Den romantiske Skole i Tydskland (1873)

X.

Er De nogensinde steget ned i et Bjergværk, har De af en Mand med en Fakkel ladet Dem hidse ned i en underjordisk Schacht, og ved Faklens usikre Skjær seet Dem om i Gruben? I saa Fald vil jeg spørge Dem, om De har Lyst til en lignende Fart, og om De vil betroe Dem til min Fakkel. Den Schacht, jeg vil opfordre Dem til med mig at nedstige i, er det tydske Gemyt, en Grube saa dybtliggende, saa dunkel, |214| saa eiendommelig som nogen anden. Jeg vilde gjerne skildre Dem, hvilken Charakter dette Gemyt faaer paa Romantikernes Tid, vise Dem, hvilken Form og Beskaffenhed, det antager hos den af Romantikerne, der fremfor alle er Gemyttets Digter, Novalis[I] nemlig. Hvad Tydskeren forstaaer ved Gemyt, lader sig ikke direkte gjengive paa noget andet Sprog. Gemyttet, det er Tydskerens Domaine. Det er den indre Arne, den indre Smeltedigel. I de berømte Ord i »Wanderers Sturmlied[0001]«

Innre Wärme
Seelenwärme
Mittelpunkt!
Glüh entgegen
Phöb Apollon,
Kalt wird sonst
Sein Fürstenblick
Über dich vorübergleiten.

i disse Ord har Goethe[II] skildret Gemyttet og dets Betydning for Digterens Liv. Hos den, som har »Gemyt«, tager Alt Retningen indefter, Gemyttet er Aandslivets Centripetalkraft. Inderlighed bliver Adelsbrevet for den, der sætter Gemyt som det Høieste i Menneskelivet. Som Romantikerne i Alt gaae til Extremer, saaledes ogsaa i Opfattelsen af Gemyttet. Alt hvad der i Gemyttet er rugende og hemmelighedsfuldt, dunkelt og uforklaret, drage de frem paa det simpelthen Sjælfuldes Bekostning. Goethe[III] er dem Digteren fremfor |215| alle, ikke paa Grund af sin plastiske Kraft, men paa Grund af det Stemningsfulde, Dæmonisk-Mystiske, der omsvæver Skikkelser som Harpespilleren[iv] og Mignon[v], paa Grund af den frugtbare Stemningsinderlighed i hans Smaadigte. Lessing[VI] og Schiller[VII] ere derimod Ikke-Digtere og forfølges med Spot og bidende Kritik, fordi disse lyse Hoveder med skarp Energi forfølge en Retning udefter. Thi Begeistring, Sjælskraft og slige Egenskaber ere ikke Gemyt. Gemyttet bliver inde, naar Begeistringen drager Sværdet og begiver sig ud paa sine Togter. Den største Digter er den, som har det rigeste Gemyt.

Den Forandring, som nu foregaaer med Gemyttet hos Romantikerne er den, at den Goetheske Sjælevarme bliver til Hede, naaer Koge- eller Smeltepunktet og i sin Gløden fortærer alle faste Former og Skikkelser og Tanker. Digteren sætter sin Ære i den hedeste, den lidenskabeligste Følelse, hvormed han brænder inde. Novalis[VIII] sætter altid hele sit Væsen ind. Den dybeste, den hensynsløseste Følelse er hans Princip.

Novalis[IX] var 17 Aar gammel, da den franske Revolution brød ud. Skulde man kortelig angive denne store Bevægelses Idee, da er det den, at omstyrte alt blot Traditionelt og ved et Brud med al Historie grunde den hele Mennesketilværelse paa den rene Fornuft. Revolutionens Tænkere og Helte lade saa at sige den hele udvortes Verden |216| gaae tilgrunde i Fornuften, for at lade den reise sig ud fra Fornuften igjen. Skjøndt Novalis[X] er døv for alle Tidens politiske og sociale Opraab, skjøndt han er blind for alle Tidsalderens Fremskridtsbevægelser, skjøndt han ender i den uhyggeligste og modbydeligste Reaction, er han ligefuldt greben af sin Tid, uden at vide det helt igjennem bestemt af dens Aand. Mellem ham, den stille indadvendte kurfyrsteligt-loyale Assessor og hine barbenede Stakler, der ilede fra Paris[a] til Grændsen, syngende Marseillaisen og svingende Tricoloren, er der den Grundlighed, at saavel han som de ville lade hele den ydre Verden gaae tilgrunde i en indre Verden. Kun er denne indre Verden for dem Fornuften, for ham Gemyttet, for dem Fornuften med dens Fordringer og Formler: Frihed, Lighed, Broderskab, for ham Gemyttet med dets natligtdunkle, underfulde Verden, i hvilken han smelter Alt, for paa Kjedelens Bund at finde som Nedslag, som Gemyttets Guld: Nat, Sygdom, Mystik og Vellyst.*)

*) A. Ruge: »Werke[0002]« I. 247 ff.

Saaledes tilhører han sin Tid, selv under den lidenskabeligste Polemik imod sin Tid og dens Ideer. Saaledes staaer han i den mest polære Modsætning til alle lyse og skjønne Ideer i den Tid, af hvis Aand han mod sin Villie er besat.

Hvad der hos Fichte[XI] og hos Revolutions|217|mændene er den klare, altbeherskende og altomsluttende Selvbevidsthed, det er hos ham den altopslugende Selvfølelse, der stiger til Vellyst; thi den nyere Tid gaaer ham saaledes til Hjerte, at den er som sammenvoxet med hans Nerver, og han føler den i vellystig Spænding. Hvad der hos dem er den abstracte, Alt forfra begyndende Frihed, det er hos ham det vilkaarlige, Alt forflygtigende Phantasteri, der opløser Naturen og Historien i Symboler og Myther, for frit at kunne tumle alt det udenfra Givne og frit at kunne svælge i Selvfornemmelsen. »Lige stærkt fremtræder hos Novalis[XII] Mystiken, der er den theoretiske Vellyst, og Vellysten, denne praktiske Mystik.« (A. Ruge[XIII].)

Tieck[XIV] talte med Begeistring om Musiken, der lærer os at føle selve Følelsen. Novalis[XV] indeholder Commentaren til disse Ord. Han, hvis Princip er den hensynsløse Følelse, vil føle sig selv og lægger ikke Dølgsmaal paa, at han søger denne Selvnydelse. Derfor er Sygdom ham kjærere end Sundhed. Thi den Syge føler bestandig sit eget Legeme, medens den Sunde ikke mærker Noget til det. Pascal[XVI] og efter ham Kierkegaard[XVII] have nøiedes med at betegne Sygdommen som den Christnes naturlige Tilstand, Novalis[XVIII] gaaer langt videre. Sygdommen er ham det høieste, det eneste sande Liv: »Leben ist eine Krankheit des Geistes«. Livet er en Aandens Sygdom. Hvorfor? Fordi |218| Verdensaanden kun i levende Individer føler, fornemmer sig selv. Og som Novalis[XIX] priser Sygdommen, saaledes priser han Vellysten. Hvorfor? Fordi Vellysten intet Andet er end en exalteret sygelig Selvfølelse og en svævende Kamp mellem Lyst og Smerte. »I det Øieblik«, siger han, »da Mennesket vilde begynde at elske Sygdommen og Smerten, laa maaskee den mest henrivende Vellyst i hans Arme, og den høieste positive Lyst vilde gjennemtrænge ham […] Begynder ikke overalt det Bedste som Sygdom? Halv Sygdom er et Onde. Hel Sygdom er Lyst og det den høiere.« Saaledes taler Novalis[XX] ogsaa om en mystisk Kraft, »der synes at være Lystens og Ulystens Kraft«, »deren begeisternde Wirkungen wir so ausgezeichnet in den wollüstigen Empfindungen zu bemerken glauben.«

Til denne vellystige Sygelighedsfølelse hos Novalis[XXI] svarer i Pietismen Syndsbevidstheden, denne aandige Sygdom, der tillige er en Vellyst. Om denne Sammenhæng har Novalis[XXII] den klareste Bevidsthed. Han siger: »Den christelige Religion er den egentlige Vellystens Religion. Synden er det mest Pirrende med Hensyn til Kjærlighed til Guddommen; jo syndigere et Menneske føler sig, desto christeligere er det. Ubetinget Forening med Guddommen, det er Syndens og Kjærlighedens Formaal«, og et andet Sted: »Det er mærkværdigt nok, at ikke for længe siden den Association, |219| som finder Sted imellem Vellyst, Religion og Grusomhed, har gjort Menneskene opmærksomme paa deres inderlige Slægtskab og deres fælles Tendents.«

Og som Novalis[XXIII] nu foretrækker Sygdom for Sundhed, saaledes foretrækker han langt Natten for Dagen »med dens frække Lys«.

Hadet mod Dagen og Dagslyset er gjennemgaaende hos Romantikerne. Jeg paaviste det i »William Lovell[0003]«. Novalis[XXIV] gaaer kun videre ad denne Vei i sine berømte »Hymner til Natten[0004]«. At han elsker Natten, er let at forstaae. Da Natten skjuler Omverdenen for Selvet, driver den Selvet ligesom ind i sig selv. Selvfølelsen og Natfølelsen ere da Et og det Samme. Og Natfølelsens Vellyst er Rædselens Stemning: først en Angst, fordi det i Mørket forekommer Mennesket som mistede det sig selv, idet Alt forsvinder omkring det, saa en sygeligt-behagelig Gysen, fordi Selvfølelsen heftigere dukker frem af denne Angst.*)

*) A. Ruge: »Werke[0005]« I. 264 ff.

I et af sine Fragmenter kalder Novalis[XXV] Døden en Brudenat, en Hemmelighed, fuld af søde Mysterier og tilføier dette Distichon:

Ist es nicht klug, für die Nacht ein geselliges Lager zu suchen?
Darum ist klüglich gesinnt, wer auch Entschlummerte liebt.

|220| Og saa dybt er denne Tænkemaade grundet i den romantiske Livsbetragtning, at i Werners[XXVI] Drama »Korsbrødrene[0006]« Helten kort før sin Død paa Baalet siger:

Den Neid verzeih’ ich,
Die Trauer nicht. – O unaussprechlich schwelg’ ich
In der Vervandlung Wonn’, in dem Gefühl
Des schönen Opfertodes! – o, mein Bruder!
Nicht wahr? es kommt die Zeit, wo alle Menschen
Den Tod erkennen – freudig ihn umarmen,
Und fühlen werden, dass dies Leben nur
Der Liebe Ahndung ist, der Tod ihr Brautkuss,
Und, sie, die mit der Inbrunst eines Gatten,
Im Brautgemach, uns vom Gewand entkleidet –
Verwesung, Glutherguss der Liebe ist!

Liv og Død ere for Novalis[XXVII] kun »relative Begreber«. De Døde ere halvveis levende, de Levende halvveis døde. Først ved denne Betragtning faaer Tilværelsen for ham sit rette Krydderi. Det hedder i den første af Hymnerne til Natten: »Bort vender jeg mig til den hellige, uudsigelige, hemmelighedsfulde Nat. Fjernt ligger Verden som sænket i en dyb Grav: øde og ensomt er dens Sted. I Brystets Strenge dirrer dyb Vemod […] Finder Du ogsaa Behag i os, mørke Nat? […] Kostelig Balsam drypper fra din Haand, fra Valmueknippet. Gemyttets tunge Vinger slaaer Du ud. […] Hvor fattigt og barnagtigt tykkes Lyset mig nu, hvor glædelig og velsignet Dagens Afsked. Mere himmelske end hine blinkende |221| Stjerner synes os de uendelige Øine, som Natten aabner i os. Videre skue de end de blegeste blandt hine talløse Hærskarer, uden Trang til Lyset gjennemskue de et elskende Gemyts Dybder, hvad der fylder et høiere Rum med usigelig Vellyst. –

Priset være Verdensdronningen, den høie Forkynderinde af hellige Verdener, Pleierinden af salig Kjærlighed! hun sender mig Dig, Du, min søde Elskede, Nattens elskelige Sol. Nu vaager jeg, thi jeg er Din og Min: Du har forkyndt mig Nattens Livsevangelium, gjort mig til et Menneske. Fortær med aandig Gløden mit Legeme, saa at jeg let og luftig kan blande mig inderligere med Dig og Brudenatten vare evig.« Man føler den af Svindsot Fortæredes Attraa i dette hektiske Udbrud. Saaledes hedder det ogsaa i »Lucinde[0007]«: »O evige Længsel! endelig vil Dagens frugtesløse Smægten og forfængelige Blænden synke og slukkes og en stor Kjærlighedsnat evigt føle sig beroliget.« I Tanken om en ikke momentan, men evig Omfavnelse mødes begge de romantiske Natsværmere.

I denne Begeistring for Natten ligger Spiren til den religiøse Mystik. Hos Justinus Kerner[XXVIII] og Jung Stilling[XXIX] gaaer Mystiken over til Aandetro og Spøgelsefrygt. I enkelte af de senere Romantikeres Skrifter, som f. Ex. i Achim v. Arnims[XXX] »Die schöne Isabella von Egypten[0008]« ere |222| Halvdelen af de optrædende Personer Spøgelser. Clemens Brentano[XXXI], den romantiske Skoles enfant perdu, i sin Ungdom uforbederlig Løgner, hvis største Glæde var at røre Damerne til Taarer ved Beretninger om sine egne aldeles opdigtede Lidelser,*)

*) Köpke: »Tiecks Leben[0009]« I. 353 ff.
gik i den modnere Alder over til Katholicismen og tilbragte 6 Aar af sit Liv med tilbedende Beundring af Nonnen Katharina Emmerich[XXXII], der personligt oplevede alle Frelserens Kvaler, der ligesom Middelalderens Helgene blev Gjenstand for Stigmatisationens Mirakel, og som bar Mærkerne af alle Frelserens Saar til Skue paa sit Legeme. Brentano[XXXIII] forfattede med utrættelig Flid den udførlige Fremstilling af hendes Legende.

Mystiken betegner Novalis[XXXIV] selv som »ein wollustiges Wesen«. For ret at forstaae dette Udtryk, maa man studere hans Hymner.

Unverbrennlich steht das Kreuz,
Eine Siegesfahne unsers Geschlechts,
Hinüber wall’ ich, und jede Pein
Wird einst ein Stachel der Wollust sein,
Noch wenig Zeiten so bin ich los
Und liege trunken der Lieb’ im Schoos.

Endnu tydeligere fremtræder Ekstasen, det sandselige Jegs ekstatiske Lidenskab i den syvende Hymne om Nadverens Sakramente:

»Kun faa vide – Kjærlighedens Hemmelighed |223| – føle Umættelighed og evig Tørst. – Nadverens – guddommelige Betydning – er de jordiske Sandser en Gaade. – Men hvo blot eengang – sugede Livets Aande – af hede elskede Læber, hvem en hellig Gløden – i zitrende Bølger – smeltede Hjertet, – hvis Øie oplukkedes, – saa at han maalte – Himlens uudgrundelige Dybde, – han vil æde af hans Legeme – og drikke af hans Blod – evindeligt«.*)

*) Wenige wissen – das Geheimniss der Liebe, – fühlen Unersättlichkeit – und ewigen Durst. – Des Abendmahls – göttliche Bedeutung – ist den irdischen Sinnen ein Räthsel; – aber wer jemals – von heissen, geliebten Lippen – Athem des Lebens sog, – wem heilige Glut – in zitternden Wellen das Herz schmolz, – wem das Auge aufging, dass er des Himmels – unergründliche Tiefe mass – wird essen von seinem Leibe – und trinken von seinem Blute – ewiglich. – Wer hat des irdischen Leibes – hohen Sinn errathen? – Wer kann sagen, – dass er das Blut versteht? – Einst ist alles Leib – ein Leib, – im himmlischen Blute – schwimmt das selige Paar. – O! dass das Weltmeer – schon erröthete, – und in duftiger Fleisch – aufquölle der Fels! – Nie endet das süsse Mahl – nie sättigt die Liebe sich; – nicht innig, nicht eigen genug – kann sie haben den Geliebten. – Von immer zärteren Lippen – verwandelt wird das Genossene – inniglicher und näher. – Heissere Wollust – durchbebt die Seele, – durstiger und hungriger wird das Herz: – Und so währet der Liebe Genuss – von Eiwigkeit zu Ewigkeit. – Hätten die Nüchternen – einmal gekostet, – Alles verliessen sie, – und setzten sich zu uns – an den Tisch der Sehnsucht – der nie leer wird. – Sie erkennten der Liebe – unendliche Fülle, – und priesen die Nahrung – von Leib und Blut.

|224| Her har De et glimrende Exempel paa Mystikens Væsen og Charakter. Den beholder alle de religiøse Former, men den føler heltigjennem deres Indhold; den taler samme Sprog som Orthodoxien og oversætter ved sig selv dette døde Sprog, ombytter det med et levende. Heri ligger det, at den havde sin store Betydning i Middelalderen overfor den stive, udvortes Skolastik, som den fortærede i sin Gløden. Og saaledes blev den Reformationens Forløber. Mystikeren behøver intet udvortes Dogme; i sin fromme Henrykkelse er han sin egen Præst. Men da alle Tendentser i hans Sjæl gaae indefter, tilintetgjør han ikke heller noget udvortes Dogme og ender med at tilbede Præsteværdigheden hos Andre.

I mystisk-prophetiske Ord forkynder Novalis[XXXV] det hellige Mørkes nye Herredømme:

Es bricht die neue Welt herein
Und verdunkelt den hellsten Sonnenschein.
Man sieht nun aus bemoosten Trümmern
Eine wunderseltsame Zukunft schimmern,
Und was vordem alltäglich war,
Scheint jetzo fremd und wunderbar.
Der Liebe Reich ist aufgethan,
|225| Die Fabel fängt zu spinnen an.
Das Urspiel jeder Natur beginnt,
Auf kräftige Worte jedes sinnt,
Und so das grosse Weltgemüth
Überall sich regt und unendlich blüht.
[…]
Die Welt wird Traum, der Traum wird Welt,
Und was man glaubt, es sei geschehn,
Kann man von weitem erst kommen sehn;
Frei soll die Phantasie erst schalten,
Nach ihrem Gefallen die Fäden verweben,
Hier manches verschleiern, dort manches entfalten,
Und endlich in magischem Dunst verschweben.
Wehmuth und Wollust, Tod und Leben
Sind hier in innigster Sympathie, –
Wer sich der höchsten Lieb ergeben,
Genest von ihren Wunden nie.

Endnu kraftigere ere Tankerne Nat – Død – Vellyst – Salighed vævede ind i hverandre i dette Digt, som findes over Kirkegaarden i Novalis's[XXXVI] Roman.

De Døde tale:
Süsser Reiz der Mitternächte,
Stiller Kreis geheimer Mächte,
Wollust räthselhafter Spiele
Wir nur kennen euch:
Leiser Wünsche süsses Plaudern,
Hören wir allein und schauen
Immerdar in sel’ge Augen,
Schmecken nichts als Mund und Kuss.
Alles was wir nur berühren,
Wird zu heissen Balsamfrüchten,
Wird zu weichen zarten Brüsten
Opfern kühner Lust.
|226| Immer wächst und blüht Verlangen
Am Geliebten festzuhangen,
Ihn im Innern zu empfangen
Eins mit ihm zu sein.
Seinem Durste nicbt zu wehren,
Sich im Wechsel zu verzehren,
Von einander sich zu nähren,
Von einander nur allein.
So in Lieb und hoher Wollust
Sind wir immerdar versunken,
Seit der wilde trübe Funken
Jener Welt erlosch;
Seit der Hügel sich geschlossen
Und der Scheiterhaufen sprüht,
Und dem schauernden Gemüth
Nun das Erdgesicht zerfloss.

Denne Mysticisme, der priser de Døde, som dem, der svælge i alle Sandselighedens Glæder, er i Livet nødvendigvis Quietisme, det vil sige Forherligelse af det rent vegeterende planteagtige Liv, ganske som dette anprises i »Lucinde[0010]«.

»Planterne«, siger Novalis[XXXVII], »ere Jordens umiddelbareste Sprog; ethvert nyt Blad, enhver besynderlig Blomst er en eller anden Hemmelighed, der trænger sig frem, og som, fordi den af lutter Elskov og Lyst ikke kan bevæge sig og ikke komme til Orde, bliver en stum rolig Plante. Finder man i sin Eensomhed en saadan Blomst, er det da ikke, som var Alt omkring En forklaret, og som opholdt de smaa befjædrede Toner sig helst i dens Nærhed? Man kunde græde af Glæde, |227| og afsondret fra Verden kun stikke Hænder og Fødder i Jorden, for selv at skyde Rødder og aldrig forlade det lykkelige Naboskab

Hvilket Følelsessvælgeri! hvilken afsindig, om »Ulysses v. Ithacia[0011]« mindende Situation!

»Blomsterne«, hedder det i et andet Fragment, »ere Børnenes umiddelbare Billeder. […] Saaledes er Barndommen i Dybden, nærmest ved Jorden, medens Skyerne derimod maaskee ere Phænomener af den anden høiere Barndom, af det gjenfundne Paradis, og derfor saa velgjørende dugge ned paa hine.« Endog om Skyernes Barnlighed bliver der Tale i den romantiske Jargon. Naiveteten gaaer tilveirs og raster ikke, før den har annecteret ogsaa Skyerne. O Polonius[xxxviii]! – Disse naive Skyer, de ere den romantiske Poesies sande og egentlige Symbol.

Dog i Planterne og deres Modbilleder Skyerne er der for det romantiske Gemyt endnu for megen Stræben, Tendents og Uro. Selv en Vegeteren er dog endnu bestandig ikke den rene Rugen, ikke den rene Hvile, men indeholder en Retning opefter i Plantens Stræben mod Lyset. Derfor er Plantelivet ikke heller det høieste, Novalis[XXXIX] gaaer endnu et Skridt videre end Schlegel[XL]:

»Det høieste Liv er Mathematik. Uden Enthousiasme ingen Mathematik. Gudernes Liv er Mathematik. Ren Mathematik er Religion. Til |228| Mathematik naaer man kun ved Theophani. Mathematikeren veed Alt. Al Virksomhed hører op, naar Viden indtræder. Videns Tilstand er Eudæmoni, salig Ro, himmelsk Quietisme.«

Her staae vi ved Culminationen. Alt Liv er krystalliseret i Mathematikens døde Former.

Paa dette Punkt er det rene Gemytsliv saa stærkt concentreret, at det staaer stille. Det er, som om Sjælens Uhr havde ophørt at slaae. Enhver ædel Stræben, enhver frisindet Retning udad til er trængt tilbage, kvalt i Gemyttets dumpe Kjælder.

Paa dette Punkt er det derfor, at Gemyttets Inderlighed slaaer over i den krasseste Udvorteshed. Da al Evne til at frembringe nye ydre Former er forsmaaet og dræbt, saa ere vi naaede til det Vendepunkt, hvor alle faste ydre Former blot som saadanne anerkjendes og des mere, jo fastere de ere, jo mere de nærme sig til hin krystalagtige Forstening, jo bestemtere de drage Spændetrøien over enhver Tendents, jo vissere det er, at de kun levne Rum for det rent vegeterende Liv. Skridtet gjør Novalis[XLI] i den mærkværdige Afhandling »Christenheden og Europa[0012]«, som han skriver 1799, og som Tieck[XLII] forgjæves nu og da har bestræbt sig for at bringe i Forglemmelse. Heri hedder det: »Det var skjønne glimrende Tider, da Europa endnu var et christent Land, da een Christenhed beboede denne Verdensdel. – |229| Med Rette modsatte Kirkens vise Overhoved sig en fræk Uddannelse af de menneskelige Anlæg paa den hellige Sandses Bekostning og utidige farlige Opdagelser paa Videnskabens Omraade. Saaledes forbød han Tænkerne offentligt at paastaae, at Jorden var en ubetydelig Vandrestjerne; thi han vidste vel, at Menneskene med Agtelsen for deres Bolig og deres jordiske Fædreland ogsaa tabe Agtelsen for deres himmelske Hjem og Slægt og foretrække den indskrænkede Viden for den uendelige Tro og vænne sig til at foragte alt Stort og Vidunderligt og betragte det som død Lovvirkning.«

Man bør ikke spørge sig selv, om det er Per Degn[xliii] eller Novalis[XLIV], man hører. Man bør fatte Digterens Conseqvents. Poesien, som førte Schiller[XLV] til Hellas[b], fører ham til Inqvisitionen og bringer ham til som Joseph de Maistre[XLVI] efter ham at tage dens Parti mod Galilæi[XLVII].

Om Protestantismen siger han: »Denne store indre Spaltning, som ødelæggende Krige ledsagede, var et mærkværdigt Tegn paa Culturens Skadelighed – idetmindste paa den temporære Skadelighed af et vist Culturtrin. Protestantismen adskilte det Uadskillelige, delte den udelelige Kirke og rev sig formastelig ud af den almindelige kirkelige Forening, ved hvilken og i hvilken alene den ægte varige Gjenfødelse var mulig. Religionsfreden blev sluttet efter ganske feilagtige og |230| religionsstridige Grundsætninger, og ved Fortsættelsen af den saakaldte Protestantisme blev noget absolut Modsigende: en permanent Revolutions-Regjering indsat.

Luther[XLVIII] behandlede overhovedet Christendommen vilkaarligt, miskjendte dens Aand, og indførte et andet Bogstav og en anden Religion, nemlig Bibelens hellige Almengyldighed, og derved blev desværre en anden, høist fremmed jordisk Videnskab indblandet i Religionsanliggender, Philologien, hvis udtærende Indflydelse fra den Tid af er umiskjendelig. – Nu blev da Bibelens absolute Popularitet paastaaet, og nu virkede det tarvelige Indhold, det raa abstracte Udkast til Religion i disse Bøger desto mere trykkende, og vanskeliggjorde den hellige Aand den frie Bevægelse, Indtrængen og Aabenbaring. – Med Reformationen var det ude med Christendommen. – Til Lykke for den gamle Tilstand opstod nu en ny Orden, over hvilken Hierarchiets døende Aand syntes at have udgydt sine sidste Gaver, og som med ny Kraft rustede det Gamle og med vidunderlig Indsigt og Standhaftighed, klogere end det nogensinde fordum var skeet, antog sig det pavelige Regimente og dets mægtige Regeneration. Endnu var aldrig noget saadant Selskab blevet seet i Verdenshistorien. Jesuiterne aflurede Luther[XLIX] hans »demagogiske Kunster«, hans »Studium af det menige Folk«.

|231| Reformationen gav de Lærde en skuffende Følelse af deres Kald. Af Instinct er den Lærde fra Arildstid af Geistlighedens Fjende; den lærde og den geistlige Stand maa føre Udryddelseskrige, saalænge de ere adskilte; thi de stride om een Plads. Resultatet af den moderne Tænkemaade kaldte man Philosophi og regnede Alt dertil, hvad der var det Gamle imod, især altsaa ethvert Udfald imod Religionen. Hvad der fra Begyndelsen af var Personalhad mod den katholske Tro gik efterhaanden over til Had mod Bibelen, mod den christelige Tro, ja endog mod Religionen overhovedet«.

Man seer, med hvilken Klarhed Novalis[L] har seet Fritænkeriet som Protestantismens Conseqvents.

»Ja endnu mere: Religionshadet udstrakte sig naturligt og følgerigtigt til alle Gjenstande for Enthousiasme, forkjætrede Phantasi og Følelse, Sædelighed og Kjærlighed til Kunst, Fremtid og Fortid, stillede Mennesket med Nød og Neppe øverst blandt Naturvæsenerne og gjorde Verdensaltets skaberiske Musik til den ensformige Klapren af en uhyre Mølle, der dreven af Tilfældets Strøm og svømmende paa den, var en Mølle i og for sig uden Bygmester og Møller og egentlig et ægte perpetuum mobile. – Een Enthousiasme blev høimodigt levnet Menneskene, Begeistringen for denne herlige Philosophi og for dens Præster. Frankrig var saa lykkeligt at blive Skjødet og Sædet for |232| denne nye Tro, som var sammenklæbet af lutter Viden. Lyset var paa Grund af dets Lydighed under Mathematikens Love og dets Frækhed blevet disse Menneskers Yndling. Høist mærkværdig er denne den moderne Vantroes Historie og Nøgle til alle uhyre Phænomener i den nyere Tid. Først i dette Aarhundrede og især i dets sidste Halvdel begynder den og voxer i kort Tid til uoverskuelig Storhed og Mangfoldighed; en anden Reformation, en mere omfattende og eiendommeligere var uundgaaelig og maatte først træffe det Land, der var mest moderniseret og længst af Mangel paa Frihed havde ligget i asthenisk Tilstand. – Under dette Anarchi gjenfødes Religionen; et sandt Anarchi er dens Avlingselement.

Forekommer ikke Statsomvælteren den ægte Betragter som en Sisyphus? Nu har han naaet Ligevægtens Spidse, og allerede ruller den mægtige Byrde atter ned. Den vil aldrig blive deroppe, naar ikke en Tiltrækning mod Himlen holder den svævende. Alle Eders Støtter ere for svage, naar Eders Stat beholder Tendentsen mod Jorden!«

Med Begeistring spaaer han da om den nye Gemyttets Tid, der skal komme.

»I Tydskland kan man med fuld Vished paavise Sporene af en ny Verden. – En Mangesidighed uden Lige, en glimrende Politur, vidtomfattende Kundskaber og en rig, kraftig Phantasi |233| finder man hist og her ofte dristigt parret. En vældig Anelse om den indre Menneskeheds skabende Vilkaarlighed, Grændseløshed, hellige Eiendommelighed og Evne til Alt synes overalt at vækkes. Endnu er Alt kun Antydninger, usammenhængende og raae, men de forraade det historiske Øie en universel Individualitet, en ny Menneskehed, en elskende Guds og en ung overrasket Kirkes sødeste Favntag og den inderligste Undfangelse af en ny Messias paa engang i alle denne Kirkes tusinde Medlemmer. Hvem føler sig ei med sød Undseelse i velsignede Omstændigheder? Det Nyfødte vil blive dets Faders Billede, en ny gylden Tid med mørke uendelige Øine, en prophetisk undergjørende, trøstende og evigt Liv tændende Tid – en stor Forsoningstid, en Frelser, der som en ægte Genius, hjemmevant blandt Menneskene, kun vil blive troet, ikke seet, og under talløse Skikkelser synlig for de Troende vil blive fortæret som Brød og Vin, omfavnet som den Elskede, indaandet som Luft, hørt som Ord og Sang og optaget med himmelsk Vellyst som død under Kjærlighedens høieste Smerter i det henbrusende Legemes Indre.«

Er det ikke, medens jeg nu saalænge har underholdt Dem om al denne Vellyst, Salighed, Religion, Nat og Død, om dette Mørke, der snart vil bryde ind og fordunkle det klareste Solskin, gaaet Dem som mig, at det i Deres Indre har raabt: Luft! Lys! Ja er det ikke som skulde |234| man kvæles? Ligner dette Gemyt saa ikke en underjordisk Bjergmandsgrube? De kjender Novalis's[LI] Sympathi for Bjergmandslivet, i hvilket røde osende Lygter skulle erstatte Dagens Lys. Og hvad kom der ud af det Hele, hvilket Foster opstod af hin en elskende Guds og en ung overrasket Kirkes Omfavnelser? hvad Andet end en nyfødt, en gjenfødt Reaction, der i Frankrig gjenindsætter Katholicismen og efter Napoleons[LII] Fald Bourbonerne, og som i Tydskland fører til hint afskyelige Tyranni, der gav Pietismen den samme Indflydelse som Katholicismen havde i Frankrig, jog de bedste Skribenter i Landflygtighed og romantisk bevæget sysselsatte sig med Fuldendelsen af Køllner Dom[c], som Julian[LIII], Romantikeren paa Thronen, i Oldtiden havde sysselsat sig med Gjenopførelsen af Templet i Jerusalem[d]. Digteren havde villet føre Alt tilbage til den indre Verden. Den indre Verden optog Alt, Revolutionens og Contrarevolutionens Kræfter. I den laa alle Aandens Løver bundne, i den laa alle Historiens titaniske Magter indesluttede, ja bedøvede i en Valmue-Atmosphære. Det blev Nat omkring dem, de følte Mørkets og Dødens Vellyst, de levede endnu kun et Planteliv som Syvsovere, og forstenedes til Slutningen helt. I den indre Verden laa alle Aandens Rigdomme, men som døde Skatte og hvilende Masser, som sindrige efter Mathematikens Love formede Krystaller omtrent som Guldet og Sølvet i Jor|235|dens og Bjergenes Indre, og Digteren blev til en Bjergmand eller Bjergtagen, der steg ned under Jorden og frydede sig ved Alt, hvad han saa.

Men medens han opholdt sig dernede, gik Alt paa Jorden i den ydre Verden sin Gang. Den ydre Verden lod sig ei i mindste Maade anfægte af, at Digteren og Tænkeren opløste den i den indre. Thi han opløste den jo nemlig ikke grovt og udvortes som en Rousseau[LIV] eller en Mirabeau[LV], han opløste den kun indvortes i en indre Verden. Da han altsaa paany steg op fra Gruben, da hans Bjergtagning var tilende, da viste det sig, at den ydre, den opløste Verden befandt sig meget vel, aldeles ved det Gamle. Alting stod udvortes koldt og raat, det, som han i sit Hjerte havde smeltet – og da den ydre Verden aldrig havde interesseret ham, og da den syntes ham næsten ligesaa natlig og mørk og obscurantistisk og søvndysset som hans indre, saa gav han den sin Velsignelse og lod den staae.

Novalis[LVI] var født 1772. Han kom til Verden i en meget orthodox Familie i den lille By Weissenfels[e]. Indtrædelsen i denne Familie gjorde endnu i 1799 et dybt Indtryk paa Tieck[LVII]. Han siger: »Et alvorligt stille Liv, en prunkløs, men sand Fromhed herskede her. Familien hyldede Herrnhuternes Lære og levede og virkede i denne Retning. Den gamle Hardenberg[LVIII], der tidligere havde været en kraftig Soldat, en høi ærværdig |236| Natur, stod som en Patriarch i Midten af talentfulde Sønner og elskelige Døtre. Forandringer og Oplysning vare ham i enhver Form forhadte; han priste og elskede den gamle miskjendte Tid, og naar Leiligheden tilbød sig, kunde han djærvt og hensynsløst udtale sine Anskuelser eller lue op i pludselig Forbitrelse.«

Vil De have en Scene af Huslivet der? En Dag hørte Tieck[LIX] den gamle Herre dundre og skjælde i Sideværelset. Hvad er der hændt? spurgte han bekymret et indtrædende Tyende. Ingenting, svarede denne tørt, Herren giver Religionstime. – Den gamle Hardenberg[LX] pleiede at lede Andagtsøvelserne og prøve de yngre Børn i Troessager, og herved gik det undertiden stormfuldt til.

Af dette Hjem gik Novalis[LXI] ud. Han var et indadvendt, i høi Grad sygeligt Barn. I sin Ungdom, da han endnu ikke var gaaet op i Sværmen og Grublen, var han en lidenskabelig Beundrer af de store Frihedsmænd Fichte[LXII] og Schiller[LXIII], hvis Værker han atter og atter studerede, og hvis Indflydelse spores i hans første Forsøg, og i politisk Henseende var han da Republikaner. Senere gik Alt dette over. Fra Republikaner blev han snart Royalist indtil Fanatisme. Hans første Ven blandt Romantikerne var Fr. Schlegel[LXIV]. De kjendte hinanden fra Universitetsaarene. Da Schlegel[LXV] 1797 besøgte Novalis[LXVI] i hans Hjem, fandt |237| han ham fuldstændig knust. Han havde næret en heftig, hele hans Væsen optagende Kjærlighed til en ung mærkværdig Pige Sophie v. Kühn[LXVII], og nu havde Døden pludselig berøvet ham hende. Han fortvivlede, og det var under de Selvmordslyster og med de Dødstanker, som dette Tab fremkaldte i hans Sjæl, at han skrev sine »Hymner til Natten[0013]«. Det Overmaal af Fortvivlelse, hvortil han hengav sig, tilligemed den barokke Omstændighed, at Sophie[LXVIII] var kun 12 Aar gammel, da han forelskede sig i hende, saa hans Elskov til hende falder i Perioden fra hendes 12te til hendes 15de Aar, synes mig i høi Grad at tale for det gjennemgaaende Sygelige og Unaturlige i Novalis's[LXIX] Anlæg. Og hertil kommer endnu, at Aaret efter træffe vi ham forlovet paany, denne Gang med en Datter af Bjergværksbestyreren v. Charpentier[LXX]. Visselig staaer, som La Rochefoucauld[LXXI] siger, vore Lidenskabers Styrke ikke i noget Forhold til deres Varighed, men høist besynderlig bliver dog den saa pludselige Trøsten sig med en Anden, naar man et Aar igjennem har syslet med Tanken om Døden som sin eneste Glæde og Vellyst og talt, som om Graven gjemte Ens Alt. End ikke den kummerlige Udflugt mangler, at Julie[LXXII] synes ham den gjenfødte Sophie[LXXIII], Noget hvortil Romantikernes Præexistentstheori aabnede en Udvei. Da Tieck[LXXIV] i Sommeren 1799 kom til Jena[f], traf han første Gang sammen |238| med Novalis[LXXV]. A. W. Schlegel[LXXVI] bragte Bekjendtskabet istand, der hurtigt gik over til sværmerisk Venskab. En skjøn Sommeraften vare Vennerne første Gang sammen. I bevægede Samtaler aabnede de deres Hjerter for hinanden og drak Broderskab. Ved Midnat traadte de ud i Sommernatten. Fuldmaanen, siger Köpke[LXXVII], laa magisk og glandsfuld over Høiderne ved Jena[g]. Henad Morgenen ledsagede de alle Novalis[LXXVIII] hjem til Weissenfels[h]. Tieck[LXXIX] har i »Phantasus[0014]« sat denne Aften et Minde. Tiecks[LXXX] Paavirkning, som da begynder, var det, som foranledigede Novalis[LXXXI] til Frembringelsen af sit Hovedværk »Heinrich v. Ofterdingen[0015]«. Under Udarbeidelsen af dette rev Brystsygen ham bort. To Aar efter hint Møde var han ikke mere. Han blev kun 29 Aar gammel, og denne Omstændighed i Forening med hans store Originalitet og sjeldne Skjønhed har kastet et poetisk Skjær over hans Skikkelse. Han, den nye Retnings Johannes, lignede ogsaa i sit Ydre en Johannes. Hans Pande var som gjennemsigtig, hans brune Øine glimrede med en ualmindelig Glands. I de sidste tre Aar, han levede, saa man paa ham, at han var mærket til en tidlig Død.

Saavel denne tidlige Død som denne særegne Art af Skjønhed har foranlediget Kritiken til at sammenligne ham med den unge berømte engelske Digter, der fødtes 20 Aar efter ham, Shelley[LXXXII] nemlig. Endnu for ganske nylig har i »Revue des |239| deux mondes[0016]« en Forfatter, Blaze de Bury[LXXXIII] fremhævet denne Analogi. Han siger: »Shelley's[LXXXIV] Poesi nærmer sig meget til Novalis's[LXXXV], og det er ikke alene ved physiognomiske Træk, at disse to sjeldne Digtere ligne hinanden. Betragtning af Naturen, Divination af dens mindste Hemmeligheder, en udsøgt Forening af Følsomhed og Metaphysik, og hertil ingen Plastik, Speilbilleder og ikke Former, en Stigen imod det Høieste, som ender i Tomhed, er fælles for dem.«

Han fremhæver alle disse formelle Ligheder og tilføier ikke et eneste Ord, som lader ane den uhyre reelle Ulighed, den polære Modsætning imellem disse to tilsyneladende saa ensartet anlagte Digtere, af hvilke den ene gaaer forud for, den anden følger efter det store Omslag i Aarhundredets litterære Bevægelse, som det er min Opgave at skildre for Dem. Og dog veed jeg ikke noget Middel til skarpere at fremhæve dette Omslag end netop denne Modsætning.

Tillad mig at gjenkalde Dem Hovedtrækkene af Shelleys[LXXXVI] Liv. Adeligt født bliver han sat i en fornem Skole, hvor strax fra hans Barndom af Disciplenes Raahed og Lærernes Grusomhed opflamme ham til Modstand og Vrede. Især vakte her det Hykleri, hvormed man førte Ordene Gud og Christendom i Munden, medens man hengav sig til sine slette Lidenskaber, hans fulde Afsky. Under det andet Aar af sit Ophold i Oxford[i] for|240|fattede Shelley[LXXXVII] saa et Skrift »Om Atheismens Nødvendighed[0017]«, som han med naiv Sandhedskjærlighed indgav til Kirkens og Universitetets Forstandere. Han blev stævnet for Consistorium, og da han vægrede sig ved at kalde sine Anskuelser tilbage, blev han paa Grund af Atheisme udstødt af Universitetet. Han reiste tilbage til sin Fader, og da denne modtog ham med kold Foragt, forlod han for bestandig sit Hjem. Med saadanne Kampe og saadanne Ulykker var hele hans Liv gjennemvævet. En Lungesvindsot, som han i sit 20de Aar blev angrebet af, og af hvilken han efterhaanden kom sig, efterlod en stor Legemssvaghed og Pirrelighed. Da han efter sin første Hustrues Død ønskede at tage Børnene af første Ægteskab til sig, bleve disse ham berøvede af Kantslerretten, fordi han i sin »Dronning Mab[0018]« havde lært Usædelighed og Irreligiøsitet. Hvor han under sin Omflakken i Udlandet traf paa Landsmænd, blev han paa det Raaeste haanet og mishandlet af dem som Atheist. 29 Aar gammel endte han saa sin pinte og hjemløse Existents, idet han under en Storm kuldseilede med sin Baad i Golfen ved Spezzia[j]. Byron[LXXXVIII] brændte hans Lig.

I Modsætning til dette Liv er Hardenbergs[LXXXIX] en sand tydsk Smaastadsidyl. Han blev 25 Aar gammel Embedsmand, Auditør som det kaldtes ved et Saltværk. Senere udnævntes han til Assessor ved de kurfyrstelige Saliner i Weissenfels[k], |241| og hans Romantik forstyrrede ikke hans Liv. Han var som Embedsmand yderst nidkjær, pligtopfyldende og ordentlig. Han levede og døde som bosiddende Embedsmand og Borger, der ingen Udskeielse begaaer og til Gjengjæld har Sit paa det Tørre. Republikanismen gik som sagt tidligt af ham, og kun hans Naivetet forhindrer En i at betegne ham som servil. Friedrich Wilhelm[XC] og Louise af Preussen[l][XCI] benævner han »et klassisk Menneskepar«, i disse »Geniers« Aabenbaring seer han Varslet om en bedre Verden. Friedrich Wilhelm[XCII], siger han, er den første Konge af Preussen[m]; hver Dag sætter han selv sin Krone paa. En sand Transsubstantiation er skeet; thi Hoffet har forvandlet sig til en Familie, Tronen til en Helligdom, en kongelig Formæling til et evigt Forbund mellem Hjerterne. – Republiken, siger han, har kun Ungdommens Fordom for sig; den gifte Mand fordrer Orden, Sikkerhed, Ro, ønsker at leve i en Familie, et regelmæssigt Husvæsen og et »ægte Monarchi«. »For en Constitution kan man kun interessere sig som for et Bogstav. Hvor ganske anderledes, naar Loven er Udtryk for en elsket, høiagtet Persons Villie. Man tør paa ingen Maade opfatte Monarchen som den første Embedsmand. Han er ikke Borger, derfor heller ikke Embedsmand. Kongen er et til jordisk Fatum ophøiet Menneske.«

Vil De med saadanne Udtalelser sammenligne |242| de Digte af Shelley[XCIII], hvortil Tyranniet i hans Fædreland foranlediger ham, ligesom dem, i hvilke han forherliger de italienske Revolutioner og Grækenlands Frihedskrig, saa har De den skarpeste Contrast, De kan finde. Og De har den antithetisk paa næsten alle Punkter: Novalis[XCIV] priser Sygdommen. Shelley[XCV] siger: »Det er vist, at Visdom er uforenelig med Sygdom, og at under Jordklimaernes nuværende Tilstand Sundhed i Ordets sande og omfattende Mening ligger udenfor det civiliserede Menneskes Rækkeevne.«

Novalis[XCVI] siger: »Vi tænke os Gud personlig, som vi tænke os selv personlige. Gud er netop ligesaa personlig og individuel som vi«. – Shelley[XCVII] siger: »Der gives ingen Gud. Denne Fornægtelse maa kun forstaaes som gjældende en skabende Guddom. Hypothesen om en Verdensaltet gjennemtrængende og som Altet evig Aand bliver uantastet. […] Alle Religioner i Verden forbyde Prøvelse og ville ikke tilstede noget Forstandsraisonnement; det er Autoriteten, som forlanger, at man skal troe paa Gud; denne Gud selv er blot begrundet paa nogle Menneskers Autoritet, der paastaae, at de kjende ham og ere udsendte fra ham for at forkynde ham paa Jorden. […]

Det er umuligt at troe, at den Aand, der gjennemtrænger Universet, avlede en Søn med en jødisk Kvinde eller vrededes over Følgerne af en Nødvendighed, der er lig ham selv. Den hele |243| jammerlige Fabel om Djævelen, om Eva og om en Midler tilligemed Jødegudens barnagtige Formummelser er uforenelig med Astronomien. Hans Hænders Værk har aflagt Vidnesbyrd imod ham«.

Novalis[XCVIII] priser Hierarchiet og lovsynger Jesuiterne.

Shelley[XCIX] siger: »Under mange Elendighedens og Mørkets Aarhundreder fandt Bibelens Lære ubetinget Tiltro; men endelig opstode Mænd, som fik Mistanke om, at den var Fabel og Løgn, og at Jesus langt fra at være en Gud, kun havde været et Menneske som de selv. Men en talrig Menneskemængde, som drog og endnu bestandig drager umaadelig Vinding af hin Mening som herskende Folketro, sagde Mængden, at hvis den ikke troede paa Bibelen, vilde den blive evig fordømt, og gav sig til at brænde, fængsle og forgifte alle fordomsfrie og isolerede Forskere, der nu og da opstode. Denne Klasse undertrykker dem endnu bestandig, forsaavidt Folket, der nu er mere oplyst, vil tilstede det. – De samme Midler, der have støttet enhver anden Tro, have støttet Christendommen: Krig, Fængsling, Snigmord og Løgn, Gjerninger af exempelløs og utrolig Raahed have gjort den til, hvad den er. Det Blod, som Bekjenderne af Barmhjertighedens og Fredens Gud have udøst siden hans Religions Indførelse, vilde sandsynligvis være tilstrækkeligt til at drukne alle |244| de Tilhængere af andre Sekter, som overhovedet boe paa Jorden.«

De seer af de anførte Citater, som kunde forøges med utallige andre, at der mellem Novalis[C] med hans indadvendte Gemytsliv og Shelley[CI] med hans udadvendte Frihedstrang er den mest fuldstændige Modsætning. Blaze de Bury[CII] finder imidlertid kun Ligheder; han bedømmer Shelley[CIII] yderst sympathetisk, og da hans Afhandling blev oversat paa Dansk[0019], havde man den Morskab i »Fædrelandet[0020]« at læse følgende: »Stakkels Shelley[CIV]! hans Existents var en Personification af den moderne Digters. Han kjæmpede uden Ophør og indtil sin Død for Tankens og Phantasiens Rettigheder imod Fordommene i en Tidsalder, der ikke havde noget ædlere Barn end han, og som altid vægrede sig ved at anerkjende ham. Det maa indrømmes, at Shelley[CV] havde studeret Spinoza[CVI], en Forbrydelse over alle Forbrydelser i Fanatikernes Øine, og som hverken Bisperne i Exeter[n] eller Oxford[o] eller Lordkantslerne tilgive […] Man anklagede ham for Gudsfornægtelse. De Retslærde, Aviserne, alle Storbritanniens Sladdersøstre slyngede Forbandelsen imod den mystiske Drømmer«. Det staaer at læse i »Fædrelandet[0021]« for November ifjor. Stakkels Shelley[CVII]! Hvorfor fødtes han ikke i Danmark! Da var det gaaet ham anderledes; Bisperne for Sjællands[p] og Aarhus[q] Stift havde taget |245| ham i Forsvar, Aviserne havde velsignet ham, og han var i levende Live bleven rost i »Fædrelandet[0022]«!

Her har De da de to Digtere, man har villet udgive for Tvillingaander. I poetisk Rang staae de omtrent lige høit. I Henseende til poetisk Skjønhed ere de nogenlunde hinandens Lige. Men det er ikke paa Skjønhed alene, det kommer an i Litteraturen. Det er den Vildfarelse, vi altfor længe have næret. Ingen af de to Digtere besidder den hele Sandhed; men paa hvis Side er der vel mest?

Det kommer an paa, hvordan man mener, at Sandheden seer ud. For Novalis[CVIII] var Sandheden Digt og Drøm, for Shelley[CIX] var den Frihed. For Novalis[CX] var den en fast og mægtig Kirke, for Shelley[CXI] var den et kjæmpende Kjætteri; for Novalis[CXII] et Væsen, som beklædte Throner og Pavestole, for Shelley[CXIII] et Væsen uden Myndighed.

For ret at gjøre Indtryk paa Menneskene, maa Sandheden, hvor ophøiet den end er, blive Menneske, blive Kjød og Blod for dem. Jeg husker, hvorledes jeg som Dreng en Dag læste en Biographi af »Robinson Crusoes[0023]« Forfatter De Foe[CXIV]. De kjender maaskee hans Livs ublide Skjæbner. Han var den bedste og retsindigste Sjæl, lidenskabelig i Alt, hvad han foretog sig, de fattige Klassers Talsmand. Han tilbragte lange Tider af sit Liv i Fængsler. Een Gang blev |246| han for en Brochures Skyld dømt til at stilles i Gabestokken, efter at begge hans Øren vare blevne skaarne af. Dommen blev exeqveret. I Gabestokken stilledes paa den Tid Forbryderen med Hovedet ud igjennem en Aabning, saa han ikke kunde bevæge det – og nu overlodes det til Mængden at være Profos; man bombarderede den Udstillede med raadne Æbler, Kartofler, Appelsiner og deslige. Men da Dagen kom, og da De Foes[CXV] blege, mishandlede, lemlæstede Ansigt drivende af Blod viste sig i Gabestokken for den forsamlede Pøbelflok, da, saa underligt det lyder, blev der en Dødstaushed. Ingen kastede noget Æble, Ingen raabte et eneste forhaanende Ord. Man kjendte altfor godt De Foe[CXVI]. Men En af Hoben lod sig hidse i Veiret og satte en Krands om den Lemlæstedes Pande. – Jeg læste det som Dreng, men dette Billede brændte sig ind i min Sjæl, og jeg tænkte dengang ved mig selv, at saaledes maatte Sandheden rimeligvis see ud. Jeg tænkte: Hvis et Menneske nogensinde fandt en saadan stakkels forhaanet og mishandlet Sandhed i Gabestokken, da maatte det være et stort Øieblik i hans Liv, naar han kunde nærme sig og lægge den Krandsen om Panden. – Det har Shelley[CXVII] gjort, men Novalis[CXVIII] ikke.

  • X.
    højresiderne i kapitel 10 har i førsteudgaven klummetitlerne »Det romantiske Gemyt.«, »Novalis.« og »Novalis og Shelley.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Tydsklands romantiske Skole.«.
  • Innre Wärme … Über dich vorübergleiten
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 352): »Indre Varme, / Sjælevarme, / Middelpunkt! / Glød imøde / Gud Apollon! / Ellers vil hans / Fyrsteblik / Koldt og fjernt forbi dig glide -«; af Goethes digt »Wanderers Sturmlied«, 1815 Goethe 1988, 2:294.
    Johann Wolfgang Goethe: Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, vol. 1-40, Hendrik Birus et al. (red.), 1987-2013.
    .
  • Marseillaisen
    »La Marseillaise« (Sangen fra Marseille) har siden 1795 været Frankrigs nationalsang. Den blev skrevet i 1792 af Claude-Joseph Rouget de Lisle.
  • Frihed, Lighed, Broderskab
    (fr. liberté, égalité, fraternité); revolutionlært slagord, der blev lanceret under Den Franske Revolution (1789-1799).
  • »Lige stærkt … praktiske Mystik.«
    af Arnold Ruges artikel »Novalis« Ruge 1847, 1:264.
    Arnold Ruge: Arnold Ruge's sämmtliche Werke, vol. 1-10, 1847-1848 (Zweite Auflage).
    .
  • at føle selve Følelsen
    af Wilhelm Heinrich Wackenroders Phantasien über die Kunst, für Freunde der Kunst, 1799. Bogen blev udgivet uden Wackenroders navn på titelbladet og med Ludwig Tieck som udgiver.
  • Pascal … naturlige Tilstand
    der sigtes til Kierkegaards Stadier paa Livets Vei, 1845, hvor det i afsnittet »»Skyldig?« - »Ikke-Skyldig?«« hedder om lidelse: »Pascal siger ganske det Samme: Lidelse er en Christens naturlige Tilstand (ligesom Sundhed det sandselige Menneskes) og han blev en Christen og talte af sin christelige Erfaring« Kierkegaard 1999, 6:424.
    Søren Kierkegaard: Søren Kierkegaards Skrifter, vol. 1-55, Niels Jørgen Cappelørn m.fl. (red.), 1997-2012.
    .
  • »Leben ist eine Krankheit des Geistes«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 359): »Livet er en Aandens Sygdom«; af et fragment uden titel af Novalis, dateret 18.4.1800 Novalis 1968, 3:659.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • »I det Øieblik … gjennemtrænge ham.«
    af et fragment uden titel, der af Novalis var tænkt som en del af en planlagt encyklopædi Novalis 1978, 2:628.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Werke, Tagebücher und Briefe, Hans-Joachim Mähl og Richard Samuel (red.), 1978.
    .
  • Begynder ikke overalt … den høiere.«
    af et fragment med titlen »Poëtik des Übels«, der af Novalis var tænkt som en del af en planlagt encyklopædi Novalis 1978, 2:628.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Werke, Tagebücher und Briefe, Hans-Joachim Mähl og Richard Samuel (red.), 1978.
    .
  • »der synes … bemerken glauben.«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 359): »der synes at være Lystens og Ulystens Kraft, hvis henrykkende Virkninger vi saa udpræget bemærker i de vellystige Fornemmelser«; af et fragment uden titel, der af Novalis var tænkt som en del af en planlagt encyklopædi Novalis 1978, 2:663.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Werke, Tagebücher und Briefe, Hans-Joachim Mähl og Richard Samuel (red.), 1978.
    .
  • »Den christelige Religion … Kjærlighedens Formaal«
    af et fragment uden titel af Novalis, dateret 18.4.1800 Novalis 1968, 3:653.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • »Det er mærkværdigt … fælles Tendents.«
    af et fragment uden titel af Novalis, dateret 18.4.1799 Novalis 1978, 2:765.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Werke, Tagebücher und Briefe, Hans-Joachim Mähl og Richard Samuel (red.), 1978.
    .
  • Dagen »med dens frække Lys«
    med omtalen af det frække lys henvises der til Novalis' »Die Christenheit oder Europa«, skrevet 1799, trykt 1826, omend der ikke er tale om et decideret citat herfra (Novalis 1968, 3:516). GB følger her Arnold Ruge og Ernst Theodor Echtermeyers artikel »Der Protestantismus und die Romantik. Zur Verständigung über die Zeit und ihre Gegensätze«, 1839, der oprindelig blev trykt i Hallische Jahrbücher für deutsche Wissenschaft und Kunst, nr. 301-310, 17.12-27.12. GB følger optrykket i Arnold Ruge's sämmtliche Werke, vol. 1-10, 1847-1848 Ruge 1847, 1:265.
    Arnold Ruge: Der Protestantismus und die Romantik. Zur Verständigung über die Zeit und ihre Gegensätze, Hallische Jarbücher für deutsche Wissenschaft und Kunst, nr. 301-310, 17.12-27.12, 1839.
    .
  • Døden en Brudenat … Entschlummerte liebt.
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 360): »Er det ej klogt, ved Nat med en Anden at dele sit Leje? / Klogt er du derfor tilsinds, har du en Hensovet kær«; af Novalis' dagbog, formentlig juli 1798 Novalis 1975, 4:50.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • Den Neid verzeih’ ich … der Liebe ist!
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 360): »Misundelsen tilgiver / jeg, ikke Sorgen. Uudsigeligt / jeg svælger i Forvandlingsfryd ved Tanken / paa denne Offerdød, der forestaar. / Ej sandt? Der komme vil en Tid, hvor Alle / erkender Døden - favner den med Glæde, / og Alle føler, dette Liv er kun / en Anelse om Elskov, Døden kun / et Bryllupskys, og Den, der med en Brudgoms / ildfulde Lidenskab i Brudekamret / affører os vor Dragt, Forraadnelsen, / ej andet end den vilde Elskovs Udslag!«; af Zacharias Werners »Die Kreuzesbrüder«, der udgør anden og sidste del af hans dramatiske digt Des Söhne des Thales, 1803-1804 Werner 1804, 2:351.
    Zacharias Werner: Die Söhne des Thales, vol. 1-2, 1803-1804.
    .
  • Liv og Død ere … »relative Begreber«
    af et af Novalis' såkaldte »Physicalische Fragmente« Novalis 1968, 3:92.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • »Bort vender jeg mig … Brudenatten vare evig.«
    sammensat citat fra Novalis' »Hymnen an die Nacht«, 1800 Novalis 1960, 1:132-133.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • »O evige Længsel! … føle sig beroliget.«
    af Friedrich Schlegels Lucinde, 1799 Schlegel 1799:292-293.
    Friedrich Schlegel: Lucinde, 1799 (Erster Theil. Yderligere dele udkom ikke).
    .
  • enfant perdu
    (fr.) fortabte barn, vanartede barn.
  • Brentano forfattede … hendes Legende
    Clemens Brentano skrev flere værker om Anna Katharina Emmerich, bl.a. Das bittere Leiden unsers Herrn Jesu Christi. Nach den Betrachtungen der gottseligen Anna Katharina Emmerich, 1833.
  • »ein wollustiges Wesen«
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 360): »et vellystigt Væsen«; af et fragment uden titel, der af Novalis var tænkt som en del af en planlagt encyklopædi. Novalis' tekst har: »einem wollüstigen Wissen (welche allem Myticism zum Grunde liegt) Novalis 1968, 3:451.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • Unverbrennlich … Lieb’ im Schoos
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 361): »Uopbrændeligt staar Korset, / et Sejersbanner for vor Slægt. // Det vil jeg søge. Hver kvalfuld Lod / Vil da mig blive en Vellystbraad. / En liden Stund end, og jeg er fri, / og ligger drukken i salig Død / Alkærlighed! i dit dybe Skød«; af Novalis' »Hymnen an die Nacht«, 1800 Novalis 1960, 1:138.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • »Kun faa vide … evindeligt«
    af Novalis' »Hymne«, det 7. digt i digtkredsen »Geistliche Lieder«, der første gang blev trykt i Musen-Almanach für das Jahr 1802, 1802. GB citerer digtets første del på dansk, mens hans note gengiver digtet i sin helhed på tysk Novalis 1960, 1:166-167.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • Reformationen(s)
    den kirkelige reformation (det protestantiske opgør med den katolske kirke) tog fra 1517 form i Nord- og Centraleuropa og forløb over et par årtier.
  • Es bricht … Wunden nie
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 363): »Den nye Verden bryder ind / Og formørker Solens klareste Skin. / Ud fra mosbegroede Ruiner / en underselsom Fremtid triner. / Hvad før var hverdags og gammelkendt / det tykkes et Under, himmelsendt. / Kærlighedsrigets Tid er inde, / Fabelen begynder at spinde. / Hver Sjæl staar i sit første Gry. / Kraftige Ord klinger paany. / Dybt røres det store Verdensgemyt / og blomstrer uendeligt. Alt er nyt. / … / Verden blir Drøm og Drømmen Verden, / og det man troede, forlængst var omme / det ser man først i det Fjerne komme. / Fri Fantasien for Alt skal svare, / efter Tykke Traadene slynge med Kunst, / her tilsløre meget, hist mangt aabenbare / og tilsidst svæve bort i magisk Dunst. / Vemod og Vellyst, Døden og Livet, / de enes her ved Tilværelsens Under. / Hvem én Gang for alle sig hen har givet / til den højeste Kærlighed, / han kommer sig aldrig af dens Vunder«; sammensat citat fra Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1960, 1:318-319.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • Süsser Reiz … Erdgesicht zerfloss
    GB's oversættelse i Samlede Skrifter (bd. 4, s. 363-364): »Midnats hemmelige Glæder, / stille Magters Herskerhæder, / Lyst ved gaadefulde Lege, / Vi kun kender Jer. / (…) / Dæmpet Attraas søde Mumlen / hører ikkun vi, og skuer / altid salige Blikkes Luer, / smager ikkun Mund og Kys. / Alt hvad vi blot let berører / bliver hede Balsamfrugter, / bliver fine, bløde Bryster, / Bytte for vor Lyst. // Altid vokser vor Begære, / fast at hænge ved den Kære, / ham at favne, ham at bære, / ganske et med ham at være, / intet Krav ham at formene, / sødt hinanden at fortære, / af hinanden sig at nære, / af hinanden helt alene. // Saadan er vi steds nedsunkne / i vor Elskovs Vellystbølger, / siden Jordelivets Funker / for vort Blik sig dølger, / siden Baalets Flamme sluktes, / Højen om vor Aske luktes / og med Gys i Mørkets Rige / vi saa Jordens Syner vige«; sammensat citat fra Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802. Værket blev posthumt udgivet af Ludwig Tieck, som udstyrede det med en art efterskrift, hvori han skrev om værket og Novalis' videre plan med det. Det citerede stammer herfra Novalis 1960, 1:362-363.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • »Planterne … det lykkelige Naboskab.«
    af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1960, 1:329.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • »Blomsterne … ned paa hine.«
    af Novalis' Heinrich von Ofterdingen, 1802 Novalis 1960, 1:329-330.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • »Det høieste Liv … himmelsk Quietisme.«
    sammensat citat fra en række af Novalis' såkaldte »Mathematische Fragmente« Novalis 1968, 3:593-594.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • Theophani
    religionshistorisk betegnelse for en guds tilsynekomst.
  • Eudæmoni
    (tilstand af) lykke.
  • »Det var skjønne … død Lovvirkning.«
    sammensat citat fra Novalis' »Die Christenheit oder Europa«, skrevet 1799, trykt 1826 Novalis 1968, 3:507-509.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • Inqvisitionen … dens Parti mod mod Galilæi
    Galileo Galilei blev i 1633 af inkvisitionen fængslet og tvunget til at tilbagekalde sine udsagn om, at Jorden var en planet i bevægelse omkring Solen.
  • »Denne store indre Spaltning … Religionen overhovedet«
    sammensat citat fra Novalis' »Die Christenheit oder Europa«, skrevet 1799, trykt 1826 Novalis 1968, 3:509-515.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • »Ja endnu mere … Tendentsen mod Jorden!«
    sammensat citat fra Novalis' »Die Christenheit oder Europa«, skrevet 1799, trykt 1826 Novalis 1968, 3:515-517.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • perpetuum mobile
    (af lat. »perpetuus«: evig, og »mobilis«: bevægelig); musikalsk betegnelse for et hurtigt, uafbrudt strømmende musikstykke med mekanisk gentagelse af det samme motiv.
  • Sisyphus
    græsk sagnfigur, som i dødsriget måtte skubbe en kæmpesten op ad en skråning, men på toppen rullede stenen ned igen, og Sisyphos måtte begynde forfra.
  • »I Tydskland … Legemes Indre.«
    sammensat citat fra Novalis' »Die Christenheit oder Europa«, skrevet 1799, trykt 1826 Novalis 1968, 3:519-520.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • i Frankrig gjenindsætter … Bourbonerne
    slægten Bourbon regerede Frankrig fra 1589 til 1792, hvor Ludvig 16. blev afsat under Den Franske Revolution (1789-1799). Ludvig 16. blev henrettet i 1793, og først i 1814 vendte Bourbon-slægten tilbage til tronen, da Ludvig 18. efter Napoleon 1.s abdikation blev konge.
  • Fuldendelsen af Køllner Dom
    arbejdet med opførelsen af Kölns domkirke, Kölner Dom, blev påbegyndt i 1248 og fortsatte frem til 1560. I begyndelsen af 1800-tallet blev arbejdet genoptaget, efter at de middelalderlige bygningstegninger var blevet fundet. Kirken stod færdig i 1880.
  • Julian … Templet i Jerusalem
    Templet i Jerusalem blev ifølge 1. Kongebog i Det Gamle Testamente bygget af kong Salomon (6). Det blev ødelagt og genopbygget flere gange, inden det i 70 e.Kr. endegyldigt blev ødelagt af romerne. Den senere romerske kejser Julian arbejdede med planer om at lade templet genopføre. Disse blev dog aldrig realiseret.
  • Valmue-Atmosphære
    der sigtes til rusmidlet opium, der udvindes af mælkesaft fra opiumsvalmuens umodne frøkapsler. Brugen af opium, der bl.a. kan have en sløvende og bedøvende virkning, var udbredt i 1800-tallet.
  • »Et alvorligt stille Liv … pludselig Forbitrelse.«
    sammensat citat fra Rudolf Köpkes Ludwig Tieck. Erinnerungen aus dem Leben des Dichters, 1855 Köpke 1855, 1:248-249.
    Rudolf Köpke: Ludwig Tieck. Erinnerungen aus dem Leben des Dichters, vol. 1-2, 1855.
    .
  • Herrnhuternes Lære
    pietistisk vækkelsesbevægelse, der blev grundlagt i 1727. Bevægelsen havde fokus på den enkeltes rette hjerteforhold til Kristus, og der blev bl.a. lagt vægt på sjælesorg og menighedstugt.
  • En Dag hørte Tieck … Herren giver Religionstime
    GB følger her Rudolf Köpkes Ludwig Tieck. Erinnerungen aus dem Leben des Dichters, 1855 Köpke 1855, 1:249.
    Rudolf Köpke: Ludwig Tieck. Erinnerungen aus dem Leben des Dichters, vol. 1-2, 1855.
    .
  • Visselig staaer … deres Varighed
    der sigtes formentlig til en maksime fra den kraftigt forøgede 5.-udgave af François de La Rochefoucaulds Reflexions ou Sentences et maximes morales, 1678 (1.-udgaven kom 1664). I 1678-udgaven lyder den 5. maksime: »La durée de nos passions ne dépend pas plus de nous que la durée de notre vie« Rochefoucauld 1678:3.
    François de La Rochefoucauld: Reflexions ou Sentences et maximes morales, 1678 (Cinquie'me Edition, Augmentée de plus de Cent Nouvelles Maximes).
    .
  • A. W. Schlegel bragte … hjem til Weissenfels
    GB følger her Rudolf Köpkes Ludwig Tieck. Erinnerungen aus dem Leben des Dichters, 1855.
  • Tieck har … denne Aften et Minde
    der sigtes til en beskrivelse i den lange »Einleitung«, der indleder første del af Phantasus, 1811 Tieck 1828, 4:115-116.
    Ludwig Tieck: Schriften, 1828-1854.
    .
  • i »Revue des deux mondes« … fælles for dem.«
    af Henri Blaze de Burys artikel »Lord Byron et le byronisme«, 1872 de Bury 1872:542.
    Henri Blaze de Bury: »Lord Byron et le byronisme«, Revue des deux mondes, 1872 (1.10.1872).
    .
  • »et klassisk Menneskepar … Fatum ophøiet Menneske.«
    sammensat citat fra Novalis' fragmentsamling »Glauben und Liebe oder Der König und die Königin«, 1798. Sammenstillingen skyldes Rudolf Haym, som GB her følger Haym 1870:341-344.
    Rudolf Haym: Die romantische Schule. Ein Beitrag zur Geschichte des deutschen Geistes, 1870.
    .
  • de italienske Revolutioner
    Italien var i begyndelsen af 1800-tallet delt i en række mindre kongeriger og fyrstedømmer, der var under fremmed herredømme. Flere gange kom det til folkelige opstande rettet mod dette, fx i Palermo og Napoli i 1820.
  • Grækenlands Frihedskrig
    Grækenlands væbnede kamp 1821-1829 for at opnå selvstændighed fra Det Osmanniske Rige.
  • »Det er vist … Menneskes Rækkeevne.«
    af Percy Bysshe Shelleys digt Queen Mab, 1813 Shelley 2004, 2:256.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetry of Percy Bysshe Shelley, Donald H. Reiman, Neil Fraistat, Nora Crook (red.), 2000- (vol. 1-3 udkom 2000-2012).
    .
  • »Vi tænke os … individuel som vi«
    af et fragment uden titel, der af Novalis var tænkt som en del af en planlagt encyklopædi Novalis 1968, 3:469.
    Novalis (Friedrich von Hardenberg): Schriften, vol. 1-6, Paul Kluckhorn et al. (red.), 1960-2006 (1-4: Zweite, nach den Handschriften ergänzte, erweitere und verbesserte Auflage).
    .
  • »Der gives ingen Gud … bliver uantastet.
    af Percy Bysshe Shelleys digt Queen Mab, 1813 Shelley 2004, 2:256.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetry of Percy Bysshe Shelley, Donald H. Reiman, Neil Fraistat, Nora Crook (red.), 2000- (vol. 1-3 udkom 2000-2012).
    .
  • Alle Religioner i Verden … ham paa Jorden.
    af Percy Bysshe Shelleys digt Queen Mab, 1813. Citatet stammer oprindelig - som også anført af Shelley - fra 1781-udgaven (bd. 2, s. 249-250) af Paul Henri Thiry d'Holbachs pseudonymt udgivne Système de la nature, 1770 Shelley 2004, 2:271.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetry of Percy Bysshe Shelley, Donald H. Reiman, Neil Fraistat, Nora Crook (red.), 2000- (vol. 1-3 udkom 2000-2012).
    .
  • Det er umuligt at troe … Vidnesbyrd imod ham«.
    af Percy Bysshe Shelleys digt Queen Mab, 1813 Shelley 2004, 2:240.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetry of Percy Bysshe Shelley, Donald H. Reiman, Neil Fraistat, Nora Crook (red.), 2000- (vol. 1-3 udkom 2000-2012).
    .
  • »Under mange Elendighedens … boe paa Jorden.«
    sammensat citat fra Percy Bysshe Shelleys digt Queen Mab, 1813 Shelley 2004, 2:284-286.
    Percy Bysshe Shelley: The Complete Poetry of Percy Bysshe Shelley, Donald H. Reiman, Neil Fraistat, Nora Crook (red.), 2000- (vol. 1-3 udkom 2000-2012).
    .
  • »Stakkels Shelley! … den mystiske Drømmer«
    løst gengivet citat fra Henri Blaze de Burys »Lord Byron og Byronismen«, 1872. Artiklen er bearbejdet af den danske oversætter .
    Henri Blaze de Bury: »Lord Byron og Byronismen«, Fædrelandet, 1872 (1.11.-6.11.1872. Oversat og forkortet af signaturen »H. T.«).
    .
  • for en Brochures Skyld … skaarne af
    Daniel Defoe blev for det satiriske skrift The Shortest-Way with the Dissenters: or Proposals for the Establishment of the Church, 1702, dømt til tre dage i gabestok. Selv om det før var sket, at dømte fik ørene skåret af, skete det dog ikke for Defoe.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«