Den romantiske Skole i Tydskland (1873)

IV.

I Juni 1801 stod en ung Mand paa et Katheder i Jena[a] for at disputere for Doctorgraden. |71| Man chikanerede ham af alle Kræfter, ja hvad der var uhørt, man paatvang ham Opponenter. Den ene, en ellers flau Person, forsøgte at slaae sig til Ridder paa ham og sagde: »In Eurem tractatum eroticum Lucinda sagt Ihr o. s. v.«, hvorpaa Præses svarede ved tørt at kalde Opponenten en Nar. Der blev Oprør og Skandale, og en af Professorerne erklærede, at i 30 Aar havde et saadant Scandalum ikke profaneret den philosophiske Skueplads. Præses svarede, at i 30 Aar var Ingen bleven behandlet saaledes. Denne Præses var Friedrich Schlegel[I], dengang saa frygtet for sine skrækkelige Meninger, at man undertiden ikke tillod ham at overnatte i en By. Her har De et Brudstykke af et Rescript fra det Churfyrstelige Hannoveranske Universitets-Curatorium til Prorectoren i Göttingen 26 Septbr. 1800. »Skulde Broderen til Professoren, den for sine »sittenverderbliche Schriften« berygtede Friedrich Schlegel[II] indfinde sig der for at opholde sig der nogen Tid, saa er dette ikke at tilstede Samme, men man være saa god at betyde ham, at han har at forlade Gøttingen[b]

Det kalder man streng Justits. – Og al denne Larm for »Lucinde[0001]«!

Det er ikke ved digterisk Kraft, at »Lucinde[0002]« er et af Romantikernes betydeligste Værker; thi hvormeget der end i denne Bog tales om Følelsen for Kjødet er der ikke Kjød og Blod, ingen sand |72| Plastik at finde i den; ikke heller er det ved Tankens Dybde; der er mere Philosophi i de Par paradoxe Blade, Schopenhauer[III] har skrevet under Titelen »Metaphysik der Liebe[0003]«, end i den hele pretentiøse »Lucinde[0004]«; det er ikke engang ved en genial eller bakchantisk Naturjubel; sammenligner man den med Heinses[IV], i sydlandsk Livslyst glødende »Ardinghello[0005]«, seer man, hvor bleg og doctrinær den er. Men Bogen har sit Værd som Manifest og Program. Dens Hovedidee er at forkynde Livets Enhed og Harmoni, som den øiensynligst og lettest fattelig aabenbarer sig i den erotiske Begeistring, der giver den aandige Følelse et sandseligt Udtryk og omvendt aandiggjør den sandselige Glæde. Hvad den vil skildre, er Forvandlingen af det virkelige Liv til Poesi, til Kunst, til det frie Schillerske »Spil« af Kræfter, til drømmende, i bestandig tilfredsstillet Længsel opgaaende Phantasiliv, i hvilket Mennesket ikke har Formaal eller handler efter Formaal, men er indviet i Naturens Hemmeligheder og »fatter Nattergalens Klage og de Nyfødtes Smil, og hvad der betydningsfuldt er aabenbaret i Blomsters og Stjerners hemmelige Billedskrift«.

Man forstaaer Intet af denne Bog, naar man som Kierkegaard[V] med en Række dogmatiske Kasteller i Ryggen kaster sig over den med Udraabet: »Det, den vil, er den nøgne Sandselighed, hvori Aanden er et negeret Moment; det, den |73| modsætter sig, er den Aandelighed, i hvilken Sandseligheden er et indoptaget Moment.« Man begriber neppe den Blindhed, som udfordres til at skrive dette; dog, Orthodoxien giver gode Skyklapper. Og man forstaaer ikke denne Bog tilbunds, saalænge man som Gutzkow[VI] i den kun seer en Doctrin om den frie Kjærligheds Berettigelse eller som Schleiermacher[VII] en Protest imod den abstracte Aandighed og en Afvisning af den affecterte Fornægten og Bortfortolken af Kjød og Blod. Bogens Grundtanke er selve den romantiske Lære om Identiteten af Liv og Poesi. Dog, er denne alvorlige Tanke end Bogens Kjærne, saa er dens Form af den Art, at den udtrykkelig er anlagt paa at høste Skandalens Laurbær. Sympathetisk virker vel den Kjækhed og Trods, hvormed den udæskende Tone er anslaaet, det Mod, hvormed Forfatteren af Overbevisning har udsat sig for alle de Overfald, alle de personlige Forhaanelser og Bagvadskelser af hans private Existents, som fulgte. Anerkjendelsesværdig er den Sikkerhed, hvormed her paa et meget lille Rum alle de Anskuelser og Stikord, som Romantiken udspredte, ere forenede, saa man med Lethed i denne Bog kan see alle de Tendentser, som ellers ere fordelte paa mange Hænder, udbrede sig vifteformigt fra et Midtpunkt. Men modbydelig er den kunstneriske Afmagt, hvorom denne saakaldte Novelle, der i Virkeligheden kun er et Udkast, |74| vidner, de mange Tilløb, der ikke blive til Noget, og den hele nerveslappe Selvforgudelse, der forsøger at skjule sin Ufrugtbarhed ved at bringe en kunstig og usund Hede tilveie, for i den at udruge sine Vindæg. Caroline Schlegel[VIII] har opbevaret os følgende bidende Epigram, der dengang blev forfattet imod Bogen:

Der Pedantismus bat die Fantasie
Um einen Kuss, sie wies ihn an die Sünde;
Frech, ohne Kraft, umarmt er die,
Und sie genass mit einem todten Kinde
Genannt Lucinde.

Naar jeg undtager Ordet Synd, der ikke hører hjemme her, – thi »Lucinde[0006]« forsynder sig først og fremmest mod Poesien og Kunsten – har jeg Intet at indvende mod denne blodige Spot.

Allerdybest i »Lucinde[0007]« ligger atter Subjectivismen, Selvraadigheden som den Vilkaarlighed, der kan blive til alt Muligt, til Revolution, til Frækhed, til Dogmatisme, til Reaction, fordi den fra først af ikke er knyttet til nogen Magt, fordi Jeget ikke arbeider i den eneste Idees Tjeneste, der giver en Stræben Fasthed og Værd: Fremskridtets og Frihedens. Vilkaarligheden, der i Kunsten bliver til den af Fr. Schlegel[IX] opfundne »Ironi«, Kunstnerens Svæven over sit Stof, hans frie Spil med Stoffet, i Poesien nærmere til Principet om den rene Form, der bestandig persiflerer |75| sit eget Indhold og bryder sin egen Illusion, denne Vilkaarlighed bliver paa Virkelighedens Omraade til en Ironi, der er de Høitbegavedes Væremaade, Aandsaristokraternes genialt-paradoxe Maade at leve Livet paa. Denne Ironi er en Gaade for de Profane, »der mangle Organet for den«. Den er »den frieste af alle Licentser« (et Udtryk, som jo ogsaa hører Poesien til), fordi man ved den sætter sig ud og bort over sig selv; men dog er den den mest lovbundne; thi den er – hedder det – ubetinget og nødvendig. Den er en stadig Selvparodi, uforstaaelig for de »harmonisk Platte« (et Udtryk, som stedse bruges af Romantikerne om dem, der finde sig beroligede i en triviel Harmoni); thi disse tage dens Alvor for Spøg og dens Spøg for Alvor. Ikke blot ved Navnet har da denne Ironi en Grundlighed med den Kierkegaardske, der ligeledes aristokratisk »gaaer ud paa at misforstaaes«. Det geniale Jegs Umiddelbarhed, »Subjectiviteten«, er da Sandheden, om end ei som Kierkegaard[X] vil have dette forstaaet, dog saaledes, at Subjectiviteten har alle udvortes gyldige Bestemmelser i sin Magt og til Forargelse og Forbauselse for Verden stedse ytrer sig i Form af Paradoxer. Ironien er »den guddommelige Frækhed«. Den saaledes opfattede Frækhed er en alsidig Mulighed. Den er Frihed for Fordomme, men den aabner, rent formel som den er, en Horizont for den frækkeste Hævden |76| af alle mulige Fordomme. Den er lettere opnaaelig, siges der, for Kvinden end for Manden. »Som den kvindelige Dragt, saaledes har ogsaa den kvindelige Aand det Fortrin for den mandlige, at man ved en eneste dristig Combination kan sætte sig ud over alle Culturens og den borgerlige Convenientses Fordomme og paa eengang befinde sig midt i Uskyldighedstilstanden og Naturens Skjød.« Naturens Skjød! Man hører, hvorledes Toner fra Rousseau[XI] gaae igjen selv i denne kaade Fanfare. Det lyder, som blæstes Revolutionen ind, i Virkeligheden er det kun Reactionen, som forkyndes. Rousseau[XII] vilde »vende tilbage« til Naturtilstanden, da Menneskene nøgne løb om i de store Skove og spiste Agern. Schelling[XIII] vilde føre Udviklingen tilbage til Urtiden, da Menneskeheden endnu ikke var falden ved Syndefaldet. Schlegel[XIV] blæser revolutionære Melodier i det store romantiske Underhorn. Men, som der staaer i »Des Knaben Wunderhorn[0008]«: »Es blies ein Jäger wohl in sein Horn – Und Alles, was er blies, das war verlorn.« Det bliver ikke til Aandsfrihed, det bliver kun til høiere Nydelse. Alt, ogsaa Vellysten, forvandles til Kunst. Som den romantiske Poesi er Poesi i anden Potents, Poesi om Poesi, raffineret Poesi, saaledes er Elskoven for Romantikeren raffineret Elskov, »Elskovskunst«. Den høiere Sandseligheds forskjellige Grader ere her betegnede og |77| satte i System; jeg henviser til Bogen, der ikke som »Ardinghello[0009]« giver yppige Malerier, men en tør, pedantisk Theori, hvis tomme Rammer det overlades Læserens Erfaring og Phantasi at udfylde. Frækheden er nærmere Dovenskab, den geniale Lediggang. Lediggangen betegnes som »Uskyldighedens og Begeistringens Livsluft«. Drevet til sit Høieste er Ørkesløsheden Vegeteren. »Det høieste, fuldendteste Liv er intet Andet end ren Vegeteren.« Plantens Liv betragtes som det høieste Naturliv. Man vender i den Grad tilbage til Naturen, at man vender tilbage til Planten. Den hvilende Nydelse i det evigtvarende Øiebliks rene Vegeteren vilde være det Høieste. »Jeg tænkte alvorligt,« siger Julius[xv] til Lucinde[xvi], »paa Muligheden af en evig Omfavnelse. Jeg pønsede paa Midler til at forlænge vor Samværen.« Men idet nu Genialiteten, der intet Slid og Slæb behøver, og Vellysten, der i sig selv er den hvilende Salighed, Intet have med Formaal eller Handling eller Nytte at gjøre, bliver hint dolce far niente Livets Culmination, og Hensigten, der fører til planmæssig Handlen, forfølges som latterlig og philistrøs. Hovedstedet herom i »Lucinde[0010]« er dette: »Flid og Nytte ere de Dødsengle med det flammende Sværd, der spærre Mennesket Tilbageveien til Paradiset.« Ja det er det visselig! Flid og Nytte spærre Tilbageveien til alle de Paradiser, der ligge bag os. Derfor ere de hel|78|lige for os! Nytten er os selve det Gode, og hvad er Fliden i det Nyttiges Tjeneste Andet end alle Dyders Indbegreb, hvad er den Andet end den Resignation overfor adspredende Nydelser, den Begeistring og den Kraft, hvormed det Gode erobres og iværksættes!

Tilbageveien til Fuldkommenheden er i Kunsten Tilbagesøgen til Kunstnerens geniale Vilkaarlighed, til det Punkt, hvor han kan gjøre Et og ogsaa kan gjøre et ganske Andet, lige Modsat; i Livet er det Lediggangens Tilbagevei, thi den, der er ledig, gaaer tilbage, Tilbageveien til den nydende Vegeteren; i Videnskaben er den Tilbageveien til den umiddelbare Tro, hvilken Tro af Schlegel[XVII] atter bestemmes som Religion, hvilken Religion atter føres tilbage til Katholicisme. Hvad Natur og Historie angaaer, er den Tilbageveien til det paradisiske Urfolks Tilstand.*)

*) A. Ruge: «Werke[0011]» I. 329.
Saaledes forstaaes det ud fra selve Romantikens Grundidee – Tilbageveien –, at endog den himmelstormende »Lucinde[0012]«, som alle Romantikernes øvrige Himmelstormerier ikke fik det ringeste praktiske Udslag. »Lad os gjøre det om igjen radicalere«, staaer der hos Henrik Ibsen. Jeg vil hellere roligt og lidenskabsløst sige: Lad os tage Problemerne op paany i nye Former og be|79|handle dem paa andre Maader, vi, som ere fast besluttede paa, at vi ikke ville tilbage, men frem.

  • IV.
    højresiderne i kapitel 4 har i førsteudgaven klummetitlen »Lucinde.«. Kapitlets venstresider har klummetitlerne »Romantikernes sociale Forsøg.« og »Tydsklands romantiske Skole.«.
  • »In Eurem tractatum eroticum Lucinda sagt Ihr o. s. v.«
    af et brev fra Caroline Schlegel, dateret 22.6.1801, til August Wilhelm Schlegel Schlegel 1871, 2:117.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »Skulde Broderen til Professoren … forlade Gøttingen.«
    det kurfyrstelige reskript findes aftrykt i Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., 1871, som var en af GB's primære kilder Schlegel 1871, 2:3.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • »fatter Nattergalens Klage … hemmelige Billedskrift«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1962, 5:80.
    Friedrich Schlegel: Kritische Friedrich-Schlegel-Ausgabe, vol. 1-36, Hans Eichner et al. (red.), 1960-.
    .
  • »Det, den vil … indoptaget Moment.«
    af Søren Kierkegaards Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Socrates, 1841; fra afsnittet »Friedrich Schlegel« Kierkegaard 1997, 1:325.
    Søren Kierkegaard: Søren Kierkegaards Skrifter, vol. 1-55, Niels Jørgen Cappelørn m.fl. (red.), 1997-2012.
    .
  • Gutzkow … Kjød og Blod
    der sigtes til Friedrich Schleiermachers anonymt udgivne Vertraute Briefe über Friedrich Schlegels Lucinde, 1800. Bogen blev i 1835, året efter Schleiermachers død, genudgivet med et forord af Karl Gutzkow under titlen Schleiermachers Vertraute Briefe über die Lucinde.
  • Caroline Schlegel har … Genannt Lucinde
    det citerede epigram, der er forfattet af den tyske professor Friedrich Bouterwek, stod oprindelig at læse i Musen-Almanach for 1801 (Göttingen). Caroline Schlegel gengiver det i et brev, dateret februar 1810, til Schelling Schlegel 1871, 2:29.
    Caroline Schlegel: Caroline. Briefe an ihre Geschwister, ihre Tochter Auguste, die Familie Gotter, F. L. W. Meyer, A. W. und Fr. Schlegel, J. Schelling u. a., vol. 1-2, Georg Waitz (red.), 1871.
    .
  • de Profane, »der mangle Organet for den«
    der sigtes formentlig til et af Friedrich Schlegels kritiske fragmenter omhandlende den sokratiske ironi, som GB i det følgende flere gange citerer fra. I fragmentet hedder det indledningsvist: »Die Sokratische Ironie ist die einzige durchaus unwillkührliche, und doch durchaus besonnene Verstellung. Es ist gleich unmöglich sie zu erkünsteln, und sie zu verrathen. Wer sie nicht hat, dem bleibt sie auch nach dem offensten Geständniß ein Räthsel« Schlegel 1797, 1.2:161.
    Friedrich Schlegel: Kritische Fragmente, J.F. Reichardt og Friedrich Schlegel (red.), Lyceum der schönen Künste, vol. 1.2, 1797.
    .
  • »den frieste af alle Licentser«
    af et af Friedrich Schlegels kritiske fragmenter omhandlende den sokratiske ironi Schlegel 1797, 1.2:161.
    Friedrich Schlegel: Kritische Fragmente, J.F. Reichardt og Friedrich Schlegel (red.), Lyceum der schönen Künste, vol. 1.2, 1797.
    .
  • »harmonisk Platte«
    af et af Friedrich Schlegels kritiske fragmenter omhandlende den sokratiske ironi Schlegel 1797, 1.2:161.
    Friedrich Schlegel: Kritische Fragmente, J.F. Reichardt og Friedrich Schlegel (red.), Lyceum der schönen Künste, vol. 1.2, 1797.
    .
  • »gaaer ud paa at misforstaaes«
    det citerede er ikke at finde hos Kierkegaard, der dog anvender en lignende formulering i Begrebet Angest, 1844, hvor det om en af Kierkegaards pseudonymer hedder, at han »skriver for at blive misforstaaet« (Skrifter, 4, 1998, s. 324). Den eksakte formulering, som GB anfører, skyldes muligvis GB selv, da han få år efter anvender den til en karakteristik af Kierkegaards måde at nærme sig samtiden på Brandes 1877:75.
    Georg Brandes: Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i Omrids, 1877.
    .
  • »den guddommelige Frækhed«
    den citerede betegnelse for den romantiske ironi har sit ophav i Georg Wilhelm Friedrich Hegel Gottschall 1872, 1:297.
    Rudolph Gottschall: Die deutsche Nationalliteratur des neunzehnten Jahrhunderts, vol. 1-3, 1872 (3. udgave (»Dritte vermehrte und verbesserte Auflage«)).
    .
  • »Som den kvindelige Dragt … Naturens Skjød.«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:59.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • »vende tilbage« til Naturtilstanden
    der sigtes til Jean-Jacques Rousseaus overvejelser om muligheden for at undgå eller vende sig fra den ødelæggende effekt, civilisationen har på det fra fødslen naturlige barn (menneske) - en tilbagevenden til naturen. Overvejelserne kom bl.a. til udtryk i det i samtiden voldsomt omstridte værk Émile, ou De l'éducation, 1762.
  • »Es blies ein Jäger … war verlorn.«
    af visen »Die schwarzbraune Hexe« fra Ludwig Achim von Arnim og Clemens Brentanos Des Knaben Wunderhorn, 1806-1808 Arnim 1806, 1:21.
    Ludwig Achim von Arnim: Des Knaben Wunderhorn, vol. 1-3, 1806-1808.
    .
  • »Uskyldighedens og Begeistringens Livsluft«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:78.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • »Det høieste … ren Vegeteren.«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:87.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • »Jeg tænkte alvorligt …vor Samværen.«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:79.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • dolce far niente
    (it.) den søde lediggang.
  • »Flid og Nytte … Tilbageveien til Paradiset.«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:85.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • »Lad os gjøre det om igjen radicalere«
    af Henrik Ibsens digt »Til min ven revolutions-taleren« fra Digte, 1871 Ibsen 1871:138.
    Henrik Ibsen: Digte, 1871.
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«