Reactionen i Frankrig (1874)

|274|VIII.

Det er da ogsaa under disse Ideers ugunstige Auspicier, at den Digter, der skulde blive Frankrigs største i dette Aarhundrede, først vandt sig et Navn. Tidsaandens Magt tvinger ham bort fra den voldsomme, næsten om de førshakspearske Digtere mindende Maneer i hans tidligste Romaner (»Bug Jargal[0001]«, »Han d’Islande[0002])«, og han begynder sin poetiske Løbebane som clerical Royalist i samme christelig-monarchiske Aand som Lamartine[I]. Det gjør et underligt Indtryk paa den yngre Slægt, der er voxet op i Begeistring for Hugo[II] som Romantismens litterært-revolutionære Høvding og som den store landsforviste Republikaner, og der gaaer om med Stropher af »Les orientales[0003]« og af den i rent æsthetisk Henseende langtfra nok beundrede Digtsamling »Les châtiments[0004]« paa Læberne og i Hjertet, at finde ogsaa ham i denne Leir og gjenfinde dens Løsen og Stikord i hans første Ungdoms Poesier. Ikke at denne Skiften Standpunkt paa nogen Maade geraader ham til Skam, ikke at den, som Uforstand og Lavhed saa tidt har villet insinuere, har havt urene eller blot tilfældige Motiver. Hugos[III] Liv betegner den histo|275|riske Bevægelse, som den franske Litteratur overhovedet i Aarhundredets første Halvdel har foretaget.

Han har selv paa den mest fyldestgjørende Maade i den sidste Fortale til sine »Oder og Ballader[0005]« udtalt sig derom. Han siger: »Historien falder gjerne i Ekstase over Michel Ney[IV], der født Bødker blev Marechal af Frankrig og over Murat[V], der født Stalddreng blev Konge. At deres udgangspunkt var saa dunkelt, betragtes som en Adkomst mere til Agtelse og forhøier Glandsen af det Punkt, hvortil de ere naaede. Af alle de Stiger, der gaae fra Mørket til Lyset, er den, som det er vanskeligst og mest fortjenstligt at gaae op af, sikkert den, at være født Aristokrat og Royalist og blive Demokrat. At stige fra et Skur til et Palads, det er sjeldent og smukt, om man vil; at stige fra Vildfarelse til Sandhed, det er sjeldnere og mere smukt. Ved den første Stigning af disse to har man ved hvert Skridt, man har gjort, vundet Noget og forøget sit Velvære, sin Magt, sin Rigdom; ved den anden Opstigen er det lige modsat, […] der maa man bestandig med materielle Ofre betale sin aandelige Væxt […] og hvis det er sandt, at Murat[VI] med nogen Stolthed kunde lægge sin Postillonspidsk ved Siden af sit Kongescepter og sige: det var dermed, jeg begyndte, saa kan man visselig med mere billig Stolthed og med større indre Tilfredsstillelse |276| pege paa de royalistiske Oder, man har skrevet som Barn og Yngling og lægge dem ved Siden af de demokratiske Digte og Værker, man har forfattet som voxen Mand. Denne Stolthed er maaskee især berettiget, naar man, efter at Opstigningen var tilende, paa det høieste Trin af Lysets Stige har fundet Landsforvisning, og naar man kan datere denne Fortale fra Exilet.«

Lad os da i disse Hugos[VII] første Oder mindre studere Digteren end den Tidsalder, i hvilken de bleve til. De gjennemgaae hele Frankrigs Historie fra 1789 til henimod 1825 og indeholde det hele System af Synsmaader, der under Restaurationen var det officielle. I dem af dem, der behandle Revolutionen, er der ligesom i de tilsvarende Digte hos Lamartine[VIII] to Ord, der forekomme hyppigere end alle andre, det er Ordene: Bødler og Ofre. Man seer i Revolutionens Historie ikke Andet. For Revolutionens ledende Aander gives der kun een Betegnelse: Bødler, Conventet betegnes som skabt af Djævelen (Liv. I, Ode 4), og hvor lidet Hugo[IX] end ellers ynder den hedenske Mythologi, kan han dog ikke undvære Anarchiets »Hydra«, naar det gjælder om at skildre Revolutionstilstandenes Sorthed. For Revolutionens Fjender derimod er Betegnelsen Ofre den staaende, Vendéens[a] Opstand forherliges i hvert andet af Digtene, og der helliges dens Helte og Heltinder hele Oder (f. Ex. »La Vendée[b][0006]«, »Quiberon[0007]«, »Mlle |277| Sombreuil[0008]«). Skafottet staaer bestandigt for Digterens Phantasi og er den stadige Gjenstand for hans Forbandelser, naar han ikke selv, som i Oden »Le dévouement[0009]« (Liv. IV, Ode 4), lader sig henrive til i egen Person at ønske Martyriet, »da Martyrens Engel er den skjønneste af de Engle, der bringe Sjælene op til Himlen«. I Chateaubriands[X] Spor gaaer Hugo[XI] saa tilbage til den romerske Oldtids christne Martyrer og skildrer i ikke mindre end fire Oder (»Le repas libre[0010]«, »l’homme heureux[0011]«, »Le chant du cirque[0012]«, »Un chant de fête de Néron[0013]«) Martyrernes kvalfulde Triumpher over den raa og vellystige Grusomhed, for hvilken de udvortes talt bukke under, og Symboliken er her den samme som hos Chateaubriand[XII]. Det er den rettroende Adelsmand og Præst, hvis Død paa Valpladsen eller under Guillotinen billedligt fremstilles under Form af Slagterierne paa det antike Circus. Til de smukkeste af disse Digte hører det, som besynger en lille Kreds af skyldfrie unge Piger, der efter en aarelang Fængsling bleve henrettede uden Lov og Dom under Terrorismen paa en aldeles løs og falsk Mistanke om at have vist Glæde ved Preussernes Indrykning i deres By (»Les vierges de Verdun[c][0014]«). Hugo[XIII] søger at sværte Conventets Tribunal end yderligere end nødvendigt ved at paadigte Anklageren Fouquier-Tinville[XIV] en uren Tilbøielighed for sine Ofre og lade ham gjøre dem krænkende Tilbud, men selv uden uhi|278|storiske Tilsætninger var disse unge Kvinders Død saa oprørende, deres Skjæbne saa tragisk og deres Optræden saa yndefuld og værdig, at de vel havde fortjent et digterisk Mindesmærke, ja et endnu bedre end det, de fik af Hugo[XV].*)*

*) Hvo der interesserer sig for deres virkelige Historie kan finde den fortalt efter Original-Manuscripter i Cuvillier-Fleury’s[XVI] »Portraits politiques« 1851, 377 ff.
Men er Digterens Pathos nu fuldt berettiget i Tilfælde som dette, hvor Revolutionen viste sig fra sin mørke og uretfærdige Side overfor Ungdom og Uskyld, saa bliver den besynderlig skurrende og falsk, saasnart hans Doctriner komme med i Spillet. Den Tone, hvori han taler om Kongedømmet og Kongeherligheden, er rent ulidelig. I Oden »Ludvig d. 17de[0015]« opfordrer Gud Serapherne, Propheterne og Erkeenglene til at neie sig for den nysankomne Tronfølger: »courbez-vous, c’est un Roi«, ja, ikke nok hermed, Gud selv tiltaler ham ved hans Titel, ikke ved hans Navn: »O Roi!« og minder ham om, at Guds egen Søn var en Konge med Tornekrone som han. I Digtet i Anledning af Greven af Chambords[XVII] Daab hedder det endnu stærkere: »Gud har givet os en af sine Engle, ligesom han i gamle Dage gav os sin Søn«, og der mindes om, at det Vand af Jordans Flod[d], som Chateaubriand[XVIII] har bragt hjem med, og hvormed Barnet døbes, er det Samme, hvormed Jesus |279| blev døbt; Himlen har, siges der, villet, »at den beroligede Verden allerede paa Daabens Vand skulde kunne kjende en Frelser«. I Digtet »Visionen[0016]« stævnes endelig det 18de Aarhundrede for Guds Domstol, anklages, fordi det, »stolt af sine Videnskaber, har leet af de Dogmer, som bevare Lovene og de gode Sæder«, og da det frygtsomt udtaler et Haab om, at Fremtiden vil stille det i et mildere Lys, udtales Fordømmelsesdommen over det, og »det skyldige Aarhundrede« stødes ned i Afgrunden, forfulgt endnu i sit Fald af Dommerens ubønhørlige Røst.

Dommene over Napoleon[XIX], der benævnes Buonaparte, svare til det Synspunkt, under hvilket Revolutionen sees, han er Despoten, den blodige Soldat, der har myrdet Enghien[XX], og atter og atter gjentages det med Allusion til Bourbonernes Vaaben, at Lillier er bedre end Laurbær. Som Ven af Enghien[XXI] og som fordreven Kongesøn forherliges den Søn af Gustav d. 4de Adolph[XXII], der som fordreven Repræsentant for de faldne Troner levede i Frankrig under Restaurationen (Liv. III Ode 5). Endelig hæves naturligvis Bourbonerne selv til Skyerne. Alle deres Familiebegivenheder (Fødsel, Daab, Død, Tronbestigelse, Salvning af en Bourbon) behandles som verdensrystende Hændelser. I Anledning af den forkastelige Krig, som Frankrig i den europæiske Reactions Tjeneste under Chateaubriands[XXIII] Indflydelse førte i Spanien, |280| forherliges Kongemagten ikke blot i og for sig som et Vidunder, men Kongen skildres udtrykkelig som Krigsherre, som støttende sig til Sværdets Magt, og det hedder, at Kongemagten uundgaaeligt har Krigen til Ledsager:

Il faut comme un soldat, qu’un prince ait une épée;
Il faut des factions quand l’astre impur a lui,
Que nuit et jour, bravant leur attente trompée,
Un glaive veille auprès de lui;
Ou que de son armée il se fasse un Cortège .
Que son fier palais se protège
D’un camp au front étincelant;
Car de la Royauté la Guerre est la compagne,
On ne peut te briser, sceptre de Charlemagne,
Sans briser le fer de Roland!

Det kan da ikke undre, at alle disse Oder have Mottoer af Bibelen, af religiøse Digte, men først og sidst af Chateaubriands[XXVI] »Martyrer[0017]«, hvilken sidste Composition behersker Samtiden saa stærkt, at de yngre Digtere endog sætte en Ære i at omskrive hele Sider af den paa Vers.*)*

*) Se f. Ex. Émile Deschamps[XXVII]: »Poésies[0018]«, Udg. af 1841 S. 124 »Une page des martyrs[0019]«, »Autre[0020]« etc.
Og som Lamartine[XXVIII] til Bonald[XXIX] rettede sin Ode »Geniet[0021]«, saaledes dedicerer Hugo[XXX] til Chateaubriand[XXXI] en Ode af samme Navn, hvori det hedder om ham, at han lider »Geniets og Dydens dobbelte Martyrium.« Til Lamartine[XXXII] ere flere af Digtene ret|281|tede – Hugo[XXXIII] skriver, at han vil staae paa samme Stridsvogn som han, Lamartine[XXXIV] skal føre Landsen, han styre Hestene – og disse Digte høre til de interessanteste, dels fordi de ere overordentligt skjønne og vidne om Hugos[XXXV] paa engang ærbødige og broderlige Forhold til den ældre Digter, dels fordi i dem jævnsides med de religiøse og sociale Anskuelser æsthetiske Synsmaader bryde frem. I alle Digtene lægger det sig for Dagen, hvor alvorligt den unge Digter har opfattet sit Kald. Dette Kald betegnes overalt som Prophetens. En Seer, en Folkenes Hyrde er Digteren, ja om Lamartine[XXXVI] hedder det, at man skulde troe, Gud havde aabenbaret sig for ham Ansigt til Ansigt. Men i Digtene til denne sidste sees det skarpest, hvorledes Hugo[XXXVII] opfatter den nye Poesies Stilling og Forhold til det 18de Aarhundredes. Denne hans Opfattelse har en slaaende Analogi med Maaden, hvorpaa ved Aarhundredets Begyndelse hos os Oehlenschlæger[XXXVIII] og hans Venner opfattede deres Stilling overfor Baggesen[XXXIX]. Man gjennemlæse f. Ex. Digtet »Lyren og Harpen[0022]« (Liv. IV, Ode 2). Lyren betegner den forgangne Epoches letsindige og letfærdige Poesi, der opfordrer til Livsnydelse, besynger Jupiter, Mars, Apollo og Eros og lærer en aandfuld Epicuræisme, i Harpens Toner derimod klinger Opfordringen til at vaage og bede, til at tænke paa Livets Alvor og paa Døden, til at støtte og hjælpe sin vak|282|lende Broder. Digtet er helliget »M. Alph. de L.«; allerede Ordet Harpe maatte lede Tanken hen paa Lamartine[XL]. Man finder her i mere kunstneriske Former og med større Dannelse den samme aandelige Bevægelse, der hos os aabenbarer sig i Grundtvigs[XLI] tidligste Digte.

Men denne Opposition mod Fortiden fører os til et Punkt, der fordrer nogen Dvælen, nemlig den nye Skoles Stilling til Autoritetsprincipet i Litteraturen, der jo netop fordrede Respect for Fortiden, dens Mænd og dens Former.

Jeg har før bemærket,*)*

*) »Emigrantlitteraturen«[0023] S. 31.
at Franskmændenes store politiske og sociale Revolution ikke havde strakt sig til den litterære Form. Hvad Litteraturens Former angaaer, var der ingen Nødvendighed for at gjenoprette Autoritetsprincipet; thi her var det aldrig blevet fældet. Paa intet Punkt ere Franskmændene mindre revolutionære end paa det litterære Omraade. Det franske Akademi er den eneste Institution i Landet, der har holdt sig fra Richelieus[XLII] Dage til vore, og den har holdt sig med samme Navn og samme Formaal, ja med samme Medlemsantal. I Litteraturen kaldtes Autoritetsprincipet Klassiciteten, og langt fra at svækkes ved Revolutionen havde Klassiciteten snarere vundet ny Styrke under den. Revolutionen er en klassisk fransk Tragoedie. Som alle andre |283| franske Sørgespil drapperer den sine Helte paa græsk og romersk; de efterligne i Stil og Sprog den romerske Oldtids Republicanere, og det er charakteristisk nok Revolutionens mest litterært udviklede og dannede Helte, Girondinerne, der optage det antike »Du« og den antike Benævnelse »Borger«. Jacobineren nedstammer i lige Linie fra Corneille[XLIII] og Racine[XLIV]: samme Togastil, samme oratoriske Sving, samme Forkjærlighed for det Lakoniske og Sublime. Jakobineren er, som han etsteds, jeg troer i en fransk Avisartikel, i Spøg er bleven kaldt »et klassisk Dyr«. Med samme Lidenskab, hvormed Cromwells[XLV] Soldater forvandlede sig til gamle Hebræere, optoge deres Navne og sang deres Psalmer, omskabte Revolutionens Franskmænd sig til antike Romere, og naar Jacobineren David[XLVI], Robespierres[XLVII] nære Ven, forlod sin Plads i den lovgivende Forsamling for paa Lærredet at fremstille Horatierne eller Brutus[XLVIII], der udstilledes 1791, kunde han uden videre tage sine Omgivelser til Modeller; han behøvede som Maler ikke at gaae et Skridt ud af sin Tid.

Ganske som den klassiske franske Tragoedie, da den opstod, havde vraget at bygge paa Landets egen historiske Grund, og ved et Brud med al Frankrigs historiske Tradition havde henlagt sin Scene til det fjerne Rom[e] i den fjerne, abstract forstaaede Oldtid, saaledes havde Revolutionen uden Hensyn til de givne historiske Forudsæt|284|ninger, til Frankrig, som det var og forelaa, taget den fjerne, abstract forstaaede Oldtid og dens under saa ganske andre Forhold opstaaede Republiker til umiddelbart Mønster. De nye Graccher og Horatier copierede de gamle. Mme Rolands[XLIX] Breve til Buzot[L] have som tidt bemærket en romersk Høihed i Stilen. Directoriets Damer toge snart Cornelia[LI], snart Aspasia[LII] til Mønster, selv i Klædedragt. I Napoleons[LIII] tidligste Breve til Josephine[LIV] føler man sproglig Paavirkning af romerske Forbilleder, og selv da han intet Forbillede mere behøver, er hans Udtryksmaade klassisk som hans Profil. Ogsaa hans Smag var klassisk: man kjender hans Forkjærlighed for »Reglerne« og for Corneille[LV]. Selv de Skribenter, der under hans Regjering gjøre Tilløb til en Slags Opposition, som Raynouard[LVI], holde sig strengt til det klassiske Spor. Den, der sammenligner Werner’s[LVII] »Die Söhne des Thales [0024]« med hans »Les templiers[0025]« vil forbauses over hvor forskjelligt et og samme Sujet kan opfattes. Ligesaa mystisk og uforstaaelig, ligesaa overspændt og phantastisk som den tydske Digter er i Behandlingen af sit Stof, ligesaa ordentlig og regelret er den franske med sine reglementerede Alexandrinere, sin Konge og sin Dronning, sine fem Akter og sine tre Enheder. Stykket er en Art Proces mellem Stat og Kirke, Kongen plaiderer meget ordentligt sin Sag, Tempelherrerne derpaa meget ordentligt deres, hvorpaa de blive meget |285| ordentligt brændte – ordentligt, thi vi see selvfølgelig saa lidt som muligt til det og til hvad der gaaer forud for det, og høre det kun meddele i en af de lange Slutningsberetninger, der allerede hos Euripides[LVIII] indeholde Katastrophen. Og Verseformen er endnu her den samme, der blev decreteret af hin Ulykkesstifter Boileau[LIX]. Sætningens Mening, der halveres af Cæsuren, ender med Verset, og Versene ligne hinanden som een Kommenskringle til en Skilling ligner en anden Kommenskringle til en Skilling. De have hverken Harmoni eller Fart eller Rhytme eller Rim; thi »larmes« og »armes«, »époux« og »coups«, »souffrir« og »mourir« ere ikke Rim. Disse Vers ere hvirvelløse Bløddyr og have ogsaa det tilfælles med Bløddyrene, at de, hvis man skjærer dem over paa Midten, ikke synes synderlig mindre levende for det.

Adskillige af de mest fremragende Prosaskribenter have da ogsaa i deres Form en fuldstændig Lighed med deres mest forhadte Modstandere. Bonalds[LX] kolde, demonstrerende Sprogform, hans Syge at ville føre Alt tilbage til Formler, hans Prætentioner paa mathematisk sikker Bevisførelse skildre ham tydeligt nok som Barn af det samme 18de Aarhundrede, der har fostret Condillac[LXI], og som Produkt af den samme Tidsaand, han vilde bekjæmpe. Forskjellen er kun, at Condillac[LXII] er ligesaa klar og logisk, som |286| Bonald[LXIII] vilkaarlig og inconsequent. Men saavel denne Prosa som hin Poesi har et fælles Charaktertræk, der behersker den hele Form, nemlig Raisonnementet. Imod denne Hersker er det, at Litteraturen første Gang gjør Revolution med Mme de Staëls[LXIV] Stemningsstil og Chateaubriands[LXV] colorerede Prosa. Stemning og Farve, det var de to store Landsforviste, som længst havde været borte og først kom tilbage. Og besynderligt nok er det ikke blot ved sit Talent, men ved selve sit System, at Chateaubriand[LXVI] kommer til at staae som en Oprører mod Autoritetsprincipet i Literaturen, det Princip, han netop gjennem Litteraturen vilde hævde. Thi siden Ludvig d. 14des[LXVII] Tid havde Poesien søgt sine Inspirationer i den hedenske Oldtid og den hedenske Mythologi, og det var dette Hedenskab, som her var blevet klassisk. Nu derimod opfordrede han Digterne til at aabne deres egne og deres Landsmænds Øine og Øren for Christendommens ganske modsatte Poesi og kom saaledes paa den religiøse Overleverings Vegne i Strid med den litterære Tradition. Han er paa eengang ny ved sine litterære Principer og forældet ved sine sociale og politiske Ideer, en Skikkelse med Dobbeltaasyn, hos hvem alle de moderne Stemninger bryde frem i poetiske Udtryk under en ubevægelig Maske af Respect for alle Fortidens officielle Autoriteter. Det er især ved sin Form at han er Roman|287|tikeren før Romantiken. Da derfor først Lamartine[LXVIII] saa Hugo[LXIX] efter hans Exempel forlade den hedenske Mythologi og optage Stof af den christne, staaer Samtiden i nogen Tid uvis overfor dem, ikke sikker paa, om den skal see en conservativ eller en regeltrodsende Aand i disse Bestræbelser for at hævde Religionens Hellighed ad nye Veie, indtil endelig lidt efter lidt den Spire til en Kuldkastelse af Autoritetsprincipet, der laa i det litterære Udgangspunkt, udfolder sig saa kraftigt, at den nye Skole skifter Physiognomi.

Det er interessant at forfølge Udviklingsstadierne i Victor Hugos[LXX] forskjellige Fortaler til sine Oder. I den første (af 1822) paa nogle faa Linier erklærer den unge Digter, at sand Poesi kun kan bedømmes ud fra de monarchiske Ideer og den religiøse Tro. Først det nye Aarhundrede har, mener han, aabenbaret Verden den Sandhed, at Poesien beroer ikke paa Ideernes Form, men paa Ideerne selv. I anden Udgave (fra samme Aar) udvikler han saa videre, at hvad det gjælder om, er at erstatte den hedenske Mythologis forslidte og falske Farver med den christelige Theogonis nye og sande Farver. Det gjælder om at lade Oden tale det strenge, trøstende og religiøse Sprog, som et gammelt Samfund, der vaklende træder ud af »Atheismens og Anarchiets Orgier«, saa høiligt har Behov.

Men hvad han især ønsker, det er, at man |288| ikke vil tiltroe ham den Prætention »at ville bryde en Bane eller skabe en Kunstform.« I Fortalen af 1824 gjentages de samme Forsikringer og i høist betegnende Udtryk, men man føler, at den unge Digter staaer overfor en Kritik, der mistænksomt følger hans Vei og at Stikordet »romantisk« som ensbetydende med Overtræder af Klassicitetens Regler allerede er blevet fæstet paa ham. Han er ivrig for at godtgjøre sin litterære Orthodoxi: Hvad man trænger til, er ei til Nyhed, men til Sandhed. Denne Trang er det, han vil tilfredsstille. Smagen, »der ei er Andet end Autoriteten i Litteraturen«, viser ham imidlertid netop, at Værker, der ere sande med Hensyn til Indholdet, ogsaa bør være det med Hensyn til Formen. Saaledes kommer han til Fordringen af »Localfarve«, som de klassiske Skribenter neppe ganske have fyldestgjort.*)*

*) Smlgn. G. Brandes: »Den franske Æsthetik i vore Dage[0026]« S. 22, »Kritiker og Portraiter[0027]« 227.
Iøvrigt burde man selvfølgelig »religiøst« følge de Regler, der vare paalagte Sproget af Boileau[LXXI]. – Om Digteren lærer han, at han bør gaae foran Folkene som en Lyssøile og føre dem tilbage til Ordenens, Moralens og Ærens store Principer. Mangelen ved Ludvig »den Stores« [LXXII] Aarhundrede er den, at Skribenterne da ikke anraabte Christendommen istedenfor de hedenske |289| Guder. Havde de gjort det, saa vilde, mener han naivt, »de sophistiske Skrifters Triumph« i det 18de Aarhundrede have været langt mere vanskelig. Hvad vilde der være bleven af Philosophien, ifald Guds Sag var bleven forsvaret af Geniet istedenfor som nu alene af Dyden! Han værger sig af alle Kræfter imod Benævnelsen romantisk. Han tilstaaer, at han for sin Del »er fuldstændig uvidende om, hvad der forstaaes ved klassisk og romantisk Kunstform«, og i Modsætning til alt det Vrøvl, som paa hin Tid blev sagt derom, erklærer han den hele Inddeling for tom og meningsløs med disse sunde Ord: »Det er anerkjendt, at enhver Litteratur modtager et stærkere eller svagere Præg af det Folks Klima, Sæder og Historie, hvis Udtryk det er. David[LXXIII], Homer[LXXIV], Virgil[LXXV], Tasso[LXXVI], Milton[LXXVII] og Corneille[LXXVIII], disse Mænd, der hver repræsentere en Poesi og et Folk, have intet Andet tilfælles end Geniet«, kunne følgelig ikke deles i klassiske og romantiske Aander. Han imødegaaer den Ytring, at den litterære Revolution (øiensynligt Chateaubriands[LXXIX]) er et Resultat af den politiske Revolution. »Den nuværende Litteratur kan tildels være Revolutionens Resultat uden derfor at være dens Udtryk. Revolutionens Samfund har havt sin Litteratur, hæslig og taabelig som den. Hin Litteratur og hint Samfund ere døde sammen og ville ikke mere leve op. Ordenen gjenfødes fra alle Sider i Institutionerne, |290| den gjenfødes ligeledes i Litteraturen […] Ligesom Revolutionen udgik fra Skrifter, saaledes er den nuværende Litteratur det anticiperede Udtryk for det religiøse og monarchiske Samfund, der uden Tvivl vil opstaae af hine Ruiner.« Hugo[LXXX] skuffede sig: hin Litteratur var netop det nøiagtige Udtryk for Samtidens Aandsliv, og de litterære Reformforsøg, som vakte saa stor Bekymring, i Virkeligheden Forløbere for en litterær Omvæltning. Thi de knækkede Troen paa Autoriteten som Autoritet, det vil sige paa Boileau[LXXXI]. Fra det Øieblik af, det engang var opdaget, at der var Pletter selv i denne Sol, kunde Tvivlen ikke indskrænkes til de faa Punkter, paa hvilke den først beskedent og forsigtigt havde vovet sig frem. Den litterære Tradition var et Princip; det var at antage eller at forkaste. I Hugos[LXXXII] næstsidste Fortale til Oderne fra 1826 føler man, hvorledes hans Reflexion, der bestandig dreier sig om hint Tidens Yndlingsbegreb »Ordenen«, er ifærd med at drive ham bort fra de litterære Kyster og ud paa det aabne Hav. Han har her opdaget, at Ordenen dog er noget Andet end den Regelmæssighed, der opnaaes ved Tugt og Tvang. Med en Sammenligning, der ligger nær for en Yngling, der som han er opdraget i Nærheden af Versailles[f] med Chateaubriands[LXXXIII] Skildringer af Nordamerikas rige Landskaber som Barnelæsning, tænker han sig Haven i Versailles[g] med dens i regel|291|mæssige Figurer udklippede Træer sammen med en Skov i den nye Verden og udbryder: »Vi ville ikke sige: Hvor er her Pragten, hvor Storheden eller Skjønheden, men simpelthen: Hvor er Ordenen og hvor Uordenen?« Han indseer nu, at Regelmæssigheden kun angaaer den ydre Form, men at Ordenen udgaaer fra selve Tingenes Grund og er en Følge af den intelligente Fordeling af deres Elementer. »Man er,« siger han, »ikke klassisk, fordi man slavisk følger de Spor, som Andre have paatrykt Veien.«

Skridt for Skridt have vi saaledes fulgt ham ad den Vei, der fører ham henimod Bruddet med det litterære Autoritetsprincip. Et Aar endnu, og han ryster Aaget af sig, indvier den romantiske Skole i Frankrig og erklærer i dens første Manifest, Fortalen til »Cromwell[LXXXIV][0028]«, at der gives et ancien régime i Litteraturen lige saa fuldt som i Politiken og at det gamle Regimente ligger den unge Slægt som en Mare for Brystet. »Det 18de Aarhundredes Slæb strækker sig endnu ind over dette Aarhundrede; men skulde vi unge Mænd, som have seet Bonaparte[LXXXV], ikke holde os for gode til at bære dette Slæb?«, og han taler om hin sminkede, pudrede med Skjønhedspletter bedækkede Poesi, hin Litteratur med Fiskebensskjørter og Falbelader. Nu retter han sine første Kølleslag mod Boileau[LXXXVI]. I Oderne havde han endnu iagttaget den gamle sproglige Etiquette (han betegner |292| f. Ex. Conventet med Ordet »Senat«) og kun gjort enkelte forsigtige Forsøg paa metrisk Fornyelse af den gamle Form, hvis Hensigt var at gjøre Odestilen mindre stiv og tung. Nu gaaer han mere hensynsløst tilværks, som nødvendigt var. Hvo veed ikke hvad hin Etiquette vilde sige! Man havde en lille Samling af ædle Udtryk, af udkaarne Ord, en Art Elite af Sproget, som ene havde Adgang til Poesien. Man sagde ikke Kaarde, men Glavind, ikke Soldat men Kriger, og man omtalte ikke Geværer og Knive, omtrent som man i dansk Poesi neppe anerkjender mere end Roser og Lillier, Violer og Bukkar, og naar det kommer høit endnu en halv Snees Blomster som Repræsentanter for de utallige Plantearter. Følgen heraf var, at Ordforraadet var yderst indskrænket, at der af ædle Rim kun gaves nogle Hundrede Par og at de samme Vendinger, der stedse maatte gjentages, trak de samme Ideer og Følelser med sig. Den poetiske Rhetorik var omtrent et Sidestykke til hvad den geistlige Rhetorik er i vore Dage. Ophøiet kaldte man den høitidelige Tirade, der omtalte Tingene saavidt muligt uden nogensinde at nævne dem ved deres rette Navn, og atter kun de Ting, der saa lidt som muligt erindrede Mennesket om dets jordiske Natur, om den legemlige og kropslige Side af dets Væsen. Komisk var som Følge heraf enhver ligefrem og utvetydig Betegnelse af Tingene, |293| ifald den forekom i en Kunstform, der mentes at have Privilegiet paa den høie Stil. Derfor vakte det samtidig med Romantismens første Optræden gjorte Forsøg paa at indføre Shakspeare[LXXXVII] i Frankrig saa stor Forfærdelse. Det er bekjendt, at »Othello[0029]«, da Stykket i Alfred de Vigny’s[LXXXVIII] Oversættelse opførtes paa Odéon[h], altsaa for et Studenterpublicum, det liberaleste og mindst snerpede i Paris[i], faldt igjennem, fordi Ordet »Lommetørklæde« blev nævnt. Ved Opførelsen af Lebruns[LXXXIX] »Cid[0030]« fremkaldte Ordet »chambre« (Sovekammer) en Mishagsmumlen, og Mlle Mars[XC] negtede endnu langt senere at overtage Dona Sol’s[xci] Rolle i »Hernani[0031]«, med mindre enkelte saadanne Ord bleve strøgne. Det var da ikke til at undres over, at Hugo[XCII] i en Tid, hvor Autoriteten fra alle Sider blev støttet og opretholdt, begyndte med at lempe sig efter alle disse Regler, ja med at troe paa dem som paa virkelige Love for Poesien og Sproget. Saa begyndte han at rokke lidt ved dem, at gaae lidt udenom dem, at betvivle eller omfortolke dem en lille Smule dog i dybeste Respect, indtil det ikke mere var ham muligt at overholde dem og han kastede dem overende. Med slaaende Ord har han i et af sine Digte,*)*

*)
»Je suis le démagogue horrible et débordé
Et le dévastateur du vieil A B C D,
Causons, etc.«
som jeg |294| desværre nødes til at gjengive høist ufuldkomment i Prosa, betegnet den Revolution, han endte med at gjøre:

»Ja, jeg er den frygtelige Demagog, den barbariske Ødelægger af den gamle ABC, hvorom Du har hørt saa meget Slemt. Da jeg blege og forlæste Barn kom ud af Skolen og første Gang aabnede mine Øine for at betragte Naturen og Kunsten, var Sproget et Billede paa Monarchiet. Sproget, det var Staten før 89. Der var Adel og simple Folk. Et Ord var Hertug og Pair af Frankrig, et andet var Stodder. De skilte sig ad som de Fodgjængere og Ryttere, der passere Pont-Neuf[j] i to adskilte Rækker. Ordene levede inddelte i Kaster. Nogle, de fine, omgikkes Phædra, Jokaste, Merope, iagttoge Decorum og fik Lov til at kjøre til Versailles[k] i Kongens Kareter, andre, Tiggerflokken, Pøbelen, de Simple havde hjemme i Dialekterne, ja levede paa Galeierne i Tyvesproget og havde hverken Paryk eller Strømper. – Da kom jeg Røver og jeg raabte: Hvorfor skulle de der altid være foran og disse andre altid bagved? og af mine Lungers fulde Kraft pustede jeg paa det gamle, ærværdige Akademi, der skjulte alle de ængstelige Lignelser under sine Skjørter, og pustede paa Alexandrinernes Batailloner, der stode opstillede i Carré, saa at Ord og Vers dandsede mellem hverandre. Jeg gav det gamle Lexicon en rød Hue paa og raabte: Intet Ord er |295| mere Senator, intet Ord er mere borgerligt. Jeg fremkaldte en Storm paa Bunden af Blækhuset og blandede Ordenes sorte Flokke med Ideernes hvide Sværme og sagde: Der gives intet Ord, hvorpaa Ideen i sin rene Flugt, endnu frisk og fugtig af Himlens Azur, ikke kan dale ned og hvile.«

Dog endnu er Hugo[XCIII], selv naar han tvivler, ikke saa vidt. Han kalder endnu selv sin Poesi for »Cavaleerpoesi« og stempler med dette om den engelske Restauration mindende Ord sig selv som Restaurationens priviligerede Digter. Men den Umulighed, hvorpaa han strander, er den, at faae den religiøse og den litterære Tradition til at dække hinanden. I Balladerne føles det især. Hugo[XCIV] fremdrager de gamle Minder fra Middelalderen og Lehnstiden. Hvad kan være mere loyalt! Men Litteraturen fra Ludvig d. 14des[XCV] Tid havde fuldstændig brudt med Middelalderen og dens Minder. Hvad kan altsaa være mindre klassisk! En af Balladerne skildrer en Hexedands (»La ronde du sabbat[0032]«), en anden taler om Sylpher og Feer, hele de gamle Legenders farverige Overtro lever op, man er ikke langt fra Romantiken. Endelig er Tonen i disse Digte ikke klassisk, det er her som i Tydskland og Danmark Folkesangenes Visetone, der afløser den fornemme og boglige Stil. Denne Poesi har tilmed et nyt nationalt Element (»Le géant[0033]«, »le pas d’armes du roi Jean[0034]«), |296| den vender sig fra Antiken til det gamle Frankrig. Ogsaa med Hensyn til det Nationale var Chateaubriand[XCVI] den, der havde gaaet i Spidsen, hans Skildringer af de gamle Galler i »Martyrerne[0035]« vare de første Forsøg i den Art og paavirkede efter Augustin Thierry’s[XCVII] egen Tilstaaelse endog den senere Forfatter af »Merovingernes Tidsalders[0036]«, men selv dette Element, det hjemlige, var nyt og fremmed i fransk Poesi og maatte staae som oprørsk mod Traditionen. Snart blev med det gammelfranske Indhold alle de gammelfranske Versformer fornyede. Atter her havde Chateaubriand[XCVIII] gjort Begyndelsen med den henrivende yndige Sang:

Combien j’ai douce souvenance
Du joli lieu de ma naissance!

der da ogsaa blev sunget over den Grav, han havde ladet sig hule i Granitklippen ved St-Malo[l] ude imod Havet, den Dag da han blev bragt derhen som Lig. Og paa eengang klinge Tonerne fra Ronsards[XCIX] og Pleiadens Tid igjen hos de Vigny[C], hos Brødrene Deschamps, hos Sainte-Beuve[CI] og hos Hugo[CII]. I Mai 1828 har de Vigny[CIII] i »Madame de Soubise[0037]« skrevet Stropher som denne:

La voyez-vous croître,
La tour du vieux cloître?
Et le grand mur noir
Du royal manoir?
|297|Entrons dans le Louvre[m].
Vous tremblez, je croi,
Au son du beffroi?
La fenêtre s’ouvre,
Saluez le roi.

I Juni 1828 overbyder Hugo[CIV] ham med de mesterlige Vers i »Kong Johans Turnering[0038]«:

Cette ville
Aux longs cris,
Qui profile
Son front gris,
Des toits frêles,
Cent tourelles,
Clochers grêles,
C’est Paris[n]!

Hvilken Kunstform! hvilken malerisk Klarhed, hvilken Korthed og Kraft! Alexandrinerne forsvinde langt borte i Horizonten. Endnu et Skridt, og »Orientalernes« Farvepragt udbreder sig for vort Øie.

Fra det Øieblik af, den religiøse og monarchiske Tradition paany blev indpodet Litteraturen, syntes Autoritetsprincipet at have faaet en stor og væsentlig Undsætning. Men snart viste det sig, at den christelige Tradition ikke kunde trives sammen med den litterære. Den udviklede sig indenfor den og under dens Vinger, ligesom i dens Skjød: men snart staaer den som et oppositionelt Princip, og Autoritetsprincipet i den litterære Form bliver ved Consequentsens Magt |298| trængt tilside, ja sprængt af den nye Aand, der kun syntes at ville hævde det reelle, det vil sige det religiøst-politiske Autoritetsprincip .

Vi have tilbage at see, hvorledes Autoriteten som reelt Princip kom til at dele Skjæbne med Autoritetsprincipet som formelt og litterært.*)*

*) Victor Hugo[CV]: »Odes et Ballades[0039]«. »Cromwell[0040]«. – A. de Vigny[CVI]: »Poésies complètes[0041]«. – Émile Deschamps: »Poésies[0042]«. – Antoni Deschamps: »Poésies[0043]«. – Raynouard[CVII]: »Les templiers[0044]«.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«