Reactionen i Frankrig (1874)

|241|VII.

Da de 100 Dage vare forbi og Ludvig d. 18de[I] for anden Gang vendt tilbage, udbredte en forunderlig blandet og vemodig Stemning sig over Frankrig. Restaurationen frembød et dobbelt Physiognomi, det var Gjenoprettelsen af et Dynasti, om hvilket man havde troet, at Revolutionen for evigt havde udelukket det fra Frankrigs Trone, den førte Tilstande tilbage, om hvilke man havde ment, at de udelukkende hørte Fortiden til, og paa den anden Side var den Gjenoprettelsen af lovlig Frihed i Modsætning til det frygtelige Militærdespoti, der nu i saa mange Aar havde holdt Frankrig gispende under sin Voldsmagt. For Litteraturen var den tilsyneladende idetmindste en Frihedsbebuder. Efter 15 Aars Forløb var en fri Debat af Ideer atter mulig. Den tunge Haand, der havde hvilet knugende paa Pressen, trak sig bort. Seglet løstes fra det Skrin, i hvilket de kjæmpende Aander og Systemer laae bundne, man havde Lov til at discutere Alt: Revolutionen og Keiserdømmet, det 18de og det 19de Aarhundrede, Fortid, Nutid og Fremtid.

Man havde Lov dertil, men havde man Lyst? Nei, Lysten var ringe. Frankrigs Stemning var |242| Stemningen efter en langvarig Sygdom eller efter et tabt Slag. Ikke at man længtes efter Seire. I Slutningen af Napoleons[II] Regjering havde allerede Kanonen foran Invalidehotellet[a] ikke mere vakt noget Echo i Hjerterne. Man sagde til hinanden: Ak, det er kun en Seir! Nei, man længtes efter Fred, som den Aareladte og Udtømte længes efter Hvile. Man glædede sig, som naar en Choleraepidemi, der har hærjet en By til det Yderste, endelig er ovre. Man begyndte paany at vænne sig til Tanken om Livet. Mødrene havde hidtil med en vis Rædsel seet deres Børn nærme sig til Ynglingealderen, det vil sige til den Alder, da de bleve Soldater og snart efter til Lig. De begyndte nu at haabe paa, at disse Børn havde Livet for sig. Børnene, der vare opvoxede under Trommehvirvler og krigerske Fanfarer, og som alt i Skolen havde vænnet sig til Tanken om en tidligt erhvervet Hæder og en tidlig Død, maatte nu ligeledes see at vænne sig til Tanken om et Liv i Fredstid. Straadøden, der forestod dem, syntes dem grim i Sammenligning med Døden som den nylig havde vist sig for dem straalende skjøn i sit rygende Purpur, de stode ligesom skuffede og gave sig til at gruble. De unge Mænd endelig, der saa længe nødtvungent havde maattet lade alt personligt Liv gaae op i Statslivet, Krigslivet og Fædrelandets Fællesinteresser, hørte for en stor Del med Henrykkelse Budskabet om, at de nu |243| turde bryde Geledderne og at de ikke mere behøvede at gaae i Trit efter Kalveskindet; de rystede Landeveienes Støv af deres Fødder, kastede Uniformen, og søgte at udslette ethvert Minde om Disciplinen. Da de komme lige fra Keiserdømmets Valpladser, fra Slagenes Bulder og Blodbad, tye de til det rolige Naturliv, bort fra den larmende Menneskeverden. Saaledes er Periodens Stemning, træt, men sammensat, fuld af Skuffelser, Forhaabninger og Trang til personlige Drømmerier, ikke Stemning til Handling, men til Mediteren og Contemplation.

Det er denne Folkestemning, som forklarer, hvorledes Lamartines[III] »Meditationer[0001]« kunde blive Tidens Yndlingspoesi. Efter Chateaubriands[IV] »Génie du christianisme[0002]« havde ingen Bog vakt en saadan Opsigt i Frankrig; i fire Aar solgtes 45,000 Exemplarer. I denne Bog fandt Perioden, saa underligt det end nu kan synes os, en Tolk for sine Følelser og for Alt, hvad der rørte sig inderst i dens Sind, et Billede af sine ideale Længsler, der spillede i alle de skjæreste og skjønneste Drømmes Farver. Disse Digte klang som Æolsharpetoner, men det var Tidens Aand, der greb i Harpen. Det var vel ikke saameget Sange som Betragtninger, ikke saa meget hjertelige som aandelige Harmonier; men man havde saa længe i Livet havt nok af Bestemthed, bestemte Former og faste Skikkelser og hjertegribende Følelser. Det mær|244|kedes paa ingen Maade som en Mangel, at her ikke fandtes nogen skærpet Lidenskab eller nogen Tilbøielighed til at see Menneskelivets mørke og forfærdelige Side, overhovedet Livet som det er. Deraf havde man i Virkeligheden havt nok. Efter en Tid, hvor saa mange Instincter havde maattet kvæles, glædede man sig ved dette rent poetiske Instinct, over denne saa melodiøse Digter, der, som han sagde, havde en Accord for hver Følelse og Stemning. Man længtes efter en saadan Hvile i Lyriken efter Philosophien, Revolutionen og Krig paa Krig. Digtet om »Søen[0003]« gik Europa rundt, fordi det var saa længe siden, at man overhovedet havde følt ved Naturen og betragtet den anderledes end taktisk som Terrainform. Lamartine[V] optraadte imidlertid i Tidens Aand ikke blot som Stemningsdigter, men som en Troende og en Christen. Grundtonen i hans Digte var christelig-monarchisk og bourbonistisk.

For os der senere have kjendt en Lamartine[VI], der var Republikens Præsident og Humanismens Apostel, er det interessant at iagttage Digterens aandelige Udgangspunkter. I Mødrenehjemmet er Bibelen hans stadige Børnelæsning. Han opdrages med Troen paa Kongedømmet af Guds Naade. Som Yngling lever han under Paavirkning af Mme de Staël[VII] og Chateaubriand[VIII], dog især den sidste. Han læser med Beundring Tassos[IX] »Det befriede Jerusalem[b][0004]«; Ossian[X] giver ham Forvisningen om, |245| at sand Poesie kan være ubestemt og taaget, Bernardin de Saint-Pierre[XI] er for ham som for Madame de Krüdener[XII] ved sin Naturs fredelige Mildhed og Harmoni det nærmeste Forbillede. Han optræder da offentligt fra først af som Elev af Chateaubriand[XIII] og Bonald[XIV]. I sin »Raphael[0005]« fortæller han selv, hvorledes han kom til at gjøre Bonalds[XV] Bekjendtskab. I hin Tid, da han i Chambéry[c] ved Alpernes[d] Fod tilbad den unge skjønne Creolerinde[XVI], som han i sine Digte har forherliget under Navnet Elvire[xvii], opfordret til at skrive en Ode til Bonald[XVIII], der var en nær Bekjendt af hendes Hus. Lamartine[XIX] paastaaer, at han kun kjendte dennes Navn og den Nimbus, hvormed dette Navn som en christelig Lovgivers var omgivet. »Jeg forestillede mig,« siger han, »at jeg skulde tale til en moderne Moses, der af et nyt Sinais[e] Straaler øste det guddommelige Lys, hvormed han opklarede de menneskelige Love«. Maaskee har Bonald[XX] ogsaa foresvævet de Vigny[XXI], da han kort efter forfattede sit Digt »Moïse[0006]«. Lamartine[XXII] skrev da til Bonald[XXIII] den Ode, der i Samlingen bærer Titlen »Geniet[0007]«, og hvori det paa Tro og Love fortælles, at Bonald[XXIV] adspreder de berømte Sophisters falske Klarhed o. s. v. og fører den moralske Verden fra Uordenen til Ordenen selv. Dette magre Begreb om det Gode: »Ordenen« vender overalt tilbage. Bonald[XXV] svarede med at oversende den unge Poet et |246| Exemplar af sine samlede Værker. Lamartine[XXVI] læste dem med Begeistring, og naar han sidenhen i Noten til denne Ode synes at ville fragaae, at han blev saa dybt greben af dem som han blev, bør man skrive dette paa den senere Erkjendelses Regning. Han siger her: »Jeg læste disse Skrifter med det poetiske Sværmeri for Fortiden og med den inderlige Medlidenhed med det Faldne, der saa let i Børns Indbildningskraft forvandler sig til Dogme og System. Jeg bestræbte mig i nogle Maaneder for paa Chateaubriands[XXVII] og Bonalds[XXVIII] Ord at troe paa aabenbarede Regjeringer. Senere udrev Tiden og den menneskelige Fornuft mig som alle Andre af disse skjønne Illusioner, og jeg forstod, at Gud ikke aabenbarer Mennesket Andet end dets sociale Tilbøieligheder, og at de forskjellige Regjeringssystemer ere Aabenbaringer af Tidsalderen, Situationen, Aarhundredet og Menneskeslægtens Laster og Dyder«. Lamartine[XXIX] antidaterer meget betydeligt denne sin Indsigt. Hans »Meditationer[0008]« gaae i Regelen alle i samme Retning som Oden til Bonald[XXX]. Den, der betitles Gud, er dediceret til Lamennais[XXXI], Dithyramben over den hellige Poesi til Bibelens Oversætter Genoude[XXXII]. Selv er han Medlem af Redactionen af Bladet »Conservateur[0009]«, fra hvis Stiftelse Chateaubriand[XXXIII] daterede den udprægede Reaction i Europa. Da dette Blad gaaer ind, bliver han tilligemed Lamennais[XXXIV] og Bonald[XXXV] Stifter af det nye ensartede Organ |247| »Le défenseur[0010]«, der gaaer ud paa at bekjæmpe Constitutionalismen. Det falder i hans Lod at skulle opfordre De Maistre[XXXVI] til at give Bidrag. Det er høist interessant at see, i hvilken Tone den nu dog 30aarige Lamartine[XXXVII] tiltaler Forfatteren af Bogen »Om Paven[0011]«: »Hr. Greve! jeg var meget syg, da jeg modtog Deres venlige og smigrende Skrivelse tilligemed Deres Værk. Jeg benytter de første tilbagevendende Kræfter til at takke Dem paa eengang for Brevet og Bogen, men især for den smigrende Benævnelse Neveu, med hvilken jeg hædrer mig overfor alle Deres Bekjendte; denne Benævnelse alene er saa godt som et Ry, saa høit staaer Deres Navn anskrevet hos alle dem, der forstaae et sandt og dybt Geni i dette vildfarende og smaalige Aarhundrede […] Hr. Bonald[XXXVIII] og De, Hr. Greve, og endnu nogle Mænd, som i stor Afstand følge Deres Spor, have grundet en uforgjængelig Skole for høi Philosophi og christelig Politik, der skyder Rødder især i den unge Generation.« I dette Brev betegner Lamartine[XXXIX] De Maistres[XL] Stilling i Litteraturen som den at være Høvding for de første Skribenter og udleder Oppositionen imod ham af »de latterlige gallikanske Prætentioner«, som han saa beundringsværdigt har tilintetgjort. Hans Standpunkt er altsaa Ultramontanismen, ren og skjær – dog vel at mærke kun hans theoretiske Standpunkt. I sin Poesi er han ikke nær saa dogmatisk. Naar han f. Ex. |248| betragter det som sin, den christelige Digters Opgave at drive den hedenske Mythologi ud af Parnasset, saa er det i Virkeligheden intet religiøst, men et rent poetisk Instinct, der leder ham. De gamle Myther vare i Lyriken for længe siden indskrumpede til Omskrivninger, og altfor latterlige til at kunne virke skadeligt paa Nogens Religiøsitet. Det var dog virkelig ikke nødvendigt at nedlægge en religiøs Protest imod Troen paa Apollo og Amor. Nei, det, hvorved Lamartine[XLI] virkede, det var, at han udtalte snart de melancholske, snart de beroligende, snart de begeistrende Ord, som Alle trængte til at høre. Man opdagede ikke, at han egentlig ikke havde fundet eller sagt noget Nyt, man kjendte sig selv igjen i denne sympathetiske Stemme. Man følte atter visse Fibrer bevæge sig og leve i En, som under den almindelige Nedslaaethed havde syntes følelsesløse. Han bragte de Strenge, som længe ikke mere havde givet Lyd, til paany at lade Toner høre, og man henryktes over det Nye, som laa i atter at bringe hine gamle Erindringer til at leve. I den Modtagelsestale, som den store Naturforsker Cuvier[XLII] holdt til Lamartine[XLIII] i 1830, viser han, hvorledes Mennesket i den dybe Nat, som omringer dets Fornuft, trænger til en Fører, der kan rive det ud af Tvivlens sorte Labyrinth og henrive det til Lysets og Tryghedens Egne. Han beskylder Byron[XLIV] for i Universet kun at have seet |249| et Tempel for det Ondes Gud og hilser i Lamartine[XLV] Haabets Sanger. Saaledes sammenblandede Frankrig som en stakkels Reconvalescent Haabet med Troen, Trøsten med Dogmerne, Livsmodet med Ultramontanismen i een stor Uklarhed, saa længe indtil Forholdenes Magt splittede Taagerne og tvang saavel Forfatterne som Publicum til at indtage bestemte Standpunkter. Foreløbigt var dette for Lamartine[XLVI] en Triumphens og den begyndende Hæders Tid; denne Hæder kom for ham ikke tidligt, han var 30 Aar gammel, men den faldt som de første Straaler af den opgaaende Sol ind i hans æresyge Existents. Man forestille sig ret levende en Salon fra den Tid, som den er os beskrevet af Samtidige,*)*

*) Villemain:[XLVII] »M. de Féletz et les salons de son temps[0012]«.
en Række Selskabssale hos en af Kongedømmets første Dignitarier, General Foy[XLVIII] f. Ex., hvor henved 100 Personer ere forsamlede, og hvor Lamartine[XLIX], dengang Gesandt i Florents[f], er tilstede paa et af sine korte Besøg i Paris[g]. En Bevægelse af Beundring gaaer igjennem Salen, da han træder ind, ung, rank og smuk, aristokratisk i Væsen og Holdning. Man flokkes om ham, Damerne især; yndige Ansigter, prægtige Toiletter, Smil og Smigrerier møde ham fra alle Sider. Man glemmer et Øieblik at sige de tilstedeværende Deputerede Complimenter for deres sidste Taler i Kammeret. Han, hvem man |250| uden at have seet ham før, kan kjende strax, overstraaler Alle. General Foy[L] nærmer sig ham, trykker hans Haand med Begeistring og forsikrer ham, at han, naar han vil, kan blive en Prydelse for Kammeret, der længe har trængt til en saa talentfuld Forsvarer af de ægte monarchiske Principer. Saa fremsiger han med sin melodiske Stemme, der endnu aldrig har udtalt noget politisk Stikord, en eller to af sine første Meditationer, »Erindringen[0013]«, »Begeistringen[0014]«, »Fortvivlelsen[0015]«, »Bønnen[0016]«, »Troen[0017]« eller en anden Abstraction, og fremkalder en Henrykkelse uden Mage og Udbrud i alle Nuancer af Begeistring og Taknemmelighed. Benjamin Constant[LI] nærmer sig ham med sin uigjennemtrængelige, alvorligt ironiske Mine, lykønsker ham til at have opdaget denne nye Kilde til Poesi, og forsikrer ham, at han kun i Schillers[LII] reflecterende Digte finder denne Høihed og Renhed i Følelse og Udtryk. Damerne finde denne Parallel ganske særdeles smigrende for Schiller[LIII], en obscur tydsk borgerlig Poet, hvis Navn de akkurat erindre at have hørt nævne. Hvad er han mod Lamartine[LIV]! Forskjellige Omstændigheder forøge den Tiltrækning, hans Digte udøve: først Forfatterens sjeldne og næsten kvindelige Skjønhed, saa Rygterne om hende, hvem de fortrinsvis besynge og med et saa seraphisk Sværmeri, med saa overjordisk en Renhed. Han skal have elsket og have mistet sin Elskede ved |251| Døden. Man fritter til alle Sider for at erfare Noget om Sagens virkelige Sammenhæng. Hvem var hin Elvire[lv], hvilket var hendes virkelige Navn?

Alle hine Spørgsmaal ere af liden Interesse for os, der nu fordybe os i disse Minder for at begribe hin Tid og dens Aand tilfulde. Men de berøre et Punkt, der ogsaa for os har den høieste Interesse, nemlig det: Af hvad Beskaffenhed er den erotiske Følelse i hine Digte og overhovedet hos Lamartine[LVI], af hvad Beskaffenhed er den i den hele Gruppe af Litteratur, hvoraf han er paavirket og hvori han udgjør et Led? Af alle de Følelser, som Digtekunsten behandler, er den erotiske den, der spiller den største Rolle. Hvorledes den opfattes og fremstilles, det er et Moment af høieste Betydning til Forstaaelsen af Tidens Aand. Paa Opfattelsen af det Erotiske kan man som paa det fineste Maaleredskab spore Styrken, Arten og Varmegraden af en Tids hele Følelsesliv. Jeg har tidligere skildret Galanteriets Overgang til Lidenskab hos Rousseau[LVII]. Hos Tydsklands store Digtere bliver denne Lidenskab lutret og humaniseret. Hos Romantikerne bliver den til Maaneskinssmægten. I revolutionære Tider skildres den i Kamp med bestaaende og ordnede Samfundsforhold, hos moderne skeptiske Digtere som Heine[LVIII] er Kjærligheden undergravet af Tvivl om dens Bestaaen:

|252|Doch wenn du sagst, ich liebe dich,
Dann muss ich weinen bitterlich.

I en forskruet, spiritualistisk, autoritetstroende og ordensgal Periode som denne vil Kjærligheden umuligt kunne optræde naturlig og sund. Lad os gjennemgaae de vigtigste Kjærlighedsskildringer, som Datiden har efterladt, vi holde da med det samme en kort Revue over Hovedtyperne for Mand og Kvinde.

Det første Par er Eudorus[lix] og Velleda[lx] i »Martyrerne[0018]«.

Helten i »Martyrerne[0019]« er saa meget mere interessant, som Chateaubriand[LXI] har meddelt ham mangt et Træk af sit eget udtryksfulde Physiognomi. Dette gaaer saa vidt, at Chateaubriand[LXII] og Eudorus[lxiii] begynde Fortællingen af deres Levnet næsten med samme Ord og med samme Betragtning. Eudorus[lxiv] siger: »Da jeg fødtes ved Foden af Taygetus’s Bjerg[h], var Havets sørgelige Mumlen den første Lyd, der ramte mit Øre. Mod hvormange Bredder har jeg ikke siden seet Bølgerne brydes, som jeg beskuer her! Hvem kunde for nogle Aar siden have sagt mig, at jeg skulde høre disse Bølger, som jeg saa rulle op paa Messeniens[i] smukke Sand, sukke paa Italiens Kyster, paa Batavernes, Britternes og Gallernes Strande!« Og ganske saaledes siger Chateaubriand[LXV] i sin »Reise i Italien[0020]«: »Da jeg fødtes paa Bretagnes[j] Klipper, var den første |253| Lyd, som ramte mit Øre, da jeg kom til Verden, Havets Lyd, og paa hvormange Bredder har jeg ikke siden seet de Bølger brydes, som jeg finder her! Hvem kunde for nogle Aar siden have sagt mig, at jeg ved Scipios og Virgils[LXVI] Grav skulde høre de Bølger sukke, som rullede op mod mine Fødder paa Englands Kyster og Marylands[k] Strande« etc. Begge ere de vidtforslagne og prøvede Mænd som Odysseus[lxvii] og Æneas[lxviii]; det fælles Træk er Forundringen over sit eget Livs Eventyr, Beundringen for det egne Selv, hvem høiere Magter have ført igjennem saa mange Skjæbner. Dog endnu et Træk og et mere betydningsfuldt er fælles; som Chateaubriand[LXIX] saaledes er Eudorus[lxx] Helten, der hidfører Christendommens Triumph paa Jorden. Chateaubriand[LXXI] gjentager kun under Napoleon[LXXII], hvad Eudorus[lxxiii] gjorde under Galerius[LXXIV]; og det er ikke hans Skyld, at han ikke blev Martyr; Tanken om et Martyrium sysselsatte ham i hans Ungdom; han udtalte oftere til Venner, at han ikke vilde have veget tilbage for et saadant, ifald det var blevet fordret af ham. Den Heros, der foresvæver ham som Idealet, det er da intet Mindre end Offeret, der bøder for Tidens Irreligiøsitet og Frafald og som ved sin Gjerning og sine Lidelser stiller den vrede Gud tilfreds. I den første Udgave af »Martyrerne[0021]« betegnes Eudorus[lxxv] endog ligefrem som en Christus af anden Rang. Det Udtryk bruges |254| om ham, at den Evige forlangte »en hel Hostie«. Paa dette Sted gik af theologiske Hensyn Ordet vel ud i de senere Udgaver. Men i Slutningen blev Forestillingen sagtens ved en Uagtsomhed staaende og gjør paa sit Sted en næsten komisk Virkning. Hvor Eudorus[lxxvi] martres, hedder det: »Ildstolen var beredt. De Christnes Lærer præker Evangeliet med størst Veltalenhed, naar han sidder i en glødende Stol. Serapher udbrede over Eudorus[lxxvii] en himmelsk Dugg og hans Skytsengel udfolder sine Vinger over ham. Han tog sig i Flammen ud som et lifligt Brød, tilberedt for det himmelske Taffel.«

Her have vi da altsaa Grundforestillingen for Typen. Det første Offer, den første Frelser, den første Hostie er ikke nok. Skjøndt Christen finder Chateaubriand[LXXVIII] ikke, at Christi Martyrdød har virket og sonet tilstrækkeligt. Der udfordres til Religionens Triumph endnu bestandig Frelsere i mindre Format som Chateaubriand[LXXIX] selv eller hans Helt Eudorus[lxxx]. Ganske som hos de tydske Romantikere selv en Usling som Golo[lxxxi] i Tiecks[LXXXII] »Genoveva[0022]« skal have en Lighed med Christus,*)*

*) Se F. L. Liebenberg[LXXXIII]: »Bidrag til den Oehlenschlägerske Litteraturs Historie[0023]« I, 183. Genoveva[lxxxiv] »seer Christus i ham«.
saaledes Helten her. Denne Helt kan feile i sin Ungdom og en kort Tid f. Ex. i det skjønne |255| Neapel[l] vandre ad Fordærvelsens Veie (Chateaubriand[LXXXV] vidste af egen Erfaring, at selv faste Principer ikke værnede derimod), men han omvender sig, udstaaer alle Prøver og døer som et lysende Exempel.

Hans Kjærlighedsforhold til Velleda[lxxxvi] er en af disse Prøver.

Velleda[lxxxvii] er sikkert den originaleste og mest betydningsfulde Kvindefigur, som Restaurationsperioden har frembragt. Velleda[lxxxviii] er en ung gallisk Pige fra det 3die Aarhundrede, og Chateaubriand[LXXXIX] har villet skildre den franske Type i hende. »Denne Kvinde var overordentlig. Hun havde som alle galliske Kvinder noget Lunefuldt og Tiltrækkende. Hendes Blik var hurtigt, Udtrykket om hendes Mund en Smule haanligt og hendes Smil eiendommeligt blidt og aandfuldt. Hendes Væsen var snart stolt snart vellystigt. Der var i hele hendes Person en Blanding af Hengivelse og Værdighed, af Uskyldighed og Kunst.« – Men Velleda[xc] er ikke blot national fransk, hun bærer i høi Grad Præget af den Tid, da hun blev digtet, hun er et Ideal fra 1809. Velleda[xci] er Præstinde, hun hører til Erkedruidens Familie. For denne Tid er Kvindeligheden først fuldkommen, naar den er præget af en religiøs Begeistrings Stempel. Som ægte Datter af det 18de Aarhundrede er Velleda[xcii] derfor ikke heller et rent Naturbarn. Hun er Naturbarn som Revolutionens |256| andre Døtre var det. Det bemærkes udtrykkelig om hende – ikke uden et let Anstrøg af Pedanteri – at hun i Erkedruidens Familie var bleven »grundigt oplært i den græske Litteratur og i sit Lands Historie«. Velleda[xciii] er Druidernes sidste Præstinde som Cymodoke den sidste Præstinde for Homer[XCIV]. Ligesom Corinna[xcv] lidt tidligere var Idealet for de unge Ærgjerrigheder blandt Kvinderne, saaledes bliver Velleda[xcvi] det nu, og da Litteraturen ikke blot er et Udtryk for Samfundet, men ogsaa mægtigt bidrager til at omforme Samfundet, saa see vi Velleda[xcvii] fra Phantasiens Verden gaae over i Virkelighedens. Hvad er Mme de Krüdener[XCVIII] for Fronten af den russiske Hær Andet end en christelig Velleda[xcix]!

Vi lære den unge Præstinde at kjende, da hun siddende i en Baad paa Havet under Storm udsynger Besværgelsessange over Havet og Stormen, over hvilke hun omtrent som Fouqué’s[C] Undine[ci] har en Art Herredømme eller troer at have det. Vi høre hende saa i en ildfuld Tale opfordre sine Landsmænd til at gjenerobre deres Frihed og gribe til Vaaben imod Romerhæren. Vi see hende som Teutatès’ Præstinde hvæsse Seglen til Menneskeofring. Hun er skjøn, som hun skildres, høi og rank, neppe bedækket af en sort Tunica, der er kort og uden Ærmer, med Guldseglen hængende i sit Staalbælte. Hendes Øine ere blaa, hendes Læber stærkt røde, om |257| sit fritflyvende blonde Haar bærer hun snart en Egegren, snart en Krands af Verbena.

Hun har neppe seet Eudorus[cii], før hun elsker ham. Men en saa simpel og naturlig Lidenskab er ikke nok for denne Tid. Velleda[ciii] maa endnu være en Art Vestalinde og have afgivet Løfte om evig Jomfruelighed. »Jeg er Jomfru, Seine[m]øens Jomfru; hvad enten jeg bevarer eller overtræder mit Løfte, døer jeg deraf, og Du er Skyld deri.« Hun behager vel Eudorus[civ], men han elsker hende ikke. Han staaer overfor hende omtrent som pius Æneas[cv] overfor Dido[cvi], om hvem Digteren endog lader Eudorus[cvii] minde sine Tilhørere. Den Ulykkelige forsøger enhver Art Trolddom. Hun vil snige sig ind til ham med Maanens Straaler. Hun vil flyve ind i det Taarn, han beboer, vinde hans Kjærlighed under en fremmed Skikkelse, og vægrer sig dog selv af Skinsyge ved Tanken. Eudorus[cviii] deler ikke denne Lidenskab, men føler sig i hendes Nærhed ligesom smittet af dens Atmossphære. Som Christen gyser han tilbage for Fristelsen. »Vel tyve Gange var jeg, medens Velleda[cix] udtrykte mig saa sørgelige og saa ømme Følelser, nær ved at kaste mig for hendes Fødder, at forkynde hende hendes Seir og gjøre hende lykkelig ved Tilstaaelsen af mit Nederlag. I det Øieblik, jeg var ved at bukke under, skyldte jeg kun den Medlidenhed, som denne Ulykkelige indgjød mig, min Frelse. |258| Men denne Medlidenhed, der i Begyndelsen frelste mig, var det, som til Slutning var Aarsag til min Undergang; thi den berøvede mig Resten af min Kraft.« Der er rent æsthetisk seet noget saare Uskjønt ved at høre en Mand udbrede sig saaledes over de haarde Kampe, han har bestaaet for at hævde sin Dyd, og Eudorus’s[cx] Udbrud af Skam og Anger klæde ham ikke. »O Cyril[cxi],« siger han, »hvorledes skal jeg fortsætte denne Fortælling, jeg rødmer af Skam og Forvirring.« Da endelig denne Ridder af den bedrøvelige Skikkelse er kommen saa vidt, at han, efter at Velleda[cxii] har forsøgt et Selvmord, ligger for hendes Fødder, saa kan han ikke nøies med mindre end at sætte hele Helvede i Bevægelse i den Anledning. »Jeg falder ned for Velledas[cxiii] Fødder […] Helvede giver Signalet til dette frygtelige Bryllup; Mørkets Aander hylede i Afgrunden, Patriarchernes kydske Ægtehustruer vendte Hovedet bort, og min Skytsengel bedækkede sit Aasyn med sine Vinger og steg op mod Himlen.« End ikke i Øieblikket formaaer denne triste Helt at give sig hen. Han skammer sig som en Dreng, der fortærer et stjaalent Æble med en Blanding af Fraadseri og Angst for Prygl. »Min Lykke lignede Fortvivlelse, og den, som havde seet os midt i vor Lyksalighed, havde taget os for to Skyldige, hvem man lige har forkyndt Dødsdommen. Fra dette Øieblik følte jeg mig mærket med den guddommelige Vredes |259| Segl. Et tæt Mørke hævede sig ligesom en Røgsky i min Aand, som det forekom mig at en Hær af oprørske Aander pludseligt havde taget i Besiddelse. Ideer, der hidtil havde været mig ubekjendte, indfandt sig hos mig, Helvedes Sprog strømmede fra min Tunge, og jeg udtalte de Gudsbespottelser, som høres paa hine Steder, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel.«

Saaledes er da denne den christne Høvdings Kjærlighedsforstaaelse med den hedenske Prophetinde skildret med Baal og Brand som Baggrund. I »Atala[0024]«, der indeholder noget Beslægtet i Associationen af Lidelse og Lyst, var dog dette saa lidet mente og følte Anathema endnu ikke udslynget over den jordiske Kjærlighed.

Man gjenfinder denne Opfattelse i De Vigny’s[CXIV] betydelige og skjønne Ungdomsdigt »Eloa[0025]«, som skildrer, hvorledes Mørkets Fyrste forfører en ung og deilig kvindelig Engel. Var Satan i »Martyrerne[0026]« en Revolutionær, saa er han her ikke meget forskjellig fra de Gamles Eros. Uden at nævne hvem han er, besnærer han ved sin Skjønhed og Veltalenhed Engelen og river hende saa med sig ned i Afgrunden. Han skildrer selv sin Magt i disse Ord, som man bør læse i Originalens Vers:

Jeg er den, som man elsker og som man ikke kjender,
Mit Flammeherredømme over Mennesket har jeg grundet
I Hjertets Længsler og i Sjælens Drømme,
|260|I Legemets Attraa og hemmelighedsfulde Sympathier,
I Blodets Skatte, i Øinenes Blik.
Det er mig, som bringer Hustruen til at tale i Drømme
Og den unge, lykkelige Pige til at føle en lykkelig Illusion,
Jeg giver dem Nætter, der trøste dem for deres Dage,
Jeg er den hemmelige Konge for hemmelig Elskov.

Saaledes omtrent synger Choret i Sophokles’s[CXV] »Antigone[0027]« til Eros:

Eros, Alseirer i Kamp, Eros al Vældes Betvinger,
I Nattens Blund hviler Du paa den unge Piges mildtblussende Kind.
Du svæver vidt over Havet ind i Hyrdernes Hytter,
Selv en udødelig Gud kan ikke undflye Dig,
Og ikke Mennesket, Døgnets Barn,
Og den Betvungne raser.
Uskyld river Du hen til vilde Lysters Fordærv.

Idet Tiden nu er paa det Skraaplan som fører til at opfatte Eros som Satan selv, saa forstaaer det sig, at ingen Tid har skildret den »sande« Kjærlighed saa iskold, saa seraphisk, saa platonisk og saa afmægtig som denne excellerer i at fremstille den. Lad os see hvorledes den er opfattet hos Tidens Velleda[cxvi], hos Madame de Krüdener[CXVII] selv i hendes »Valérie[0028]«.

Hvorvel »Valérie[0029]« er en Efterligning af »Werther[0030]«, er den tillige et Modstykke til »Werther[0031]«; det er Fortællingen om en ung Svensker, Gustav Linar[cxviii] ved Navn, der af sin Moder tidlig lærte »at elske Dyden« og som vedbliver at elske den til sin Død. Foruden Dyden elsker han tillige |261| Valérie[cxix], men Valérie[cxx] er gift med Greven, hans Herre og Ideal, og er selv et saadant Indbegreb af Fuldkommenheder, at det er umuligt at løfte sine Øine til hende uden med en Respect, der umuliggjør enhver Attraa. Alexander Stakiew[CXXI] havde tilstaaet Krüdener[CXXII] sine Følelser, Gustav[cxxiii] tier absolut overfor Manden*)*

*) I to paa hinanden følgende Udgaver af sin »Französische Litteraturgeschichte[0032]« har Julian Schmidt[CXXIV] begaaet den Feil i Gjengivelsen af »Valérie[0033]«, at lade Gustav[cxxv] skrifte for Manden.
og meddeler heller aldrig sin Elskede, hvad han lider. Han tæres hen af uforstaaet og uudtalt Elskov , og da han er altfor vel opdragen til at skyde sig, døer han af Tæring. Hans Stil er denne: »O min Ven, hvilken Brøde af mig, at have hengivet mig til en saadan Lidenskab, der maa ødelægge mig. Men jeg vil idetmindste døe elskende Dyden og den hellige Sandhed; jeg vil ikke anklage Himlen for mine Ulykker som saa mange af mine Lige gjøre; [Hvilket artigt Barn!] jeg vil uden at beklage mig lide den Smerte, hvori jeg selv er Skyld og som jeg elsker, skjøndt den dræber mig. Jeg vil nærme mig, naar den Evige kalder, betynget med mange Feil, men ikke med Selvmord.« (II, 63) Denne Gustav[cxxvi] er ingen Mand; kvindelige Forfattere excellere som bekjendt ikke i at skildre Mænd. De lade dem næsten altid gaae |262| op i Hensynet til Kvinden. Gustav[cxxvii] er som sagt Skandinav, men vi have ingen Aarsag til at være stolte af denne Landsmand, som mindst af alt udmærker sig ved nordisk Kraft. Nationalfarven i Bogen indskrænker sig da ogsaa mest til den fællesgermaniske Sentimentalitet, i hvilken Skildringen er neddykket og til en Del svenske Navne, der naturligvis paa det Pudsigste ere stavede forkert. Saaledes foranstalter Gustav[cxxviii] for Valérie[cxxix] i Venedig[n] en Fest, hvis Decoration skal minde hende om hendes Ungdomshjem blandt Birke og Graner. Med Overraskelse udbryder Valérie[cxxx] ved Synet: »Ah! c’est Dronigor.« Med nogen Møie udfandt jeg, at dette skal være Dronninggaard. – Særligt svensk kan Gustav[cxxxi] ikke kaldes. Hvad der er smukt i Skildringen af hans Charakter, det er det Skjær af den første Ynglingealders humanitære Sværmeri, som er udbredt over hans Tilstaaelser. Er det ikke smukt og følt, naar han, der troer at have iagttaget, at hos de fleste Mennesker afløses Kjærlighedens Periode af Ærgjerrighedens, siger, at den Hæder, de Andre ønske sig, ikke er den, der har foresvævet ham som attraaværdig: »Den Hæder, jeg har drømt om, beskjæftigede sig med Alles Lykke, som Kjærligheden beskjæftiger sig med en enkelt Gjenstands Lykke. Den var en Dyd hos den, der bar den i sit Bryst, inden Menneskene rundt omkring ham kaldte den Hæder.« Og han tilføier: »Hvad |263| har Hæderen tilfælles med Hobens smaalige Forfængelighed, med den elendige Prætention paa at være Noget, fordi man jager efter det«. Er det ikke underligt at tænke, at dette staaer i den Bog, hvis Ry blev iværksat ved saadanne Midler, som anvendtes for at bringe Valérie[cxxxii] i Skuddet? – Overfor Gustav[cxxxiii] staaer Valérie[cxxxiv] udrustet med al den Ynde, som en Dame, der var saa lidenskabeligt forelsket i sig selv som Mme de Krüdener[CXXXV] kunde meddele sit eget Contrafei. Hun er helt igjennem Kvinde, medens den umandige Gustav[cxxxvi], der selv indseer sin Lidenskabs Ufornuftighed og Haabløshed, er fuldkomment ude af Stand til at udrive sig af sine Baand, bryde af og begynde et Liv som Mand.

Saa maa han da nøies med saadanne ydmyge Ytringer af sin Tilbedelse som at kysse et Barn, hvem hun først har givet et Kys, paa det Sted, der berørtes af hendes Læber, eller som, da hun paa Ballet inde i Salen lægger sin blottede Arm mod Ruden, staaende udenfor Huset at kysse Glasset paa den anden Side, eller endelig som at trykke hendes Haand og mærke Ringen, hun har faaet af sin Mand, eller daane og besvime i hendes Nærhed, saa hun maa bade hans Pande med Eau de Cologne.

Der er overhovedet en let Parfume af Eau de Cologne over den hele Fortælling. Hvor charakteristisk er det f. Ex. ikke, at den første Tje|264|neste, om hvilken Valérie[cxxxvii] i Fortrolighed beder Gustav[cxxxviii], er den, hemmeligt at hente hende en Smule Sminke, som hendes Mand ikke gjerne seer, at hun bruger. Med Eau de Cologne-Duften blander sig en Duft af Anstand og Respect, der er saa stærk, at den næsten bliver En imod, og en Overjordiskhed i Følelsen, som er dum og hæslig. Man tænke sig f. Ex., at Valérie[cxxxix] er frugtsommelig, da Gustavs[cxl] Lidenskab begynder, uden at denne Omstændighed har nogensomhelst helbredende Indflydelse paa den, skjøndt han lever i hendes Nærhed, til hendes Søn bliver født. Man sværmer sammen for Ossian[CXLI] og »Clarisse Harlowe[0034]«. Aldrig føler Gustav[cxlii] ringeste Spor af Skinsyge paa Greven, saa lidt som denne Spor af Skinsyge paa ham. Ja, Gustav[cxliii] døer med Grevens Haand i sin. Kort sagt: Kjærligheden er her saa udrenset, saa naturløs og seraphisk, at den med sin Voldsomhed ogsaa har mistet sin Poesi. Dette er, synes mig, af dobbelt psychologisk Interesse, naar man veed, ved hvor lidet seraphisk en Tilværelse denne Kjærligheds Digterinde havde forberedt sig til at skrive sin Roman, og hvor godt hun selv havde vidst at forsone Elskovens hellige med dens profane Side.

Vi gjorde denne Digression i Anledning af Lamartine[CXLIV] og Elvire[cxlv]. Lad os studere endnu dette Par og dette Forhold.

Digtene handlede om Kjærlighed, men om en |265| Kjærlighed saa ren, at den defineredes une prière à deux, en Dobbeltbøn. Den var udmalet med al den ideale Forklarelse, som Døden skjænker Kjærlighedens Gjenstand: Digteren presser sine Læber mod det Crucifix, som hans døende Elskede i sit sidste Øieblik har kysset. Kaste vi nu fra »Meditationerne«[0035] et Blik paa det Skrift af Lamartine[CXLVI], »Raphael[0036]« ved Navn, i hvilket han har skildret sin Kjærligheds sande Historie, saa falder et nyt Lys over disse vidtberømte Digte.

Elvire[cxlvii] eller som hendes Navn lød Julie[cxlviii], er en ung, forældreløs Dame, Creolerinde, 28 Aar gammel, der har »ægtet« en i Videnskabens Historie berømt Olding for at have en Beskytter i Livet, men uden at staae i andet Forhold til sin Mand end det, hvori en Datter staaer til sin Fader. Hun er brystsvag og tæres hen. Tæringens Poesi begynder at komme i Mode. I Savoien[o] i Nærheden af Søen Bourget[p], som Lamartine[CXLIX] saa skjønt har besunget, hvor hun et Efteraar opholder sig for sin Sundheds Skyld, træffer hun Bogens unge Helt, Raphael[cl]Raphael[cli]|266| ham, at han led af Hjemvee efter Himlen. »Hvis han havde ført Penselen, da havde han malt Madonna di Foligno, og havde han ført Meiselen, vilde han have modeleret Canovas[CLII] Psyche. Som Digter havde han skrevet Jobs Klageraab til Jehovah, Herminias[cliii] Stanzer i Tasso, Romeos[cliv] og Julies[clv] Samtale i Maaneskin af Shakspeare[CLVI] og Lord Byrons[CLVII] Skildring af Haydee[clviii].« Dette behøvedes nu heldigvis ikke, da det var gjort af Andre; det lader sig imidlertid neppe negte, at han, da han senere hen forsøgte sig i den ene af disse Retninger, nemlig som Digter, dog lod en Del tilbage at ønske i Sammenligning med sine Forbilleder, hvis Liv rigtignok ikke heller som hans blev ført foran Speilet. Men lad os see ham elske, see, hvem han elsker og hvorledes.

Først nogle Præliminarier. Det forstaaer sig, at en Tidsalder som denne ikke kan behandle det Erotiske rent uden at blande Theologien ind deri. Medens en moderne Digter, som Turgéniew[CLIX] f. Ex., aldrig spilder et Ord paa theologiske Materier, høist som i »En besynderlig Historie[0037]« skildrer den religiøse Fanatisme som en Vanvidsform, lader en Digter som Lamartine[CLX] sine Elskende gjennemgaae hele theologisk-philosophiske Cursus med hinanden. De ere af forskjellig Anskuelse og hun ham aandeligt overlegen; hun synes ogsaa at have været to eller tre Aar ældre, hvilket i dette Tilfælde betyder saare |267| meget, især da hun er gift med en saa meget ældre Mand; thi det vil i Virkeligheden sige, at de tilhøre to forskjellige Generationer, hun Revolutionens, han Restaurationens Tidsalder. Medens i den gamle store Tid Faust[clxi], naar han blev katechiseret af sin Gretchen[clxii], maatte afbøde et Omvendelsesforsøg og stræbe at forklare den Elskede sin Vantro gjennem formildende Omskrivninger, er her det Omvendte Tilfældet; det er her Faust[clxiii], som maa gjøre frugtesløse Forsøg paa at omvende sin Gretchen[clxiv] til Orthodoxien. JulieElvira[clxv] siger (»Raphael[0038]« 55): »Jeg, som er opdragen af en Philosoph og i min Mands Hjem har levet midt i et Samfund af frie Aander, der have revet sig løs fra Dogmerne og Ceremonierne i en Religion, som de have oversavet, jeg har ingen Overtro, ingen Aandssvaghed, ingen af de Skrupler, der bøie andre Kvinders Pande under et andet Aag end det, Samvittigheden paalægger.« Er det ikke ham, der spiller Pigerollen, naar han til en Aand som denne retter den ene Anraabelse efter den anden om at vende tilbage til Katholicismens Moderskjød? »Jeg bønfaldt hende om i en øm og kjærlig Religion, i Kirkernes Mørke, i den hemmelighedsfulde Tro paa denne Christus, der er Taarernes Gud, i Knælen og Bøn at søge den Lindring og de Trøstegrunde, som jeg selv i min Barndom havde fundet deri.« Det lykkes kun halvveis Raphael[clxvi]|268| Omvendelsen. Imidlertid er han tilfreds med Resultatet. En strengere Orthodox end han vilde neppe finde det beroligende. Bogen fremstiller Bevægelsen i Julies[CLXVII] Indre saaledes, at det er Kjærligheden, der lærer hende Troen paa Gud: »Der er en Gud,« siger hun, »der gives en evig Kjærlighed, hvoraf vor kun er en Draabe. Denne Draabe strømmer tilbage i det guddommelige Ocean, hvoraf vi have øst den. Men dette Ocean er Gud. Jeg har seet ham, jeg har følt ham, jeg har forstaaet ham i dette Øieblik gjennem min Lykke […] Ja, tilføiede hun med endnu mere Lidenskab i Blik og Tone, gid de forgjængelige Navne maae døe, hvormed vi tidligere have benævnet den Tiltrækning, vi føle mod hinanden. Kun eet Navn er Udtryk derfor, det er Gud, det er ham, som nu har aabenbaret sig for mig i dine Øine. Gud, Gud, Gud, raabte hun, som om hun havde villet lære sig et nyt Sprog. Gud, det er Dig. Gud, det er, hvad jeg er for Dig. Gud, det er os.« Hvis JuliesElviras[clxviii] Mand, den gamle Philosoph, havde været tilstede ved disse Hjerteudgydelser, vilde han have kunnet underrette de Elskende om, at dette Sværmeri var saa langt fra at være christeligt, at det maatte betegnes som ren Pantheisme. Jeg betvivler ikke, at han vilde have havt Sindsro dertil; thi heller ikke han nærer den ringeste Grad af Skinsyge. Han veed, at Julie[clxix] og Raphael[clxx]|269| dagligt vexle Breve og kjender deres Kjærligheds overjordiske Natur. Da Raphael[clxxi]Paris[q], siger han kun til ham: »Betragt det som om De havde to Venner istedenfor en i dette Hus. Julie[clxxii] kunde ikke gjøre et bedre Valg af en Broder og jeg ikke af en Søn.«

Paa en Maade har han heller ikke nogen egentlig Grund til Skinsyge, men dette er et Kapitel for sig. Strax efter at Raphael[clxxiii]Julie[clxxiv] ham et Svar, der for bestandig angiver Grændserne for deres Forhold. Hun siger: »Jeg troer kun paa en usynlig Gud, der har skrevet sit Symbol i Naturen, sin Lov i vore Instincter, sin Moral i vor Fornuft. Fornuft, Følelse og Samvittighed, det er for mig de eneste Aabenbaringer. Intet af disse mit Livs tre Orakler vilde forbyde mig at tilhøre Dem [man erindrer, at hun kun pro forma er en Andens], min hele Sjæl vilde kaste sig for Deres Fødder, hvis De kun kunde være lykkelig for denne Pris. Men skulde vi ikke troe mere paa vor Elskovs Aandighed og Evighed, naar den forbliver i den rene Tankes Høide, i Egne, der ere utilgjængelige for Forandring og Død, end naar den nedværdiger og profanerer sig selv ved at stige ned til de vulgære Sandsningers foragtelige Region.« Det er, som man seer, den saakaldte platoniske Kjærligheds Theori, hvorom Plato[CLXXV] aldrig har vidst Noget og |270| som vor Tid ikke pleier at betragte med Beundring. Da den religiøse Reaction i Danmark begynder, docerer Ingemann[CLXXVI] den i sine Ungdomsskrifter. Om Julie[clxxvii] har udtalt den, eller den ikke maaskee snarere skyldes Lamartine[CLXXVIII], der i alle sine tidligere Kjærlighedsforbindelser havde praktiseret den, maa staae hen. Vi kjende dem alle, thi han, som efter eget Sigende altid i saa høi Grad har været Herre over sit Hjerte og sine Sandser, har i meget ringe Grad været det over sin Pen. Vi vide da af hans »Confidences [0039]«, hvorledes han i Frostveir havde sine Stævnemøder med den skjønne 16aarige Lucy og var kold som Vinternatten; vi erindre den Sætning af »Graziella[0040]«: »Vi sov to Skridt fra hinanden, jeg var beskyttet ved min kolde Ligegyldighed.« Men er det uvist, om Julie[clxxix] har udtalt Theorien, saa bære hendes følgende Ord alt Præg af Ægthed. Hun tilføier høitrødmende, at det Offer, hun fordrer af ham, er nødvendigt – af Helbredshensyn, paa Grund af Lægeforskrift, hun vilde gaae ud af hans Arme som en Skygge, som et Lig: »dette Offer vilde ikke alene være Offeret af min Værdighed, men ogsaa Offeret af min Existents.«

Det lader sig ikke negte, at denne sidste Passus staaer i en besynderlig Strid med det Foregaaende, og at dette spiritualistiske Forhold ved denne overmaade materialistiske Motivering |271| taber en Del af sin Overjordiskhed. Man føler sig, som var man steget ned fra den syvende Himmel og følte atter Grund under sine Fødder. Saa følge da Scener som de i »Valérie[0041]«, Selvmordsplaner, der blive til Intet, Nætter tilbragte i ømme Samtaler paa hver sin Side af en lukket Egedør. Det Pinlige, det Anstødelige og Unaturlige ligger kun i al den Opmærksomhed, som atter i denne Kjærlighedshistorie uafbrudt er henvendt paa, at de Elskende blive deres Løfter tro og at intet reelt Kjærlighedsforhold kommer istand imellem dem. En eneste Gang, da der synes at være virkelig Fare paafærde, ankommer – hvem? ingen anden end den ærværdige Olding Hr. Bonald[CLXXX], hvis Theorier om Kvinden og Ægteskabet vi kjende, netop i det afgjørende Øieblik i Visit hos Julie[clxxxi] Kl. 12 om Natten og oplever saaledes ikke denne Sorg at see sine Disciple som Rebeller mod Ordenen. Saatidt Julie[clxxxii] beklager Raphael[clxxxiii]Abailard[CLXXXIV] og Héloise[CLXXXV]. »Har jeg nogensinde syntes at begjære Andet end at turde dele denne Lidelse med Dig? Gjør den os ikke begge til frivillige og rene Ofre? Er dette ikke det Kjærlighedens evige Brændoffer, som fra Héloises[CLXXXVI] Tid indtil os maaskee aldrig var bleven frembudt til Skue for Englene.«

Naar man efter at have studeret »Raphael[0042]« atter læser Lamartines[CLXXXVII] Meditationer til Elvire[clxxxviii]|272| igjennem, har man da en ny Nøgle til Forstaaelsen af det Abstracte og Vage i denne poetiske Kjærlighed, som er platonisk par ordre de médecin, medens den lader som om Legemverdenen ikke existerede for den. Kun maa man fra Meditationerne til Elvire[clxxxix] subtrahere dem, der ere postdaterede og som i en helt anden Tone, der minder om det 18de Aarhundrede, ere skrevne paa tidligere Stadier af Lamartines[CXC] Liv, som f. Ex. Meditationen »A Elvire[0043]«, der i Virkeligheden er skreven til »Graziella[0044]«, fremdeles »Sapho[0045]« o. fl.

Lad dette nu være Exempler nok, lad os drage Resultatet og see hvad vi have fundet. Vi toge en ganske enkelt Følelse, men en af dem, som enhver Litteraturgruppe gaaer ud paa at fremstille og som enhver fremstiller i eiendommelig Form og prøvede paa en Mængde forskjellige Punkter kritisk Skildringen af den for at see, hvordan den var givet. Hvad fandt vi saa? Vi fandt her som paa alle andre Omraader, vi have undersøgt, Livets Naturside fornegtet eller skjult eller sværtet eller fremstillet som en Gjenstand for Skam. Chateaubriand[CXCI] og Madame de Krüdener[CXCII] opsøge Tilfælde, hvor Kjærligheden staaer som brødefuld og syndig og skildre saa snart Helvedes Aanders Hyl over at Helten bukker under, snart Troners og Fyrstendømmers Jubel over at det Skrækkelige ikke skeer. De Vigny[CXCIII] lader Satan tale som Eros, det vil sige Eros som Satan. |273| Lamartine[CXCIV] sætter Kjærligheden som seraphisk, som frigjort fra Timelighedens Attraa paa Tronen i sine Digte men skildrer den senere i »Raphael[0046]« som den virkelig var, som platonisk imod sin Villie, hvad imidlertid forøger de Elskendes Fortjeneste og afgiver Englene et Brændoffer, som disse siden den stakkels Abailards[CXCV] Dage ikke skulle have lugtet saa sødt. Under alt dette saa en Understrøm af Hykleri. Eudorus[cxcvi], der lader saa utrøstelig over Velledas[cxcvii] Lidenskab, er ligefuldt hemmeligt smigret ved at hun har overskaaret sin hvide Hals for hans Skyld. Han begræder sit Syndefald i Udtryk som om det fristede ham anden Gang. »Valéries[0047]« Forfatterinde bringer sin Heltindes sædelige Renhed tiltorvs og raaber med Kydskhed og Forsagelse i alle Blade, medens hun paa den Tid, Bogen udgives, netop er særligt uskikket til Lærerinde i Moral. Lamartine[CXCVIII] har privat en anden Forklaring af sit Forhold til Elvire[cxcix] end den, Publicum nødvendigt maatte danne sig efter »Meditationernes[0048]« ætheriske Sværmeri.

Man gik her som overalt ud paa at være overnaturlig og naaede under denne Bestræbelse kun til snart at lemlæste snart at bortlyve Naturen.*)*

*) Lamartine[CC]: »Méditations poétiques[0049]«. »Nouvelles méditations poétiques[0050]«. »Graziella[0051]«. »Raphael[0052]«. »Les confidences[0053]«. »Mémoires [0054]«. – Mme de Krüdener[CCI]: »Valérie[0055]«. – Chateaubriand[CCII]: »Les martyrs[0056]«, især livre IX. og X. – Nettement[CCIII]: »Histoire de la littérature française sous la Restauration[0057]«.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«