Naturalismen i England (1875)

XI.

I Keats’s[I] beundringsværdige Fragment »Hyperion[0001]« forekommer der en Scene, hvor hele den styrtede Gudeæt ligger overvunden i en dyb Klippehule under Jorden. Man er ved at holde Raad, og Titanernes Gud, den gamle Saturn[ii], slutter sin modløse Tale: »Her ere I, overvældede, sparkede og slagne. O Titaner, skal jeg sige: Reiser Eder! – I stønne. – Skal jeg sige: Bøier Eder! – I stønne. Hvad kan jeg da? O vide Himmel! O Du min aldrig sete kjære Fader! Hvad kan |197| jeg? […] Siger mig det, alle I Broderguder, hvorledes vi kunne føre Krig og styre vor Harme […]« Da reiser først Oceanus[iii] sig, Havets grundende og tankefulde Gud, og ryster sine nu tørre Lokker og begynder med den mumlende Røst, som hans Tunge fra først af opfangede fra Skummets Skvulp mod Sandet og byder de af Lidenskaber Stungne at søge Ro og Trøst i den Tanke, at de falde ved Naturens Lov, ikke ved Tordenens eller Jupiters[iv] Kraft. »Store Saturn[v]! du har styret Atom-Universet godt, men Kongemagten har blændet dit eget Øie, saa at een Vei til Sandhed har været dunkel for dig, ad hvilken jeg har vandret til evig Klarhed. Vid først, at som du ei var den første af Magterne, saaledes er du ikke den sidste; det er ikke muligt. Du er hverken Begyndelsen eller Enden. Fra Chaos og det fædrene Mørke kom Lyset som den første Frugt af hint indre Oprør og hin mørke Gjæring, der modnede sig selv til underfulde Formaal. Modenhedens Time kom, og med den Lys, og Lyset virkede avlende paa dets egen Frembringer og vakte den hele uhyre Stofmasse til Liv. I selve hin Time bleve vore Forfædre Himlen og Jorden aabenbare; saa fandt du, den Førstefødte og vi, Giganternes Slægt, os selv styrende nye og skjønne Riger. Men nu følger den smertelige Sandhed: […] Mærker det vel! Som Himmel og Jord ere skjønnere, langt skjønnere end Chaos og det tomme Mørke, skjøndt de en |198| Gang vare Herskere, og som vi bag dem skue Himmel og Jord, faste og skjønne i Skikkelse og Form, i Villie og Handling og tusind andre Tegn paa et renere Liv, saaledes skrider nu en ny Fuldkommenhed frem lige bag vore Hæle, avlet af os og skjæbnebestemt til at overgaae os, som vi i Hæder overgaae hint gamle Mørke; heller ikke ere vi mere erobrede derved end det formløse Chaos’s Herskermagt engang erobredes af os. Sig, gaaer den tunge Muldjord vel i Rette med de stolte Skove, den har næret og endnu nærer med større Gavmildhed end sig selv? Kan den fornegte de grønne Lundes Herredømme? eller skal Træet være skinsygt paa Duen, fordi den kurrer og har snehvide Vinger, hvormed den kan flyve hvorhen den vil efter Lyst og Lune? Vi ere saadanne Skovens Træer og vore skjønne Grene have avlet ikke blege ensomme Duer, men gyldentfjædrede Ørne, der svinge sig høit op over os i deres Skjønhed, og som maa regjere i Kraft heraf, thi det er den evige Lov, at den første i Skjønhed skal være den første i Magt. Ja i Kraft af denne Lov kan en anden Slægt bringe vore Erobrere til at sørge som vi nu. Have I seet den unge Havets Gud, som har fordrevet mig fra mit Rige? Have I seet hans Vogn, der flyver gjennen Skummet, draget af ædle vingede Skabninger, han har frembragt? Jeg saae ham glide hen over de beroligede Vande med saadan en Glød af Skjønhed i sit Øie, at det |199| bragte mig til at byde mit hele Rige et tungt Farvel […]« Saaledes taler Oceanus[vi]. Og da de faldne Guder, enten overbeviste eller harmfulde tie, bryder een, paa hvem Ingen tænkte, en Gudinde: Clymene[vii], den lange Taushed, og med hektiske Læber og milde Blik taler hun saaledes frygtsomt blandt de Stolte: »O Fader jeg er her den ringeste Stemme og al min Kundskab er den, at Glæden er forsvunden og at Kval har sneget sig ind i vore Hjerter for, frygter jeg, at blive der for evigt. Jeg vilde ugjerne varsle ilde […] dog lader mig fortælle min Sorg, sige, hvad jeg hørte og hvorledes det bragte mig til at græde og indsee, at vi have mistet alt Haab. Jeg stod paa en yndig Kyst, hvorover en sød Brise blev henaandet fra et duftende og stille Land med Træer og Blomster. Kysten var fuld af rolig Glæde, som jeg af Sorg, saa rig paa Glæde i sin lune bløde Varme, at jeg fornam en Tilbøielighed til ligesom at rette en Bebreidelse mod denne sorgløse Egn i Sange om vor Jammer og Musik om vor Kval, og jeg satte mig ned og tog en Conchylie med aabne Læber og mumlede ind i den og dannede en Melodi – ak ikke mere at kalde Melodi! thi medens jeg sang og med fattig Kunst lod den dumpe Skals Echo strømme over i Brisen, kom fra en skovbevoxet Strand overfor mig, fra en Ø ude paa Søen, med den nu skiftende Vind, en Fortryllelse, som paa een Gang druknede mine Sandser og vakte |200| dem til Live. Jeg kastede min Muslingskal bort ned paa Sandet og en Bølge fyldte den, lige som min Sands blev fyldt med den nye, velsignede, gyldne Melodi. Der var levende Død i hver Strøm af Lyd, i hvert Bundt af henrykt henhvirvlende Toner, der sank en efter en og dog alle paa een Gang lig Perler, der pludseligt falde fra deres Snor; og saa en ny og atter en anden Sang, hver lig en Due, som forlader sin Olivenkvist, med Vinger af Musik istedenfor af tause Fjær; de kom svævende om mit Hoved og gjorde mig syg af Glæde og Sorg paa een Gang. Dog Sorgen overvældede mig og jeg holdt mig for mine beruste Øren, da der gjennem mine skjælvende Hænders Lukke trængte en Røst sødere, sødere end alle Melodier, og utallige Stemmer raabte : »Apollo[viii], ung Apollo[ix]! morgenlyse Apollo[x]! hil dig, ung Apollo[xi]!« Jeg flyede, det fulgte mig og raabte »Apollo[xii]!«« –

Keats[XIII] har aldrig skrevet noget saa smukt som dette Sted, og det er ligesaa tankedybt som deiligt. Jeg stiller det ikke i Spidsen for hvad jeg har at sige om ham alene som Prøve paa hans Poesies Storhed og Fylde, men som Indledning ikke blot til hans, men til den hele yngre Digterslægts Optræden efter at Søskolen og Scott[XIV] havde erobret det poetiske Scepter. I de regjerende Guders Navn er den menneskelige Aand altid fordømt til Ubevægelighed og Stillestaaen. |201| Fremskridtet behøver et Tronskifte. Wordsworth[XV] og Scott[XVI] vare som mægtige Titanguder, hvis Glands blegnede for den unge Slægts, og Keats[XVII] selv var den straalende Fugl, der hævede sig høit op i Luften fra Wordsworth’s[XVIII] gamle storbladede Steneg. Var ikke Byron[XIX] den nye Havets Gud, der befoer Lidenskabens Vande med en Skjønhed i sit Øie, som bragte Tidens største digteriske Genius til at forlade sit Rige, sikker paa ei at kunne bestaae i Væddekampen? Og løde ikke Shelleys[XX] Melodier saa sødt berusende og uhørt dristigt gjennem Luften, at de endnu den Dag idag trænge igjennem overalt, skjøndt man med Clymene[xxi] holder for sine Øren og saa længe som muligt vægrer sig ved at laane de nye Toner villigt Øre? Det nytter ikke Noget, thi fra alle Sider høre vi nu Raabene: Apollo[xxii]! morgenlyse Apollo[xxiii]! –

De gamle Guder indtoge som i Digtet en forskjellig Holdning. Scott[XXIV], den ædleste af dem alle, strøg, som vi have seet, Flag for Byron[XXV] med en Adel og Mildhed som har føiet en Krands til hans mange andre, Wordsworth[XXVI] trak sig knurrende tilbage til sine Søer med en Plagiatbeskyldning mellem sine Læber, Southey[XXVII] spyede Galde og Gift – og imens indtoge de nye, unge Guder deres Troner og slyngede Solstraalerne som Glorier om deres Isse. Keats[XXVIII] var den aller yngste af de unge og udrustet med eiendommelige Attributer og et eget Rige, i hvilket Ingen af de an|202|dre gjorde noget Indgreb. Han er et af de mange Exempler paa, hvorledes de fineste og sjeldneste Organismer kunne opdukke i grove ydre Forhold og udfolde sig næsten uden Begunstigelse af Omstændighederne. Denne Yngling, der død i sit 26de Aar har efterladt sig Mesterværker, som Ingen der har læst dem, kan glemme, og hvis Navn Shelley[XXIX] i sin »Adonais[0002]« har skrevet ind blandt sine Stjerner, var Søn af en Londonerhyrekudsk og opdraget som Apothekerlærling. For de fleste af den ældre Slægt var han ubekjendt. Wordsworth[XXX] – den eneste ældre, mod hvem hans Blik stadig var vendt, og med større Ærefrygt, end nogen Anden af de unge følte for ham, – selv Wordsworth[XXXI] viste sig kold. Da Keats[XXXII] en Aften hos Maleren Haydon[XXXIII], hvor Veteranen fra Rydal Mount var tilstede, blev opfordret til at foredrage den skjønne Hymne til Pan af hans »Endymion’s[0003]« første Bog, hørte den graahærdede Digter den til Ende uden Afbrydelse og bemærkede saa blot, at det var »et smukt Stykke Hedenskab«. Det var det, og Ære være Keats[XXXIV] derfor! Men Wordsworth[XXXV] vilde neppe sige noget Smigrende dermed. Saaledes lød da den vægtigste Stemme fra den gamle Digterskole. En anden lød fra Tidens kritiske Oldermænd. Den var skrattende og hæs. Baade »Quarterly[0004]« og »Blackwood Review[0005]« gjennemhaanede »Endymion[0006]« paa den taabeligste Maade. Det blev sagt Forfatte|203|ren, at han »gjorde bedre i at vende tilbage til sine Apothekerkrukker« og man erindrede ham om, at »en forsulten Apotheker dog er bedre end en forsulten Poet.« Braadden stak og smertede visselig dybt, hvor roligt den unge Digter end i Breve udtaler sig om den forsmædelige Adfærd, der var vist ham. Det er høist usandsynligt, at den Tradition, der strax dannede sig mellem Keats’[XXXVI] Bekjendte, om den nedbrydende Virkning, som disse Artikler havde paa hans Helbredstilstand, skulde, som det nu altid paastaaes, savne al Grund. Dræbt af en Artikel, som det hedder i Byrons[XXXVII] »Don Juan[0007]«, blev Keats[XXXVIII] visselig ikke, og hans Udtalelser godtgjøre i ethvert Fald tilfulde, hvor dyb en Foragt han nærede for de nævnte Udgydelser imod hans Kunst og Person; men hans Ærgjerrighed var heftig, hans Sind modtageligt for Indtryk og hans Legeme havde Dødens Spire i sig; intet Under da om hadske Anfald udenfra rystede en Organisme, der indenfra blev bestormet af tærende Lidenskab og tærende Sygdom.

Keats[XXXIX] fødtes i October 1795, mistede 9 Aar gammel sin Fader, sattes af sin Moder i en god Skole og mistede hende til sin ubeskrivelige Sorg endnu som Dreng. Hans Udseende svarede til det Indtryk man nu faaer af hans Poesi. Medens den ætheriske og kvindelige Shelley[XL] havde en slank, fin og smalskuldret Skikkelse og en skinger Røst, havde den ægte jordiske og tungfodede Keats[XLI] til |204| en noget vel lille Underkrop et bredt kraftfuldt Bryst med stærke Skuldre og en dyb alvorlig Stemme. Hans lille Hoved var omgivet af tykke brune Lokker, Øinene store, glødende mørkeblaae og glimtende ved stærk Sindsbevægelse, Munden smukt formet, men Underlæben saaledes fremspringende, at det gav Ansigtet en udfordrende og krigerisk Charakter. Grundtrækket hos ham som Dreng var da ogsaa en lille engelsk Grævlingehunds Haardnakkethed og Bestemthed, et Træk som lod slutte, at han snarere vilde udmærke sig ad den krigeriske Løbebane end ad den litterære. Han viste tidligt et stort personligt Mod og var en Mester i Legemsøvelser; kort før han fik Tæring afpryglede han en uhøflig Slagtersvend i regelmæssig Boxerkamp. Han kom ud af Skolen 15 Aar gammel og fra sit 15de til sit 20de Aar fik han ved sine Slægtninges Hjælp en Plads paa et Apothek i Edmonton[a] som Hjælper hos en ret dygtig Chirurg, der efter Tidens Skik forenede en Læges og en Apothekers Bestilling. I 1816 begyndte han som Student at besøge Hospitalerne i London[b], men opgav snart Medicinen for Litteraturen. Efter nogle Aars Samliv med en Del af de unge Mænd i Datiden, hvis Interesser grupperede sig om Kunst og Poesi, og som bare Landets litterære Fremtid, ramtes han af den Sygdom, der alt havde dræbt hans Moder[XLII] og yngre Broder[XLIII]. Den udvikledes under Bekymringen for, hvor|205|ledes han skulde skaffe sig sit Livsophold og under den bestandig mere trykkende Følelse af Trang. Den fremskyndedes af en dyb og gjengjældt, men paa Grund af Keats’s[XLIV] Fattigdom haabløs Lidenskab for en ung engelsk-ostindisk Dame. Den nødvendiggjorde hans Adskillelse fra hende paa en Reise til Syden. Den dræbte ham i Rom[c].

Jeg finder, naar jeg kaster Blikket hen over den ikke-litterære Del af Keats’s[XLV] Levnet kun tre biographiske Hovedfacta: Udsigtsløsheden med Hensyn til hans Udkomme, den dybe og haabløse Lidenskab for hende, uden hvem Livet var ham Intet, og endelig den tærende Sygdom. I Aaret 1820 efter de første Anfald af Brystsygen synes han at have boet i Hus sammen med sin Elskedes Familie, men med den sørgelige Bevidsthed om Nødvendigheden af at foretage en eller anden stor Forandring med sit Liv for at undgaae den absolute Trang. Han tænkte paa Sydamerika, paa at ledsage en eller anden Indiafarer som Læge o. s. v. Da var det, at nye og afgjørende Symptomer paa Sygdommens Fremskridt viste sig. En Reise til Italien blev foreskrevet. Han, som under andre Omstændigheder vilde have følt det som den høieste Lykke at skulle see det Land, hvis Natur han altid havde længtes efter og hvis Guddomme han havde opvakt fra de Døde, skriver nu: »Reisen til Italien vækker mig hver Morgen ved Daggry. Jeg skal forsøge paa at foretage den, |206| skjøndt det er med samme Følelse som skulde jeg marchere mod et Batteri.« Ombord paa Skibet skriver han med Hensyn til sin Kjærlighed: »Hvis mit Legem kunde komme sig af sig selv, vilde denne Sag forhindre det; selve den Ting, jeg mest ønskede at leve for, vil blive en Hovedanledning til min Død […] Jeg ønsker mig Døden hver Dag og Nat for at blive befriet fra disse Lidelser og ønsker saa atter Døden bort, da Døden vilde tilintetgjøre selve disse Lidelser, som ere bedre end Intet. Land og Hav, Svaghed og Tæring ere store Adskillere, men Døden er den store Adskiller for bestandig […] Jeg tænker sjældent paa min Broder[XLVI] og Søster[XLVII] i Amerika; men Tanken om at skulde forlade Miss ** er skrækkelig fremfor alt Andet; en Følelse af Mørke kommer over mig ved den; jeg seer uafladeligt hendes uafladeligt forsvindende Aasyn.« Og i et andet Brev skriver han: »Overbevisningen om at jeg ikke mere skal gjensee hende vil dræbe mig. Min kjære Brown[XLVIII], jeg skulde have havt hende, mens jeg var rask, og jeg var ikke bleven syg. Jeg kan ei udholde at døe – jeg kan ei udholde at forlade hende. O Gud, Gud, Gud! Alt hvad jeg har i mine Kufferter, som erindrer mig om hende, gaaer igjennem mig som et Spyd. Det Silkefoder, hun syede i min Reisehue, brænder mit Hoved. Min Indbildningskraft er gyseligt levende med Hensyn til hende – jeg seer hende – jeg hører hende. |207| Der er Intet i Verden, som har tilstrækkelig Interesse for mig til at adsprede mig fra Tanken om hende endog blot et Øieblik […] Jeg kan ikke sige et Ord om Neapel[d]; jeg føler mig ikke i ringeste Maade berørt af de tusind nye Ting rundt omkring mig. Jeg frygter for at skrive til hende. Men det vilde være mig kjært, om hun vidste, jeg ikke har glemt hende. O Brown[XLIX]! jeg har glødende Kul i mit Bryst. Det overrasker mig, at det menneskelige Hjerte er istand til at udholde og bære saa megen Elendighed. Blev jeg født for at ende saaledes?«

Paa den sidste Dag i November 1820 skrev han sit sidste Brev. En kyndig Læge, en fortrolig Ungdomsven af Keats[L], Dr. Clark[LI] bevarede hans Liv endnu Vinteren over. I Neapel[e] havde han modtaget et hjerteligt Brev fra Shelley[LII], der indbød ham til at komme til Pisa[f], hvor han skulde modtage enhver Art Pleie og Hjælp. Han modtog ikke Tilbudet. Efter nogle Ugers kvalfulde Lidelser kom en Tilstand af Resignation og Ro med Hvile og Søvn. Han ønskede at et Brev fra hans Elskede, som han ikke vovede at læse, sammen med en Pung og et Brev fra hans Søster[LIII] skulde lægges i hans Kiste og bestemte, at paa hans Grav de Ord skulde skrives:

Her ligger En hvis Navn blev skrevet i Vand.

Berøringen af Shelleys[LIV] magiske Stav stivnede |208| Vandet til Is og lod Navnet staae som indridset i Krystal for alle følgende Tider.*)

*)
[…] »time’s monthless torrent grew
A scroll of chrystal, blazoning the name
Of Adonais.«
Shelley: »Fragment LXXVII. On Keats«.[0008]

Keats’s[LV] Poesi er den engelske Naturalismes stærkest duftende Blomst. Den havde jo allerede, da han opstod, havt en lang og kraftig Væxt. Dens Løsen var, som vi saa, først bleven formuleret af Wordsworth[LVI] og af ham bragt saaledes i Methode, at han inddeler sine Digte i Grupper, svarende til Livets forskjellige Aldre og til Sjælens forskjellige Evner. Den fik hos Coleridge[LVII] Rygstød i en halvt Schellingsk Naturphilosophi, den optraadte seirrig hos Scott[LVIII] som et af Fædrelandskjærligheden baaret Menneske- og Landskabsstudium, som historisk Begeistring og som Geniets Opdagerblik for Racernes gjennemgribende Betydning. Den opstaaer endelig baade hos Moore[LIX] og Keats[LX] som rig og pragtfuld Sensualisme, baaret af Organismer, hvis Sandser besidde en Modtagelighed for Yderverdenens Skjønhedsindtryk, mod hvilken Menneskenes sædvanlige Paavirkelighed synes sløv og stump. Men hos Moore[LXI] er Sandseligheden, medens den kunstnerisk aabenbarer sig i en varm og glimrende Colorit, ensidigt rettet paa det Erotiske og af en let og legende Natur. Hos Keats[LXII] er den omfattende, gediegen og tung, paa ingen |209| Maade særligt erotisk, men alsidig og i denne sin Alsidighed et beundringsværdigt Extrem af den fællesengelske Naturalisme. Denne førte hos Wordsworth[LXIII] til een, allerede skildret, Yderlighed; hos Keats[LXIV] er den drevet til en ganske anden og poetisk langt mere værdifuld.

Blandt alle Englands Digteraander var Keats[LXV] mest af en Artist. Han var den mindst dogmatiske af dem alle. Hans Poesi har ingen Støtte i Fædrelandskjærligheden som Scotts[LXVI] og Moores[LXVII], prædiker intet Frihedsevangelium som Shelleys[LXVIII] og Byrons[LXIX], den er ren Kunst og bæres af Indbildningskraften alene. Det hørte til hans Yndlingssætninger, at den sande Digter ingen Lære eller Mening kunde have, ingen Moral, ja intet Selv. Og hvorfor? Fordi Digteren i lige Grad glæder sig ved Lyset og Mørket og har lige saa megen Fornøielse af at undfange en Jago[lxx] som en Imogen[lxxi]. Om alle Digtere, der have glemt sig selv over Gjenstandene for deres Phantasi, gjælder det, at de i Productionens Timer have lagt deres private Eiendommelighed og Forkjærlighed saa vidt muligt tilside; men om Keats[LXXII] gjælder det i den høieste Grad. Ryddede de andre deres Arbeidskammer for en Del af deres private Forhaabninger, Sværmerier og Principer, de gjorde det dog ikke saa fuldstændigt som han. Hans Arbeidsværelse var som en af hans Beundrere har sagt det om ham, »en Malers Atelier med lidet andet Bohave end |210| Staffeliet«. – Men selve hin Keats’s[LXXIII] poetiske Indifferentisme overfor Anskuelser og Principer var selv en Livsanskuelse og et Princip, nemlig den poetiske Pantheismes. For den consequente poetiske Pantheist ere alle Former, alle Skikkelser, alle Livsytringer paa Jorden, i hvilke Phantasien fordyber sig, kjære og lige kjære. Keats[LXXIV] anerkjender for Digteren ingen Sandhed af den Art, der reformerer og udelukker; men han nærer en næsten religiøs Tro paa selve Indbildningskraften som Sandhedskilde. Det hedder i et af hans Breve: »Jeg er ikke vis paa Noget uden paa at Hjertets Følelser ere hellige og at Indbildningskraften er sand. Hvad den griber som Skjønhed maa være Sandhed, hvad enten det har existeret saaledes forhen eller ei – thi jeg har samme Mening om alle vore Lidenskaber som om Kjærlighed; de ere alle paa deres Høidepunkt Skabere af væsentlig Skjønhed. Indbildningskraften kan sammenlignes med Adams Drøm: han vaagnede og fandt at det var Sandhed.« Han udfører videre Forskjellen mellem denne Art Sandhed og den, hvortil man naaer ad Grubleriets Vei og udraaber saa disse Ord, der indeholde Nøglen til hans hele Poesi: »Dog hvorom Alting er, o hvor langt heller et Liv i Sandseindtryk end et Liv i Tanker!« (»O for a life of sensations rather than of thoughts!«)

Han levede for en stor Del et Liv i passive Sandseindtryk, i Fornøielse og Smerte gjennem |211| Sandserne. »Tag,« siger Masson[LXXV], »en Physiologi og gjennemgaae de saakaldte Klasser af Sandsninger en efter en – de Sandsninger, der ere knyttede til de blotte Muskeltilstande, dem, der ere forenede med saadanne Livsprocesser som Blodomløb, Ernæring, Aandedræt og elektrisk Forbindelse med omgivende Legemer, Smagssandsningerne, Lugtfornemmelserne, Berørings-, Hørelses-, Synssandsningerne – og man vil finde at Keats[LXXVI] var usædvanlig begavet med dem alle.« Han var f. Ex. overordentlig modtagelig for Ganens Fornøielser. En af hans Venner fortæller, at han har seet Keats[LXXVII] en Dag bedække sin Tunge med Cayennepeber for, som han sagde, bedre at nyde den behagelige Smag af en Slurk kold Claret derefter. »Siden vi tale om Fornøielser,« siger han selv i et Brev, »saa skriver jeg i dette Øieblik med den ene Haand og holder med den anden en Ferskenkjerne til min Mund.« Det kan derfor ikke undre, at Billeder hentede fra denne Sphære ere hyppige hos ham. I hans med Rette berømte »Ode til Melancholien[0009]« hedder det om denne Guddom, at den har sit Alter i selve Glædens Tempel, skjøndt useet af andre end den, der med »kraftig Tunge kan sprænge Glædens Drue mod sin fine Gane«, og i en af Keats’s[LXXVIII] sidste Sonetter beskriver han Dødens Komme med de betegnende Ord, »at hans Sjæls Gane mister sin Smag.« Det forstaaer sig, at Høre- og Synssandsen for|212|synede ham med endnu mangfoldigt flere Udtryk end de underordnede og mindre ædle Sandser. Han besad en Musikers Kjærlighed til Musik og en Malers Blik for Lys- og Farvenuancer. Saaledes forstaaes det, at han for alle de forskjellige Arter af Lyd og Vellugt og Smag og Berøringsfornemmelser var i Besiddelse af et Ordforraad, som man skal lede om hos de største Digtere, og saaledes sees det, at han i sin medfødte Organisation havde et System af Anlæg, som blot behøvede at sigtes og formes for at udvikle sig til den høieste Evne til at opfange og gjengive al Skjønhed i Naturen.

At kunne gjengive den var fra først af hans Drøm, og han, der om sig selv afgav det Vidnesbyrd, at han slet ingen »Meninger« havde – undtagen med Hensyn til Kunsten, sluttede sig lidenskabeligt til den Revolution, Wordsworth[LXXIX] og Coleridge[LXXX] havde afstedkommet i Bedømmelsen af det forrige Aarhundredes Digtere. Spenser[LXXXI] var hans Afgud, den klassiske Kunstdigtning hans Rædsel og i Digtet »Søvn og Poesi[0010]« har han nedlagt en æsthetisk Troesbekjendelse, der ikke kunde afgives i voldsommere Udtryk. Efter at have skildret Englands gamle poetiske Triumpher, udbryder han: »Kunde Alt dette gaae iglemme? Ja, et Frafald, avlet af Taabelighed og Barbari, bragte Apollo til at blues over dette sit Land. Mænd bleve ansete for vise, der ei forstode hans Herlighed; med et klyn|213|kende Barns Kraft rokkede de omkring paa en Gyngehest og antoge den for Pegasus. Hvilke sørgelige Sjæle! Himlens Vinde blæste, Oceanet rullede sine svulmende Bølger – I følte det ikke! Den blaa Himmelhvælving afslørede sin evige Barm og Sommernattens Dug overdryssede Morgenen med Kostbarheder, Skjønheden var vaagen! hvorfor vare I ikke vaagne! […] I gik med en stakkels affældig Standart mærket med det flaueste Motto, hvorpaa med brede Bogstaver stod skrevet det ene Navn Boileau[LXXXII]!« Saa længe før Stormen i Frankrig reiser sig mod dette stakkels gamle Navn, støder Keats[LXXXIII] i Krigstrompeten imod det; Théophile Gautier[LXXXIV] har ikke nævnet det med større Indignation end han. Det maa vel være denne Passus, hvis energiske Stil minder En om Kaulbachs[LXXXV] Maleri i München[g], hvor Paryktidens Kunstner slumrer med Lededukken i sin Arm, der har givet Anledning til Byrons[LXXXVI] stadige Udfald mod Keats[LXXXVII] som Angriber af Pope[LXXXVIII]. Men Keats[LXXXIX] har aldrig offentliggjort en Linie mod Pope[XC] og naar Grevinde Guiccioli[XCI] i sit naive Værk[0011] om Byron[XCII] kommer tilbage til disse Angreb, der skulle have opbragt hendes Elskede, saa er dette kun elskværdigt kvindeligt Eftersnakkeri. Derimod har Keats[XCIII] rimeligt nok indbefattet Pope[XCIV] blandt de ovenfor Udpegede, hvis Øre var lukket for Havets og Vindenes Musik og som sov over sig, naar Morgenen udfoldede sin Skjønhed.

|214| Han var ikke af dem. Analysere vi Keats’s[XCV] Eiendommelighed, finde vi som alt berørt Grundlaget for den i den alsidige Sandselighed. Læs i »Oden til Nattergalen[0012]« denne Strophe:

»O havde jeg en Drik Vin, der var kjølnet lange Aar igjennem i en dyb Hule under Jorden, og som smagte af Blomster og Grønt, af Dands og provencalske Sange og solbrændt Lystighed! o havde jeg et Bæger fuldt af det varme Syden, af den sande, den blussende Hippokrene, med Perlebobler vinkende paa Randen og purpurplettet Mund, saa at jeg kunde drikke og tabe Verden af Syne og forsvinde som Du i Skovenes Skygger!«

Og sammenlign hermed disse Linier af »Endymion[0013]«:

»Smag disse saftige Pærer, som den alvorsfulde Vertumnus[xcvi] har sendt mig […] her er Fløde, dyb og rig under sin sneglimtende Flade, sødere end den som Amalthea afskummede for Jupiter som Dreng, og her hvile uformørkede af nogensomhelst Berøring et Bundt af duftende Blommer, rede til at smelte mellem Gummerne paa et Barn«.

Til den forfinede og rige Smagssands svarer Lugte- og Følesandsens ideale Finhed. I »Isabella[0014]«, et Digt, der efter Boccacio[XCVII] behandler samme Sujet som H. C. Andersens[XCVIII] Eventyr »Rosen-Alfen[0015]«, staaer der paa det Sted, hvor den unge Pige griber sin Elskedes afhuggede Hoved:

»Og hun viklede det ind i sit Silkeskjærf, der |215| duftede sødt af den Dug, som samles fra de kostbare Blomster, der plukkes i Arabien, og en guddommelig Vædske strømmede med forfriskende Vellugt ned over det gjennem det kolde Slangerør«.

I »Lamia[0016]« staaer der, hvor Gjæsterne indfinde sig til det unge Pars Bryllup:

»Da i Forværelset enhver Gjæst med Fornøielse havde følt den kolde fulde Svamp blive trykket af tjenende Slaver mod hans Hænder og Fødder, og vellugtende Olie paa sømmelig Vis blive udgydt over hans Haar, saa gik de alle ind til Festen i hvide Kjortler og stillede sig selv i Orden omkring Hynder af Silke«.

I en af »Epistlerne[0017]« findes følgende i sin sandselige Billedrigdom utroligt concise Linie om en Svane: »Du tilkyssede dig din daglige Føde fra Najadernes perlebeduggede Hænder«.*)

*)
»Kissing thy dayly foods from Najads pearly hands«.

Det er unødvendigt at gjøre Læseren opmærksom paa de enkelte Finheder i disse Brudstykker, der endda tabe saa meget ved Oversættelsen i Prosa. Men idet jeg nu gaaer over til Synssandsens Territorium, kommer jeg først til Keats’s[XCIX] egentlige Felt, skjøndt Synssandsen i hans Poesi aldrig paavirkes alene. Skulde jeg sammenligne hans Naturmaleri med Wordworth’s[C], vilde jeg sige: denne fører os ud i den egentlige Flora, men med Keats[CI] træde vi ind i et Drivhus: en mild, fugtig |216| Hede slaaer os imøde, brogede Blomster og saftdryppende Frugter møde vort Øie og slanke Palmer, gjennem hvis Grene ingen ublid Vind formaaer at suse, bevæge svagt nikkende deres lange brede Vifter. Han har skrevet en Sang til Efteraaret[0018], som er typisk for hans Naturbeskrivelse. Han viser, hvorledes det sammensværger sig med den modnende Sol om at signe og betynge Vinrankerne, der løbe hen under Straataget, om at bøie de mosgroede Æbletræers Grene under Æblernes Vægt, om at fylde alle Frugter med Saft helt ud til Skallen, om at faae Græskarret til at svulme og om at udfylde Hasselnødden med søde Kjærner, og saa skildrer han med Mesterhaand Efteraaret som Person.

»Hvo har ei ofte seet Dig midt i dit Forraadskammer! Stundom kan den, der søger dig udenfor Huset, finde dig siddende sorgløs paa en Kornlades Gulv med Haaret blidt løftet af den Vind, der renser Kornet for Avnerne, eller sundt sovende ved en halvtafmeiet Fure, søvndysset af Valmueblomsternes Duft, medens din Segl endnu en kort Stund sparer den nærmeste Række Ax og under dens sammenfylkede Blomster en Frist.«

Det er Keats[CII] umuligt at nævne Navnet paa noget Begreb eller nogen Tanke uden at han strax fremstiller dem i legemlig eller plastisk Form. Hans talrige Allegorier have et Liv og en Ild, som vare de udførte i Sten af det 16de Aarhun|217|dredes bedste italienske Kunstnerhænder. Han siger om Melancholien: »Den dvæler hos Skjønheden – hos Skjønhed, som maa døe og hos Glæden, hvis Haand stadig er ved dens Læbe, bydende Farvel.« Han siger om Digtekunsten: »den er en uudtømmelig Strøm af Lys; den er den høieste Styrke, den er Magt selv, halvt slumrende paa sin høire Arm

Saaledes see vi Keats’s[CIII] digteriske Evne vinde stedse mere og mere i Omfang. Hans Udgangspunkt og Udgangspunktet i de smukkeste blandt hans mindre Digte (som »Oden til Nattergalen[0019]«) er Skildringen af en rent legemlig Tilstand, som Mathed, Nervøsitet, Opiumsdøsighed, Tørst, Forsmægten; paa denne Baggrund af Sensibilitet hæve saa Sandsebillederne sig frem, tydelige og runde, omtrent som Reliefer paa et Skjold. Jeg veed ikke hvorfor, men Ordet Sammensveisning er flere Gange kommet mig paa Læben ved Tanken paa Keats’s[CIV] Billeder. De have noget vist Fuldtlødigt og Færdigt ved sig, som om de paasveisedes en Flade. Man agte nøie paa, hvorledes Skikkelserne langsomt hæve sig frem i de Brudstykker, jeg nu vil citere. Det er den første og tredie Strophe af den skjønne »Ode to Indolence[0020]«:

»En Morgen saa jeg tre Figurer for mig i Profil med bøiede Nakker og foldede Hænder. Den ene gik med roligt Aasyn bag den anden i bløde Sandaler og hvidt Gevandt; de gik forbi lig Fi|218|gurer paa en Marmorurne, naar man dreier den rundt for at se Figurerne paa den anden Side; de kom igjen; og som om Urnen endnu engang blev dreiet, vendte de først sete Skygger tilbage […] De gik tredie Gang forbi mig og under Gangen vendte hver af dem et Øieblik sit Hoved imod mig; saa svandt de og jeg brændte efter at følge dem og sukkede efter Vinger; thi jeg kjendte de tre; den første var en yndig Pige, og Elskov hendes Navn; den anden var Ærgjerrighed, bleg om Kind og altid aarvaagen med trætte Øine; den sidste, hvem jeg elsker des mere, jo flere Bebreidelser hun overhobes med, var den stolte og strenge Mø Poesien.«

Dog det er først i de Par færdigblevne Sange af »Hyperion[0021]« at det lykkedes Keats[CV] at beherske sine Kunstmidler fuldt og virkeliggjøre det Ideal af plastisk sandselig Bestemthed, der svævede for hans Øie. Her er Reliefet svundet for Statuen og for Statuer af en Stil, som havde Michel Angelos[CVI] Meisel været med i Spillet ved deres Fødsel. Lad være man føler Studiet af Milton[CVII], jeg tilstaaer, at for mig er dette mere end Milton[CVIII]. Allerede Sujettets Natur drev Billederne ud i det Colossale. Man læse disse Ord om Gudinden Thea[cix]: »I Sammenligning med hende vilde den høie Amazone have syntes en Dværg i Væxt; hun vilde kunnet gribe Achilles i Haaret og bøie hans Nakke, eller med en Finger standse Ixions Hjul.« Eller |219| man læse denne Beskrivelse af Hulen, hvor Titanerne have samlet sig efter deres Fald:

»Det var en Hule, hvor intet krænkende Lys kunde speile sig i deres Taarer, og hvor de kunde føle deres egne Sukke men ikke høre dem for den mægtige Brølen af tordnende Vandfald og hæse Strømme, der styrtede ned i uafbrudt Masse uvist hvorfra. Klippe ragede frem ved Siden af Klippe , og Fjelde, der saae ud, som om de lige vare vaagnede af en Søvn, reiste Pande ved Pande deres uhyre Horn og dannede saaledes med tusind kjæmpemæssige og lunefulde Former et passende Tag over denne Kvalernes Rede. Istedenfor paa Troner sadde de paa den haarde Flint eller laae paa Leiet af den ru Sten og paa Skiferlag blandede med stivnende Jern. De vare ikke alle samlede her, Nogle martredes i Lænker og Nogle flakkede om. Cæus[cx] og Gyges[cxi] og Briareus[cxii], Typhon[cxiii] og Dolor[cxiv] og Porphyrion[cxv] med mange flere af de kjækkeste til Angreb vare indespærrede, hvor de neppe kunde drage Aande, og fængslede i et mørkt Element, der holdt deres sammenbidte Tænder end mere sammenpressede og deres Lemmer indelukkede som Metal-Aarer i Bjerget, sammentvungne og sammen; der laa de uden en Bevægelse undtagen den af deres tunge Hjerter, der hævede sig i Smerte og atter med en feberagtigt kogende Malstrøm af Blod gjennem alle Pulse trak sig sammen i frygtelig Kamp.«

|220| Det var ikke for meget sagt af Byron[CXVI], som tilforn havde været saa streng mod Keats[CXVII], at Digtet »Hyperion[0022]« »virkelig syntes inspireret af Titanerne og var sublimt som Æschylos[CXVIII].« Man har ogsaa nu tilstrækkelige Prøver paa Digterynglingens Phantasikraft; hvor søde hans Melodier end ere,*)

*) Man agte f. Ex. paa Vellyden i hans »Alfesang[0023]«:
»Shed no tear! o shed no tear!
The flower will bloom another year
Weep no more! weep no more!
Young buds sleep in the roots white core.« o. s. v.
saa er det dog ved den, han staaer som engelsk Digter. Han danner med sin Poesies rent kunstneriske Charakter Overgangen fra de conservative til de fremskridtselskende Poeter, men dog med et tydeligt Hang til Fremskridtet, et Hang, hvorpaa hans sværmeriske Venskab for »Examiners[0024]« radicale Redacteur Leigh Hunt[CXIX] er et talende Symptom. Han følte hvad han skrev, naar han i Forbitrelsen over det Liverpool-Castlereaghske Regimente i sit Digt »Til Haabet[0025]« udbrød: »O lad mig see vort Land bevare sin Sjæl, sin Stolthed, sin Frihed, og ikke Frihedens Skygge« og Navnene Wilhelm Tell, William Wallace[CXX] og fremfor alle Kosciusko[CXXI] forekomme atter og atter nævnte med høieste Beundring i hans Vers. Hvad han havde udviklet sig til, ifald han havde naaet Mandsalder, lader sig ikke sige. Da han skrev |221| sine sidste og skjønneste Sange, var han jo endnu et verdensfremmed Barn.

Det bør ikke glemmes, at han skrev dem under store Kvaler og uden nogetsomhelst Otium til Arbeid. Jeg troer det er derfor, de ere saa skjønne. Lad Skribenten længe nok holde sit Privatliv ude fra sin Production, lad ham som Keats[CXXII] neppe nævne sin dybeste Lidenskab i sine Værker, det vil ikke feile, at intet Værk har det Liv, den Farve, den guddommelige Tunge af Ild paa sin Pande, som det, der er udført, medens den, som skrev det, ikke blot har skrevet, men levet og lidt. Hverken Bekymringen for Brødet, eller Brystsygen eller Lidenskaben for den ostindiske Pige have direkte sat noget Stempel paa Keats’s[CXXIII] Arbeid; men af al denne Gift for ham har han suget Næring for det.

Saa sank han i sin tidlige Grav, og neppe begravet opstod han fra de Døde i det Klagedigt[0026], som Shelley[CXXIV] lod tone over hans Grav. Han ophørte at existere som Keats[CXXV], han forvandledes til en Mythe, til Adonais, til alle Musers og Elementers skjønne Yndling, og mythevorden førte han fra da af i Slægtens Bevidsthed en dobbelt Existents.

»Han lever, han er vaagen – det er Døden, som er død, ikke ham. Sørg ikke for Adonais[cxxvi]! […] Han er blevet Et med Naturen. Hans Stemme høres i al dens Musik lige fra Tordenens Døn til |222| Sangen som lyder fra Nattens søde Fugl […] Han er nu en Del af den Elskelighed, som han engang meddelte en Tiltrækning mere. Han har nu sin Del i den plastiske Kraft, hvormed den store Aand driver nye Skarer af Væsener ind i den Form, de skulle bære […]

Alle de, som kun vandt et ufærdigt Ry reiste sig fra deres himmelske Troner, da han kom, den blege Chatterton[CXXVII] reiste sig, fra hvem Præget af hans ædle Dødskamp end ikke var veget, og Sidney[CXXVIII] reiste sig, som han fægtede og faldt, som han levede og elskede, ophøiet i sin Mildhed, en Aand uden Plet […] og mange flere: Du er bleven en af vore, raabte de, det var paa Dig at hin kongeløse Klode ventede, der saa længe har kredset blind i sin uopnaaede Majestæt, ene, taus, midt i en Himmel, fuld af Sang. Indtag din bevingede Trone, du Aftenstjerne blandt vor Skare«!*)

*) Shelley: »Adonais[0027]«, Strophe 41–43.

Der gives neppe i Poesiens Historie et Sidestykke til denne Elegi. Den er Skikkelsens umiddelbare Forklarelse efter Døden, og en poetisk Forklarelse af rent naturalistisk og rent humanistisk Art. For Shelley[CXXIX] laa Keats’s[CXXX] sande Apotheose i disse Ord: »Han er bleven Et med Naturen« (»He is made one with Nature«).

  • XI.
    højresiderne i kapitel 11 har i førsteudgaven klummetitlen »Universel Sensualisme.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Naturalismen i England.«.
  • »Her ere I … vor Harme …«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 382) er GB's oversættelse på vers: »Her er I altsaa, overvældede / og sparkede og slagne. O Titaner! / Skal jeg vel sige: Rejser Jer! I stønner. / Skal jeg vel sige: Bøjer Jer! I stønner. / Hvad kan jeg da? Du, Himmel, aldrig sete / men kære Fader! hvad formaar jeg? Siger / mig det, I Broderguder, hvordan / vi kæmpe kan og faa vor Harme styret!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' »Hyperion. A Fragment«, 1820 Keats 1889, 2:164.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »Store Saturn … et tungt Farvel …«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 382-383) er GB's oversættelse på vers: »Store Saturnus! Verdensaltet har du / med sikkert Øje styret. Kongemagt / har dog dig blændet, saa én Vej til Sandhed / blev skjult for dig, ad hvilken jeg har vandret / til evig Klarhed. Vid, at som du ikke / af Magterne den første var, saadan / er du den sidste ej, kan ej det være. / Du er ej Verdens Ophav, ej dens Ende. / Fra Kaos og det ældste Mørke Lyset / sprang frem som første Frugt af indre Oprør / og dunkel Gæring, der til høje Formaal / blev modnet. Modenhedens Time kom / og Lys med den, og Lyset avlende virked / tilbage paa sit Ophav, og det kaldte / til Liv Stofmassen, den umaadelige. / Og netop da blev vort Forældrepar, / Himmel og Jord med ét Slag aabenbare. / Du Førstefødte, dernæst vi Giganter, / styred de nye Riger. Men nu følger / den smertelige Sandhed. Mærk det vel: / som Jord og Himmel har langt større Værd / end Kaos og end Mørket, skønt en Gang / de Alt behersked, og som vi bag dem / ser Jord og Himmel, faste, herlige / i Skikkelse og Form, i Drift og Daad / og tusind andre Tegn paa renere Liv, / saa skrider nu en ny Fuldkommenhed / frem lige i vort Spor, avlet af os; / den skal besejre os, som glorrigt vi / engang besejrede hint gamle Mørke. / Vi ligger ikke anderledes under, / end hint formløse Kaos veg for os. / Sig, gaar Muldjorden vel i Rette med / de stolte Skove, den bestandig næred, / og som i Gavmildhed den overtræffer? / Under den ej den grønne Lund dens Vælde? / Eller skal Træet mon misunde Duen, / fordi den kurrer og har hvide Vinger, / hvormed den flyve kan, hvorhen den vil? / Vi ligner slige Skovens ranke Stammer, / dog vore stærke Grene fostred ikke / ensomme, blege Duer, nej, men Ørne / der gyldentfjædrede højt over os / i deres Skønhed svæver, og som derfor / maa herske, thi det er en evig Lov, / at den som ypperst er ved Skønhed, ogsaa / skal være først i Magt. I Kraft af Loven / vil muligvis det Kuld, som overvandt os, / paany besejres af en anden Slægt. / Har I vel set den unge Havets Gud, / som tog min Trone. Har I set hans Vogn / der flyver gennem Skummet, kørt af ædle / vingede Heste, dem han selv har skabt? /Jeg saa ham glide over stille Vande / med slig en Ild af Skønhed i sit Øje, / at slagen jeg mit hele Rige bød / et tungt Farvel«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' »Hyperion. A Fragment«, 1820 Keats 1889, 2:165-167.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »O Fader jeg er her … hil dig, ung Apollo!«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 384-385) er GB's oversættelse på vers: »O Fader! her min Stemme gælder mindst; / jeg ved kun Et, at Glæden er forsvunden, / at Kval har sneget ind sig i vor Hu, / for, frygter jeg, at blive der for evigt. / Jeg vilde nødig varsle ilde ... dog / lad mig min Sorg fortælle, lad mig sige, / hvad jeg har hørt og hvordan det mig bragte / til Graad og til med Taarer at forstaa, / at hvert et Fremtidshaab for os er slukt. / Jeg stod fornylig paa en yndig Kyst, / hvorover fra et stille Blomsterland / en sød og duftfyldt Brise blev henaandet. / Kysten var rig paa Fryd, som jeg paa Sorg, / saa rig paa Glæde i sin lune Varme, / at jeg fornam en Trang til blidt at rette / Bebrejdelser mod Egnens Sorgløshed / i Tonespil og Sange om vor Kval. / Jeg satte mig da ned, tog en Konkylje / med aabne Læber, nynned ind i den, / danned paa denne Vis en Melodi. / Ak! ikke mer at kalde Melodi! / thi mens jeg sang og med en fattig Kunst / lod Lyden strømme fra den dumpe Skal, / kom fra en skovgroet Strand, en Ø i / Havet, / med Vinden, der slog om, en Trolddomsklang, / der druknede min Sans og sødt den vakte. / Jeg kastede min Muslingskal paa Sandet, / en Bølge fyldte den, ret som min Sans / blev fyldt af nye, signede Melodier. / Levende Død var i hver Strøm af Vellyd, / i hvert et Bundt af henrykt hvirvlende Toner, / som klang en efter én og sank paa én Gang / lig Perler, der med ét fra Snoren falder. / Saa end en Sang, og saa paany en Sang, / hver lig en Due, der paa Tonevinger / istedenfor paa dem af tause Fjær / fra Oljetræet fløj. Da om mit Hoved / de svæved, gjorde deres Flagren syg mig / af Lyst og Sorg i Et, dog mest af Sorg. / Jeg holdt for mine Øren, som berustes, / da gennem mine skælvende Hænders Lukke / en Røst der trængte, sødere, langt sød're / end alle Melodier, Nogen hørte. / Talløse Stemmer raabte saa: Apollo! / Du morgenlyse, unge Gud, Apollo! / Hil, ung Apollo, hil! - / Jeg flyede. Det fulgte mig og raabte lydt: Apollo!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' »Hyperion. A Fragment«, 1820 Keats 1889, 2:167-168.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • Søskolen
    (eng.: The Lake School), den engelske romantiks første generation hjemhørende i Lake District i Nordengland, bestående af William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Robert Southey.
  • strøg … Flag
    gav fortabt, overgav sig.
  • en Plagiatbeskyldning
    William Wordsworth hævdede ifølge Thomas Moore, at Byron i dele af Childe Harold's Pilgrimage, 1812-1818, mere eller mindre skulle have plagieret Wordsworths eget digt »Lines Composed a Few Miles Above Tintern Abbey«, 1798 Moore 1853, 3:161.
    Thomas Moore: Memoirs, Journal, and Correspondence, vol. 1-7, John Russel (red.), 1853-1856.
    .
  • »et smukt Stykke Hedenskab«
    William Wordsworths bemærkning faldt ved et møde med John Keats i december 1817. Bemærkningen kendes fra et brev fra B.R. Haydon, dateret 29.11.1845, til Edward Moxon Rollins 1969, 2:144.
    (uden forfatter): The Keats Circle, vol. 1-2, Hyder Edwards Rollins (red.), 1969 (Second Edition).
    .
  • »Quarterly« … gjennemhaanede »Endymion«
    John Keats' Endymion, 1818, fik ved sin fremkomst særdeles kritiske anmeldelser i The Quarterly Review (»Article VII. - Endymion: A Poetic Romance«, april 1818, usigneret [John Wilson Croker]) og Blackwood's Edinburgh Magazine (»Cockney School of Poetry«, nr. IV, august 1818, signaturen Z [John Gibson Lockhart]).
  • »gjorde bedre … sine Apothekerkrukker«
    løst gengivet citat fra John Gibson Lockharts anmeldelse af bl.a. John Keats' Endymion, 1818, i Blackwood's Edinburgh Magazine, august 1818. Lockhart skrev under signaturen Z Keats 1889, 3:372.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »en forsulten Apotheker … forsulten Poet.«
    af John Gibson Lockharts anmeldelse af bl.a. John Keats' Endymion, 1818, i Blackwood's Edinburgh Magazine, august 1818. Lockhart skrev under signaturen Z Keats 1889, 3:372.
    John Keats: The Poetical Works of John Keats, H.W. Garrod (red.), 1908.
    .
  • Dræbt af en Artikel … i Byrons »Don Juan«
    der sigtes til Byrons Don Juan, 1819-1824, hvor det anføres, at John Keats' død skyldtes en anmeldelse af en bestemt kritiker Byron 1833, 17:24-25.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Reisen til Italien … mod et Batteri.«
    af et brev fra John Keats, dateret 14.8.1820, til John Taylor Keats 1889, 4:98.
    John Keats: The Poetical Works of John Keats, H.W. Garrod (red.), 1908.
    .
  • »Hvis mit Legem … forsvindende Aasyn.«
    sammensat citat fra et brev fra John Keats, dateret 28.9.[1820], til Charles Armitage Brown Keats 1889, 4:106.
    John Keats: The Poetical Works of John Keats, H.W. Garrod (red.), 1908.
    .
  • »Overbevisningen om … ende saaledes?«
    sammensat citat fra et brev fra John Keats, dateret 1.11.[1820], til Charles Armitage Brown Keats 1889, 4:111-112.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • et hjerteligt Brev fra Shelley
    der sigtes til et brev fra Percy Bysshe Shelley, dateret 27.7.1820, til John Keats Keats 1889, 4:94-95.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • Her ligger En hvis Navn blev skrevet i Vand
    kort før sin død talte John Keats med sin ven Joseph Severn, som foreslog, at man efter Keats' død skulle rejse et monument over ham. Keats svarede, at han i så fald ikke ønskede sit navn på monumentet, men blot sætningen »Here lyes one 'whose name was writ in water.'«. Keats fik sit ønske opfyldt, men sætningen kom ikke til at stå alene, da hans venner fik yderligere tekst tilføjet Keats 1889, 4:335.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »time’s monthless torrent grew … Of Adonais.«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 391): »Og Tidens Strøm, den maanedløse, blev / en Flade af Krystal, der prangede / med Navnet Adonais«; af et fragment uden titel, trykt 1839, af Percy Bysshe Shelley Shelley 1839, 4:183.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • den sande Digter … som en Imogen
    det anførte synspunkt findes i et brev fra John Keats, dateret 27.10.1818, til Richard Woodhouse Keats 1889, 3:233.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »en Malers Atelier … end Staffeliet«
    af David Massons Wordsworth, Shelley, Keats and Other Essays, 1874 Masson 1874:175.
    David Masson: Wordsworth, Shelley, Keats and Other Essays, 1874.
    .
  • »Jeg er ikke vis paa … det var Sandhed.«
    sammensat citat fra et brev fra John Keats, dateret 22.11.1817, til Benjamin Bailey Keats 1889, 3:90-91.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • Adams Drøm … det var Sandhed
    der sigtes til John Miltons Paradise Lost, 1667, hvor Adam i drømme ser både Paradiset og Eva - og efterfølgende erfarer, at hvad han drømte er sandt Milton 1900:341,345-346.
    John Milton: The Poetical Works of John Milton, H.C. Beeching (red.), 1900.
    .
  • »Dog hvorom Alting er … than of thoughts!«
    af et brev fra John Keats, dateret 22.11.1817, til Benjamin Bailey Keats 1889, 3:91.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »Tag … begavet med dem alle.«
    af David Massons Wordsworth, Shelley, Keats and Other Essays, 1874 Masson 1874:176.
    David Masson: Wordsworth, Shelley, Keats and Other Essays, 1874.
    .
  • En af hans Venner … Claret derefter
    historien fortælles i maleren Benjamin Robert Haydons erindringer Haydon 1859, 1:377.
    Benjamin Robert Haydon: Life of Benjamin Robert Haydon, vol. 1-2, Tom Taylor (red.), 1859.
    .
  • »Siden vi tale om Fornøielser … til min Mund.«
    af et brev fra John Keats, dateret 22.9.1819, til Charles Wentworth Dilke Keats 1889, 3:333.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »kraftig Tunge … sin fine Gane«
    prosaoversættelse af en del af John Keats' digt »Ode on Melancholy«, 1820 Keats 1889, 2:140.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »at hans Sjæls Gane mister sin Smag.«
    prosaoversættelse af en del af John Keats' posthumt trykte sonet »To Fanny«, 1848 Keats 1889, 2:355.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • om sig selv … Hensyn til Kunsten
    John Keats fremlægger denne opfattelse af sig selv i et brev, skrevet omkring årsskiftet 1818-1819, til George og Georgiana Keats Keats 1889, 3:271.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »Kunde Alt dette … ene Navn Boileau!«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 394) er GB's oversættelse på vers: »Har alt det kunnet glemmes? Et Forfald, / der fulgte Barbaris og Dumheds Kald, / har gjort Apollo skamrød for sit Land. / Mænd blev for vise anset, hvis Forstand / end ej begreb hans Herlighed. Naar bedst / de rokkede omkring paa Gyngehest, / for Pegasus de tog den. Hvilke Brave! / Stormen fra Himlen blæste. Verdenshave / steg, sank. - I følte intet! - Himmelblaaet / afslørede sin Barm og, oversaaet / med Sommerduggens Perler, ud af Taagen / sig Morgnen vikled. Skønheden var vaagen, / I sov! […] / I bar en stakkels jammerlig Standart / med flove Valgsprog efter Eders Art, / hvorpaa med brede Bogstaver stod skrevet / ét Navn kun: Boileau!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' digt »Sleep and Poetry«, 1817 Keats 1889, 1:94-95.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • Kaulbachs Maleri … Lededukken i sin Arm
    der er tale om Wilhelm von Kaulbachs maleri »Die Bekämpfung des Zopfes durch Künstler und Gelehrte unter dem Schutz der Minerva«, 1848, der i dag findes på Neue Pinapothek i München.
  • »O havde jeg … Skovenes Skygger!«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 394-395) er GB's oversættelse på vers: »O havde jeg en Druedrik, der længe / var kølnet i en Hules Kældergange, / hvis Smag var Blomsterduft og grønne Enge / og solbrændt Fryd og provençalske Sange! / O havde jeg et Bæger, fra hvis Bund / Sydens den ægte Hippokrene flød, / med Perlebobler vinkende paa Randen, / med purpurplettet Mund, / saa drikkende jeg glemte Liv og Død / og svandt i Skovens Skyggenat selvanden!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' digt »Ode to a Nightingale«, 1819 Keats 1889, 1:110-111.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »Smag disse saftige Pærer … paa et Barn«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 394-395) er GB's oversættelse på vers: »Smag disse saftige Pærer, som Vertumnus / har sendt, den alvorsfulde […] / s[m]ag den søde, / den under Sneglimtfladen rige Fløde, / bedre end den som Amalthea øste / for Jupiter som Dreng. - Fra Træet løste / jeg disse Blommer, der imod dig smiler. / Af intet Tryk formørkede de hviler / duftspredende i Skaalen, som dem rummer, / og smelter mellem Barnets bløde Gummer.«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' episke digt Endymion, 1818 Keats 1889, 1:199.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »Og hun viklede … det kolde Slangerør«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 395) er GB's oversættelse på vers: »Hun vikled det i Skærfets Silke / med Duft af Blomsterindelukket / - de fine kostelige Stilke / fjernt i Arabiens Dugg var plukket - / hun over det en Vædske gød, / der himmelfrisk og vellugtsød / ned fra et Slangerør bestandig strømmed«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' digt »Isabella; or, The Pot of Basil. A Story from Boccaccio«, 1820 Keats 1889, 2:62.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »Da i Forværelset … Hynder af Silke«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 395) er GB's oversættelse på vers: »Med Nydelse sig Gæsten havde følt / straks af de kolde, fulde Svampe kølt, / som Slaver trykked mod hans Fod og Haand, / og da nu Olie, duftende af Vaar, / var bleven udgydt over Alles Haar, / skred de i hvidt og festligt Klædebon / og stilled sig om Hynderne af Silke.«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' digt »Lamia«, 1820 Keats 1889, 2:35.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »Du tilkyssede … perlebeduggede Hænder«
    af John Keats' digt »To George Felton Mathew«, 1817 Keats 1889, 1:46.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »Kissing thy dayly … pearly hands«
    af John Keats' digt »To George Felton Mathew«, 1817 Keats 1889, 1:46.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »Hvo har ei ofte … Blomster en Frist.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 396) er GB's oversættelse på vers: »Hvem har ej set dig blandt dit Forraads Fade! / Tit den, der søgte dig hos Hjort og Hind, / dig sidde saa paa Gulvet i en Lade / med Haaret løftet blidt af skovlende Vind. / Du sover sundt ved en halvt mejet Fure / dysset af Valmuduft, imens din Segl / end skaaner Kornets nære, gyldne Mure, / Axrækkerne, der under Blomster venter«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' digt »To Autumn«, 1820 Keats 1889, 2:137-138.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »Den dvæler … bydende Farvel.«
    prosaoversættelse af en del af John Keats' digt »Ode on Melancholy«, 1820 Keats 1889, 2:140.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »den er … sin høire Arm.«
    prosaoversættelse af en del af John Keats' digt »Sleep and Poetry«, 1817 Keats 1889, 1:96.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »En Morgen saa jeg … strenge Mø Poesien.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 397) er GB's oversættelse på vers: »Nys saa jeg tre Figurer i Profil / med sænket Hoved, Hænderne foldet frit, / en bag den anden, i den strenge Stil, / de gik paa bløde Saaler, klædt i Hvidt. / Lig Skikkelserne paa en Marmorurne, / man for at se dens anden Side drejed, / de svandt, og som var Vasen atter vendt / de kom igen, paany til Livet kaarne, / mig fremmede, som Vasen, Ingen ejed, / med Skikkelser, af ingen Forsker kendt. // De vandred mig forbi for tredje Gang / og under Gangen saa de flygtigt paa mig. / Saa svandt de; jeg fornam et heftigt Hang / at følge dem, hvor Ingen kunde naa mig. / Elskov den første var, en yndig Pige, / Ærgerrighed den anden, bleg om Kind / med trætte Øjne, Dag og Nat aarvaagen. / Den sidste, efter hvem jeg mer maa hige, / jo mer hun smædes, det var stolt af Sind, / skøn Poesien, elsket mer end nogen«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' posthumt trykte digt »Ode on Indolence«, 1848 Keats 1889, 2:329-330.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »I Sammenligning … standse Ixions Hjul.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 398) er GB's oversættelse på vers: »Den høje Amazone vilde, stillet / ved hendes Side, kun havt Dværgevækst. / Havde Achilles hun ved Haaret grebet, / hun havde bøjet let hans haarde Hals. / Hun havde standset Ixions Hjul med Fingren«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' »Hyperion. A Fragment«, 1820 Keats 1889, 2:146.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »Det var en Hule … i frygtelig Kamp.«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 398) er GB's oversættelse på vers: »Det var en Hule, hvor sig intet Lys / i deres Taarer spejled, hvor de følte, / dog ikke hørte, deres Suk for Brølet / af hæse Strømme og en Fos, der styrted / uvist hvorfra med Torden ned i Mørket. / Klippe ved Klippe, Fjælde, der saa ud / som var de netop vaagnet op af Søvne, / løftede Horn ved Horn de stejle Pander / og danned med barokke Kæmpeformer / et Tag, tilpas for denne Kvalers Rede. / Istedenfor paa Troner sad paa Flint de, / laa paa ru Sten og Skiferlag med Jern. / De var ej alle her forsamlet. Nogle / pintes i Lænker, Andre flakked vide. / Cæus og Gyges og Briareus, Tyfon / og Dolor og Porfyrion foruden / langt flere af de Kækkeste til Angreb / var indespærrede paa Steder, hvor / de knap formaaede at drage Aande, / laa lænkede med sammenbidte Tænder. / Malmaarer lig i Bjerget, deres Lemmer / var alle krummede og sammenspændte. / De laa der uden en Bevægelse / undtagen deres tunge Hjerters, naar / de svulmede i Kval og atter vildt / med Feber-Malstrøm gennem alle Pulse / sig sammen trak«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' »Hyperion. A Fragment«, 1820 Keats 1889, 2:159-160.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »virkelig syntes … sublimt som Æschylos.«
    det anførte stammer fra en randbemærkning, dateret 21.11.1821, i Byrons eksemplar af John Keats' Lamia, Isabella, The Eve of St. Agnes and Other Poems, 1820 Byron 1833, 5:22.
    George Gordon, lord Byron: The Works of Lord Byron: With his Letters and Journals, vol. 1-17, Thomas Moore (red.), 1833.
    .
  • »Shed no tear … white core.«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 399): »Fæld ingen Taare! o fæld ingen Taare! Blomsten vil udfolde sig i et andet Aar. Græd ikke mere! græd ikke mere! Unge Knopper slumrer i Røddernes hvide Hjerte«; af John Keats' posthumt trykte digt »Faery Song«, 1848 Keats 1889, 2:241.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • »O lad mig see … Frihedens Skygge«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 399) er GB's oversættelse på vers: »O lad mig se vort Land sin Sjæl bevare, / sin Stolthed og sin Frihed, ikke Skyggen / af Frihed blot!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af John Keats' digt »To Hope«, 1817 Keats 1889, 1:35.
    John Keats: The Poetical Works and Other Writings of John Keats, vol. 1-4, H. Buxton Forman (red.), 1889 (Reissue with additions and corrections).
    .
  • Wilhelm Tell
    europæisk sagnfigur og schweizisk nationalhelt, der gennem tiden er blevet opfattet som den, der udløste det schweiziske oprør mod habsburgerne.
  • »Han lever … blandt vor Skare«
    i Samlede Skrifter (bd. 5, s. 400) er GB's oversættelse på vers: »Han lever, han er vaagen - det er Døden, / som døde, ikke ham. Sørger da ikke / for Adonais! […] // Et med Naturen er han nu. Hans Røst / høres i hver dens Lyd fra Tordendrønet / til sød Musik fra Nattergalens Bryst […] // Han er en Del af alt det Elskelige, / som han forøged. Han har med sin Iver / nu Del i Kraften, hvormed Aandens Rige / de nye Væsners Skare mægtigt driver / ind i den Form, som Liv og Sjæl dem giver […] // Alle, der ringere var i Ry end Aand, / fra Himmeltroner rejste sig bevæget, / saasnart han kom. Den blege Chatterton, / hvis Aasyn end var af hans Dødskamp præget; / Sidney stod der, som han om Æren hæged / i Striden, som han kæmped, elsked, leved, / ophøjet mild, en Aand, der andre læged, / selv uden Plet […] // Og mange fler, som knap er kendt paa Jorden / […] / De raabte: Du er bleven en af vore. / Paa dig hin stumme, kongeløse Klode, / der længe kredset vildt, har ventet saare. / Kun den tav i en Himmel, fuld af Sang. / Din Stjernetrone da bestig og styr dens Gang!«; det i teksten anførte er GB's prosaoversættelse af en del af Percy Bysshe Shelleys Adonais. An Elegy on The Death of John Keats, 1821 Shelley 1839, 4:100-102.
    Percy Bysshe Shelley: The Poetical Works of Percy Bysshe Shelley, vol. 1-4, Mary W. Shelley (red.), 1839.
    .
  • Strophe 41–43
    det af GB citerede står i stroferne 41-43, 45-46.
  • »Han er bleven … one with Nature«
    af Percy Bysshe Shelleys Adonais. An Elegy on The Death of John Keats, 1821 Shelley 1839, 4:101.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetry of Percy Bysshe Shelley, Donald H. Reiman, Neil Fraistat, Nora Crook (red.), 2000- (vol. 1-3 udkom 2000-2012).
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«