dette Øieblik og med Stridsmænd, som de udisciplinerede Oprørere afgave dem, kun vilde føre ny Blodsudgydelse over Landets allerede saa haardt prøvede Befolkning. I det Øieblik, man skiltes, opfordrede man fra alle Sider Emmet[CXLVII] til at flye; en enestaaende Leilighed frembød sig dertil med Fiskerbaade, som |256| tilhørte Insurgenterne. Da var det, at Robert Emmet[CXLVIII] med nogen Forlegenhed erklærede, at han absolut endnu engang maatte til Dublin[q] for at tage Afsked med en Person, der var ham saa kjær, at han ei kunde forlade Irland for mange Aar uden et Gjensyn med hende. »Han maatte see hende, om han saa skulde døe tusinde Gange derfor.«

Soldaterne søgte ham overalt, hans trofaste Husholderske[CXLIX], en ung modig Pige, blev forgjæves prikket med Bajonetter over hele Legemet og underkastet »Halvhængningen«, hun vilde Intet røbe om hans Opholdssted. Endelig fandt man ham, lammede ethvert Flugtforsøg ved et Pistolskud i Skuldren og arresterede ham. Da den Major[CL], der bemægtigede sig ham, vilde undskylde Skuddet, svarede han kort, at Alt var tilladt i Krig (»all is fair in war«).

Et Par Dage efter sin Fængsling skrev Robert Emmet[CLI] et Brev til den unge Pige, for hvis Skyld han havde udsat sit Liv. Det var Miss Sarah Curran[CLII], Datter af den berømte Advocat[CLIII], hvis Navn saa hyppigt forekommer i Byrons[CLIV] Poesier, de irske Anklagedes ufortrødne og begeistret veltalende Forsvarer i 1798, en af Landets mest ansete og anerkjendte Mænd. I hans Hus havde Robert Emmet[CLV] som ganske ung færdedes meget; men da Curran[CLVI] opdagede hans og Datterens[CLVII] varme Interesse for hinanden og frygtede, at Emmets[CLVIII]|257| politiske Retning skulde tilintetgjøre hans Fremtid, havde han skilt de to Unge ad, og det var mod hans Vidende de bestandig havde vedligeholdt Brevvexling med hinanden. Fangevogteren, der lod sig give en stor Sum for at bringe Emmets[CLIX] Brev til dets Adresse, bragte det strax til Statsadvocaten. I sin Angest for at have compromitteret den, han elskede, skrev Emmet[CLX] øieblikkeligt til sine Dommere, og da han vidste, hvor stor Frygt man nærede for hans Veltalenhed, tilbød han selv at erklære sig skyldig for Retten og tilmed ikke sige et eneste Ord til sit Forsvar, hvis man til Gjengjæld vilde lade være at inddrage hans Breve til Miss Curran[CLXI] i Processen. Forgjæves, næste Dag allerede lærte en Husundersøgelse den fortørnede Curran[CLXII] det inderlige Forhold, som bestod mellem Emmet[CLXIII] og hans Datter[CLXIV]. Om selve Sagens Udfald var der ingen Tvivl; den Anklagede kjendte sin Skjæbne. Da Fængselsdirecteuren[CLXV] en Dag overraskede ham, flettende en Haarlok, som Miss Curran[CLXVI] havde skjænket ham, saae han op og sagde: »Jeg fletter den for at kunne have den hos mig paa Skafottet.« Paa hans Bord fandt man en yderst omhyggeligt udført Pennetegning: hans eget Portrait, slaaende ligt, Hovedet skilt fra Kroppen, Legemet udstrakt ved Siden af.

Processen begyndte Kl. 10 om Morgenen. Efterat Statsadvocaten[CLXVII] i sin Tale havde forsikret, |258| at denne Sammensværgelse ingen anden Virkning havde havt end yderligere at lade Irlands Kjærlighed til dets Konge[CLXVIII] komme til Udbrud, bad Robert Emmet[CLXIX] til Svar kun om at følgende Paragraph af den provisoriske Regjerings Manifest, som han havde redigeret, maatte blive læst høit: »Fra nu af er al Brug af Pidskning og Tortur forbudt paa Irlands Grund og kan ikke under noget Paaskud gjenindføres.« Derefter fulgte en Tale af en modbydelig irsk Renegat, det forhenværende Medlem af Oprørspartiet Lord Plunket[CLXX], der som offentlig Anklager overvældede Emmet[CLXXI] med Haansord. Saa reiste denne sig og holdt med den visse og nære Død for Øie en Forsvarstale, som endnu den Dag idag enhver Irlænder kjender. Han sagde, at hvis han, naar han var bleven erklæret for skyldig, kun skulde lide Døden, vilde han ikke have trættet de Tilstedeværendes Opmærksomhed; men den Dom, som overgav hans Legeme til Bøddeløxen, vilde tillige overgive hans Navn til den offentlige Menings Dadel, og derfor vilde han tale. Til Dommerens støiende Afbrydelse svarede han med fuldkommen Ro: »Jeg har hørt sige, Mylord, at Dommerne undertiden betragte det som en Pligt at høre med Taalmodighed og tale med Humanitet,« og forsatte sin Tale med saa høi Røst, at man tydeligt hørte den ved Retssalens ydre Døre og dog uden at der var det ringeste overdrevent eller declamatorisk i hans |259| Foredrag; hans Stemme var tvertimod , siger Madden[CLXXII], som hørte ham, moduleret med den største Finhed, han gik frem og tilbage mod Skranken med visse Bevægelser, der vare ham eiendommelige og som besadde en særegen Ynde. Tredive Aar efter tale Vidnerne til denne gjennemtrængende Veltalenhed endnu ikke uden Sindsbevægelse om den Gratie og den Høihed, hvormed han trodsede sine Dommere. En Correspondent[CLXXIII] til »Times[0026]«, der absolut fordømmer selve Oprøret, siger i sit Brev om Emmet[CLXXIV]: »Men det maa jeg tilstaae: han var stor midt i sine Vildfarelser; da han paa Processens Dag, i det Øieblik Graven aabnede sig for at modtage ham, rystede selv Rettens Mure ved sin Veltalenheds Energi og Glands, saae jeg hin Snog, som hans Fader havde næret ved sin Barm (Lord Plunket[CLXXV]) zitre under hans Blik og hint Udskud af Menneskeheden, der dømte ham (Lord Norbury[CLXXVI]), blegne og skjælve paa sin Stol.«

Emmet[CLXXVII] endte med disse Ord: »Mylords, I vente utaalmodigt Eders Offer. Alle de Rædsler, hvormed I have omgivet mig, have ikke formaaet at isne det Blod i mine Aarer, hvorefter I ere saa begjærlige, og om faa Timer vil det skrige om Hævn til Himlen; men Taalmodighed endnu. Jeg har kun faa Ord at sige; jeg gaaer til min kolde og stumme Grav; mit Livs Lampe er næsten slukt. Jeg har for mit Lands Skyld skilt mig fra Alt, hvad der var mig dyrebart i dette Liv, |260| fra min Sjæls Idol, mine Følelsers Gjenstand. Min Bane er tilende; Graven aabner sig for at modtage mig, og jeg synker i dens Favn. Jeg har kun een Begjæring at stille ved min Afsked fra denne Verden, det er at den vil skjænke mig sin Tausheds milde Gave. Lad ingen Mand skrive min Gravskrift, thi da ingen Mand, som kjender mine Bevæggrunde, nu vover at forsvare dem, saa lad ikke Fordom eller Uvidenhed sværte dem. Lad dem hvile i Mørke og Fred. Lad mit Minde synke i Glemsel og min Grav forblive uden Indskrift, indtil andre Tider og andre Mænd kunne vise min Charakter Retfærdighed. Naar mit Land indtager sin Plads mellem Jordens Nationer, lad da og ikke før da min Gravskrift blive skreven. Jeg har talt ud.«

Dommen faldt og lød paa, at Robert Emmet[CLXXVIII] skulde først hænges, saa halshugges endnu samme Nat Kl. 1. Klokken var 11, da han blev ført tilbage til sit Fængsel. Han standsede paa Veien foran et Cellegitter, bag hvilket en af hans Venner sad, og sagde til ham: »Jeg skal hænges imorgen«. – Man undte ham ikke Ro de sidste Timer. Man kjørte ham ti engelske Mil ud i Landet af Frygt for at han skulde blive udrevet af Fængslet med Vold. Først da befriede en menneskekjærlig Fangevogter ham fra Jernene, som man havde lagt om ham med en saadan Brutalitet, at Blodet sprang ud af hans lemlæstede Lemmer, og den samme Mand gav ham Noget at |261| spise; thi fra Kl. 10 om Morgenen af, da Processen begyndte, havde han ingen Næring faaet. Saa faldt han i en kort dyb Søvn, vaagnede og benyttede de faa Øieblikke, han havde tilbage, til at skrive Breve, et til sin Broder[CLXXIX] i Amerika, et til Miss Curran’s[CLXXX] Broder[CLXXXI] og et til hende selv, da han blev afbrudt af en Ven, som ønskede at see ham sidste Gang. Roberts[CLXXXII] første Ord til ham var, hvorledes det gik hans Moder[CLXXXIII], og Vennen maatte da dybtnedbøiet meddele ham, at hun var død to Dage forud af Græmmelse. Med Ro havde hun seet den ene af sine Sønner forvist for Irlands Skyld, med Fasthed havde hun bestandig opmuntret Robert[CLXXXIV] paa hans Vei, men da hun saae den Søn, der var hendes Livs Stolthed, ikke tre og tyve Aar gammel indviet til en saa frygtelig Død, brast hendes Hjerte. Robert[CLXXXV] modtog Efterretningen med Fatning og svarte: »Det er bedre saaledes«. I Brevet til Miss Currans[CLXXXVI] Broder[CLXXXVII] skriver han: »Jeg har aldrig for min egen Skyld ønsket Embeder eller Æresbevisninger; jeg vilde ikke have bekymret mig om Ros af Nogen, men jeg havde ønsket i Sarahs[CLXXXVIII] straalende Ansigt at kunne læse, at hendes Mand var agtet.« Hans Haandskrift i dette Brev er saa fast og regelmæssig som nogensinde. Kl. 1 blev han hentet til Skafottet. Saa stort var det Herredømme, hans Væsens Blidhed og Ynde udøvede over alle raa Naturer, at en af Fangevogterne, da han |262| ført af Sherifferne og fulgt af Bøddelen gik ud af Fængslet, sagde ham Farvel med strømmende Taarer; Emmet[CLXXXIX], hvis Arme vare bundne, bøiede sig og kyssede Manden paa Kinden, og denne Mand, som tyve Aar igjennem var bleven hærdet og vænnet til Fængselsscener, faldt uden Bevidsthed om for hans Fødder. Ved Skafottets Fod gav Robert Emmet[CXC] en af sine Venner det Brev, han havde skrevet til Miss Curran[CXCI], men Vennen blev arresteret og Brevet kom aldrig til sin Adresse. Han tog selv sit Halstørklæde af og hjalp til med at lægge Strikken om sin Hals. Bødlen viste det afskaarne Hoved til Folket og raabte med høi Røst: »Dette er Hovedet af Robert Emmet[CXCII], en Forræder«. – Ikke en Lyd hørtes til Svar.

Næste Dag stod i Regjeringsbladet »London Chronicle[0027]«: »Han forblev til det sidste Øieblik den Samme, som han viste sig at være under Retssagen igaar, lagde samme Blanding af Nonchalance og Frækhed for Dagen, og syntes at spotte de frygtelige Omstændigheder, hvorunder han befandt sig. Intet kunde mindre ligne den sande Christens Ro. Gud bevare os for Folk med slige Principer! Ikke desmindre have vi aldrig seet et Menneske døe som han […] han var en afgjort Vantro, og til Præsten, som ledsagede ham, sagde han: Jeg takker Dem for den Uleilighed, De gjør Dem; men den er unyttig; mine Ideer om dette Punkt have allerede længe været meget be|263|stemte, og dette er ikke et Øieblik, i hvilket jeg kan forandre dem.« Saaledes talte den officielle Presse; det undertrykte Irland tav om sin treogtyveaarige Yndlings Skafot og tro mod hans Bud, satte det ingen Indskrift paa hans Grav.

Men da Moores[CXCIII] irske Melodier[0028] kom ud, da hørte man med Et i disse Sange et helt Folks Smerte og Indignation stige og synke, hviske og raabe, klage og mumle som Havets Bølger og med et Naturelements uimodstaaelige Magt. Der var snart ikke og er den Dag idag ikke en Bonde paa Irland, som ikke kjender Sangen: »When he who adores thee[0029]«. I Amerika læses Robert Emmets[CXCIV] sidste Tale endnu den Dag idag i alle Skoler. Den er Evangeliet for Rebellionen mod England. Men underligt nok: ikke Robert Emmets[CXCV] heroiske Død gjorde ham saa berømt hos hans Landsmænd som hans rørende Kjærlighedshistorie. Hans Brud[CXCVI] stod for det irske Folk som Heltens Enke og var Gjenstand for en stille Ærefrygt. Hendes Ulykke forøgedes end mere ved at hun levede i en engelsksindet Kreds, der vel beklagede Robert Emmet[CXCVII], men mente at han havde fortjent sin Skjæbne. Hendes Udseende var, siger Admiral Napier[CXCVIII], der saae hende i Italien, »en vandrende Statues«. Hun døde faa Aar efter paa Sicilien[r] »langt fra det Land, hvor hendes unge Heros sover.«Washington Irving[CXCIX] har skildret hende i sin smukke Skizze »Det knuste Hjerte[0030]« i »The sketch book[0031]«. Men |264| hendes skjønneste Monument er Sangen »She is far from the land[0032]«.*)

*) Madden: »United Irishmen[0033]«. – »Robert Emmet[0034]« (Anonym, men forfattet af Mme d’Haussonville[0035]).

Dog den Enkeltes Ulykke er jo i »Melodierne[0036]« kun et Symbol paa det hele Folks og en Personification af den almindelige Smerte. Vi komme til Sange, i hvilke det er som om alle Irlands Sønner og Døtre jamrede over den sørgelige Udgang af den store franske Revolution og af de Forhaabninger, alle Folk, men dette mere end noget andet, havde sat til Republikens Varighed og Seir. En saadan Sang er den rørende

’Tis gone and for ever the light we saw breaking

med dens vilde Klage over at hin første Frihedsstraale, som Menneskeheden har velsignet, atter er forsvunden og i sin Forsvinden ligesom har gjort Trældommens og Sorgens Nat dybere og mørkere end den var, men dybest og mørkest for Erin. Moore[CC] hæver sig til den høieste og ædleste Flugt i en Strophe som denne:

For high was thy hope, when these glories were darting
Around thee, through all the gross clouds of the world;
When Truth, from her fetters indignantly starting,
At once, like a Sun-burst, her banner unfurld.
Oh! never shall earth see a moment so splendid!
Then, then – had one Hymn of Deliverance blended
The tongues of all nations – how sweet had ascended
The first note of Liberty, Erin, from thee!

|265| Og Digtet slutter med Forbandelser over Undertrykkerne, som »ved Dødens rygende Alter lig Furier kjærtegnede Frihedens unge Haab og døbte det i Blod.« Andre Digte ere mere truende, skjøndt Truselen overalt er poetisk og dulgt. Læs f. Ex. Sangen: »Lay his word by his side[0038]«: »Læg Sværdet ved hans Side, det har tjent ham altfor vel, til at det ikke skulde hvile nær hans Hovedgjærde nu; læg det ubrudte Sværd hos den aldrig undertvungne Mand. Dog det er, som hørte jeg en stille Røst fra Graven, et svagt Echo af den, som engang gav Krigsløsenet »Sprænger Eders Lænker«, og den hvisker fra Graven, hvor vor Heros sover: Skjøndt vor Høvdings Sol er sunket for stedse, saa lad dog ikke hans Sværd slumre paa saa uhæderlig Vis, det har Seirens Liv i sig endnu. Skulde en Fremmed, uværdig til at svinge sligt Vaaben, vove at røre dig, mit eget stolte Sværd, da bliv i din Skede, som en forseglet Talisman eller vend tilbage til din Herre, der ligger fri i sin Grav; men hvis du gribes af en Haand, der paa Valen har lært den ædle Brug af et Værge som dig, da spring, naar Friheden stævner dig, med Glimt som et Lyn frem af din mørke Skede igjen.« – Det Digt, som direkte er rettet mod Prindsregenten[CCI], er det strengeste og mest høisindede af dem alle. Han er vel ikke nævnt deri, men man forstaaer først Digtet, naar man veed, at det er ham, som er ment. Det er San|266|gen »When first I met thee, warm and young[0039]«. Erin taler her som Kvinde, hun skildrer sin gode Tro til den unge Kongesøn, sin Tillid til de Løfter han gav som ung og varm, sin Fastholden ved sin Tro, endog da hun saa ham forandres; hun vilde, selv da hun hørte om hans Feil, se Glimt af fremtidig Hæder i dem – men nu da Ungdommens Tid er flygtet fra ham og ingen af den modne Alders Fortrin er traadt i Stedet, nu da de, som engang elskede ham, skye ham og selv hans Smigrere foragte ham, nu vilde Erin ikke give en af sine rene Taarer for al hans skyldbetyngede Pragt. Men der vil komme den Tid, da selv hans sidste Venner forlade ham, og da han forgjæves vil strække sine Arme ud efter hende, som han har mistet for bestandig, da vil hun sige: »Gaa, gaa! det er unyttigt at forbande og Svaghed at dadle dig; Had kan ikke ønske dig værre end Skyld og Skam have gjort dig«.*)

*)
»Go – go – ’tis vain to curse
’Tis weakness to upbraid thee
Hate cannot wish thee worse
Than guilt and shame have made thee«.

Wordsworth[CCII] skrev Kjærlighedserklæringer til England, da det var seirrigt og stort, Scott[CCIII] besang Skotland paa en Tid, da dette Land var begyndt i lykkelig Blomstring at hævde sin Plads ved Siden af Søsterriget, men Moore[CCIV] sendte sine |267| brændende Sange til et Land, der laa ydmyget og blødende for sine Bødlers Fødder. Han siger i Digtet »Remember thee[0040]«:

»Huske Dig! ja saalænge der er Liv i dette Hjerte, skal jeg aldrig glemme dig, fortabt som du er; mig kjærere i din Sorg, dine Taager og dine Regnskyl end Resten af Verden i dens solklareste Stund. – Var Du Alt, hvad jeg ønskede Dig, stor, hædret og fri, Jordens første Blomst, Havets første Perle, jeg vilde da hilse Dig med stoltere, lykkeligere Pande, men o! kunde jeg elske dig dybere end nu? – Nei dine Lænker, som rasle, dit Blod, som strømmer, gjøre dig kun mere smerteligt kjær for dine Sønner, hvis Hjerter, som Ungerne fra Ørkenfuglens Rede, drikke Kjærlighed i hver Livsdraabe, der flyder fra dit Bryst«.

I hele sin Production mindes da Moore[CCV] ogsaa Irland. Hans store østerlandske Digt »Lalla Rookh[0041]«, der udkom i 1817, er udført efter de samvittighedsfuldeste Studier; der er her ikke en Lignelse, ikke en Beskrivelse, et Navn, et Træk af Historien eller en Allusion til en Romance, som ligger indenfor Europas Horizont, og som ikke viser Digterens Fortrolighed med Østens Liv og Natur. Men ikke desmindre begyndte Sujettet først at faa Interesse for Moore[CCVI], da han saae en Mulighed til at benytte Kampen mellem Ildtilbederne og Mahomedanerne som et Paaskud til at prædike Tolerance i Overensstemmelse med den Lære, han |268| havde givet sine Landsmænd i Digtet »Come send round the wine[0042]« i de irske Melodier[0043]. Ogsaa Læserens Interesse vaagner først i det Øieblik, han aner Irland og Irer bag disse Gheber med deres fremmede Costume. »The fire-worshippers[0044]« er derfor Digtningens eneste helt vellykkede Parti. Selve Navnene Iran og Erin flyde efterhaanden sammen for Læserens Øre. Moore[CCVII] siger selv, at den Aand, som havde udtalt sig i de irske Melodier[0045], først følte sig hjemme i Østen, da han kom til »Ildtilbederne[0046]«, og virkelig synes dette skjønne Digt, hvis Helt er en ædel og ulykkelig Rebel, og hvis Heltinde lever i en Kreds, hvor hun altid hører ham omtale med Afsky, direkte inspireret af Mindet om Robert Emmet[CCVIII] og Sarah Curran[CCIX]. Der er Lighed i mange Enkeltheder: Hafed[ccx] har kort før han kalder Gheberne til Oprør, flakket landflygtig om i Udlandet; Hinda[ccxi] maa under sin Hjerteangst for Hafed[ccxii] daglig høre om det Blodbad, som anrettes blandt Rebellerne (»rebel carnage«). Og da Hinda[ccxiii] dræber sig selv af Sorg over Hafeds[ccxiv] Død paa Baalet, istemmer Digteren en Sang over hendes Lig, af hvilken hele Stropher, hvis Navnet Iran blot erstattedes med Erin, vilde kunne føies til Sangen »She is far from the land[0047]« uden at man vilde føle et fremmed Element. Det hedder f. Ex.:

Nor shall Iran, belov’d of her Hero, forget thee –
Though tyrants watch over her tears as they start,
Close, close by the side of that Hero she’ll set thee
Embalm’d in the innermost shrine of her heart.

|269| Ja saa vidt gaaer Analogien mellem Stemningen i de irske Melodier[0048] og den, som hersker i denne asiatiske Epopee, at nogle Linier af denne Digtning uden Modification kunde bruges til Motto for den Samling af alle Documenter vedrørende det irske Oprør, der for en Snes Aar siden udkom med Titelen: »Rebellion book and black history[0049]«.*)

*) De lyde:
»Rebellion! foul dishonouring word,
Whose wrongful blight so oft has stain’d
The holiest cause that tongue or sword
Of mortal ever lost or gain’d.
How many a spirit, born to bless,
Hath sunk beneath that with’ring name
Whom but a day’s, an hour’s success
Had wafted to eternal fame!«

Det var Moores[CCXV] polemiske Stilling som Irlænder, der gjorde ham det umuligt at see den store Politik i samme Lys, hvori den stod for Søskolen og Scott[CCXVI]. Han sendte en Hagl af Vittighedspile imod den hellige Alliance. I de Lord Byron[CCXVII] dedicerede Fabler, han har helliget det fromme Fyrsteforbund, driver han med elskværdig Dristighed Gjæk med den hele europæiske Reaction. Han drømmer f. Ex. at Czar Alexander[CCXVIII] giver et pragtfuldt Bal i et Ispalads, han har ladet opføre paa Nevaen[s], (saaledes som Keiserinde Anna[CCXIX] engang gjorde det) og at alle »de hellige |270| Gentlemen«, der vise saa øm Bekymring for Europas Vel paa de store Congresser, ere budne sammen der for at undersøge, hvorledes den menneskelige Bevidstheds Strøm paa samme Maade som Floden kan holdes fast og gjennemisnes, indtil den bliver istand til at bære »selv de tungeste Konger, nogen Sonet eller Ode har prist.«Madame Krüdener[CCXX] har givet sit prophetiske Ord paa at der ingen Fare er derved, og at Frosten vil vare bestandig. Da begynder pludseligt fra alle Lofter og Vægge en ildevarslende Dryppen. Czaren[CCXXI] dandser vel endnu sin Polonaise, men han har al Møie med at holde sig paa Benene, Preussen[t], skjøndt vant til slibrige Veie, er meget nær ved at tumle; men neppe er den spanske Fandango begyndt, før en glødende Solopgang sender sine Flammestraaler gjennem Paladset. Man frelser sig under et almindeligt »sauve qui peut«. Men alle Decorationerne i Isen, de flakte Ørne, de kongelige Vaaben, tydske Rovfugle og franske Lilier, Alt smelter og opløser sig i Vand. – Hvorfor, spørger Moore[CCXXII], ville Monarcherne ogsaa gjøre deres Kaprioler i Paladser uden Grundvold? – Man seer, at han har stillet sangvinske Forhaabninger til den da lige udbrudte spanske Revolution.

I en anden Fabel fortæller han om et Land, hvor der existerede et løierligt Forbud mod Indførelsen af Speilglas. Af hvad Aarsag? Fordi Kongefamilien der regjerede i Kraft af sin over|271|ordentlige Skjønhed, ligesom Folket adlød, fordi det var et Dogme, at det var grimt. Ikke at finde Majestætens Næse smuk var Høiforræderi; at finde sin Nabo kjønnere end Folk i visse høie Stillinger var saare brødefuldt og da man ingen Speile havde, »kjendte man ikke sig selv«. Da sørge nogle skjændige Radicale (»some wicked Radicals«) for at der paa Kysten strander et med Speile ladet Skib – og man begriber Følgen. – I en tredie Fabel vender han tilbage til sit gamle Symbol »Ildtilbederne[0050]«; men mindre tolerant end i »Lalla Rookh[0051]« lader han disse, da man har ansat et Corps Lyseslukkere til at forhindre dem i den fredelige Udøvelse af deres Cultus, til en Afvexling gjøre kort Proces med Slukkerne og kaste dem paa Hovedet ind i den Ild, de ikke vilde lade brænde i Fred.

Moores[CCXXIII] satiriske og humoristiske Hovedværk »The Fudge family in Paris[0052]«, der sprudler af Vittigheder over det nysoprettede, bovlamme bourbonske Regimente, vender sig tillige med modig Pathos mod England. Det hedder her: »Medens tapre Hjerter og sanddru Aander nu allevegne tjene til Ofre for de foragtelige og faa, er England overalt den almindelige Fjende af Sandhed og Frihed, hvor de end gløde, og overalt den første Hjælper, naar Tyrannerne slaae løs«; og England mindes om, at Forbandelser stige fra alle Sider over den Magtsyge og det selviske Hovmod |272| hos det, som overalt kun søger sit Eget og træder al fremmed Ret under Fødder. Man gjennemlæse særligt det fjerde og syvende Brev med deres Spotterier over Prindsregentens[CCXXIV] Ladhed og Fedme, og med deres frygtelige Invectiver mod Castlereagh[CCXXV], som kaldes »hin Incarnation af al Forraadnelsens Smitte og Stank, som Irland gav England til Skjænk, ligesom det slagne Lig opsender Pest imod sin Morder«; her findes ogsaa de mest hensynsløse Udfald mod de allierede Konger, »denne Bande af Vampyrer, der suge Blodet ud af det slumrende Europa.«

Det lyder meget slemt og meget farligt, Afstanden fra den ældre Digterslægt er tydelig nok, Springet herfra til Shelley[CCXXVI] og Byron[CCXXVII] synes ringe. Men i Virkeligheden er det meget stort og alle disse Udfald ikke saa alvorligt mente, som de synes. Det var ingen irsk Home-Ruler, som her talte Irlands Sag; thi Moore[CCXXVIII] vilde ingenlunde have sin Fødeø løsrevet fra England, kun have den bedre og retfærdigere regjeret. Det var ingen Republikaner, der her udtalte sig saa djærvt mod Kongerne, men en oprigtig Monarchist, der ønskede slette Konger afløste af gode. Det var endelig ingen Fritænker, der gjorde alle de voldsomme Udfald mod den hellige Alliances Hykleri, men en, om end oplyst, dog oprigtigt troende Katholik, der paa een Gang lod sine Børn opdrage til Protestanter og selv skrev en tyk Bog »Travels of |273| an irish Gentleman in search of a Religion[0053]« til Forsvar for den katholske Læres Hoveddogmer. Med al sin tilsyneladende Ubundenhed holdt Moore[CCXXIX] sig indenfor de Grændser og iagttog de Hensyn, som den Kreds, hvori han levede, paalagde ham. Whiggernes Førere havde, strax da han kom til London[u], modtaget ham med aabne Arme, og Moore[CCXXX] var og blev den erklærede Whigdigter, der i en lang Række af satiriske og humoristiske Breve, rimede Feuilletoner kunde man kalde dem, behandlede Dagens Spørgsmaal og de parlamentariske Begivenheder med glimrende Vid og prægtigt Salonlune i Whigpartiets Aand.

  • XII.
    højresiderne i kapitel 12 har i førsteudgaven klummetitlen »Irsk Revolte og Oppositionspoesi.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
  • »Thomas Moore her … jeg fandt i Irland.«
    sammensat citat fra Walter Scotts dagbog for 22.11.1825 Lockhart 1838, 6:103-104.
    John Gibson Lockhart: Memoirs of The Life of Sir Walter Scott, vol. 1-7, 1837-1838.
    .
  • den Mand … sluseformige Strygejern
    den af Walter Scott refererede anekdote stammer fra James Boswells The Life of Samuel Johnson, 1791 Boswell 1791, 1:391.
    James Boswell: The Life of Samuel Johnson, vol. 1-2, 1791.
    .
  • den smukke Modtagelse … i Irland
    Walter Scott foretog i sommeren 1825 sin første og eneste rejse til Irland, hvor han blev særdeles vel modtaget.
  • et Skrift mod Irlænderne … vare Jøder
    oplysningen stammer fra Thomas Moores egen note til digtet »The Parallel«, 1821. Ifølge Moore er det omtalte skrift forfattet af en vis Hamilton, men yderligere oplysninger gives ikke. Det drejer sig formentlig om den irske præst George Hamilton og dennes »The Scriptural Authority of the Christian Sabbath«, 1821 Moore 1841, 4:32.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • »Like thee doth … hath gone down.««
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 403): »Som du er vort Folk nu erobret og knækket, / Kronen faldt fra dets Hoved, dets Vælde blev spag. / Til hver Gade, hver Hal Ødelæggelsen rækked, / dets Sol er gaa't ned, medens end det er Dag«; af Thomas Moores digt »The Parallel«, 1821 Moore 1841, 4:32.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • »Irlænderne … for denne Mening.«
    der er ikke tale om et citat, men om en opsamling af synspunkter fra Byrons dedikation af The Corsair, 1814, til Thomas Moore Byron 1833, 9:259-262.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • den humanere Politik fra 1782
    der sigtes til en række lovændringer, som i 1782 (og i årene før) blev gennemført i Irland, og som havde til formål at lette det engelske herredømme over Irland. Kulminationen på den patriotiske bevægelses kamp for øget irsk selvstændighed kom i 1782 med oprettelsen af et uafhængigt irsk parlament.
  • »Bajonetten fjernede al Knibskhed«
    af William Masseys A History of England during the Reign of George the Third, 1855-1863 Massey 1863, 4:302.
    William Massey: A History of England during the Reign of George the Third, vol. 1-4, 1855-1863.
    .
  • hvis Levnet … Begeistring har skrevet
    der sigtes til Thomas Moores The Life and Death of Lord Edward Fitzgerald, 1831 (i senere udgaver også med titlen Memoirs of Lord Edward Fitzgerald).
  • »The fireworshippers«
    titlen på tredje del af Thomas Moores Lalla Rookh. An Oriental Romance, 1817.
  • »en Bande … Skjændsel imod dem.«
    løst gengivet og sammensat citat fra William Masseys A History of England during the Reign of George the Third, 1855-1863 Massey 1863, 4:317.
    William Massey: A History of England during the Reign of George the Third, vol. 1-4, 1855-1863.
    .
  • »mistænkt«
    af William Masseys A History of England during the Reign of George the Third, 1855-1863 Massey 1863, 4:368.
    William Massey: A History of England during the Reign of George the Third, vol. 1-4, 1855-1863.
    .
  • »falde paa Knæ for at høre sin Dom.«
    af William Masseys A History of England during the Reign of George the Third, 1855-1863 Massey 1863, 4:368.
    William Massey: A History of England during the Reign of George the Third, vol. 1-4, 1855-1863.
    .
  • »Du er en Rebel … saa skydes.«
    sammensat citat fra William Masseys A History of England during the Reign of George the Third, 1855-1863 Massey 1863, 4:368.
    William Massey: A History of England during the Reign of George the Third, vol. 1-4, 1855-1863.
    .
  • »Forhør«
    af William Masseys A History of England during the Reign of George the Third, 1855-1863 Massey 1863, 4:368.
    William Massey: A History of England during the Reign of George the Third, vol. 1-4, 1855-1863.
    .
  • en Proces … human Mand
    jf. William Masseys A History of England during the Reign of George the Third, 1855-1863 Massey 1863, 4:369-370.
    William Massey: A History of England during the Reign of George the Third, vol. 1-4, 1855-1863.
    .
  • indført Torturen ved Lov
    jf. William Masseys A History of England during the Reign of George the Third, 1855-1863 Massey 1863, 4:373-374.
    William Massey: A History of England during the Reign of George the Third, vol. 1-4, 1855-1863.
    .
  • Unionen med Irland
    union mellem England og Irland, der trådte i kraft 1.1.1801. Irland havde i 1782 opnået en vis grad af selvstændighed i forhold til England, men tiltagende uroligheder i de følgende år gjorde, at England i 1800 ved pres og bestikkelse fik det irske parlament til at ophæve sig selv. Kort herefter trådte unionen i kraft.
  • »Saa skal du døe, din Hund.«
    af William Masseys A History of England during the Reign of George the Third, 1855-1863 Massey 1863, 4:384.
    William Massey: A History of England during the Reign of George the Third, vol. 1-4, 1855-1863.
    .
  • »Hvad, er den Hund … faae dette endnu!«
    af William Masseys A History of England during the Reign of George the Third, 1855-1863 Massey 1863, 4:385.
    William Massey: A History of England during the Reign of George the Third, vol. 1-4, 1855-1863.
    .
  • »vare blevne udsendte … hvem de behagede.«
    af William Masseys A History of England during the Reign of George the Third, 1855-1863 Massey 1863, 4:386.
    William Massey: A History of England during the Reign of George the Third, vol. 1-4, 1855-1863.
    .
  • »at den Anklagede … forsætligt Mord.«
    af William Masseys A History of England during the Reign of George the Third, 1855-1863 Massey 1863, 4:386.
    William Massey: A History of England during the Reign of George the Third, vol. 1-4, 1855-1863.
    .
  • Dublinerparlamentets … Londonerparlamentet
    Irland havde gennem en række lovændringer i årene omkring 1780 opnået en vis grad af selvstændighed i forhold til England, der ellers styrede landet med hård hånd. Kulminationen på de irske frigørelsesbestræbelser kom i 1782, hvor Irland opnåede at få et selvstændigt parlament. Tiltagende uroligheder i de følgende år gjorde dog, at England i 1800 ved pres og bestikkelse fik det irske parlament til at ophæve sig selv, og kort herefter trådte en union landene imellem i kraft, der bl.a. betød, at Irland nu blev styret af det engelske parlament.
  • Chief secretary for Irland
    politisk nøglestilling i den britiske administration af Irland. Indehaveren af embedet havde det overordnede ansvar for Irland.
  • Unionen blev vedtaget 1800
    union mellem England og Irland, der blev vedtaget af det irske og engelske parlament 28.3.1800 og trådte i kraft 1.1.1801. Irland havde i 1782 opnået en vis grad af selvstændighed i forhold til England, men tiltagende uroligheder i de følgende år gjorde, at England i 1800 ved pres og bestikkelse fik det irske parlament til at ophæve sig selv. Kort herefter trådte unionen i kraft og begge lande blev herefter styret fra London.
  • Manden fra 1782 … Irlænderne til et Folk
    den irske patriot Henry Grattan indtog fra anden halvdel af 1770'erne en hovedrolle i de irske bestræbelser på at frigøre sig mest muligt fra det engelske overherredømme. Kulmination på disse bestræbelser kom i 1782, da Irland fik et selvstændigt parlament - kaldet Grattans Parlament.
  • om han laa døende … som det forelagte
    af Henry Grattans indlæg i parlamentsdebatten om Irlands eventuelle union med England 15.1.1800 Grattan 1822, 3:373.
    Henry Grattan: The Speeches of the Right Honourable Henry Grattan, vol. 1-4, Henry Grattan (junior) (red.), 1822.
    .
  • Den Veltalenhed … med Ædelstenens
    der sigtes til Thomas Moores digt »Shall the Harp Then be Silent«, 1821 Moore 1841, 4:49.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • som Byron … der fattedes ham
    der sigtes til Byrons The Irish Avatar, 1821 Byron 1833, 11:319.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »An eloquence rich … solidity too«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 408): »En Veltalenhed rig, hvorsomhelst end dens Væld / triumferende, fri, tankestraalende randt, / saa klar som i Bæk Glimmersten fra et Fjæld, / der med Ædelstensglans Demantfasthed forbandt«; af Thomas Moores digt »Shall the Harp Then be Silent«, 1821 Moore 1841, 4:49.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • »Ever glorious Grattan … all he possess’d«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 408): »Evigt hædrede Grattan! Blandt Ypperste bedst! / Saa simpel af Hu og saa stor som en Stad, / med de Evner, Demosthenes savnede mest / og hans Overmand i alle dem, han besad«; af Byrons The Irish Avatar, 1821 Byron 1833, 11:319.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Ville de, som ere … Hænderne i Veiret!«
    GB's gengivelse af hændelserne i det irske parlament støtter sig - som en række andre senere fremstillinger - på Sir Jonah Barringtons beskrivelse af forløbet. Ifølge Barrington, der som medlem af parlamentet var til stede ved den endelige afstemning, sagde speakeren John Foster umiddelbart før afstemningen: »as many as are of opinion that THIS BILL do pass, say aye« Barrington 1833:479.
    Jonah Barrington: Rise and Fall of the Irish Nation, 1833.
    .
  • »Unionen er vedtagen«
    GB's gengivelse af hændelserne i det irske parlament støtter sig - som en række andre senere fremstillinger - på Sir Jonah Barringtons beskrivelse af forløbet. Ifølge Barrington, der som medlem af parlamentet var til stede ved den endelige afstemning, sagde speakeren John Foster, da det stod klart, at der var flertal for unionen: »the AYES have it« Barrington 1833:479.
    Jonah Barrington: Rise and Fall of the Irish Nation, 1833.
    .
  • af den Art … Krands af Vinløv
    af Leigh Hunts Lord Byron and Some of His Contemporaries, 1828 Hunt 1828:167.
    Leigh Hunt: Lord Byron and Some of His Contemporaries, 1828.
    .
  • der udfordrede … han fik over sig
    der sigtes til Francis Jeffreys kritiske anmeldelse af Thomas Moores Epistles, Odes, and Other Poems, 1806, der blev trykt i The Edinburgh Review, nr. 16, juli 1806. Moore tog sig anmeldelsen så nær, at han udfordrede Jeffrey til duel. Duellen blev dog afbrudt af politiet, og da Jeffrey efterfølgende erklærede, at anmeldelsen var rent litterært og ikke personligt ment, trak Moore udfordringen tilbage.
  • Byron for hans Spot … den ublodige Duel
    der sigtes til Byrons angreb på Thomas Moore i det satiriske værk English Bards, and Scotch Reviewers, 1809, hvor Moore bl.a. drilles med en duel, han i 1806 havde udfordret anmelderen Francis Jeffrey til. Politiet afbrød duellen, og en efterfølgende undersøgelse viste, at pistolerne ikke var ladt Byron 1833, 7:252.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Hvis man spurgte mig … nævne Robert Emmet«
    af Thomas Moores The Life and Death of Lord Edward Fitzgerald, 1831 (i senere udgaver også med titlen Memoirs of Lord Edward Fitzgerald) Moore 1831, 1:303.
    Thomas Moore: The Life and Death of Lord Edward Fitzgerald, vol. 1-2, 1831.
    .
  • Revolutionen 1798
    oprør mod det britiske herredømme i Irland i 1798. Uroen ulmede igennem en længere periode, og i marts 1798 indførte det irske parlament, der var domineret af England, undtagelsestilstand. Oprøret brød ud i maj og spredte sig fra Dublin til det meste af Irland. Englænderne svarede med det samme igen med omfattende massakrer på og systematisk udslettelse af oprørerne. I efteråret 1798 var oprøret nedkæmpet, og to år efter mistede Irland al selvbestemmelse, da en union med England blev gennemført.
  • »To Mennesker … renere Præg.«
    sammensat citat fra Thomas Moores The Life and Death of Lord Edward Fitzgerald, 1831 (i senere udgaver også med titlen Memoirs of Lord Edward Fitzgerald) Moore 1831, 1:304-305.
    Thomas Moore: The Life and Death of Lord Edward Fitzgerald, vol. 1-2, 1831.
    .
  • Brødrene Emmet
    Robert Emmet og Thomas Addis Emmet.
  • Ossian
    der sigtes til en række udgivelser, der i 1760'erne blev udsendt af James Macpherson. Værkerne blev af Macpherson, der selv stod som oversætter, tilskrevet den gæliske digter (skjald) Ossian. Værkerne blev hurtigt voldsomt populære, men der blev dog allerede i samtiden sat spørgsmålstegn ved værkets autenticitet (og kvaliteter), og i dag tilskrives størsteparten Macpherson selv.
  • rigt krydret … selv bemærker
    af Thomas Moores ufærdige og posthumt trykte selvbiografi »Memoirs of Myself«, 1853 Moore 1853, 1:56.
    Thomas Moore: Memoirs, Journal, and Correspondence, vol. 1-7, John Russel (red.), 1853-1856.
    .
  • »Jeg ventede neppe … ønskede at høre.«
    af Thomas Moores ufærdige og posthumt trykte selvbiografi »Memoirs of Myself«, 1853 Moore 1853, 1:56.
    Thomas Moore: Memoirs, Journal, and Correspondence, vol. 1-7, John Russel (red.), 1853-1856.
    .
  • »meget forvovent«
    af Thomas Moores ufærdige og posthumt trykte selvbiografi »Memoirs of Myself«, 1853 Moore 1853, 1:56.
    Thomas Moore: Memoirs, Journal, and Correspondence, vol. 1-7, John Russel (red.), 1853-1856.
    .
  • »Naa saae Du … af Dig, Tom«
    sammensat citat fra Thomas Moores ufærdige og posthumt trykte selvbiografi »Memoirs of Myself«, 1853 Moore 1853, 1:57.
    Thomas Moore: Memoirs, Journal, and Correspondence, vol. 1-7, John Russel (red.), 1853-1856.
    .
  • »Et Par Dage efter … mandig Forvovenhed.«
    sammensat citat fra Thomas Moores ufærdige og posthumt trykte selvbiografi »Memoirs of Myself«, 1853 Moore 1853, 1:57-58.
    Thomas Moore: Memoirs, Journal, and Correspondence, vol. 1-7, John Russel (red.), 1853-1856.
    .
  • spillede Melodierne i Buntings irske Samling
    Thomas Moore fandt og brugte i vid udstrækning melodierne til digtene i sine epokegørende Irish Melodies, 1808-1834, i Edward Buntings musikalske værker, hvor traditionel irsk harpemusik blev arrangeret for bl.a. pianoforte. Specifikt refereres der her til Buntings A General Collection of the Ancient Irish Music, 1796.
  • »O gid jeg stod … efter den Melodi!«
    af Thomas Moores ufærdige og posthumt trykte selvbiografi »Memoirs of Myself«, 1853 Moore 1853, 1:58.
    Thomas Moore: Memoirs, Journal, and Correspondence, vol. 1-7, John Russel (red.), 1853-1856.
    .
  • Admiralitets-Registrator
    embedsmand med registrering som arbejdsområde, ansat i det britiske admiralitet (dvs. i marinens overordnede ledelse).
  • Capitain Basil Hall … i disse Sange
    Basil Hall fremlægger dette synspunkt i Travels in North America, in the Years 1827 and 1828, 1829 (vol. 1, s. 329), og senere i Fragments of Voyages and Travels, 1831 (vol. 2, s. 121). GB's kilde er formentlig Thomas Moores udgave af egne poetiske skrifter, hvor Moore citerer Halls beskrivelse og efterfølgende gengiver de samme vers som GB Moore 1840, 2:VII-IX.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • Abbotsford
    Walter Scotts herregård beliggende i Scottish Borders i det sydlige Skotland.
  • Moore fortæller selv … Navn indridset
    Thomas Moore fortæller historien i forordet til andet bind af The Poetical Works of Thomas Moore, 1840-1841 Moore 1840, 2:IX-X.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • ’Twas there … remember like me
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 415): »Dèr med Venner, der følte som jeg, fandt jeg Læ / under skyggende Tag af et Kalabas-Træ«; af Thomas Moores digt »To Joseph Atkinson, Esq. from Bermuda«, 1806 Moore 1840, 2:276.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • den amerikanske Uafhængighedserklæring
    Declaration of Independence; dokument, hvori de 13 britiske kolonier på det nordamerikanske kontinent proklamerer, at de betragter sig som selvstændige stater. Dokumentet, der blev vedtaget 4.7.1776, markerede et brud med Storbritannien, der efter en krig blev endeligt i 1783.
  • »Already has the child … makes existence dear«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 415): »Alt har et vanskabt Barn fra Galliens Skoler / Filosofi, der fult med Synden boler, / i vrange Tanker, ussel Kunst fortabt, / af fine Hoveder, slette Hjerter skabt - / alt har sin Gift den udøst ogsaa her / og plettet Alt, der gør os Jorden kær«; sammensat citat fra Thomas Moores digt »To Lord Viscount Forbes from Washington«, 1806 Moore 1840, 2:288.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • »den eneste Periode … vil ende det.«
    af Thomas Moores forord til andet bind af The Poetical Works of Thomas Moore, 1840-1841 Moore 1840, 2:XI-XII.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • Oh! breathe not … o’er his head
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 416): »O aand ej hans Navn, lad det sove i Fred, / hvor koldt og uhædret hans Lig blev lagt ned! / Tavs, tung falder Taaren, hvor Navnet har sovet, / som Natdug paa Græsset hist over hans Hoved«; af Thomas Moores digt »Oh! Breathe not His Name«, 1808 Moore 1841, 3:227.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • When he … faithful to thee
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 417): »Naar af den, som dig tilbad, tilovers kun blev / et Minde om Sorg, du har delt, / vil den flyde, din Graad, for det Ry, de fordrev, / fra et Liv, der blev ofret dig helt? / Ja græd, og fordømmer mig Fjenden til Skam, / din Taare skal slette hans Dom, / Thi Himlen kan vidne, skønt skyldig mod ham / var min Troskab mod dig fuld og from«; af Thomas Moores digt »When He, Who Adores Thee«, 1808.
  • She is far from the land … island of sorrow
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 417): »Hun er fjern fra den Jord, som har skjult hendes Helt, / og Bejlere om hende smægter. / Men hun Ryg har dem vendt og en Taare har fældt, / hendes Hjerte i Graven ham ægter. // Hun synger vild Sang fra den Ø saa grøn, / hver en Tone, han elsked, hun vækker. / Ak, lidet de véd, hvem den Sang tykkes skøn, / hvad om Sangerskens Hjerte sig lægger. // Han sin Brud gav sit Liv, tog sin Død for sit Land, / de to kun han elsked og kendte, / hans Land skal ej glemme dets ypperste Mand, / og sin Brud han ej længe skal vente. // Grav hende en Grav, hvor Solnedgangens Fest / bebuder en straalende Morgens. / Den vil skinne paa Graven, lig Smilet fra Vest, / fra den Ø, der er hendes og Sorgens«; af Thomas Moores digt »She is Far from the Land«, 1811 Moore 1841:297.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • Revolutionen 1798
    oprør mod det britiske herredømme i Irland i 1798. Uroen ulmede igennem en længere periode, og i marts 1798 indførte det irske parlament, der var domineret af England, undtagelsestilstand. Oprøret brød ud i maj og spredte sig fra Dublin til det meste af Irland. Englænderne svarede med det samme igen med omfattende massakrer på og systematisk udslettelse af oprørerne. I efteråret 1798 var oprøret nedkæmpet, og to år efter mistede Irland al selvbestemmelse, da en union med England blev gennemført.
  • Fortet St. Georges
    Fort George, militært anlæg og fæstning beliggende i det nordlige Skotland nær ved Inverness. Opført i midten af 1700-tallet.
  • »at han ikke … Republiken og Friheden«
    af Louise d'Haussonvilles anonymt udgivne biografi Robert Emmet, 1858 Haussonville 1858:69.
    Louise d' Haussonville: Robert Emmet, 1858 (udkom anonymt).
    .
  • Freden i Amiens
    kortvarig fredsslutning mellem Frankrig og Storbritannien under Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815). Traktaten blev undertegnet 25.3.1802 i den franske by Amiens.
  • endnu paa St. Helena … til Ægypten
    Napoleon 1.s overvejelser i eksilet på Sankt Helena kendes fra hans kammerherre, Emmanuel Augustin Dieudonné de las Cases' The Life, Exile and Conversations of the Emperor Napoleon, 1835 de las Cases 1835, 2:330.
    Emmanuel Augustin Dieudonné de las Cases: The Life, Exile and Conversations of the Emperor Napoleon, vol. 1-4, 1835.
    .
  • Revolutionen af 1798
    oprør mod det britiske herredømme i Irland i 1798. Uroen ulmede igennem en længere periode, og i marts 1798 indførte det irske parlament, der var domineret af England, undtagelsestilstand. Oprøret brød ud i maj og spredte sig fra Dublin til det meste af Irland. Englænderne svarede med det samme igen med omfattende massakrer på og systematisk udslettelse af oprørerne. I efteråret 1798 var oprøret nedkæmpet, og to år efter mistede Irland al selvbestemmelse, da en union med England blev gennemført.
  • »de arbeidede … deres Liv for ham.«
    sammensat citat fra en vis Bernard Duggans erindringer om bl.a. tiden med Robert Emmet Madden 1846, 3:115.
    R.R. Madden: The United Irishmen, their Lives and Times. Third Series, vol. 1-3, 1846 (First Series udkom 1842 (vol. 1-2), Second Series udkom 1843 (vol. 1-2)).
    .
  • »Han maatte see hende … Gange derfor.«
    af Louise d'Haussonvilles anonymt udgivne biografi Robert Emmet, 1858 Haussonville 1858:109.
    Louise d' Haussonville: Robert Emmet, 1858 (udkom anonymt).
    .
  • »Halvhængningen«
    torturmetode, hvor offeret hænges i en kortere periode til vedkommende mister bevidstheden, hvorefter rebet sænkes. Metoden blev fra britisk side anvendt på irske oprørere efter et fejlslagent oprør i 1798. Som beskrevet blev bl.a. Robert Emmets husholderske Anne Devlin underkastet denne torturform Madden 1847:179-180.
    R.R. Madden: The Life and Times of Robert Emmet, 1847.
    .
  • svarede han kort … (»all is fair in war«)
    Robert Emmets udsagn kendes fra Henry Charles Sirrs vidneudsagn i retssagen mod Emmet. Sirr arresterede Emmet, og det var til ham, at Emmets berømte ord faldt Curran 1811, 2:128.
    John Philpot Curran: Speeches of John Philpot Curran, vol. 1-2, 1811.
    .
  • de irske Anklagedes … Forsvarer i 1798
    efter det mislykkede oprør mod briterne i 1798 forsvarede John Philpot Curran oprørslederne mod anklager for forræderi.
  • »Jeg fletter den … paa Skafottet.«
    af Louise d'Haussonvilles anonymt udgivne biografi Robert Emmet, 1858 Haussonville 1858:125.
    Louise d' Haussonville: Robert Emmet, 1858 (udkom anonymt).
    .
  • »Fra nu af er al … Paaskud gjenindføres.«
    sammensat citat fra den provisoriske irske regerings manifest af 1803 (§ 7).
  • »Jeg har hørt sige … med Humanitet,«
    Robert Emmets bemærkning til dommeren under retssagen er bl.a. gengivet i R.R. Maddens The Life and Times of Robert Emmet, 1847 Madden 1847:242.
    R.R. Madden: The Life and Times of Robert Emmet, 1847.
    .
  • hans Stemme var … den største Finhed
    af R.R. Maddens The Life and Times of Robert Emmet, 1847 Madden 1847:247.
    R.R. Madden: The Life and Times of Robert Emmet, 1847.
    .
  • »Men det … skjælve paa sin Stol.«
    sammensat citat fra et brev, der i februar 1842 blev trykt i The Times. Brevet bærer navnet Verax, der - som det siden viste sig - var et dæknavn for St. John Mason, Robert Emmets fætter Madden 1847:210.
    R.R. Madden: The Life and Times of Robert Emmet, 1847.
    .
  • »Mylords … Jeg har talt ud.«
    af Robert Emmets afsluttende tale, der bl.a. er gengivet i R.R. Maddens The Life and Times of Robert Emmet, 1847 Madden 1847:246.
    R.R. Madden: The Life and Times of Robert Emmet, 1847.
    .
  • »Jeg skal hænges imorgen«
    Robert Emmets ord, der blev sagt til hans medfange John Hickson, findes bl.a. gengivet i R.R. Maddens The Life and Times of Robert Emmet, 1847 Madden 1847:280.
    R.R. Madden: The Life and Times of Robert Emmet, 1847.
    .
  • den ene af sine Sønner … Irlands Skyld
    der sigtes til advokaten Thomas Addis Emmet, som i 1798 blev arresteret som medlem af den irske undergrundsbevægelse Society of United Irishmen. Han sad fængslet frem til 1802, hvorefter ham rejste over Bruxelles til Paris for endelig at slå sig ned i USA.
  • »Det er bedre saaledes«
    Robert Emmets ord, der blev sagt til advokaten Leonard M'Nally, findes bl.a. gengivet i R.R. Maddens The Life and Times of Robert Emmet, 1847 Madden 1847:273.
    R.R. Madden: The Life and Times of Robert Emmet, 1847.
    .
  • »Jeg har aldrig … Mand var agtet.«
    af et brev fra Robert Emmet, skrevet på hans dødsdag 20.9.1803, til Richard Curran Madden 1847:261.
    R.R. Madden: The Life and Times of Robert Emmet, 1847.
    .
  • »Dette er Hovedet … en Forræder«
    bødlens ord - ifølge flere kilder var hans navn Thomas Galvin - findes bl.a. gengivet i R.R. Maddens The Life and Times of Robert Emmet, 1847 Madden 1847:282.
    R.R. Madden: The Life and Times of Robert Emmet, 1847.
    .
  • »Han forblev … jeg kan forandre dem.«
    af det citerede stammer til og med »døe som han« fra The London Chronicle, 24.-27.9.1803, s. 301. Til det resterende - til og med »jeg kan forandre dem« - er der ikke identificeret en kilde. En del af The London Chronicles artikel findes gengivet i R.R. Maddens The Life and Times of Robert Emmet, 1847 Madden 1847:280.
    R.R. Madden: The Life and Times of Robert Emmet, 1847.
    .
  • Hendes Udseende var … »en vandrende Statues«
    beretningen om admiral Charles Napiers møde med og omtale af Sarah Curran som en vandrende statue kendes fra Louise d'Haussonvilles anonymt udgivne Robert Emmet, 1858 Haussonville 1858:187.
    Louise d' Haussonville: Robert Emmet, 1858 (udkom anonymt).
    .
  • »langt fra det Land … unge Heros sover.«
    af Thomas Moores digt »She is far from the Land«, 1811 Moore 1841, 3:297.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • den store franske Revolution
    Den Franske Revolution; revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • For high was thy hope … Erin, from thee!
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 424): »Højt svang sig dit Haab, da hin Glans du saa straale / omkring dig igennem de tykkeste Sky'r, / da Sandhed ej længere Baand vilde taale, / men sit Banner slog ud som en Morgen, der gryr[.] / O, aldrig skal Jorden se noget saa Prægtigt! / Havde da en Befrielsens Hymne samdrægtigt / forenet Nationernes Stemmer, hvor mægtigt / var Erin den først blevet istemt af dig!«; af Thomas Moores digt »'Tis Gone, and for Ever«, 1815 Moore 1841, 3:347-348.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • »ved Dødens … døbte det i Blod.«
    prosaoversættelse af en del af Thomas Moores digt »'Tis Gone, and for Ever«, 1815 Moore 1841, 3:348.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • »Læg Sværdet … mørke Skede igjen.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 425) er GB's oversættelse på vers: »Nu læg ved hans Side hans tapre Sværd! / nær hans Hovedgærd hvile det nu! / Det har tjent ham saa godt, det bør være ham nær, / som det Sværd brast aldrig hans Hu. / […] / Dog det er, som jeg hørte en Røst fra hans Grav, / en Genlyd af den, som engang / Krigsløsenet: Spræng Eders Lænker! gav, / og det hvisker fra Graven trang: / Skønt jer Høvdings Sol for bestandig sank, / sænk hans Sværd ej i Søvn uden Blu / paa uhæderlig Vis! Dets Klinge er blank, / det har Sejrens Liv i sig endnu. // Hvis en Fremmed, uværdig at svinge slig Skat, / sig forgreb paa dit stolte Jern, / da forbliv som fasttryllet i Skedens Nat / eller gengiv den Døde hans Værn! / Dog griber en Haand dig, der fri har lært / dig at føre med truende Bryn, / da spring, naar du kaldes af Alt, vi har kært, / fra din mørke Skede som Lyn!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Thomas Moores digt »Lay his Sword by his Side«, 1834 Moore 1841, 4:97-98.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • »Gaa, gaa! … have gjort dig«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 426) er GB's oversættelse på vers: »Skønt aldrig tabt jeg gav, / hvad nytted Smæden stort mig! / Had kan ej ønske dig mer lav / end Skam og Skyld har gjort dig!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Thomas Moores digt »When first I met thee«, 1815 Moore 1841, 3:339.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • »Go – go – ’tis vain … made thee«
    af Thomas Moores digt »When first I met thee«, 1815 Moore 1841, 3:339.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • »Huske Dig! … fra dit Bryst«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 426) er GB's oversættelse på vers: »Dig huske! Ja, er du end nok saa fortabt, / saa længe der Liv i mit Hjerte er skabt. / Din Taage, din Regn og den Kval om din Mund / er mig mer end Alverden i sollysest Stund. // Var du Alt, hvad jeg ønsked dig, hædret og stor, / Jordens Blomst, Havets Perle og Fjendernes Gru, / jeg vilde dig prise med stoltere Ord, / men hvor kunde jeg elske dig dyb're end nu!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Thomas Moores digt »Remember thee«, 1818 Moore 1841, 4:11.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • Gheber
    tilhænger af den religion, som den iranske religionsstifter Zarathustra forkyndte. Et centralt element heri er ilden, der anses for værende hellig, og som altid brænder i ildtemplerne.
  • Moore siger selv … kom til »Ildtilbederne«
    der sigtes til forordet til sjette bind af The Poetical Works of Thomas Moore, 1840-1841. Bindet rummer Lalla Rookh, 1817 Moore 1841, 6:xvi.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • Gheber(ne)
    tilhængere af den religion, som den iranske religionsstifter Zarathustra forkyndte. Et centralt element heri er ilden, der anses for værende hellig, og som altid brænder i ildtemplerne.
  • »rebel carnage«
    af Thomas Moores lange digt Lalla Rookh, 1817 Moore 1841, 6:248.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • Nor shall Iran … shrine of her heart
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 427): »Ej skal Landet, din Elskede dyrked, dig glemme, / skønt hyllet i Sorgens sorteste Lin, / Tæt, tæt op til hans skal dit Minde det gemme, / holdt frisk i dets Hjertes inderste Skrin«; af Thomas Moores lange digt Lalla Rookh, 1817 Moore 1841, 6:320-321.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • »Rebellion! … eternal fame!«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 427): »Oprør! du Ord, der skænder Mandens Værd / og uretfærdigt pletted tit og rapt / saa hellig Sag, som Tunge eller Sværd / har nogensinde vundet eller tabt, / hvor Mangen, skabt til Alles Vel, / sank ikke ramt af dette Ord, / hvem blot en Dags, en Times Held / let havde givet Navn af evigt stor«; af Thomas Moores lange digt Lalla Rookh, 1817 Moore 1841, 6:235.
    Thomas Moore: The Poetical Works of Thomas Moore, vol. 1-10, 1840-1841.
    .
  • Søskolen
    (eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
  • den hellige Alliance
    en i 1815 indgået alliance mellem Rusland, Preussen og Østrig med det formål at bidrage til at regulere de europæiske staters indbyrdes magtforhold i kølvandet på Napoleon 1.s endelige fald.
  • I de Lord Byron … det fromme Fyrsteforbund
    der sigtes til Thomas Moores pseudonymt udgivne Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823. Bindet, der bærer forfatternavnet Thomas Brown, the Younger, er dedikeret til »the right honourable Lord Byron« med ordene: »Dear Lord Byron, / Though this Volume should possess no other merit in your eyes, than that of recalling the short time we passed together at Venice, when some of the triffles which it contains were written, you will, I am sure, receive the dedication of it with pleasure, and believe that I am, / My dear Lord, / ever faithfully yours, / T. B.« Moore 1823:[v].
    Thomas Moore: Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (udgivet under pseudonymet Thomas Brown, the Younger).
    .
  • »de hellige Gentlemen«
    af Thomas Moores pseudonymt udgivne Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (»Fable I. The Dissoluton of The Holy Alliance. A Dream«) Moore 1823:2.
    Thomas Moore: Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (udgivet under pseudonymet Thomas Brown, the Younger).
    .
  • »selv de tungeste Konger … har prist.«
    af Thomas Moores pseudonymt udgivne Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (»Fable I. The Dissoluton of The Holy Alliance. A Dream«) Moore 1823:2.
    Thomas Moore: Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (udgivet under pseudonymet Thomas Brown, the Younger).
    .
  • »sauve qui peut«
    (fr.) redde sig hvem der kan; af Thomas Moores pseudonymt udgivne Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (»Fable I. The Dissoluton of The Holy Alliance. A Dream«) Moore 1823:5.
    Thomas Moore: Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (udgivet under pseudonymet Thomas Brown, the Younger).
    .
  • Hvorfor … Paladser uden Grundvold?
    af Thomas Moores pseudonymt udgivne Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (»Fable I. The Dissoluton of The Holy Alliance. A Dream«) Moore 1823:5.
    Thomas Moore: Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (udgivet under pseudonymet Thomas Brown, the Younger).
    .
  • den da lige udbrudte spanske Revolution
    den spanske konge Ferdinand 7. var i 1808 blevet fordrevet af Napoleon 1., men efter dennes nederlag vendte han i 1814 tilbage til Spanien. Kort før, i 1812, var en liberal forfatning blevet vedtaget, men Ferdinand 7. indførte straks ved sin tilbagevenden et konservativt styre. 1820 brød et militært støttet oprør ud, hvilket tvang Ferdinand 7. til at acceptere en langt mere liberal styreform. Oprøret blev endegyldigt slået ned i 1823, og Ferdinand 7. satte sig igen tungt på magten.
  • »kjendte man ikke sig selv«
    af Thomas Moores pseudonymt udgivne Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (»Fable II. The Looking-Glasses«) Moore 1823:12.
    Thomas Moore: Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (udgivet under pseudonymet Thomas Brown, the Younger).
    .
  • »some wicked Radicals«
    løs gengivelse af en del af Thomas Moores pseudonymt udgivne Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (»Fable II. The Looking-Glasses«). Hos Moore hedder det: »'Twas said, some Radicals, somewhere, / Had laid their wicked heads together […]« Moore 1823:13.
    Thomas Moore: Fables for The Holy Alliance, Rhymes on the Road, &c. &c., 1823 (udgivet under pseudonymet Thomas Brown, the Younger).
    .
  • det nysoprettede … bourbonske Regimente
    slægten Bourbon regerede Frankrig fra 1589 til 1792, hvor Ludvig 16. blev afsat under Den Franske Revolution (1789-1799). Ludvig 16. blev henrettet i 1793, og først i 1814 vendte Bourbon-slægten tilbage til tronen, da Ludvig 18. efter Napoleon 1.s abdikation blev konge.
  • »Medens tapre Hjerter … Tyrannerne slaae løs«
    af Thomas Moores pseudonymt udgivne The Fudge Family in Paris, 1818 Moore 1818:31.
    Thomas Moore: The Fudge Family in Paris, 1818 (Third Edition; udgivet under pseudonymet Thomas Brown the Younger).
    .
  • at Forbandelser stige … under Fødder
    af Thomas Moores pseudonymt udgivne The Fudge Family in Paris, 1818 Moore 1818:32.
    Thomas Moore: The Fudge Family in Paris, 1818 (Third Edition; udgivet under pseudonymet Thomas Brown the Younger).
    .
  • »hin Incarnation … imod sin Morder«
    løst gengivet citat af Thomas Moores pseudonymt udgivne The Fudge Family in Paris, 1818 Moore 1818:33.
    Thomas Moore: The Fudge Family in Paris, 1818 (Third Edition; udgivet under pseudonymet Thomas Brown the Younger).
    .
  • »denne Bande af Vampyrer … slumrende Europa.«
    løst gengivet citat af Thomas Moores pseudonymt udgivne The Fudge Family in Paris, 1818 Moore 1818:32.
    Thomas Moore: The Fudge Family in Paris, 1818 (Third Edition; udgivet under pseudonymet Thomas Brown the Younger).
    .
  • den hellige Alliance(s)
    en i 1815 indgået alliance mellem Rusland, Preussen og Østrig med det formål at bidrage til at regulere de europæiske staters indbyrdes magtforhold i kølvandet på Napoleon 1.s endelige fald.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«