Den romantiske Skole i Tydskland (1873)

XIII.

Der gives en Digtart, i hvilken Mennesket fortrinsvis fremstilles fra den Side, fra hvilken dets Væsen er Frihed og Aand: det er Dramet. I den lyriske Poesi er det Stemningen, som hersker, i den episke trænges Charakteren tilbage ved den brede Udmaling af de Omstændigheder og Magter, der bestemme den; men Dramets Gjenstand er Handlingen, og den menneskelige Charakter som handlende og villende tvinger, fordi den selv er lutter Form og Bestemthed, Digteren til at give sin Frembringelse Bestemthed og Form. Dramet fordrer Klarhed og Aand; Naturmagterne maae her, hvor Alt er motiveret, sees som Aandens Tjenere eller Herrer, men de maa fremfor Alt forstaaes, de kunne ikke optræde som dunkle og lysskye Despoter, der ingen Forklaring have at afgive over deres Væsen og Bud. Tiecks[I] tvende romantiske Dramer, Sørgespillet »Leben und Tod der heiligen Genoveva[0001]« og Tiacts-Lystspillet »Kaiser Octavianus[0002]«, ere egentlig kun Dramer af Navn. Shakspeares[II] »Vintereventyret[0003]« og »Perikles[0004]«, Calderons[III] lyriske og musikalske Episoder, forledede ham til en lyrisk-episk Formløshed uden Lige i Poesiens Historie. |309| Mere stilløse, mindre componerede dramatiske Digtninge end disse findes ikke. Hvad det for Tieck[IV] kommer an paa er alene hvad han kalder Begivenhedens »Klima«, dens Luft og Duft, dens Tone og Farve, dens Stemning og Afspeiling i Gemyttet, dens eiendommelige Belysning, der ufravigeligt er Maaneskinnets. Han lægger den tidlige Middelalders Mennesker den Stemning i Munden, i hvilken Læsningen af de gamle Legender har sat ham selv. Det var en Art religiøs Sindstilstand, der havde bragt ham ind paa denne Vei. Schleiermachers[V] Taler om Religionen[0005] havde netop gjort Indtryk paa ham. I den Tro at finde en Guldgrube af Latterligheder havde han opslaaet Jacob Böhmes[VI] »Morgenrøde[0006]«, og var fra en Spotter blevet til en begeistret Discipel. Endelig var han lige da truffen sammen med Novalis[VII] og stod under hans Indflydelse.

Gjennemgaaer man imidlertid »Genoveva[0007]« kritisk, finder man snart, hvad Tieck[VIII] ogsaa tilstaaer, at Religionen heri, den Fromhedens Stemning, der skulde afgive den kunstneriske Enhed, ikke er Andet end den romantiske Længsel efter Religion. Netop dette var ogsaa Solgers[IX] Dom derom. Denne Længsel har sat sig talrige Vidnesbyrd i Stykket. Den gamle, troende Tid, der oprulles for os, sukker, ganske som Tiecks[X] egen, efter en anden ældre, langt mere troende; ogsaa |310| dens Religion er kun Længsel efter Religion. Golo[xi] siger om den gamle Ridder Wolf[xii], der for ham repræsenterer den gode, gamle Tid: »Hvor kunde jeg ville spotte dit barnlige GemytGenoveva[xiii] skuer tilbage mod Fortiden; som Tieck[XIV] selv tilbringer hun alle sine Dage med Læsning i de gamle Legender; ja hun siger endog ægte romantisk:

Drum ist es nicht so Andacht, die mich treibt,
Wie inn’ge Liebe zu den alten Zeiten,
Die Rührung, die mich fesselt, dass wir jetzt
So wenig jenen grossen Glaüb’gen gleichen.

Den mandlige Hovedperson i dette Stykke, den larmoyante Kjæltring Golo[xv], er William Lovell[xvi] om igjen, der ikke er bleven mere indtagende ved at oppudses til dramatisk Figur i en middelalderlig Tragoedie.

»Octavianus[0008]«, som i sin allegoriske Maneer er stærkt paavirket af »Heinrich v. Ofterdingen[0009]«, er om muligt endnu form- og sammenhængsløsere end »Genoveva[0010]«. Stykket kan nærmest betragtes som et storartet Prøvekort paa alle mulige nord- og sydeuropæiske Versarter og er i Virkeligheden kun en trættende Række af omhyggeligt udpenslede Naturindtryk og Naturstemninger.

I Indledningen til »Phantasus[0011]« har Tieck[XVII] selv skildret, hvorledes alle bestemte Indtryk af Omverdenen for ham flyde sammen i mystisk Naturpantheisme:

|311|Was ich für Grott’ und Berg gehalten,
Für Wald und Flur und Felsgestalten,
Das war ein einzigs grosses Haupt,
Statt Haar und Bart mit Wald umlaubt,
Still lächelt er, dass seine Kind
In Spielen glücklich vor ihm sind,
Er winkt, und ahndungsvolles Brausen
Wogt her in Waldes heilgem Sausen,
Da fiel ich auf die Knie nieder,
Mir zitterten in Angst die Glieder,
Ich sprach zum Kleinen nur das Wort:
Sag’ an, was ist das Grosse dort? –
Der Kleine sprach: Dich fasst sein Graun,
Weil Du ihn darfst so plötzlich schaun,
Das ist der Vater, unser Alter,
Heisst Pan, von allem der Erhalter.

Men hvad der saaledes gjælder om Skov og Bjerg hos Tieck[XVIII], det gjælder ligesaa fuldt om Menneskelivet; han drukner ogsaa her al Bestemthed og Charakter i Naturmystikens farvede Bølger. Denne mystiske Pantheisme i Dramet forbereder det romantiske Dramas christelig-mystiske Charakter.

Den tydske Romantik har efter Tieck[XIX] frembragt to betydelige Dramatikere, Zacharias Werner[XX] og Heinrich v. Kleist[XXI], og af disse to er atter den Sidste mest fremragende, ja han er som Digter i Besiddelse af saa rige Evner, at jeg for min Part er tilbøielig til at stille ham øverst blandt alle Skolens Poeter. Han besidder fremfor Nogen en bestemt og plastisk Form, han har |312| en Pathos, som man ikke finder hos Goethe[XXII]. Alt hvad han har skrevet er sjælfuldt, inderligt og brændende sandseligt, og Formen dog i de bedste Værker fast og uden Ornamenter. Kleist[XXIII] er Tydsklands Mérimée[XXIV], og et Studium af hans Eiendommelighed vil vise os, hvad den tydsk-romantiske Aandsretning kunde gjøre ud af en Mérimée[XXV]. Vi ville see, hvorledes den bestemte præcise Form i hans Geni gjennembrydes af det romantisk-poetiske Vanvid. Hvad vi her især maae agte paa er den Maade, hvorpaa denne inderst inde saa energiske Digter kommer til at fremstille den dramatiske Charakter. Da jeg skildrede Dem Romantikernes Psychologi, viste jeg, hvorledes de ved at udstykke Individualiteten kom til at lægge Hovedvægten paa Alt, hvad der sprænger dennes Form: Drøm, Hallucination og Afsind. Det, der adskiller Kleists[XXVI] Charakterer fra Romantikernes øvrige, er at de Intet have af det Udviskede eller Svampede, som betegner dem; men hvad der er fælles for dem og de andre, det er det Pathologiske i Grundpræget. I enhver Lidenskab griber Kleist[XXVII] det Træk, ved hvilket den røber sin Familielighed med den fixe Idee eller det villieløse Afsind, i enhver nok saa kraftig Aand jager han sin Sonde ned i det syge Punkt, hvor Aanden taber sit Herredømme over sig selv: Somnambulisme, dyrisk Betagethed, Distraction, Feighed under Dødsangst. Tag en Lidenskab som Elskov, |313| den er ganske vist ikke af rent rationel Natur, men den har en Side, fra hvilken den kan sees i Sammenhæng med Fornuft og Aand. Derfor skildrer Kleist[XXVIII] den gjennemgaaende og med beundringsværdig Energi som rent pathologisk, som Mani. Da Käthchen v. Heilbronn[xxix] første Gang seer Graf Wetter v. Strahl[xxx], taber hun i samme Øieblik Alt, hvad hun har i Hænde, Bakken med Forfriskninger, Vin og Bæger og styrter ligbleg med Hænderne foldede ned for ham paa sit Ansigt, som om Lynet havde ramt hende. Greven siger hende et venligt Ord og bereder sig kort efter til at ride bort; da hun fra sit Vindue seer ham stige til Hest, springer hun, for at følge ham, fra Vinduet 30 Fod ned paa Gadens Stenbro og brækker begge sine Ben. Sex Uger ligger hun i Feber. Neppe helbredet reiser hun sig, samler en Bylt og flygter fra sit Hjem for at opsøge Greven og følge ham »i blind Hengivelse fra Sted til Sted, ledet alene af Straalen fra hans Aasyn, der som et femtraadet Toug har slynget sig om hendes Sjæl, paa nøgne Fødder, udsatte for enhver Flintesten, med den korte Kjole, der dækker hendes Lænder, flagrende i Vinden, uden anden Skjærm end en Hat af Straa mod Solens Stik og Uveirets Vrede. Hvorhen hans Fod vender sig, gjennem Kløfternes Taage, gjennem øde Egne, som Solen svider, gjennem sammenvoxede Skoves Mørke, skrider hun som en Hund, der har |314| lugtet sin Herres Sved, bagefter ham. Og hun, som var vant til at hvile paa bløde Puder, og som sporede den mindste Ujevnhed i Lagenets Traade, naar hendes Haand uagtsomt havde spundet den ind deri, hun ligger nu som en Tjenestekvinde i hans Stalde og synker, naar Natten kommer, udmattet ned paa det Straa, der er kastet under hans stolte Heste.«

Den brutale Energi i disse Ord af hendes Fader skildrer sandt. Greven, der veed sig uden Skyld, søger paa alle Maader at fjerne hende. Da han en Nat finder hende i Stalden, sparker han den unge Pige med sin Fod, mere end een Gang løfter han Hundepidsken imod hende; han lader hende opofre sig for hans Brud, der jager hende ind i et i lyse Luer brændende Hus for at hente hans Billede til hende, ja endnu engang for at hente Futeralet til dette Billede, og med den høieste Begeistring og den dybeste Ydmyghed taaler hun Alt og udfører Alt. Det er i Käthchens[xxxi] Billede, at Hertz[XXXII] i »Svend Dyrings Hus[0012]« har dannet sin zartere og mattere Fremstilling af en Alt betagende, uigjengjældt Lidenskab. Jeg kan ikke indlade mig paa det tydske Stykkes Composition, der i Flæng indeholder meget Latterligt, meget Stødende og meget Sublimt, men De vil allerede af det Anførte see, at denne Lidenskab, der indfinder sig med en Pludselighed som et Slagtilfælde, der som en fix Idee fortærer alle andre |315| Forestillinger i Sjælen, og som, selv et Mirakel, ved en Cherubs Hjælp udfører Mirakler, er drevet ud over det Naturliges og Sundes Grændser. Jeg negter ikke, at der dog er noget Skjønt deri. Det har tilfredsstillet Kleist[XXXIII], der nærede en saa brændende Afsky for Phrasen, at fremstille en elskende Kvinde, hos hvem Alt det var Sandhed og Virkelighed, der hos andre elskende Kvinder kun er Phraser. At see ham og elske ham var Et – at følge den Elskede Jorden over – at være ham mere hengiven end en Hund – at gaae i Ilden for ham: Det er velgjørende at see alle disse Phraser blive til Virkelighed her. Men dog hører det Alt til Pathologien. Hertil kommer den romantiske Motivering. Käthchen[xxxiv] forfærdes ved Synet af Greven, fordi hun en Nat har seet ham i et Drømmesyn. Men medens dette Drømmesyn staaer paa, ligger Greven dødssyg af Typhus, udstrakt som et Lig i sin Seng, og det forekommer ham selv, som om han træder ind i Käthchens[xxxv] Kammer. Hendes Syn og hans Drøm svare Punkt for Punkt til hinanden, saa Greven, da han erfarer Sammenhængen, med Angst maa udraabe:

Nu staaer mig bi, I Guder! jeg er dobbelt!
En Aand jeg er og vandrer om ved Nat.

De seer atter her Dobbeltgjængeriet som Romantikernes Yndlingstanke i nær Forbindelse med Somnambulismen.

En lignende Rolle spiller Somnambulismen i |316| Kleists[XXXVI] herlige Drama, maaskee Romantikens ypperste, »Prindsen af Homburg[0013]«, i hvilket alle de vigtigste Charakterer staae som meislede ud i Sten. Repliken er kraftig og klar, hvert Ord præget som en Medaille. De kjender Stykkets Sujet, i ethvert Fald af Heibergs[XXXVII] Kritik[0014]: Den unge Feltherre bryder Disciplinen og seirer, efter at have ført Kampen paa en Maade, der er ham forbudt i hans Instrux. Kurfyrsten fælder Dødsdommen. I den Tro, at den aldrig vil blive exeqveret, tager den unge Helt den som en Formalitet, men overrumples, da han seer, det er Alvor, saa pludseligt af Dødsangst, at han paa den mest uværdige Maade tigger om sit Liv. Stykkets Værd beroer paa den Genialitet, hvormed den indre Bevægelse er skildret, i Kraft af hvilken han bliver sig selv igjen, og fordrer Dødsstraffen som sin Ret. Men atter her er det Aandens Natside, som er grebet. Prindsen er nervøs, syg og distrait. Ved Stykkets Begyndelse gaaer han i Søvne. Ved Stykkets Slutning realiseres hans Vision. Han overtræder Ordren, ikke som Manlius Torquatus's[XXXVIII] Søn af Ungdomsovermod og krigerisk Begeistring, men fordi han, som i sin nervøse Distraction har Hovedet fuldt af Drømme, da Instruxen bliver dicteret, Intet hører og altsaa slaaer til i Blinde.

Man seer af Kleist's[XXXIX] Levnetsløb, hvor levende Schubert's[XL] Bog »Die Nachtseite der Naturwissenschaft[0015]« har sysselsat ham. Denne Bog, som |317| er forfattet af den paa den Tid mest populære blandt Naturphilosopherne, er et af Tidens mest forskruede Skrifter. Natsiden af en Planet er den Side af den, som er bortvendt fra Solen, og som udmærker sig ved et svagt phosphorescerende Lys, i hvilket Gjenstandene see mere paafaldende og anderledes ud end i Sollyset. Deraf Navnet. I denne Bog raade Aander, Nattevandrere, Spøgelser og Dæmoner som Jordens Eneherskere. Der gives her en fuldstændig Theori af Aanderne. Mellem Aand og Legeme er der tvende Mellemled: Sjælen og Nerveaanden, hvilken sidste, der isoleres efter Døden, har Skikkelse og Farve og saaledes kan sees. Farven retter sig efter Sjælens Beskaffenhed, ganske onde Aander ere grønne; naar de forbedre sig, gaae de efterhaanden over i det Gule o. s. v.

Fra Begyndelsen af har, efter Schuberts[XLI] Lære, Menneskets Ord havt undergjørende Kraft. Ved Synden har det mistet denne Magt over Naturen, og derved er der kommet noget Mørkt og Dæmoniskt ind i den mirakelgjørende Evne som f. Ex. i de græske Oraklers og den hedenske Trolddoms Tryllemagt. I Christus fornyedes den gamle naturlige Underkraft. I sin dæmoniske Skikkelse er den paany opstaaet hos Rosenkreutzere og Frimurere, de hemmelige Selskaber, der spille saa stor en Rolle i Tidens Forestillinger, og den røber sig fremdeles i Phænomener som den dyriske |318| Magnetisme, Clairvoyance o. s. v. Adam Müller[XLII] siger om denne Bog: »Schuberts[XLIII] Bog synes mig ganske sikkert det bedste Product af Naturphilosophien, og Forfatteren staaer ved Gemyt, ved Retskaffenhed og i Særdeleshed ved Lærdom, om end ei ved polemisk og kritisk Talent, høit over Schelling[XLIV]. Schubert[XLV] betegner ganske vist eiendommeligere og mere poetisk og ophøiet, men i Væsenet meget tydeligt en tidligere Periode af min Dannelse, hvor jeg havde ønsket at lade det Menneskelige, det Personlige i min jordiske Handlekraft gaae op i Røg, for at berede den Gud, jeg tilbad, en sød Lugt, ja hvor jeg havde ønsket at afføre mig mit Navn og min Individualitet, for at blive den allerhøieste Martyr, den mest geistlige Geistlige.«*)

*) »Brevvexling med Gentz[XLVI][0016]«, S. 98.

En Bog som denne var da i Alles Hænder, og selv en Aand som Kleist's[XLVII], fordybede sig som sagt med sine lyse Tanker i al denne pretentiøse Daarskab. Men Mystiken var paa Dagsordenen, og det er vidunderligt at see, hvorledes det mystiske Element, denne besynderlige Treenighed af Vellyst, Religion og Grusomhed, dukker op overalt i denne Digters Dramer. Saaledes f. Ex. i den mærkværdige Tragoedie »Penthesilea[0017]«. Heltinden er Amazonernes vilde Dronning, som fører Krig baade med Grækere og Trojanere og overalt |319| er seirrig. Det er en Lov blandt Amazonerne, at de i Krigen maae fange sig de Mænd, hvem de skulle tilhøre, og efter Slagets Ende leve de da i Fryd og Gammen med dem. Penthesilea[xlviii] er bleven greben af en ligesaa dødelig Kjærlighed til Achilles[xlix] som Käthchen[l] til Greven af Strahl[li]. Men hos hende faaer den det modsatte Udtryk, den antager Skinnet af hadefuld Grusomhed. Hun forfølger Achilles[lii] overalt i Slagene, hun vil see hans Blod. Elskede Käthchen[liii] som en Hund, saa elsker Penthesilea[liv] som en fra et bakchantisk Tog undsluppen Tigerinde. Hendes Elskov ytrer sig i saadanne Ord:

Hetzt alle Hund’ auf ihn! mit Feuerbranden
Die Elephanten peitschet auf ihn los!
Mit Sichelwagen schmettert auf ihn ein,
Und mähet seine üpp’gen Glieder ab!

Det sidste Ønske, at see hans yppige Lemmer meiede af med Vognenes Leer, er ikke ren Forstillelse. Det viser sig da ogsaa ved Digtets Slutning: Amazonerne ere blevne slagne, og den afmægtige og saarede Dronning er falden i Achilles's[lv] Hænder. Han elsker hende, og for ikke at volde hende Sorg og Fortvivlelse, gjør han et Forsøg paa at indbilde hende, at hun har seiret, og at han er hendes Fange. Men Sandheden opdages snart, og nu udfordrer Achilles[lvi] hende til Enekamp i den Hensigt, at lade sig overvinde af hende og saaledes blive hendes Brudgom. Men |320| da Penthesilea[lvii] modtager Udfordringen, forstaaer hun ei dens Mening, men geraader i en Art Bersærkergang, kaster sig paa sin Hest og farer i Spidsen for hele sit Hundekobbel imod ham. Langt borte fra seer han hende og ræddes, da bøier hun sin Bue sammen, »saa at begge dens Ender kysse hinanden«, sigter, og jager ham en Pil igjennem Halsen. Han styrter, men forsøger rallende at hæve sig, da pudser hun hele sit Kobbel paa ham, alle Hundene slaae deres Tænder i hans Legeme og hun som de, til Blodet drypper af hendes Mund og Hænder.

Doch hetz! schon ruft sie: Tigris! hetz, Leäne!
Hetz Sphinx! Melampus! Dirke! hetz Hyrkaon!
Und stürzt – stürzt mit der ganzen Meut, o Diana!
Sich über ihn, und reisst – reisst ihn beim Helmbusch
Gleich einer Hündin, Hunden beigesellt,
Der greift die Brust ihm, dieser greift den Nacken,
Dass von dem Fall der Boden bebt, ihn nieder!
Er, in dem Purpur seines Bluts sich wälzend,
Rührt ihre sanfte Wange an, und ruft:
Penthesilea! meine Braut! was thuest du?
Ist dies das Rosenfest, das du versprachst?
Doch sie – die Löwin hätte ihn gehört,
Die hungrige, die wild nach Raub umher
Auf öden Schneegefilden heulend treibt –
Sie schlägt, die Rüstung ihm vom Leibe reissend
Den Zahn schlägt sie in seine weisse Brust,
Sie und die Hunde, die wetteifernden,
Oxus und Sphinx den Zahn in seine rechte,
In seine linke sie; als ich erschien
Troff Blut von Mund und Händen ihr herab –

|321| Først længe efter kommer hun til sig selv og erfarer, hvad hun har gjort. Hendes første Indtryk er Fortvivlelse, men saa siger hun:

Wie Manche, die am Hals des Freundes hängt,
Sagt wohl das Wort: sie lieb’ ihn, o so sehr.
Dass sie vor Liebe gleich ihn fressen könnte;
Und hinterher das Wort geprüft, die Närrin.
Gesättigt sein zum Ekel ist sie schon.
Nun, du Geliebter, so verfuhr ich nicht;
Sieh her: als ich an deinem Halse hing,
Hab’ ich’s wahrhaftig Wort für Wort gethan,
Ich war nicht so verrückt, als es wohl schien.

Altsaa hun var ikke saa forrykt, som hun syntes. Her som før: Hvad der hos de Andre var Phrase, skal her blive til Virkelighed. Mangen En siger, at hun kunde spise den Elskede op af Kjærlighed, men Penthesilea[lix] gjør det. Kysset er beslægtet med Biddet. Hun siger: »Küsse, Bisse, das reimt sich, und wer recht von Herzen liebt, kann schon das eine für das andere greifen.« Og dog er dette endnu ikke den fulde Forklaring. Vi have her endnu kun de to Led: Vellyst og Grusomhed. Men det tredie, Religionen, fattes ikke. Den indfinder sig som Supplementfarven, naar man ret betragter de to første. De husker Novalis's[LX] Ord, som jeg citerede for Dem, »Nadverens guddommelige Betydning er de jordiske Sandser en Gaade. Men hvo som engang sugede Livets Aande af hede, elskede Læber, hvem hellig Gløden i zitrende Bølger smeltede |322| Hjertet, han vil æde af hans Legeme og drikke af hans Blod evindeligt.« Det christelige Mysterium var paa den Tid en Gjenstand, der sysselsatte alle Hjerner, blandt mange andre Kleists[LXI], til hvis nærmeste Venner Tidens første Mystiker, den sindrige Sophist Adam Müller[LXII] hørte. Det var i Forening med Müller[LXIII], at Kleist[LXIV] to Gange udgav et Tidsskrift, og han glædede sig ved dennes særlige Protection, som vi f. Ex. see det af Brevvexlingen mellem Gentz[LXV] og Adam Müller[LXVI], hvor der er saamegen Tale om Kleist[LXVII]. Ingen Lovprisning er her Müller[LXVIII] for høi. Man kan undres eller stødes ved at see dogmatisk-mystiske Forestillinger klinge igjennem i et hedensk Drama om en Amazondronning; men for at forstaae dette som mange andre beslægtede Phænomener maa man ogsaa betænke det relativt Sande og Berettigede i denne Mystik. Disse Mænd kunde ikke have de religiøse Begreber i en Skuffe for sig uden Sammenhæng med deres Liv og deres Gjerning. De beskjæftigede sig ikke med en Forestilling som Nadveren en Formiddagstime to eller tre Gange om Aaret, den gjennemtrængte alle deres Tanker, og de forsøgte at see Virkeligheden i Mysteriets Lys. De finder i Franz v. Baaders[LXIX] samlede Værker[0018] (fjerde Bind, Anthropologi) mellem mange smaa Afhandlinger: »Om Ekstasen eller de i magnetisk Søvn Talendes Henrykkelse[0019]«, »Om Seerinden fra Prevorst[LXX][0020]«, »40 |323| Sætninger af den religiøse Erotik[0021]«, ogsaa en Afhandling betitlet: »At alle Mennesker ere i den sjælelige, gode eller daarlige Mening af Ordet Anthropophager[0022]« (det er Menneskeædere), og Afhandlingen begynder: »Mennesket, nemlig som Hjerte eller, som Skriften siger, som indre Menneske, i Modsætning til det ydre, lever ikke af ydre Næring eller af legemligt Brød, men lever, og det ikke i overført men i allerreelleste Mening, kun af andre indre Mennesker, Hjerter eller personlige Væsener som af dem, der bespise ham, og af deres Ord som Spise.«

Det religiøse Mysterium ender med at blive Centralideen selv for Philosopherne. Henrik Steffens[LXXI] kan være et Exempel. Han, om hvem Julian Schmidt[LXXII] træffende bemærker, at man ikke kan benegte »en vis medfødt Servilitet i hans Charakter«, udtalte sig paa samme Tid, som han i Breslau[a] ledede Undersøgelser mod Demagogerne, et Hverv, fra hvilket han skilte sig»i høi Grad i Strid med den sunde Menneskeforstand og den naturlige Retsfølelse«,*)

*) Jul. Schmidt: »Gesch. d. deut. Litt.[0023]« II. 307.
ogsaa trods sin Ungdoms naturphilosophisk-pantheistiske Anskuelser saa reactionært som muligt med Hensyn til det Religiøse. Saaledes hedder det i Skriftet: »Hvorledes jeg blev Lutheraner paany[0024]«: »Nadveren er den høieste individualiserende Proces i Christendommen; ved |324| Hjælp af den sænker Forløsningens hele Hemmelighed sig i sin rige Fylde i den modtagelige Personlighed. Naadens frugtbringende Strøm, der bølger igjennem den hele Natur og Historie siden hine den store Gjenfødelses Tider, og som modner os til en salig Fremtid, antager her Frelserens Skikkelse, for at det, som er Alt i Alle, kan være helt tilstede […] Hvad den Christne vel troer, hvad der gjennemtrænger hans hele Liv, hvad der overvinder Døden – men tillige trænger ham tilbage i Sandseligheden og ligesom slumrer i ham, det bliver ved Forløserens saliggjørende Nærværelse, der finder Sted for ham, helt for ham, her Vished, Nydelse, Næring […] Nadveren er mig den høieste, vigtigste, mest mysteriøse af alle religiøse Handlinger, ja saa vigtig synes den mig, at for mig ved den enhver Lære faaer den uudgrundeligste Betydning.«

Herved forstaaes ogsaa den uhyre Rolle, som dette Sacramente spiller i Datidens christelige Mystik. Imellem de Hellige og den indviede Hostie finder det inderligste Forhold, næsten Kjærlighedsforhold Sted. Jeg henviser Dem til anden Del af Görres’[LXXIII] »Mystik[0025]«. De Troende spore Hostien i en uhyre Afstand. For at begynde med det Helligste, siger Görres[LXXIV], saa have Alle, der ere indtraadte i et høiere aandigt Livs Gebeter, kunnet fornemme Hostien i den længste Afstand. En Mængde Exempler anføres herpaa, og man seer |325| af Fortalen, at alle de Kjendsgjerninger, der anføres, for det Første ere bekræftede af Vidner uden Tal, dernæst af de uforkasteligste, som tænkes kunde, enten Geistlige eller de frommeste Lægfolk; for det Tredie have disse Vidner været i den gunstigste Stilling for at kunne see og vidne. Saa erfare vi da ikke blot, hvorledes den Hellige finder Hostien, hvor den saa er gjemt, men hvorledes Hostien føler en Tiltrækning til de Fromme, saa den springer fra Præsten ind i deres Mund. Ja undertiden føler Præsten, at den voldsomt rives ud af hans Hænder, tiltrukken som Jernet af Magneten, og omvendt tiltrækkes den Fromme af de hellige Gjenstande og føres gjennem Luften til dem.

Intetsteds er det dog i Kleist's[LXXV] Drama mærkværdigere at see Mystiken bemægtige sig et aldeles hedensk, tilmed meget letfærdigt Æmne, end i hans »Amphitryon[0026]«, en Bearbeidelse af Molière[LXXVI]s bekjendte Lystspil[0027]. De husker det delicate Sujet: I Amphitryons[lxxvii] Skikkelse og under hans Fraværelse besøger Zeus[lxxviii] dennes Hustru Alkmene[lxxix], der antager ham for sin Husbond. Den virkelige Amphitryon[lxxx] kommer hjem, og nu opstaaer en Række komiske Forvexlinger og pudsige Misforstaaelser mellem den virkelige og fingerede Ægtemand, den virkelige Slave Sosias[lxxxi] og Mercur[lxxxii] som Sosias[lxxxiii], indtil den sande Sammenhæng opklares, og Amphitryon[lxxxiv] trøstes med, at et Svo|326|gerskab med Jupiter[lxxxv] ikke indeholder noget Vanærende, en Moral, som det maatte ligge i Ludvig den Fjortendes[LXXXVI] Interesse at beskytte og udbrede.

Mon nom, qu'incessamment toute la terre adore,
Étouffe içi le bruit, qui pouvait éclater;
Un partage avec Jupiter
N’a rien du tout qui déshonore.

Paa ægte fransk Maneer er Stykkets Pointe opfattet som en Collision mellem Ægtemand og Elsker, og da Alkmene[lxxxvii] angriber Jupiter[lxxxviii] for de haarde Ord, som han (ↄ: Amphitryon[lxxxix]) har sagt hende, svarer han ved at trække sig tilbage bag denne Distinction:

L'époux, Alcmène, a commis tout le mal;
C’est l’époux, qu’il vous faut regarder en coupable:
L’amant n’a point de part à ce transport brutal,
Et de vous offenser son coeur n’est point capable.
Il a de vous, ce coeur, pour jamais y penser,
Trop de respect et de tendresse;
Et si de faire rien à vous pouvoir blesser
Il avait eu la coupable faiblesse,
De cent coups à vos yeux il voudrait le percer.
Mais l’époux est sorti de ce respect soumis,
Où pour vous on doit toujours être;
A son dur procédé l’époux s’est fait connaître,
Et par le droit d’hymen il s’est cru tout permis.

Jupiter[xc] udtrykker sig, som man seer, med det mest udsøgte Hof-Galanteri, og da ved Stykkets Slutning de Omstaaende gratulere den stakkels Amphitryon[xci], holder Sosias[xcii] en Epilog, som slaaer det Hele hen i Spøg og gaaer ud paa, at |327| om den Art Sager er det bedst at tale saa lidt som muligt.

Selvfølgeligt maa Kleist[XCIII] opfatte Sujettet fra en ganske anden Side.

Allerførst har øiensynligt her Dobbeltgjængeriet været det Tiltrækkende for et romantisk Gemyt. Men dernæst øinede man her en Mulighed til at spille svagt, men tydeligt, paa et af de vigtigste Mysterier i den christelige Tro. Alkmene[xciv] undfanger Herakles, ikke med sin Mand og dog ikke i Ægteskabsbrud, altsaa ubesmittet; det Foster, hun skal føde, er ikke Barn af et Menneske, men af en Gud. Derfor er i den afgjørende Scene mellem Jupiter[xcv] og Alkmene[xcvi] Jupiter[xcvii] pantheistisk udvidet til Verdensaanden; han er ikke Grækernes letfærdige Olympier, men saa guddommelig og aandig som selve Naturphilosophiens Absolute. Han siger til Alkmene[xcviii]:

Nimmst Du die Welt, sein grosses Werk, wohl wahr?
Siehst Du ihn in der Abendröthe Schimmer,
Wenn sie durch schweigende Gebüsche fällt?
Hörst Du ihn beim Gesaüsel der Gewässer,
Und bei dem Schlag der üpp’gen Nachtigall?
Verkündigt nicht umsonst der Berg ihn dir
Gethürmt gen Himmel, nicht umsonst ihn dir
Der felszerstiebten Katarakten Fall?
Wenn hoch die Sonn’ in seinen Tempel strahlt,
Und, von der Freude Pulsschlag eingelaütet,
Ihn alle Gattungen Erschaff’ner preisen,
Steigst Du nicht in des Herzens Schacht hinab
Und betest deinen Götzen an?

|328| Og derfor tiltaler han da ogsaa Alkmene gjentagne Gange med Ordet: Du Hellige!

Du bist, du Heilige, vor jedem Zutritt
Mit diamant’nem Gürtel angethan.
Auch selbst der Glückliche, den Du empfängst,
Entlässt dich schuldlos noch und rein […]

Müller[XCIX] udgav Stykket med en begeistret og mystisk Fortale. I et af sine Breve til Gentz[C] skriver han: »Hartmann [CI] har malet et stort, herligt Billede, »De tre Marier ved Graven«, hvilket tilligemed »Amphitryon[0028]« forkynder mig en ny Tid for Kunsten. »Amphitryon[0029]« handler jo ligesaagodt om den hellige Jomfrues ubesmittede Undfangelse som om Kjærlighedens Hemmelighed overhovedet«. Ja ogsaa Goethe[CII] følte det og sagde: »Stykket indeholder intet Ringere end en Omtydning af Mythen i christelig Retning, Marias Overskyggelse af den hellige Aand.«

De seer saaledes, at det ikke er en Grille af mig, naar jeg mener at kunne see det Natlige i Naturen og det Natligt-mysteriøse i Religionen gjennembryde Charakteren og Kunstformen hos denne Romantikens første Dramatiker.*)

*) Hvor dybt denne Tendents til det Mystisk-sensuelle gaaer, kan her som overalt sees af den Hyppighed, hvormed det aabenbarer sig hos de forskjelligste Forfattere. I Achim v. Arnims[CIII] ypperste Arbeide: »Armuth, Reichthum, Schuld und Busse der Gräfin Dolores[0030]Marchesen[civ] anstiller sig, som om han i en Vision seer Guds Moder. »Han sagde, at han saa Guds Moder, der trykkede Dolores[cv] til ham og holdt en Krands af Roser over hende med de Ord: Følg mig efter! – Dolores[cvi] trykkede sig forskrækket ind til ham og mente, hun blev trykket op imod ham; hun følte hans Aande og mente, det var den guddommelige Aande, og raabte: Jeg føler hende, jeg føler hendes Aande; den er hed som Orienten og som en Moders Kjærlighed. – Ved disse Ord raabte han: »Og jeg er hendes Søn« og styrtede krampagtigt hen over Grevinden. Allerede ofte havde han talt til hende om en vidunderlig Fornyelse af den hellige Mythe.« – Vi have den moderne Bevidstheds Dom over denne Mystik i Paul Heyses[CVII] mesterlige Roman »Kinder der Welt[0031]« (Lorinser[cviii]).

|329| Kleist[CIX] blev født 1776 i Frankfurt a. d. Oder[b]. Hans Fader var Officier. Nitten Aar gammel blev han Fændrik i Garden ved Potsdam[c] og gjorde Rhinfelttoget med. Senere tog han, da den militære Stand mishagede ham, Afsked og drev med overordentlig Energi de forskjelligste videnskabelige Studier, især Mathematik og Philosophi. Man seer ham helt fortabe sig i Studiet af Kant[CX], og fornemmer gjennem hans Breve den dybe Fortvivlelse, han følte over det trøstesløse Resultat, hvortil den kantiske Philosophi syntes ham at føre: »at den, der har grønne Briller, seer Tingene grønt, og den, der har røde, seer dem rødt.« En stadig uafbrudt Melancholi ledsager ham under |330| alle disse Studier. Der er Øieblikke, hvor han er ifærd med at opgive ethvert Haab om at naae Sandheden ad videnskabelig Vei. I Dresden[d] skriver han: »Intet var saa skikket til at føre mig bort fra Videnskabens sørgelige Felt, som de i denne Stad ophobede Kunstværker […] men intetsteds fandt jeg mig rørt i mit Inderste, uden i den katholske Kirke, hvor den mest ophøiede Musik forener sig med de øvrige Kunster om voldsomt at bevæge Hjertet. Vor Gudstjeneste er Intet. Den taler kun til den kolde Forstand; men til alle Sandser taler den katholske Fest. Midtfor Alteret paa dets nederste Trin knælede en simpel Mand, bedende med Inderlighed; ham pinte ingen Tvivl, han troede. Jeg havde en ubeskrivelig Længsel efter at lægge mig ned ved Siden af ham og græde. Ak, kun en Draabe Glemsel, og jeg var med Vellyst bleven katholsk.«

Kleists[CXI] Væsen var høist besynderligt og virkede trods hans Elskværdighed frastødende paa de Fleste. Han havde den Vane at sidde grublende i Andres Nærværelse, var som hans Prinds af Homburg[cxii] forfalden til den høieste Grad af Distraction, standsede undertiden ved et enkelt Ord midt i en Samtale, stirrede hen for sig og syntes at underholde sig med sig selv. Goethe[CXIII] siger om ham: »Hos mig opvakte Kleist[CXIV], trods det reneste Forsæt om oprigtig Deltagelse, kun Gysen og Afsky som et af Naturen skjønt anlagt Legeme, |331| der var angrebet af en ulægelig Sygdom«. Da Lystspillet »Der zerbrochene Krug[0032]« paa Grund af den vilkaarlige Actinddeling, Goethe[CXV] underkastede det, faldt igjennem paa Weimartheatret, skrev Kleist[CXVI] sine til Privatlivet sigtende Epigrammer mod Goethe[CXVII] (om det »frühreife« Barn, der allerede har et Bryllupsdigt færdigt paa Forældrenes Bryllupsdag) og sendte endog Digteren en Udfordring. I alle hans Digtninge gjenfindes det sygelige Træk. Endog i »Kohlhaas[0033]«, der er saa berømt for sin Bestemthed, ender Alt i Drømmelivet. Tilsidst optræder en vidunderlig Zigeunerske, der er Kohlhaas's[cxviii] afdøde Hustru[cxix], den syge, halvt afsindige Kurfyrste og andre spøgelseagtige Skikkelser, der staae i den skarpeste Modsætning til det friske Dagslys i Fortællingens Begyndelse. »Den hellige Cecilie[0034]« fører os ind i Galehusets Mysterier, og Afsindigheden har her faaet en Dosis Katholicisme i Tilgift. Temmelig tidligt forfaldt Kleist[CXX] til Brugen af Opium. Et dybt og opmandende Indtryk gjorde Fædrelandets Ulykker under de napoleontiske Krige paa ham. Alt, hvad der gjøres, især alt det romantiske Røre forekommer ham mat og elendigt. Fichtes[CXXI] »Taler til den tydske Nation[0035]« ere ham en Væmmelse. Han haaner Fichte[CXXII] som en Pedant uden Handlekraft. Dyb Foragt nærer han for Medlemmerne af »Tugendbund« og deres frygtsomme Daadløshed. Han skriver sit Drama »Hermannslaget[0036]«, for at |332| opfordre sine Landsmænd til at behandle Napoleon[CXXIII], som Hermann[CXXIV] behandlede Varus[CXXV]. Mod den handlesvage Ungdom ere disse Ord i »Hermannslaget[0037]« rettede: »De skrive for at befrie Tydskland med Ciffre, sende med Livsfare hinanden Sendebud, som Romerne hænge, forsamle sig i Tusmørke, spise, drikke og sove, naar Natten kommer, hos deres Koner.« »Det Haab: Augustus[CXXVI] døer imorgen, lokker dem bedækkede med Skam og Skjændsel fra en Uge til en anden.« Han vil have en Krig, som Spanierne førte den, med Mord og Edsbrud, med brændende Landsbyer og forgiftede Brønde. Alt imellem komme saa Selvmordstanker frem. Engang havde han nær dræbt sig med Opium. – I 1811 indtraf Katastrophen. Gjennem Adam Müller[CXXVII] var han bleven bekjendt med Fru Henriette Vogel[CXXVIII], en begavet Dame, der ligesom han led af Melancholi og indbildte sig at have en ulægelig Sygdom. Mellem ham og hende var kun Venskab, intet Kjærlighedsforhold. En Dag mindede hun ham om det Løfte, han engang havde givet hende, at vise hende enhver selv den største Venskabstjeneste. Han svarede, at han til enhver Tid var rede dertil. »Velan, saa dræb mig. Mine Lidelser have ført mig saa vidt, at jeg ikke mere kan udholde Livet. Det er ganske vist ikke sandsynligt, at De gjør det, da der jo ikke mere gives Mænd paa Jorden.« Det var nok for Kleist[CXXIX]. I November 1811 kjørte han og Henriette[CXXX] sammen til |333| en lille Sø i Nærheden af Potsdam[e]. De vare tilsyneladende lystige og dreve al Slags Skjemt. De tilbragte Tiden der til den næste Dags Eftermiddag, saa gik de ind i en Grube ved Søen, og Kleist[CXXXI] skjød først sin Veninde gjennem det venstre Bryst, saa sig selv igjennem Hovedet, efter at de først sammen havde tilskrevet Adam Müllers[CXXXII] Hustru et besynderligt vemodigt-humoristisk Brev. Det lyder saaledes:

»Himlen veed, min kjære, fortræffelige Veninde, hvilke besynderlige Følelser, halvt vemodige, halvt overgivne, der bevæge os til i denne Time, da vore Sjæle som to muntre Luftskippere hæve sig over Verden, at skrive Dem til. Vi vare dog ellers, maa De vide, bestemte paa ikke at afgive noget Kort p. p. c. hos vore Venner og Bekjendte. Grunden er vel, at vi i tusind lykkelige Øieblikke have tænkt paa Dem, at vi tusind Gange have forestilt os, hvorledes De i Deres Godmodighed vilde have leet, naar De havde seet os sammen i den grønne eller røde Stue. Ja, Verden er en underlig Ting! – Det har sin Rigtighed, at vi to, Jette og jeg, som to tungsindige, sørgmodige Mennesker, der altid have anklaget hinanden for deres Kulde, have faaet hinanden af Hjertet kjær, og det bedste Bevis derfor er vel, at vi nu døe med hinanden.

Lev De vel, vor kjære, kjære Veninde, og vær ret lykkelig her paa Jorden, som det meget |334| vel er muligt at være det. Vi for vor Del ville ikke vide Noget af denne Verdens Glæder og drømme om lutter himmelske Enge og Sole, i hvis Skin vi ville vandre om med lange Vinger paa Skuldrene. Adieu! et Kys fra mig, som skriver dette, til Müller[CXXXIII]; han skal undertiden tænke paa mig og vedblive at være en tapper Guds Stridsmand mod Djævelens Daarskab, som holder Verden i sine Baand.

(Efterskrift med Henriettes[CXXXIV] Haand.)

Dog hvordan alt dette er gaaet til,
En anden Gang jeg fortælle vil,
Da jeg har altfor travlt idag.

Lever da vel! I mine kjære Venner! og erindrer i Glæde og Sorg de to underlige Mennesker, der snart tiltræde den store Opdagelsesreise.

Henriette[CXXXV].

(Atter med Kleists[CXXXVI] Haand.)

Givet i den grønne Stue, den 21de November 1811. H. v. K.«

Saaledes sønderbrødes den saa skjønt anlagte Digterpersonlighed omtrent som et af hans egne Kunstværker, ved mørke og uhyggelige Natureiendommeligheder, der sløve Villien og tilintetgjøre Aandens Spændkraft og Frihed.

I den anden navnkundige tydske Dramatiker, Zacharias Werner[CXXXVII], var der langt mindre at sønderbryde. Han passer fra først af fuldstændigt til den romantiske Type. Han blev født af en sinds|335|syg Moder[CXXXVIII], der indbildte sig, at hun var Jomfru Maria og Sønnen Verdens Frelser. Denne Frelser førte et i høi Grad forvorpent og usædeligt Liv, men gik af religiøse Aarsager ind i Frimurerordenen, ved hvis Hjælp han mente, at en ny, dybere Religiøsitet skulde udbrede sig over Verden. Han blev ansat som Embedsmand i Warschau[f], giftede sig tre Gange og lod sig tre Gange skille i Løbet af 6 Aar. En stor Indflydelse fik en Præst ved Navn Christian Mayr[CXXXIX] paa ham, en Fanatiker, der for at iværksætte et Syn af Johannes’ Aabenbaring og opnaae en høiere Visdom slugte Størstedelen af en Bibel og blev alvorligt syg deraf. Han var i alle Henseender en Særling, skjød med Pistoler fra Prædikestolen efter dem af Tilhørerne, der faldt i Søvn, indbildte sig, at han kunde frembringe virkeligt Kjød og Blod ved Nadveren. Denne Mand vilde gjøre Werner[CXL] til Medlem af et stort hemmelighedsfuldt Selskab »Korsbrødrene i Orienten«, Werner[CXLI] gik først med Lidenskab og Begeistring ind derpaa, senere blev han mistroisk, og denne Mistro var medvirkende Aarsag til hans Overgang til Katholicismen. Werner[CXLII] er Hovedrepræsentanten for den mystiske Poesi. Som saadan fik han 1805 en Sinecure i Berlin[g], hørte nogen Tid til Mme de Staëls[CXLIII] Hof, hvor han blev meget beundret, begyndte efter sit Religionsskifte i Rom[h] det afsindigste Liv, dagligt delt mellem de mest dyriske Udsvævelser og bræn|336|dende Ekstase, mellem de gemeneste Sandsenydelser og Andagt og Bøn. Som Præst i Wien[i] holdt han saa under uhyre Tilløb Prædikener i Abraham a Santa Claras[CXLIV] Maneer, om hvilken Munken[cxlv] i »Wallenstein[0038]« kan give Dem en Idee, fulde af den høieste Svulst og de platteste Cynismer og Obscøniteter, af Forbandelser mod Kjætterne og Lovprisninger af den hellige Rosenkrands.*)

*) Jul. Schmidt[0039] II. 30.
Hans Liv er Nøglen til hans Skrifter, disse Skrifter, som i saa høi Grad imponerede de Samtidige, og som nærmest interessere os som Sygdomssymptomer. Han besidder store Egenskaber som Poet. Hans Vers ere altid høist melodiske og smigre Øret som sydlandsk Kirkemusik. Charaktererne ere ofte dygtigt anlagte (se f. Ex. Skildringen af Frantz af Poitou[cxlvi] i 1ste og 2den Act af »Tempelherrerne paa Cypern[0040]«), og Handlingen spænder og interesserer; men det Heles Kjærne, den tredobbelte: Vellyst, Religion og Grusomhed, er ildesmagende og usund. Hans første større Værk »Die Söhne des Thals[0041]«, der atter falder i to Dele, hver paa 6 Acter, behandler Tempelherrernes Orden. Frimureriet, der, som vi saae, beskjæftigede Schubert[CXLVII], der spilte en Rolle allerede i Goethes[CXLVIII] »Wilhelm Meister[0042]«, og som havde optaget saa stor en Del af Werners[CXLIX] private Liv, har øiensynligt givet ham Ideen.

|337| Den Indkapsling af een Form i en anden, som var saa yndet af Romantikerne fra Begyndelsen af, har her antaget den Charakter, at Skallerne bestandig sees som Hylstre uden om et Mysterium, der søges, det hemmelige Selskabs Mysterium, til hvilket vi stedse trænge mere og mere ind, men som samtidigt synes at vige længere og længere tilbage. Tempelherreordenen har sine Hemmeligheder, og vi overvære den omstændelige Indvielse af de Nyankommende i disse. Her bevæge vi os i underjordiske Grave med colossale Skeletter, hemmelighedsfulde Bøger og Forhæng, Sværd og Palmer o. s. v. Indholdet af disse Mysterier er: »Af Blod og Mørke vælder Forløsning ud«. Men Tempelherreordenen er kun en Datterloge, Moderlogen »Dalen«, som vi i Værkets anden Del lære at kjende, er i Besiddelse af alle de høiere Mysterier og den høiere Magt. Dennes dybeste Mysterium er atter kun Forsagelsens og Opofrelsens rent negative Idee. Skjulte Stemmer synge »i en sanglignende, hul Tone«:

Alles ist zum Seyn erkoren,
Alles wird durch Tod geboren
Und kein Saatkorn geht verloren.
Wer durch Blut und Nacht geschwommen
Ist den Aengsten bald entnommen,
Blutiger, sei uns wilkommen!

For at give en Forestilling om, i hvilken Grad Mysterierne her exploiteres til Opera- og |338| Ballet-Decoration, vil jeg blot nævne, at i 5te Acts 12te Scene, der bestaaer af 64 Linier, kun de 6 indeholde Replik, de øvrige Anvisninger til Decorateuren og Skuespillerne om »en med Roser bedækket mægtig Gravhøi, ved hvis fire Hjørner de transparente Billeder af en Engel, en Løve, en Tyr og en Ørn ere anbragte,« om Dragterne for »Dalens« Ældste, af hvilke nogle ere af Guldmor, andre af Sølvmor, andre ildfarvede, andre luftblaa, andre vandgraa, andre blodfarvede, iøvrigt om de Røgelsekar, Harper, Klokker, Kroner og Tornekroner, Korsfaner og colossale Isisstatuer, som spille en Rolle.

Tempelherreordenen er geraadet i Forfald. Moderlogen beslutter derfor at tilintetgjøre den, og »Dalen« dømmer dens Stormester, den vidunderligt ædle og heltemodige Jacob Molay[cl] til Flammedøden, skjøndt han er aldeles uskyldig i Ordenens Decadence, ja med yderste Energi har bekjæmpet den. Erkebiskoppen[cli], der leder Inqvisitionen imod ham, er overbevist om Anklagens Uretfærdighed, elsker og beundrer Ridderen, – men han maa lyde høiere Instruxer. Molay[clii] selv staaer overfor Baalet saa rolig som Paludan-Müllers[CLIII] Kalanus[cliv], han elsker Døden, han betragter Opbrændelsen kun som en Lutring. Alle rundt om ham have Medlidenhed og anraabe ham om at unddrage sig Baalet ved Flugt, men som Kalanus[clv] modstaaer han alle Opfordringer. Erkebispens |339| Følelser for ham deles af de Øvrige, saa han staaer omgivet af en hel Flok af sentimentale Bødler, der stege ham med Beundring og Høiagtelse. De ere blødagtige og grusomme Hængehoveder som Werner[CLVI] selv. Det modbydeligt Rørende er udbredt over alle Stykkets Personer. Saaledes siger Molays[clvii] gamle Vaabenkammerat[clviii], da han ei kan faae Lov til at befrie ham ved Retterstedet, (»gutmüthig«):

Du böser Jakob du! – Pfuy! sterben will er,
Verlassen seinen Waffenbruder! – Jakob!
Du musst nicht sterben! hörst Du?

Men Molay[clxi] døer, saa skyldfri han end er. Det er her som hos Kleist[CLXII] det christelige Mysterium, der spiller ind med i Dramet, og Molay[clxiii] æres som en anden Christus af selve dem, som brænde ham. Da han er død, foregaaer i Stykket følgende Vidunder: »Solens Straaler forgylde Egnen. Over Dalhulens Port vise sig under det oplyste Navn Jesus Navnene Johannes, J. B. Molay[clxiv] og Andreas, ligeledes i Transparent.« Alle Korsbrødrene synke i Knæ. »Lang høitidelig Pause, under hvilken man ud fra Hulens Indre under Ledsagelse af Harper og Klokkeklang hører Dalens Gamle, dog i dumpe uforstaaelige Toner, synge det tredobbelte Hellig! efter den sædvanlige Kirkemelodi.«

Martyriet er Werners[CLXV] Specialitet. Drab med Køller, Kogning i store Kjedler, alle Pinebæn|340|kens Lidelsesstadier, det er hans Omraade. Han svælger i disse Kvaler ganske som Görres[CLXVI], hvis Vellyst man ligesom fornemmer, naar han i »Mystikens[0043]« første Del taler om Martyriets Mystik. »Her blive Slagtofrene lagte paa Pinebænken, spændte paa Hjul og alle deres Lemmer med Skruer vredne ud af Led […] medens Lictorerne svide deres Sider med Fakler eller gjennemfure dem med Jernkløer. Kjeder blive da tidt snørte om Livet paa dem for at knække deres Ribben, med spidse Rør blive Ansigt og Øine gjennemtrukne; Munden knust med Næveslag, medens Nagler gjennembore den neppe mere Aandendes Fødder, og glødende Ertsstænger, lagte paa de bløde Steder, brænde sig dybt ind o. s. v.« I Werners[CLXVII] »Attila[0044]« bliver en ung Mand[clxviii], som Attila[clxix] elsker, anklaget for Mened og tilstaaer sin Brøde. Attila[clxx] omfavner ham under glødende Taarer og lader ham saa rive i Stykker af Heste. Attila[clxxi] er overhovedet skildret som den blødagtigste Sværmer. Den sønderrivende Sentimentalitet, den sværmeriske Bestialitet er romantisk fashion. Overfor Attila[clxxii] staaer Paven Leo[clxxiii], en Skikkelse, der ligeledes synes undsluppen fra Görres’[CLXXIV] »Mystik[0045]«, særligt fra det Kapitel, der handler om den ekstatiske Svæven i forskjellig Høide. Thi medens han i Dramet beder en Bøn, hæver han sig bestandig mere i Veiret, til han tilsidst staaer |341| svævende paa Taaspidserne. Han sympathiserer iøvrigt med Attila[clxxv] og virker elektrisk paa ham.

I Werners[CLXXVI] »Die Weihe der Kraft[0046]« er det den religiøse Indvielses, man kunde sige Ordinationens Mysterium, som er behandlet. Stykket aabnes betegnende med Hardenberg'ske Bjergmænds Op- og Nedstigning i et Bjergværk. Luther[CLXXVII] er her snarere skildret som en katholsk Helgen, end som den protestantiske Reformator. Catharine af Boras[CLXXVIII] Figur er pustet op til Helgeninde-Høiden. Begge ledsages gjennem Stykket af en Engel, Luther[CLXXIX] af Drengen Theobald[clxxx], der i Virkeligheden er Kunsten som Seraph, Catharine[CLXXXI] af Pigen Therese[clxxxii], der er Troen som Cherub. Faa Aar efter at Werner[CLXXXIII] saaledes havde forherliget Reformationen, skiftede han Tro og skrev et Digt, i hvilket han tilbagekaldte dette Drama i Udtryk som disse:

Durch dies Gaukelblendwerk sprach ich der Wahrheit Hohn.

I Werners[CLXXXIV] sidste Tragoedie »Makkabæernes Moder[0047]« behandlede han et Stof, der var som skabt til at give alle Martyrlegendernes Pinsler Rum, og som tilbød en Overflod af legemlige Kvaler og hellige Ekstaser. Makkabæerinden Salomes[clxxxv] Sønner skulle spise af Zeus's[clxxxvi] Offerspiser eller henrettes paa den forfærdeligste Maade. Det komiske Motiv, at det betragtes som Livssag, om Børn smage paa nogen Mad eller ei, er behandlet med den høiest spændte Pathos. Salome[clxxxvii]|342| opfordrer i henrykte Ekstaser sine Børn, et for et, til at lade sig spidde, flaae, brænde o. s. v. Antiochus[clxxxviii] beundrer høiligt Salome[clxxxix], ja, denne sentimentale Overbøddel kaster sig endog paa Knæ for hende med Ordene:

Du bist kein irdisch Weib! – Solch Opfer spendet
Kein menschlich Wesen! – Segne mich, du vom Olymp gesendet.

Og Salome[cxc] er selv sentimental nok til at velsigne ham. (4de Act, 2den Scene). Sønnen Benoni[cxci] faaer, efter ligeledes at have velsignet sin Morder, Hænder og Fødder afhuggede, og bliver derpaa kogt i Olie. Derpaa høres to stærke Øxeslag: det er Abirs[cxcii] Fødder, som blive huggede af, Juda[cxciii] bliver martret o. s. v. Antiochus[cxciv], den barbariske Konge, og Werner[CXCV], den ligesaa barbariske Digter, lader Børnene blive radbrækkede Led for Led og saa Lemmerne afrive. Han skaaner os ikke for et eneste Ledemod. Under alt dette føler Moderen, som tvinges til at overvære Alt, kun Martyrfrydens høieste Vellyst, og da Antiochus[cxcvi] nu anden Gang i sin vanvittige Sentimentalitet bøier sig for hende »dybt bevæget« med Ordene:

Willst, grosse Niobe, du dich von mir im Zorne trennen?

saa lægger hun den høire Haand paa hans Hoved og siger »meget høitideligt«:

Ich weiss, dass mein Erlöser lebt! – Lern’ sterbend Ihn erkennen! –

|343| Tilsidst aabner Baggrunden sig: Marterredskaberne, den uhyre Kjedel med kogende Olie, i hvilken Benoni[cxcvii] ligger, præsenteres; hans Hustru stirrer med Hovedet over Kjedlens Rand ned i den. Ved Siden deraf et brændende Baal. Salomes[cxcviii] Aand aabenbarer sig over Flammerne og slukker Ilden.

Man tænke sig, at der var en Tid, da dette syntes Poesi. Goethe[CXCIX] tog sig altid varmt af Werner[CC] og opførte Arbeider af ham paa Weimar[j] Theater. Han skriver 1808 om ham til Jacobi[CCI]: »Det forekommer mig gamle Hedning ganske underligt at see Korset plantet paa min egen Grund og høre Christi Blod og Vunder tale poetisk, uden at det er mig rent imod. Det er vi dog det Standpunkt skyldige, til hvilket Philosophien har hævet os selv. Vi have lært at skatte det Ideelle, selv om det fremstiller sig i de besynderligste Former.«

Jeg troer ikke, at Nogen nutildags vil være tilbøielig til saa mild og tolerant en Dom. Jeg troer, at os Nulevende er dette rent imod. Thi vi have seet, hvortil det førte. Vi have seet, at denne »christelige Poesi« var medvirkende til den værste aandelige Reaction, den nyere Tid har kjendt. Man legede saa længe med det lutrende Baal, til man begyndte at forherlige det. Der er kun et Spand fra Werner[CCII] til Görres[CCIII], som med Lidenskab forsvarer Djævleuddrivning og Hexe|344|processer, og der er kun en Haandsbred fra Görres[CCIV] til Joseph de Maistre[CCV], der udtrykker sig som følger: »I mangt et velregjeret europæisk Land siger man om den, der stikker Ild paa et beboet Hus og ved samme Leilighed selv indebrænder: »Det har han vel fortjent«; troer man, at et Menneske, der har gjort sig skyldig i forskjellige theoretiske og praktiske (ↄ: religiøse) Infamier, har gjort sig mindre vel fortjent til at blive brændt? – Naar man betænker, at Inquisitionens Tribunal sikkert kunde have forhindret den franske Revolution, veed man ikke ret, om den Souveræn, der uden videre berøvede sig selv et saadant Vaaben, ikke vilde tilføie Menneskeheden et skjæbnesvangert Slag«.

Saavist som Ruge har Ret i den Sætning, at Romantik vil sige den Christendom, der ikke lader sig opløse i Humanisme, saavist er Joseph de Maistre[CCVI] en ægte Romantiker.

Romantikens hele Historie stadfæster den Definition, som Ruge i sin Tid gav: En Romantiker er en Skribent, som med vor Dannelses Midler træder fjendtligt op mod Oplysningens og Revolutionens Tidsalder, og som forkaster og bekjæmper den rene Humanitets Princip paa Videnskabens, Kunstens, Moralens og Politikens Omraader.

  • XIII.
    højresiderne i kapitel 13 har i førsteudgaven klummetitlen »Mystiken i det romantiske Drama.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
  • »Klima«
    betegnelsen stammer fra et brev fra Ludwig Tieck, dateret 30.1.1817, til vennen Karl Wilhelm Ferdinand Solger. GB følger her Rudolf Hayms Die romantische Schule, 1870 Haym 1870:476.
    Rudolf Haym: Die romantische Schule. Ein Beitrag zur Geschichte des deutschen Geistes, 1870.
    .
  • dette var ogsaa Solgers Dom derom
    GB følger her Rudolf Haym, der i Die romantische Schule, 1870, med afsæt i en række brevsteder opsummerer Karl Wilhelm Ferdinand Solgers holdning og vurdering Haym 1870:477.
    Rudolf Haym: Die romantische Schule. Ein Beitrag zur Geschichte des deutschen Geistes, 1870.
    .
  • Den gamle, troende Tid … Længsel efter Religion
    GB følger her Rudolf Hayms Die romantische Schule, 1870 Haym 1870:477.
    Rudolf Haym: Die romantische Schule. Ein Beitrag zur Geschichte des deutschen Geistes, 1870.
    .
  • »Hvor kunde jeg … dit barnlige Gemyt!«
    af Ludwig Tiecks sørgespil »Leben und Tod der heiligen Genoveva«, 1800 Tieck 1828, 2:40.
    Ludwig Tieck: Schriften, 1828-1854.
    .
  • Drum ist es … Glaüb’gen gleichen
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 417): »Ej Andagt er det, der saa stærkt mig driver, / langt mere Attraa til de gamle Tider, / og dybt jeg røres, naar jeg tænker paa, / hvor lidt vi hine Troens Helte ligner«; af Ludwig Tiecks sørgespil »Leben und Tod der heiligen Genoveva«, 1800 Tieck 1828, 2:102.
    Ludwig Tieck: Schriften, 1828-1854.
    .
  • Was ich … der Erhalter
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 417-418): »Det, som jeg holdt for Grotte og Fjæld / og Skov og Eng og Bakkeheld, / det var et eneste mægtigt Hoved, / af Løv for Haar og Skæg omskovet. / Stille smilte han, naar hans Smaa / lykkeligt legende han saa. / Han vinked og anelsesfuld en Brusen / strømmed i Skovens hellige Susen. / Da faldt jeg ned paa mine Knæ, / skælved af Angst som et Espetræ / og sagde til den Lille[:] Mig lær, / hvad det Store er, som jeg skuer der. / Den Lille sagde: Dig griber Gru, / da uden Varsel du ser ham nu. / Det er vor Fader, der Skræk dig volder / hans Navn er Pan, Alts Opretholder«; af Ludwig Tiecks digt »Phantasus«, der første gang blev trykt i Phantasus, bd. 1, 1812 Tieck 1823:22-23.
    Ludwig Tieck: Gedichte, vol. 1-3, 1821-1823.
    .
  • »i blind Hengivelse … stolte Heste.«
    af Heinrich von Kleists historiske ridderskuespil Das Käthchen von Heilbronn oder Die Feuerprobe, 1810, I,1 Kleist 1810:16.
    Heinrich von Kleist: Das Käthchen von Heilbronn oder Die Feuerprobe, 1810.
    .
  • Nu staaer mig bi … ved Nat.
    af Heinrich von Kleists historiske ridderskuespil Das Käthchen von Heilbronn oder Die Feuerprobe, 1810, IV,2 Kleist 1810:157.
    Heinrich von Kleist: Das Käthchen von Heilbronn oder Die Feuerprobe, 1810.
    .
  • overtræder Ordren … krigerisk Begeistring
    ifølge den romerske historieskriver Titus Livius forbrød den unge Titus Manlius, søn af den romerske konsul Manlius Torquatus, sig imod alle ordrer og deltog bag fjendens linjer i en tvekamp. Titus Manlius vandt kampen, men blev ved hjemkomsten til lejren med det samme dømt til døden af sin far for at overtræde de givne ordrer [slutsidetal mangler tjek] Livius 1926, 4:22-29.
    Titus Livius: Livy, vol. 1-14, B.O. Foster et al. (red.), 1919-1959.
    .
  • Rosenkreutzere
    medlemmer af et hemmeligt religiøst selskab i Tyskland i 1500-1600-tallet.
  • »Schuberts Bog … geistlige Geistlige.«
    sammensat citat fra et brev fra Adam Müller, dateret 25.5.1807, til Friedrich von Gentz Gentz 1857:98-99.
    Friedrich von Gentz, Adam Müller: Briefwechsel zwischen Gentz und Adam Heinrich Müller, 1857.
    .
  • Hetzt alle Hund’ … Glieder ab!
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 430): »Hids alle Hunde paa ham! Pisk med Brande / løs paa ham Elefanterne, der knuser! / Far med Seglvogne ind paa ham, og mej / hans yppige Lemmer af!«; af Heinrich Kleists Penthesilea, 1808 Kleist 1808:60-61.
    Heinrich von Kleist: Penthesilea, 1808.
    .
  • »saa at begge … kysse hinanden«
    af Heinrich Kleists Penthesilea, 1808 Kleist 1808:152.
    Heinrich von Kleist: Penthesilea, 1808.
    .
  • Doch hetz! … Händen ihr herab
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 431): »Dog puds! hun raaber, Tigris! puds, Leaina! / Puds, Sfinks! Melampos! Dirke! puds, Hyrkaion! / og styrter, styrter med det hele Kobbel / sig over ham, og trækker ved hans Hjelmbusk / ham ned - som Tævehund blandt Hundekoblet. / En griber ham i Brystet, en i Nakken, / saa Jorden drøner ved hans Fald og bæver. / Han, som i Blodets Purpurstrøm sig vælter, / rører ved hendes bløde Kind og raaber: / Penthesilea! kære Brud! hvad gør du? / Er det den Rosenfest, du loved mig? / Dog hun - Løvinden vilde hørt paa ham, / den sultne, hylende, der i sin Vildskab / søger sit Rov paa øde, snedækt Slette - / hun river Brynjen fra hans Krop og slaar / sin Tand dybt i hans Bryst, og som hun gør, / saa gør omkap med hende hendes Hunde. / Oxus og Sfinks slaar Tanden i hans højre, / hun i hans venstre Bryst[.] Da jeg kom til, / drev Blodet ned fra hendes Mund og Hænder«; af Heinrich Kleists Penthesilea, 1808 Kleist 1808:152-153.
    Heinrich von Kleist: Penthesilea, 1808.
    .
  • Wie Manche … wohl schien
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 431-432): »Hvor mangen En, der hang om Vennens Hals, / har sagt det Ord: hun elsked ham saa saare, / at hun af Elskov kunde ham fortære; / og skulde saa bagefter Ordet prøves / saa var til Væmmelse hun mæt af ham. / Saadan bar ikke jeg mig ad, du Elskte! / Se her! Da jeg mig kasted om din Hals, / har jeg for Alvor gjort det Ord for Ord, / jeg var saa gal ej, som det kunde synes«; af Heinrich Kleists Penthesilea, 1808 Kleist 1808:173.
    Heinrich von Kleist: Penthesilea, 1808.
    .
  • »Küsse, Bisse … andere greifen.«
    af Heinrich Kleists Penthesilea, 1808 Kleist 1808:173.
    Heinrich von Kleist: Penthesilea, 1808.
    .
  • »Nadverens …hans Blod evindeligt.«
    sammensat citat fra Novalis' »Hymne«, det 7. digt i digtkredsen »Geistliche Lieder«, der første gang blev trykt i Musen-Almanach für das Jahr 1802, 1802 Novalis 1960, 1:167.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • i Forening med Müller … udgav et Tidsskrift
    der sigtes til udgivelserne Phöbus. Ein Journal für die Kunst, 1808, og Berliner Abendblätter, 1810-1811.
  • »Mennesket … Ord som Spise.«
    af Franz von Baaders »Alle Menschen sind im seeli[s]chen guten oder schlimmen Sinn unter sich Antropophagen«, 1834 Baader 1853, 4:223-224.
    Franz Xaver von Baader: Sämmtliche Werke, vol. 1-16, Franz Hoffmann et al. (red.), 1851-1860.
    .
  • »en vis medfødt Servilitet i hans Charakter«
    af Julian Schmidts Geschichte der Deutschen Literatur in neunzehnten Jahrhundert, 1855 Schmidt 1855, 2:307.
    Julian Schmidt: Geschichte der Deutschen Literatur in neunzehnten Jahrhundert, vol. 1-3, 1855 (Zweite, durchaus umgearbeitete, um einen Band vermehrte Auflage).
    .
  • et Hverv, fra hvilket han skilte sig
    et hverv, som han fuldførte.
  • »i høi Grad … naturlige Retsfølelse«
    af Julian Schmidts Geschichte der Deutschen Literatur in neunzehnten Jahrhundert, 1855 Schmidt 1855, 2:307.
    Julian Schmidt: Geschichte der Deutschen Literatur in neunzehnten Jahrhundert, vol. 1-3, 1855 (Zweite, durchaus umgearbeitete, um einen Band vermehrte Auflage).
    .
  • »Nadveren er … uudgrundeligste Betydning.«
    sammensat citat fra Henrich Steffens' Wie ich wieder Lutheraner wurde und was mir das Lutherthum ist, 1831 Steffens 1831:136-137.
    Henrich Steffens: Wie ich wieder Lutheraner wurde und was mir das Lutherthum ist, 1831.
    .
  • Mon nom … qui déshonore
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 434): »Mit Navn, som tilbedt paa alle Læber har hjemme, / døver al mulig Larm og al tænkelig Spot. / En Deling med Verdensaltets Drot / har intetsomhelst, der kan beskæmme«; af Molières Amphitryon, 1668, IV.10 Molière 1668:78.
    Jean-Baptiste Poquelin Molière: Amphitryon, 1668.
    .
  • L'époux, Alcmène … tout permis
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 435): »Din Ægtemand, Alkmene, har begaaet alt det Gale; / det er Ægtemanden, hvem du som skyldig maa betragte, / din Elsker har ej Skyld i den hidsigt plumpe Tale. / Aldrig at saare dig hans Hjerte kunde agte. / Hvor kunde vel hans Hjerte et Ord, der krænked, nænne! / dertil er dets Ømhed for ærbødig og for blød. / Ifald ved dets Svaghed Sligt en Gang skulde hænde, / han gennembored det med hundred Dolkestød. / For Ægtemanden aldrig den Ærefrygt gjaldt, / som griber hver den dig kommer nær. / Man kender ham straks paa hans raa og haarde Færd; / med sin Bryllupsret tror han, at han har Lov til Alt«; af Molières Amphitryon, 1668, II.6 Molière 1668:49.
    Jean-Baptiste Poquelin Molière: Amphitryon, 1668.
    .
  • Nimmst Du die Welt … Götzen an?
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 435): »Skuer du Verden ej, hans store Værk? / Ser du ham ej i Aftenrødens Skær, / naar gennem Skovens Løvværk taust det falder? / Hører du ikke ham i Vandenes Rislen / og Nattergalens yppigt ømme Slag? / Er det forgæves, Fjældet, himmelhøjt, / dig i dets Stolthed aabenbarer ham, / og styrter, støvsprængt, Fossen ned forgæves? / Naar Solens Straaler falder i hans Tempel / og livnede af Glædens Pulsslag alle / det Skabtes Arter priser ham, formaar / du da at stige ned i Hjertets Grube / og bede til din Afgud?«; af Heinrich Kleists Amphitryon, 1807, II.5 Kleist 1807:107-108.
    Heinrich von Kleist: Amphitryon, Adam Müller (red.), 1807.
    .
  • Du bist … schuldlos noch und rein
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 436): »Du er, du Hellige, med Demantbælte / pansret mod hver en fræk Tilnærmelse, / og selv den Lykkelige, hvem du favner, / forlader dig skyldfri og ren«; af Heinrich Kleists Amphitryon, 1807, II.5 Kleist 1807:95.
    Heinrich von Kleist: Amphitryon, Adam Müller (red.), 1807.
    .
  • »Hartmann har malet … den hellige Aand.«
    af et brev fra Adam Müller, dateret 25.5.1807, til Friedrich von Gentz Gentz 1857:98.
    Friedrich von Gentz, Adam Müller: Briefwechsel zwischen Gentz und Adam Heinrich Müller, 1857.
    .
  • »De tre Marier ved Graven«
    motiv fra Markusevangeliet (16,1-8), hvor det beskrives, hvordan tre kvinder ved navn Maria påskemorgen gik til Jesu grav for at salve hans legeme. De tre kvinder er Maria Magdalene, Maria, Jakobs mor, og Salome. Sidstnævnte kaldes i nogle traditioner Maria Salome.
  • den hellige Jomfrues ubesmittede Undfangelse
    dvs. den romersk-katolske lære om Marias ubesmittede undfangelse (lat. conceptio immaculata), ifølge hvilken Maria, Jesu mor, på grund af sin søns fortjenester selv blev undfanget uden den arvesynd, som mennesket normalt ellers fødes med.
  • »Stykket indeholder … den hellige Aand.«
    af Goethes dagbog for 14.7.1807 Goethe 1993, 33:205.
    Johann Wolfgang Goethe: Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, vol. 1-40, Hendrik Birus et al. (red.), 1987-2013.
    .
  • »Han sagde … den hellige Mythe.«
    af Ludwig Achim von Arnims Armut Reichtum Schuld und Buße der Gräfin Dolores, 1810 Arnim 1989, 1:383.
    Ludwig Achim von Arnim: Werke, vol. 1-6, Roswitha Burwick et al. (red.), 1989-1994.
    .
  • Kleist blev født 1776
    Heinrich Kleist blev født 18.10.1777.
  • Rhinfelttoget
    betegnelse for en række slag mellem franske, tyske og østrigske tropper i 1796. Sammenstødene fandt sted omkring Rhinen.
  • »at den … seer dem rødt.«
    gengivelse af et synspunkt, der findes i et brev, dateret 22.3.1801, fra Heinrich Kleist til Wilhelmine von Zenge Kleist 1997, 4:205.
    Heinrich von Kleist: Sämtliche Werke und Briefe, vol. 1-4, Ilse-Marie Barth et al. (red.), 1987-1997.
    .
  • »Intet var saa skikket … bleven katholsk.«
    sammensat citat fra et brev fra Heinrich Kleist, dateret 21.5.1801, til Wilhelmine von Zenge Kleist 1997, 4:224-225.
    Heinrich von Kleist: Sämtliche Werke und Briefe, vol. 1-4, Ilse-Marie Barth et al. (red.), 1987-1997.
    .
  • »Hos mig … ulægelig Sygdom«
    af Goethes »Ludwig Tiecks Drama[urg]ische Blätter«, skrevet 1825/1826, trykt 1833 Goethe 1999, 22:676.
    Johann Wolfgang Goethe: Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, vol. 1-40, Hendrik Birus et al. (red.), 1987-2013.
    .
  • sine til Privatlivet … Forældrenes Bryllupsdag
    der sigtes bl.a. til epigrammet »Das frühreife Genie«, som i juni 1808 blev trykt i Heinrich Kleist og Adam Müllers tidsskrift Phöbus Kleist 1990, 3:415.
    Heinrich von Kleist: Sämtliche Werke und Briefe, vol. 1-4, Ilse-Marie Barth et al. (red.), 1987-1997.
    .
  • de napoleontiske Krige
    samlebetegnelse for krige mellem (primært) Frankrig under ledelse af Napoleon 1. og de europæiske stormagter i perioden 1803-1815.
  • »Tugendbund«
    forening (forbund), som i 1808 blev dannet i Königsberg med bl.a. de formål at vække fædrelandskærlighed i folket og udvikle det i åndelig henseende. Forbundet opløstes i december 1809.
  • som Hermann behandlede Varus
    der sigtes til den germanske høvding Arminius (på tysk Hermann), som i 9 e.Kr. organiserede og ledede et oprør, hvorunder tre romerske legioner under ledelse af Publius Quinctilius Varus ifølge antik tradition blev udslettet i Teutoburgerskoven (Teutoburger Wald).
  • »De skrive …til en anden.«
    sammensat citat fra Heinrich Kleists Die Herrmannsschlacht, 1821, IV.3 Kleist 1987, 2:505.
    Heinrich von Kleist: Sämtliche Werke und Briefe, vol. 1-4, Ilse-Marie Barth et al. (red.), 1987-1997.
    .
  • Gjennem Adam Müller … Mænd paa Jorden.«
    GB følger her Julian Schmidts Geschichte der Deutschen Literatur seit Lessing's Tod, 1866-1867 Schmidt 1866, 2:625-626.
    Julian Schmidt: Geschichte der Deutschen Literatur seit Lessing's Tod, vol. 1-3, 1866-1867 (fünfte, durchweg umgarbeitete und vermehrte Auflage).
    .
  • »Himlen veed … H. v. K.«
    citerer in extenso et brev, skrevet 20.11.1811, fra Henriette Vogel og Heinrich Kleist til Sophie Müller Kleist 1997, 4:511-512.
    Heinrich von Kleist: Sämtliche Werke und Briefe, vol. 1-4, Ilse-Marie Barth et al. (red.), 1987-1997.
    .
  • p. p. c.
    fransk forkortelse for: pour prendre congé (for at tage afsked).
  • Dog hvordan alt dette … travlt idag
    af Goethes digt »Lili's Park«, skrevet 1785, trykt 1789 Goethe 1987, 1:294.
    Johann Wolfgang Goethe: Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, vol. 1-40, Hendrik Birus et al. (red.), 1987-2013.
    .
  • En stor Indflydelse …»Korsbrødrene i Orienten«
    GB følger herJulian Schmidts Geschichte der Deutschen Literatur in neunzehnten Jahrhundert, 1855 Schmidt 1855, 2:28-30.
    Julian Schmidt: Geschichte der Deutschen Literatur in neunzehnten Jahrhundert, vol. 1-3, 1855 (Zweite, durchaus umgearbeitete, um einen Band vermehrte Auflage).
    .
  • »Af Blod og Mørke vælder Forløsning ud«
    af Zacharias Werners dramatiske digt Die Söhne des Thales, 1803-1804, 1. del, V.6 Werner 1803, 1:232.
    Zacharias Werner: Die Söhne des Thales, vol. 1-2, 1803-1804.
    .
  • »i en sanglignende, hul Tone«
    af Zacharias Werners dramatiske digt Die Söhne des Thales, 1803-1804, 2. del, V.1 Werner 1804, 2:253.
    Zacharias Werner: Die Söhne des Thales, vol. 1-2, 1803-1804.
    .
  • Alles ist zum Seyn … uns wilkommen!
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 446): »Alting er til Livet kaaret, / Alt, der dør, til Liv bli'r baaret, / intet Korn gaar tabt af Aaret. // Hvem der gennem Blod og Mørke / svømmed, genvandt snart sin Styrke. / Hil dig, Blodige! dig vi dyrke«; af Zacharias Werners dramatiske digt Die Söhne des Thales, 1803-1804, 2. del, V.1 Werner 1804, 2:253.
    Zacharias Werner: Die Söhne des Thales, vol. 1-2, 1803-1804.
    .
  • »en med Roser … ere anbragte,«
    af Zacharias Werners dramatiske digt Die Söhne des Thales, 1803-1804, 2. del, V.12 Werner 1804, 2:346.
    Zacharias Werner: Die Söhne des Thales, vol. 1-2, 1803-1804.
    .
  • Isis(statuer)
    egyptisk gudinde (med beskyttende og helbredende kvaliteter).
  • »gutmüthig« … hörst Du?
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 447): »»godmodig« … Du slemme Jacob, du! - Fy, han vil dø, / sin gamle Vaabenbro'er forlade! - Jacob! / Du maa ej svigte, hører du?«; af Zacharias Werners dramatiske digt Die Söhne des Thales, 1803-1804, 2. del, VI.4 Werner 1804, 2:368.
    Zacharias Werner: Die Söhne des Thales, vol. 1-2, 1803-1804.
    .
  • »Solens Straaler … i Transparent.«
    af Zacharias Werners dramatiske digt Die Söhne des Thales, 1803-1804, 2. del, VI.12 Werner 1804, 2:413.
    Zacharias Werner: Die Söhne des Thales, vol. 1-2, 1803-1804.
    .
  • »Lang høitidelig Pause … Kirkemelodi.«
    af Zacharias Werners dramatiske digt Die Söhne des Thales, 1803-1804, 2. del, VI.12 Werner 1804, 2:413.
    Zacharias Werner: Die Söhne des Thales, vol. 1-2, 1803-1804.
    .
  • »Her blive Slagtofrene … dybt ind o. s. v.«
    sammensat citat fra Joseph von Görres' Die christliche Mystik, 1836-1842 Görres 1836, 1:211.
    Joseph von Görres: Die christliche Mystik, vol. 1-4, 1836-1842.
    .
  • Lictorerne
    i antikkens Rom betjente, der havde til opgave at ledsage og beskytte de øverste romerske magistrater. Lictorerne kunne på magistratens ordre foretage bl.a. arrestationer og henrettelser.
  • Durch dies Gaukelblendwerk … Hohn
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 448): »Ved dette Gøglerblændværk har jeg Sandheden haanet«; af Zacharias Werners digt Die Weihe der Unkraft, 1814 Werner 1814:5.
    Zacharias Werner: Die Weihe der Unkraft, 1814.
    .
  • Du bist … vom Olymp gesendet
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 449): »Du er ej Kød og Blod! - Sligt Offer kendtes / ej før! - Velsign mig du, som fra Olympen sendtes!«; af Zacharias Werners Die Mutter der Makkabäer, 1820, IV.2 Werner 1820:147.
    Zacharias Werner: Die Mutter der Makkabäer, 1820.
    .
  • »dybt bevæget«
    af Zacharias Werners Die Mutter der Makkabäer, 1820, V Werner 1820:209.
    Zacharias Werner: Die Mutter der Makkabäer, 1820.
    .
  • Willst, grosse Niobe … Zorne trennen?
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 449): »Vil, store Niobe, du da fra mig gaa bort i Vrede?«; af Zacharias Werners Die Mutter der Makkabäer, 1820, V Werner 1820:209.
    Zacharias Werner: Die Mutter der Makkabäer, 1820.
    .
  • Niobe
    græsk mytologisk dronning, som af stolthed over sin store og skønne børneflok hånede gudinden Leto for kun at have født to børn (nemlig Apollon og Artemis). Som straf dræbte Apollon og Artemis Niobes børn.
  • »meget høitideligt«
    af Zacharias Werners Die Mutter der Makkabäer, 1820, V Werner 1820:209.
    Zacharias Werner: Die Mutter der Makkabäer, 1820.
    .
  • Ich weiss … Ihn erkennen!
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 449): »Jeg vèd, min Frelser lever. Lær en Gang til ham at bede!«; af Zacharias Werners Die Mutter der Makkabäer, 1820, V Werner 1820:209.
    Zacharias Werner: Die Mutter der Makkabäer, 1820.
    .
  • »Det forekommer … besynderligste Former.«
    af et brev fra Goethe, dateret 11.1.1808, til Friedrich Heinrich Jacobi Goethe 1993, 33:268.
    Johann Wolfgang Goethe: Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, vol. 1-40, Hendrik Birus et al. (red.), 1987-2013.
    .
  • »christelige Poesi«
    ikke et citat, men en generel reference til den type litteratur, GB umiddelbart inden har beskrevet.
  • »I mangt et … blive brændt?
    af Joseph de Maistres Lettres a un gentilhomme russe, sur l'inquisition espagnole, 1822 Maistre 1822:70-71.
    Joseph de Maistre: Lettres a un gentilhomme russe, sur l'inquisition espagnole, 1822.
    .
  • Naar man … skjæbnesvangert Slag«.
    af Joseph de Maistres Lettres a un gentilhomme russe, sur l'inquisition espagnole, 1822 Maistre 1822:55.
    Joseph de Maistre: Lettres a un gentilhomme russe, sur l'inquisition espagnole, 1822.
    .
  • Inquisitionen(s)
    pavelig domstol oprettet i 1231 med det formål at forfølge og bekæmpe kættere. Inkvisitionen (særlig den spanske) har haft (uberettiget) ry for at være en særdeles voldsom og blodig institution.
  • den franske Revolution
    revolution i Frankrig 1789-1799, hvor det gamle privilegiesamfund blev styrtet i kampen for frihed, lighed og broderskab, revolutionens tre slagord.
  • som Ruge har Ret … opløse i Humanisme
    af Arnold Ruges »Geschichte der Deutschen Poesie und Philosophie seit Lessing«, 1846 Ruge 1847, 1:10.
    Arnold Ruge: Arnold Ruge's sämmtliche Werke, vol. 1-10, 1847-1848 (Zweite Auflage).
    .
  • den Definition … Politikens Omraader
    af Arnold Ruges »Geschichte der Deutschen Poesie und Philosophie seit Lessing«, 1846 Ruge 1847, 1:11.
    Arnold Ruge: Arnold Ruge's sämmtliche Werke, vol. 1-10, 1847-1848 (Zweite Auflage).
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«