Den romantiske Skole i Tydskland (1873)

V.

Man træffer da altsaa i »Lucinde[0001]« i en Nød alle de Læresætninger, som senere i Romantikens Historie udfoldes og exemplificeres. I en Afhandling som den om »Vexeldriften[0002]« af Æsthetikeren i »Enten-Eller[0003]« er Lediggangen sat i System: »Man paatage sig aldrig nogen Kaldsforretning. Gjør man det, saa bliver man en slet og ret Peter Flere, en lille bitte Tap med i Statslegemets Maskine; man ophører selv at være Drifts-Herren […] Om man end afholder sig fra Kaldsforretninger, bør man dog ikke være uvirksom, men lægge Vægt paa al den Beskjæftigelse, der er identisk med Ørkesløshed […] I Vilkaarligheden ligger hele Hemmeligheden. Man troer, det er ingen Kunst at være vilkaarlig, og dog hører der et dybt Studium til at være vilkaarlig saaledes, at man ikke selv løber vild deri, at man selv har Fornøielse deraf […]« Ørkesløshed, Vilkaarlighed, Nydelse! her har De Trekløveret. De finder det overalt paa den romantiske Mark. I en Bog som Eichendorffs[I] »Das Leben eines Taugenichts[0004]« er Ørkesløsheden og Formaalsløsheden idealiseret og forherliget i en Person. Og Formaalsløsheden, det er et Hovedpunkt, som man fremfor Noget ikke maa oversee. Formaalsløsheden, det er et |80| andet Udtryk for den romantiske Genialitet. »At have Hensigter, at handle efter Hensigter og kunstigt væve Hensigter sammen med Hensigter til ny Hensigter, denne Uvane er saa dybt indgroet i det gudlignende Menneskes taabelige Natur, at han ordentlig maa sætte sig det for og gjøre sig det til Hensigt, naar han engang vil bevæge sig helt frit, uden al Hensigt, paa den indre Strøm af evigt flydende Billeder og Følelser […] o! det er sandt og vist, min Veninde, Mennesket er af Naturen et alvorligt Bæstie« (Julius[ii] til Lucinde[iii]).

Selv den strengt christelige Kierkegaard[IV] siger i Anledning af disse Udsagn: »For ikke at gjøre Schlegel[V] Uret, maa man erindre de mange Forkertheder, der havde indsneget sig i saa mangfoldige Livsforhold og navnlig været utrættelige i at gjøre Kjærligheden saa tam, saa vel afrettet, saa slæbende, saa dorsk, saa nyttig og brugbar som noget andet Husdyr, kort sagt saa uerotisk som muligt […] Der er en saare indskrænket Alvorlighed, en Hensigtsmæssighed, en ussel Teleologi, hvilken mange Mennesker dyrke som en Afgud, der kræver enhver uendelig Stræben som sit retmæssige Offer. Kjærligheden er saaledes Intet i og ved sig selv, men bliver først Noget ved den Hensigt, hvormed den indordnes i den Smaalighed, der gjør Furore paa Familiernes Privattheater.« Man tør maaskee slutte, at disse Udtryk af Kierkegaard[VI] om den tamme, velafrettede, dorske |81| og nyttige Husdyrs-Kjærlighed have kunnet finde særlig Anvendelse i Tydskland, der paa den Tid sikkert var den gammeldags Kvindeligheds Sæde. Tiecks[VII] satiriske Udfald i hans Lystspil sigte undertiden i lignende Retning. Saaledes beklager i hans »Daümling[0005]« en Ægtemand sig over sin Kones evindelige Strikkelyst, der ikke lader ham i Ro, et Motiv, som næsten kun kan forstaaes i Tydskland, hvor Damerne den Dag idag indfinde sig med Strikketøi i Haanden endog paa offentlige Steder, som f. Ex. i Dresden[a] paa Concerter. Hr. Semmelziege[viii] siger hos Tieck[IX]:

Des Hauses Sorge nahm zu sehr den Sinn ihr ein,
Die Sauberkeit, das Porzellan, die Wäsche gar;
Wenn ich ihr wohl von meiner ew’gen Liebe sprach,
Nahm sie der Bürste vielbehaartes Brett zur Hand,
Um meinem Rock die Fäden abzukehren still.
[…]
Doch hätt ich gern geduldet Alles, ausser Eins
Dass wo sie stand, und wo sie ging, auswärts, im Haus,
Auch im Concert, wenn Tongewirr die Schöpfung schuf,
[…]
Da zaspelnd, haspelnd, heftig rauschend, nimmer still,
Ellnbogend fliegend, schlagend Seiten und Geripp,
Sie immerdar den Strickstrumpf eifrig handgehabt.

Pudsigst bliver denne Satire, hvor den frivilligt eller ufrivilligt kommer til at see ud som en Parodi paa den bekjendte romerske Elegi, hvor Goethe[X] trommer Hexametret paa sin Elskedes Ryg:

|82|Einst als des Thorus heilig Lager uns umfing,
Am Himmel glanzvoll prangte Lunas keuscher Schein,
Der goldnen Aphrodite Gab’ erwünschend mir,
Von silberweissen Armen ich umflochten lag,
Schon denkend, welch ein Wunderkind so holder Nacht,
Welch Vaterlandserretter, kraftgepanzert, soll
Dem zarten Leib entspriessen nach der Horen Tanz,
Fühl ich am Rücken hinter mir gar sanften Schlag:
Da wähn ich, Liebsgekose neckt den Schulter mir,
Und lächle from die süsse Braut und sinnig an:
Bald naht mir der Enttäuschung grauser Höllenschmerz,
Das Strickzeug tanzt auf meinem Rücken thätig fort;
Ja stand das Werk just in der Ferse Beugung, wo
Der Kundigste, ob vielem Zählen selber pfuscht.

Overfor en saadan Dyrkelse af det Nyttige forstaaer man, at Formaalsløsheden anbefales.

Men Formaalsløsheden hænger sammen med Lediggangen. »Kun Italienere,« hedder det, »forstaae at gaae, kun Orientalere forstaae at ligge, men hvor har Aanden udviklet sig zartere og sødere end i Indien, og i alle Himmelstrøg er det Lediggangen, der adskiller Fornemme og Simple, og som derfor er det egentlige Adelsprincip.«

Denne sidste Ytring er næsten nederdrægtig, men ved sin Cynisme saa meget mere betegnende. Her har De Maaden, hvorpaa Romantiken stiller sig til Menneskehedens Mængde. Det at have Raad til Intet at bestille, det er for den det sande Adelsbrev. De, som drive de brødløse Kunster og forsørges af Andre, Konger og Riddere som i Fouqués[XI] og Ingemanns[XII] Romaner, Kunstnere |83| og Poeter som hos Novalis[XIII] og Tieck[XIV], det er dens Helte. Den afsondrer sig fra Mængden. Den vil Intet udrette for den, den har kun sine Foretrukne for Øie. Helten og Heltinden i »Lucinde[0006]«, det er den geniale Kunstner og Genikvinden; det er Natur eller Kunst-Ægteskabet mellem dem alene, som forherliges. Derfor spørger ogsaa Julius[xv] sin Elskede, om hendes Barn, hvis det bliver en Pige, skal opdrages til Portrait- eller Landskabsmaleriet. Kun som Medlem af Kunstnerlauget har hun for Forældrene Interesse. Vi, som nutildags tørste efter Virkelighed, vi ville have den Uret afskaffet, at Poesien kun fordeles til Digtere og Malere. Vi ville have Kredsen af dens Yndlinge udvidet, ja sprængt.

Man forstaaer da let, hvorfor »Lucinde[0007]« ikke kunde bringe noget socialt Resultat. Men havde den end intet praktisk Udslag, og var den end for marvløs til at kunne virke til nogensomhelst Art af Reform, saa laa der dog en Praxis bag Bogen.

Lad os først kaste et Blik paa Bogens Figurer, saa paa de virkelige Figurer, som staae bag dem.

Paa en Baggrund af den dybeste Foragt for al Virkelighedens Prosa og alle Samfundets borgerlige Forhold tegne Bogens Hovedpersoner sig som talende Silhouetter. Skriftet skammer sig ikke ved sin erotiske Lære, det føler sig i sin Renhed hævet over Mængdens Dom: »Ikke blot |84| den kongelige Ørn tør foragte Ravnenes Skrig,« hedder det; »ogsaa Svanen er stolt og bryder sig ikke derom. Den har ingen anden Bekymring end den, at dens hvide Vinger ikke tabe deres Glands. Den tænker kun paa at klynge sig til Ledas Skjød uden at lade sig skræmme, og udaande Alt, hvad der er dødeligt i den, i Sang.«

Billedet er smukt og kjækt, men er det sandt? Leda og Svanen ere blevne behandlede paa saa mange Maader.

Julius[xvi] er en zerrissen ung Mand, naturligvis Kunstner, om hvem vi i »Lehrjahre der Männlichkeit[0008]«, et Afsnit, der indeholder, hvad Flaubert[XVII] har kaldt »l'éducation sentimentale[0009]«, erfare som det mest betegnende Træk, at han kunde spille Pharao med den tilsyneladende heftigste Lidenskab og dog være adspredt og fraværende, i et Øiebliks Hede kunde vove Alt og, saasnart det var tabt, vende sig ligegyldig bort. Kan dette Charaktertræk nu end ikke aflokke os Beundring, saa maler det dog taaleligt godt en nydelsessyg og udbrændt Natur, der uden kraftig Drift til Handling søger Pirringsmidler i en slap og koldtfortvivlet Lediggang. Hans Udviklingshistorie betegnes udelukkende af en Række Kvindenavne, saaledes som meget unge Menneskers saa ofte gjør. De paagjældende Kvinder skizzeres flygtigt som med en Blyant i et Album; kun et af disse forberedende Billeder er mere udført, Portraitet |85| af en i orientalsk Vegeteren fuldstændig opgaaet Cameliadame, der som Cameliadamen[xviii] hæver sig ud af sin Sphære gjennem en oprigtig Forelskelse og døer, da hun ikke bliver forstaaet eller troet. Hun gaaer ved et Selvmord ud af Livet med en brillant Sortie og synes, som hun skildres, siddende i sit Boudoir omgivet af store Speile, indaandende Parfumer, med Hænderne i Skjødet at skulle levendegjøre Billedet af den æsthetiske Bedøvelse og Selvfortabelse og Selvbeskuen, i hvilken Romantiken gik op. Efter at have gjennemgaaet en Mangfoldighed af alle lige dybt modbydelige erotiske Stadier lærer Julius[xix] endelig sit kvindelige Modbillede Lucinde[xx] at kjende, af hvem Indtrykket ikke mere udviskes. »Han traf i hende en ung Kunstnerinde [naturligvis!], der som han lidenskabeligt tilbad det Skjønne og syntes at elske Ensomheden og Naturen lige høit. I hendes Lidenskaber følte man altid et frisk levende Pust. Hun drev Maleriet ikke som et Erhverv eller en Kunst [ei Alvor! ei Nytte!], men kun af Lyst [Dilettanteri og Ironi!]. Hun henkaster kun Vandfarveskizzer. Til Oliemaleriet havde hun manglet Taalmodighed og Flid [ingen Flid!]. Lucinde[xxi] havde et afgjort Hang til det Romantiske [naturligvis! hun er jo lutter Romantik]. Ogsaa hun var af dem, der ikke leve i den almindelige Verden, men i en egen selvdannet […] ogsaa hun havde med kjæk Beslutning sønderrevet alle Hen|86|syn og Baand og levede fuldkomment frit og uafhængigt.« Fra det Tidspunkt af, da Julius[xxii] lærer hende at kjende, bliver ogsaa hans Kunst mere varm og besjælet. Han maler det Nøgne »i en Strøm af besjælende Lys«. Hans Skikkelser syntes »besjælede Planter i Menneskeskikkelse«.

Let og melodisk i stedse vakt og tilfredsstillet Længsel flyder for Julius[xxiii] og Lucinde[xxiv] Livet hen »som en skjøn Sang«. Handlingen foregaaer som i et Atelier, hvor Staffeliet staaer nær ved Alkoven. Lucinde[xxv] bliver Moder, og herved er »Naturægteskabet« indviet. Det er Barnets Tilblivelse, der constituerer det. »Hvad forhen forenede os, var kun Elskov og Lidenskab. Nu har Naturen forenet os inderligere.« Ved Barnets Fødsel faaer Parret »Borgerret i Naturtilstanden«, formodentlig Rousseau's[XXVI], den eneste Borgerret, det synes at have sat Pris paa. Sociale og politiske Rettigheder ere ligesaa ligegyldige for Romantikerne som for Kierkegaards[XXVII] Pseudonym hos os, der mener, man bør være glad, at der er Nogen, som gider regjere, saa vi Andre kunne være fri.

Bag denne usikre Production laa der imidlertid en Virkelighed med kraftigere Omrids. Heltens Ungdomsliv passede, som Fr. Schlegels[XXVIII] Breve udvise, temmelig nøiagtigt til Forfatterens. Berlin[b] var dengang endnu ikke pietistisk, men efter Samtidiges Vidnesbyrd et sandt Venusbjerg, som Ingen ustraffet nærmede sig. Tronens Exempel |87| helligede enhver Frihed i Sæder. Begeistringen for Kunst og skjøn Litteratur afløste og erstattede den nys saa mægtige officielle Moral, som man gik ud paa at afryste.

I Efteraaret 1799, samme Aar, som »Lucinde[0010]« udkom, skriver Fr. Schlegel[XXIX] til Schleiermacher[XXX]: »Da Menneskene drive det saa galt med deres Væsen, har Schelling[XXXI] faaet et nyt Anfald af sin gamle Enthousiasme for Irreligionen, hvori jeg da af alle Kræfter styrker ham. Derfor har han udkastet en epikuræisk Troesbekjendelse i Hans Sachs[XXXII] Goethes[XXXIII] Maneer.«

Kann es fürwahr nicht länger ertragen,
Muss wieder einmal um mich schlagen,
Wieder mich rühren mit allen Sinnen,
So mir dachten zu entrinnen
Von den hohen, überirdischen Lehren,
Dazu sie mich wollten mit Gewalt bekehren.
Darum so will auch ich bekennen,
Wie ich in mir es fühle brennen,
Wie mir’s in allen Adern schwillt,
Mein Wort so viel wie anderes gilt,
Da ich in bös’ und guten Stunden
Mich habe gar trefflich befunden,
Seit ich gekommen in’s Klare,
Die Materie sei das einzig Wahre.
Halte nichts vom Unsichtbaren,
Halt’ mich allein am Offenbaren,
Was ich kann riechen, schmecken, fühlen,
Mit allen Sinnen drinnen wühlen.
|88| Mein einzig Religion ist die,
Dass ich liebe ein schönes Knie
Volle Brust und schlanke Hüften,
Dazu Blumen mit süssen Düften,
Aller Lust volle Nährung,
Aller Liebe süsse Gewährung.
D’rum, sollt’s eine Religion noch geben
(Ob ich gleich kann ohne solche leben),
Konnte mir vor den andern allen
Nur die katholische gefallen,
Wie sie war in den alten Zeiten,
Da es gab weder Zanken noch Streiten,
Waren alle Ein Mus und Kuchen,
Thäten’s nicht in der Ferne suchen,
Thäten nicht nach dem Himmel gaffen,
Hatten von Gott ’n lebend’gen Affen,
Hielten die Erde für’s Centrum der Welt,
Zum Centrum der Erde Rom bestellt,
Darin der Stadthalter residirt
Und der Welttheile Szepter führt,
Und lebten die Laien und die Pfaffen
Zusammen wie im Land der Schlaraffen,
Dazu sie im hohen Himmelhaus
Selber lebten in Saus und Braus,
War ein täglich Hochzeit gehalten
Zwischen der Jungfrau und dem Alten.«*)
*) Plitt: »Aus Schellings Leben« I. 282.

Et saadant Digt fra en saadan Haand er et sandt Document om Tidsaanden.

Moden var revolutionær, Brystet stærkt blottet, Klæderne orientalsk vide. Tonen blandt de mest fremragende unge Kvinder var yderst fri. |89| Ingen er mere omtalt for sin Skjønhed paa hin Tid end den unge Pauline Wiesel[XXXIV], i hvis Boudoir Prinds Louis Ferdinand[XXXV], den revolutionære Ungdoms Catilina[XXXVI], gik ud og ind, hun om hvem en Samtidig skriver: »Jeg betragter hende absolut som et Phænomen af den græske Mythologi«. Alexander v. Humboldt[XXXVII] gik 12 Mile tilfods for at see hende. Charakteristisk for Tidsaanden er det, at det Forhold, hvorved Pauline Wiesel[XXXVIII] satte sit Rygte paa Spil, ei fandt den ringeste Misbilligelse hos hendes intelligente Veninder, f. Ex. ikke hos den iøvrigt saa absolut ulastelige Rahel[XXXIX]. Det er ikke langt fra, at denne misunder hende. Hun skriver selv som ung Pige mismodig: »Lutter Midler til at leve, lutter Anstalter dertil, og aldrig tør man leve, aldrig kommer jeg dertil, og understaaer man sig engang dertil, saa har man den elendige Verden, den hele Verden imod sig.«

Men Originalen til Lucinde[xl] var dog mere værd end sit Portrait og større anlagt. Hun hørte til samme Kreds, til den Kreds af unge, aandfulde Jødinder, der paa den Tid repræsenterede den frieste og høieste Dannelse i Berlin[d], og hvis historiske Betydning er den, at de dengang endnu udgjorde den eneste Kreds, i hvilken Goethes[XLI] Ry var absolut sikret, og en sand Cultus af Goethe[XLII] fandt Sted.*)

*) Köpke: »Tiecks Leben[0012]«. I, 193.
De mest begavede af disse unge |90| Kvinder vare den klartseende, fintfølende, Gnister sprudende Rahel Levin[XLIII], senere Varnhagens Hustru, den skjønne, opvakte og kundskabsrige Henriette[XLIV], gift med Lægen Marcus Herz[XLV] og endelig Moses Mendelssohns[XLVI] kloge, selvstændige Datter Dorothea[XLVII], som af Føielighed mod sine Forældre havde givet Banquieren Veit[XLVIII] sin Haand, men levede i et aandelig utilfredsstillet Ægteskab med ham. Ikke ved ydre Skjønhed, men ved sit Vid og sine lidenskabelige aandelige Interesser fængslede hun Friedrich Schlegel[XLIX]. Han var dengang 25 Aar, hun 32. I hendes Væsen og Optræden var intet Sandseligt eller Frivolt, hun havde store og brændende Øine, og en mandig Haardhed laa over hendes Træk. I sine Breve til Broderen priser han hendes »gediegne Værd«, hun er, siger han, meget ligefrem (einfach) og har ikke Sands for noget Andet end Elskov, Musik, Vid og Philosophi. I Aaret 1798 skiltes Dorothea[L] fra sin Mand og fulgte Schlegel[LI] til Jena[e]. »At forbinde os borgerligt,« siger han i et Brev fra den Tid, »har egentlig aldrig været vor Agt, skjøndt jeg allerede længe ikke har anseet det for muligt, at noget Andet end Døden kunde skille os. Vel strider det absolut imod min Følelse at ville udjævne og beregne Nutid og Fremtid, men hvis den forhadte Ceremoni blev den eneste Betingelse for Uadskilleligheden, saa vilde jeg handle efter Øieblikkets Bydende og tilintetgjøre mine kjæreste |91| Ideer.« Ingen Ven hjalp mere til at ordne Forholdet mellem Friedrich[LII] og Dorothea[LIII] end den ædle Schleiermacher[LIV]. I ingen af Friedrichs[LV] Venner var »Lucinde[0013]« slaaet ned som i ham. Han var dengang Præst ved Charité-Kirken i Berlin[f]. Allerede længe havde han med varm Sympathi, ja Beundring fulgt Friedrichs[LVI] Emancipationsbestræbelser. I sin Afhandling »Diotima[0014]«, saavelsom i sin hvasse Bedømmelse af Schillers[LVII] »Würde der Frauen[0015]« havde Friedrich[LVIII] erklæret den traditionelle Opfattelse af Kvindens Samfundsstilling Krig. Han havde haanet det almindelige Ægteskab, hvor Ægtefællerne leve »i gjensidig Foragt for hinanden, hvor han i hende kun seer hendes Kjøn, hun i ham sin borgerlige Stilling og begge i Børnene deres Makværk og Eiendom«. Det gjaldt for ham om Kvindens sædelige og aandelige Emancipation. Aand og Dannelse, forenet med Begeistring, vare de Egenskaber, der i hans Øine gjorde en Kvinde elskværdig. De almindelige Forestillinger om Kvindelighed haanede han. Med Forbitrelse talte han om Mændenes Dumhed og Slethed, der af Kvinderne fordrede Uskyld og Mangel paa Dannelse; saaledes bleve Kvinderne tvungne til Pruderi, og Pruderi var Prætension paa Uskyld uden Uskyld. Sand Uskyld kunde hos det andet Kjøn godt bestaae med Dannelse. Den var tilstede, hvor Religion, Evne til Enthousiasme var det. At derfor et skjønt og godt Fritænkeri passede sig |92| mindre for Kvinder end for Mænd, det var kun een af de mange almengjældende Platheder, der ved Rousseau[LIX] vare komne i Omløb. »Kvindens Trældom« var en af Menneskehedens Kræftskader. Hans høieste litterære Ønske er, som han naivt udtrykker det, »at stifte en Moral«. Som den første sædelige Rørelse i Mennesket betegner han »Opposition imod den positive Lov og den conventionelle Ret«.

Schleiermachers[LX] Fragment i »Athenæum[0016]« »Fornuftkatechismus for ædle Kvinder[0017]« slaaer ganske ind paa denne Vei og fordrer af Kvinderne, at de skulle frigjøre sig for deres Kjøns Skranker. Ja saa utroligt det end lyder: det saa tidt citerede Fr. Schlegelske Fragment, at man ikke kunde indvende noget Grundigt mod et Ægteskab à quatre, skriver sig (som Haym[LXI] har paavist) muligvis fra Schleiermachers[LXII] Pen. Dets Pointe er rettet mod de mange gemene og usande Ægteskaber, mod »de mislykkede Ægteskabsforsøg«, som Staten i sin Forkerthed med Magt søger at sammenholde, og hvorved Muligheden til ægte Ægteskaber forhindres. Som det i dette Fragment hedder, at næsten alle Ægteskaber kun ere provisoriske og fjerne Tilnærmelser til et virkeligt Ægteskab, saaledes siger Schleiermacher[LXIII] selv, at mange Forsøg ere nødvendige og, at »naar man tager tre eller fire Par sammen, kunde der opstaae ret gode Ægteskaber, ifald de maatte bytte«.

|93| Den dybeste Aarsag til, at Schleiermacher[LXIV] strax personligt tog sig saa varmt af Friedrich[LXV] og Dorothea[LXVI], laa i hans egne Livsforhold dengang. Han nærede en stærk og gjengjældt Kjærlighed til Eleonore Grunow[LXVII], der levede i et barnløst og høist ulykkeligt Ægteskab med en Præst i Berlin[g].

Han fandt, at der løb megen Udannethed og Plathed, meget Philistrøst og Pharisæisk ind med i Raseriet over »Lucinde[0018]«, som man nedrev paa samme Tid, som man fornøiede sig kosteligt over Wielands[LXVIII] og Crébillons[LXIX] lystne Romaner. Det minder mig om Hexeprocesserne, siger han, hvor Ondskab formulerede Anklagen, og den fromme Enfoldighed fuldbyrdede Dommen.

Og hvad der især bragte ham til voldsomt at tage det forfulgte Pars Parti, det var, som han siger, at den Klage, som reistes over krænket Decents, hos de Fleste kun var et Paaskud, for at slaae en Bro over til Schlegels[LXX] private Personlighed og komme den tillivs.

Dorothea[LXXI] besad en kraftig Sjæl i et svagt Legeme. Uden Vaklen bar hun Alt, hvad hendes Brud med Samfundsnormen bragte over hende, privat Forkjættring, offentlig Beskjæmmelse gjennem Hentydninger i Angrebene paa »Lucinde[0019]«. Hun viste den mest udholdende Hengivenhed og den mest opofrende Troskab mod den Mand, hun havde valgt. Hun deler ikke alene hans Interesser og Bestræbelser, men taaler hans Urimeligheder og |94| finder sig uden Klage i den lunefuldeste Elskers Luner. Ja endnu mere: En ualmindelig Aandsfrihed og Munterhed spreder alle Mismodets Skyer om hende og Andre. Hendes Latter klinger lystigt ind mellem Schleiermachers[LXXII] altfor subtile Reflexioner og Friedrichs[LXXIII] transscendentale Ironi. Saa fri hun iøvrigt er for kvindelig Sentimentalitet, gaaer hun helt op i Beundring for sin Elskede, er med rørende Beskedenhed kun stolt af ham. Da hun har forfattet Romanen »Florentin[0020]«, en Bog, hvori der, trods al dens Svaghed, er mere skabende Evne end i nogen poetisk Frembringelse af Friedrich[LXXIV] selv, er hun fremfor Alt lykkelig og stolt over, at hans Navn staaer paa Titelbladet som Udgiverens. Hun gjør selv mange Løier med sin litterære Virksomhed. Med bankende Hjerte og rødmende Kinder sender hun Schleiermacher[LXXV] sin Bogs første Bind til Gjennemsyn og smiler over de mange røde Streger i Manuscriptet. »Pokker staaer altid i det, der hvor Accusativ og Dativ skulde staae.« At ogsaa hun maatte give sig til at skrive og digte, paa en Tid (henimod Aar 1800), da alle Romantikerne, selv Schleiermacher[LXXVI] og Schelling[LXXVII], begik poetiske Synder, betegner hende som hørende til Romantikernes tydsk-litterære Kreds, og i Virkeligheden er hendes Roman ogsaa et Udtryk for alle de herskende Ideer, Efterligning af »Wilh. Meister[0021]« og »Frants Sternbald[0022]«, Forherligelse af de harmonisk |95| Dannede overfor de Gemene, af det frie Vagabondliv, af Lediggangen og det skjønne Letsind, af Formaalsløsheden, der midt i den prosaiske, reale Verden ingen Hensigter har. Men ikke desto mindre hæver denne Kvinde sig op over denne Kreds. Ikke for Intet var hun den kloge og ædru Mendelssohns[LXXVIII] Datter.

Hun vilde, siger hun, saare gjerne see en Kunstner i Friedrich[LXXIX], men ret kjær vilde han dog først blive hende, naar hun saae ham som dygtig Borger i en ægte Stat, ja det synes hende, som om alle hendes revolutionære Venners Væsen og Villen passede til det Litterære, til Kritik og al den Slags Tøieri (all dem Zeuge), som en Kjæmpe til en Barneseng; hun siger, at gik det efter hendes Hoved, gjorde de som Götz v. Berlichingen[lxxx], der kun greb Pennen for at udhvile fra Brugen af Sværdet.*)

*) Haym: »Die romantische Schule[0023]«. 663 ff.

Vi see atter her, hvad der allerede var slaaende ved Fru v. Kalb[LXXXI], hvorledes hos Kvinderne i denne Periode en mandigere og mere udelt Kraft gjør sig gjældende end hos Mændene, og hvorledes de bestandig ville bringe de Problemer ind for det sociale Forum, som Mændene ville holde paa det litterære. De føle dybere Forholdenes Tryk, de ere mindre svækkede ved boglig Overcultur, og |96| de have mere praktisk Sands og Blik end Mændene omkring dem.

Den første større Begivenhed, der hænder det nys forenede unge Par, er, at Fichte[LXXXII] kommer til dem. De veed, man havde anklaget ham for som Professor at lære Atheisme. Caroline Schlegel[LXXXIII] skriver derom til en Veninde:

»Kun med Kummer kan jeg skrive til Dig om det, hvorom Du spørger mig, om Fichtes[LXXXIV] Sag. Tro mig, den er meget slem for alle Venner af en ærlig og frimodig Adfærd. Hvad Du skal tænke om den første Anklage, der kom fra en bigot Fyrste og hans dels katholske, dels hernhutiske Raadgivere, vil Du omtrent selv indsee […] Men saa hidser man Fichte[LXXXV] ved allehaande Beretninger fra Weimar[h] om, at hans Sag staaer slet o. s. v. til han erklærer, han vil tage sin Afsked, ifald man giver ham en Irettesættelse og indskrænker hans Lærefrihed […] Alle Hoftjenere og alle Professorerne, som Fichte[LXXXVI] har overstraalet, skrige nu over hans Dristighed, hans Ubesindighed. Han bliver forladt, undgaaet.«

I et Brev, som paa eengang er forfattet af Friedrich[LXXXVII], Schleiermacher[LXXXVIII] og Dorothea[LXXXIX], siger denne sidste:

»Det gaaer meget godt med Fichte[XC] her, man lader ham i Fred. Nicolai[XCI] har ladt sig forlyde med, at man ikke i ringeste Maade vil bekymre sig om ham, kun maa han ikke holde offentlige |97| Forelæsninger; det vilde ikke blive godt optaget. Jeg kommer ganske fortræffeligt ud af det med Fichte[XCII], og overhovedet jeg føler mig saa vel tilpas i dette Philosoph-Convent, som havde jeg aldrig været vant til noget Ringere. Kun har jeg en vis Angst for Fichte[XCIII], dog det ligger ikke ved ham, men mere i mine Forhold til Verden og til Friedrich[XCIV] – jeg frygter – dog maaskee tager jeg feil. Skrive kan jeg ikke et Ord mere, Kjære, thi mine Philosopher løbe uophørligt op og ned af Gulvet, saa jeg er nær ved at blive svimmel.«

Her har De en lille Interieur-Scene af Dorotheas[XCV] Liv i Berlin[i]. Ja man befinder sig saa vel sammen, at Fichte[XCVI] fatter Planen til, at man for bestandig skal forene sin Existents. Han skriver, at han arbeider paa at bevæge Friedrich[XCVII] til at blive i Berlin[j], og at faae Wilh. Schlegel[XCVIII] med sin Kone til ligeledes at flytte derhen. »Reusserer dette, da danne begge Schlegelerne[XCIX], Schelling[C], som ogsaa maatte bringes til at flytte herhen, og vi een Familie, leie et stort Logis, holde een Kokkepige o. s. v.«*)

*) »Caroline[0024]« I. 254, 259, 261.
Det blev ved Projectet. Brødrene Schlegels[CI] Damer kunde ikke komme ud af det sammen. Men kommer det nu ikke som et Pust fra en anden Verden, naar man midt under al denne Omsorg for Fichte[CII] og Indignationen over den Uret, som skeer ham, finder Ord som disse i |98| Dorotheas[CIII] Breve: »Jeg takker din Moder hjerteligt for det kjære Helgenbillede. Jeg har det altid liggende for mig. Det synes mig, at jeg selv ikke havde kunnet vælge mig nogen anden Helgen, hun passer ret for mig. Billederne og de katholske Sange have rørt mig saaledes, at jeg har besluttet, at naar jeg bliver Christen, vil jeg absolut blive Katholik.«*)
*) »Caroline[0025]« I. 293.
Ingensteds føler man vel tydeligere end her den romantiske Aandsretnings religiøse Confusion. Man seer, at Katholicismen da spiller ganske samme Rolle som Grundtvigianismen senere her.

Dog Dorothea[CIV] er ikke det eneste Kvindeportrait i »Lucinde[0026]«. Under sine Læreaar lærer Julius[cv] en udmærket Kvinde at kjende, som skildres saaledes: »Ogsaa denne Sygdom som alle forrige helbredede og tilintetgjorde det første Syn af en Kvinde, der var enestaaende i sin Art, og som for første Gang ramte hans Aand helt og i Midten. …

Hun havde valgt og havde givet sig hen; hendes Ven var ogsaa hans og levede værdig hendes Kjærlighed. Julius[cvi] var den Fortrolige, han kjendte derfor nøie, hvad der gjorde ham ulykkelig og dømte med Strenghed om sit eget Uværd. Derfor trængte han al Elskov tilbage i sit Inderste og lod Lidenskaben rase, tære og brænde der; men hans Ydre var aldeles forvandlet, |99| og saa godt lykkedes det ham at give sig Skin af den barnligste Ligefremhed og Uerfarenhed, og en vis broderlig Haardhed, at hun ikke fattede den ringeste Mistanke. Hun var munter og let i sin Lykke og skyede altsaa Intet, men gav sit Vid og sit Lune frit Spil, naar hun fandt ham uelskværdig. Overhovedet laa i hendes Væsen enhver Høihed og enhver Finhed, enhver Guddommelighed og enhver Caprice, men Alt var fint, dannet og kvindeligt. Frit og kraftigt udviklede hun hver enkelt Enkelthed, som var den kun til for sig alene, og dog var den rige dristige Blanding af saa uensartede Ting ikke forvirret; thi een Aand besjælede den, et levende Pust af Harmoni og Kjærlighed. Hun kunde i samme Time efterligne en eller anden komisk Taabelighed med en dannet Skuespillerindes Overgivenhed og Finhed, og forelæse et ophøiet Digt med en ukunstlet Sangs henrivende Værdighed. Snart morede det hende at glimre og spøge i Selskab, snart var hun helt Begeistring, og snart hjalp hun med Raad og Daad, alvorlig, beskeden og venlig som en øm Moder. En ringe Begivenhed blev, ved hendes Maade at fortælle den paa, saa henrivende som et skjønt Eventyr. Alt omgav hun med Følelse og Vid, hun havde Sands for Alt, og Alt kom forædlet fra hendes formende Haand og hendes sødt talende Læber. Intet Godt og Stort var for helligt eller for almindeligt for |100| hendes lidenskabeligste Deltagelse. Hun forstod enhver Antydning og besvarede ogsaa det Spørgsmaal, som ikke blev gjort. Det var ikke muligt at holde Taler overfor hende, det blev af sig selv til Samtaler, og under den stigende Interesse spillede paa hendes Ansigt en altid ny Musik af aandfulde Blikke og elskelige Miner. Ja Blik og Miner troede man endog at see, naar man læste hendes Breve, saa gjennemsigtigt og sjælfuldt skrev hun, hvad hun havde tænkt som Samtale. Hvo der kun kjendte hende fra denne Side, havde kunnet troe, at hun kun var elskværdig, at hun maatte fortrylle som Skuespillerinde, og at der kun fattedes hendes bevingede Ord Versemaal og Rim for at blive til en fin Poesi. Og dog viste netop denne Kvinde ved enhver Leilighed Mod og Kraft til det Forbausende, og dette (Forholdet til Modet og Kraften) var ogsaa det høie Synspunkt, ud fra hvilket hun dømte om Menneskers Værd.«

Der er mere Ros end Malerkunst i dette Portrait. Sainte-Beuve [CVII] vilde have grebet det anderledes an. Men Originalen til dette Billede er den Kvinde, der siden Udgivelsen af hendes Brevsamling med Titel »Caroline[0027]«, næsten som en Dronning kun gaaer under dette sit Fornavn, og som man lettest kalder saaledes, fordi hun har havt saa mange Efternavne, at man ei ret veed, hvorledes man skal betegne hende. Hun er født Michaelis[CVIII], en Datter af den bekjendte tydske |101| Philolog, blev først gift med en Dr. Böhmer[CIX], efter hans Død med A. W. Schlegel[CX] og endelig tilsidst med Schelling[CXI]. Hun staaer ved sine to sidste Forbindelser i Midtpunktet af den hele romantiske Kreds, der let ordner sig om hende. Hun var dens egentlige Muse. Calderons[CXII] og Ariost’s[CXIII] geniale Oversætter Gries[CXIV] kalder hende den aandrigste Kvinde, han har kjendt, Steffens[CXV] og Wilh. v. Humboldt[CXVI] bruge lignende Betegnelser. Om flere af sine Afhandlinger skriver A. W. Schlegel[CXVII], at de tildels skrive sig fra en aandfuld Dames Haand, der besad alle Talenter til at glimre som Skribentinde, men hvis Ærgjerrighed ikke var rettet derpaa. Schelling[CXVIII] skriver ved hendes Død: »Havde hun end ikke været det for mig, som hun var, havde jeg som Menneske maattet begræde hende, sørge over, at dette Mesterværk af Aand ikke mere er til, denne sjeldne Kvinde med mandig Sjælsstyrke, med det skarpeste Vid, forenet med det blødeste, ømmeste, elskovsfuldeste Hjerte. Noget Saadant kommer ikke igjen.« Hendes Portrait er vidunderligt: indtagende, fint, maliciøst og dog smeltende. Hun er ganske i Leonardos[CXIX] Stil. Dorothea[CXX] er langt mere af eet Stykke.

Caroline[CXXI] var født 1763, og er 21 Aar gammel, da hun første Gang bliver gift. A. W. Schlegel[CXXII] lærer hende at kjende under sin Studietid i Gøttingen[k], og bliver forelsket i hende; hun afslaaer at ægte ham. Forbindelsen blev |102| snart afbrudt, men fortsat gjennem Brevvexling, da A. W. Schlegel[CXXIII] 1791 overtog en Huslærerplads i Amsterdam[l], hvor adskillige galante Forbindelser, deriblandt een alvorligere Kjærlighedshistorie bragte Forholdet til Caroline[CXXIV] til at træde i Skygge. Imidlertid havde denne indviklet sig i et Net af de besynderligste Forhold. 1792 havde hun begivet sig til Mainz[m] og levede i Georg Forsters[CXXV] Hus. Da denne beundringsværdige og geniale, men altfor sangvinske Mand, Humboldts[CXXVI] Lærer, lige udmærket som Naturforsker og Skribent, indlod sig paa revolutionære Foretagender og søgte at udbrede den franske Frihed i Rhinegnene, delte Caroline[CXXVII] med Iver hans Sympathier og Bestræbelser og indlod sig med de republikanske Klubmedlemmer i Mainz[n]. Hun mistænktes tilmed særligt, om end med Urette, for igjennem sin Svoger, Custines[CXXVIII] Secretair, at have staaet i Forbindelse med Fjenden. Da Mainz[o] bliver tilbageerobret af de tydske Tropper, bliver hun arresteret og tilbringer flere Maaneder i et barbarisk Fængsel, delende Stue med 7 andre. Fra sit Fængsel skriver hun nu til Schlegel[CXXIX] om Bistand. Hendes Situation er endnu værre og mere compliceret, end den synes. I Mainz[p] har hun i Fortvivlelse over, at hendes hedeste Ønsker vare slaaede feil (hun havde haabet, at den mandige og energiske Tatter[CXXX] skulde tilbyde hende sin Haand) kastet sig hen til en tilfældig Tilbeder, en Franskmand, og |103| Følgerne af denne Forbindelse ville uundgaaeligt compromittere hende for bestandigt, ifald hun ei i rette Tid befries fra Fængslet. Ved Wilhelms[CXXXI] Connexioner og hendes egen Broders Iver lykkes det at faae en Løsladelsesordre udstedt, og med den rolige Ridderlighed, der var ham eiendommelig, stiller Wilhelm[CXXXII] nu den af Alle forladte Caroline[CXXXIII] under sin yngre Broder Friedrichs[CXXXIV] Beskyttelse. Det er under disse saa lidet fordelagtige Omstændigheder, at Friedrich[CXXXV] lærer hende at kjende. Han er ikke forudindtaget for hende, han er ei langt fra at føle Ringeagt. Og under saadanne Forhold er det, at han skriver: »Denne Enfold og denne formeligt guddommelige Sands for Sandhed havde jeg aldeles ikke ventet.«*)

*) »Caroline[0028]« I. 347.
»Hun gjorde et meget levende Indtryk paa mig; jeg ønskede heftigt at turde stræbe efter Meddelelse og Venskab fra hendes Side, men da hun syntes at ytre nogen Deltagelse, saa jeg meget bestemt, at det blotte Forsøg vilde føre til de heftigste Kampe, og at hvis Venskab var muligt mellem os, det kun kunde være den sildige Frugt af mange forkerte Bestræbelser […] ethvert egennyttigt Ønske blev da opgivet. Jeg satte mig i det simpleste, enfoldigste Forhold til hende, en Søns Ærefrygt, en Broders Aabenhed, et Barns Ligefremhed, en Fremmeds Fordringsløshed.«

|104| 1796 gifter A. W. Schlegel[CXXXVI] sig saa med sin stærkt compromitterede Veninde. Hendes Kreds dannes af alle Samtidens bedste Mænd. Hun staaer i stadig Forbindelse med Goethe[CXXXVII], Herder[CXXXVIII], Fichte[CXXXIX], Schelling[CXL], Hegel[CXLI], Tieck[CXLII], Schleiermacher[CXLIII] og Hardenberg[CXLIV]. Goethe[CXLV] er netop da i intim Forbindelse med den unge Skole. Den er lige ved at dannes, og de forskjellige Medlemmer af den have deres første Stævnemøder i Jena[q]. Hun spiser Frokost med Goethe[CXLVI], til Middag med Fichte[CXLVII] og er snart kun alt for uadskillelig fra Schelling[CXLVIII].

Som et Exempel paa Styrken og Finheden af Carolines[CXLIX] Dømmekraft hidsætter jeg følgende Brudstykke af et Brev fra hende til Schelling[CL] (1ste Marts 1801): »Du vil dog vel ikke, allerkjæreste Ven, af mig have Noget at vide om, hvorvidt Fichtes[CLI] Aand rækker, skjøndt Du synes at ville høre min Mening derom. Mig har det altid forekommet, som om han med al sin uforlignelige Tænkekraft, sin faste Slutningsmaade, sin Klarhed og Nøiagtighed, sin umiddelbare Anskuelse af Jeget og sin Opdager-Begeistring dog var begrændset, kun tænkte jeg, det kom af, at den guddommelige Indgivelse fattedes ham, – og naar Du har gjennembrudt en Kreds, ud af hvilken han ikke kunde komme, saa skulde jeg troe, at Du ikke saameget har gjort dette som Philosoph – hvis Benævnelsen her skulde være urigtig brugt, maa Du ikke skjænde paa mig derfor – men mere |105| forsaavidt som Du har Poesi og han ingen. Den ledede Dig umiddelbart til en productiv Tilstand, ligesom det var Iagttagelsens Skarphed, der førte ham til Bevidsthed. Han har Lyset i dets klareste Klarhed, men Du ogsaa Varmen, og hint kan kun lyse, denne frembringer. Er dette nu ikke fint seet af mig? ret som man gjennem et Nøglehul seer et uhyre Landskab.«

Om Hegel[CLII] findes her etsteds den morsomme Ytring, der lidet svarer til den almindelige Forestilling om Philosophen: »Hegel[CLIII] macht den Galanten und allgemeinen Cicisbeo« (II. 239).

Med Lidenskab deltager Caroline[CLIV] i alle den romantiske Skoles Bestræbelser, forfatter, corrigerer, anmelder anonymt, snart selv skrivende, snart virksom paa anden, tredie, fjerde Haand. Den politisk-revolutionære Lidenskab, der udmærker hende fremfor Mændene, gaaer nu nødtvungen med til litterære Skjærmydsler og Intriguer. Vi see hende saaledes anmelde Schlegels[CLV] »Ion[0029]« anonymt, men temmelig drillende, see Schlegel[CLVI] ligeledes anonymt besvare og imødegaae denne Recension, og saa endelig Caroline[CLVII] kalde Schelling[CLVIII] til Hjælp, der i en tredie anonym Recension som Carolines[CLIX] Ridder under en Form af udsøgt Finhed lader det gaae endnu værre ud over Schlegel[CLX], mens han skriver ham til, at han haaber, det ei vil blive taget ilde op. Det er ogsaa Caroline[CLXI], som fordærver Forholdet mellem Schiller[CLXII] og Schlegel[CLXIII], |106| bevirker Bruddet imellem dem, og ved sine utallige ofte yderst vittige, men ubillige Løier med den Schillerske Poesi, bestandig hidser Brødrene mod Schiller[CLXIV], der paa sin Side ei kan frikjendes for med en vel fornem Oldermandsmine at have afvist dem, da de begyndte deres Forfatterbane. Schiller[CLXV] kalder bestandig Caroline[CLXVI] »Dame Lucifer«. Hendes svageste Side kommer frem i hendes smaalige Had til den stakkels Dorothea Veit[CLXVII], hvem hun forfølger, et Had, som forstyrrede det ellers saa skjønne Forhold mellem de to Brødre, der tillige vare de fortroligste Venner, og som nær havde skilt dem fra hinanden. Vil man høre i hvad Tone, hun taler om Dorothea[CLXVIII]? »Friedrich[CLXIX] har nu selv seet »Alarcos[0030]« og har umiddelbart derefter sat sig paa en Vogn for at ile til Frankrig, hvor han har isinde at lade sig vie republikansk. At blive druknet i Loire[r] kaldtes under Robespierre[CLXX] noces républicaines, og Halvdelen af dette Par undte jeg gjerne et saadant Bryllup.« Hendes skjønneste Egenskaber komme frem overfor hendes Datter, det vidunderlige Barn, Augusta Böhmer[CLXXI], hvis Navn vil staae uudsletteligt indskrevet i Tydsklands Litteraturhistorie, skjøndt hun kun er 15 Aar gammel, da hun døer. Man læse hendes Domme over Friedrich[CLXXII], over Dorothea[CLXXIII], hendes versificerede Breve til Tieck[CLXXIV] eller Schleiermacher[CLXXV], og man vil forbauses over hendes fine og mærkværdige Begavelse. Hendes Død foraarsagede |107| en Vending i Carolines[CLXXVI] Liv. Schelling[CLXXVII], der maaskee havde været noget indtaget i Augusta[CLXXVIII], traadte ved hendes pludselige og sørgelige Bortgang Moderen nærmere. Han var dengang ganske ung, i sine første Arbeiders Hede, blussende af Lidenskab, straalende af Geni, Goethes[CLXXIX] Yndling. De havde en dyb fælles Sorg og gjensidig Trøst Behov. Forholdet antog Charakter af den mest glødende Kjærlighed. At Romantikernes gemene Modstandere lode forfatte en Brochure, hvori det paastodes, at Schelling[CLXXX] med sin forrykte Naturphilosophi og de Cure, han havde foreskrevet, var den, som havde taget Barnet af Dage – en Udtalelse, som beroede paa lutter løgnagtigt Opspind, kunde kun forene dem yderligere. Det er i Svaret paa denne Brochure, at Schelling[CLXXXI] bruger de voldsomme Udtryk om sine Modstandere, der citeres i Indledningen til Lassalles[CLXXXII] »Capital und Arbeit[0031]«. Carolines[CLXXXIII] Forhold til Schlegel[CLXXXIV] havde længe været koldt, han og hun levede i forskjellige Byer. Havde Caroline[CLXXXV] været skinsyg, vilde hun have havt adskillig Aarsag til Klage. Senere indlod Schlegel[CLXXXVI] sig i et Kjærlighedsforhold til Tiecks[CLXXXVII] Søster, Sophie Bernhardi[CLXXXVIII], der for hans Skyld lod sig skille fra sin Mand. Hans sidste Ægteskabsforsøg med en Datter[CLXXXIX] af RationalistenPaulus[CXC] mislykkedes som bekjendt, og endte med Skilsmisse.

Da Schelling[CXCI] og Caroline[CXCII] vare blevne hinanden saa uundværlige, at Baandet maatte løses, |108| gav Schlegel[CXCIII] med fuldkommen Ridderlighed sit Samtykke. Det kom til Skilsmisse, og som Caroline[CXCIV] siger: »vi løste et Baand, som vi altid havde betragtet os selv som Herre over« – die wir unter uns nie anders als wie ganz frei betrachteten -*)

*) »Caroline[0032]« II. 237.
og et nyt Ægteskab, der fra begge Sider var absolut lykkeligt, blev indgaaet.

Høist interessant for Skolens Theorier og disses Overensstemmelse med Førernes Liv er det at see, hvorledes Schlegel[CXCV] tager denne Carolines[CXCVI] Beslutning. Han ikke blot giver sin Indvilligelse, men han vedbliver at staae i aldeles venskabelig Brevvexling med Schelling[CXCVII], og de to Mænd understøtte gjensidigt hinanden i Litteraturen med Raad og Daad. Ja Caroline[CXCVIII] vedbliver at staae i den venskabeligste Forbindelse med Schlegel[CXCIX], længe efter at hendes Forhold til Schelling[CC] ikke mere er nogen Hemmelighed for ham. Hun skriver f. Ex. i Mai 1801 til Schlegel[CCI]: »Afgjør engang følgende Trætte mellem Schelling[CCII] og mig. Due disse Hexametre (af Schelling[CCIII]) Noget? Jeg finder de sidste Linier keitede, men han forfægter, at de ere gode.« Med Mme de Staël[CCIV] besøger Schlegel[CCV] endog senere Parret i München[s].

Saaledes formaaede nok saa stærke personlige Brydninger og Spaltninger ikke at skille dem, der vare forbundne ved et Fællesskab i Ideer og en |109| fælles Kamp for disse. Man betragtede den personlige Frihed som uafhændelig og respecterede den som saadan hos Andre, ligesom man fordrede den for sig selv.

Heri er paa den ene Side noget Smukt og Frit, paa den anden noget Stødende. Man maa beklage, at de, der hørte sammen, havde saa mange Omveie nødig for at finde hinanden, men man forstaaer ret godt Charaktererne og deres Forhold. Dommen er bleven besørget af de Paagjældendes Samtid.

Men endnu en anden Lære lader sig uddrage heraf, end den om Romantikernes omskiftelige Tilbøjeligheder og fuldkomne Aandsfrihed overfor sociale Baand, nemlig den: at deres Kvinder i Virkeligheden stod over dem selv, og at de kun have formaaet at drage dem ned til sig. Vi see den kraftige, energiske Dorothea[CCVI], hun, som saa stærkt føler Smaaligheden af alle Romantikernes litterære Tendentser, langsomt forvandles, see hende modstræbende beundre »Lucinde[0033]«, saa selv forfatte Romaner i den almindelige Skure, saa endelig følge Friedrich[CCVII] til Wien[t] og blive katholsk med ham. Eller se den fine, enthousiastiske, staalhaarde Caroline[CCVIII], der som ganske ung Enke paa et Par og tyve Aar forsøger at revolutionere Rhinlandene; hun er da saa besluttet, at hun allierer sig næsten med hvemsomhelst og udsætter sine Kjærestes Liv og Velfærd med den yderste |110| Hensynsløshed. Friedrich[CCIX] skriver dengang med Forfærdelse til Wilhelm[CCX]:»Det vil jeg aldrig kunne tilgive hendes Hjerte, at hun var istand til at lokke Dig, hendes Ven, ind i denne Hvirvel af elendige Farer og usle Mennesker.« Og se hende saa nogle Aar efter forvandlet, recenserende, skrivende anonymt for og imod sin egen Mands slette Dramer, helt opgaaet i litterære Intriguer. Saa kommer igjen i Øieblikke ligesom et Pust fra den gamle Tid ind i hendes Sjæl. Og man føler, hvorledes hun er omdannet. Hun skriver i October 1799 til sin Datter først en Masse Familiebegivenheder. Referatet om disse ender saaledes: »Hofraad Hufeland[CCXI] er kommen tilbage med Kone og Børn.« Saa følger: »Luseri er det Alt! Buonaparte[CCXII] er i Paris[u]. O, Barn, betænk, det gaaer Alt atter godt. Russerne ere blevne fordrevne fra Schweitz – Russerne og Englænderne maae i Holland capitulere med Skamme. – Franskmændene trænge frem i Schwaben[v]. Og nu kommer ovenikjøbet Buonaparte[CCXIII]. Glæd Dig dog med mig, ellers troer jeg, at Du blot forstaaer Fjas og slet ingen alvorlige Tanker har.« – Saa følger i samme Aandedræt litterært Nyt. »Tieck[CCXIV] er her, og vi er meget sammen. Hvad de Mennesker dog Alt hitte paa, det troer Du ikke. Jeg skal sende Dig en Sonnet mod Merkel[CCXV]; han har rendt rundt i Berlin[w] og fortalt, at Hertugen havde givet Schlegelerne[CCXVI] en Irettesættelse paa |111| Grund af Tidsskriftet o. s. v. Saa satte Wilhelm[CCXVII] og Tieck[CCXVIII] sig forleden Aften ned og lavede en forrykt Sonnet til ham. Det var en Fest at see paa, hvordan de fire brune Øine sprudede Funker mod hinanden, og med hvilken vild og gal Lystighed denne retfærdige Malice blev begaaet. Jeg og Dorothea[CCXIX] laa næsten paa Gulvet af Latter. Hun forstaaer rigtigt at lee, hvad vist vil være hende en Anbefaling hos Dig. Merkel[CCXX] kan sige, at han er et leveret Uhyre. Deraf vil han ikke komme sig igjen. Et morderligt Spektakel vil det blive fra alle Sider […] Schelling[CCXXI] rykker nu frem i Litteraturtidenden med sit fulde Skyts. – Dog disse Stridigheder angaae ikke Dig, men Russerne og Buonaparte[CCXXII] angaae Dig meget.« Man skulde sige, at hun bestræber sig for at holde de store Interesser vaagne hos Datteren, nu da de ere ifærd med at døe ud hos hende selv. Saa er det, hun bliver gift med Schelling[CCXXIII] og filtret ind med alt det Bestaaende i den store clericale Rede Baiern[x].

Mange store Mænd have forgjæves stræbt at bringe de Kvinder, de elskede, til at dele deres Interesser. Men jeg veed ingen værre Anklage mod begavede Mænd og intet kraftigere Symptom paa deres Svaghed end det, at de langtfra at hæve de Kvinder, som have hengivet sig til dem og fulgt dem, have draget dem nedad, have berøvet dem deres høieste Interesser og bedste Sympathier, |112| og givet dem smaa og smaalige derfor. Denne Anklage rammer og maatte ramme Romantikerne. De have behandlet de store Kvinder, gode Guder skjænkede dem, som de store Ideer, de modtoge i Arv, de have berøvet dem det store frisindede, sociale og politiske Præg og gjort dem først romantiske og litterære, saa christelige og saa katholske.

  • V.
    højresiderne i kapitel 5 har i førsteudgaven klummetitlerne »Romantikernes sociale Forsøg.« og »Den til Lucinde svarende Virkelighed.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
  • »Man paatage sig … Fornøielse deraf […]«
    sammensat citat fra Søren Kierkegaards Enten-Eller. Et Livs-Fragment, 1843. I værkets forord forklarer udgiveren, Victor Eremita, at en del af værket består af efterladte papirer fra en forfatter, han navngiver A eller Æsthetikeren. Det af GB citerede stammer fra den af Æsthetikeren forfattede tekst »Vexel-Driften. Forsøg til en social Klogskabslære« Kierkegaard 1997, 2:287-288.
    Søren Kierkegaard: Søren Kierkegaards Skrifter, vol. 1-55, Niels Jørgen Cappelørn m.fl. (red.), 1997-2012.
    .
  • »At have Hensigter … alvorligt Bæstie«
    sammensat citat fra Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:293-294, 115.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • »For ikke at gjøre … Familiernes Privattheater.«
    sammensat citat fra Søren Kierkegaards Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, 1841; fra afsnittet »Friedrich Schlegel« Kierkegaard 1997, 1:321-322.
    Søren Kierkegaard: Søren Kierkegaards Skrifter, vol. 1-55, Niels Jørgen Cappelørn m.fl. (red.), 1997-2012.
    .
  • Des Hauses Sorge … eifrig handgehabt.
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 261-262): »Huslig Bekymring optog hendes Sind for stærkt, / Rengøring, Porcellænet, smudsigt Tøj til Vask. / Naar jeg om evig Elskovs Ild til hende kvad, / Børstens haarfagre Bræt hun tog udi sin Haand / for Fnug at børste af mit Frakkeskød i Mag. (…) / Dog havde gerne Alt jeg taalt undtagen Et, / at ude, hjemme, hvor hun stod og hvor hun gik, / selv i Concert, naar Tonevrimlen bruste sødt, (…) / bestandig rastløs, raslende, daskende, aldrig træt / med flyvende Albuer, klirrende Pinde, evig Larm / hun Strikkestrømpen tumled med ihærdig Kraft«; sammensat citat fra Ludwig Tiecks »Leben und Thaten des kleinen Thomas, genannt Däumchen«, 1812, II,2 Tieck 1812:467.
    Ludwig Tieck: Leben und Thaten des kleinen Thomas, genannt Däumchen, Phantasus, vol. 2, 1812.
    .
  • den bekjendte romerske Elegi … sin Elskedes Ryg
    GB sigter til en af Goethes såkaldte romerske elegier, der for en stor dels vedkommende under samletitlen »Elegien« første gang blev trykt i Schillers tidsskrift Die Horen, 1795. Specifikt sigtes der til »Fünfte Elegie«, hvor det hedder: »Oftmals hab' ich auch schon in ihren Armen gedichtet / Und des Hexameters Maß, leise, mit fingernder Hand, / Ihr auf den Rücken gezählt« Goethe 1987, 1:407.
    Johann Wolfgang Goethe: Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, vol. 1-40, Hendrik Birus et al. (red.), 1987-2013.
    .
  • Einst als des Thorus … selber pfuscht.
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 262): »Engang, da Ægtelejet helligt favned os / - paa Himlen skinned Lunas kyske Lys - / attraaende den gyldne Afrodites Gunst / omflettet jeg af sølverhvide Arme laa, / og drømte om, hvad Underbarn af slig en Nat, / hvad for en Helt, kraftpansret, stor, af dette Skød / der vel i Tidens Fylde vilde Lyset se - / Da føler jeg paa Ryggen over mig lette Slag, / indbilder mig, at Kærtegn kildrer Skuldren mig, / og smiler fromt og sindrigt til min søde Brud. / Men Skuffelsen mig ramte med sin Helvedskval; / thi Strikketøjet dansed lystigt paa min Ryg, / ja just i Hælens Bøjning stod Arbejdet, hvor / den Kyndigste endog, af Tællen træt, taer fejl«; af Ludwig Tiecks »Leben und Thaten des kleinen Thomas, genannt Däumchen«, 1812, II,2 Tieck 1812:468.
    Ludwig Tieck: Leben und Thaten des kleinen Thomas, genannt Däumchen, Phantasus, vol. 2, 1812.
    .
  • »Kun Italienere … egentlige Adelsprincip.«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:86.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • »Ikke blot den kongelige Ørn … i Sang.«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:2.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • Leda og Svanen
    græsk mytologisk fortælling om, hvordan Zeus i en svanes skikkelse kom til og havde samleje med dronning Leda. Af dette kom et æg, hvorfra den skønne Helena blev udruget.
  • zerrissen
    svag og splittet, usammenhængende.
  • som Cameliadamen … Forelskelse og døer
    der sigtes til Alexandre Dumas den Yngres roman La Dame aux camélias, 1848, hvori den tuberkuløse pariserkurtisane Marguerite Gautier forelsker sig i en ung mand af fornem familie og ender med at ofre sig for ham.
  • »Han traf i hende … frit og uafhængigt.«
    tilrettet og sammensat citat fra Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:189-192.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • »i en Strøm af besjælende Lys«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:204.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • »besjælede Planter i Menneskeskikkelse«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:205.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • »som en skjøn Sang«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:207.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • »Naturægteskabet«
    der er ikke tale om et citat, men om betragtninger i Lucinde, 1799, over, hvordan naturen som den sande præstinde (»die wahre Priesterin«) kan knytte to elskende sammen med ubrydelige bånd Schlegel 1799:223-224.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • »Hvad forhen forenede os … forenet os inderligere.«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:223-224.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • »Borgerret i Naturtilstanden«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:227.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • et sandt Venusbjerg … nærmede sig
    der sigtes til tysk folketros forestillinger om Venusbjerget, et særligt bjerg, hvori den skønne og farlige Venus holdt til. Hun lokkede ved fortryllelse mænd ind i bjerget, hvor hun tog deres sjæl. Slap man ud af bjerget igen, var man for altid mærket. Forestillingen om Venusbjerget kendes fra første halvdel af 1400-tallet.
  • »Da Menneskene drive … Maneer.«
    af et brev fra Friedrich Schlegel, givetvis fra midten af november 1799, til Friedrich Schleiermacher. En del af brevet er gengivet i Gustav Leopold Plitts Aus Schellings Leben. In Briefen, 1869-1870, som GB her følger Plitt 1869, 1:282, noten.
    F.W.J. Schelling: Aus Schellings Leben. In Briefen, vol. 1-3, Gustav Leopold Plitt (red.), 1869-1870.
    .
  • Kann es fürwahr … und dem Alten
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 265-266): »Jeg holder saa sandt ikke længer det ud, / jeg maa endnu en Gang værge min Hud, / og Livet med alle Sanser friste, / som jeg var nær ved helt at miste / over den høje, overjordiske Lære, / som jeg med Ruelse nu skal ære. // Derfor vil ogsaa jeg bekende, / hvordan jeg føler det i mig brænde, / hvordan det i alle mine Aarer vælder. / Mit Ord vel saa fuldt som Andres gælder, / da i Medgang og Modgang paa denne Klode / jeg har været ypperligt til Mode, / alt siden jeg kom dermed paa det Rene, / at det Sande Materien er alene. // Jeg kan ikke for det Usynlige svare, / jeg holder mig blot til det Aabenbare, / hvad jeg kan lugte, smage, knuge, / med alle Sanser gramse og sluge. / Min eneste Religion er den: / Af et smukt Knæ er jeg en Ven. / Jeg lider slanke Hofter, fuldt Bryst, / fuld Næring for al Slags Drift og Lyst, / sødt Ja til Alt, hvorom Elskov kan bede, / og Blomsterduft, stærk som Attraaens Hede. / Var derfor endnu Religion paabuden / (skønt jeg kan saa dejligt leve foruden) / saa kunde blandt Religionerne alle / kun den katolske min jeg kalde, / som den var i den gode, gamle Tid, / da der hverken var Kiv eller Strid, / Alle var da én Vælling, én Dej, / langt borte søgte de Frelsen ej, / til Himlen Ingen vilde glo eller gabe. / Af Gud havde de en levende Abe. / Jorden for Verdens Midtpunkt de holdt, / og Jordens Midtpunkt var Roma stolt. / Der sad Statholderen, Verdens Zir / og førte sit Verdensherskerspir, / og Lægfolk og Klerke sammenblandet / leved ret som i Slaraffenlandet / eller som i Himlens høje Hus / Herskaberne leved i Sus og Dus / for hver Aften paany sig til Bryllup at samle / mellem Jomfruen og den Gamle«; sammensat citat fra Schellings digt »Epikurisch Glaubensbekenntniss Heinz Widerporstens«, der posthumt blev trykt i Gustav Leopold Plitts Aus Schellings Leben. In Briefen, 1869-1870, hvorfra GB citerer Plitt 1869, 1:282-284.
    F.W.J. Schelling: Aus Schellings Leben. In Briefen, vol. 1-3, Gustav Leopold Plitt (red.), 1869-1870.
    .
  • »Jeg betragter hende … græske Mythologi«
    af et brev fra Gustav von Brinckmann, dateret 10.2.1805, til Rahel Varnhagen von Ense. GB følger her Rudolph Gottschalls Die deutsche Nationalliteratur des neunzehnten Jahrhunderts, 1872 Gottschall 1872, 2:34.
    Rudolph Gottschall: Die deutsche Nationalliteratur des neunzehnten Jahrhunderts, vol. 1-3, 1872 (3. udgave (»Dritte vermehrte und verbesserte Auflage«)).
    .
  • »Lutter Midler … Verden imod sig.«
    af et brev fra Rahel Varnhagen von Ense, dateret 23.4.1818, til Pauline Wiesel. GB følger her Rudolph Gottschalls Die deutsche Nationalliteratur des neunzehnten Jahrhunderts, 1872 Gottschall 1872, 2:35.
    Rudolph Gottschall: Die deutsche Nationalliteratur des neunzehnten Jahrhunderts, vol. 1-3, 1872 (3. udgave (»Dritte vermehrte und verbesserte Auflage«)).
    .
  • »At forbinde os borgerligt … kjæreste Ideer.«
    af et brev fra Friedrich Schlegel, dateret 27.11.1798, til Caroline Schlegel. GB følger her Rudolf Hayms Die romantische Schule, 1870 Haym 1870:504, noten.
    Rudolf Haym: Die romantische Schule. Ein Beitrag zur Geschichte des deutschen Geistes, 1870.
    .
  • hvasse Bedømmelse af Schillers »Würde der Frauen«
    der sigtes til Friedrich Schlegels anmeldelse »An der Herausgeber Deutschlands, Schillers Musen-Allmanach betreffend«, hvori han bl.a. gør sig lystig over Schillers digt »Würde der Frauen«, som kort før var fremkommet i den af Schiller udgivne Musen-Almanach für das Jahr 1796, 1795. Schlegels anmeldelse fremkom i tidsskriftet Deutschland, bd. 2, 6. stykke, 1796.
  • »i gjensidig Foragt … Makværk og Eiendom«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:111.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • Mændenes Dumhed og Slethed … uden Uskyld
    gengiver en del af et af Friedrich Schlegels fragmenter. Dette og en lang række andre fragmenter blev i 1799 under samletitlen »Fragmente« trykt i tidsskriftet Athenaeum, 1798-1800 Schlegel 1799, 2.2:10.
    August Wilhelm & Friedrich Schlegel (eds.): Athenaeum, vol. 1-3, 1799-1800.
    .
  • skjønt og godt Fritænkeri … i Omløb
    gengiver en del af et af Friedrich Schlegels fragmenter. Dette og en lang række andre fragmenter blev i 1799 under samletitlen »Fragmente« trykt i tidsskriftet Athenaeum, 1798-1800 Schlegel 1799, 2.2:130.
    August Wilhelm & Friedrich Schlegel (eds.): Athenaeum, vol. 1-3, 1799-1800.
    .
  • »Kvindens Trældom«
    af et af Friedrich Schlegels kritiske fragmenter omhandlende det ynkelige ved frygten for at fremstå latterlig Schlegel 1797, 1.2:161.
    Friedrich Schlegel: Kritische Fragmente, J.F. Reichardt og Friedrich Schlegel (red.), Lyceum der schönen Künste, vol. 1.2, 1797.
    .
  • »at stifte en Moral«
    af et brev fra Friedrich Schlegel, fra begyndelsen eller midten af juli 1798, til Friedrich Schleiermacher Schleiermacher 1861, 3:80.
    Friedrich Schleiermacher: Aus Schleiermacher's Leben. In Briefen, vol. 1-4, Ludwig Jonas & Wilhelm Dilthey (red.), 1858-1863.
    .
  • »Opposition imod … den conventionelle Ret«
    gengiver en del af et af Friedrich Schlegels fragmenter. Dette og en lang række andre fragmenter blev i 1799 under samletitlen »Fragmente« trykt i tidsskriftet Athenaeum, 1798-1800 Schlegel 1799, 2.2:134.
    August Wilhelm & Friedrich Schlegel (eds.): Athenaeum, vol. 1-3, 1799-1800.
    .
  • Fr. Schlegelske Fragment … Ægteskab à quatre
    gengiver en del af et af Friedrich Schlegels fragmenter. Dette og en lang række andre fragmenter blev i 1799 under samletitlen »Fragmente« trykt i tidsskriftet Athenaeum, 1798-1800 Schlegel 1799, 2.2:11.
    August Wilhelm & Friedrich Schlegel (eds.): Athenaeum, vol. 1-3, 1799-1800.
    .
  • som Haym har paavist
    der sigtes til Rudolf Hayms overvejelser i Die romantische Schule, 1870 Haym 1870:529.
    Rudolf Haym: Die romantische Schule. Ein Beitrag zur Geschichte des deutschen Geistes, 1870.
    .
  • »de mislykkede Ægteskabsforsøg«
    gengiver en del af et af Friedrich Schlegels fragmenter. Dette og en lang række andre fragmenter blev i 1799 under samletitlen »Fragmente« trykt i tidsskriftet Athenaeum, 1798-1800 Schlegel 1799, 2.2:11.
    August Wilhelm & Friedrich Schlegel (eds.): Athenaeum, vol. 1-3, 1799-1800.
    .
  • »naar man tager … maatte bytte«
    af et brev fra Friedrich Schleiermacher, dateret 8.11.1798, til dennes søster Charlotte Schleiermacher 1858, 1:201.
    Friedrich Schleiermacher: Aus Schleiermacher's Leben. In Briefen, vol. 1-4, Ludwig Jonas & Wilhelm Dilthey (red.), 1858-1863.
    .
  • minder mig om Hexeprocesserne … fuldbyrdede Dommen.
    løst gengivet citat fra Friedrich Schleiermachers anonyme anmeldelse af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799. Anmeldelsen fremkom i Berlinisches Archiv der Zeit und ihres Geschmacks, 2, 1800, hvor det af GB citerede findes på s. 37. Anmeldelsen blev siden optaget i Aus Schleiermacher's Leben, 1858-1863 Schleiermacher 1863, 4:537-540.
    Friedrich Schleiermacher: Aus Schleiermacher's Leben. In Briefen, vol. 1-4, Ludwig Jonas & Wilhelm Dilthey (red.), 1858-1863.
    .
  • at den Klage … komme den tillivs
    løst gengivet citat fra et brev fra Friedrich Schleiermacher, dateret 4.1.1800, til Carl Gustav Brinckmann Schleiermacher 1863, 4:54.
    Friedrich Schleiermacher: Aus Schleiermacher's Leben. In Briefen, vol. 1-4, Ludwig Jonas & Wilhelm Dilthey (red.), 1858-1863.
    .
  • »Pokker staaer altid i det … Dativ skulde staae.«
    af et brev fra Dorothea Veit, formentlig fra februar eller marts 1800, til Friedrich Schleiermacher Schleiermacher 1861, 3:217, note 2.
    Friedrich Schleiermacher: Aus Schleiermacher's Leben. In Briefen, vol. 1-4, Ludwig Jonas & Wilhelm Dilthey (red.), 1858-1863.
    .
  • Hun vilde … Brugen af Sværdet
    afsnittet har rod i et brev fra Dorothea Veit, dateret 28.10.1799, til Friedrich Schleiermacher. GB følger her Rudolf Hayms Die romantische Schule, 1870 Haym 1870:664.
    Rudolf Haym: Die romantische Schule. Ein Beitrag zur Geschichte des deutschen Geistes, 1870.
    .
  • »Kun med Kummer … forladt, undgaaet.«
    sammensat citat fra et brev fra Caroline Schlegel, dateret 24.4.1799, til Louise Gotter Schlegel 1871, 1:253-254.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »Det gaaer meget godt … blive svimmel.«
    af et brev fra Friedrich Schlegel, Dorothea Veit og Friedrich Schleiermacher, fra sommeren 1799, til Caroline Schlegel Schlegel 1871, 1:259-260.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »Reusserer dette … Kokkepige o. s. v.«
    af et brev fra Johann Gottlieb Fichte, dateret 2.8.1799, til dennes hustru Johanna Marie Fichte Schlegel 1871, 1:261, noten.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »Jeg takker din Moder … blive Katholik.«
    af et brev fra Dorothea Veit, fra juni 1800, til Auguste Böhmer Schelling 1871, 1:293.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »Ogsaa denne Sygdom … Menneskers Værd.«
    sammensat citat fra Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:168-175.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • Calderons og Ariost’s geniale Oversætter Gries
    Johann Diederich Gries udsendte bl.a. Schauspiele von Don Pedro Calderon de la Barca, 1-7, 1815-1826, og Ludovico Ariosto's Rasender Roland, 1-4, 1804-1808.
  • »Havde hun end … ikke igjen.«
    af et brev fra Schelling, dateret 29.11.1809, til Philipp Michaelis, Carolines bror Schelling 1870, 2:184.
    F.W.J. Schelling: Aus Schellings Leben. In Briefen, vol. 1-3, Gustav Leopold Plitt (red.), 1869-1870.
    .
  • indlod sig paa revolutionære Foretagender … i Mainz
    under Den Franske Revolution (1789-1799) besatte franske revolutionstropper i oktober 1792 Mainz, og Mainz blev efterfølgende erklæret for en republik. Der blev efterfølgende arbejdet på at gøre Mainz til en del af det revolutionære Frankrig - en bestræbelse, hvori Georg Forster spillede en central rolle. Republikken eksisterede dog kun kort tid, for året efter, i 1793, indtog preussiske tropper Mainz. I byen var en gruppering af den revolutionære jakobinerklub blevet dannet umiddelbart efter den franske besættelse.
  • sin Svoger, Custines Secretair
    Johann Georg Wilhelm Böhmer, bror til Johann F.W. Böhmer, som Caroline (da med efternavnet Michaelis) i 1784 havde giftet sig med. Personlig sekretær for Adam Philippe de Custine.
  • »Denne Enfold … ikke ventet.«
    af et brev fra Friedrich Schlegel, dateret 28.8.1793, til August Wilhelm Schlegel Schlegel 1871, 1:347.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »Hun gjorde … Fremmeds Fordringsløshed.«
    sammensat citat fra et brev fra Friedrich Schlegel, dateret 16.9.1793, til August Wilhelm Schlegel Schlegel 1871, 1:347-348.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »Du vil dog vel ikke … uhyre Landskab.«
    af et brev fra Caroline Schlegel, dateret 1.3.1801, til Schelling Schelling 1871, 1:39-40.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »Hegel macht den Galanten und allgemeinen Cicisbeo«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 276): »Hegel spiller her den Galante og er den almindelige Cicisbeo [ung kavaller, laps]«; af et brev fra Caroline Schlegel, dateret 18.2.1803, til Julie Gotter Schlegel 1871, 2:239.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »Friedrich har … et saadant Bryllup.«
    af et brev fra Caroline Schlegel, dateret 15.6.1802, til Julie Gotter Schlegel 1871, 2:220.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • en Brochure … Barnet af Dage
    Auguste Böhmer døde 12.7.1800 af dysenteri. Hun var blevet tilset af en lokal læge, som havde ordineret forskellige medikamenter. Schelling, der - angiveligt med rette - havde justeret på det doserede, følte efterfølgende stor skyld og blev på et senere tidspunkt over flere omgange direkte beskyldt for at være ansvarlig for Augustes død. Dette udløste en række voldsomme skrivelser mellem de involverede parter. Det er ikke klart præcist, hvilken af disse GB sigter til. Rudolf Haym redegør i Die romantische Schule, 1870, for sagen og rækken af skrivelser Haym 1870:736-737.
    Rudolf Haym: Die romantische Schule. Ein Beitrag zur Geschichte des deutschen Geistes, 1870.
    .
  • de voldsomme Udtryk … »Capital und Arbeit«
    Ferdinand Lassalle anfører i indledningen til Herr Bastiat-Schulze von Delitzsch, der ökonomische Julian, oder: Capital und Arbeit, 1864, et længere sammensat Schelling-citat fra dennes »Fernere Darstellungen aus dem System der Philosophie«, 1802. Schellings afhandling blev oprindelig trykt i hans eget Neue Zeitschrift für spekulative Physik, 1.1, 1802, hvor det citerede findes s. 176-181. Lassalle citerer efter optrykket i Friedrich Wilhelm Joseph Schellings sämmtliche Werke, 1.4, 1859, hvor det citerede findes s. 557-561.
  • »vi løste et Baand … Herre over«
    af et brev fra Caroline Schlegel, dateret 18.2.1803, til Julie Gotter Schlegel 1871, 2:237.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »Afgjør engang … de ere gode.«
    sammensat citat fra et brev fra Caroline Schlegel, dateret 15.5.1801, til August Wilhelm Schlegel Schlegel 1871, 2:93.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »Det vil jeg aldrig … usle Mennesker.«
    af et brev fra Friedrich Schlegel, dateret 24.11.1793 til August Wilhelm Schlegel Schlegel 1871, 1:349.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »Hofraad Hufeland … Dig meget.«
    sammensat citat fra et brev fra Caroline Schlegel, dateret 28.10.1799, til datteren Auguste Böhmer Schlegel 1871, 1:274-275.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • 1 kommentarer er ikke tilknyttet databasen

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«