Den romantiske Skole i Tydskland (1873)

IX.

Har De nogensinde staaet i et Speilkabinet, seet Dem selv og alle Gjenstande fordoblede i det Uendelige ovenover, nedefter, til alle Sider? I saa Fald har De en Forestilling om den Svimmel, man undertiden kan føle overfor den romantiske Kunstform. De husker den pudsige Effect, det gjør, naar i Holbergs[I] »Ulysses v. Ithacia[0001]« Personerne bestandig gjøre Løier med, hvad de selv ere og forestille, naar Ulysses[ii] foreviser sit lange Skjæg, der er groet ud i det Tiaars-Felttog, naar der paa en Coulisse staaer skrevet: »Dette skal være Troja«, og naar Jøderne tilsidst bryde ind og trække de Klæder af Skuespilleren, som han har laant til at spille Ulysses[iii] i. Skuespilkunstens Virkning beroer som bekjendt paa Illusion, og Illusion er en for mange Kunster fælles Bestemmelse. Saaledes illuderer en Statue og et |185| Maleri ligesaa fuldt som et Theaterstykke, og Illusionen beroer paa, at man et Øieblik antager Stenen for Menneske og den malte Flade for en Virkelighed, der gaaer i Dybden, ligesom man hvert Øieblik glemmer Skuespillerens Person over hans Rolle. Denne Illusion er imidlertid kun fuldstændig i Momenter. Den rent Udannede kan vel et Øieblik helt lade sig skuffe: Saaledes skjød en indisk Soldat i Calcutta[a] den Skuespiller, der spilte Othello[iv], med det Udraab: »Aldrig skal det siges, at i min Nærværelse en Neger har myrdet en hvid Kvinde!« Men hos den Dannede er Illusionen kun momentvis tilstede, saa igjen et Øieblik ophævet o. s. v. Den kommer og gaaer, kommer i det Øieblik, Tragoedien bringer En Taarer i Øinene, gaaer i det Øieblik, man trækker sit Lommetørklæde frem og betragter sin Nabo. I denne Illusion er nu Kunstværkets Virkning samlet som i sin allerfineste Spids. Illusionen er Kunstværkets Reflex i Tilskuerens Sind. Illusionen er det Skin, det Spil, hvorved det, som i Sandhed er uvirkeligt, bliver Virkelighed, bliver Alvor for Tilskueren.

I det simple, ligefremme Kunstværk er ingen særlig Opmærksomhed helliget Illusionen. Der sigtes ikke til den, Intet er gjort for at styrke den eller give den en særligt pirrende Charakter, end mindre er noget gjort for at slaae den itu.

Det er imidlertid let at see, at Illusionen |186| kan faae noget saadant Pirrende og Piquant i alle Kunster. Naar f. Ex. paa et antikt Basrelief en Herme eller et andet Gudebillede af Sten er fremstillet, naar et Maleri forestiller et Maleratelier eller et Værelse, hvori der hænge Malerier, saa er det ligesom stærkere antydet, at Basrelief'et ikke selv vil gjælde for Sten, at Maleriet ikke selv vil være Maleri, og af samme Art er Virkningen, naar i en Comoedie en eller anden af Personerne f. Ex. udbryder: »Antager Du mig for en Theateronkel?«

Endnu skarpere Lys falder der over Theaterillusionen, eller rettere endnu mere bringes den i Glemme, naar i et Stykke selve de optrædende Personer udføre en Comoedie, som i Shakspeares[V] »Hamlet[0002]« eller »Sommernatsdrømmen[0003]«. At de, som ikke deltage i dette Skuespil, ogsaa spille Comoedie synes da besynderligt eller umuligt. Illusionen er da her kunstigt forøget og dog samtidigt formindsket, idet Opmærksomheden henledes paa den. Det er tydeligt nok, at denne Leg med Illusionen er slaaet stærkt ned i Tieck[VI] og maatte gjøre det. Da det er Illusionen, som gjør Kunsten til Virkelighed og Alvor for Beskueren, er det gjennem Brud paa Illusionen, at han ret for Alvor føler Kunsten som frit vilkaarligt Spil.

Tieck[VII] driver da ironisk Gjæk med Alt, hvad man pleier at lade uomtalt for ikke at forstyrre den. I »Der gestiefelte Kater[0004]« spørger Kongen[viii]|187| Prinds Nathanael[ix]: »Men sig mig, naar De boer saa langt borte, hvorledes gaaer det da til, at De kan tale vort Sprog saa flydende?« Nathanael[x]: »Tys!« Kongen[xi]: »Hvad?« Nathanael[xii]: »Tys, tys – ti dog stille, ellers mærker Publicum dernede dog tilsidst, at det er i høi Grad unaturligt.« – Strax efter bemærker saa en af Tilskuerne: »Hvorfor kan Prindsen ikke heller tale et fremmed Sprog og lade det oversætte af sin Tolk? – det er noget forbandet dumt Tøi.« Denne Tilskuerens Bemærkning er, som De let forstaaer, polemisk, rettet imod den platte Fordring til Naturlighed i Kunsten, der repræsenteredes af Iffland[XIII] og Kotzebue[XIV]. Denne Fordring kom især til Orde i den franske Misforstaaelse af Aristoteles[XV], i Læren om Rummets og Tidens Enhed. Hertil havde Schlegel[XVI] efter Lessings[XVII] Exempel bemærket, at naar man allerede gjorde det store Spring, at ansee Brædderne for Verden, kunde man sagtens gjøre det mindre med og nu og da lade Brædderne betyde forskjellige Steder. Romantikerne anprise derfor ogsaa uafladeligt og som et høiere Kunsttrin end vort nuværende det primitive Shakspeareske Theater, hvor en Seddel paa Coulissen simpelthen angav Stedets Beliggenhed. De, der forfægtede Naturlighed i Kunsten, ønskede dengang Coulisserne erstattede af faste Vægge; Schlegel[XVIII] mener, at naar man allerede vil have tre Vægge paa Scenen, bør man gjøre Skridtet |188| fuldt ud og ogsaa forsyne den med en fjerde Væg ud imod Tilskuerne.

Det er af Trods mod dette Philisteri i Kunstbetragtningen, at Tieck[XIX] morer sig med at sætte Tilskuerne op paa Scenen og lade Stykket i Stykket foregaae for deres Øine, forsynet med deres kritiske Bemærkninger. De laste, de rose; snart dadles en Scene som overflødig, snart prises Digteren, fordi han har havt det Mod at bringe Heste paa Scenen. – Et andet Sted optræde i det kongelige Slot den Lærde[xx] og Hanswurst[xxi] i en Disput for Kongens Trone. »Min Paastand«, siger den første, »er den, at det nylig udkomne Stykke: »Der gestiefelte Kater[0005]« er et godt Stykke.« »Det er det, jeg negter«, siger Hanswurst[xxii] – hvortil en forfærdet Tilskuer udbryder: »Hvordan! Stykket selv forekommer i Stykket.« Ja i »Die verkehrte Welt[0006]« gaaer det værre til endnu. Pludselig som Skaramuz[xxiii] rider igjennem en Skov paa sit Æsel, bryder et Tordenveir løs. Troer De, han søger Ly? Ingenlunde. »Hvor Pokker«, raaber han, »kommer Uveiret fra, derom staaer der jo ikke et Ord i min Rolle. Hvad er det for Dumheder? og jeg og mit Æsel blive gjennemblødte. Maskinmester! Maskinmester! aa, hold dog op i Pokkers Navn!« Maskinmesteren kommer ind og undskylder sig med, at Publicum har ønsket Theatertorden, og at han har imødekommet dets Ønske. Skaramuz[xxiv] bønfalder Publicum om at for|189|andre sit Forsæt. Det nytter ikke, det vil have Torden. »Hvorledes? i et blidt historisk Skuespil?« Det tordner. »Det er ganske simpelt«, siger Maskinmesteren: »Jeg har her stødt Kolophonium, det puster jeg igjennem et Lys, saa bliver det Lyn, i samme Øieblik bliver der ovenpaa rullet med en Jernkugle.« – Videre kan Spillet med Illusionen ikke drives uden derved, at der paany i det Stykke, som de spillende Tilskuere see, bliver spillet Comoedie for andre Tilskuere.

»Tænk hvor vidunderligt«, udbryder Dumrianen Scævola[xxv]: »Vi her ere Tilskuere, og deroppe sidde Folkene nu ogsaa som Tilskuere.« Saaledes stikke Stykkerne inden i hinanden som Æsker. – Endelig løftes Galskaben op i 3die Potents, idet der pludseligt i det nye inderste Skuespil atter forekommer en Scene, hvor der opføres et Skuespil. Vil De tænke Dem denne Forvirring? Tænk Dem »Jeppe paa Bjerget[0007]« skrevet saaledes, at Jeppe[xxvi] sad og saa »Hakon Jarl[0008]«, men for Hakon[xxvii] og Thora[xxviii] spilledes »Aprilsnarrene[0009]«, og for Hans[xxix] og Trine[xxx] som Tilskuere opførtes atter »Hamlet[0010]«. Prøv et Øieblik paa, om De, hvis De paa det inderste Theater saae en Scene af det sidste Stykke, kunde have hele Sammenhængen in mente? »Det er for galt«, raaber Scævola[xxxi]. »Se, Kammerater, vi sidde her som Tilskuere og see et Stykke, og i dette Stykke sidde atter Tilskuere og see et |190| Stykke, og i dette tredie Stykke bliver et Stykke atter spillet for hin tredie Klasse af Aktører«, og forklarende tilføier han ægte romantisk: »Man drømmer ofte paa lignende Maade, saa det er forskrækkeligt, og mange Tanker spinde sig saaledes bestandig videre og videre ind i det Indre. Begge Dele kan man ogsaa blive gal over.«

Men Musiken mellem Akterne indeholder Digtningens Nøgle. Den muntre Allegro[xxxii] siger: »Veed I ogsaa, hvad I vil, I, som søge Sammenhæng i alle Ting? Naar den gyldne Vin blinker i Glasset, og den gode Aand derfra stiger op i Eder, naar I føle Liv og Sjæl dobbelt fuldt, og alle jert Væsens Sluser ere aabne, hvad tænke I da, hvad formaae I da at ordne? I nyde Eder selv og den harmoniske Forvirring.« – Og Rondoen[xxxiii] siger: »Saa ofte Philosophen maa undre sig og ikke begriber en Ting, udbryder han: Deri er ingen Forstand. Ja Forstanden, som ret vil gaae tilbunds i sig selv, siger, naar den har udforsket sit eget inderste Væsen og har iagttaget sig selv: deri er ingen Forstand. […] Dog, hvo der med Fornuft foragter Fornuften, han er atter fornuftig. Mange Vers ere en Prosa, som er bleven gal. Megen Prosa er kun gigtlamme Vers. Hvad der ligger mellem Poesi og Prosa, er heller ikke det Bedste – o Musik, hvorhen vil Du? I Dig er heller ingen Forstand.«

I sine kritiske Skrifter[0011] motiverer Tieck[XXXIV] selv |191| sin Fremgangsmaade derved, at han sætter det romantiske Lystspils Formaal i at vugge Tilskueren helt ind i en drømmende Stemning. »Midt i Drømmen«, siger han, »pleier Sjælen ofte ikke selv at troe paa sine Phantomer; men sover den Drømmende videre, bringer den uendelige Mængde af nye magiske Skikkelser Illusionen tilbage, fastholder os i den fortryllede Verden, bringer os til at tabe Virkelighedens Maalestok og overleverer os tilsidst fuldstændigt til Ubegribelighederne.«

Musiken er det ureflecterede Dyb, til hvilket den trætte Phantasi vender tilbage, naar den har beskuet sig selv uendelig fordoblet i sit Speilkabinet. – Kunstværket ligner her en af de udskaarne Elfenbenskugler, som man undertiden seer paa fremmede Kunstsamlinger, i hvilken atter en udskaaret Kugleskal ligger løst, der indeslutter en ny o. s. v.

Vi gjenfinde Speilkabinettet med dets Reflexionsfordobling, psychologisk anvendt i vor egen Litteratur af S. Kierkegaard[XXXV]. Som den tydske Romantiker ironisk svæver over sit Skuespil med dets chinesiske Æskespil af Scener og Figurer, saaledes fjerner den danske Psycholog sig bestandig mere og mere fra sit Stof ved at putte een Forfatter ind i den anden. Hør ham i Forklaringen til »Afsluttende Efterskrift[0012]«: »Mit Forhold er end yderligere end en Digters, der digter Personerne og selv dog i Forordet er Forfatteren. |192| Jeg er nemlig upersonligt eller personligt i tredie Person en Souffleur, der digterisk har frembragt Forfattere, hvis Forord atter er deres Frembringelse, ja hvis Navne ere det. Der er saaledes i de pseudonyme Bøger ikke et eneste Ord af mig selv; jeg har ingen Mening om dem uden som Trediemand, ingen Viden om deres Betydning uden som Læser, ikke det fjerneste private Forbold til dem, som dette da er umuligt at have til en dobbelt-reflecteret Meddelelse. Et eneste Ord af mig personligt i mit eget Navn vilde være den anmassende Selvforglemmelse, der forskyldte med dette ene Ord, dialektisk seet, væsentligen at have tilintetgjort Pseudonymerne. Saalidet som jeg i »Enten-Eller[0013]« er Forføreren[xxxvi] eller Assessoren[xxxvii], saalidet er jeg Udgiveren Victor Eremita[xxxviii], netop lige saa lidet: han er en digterisk-virkelig subjectiv Tænker, som man jo gjenfinder ham i »In vino veritas[0014]«. Jeg er i »Frygt og Bæven[0015]« lige saa lidet Johannes de silentio[xxxix], som den Troens Ridder[xl], han fremstiller, netop lige saa lidet, og atter netop lige saa lidet Forfatter af Forordet til Bogen, hvilket er en digterisk-virkelig Tænkers Individualitets-Replik. Jeg er i Lidelses-Historien (»Skyldig? – Ikke-Skyldig?[0016]«) lige saa lidet Experimentets quidam som Experimentatoren[xli], netop lige saa lidet, da Experimentatoren[xlii] er en digterisk-virkelig subjectiv Tænker og den Experimenterede hans Frembringelse i psychologisk |193| Conseqvents. Jeg er saaledes det Ligegyldige ↄ: det er ligegyldigt, hvad og hvorledes jeg er […] Jeg har fra Begyndelsen meget godt indseet og indseer, at min personlige Virkelighed er et Generende, som Pseudonymerne pathetisk-selvraadigen maatte ønske bort, jo før jo heller, eller gjort saa ubetydeligt som muligt, og dog igjen ironisk-opmærksomme maatte ønske at have med som den frastødende Modstand; thi mit Forhold er Eenheden af at være Secretairen og ironisk nok dialektisk redupliceret Forfatter af Forfatteren eller Forfatterne.« De forstaaer det jo nok. Saa forskjellige Aarsagerne end ere, er Phænomenet dog meget analogt med det foregaaende. For at holde sig det store Publicum fra Livet, for ei at give sit eget Hjerte til Pris, stiller Kierkegaard[XLIII] saa mange Forfattere som muligt mellem Publicum og sig. Jeg tilstaaer, at for mig er hans Fremgangsmaade Kunstleri og en Art Reminiscents af den romantiske Ironi. Thi saa meget Kierkegaard[XLIV] ved sit Indhold er ude over Romantiken, saa bunden til Romantiken er han ved sin Kunstform. Jeg er ei saa ubevandret i Kierkegaard[XLV], at jeg jo nok forstaaer, han ikke selv kan bære Ansvaret eller ville bære det for, hvad hans opdigtede Personer, Forføreren[xlvi] og Assessoren[xlvii], sige – det er en selvfølgelig Sag; men det er pur Indbildning at troe, at Kierkegaard[XLVIII] virkelig skulde have formaaet at frembringe sine Forfattere paa anden Haand, alt|194|saa f. Ex. ikke blot digte Helten i Forlovelseshistorien, men digte ham saaledes, som Frater Taciturnus[xlix] maatte digte ham. Dette er det rene Spilfægteri. Flere af Kierkegaards[L] ydre Forfatterpseudonymer, som f. Ex. Constantin Constantius[li] og Frater Taciturnus[lii] kunne neppe skjelnes fra hinanden, og man mærker ikke paa den indre Pseudonym, at han er digtet af netop denne ydre. Tredie Afsnit af »Stadierne[0017]« var, som en Optegnelse af Kierkegaard[LIII] viser, oprindeligt bestemt for »Enten–Eller[0018]«. Naar det i »Afsluttende Efterskrift[0019]« (S. 216) siges, at neppe den opmærksomste Læser i »Stadierne[0020]« skal finde et eneste Udtryk, et eneste Sving i Tanken eller i Sproget, som det var i »Enten–Eller[0021]«, da røbe disse Ord en stor Selvforblændelse. Begge Værker røbe i hver Linie, at de skrive sig fra samme Forfatter, og samme Tanker forekomme tidt næsten med samme Ord. Saaledes har Assessoren[liv] i »Stadierne[0022]« ganske samme Opfattelse af Aladdin[lv] som Æsthetikeren[lvi] i »Enten–Eller[0023]«: »Det, hvorved Aladdin[lvii] er stor, er hans Ønske, at hans Sjæl har Marv til at begjære«. (»Stadierne[0024]« 2den Udg. S. 87.)

Til denne Reflexionsform svarer nu hos Romantikerne de allervildeste Luner med Hensyn til Fremstillingens Orden. I »Den forkerte Verden[0025]« begyndes med Epilogen og endes med Prologen; i slige Træk viser Phantasien sin ubundne Frihed. |195| Frater Taciturnus[lviii] fremstiller, hvad der er hændt ham for et Aar siden og samtidigt, hvad der er hændt ham i dette Aar. Dette nedskriver han saaledes, at han om Formiddagen hver Dag beretter hvad der er hændt den Dag for et Aar siden (hvilken Hukommelse!) og ved Midnat hvad der er hændt samme Dag, hvilket naturligvis gjør det næsten umuligt at rede de to Begivenhedstraade ud fra hinanden. I Hoffmanns[LIX] »Kater-Murr[0026]« skriver Katten sine Memoirer paa et Papir, som tilfældigvis paa den anden Side indeholder Manuscript, nemlig dens Herres, Kapelmester Kreislers[lx] Optegnelser. Begge Sider af Papiret aftrykkes nu regelmæssigt, saa vi vexelvis med Afbrydelser midt i Sætninger og Ord faae de to hinanden aldeles uvedkommende Historier, der findes paa For- og Bagsiden af Papiret imellem hinanden. Videre synes Vilkaarligheden, Lunefuldheden, Legen med Productionen ikke godt at kunne gaae. Og dog gaaer Opløsningen af den faste Form langt videre. Man bliver i den romantiske Skole ikke staaende ved at opløse Kunstformen; man opløser selve den menneskelige Personlighed, og det paa mangfoldige Maader.

Novalis[LXI] er den, der gjør Begyndelsen. I »Heinrich v. Ofterdingen[0027]« synes Helten bestandig at kjende Alt, hvad han erfarer, i Forveien. »Alt, hvad han saa og hørte, syntes kun at skyde nye |196| Slaaer i ham tilside og aabne nye Vinduer i ham.« Men forunderligst gribes han dog, da han i Eneboerens, Greven af Hohenzollerns[lxii], Hule finder en hemmelighedsfuld Bog, og i denne Bog, uden endnu at kunne tyde den, opdager sin egen Tilværelses Gaade, som denne Tilværelse har begyndt allerede før hans Fødsel og strækker sig ind i Fremtiden efter hans Død. Da Novalis's[LXIII] Roman[0028] er Allegori og Mythe, da han vil gjøre et enkelt Individ til Bærer af Gemyttets hele evige Historie, bruger han som Middel dertil overensstemmende med en af Menneskehedens ældste Hypotheser at fremstille ham som tilhørende flere Generationer efter hinanden, saa at Fortid og Fremtid stedse som Erindring og som Anelse spille ind i hans nuværende Existents. Han tænker sig ikke en egentlig Sjælevandring, men Tiden har for ham, Romantikeren, der bestandig kun forholder sig til det Evige, en saa underordnet Betydning, at ligesom han ingen Forskjel anerkjender mellem en naturlig og en mirakuløs Begivenhed, saaledes kjender han ingen mellem Nutid, Fortid og Fremtid. Saaledes strækkes Individualiteten ud i Længden over et helt Spand af Verdenshistorien. Vi have den romantiske Benyttelse af Præexistentsen i vor egen Litteratur i Heibergs[LXIV] »De Nygifte[0029]«. De husker, hvorledes Moderen fortæller sin Pleiesøn om Sønnens Død:

Fredrik.

Gertrud.S

Fredrik.

Her har De hos Heiberg[LXIX] den skjønneste, den mest poetiske Benyttelse af Præexistentsen. Men Romantiken bliver ikke staaende derved. Den nøies saa lidet med at kaste Individualiteten tilbage i Fortiden, som med at føie et følgende Livs |198| brede pragtfulde Paafuglehale til den. Snart flækker den Jeget igjennem paa langs, snart opløser den det i dets Bestanddele. Den flækker Jeget og fordeler det i Rummet, som den ved at strække Jeget fordelte det i Tiden. Den respecterer jo hverken Rum eller Tid. Selvbevidsthedens Væsen er Selvfordobling. Men det Selv er sygt, som ikke formaaer at overvinde og beherske denne Fordobling. Vi saa det hos Roquairol[lxx] og Lovell[lxxi]. Ingen Ulykke og Jammer er større end den sygelige Selvbetragtning. Man skiller sig i den ud fra sig selv, seer paa sig selv som Tilskuer og har snart den rædsomme Følelse, som Cellefængslernes Beboere have, naar de see hen til den lille Glasglug i Døren og opdage Opsynsmandens Øie fæstet paa dem. Ens eget Øie er i denne Tilstand blevet En skrækkeligt som en Andens. Hvad der mest bringer denne Tilstand til at vare, er dels den religiøse og moralske Følelse, at man ei vil slippe sig selv afsyne, men arbeide med sig selv, forbedre sig selv, dels den naturlige Videbegjærlighed overfor det Ubekjendte; man betragter sig selv som et Land, hvis Kyster kjendes, men hvis Indre først skal opdages. Denne Opdagelse sker langsomt og umærkeligt i det sunde Menneskes Liv. En skjøn Dag seer den stakkels Fange op fra sit Arbeide hen til Gluggen, og han mærker, at Øiet er forsvundet. Han aander, han lever først nu. Hvilken end hans Gjerning er, |199| nok saa stor eller nok saa ringe, hvad enten han er guddommelig eller blot nyttig, Michel Angelo[LXXII] eller Proppeskjærer, fra det Øieblik af vil han have en Følelse af Ligevægt og Enhed i Sindet. Han føler, at han er een og hel. Hos sygelige, til Handling udygtige Naturer viger Øiet aldrig bort fra Glasset, og vedbliver denne Tilstand, er Individet paa Randen af Mani. Men denne Tilstand holde Romantikerne fast. Saaledes opstaaer det romantiske visionære Dobbeltgjængeri, hvis Udgangspunkt er givet i Jean Pauls[LXXIII] Leibgeber-Schoppe[lxxiv] (ↄ: i Reflexionen over Fichtes[LXXV] Jeg), og som strækker sig gjennem næsten alle Hoffmanns[LXXVI] Fortællinger, og naaer sit Høidepunkt i hans Hovedværk »Elixire des Teufels[0030]«. Man finder det overalt hos Romantikerne, hos Kleist[LXXVII] i »Amphitryon[0031]«, hos Achim v. Arnim[LXXVIII] i »Die beiden Waldemar[0032]«. Hvad der interesserer Hoffmann[LXXIX] i Individet, det er ikke Personligheden, men dens Speilbillede eller Dobbeltbillede. For ham er Jeget kun en Maske over en anden Maske, og han morer sig med at skalle disse Masker af. Hvad vi saae antydet hos Roquairol[lxxx], det er realiseret hos ham.

Lader os et Øieblik dvæle ved Helten i »Djævlens Elixirer[0033]«, Broder Medardus[lxxxi]; thi denne Skikkelse er typisk. Det er umuligt i Korthed at gjengive denne Bogs hemmelighedsfulde Gru, De maa selv læse den. En mere rædsels- og |200| vellystdrukken Bog har den romantiske Skole, der dog saa tidt har forsøgt sig i denne Retning, ikke frembragt. I et Kloster opbevares en vel tilproppet Flaske med Djævle-Elixir, der har hørt til den hellige Antonius's[LXXXII] Efterladenskaber. Man tillægger dens Indhold magiske Virkninger. En Munk, der har drukket af den, faaer i Kraft af den en Veltalenhed, der i kort Tid gjør ham til Klosterets berømteste Prædikant. Dog er denne Veltalenhed ikke from eller sund, men af en verdslig, uhyggeligt betagende og dæmonisk Art. Broder Medardus[lxxxiii] drikker af Flasken: en deilig Kvinde, hans Skriftebarn, forelsker sig i ham, og Længslen efter det verdslige Livs Glæder og Henrykkelser driver ham ud af Klosteret. Han træffer en ung Mand, Grev Viktorin[lxxxiv], slumrende i en Skov paa Randen af en Afgrund, kommer halvt ved et Tilfælde til at styrte ham ned og bliver nu af Alle antaget for at være ham.

»Mit eget Jeg var blevet til et lunefuldt Tilfældes grusomme Spil og flød hen i fremmedagtige Skikkelser, svømmede uden Hold som paa et Hav af alle de Begivenheder, der brusede ind over mig. Jeg kunde ikke selv finde mig igjen! Aabenbart blev Viktorin[lxxxv] styrtet i Afgrunden ved det Tilfælde, der ledede min Haand, ikke min Villie – jeg træder i hans Sted.« – og ikke nok med dette Vidunderlige, han tilføier: »men Reinhold[lxxxvi] kjender Pater Medardus[lxxxvii], Præsten i |201| Capucinerklostret, og saaledes er jeg for ham, hvad jeg er. Men det Forhold til Baronessen[lxxxviii], hvori Viktorin[lxxxix] staaer, kommer over mit Hoved, thi jeg er selv Viktorin[xc]. Jeg er det, som jeg synes, og synes ikke det, som jeg er; mig selv en uudgrundelig Gaade ligger jeg i Splid med mit eget Jeg.«

I sin egen Skikkelse træder Medardus[xci] nu i Forbindelse med Viktorins[xcii] Elskerinde Baronessen[xciii], der ikke mærker noget til Forvexlingen. Betaget af alle verdslige Ønsker som han er, er han elsket af alle Kvinder, svælger i Sandsenydelser og begaaer efterhaanden for at opnaae sine Hensigter en hel Kjæde af de skrækkeligste Forbrydelser og Mord. Rædselsfulde Visioner true ham hvert Øieblik og jage ham fra Sted til Sted.

Tilsidst bliver han imidlertid angivet og kastet i et Fængsel. Her naaer nu Forvirringen og Reflexionen sit Høidepunkt. »Jeg kunde ikke sove. I de underlige Reflexer, som Lampen kastede paa Vægge og Loft, grinede alleslags fortrukne Ansigter mig imøde, jeg slukkede Lampen, skjulte mit Hoved i Straapuden, men græsseligere klang da de andre Fangers dumpe Stønnen og Raslen med deres Lænker.« – Han synes at høre Dødsrallen af dem, han har dræbt. Da hører han tydeligt under sig en sagte afmaalt Banken. »Jeg lyttede, men Bankningen vedvarede, og derimellem lo det selsomt op fra Gulvet. Jeg sprang |202| op og kastede mig paa Straaleiet, men imidlertid bankede, lo og stønnede det videre.

Endelig raabte det sagte, sagte men med hæslig, hæs, stammende Stemme i eet væk: Me-dar-dus[xciv], Me-dar-dus[xcv]. En Isstrøm udgjød sig over alle mine Lemmer. Jeg opmandede mig og raabte: Hvem der! Hvem der!« – Til Slutning banker og stammer det lige under hans Fødder: »Hihihi – hihihi – Brü-der-lein, Brü-der-lein Me-dar-dus[xcvi] . . . ich bin da . . . bin da – ma-mach auf . . . auf, wir wo-wollen in den Wa-Wald gehn.« Da troer han til sin Rædsel at kjende sin egen Stemme. Tilsidst hæve nogle Stene i Gulvet sig, og han seer sit eget Ansigt i Munkekutten. Denne anden Medardus[xcvii] er fængslet som han, har tilstaaet, er dømt til Døden. Nu gaaer Alt som i en Drøm; han veed ei, om han selv er Helten i de Begivenheder, han troer at have oplevet eller om det kun er en levende Drøm. »Det er mig, som havde jeg drømmende hørt Historien om en Ulykkelig, der som et Legetøi for dunkle Magter blev slynget hid og did og drevet fra Forbrydelse til Forbrydelse.«

Han bliver frikjendt, hans Livs lykkeligste Tid er kommet, han skal forenes med sin Elskede. Det er Bryllupsdagen. »I det Øieblik opstod en dump Larm paa Gaden, hule Stemmer raabte imellem hverandre, og den drønende Raslen af en tung, langsomt rullende Vogn lod sig høre. Jeg |203| ilede til Vinduet. Der stod netop foran Paladset den af Rakkerknegtene trukne Vogn, paa hvilken Munken sad baglænds, foran ham en Capuciner, der høit og ivrigt bad sammen med ham. Han var vanziret af Dødsangstens Bleghed og det strittende Skjæg; dog vare den græsselige Dobbeltgjængers Træk mig kun altfor kjendelige. Ret som Vognen, der et Øieblik var blevet standset af den sig trængende Folkemasse, atter rullede videre, kastede han det stive forfærdelige Blik fra de funklende Øine op paa mig og lo og hylede op: Brudgom, Brudgom – kom op paa Taget – saa vil vi brydes med hinanden, og den, som støder den anden ned, er Konge og tør drikke Blod. Jeg raabte: Forfærdelige Menneske! hvad vil Du mig? – Aurelia[xcviii] omfavnede mig, rev mig med Magt bort fra Vinduet og raabte: For Guds og den hellige Jomfrues Skyld . . . De fører Medardus[xcix], min Broders Morder til Døden . . . Leonard[c]Leonard[ci]! Da bleve Helvedsaanderne i mit Indre vaagne og steilede iveiret med den Magt, der var skjænket dem over mig brødefulde, forrykte Synder. – Jeg greb Aurelia[cii] med Raseri, saa hun foer sammen: »Ha, ha, ha – afsindige, taabelige Kvinde – jeg – jeg, din Elsker, din Brudgom er Medardus[ciii], er din Broders Morder. Du, Munkens Brud, vil hyle Fordærvelse ned over din Brudgom? Ho, ho, ho – jeg er Konge – jeg drikker dit Blod.«« – Han støder hende |204| ned, en Blodstrøm flyder over hans Haand. Han farer ned paa Gaden, befrier Munken, uddeler Knivstik og Slag til høire og venstre, og flyer ind i Skoven. »Kun den Tanke at flye som et hidset Dyr stod fast i min Sjæl. Jeg stod op, men neppe var jeg gaaet nogle Skridt, før et Menneske sprang op paa min Ryg og slyngede sine Arme om min Hals. Forgjæves søgte jeg at ryste ham af, jeg kastede mig ned, jeg trykkede mig ind mod Træerne. Alt forgjæves, Mennesket fniste og lo haanligt. Da brød Maanen klart lysende gjennem de sorte Grantræer, og Munkens dødblege, græsselige Ansigt, den formentlige Medardus's[civ], Dobbeltgjængerens Ansigt stirrede paa mig med et græsseligt Blik som op fra Vognen. Hihihi – lille Broer – du maa bære mig, nu er jeg altid hos dig, jeg kan ikke løbe, jeg kommer lige fra Galgen, de vilde radbrække mig.« – Denne Situation fortsættes i det Uendelige, men jeg bryder af. Indtil Bogens Slutning er man uklar over Begivenhedernes sande Betydning og Handlingernes moralske Charakter, i den Grad har Phantasteriet her opløst Personligheden .

Det er bekjendt, i hvilken Grad Ingemann[CV] hos os har fulgt Hoffmann[CVI] paa denne Bane. Han exploiterer f. Ex. det Rædselsfulde, der kan ligge i den Forestilling paa en Kirkegaard ved Nattetid at raabe tre Gange paa sit eget Navn. Se |205| hans Eventyr »Sphinxen[0034]« og andre i den saakaldte Callot-Hoffmannske Maneer. Dog, som allerede sagt, Romantiken nøies ingenlunde med saaledes at strække og at flække Jeget, at fordele det i Tid og i Rum, den opløser Jeget i dets Bestanddele, tager Stykker ud af det, føier Stykker til det, tumler det med fri Phantasi. Dette er et af de Steder, paa hvilke Romantiken er dybest. Her staae vi ved Romantikens Psychologi. Den er sand og dyb; men ensidig. Romantiken dvæler paa dette Punkt altid ved Tingenes Natside, ved Nødvendigheden, indeholder intet befriende eller opløftende Træk.

I gamle Dage betragtede man Jeget, Sjælen, Personligheden som et Væsen, hvis Egenskaber var dets saakaldte Evner og Kræfter. Ordet: Evne og Kraft betyder jo imidlertid kun, at jeg har Muligheden til visse Begivenheder, at see, at læse o. s. v. Mit sande Væsen bestaaer ikke af Mulighederne, men af disse Begivenheder selv, af mine virkelige Tilstande. Det Virkelige i mig, det er en Serie af indre Begivenheder. Mit Jeg dannes for mig af en lang Række Billeder og Ideer, der for mig staae som indre. Af dette Jeg taber jeg stadigt og dagligt Noget. Glemselen sluger uhyre Partier deraf. Af alle de Ansigter, jeg igaar og iforgaars saa paa Gaden, af alle disse Sandsninger, der vare mine, har jeg idag neppe en eller to tilbage. Gaaer |206| jeg endnu længere tilbage dukker kun en eller anden særligt kraftig Sandsning og Idee som et fremragende Punkt, en enkelt Klippespids op af Glemselens Syndflod. De Ideer og Billeder, vi have tilbage af vort foregaaende Liv, sammenholde vi kun ved Hjælp af disse Ideers Association, ved Hjælp af den Eiendommelighed de have, i Kraft af visse Love at hidkalde hinanden. Hvis vi ikke havde Talrækken, ikke Aarstallene, ikke Almanakken, hvortil vi kunne knytte vore forskjellige Erindringer, vilde vi kun have en yderst ringe og utydelig Forestilling om vort Jeg. Men saa solid som denne lange indre Kjæde kan synes, og den styrkes, den vinder i Sammenhængskraft for hver Gang vi i Erindringen gjennemløbe den, saa hænder det dog dels, at vi i Rækken indføre Led, som i Virkeligheden ikke høre til den, dels at vi af Rækken udrive Led, som tilhøre den, og henføre disse til en anden Række.*)

*) Taine: »De l'intelligence[0035]« Tome II. 169 ff.

Det Første: at vi indføre nye, fremmede Led i Erindringen, skeer i Drømmen; i Drømmen troe vi at have gjort Meget, vi aldrig have gjort. Dernæst skeer det overalt, hvor en falsk Erindring opstaaer. Den, der har seet et Klæde flagre i Mørket og troer at have seet et Spøgelse, har en saadan falsk Erindring. Største|207|delen af Myther og Legender især af de religiøse Legender dannes paa denne Maade.

Det Modsatte finder Sted overalt, hvor vi ikke addere Led til Jegets Kjæde, men omvendt subtrahere dem fra. Saaledes tillægger under Hallucinationen den Syge en fremmed Stemme de Ord, han hører, eller giver sit indre Syn en ydre Virkelighed, som Luther[CVII] gjorde, da han paa Wartburg[b] saa Djævelen i Stuen. I Galskaben endelig forvexler Personligheden sig som bekjendt tidt ikke blot delvis men helt med en ganske anden.

Altsaa i fornuftig Tilstand er Jeget et Kunstproduct, et Product af Ideeassociationer. Jeg er saa sikker paa min Identitet, fordi jeg 1) associerer mit Navn, denne Lyd: Navnet, med Kjæden af mine indre Hændelser, og fordi jeg 2) holder alle Leddene i denne Kjæde sammen ved de Associationer, i Kraft af hvilke de fremkalde hinanden. Men da Jeget saaledes ikke er et medfødt, men et erhvervet Begreb, da Jeget beroer paa en Idee-Association, som Søvn, Drømme, Indbildninger, Hallucinationer og Galskab stedse angribe, og som stedse maa hævde sig i Kamp med alle disse Fjender, saa er det efter sit Væsen udsat for alle mulige Anfægtelser. Som Sygdommen stedse ligger og lurer paa vort Legeme, saaledes staaer Vanvidet stedse ved Jegets Dør, og nu og da høre vi det banke paa Døren.

Det er denne sande psychologiske Betragt|208|ning, som endnu ikke var Romantikerne bekjendt i videnskabelig Form, men som de have forudanet. Drømmen, Hallucinationerne, Afsindet, alle de Magter, der opløse Jeget og knytte dets Ringe fra hinanden, ere deres inderste Fortrolige. Læs f. Ex. hos Hoffmann[CVIII] Fortællingen om »Der goldne Topf[0036]«, og hør, hvorledes Stemmerne klinge ud af Æblekurve, hvorledes Enebærbuskenes Blade og Blomster tone og synge, hvorledes Klokkestrenge forvandle sig til Slanger for Øiet o. s. v. Den grelle, besynderlige Virkning fremkommer her især derved, at det er paa en Baggrund af Livets aller platteste Prosa, Pakker af juridiske Aktstykker, Thee- og Kaffekander etc., at Spøgelserne rykke os ind paa Livet. Alle Hoffmanns[CIX] Personer antages, som Andersens[CX] Justitsraad[cxi] i »Lykkens Kalosker[0037]«, – et Studie efter Hoffmann[CXII] – af deres Omgivelser snart for drukne, snart for afsindige, da deres Hallucinationer af dem selv bestandig behandles som Virkelighed.

Hoffmann[CXIII] har i sine Hovedpersoner kun skildret Skikkelser efter sit eget Mønster. Hele hans eget Liv opløste sig i Stemninger. Man seer af hans Dagbøger, med hvilken Grundighed og Ængstelighed han holdt Bog over dem: f. Ex. »Stemning til det romantisk Religiøse; exalteret humoristisk Stemning, spændt indtil Vanvids-Ideer, hvilke ofte trænge sig ind paa mig; humoristisk-ærgerlig, musikalsk-exalteret, romantisk Stemning; |209| høist ærgerlig Stemning, romantisk og capriciøs indtil Exces; ganske exotisk Forstemning, meget exalteret, men poetisk ren, høist comfortabel, steil, ironisk, spændt, høist gnaven, høist caduk, exotisk, men miserabel; senza entusiasmo, senza esaltazione, slet og ret.«

Man seer ligesom for sit Øie Aandslivet udbrede sig og splitte sig vifteformigt i musikalsk Stemning og Forstemning. Man vilde allerede af dette Stemningsregister ane, at Hoffmann[CXIV] som en ægte Natsværmer først pleiede at gaae til Ro henad Morgen, efter at have tilbragt Aften og Nat paa en Vinstue. Han døde af Rygmarvstæring.

Efterat Romantiken nu saaledes har opløst Jeget, hvilke phantastiske Jeger danner den saa ikke, snart ved Addition snart ved Subtraction!

Tag f. Ex. Hoffmanns[CXV] »Klein Zaches[0038]«, dette lille Utydske, hvem en Fe har skjænket den Gave, »at Alt, hvad i hans Nærværelse en Anden tænker, siger eller gjør af Fortræffeligt, bliver skrevet paa hans Regning, saa at han i Selskab med velskabte, dannede og aandrige Personer ogsaa bliver anseet for velskabt, forstandig og aandrig, ja overhovedet altid gjælder for den Fuldkomneste af enhver Art, med hvilken han er i Conflict.« Da Studenten oplæser sine smukke Digte, er det ham, som faaer Complimenterne derfor, da Musikeren spiller, da Professoren gjør sine physiske Experimenter, er det ham, som høster Æren og |210| Takken. Han voxer i Storhed, han bliver en mægtig Mand, bliver Førsteminister, indtil han tilsidst ender sine Dage ved at drukne i en Toiletgjenstand. – Den symbolsk-satiriske Snært ufortalt har Digteren her moret sig med at paaføre Individet Eiendommeligheder, som tilkom Andre, altsaa med at ophæve Individets Form og Begrændsning. I lignende satirisk Øiemed, med sindrigere men plumpere Benyttelse anvender Hostrup[CXVI] dette Motiv i sit Lystspil »En Spurv i Tranedands[0039]«, hvor der bestandig af Enhver tillægges den pudserlige Skrædersvend[cxvii] de Egenskaber, som den Paagjældende personligt skatter høiest.

Og som Romantiken nu her morer sig med Additionen, saaledes har Subtraction fra Individualiteten da nødvendigvis ogsaa sin store Tiltrækning for den. Den berøver Individet Eiendommeligheder, som ellers netop synes at høre mest organisk sammen med det; dem løsriver den og deler saaledes Individualiteten, som man deler lavere Organismer f. Ex. Orme i større og mindre Halvdele, der begge leve. Den berøver f. Ex. Individet dets Skygge. I »Peter Schlemihl[0040]« af Chamisso[CXVIII] knæler jo Manden i den graa Frakke ned for Peter[cxix] og vikler med beundringsværdig Behændighed hans Skygge fra Hovedet til Foden løs fra ham og fra Græsset, ruller den sammen og stikker den til sig – og Fortællingen lærer os, hvilke Gjenvordigheder en Person, der har |211| mistet sin Skygge, maa udstaae. Chamissos[CXX] Laurbær tillade ikke Hoffmann[CXXI] at sove. I den fine lille Historie »vom verlorenen Spiegelbilde[0041]« lader Helten sit Speilbillede blive i Italien hos den bedaarende Giulietta[cxxii], der har fortryllet ham, og vender uden samme hjem til sin Kone. Da hans lille Søn en Dag pludselig opdager, at han intet Speilbillede har, taber Barnet det Speil, det har i Haanden, og farer grædende udaf Stuen. Snart derpaa træder hans Kone ind med Forundring og Skræk i alle Miner. »»Hvad har dog Rasmus[cxxiii] fortalt mig om Dig?« »At jeg intet Speilbillede har, ikke sandt, min kjære?« svarede Spikher[cxxiv] med tvungen Latter og anstrengte sig for at bevise, at hvorvel det var taabeligt at troe, man kunde miste sit Speilbillede, betød det dog Alt i Alt ikke Stort, da ethvert Speilbillede dog var en Illusion, da Selvbetragtning førte til Forfængelighed, og et saadant Billede ovenikjøbet spaltede Ens eget Jeg i Sandhed og Drøm.«

Her, seer De, er Speilkabinettet saa vidt udviklet, at Speilbillederne bevæge sig paa egen Haand og ikke rette sig efter Hovedpersonen.

Dette er meget morsomt, meget originalt og phantastisk; da det staaer En frit for at indskyde, hvilke Værdier man vil, under Skyggen og Speilbilledet, kan det endog kaldes ganske dybsindigt. Jeg vil heller ikke dømme men charakterisere. Jeg giver ikke og vil ikke give Værkerne Skudsmaal og Digterne Charakter, jeg angiver Dem en |212| historisk Retning, der i mange Aar har været vor Dannelses Fundament, og jeg viser Dem, hvad den gaaer ud paa, og hvortil den fører.

Idet Romantiken med indre Nødvendighed opløser Kunstformen, idet Hoffmann[CXXV] lader Værkets Partier følge hulter til bulter, saa Bladets Forside indeholder een Historie, Bladets Bagside en ganske forskjellig, idet Tieck[CXXVI] danner Dramaer efter Kugleskalstheorien for ikke at virke alvorligt paa Læseren, og idet Kierkegaard[CXXVII] i sin Production stikker den ene Forfatter ind i den anden efter det chinesiske Æskemønster, i Kraft af en Theori om, at Sandheden ei lader sig meddele uden indirecte, en Theori som han selv ender med at træde under Fødder – er Romantikens kunstneriske Standpunkt Antikens stik modsat. Og idet Romantiken metaphysisk-sentimentalt strækker Personen ud over flere paa hinanden følgende Slægter og lader ham leve før og efter sin Død, idet den for at opnaae en rædselsfuld Virkning flækker ham og lader ham møde sig selv i Døren, idet den fremstiller ham som en Drømmer ved høilys Dag, en Hallucineret og en Afsindig, idet den humoristisk tillægger ham andre Menneskers Egenskaber og berøver ham hans egne, phantastisk kniber snart en Skygge, snart et Speilbillede fra ham, har dens phantastiske Reflexion, dens reflecterende Phantasteri ogsaa psychologisk indtaget det stik modsatte Standpunkt af det antike; thi |213| i den antike Tid var Kunstværket og Personligheden af een Støbning. Deri er denne Stræben conseqvent – som Klassicitetens Modpol, som Romantik.

Men er Mennesket nu end mangfoldigt ved Naturnødvendighed og af Naturen splittet og delt, saa er det eet ved Frihed. Frihed, Villie, Beslutning gjør Mennesket helt. Er Mennesket end som Naturfrembringelse kun en Gruppe, der holdes mere eller mindre forsvarligt sammen ved Associationer, saa er Mennesket som Aand en Individualitet, og i Villien samle alle Aandens Elementer sig og løbe ud som i Eggen af et Sværd. Romantiken har da kun skildret og forstaaet Mennesket med Genialitet fra dets Naturside og Natside. Til Aandens Samling, Enhed og Frihed er den saalidet paa dette Punkt, som paa noget andet naaet.

  • IX.
    højresiderne i kapitel 9 har i førsteudgaven klummetitlerne »Romantisk Reflexion og Psychologi.« og »Hoffmann.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
  • »Dette skal være Troja«
    af Ludvig Holbergs komedie »Ulysses von Ithacia«, 1725, II,1 Holberg 1994:152.
    Ludvig Holberg: Seks komedier, Jens Kristian Andersen (red.), 1994.
    .
  • Saaledes skjød en indisk Soldat… hvid Kvinde!«
    historien stammer fra afhandlingen Racine et Shakspeare, 1823, af Stendhal (Henri Beyle), hvor det af GB beskrevne dog foregår i Baltimore, USA Stendhal 1823:19.
    Stendhal: Racine et Shakspeare, 1823.
    .
  • »Antager Du mig for en Theateronkel?«
    af Georg Friedrich Treitschkes Das Singspiel, 1803 Treitschke 1803:14.
    Georg Friedrich Treitschke: Das Singspiel, 1803.
    .
  • »Men sig mig … høi Grad unaturligt.«
    sammensat citat fra Ludwig Tiecks »Der gestiefelte Kater«, 1797, II,2 Tieck 1828, 5:194.
    Ludwig Tieck: Schriften, 1828-1854.
    .
  • »Hvorfor kan Prindsen … forbandet dumt Tøi.«
    sammensat citat fra Ludwig Tiecks »Der gestiefelte Kater«, 1797, II,2 Tieck 1828, 5:195.
    Ludwig Tieck: Schriften, 1828-1854.
    .
  • Læren om Rummets og Tidens Enhed
    der sigtes til handlingens, tidens og stedets enhed som klassicismens normative krav til et dramatisk værk. Idealet har sine rødder i Aristoteles' skrift Om digtekunsten.
  • »Min Paastand … forekommer i Stykket.«
    sammensat citat fra Ludwig Tiecks »Der gestiefelte Kater«, 1797, III,3 Tieck 1828, 5:251.
    Ludwig Tieck: Schriften, 1828-1854.
    .
  • »Hvor Pokker … med en Jernkugle.«
    sammensat citat fra Ludwig Tiecks »Die verkehrte Welt«, 1799, II,3. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1828, 5:315-318.
    Ludwig Tieck: Schriften, 1828-1854.
    .
  • »Tænk hvor vidunderligt … ogsaa som Tilskuere.«
    af Ludwig Tiecks »Die verkehrte Welt«, 1799, III,5. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1828, 5:356.
    Ludwig Tieck: Schriften, 1828-1854.
    .
  • »Det er for galt … blive gal over.«
    sammensat citat fra Ludwig Tiecks »Die verkehrte Welt«, 1799, III,5. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1828, 5:372-373.
    Ludwig Tieck: Schriften, 1828-1854.
    .
  • »Veed I ogsaa … den harmoniske Forvirring.«
    sammensat citat fra Ludwig Tiecks »Die verkehrte Welt«, 1799, II,6. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1828, 5:337.
    Ludwig Tieck: Schriften, 1828-1854.
    .
  • »Saa ofte Philosophen … heller ingen Forstand.«
    sammensat citat fra Ludwig Tiecks »Die verkehrte Welt«, 1799, III,5. GB citerer efter den bearbejdede tekst i Ludwig Tiecks Schriften, 1828-1854 Tieck 1828, 5:373-374.
    Ludwig Tieck: Schriften, 1828-1854.
    .
  • »Midt i Drømmen … fuldstændigt til Ubegribelighederne.«
    sammensat citat fra Ludwig Tiecks afhandling »Ueber Shakspeare's Behandlung des Wunderbaren«, der udkom som en del af Tiecks Der Sturm. Ein Schauspiel von Shakspear, für das Theater bearbeitet, 1796. Afhandlingen blev siden optaget i Tiecks Kritische Schriften, 1848-1852, hvorfra GB citerer Tieck 1848, 1:44.
    Ludwig Tieck: Kritische Schriften, vol. 1-4, 1848-1852.
    .
  • »Mit Forhold er … Forfatteren eller Forfatterne.«
    sammensat citat fra Søren Kierkegaards Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler, 1846; fra afsnittet »En første og sidste Forklaring« Kierkegaard 2002, 7:569-571.
    Søren Kierkegaard: Søren Kierkegaards Skrifter, vol. 1-55, Niels Jørgen Cappelørn m.fl. (red.), 1997-2012.
    .
  • Tredie Afsnit … bestemt for »Enten—Eller«
    tredje afsnit af Kierkegaards Stadier paa Livets Vei, 1845, bærer titlen »»Skyldig?« - »Ikke-Skyldig?««. Afsnittet er skrevet med udgangspunkt i en uafsluttet kladde til en fortælling, som Kierkegaard oprindelig planlagde som en del af Enten-Eller, 1843 Kierkegaard 1999, K6:37.
    Søren Kierkegaard: Søren Kierkegaards Skrifter, vol. 1-55, Niels Jørgen Cappelørn m.fl. (red.), 1997-2012.
    .
  • Naar det … var i »Enten—Eller«
    af Søren Kierkegaards Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler, 1846 Kierkegaard 2002, 7:261.
    Søren Kierkegaard: Søren Kierkegaards Skrifter, vol. 1-55, Niels Jørgen Cappelørn m.fl. (red.), 1997-2012.
    .
  • S. 216
    henvisningen gælder førsteudgaven af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosophiske Smuler, 1846.
  • »Det, hvorved Aladdin … Marv til at begjære«
    af Søren Kierkegaards Stadier paa Livets Vei, 1845 Kierkegaard 1999, 6:99.
    Søren Kierkegaard: Søren Kierkegaards Skrifter, vol. 1-55, Niels Jørgen Cappelørn m.fl. (red.), 1997-2012.
    .
  • »Stadierne« 2den Udg. S. 87
    Stadier paa Livets Vei, 2. udgave, udg. af P.C. Kierkegaard, 1858.
  • »Alt, hvad han saa … i ham.«
    af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1978, 1:315.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Werke, Tagebücher und Briefe, Hans-Joachim Mähl og Richard Samuel (red.), 1978.
    .
  • Den Morgen … Livet atter
    af Johan Ludvig Heibergs »De Nygifte«, der første gang blev trykt i Heibergs Nye Digte, 1841 Heiberg 1990:117.
    Johan Ludvig Heiberg: Nye Digte, Klaus P. Mortensen (red.), 1990.
    .
  • »Mit eget Jeg … mit eget Jeg.«
    af E.T.A. Hoffmanns anonymt udgivne Die Elixiere des Teufels, 1815-1816 Hoffmann 1988, 2.2:73.
    E.T.A. Hoffmann: Sämtliche Werke, vol. 1-6, Wulf Segebrecht et al. (red.), 1985-2004.
    .
  • »Jeg kunde ikke sove … deres Lænker.«
    af E.T.A. Hoffmanns anonymt udgivne Die Elixiere des Teufels, 1815-1816 Hoffmann 1988, 2.2:200-201.
    E.T.A. Hoffmann: Sämtliche Werke, vol. 1-6, Wulf Segebrecht et al. (red.), 1985-2004.
    .
  • »Jeg lyttede … Hvem der!«
    af E.T.A. Hoffmanns anonymt udgivne Die Elixiere des Teufels, 1815-1816 Hoffmann 1988, 2.2:201.
    E.T.A. Hoffmann: Sämtliche Werke, vol. 1-6, Wulf Segebrecht et al. (red.), 1985-2004.
    .
  • »Hihihi … in den Wa-Wald gehn.«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 342): »Hihihi - hihihi - lil-le-Broer, lil-le-Broer Me-dar-dus ... jeg er her ... er her ... lu-luk op ... op, vi vi-vil gaa i Sko-Sko-ven«; af E.T.A. Hoffmanns anonymt udgivne Die Elixiere des Teufels, 1815-1816 Hoffmann 1988, 2.2:201.
    E.T.A. Hoffmann: Sämtliche Werke, vol. 1-6, Wulf Segebrecht et al. (red.), 1985-2004.
    .
  • »I det Øieblik … jeg drikker dit Blod.««
    af E.T.A. Hoffmanns anonymt udgivne Die Elixiere des Teufels, 1815-1816 Hoffmann 1988, 2.2:250-251.
    E.T.A. Hoffmann: Sämtliche Werke, vol. 1-6, Wulf Segebrecht et al. (red.), 1985-2004.
    .
  • »Kun den Tanke … radbrække mig.«
    af E.T.A. Hoffmanns anonymt udgivne Die Elixiere des Teufels, 1815-1816 Hoffmann 1988, 2.2:252.
    E.T.A. Hoffmann: Sämtliche Werke, vol. 1-6, Wulf Segebrecht et al. (red.), 1985-2004.
    .
  • i hvilken Grad Ingemann … tre Gange paa sit eget Navn
    henviser til B.S. Ingemanns »Selv-Citationen« fra Nye Eventyr og Fortællinger, 1847, der indledes med ordene: »I Aaret 1817, da de Hofmanske Fantasier vare nye i Læseverdenen, var der i Kjøbenhavn megen Tale om den saakaldte Selv-Citation, der paastodes at være forbunden med en livsfarlig Vision. Dette fantastiske Foretagende bestod i, at man indfandt sig ganske ene ved Midnat i en Kirke eller ved en øde Ruin eller paa et andet ensomt og høitideligt Sted, og der tre Gange, med et Minuts Ophold mellem hver Gang, med høi og tydelig Røst og med fuld Alvor, kaldte paa sig selv med sit fulde Navn, og, mellem hver Gang Navnet var nævnet, spurgte ligeledes høit, tydeligt og alvorligt: »Hvo kalder mig?« Naar Dette var skeet, paastodes der, vilde Billedet af den Citerendes eget Væsen ligesom træde ud af hans Sjæl og pludselig stille sig for hans Øine. Om det var for det ydre eller indre Øie, dette Billede vilde vise sig, var uvist; men Synet deraf skulde være saa rædselsfuldt, at kun faa Mennesker vilde have Styrke til at udholde det« Ingemann 1988:147.
    B.S. Ingemann: Fjorten eventyr og fortællinger, Marita Akhøj Nielsen (red.), 1989.
    .
  • Luther … saa Djævelen i Stuen
    ifølge overleveringen blev Martin Luther, da han i 1521-1522 opholdt sig på Wartburg i Sachsen, generet af Djævelen. Luther var i gang med sin oversættelse til tysk af Det Nye Testamente, da Djævelen opsøgte ham for at forpurre arbejdet. Luther handlede resolut og jog Djævelen væk ved at kaste sit blækhus efter ham. Historien fortælles første gang i Martin Zeillers Topographia Superioris Saxoniae, Thüringiae, Misniae, Lusatiae etc: Das ist Beschreibung der Vornehmsten und Bekantesten Stätt, und Plätz, in Churfürstenthum Sachsen, Thüringen, Meissen, Ober und Nider-Lauβnitz und einverleibten Landen, 1650, s. 66.
  • »Stemning til det romantisk Religiøse … slet og ret.«
    sammenklip fra E.T.A. Hoffmanns dagbøger fra perioden 1809-1812. Sammenklippet blev først foretaget af Hoffmanns biograf Julius Eduard Hitzig (E.T.A. Hoffmanns Leben und Nachlass, vol. 3, dritte vermehrte und verbesserte Auflage, 1839, s. 26), men GB's kilde har formentlig været Rudolph Gottschalls Die deutsche Nationalliteratur in der ersten Hälfte des neunzehnten Jahrhunderts, 1855 Gottschall 1855, 1:279.
    Rudolph Gottschall: Die deutsche Nationalliteratur in der ersten Hälfte des neunzehnten Jahrhunderts, vol. 1-2, 1855.
    .
  • caduk
    affældig.
  • senza entusiasmo, senza esaltazione
    (it.) uden begejstring, uden spænding.
  • »at Alt … er i Conflict.«
    af E.T.A. Hoffmanns Klein Zaches genannt Zinnober, 1819 Hoffmann 1985, 3:616-617.
    E.T.A. Hoffmann: Sämtliche Werke, vol. 1-6, Wulf Segebrecht et al. (red.), 1985-2004.
    .
  • »Hvad har dog Rasmus … Sandhed og Drøm.«
    af E.T.A. Hoffmanns »Die Geschichte vom verlornen Spiegelbilde«, der udgør fjerde og sidste del af fortællingen »Die Abenteuer der Sylvester-Nacht«, 1815 Hoffmann 1993, 2.1:353.
    E.T.A. Hoffmann: Sämtliche Werke, vol. 1-6, Wulf Segebrecht et al. (red.), 1985-2004.
    .
  • Kugleskalstheorien
    dvs. en kugle, hvori der er en kugle, hvori der en kugle osv.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«