Reactionen i Frankrig (1874)

IV.

Det er Chateaubriand’s[I] »Le génie du christianisme[0001]«, der betegner Overgangen fra Reactionens første til dens andet Stadium, idet dette Værk, som alt bemærket, søgte at hævde og gjenindsætte Autoriteten igjennem en Appel til Følelsen.

|124|Det Forsvar for Christendommen, som her leveredes, var af en hidtil ukjendt Art, fordi det henvendte sig til Følelsen og Indbildningskraften, ikke til Intelligentsen og Troen. Skriftet synes ligesom overbevist om, at Intelligentsen nu var antichristelig og Troen forsvunden.

Forfatteren selv havde faa Aar i Forveien været Fritænker, ja Materialist. I en ham tilhørende Bog fandt Sainte-Beuve[II] efter hans Død Randbemærkninger tilføiede med hans egen Haand, der levere Beviset derfor. Ved disse Ord »Gud, Materien og Skjæbnen er Eet« har han tilføiet: »Det er mit System, det er det, jeg troer paa.« Hvor der i Texten staaer følgende Raisonnement: »Du siger, at Gud har skabt Dig fri. Det er ikke Spørgsmaalet: Har han forudseet, at jeg vilde falde, at jeg evigt vilde blive ulykkelig? Ja utvivlsomt. I saa Fald er Eders Gud kun en frygtelig og absurd Tyran« har han i Margenen sat: »Denne Indvending er uigjendrivelig og styrter det hele christelige System fuldstændigt overende. For Resten troer Ingen mere derpaa.«

Dette er Chateaubriands[III] Ungdomsstandpunkt, men hans Moder døer og efterlader den Bøn til ham, at holde fast ved hendes Tro. »Jeg græd og troede«, siger han.

Selv omvendt eller halvveis omvendt ad Følelsens Vei forsøger han nu at paavirke Andre paa samme Maade. Kunde man ikke mere vente |125| at finde intellectuel Modtagelighed for Christendommens Dogmer, saa kunde man dog altid vente Sympathier for dens rørende og ophøiede Poesi. Det var en original og tidssvarende Idee at forvandle Apologien til Poetik. Han helliger Kirkeklokkernes mildt melancholske Klang et helt Kapitel. Han beskriver den simple Landsbykirkes idylliske Ro. Han giver Billeder og Lignelser, hvor man venter Beviser. Bonald[IV] brugte det Udtryk, at i Bøger, der vare et Værk af Raisonnement som hans egne, viste Sandheden sig som en Konge i Spidsen for sin Hær paa en Kampdag, men i Bøger som Chateaubriands[V] lignede den snarere en Dronning paa hendes Kroningsdag, omgivet af hvad Pragtfuldt og Yndefuldt man blot havde kunnet opdrive. Meningen er, at Chateaubriand[VI] snarere vil røre end overbevise. I Privatsamtale udtrykte Bonald[VII] sig iøvrigt mere ligefrem. Han sagde: jeg gav mine Piller som de var, han gav sine med Sukker.

Ingen Bog afgiver visselig en bedre Maalestok for hvor lidet dyb den religiøse Renaissance var, end denne. Dens Synsmaade er den, som man er bleven enig om at kalde den romantiske. Den vender sig mod Fortiden, og da Romantikeren er et Phantasimenneske, seer han Fortiden i et phantastisk Lys. Romantikerens Religion er en Paradereligion, et Redskab for Politikeren, en |126| Lyra for Digteren, et Symbol for Philosophen og en Modesag for Verdensmanden.

Som de tydske, danske og franske Romantikere sværmer Chateaubriand[VIII] for det Mysteriøse og begynder sit Forsvar for Autoritetstroen med at paaberaabe sig det Mysteriøse i Livet i ren Almindelighed. »Der gives ikke andet Skjønt eller Sødt eller Stort i Livet end det Hemmelighedsfulde. De vidunderligste Følelser ere de, som paa eengang bevæge og forvirre os. Undseelse, kydsk Elskov, rent Venskab ere fulde af Hemmeligheder […] Er Uskyldigheden, som i sit Væsen kun er en hellig Uvidenhed, ikke det mest uudsigelige Mysterium? – Kvinderne, Menneskehedens skjønnere Halvdel, kunne ikke leve uden Mysterier?« Springet herfra til Dogmerne i en positiv Religion synes stort.

Ganske paa samme Maade bruger De Maistre[IX] Mysteriet. Det gjælder for ham blot om at vise, at en eller anden Institution er uforklarlig, saa troer han at have bevist, at den er guddommelig. For arveligt Monarchi og arvelig Adel lader der sig saaledes ikke anføre nogen rationel Grund – Bevis nok for at de ere af Guds Naade. Hvad lader der sig sige til Forsvar for Krig? Ikke meget, følgelig er Krigen et Mysterium. Seer man nøiere til, begriber man, at denne Vending er nødvendig. Autoriteten fordrer som sit nødvendige Modstykke Mysteriet. Saaledes siger Mi|127|chaud[X] i Dedicationen af Digtet »Le printemps d’un proscrit[0002]« 1803: »Samfundet bør have sin mysteriøse Side lige saa fuldt som Religionen, og jeg har altid tænkt, at man undertiden burde troe paa Fædrelandets Love, som man troer paa Guds Bud. Saavel i det daglige Liv som i Politiken er der Sager, man udfører bedre, naar man ikke tænker paa den Aarsag, der bringer En til at handle.«

Chateaubriands[XI] Skrift var glimrende og blændende ved sin Form. Uden disse Egenskaber havde det ikke gjort den Opsigt, det vakte; det indeholder Naturbeskrivelser, Stemningsudbrud og ganske enkelte Bemærkninger af Værdi. Men dets litterære og poetiske Værd er dog sammentrængt i dets Episoder »Atala[0003]« og »René[0004]«, der som Prøveballoner udsendtes længe før Værket, og med dem have vi Intet at gjøre; dem have vi paa sit Sted seet i deres historiske Betydning.*)

*) »Emigrantlitteraturen[0005]« S. 64-74.

Her ville vi kun i Forsvarsmethodens Charakter søge og levere Beviset for Usandheden af den hele Retning, som det indleder. Foran Værkets æsthetiske Parti er stillet et dogmatisk, der overensstemmende med Bogens hele Maneer gaaer ud paa at opvise de christelige Dogmers Skjønhed. Her nogle Exempler paa de urimelige Consequentser, hvortil denne Hvor-skjønt!-Stil førte.

|128|Om Communionen siger han: »Vi vide ikke, hvad man skulde kunne indvende mod et Sacramente, der bringer En til at gjennemløbe en saadan Kreds af poetiske, moralske, historiske og metaphysiske Ideer, mod et Sacramente, der begynder med Blomster, Ungdom og Ynde og som ender med at lade Gud nedstige til Jorden for at hengive sig til aandelig Næring for Menneskene.« Hvad man skulde kunne indvende! ikke det Mindste, ifald det er sandt.

Trods Skjønskranteriet gaaer Chateaubriand[XII] tilværks med det største Pedanteri. Coelibatet betragtes først fra det moralske Synspunkt og kaldes, saaledes undersøgt, endog den mest moralske Institution af alle, saa helliges der det paany et nyt Kapitel med den letkomiske Titel »Undersøgelse af Jomfrueligheden, seet fra det poetiske Synspunkt.« Dette slutter med følgende utrolige Tirade: »Saaledes seer man, at Jomfrueligheden, der hæver sig fra det nederste Led i Væsenernes Kjæde [dens Betydning undersøges nemlig ogsaa hos Dyrene], strækker sig op til Mennesket, fra Mennesket til Englene og fra Englene til Gud, hos hvem den taber sig.« Og hertil var i Originaludgaven, som om dette ikke var nok, endnu føiet: Gud er selv Universets store Ensomme, Verdenernes evige Pebersvend (célibataire).

Det undrer maaskee, at Faderforholdet til Treenighedens anden Person slet ikke kommer i |129| Betragtning. Med des større Fynd kan Forfatteren da hævde Jomfrueligheden for Frelserens Vedkommende. Han siger:

»De Christnes Lovgiver fødtes af en Jomfru og døde som Jomfru (vierge).« Og hertil føier han saa disse Ord: »Har han ikke herved villet lære os, at i politisk og naturlig Henseende var Jorden naaet til Fuldtallighed med Hensyn til sine menneskelige Beboere, og at vi nu langtfra at burde mangfoldiggjøre Slægten, meget mere fra nu af bør see at indskrænke Indbyggerantallet.«

Man staaer maalløs ved at see Malthus[XIII] udkomme som Facit af denne christelige Romantik. Hvem havde vel troet at der var saa megen Nationaløkonomi i Evangelierne!

I Anledning af Treenigheden staaer der: »Tallet 3 synes i Naturen at være Tallet fremfor alle; det er ikke frembragt, hvorfor Pythagoras[XIV] kaldte det Tallet uden Moder. Man kan opdage en og anden dunkel Tradition om Treenigheden selv i Flerguderiets Lærdomme. Gratierne havde taget den til Grændse for deres Tal.«

Saaledes bæres hos Chateaubriand[XV] Treenigheden af Gratierne som Kariatider.

Til dette Forsvar for de christelige Dogmer svarer et Forsvar som dette for den christelige Ritus: »I Almindelighed kan man svare, at den hele christelige Ritus er af den høieste Moralitet, om saa blot af den Grund, at den er bleven ud|130|øvet af vore Fædre, at vore Mødre have staaet som christne Kvinder ved vor Vugge og at Religionen har sunget sine Psalmer over vore Fædres Kister og ønsket dem Fred i deres Grave.« Var det ikke allerede i og for sig klart, at dette Forsvar lader sig anvende for en hvilkensomhelst Religion, vilde hertil endnu ved denne Leilighed komme, at det netop passer allermindst i et Tilfælde som dette, hvor det gjaldt om at bringe Sønnernes Slægt til at rive sig løs fra Fædrenes antichristelige Livsanskuelse.

Ikke mindre burleske ere de Beviser til Bedste for en Theodike, der i Værket hentes fra Naturbetragtningen. Han siger: »Er en Krokodille, en Slange, en Tiger mindre kjærlige mod deres Smaa end en Nattergal, en Høne, ja en Kvinde? […] Er det ikke lige saa miraculøst som rørende at see en Krokodille bygge Rede og lægge Æg som en Høne og et lille Uhyre komme ud af Skallen ganske som en Kylling? Hvor mange rørende Sandheder indeholder ikke denne Contrast! hvor bringer den En ikke til at elske Guds Godhed!«

Hvor Restaurationens Mænd komme ind paa Nogetsomhelst, der vedrører Natur eller Naturvidenskab, der blive de regelmæssigt høikomiske. Hvo der har Lyst, kan i Chateaubriands[XVI] Anmeldelse af Bonalds[XVII] »Législation primitive[0006]« efterslaae hans Forfærdelsesudbrud over at have hørt |131| en lille Dreng besvare Lærerens Spørgsmaal: Hvad er Mennesket? med Svaret: Et Pattedyr. Og i samme Aand udtaler De Maistre[XVIII] ofte, at den hele Chemi trænger til en Reorganisation fra theologisk Side, og at det nok vil lykkes en eller anden ærlig Lærd at vise, at det ikke er Maanen, men Gud, der er Skyld i Ebbe og Flod, samt at Vandet, som er et Element, ikke lader sig opløse i Ilt og Brint. Ja han mener, at Fuglene afgive et levende Bevis imod Tyngdeloven. En af Personerne i hans »Soirées de Saint-Pétersbourg[0007]« bemærker i den Henseende, at Fuglene overhovedet er mere overnaturlige end de andre Dyr, hvad allerede viser sig i, at Duen har den udsøgte Hæder at forestille den hellige Aand. At Krokodillen lægger Æg, at Fuglene flyve, det er Mirakler for disse Mænd.

Efter Værkets dogmatiske Del er det, at den æsthetiske, som udgjør dets Kjærne, følger. Her er det, at Chateaubriand[XIX] bestræber sig for at vise, at »af alle Religioner, der nogensinde have existeret, er den christelige Religion den mest poetiske, den mest menneskelige, den gunstigste for Friheden, Kunsten og Litteraturen, at den moderne Verden skylder den Alt, fra Agerdyrkningen af til de abstracte Videnskaber, fra Asylerne for Ulykkelige til de Templer, der byggedes af Michel Angelo[XX] og prydedes af Raphael[XXI], at der ikke gives noget mere Guddommeligt end dens |132| Moral, intet mere Elskværdigt og Pompøst end dens Dogmer, dens Lære og dens Cultus, at den begunstiger Geniet, renser Smagen, udvikler de dydige Lidenskaber, giver Tanken Kraft, skjænker Skribenten og Kunstneren de ædleste Former o. s. v.«

I 200 Aar havde den store Strid, om det litterære Fortrin tilkom de Gamle eller de Moderne, strakt sig igjennem den hele nyere Litteratur, et Stridsæmne, der allerede sysselsatte Corneille[XXII] og Racine[XXIII], der gav Stødet til de første Oversættelser af klassiske Oldtidspoesier og hvis Discussion lidt efter lidt havde ført til, at den moderne Aand fattede sig sammen i Selvtillid efter det første overvældende Indtryk af Antikens Herlighed. Det var denne tohundredaarige Forhandling, som Chateaubriand[XXIV] nu optog paany i en ikke hidtil anvendt Form som Discussion om Christendommens Værd for Poesien og Kunsten i Sammenligning med de gamle Mythologiers. Paa den forunderligste Maade skjødes det af ham tilside, at det dog ikke kommer an paa, om en Religion er poetisk eller i hvilken Grad den er det, men om den har Sandheden for sig eller ei. Og til hvilke Midler maa saa Chateaubriand[XXV] ikke tye for at documentere sine Paastande! Han sammenligner f. Ex. det hedenske Tartarus æsthetisk med det christelige Helvede. Hvor |133| meget har ikke dette forud! »Torturernes Poesi og Kjødets og Blodets Hymner.«

Saaledes klirrer han poetisk med Helvedes Marterredskaber, bruger dem som æsthetiske Rangler for det nye Aarhundredes gamle og sløve Børn og bringer en Salonchristendom paa Mode til Brug for de høiere og afspændte Samfundsklasser i Frankrig. I det 17de Aarhundrede havde man troet paa Christendommen, i det 18de havde man fornegtet og udryddet den, i det 19de begyndte nu den Art af Religiøsitet, som bestod i vemodigt at gaae udenom Christendommen, som man gaaer rundt om en Museumsgjenstand og sige: hvor poetisk! hvor rørende og hvor deiligt! Man anbragte en Klosterruin i sin Have og satte en Automat klædt paa som Eremit til at passe paa Ruinen. Et Guldkors blev paany en Toilettegjenstand for en Dame af det gode Selskab og man rørtes til Taarer ved Kirkeconcerter. Man blev bevæget ved Tanken om, hvilken Trøst Religionen er for den Fattige og Nødlidende. Man havde mistet den gamle Tids enfoldige Tro og holdt sig til det Ydre, den katholske Kirkes poetiske, sociale og politiske Indflydelse. Man sminkede Autoritetsprincipet, saa gammelt og saa aflægs som det var, op med sentimental og poetisk Sminke, for at det kunde see ungt og indbydende ud, men opnaaede kun at gjøre det forhen saa frygtelige Princip til Latter.

|134|Og som Constant[XXVI] nu skrev sin Bog om Religionerne i Huset hos sin Veninde Mme de Charrière[XXVII], saaledes Chateaubriand[XXVIII] dette Værk hos sin opofrende og fortrolige Veninde Madame de Beaumont[XXIX], hun hjalp ham med Sammensøgningen af de Citater, han havde Brug for til det. Til nogen Verdslighed synes dog altsaa Skriftet at have levnet Rum i hans Sjæl.

Hvor declamerede ikke Chateaubriand[XXX] senere under Ludvig den 18de[XXXI] mod de gifte Præster, med hvilken Indignation ophidsede han ikke imod dem det hele royalistiske og katholske Parti, hvor ivrigt sørgede han ikke for at faae dem unddraget hver Skilling af deres Lønning til Straf for, at de havde benyttet sig af Republikens Love og giftet sig som enhver anden Borger! Og var han da ikke selv, »den ydmyge Levit«, som han i Fortalen kalder sig, som Forfatter til »Christendommens Aand[0008]« en Slags Præst, ja mere end en almindelig Præst, og var han ikke gift og mere end gift? Jeg citerer dette Træk, fordi det er et af de tusinde Symptomer paa Noget, der viser sig overalt i den hele kirkelige Restauration, og om hvilket jeg ikke troer, at Ordet Hykleri skjøndt stygt er for grovt et Ord.

Saaledes er denne Bog og saaledes blev den til. Dens colossale succès og dens uhyre Indflydelse give den en Betydning, som den ikke vilde |135| have ved sig selv. Den var Øieblikkets Bog, den indsmuglede Autoritetsprincipet, som snart skulde bestige Tronen, i en Emballage af Føleri. – Lad os da see dette Princip, udsondret fra Alt, hvad der kan tilhylle det, i et andet af Tidens Hovedværker, i Bonalds[XXXII] berømte Bog »Le divorce[0009]«, efter min Anskuelse det mest originale og mest interessante af hans Skrifter.

Det indledes med en lang Jammerklage over, hvorledes Verden er kommen til at see ud, siden Autoriteten er bleven kuldkastet. Den moderne Philosophi, siger han, som fødtes i Grækenland, i hint Folk som evigt vedblev at være Barn og som altid søgte Visdommen udenfor Fornuftens Veie (sic!) begyndte med atheistisk eller deistisk (!) at fornegte Gud. Humes[XXXIII] og Condillacs [XXXIV] sensualistiske Lære har nu gjort Mennesket som er »en Intelligents, betjent af Organer« til et Dyr, et blot Naturvæsen. Den almindelige samfundsopløsende Aandsretning er trængt ind i Huslivet og istedenfor det Forhold, som der i ældre Tid fandt Sted mellem Forældre og Børn: Autoritet og Underkastelse, har Insubordinationen indsneget sig i de unge Hjerter og Lighedsideer i de unge Hjerner, saa at Børnene betragte sig som Forældrenes Lige, ja endog tillade sig at kalde dem Du. Forældrene, som paa deres Side have Bevidstheden om deres Svaghed, vove ikke mere at være Herrer, men aspirere til at være deres |136| Børns »Venner« eller »Fortrolige«, altfor ofte deres Medskyldige. Den blødagtige Betragtning af Livet afspeiler sig i en ligesaa blødagtig Betragtning af Døden. Man har foreslaaet at danne Vaser af Glas eller Porcelain til Opbevaring af sine Forældres Aske og – o Rædsel! – en Politiordonnants har tilladt en Moder paa Hedningevis at brænde sin Datters Lig. Overalt har man foreslaaet og i nogle Stater gjennemført Afskaffelsen af Dødsstraffen, dette Klenodie, »dette første Middel til Samfundets Bevarelse« (ce premier moyen de conservation de la société). Man har seet Regjeringer blive grebne af »den pludselige Mani, som kaldes Philanthropien«. De saakaldte Naturvidenskaber – »saakaldt« er godt –, der hellere burde hedde de materielle Videnskaber, da de kun handle om Legemverdenen, fortrænge de høiere, de aandelige Videnskaber, især den gamle Tids »høie Metaphysik«. I Poesien har den spøgende og lystige Genre afløst den heroiske Tragoedie. I Romanerne, der saa tydeligt afspeile en Tidsalders Charakter, ofredes tidligere regelmæssigt Kjærligheden for Pligten [som i »Kjærlighed uden Strømper[0010]«]. Nu er det omvendt, og Rousseau[XXXV] har skrevet den Roman, »som mest af alle har forvildet Kvindernes Phantasi og fordærvet deres Hjerter«, nemlig »Den nye Héloïse[0011]«. Endog i Havekunsten har Autoritetsprincipet tabt sig: »De engelske Havers |137| landlige og raa Natur har afløst den pragtfulde Symmetri i Le Nôtres[XXXVI] Anlæg.«

Imod alle disse oprørende Frygteligheder er det nu, at Bonald[XXXVII] retter sit svære Artilleri. Imod alle disse Forsøg paa at opløse Samfundet er det, at han stiller sit Forsøg paa at frelse Samfundet. Og der er her eet Hovedpunkt, som det gjælder om at erobre. Samfundet hviler paa Ægteskabet, staaer og falder med det. Revolutionen har tilladt Skilsmisse. Men hvor Skilsmisse er mulig, der er Ægteskabet ikke mere til. Det gjælder da om med een stor Kraftanstrengelse at faae Skilsmisseretten ophævet. Denne Anstrengelse lykkedes ham kun altfor godt.

Lad os da høre Bonalds[XXXVIII] egen Theori. Den er værd at lære at kjende. Er hans Philosophi saare mager, saa er den saa meget mere curiøs.

En udviklet Fornuft, siger Bonald[XXXIX], begriber alle Væsener og deres Forhold under disse tre almindelige Ideer: Aarsag, Middel og Virkning, de mest abstracte, Fornuften kan opfatte. De ligge til Grund for enhver Dom og danne Grundvolden for al social Orden. Ethvert Samfund bestaaer saaledes af tre fra hverandre adskilte Personer, som man kan betegne som de sociale Personer. Fornuften seer i Gud, som vil, den første Aarsag, i Mennesket som udfører denne Villie Midlet, Ministeren, Formidleren, og i den Tingenes Orden som kaldes Samfundet Virk|138|ningen, der resulterer af Guds Villie og Menneskets Virksomhed. Denne Fornuft raader efter Bonalds[XL] Anskuelse kun i Katholicismen. Han siger: »Religionen, som stiller Gud i Spidsen for Samfundet, giver Mennesket en høi Idee om den menneskelige Værdighed og en dyb Følelse af Menneskets Uafhængighed, medens Philosophien, som overalt stiller Mennesket høiest, stadigt kryber for Fødderne af et eller andet Idol, i Asien for Muhameds[XLI] Fødder, i Europa for Luthers[XLII], Rousseaus[XLIII] eller Voltaires[XLIV]« (»Le divorce[0012]«42).

Man seer, at Luther[XLV] af Bonald[XLVI] uden videre stilles sammen med Antichristne som Muhamed[XLVII] eller Voltaire[XLVIII]. Dette er et staaende Træk i den hele Periode, ligesom det, at Protestantisme og Usædelighed slaaes sammen. Naar De Maistre[XLIX] taler om Reformationen, fortæller han med den alvorligste Mine, at det halve Europa har skiftet Religion for at en Libertiner af en Munk kunde gifte sig med en Nonne. I sin »Théorie du pouvoir[0013]« (II 305) siger Bonald[L]: »En hidsig og sandselig Munk havde reformeret Religionen i Tydskland, en vellystig og grusom Fyrste reformerede den i England […] Charakteristisk er det, at Reformen blev beskyttet i Tydskland af Landgreven af Hessen[LI], der endnu medens hans Hustru levede vilde gifte sig med Margrethe af Saale[LII], i England af Henrik den 8de[LIII], der vilde skilles fra Catharina af Aragonien[LIV] for at ægte Anna |139| Boleyn[LV], og i Frankrig af Margrethe af Navarra[LVI], en Fyrstinde af mere end tvivlsomme Sæder. Saaledes gik Occidenten til Grunde ved Skilsmisse, som Orienten ved Polygami.« I sin engelske Litteraturhistorie*)

*) »Oeuvres[0014]« Tome VI S. 75.
siger Chateaubriand[LVII] om Luthers[LVIII] Ægteskab: »Han giftede sig saavel for at give et godt Exempel som for at befrie sig for sine Anfægtelser. Den, som har overtraadt Reglerne, søger altid at trække de Svage efter sig og at dække sig med Mængden; thi ved det store Antals Samstemmen smigrer man sig med at bringe Andre til at troe paa Retfærdigheden og Rigtigheden af en Handling, der ofte kun var Resultatet af et Tilfælde eller en Lidenskab. Hellige Løfter bleve krænkede paa dobbelt Maade: Luther[LIX] ægtede en Nonne.«

Hvad der gjør disse heftige Udfald mod Luther[LX] og Lutheranismen forstaaelige er, at man ligesom de tydske Romantikere med stor Klarhed indseer, at Protestantismen med nødvendig Consequents fører til den moderne Aandsretning, hvorfor man ræddes. Saaledes hedder det i Lamennais’s[LXI] »Essai sur l’indifférence[0015]«: »Man har nu erkjendt, at Kirken og dens Dogmer hvile paa Autoriteten som paa en urokkelig Klippe. Derfor er det, at den hele Mangfoldighed af Sekterere, der ere uenige om alle øvrige Punkter, forene sig |140| om at oversave denne alle Sandheders Grundpille. Lutheranere, Socinianere, Deister, Atheister ere de forskjellige Navne, som angive de successive Udviklingstrin af samme Lære; de forfølge alle med utrættelig Udholdenhed deres Angrebsplan mod Autoriteten.«

Den eneste ægte katholske Fornuft hos Bonald[LXII] seer da overalt de tre sociale Personer: Magten, Ministeren og Undersaatten. De modtage i de forskjellige Samfundssphærer forskjellige Navne. I det religiøse Samfund kaldes de Gud, Præster og Troende, i det politiske Samfund Konge, Adel eller Embedsstand, Folk eller Menigmand; i det huslige Samfund kaldes de endelig Fader, Moder og Barn.

Den, som endnu ikke er fortrolig med Bonalds[LXIII] Maade at tænke paa, vil rimeligvis studse ved denne sidste Sammenstilling; men det er Bonald[LXIV] saa fuldkomment Alvor med at parallelisere Faderen med Magten, Moderen med Ministeriet og Barnet med Undersaatten, at han endog bruger den sidste Række af Betegnelser gjennemgaaende istedenfor den første; thi, siger han, Fader, Moder, Barn passe paa Dyrene saa vel som paa Menneskene, Benævnelsen Magt, Minister, Undersaat derimod udelukkende paa intelligente Væsener; desuden, siger han et andet Sted, maa man saavidt muligt stræbe at spiritualisere Mennesket og dets Forhold overfor de Bestræbelser, der fra |141| andre Sider gjøres for at materialisere Menneskelivet.

Han begrunder sin Lære med sine sædvanlige Formler. Manden og Kvinden, siger han, existere begge to; men de existere ikke paa samme Maade. De ligne hinanden, men de ere ikke Lige (semblables, men ikke égaux). Kjønnenes Forening er Grunden til deres Forskjel. Frembringelsen af et Menneske er Formaalet for deres Forening. Faderen er stærk, Barnet er svagt, Faderen activ, Barnet passivt. Moderen danner Mellemledet. Hvorfor? Jo, siger Bonald[LXV], Faderen er et bevidst Væsen og kan ikke blive Fader uden med sin Villie; Moderen kan derimod, selv med fuld Bevidsthed, blive Moder imod sin Villie [altsaa passivt]. Barnet har hverken Villien til at fødes eller Bevidsthed om, at det bliver født.

Det er da paa det modbydelige og tragiske Naturforhold, at Kvinden ufrivilligt kan blive Moder, at Bonald[LXVI] bygger sin oprørende Rangforordning mellem Kjønnene. Ja, han siger ordret (5te Udg. 71): »I denne Gradation af deres Forhold ligger alene Løsningen af Spørgsmaalet om Skilsmisse«, nemlig at der ingen bør tilstedes.

Og var nu dette forblevet en afsindig Theori som saa mange andre forrykte Theorier, som intet Menneske falder paa at sætte i Værk, hvo vilde da indigneres herover! Men man tænke sig, at det er paa Grundlag af dette Skrift, at Ægte|142|skabs- og Skilsmisselovene i Frankrig, de Love, der bestaae endnu den Dag idag, 12 Aar efter at Bogen udkom, bleve byggede.*)

*) Louis de Viel-Castel[LXVII]: »Histoire de la Restauration[0016]« Tome IV, 487.
Dengang var, strax efter Bourbonernes Tilbagevenden, Bonalds[LXVIII] Indflydelse saa uimodstaaelig, at den stupide og clericale Nationalforsamling med 225 Stemmer imod 11 afskaffede Skilsmissen.

Man kan da sige, fortsætter Bonald[LXIX] med Hensyn til Opdragelsen, at Faderen har eller er Magten til gjennem Moderen som Minister eller Middel at udøve den reproductive og opretholdende Handling, hvis Maal eller Undersaat Barnet er.

Forholdet mellem Mand og Kvinde i Ægteskabet bestemmes da simpelt saaledes: Manden er le pouvoir, Magten, Kvinden er le devoir, Pligten. Selve den hellige Skrift kalder jo Manden Kvindens Hoved eller Fornuft, Kvinden Mandens Hjælp eller Minister, og betegner Barnet som Undersaat, idet den altid indprenter det at være lydigt.

Kvinden ligner da Manden, som Manden ligner Gud. Manden er skabt i Guds Billede, men er ikke derfor hans Lige. Kvinden er skabt af Mandens Kjød og Blod, men er ham underordnet. Man seer, at Bonalds[LXX] Theori stemmer med Mil|143|tons[LXXI] i hans »Paradis[0017]«.*)

*) »He for God only, she for God in him.« »Paradise lost[0018]«IV.
»Det huslige Samfund er et Samfund, hvor Manden medbringer Styrkens beskyttende Evne, Kvinden Svaghedens Fornødenheder, han Magten, hun Pligten.« Saaledes forvrænger Bonald[LXXII] Paulus’s[LXXIII] Lære, der for sin Tid var det mægtigste og beundringsværdigste Fremskridt i Retning af Kvindens Frigjørelse.

Hvad er da for Bonald[LXXIV] Ægteskabet? Ægteskabet er den Forpligtelse, som to Personer af forskjelligt Kjøn paatage sig til at stifte Samfund, et Samfund, som kaldes Familie. Det er dette, som skiller Ægteskabet fra ethvert andet Samliv mellem Mand og Kvinde. Med dyb Indignation omtaler Bonald[LXXV] det vittige Ord af Condorcet[LXXVI], at hvis Menneskene have nogen Forpligtelse mod de Væsener, som endnu ikke ere til, saa kan det ikke være den at skjænke dem Existents. Tvertimod! Ægteskabet bestaaer netop, for at Slægten kan vare ved. Heraf tør man efter Bonalds[LXXVII] Anskuelse dog ingenlunde slutte, at et barnløst Ægteskab, et saadant, der altsaa synes at have forfeilet sin Bestemmelse, tør opløses; thi, siger han, idet man hæver det første Ægteskab for at slutte et andet, bliver Frembringelsen af Børn umulig i det første Ægteskab, uden derfor at blive sikker i det andet. Saalænge |144| Mand og Hustru ikke have Børn, er der dog en Mulighed for at de kunne komme, og da Ægteskabet kun er grundet for de Børns Skyld, som kunne komme, er der ingen Grund til at hæve det. Ægteskabet er for Bonald[LXXVIII] det eventuelle Samfund, hvortil Familien som det actuelle Samfund svarer: »Ægteskabets Formaal, lærer han, er ikke Ægtefællernes Lykke.« Hvilket er da dette Formaal? Ægteskabet, svarer han, er til for Samfundets Skyld. Religionen og Staten have i Ægteskabet kun de Pligter for Øie, som det paalægger. Men naar Ægteskabet nu er til for Samfundets Skyld, hvad er da Samfundets Formaal? Enhver vil indrømme, at man maa brænde efter at faae dette Spørgsmaal besvaret. Hvad svarer da Bonald[LXXIX]? Han svarer med en conservativ Clericals hele rolige Fripostighed: Samfundets Formaal er dets egen Bevarelse.*)

*) La société a pour parvenir à sa fin, qui est sa conservation, des lois. S. 107.

Hvilken Lære for alle de Tilhængere af Nyttephilosophien, der naivt bilde sig ind, at Samfundets Formaal er dets Medlemmers Lykke og som ligesaa barnligt have levet i den Illusion, at Institutioner overhovedet ere til for Individernes Skyld, at Ægtefællerne f. Ex. ikke ere til for Ægteskabets Skyld, men Ægteskabet omvendt for |145| Ægtefællernes Skyld, og som drage alle Consequentser af denne Tanke!

Idet Hensynet til Børnene opstilles som det absolute, viser Polygami, Forstødelse af Hustruen og Skilsmisse sig for Bonald[LXXX] som lige forkastelige. Han bemærker ogsaa, at Indførelsen af Polygami og Indførelsen af Skilsmisse synes at skulle følges ad, siden Luther[LXXXI], – denne Anecdote gaaer igjen i ethvert Bind fra Restaurationstiden – der tillod Skilsmisse, ogsaa, om end i dybeste Hemmelighed, tillod Landgreven af Hessen[LXXXII] Polygami (p. 195). Han har, siger han, ikke mere tilovers for det successive Flerkoneri end for det samtidige og glemmer, at denne Indvending lige saa godt gjælder om Indgaaelse af et nyt Ægteskab efter den ene af Ægtefællernes Død som om nyt Ægteskab efter Skilsmisse. Overalt, siger han, hvor Skilsmisse er tilladt og hvor en Kvinde altsaa i enhver Mandsperson kan see en mulig Ægtemand, ere Kvinderne uden Kydskhed eller idetmindste uden Blu. Han anfører England som Exempel – England. Tilstanden i England, hvor Skilsmisse i visse Tilfælde er tilladt, sammenligner han med Tilstandene hos visse vilde Folkeslag, hvor Ægtemanden lader sin Kones Medskyldige, naar han overrasker ham, betale sig et stegt Svin, som de saa alle tre fortære sammen. Overhovedet er England med sine forholdsvis liberale Institutioner saavel for ham som |146| for Lamennais[LXXXIII] det sande bête noire. Lamennais[LXXXIV] siger f. Ex. om England, at man ingensteds finder en Befolkning, der er saa sløvet, saa blottet for moralsk Sands, saa fremmed for de intellectuelle Ideer og for Alt, hvad der opløfter Sindet og adler Menneskets Existents.*)

*) »Progrès de la révolution et de la guerre contre l’église[0019]« p. 35.

Alt dette er Overdrivelser uden Sandhed og uden Logik. Men det, hvori der baade er Logik og Sandhed og det, for hvis Skyld jeg fremdrager disse Enkeltheder, det er Bonalds[LXXXV] Opfattelse af Ægteskabsspørgsmaalets inderlige Sammenhæng med det hele politiske Spørgsmaal. Han indseer, at Republiken eller Demokratiet (thi han er saa forbitret paa Republiken, at han udtrykkeligt vægrer sig ved at ville bruge dette Ord) nødvendigvis maatte føre til Ægteskabets Opløselighed.

Han siger: »Skilsmissen blev decreteret 1792 og forundrede Ingen, fordi den var en uundgaaelig og længe forudseet Consequents af det Nedbrydelsessystem, som man paa hin Tid med saa megen Lidenskab fulgte, men nutildags, da man vil gjenopbygge, nu træder Skilsmissen som Princip ind i Samfundsbygningen og ryster denne Bygning helt ned i dens Grund. Skilsmissen stod i Harmoni med det Demokrati, der har hersket altfor længe i Frankrig under forskjellige |147| Navne og Former. Saavel den huslige som den offentlige Magt var overgivet til Undersaatternes Lidenskaber, der var Uorden i Familien og Uorden i Staten; der var Lighed og Analogi mellem de to Uordener. Men det seer Enhver, at Skilsmissen staaer i directe Strid med Aanden i det arvelige og uopløselige Monarchi. Beholde vi Skilsmisse, have vi Orden i Staten og Uorden i Familien, Uopløselighed hist, Opløselighed her, altsaa ingen Harmoni. Fra den Side, til hvilken Mennesket hælder, maa Loven reise det iveiret, og den maa nutildags forbyde opløste Naturer Opløsning som forhen halvvilde Barbarer Blodhævn.«

Saaledes lykkes det Bonald[LXXXVI] ud fra sit legitimistiske Statsprincip at gjennemføre sin Ægteskabstheori. Han slutter, at Skilsmisse absolut bør forbydes, og at den blotte Separation uden Tilladelse til nyt Ægteskab tilstrækkeligt bøder paa alle de Ulemper, der kunne følge af disharmoniske Forbindelser. Da disse Bonalds[LXXXVII] Ideer fik Lovskraft, opstod i Frankrig den Tilstand, som hersker endnu den Dag idag og som har gjort det franske Ægteskab til en Spot for hele Jorden, en Tilstand, som f. Ex. umuliggjør det for den unge Pige, i det Tilfælde, at hendes Brudgom paa Bryllupsdagen absenterer sig med hele hendes Medgift, nogensinde at kunne blive gift paany eller faae legitime Børn; medens Loven har fundet formildende |148| Omstændigheder hos Mordbrændere og Drabsmænd, og man, naar de have ført sig vel op et vist Antal Aar, kan give dem fuldstændig Frihed, har den bedragne unge Pige ikke efter Bonalds[LXXXVIII] Theori og Frankrigs Love det Haab om Frihed som den, der har brændt en Familie inde eller slaaet sin Fader ihjel.

I Conventets Project til en Civilret hed det:

Ægteskabet tilhører Friheden, det vil sige Samvittigheden.

Det opretter en Association, hvor Mand og Kvinde staae paa lige Fod.

Ægtefællerne regulere frit Betingelserne for deres Forbindelse.

Ægtefællerne have eller udøve lige Ret med Hensyn til Bestyrelsen af deres Eiendom.

Skilsmisse finder Sted efter begge Ægtefællernes eller efter den ene af Ægtefællernes Ønske.

Loven forbyder at stipulere nogensomhelst Indskrænkning i Retten til at skilles.

Det synes, som om den store Skilsmissefrihed, der saaledes pludseligt blev givet, ligesom al anden pludseligt erhvervet Frihed, i Begyndelsen blev misbrugt, og at man f. Ex. med stor Letsindighed og uden synderligt Hensyn til Børnene gav efter for flygtige Tilbøieligheder, der hverken have den Ret eller den Værdighed, som virkelig Kjærlighed har. Analoge Phænomener sees overalt i Historien, hvor Lænker brydes. Men |149| dette var nok for dem, der som Bonald[LXXXIX] ingen Tro havde til Friheden og ikke troede paa anden moraliserende Magt end Tvangen, til at føre Alt tilbage til den traditionelle Tilstand. Hvad kan være mere vist, end at Idealet, som aldrig vil glemmes og som undertiden naaes, er, at to Mennesker, der leve forbundne, elske hinanden til Døden, ja med en Elskov, som varer udover Døden, men dette Ideal er Følgen af et rigtigt og lykkeligt Valg, ikke af Tvangsforholdsregler. Paaskuddet til disse var naturligvis Hensynet til Børnene, og angaaende dette Punkt har Bonald[XC] sammentrængt sin Theori i denne slaaende og udmærket velskrevne Sætning: »Da den ægteskabelige Forbindelse gjælder tre Personer, Fader, Moder og Barn, kan den ikke ophæves, fordi de to ere enige derom. Da Barnet er umyndigt, saa repræsenterer overfor Ægtefællerne Samfundet Barnet og nedlægger som Barnets Repræsentant sin Indsigelse mod Ægteskabets Opløselighed.« Enhver seer let, at denne Argumentation for det Første betragter det som givet, at Ægteskabets Opretholdelse for enhver Pris ubetinget er det, som tjener Barnet bedst, hvad selvfølgelig er alt andet end givet, for det Andet gjør Hensynet til Barnet til det absolute og altafgjørende, hvad selvfølgelig er et kun ud fra Autoritetsprincipets Fornuften proscriberende Standpunkt muligt Postulat, for det Tredie kun tager Hensyn til det inden|150|for Ægteskab fødte Barn og betragter de øvrige som ikke-existerende, medens en af den traditionelle Ordnings sørgeligste Consequentser netop er, at ikke alle Børn staae med lige Rettigheder overfor deres Forældre og derved overfor Samfundet. Bonalds[XCI] Samfundsordning, der tager Hensynet til Barnet som det absolute, har i vore Dage ført til, at mere end 2 Millioner 800,000 Franskmænd som uægte Børn fødes i en uforskyldt Ulighed overfor Forældrene, der i Frankrig er endnu større end andensteds.

Dog, hvor inconsequent end i Enkeltheder Bonalds[XCII] Theori kan være, den er værdifuld, ja kostbar som en i alle Grundtræk consequent Gjennemførelse af Autoritetsprincipet paa Familiens Omraade. Han har, hvad de Halvliberale aldrig have, et klart og gjennemtrængende Blik for Sammenhængen mellem Revolutionens politiske og dens sociale Principer, han kunde aldrig, som de, hvis Princip er Vrøvlet, skille de første fra de sidste og oversee, at den traditionelle Opfattelse af Ægteskabet, som man tildels endnu nutildags bevarer, hænger paa det Nøieste sammen med den traditionelle Opfattelse af Staten, som man nutildags har forladt. Sammenhængen kommer frem overalt, hvor Spørgsmaalet discuteres. Da Abolitionisterne i Amerika fremsatte deres Theorier, forsvarede Slaveeierne sig med, at hvad der fandt Sted i Slaveforholdet i ingen |151| Henseende var principielt forskjelligt fra hvad der fandt Sted i Familien og Ægteskabet. Man seer ogsaa, at der har fundet lige saa megen tom Declamation Sted imod Ret til Skilsmisse overhovedet som der nutildags vilde finde Sted imod udvidet Skilsmissefrihed eller overhovedet mod en forandret Opfattelse af hvad der gjør Ægteskabet helligt og værdifuldt.

Overfor Autoritetsprincipet staaer paa dette Omraade som paa alle andre Frihedsprincipet i dets forskjellige Former som Liberalisme og Socialisme. Hvis vi lade de socialistiske Theorier, der senere ville møde os hos Saint-Simonisterne, helt ude af Betragtning, saa staaer overfor Autoritetsprincipet her den liberale Theori med sit Princip Individualismen, som det er bleven udviklet af engelske og franske, men især af amerikanske Tænkere. Det er dette Princip, der ligger til Grund for Conventets ovenanførte Project. Grundtanken er den, at ikke Familien, som det almindeligt siges, men Individet er Samfundets Grundpille og at Individet er souveraint. Istedenfor den legitimistiske Theori om Guds Souverainitet og den tvetydige Lære om Folkesouverainiteten træder Læren om Individets Souverainitet. (Denne Terminus er først bleven brugt af Amerikaneren Samuel Warren[XCIII], af hvem jeg til min Overraskelse seer at selv John Stuart Mill[XCIV] har |152| laant den).*)

*) Mill: »Autobiography[0020]« 256.
Individets Souverainitet sikrer, som Ordet siger, ethvert Menneskes absolute Frihed, forbyder Enhver at tilrane sig nogetsomhelst Herredømme eller nogensomhelst Control over nogen Anden. Tilhængerne af denne Lære sige: Enten Formynderskab over Individet, det vil sige Censur over Pressen, Politiorganisation af Husspioner, Passystem, Tariffer, Forhindring af Skilsmisse, Love, som regulere Mænds og Kvinders Følelsesliv og det hele System af vilkaarlig Tvang udøvet paa Individets Frihed, eller Individets Souverainitet ↄ: Pressefrihed, Talefrihed, Reisefrihed, Frihandel, Frihed i Forskning og Følelsernes Frihed. Fra dette Synspunkt er det eneste mulige Forsvar for en Friheden indskrænkende Lov det, at en foreløbig paatvungen Ordning kun er den nærmeste Vei til en mere fuldkommen Ordning med fuldstændig Frihed; thi Frihed er Individualismens Ideal. Mændene af denne Skole betragte Statens Indblanding i Individernes Følelsesforhold som uberettiget; de hævde, at det lovlige Baand, der sammentvinger to Væsener af forskjelligt Kjøn, er enten overflødigt – ifald det er deres eget Ønske at blive sammen – eller oprørende – ifald det omvendt ikke er deres Ønske. De finde, at Samfundet begaaer en frygtelig Uret imod Individer, af hvilke det |153| ene afskyer det andet, ifald det bringer dem til at forblive sammen og faae Børn af den Enes Attraa og den Andens Afsky. De finde det oprørende, at Samfundet tvinger en Kvinde til mod sit Ønske at føde en Drukkenbolt et Barn, et Barn der fra det Øieblik af, det vaagner til Liv, besidder sin Faders fordærvede Drifter og Lyster. De tage da ligesaa meget Hensyn til de endnu ufødte Børn som Bonald[XCV] til de fødte; de see ikke som han et Bevis paa Kvindens Ufuldkommenhed, men et Bevis paa Samfundsordenens Raahed deri, at Kvinden mod sin Villie kan blive Moder. De hævde i Kraft af det Afhængighedsforhold, hvori alle Livssphærer staae til hverandre, Usandsynligheden af, at et eneste Omraade af Menneskelivet skulde findes at være fuldstændig rigtig ordnet paa det traditionelle Fundament, medens alle andre Omraaders Ordning er bleven fundet fuldstændig forkert og derfor bleven forandret fra øverst til nederst i de sidste hundrede Aar. Dette er den Argumentation, der hyppigst anvendes af Mændene af denne Skole.*)
*) Se f. Ex. Stephan Pearl Andrews[XCVI]: »Love, marriage and divorce[0021]«. New York. Smlgn. ogsaa Émile de Girardin[XCVII]: »L’homme et la femme[0022]«.
Det er i dette som i mange andre Tilfælde tvivlsomt, hvorvidt den rene Liberalisme anviser den rette Vei til Maalet. Jeg charakteriserer her kun Principet som Modstykke |154| til Autoritetens. Intet er mig fjernere end i en historisk Skildring at forsøge paa selv at opstille en Theori. Hvad jeg selv personligt vil hævde, det er paa dette som paa alle andre Punkter kun Forskningens ubetingede Frihed.

Hvis en Tænker i et katholsk Land udtaler sig frit om Messen eller om andre af Kirkens Ceremonier, bliver han i Reglen betegnet som en Spotter af Religionen i Almindelighed eller vel endog som Atheist. Den Rettroende mener nemlig, at »Religionen« bestaaer i eller idetmindste kun kan bestaae sammen med visse bestemte Ceremonier, med hvilke den i hans Bevidsthed altid har været associeret. Han aner ikke, at Angriberen har en meget høiere og renere Opfattelse af Religionens Idee end han selv. Hvorfor ikke? Fordi han har bemærket, at de, hvem han hidtil har seet vise mindst Agtelse for den ydre Cultus, hvortil han selv er knyttet, vare uordentlige og usædelige Mennesker, som næsten vare istand til enhver Forbrydelse. Han drager nu for tidligt heraf en almindelig Slutning om alle dem, der ikke anerkjende Kirkens Cultus og Præster, og da han altsaa ikke er udviklet nok til at skjelne de forskjellige Klasser af Angribere fra hinanden, slaaer han den religiøse Philosoph og Enthousiast i Hartkorn med det almindelige Slæng af gudsforgaaene Kroppe. Han sammenblander den, der staaer over ham, med dem, der |155| staae under ham. Ganske saaledes gaaer det til, naar Talen er om den traditionelle Opfattelse af Forholdet mellem Mand og Kvinde. Ordningen af dette Forhold i et vist bestemt Land til en vis bestemt Tid er ikke mere Ægteskabet, end Katholicismen i Spanien i det 17de Aarhundrede er Religionen. Nogle staae under Ægteskabsinstitutionen som den er, Andre staae over den, medens Flertallet i de civiliserede Lande befinder sig aldeles i Niveau med denne Institution som den er, bearbeider den offentlige Mening i Overensstemmelse med deres Synsmaade, og slaaer begge Grupper af Anderledestænkende sammen til en, der saa prisgives til den almindelige Foragt.

Det Samme som leder til Autoritetsprincipets Opstilling paa Religionens og Statens Omraader, foranlediger ogsaa dets Opstilling med Hensyn til Ordningen af Forholdet mellem Kjønnene.

Feilslutningen i religiøs Henseende bestaaer i den Antagelse, at Kirken, fordi den gjennem Aarhundreder har havt et civilisatorisk Kald, er af væsentlig Betydning for Existentsen af ophøiede Følelser og Tanker eller at Kjærligheden til aandelige Sandheder ikke er Mennesket naturlig og tiltager med Menneskehedens hele Udvikling, men at den maa bringes ind i dem og vedligeholdes i dem ved en stadig Virksomhed af Biskopper og Præster, Kirker, Kirkeforsamlinger o. s. v.

|156|Med Hensyn til Forholdet mellem Mand og Kvinde er den tilsvarende Taabelighed den at mene, at Menneskene ikke af Naturen elske Orden og Harmoni i dette Forhold og i des høiere Grad, jo mere udviklede og fintfølende de ere, at Mændene ikke af Naturen elske deres egne Børn og deres Børns Moder, ikke af Naturen nære Agtelse for det andet Kjøn og for sædelig Renhed, men at alle disse Dyder og Egenskaber først maa fabrikeres, dernæst bevares i den menneskelige Sjæl gjennem Lovgivning, og det medens Lovene mærkeligt nok kun frembringes ved den forenede Virksomhed af alle disse Individer, som tagne hver for sig antages blottede for alle disse Egenskaber og Dyder. Nei i den Grad er det Modsatte Sandheden, at det kun er Kjærligheden til alle disse samme Dyder og Goder, som bringer Menneskene til, ofte pinligt nok, med Taalmodighed at udholde og underkaste sig alle de kunstige Ordninger og Systemer, hvorunder de sukke, fordi de fra Barnsben af have lært, at en Ordning som den givne var den eneste Sikkerhed for Opretholdelsen af de Dyder og Goder, de have for Øie.

Da som Følge heraf ethvert Studium af Naturen og den menneskelige Sjæl trænges tilbage eller umuliggjøres, opdrættes Sindene til uden Prøvelse eller Undersøgelse at antage det for sandt, der støtter sig paa Tradition eller Autori|157|tet, medens Autoritetsprincipets Modstandere beskyldes for at ville og begunstige Usædelighed.

Hvis man var gaaet ud paa at finde det mest fornedrende og fordummende Princip af alle Principer paa Jorden, havde man ikke kunnet komme til noget andet end Autoritetsprincipet.

Autoritetsprincipet leder consequent til saadanne Sætninger som: Ægteskabet er til for Samfundets Skyld og Samfundets Formaal er at bevare sig selv – eller med en lidt forskjellig Nuance: Ægteskabet i dets traditionelle Form er helligt, fordi det er uundværligt til Bevaring af sædelig Renhed. Og hvori bestaaer sædelig Renhed? i Overholdelse af Ægteskabet i dets traditionelle Form.

Ad den Vei kommer man ikke længer. Man gaaer i en Ring og staaer stedse stille paa samme Plet.

Hvis Autoritetsprincipets Modstandere derimod sige: Samfundets Formaal er dets Medlemmers høieste Lykke, Ægteskabets Formaal er Familiens Vel, saa er Undersøgelsen givet fri med Hensyn til, hvad dette Vel og denne høieste Lykke er. Og dersom de videre sige: »Sædelig Renhed bestaaer i den Art Forhold mellem Væsener af forskjelligt Kjøn, som i høiest Grad bidrager til begges gjensidige Vel og Lyksalighed, hvis de fjerneste Resultater af denne Forbindelse lige saa vel som de umiddelbare tages i |158| Betragtning«, og ifald denne Definition antages eller prøves, saa see vi Horizonten aaben for os og Marken fri til ny radical og videnskabelig Forskning, saavel physiologisk som psychologisk og økonomisk i et Omfang, som Verden ikke før har kjendt den.

Orden og Harmoni! det er Stikordene hos Autoritetsprincipets Forfægtere. Visselig Orden og Harmoni! Men hvad Verden nu har at lære og hvad den vil lære, selv om det skulde tage Aarhundreder, det er at Orden og Harmoni er Videnskabens Værk og aldrig er eller kan være et Værk af vilkaarlig Lovgivning eller en paa Tradition og Autoritet støttet Criminalcodex og offentlig Mening. Der gives ingen anden Ordning og Orden af Samfundet end den, som beroer paa videnskabelig Indsigt i Menneskets Organisation. Alle Samfund, Familiens saa vel som Statens, ere til ikke for deres egen men for Individernes Skyld, for at Individerne kunne opnaae visse store Formaal og Goder. Saadanne Formaal ere sædelig Renhed, Børnenes Opdragelse, Kvindens Beskyttelse. Dersom nu disse Formaal kun kunne naaes ad den Vei, som Autoritetsprincipet anviser, ja da bør Frihed paa disse Omraader selvfølgelig, i Modsætning til hvad den paa saa mange andre Omraader ansees for, betragtes som en Forbandelse, udryddes og forfølges. Hvis disse Formaal derimod muligvis kunne naaes ad |159| andre Veie, muligvis bedre kunne naaes ad andre Veie – og at negte en saadan Mulighed er svært –, hvis de endelig maaskee saa godt som slet ikke ere naaede ad den traditionelle Vei, da bør en af alle Hensyn uindskrænket, fri Undersøgelse finde Sted uden ringeste Menneskefrygt for nogen Autoritet. Hvad jeg for min Del vil constatere er kun det, at Autoritetsprincipet som saadant, der spærrer Veien for enhver Discussion, er det sletteste, det dummeste, det mest nedværdigende af alle og har dømt sig selv. Den, der ved at forhaane eller forbyde den frie Undersøgelse paa nogetsomhelst socialt Omraade, er Aarsag i – som han upaatvivlelig bliver – at en eller anden for hans Medmennesker nyttig Hypothese – om saa blot en eneste – ikke vover sig frem for Dagens Lys eller ikke bliver prøvet overfor Virkeligheden, er en Forbryder, for hvem den strengeste Straf, ifald der var Ret og Retfærdighed i Verden, ikke vilde findes for haard. Desværre er rigtignok Majoriteten af alle civiliserede Mennesker Forbrydere af denne Art, saa at Udsigten til at faae dem straffet visselig er ringe.

Bonald[XCVIII] var en saadan Forbryder. Hans ydre Livsvilkaar vare imidlertid ikke af den Art, at man kan see noget Spor af Eumenidernes Forfølgelse under hans Livsbane. Han fødtes i Aaret 1754 og døde først i 1840 mæt af Hæder og Dage; han var først Militær, giftede sig |160| tidligt, blev saa valgt til Præsident for Administrationen i Departementet Aveyron[a]; han indgav sin Dimission, da Ludvig den 16de[XCIX] saa sig nødsaget til at stadfæste Geistlighedens civile Constitution, og emigrerede saa 1791. Da han i Heidelberg[b] havde skrevet sin »Magtens Theori[0023]«, blev næsten hele Oplaget tilintetgjort af Directoriets Politi. Et enkelt Exemplar, som han havde sendt til Bonaparte[C], naaede lykkeligvis for Forfatteren dog til sin Bestemmelse og var Skyld i, at denne strøg ham af Emigrantlisten.

Han havde ikke for Intet lært Verden, at enhver Revolution begyndes af Undersaatten, men endes af Magten, opstaaer paa Grund af, at Autoriteten har været svag og har givet efter, og ender derved, at Autoriteten kommer til Kræfter igjen. Han havde vist, at alle Uroligheder kun styrke Magten, og spaaet, at Revolutionen, som begyndte med Erklæringen af Menneskerettighederne, vilde ende med Erklæringen af Guds Rettigheder. Da Bonaparte[CI] nu netop erklærede disse ved Concordatet, naaede Bonald[CII] snart en anseet Stilling. Han vedblev vel kun at sværme for og drømme om Bourbonerne, men valgte foreløbig at hengive sig til disse Drømme i en Ansættelse, som Keiseren gav ham. Han blev conseiller tutélaire ved Universitetet med 12000 francs om Aaret for Intet at gjøre. Chateaubriand[CIII] anmelder hans Bøger med dyb Beundring, De Maistre[CIV] skriver |161| til ham efter Offentliggjørelsen af hans »Recherches philosophiques[0024]«: »Er det fatteligt, at Naturen har moret sig med at udspænde to Strenge, der samstemme saa fuldstændigt som Deres Aand og min. Hvis man nogensinde trykker visse Sager, vil De finde næsten samme Udtryk, De selv har brugt, og dog har jeg visselig Intet forandret.« De vare skabte til at forstaae hinanden. Hvilken Anseelse Bonald[CV] var i Besiddelse af, seer man f. Ex. af det rørende Brev, Napoleons[CVI] Broder, Ludvig af Holland[CVII], skrev til ham for at bønfalde ham om at opdrage hans ældste Søn. Han skildrer heri først, hvor syg han selv bestandig er, hvor høit han elsker sin Søn, hvor stærkt denne trænger til at dannes af en Mand i dette Ords fulde Betydning for selv at blive en Mand. Saa siger han: »Efter at have søgt overalt, har jeg, skjøndt jeg ikke kjender Dem personligt, tænkt, at De er en af de Mænd, som jeg agter høiest. De vil da tilgive mig, at jeg nu, da jeg har at vælge En, hvem jeg agter at betroe Mere end mit Liv, henvender mig til Dem. Hvis den Lykke, som De uden Tvivl nyder i et fredeligt Hjem, ikke har gjort Dem ufølsom for hvad Godt De kan udrette, jeg siger ikke mod mig, et Individ, men mod et helt Folk, der er endnu mere agtværdigt end ulykkeligt, og det vil sige meget – saa tag imod at være Opdrager for min Søn.« Og |162| han slutter i samme Tone med at forsvare sig imod de Bagvadskelser af ham, som han tænker kunde være komne Bonald[CVIII] for Øre. Med saadan Ydmyghed nærmede en Konge sig denne Mand – og forgjæves, han afslog Opfordringen.

Et andet endnu mere paafaldende Træk viser, hvilken Indflydelse og Vægt, man dengang tillagde saa despotisk sindede Autoritetens Mænd som ham. En Dag modtog Bonald[CIX] en Billet med Anmodning om at indfinde sig hos Cardinal Maury[CX]. Denne var nu under Keiserdømmet blevet en anderledes mægtig Mand, end da han holdt Taler mod Jødernes Borgerrettigheder i Nationalforsamlingen. Da Bonald[CXI] var ene med Cardinalen, rettede denne det Spørgsmaal til ham, hvad han vilde sige, ifald Keiseren[CXII] lod ham anmode om at paatage sig Opdragelsen af Kongen af Rom[CXIII]. Et Øieblik stod Bonald[CXIV] forbauset over saa megen Ære; saa gav han, siger man, det afslaaende Svar: »Jeg tilstaaer, at hvis jeg nogensinde lærte ham at herske, saa skulde det før blive alle andre Steder end i Rom[c].« Under Restaurationen blev han da en af Hovedophavsmændene til, at Rom[d] og dets Aand: Autoritetsprincipet kom til at herske istedenfor til at blive behersket. Han havde hele sit Liv igjennem bekjæmpet Pressefriheden. Han endte med at faae hele Censuren under sig.

  • IV.
    højresiderne i kapitel 4 har i førsteudgaven klummetitlen »Traditionen i Religion, Stat og Familie.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Reactionen i Frankrig.«.
  • I en ham tilhørende Bog … derpaa.«
    randbemærkningerne findes beskrevet i Charles-Augustin Sainte-Beuves Causeries du lundi, 1851-1862 Sainte-Beuve 1855, 10:66.
    C.A. Sainte-Beuve: Causeries du lundi, vol. 1-15, 1851-1862.
    .
  • »Jeg græd og troede«
    citatet findes i forordet til førsteudgaven af François-René de Chateaubriands afhandling Génie du christianisme, 1802 Chateaubriand 1802, 1:vii.
    François-René de Chateaubriand: Génie du christianisme, ou, Beautés de la religion chrétienne, vol. 1-4, 1802.
    .
  • i Bøger … opdrive
    GB gengiver her et citat fra Louis de Bonalds afhandling Législation primitive, 1802 Bonald 1802, 1:310.
    Louis de Bonald: Législation primitive, considérée dans les derniers temps par les seules lumières de la raison, suivie de plusieurs traités et discours politique, vol. 1-3, 1802.
    .
  • jeg gav mine … Sukker
    citatet gengives i Charles-Augustin Sainte-Beuves afhandling Chateaubriand et son groupe littéraire sous l'empire, 1861 Sainte-Beuve 1861, 1:272.
    C.A. Sainte-Beuve: Chateaubriand et son groupe littéraire sous l'Empire, vol. 1-2, 1861.
    .
  • »Der gives … Mysterier?«
    sammensat citat fra François-René de Chateaubriands afhandling Génie du christianisme, 1802 Chateaubriand 1978:472.
    François-René de Chateaubriand: Essai sur les révolutions - Génie du christianisme, Maurice Regard (red.), 1978.
    .
  • Dedicationen af Digtet »Le printemps d'un proscrit« 1803
    der sigtes til de tre brevformede essays »Lettres a M. Delille sur la sentiment de la pitié«, som findes afslutningsvis i udgivelsen af Joseph-François Michauds langdigt Le printemps d'un proscrit, 1803.
  • »Samfundet bør … handle.«
    citatet findes i Joseph-François Michauds langdigt Le printemps d'un proscrit, 1803 Michaud 1803:193.
    Joseph-François Michaud: Le printemps d'un proscrit, poëme en III chants, précédé d'une dissertation sur la poésie discriptive et de trois lettres à M. Delille sur la sentiment de la pitié, 1803.
    .
  • Episoder »Atala« og »René«
    François-René de Chateaubriands romaner Atala, 1801, og René, 1802, er episoder, der tjener som eksempler for fremstillingen i hovedværket Génie du christianisme, 1802.
  • Communion(en)
    i den katolske kirke bruges betegnelsen kommunion om nadveren under messen, hvor den troende bekræfter sin tro. Den første kommunion er den troendes fulde indtræden i menighedsfællesskabet, omtrent svarende til den protestantiske konfirmation.
  • »Vi vide ikke … Menneskene.«
    citat fra førsteudgaven af François-René de Chateaubriands afhandling Génie du christianisme, 1802 Chateaubriand 1802, 1:52.
    François-René de Chateaubriand: Génie du christianisme, ou, Beautés de la religion chrétienne, vol. 1-4, 1802.
    .
  • »Saaledes seer … (célibataire).«
    citat fra førsteudgaven af François-René de Chateaubriands afhandling Génie du christianisme, 1802 Chateaubriand 1802, 1:70.
    François-René de Chateaubriand: Génie du christianisme, ou, Beautés de la religion chrétienne, vol. 1-4, 1802.
    .
  • »De Christnes … Indbyggerantallet.«
    citat fra François-René de Chateaubriands afhandling Génie du christianisme, 1802 Chateaubriand 1978:500.
    François-René de Chateaubriand: Essai sur les révolutions - Génie du christianisme, Maurice Regard (red.), 1978.
    .
  • Malthus udkomme som Facit
    der sigtes til den engelske økonom Thomas Malthus, der i An Essay on the Principle of Population, 1798, argumenterer for, at jordens befolkningstal vokser eksponentielt i forhold til fødevareressourcerne, og at væksten i befolkningstallet derfor bør begrænses.
  • »Tallet 3 … Tal.«
    citat fra François-René de Chateaubriands afhandling Génie du christianisme, 1802 Chateaubriand 1978:477.
    François-René de Chateaubriand: Essai sur les révolutions - Génie du christianisme, Maurice Regard (red.), 1978.
    .
  • »I Almindelighed … Grave.«
    citat fra François-René de Chateaubriands afhandling Génie du christianisme, 1802 Chateaubriand 1978:492.
    François-René de Chateaubriand: Essai sur les révolutions - Génie du christianisme, Maurice Regard (red.), 1978.
    .
  • Theodike
    teodicé; redegørelse for det teologiske og filosofiske problem: Hvorfor findes det onde, når Gud er algod og almægtig?.
  • »Er en Krokodille … Godhed!«
    sammensat citat fra førsteudgaven af François-René de Chateaubriands afhandling Génie du christianisme, 1802 Chateaubriand 1802, 1:213.
    François-René de Chateaubriand: Génie du christianisme, ou, Beautés de la religion chrétienne, vol. 1-4, 1802.
    .
  • Chateaubriands Anmeldelse af Bonalds »Législation primitive« … Pattedyr
    GB refererer til anmeldelsen »Sur la législation primitive«, december 1802 Chateaubriand 1859-1861, 6:444.
    François-René de Chateaubriand: Oeuvres complètes de Chateaubriand, vol. 1-19, M. Sainte-Beuve (red.), 1859-1861.
    .
  • at den hele Chemi … Brint
    Joseph de Maistre er fx inde på forholdet i Examen de la philosophie Bacon, ou l'on traite différentes questions de philosophie rationnelle, vol. 1-2, udgivet posthumt i 1836.
  • at Fuglene … Mænd
    der sigtes til Joseph de Maistres dialog Les soirées de Saint-Pétersbourg, 1821 Maistre 1821, 2:69.
    Joseph de Maistre: Les soirées de Saint-Pétersbourg, vol. 1-2, 1821.
    .
  • »af alle Religioner … o. s. v.«
    citat fra François-René de Chateaubriands afhandling Génie du christianisme, 1802 Chateaubriand 1978:469-470.
    François-René de Chateaubriand: Essai sur les révolutions - Génie du christianisme, Maurice Regard (red.), 1978.
    .
  • første Oversættelser af klassiske Oldtidspoesier
    de franske dramatikere Pierre Corneille og Jean Racine anvendte i deres dramaer stof fra den romerske historie, men udfordrede samtidig normerne for den klassiske tragediedigtning, bl.a. ved en mere sammensat karaktertegning. Deres forfatterskaber førte i 1600-tallet til en større akademisk diskussion af tragediedigtningens regler, der havde Aristoteles' skrift Om digtekunsten, ca. 300 f.Kr. som ideal, og af hvorvidt de burde overholdes. Diskussionen, der på franske refereres til som La querelle des Anciens et des Modernes, førte til formuleringen af et nyt moderne sæt regler for det franske drama,.
  • Han sammenligner … Helvede
    der sigtes til François-René de Chateaubriands afhandling Génie du christianisme, 1802 Chateaubriand 1978:754.
    François-René de Chateaubriand: Essai sur les révolutions - Génie du christianisme, Maurice Regard (red.), 1978.
    .
  • »Torturernes Poesi og Kjødets og Blodets Hymner.«
    citat fra François-René de Chateaubriands afhandling Génie du christianisme, 1802 Chateaubriand 1978:755.
    François-René de Chateaubriand: Essai sur les révolutions - Génie du christianisme, Maurice Regard (red.), 1978.
    .
  • afspændte
    her i betydningen: blaserte.
  • Toilettegjenstand
    her i betydningen: genstand til at pynte en overklassedames fine kjole med.
  • Constant … Bog om Religionerne … Mme de Charrière
    der sigtes til Benjamin Constants afhandling De la religion, considérée dans sa source, ses formes et son développement, vol. 1-5, 1824-1831. Afhandlingen blev udgivet i årene før Constants død i 1830, men påbegyndt under forfatterens eksil, der indledtes i 1802 som en konsekvens af hans modstand mod Napoleon Bonapartes styre.
  • »den ydmyge Levit«
    citatet er ikke identificeret; der sigtes formentlig til, at levitter flere steder i Det Gamle Testamente på Guds ordre udgjorde en kategori af tempeltjenere, der passede de dagligdags sysler i en helligdom.
  • deistisk
    vedrørende deismen, dvs. forestillingen om, at Gud har skabt verden og indrettet den ud fra en fornuftsorden, som han efterfølgende ikke griber ind i.
  • »en Intelligents, betjent af Organer«
    citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xxiii.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • »dette første Middel … Bevarelse«
    citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xxxvi.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • »den pludselige … Philanthropien«
    citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xxxvi.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • De saakaldte Naturvidenskaber … »høie Metaphysik«
    GB gengiver et tekststykke fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xxxviii-xxxix.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • »som mest … Hjerter«
    citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xxxii.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • »De engelske … Anlæg.«
    citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xl.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • »Religionen … Voltaires«
    citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:xlv.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • 42
    sidetallet henviser til andenudgaven fra 1817 af Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801.
  • Libertiner af en Munk … Nonne
    der sigtes til ægteskabet mellem munken og den protestantiske reformator Martin Luther og nonnen Katharina von Bora. Giftermålet gav præsteægteskaber legitimitet inden for den kristne tradition.
  • »En hidsig … Polygami.«
    sammensat citat fra Louis de Bonalds Théorie du pouvoir politique et religieux dans la société civile fra 1796 Bonald 1796, 2:305 og 308.
    Louis de Bonald: Théorie du pouvoir politique et religieux dans la société civile, vol. 1-3, 1796.
    .
  • »Han giftede sig … Nonne.«
    citat fra François-René Chateaubriands Essai sur la littérature anglaise et considérations sur le génie des hommes, des temps et des révolutions, vol. 1-2, 1836 Chateaubriand 1859-1861, 11:554.
    François-René de Chateaubriand: Oeuvres complètes de Chateaubriand, vol. 1-19, M. Sainte-Beuve (red.), 1859-1861.
    .
  • hvorfor
    her i betydningen: for hvilken.
  • »Man har nu … Autoriteten.«
    citat fra Félicité de Lamennais' Essai sur l'indifférence en matière de religion, vol. 1-4, 1817-1824 Lamennais 1836-1837, 1:xxiii.
    Félicité de Lamennais: Œuvres complètes de F. de la Mennais, vol. 1-12, 1836-1837.
    .
  • maa man saavidt … Menneskelivet.
    GB gengiver et citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:16-17.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • Manden og Kvinden … Lige
    GB gengiver et citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:10.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • 5te Udg. 71
    citatet findes s. 71 i andenudgaven fra 1817 af Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801, som også er den udgave, GB henviser til i det forrige.
  • »I denne Gradation … Skilsmisse«
    citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:15.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • Bourbonernes Tilbagevenden
    under restaurationsperioden i Frankrig i 1815-1830 vendte medlemmerne af fyrsteslægten Bourbon med Ludvig 18. og Karl 10. tilbage til magten efter at være blevet fortrængt under Den Franske Revolution, konsulatet og kejserdømmet.
  • IV
    bog 4 vers 299.
  • »Det huslige Samfund … Pligten.«
    lettere ændret citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:6.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • Fornødenheder
    her i betydningen: behov.
  • Paulus's Lære … Kvindens Frigørelse
    i Paulus' Første brev til Korintherne 14,33-35, i Det Nye Testamente skriver Paulus: »Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.« Med »Fremskridt i Retning af Kvindens Frigjørelse« sigter GB formentlig til, at det hos Paulus var noget nyt, at kvinder overhovedet måtte deltage i menighedens sammenkomster og forventedes at profetere.
  • det vittige Ord af Condorcet … Existents
    GB sigter til Louis de Bonalds kritiske gengivelse i Du Divorce, 1801, af et citat fra oplysningfilosoffen Nicolas de Condorcets hovedværk Esquisse d'un tableau historique des progrès de l'esprit humain, udgivet posthumt i 1795 Bonald 1801:44.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • »Ægteskabets Formaal … Lykke.«
    citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:46.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • Samfundets Formaal er dets egen Bevarelse
    citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:53.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • S. 107
    sidetallet henviser til andenudgaven fra 1817 af Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801.
  • Nyttephilosophien
    nyttefilosofien (utilitarismen) er en etisk teori, der især blev forsvaret af filosofferne Jeremy Bentham og John Stuart Mill, og ifølge hvilken den etisk bedste handling er den, der frembringer mest almen velfærd.
  • p. 195
    sidetallet henviser til andenudgaven fra 1817 af Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801.
  • Han anfører England som Exempel
    der sigtes til en passage i Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:130.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • bête noire
    (fr.) sorte dyr, vildsvin; i overført betydning: yndlingsaversion.
  • »Skilsmissen blev … Blodhævn.«
    delvis sammensat og frit gengivet citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:6, 177 og 125.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • legitimistiske Statsprincip
    statsprincip, der bygger på antagelsen af, at kongemagten grundes på arvelige rettigheder.
  • Conventets Project til en Civilret
    Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795, som afskaffede det konstitutionelle monarki og dannede den første franske republik, formulerede under udarbejdelsen af den nye forfatning i 1793 love til en civilret bl.a. angående skilsmisse.
  • Ægteskabet … skilles
    ikke identificeret.
  • »Da den ægteskabelige …Opløselighed.«
    sammensat og frit gengivet citat fra Louis de Bonalds afhandling Du divorce, 1801 Bonald 1801:11 og 34.
    Louis de Bonald: Du divorce, considéré au xix siècle relativement à l'état domestique et à l'état public de société, 1801.
    .
  • socialistiske Theorier … Saint-Simonisterne
    Saint-Simonisterne var tilhængere af Saint-Simonismen, en politisk og social bevægelse i Frankrig i begyndelsen af 1800-tallet, anført af Henri de Saint-Simon. Saint-Simonisterne ønskede at løse fattigdomsproblemerne gennem industrialisering og ophævelse af ejendomsret og kapitalistisk udbytning.
  • Conventet(s)
    Nationalkonventet, det franske parlamentariske styre i 1792-1795. Konventet afskaffede det konstitutionelle monarki, vedtaget af Nationalforsamlingen i 1791, og dannede den første franske republik.
  • den legitimiske Theori
    vedrørende legitimisme, et statsprincip, der bygger på antagelsen af, at kongemagten grundes på arvelige rettigheder.
  • pinligt
    her i betydningen: pinagtigt eller pinefuldt.
  • Eumeniderne(s)
    ifølge græsk mytologi de hævnende og straffende skæbnegudinder (identiske med erinyerne).
  • Ludvig den 16de … Geistlighedens civile Constitution
    under Nationalforsamlingen, det franske parlamentariske styre i 1789-1792, vedtoges 12.7.1790 en ny forordning for gejstligheden, der indskrænkede den katolske kirkes selvstændighed og bestemte, at biskopper og præster skulle aflægge ed til den franske forfatning. Trods modstand i begyndelsen stadfæstede Louis 16. den nye forordning, idet han i 1791 accepterede landets nye forfatning. Med forfatningen indførtes konstitutionelt monarki, og kongens magt indskrænkedes.
  • Directoriet(s)
    det franske republikanske styre i 1795-1799 bestående af fem lovudøvende direktører og to lovgivende kamre: De Femhundredes Råd og De Gamles Råd.
  • Emigrantlisten
    en liste over de franskmænd, der af politiske eller religiøse grunde under Den Franske Revolution og konsulatet var emigreret til nabolandene, og som udgjorde en trussel mod det nye republikanske styre. Listerne blev indført i foråret 1792 og indeholdt især navne på royalister. Kom man på listen, blev man erklæret fredløs og kunne straffes med døden.
  • Erklæringen af Menneskerettighederne
    (fr.: Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen) Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder, vedtaget af den franske Nationalforsamling 26.8.1789. I erklæringen defineres bl.a. en række individuelle rettigheder, fx meningsfrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed og ret til at deltage i lovgivningsmagten.
  • Concordatet
    den 15.7.1801 indgik det franske republikanske styre og den katolske kirke en aftale (et konkordat) om forholdet mellem religion og stat.
  • Bourbonerne
    medlemmerne af den franske fyrsteslægt Bourbon, hvoraf flere efterkommere havde siddet på den franske trone. Fyrsteslægten var centrum for royalisternes politiske bestræbelser på at genindføre monarkiet.
  • conseiller tutélaire
    (fr.) rådgiver.
  • Chateaubriand anmelder hans Bøger med dyb Beundring
    der sigtes til anmeldelsen »Sur la législation primitive« fra december 1802 Chateaubriand 1859-1861, 6:444.
    François-René de Chateaubriand: Oeuvres complètes de Chateaubriand, vol. 1-19, M. Sainte-Beuve (red.), 1859-1861.
    .
  • »Er det fatteligt … forandret.«
    citatet fra brevet fra Joseph de Maistre til Louis de Bonald findes i Alfred Nettements Histoire de la littérature française sous la restauration, 1853, hvor det dateres 1818 Nettement 1853, 1:43.
    Alfred Nettement: Histoire de la littérature française sous la Restauration, vol. 1-2, 1853.
    .
  • »Efter at have … Søn.«
    citatet fra brevet fra Napoleon 1.s broder, Ludvig af Holland, til Louis de Bonald findes i Alfred Nettements Histoire de la littérature française sous la restauration, 1853, hvor det dateres 7.7.1810 Nettement 1853, 1:179.
    Alfred Nettement: Histoire de la littérature française sous la Restauration, vol. 1-2, 1853.
    .
  • Billet
    her i betydningen: lille brev.
  • Keiserdømmet
    det absolutte kejserdømme begyndte med Napoleon 1.s kroning i 1804 og sluttede i 1814/1815 med genindførelsen af monarkiet.
  • Taler mod Jødernes … Nationalforsamlingen
    Jean Siffrein Maurys tale mod jøderne i Nationalforsamlingen 23.12.1789 omtales i François Laurents Histoire du droit des gens, 1850-1870 Laurent 1868, 14:399.
    François Laurent: Histoire du droit des gens et des relations internationales, vol. 1-18, 1850-1870.
    .
  • »Jeg tilstaaer … Rom.«
    citatet findes i Alfred Nettements Histoire de la littérature française sous la Restauration, 1853 Nettement 1853, 1:180.
    Alfred Nettement: Histoire de la littérature française sous la Restauration, vol. 1-2, 1853.
    .
  • Restaurationen
    dvs. genoprettelsen. I fransk historie en gængs betegnelse for perioden mellem kejser Napoleon 1.s fald i 1815 og den væbnede folkelige opstand i juli 1830, også kaldet Julirevolutionen. I perioden blev monarkiet genindført, og den katolske kirke genvandt sin magt.
  • Han endte … Censuren under sig
    i 1923 blev Louis de Bonald medlem af det højeste kammer i den franske regering (med titlen pair de France) og i de samme år leder af censurkommissionen.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«