Emigrantlitteraturen (1872)

|[1]|

Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur.

Forelæsninger holdte ved Kjøbenhavns Universitet i Efteraarshalvaaret 1871
af

G. Brandes.

Emigrantlitteraturen.

Kjøbenhavn.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel).

Græbes Bogtrykkeri.

1872.

Forbemærkninger

Generel

Georg Brandes’ tekster, ikke mindst Hovedstrømningers seks bind, er levende størrelser, der ændrede sig fra udgave til udgave i kraft af forfatterens revisioner. Disse havde med stilistik og ortografi at gøre, men også med substansen. Forfatteren blev klogere og mere indlæst i sine emner, ligesom han fik nye æstetiske og ideologiske impulser.

Dette variantapparat er selektivt, idet der er anlagt et kvantitativt defineret væsentlighedskriterium ved bedømmelsen af, hvilke varianter der skal medtages, nemlig: 2 linjers ændret tekst i form af strygninger, tilføjelser eller omarbejdelser i forhold til førsteudgaven. Samme pragmatiske begreb om varians er lagt til grund i Jens Kr. Andersen og Chr. Jacksons »Georg Brandes: Emigrantlitteraturen« (Danske Studier, 1971) og i Per Dahls forarbejder til en bibliografi over Brandes’ forfatterskab. Udpegningen af varianter er foretaget ved hjælp af både digitale kollationeringsværktøjer og analog kontrollæsning. Straks nedenfor i en indledende prosaredegørelse til hvert bind af Hovedstrømninger, er den varians, der falder uden for perspektivet, karakteriseret og eksemplificeret.

Det, der sammenlignes, er i alle tilfælde 1. og 2. udgaven af de enkelte bind af Hovedstrømninger. I nogle tilfælde af udgivelseshistorien er der indimellem disse udgaver skudt en tysk udgave, som var det egentlige grundlag for revisionen. De tyske varianter er ikke medtaget i apparatet. For udgivelses- og oversættelseshistorien til de enkelte bind henvises til redegørelsen for Udgaveforhold. Her findes også i kort form en beskrivelse af de større ændringer, der forekommer i senere udgaver af de enkelte bind.

Specifik: Emigrantlitteraturen (1872 / 1877)

Tekst, tekst og atter tekst...

Omarbejdelse

Ny dedikation

Hr. Professor H. Brøchner tilegnes dette Skrift med Taknemmelighed og Venskab af Forfatteren. (1872:[3])

>

Mindet om afdøde Professor H. Brøchner er »Hovedstrømningerne« tilegnet af Forfatteren. (1877:[3])

Omarbejdelse

Nyt forord

FORORD

Disse Forelæsninger have vakt en ufortjent Opmærksomhed, som af deres Forfatter kun kunde betragtes som smigrende og kjærkommen, ifald de ikke samtidigt i adskillige Kredse havde fremkaldt en mindst ligesaa ufortjent Uvillie, under hvis Tryk det ikke er let at arbeide i et saa lille Samfund som vort. For at fjerne hvad der i denne Uvillie skriver sig fra Misforstaaelser, fra Fordreielser og Overdrivelser, forsætlige og uforsætlige, har jeg mod min tidligere Bestemmelse besluttet mig til at udgive disse Forelæsninger saa hurtigt efter at de ere holdte, for idetmindste ikke at blive ilde omtalt for hvad jeg ingensinde hverken har sagt eller ment.

G. B. (1871:[5])

>

FORORD til anden Udgave

1 Forordet til den første Udgave af dette »Hovedstrømningernes« første Bind meddelte Forfatteren, hvilke Aarsager der havde bevæget ham til mod sin oprindelige Bestemmelse at udgive Skriftet strax efter at de Forelæsninger, det gjengav, vare blevne holdte. Det var det Røre, som hine Forelæsninger havde fremkaldt, der foranledigede ham til mod sit Ønske at forelægge Læseverdenen et Udkast, hvis Ufuldkommenheder han kjendte. »Emigrantlitteraturen« var ikke blot Forfatterens første Forsøg paa at forme en naturlig Litteraturgruppe og fremstille den i dens indre Sammenhæng, men det var tillige kun det første Afsnit af et omfangsrigt Arbeide, hvis Omrids endnu ikke existerede udenfor Forfatterens Hoved og hvis Deles indbyrdes Størrelsesforhold han dengang kun med Vanskelighed kunde overskue. Selve Planen var tilmed enestaaende i sin Art og ikke hidtil forsøgt. Ganske vist var i det sidste Tiaar i Frankrig et helt Lands og i Tydskland et helt Aarhundredes Litteraturhistorie blevet skrevet efter lignende Principer som hans; men det var nyt at forfølge Udviklingsgangen successivt fra Land til Land gjennem en lang Række af sprogligt forskjellige og dog hinanden fortsættende Grupper.

De Ord, hvormed Indledningen i første Udgave begyndte, viste, at Forfatteren var sig Vanskeligheden af sin Opgave og sine Kræfters Begrændsning fuldt bevidst. Han udtalte her selv, at han »medbragte alle Uerfarenhedens Mangler«, at hans Evner og Kundskaber vare »lige ufuldkomne«, og han kunde kun opveie denne Tilstaaelse med det Haab, at hvad der herved kunde støde, vilde blive rettet ved Tid og Øvelse. Alene for sin Grundanskuelse ønskede han da (som nu) ingen Overbærenhed. »Jeg anseer det, sagde han, for en Pligt og for en Ære at hylde de Principer, til hvilke jeg bekjender mig. Troen paa den frie Forsknings Ret og den frie Tankes endelige Seir.«

Idet han nu for anden Gang har forberedt dette første Afsnit af sit Skrift til Trykken, har han følt, at de henrundne Aar have givet ham idetmindste Noget af den større Selvstændighed og større Øvelse, han havde haabet af Tiden, og han har ikke skyet den Umage at gjennemgaae og prøve sit Skrift paany for, saavidt det var ham muligt, at omforme det efter den forøgede Indsigt uden dog at berøve det dets oprindelige Præg. Han har med det nu for to Trediedeles Vedkommende udførte Arbeide for Øie stræbt at fjerne, hvad der i dette første Afsnit var Helheden mindre strengt vedkommende, at tilføie hvad der fattedes og at fremhæve Hovedlinierne og deres Bevægelse gjennem denne første Del og Skriftet som Helhed. Et Fodstykkes Værd beroer jo ikke paa, hvor stærkt det er ornamenteret, men paa dets Evne til at smelte sammen med og fremhæve den Skikkelse, det bærer. Forfatterens Formaal med Omarbeidelsen har været at give dette Fodstykke til det Billede, han vilde opstille af en Tidsalders Fysiognomi, en fastere Holdning og et kraftigere Præg.

Sommeren 1877

G. B. (1877:[5]-7)

Omarbejdelse

Ny indledning til indledningen

Idet jeg begynder denne Række af Foredrag, føler jeg en Trang til at anmode om Deres Overbærenhed. Det er første Gang jeg taler fra dette Sted, og jeg medbringer alle Uerfarenhedens Mangler. Mine Evner og mine Kundskaber ere lige ufuldkomne. Meget af hvad der herved kan støde Dem vil, tænker jeg, blive rettet ved Tid og Øvelse. Med Hensyn derimod til mine Grundanskuelser, mine ledende Principer og Ideer forlanger jeg ingen Overbærenhed som helst. Hvad der i denne Henseende maatte støde Dem, vil ikke blive forandret. Jeg anseer det for en Pligt og for en Ære at hylde de Principer, til hvilke jeg bekjender mig, Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir. Efter disse faa Ord, sagte eengang for alle, udbeder jeg mig Deres Opmærksomhed for hvad jeg har at sige.

Den centrale Gjenstand […] (1872:[7])

>

Min Hensigt med det Værk, jeg her begynder, er den; gjennem Studiet af visse Hovedgrupper og Hovedbevægelser i den europæiske Litteratur at give Grundridset til en Psychologi af det 19de Aarhundredes første Halvdel. Aaret 1848, der betegner et europæisk Uveir, et historisk Vendepunkt og derved en foreløbig Afslutning, er den Grændse, til hvilken det er min Agt at følge Udviklingens Gang. Tidsrummet fra Aarhundredets Begyndelse til dets Midte frembyder Billedet af mange spredte og hinanden tilsyneladende uvedkommende litterære Bestræbelser og Fænomener. Men den, der fæster Øiet paa Hovedstrømningerne i Litteraturen opdager, at Bevægelserne lade sig føre tilbage til een stor Hovedrytme med dens Ebbe og Flod: den gradvise Synken og Forsvinden af det foregaaende Aarhundredes Følelses- og Ideeliv og Fremskridtsidéernes Tilbagevenden i nye, stedse høiere stigende Bølger.

Den centrale Gjenstand […] (1877:[9])

Omarbejdelse

***

[…] Frihedsbevægelsens Fører. De vigtigste af disse unge Forfattere ere som Heine, Börne og senere Auerbach af jødisk Afstamning.

Jeg troer […] (1872:14)

>

[… ] Frihedsbevægelsens Fører. Det unge Tydsklands Forfattere, blandt hvilke de vigtigste som Heine og Börne ere af jødisk Afstamning, forberede ligesom de samtidige franske Skribenter Katastrofen af 1848.

Jeg troer […] (1877:16)

Omarbejdelse

***

[…] nye Skoler, som bringer et helt Kuld af Forfattere til at slaae om og træde i Oppositionens Tjeneste, efterlader sig næsten intet andet Spor i Danmarks […] (1872:23)

>

nye Skoler, foranlediger vel hos os adskillige smukke Digte, men efterlader sig dog neppe noget dybere Spor i Danmarks […] (1877:25)

Omarbejdelse

***

[…] den stiveste Orthodoxi. - Ifald man tænkte sig […] (1872:24)

>

den stiveste Orthodoxi. - En af Aarsagerne til dette Fænomen maa sikkert søges i Beskaffenheden af den Samfundsklasse, som i dette Aarlmndrede har frembragt ikke blot vor skjønne men ogsaa for en stor Del vor videnskabelige Litteratur. Medens Frankrigs og Englands Litteraturer for en stor Del ere udarbeidede af uafhængige, tildels høitstillede Mænd med frit Blik og vid Synskreds, og medens den tydske Litteratur trods sit Professorpræg har Charakteren af den aandelige Uafhængighed, som under Tydskernes politiske Ufrihed var Naturens dyrebareste Gode, er vor nyere Litteratur for en aldeles overveiende Del frembragt af smaa Embedsmænd eller dog Mænd med en ufri Embedsskoledannelse. Medens den franske og engelske Adel, de store Godsbesiddere, de store Politikere have leveret betydningsfulde Bidrag til disse Landes Bogverden og medens deres egentlige Litteratorer ofte have levet fjernt fra det regulære borgerlige Liv som Reisende eller Zigeunere, har vor Adel, den gamle danske som den senere, ingen Rolle spillet i vor nyere Litteratur, den mere velhavende Borgerstand ikke heller, et Par Zigeunerexistentser heller ingen Betydning havt, og det er fra Universitetet i Kjøbenhavn og Præstegaardene paa Landet, at vor Litteratur som vor Cultur er gaaet ud. Et aldeles uforholdsmæssigt Antal af de toneangivende Mænd have været Præster, Præstesønner eller theologiske Candidater. Ja saa stærk har den theologiske Indflydelse været, at ifald man tænkte sig […] (1877:26-27)

Tilføjelse

***

[…] Determinisme og Afsindighed; man skrev nye politiske om Frihed og Constitution og beviste at et Land havde en Constitution ogsaa uden constitutionel Regjeringsform, sand Frihed ogsaa uden formulerede Friheder; men man opnaaede […] (1872:27 / 1877:30)

Omarbejdelse

Ny kapitelindledning

Det var Franskmændene, som ved det 18de Aarhundredes Slutning revolutionerede de politiske Tilstande og Sæderne. Det var Tydskerne, som reformerede de litterære Ideer. Frankrig har fra Arilds Tid af frembudt Modsætningen af at være […] (1872:31)

>

Overgangen fra det 18de til det 19de Aarhundrede skete i Frankrig under gjentagne sociale og politiske Explosioner af forhen useet Omfang og Kraft. Den nye Sæd, som Revolutionens store Tanker og store Begivenheder havde udsaaet, fik imidlertid ikke strax nogen Væxt i Litteraturen. Den kunde ikke skyde op. Thi med kort Mellemrum gik to Gange et al individuel Frihed tilintetgjørende Tyranni som en Tromle over Frankrig: først Conventets saa Keiserdømmets Dictatur. Den første Terrorisme skræmmede, guillotinerede, landsforviste Enhver, hvis politiske Farve ikke paa det Nøieste stemmede overens med den herskende Folkeaands netop da regjerende Afskygning - Aristokratiet, Kongehuset, Geistligheden, Girondinerne knustes under Tromlen - og man tyede til de stille Villaer i Schweiz eller til de ensomme Stepper i Nordamerika for at undgaae den Skjæbne, som havde ramt Ens Nærmeste og truede En selv. Den anden Terrorisme knuste, forjog, chikanerede, fængslede, skjød, landsforviste Alt, hvad der ikke anderledes lod sig bringe til Taushed (en Taushed som kun Leveraab for Keiseren turde afbryde) og Legitimister og Republikanere, Constitutionelle og Liberale, Filosofer og Digtere knustes under den nivellerende Tromle, hvis de ikke foretrak, spredte og sprængte til alle Sider, at søge sig et Tilflugtssted udenfor Keiserdømmet, hvad ikke var let, thi det fulgte dem i Hælene, saa hurtigt udvidede det sig, det slugte Italien og Tydskland i store Mundfuld, intetsteds var man sikker paa ikke at blive overrasket af dets Armeer, det indhentede de Flygtende selv i Moskwa.

Under begge disse to store Tyrannier var det alene udenfor Paris, paa ensomme Steder i Provindserne eller paa Landet, hvor Beboeren da holdt sig saa stille som en Afdød, eller hyppigere udenfor Frankrigs Grændser, i Schweiz, i Nordamerika, i Tydskland og England, at der af Franske blev arbeidet litterært. Thi kun der kunde de selvstændige Aander blandt Franskmændene existere, og kun af selvstændige Aander grundlægges og fremmes en Litteratur. Den første franske Litteraturgruppe i dette Aarhundrede, der grundlægges paa saa mange spredte Punkter, har da til fælles Grrundtræk det, at den er oppositionel. Meningen hermed er ikke den, at Skribenterne ere enige om visse Grundprinciper - de ere ofte i høi Grad uenige indbyrdes - men Hadet til Terrorismens og til Napoleons Reguleringsbestræbeiser forener dem alle. Hvad de end oprindeligt ere og hvad de end senere udvikle sig til under Restaurationen, til litterære Reformatorer, reactionære Legitimister eller liberal Opposition: saa have de ved Aarhundredeskiftet som Modstandere af det Herskende og Givne et første fælles Præg. Og hertil kommer som det næste afgjørende Træk deres fælles vanskelige Stilling som Arvetagere efter det 18de Aarhundrede, der netop senest havde testamenteret dem Keiserdømmet, hvorimod de protestere; enkelte af dem vilde helst helt gaae fra Arv og Gjæld, andre ville overtage Arven, hvis de kunde tilegne sig den uden Skylden. Alle føle de, at det nye Aarhundredes aandelige Bevægelse maa skee ud fra andre Forudsætninger end dem, hvorpaa det gamle har bygget. Da Fløidørene for det 19de Aarhundrede aabnes, staae de alle med speidende Blikke og stirre derind, de ane det Nyes Konturer, troe at skimte dem og alt efter deres Evner og Ønsker former det Kommende sig for dem og tolkes dets Væsen af dem. Saaledes faae de i Forening et Præg af at være noget Indvarslende, noget Indledende, Bringere og Bærere af en ny Tids Aand.

Der var et videre Felt for litterære Fornyelsesforsøg i Frankrig end i noget andet europæisk Hovedland. Thi det forrige Aarhundredes Litteratur var der udmundet i Formalisme. Salondannelsen og den akademiske Dannelse i Forening havde snørt den i visse, engang givne, stive og magre Former. Den var indsnevret i den saakaldte gode Smags Jerncorset. Frankrig har længe frembudt Modsætningen af at være […] (1877:35-38)

Omarbejdelse

***

Man havde i Frankrig styrtet Regjeringen, hængt og forvist de ilde sete Aristokrater, indført Republiken, ført Krig med Europa, afskaffet Christendommen, indført Dyrkelsen af et høieste Væsen, afsat og indsat en halv Snes Fyrster, før man faldt paa at ville Alexandrinerverset tillivs, før man vovede at røre ved Corneille’s og Boileau’s Autoritet eller tvivle paa, at Overholdelsen af de tre Enheder i Dramet var absolut nødvendig for at redde Smagen. Voltaire, der ikke har Respect for Meget mellem Himmel og Jord, respecterer Alexandrinerne. Han vender op og ned […] (1872:31-32)

>

Man havde indført Republiken og afskaffet Christendommen før man faldt paa at røre ved Boileau's Autoritet. Voltaire, der vender op og ned […] (1877:38)

Omarbejdelse

***

[…] bedste Støtte den før ham havde været: Kongemagten og Kirken, han udelukker i flere af sine Sørgespil Kjærligheden, som hidtil var anseet for Hovedsagen i en ret Tragoedie, han efterligner den af hans Landsmænd ringeagtede Shakspeare, men han vover ikke at berøve Verset en Fod, at forandre det Ringeste i den overleverede Rimstilling eller at lade Handlingen vare mere end fire og tyve Timer eller lade Begivenheden foregaae paa to forskjelligt benævnte Steder i et og samme Stykke. Det koster ham mindre Overvindelse at slaae Kongerne Scepteret af Haanden og Præsterne Masken fra Ansigtet end at respectere den traditionelle Dolk i Melpomenes Haand og den traditionelle Maske for hendes Ansigt.

Det blev et andet […] (1872:32)

>

[… ] bedste Støtte den havde været. Enevoldsmagten og Kirken, vover ikke at lade Handlingen vare mere end 24 Timer eller lade Begivenheden foregaae paa to forskjelligt benævnte Steder i et og samme Stykke. Han, som ikke har Respect for meget imellem Himmel og Jord, respecterer Alexandrinerversets ensformige Cæsur.

Det blev et andet […] (1877:38)

Omarbejdelse

***

[…] Consonanter, som reformerede Litteratur og Poesi. Det var Datidens Tydskere, de skikkelige Folk, om hvilke man i Frankrig neppe vidste mere, end at de drak deres Øl, røg deres Pibe og spiste deres Surkaal i Kakkelovnskrogen, at de fredelig lode sig plage af en Snes stupide Smaatyranner, at de uden nogensomhelst urimelig Lighedsiver i dybeste Ærbødighed gave deres Foresatte Titler som »Rath« og »Graf« etc., at de kun førte Krig for at faae Bank, at de ellers levede patriarchalsk med deres Ægtehalvdele, der som sande Rugemaskiner stedse frembragte Børn i stadig Tilbedelse af Frembringeren, dem var det, som i Ideernes Verden […] (1872:32-33)

>

[…] Consonanter, som medens Franskmændene revolutionerede de politiske Tilstande og Sæderne reformerede Litteraturen og skabte en ny Poesi. Det var Datidens Tydskere, om hvilke man i Frankrig neppe vidste mere, end at de i dyb og partriarclialsk Underkastelse under Smaafyrster og Foresatte drak deres Ø1, røg deres Pibe og spiste deres Surkaal i Kakkelovnskrogen, som i Ideernes Verden […] (1877:38-39)

Omarbejdelse

***

[…] paa Jorden, idet de skjænkede Verden en ny Metaphysik, saa dyb og saa rig, som den ikke var seet siden Aristoteles’s og Nyplatonikernes Tider, en ny Poesi, den skjønneste, siden Shakespeares Tid, og dem var det, som grundlagde en ny Behandling af Historien, Mythologien og Poesien; thi hos dem havde intet Andet […] (1872:33)

>

[…] paa Jorden. Af alle Europas Folk havde intet i det 18de Aarhundrede havt sin litterære Blomstringsperiode undtagen det tydske: Aarhundredets sidste Halvdel havde jo indbefattet Poesiens rige Udvikling fra Lessing til Goethe og Metafysikens kraftige Udfoldning fra Kant til Schelling. Thi i Tydskland havde intet Andet […] (1877:39)

Omarbejdelse

***

[…] intelligente franske Emigranter udbredte da en ny Aand sig over Frankrig, og heri ligger det, at det nye Aarhundredes Litteratur i dette Land begynder som Emigrantlitteratur.

Emigranten er efter sit Væsen oppositionel […] (1872:34)

>

[…] intelligente franske Emigranter udbredtes da Kundskab til fremmede Landes Natur og Cultur i Frankrig, og heri ligger det, at naar man søger en fælles Benævnelse for den franske Litteraturs nu opdukkende Fænomener, finder man neppe nogen bedre end den, jeg herved forsøger paa at fastslaae: Emigrantlitteraturen.

Dette Navn maa dog ikke tages for mere end hvad det er: et Navn; thi det vilde være urimeligt ikke hertil at henføre enkelte aldeles beslægtede Skrifter af Forfattere, som have levet udenfor Paris eller dog udenfor Frankrig uden dog at emigrere, og paa den anden Side høre enkelte af Emigranter forfattede Værker efter deres hele Aand ikke til denne fornyende og befrugtende litterære Bevægelse men til den reactionære Restaurationslitteratur. Ligefuldt passer Navnet godt for den første Aarhundredet indvarslende Gruppe af franske Bøger. Emigranten er, som alt antydet, efter sit Væsen oppositionel […] (1877:40)

Omarbejdelse

***

[…] Aarhundredes Litteratur, dens Overdrivelser og dens Udskeielser, men ligefuldt er der i Frembringelserne en Understrøm, som fortsætter Hovedstrømningen fra det 18de Aarhundrede; saaledes overalt: hos Chateaubriand, hos Sénancour […] (1872:34)

>

Aarhundredes Litteratur, mod dens tørre Rationalisme, dens Banlysning af Drømme- og Følelseslivet, dens Uforstand overfor det Historiske, dens Overseen af de berettigede nationale Eiendommeligheder, dens farveløse Syn paa Naturen, dens Feilsyn paa Religionerne som bevidste Bedrag, men ligefuldt er der i Frembringelserne uundgaaeligt en Understrøm som fortsætter Hovedstrømningen fra det 18de Aarhundrede: Skribenterne fortsætte alle Befrielseskrigen mod stivnet Tradition, enkelte alene paa det poetiske andre paa samtlige Aandens Omraader, de ere alle vovende Naturer, Opdageraander, og Ordet Frihed har for Ingen af dem endnu tabt sin elektriserende Klang. Selv Chateaubriand, som politisk og religiøst danner Gruppens yderste Høire og som med en Part af sine Skrifter tilhører den egentlige Reaction, betegner bestandig »Frihed og Ære« som sin Devise og kan derfor ogsaa ende som politisk oppositionel. Dobbeltstrømningen spores overalt: hos ham, hos Sénancour […] (1877:41)

Omarbejdelse

***

[…] foregaaende Aarhundrede. Men der er jo blandt det 18de Aarhundredes Forfattere en, der i Storhed næsten er Voltaire lig og hvis Virksomhed strækker sig langt ud over hans egen Levealder; ham er det, som inspirerer Emigrantlitteraturen og til hvem den trods al udenlandsk Paavirkning paa ethvert Punkt lader sig føre tilbage, og forsaavidt den nedstammer […] (1872:35)

>

[…] foregaaende Aarhundrede. Selv de iblandt dem, der i Aandsanlæg ere nær beslægtede med ham, reagere nødtvungent, det vil sige: tvungne af Tidsaanden imod ham, som Constant i sin Bog »Om Religionen.« Men der er jo blandt det 18de Aarhundredes Forfattere en, der stod som Rival overfor Voltaire, og der i Storhed næsten er ham lig, hvis Værker fremdeles i langt høiere Grad end hans pege ud over den Tidsalder, i hvilken de saae Lyset; ham er det, som paa mange Punkter inspirerer Emigrantlitteraturen og forsaavidt den nedstammer […] (1877:42)

Omarbejdelse

***

[…] Rousseau vise i Virkeligheden næsten alle det 19de Aarhundredes store litterære Bevægelser tilbage. Fra ham udgaae i Tydskland Herder, Kant, Fichte, Jacobi, Goethe, Jean Paul, Schiller og Tieck, i Frankrig Saint-Pierre, Robespierre, Chateaubriand, Mme de Staël, Diderot og George Sand; fra ham udgaaer i England En, hvis Navn tæller som Hundredes: Byron. Medens Voltaire […] (1872:35)

>

[…] Rousseau vise i en overraskende Grad det 19de Aarhundredes store litterære Bevægelser i alle Hovedlandene tilbage. Fra ham vare allerede i det forrige Seculum i Frankrig saa forskjelligartede Aander som Saint-Pierre, Diderot og Robespierre udgaaede, i Tydskland saa fremragende Genier og Talenter som Herder, Kant, Fichte, Jacobi, Goethe, Schiller og Jean Paul; i den nu oprindende Tidsalder paavirker han bl. A. i Frankrig Chateaubriand, Mme de Staël og senere George Sand, i Tydskland Tieck, i England Byron. Medens Voltaire […] (1877:42-43)

Omarbejdelse

***

[…] store Mænd behersket Eftertiden. Voltaire afgav ved Aarhundredets Begyndelse Scepteret til Rousseau, saa indtraf efter 1848 en Periode, i hvilken Voltaire paany har fravristet Rousseau Herredømmet over Sjælene, i Frankrig idetmindste, og i dette Lands […] (1872:35-36)

>

[…] store Mænd paavirket Eftertiden. Voltaire afgav ved forrige Aarhundredes Slutning Scepteret til Rousseau; et halvhundrede Aar efter kommer hans Navn paany til Ære i Frankrig, og i enkelte af dette Lands […] (1877:43)

Tilføjelse

En række enkeltstående sætninger eller dele af sætninger fra 1.-udgavens kapitel V og VII er indarbejdet i tilføjelsen.

I.

Aaret 1800 bragte det første Digterværk, som bærer den nye Tidsalders poetiske Præg. Dets Omfang var lille, men dets Betydning stor og Indtrykket mægtigt. »Atala« vakte en Opsigt og gjorde en Lykke, som siden »Paul et Virginie« udkom, ikke havde været nogen fransk Digtning forundt. Det var en Novelle fra Nordamerikas Heder og vildsomme Skove, den havde en stærk, besynderlig Aroma af den uberørte Jordbund, paa hvilken Ideen til den var opstaaet, den havde en fremmed Naturs glødende Farver og en endnu heftigere Glød i Lidenskabens Udbrud. Fortællingen gav et Billede af de vilde Indianeres Liv som Baggrund for Udmalingen af en tilbagetrængt men netop derved overvældende og dræbende Elskovslidenskab. Det Hele fremhævet ved en Fernis af katholsk Religiøsitet.

Denne Historie om en ung Christen Indianerpiges Kjærlighed og Død blev saa populær, at dens Hovedpersoner snart efter paa colorerede Træsnit bedækkede de franske Værtshuses Vægge, og at Voxdukker af dem solgtes paa Paris'es Quai'er som man ellers i katholske Lande sælger Voxbilleder af Madonna og Christus. Paa et af Forstadstheatrene optraadte Heltinden costumeret som Vild med Hanefjær i Haaret, og Variétéstheatret gav en Farce, i hvilken en Skoledreng og en Skolepige, som løb bort for at gifte sig sammen, kun snakkede om Krokodiller, Storke og Urskove i »Atala's« Stil. Der udkom en Parodi, betitlet «Ah! là! là!«, i hvilken Novellens lange pragtfulde Beskrivelse af Missisippiflodens Bredder var erstattet af en ligesaa vidtløftigt detailleret Beskrivelse af en Kartoffelmark: saa paafaldende syntes det da, at en Forfatter vilde spilde nogle Sider paa Naturomgivelserne. Men medens Parodier, Drillerier og Karikaturer saaledes regnede ned over Digteren, var han ikke derfor at beklage; thi slige Ting ere Navnkundighedens Symptomer, og med eet Slag var han fra en Ubekjendt bleven en Berømthed af første Rang. Hans Navn var paa Alles Læber, og det lød François René de Chateaubriand.

Han var født som det yngste af ti Børn i et gammeladeligt Hus i St. Malo i Bretagne. Faderen var streng og tør, uselskabelig og taus, havde kun een Lidenskab, sit Adelshovmod. Moderen var lille og styg, urolig og misfornøiet, men i høi Grad devot, Kirkegængerske og Præstebeskytterinde. Sønnen arvede en Blanding af begges Natur.

Haardt opdraget i et Hjem, hvor efter hans eget Udtryk Faderen var Tyendets Skræk, Moderen dets Svøbe, voxede han op indesluttet og sky, tidligt fortrolig med Havets Bølgegang og Blæstens Musik, men aldrig forsonet med Hjemmets Uhygge og Kulde, et stædigt, melancholsk og overspændt Barn. Den ham i Alder nærmeste Søster Lucile, der følte sig tilsidesat som han, blev hans eneste Ven, hans eneste Fortrolige; hun var som han en syg og lidenskabelig Sjæl, Aar for Aar mere tilbøielig til Rousseau's Mani at antage Alt for sammensvoret mod hende og ansee sig for forfulgt af Alle; i sin Barndom tyede hun til Broderen, senere til Religionen som Beskytter mod disse Farer og Trængsler. Hun var først som Broderen uskjøn og sky, blev senere meget smuk, bleg med mørke Haar, skjøn som en Dødens Engel; hun tilbragte en stor Del af sit Liv i Klostre, var lidenskabelig i sin Søsterkjærlighed og lidenskabelig katholsk. Hun havde poetiske Anlæg og synes saavel i Skyhed som i Exaltation at have været Broderens kvindelige Sidestykke. En anden Søster Julie, der i sin Ungdom levede udelukkende som Verdensdame, endte som Hellig i religiøs Askese, saa at Retningen mod Katholicismen synes at have ligget den hele Slægt i Blodet.

Den stærke Tvang, hvori den unge Chateaubriand holdtes, avlede hos ham en vild Trang til at være fri og sin egen Herre; den bestandige Opsigt, hvorunder han sukkede, avlede en altbeherskende Drift til menneskesky Ensomhed. Ilede han ene ned ad Fædreneslottets Trapper eller gik han med sin Bøsse ensom paa Jagt, følte han alle Lidenskaber koge og bruse i sit Indre under vild Henrykkelse over uforstyrret at kunne drømme og længes. Ulykkelig som han i Andres Selskab følte sig, beruste han sig naar han var ene i Drømme om Lykke, ærgjærrige Drømme, Digterdrømme. I halvt aandige, halvt sandselige Drømmerier og Længsler formede han sig da Billedet af en overmenneskeligt deilig Kvinde, en ung Dronning, prydet med Diamanter og Blomster, hvem han elskede og af hvem han blev elsket i Neapels eller Siciliens duftende Maaneskinsnætter. Og naar han da vaagnede af disse Drømme og gjenfandt sig selv som den lille ubetydelige Bretagner han var, keitet, uberømt, fattig og maaskee talentløs, da fortvivlede han. Misforholdet mellem hvad han attraaede og hvad han var, trykkede ham til Jorden.

Han var først bestemt til Søofficier, men en uovervindelig Afsky for Disciplinen kom ham her i Veien, saa bestemtes han til den geistlige Stand, men Følgen af hans Uskikkethed til et Forsagelsens Liv bragte ham til at springe tilbage herfra. I sit dybe Mismod foretog han et Selvmordsattentat. Endelig blev han ved et Familiemagtsprog, der gjorde Ende paa Uvisheden, Underlieutenant og fandt sig ret vel heri; som Medlem af en høitanseet Slægt blev han indført ved Hoffet, forestillet for Ludvig d. 16de og saae de sidste Glimt af Kongemagtens gamle Pragt og Ceremoniel. To Aar efter brød Revolutionen ud og i 1790 blev Adelen afskaffet. Han tog sin Afsked som Officier og da ingen Opgaver viste sig for ham i Fædrelandet under den nye Tingenes Orden eller Uorden, besluttede han selv at bane sig en Vei og fattede den fantastiske Plan at reise til Amerika for at opdage Nordvestpassagen. Det behøver ikke at siges, at han uden Kundskaber i den Retning, uden Forbindelser og pengeløs som han var, meget hurtigt saae sig nødsaget til at lade dette Paafund fare. Men fandt han ikke Nordvestpassagen, saa fandt han en anden Menneskerace, nye Forhold og en ny Natur. Meget tidligt havde han efter Læsning af Rousseau tumlet med den Tanke at skrive »Naturmenneskets Epos«, en Skildring af de Vildes Sæder, som han ikke kjendte Noget til. Nu stod han paa deres Grund og Jord. Vare de end ikke ganske saa uberørte af Civilisationen, som han havde tænkt sig dem, saa var det ham dog ikke vanskeligt ved Hjælp af Fantasi at reconstruere sig deres oprindelige Tilstand. Det første Indtryk, han modtog, var unegteligt barokt. Da han paa Veien fra Albany til Niagara med sin Fører for første Gang kom ind i Skove, som aldrig vare blevne huggede, blev han grebet af en Art Glædesrus over sin Uafhængighed omtrent som den, han i sin tidligste Ungdom havde følt naar han gik paa Jagt i Bretagne. Han gik fra Træ til Træ tilhøire og tilvenstre, sigende til sig selv: Her er ingen Veie mere, ingen Byer, intet Keiserdømme, ingen Republik, ingen Mennesker; han indbildte sig at være ene i Skoven, da han pludselig stødte paa en Snes halvnøgne, tatoverede Vilde med Ravnefjær i Haaret og Ringe i Næsen, som - o Under! - dandsede Quadrille efter en Violin, der spilledes af en lille pudret og friseret Franskmand med Musselinsmanskjetter, en forhenværende Kokkedreng hos en fransk General, som de mod en Betaling, der gaves i Kastorskind og Bjørneskinker, havde engageret som Dandselærer. Det var for en Discipel af Rousseau en ydmygende Indledning i de Vildes Liv: at blive Vidne til denne Dands af Irokesere efter en fordums Kokkedrengs Musik. De senere Indtryk var heldigvis renere og skjønnere end dette. Chateaubriand kjøbte Klæder og Vaaben af Indianerne og levede idetmindste nogle Uger samme Liv som de. Han lod sig forestille for Onondagernes Sachem eller Chef (som Byron senere lod sig forestille for Ali Pascha), red til Hest gjennem Landet, hvor undertiden en ganske europæisk Cottage med Klaveer og Speile laa lige i Nærheden af en Irokesers Hytte, saae Niagaravandfaldet og fik i to smukke Florida-Piger af Muscogulgernes Stamme Modellerne til sine senere berømte Skikkelser Atala og Celuta.

I Amerika undfangede Chateaubriand Planen til sine to beundringsværdige og glimrende Episoder »Atala« og »René« og til det vidtløftige og stilløse Arbeide, til hvilket de begge høre hen, det meget senere udgivne »Les Natchez«, en stor Roman om en Indianerstammes Undergang i Kampen mod de Hvide. »Atala« var det Skrift, han først stræbte at give en afrundet Form. Efter et kort Ophold i Frankrig, hvortil Efterretningen om Kongedømmets Fald og Ludvig den 16des truede Stilling kaldte ham tilbage, og hvor han ankom Januar 1792, emigrerede han atter, kom til London, udkastede Atala og René siddende under Træerne i Kensington Eark og stødte saa til Emigranthæren ved Rhinen med sit Tornyster mere tung af Manuscripter end af Linned. Atala blev gjennemrettet under Ophold paa Marchen, ved Opbrud pakket i Tornystret paany, og Kammeraterne drillede ham med at rive de Blade af, som stak ud imellem Aabningerne foroven. Men da en Dag under en Træfning en Granatstump havde saaret ham i Laaret, viste det sig, at »Atala« havde frelst hans Liv, da to matte Kugler vare prellede tilbage fra Tornystret. Saaret, febersyg, udtæret ankom han efter Emigranthærens Tilintetgjørelse til Bruxelles; imidlertid var hans Broder, dennes Hustru og Svigerfader døde paa Skafottet i Paris, hans Moder og to af hans Søstre, deriblandt Lucile, nogen Tid kastede i Fængsel i Anledning af hans Emigration. I London udgav han 1797 sin Bog »Essai historique sur les Révolutions« i forholdsvis liberal og utvivlsomt fritænkersk Aand. Men hans Moders Død omvendte ham, siger han, til Christendommen, et Omslag i Tidsaanden bidrog maaskee nok saa meget til at forandre hans Stemning overfor den, og da han i Aaret 1800, efter at Bonaparte havde afsluttet Revolutionen, vendte tilbage til Frankrig, medførte han sit store Skrift »Christendommens Aand«, i hvilket »René« blev optaget som Episode, og hvis Udgivelse faldt sammen med Bonapartes Gjenindførelse af den christelige Cultus i Frankrig. Bogen stemmede altfor vel overens med Førsteconsulens Planer til at den ikke skulde have bragt sin Forfatter i Yndest hos Herskeren. Chateaubriand skilte sig dog atter fra hans Regjering efter Retsmordet paa Hertugen af Enghien 1804.

Dette er Hovedtrækkene af den Mands Historie som Yngling, der i Aaret 1800 opnaaede Digterry som Forfatter til »Atala«. Hans Charakter var endnu mere særegen end hans Historie. Han var ærekjær og æresyg, forfængelig og sky, altid vaklende i Tilliden til sine Evner og dog ikke blot udstyret med Geniets Selvfølelse, men med en Egoisme, som stødte Alt ned i Ligegyldighedens Afgrund, der ikke umiddelbart tjente ham selv. Han var kommen for sent til Verden og opdraget under for særegne Omstændigheder til at kunne have Tro til Revolutionen og det System af det 18de Aarhundredes Ideer, den indfattede. Han var kommen for tidligt til Verden til at opleve det nittende Aarhundredes Videnskabelighed og gjennem den vinde en ny Tro og et nyt Holdepunkt. Han blev da som Personlighed en fuldstændig Nihilist, en Aand, der, som han atter og atter gjentager det, troede paa Intet; han tilføier vel altid, naar han ikke glemmer det, (»undtagen i Religionen«); men et Menneske er efter sit Væsen Troende eller Tvivler og det er kun en Indbildning, som Halvdannelsen fremmer, at man kan være troende i Religionen alene, naar man i alt Andet er uden enhver Tro. - Chateaubriands »Memoirer« ere fulde af den Art Udbrud om et Navns og et Ryes Forgjængelighed og Intethed, som senere ere saa hyppige hos Byron. Der er uden Tvivl en god Del Affectation i disse Udbrud, men en virkelig Livslede og en bestandig Melancholi røber sig alligevel i dem. »Da jeg ikke troer paa Noget, undtagen i Religionen, er jeg mistænksom overfor Alt … Den lille og latterlige Side af Tingene viser sig altid først for mig; i mine Øine existerer der i Grunden hverken store Genier eller store Gjenstande … I Politik har min Overbevisnings Varme aldrig varet længere end min Tale eller min Brochure var lang … Jeg kjender ikke i hele Verdenshistorien et Ry, som kunde friste mig; skulde jeg bøie mig for at tage den største Hæder i Verden op, naar den laa for mine Fødder og jeg ved saa lidt kunde gjøre den til min, saa vilde jeg ikke gjøre mig den Uleilighed. Havde jeg selv kunnet skabe mig, havde jeg maaskee gjort mig til en Kvinde af Lidenskab for Kvinderne; eller hvis jeg havde gjort mig til Mand, havde jeg først skjænket mig Skjønhed, dernæst, for at tage mine Forholdsregler mod Kjedsomhed, min værste Fjende, havde jeg nok villet være en stor Kunstner, men ubekjendt og kun brugende mit Talent for mig selv. Reducerer man Livet til dets sande Yærd, og frigjør man det for al Humbug, finder man kun to Ting af Værdi, Religion i Forening med Intelligents og Elskov i Forening med Ungdom, det vil sige Fremtid og Nutid, Resten er det ikke Umagen værd at tænke paa … Udenfor Religionen har jeg ingen Tro. Hvis jeg havde været Hyrde eller Konge, hvad skulde jeg have gjort med mit Scepter eller min Stav? Jeg var bleven lige træt af Hæder og Greni, Arbeide og Fritid, Medgang og Modgang. Alt trætter mig: jeg slæber med Møie min Kjedsomhed med mig, altsom Dagene gaae, og saaledes bortgaber jeg overalt mit Liv (et je vais partout bâillant ma vie).«*) [*) Mémoires d'Outre-Tombe I 207, 451 II 129.] Hvormegen Lidenskab var ikke bleven bortødslet paa Fantasterier og poetiske Drømme, før Chateaubriand naaede til denne kjedsommelige Kjedsomhed. I »Atala« sprudler Lidenskaben endnu som en varm Kilde, men dens Stænk have en svidende, fortærende Charakter:

Den gamle Indianer Chactas fortæller en ung Franskmand, hvem Chateaubriand har givet sit andet Fornavn René, sin Ungdomshistorie. Han er bleven fanget af en fjendtlig Indianerstamme og dømt til Døden paa Baalet; da fatter Datteren af Stammens Høvding, Atala, Godhed for ham og nærmer sig Stedet, hvor han staaer bunden; han anseer hende først for »la vierge des dernières heures« som førtes til Krigsfangen før Dødsdommens Fuldbyrdelse, men hendes Hensigt er ikke den at trøste ham, men om muligt at befrie ham. Han gribes af Elskov til hende, opfordrer hende til at flye med ham og blive hans, men hun vil det ikke og han bliver, forsinket ved hendes Modstand, anden Gang Fange. Alt er han krandset med Blomster, malet blaa og rød i Ansigtet, smykket med Perler i Ørene for at brændes, da Atala anden Gang flygter med ham. Bogens Hovedindhold er Fremstillingen af denne Flugt, af Chactas' Attraa og Atala's forunderlige Blanding af Lidenskab og Tilbageholdenhed, som bringer hende til afvexlende at være lutter Hengivelse og lutter Modstand. Hendes Væsen opklares, da hun meddeler Chactas, at hendes Moder, som blev forført af en Hvid, har ladet hende christne og har taget det Løfte af hende at forblive ugift til sin Død. I sin Fortvivlelse over dette Løfte og i sin Angst for ikke at kunne holde det, tager Atala hemmeligt Gift og udaander i sin Elskers Arme understøttet af en gammel Missionær, som optager det unge Par i sin Hytte.

Man maa selvfølgelig søge til Fortællingen selv for at faae det fulde Indtryk af, hvilken brændende Lidenskab og hvilken lyrisk Flugt den har. Man kan ligesaa lidt gjennem Referater og Citater give en Forestilling om den Styrke, hvormed de selsomme Naturomgivelser ere malte. Men det er let at paavise, hvorledes Chateaubriand fortrinsvis og uvilkaarligt anvender en Blanding af det Rædselsfulde og det Erotiske som Virkemiddel. I den egentlige Elskovsscene er der ikke blot ødslet med Larm af Klapperslanger, Brøl af Ulve, Bjørne og smaa Tigre som Accompagnement, men med en Storm, der bringer Skovene til at knage, og med et uigjennemtrængeligt Mørke, nu og da sønderrevet af Lyn i Lyn, der antænde en Skovbrand. Rundt om de Elskende brænde alt Granerne som Fakler ved deres Bryllup, Atalas Modstand er ved at knækkes, da et advarende Lyn slaaer ned lige for hendes Fødder. Herefter er det, at hun tager Gift og hendes sidste Ord til Chactas ere saadanne i hvilke Lidenskabens Skovbrand synes at fortsætte Branden i Naturen:

»Hvilken Kval uophørligt at see dig ved min Side, fjernt fra alle Mennesker i den dybe Ensomhed, og at føle en uoverstigelig Skranke mellem dig og mig! At tilbringe mit Liv ved dine Fødder, at tjene dig som Slavinde, at berede dit Maaltid i en eller anden ukjendt Krog af Verden, det havde været min høieste Lykke; denne Lykke var jeg saa nær, at jeg kunde røre ved den og kunde dog ikke nyde den. Hvilke Planer og Drømme har jeg ikke undfanget! Der var Øieblikke, hvor jeg ønskede tilligemed dig at være den eneste levende Skabning paa Jorden, andre, hvori jeg, naar jeg følte en Guddom standse mig i min skrækkelige Attraa, havde ønsket Tilintetgjørelse over denne Guddom, naar da blot jeg knuget til dit Bryst, havde kunnet rulle med dig fra Afgrund til Afgrund mellem Ruinerne af Gud og Verden!«

Saa originale disse Udbrud af hensynsløs Lidenskab ere, og saa originalt Sceneriet er, som giver dem Relief, saa føler man dog, at disse Toner og disse Malerier vare lige umulige, hvis Rousseau ikke var gaaet forud og hvis hans digteriske Forsøg ikke vare blevne fortsatte af en anden større Aand udenfor Frankrig.

Omarbejdelse

Ny indledning

I.

Lad os tage et enkelt af de reactionære Hovedværker til Exempel. Hvad det 18de Aarhundrede havde villet tillivs var med eet Ord Middelalderen. For det var Middelalderen kun et andet Ord for Barbari og Fanatisme; dets Exempel paa det Rædselsfulde var en Autodafee, paa det Latterlige et Korstog. Deraf kom det, at man nu med Reactionens hele Renegat-Begeistring vilde gjenindføre det Middelalderlige overalt, i Stat, i Kunst, i Poesi og Religion. Samme Aar som Napoleon afsluttede Concordatet med Paven og gjenindførte den christelige Cultus i Frankrig, udgav Chateaubriand sit store Skrift »Le génie du christianisme«, et af Reactionens første og reneste Producter, der i Strid med den af Forfatteren tidligere, i hans Bog om Revolutionerne, udtalte Overbevisning søger at gjøre Christendommens Sandhed indlysende ved at paavise dens Skjønhed og derigjennem dens Brugbarhed for Poesi og Kunst. Chateaubriand anstiller en vidtløftig Sammenligning mellem de hedenske og de christelige Forfattere, foretrækker Tasso for Homer og Saint-Pierre for Theokrit, og godtgjør, som man spottende har sagt, paa en overbevisende Maade de religiøse Ideers Anvendelighed i Balletter og Pantomimer. Han er ligesaa orthodox og bibelfast i Naturlæren som i Æsthetiken. Men ligefuldt er det i dette Værk, i Bogens berømte og glimrende Episoder, Atala og René, at det Nye brød frem.

Ved René vil jeg dvæle og forsøge en Paavisning af, at denne Hovedtype, som paa saa mange Maader for os nutildags gjenkalder de fremmede Litteraturer, er fransk i sin Afstamning og revolutionær ved sin Herkomst og sin hele Charakter.

Det betydeligste Værk, Rousseau som Digter har frembragt, er »La nouvelle Héloïse«. Det er denne Bog, som iøvrigt har en fjern Forgjænger i Abbed Prévôts fortræffelige Fortælling »Manon Lescaut« og nærmere Forudsætninger i Richardsons engelske Romaner, hvis Ideer som Frøkorn, der bæres af Vinden, forplante sig til Tydskland og fremkalde »Werther«. Wertherskikkelsen voxer, omdannes og bliver til Faust, og paany strømme hine Tanker og Følelser tilbage over Frankrigs Grændse, og paa fransk Grund kaldes Floden René.

Hvad var vel det Nye i Rousseaus »Héloïse«? Hans Stikord vare Natur og Lidenskab, Natur og Dyd. Heri er der for os ikke noget Nyt. Bogens Sujet er en Kjærlighedshistorie, og man havde i Frankrig skrevet mange saadanne før. Det Nye bestaaer for det Første […] (1872:36-38)

>

II.

Det betydeligste Værk, Rousseau som Digter har frembragt, er »La nouvelle Héloïse«.

Det Nye i denne Bog bestaaer for det Første […] (1877:56)

Omarbejdelse

***

[…] de høieste Kredses.

Mændene fra Ludvig den 13des Tid havde travet i Regn og Slud, pantserklædte paa jernklædte Heste ad opblødte Veie mellem Bjerge og Floder. Derfor foretrak de og deres Sønner, da de forlod deres gamle, afsides beliggende Ridder- og Røverborge for at begive sig til Versailles, en regelmæssig Have for den vilde Skov, en udsøgt Etiquette for Soldaterlivets Sprog, og i Tragoedien, i Dramaet og den lyriske Poesi en sleben Form og civiliserede Følelser for Natur og Lidenskab. Man naaede under denne Bestræbelse til en i Aandens Historie ukjendt Høide. Vil man have et Exempel, da læse man en Roman som »Prindsessen af Clèves«. Det er umuligt at finde større Finfølelse og en renere Sands for Menneskenaturens Adel og de Former, hvortil denne Adel forpligter. Eller man gribe, for at tage en fuldkommen Contrast til »La nouvelle Héloïse« Marivaux’s Theater. Medens man hos Crébillon fils finder hint Samfunds geniale og dumdristige Frivolitet afbildet uden Sky, giver Marivaux dets allerfineste Blomst, dets maniererte Ynde à la Parmeggianino, dets hele Dannelse og Aand saa fuldstændigt og saa typisk, at man kan gjenkjende Charakteren, da Alfred de Musset saa mange Aar efter i sine smaa Comoedier gjenoptager Skildringen. De Elskende hos Marivaux […] (1872:39-40]

>

[… ]de høieste Kredses. Vil man have et litterært Exempel paa i hvor høi Grad man foretrak en sleben Form og civiliserede Følelser for Natur og lidenskab, da læse man Marivaux's Theater. De Elskende hos Marivaux […] (1877:57)

Omarbejdelse

***

[… ] de strax hinanden igjennem Forklædningen. Disse to Væsener ere fremdeles halvt naturlige, halvt kunstige; de ligne, som Paul de Saint-Victor har sagt, hine Blomster, hvis Safter opstige fra Naturens Skjød, men hvis Kronblade Gartnerens Kunst ved Krydsning har tegnet med vilkaarlige Mynstre. De bære ikke Paryk, men deres Haar ere pudrede. De bære Paradekaarder, men de forstaae at bruge dem. Deres Samtale er en stadig Forsøgen og Undflyen, Avanceren og Retireren, lutter Hentydninger og Halvheder, tusinde Omveie, maskerede Tilstaaelser og undertrykte Suk: en Stil af Sølv og Silke. Tilstaaelsen svæver paa disse unge Pigers og Enkers Læber, men den holdes tilbage i det Øieblik den vil undflye. Elskerens Attraa taber sig i saa dyb en Følelse af Respekt, at han hvert Øjeblik stammer, forplumrer sig og tier. Den fine Dame hos Marivaux behøver heller ikke en udtalt Erklæring. Ligesom hun selv er behersket og vogter sig for som en Skuespillerinde at give sin Lidenskab til Pris, saaledes forstaaer hun et halvt Ord, en Skjælven i Stemmen og vender sig bort fra Lidenskabens Superlativer, dens Skrig og Selvforglemmelse som fra et stygt og blodigt Skuespil. Stykket staaer da halve og hele Timer stille paa samme Punkt. Disse Naturer ere altfor zarte og følsomme for os. De forekomme os besynderlige og absurde, vi see paa dem med Curiositet, som man seer paa Mimoser blandt Planterne, men Mimoser ere ikke unaturlige, kun besynderlige, og hine Personer ere skjøndt maniererte ikke affecterte, thi deres Væsen er dem naturligt, og de vilde være affecterte, ifald de busede paa. Det franske Ord Marivaudage viser at Marivaux’s Maneer har en stor Originalitet. Det er ikke enhver maniereret Kunstner, hvem det lykkes at berige Sproget med et Ord ved at testamentere det sit Navn.

Man har rettet mange forskjellige Beskyldninger imod hin Tidsalders Kunst og Poesi. Man har sagt: den er ufolkelig, følgelig er den umoralsk; thi i vore Dage er man tilbøielig til at sammensmelte disse to Begreber. Men man bør ikke glemme, at indtil vore Dage har al udmærket Kunst i Verden havt en aristokratisk Oprindelse, den, der opstod i Athen ikke mindre end den, der opstod i Florents, medens de store demokratiske Samfund som Nord-Amerikas endnu ikke have frembragt nogen Art af Kunst. Man bør ikke forfalde til det Pedanteri at nedsætte al den Poesi, hvis Modsætning naturnødvendigt maa behage Menneskene i vor Tid og vore Samfund. En anden Indvending mod Kunsten paa Ludvig den 15des Tid er den, at den er conventionel. Men den er ikke derfor at ringeagte. Al Kunst i Verden er conventionel; naar Conventionen ikke støder os, ligger det kun i, at vi have den altfor nær paa Livet til at stødes af den. Det Conventionelle hos Marivaux strækker sig over hele hans Tidsalder.

Hin Tidsaand stempler et helt Aarhundrede. De gjenfinder den hos Mozart i en Figur som Zerlinas, der ingenlunde er en Bondepige i Træsko, eller af den Art som vore norske Bondenovellers, men coquet og allerkjæreste med høihælede Sko og røde Hæle, med Schæferhat over Armen og en let Sky af Pudder omkring sit Hoved. De gjenfinder den fremdeles i Watteau’s fortræffelige Malerier. De landlige Festers Maler, som han kaldtes, har med fuldendt Geni forherliget og foreviget hin Tids lette Erotik. Men vend, efter at have hørt Zerlina’s Duet, efter at have betragtet et Maleri af Watteau eller seet et Stykke af Marivaux, tilbage til Deres Værelse og opslaa »La nouvelle Hélöise«, saa vil De føle en Sphære-Forandring.

For Rousseau er Galanteriet latterligt. Som han i Alt […] (1872:40-43)

>

[…] de strax hinanden gjennem Forklædningen. Deres Samtale er en stadig Forsøgen og Undflyen, Avanceren og Retireren, lutter Hentydninger og Halvheder, tusinde Omveie, maskerede Tilstaaelser og undertrykte Suk i en coquet men klædelig Maniererthed. For Rousseau er denne Maniererthed imidlertid latterlig som unaturlig. Som han i Alt […] (1877:57-58)

Omarbejdelse

***

[…] kjæmpe sig iveiret. Man seer hvor megen Ret og Uret Napoleon havde, da han hin Dag under sit Møde med Goethe bebreidede ham, at han i »Werther« havde combineret Kjærlighedshistorien med Harmen over at være udstødt af det aristokratiske Selskab. Man føler Taktikerens sikre Blik i denne Anke, men man vil af det Anførte see, i hvor nær Forbindelse strax fra først af Passionens Optræden i Litteraturen har staaet med det demokratiske Elements. Med eet Ord Passionen selv er demokratisk […] (1872:43-44)

>

[…] kjæmpe sig iveiret; og dette er ingen Tilfældighed; thi Lidenskaben selv er demokratisk […] (1877:59-60)

Omarbejdelse

***

[…] er en Naturtilstand. Man har sagt, at i Frankrig havde Ægteskabsbruddet under Ludvig den 13de været en Morskab, under Ludvig den 14de en Regel, og at det under Regentskabet var blevet en Pligt. Rousseau bød da Tidsaanden Spidsen ved at skrive en Bog til Ægteskabets Forherligelse. Alligevel er han saa meget smittet af sin Tidsaand, at Bogens Heltinde falder; men iøvrigt har Bogen den Lighed med »Werther«, at ogsaa her den egentlige Elsker gaaer glip af Pigen, idet Heltinden forenes med en »Albert«, der er ligesaa ulastelig som uinteressant. Det er lærerigt at see en Type som Wolmar omdannes fra den ene Litteratur til den anden uden at miste sit Præg; efter at have spillet Alberts Rolle i »Werther«, dukker han op i vor egen Litteratur som Eduard i »Forførerens Dagbog«.

Og saa endnu et Træk […] (1872:44-45)

>

[…] er en Naturtilstand. Den umiddelbart forudgaaende franske Litteratur havde efter det høiere Selskabs Mønster gjort sig lystig over Ægteskabet. Rousseau bød da Tidsaanden Spidsen ved at skrive en Bog til dets Forherligelse. Bogens Heltinde giver vel efter for sin Elskers Lidenskab; men hun gifter sig med en Anden, hvem hun forbliver tro, saa at her, som senere i »Werther«, den egentlige Elsker gaaer glip af Pigen, idet Heltinden forenes med en Hr. Wolmar, der (som Albert i »Werther«, Eduard i »Forførerens Dagbog«) er ligesaa ulastelig som uinteressant. Det moralske Element, der hos Rousseau hævdes og forherliges som »Dyden«, er det samme, der senere under den religiøse Reactions Indflydelse hos Chateaubriand optræder som det religiøst bindende Løfte.

Og saa endnu et Træk […] (1877:59-60)

Omarbejdelse

***

[…] Saloner og Haver. Hvilken Afstand fra Sceneriet hos Marivaux og Watteau!

I hvilke Omgivelser stiller paa Ludvig den 15des Tid Poesi og Malerkunst sine Personer? Hvad man under Ludvig den 14de havde tilstræbt i Bygningskunsten var det Imponerende. Man ofrede endog ethvert Hensyn til Velvære og Comfort for den kolde Pragtsyge og den stive Etiquette. Hvo der har seet Ludvig den 14des Soveværelse i Versailles vil indrømme, sjeldent at have seet et mere utaaleligt beliggende Sovekammer. Nu afløses de ubeboelige og majestætiske Sale af »les petites maisons«, som enhver Verdensmand da besad dem, i hvilke den lette Conversation og den yppige Letfærdighed fandt sig lige vel tilpas. Derfor forsvinde i Architekturen de store, simple Forhold, de rene og klare Massevirkninger. Stenens Haardhed og Tyngde fornegtes, Liniens Strenghed brydes, Alt bliver rundt og bølgende, alle Linier blive udsvævende og skeie ud. Barokstilen naaer baade i Bygnings- og i Billedhuggerkunsten sit Høidepunkt. Overalt forekomme uendeligt gjentagne Amorer og Gratier, ganske som paa Prent i Voltaires »poésies fugitives«. I Haverne omfavner den bukkefodede Pan slanke, hvide Nympher ved det kunstige Vandspring. I Malerkunsten opstaae hine landlige Billeder, hvis fjerne Forbillede er Rubens’s Kjærlighedshave, men som istedenfor dennes brede Livsglæde og svære Figurer have ligesom henaandede og fine Skikkelser i coquette Dragter og istedenfor Rubens’s djærve Sandselighed erotisk Leg, Leflen og Hvisken, en Baggrund af skyggefulde Gange med stille Skjul, med yppige Statuer og friske Grønsværtæpper.

Under Ludvig den 14de havde hele Dragten været stiv; man bar store Opslag og Kraver, selv Kjole- og Vesteskjøderne vare afstivede, Halskraven og Manchetterne stive, saa at ingen Fold kunde forandres; den ubekvemme Allongeparyk nødvendiggjorde en gravitetisk Holdning. Under Regentskabet gik Alting ud paa Tvangløshed og Lethed. Skjødernes stive Foer forsvandt, istedenfor den store Allongeparyk traadte det pudrede Haar, stivt friseret, saa at ingen nok saa hastig Bevægelse kunde bringe det i Uorden; overalt i Dragt og Væsen paatog man sig en vis Skjødesløshed. Man opholdt sig i Boudoirs. Som Thee og Caffe indførtes fra Østerland, saaledes ogsaa den østerlandske Sopha, der giver Crébillon fils Titlen til hans mest bekjendte og mest berygtede Fortælling. Den bløde Lænestol fortrænger den høie, ubekvemme, i Ryggen aldeles lige Armstol. Bohavet bestaaer af svære Silkegardiner, som vellystigt dæmpe Lyset, af store Speile i Guldrammer, af rigtforzirede Stueuhre, af yppige Malerier og snørklede Meubler. Hele Værelset dufter af vellystig Parfume.

Lad os herfra kaste et Blik paa Sceneriet i »La nouvelle Héloïse«. […] (1872:45-47)

>

[…] Saloner og Haver. Under Ludvig den 15des Tid og Regentskabet opholdt man sig (i Bøgerne som i Livet) i Boudoirs, i hvilke den lette Conversation og Letfærdigheden fandt sig lige vel tilpas. I Værelserne ligesom paa Prent i Voltaires »Poésies fugitives« forekom uendeligt gjentagne Amorer og Gratier. I Haverne omfavnede den bukkefodede Pan slanke, hvide Nymfer ved det kunstige Vandspring. Den fortræffelige Maler Watteau og den middelmaadige Maler Boucher have opbevaret os Billedet af hin Tids landlige Fester, af disse Haver med skyggefulde Gange og stille Skjul, hvor de zirlige og fornemme Herrer og Damer, forklædte som Pierrot'er og Colombiner, med deres erotiske Leg, deres Leflen og Hvisken følte sig hjemme som iblandt de rette Coulisser for den frie og frivole Maskespøg. - Lad os herfra kaste Blikket paa Sceneriet i »La nouvelle Héloïse«. (1877:59-60)

Tilføjelse

***

[…] der fortrængte Regentskabstidens.

Dersom vi resumere, kunne vi nu med Lethed forfølge, hvorledes Chateaubriands første Digtning forholder sig til Rousseau's berømteste Roman. Først og fremmest arver Chateaubriand Kjærligheden til Naturen. De stærkt colorerede Malerier af Nordamerikas Natur, som den var paa Ludvig den 14des Tid, have Skildringerne af Schweizernaturen til Forgjængere. Men der er den Forskjel paa Rousseaus og Chateaubriands Landskaber, at disse sidste ere mere subjektive, ganske anderledes afhængige af Helts og Heltindes Sindsstemning. Er der Uveir i deres Hjerter, raser ogsaa Uveiret uden om dem. Personligheden, det enkelte Menneske, smelter her ganske anderledes end i det 18de Aarhundredes Litteratur sammen med Naturomgivelserne og gjennemtrænger dem med sin Lidenskab og sin Stemning. - Hvad Helt og Heltinde selv angaae, da ere de som Vilde endnu langt fjernere fra Galanteriet, endnu langt mere Naturmennesker end de Forelskede hos Rousseau. Og forekommer der end atter og atter en Vending, som det var umuligt at den røde Mand kunde sige, saa have ogsaa mange af de erotiske Repliker et Skjær af de Vildes Folkepoesi, som i det 18de Aarhundred var absolut ukjendt i Frankrig. Man læse f. Ex. Krigerens Kjærlighedssang, der begynder med de Ord: »Jeg vil ile saa stærkt, at jeg, før Dagen naaer Bjergenes Toppe, kan komme til min hvide Due mellem Skovens Ege. Jeg har bundet et Halsbaand af Porcelain om hendes Hals; dets tre røde Kugler tale om min Elskov, dets tre violette om min Frygt, dets tre blaa om mit Haab o. s. v.«. - Til Standsforskjellen mellem de Elskende hos Rousseau, der saa godt stemmer med hin revolutionære Tid, svarer her Religionsforskjellen, som i det nye Aarhundrede ved Reactionen mod Voltaire faaer en ny Vigtighed, og hermed staaer det, som alt antydet, i Forbindelse, at et katholsk Coelibatsløfte her spiller samme Rolle som hos Rousseau det rent sædelige Bud. Her er altsaa Fremgang i Colorit, i Personlighedens Udvikling, i Forstaaelse af en Civilisationen fremmed Folkeaand og Raceeiendommelighed, men forsætlig Tilbagegang i Moralens Afløsning af katholsk Klosterreligiøsitet og unaturlig Askese. Lidenskaben hvæsses saa at sige paa Katholicismens Alter og den faaer, idet den unaturligt kues, hin unaturlige Vildhed og Glød, som bringer Atala, den yndefulde unge Indianerpige, der saalænge havde holdt sin hedenske Elskers Attraa i Tømme, til at udaande med et Ønske om Guds og Verdens Tilintetgjøreise paa Læben, naar hun blot for den Pris kunde opnaae evigt at knuges til hans Bryst. (1872:49 / 1877:62-64)

Omarbejdelse

***

[… ] Litteratur som »Die schöne Seele«. 1774 udkom da denne Bog, hvis Slutningspaginer ikke ere opfundne af nogen Digter. De ere med den Ret, enhver frembringende Aand har til at tage sin Eiendom, hvor han finder den, ordlydende afskrevne efter et Manuscript, der fremstiller den unge Jerusalems Endeligt. De kan finde Manuscriptet i Kestners Bog om Goethe og Lotte. Kun eet eneste Ord har Goethe forandret som vulgært eller skurrende i Tonen. I Manuscriptet staaer »Barbiergesellen trugen ihn«. Bogen ender saaledes […] (1872:50)

>

[…] Litteratur som »die schone Seele

Hvad er »Werther«? Definitioner udtømme ikke et digterisk Mesterværks uendelige Rigdom, men man kan sige med et Par Ord at denne en lidenskabelig og ulykkelig Elskovs Historie har sin Betydning derved at den ikke blot fremstiller et enkelt Individs tilfældige Lidenskab og tilfældige Ulykker, men er behandlet saaledes, at en hel Epoches Lidenskaber, Længsler og Kvaler have fundet deres Udtryk deri. Fortællingens Helt er en ung Mand af borgerlig Herkomst, ved sine Anlæg bestemt til Maler og dyrkende Malerkunsten af Tilbøielighed, men som af ydre Stilling er Gesandtskabssekretær. Denne Yngling har Goethe imidlertid aldeles uvilkaarligt udrustet med sin egen hele Maade at see, at føle og tænke paa som ung, med sin hele rige og sprudlende Genialitet, og saaledes forandrer Werther sig til et stort Sindbillede; han er mere end en ny Tids Aand, han er en ny Tids Geni. Han er næsten for rig og stor for sin Skjæbne. Der er maaskee endog en vis Uoverensstemmelse mellem Bogens første Del, hvor Werthers Aand aabenbarer sig i hele sin energiske Sundhed og Ungdomskraft, og anden Del, i hvilken han bukker under; i den første Halvdel har Werther mere af Goethe selv, der jo heller ikke dræbte sig, i den anden Halvdel mere af den unge Jerusalem, hvis ulykkelige Død gav Anledning til Bogen. Men som Werther er, er han ligefuldt en Type. Werther er ikke blot et Naturvæsen ved sin Lidenskabelighed, han er Natur i den eminente Forstand, hvori Geniet er det. Idet han taber sig i Naturen, føler han Naturens hele uendelige Liv indeni sig og sig som »forgudet« derved. Man læse f. Ex. Werthers beundringsværdige Dagbogsoptegnelse fra den 18de August 1771. Den er mægtig og genial som en Monolog af Faust. Man læse denne Skildring af hvorledes »Naturens indre, glødende, hellige Liv« aabner sig for ham, hvorledes han seer alle »de uudgrundelige Kræfter virke og skabe i Jordens Dybder, hvorledes han smægter efter »at drikke svulmende Livsglæde af det Uendeliges skummende Bæger for om saa kun med sit Yæsens indskrænkede Kraft at føle en Draabe af det Væsens Salighed, som frembringer Alt i og ved sig selv,« da vil man forstaae, hvorledes han, da han begynder at føle sig som en Indespærret, der ingen Udvei øiner, kan gribes af en brændende,saa at sige pantheistisk Attraa efter at kaste sin Mennesketilværelse fra sig for »med Stormvinden at sønderrive Skyerne og gribe Bølgerne« - da vil man føle det Berettigede i det Udbrud, hvormed han døer: »Natur! din Søn, din Ven, din Elsker nærmer sig sin Ende«.

Det er uundgaaeligt, at en Sjæl, der fordrer saa megen Plads, maa støde an i det snevre Samfund, særligt som dette havde ordnet sig efter faste Regler henimod Slutningen af det selskabeligste af alle Aarhundreder. Werther afskyer Reglen paa alle Omraader. I hin Tid, da Poesien var omspændt af Regler, reducerer han hele Digtekunsten til »at erkjende det fortræffelige og vove at udtale det.« Og Kunstner som han er, har han lige saa kjætterske Meninger om Malerkunsten som om Poesien. Han træffer en ung Collega, der kommer lige fra Akademiet og som slaaer ham om Ørene med alle de bekjendte Theoretikeres Navne, Winckelmann og Sulzer inclusive. Denne Fyr er ham en Rædsel. »Naturen alene, skriver han, danner den store Kunstner. Man kan sige Meget til Fordel for Reglerne, omtrent lige saa meget som til Ros for det borgerlige Samfund. Et Menneske, der danner sig efter dem, vil aldrig frembringe noget slet eller usselt, ligesom En, der lader sig regulere af Love og Velanstændighed, aldrig kan blive en utaalelig Nabo eller mærkværdig Kjæltring; derimod vil ogsaa enhver Regel, man sige hvad man vil, ødelægge den sande Naturfølelse og det sande Udtryk for den.« I dette Werthers Had til de udenfra givne Regler ligger ogsaa hans Afsky for den hele æsthetiske og sociale Terminologi. Derfor skjærer Werther Tænder af Forbitrelse, naar Fyrsten, som har nogen Kunstinteresse, samtaler med ham om Kunst og medens Werther giver sin varme Indbildningskraft Tøilen, med Et i den bedste Mening plumper ud med en eller anden stemplet Kunstterminus; derfor oprøres han i Samtalerne med Albert over det færdige Register af Samfundsdomme, denne har til sin Raadighed: »Hvorfor, udraaber han, maae dog I Mennesker, naar I tale om en Sag, strax sige: det er dumt, det er klogt, det er godt, det er ondt! Hvad vil det altsammen sige? Have I derved udforsket Handlingens indre Forhold, de Aarsager, hvorfor den skete, hvorfor den maatte skee? Havde I det, saa vilde I ikke være saa hastige med Eders Domme.« Derfor oprøres han mod Gesandtens Pedanteri, naar denne retter smaalig Stil i hans Depecher, derfor ønsker han al Landsens Ulykke over den theologiske Blaastrømpe, der har ladet de smukke Nøddetræer i Præstegaardshaven hugge om, derfor saares han med eet Ord dybere end fornuftigt er af al død Lærdoms Prætensioner, af alt livløst Ceremoniel, alle det sociale Hierarchis Fordringer paa Subordination.

Han tyer da til Børnene, som ere »hans Hjerte nærmest paa Jorden« og til de Udannede, hvem sande Følelser og sande Lidenskaber give en Skjønhed, Intet i hans Øjne kan overtræffe. Han behøver da ogsaa kun at sidde og iagttage Pigerne, som hente Vand ved Brønden, for at mindes Partriarchernes Dage, Rebekka og Eliezer, og kun selv at koge sine Sukkerærter for at leve i Minderne om hin homeriske Tid, da Penelopes overmodige Friere selv slagtede og stegte deres Føde. Naturen fortryller og henriver ham. Naar han ikke er Christen, naar han, som han udtrykker sig, ikke hører til dem, som ere givne Sønnen, fordi hans Hjerte siger ham, at Faderen vil beholde ham for sig selv, da beroer dette paa, at Faderen for ham er Naturen, og Naturen hans Gud.

Hvorhen han vender sig, støder han i Samfundet an, forstandigt ordnet som det er ved kolde og stivnede Regler. Han udvises paa den mest krænkende Maade af et fornemt Selskab, blot fordi han, intet anende, skjøndt borgerlig er bleven staaende i Salen hos sin Foresatte, hvor en Kreds af Aristokratiet om Aftenen indfinder sig. Selv brændende og ulykkeligt forelsket interesserer han sig for at frelse en Ulykkelig, hvem en uovervindelig og ikke uigjengjældt erotisk Lidenskab har drevet til et Voldtægtsforsøg og til Mord paa sin Rival, og bliver ikke alene afvist af den strenge Ordens Repræsentanter, men er endog ved Loven forpligtet til at vidne imod Den, han saa inderligt gjerne vilde beskytte og frelse.

Og alt dette er endda kun Biomstændigheder. Den Pige, han elsker og som han, hvis den givne Orden ikke stod imellem dem, med Lethed kunde vinde, er en Andens Brud. I denne sidste Collision brister hans Hjerte.

Saaledes fremstiller denne Bog det fulde Hjertes Ret og Uret overfor Hverdagslivets Regler, dets Uendelighedstrang, dets Frihedstrang, der føler Livet som et Fængsel og alle Samfundets Skillemure som Fængselsvægge. Alt, hvad Samfundet byder, er, siger Werther, at male Fængselsvæggene for Individet, at male dem perspektivisk med lyse Udsigter til vide Horizonter. Men Væggene selv brydes ikke ned. Derfor denne Renden Panden imod Væggen, denne lange Hulken, denne dybe Fortvivlelse, som først lindres ved et Pistolskud i Hjertet. Napoleon bebreidede den Dag, han havde sit Møde med Goethe, denne, at han havde combineret Kjærlighedshistorien med Sammenstødet med det fornemme Selskab, men som man seer med Urette; thi begge disse Begivenheder gribe ind i hinanden og udtrykke Bogens Idee.

Hvad her er fremstillet er ei som i «La nouvelle Héloïse» Dydens og den deistiske Religiøsitets Overvinden af Naturdrift og Lidenskab, men Lidenskabens Fatalisme; med Nødvendighed gaaer i denne Hjertets Tragedie den regeltrodsende Natur og den regelløse Lidenskab tilgrunde. Bogens Slutning er iøvrigt ikke opfundet af Goethe; til den er et Manuskript, der fremstiller den unge Jerusalems Endeligt benyttet (det findes i Kestners Bog om Goethe og Lotte). I de sidste Linier er kun et enkelt Ord forandret som vulgært. I Manuscriptet staaer »Barbiergesellen trugen ihn.« Bogen ender saaledes […] (1877:65-71)

Omarbejdelse

***

[… ] ham til Graven.

Hvad er »Werther«? Definitioner udtømme ikke et digterisk Mesterværks uendelige Rigdom, men man kan sige med et Par Ord, at denne en lidenskabelig og ulykkelig Elskovs Historie har sin Betydning derved, at den ikke blot udtaler et enkelt Individs tilfældige Lidenskab og tilfældige Ulykker, men er behandlet saaledes, at en hel Epoches Lidenskaber, Længsler og Kvaler have fundet deres Udtryk deri. Denne Bog fremstiller det fulde Hjertes Ret og Uret overfor det forstandigt ordnede Hverdagslivs trivielle og stivnede Regler, dets Uendelighedstrang, dets Frihedstrang, der føler Livet som et Fængsel og alle Samfundets Skillemure som Fængselsvægge. Alt hvad Samfundet byder er, som Werther siger, at male Fængselsvæggene for Individet, at male dem perspectivisk med frie Udsigter til vide Horizonter. Men Væggene selv brydes ikke ned. Derfor denne Renden Panden imod Væggen, denne lange Hulken, denne dybe Fortvivlelse, som først lindres ved et Pistolskud i Hjertet. Hvad her er fremstillet er ei som i »La nouvelle Héloïse« Dydens og den deistiske Religiøsitets Overvinden af Naturdrift og Passion, men Lidenskabens Fatalisme; med fatalistisk Nødvendighed gaaer i denne Hjertets Tragoedie den regelløse og tøilesløse Lidenskab tilgrunde.

De veed, hvilken Strøm af sentimentale Productioner denne Bog affødte, hvormange taaredrivende Romaner i Octav der nedstamme fra den, hvorledes dens Følelse […] (1872:51-52)

>

[…] ham til Graven.

Det er bekjendt, hvilken Strøm af sentimentale Productioner denne Bog affødte, hvorledes dens Følelse […] (1877:71-72)

Omarbejdelse

***

[…] Samfundets Convenients, de aristokratiske Fordomme og Forretningslivets Pedanteri, at Hovedindtrykket af Bogen […] (1872:52)

>

[…] Samfundets Convenients, dets Fordomme, dets Tvangsregler, dets Frygt og Sky for Geniet, hvis Strøm kunde gaae over sine Bredder og overskylle »Tulipanbedene og Kjøkkenhaverne« paa begge Sider, at Hovedindtrykket af Bogen […] (1877:72)

Tilføjelse

***

[…] siden »La nouvelle Héloïse«. Først er her den endnu langt renere og dybere Følelse for Naturen end hos Rousseau. Og hertil kommer i Opfattelsen af Landskabet endnu et nyt Moment, som betinges ved den store litterære Begivenhed, der i Mellemtiden var forefaldet. Udgivelsen af »Ossian«, der gjorde et saa overordentligt Indtryk. Den skotske Barde smeltede jo selv Bonapartes haarde Hjerte, saa at han langt foretrak ham for Homer. Dengang troede man endnu paa Ossians Ægthed, og den Tid var endnu ikke indtraadt, da man vendte sig bort fra disse Digte med samme Ærgrelse, som et Selskab føler, der i en Have bar ladet sig henrive til Sværmeri af en Nattergals Toner og saa opdager en eller anden forvorpen Krabat, der havde skjult sig i Buskene og var Nattergalen. Macpherson var denne Bedrager, hvem det lykkedes i de Samtidiges Hjerter at fortrænge Homer. Saaledes fortrænges ogsaa her i »Werther« den sunde homeriske Naturanskuelse, som raader i Romanens første Del, af de urolige ossianske Taagebilleder, der i dens anden Del svare til den stigende Sygelighed, til Lidenskabens Uro og Lyrik.

Kun usikkert […] (1872:52 / 1877:72-73)

Omarbejdelse

***

[… ] mødes, idet hun taus med sin Finger skriver Ordet »Klopstock« paa den fugtige Rude. Iøvrigt er der i denne Bog en endnu renere, dybere, genialere Følelse for Naturomgivelsen og Landskabet end hos Rousseau; Forskjellen i Naturopfattelsen er betinget deraf, at en stor litterær Begivenhed forefalder i Mellemtiden, Udgivelsen af »Ossian«, der gjorde et saa uhyre Indtryk. De veed, hvorledes den skotske Barde smeltede selv Bonapartes haarde Hjerte, saa at denne langt foretrak ham for Homer. Dengang troede man endnu paa »Ossians« Ægthed, og den Tid var endnu ikke indtraadt, da man vendte sig bort fra disse Digte med samme Ærgrelse og Væmmelse, som et Selskab føler, naar det i en Have har ladet sig henrive til Sværmeri af en Nattergals Toner og saa opdager en i Buskene skjult forvorpen Krabat, som var Nattergalen. Den stakkels Macpherson var denne Bedrager. Det var ham, som fortrængte Homer. Saaledes fortrænges ogsaa her i »Werther« den sunde homeriske Naturanskuelse, som raader i Bogens første Halvdel efterhaanden af de urolige ossianske Taagebilleder, som svare til den stigende Sygelighed, til Lidenskabens Uro og Phantasteri.

De føler maaskee allerede, hvilke nye Charaktertræk Hovedfiguren har indvundet ved at passere Rhinen. Saint-Preux var endnu, som Navnet allerede antyder, det ridderlige Ideal. Det er Goethe, den moderne Tids Digter, som gjør det af med det ridderlige Ideal. Jeg vil blot gjøre Dem opmærksom paa, hvorledes i hans Helte alle Riddertidens Egenskaber, først og fremmest det physiske Mod, hvis Fremstilling aldrig forfeiler sin Virkning paa naive Læsere, er fuldstændig skudt tilside. Saaledes i »Werther«, i »Wilhelm Meister«, i »Faust«. Werther er ikke en Ridder, men en Grubler, en Poet, en Phantast. Lad os dvæle endnu nogle Øieblikke ved denne Skikkelse. Werther er en Syg; hvad er det, som han inderst inde feiler? Han er urolig og feberagtig, men lad os vel forstaae det, hans Uro er Anelsens, Uvishedens, de slet begrændsede og uindskrænkede Længslers, men ikke Fortvivlelsens eller Haabløshedens. Han tilhører en Tid […] (1872:53-55)

>

[…] mødes, idet hun under Regnveiret seer ud af den fugtige Rude og udbryder i Ordet »Klopstock!«.

Og fra Saint-Preux til Werther er Fremskridtet lige saa stort. I Saint-Preux var, som Navnet allerede antyder, endnu nogle Reminiscentser af det ridderlige Ideal. Det er Goethe, den moderne Tids Digter, som gjør det af med dette Ideal. I hans Helte er Fremstillingen af det fysiske Mod, som aldrig forfeiler sin Virkning paa naive Læsere, skudt - næsten mere end tilbørligt - tilside. Saaledes i Wilhelm Meister og i Faust. Saaledes er da Werther heiler ikke en Ridder, men en tænkende og følende Mikrokosme: Han omfatter fra sit begrændsede Punkt i Rummet den hele Tilværelse, og Uroen i hans Sjæl er den Uro, som bebuder og ledsager en ny Tidsalders Fødsel. Hans Uro er Anelsens og den uindskrænkede Længsels, han tilhører en Tid […] (1877:74)

Omarbejdelse

***

[…] Rigdommen, prist; Goethe, der mange Gange i sine Skrifter, saaledes navnlig i »Wilhelm Meister«, udelukkende af Kjærlighed til det Skjønne tyede til Samfundets høieste Kredse, har med Smerte følt, at en Plebeiers Liv er en Krig, og det den sørgeligste Krig af alle, den for Udkommet, at han er nødsaget til at tænke paa Penge, til bestandig at tage Økonomien med paa Raad og at hans Kone er tvungen til at være en Husholderske, selv om hun iøvrigt er en Muse. Derfor taler Goethe saa utvungent om Rigdommens Fortrin. Og hvad der gjælder […] (1872:55-56)

>

[…] Rigdommen, prist, og hvad der gjælder […] (1877:75)

Omarbejdelse

***

[…] Alliv i sig, som attraaer Sandheden, men ikke kunde naae den, uden med det Samme at naae Alvidenheden, i hvis Hjertes […] (1872:56)

>

[…] Alliv i sig, og i hvis Hjertes […] (1877:75)

Omarbejdelse

***

[…] for hans Næse, og saaledes, at han selv i Rettens, i Moralens, i det Fornuftiges Navn maa indrømme denne Philisters Berettigelse, ja maaskee endog tilstaae at den Anden vil blive en bedre Ægtemand og gjøre Lotte lykkeligere end han. Hvad er dog dette? passer Kjærligheden da ikke for Ægteskabet, Individet ikke for Samfundet, Hjertet ikke med Hovedet? Er der en gruelig Disproportion i Tilværelsens store […] (1872:57)

>

[…] for hans Næse. Overalt hvor han har en Evne, mødes den af en Skranke, overalt hvor han har en Attraa, mødes den af et Ceremoniel, og hvor han har en brændende Drift, en nagende sjælelig Tørst, hvor han udstrækker sine Hænder i Lidenskab, svare Samfundsforholdene ham et uafviseligt Nei. Det er da som var der et stort, et grueligt Misforhold mellem Individet og den almindelige Tilstand, Hjertet og Forstandsordenen, Lidenskabens Love og Samfundets Love - og dette Indtryk laa dybt i Slægten. Det stod for denne Slægt, som var der noget Galt etsteds i Tilværelsens store […] (1877:76)

Omarbejdelse

***

[…] Harmoni med hinanden. Alle hine skjønne Drømme om Frihed og Lighed vare skyllede bort i en Syndflod af Blod og Rædsler. Kampen for Individets Menneskeret havde ført til det brutaleste Verdens-Despoti. Saa møde vi da igjen Aarhundredets unge Mand, hvor er han forandret! Han er bleg, hans Pande […] (1872:58)

>

[…] Harmoni med hinanden. Kampen for Individets Menneskeret syntes kun at ville føre til nye Magthaveres Despoti. Saa møde vi da paany i Litteraturen Tidsalderens unge Mand. Hvor er han forandret! Al Friskhed er veget fra hans Lød, al Barnlighed veget fra hans Sind, hans Pande […] (1877:77)

Omarbejdelse

***

[…] i Werthers: Melancholien. Werther var syg, men ikke melancholsk, René er fortabt i en ørkesløs Kval, hvorover han ikke kan blive Herre, han hader Menneskene og sig selv. (1872:58)

>

[…] i Werthers: Melancholien. Atter og atter kommer Werther netop tilbage til, at Intet er ham en saadan Pest som ondt Lune og Mismod; Werther er ulykkelig, men ikke melancholsk. René derimod er fortabt i en ørkesløs Kval, hvorover han ikke kan blive Herre. Han er Melancholiker og Misanthrop. Han danner Overgangen fra Goethes Werther til Byrons's Giaur og Corsar. (1877:78)

Omarbejdelse

Ny indledning. 1872-udgavens kap. III-IV slås i 1877-udgaven sammen i kap. IV

III.

Paa dette Tidspunkt er det, at Melancholien og Misanthropien begynder at blive et poetisk Element, men for at forklare hvad jeg hermed mener, maa jeg gaae noget tilbage i Poesiens Historie. Litteraturen har ganske vist skildret Misanthroper før. Jeg vil til Sammenligning fremdrage nogle Skikkelser hos Molière og Shakspeare. Forskjellen mellem disse og den moderne Tids vil da blive Dem klar.

En af Molières interessanteste Figurer og jeg tilstaaer den af alle hans Charakterer, som er mig personlig kjærest, er Alceste, Misanthropen. Gjenstanden for Alcestes Indignation og Forbitrelse er hele det System af Hensyn, af Indrømmelser, af smaa og store Løgne, hvorpaa den saakaldte selskabelige Omgang beroer. Han har ganske vist Uret heri. Uden den Fiction, som den conventionelle Høflighed frembringer, vilde Livet være endnu meget hæsligere end det er. En fin og elskværdig Philosoph har sagt: »Da Skjønheden ikke existerer har man opfundet Kunsten, og da Godheden og Hjerteligheden ikke existerer har man opfundet Høfligheden.« Og er der alvorlig talt ikke Aarsag nok til at bære en Smule Maske? hvor Mangen er der, som ikke hellere vilde være helt ukjendt end helt kjendt, og er der ikke et Flertal, som det, om ikke af andre, saa dog af æsthetiske Grunde, vilde være baade Synd og Skam at demaskere, da deres Maske er saa meget smukkere end deres Ansigt? Men jeg taler selv som Philinte i Stykket, og jeg maa ikke glemme de glimrende og veltalende Svar som Alceste giver. Alceste hader Menneskene, fordi han deler dem i to Klasser, den ene udgjøre de Lave og Ondskabsfulde, den anden bestaaer af dem, der ere artige og opmærksomme mod hine Ondskabsfulde og Lave, og som derved muliggjøre deres Færd. Han sætter den feige Hensyntagen, den af Frygten udsprungne Falskhed i lige Linie med de værste og mest berygtede Laster. Han er saa forbitret paa Feigheden, der ikke vil see det Foragtelige hvor det findes, at han rent glemmer den anden store Verdensmagt, Dumheden, der virkelig ikke seer den, hvor den findes. Han skummer over at see den Nidding, med hvem han har Proces, og hvis Kjeltringeagtighed al Verden kjender, vel seet, vel optaget, ja beskyttet overalt. Han siger Oronte op i Ansigtet, at hans Vers ere slette. For at stille Charakteren i det rette Relief har Digteren nu ladet Alceste være dødelig forelsket i en ung Coquette af den fineste og ved sin Elskværdighed farligste Art. Hun tumler med ham som med et Barn, driller og trodser ham paa alle Maader, tiltrækker og tirrer ham til det Yderste; hvert Ord hun siger er en Braad som stikker ham, og enhver af hendes Handlinger skjærer ham i Hjertet. Det er hans Forbandelse at han paa een Gang maa elske hende og fortvivle over hende. Kan man tænke sig en værre Skjæbne for en Misanthrop, end den at tilbede en saadan Kvinde og være Boldt for alle hendes Luner! Det skulde synes saa, men mon man ikke ogsaa skulde kunne vende den hele Betragtning om?

En Mand der bedre end nogen Anden forstaaer sig paa Skuespil og Theater, Hr. Edmond Thierry, Directeur for Théâtre français, sagde til mig Dagen efter en Opførelse af »Le Misanthrope« i Anledning af en Bemærkning jeg gjorde om en Skuespiller, der efter min Opfattelse spillede Rollen for slebent: »Finder De oprigtigt talt at Alceste er misanthropisk og at Navnet passer? jeg for min Part troer, at hvis Celimène ikke var coquet, saa vilde Alceste ikke være mere misanthropisk end jeg er.« Dette var en Spøg, men den skjuler en Sandhed. Det er Omstændigheder og Forhold, en Stilling midt i et fordærvet Hofliv, et pirreligt og ærekjært Sind, en sandhedskjærlig Charakter, som i Forening med tilfældige personlige Ulykker frembringe Alceste’s Misanthropi som Resultat. Han er Misanthrop af Raisonnement, ikke af Temperament. Netop herved er han saa ægte fransk en Frembringelse. I en tydsk Melancholiker vilde Grundlaget være »Gemyt«, i en engelsk Melancholiker er Grundlaget Humor, i en fransk Melancholiker er Grundlaget Raisonnement, det vil sige analyserende Forstand. Alceste er et Product af hin classisk-oratoriske Tid i Frankrig, over hvilken man først ved det attende Aarhundredes Slutning kom ud. Han er meget nærmere ved Boileau end det skulde synes. De seer her et Exempel paa en Tidsaands og en Folkeaands overvældende Magt over Individet. Naar man taler om Boileau’s og Forstandstragoediens Tidsalder i Frankrig, kunde det ved første Øiekast synes en Modsigelse, at Molière, Modpolen til Boileau, Racines Antipode, tilhører samme Tid. Man kunde i det Mindste mene, at hans dybeste og mest fortræffelige Figurer, den naive Agnes i »Fruentimmerskolen« og den melancholske Alceste i »Misanthropen« dannede en Undtagelse. Men der gives Aandslove, der ere ligesaa ubrødelige som Naturlovene. Jeg har et andet Sted paavist i hvilken Grad Agnes’s Naivetet er fremraisonneret af Digteren, jeg skal nu paavise Dem det Samme om Alceste’s Melancholi. Tag som Modsætning en af Shakspeare’s Misanthroper, Jacques f. Ex. i »Som Jer behager«. Der har De Misanthropen af Temperament. Jacques er en Digternatur, vemodig og blød. Vil De høre, hvorledes han beskrives:

Hr. Amiens og jeg sneg os idag
Bag paa ham, da han laa ved Egetræet
Hvis gamle Rod sig strækker ud i Bækken
Der sladrer hen igjennem Skoven her.
Da kom derhen en stakkels jaget Hjort,
Haardt saaret af en Jægers Skud, for der
At gispe ud sit Liv. I Sandhed, Herre,
Det stakkels Dyr udstødte Suk saa dybe,
Som om dets laadne Kjortel skulde sprænges
Ved hvert et Gisp; de store, runde Taarer
En efter anden randt bedrøveligt
Ned ad den stakkels Snude; der laa Jacques
Og saa tungsindigt paa den laadne Stakkel,
Der stod ved Randen af den raske Bæk
Og øged den med Graad. Han saa den ene
Forladt af sine fløielsbløde Venner.
Han sagde: »Det er rigtigt, saadan spreder
Ulykken Venneflokken ad.« Da sprang
En sorgløs Flok forbi den, mæt af Græsset.
Ja, sagde Jacques, far I kun Eders Vei,
I trinde, fede Borgermænd! det er jo
Den rette Skik og Maade. Hvorfor see
Paa denne ødelagte Stakkel her!
Saaledes gjennemborer han med Spot
Hver Sjæl i Stad, paa Landet og ved Hove,
Ja selv det Liv vi føre her. Han sværger
At vi er Voldsmænd, Røvere, ja værre,
Der ængste Dyrene og dræbe dem
I deres Hjemstavn, som Naturen gav dem.
Han græd og grubled’ over Hjortens Suk.

De seer ham rørt til Taarer over det saarede Dyrs Lidelser. Det er ikke gjennem Raisonnement, ikke gjennem Forstanden, at han indigneres over Menneskenes Slethed og grusomme Raahed, han føler umiddelbart, at hans Sjæl er af samme Natur som Dyrets. Dyret er ham et Barn af samme Moder som han selv. Han er i sin Følelse Pantheist. Hvilken Afstand fra hin classiske Tids Anskuelse i Frankrig, da selv Cartesius ansaa Dyret for en Maskine og betragtede dets Skrig som rent mekanisk frembragte ved Slaget, ganske som Skrigedukkens ved Trykket.

I Modsætning hertil foregriber Jacques de mest fintfølende moderne Poeters Naturbetragtning, f. Ex. Shelley’s. De veed, at Shelley som Yngling stiftede en Forening af unge Mænd, der ud fra den Anskuelse, at det var et utilladeligt og forbryderisk Barbari af Menneskene at spise Dyrene, forpligtede sig til udelukkende at leve af Planteføde.

Ikke desmindre er Jacques saa lidt som Alceste en Type paa den moderne Melancholi. Hver af dem udtrykker kun et almenmenneskeligt Mismod i den Form, som er dem naturlig efter deres forskjellige Nationalitet. Den ved det 19de Aarhundredes Begyndelse […] (1872:58-64)

>

IV.

Chateaubriand hører ikke som Goethe til Fredens Mænd, Der stod en Tilintetgjøreisens Stjerne over hans Vugge; der er intet Aar imellem hans Fødsel og Napoleon Bonapartes, og hin Sværdtids mørke og grusomme Aand fornemmes i hans Skrifter og har meddelt dem en egen vild Poesi.

Men, kunde man indvende, har han da virkelig noget tilfælles med Rousseau og Goethe, har han virkelig lært Noget af dem? Jeg anseer det for godtgjort, at ikke blot han men hele hin Tidsalder var dannet af de Bøger, vi nys have gjennemgaaet kritisk. Der lader sig føre en Art Bevis herfor: Etsteds, hvor Chateaubriand bebreider Byron aldrig at have nævnt hans Navn og at have fortiet hvad Childe Harold skylder René, fremhæver han, at han selv ikke bærer sig saaledes ad og ikke vil fortie at Ossian, Werther, Saint-Pierre have virket paa Dannelsen af hans Ideer. Et andet Sted, hvor han skildrer Bonapartes Tog til Ægypten, siger han: »I det Bibliothek, han førte med, fandtes Ossian, Werther, La nouvelle Héloïse og det gamle Testamente, et tilstrækkeligt Symptom paa det Chaos, der fandtes i Napoleons Hoved. Han blandede realistiske Ideer og romantiske Følelser, Systemer og Drømmerier, alvorlige Studier og Fantasifostre, Visdom og Gralskab sammen. Af disse Aarhundredets usammenhængende Frembringelser var det, at han formede Keiserdømmet.«*) [*) Mémoires d'Outre Tombe II 190 III 78.] Jeg lader dette Udsagn staae ved sit Værd, men saa Meget er klart at laae Rousseaus's Héloïse, Goethes Werther og Ossians Digte saaledes i Luften, at det kunde staae for en Samtidig som havde de været medindgribende i Keiserdømmets Tilblivelse, da maatte de endnu uundgaaeligere have Lod og Del i de epochegjørende litteraire Producter, der paa samme Tidspunkt saae Lyset.

Sammenligner man Chateaubriands Talent med Bonapartes Geni - og den chronologiske Sammenstilling ligger nær - da er det, som om det nye Aarhundrede havde samlet og udslynget sin hele Handlekraft og Foretagelsesaand i den store Feltherre og Erobrer, saa at der ligesom ikke var noget tilovers for dem iblandt den samtidige Generation af unge Mænd, der ikke fulgte ham paa hans krigerske Baner. Toget af de Handlende og Kjæmpende farer dem forbi og lader dem staae ubesluttede og misfornøiede tilbage. René digtes at leve under Ludvig d. 15des Tid, men hvad der siges om Tidsalderen da, viser sig at kunne overføres paa Chateaubriands Ungdom. Det er, siger René, en Tid, da Folket fra den Ærefrygt for Religionen og den Strenghed i Sæder, der tidligere havde hersket, var sunket til Ugudedelighed og Fordærvelse, fra Geniets Høider til det blot smidige Vid, og hvori derfor den alvorlige og retsindige Aand følte sig ulykkelig og isoleret. Men netop dette passer paa Slutningen af det 18de Aarhundrede, som den opfattedes af Chateaubriand. René fortæller Chactas, Atalas Elsker, sit Livs Historie til Gjengjæld for at Chactas i »Atala« har fortalt ham sin. Han skildrer sin Barndom paa Fædreneslottet i den afsides Provinds, fortæller, hvorledes han overfor sin Fader altid følte sig tvungen og hæmmet og kun var tilfreds i Selskab med sin Søster Amélie. Begge vare sørgmodige af Naturen, begge poetisk anlagte, snart forældreløse og tvungne til at forlade deres Hjem. René længes mest efter Klosterlivets Stilhed, men den ustadige Længsel slaaer om og skifter Væsen, han beslutter at reise, finder iblandt Roms og Grækenlands Ruiner Næring for sin Melancholi og opdager blandt de levende Folkeslag samme Glemsel af de Afdøde som paa de undergaaede Nationers Jordbund. I London vide de Arbeidere, han paa Gaden spørger, Intet om Karl den 2den, ved hvis Statues Fodstykke de staae. Hvad er da Ry og Storhed værd! Han reiser til Skotland, lever i Minderne om Morvens Helte; men hvor Ossian sang og Fingal seirede, der græsse nu Kvæghjorde. Han søger atter til Italien, studerer Kunstens Mindesmærker, men finder at ban med al sin Møie endnu Intet bar lært. Fortid og Nutid ere to ufuldstændige Statuer, den ene er bleven gravet lemlæstet op af Jorden, den anden staaer ufærdig og kan først fuldendes af Fremtiden. Og Naturen beroliger saa lidt som Historien hans syge Sjæl. En Gang besteg ban Etna, saae paa den ene Side Solen staae op i Horizonten, saae under sig bele Sicilien omgivet af det uhyre Hav tage sig saa lille ud, at Floderne lignede geografiske Linier paa et Kort, og saae paa den anden Side ned i Vulkanens Krater med dens glødende Indre og sorte Dampe. Han finder i denne Situation det sande Billede paa sin Cbarakter og sin Existents: »Saaledes, siger han, bar jeg hele mit Liv igjennem for mine Øine havt en paa engang ubyre udstrakt og umærkeligt lille Verden og en aaben Afgrund ved Siden af mig.« Selvfølgeligt er denne vulkanske og fordringsfulde Natur overalt tilovers i sit Fædreland. Det nytter ikke at han søger at bringe sine Ytringsformer i Niveau med det Samfund, over hvilket han mener at hans Indre hæver ham saa høit; han bliver overalt behandlet og betegnet som »en romantisk Aand«, (esprit romanesque), for hvem der ingen Brug er i Livet. For første Gang møder os her en Antydning af det Begreb, der senere i en lidt forandret Form skulde blive Kunstudtryk i Frankrig, da den romantiske Skole kom op.*) [*) Det danske Sprog gjør ikke nogen Forskjel.] Der er virkelig noget, der tyder paa en Romantiker før Romantiken, i denne hemmelighedsfulde Lidelse, som føler, at den er »interessant«. Af alle hine halvglemte Minder om en Storhed, som svandt, hine Indtryk af et Navns og et Ryes Forgjængelighed, hine harmfulde Stemninger over Menneskenes Smaalighed og Slethed har René nemlig uddestilleret sig en haardnakket Overtydning om at der ikke gives nogen Lykke, samt en dyb Livslede og en stadig Følelse af Tomhed og Kjedsomhed, paa samme Tid som han føler en overstrømmende Livskraft i sine Aarer. Hans Yndlingsord ere: la folie de croire au bonheur - dégôut de la vie — profond sentiment d'ennui o. s. v. I al denne Jammer tyer han i sine Tanker bestandig til Søsteren som til sin eneste Trøst, indtil han til sin Overraskelse og Sorg mærker, at hun undgaaer ham, gjentagne Gange ved hans Tilbagekomst til Frankrig erklærer sig ude af Stand til at træffe ham, synes at have glemt ham og haus Ømhed for hende. Kun een Gang, da hun aner, han staaer i Begreb med at begaae Selvmord, nærmer hun sig ham et Øieblik paany. Han har allerede føiet denne sin elskede Søsters Kulde til Kjæden af sine bitre Erfaringer om Menneskenes Troløshed, da Efterretningen om, at hun agter at lade sig optage som Nonne i et Kloster, kalder ham til hendes Opholdssted. Han ankommer netop tidsnok til at faae en Plads ved den uhyggelige Ceremoni, til at see Amélies Haar falde under Saxen, og til at knæle ned ved hendes Side, medens hun, som Ceremoniellet fordrer, udstrækkes paa Kirkens Marmor som et Lig, da han hører sin Søster fremmumle en Bøn om Tilgivelse for »den forbryderske Lidenskab, hun har følt for sin Broder«. Paa een Gang begriber han sin Søsters Opførsel imod sig og falder afmægtig om. Saasnart han har fattet sig, beslutter han at forlade Europa og reise til den nye Verden. Den Nat, han forlader Frankrigs Kyst, bryder et frygteligt Uveir løs. »Vilde, siger han. Himlen underrette mig om, at Uveiret altid skulde ledsage mine Skridt?« Det Visse er, at Chateaubriand saa lidet kan undvære dette Accompagnement af Lyn og Torden til Renés Levnetsløb som til Atalas Elskov.

Det er som man seer ualmindelige Skjæbner, der her møde en ualmindeligt anlagt Charakter, [o]g fra denne Charakter er det, at Melancholien og Misanthropien i den nyere Litteratur kan dateres. Dette Tungsind og dette Menneskehad er af en ganske anden Art end det nogensinde før havde vist sig. Molières Alceste, den dybeste og skjønneste af hans Mandscharakterer, er f. Ex. kun Misanthrop i den Forstand, at han til sit Væsens Grund er oprørt dels over den Lavhed, dels over den feige Hensyntagen, den af Frygten udsprungne Falskhed, som hersker ved et frækt og fordærvet Hof, men han er ikke tungsindig, hans Temperament er ikke sygt og han bærer intet Kainsmærke paa sin Pande.

Den ved det 19de Aarhundredes Begyndelse […] (1877:78-84)

Omarbejdelse

***

[…] udbredte sig over Europa.

IV.

Vil man forstaae denne Aarhundredets Sygdom, maa man først lægge Mærke til, at dette i den store Mand, der kan betegnes som Aarhundredets Storhed, og i hvem det fra først af incarnerer sig, Bonaparte nemlig, ligesom udslynger hele sin Handlekraft og efter denne uhyre Kraftanstrengelse falder tilbage som lammet paa Villien. Saa er det, at hin store Skare af urolige og ørkesløse Aander træde frem paa Skuepladsen, og en og samme Grundform varieres i det Uendelige. Den første, den mest fremragende af disse Skikkelser er René. Usynligt for ham selv er Herskerseglet blevet sat paa hans Pande.

I ham spirer al den Egoisme, som er Melancholiens først fremtrædende nye Element, al hin stolte Overlegenheds-Følelse, den Selvforgudelse, alle de Luner og Uvornheder, ja selve hint Høiheds-Vanvid, hvormed saamange af Aarhundredets store Mænd have forbauset og forarget deres Samtid. Hvorledes, vil man sige, kommer dette fra »René«? Paa den Snes Blade, af hvilke Skriftet bestaaer, forekommer jo næsten ikke andet end de tungsindigste Selvanklager. Men »René« skildrer kun Sygdommens første Stadium og Bogen er bleven fortsat og udviklet, først i det Brev som findes fra René i »Les Natchez«, dernæst saa at sige i hele Læseverdenens Phantasi. René er hint første Stadium, Uroens og Udvælgelsens, René er Øieblikket […] (1872:64-65)

>

[…] udbredte sig over Europa, og René er kun den Skikkelse, som først og kraftigst fremstiller Sygdommens Symptomer hos de mægtigst begavede Aander.

René bærer hint Kainsmærke, jeg nævnte; men dette Mærke er tillige Herskerseglet. Usynligt for ham selv er dette Geniets Segl blevet sat paa hans Pande. Bag de tungsindige Selvanklager, hvoraf René's Bekjendelse bestaaer, ligger den stolte Overlegenhedsfølelse, som fyldte Digterens eget Bryst. Naar man omhyggeligt læser Chateaubriands Mémoirer, kan man ikke værge sig mod den Tanke, at der selv bag Forholdet til Amélie ligger en Art Skriftemaal, en Tilstaaelse af den lidenskabelige Kjærlighed, Søsteren Lucile nærede til sin beundrede Broder. Hvor meget mere er da Episodens øvrige Indhold af confessionel Natur. René's Kval er Geniets Fødselsveer i den moderne Personligheds Sjæl. René er Øieblikket […] (1877:84-85)

Omarbejdelse

***

[…] Følelse af sig selv. Han venter og vakler ikke mere, han byder og han vil. Her er et Øieblik, i hvilket hans Sjælstilstand er skjøn og sand, men Misforholdet mellem hvad han attraaer og hvad han evner forstyrrer strax hans Sjæls kortvarige Harmoni. Han veed at Guden er med ham og i ham, og han kan neppe mere skjelne imellem sig selv og Guden. Han tilbeder sig selv, idet han tilbeder Guden. Han veed jo, at hans Tanker og hans Tale er inspireret og hvor er Grændsen imellem det, som er af ham, og det, som ikke er af ham, han holder endog mere af de Vildfarelser end af de Sandheder han frembringer; thi hine tilhøre mere egentligt ham selv og han føler sig i høiere Grad som Ophav til dem. Mængdens Virak gjør ham ør i Hovedet. Hans Fjender ere ikke hans, men Sagens, det Godes Fjender, og alle Midler ere gode imod dem. For sig selv fordrer han Alt, Folkets Gunst, Kvindernes Kjærlighed, alle Livets Laurbær og Roser, og det falder ham ikke ind, at han skulde være forpligtet til at vise Gjengjæld. Han lader sig elske uden at elske igjen. Er han ikke en priviligeret Natur, en Apostel, der farer som en Flygtning gjennem Livet, en flyvende Ild, som oplyser, fortærer og forsvinder. Han siger som Chateaubriand i et Brev til en af sine Elskerinder: »Mit Liv er kun en Hændelse, tag af denne Hændelse Lidenskaben, Hvirvelen og Ulykken, jeg skal give Dem mere deraf paa een Dag, end Andre i lange Aar.« Saaledes talte den første René endnu, da han var 64 Aar gammel. Og mærk det vel, den Mand, der taler saaledes, er i al Oprigtighed og uden Hyklen den samme, der optræder som Troens Ridder og Christendommens begeistrede Forsvarer, thi ham er Alt tilladt; han er den Udkaarne og som den pythiske Præstinde halvt vanvittig i Følelsen af sit Kald.

Der er paa engang noget Guddommeligt og noget Satanisk ved ham, en egen Tilintetgjørelseslyst.* Den Form hvorunder han elsker, er den at forstyrre, at fortære. Han forfører ligesom ved overnaturlige, ved giftige Midler, kaster Runer, giver Trylledrikke. Det unge aabne Hjertes, den unge og friske Elskovs fortryllende Magt er ikke den, hvormed han bedaarer. René skriver Ord som disse til sin indianske Hustru: »Ja, Celuta, hvis Du mister mig, vil Du leve som Enke, thi hvo kunde omgive Dig med den Flamme, jeg bringer med mig, selv naar jeg ikke elsker,« og et andet Sted: »Der udgaaer fra dette Hjerte Flammer, som mangle Næring, som kunde fortære Skabningen uden at blive mætte, og som kunde fortære Dig selv.« Jeg gjør ikke Chateaubriand ansvarlig for de Ord, han lægger René i Munden, men, se tilbage, og De vil finde hin det forrige Aarhundredes Lucifer Voltaire uskyldig som et Barn i Sammenligning. De veed hvilken rørende Ømhed han udfoldede mod sine Elskerinder, en Ømhed, der i ingen Henseende tabte sig selv i de Tilfælde, hvor han blev plumpt forraadt. Se frem, og De vil i Kierkegaards Forfører kun finde en bredere Udførelse af hvad der i Omrids er givet her. Føi nu til Egoismens Tilintetgjørelseslyst Ligegyldigheden for Alt hvad der foregaaer udenfor Helten, den dybe Livslede og den uundgaaelige Lede ved sig selv, som end ikke den oprigtigste Selvbeundring kan holde borte, saa har De Typens Grundtræk. Kjender De Billedet, ligner det Originalen? Eller er der nogen af Dem, som ikke skulde have truffet en af de utallige Copier? Hos En er eet Træk, hos en Anden et andet fremtrædende. En reiser sig i overmenneskelig Stolthed som hin engelske Lord, der gav Verden sit Speilbillede i »Cain« og »Manfred«, en Anden faaer af sine philosophiske Studier kun saa Meget ud, at han er en Gud, saaledes som den tydske Digter, der skrev »Buch der Lieder«, saa tidt har tilstaaet. En kaster sig paa den Rolle at være Guddommens Prophet, lader sig dyrke som en Pave og lader endnu som Olding unge Kvinder komme til sig for at kysse hans rystende Hænder. For en Fjerde bliver Tungsindet det absolut bestemmende, Pantet paa hans Kald, Kilden til hans Livsførelse og til hele hans Forfattervirksomhed. Og dette Tungsind berøver ham alt praktisk Blik til at bedømme Virkeligheden. Den ringeste Begivenhed, der hænder ham, svulmer op til noget Betydningsfuldt, noget Afgjørende og ligesom Forudbestemt, hvortil han atter og atter vil vende tilbage, medens det Samme for en mindre tungsindig Betragtning vilde svinde ind til en ren Bagatel. De kjender alle disse nære og fjerne, ægte og vanslægtede Brødre og Sønner af René. Typen omfatter et Spand af Aar, og jeg beder Dem fremfor Alt ikke at forvexle den med en anden Type, som følger den og som vi Alle kjende. René personificerer en Slægt, som sagde til sig selv: før mit 25de Aar vil jeg være i Besiddelse af denne Pige, være en stor Digter, en stor Kunstner eller døe. Den næste Slægt er den i hvilken Sætningen lyder: før mit 25de Aar vil jeg have et Embede, før mit 30te Aar vil jeg være Minister. Længselen efter et sikret Udkomme og en sikret Indflydelse er traadt istedenfor alle de uvisse og ideale Længsler hos en Slægt, i hvilken Individet uden Sværmen og uden Tvivl sætter sig sit bornerte Formaal og naaer det. Naar hine Andre syntes haarde og tørre, da var det paa det andet Stadium, efterat de havde dræbt Tvivleren og Drømmeren i deres Hjerte, disse vare det fra Fødselen af og have ingen Krise gjennemgaaet.

Efter alt det jeg nu har sagt vil det lyde underligt naar jeg fortæller Dem, at René er sat paa sin Plads i »Génie du Christianisme« i ren reactionair og catholsk Interesse for at godtgjøre, hvad troer De? Hvor nødvendig den christelige Religions Trøst er for visse Lidelser og hvor nødvendigt det er at gjenoprette Nonneklostrene, da kun i Klosteret findes Frelse for visse Forvildelser. De maa nemlig vide, at René’s Grundulykke er den, at være lidenskabeligt elsket af sin egen Søster, der for at overvinde sin Passion tager Sløret og døer i Kloster. Hvor smukt lyder det ikke! Men føler De ikke Raffinementet? Saa forførerisk, saa uimodstaaelig er hin René, at han endog ikke raster, eller hvad jeg vilde sige, at Digteren ikke raster, før han har indgydt Renés egen Søster en unaturlig Elskov til sin Broder. Atter her seer De, hvorledes den reactionaire Tendents er hvirvlet ind i den revolutionaire Bevægelses Malstrøm. Thi er der Noget som den saakaldte sataniske Skole senere syntes at have Hævd paa, saa var det det, efter at have forherliget Passionen som Natur, med Sympathi at skildre den, selv hvor den gaaer imod Naturen. Lad mig nævne Dem et Par analoge Træk. Et af den unge revolutionaire Skoles Yndlingsthemaer var det, at Afskyen for Blodskam kun beroede paa Fordom. Det var en af Mérimées Yndlingssætninger i hans Ungdom. Man beraabte sig desuden paa Bibelens Autoritet, eftersom Menneskeslægten jo efter den bibelske Tradition fra først af havde udbredt sig gjennem Blodskam. Byron’s Cain er gift med sin Søster. Det var jo desuden høieste Mode at fremstille sig som en Smule Djævel. Chateaubriand, der har skildret sig selv i René og hvis Forhold til sin Søster i ydre Henseende svarer til René’s, blev i Virkeligheden ingenlunde elsket af denne anderledes end som en Broder, og det turde være høist sandsynligt, at der her ligger Nøglen til Forstaaelsen af en af den sidste Tids uhyggeligste og pinligste litteraire Begivenheder. De husker sikkert Alle den oprørende Anklage, som Mrs. Beecher-Stowe for to Aar siden udslyngede imod Byron’s Minde. Et forbryderisk Forhold imellem ham og hans Søster skulde have givet Anledning til Skilsmissen fra hans Hustru. At efterspore Sandheden i denne Sag er umuligt; Thomas Moore brændte jo Byron’s Papirer. Men selv om man med fuldkommen Ro hører paa Fru Stowe og, hvad der allerede er en stor Indrømmelse, antager, at baade hun og Fru Byron tale den rene Sandhed, hvad foreligger da? Der foreligger en Ytring fra Byron til hans Kone om at et saadant Forhold bestod. Nu var Fru Byron, som De veed, en i høi Grad dydig og enfoldig Puritanerinde, der havde seet sin Mand begaae alt det, som efter hendes Mening maatte være det mest Oprørende paa Jorden. Hun vidste, at han drak og svirede, at han tilbragte hele Nætter udenfor Huset, at han intet Hensyn tog hverken til sit Navn eller til sin Rang, at han havde maattet gaae alene ind i Parlamentet, fordi han ikke kunde faae en eneste af sine Standsfæller til at indføre sig, at han i sine Skrifter gjennemhaanede den ene hellige anglicanske Kirke og satte de sorteste Forbrydelser i den skjønneste Belysning, ja saavidt var hendes Mand gaaet, at der tre Gange var skeet Udpantning hos det unge Par, og endog hendes egen Ægteseng var bleven beslaglagt. Hvad Under da at hun tog sin Mand paa Ordet, da han en Dag formodentlig mere end almindelig irriteret over hendes Enfoldighed og hendes Prædikener sagde til hende: ja, jeg er Djævelen — buh! — min Klumpfod er i Virkeligheden en Hestefod, og jeg lever i det skjændigste Forhold til min egen Søster.

De seer, at Chateaubriand har givet Byron Exemplet i »René«. De seer, hvorledes dette Revolutionspoesiens Product skyder frem af det reactionaire Værk, hvori det findes, og hvorledes i dette begge de store Strømninger ere blandede sammen. Men som De vil bemærke: Understrømmen er en alt Andet end christelig, ja alt Andet end religiøs. Grundfølelsen er overalt en egen vild Egoisme, en Art Nydelsessyge af den uhyggeligste Art, som bestaaer i at blande Ideen […] (1872:66-73)

>

[…] Følelse af sig selv. Men Geniet er altid en Forbandelse paa samme Tid som en Velsignelse. Selv de største, de mest harmonisk anlagte Naturer have i hele Tidsrum af deres Liv følt Forbandelsen, det rummer og medfører. I René har Chateaubriand kun fremstilt hin Forbandelse; hans egen Organisation og hans Forhold til sin Tids Ideer foraarsagede i Forening, at Genialiteten, som han kjendte den, kun stod for ham som en Kilde til ensom Kval og til vild egoistisk Nydelse, der altid medførte Følelsen af sin Tomhed og Intethed.

Chateaubriand, som indleder det 19de Aarhundredes religiøse Reaction, havde ingen Tro, ingen Grebethed, ingen Selvhengivelse til en Idee. Det forrige Aarhundredes Ideer begyndte netop da at fordunkles, at antage Charakteren af Vildfarelser, det nittende Aarhundredes store Ideer vare endnu ikke indvundne ad videnskabelig Vei og Chateaubriand formaaede ikke, anlagt som han var og stillet som han var, at foregribe dem i en Intuition. Saaledes blev han Reactionens Fører, Katholicismens og Bonrbonernes Ridder. Med den i Genialiteten liggende Drift til at gribe Tidsalderens historiske Tanke, men uden Geniets sikre Anelse om dens Væsen og Tro paa dens Seir, greb han de Ideer, som det foreløbige Omslag i Sympathier og Stemninger bragte for Lyset og hævdede dem med Stædighed, med pompøs, men ogsaa ofte hul Veltalenhed, med store Evner, men uden Varme og uden den Art Overbevisning, der gjennemtrænger Personligheden og gjør den til Ideens begeistrede og utrættelige Organ. Medens Voltaire med al sin Uro og alle sine Feil førte sit Livs Kamp frisk, usvækket og uovervindelig til det Sidste, fordi han intet Øieblik vaklede i Troen paa Sandheden af sine Ideer, fortæredes Chateaubriand af en uafbrudt Livslede, Vantro og Menneskeforagt. Kun paa eet Punkt var han tildels i Overensstemmelse med Fremskridtets Lov: som Digter, særlig som poetisk Colorist, og derfor har han ogsaa kun i sin Ungdoms digteriske Stræben følt sig tilfreds og indadtil lønnet. Men for ham som Digter er atter ingen Skikkelse lykkedes som René's, o; som Fremstillingen af den aandelige Type, hvortil han selv hørte.

Da et Geni af den Art som René trods alle sine religiøse Talemaader aldrig gaaer op i nogen høiere Magt, bliver hans Melancholi i sit inderste Væsen kun Egoismens utilfredstillede Nydelsessyge. Han veed i sin Egenskab af Geni at Guden er med ham og i ham, og han kan neppe skjelne imellem sig selv og Guden. Han føler jo, at hans Tanker og hans Tale er inspireret, og hvor er Grændsen imellem det, som er af ham, og det, som ikke er af ham? For sig selv fordrer han Alt, Folkets Yndest, Kvindernes Kjærlighed, alle Livets Laurbær og Roser, og det falder ham ikke ind, at han skulde være forpligtet til at vise Gjengjæld. Han lader sig elske uden at elske igjen. Er han ikke en priviligeret Natur, en Apostel, der farer som en Flygtning igjennem Livet, en flyvende Ild, som oplyser, fortærer og forsvinder!

I disse Træk har Digteren kun malet sit eget Speilbillede. Chateaubriands Mémoirer vrimle af Beviser pea den kunstige Kulde, hvormed han modtog Ømhed og Beundring. Enkelte fortrolige Breve fra ham, som Sainte-Beuve har havt mellem Hænder, vise, med hvilken iskold Selvfølelse, han undertiden stræbte at besnære ved Løfter om en fortærende Lidenskab. Endnu 64 Aar gammel skriver han til en ung Dame, hvem han opfordrer til at give sig et Stævnemøde i Schweiz: »Mit Liv er kun en Hændelse, tag af denne Hændelse Lidenskaben, Hvirvlen og Ulykken, jeg skal give Dem mere deraf paa een Dag, end Andre i lange Aar.« Man see tilbage i Tiden; man mindes f. Ex. den rørende Ømhed, Voltaire udviser mod sin Emilie, selv da han har faaet Vished om at han er plumpt bedraget af hende, og man vil finde hin det forrige Aarhundredes saakaldte Lucifer uskyldig som et Barn i Sammenligning.

Chateaubriand afsluttede ikke sin Skildring af René med den berømte Episode, der bærer dette Navn. René spiller en stor Rolle i den samtidigt skrevne, men først nogle Aar senere udgivne Roman »Les Natchez«, og hans Væsen her fuldstændiggjør først Billedet af Charakteren.

René har for at føie sig efter Indianernes Sæder taget sig en Hustru, Celuta, der gaaer ganske op i Kjærlighed til ham. Men det behøver neppe at siges, at Samlivet med hende ikke kan læge hans Hjertes Saar. »René, hedder det, havde attraaet en ubeboet Egn, en Kvinde og Friheden; han besad alt dette, og dog fordærvede Noget denne Besiddelse for ham. Han vilde have velsignet den Haand, som med eet Slag havde befriet ham for hans fordums Ulykke og hans nærværende Lykke, hvis det ellers var nogen Lykke. Han forsøgte at virkeliggjøre sine gamle Drømme: hvilken Kvinde var ogsaa skjønnere end Celuta! Han førte hende ind i Skovenes Dyb og stræbte at forstærke sig Indtrykket af sin Uafhængighed ved at ombytte eet ensomt Opholdssted med et andet; men naar han havde trykket sin unge Hustru til sit Bryst dybt nede i Afgrundene, eller naar han havde ført hende op i Skyregionerne, saa følte han dog ikke den Nydelse, han havde haabet. Det tomme Rum, der havde dannet sig dybt nede i hans Sjæl kunde ikke udfyldes. René var bleven ramt af en Himlens Straffedom, der paa eengang udgjorde hans Lidelse og hans Geni. Han forstyrrede Alt ved sin Nærværelse: Lidenskaberne gik ud fra ham og kunde ikke trænge ind i ham igjen; han tyngede paa den Jord, som han med Utaalmodighed vandrede paa og som bar ham mod sin Villie.« I disse Udtryk skildrer Fortælleren Renés Væsen som Ægtemand.

Hvor charakteristisk er ikke denne Heltens Experimenteren med sin unge Brud, disse hans Forsøg paa ved ualmindelige Naturomgivelsers Kryderi at give sin Hustrus Kjærlighed mere Tiltrækning for ham. Forgjæves! den unaturlige Lidenskab han engang har indgydt og der netop som unaturlig og efter menneskelige Love forbryderisk, havde en Magt og en Flamme, der stemmede med hans eget Væsens flammende Magt, har halvveis smittet ham og i ethvert Tilfælde umuliggjort ham det at elske mere. Han skriver selv i sit høist mærkværdige Afskedsbrev til Celuta, at hin Ulykke har gjort ham til den han er, at han har været elsket, altfor høit elsket og at hin mystiske Kjærlighed har lukket Kilderne til hans Existents, skjøndt den ikke udtørrede dem. »A1 Kjærlighed, siger han, blev mig en Rædsel: jeg havde et Mønster af en Kvinde for Øie, som Intet kunde komme nær. Skjøndt i mit Indre fortæret af Lidenskaber er jeg af Ulykkens Haand paa en uforklarlig Maade bleven isnet.« Der gives, fortsætter han, saa ulykkelige Existentser, at de synes at anklage Forsynet og skulde synes at kunne helbrede for »den Mani at ville være til.« Selve den instinctmæssige og saa dybt naturlige Kjærlighed til Livet, den som Egmont hos Goethe betegner som »die liebliche Gewohnheit des Daseins« forhaaner han i sin blaserte Afdøethed som Mani, og i dens Sted træder en vild, satanisk Tilintetgjørelseslyst: »Jeg antager, hedder det videre til Celuta, at Renés Hjerte nu ligger aabent for dig. Seer du den forunderlige Verden, som det indeholder? Der udgaaer fra dette Hjerte Flammer, som mangle Næring, som kunde fortære Skabningen uden at mættes og som kunde fortære dig selv.« Og i samme Aandedrag er han atter religiøs, atter ydmyg, atter skjælvende for Guds Vrede. Han hører den Almægtige raabe til sig i Ensomheden som til Kain: »René, René! hvad har du gjort af din Søster?« Den eneste Uret han bebreider sig mod Celuta er den overhovedet at have knyttet hendes Skjæbne til sin, den dybeste Sorg, dette Forhold har voldt ham, er den, at Celuta har gjort ham til Fader, thi med en Art Rædsel har han seet, at hans Liv saaledes skulde forlænges ud over dets Grændse. Han opfordrer hende til at brænde alle hans Papirer, brænde Hytten, han har bygget og hvori de have boet, og vende hjem til sin Broder. Han ønsker ikke at efterlade noget Spor paa Jorden af sin Existents. Helst vilde han øiensynligt befale Celuta, at hun selv, som de indiske Enker, skulde brænde med paa Baalet. Den Nidkjærhed, der besjæler ham er af samme Art som den, der i Middelalderen bragte saa mangen Ridder til at dræbe sin Yndlingshest. (»Den Hest, som mig har baaret, skal Ingen sidde paa«). Han slutter sin Afskedsepistel til sin Hustru med et Farvel, der er saa typisk, at det fortjener at citeres helt:

»Hvis jeg, Celuta, nu maa døe, da kan du efter min Død formæle dig med en roligere Aand end min. Men tro dog ikke nogensinde ustraffet at kunne modtage en anden Mands Kjærtegn; tro ikke at svage Omfavnelser i din Erindring kunne udslette René's. Jeg har trykket dig til mit Hjerte midt i Ørkenen, under Uveirets Storme, den Gang, da jeg bar dig over paa den anden Side af Strømmen og da jeg havde villet dræbe dig med et Dolkestød for at fæstne Lykken i din Barm og straffe mig for at have skjænket dig denne Lykke. Det er Dig, Du høieste Væsen, Du Kilde til Kjærlighed og Skjønhed, det er Dig alene, som har skabt mig saaledes som jeg er, og ene Dig, som kan forstaae mig! o hvorfor har jeg ikke styrtet mig ned i Vandfaldene, midt ned i deres skummende Vande! jeg vilde da være vendt tilbage til Naturens Skjød med hele min Energi.«

»Ja Celuta, hvis du mister mig, vil du vedblive at være Enke. Hvo kunde omgive dig med den Elamme, jeg bærer i mig, selv naar jeg ikke elsker? Hine ensomme Steder, som jeg gav Livets Varme, vilde forekomme dig isnende ved en anden Ægtefælles Side. Hvad vilde du da søge i Skovenes Skygge? Der gives for dig ingen Illusioner, ingen Rus, intet Raseri mere, jeg har ranet det alt, idet jeg gav dig det Alt eller rettere idet jeg Intet gav, thi et ulægeligt Saar brændte inderst i min Sjæl … Jeg er kjed af mit Liv; Livslede har altid fortæret mig; det som opfylder de andre Mennesker, rører ikke mig. Havde jeg været Hyrde eller Konge, hvad skulde jeg da have gjort med min Hyrdestav eller min Krone! jeg vilde blive lige træt af Hæder og Geni, Arbeide og Fritid, Lykke og Ulykke. I Europa, i Amerika have Samfundet og Naturen trættet mig. Jeg er dydig uden at have nogen Glæde heraf; hvis jeg var forbryderisk, vilde jeg ikke føle nogen Anger derover. Jeg vilde ønske, jeg ikke var født eller at jeg bestandig var glemt.«*) [*) Les Natchez. Chateaubriand: Oeuvres complètes V 350 og 463 ff. Digteren har ubevidst i sine Mémoirer i sit eget Navn udtalt en af disse Sætninger. Se ovenf. S. 53.]

Saa kraftigt blev fra først af den Disharmoni anslaaet, som den »sataniske« Skole senere varierede saa rigt. Ikke alene Selvforgudelsen indtil Randen af Høihedsvanvid er fremstillet her i en sjældent stor og sikker Stil, men end ikke den mørke Baggrund fattes, som Søsterens brødefulde Kjærlighed til Broderen giver. Saa forførerisk, saa uimodstaaelig føler Chateaubriand Trang til at gjøre sin René, at han end ikke raster, før han har indgydt Renés egen Søster en unaturlig Elskov til ham. Brødefuld Sødskendekjærlighed var i hin Tid overhovedet en Sag, som sysselsatte Slægten. Som bekjendt havde Goethe ikke mange Aar før i sin »Wilhelm Meister« ladet Mignon nedstamme fra en uhyggelig Forbindelse mellem en Broder og en Søster og som bekjendt tumlede baade Shelley og Byron med dette besynderlige Æmne (Rosalind and Helen, Revolt of Islam, Kain, Manfred). Det blev et af den unge revolutionære Skoles poetiske Yndlingsthemaer at Afskyen for Blodskam mellem Broder og Søster kun beroede paa Fordom. Dog René's Melancholi er saa dyb, saa medfødt, at den ikke synes at kunne være foraarsaget alene ved Amélies ulykkelige Lidenskab. Læseren har bestandig Følelsen af, at denne Lidenskab kun har været den tilfældige Anledning til Melancholiens Udbrud. Hans Tungsind, hans Selvsyge, hans ydre Kulde og tilbagetrængte indre Brand gjenfindes uden denne ydre Foranledning hos en hel Skare af Aarhundredets ypperste Aander og i en lang Række af fremragende digteriske Charakterer (Tiecks William Lovell, Friederich Schlegels Julius, Byrons Corsaren, Kierkegaards Johannes Forføreren, Lermontows Vor Tids Helt). Disse Træk udgjøre det fælles europæiske Stempel, som Begyndelsen af det 19de Aarhundrede, paatrykker sine poetiske Helte.

Men hvad der stempler René specielt som et Værk af den begyndende Reaction, det er den Tendents, der er underlagt Fortællingen og som den kun har tilfælles med een af de nævnte Productioner, Kierkegaards Johannes Forføreren: den er Led i et større Hele af udpræget moralsk og religiøs Charakter, den angives at være skrevet udelukkende for at advare mod den Sjælstilstand, den skildrer, og for at vise Christendommens Herlighed og Uundværlighed som de syge Sjæles Tilflugt. Den erklærede Hensigt med »René« er med Amélies Exempel for Øie at godtgjøre Nødvendigheden af at gjenoprette Nonneklostrene, da kun i Klostret findes Frelse for visse Forvildelser. Rigtignok strider den udtalte fromme Tendents og det høist ufromme Indhold paa en lidet opbyggelig Maade imod hinanden. Men ogsaa dette Træk er typisk for Reactionen og gjenfindes f. Ex. i første Del af Kierkegaards »Enten-Eller« og »Stadier«. Grundstemningen er overalt en vildt genial Nydelsessyge, som tilfredsstilles ved at blande Ideen […] (1877:86-95)

Omarbejdelse

***

[…] Lyst og Lykke. René skriver til Celuta: »Jeg har trykket Dig til mit Bryst midt i Ørkenen, jeg havde ønsket at kunne dræbe Dig med en Dolk i hint Øieblik for at fæstne Lykken i din Barm og for at straffe mig selv for at have skjænket Dig denne Lykke.«

Og Atala, den blide, fromme Atala, denne yndefulde unge christne Indianerpige, som under saa store Fristelser holder sin stormende, sin hedenske Elskers Attraa i Tømme og som sit hellige Løfte tro døer som Jomfru i uplettet Renhed, hun udbryder i sin Dødsstund: »Der var Øieblikke, hvor jeg ønskede tilligemed Dig at være den eneste levende Skabning paa Jorden, andre, hvori jeg, naar jeg følte en Guddom standse mig i min skrækkelige Attraa, havde ønsket Tilintetgjørelse over denne Guddom, naar da blot jeg, knuget til dit Bryst, havde kunnet rulle med Dig fra Afgrund til Afgrund mellem Ruinerne af Gud og Verden.«

5. Den nye sjælstilstand

Som der i Legemverdenen til visse Tider opstaaer hidtil ukjendte Sygdomme, saaledes ogsaa i det aandelige Liv. Hvad jeg søger at skildre Dem er den Aandstilstand, paa een Gang kraftig og usund, det eiendommelige Opsving og den eiendommelige Sjælesygdom, som betegner Begyndelsen af vort Aarhundrede. Grundtrækket i denne Sjælstilstand var givet med Menneskeaandens store Revolution. (1872:73-74)

>

[…] Lyst og Lykke. Det nytter da lidet, at der her som i Atala paa rent udvortes Maade underlægges Værket en afgjort katholsk, ja endog clerical Tendents; Understrømmen deri er en alt andet end christelig, ja alt andet end religiøs.

Men denne Understrøm, saa uren eller blandet den hos den enkelte store Forfatter kan være, udspringer fra en sjælelig Tilstand, der er givet med Menneskeaandens store Revolution. (1877:96)

Omarbejdelse

***

[…] voxet i samme Grad, allermindst Selvbeherskelsens Kraft. Heraf den ubændige Attraa og den ubændige Melancholi. Og paa samme […] (1872:75)

>

[…] voxet i samme Grad; af de Hundredetusinder, hvem Banen paa en Gang er bleven aabnet, kan kun een naae det forønskede Maal - og hvem sikrer Individet at blive den ene! Den ubændige Attraa har naturnødvendigt den ubændige Melancholi i sit Følge. Og til det store rasende Væddeløb har jo heller ikke Enhver uden Undtagelse Adgang; alle de, som af en eller anden Grund føle sig knyttede til den ældre Tingenes Orden og de finere, mindre haardhudede Naturer, der hellere drømme end handle, føle sig udespærrede, vige tilside eller udvandre, og idet de bøies tilbage i sig selv, vaagner med Selvreflexionen en stærkere Selvfølelse og med den en forøget Evne til at lide. Den høiest udviklede Organisme lider jo mest. Hertil kommer, at idet det gamle Samfund sprænges, viger det gavnlige Tryk fra Individet, der holdt det indenfor visse sociale Skranker og hindrede det i at tillægge sig et ubegrændset Værd og en ubegrændset Betydning. Saaledes bliver Selvtilbedelsen mulig overalt hvor Selvbeherskelsens Kraft ikke er saa stærk som tidligere Samfundets organisatoriske Kraft. Og paa samme […] (1877:96-97)

Omarbejdelse

***

[…] uendelige Mørke og begriber Intet af sin Tilværelses Hemmelighed. Hvortil fødes vi, hvorfor leve vi, hvad fører det Hele til? Man er ikke rykket Svaret paa disse Spørgsmaal nærmere. Kun Følelsen af Savnet, kun Utaalmodigheden over Uvidenheden er voxet. Saaledes føler man Sandheden af et Billede Alfred de Musset har anvendt: »Evigheden ligner en Ørnerede, ud fra hvilken […] (1872:76)

>

[…] uendelige Mørke. Paa de gamle Spørgsmaal, hvorfor Mennesket fødes, hvorfor det lever, hvad det Hele fører til, synes Svaret, forsaavidt man skjelner det, utilfredsstillende og nedslaaende, et pessimistisk Svar. Tidligere fødtes Mennesket ind i en bestemt uanfægtet Confession, der dicterede ham bestemte, ad overnaturlig Vei erhvervede, trøstende og forjættende Svar. I det attende Aarhundrede, da Confessionerne vare forladte, fødtes Aanderne ind i en næsten ligesaa dogmatisk og i ethvert Tilfælde ligesaa begeistrende Tro paa Civilisationens da herskende Ideer, paa Oplysningens frelsende Magt, og man levede i Forjættelserne om den Lykke og Harmoni, der vilde udbrede sig over Jorden, naar Filosofernes Troesbekjendelse først var trængt igjennem. Nu ved Begyndelsen af det 19de Aarhundrede var ogsaa denne Tillid undergravet; Historien syntes at lære, at ogsaa denne Vei førte til Intet og Forvirringen i Sindene var ligesaa stor som i en Hær, der midt under et Slag faaer pludselig Contraordre. De Aander, der lede Bevægelsen ind i de gamle religiøse Spor, staae ikke en Gang selv mere paa de gamle Troessamfunds Standpunkt, de have selv faa Aar forud været Voltairianere eller Tilhængere af Rousseaus Deisme; hos dem alle er den nye Religiøsitet tilkjæmpet eller tilraisonneret. Deri ligger det, at den aandelige Bevægelse hos de Skribenter, der indlede det nye Aarhundrede, er saa hæmmet og saa stækket. Alfred de Musset har gjengivet det Indtryk, de gjøre, ved et træffende Billede: Evigheden, siger han, ligner en stor Ørnerede, ud fra hvilken […] (1872:98-99)

Omarbejdelse

Ny indledning til kapitlet om Obermann

VI.

I den skarpeste Modsætning til den selv under Fortvivlelsen og Livsleden saa stolte og bydende René, staaer den næste mindeværdige Variation af Tidsalderens Type, Obermann. »Obermann«, et Værk der blev skrevet selvsamme Aar som »René«, er ligesom denne Bog forfattet under Landflygtighed, næsten under et Eremitliv, af en lidenskabelig Atheist, en dybtfølende Stoiker, Etienne de Sénancour. Man kunde kalde »Obermann« den franske »Werther«, den har hvad Selvmords-Epidemien angaaer i Frankrig spilt en lignende Rolle som »Werther« i Tydskland, men Udtrykket er vildledende, thi »Obermann« indeholder ingen Kjærlighedshistorie. Var René den Udkaarne, saa er Obermann den Forbigaaede. Hans Aand er ligesaa omfattende, hans Følelse ligesaa dyb som Renés, men Englen som mærker denne gaaer ham forbi. I »René« gjenkjende Aarhundredets Herskernaturer sig selv, men »Obermann« er Majoritetens Historie ↄ: ikke den vulgaire, men den dybtbevægede og begavede Mængdes, der danner ligesom […] (1872:77)

>

V.

I skarp Modsætning til den under sin Livslede saa egoistiske og bydende René staaer den næste interessante Variation af Tidsalderens Type, Obermann.

Obermann, et Værk, der blev forfattet nøiagtigt samme Aar som René, er ligeledes undfanget i Landflygtighed. Dets Forfatter Étienne Pierre de Sénancour fødtes i Paris 1770, men udvandrede under Revolutionens første Dage til Schweiz, hvor langvarig S[y]gdom og forskjellige Livsforhold tvang ham til at blive. I sin Egenskab af Emigrant blev han landsforvist fra Frankrig, over hvis Grrændser han kun nu og da hemmeligt vovede sig for at see sin Moder. Under Consulatet vendte han, dog uden Tilladelse, tilbage og levede de tre første Aar et fuldstændigt Eremitliv i Paris for ikke at henlede Myndighedernes Opmærksomhed paa sig. Han søgte senere et sparsomt Erhverv som Medarbeider ved liberale Blade og som Udgiver af historiske Haandbøger. Hans Liv var ensomt og uden Glands - en dybtfølende Stoikers Levnet.

Sénancours første Skrift »Drømmerier over Menneskets oprindelige Natur«, hvis Titel allerede forraader en Discipel af Rousseau, udkom 1799. I Begyndelsen af 1804 udgaves hans psychologiske Roman Obermann, der ved sin Fremkomst ikke gjorde nogen synderlig Opsigt, Ikke desmindre er denne Bog senere bleven udgiven i en Række af Oplag; en følgende Slægt har atter og atter søgt tilbage til den, og dens Navn er i Frankrig længe bleven nævnet sammen med Ossians og Werthers. Den blev tidlig studeret af Nodier og Ballanche. Den blev Sainte-Beuves Yndlingsbog, og han og George Sand have bidraget meget til at henlede Opmærksomheden paa den.

Obermann har i Frankrig, ligesom Werther i Tydskland, været i mangen Selvmorders Hænder, den læstes jævnlig af den ulykkelige Babbe, Victor Hugos Ven, kjendt af dennes Levnet og Digte, den dyrkedes formelig i en Kreds af unge Mænd (Sautelet, Bastide, Ampère, Stapfer) blandt hvilke den førstnævnte selv gjorde Ende paa sit Liv. Som René er den Udkaarne, saaledes er Obermann den Forbigaaede. I René gjenkjendte en Del af Aarhundredets Herskernaturer sig selv, Obermann forstodes og paaskjønnedes af det dybt bevægede og begavede Flertal, der danner ligesom […] (1877:100-101)

Omarbejdelse

***

[…] arbeider han ikke? Det er vanskeligt at forklare. Kortest er Svaret: Fordi han er ulykkelig.

Denne Bog er skrevet for Ulykkelige. Hvo der har oplevet og erfaret Noget, vil have kjendt et stort Antal af disse Mennesker, som synes skabte for Livets Skyggeside og som aldrig komme til at boe i dets Sol. Lykken gaaer dem forbi, og den glemsomme Fama, hvis Hukommelse er saa overfyldt med Navne, har altid saa vanskeligt ved at udtale deres Navn, at de synes døde, medens de endnu leve. Hyppigst naae de end ikke frem paa Offentlighedens Skueplads. Der er […] (1872:77-78)

>

[…] arbeider han ikke? Fordi han er ulykkelig. Hvorfor er han ulykkelig? Fordi han er altfor sensibel, altfor modtagelig for Stemninger og Indtryk. Han er lutter Hjerte, og Hjertet arbeider ikke.

Det var Regelens, Disciplinens, Militærdespotismens Tid. Det var den Epoche, i hvilken blandt Videnskaberne Mathematiken stod i høiest Anseelse, blandt Dyderne Handlekraften forenet med Evnen til ubetinget Underkastelse, Obermann tilhører ikke med en eneste Fiber i sit Hjerte denne Tid; thi han afskyer baade Disciplinen og Mathematiken saa kraftigt som nogen senere Romantiker kunde gjøre det. Han spotter de Filistre, der daglig gaae den samme afmaalte Spadseretur og daglig vende om paa samme Sted. Han holder ikke af forud at vide, hvorledes hans Følelse vil blive paavirket. Lad Aanden, siger han, stræbe at give sine Frembringelser en vis Symmetri, Hjertet arbeider ikke og kan kun være produktivt, naar man forskaaner det for al Cultur. Man føler dette forstandsfjendtlige Princip i hans Breve: de udgjøre en tung, bred, alvorlig, slet skreven Bog, der tager sig ud som en Række af Improvisationer, hvilke Forfatteren i Følelsen af, at de vare hans Hjertes Børn, ikke har villet eller kunnet give nogen vindende eller tiltalende Form. Granske vist er der Guldkorn skjulte rundt omkring i Værkets tunge Erts; men disse Guldkorn maa opsøges med pinlig Møie, medens et litterært Talent vilde have formaaet at forgylde den hele Masse dermed.

Bogens Helt hører til den Klasse af Ulykkelige, som synes skabte for Livets Skyggeside og som aldrig komme til at boe i dets Sol. Der er […] (1877:101-102)

Tilføjelse

***

[…] lange Tider stille. Obermann har ingen fast Beskjæftigelse, ingen Virkekreds, intet Fag og havner først paa Bogens sidste Sider i det Forsæt at ville optræde som Forfatter: men Læseren faaer ingen ret Tro til at der paa denne Bane venter ham Held. Hvo der har […] (1872:78 / 1877:103)

Omarbejdelse

***

[…] fattige og ligesom blege.

Man kan sige, at Hemmeligheden ved at trænge igjennem er som en Art Trolddom for visse Naturer.

Man seer f. Ex. to lige rigt anlagte Naturer, sande Sølvnaturer kunde man kalde dem og hver af dem har desuden som Tilgift sit lille Guldkorn. Men den ene gjemmer sit Guldkorn skjult som et Punkt i Sølvbarren, den anden overtrækker hele Sølvkuglen dermed; thi eet Guldkorn er tilstrækkeligt; det at vide at benytte det er Talentet, og Talentet er et andet Ord for Lykken.

Eller der er to Naturer af næsten lige ædelt Metal. Den ene hører, synes det, til de i Verdens Øine Udkaarne, den anden til Mængden og seer man nøiere til, opdager man endog med Forbauselse, at den reneste, den ædleste af disse to Naturer er den, som maa staae i Skygge og som trænges tilside. Men ved et nøiere Studium forstaaer man, at en Smule uædelt Metal, en Smule Kobber eller Erts, langt fra at skade den rene Sølvmynt eller svække dens Glands, giver den Subsistents og Fasthed, og muliggjør dens Cours. Det rene Sølv bliver netop paa Grund af sin Renhed og Blødhed ubrugbart.

Man vil da let forstaae, at de antydede Variationer af Menneskenaturen, snart en altfor fin og sammensat Charakter, snart en altfor ensartet, snart en, der sønderbryder sig selv, snart en, der sønderbrydes af Omverdenen, danne en Gruppe for sig selv. Snart er det deres Mangler, snart er det deres Fortrin, som vende sig imod dem. Kan noget tænkes ulykkeligere? Og dog kan man med Sandhed sige, at selv disse Forurettede have deres Lykke.

De vedblive at være ene, at være sig selv og bevare i denne Ensomhed deres hele Interesse. Ingen Virak stiger dem bedøvende til Hovedet, ingen Ros enerverer dem; mangler deres Blomstringstid de kraftige, de blussende Farver, som kun Sollysets Kjærtegn fremkalde, saa bevarer Stammen længere sin Friskhed og sine Safter. Livets Strenghed styrker deres Natur. De nyde den Lykke at leve ukjendte. De nyde den Beroligelse aldrig at blive overvurderede, dumt forgudede og saa strax efter, som det altid gaaer, forladte, ja forhaanede. Thi saaledes hævner Menneskeslægten sig paa den, der et Øieblik har aftvunget de Andre Beundring. De behøve aldrig at smile til en Dosmers Compliment, aldrig at bestænkes af en Slyngels Hadskhed som de, der altid staae som Skiver for Anerkjendelsen og for Hadet. De beholde endog Retten til at føle sig de Foretrukne overlegne, til at nyde Misforholdet mellem deres Værd og den Anerkjendelse, de høste. En smuk Lod er dem forundt, naar de forstaae at drage Nytte af deres Stilling og Forhold, og forvandle det, som skulde nedslaae, til det, som maa styrke og opretholde. Miskjendelse er en bitter men kraftig Drik. De seer paa den anden Side ogsaa let her i Spiren alle hine Miskjendthedens Karrikaturformer, som vi Alle kjende, den hele Cohorte af Klynkere, af Misundere, de af utilfredsstillet Forfængelighed Vanvittiges store Bande, der er ligesaa utaalelig som deres, der svømme i mættet Forfængelighed.

Men hvo kan trods alle hine Karrikaturer uden Rørelse betragte denne Skare af ædle Aander, som have levet ved Siden af Livet og som aldrig have glimret, af elskende Hjerter, som aldrig bleve elskede tilbage, hin Elite, hvem Leiligheden, Lykken og Berømmelsen aldrig besøgte!

»Obermann«, en tung, bred, alvorlig, slet skreven Bog udviser selv i sin Forfatter en Natur af samme Art som Helten er. Men den er ligefuldt interessant som godt og gyldigt Document. Vil De høre nogle Ord af Bogens Helt: »Ak hvor Mennesket er stort […] (1872:79-82)

>

[…] fattige og ligesom blege.

Obermann vil som Forfatter neppe komme til at henhøre til en anden Klasse af Skribenter end Sénancour, dem, for hvem Hemmeligheden ved at trænge igjennem er som en Art Trolddom.

Hans Breve indeholde en alsidig Fremstilling af hans Sjæleliv og Sjælehistorie. Den sidste er sammentrængt i disse Ord: »Ak, hvor Mennesket er stort […] (1877:104)

Tilføjelse

***

[…] mere end Afhængigheden. Han skræmmes tilbage af Samfundsordenen: »Saa meget er vist; jeg vil ikke slæbe mig opefter fra Trappetrin til Trappetrin, indtage en Stilling i Samfundet, have Foresatte, jeg maa vise Ærbødighed, for til Gjengjæld at have Underordnede, jeg tør ringeagte. Intet synes mig saa burlesk som denne Ringeagtens Trinstige, der strækker sig gjennem hele Samfundet lige fra Fyrsten, der, som han siger, kun er Gud underordnet, til den fattigste Kludesamler, der maa vise det Fruentimmer Respect, som leier ham en Straamadrats for Natten.« Han ønsker ikke at kjøbe Retten til at befale med Pligten til at lystre. Indbegrebet af al jordisk Pine […] (1872:83 / 1877:105-106))

Omarbejdelse

***

[…] Gjenvordighed byder: Uafhængigheden, Friheden.

Obermann kan derfor ikke leve ensomt nok. Han boer ene, skyer baade Byer og Landsbyer. Ret sig selv er han kun naar han fra den Schweitzerdal, i hvilken han boer, stiger op paa de høieste Bjerge i den ødeste Udørk, »paa Vidderne«, ene og uden Fører, glemmende Menneskene […] (1872:83)

>

[…] Gjenvordighed byder: Uafhængigheden.

Han føler sig fremmed blandt sine Medmennesker, de føle ikke som han og han troer ikke som de. De forekomme ham i den Grad befængte med Overtro, Fordomme, Hykleri og social Usandfærdighed, at han gyser tilbage for at træde i selskabeligt Forhold til dem. Det 18de Aarhundrede var ikke udmundet i Orthodoxi, men det havde i Frankrig ikke hævet sig ud over en deistisk Religiøsitet med Tro paa Menneskelivets Fortsættelse i en anden Verden. Sénancour deler ikke dets Tro, han er en rent moderne Aand; det 19de Aarhundredes videnskabelige Verdensanskuelse findes allerede hos ham; han er en varmtfølende og overbevist Humanist og ligesaa fjern fra Troen paa en senere bedre Existens som fra Troen paa en Gudepersonlighed. Det religiøse Problem drøftes i hans Breve fra mange Sider. Man vil her allerede finde den harmfulde Imødegaaen af Doctrinen om at Atheismen udspringer af Ondskab eller slette Lidenskaber, som senere varieres igjennem det oprindende Aarhundredes Litteratur. Han gjør med Styrke gjældende, at med samme Ret som den Orthodoxe paastaaer, at kun Lidenskaberne forhindre i at være Christen, med samme Ret kunde Atheisten paastaae, at kun den Onde er christen, eftersom kun han behøver at holde sig Gjøglebilleder for Øie for ikke at stjæle, lyve eller myrde og eftersom kun han kan finde det Argument fyldestgjørende, at var der intet Helvede til, saa var det ikke Umagen værd at være et retskaffent Menneske. Han forklarer Troen paa Individets Udødelighed phychologisk. Urolige og ulykkelige som de fleste Mennesker ere, haabe de bestandig paa at den næste Time, den næste Dag, tilsidst ogsaa det følgende Liv, skal bringe den Lykke og den Salighed, de attraae. Men, tænker han sig indvendt, denne Tro er dog altid en Trøst. Hvis den, svarer han, er en Trøst for den Ulykkelige, saa er dette mig netop en Grund mere til at ansee dens Sandhed for høist mistænkelig. Menneskene troe saa gjerne hvad de ønske. Hvis en Sofist i Oldtiden havde indbildt et Menneske, at det ved i ti Dage at følge hans Lære, kunde blive usaarligt, evig ungt og deslige, saa vilde denne Tanke ogsaa smigre den Paagjældendes Indbildningskraft, men ikke være sandere for det. Man indvender: Men hvor bliver Bevægelsen, Aanden, Sjælen af, som dog ikke kan raadne. Han svarer: Naar Ilden i din Kamin gaaer ud, saa forlader dens Lys, dens Varme, dens Bevægelse den, og den gaaer ind i en anden Verden, hvor den bliver evigt belønnet, hvis den har varmet dine Fødder, og evigt straffet, hvis den har brændt dine Tøfler. Og sluttelig kommer han ind paa den ligeledes i senere Tider saa ofte behandlede Indvending, at den som ikke troer paa Religionens Dogmer bør tie for ikke at berøve de Andre deres Tilhold i Livet. Med Varme og Lidenskab svarer han herpaa, at hvad de dannede Klasser og Byerne angaaer, findes der ikke mere Nogen, som troer paa Dogmer (man erindre at han skriver 1801—1802) og for de lavere Klassers Vedkommende reducerer han Spørgsmaalet paa denne Maade: Selv om det var givet, at Menneskenes Mængde aldrig burde og kunde rives ud af deres Vildfarelser, saa maatte det først afgjøres, om Hensynet til Offentligheden giver Ret til at bedrage og om det er en Forbrydelse at sige Sandhed eller dog et Onde at Sandheden siges. Men nu viser det sig omvendt, at Folkene overalt begynde at ville lære Virkeligheden at kjende og at Troen overalt er undergravet; hvad det gjælder om, er da at skynde sig med at godtgjøre Menneskene, hvor uafhængig Forpligtelsen til at gjøre det Rette er af Troen paa et følgende Liv, og vise dem at de sædelige Love overhovedet ere naturlige og ikke overnaturlige Bud, følgelig uanfægtede af Troens Sammenstyrtning. Han fremhæver endelig paa mangfoldige Steder de fordærvelige praktiske Virkninger af Taushedssystemet i det religiøse Anliggende, idet kun dette gjør det muligt, at Kvindens Opdragelse vedblivende ledes i de gamle Spor, at hun saa gjennemgaaende holdes i en Uvidenhed, der gjør hende til Udviklingens Fjende, og at hun saa hyppigt kommer i sin Skriftefaders Vold baade fysisk og moralsk. En Sammenligning mellem Elskoven som lykkebringende Magt og den Rolle, som den spiller i Ægteskabet, bringer ham til at udtale meget vidtgaaende Meninger om den i Kjønssager herskende Opinion og om den Rettesnor, hvorefter Godkjendelse og Misbilligelse af en Kvindes Færd bliver uddelt i det civiliserede Samfund.

I disse Punkter er Obermann ganske modern; ad den lige Vei følger han her de Tankespor, det forrige Aarhundrede havde angivet. I sit Følelsesliv derimod staaer han den moderne Aandsretning fjernere, skjøndt han ogsaa her bebuder noget Kommende og Nyt; i sit Følelsesliv er han ganske romantisk. Ja han er sysselsat med det Romantiskes Begreb. Et Afsnit i Bogen bærer den charakteristiske Overskrift; »Om det romantiske Udtryk og om Schweizernes Kuhreign.« Han opfatter Begrebet omtrent som de tydske Romantikere samtidigt definerede det, skjøndt han er langt fra at have bragt sine Anskuelser derom i System som de. Det Romantiske er for ham »det Eneste, der stemmer med de dybe Sjæle, med den sande Følsomlied.« Naturen er fuld af Romantik i alle af Culturen uberørte Landstrækninger som Schweiz, men Romantiken fortrænges, hvor Menneskehaanden allevegne spores. De romantiske Virkninger ere som løsrevne Ord af Menneskets oprindelige Sprog, som ikke alle mere huske etc. Naturen er mere romantisk i sine Lyd og Toner end i sine Skuespil; det Romantiske henvender sig mere til Ørets end til Øiets Sands; den elskede Kvindes Stemme virker mere romantisk end hendes Aasyn, Kuhreigen giver et kraftigere Indtryk af Alpernes Romantik end noget Maleri; thi man beundrer hvad man seer, men man føler, hvad man hører, - Det er interessant at see, hvor uvilkaarligt Sénancour træffer sammen med de tydske Romantikere, som han aldrig havde læst. Ogsaa disse prise bestandig Musiken som Kunsternes Kunst. Etsteds udbryder Sénancour endog, at han holder fuldt saa meget af de Sange, hvis Text han ikke forstaaer, som af dem, hvor han kan følge baade Ord og Melodi. Han siger dette med Hensyn til de tydske Sange, han hører i Schweiz, og tilføier naivt »desuden har den tydske Accent noget mere Romantisk.« Det er forbausende at selv dette Træk at opfatte Sproget udelukkende som Lydmusik, et Træk, der blev saa fremherskende i Tydsklands romantiske Skole, allerede er antydet hos Sénancour. Han har imidlertid en altfor raffineret Sensibilitet til at blive staaende ved Musiken som det bedste Medium mellem det enkelte Menneske og den uendelige Natur. Paa to forskjellige Steder i sin Bog fremhæver han, at en Rækkefølge af forskjellig Art Vellugt indeholder en ligesaa rig Melodi som nogen Rækkefølge af Toner kan og ligesom Musiken fremkalder Billeder af usædvanlige Egne og Gjenstande.*) [*) Obermann 1833 I 262, II 90.] Man maa sikkert i den franske Romantik gaae til Baudelaire, før man finder en saa forfinet Lugtesands. Men medens denne Forfinelse hos Baudelaire er Symptomet paa en raffineret Sensualisme, er den hos Obermann kun den rene romantiske Subjectivismes Symptom; den er et Element i Følelsessvælgeriet, thi gjennem Lugten som igjennem Høresandsen mener Sénancour at kunne opfatte Tilværelsens skjulte Harmonier; den betegner fremdeles Virkelighedsskyen og den dertil svarende potentserede Selvfølelse; thi gjennem Vellugtssandsninger som gjennem Toner indaandes kun et Sublimat af Virkeligheden, dens Essents og Duft.

I sin Virkeligliedssky kan Obermann ikke leve ensomt nok, han boer ene, skyer baade Byer og Landsbyer. Der er i ham den forunderligste Blanding af almen Menneskekjærlighed og fuldstændig Ligegyldighed for alle det reelle Livs Gjenstande. Han er saa sensibel, at han, der ret betegnende har Theen til Yndlingsdrik, gjør sig uendelige Skrupler over sin Forfalden til Theedrikken som rent udvortes Stemningsmiddel. Han har følt, at Theen beroliger hans Mismod (le thé est d'un grand secours pour s'ennuyer d'une manière calme), men han afskyer enhver udvortes Pirring og Ophidselse; han veed selv at han i dette Punkt er meget lidt fransk; thi »Franskmændene vilde, siger han træffende, hvis de besad Neapel, bygge en Balsal i Krateret paa Vesuv.« Kun naar han er ganske ene, ganske uophidset, i taageslørede Skove, hvor han mindes den i denne Periode uundgaaelige Ossian, eller i Nattens Mørke f. Ex. ved en stille Schweizersø, lever han helt. Han føler ligesom samtidigt Novalis, at Mørket, idet det skjuler den synlige Natur for Selvet, driver Selvet tilbage i sig selv. Han fortæller om en Nat, han har tilbragt ene i Naturen. »I den ene Nat, siger han, har jeg følt og gjennemlevet Alt, hvad et dødeligt Hjerte kan indeholde af dybe Savn og dybe Sorger. Jeg har i den fortæret 10 Aar af mit Liv.« Dog endnu dybere end i Mørket bliver han sig bevidst i Isverdenen oppe paa Alperne, hvor Livet udenom ham ikke blot er tilsløret som om Natten, men hvor det er stivnet og synes at staae stille.

Ret sig selv er han først, naar han fra den Schweizerdal, i hvilken han boer, stiger op paa de høieste Bjerge i den ødeste Udørk, »paa Vidderne«; med en ubeskrivelig næsten drengeagtig Glæde seer han sin Førers Skikkelse forsvinde langt borte, og nyder sin Ensomhed glemmende Menneskene […] (1877:106-113)

Omarbejdelse

***

[…] i hvilke Selvmordet retfærdiggjøres. Ogsaa René skriver til sin Hustru: »Celuta, der gives Fristelser saa haarde, at de synes at anklage Forsynet og at maatte helbrede for den Mani at ville existere.« Sainte-Beuve udbryder: »Man mærke dette utrolige Udtryk »den Mani at ville leve« brugt som for at insultere Kjærligheden til Livet. Den saa instinctmæssige og saa universelle Følelse, der gjør, at for enhver Dødelig, selv om han er ulykkelig, Livet kan siges at være sødt og kjært, som bringer ethvert Væsen, der eengang er født, til at elske og længes efter »Dagens søde Lys«, den kalder han en Mani.« - Paa samme Maade sætter lidt senere Arthur Schopenhauer det som den høieste Dyd at overvinde hvad han kalder »Villien til Livet«.

For at slutte: Forfatteren af »Obermann« formede sin Type efter sig selv og sit Talent, hans Helt ender med den Beslutning […] (1872:90)

>

[…] i hvilke Selvmordet fremstilles eller drøftes. Atala dræber sig selv, René forhindres kun af sin Søster Amélie, der fatter Mistanke, fra at udføre det Selvmord, han har besluttet, og vi saae, at han etsteds med næsten Schopenhauersk Livsforagt forhaaner Kjærligheden til Livet som en Mani. Selvmordsreflexionerne ere da Lighedspunkter mellem de to saa forskjellige Skribenter, Chateaubriand og Sénancour, Og stemple deres Hovedværker med Tidsalderens Segl.

Forfatteren af Obermann formede sin Helt i sit eget Billede; derfor er det maaskee ogsaa, at han lader ham ende med den Beslutning […] (1877:119)

Omarbejdelse

***

[…] paaskjønnet i sin Levetid

Disse sidste Ord male hele denne Race af Aander, der ude af Stand til at glimre, hader Glimmer, med dens Ensomhedsfølelse, med Bitterheden mod de Foretrukne og Samtiden, og med Troen paa engang at blive paaskjønnet af en retfærdig og ubestukken Eftertid. (1872:91)

>

[…] paaskjønnet i sin Levetid, med mindre man er fordømt til den Ulykke at skulle leve af sin Pen«.

Sénancour har i disse Ord givet sin egen litterære Troesbekjendelse og varslet sin egen Skjæbne. Han blev aldeles overseet af sin Samtid,, han blev ikke paaskjønnet, imedens han levede, og det skjøndt han netop var dømt til den Ulykke at have sine eneste Indtægtskilde i sin Pen. Men da den romantiske Skole opstod i Frankrig, kom han til Ære. Hans simple Markblomster bleve af den romantiske Kritik bundne i Bouquet med Chateaubriands og Mme de Staëls Passionsblomster og Roser. Og han fortjente den Opmærksomhed, han vandt. Thi han er en af Emigrantlitteraturens eiendommeligste Aander, Naturdyrker som en ægte Discipel af Rosseau, Melancholiker som en ægte Beundrer af Ossian, fuld af Livslede som en ægte Samtidig af Chateaubriand. Han er rent modern i alle sine theoretiske Anskuelser om Religionen, Moralen, Opdragelsen og Kvindens Samfundsstilling, han er rent tydsk romantisk i sit Følelsesvælgeri, sin Ørkesløshed og i den ubeskrivelige Sky han nærer for at røre ved Virkeligheden, som skulde han brænde sig paa den; han er endelig fransk romantisk ved selve Blandingen af Frisind og overvættes Sensibilitet, (af Sværmeri og forfinet Sensualisme, en Blanding, man en Snes Aar efter i den franske Litteratur gjenfinder hos Sainte-Beuve under Pseudonymen Joseph Delorme. Han er efter hele sit Væsen en Forgjænger eller Forløber for den lange Skare af større Aander, der i det Øieblik, han optræder, begynde deres Tog igjennem Aarhundredet, og som han med sin svage Stemme varsler om og bereder Vei. (1877:120-121)

Tilføjelse

Hele kapitlet tilføjes i 1877-udgaven

VI.

Absolut samtidigt med Obermann bragte det franske Bogmarked en lille Roman, der er udsprungen af en med Sénancour's beslægtet Aandsretning, og hvis Forfatter ligeledes er en Forgjænger for betydeligere Aander end han, men som besad et rigt, i høieste Grad smidigt Talent, et i fransk Poesi høist ualmindeligt Anlæg for det Fantastiske og et Mod til at slaae ind paa nye Veie, der gjør at han som Forgjænger tillige er Banebryder. Forfatteren var Charles Nodier; Navnet paa den lille Bog var »Maleren fra Salzburg«.

Charles Nodier, der kun med et Par af sine Ungdomsskrifter henhører til den Gruppe af Skribenter, vi her behandle, men som forøvrigt har sin eiendommelige Plads som fransk Romantiker lige før den romantiske Skole i Frankrig, fødtes i Besançon 1780. Faderen var en begavet og hæderlig Mand, streng som Øvrighedsperson, kjærlig i sit Hjem, en erklæret Tilhænger af det 18de Aarhundredes Filosofi og han opdrog sin Søn efter Rousseau's Émile's Principer. Denne viste tidligt en forbausende Lærenemhed og mangesidige, overordentlige Evner. Kun 17 Aar gammel var han saa dygtig en Filolog, at han skrev et »Lexikon over de franske onomatopoetiske Ord«, som af Undervisningsministeriet blev kjendt værdigt til at indlemmes i Skolebibliothekerne, og 18 Aar gammel var han en saa dygtig Naturkyndig, at han udgav et Værk over Insekternes Følehorn og Høreorgan paa samme Tid som han gav sin første Roman i Trykken.

Hans Barndom og første Ungdom var yderst bevæget. Tretten Aar gammel oplevede han Rædselsperioden og saae Rædslerne paa nært Hold, thi hans Fader var Præsident for Revolutionsdomstolen i Besançon. I 1793 frelste den lille varmtfølende og energiskeDreng en Kvindes Liv. En Dame i Byen havde gjort sig skyldig i at sende Penge til en af sine Slægtninge, der var Emigrant ved Rhinarmeen. Hendes Brøde var utvivlsom, Lovens Ord utvetydige, ingen Frelse syntes mulig. Men da en Ven af Familien og Damen havde forklaret den unge Charles Nodier Sagen og han forgjæves havde bønfaldt sin Fader om den Anklagedes Liv, greb han til den Udvei at true Faderen med at han vilde dræbe sig selv, ifald Dødsdommen blev fældet. Han lagde en saadan Alvor i denne Trusel og viste saa fast en Beslutning, at Faderen i det afgjørende Øieblik gav efter og af Frygt for at miste sit Barn, tog sin Romerdyd fangen og kjendte den Skyldige fri. Samme Aar som dette hændte, blev han, da den Undervisning han i Besançon kunde modtage ikke var tilstrækkelig, sendt til Strassburg og Tilfældet vilde, at han blev anbragt i Huset hos den bekjendte og berygtede Eulogius Schneider, Elsass's bøddelagtige Regent, der snart efter udaandede paa Skafottet i Paris. De Scener han oplevede i Strassburg, vare vel skikkede til at befrugte en tilkommende Romanforfatters Indbildningskraft. Som Yngling blev han snart efter i Paris Vidne til Letfærdigheden og Fornøielsessygen under Directoriet, og da han i 1798 var vendt tilbage til Besançon, interesserede han sig fremfor Alt for Statsfangerne og de Mistænkte i Byen. Han blev anklaget som samfundsfarlig; en Nat blev hans Dør brudt op og hans Papirer undersøgte; man fandt kun hans Arbeider om Ordrødder og Følehorn. Men det Pirrende i Situationen fristede haus poetiske Eventyrlyst, han holdt nok af at være i Krig med Magthaverne, udsætte sig for Farer, vide sig forfulgt o. s. v. Han havde ikke og fik aldrig senere nogen politisk Overbevisning, men han sværmede for Friheden og under alle de vexlende Regjeringer i Frankrig tilhørte han bestandig Oppositionen, var religiøs under Republiken, liberal under Keiserdømmet o. s. v. Den første Consuls Despoti opbragte ham, og tyve Aar gammel udslyngede han imod det sin Ode »La Napoléone«. Da man arresterede i Flæng for at finde Forfatteren, og da bl. A. Bogtrykkeren var bleven fængslet, angav Nodier sig selv og blev nu holdt nogle Maaneder i Fængsel i Paris, senere sendt tilbage til sin Fødeby, hvor han sattes under Politiets Opsigt.

Fra dette Øieblik begyndte for Nodier en lang Række af Forfølgelser og Plagerier fra Regjeringens Side, som ganske vist mange Gange vare den unge Poet i høi Grad pinlige, men som paa den anden Side sikkert ogsaa ofte overdreves af hans livlige og altid virksomme Fantasi. Vist er det i alt Fald, at han for at undgaae Efterstræbelser flygtede fra eet Skjulested i Jurabjergene til et andet, levede og skrev paa ubesøgte og eensomme Steder og aldrig var længe nok paa noget Sted til der at fuldende det der begyndte Manuscript. Saaledes oplevede han i en meget ung Alder foruden alle de tidligere Indtryk, han havde modtaget af Tidsalderen, det hele Indbegreb af Landflygtighedsfølelser og Emigrantstemninger. Og det er disse Følelser og Stemninger, der danne Baggrunden for hans første digteriske Forsøg. Maleren fra Salzburg blev skrevet i Bjergene under uophørlig Vexlen af Opholdssted.

»Le peintre de Saltzbourg, journal des émotions d'un coeur souifrant, suivi des Méditations du cloître« er Titelen paa den oprindelige Udgave, Paris 1803. De Klostertanker, der her ere givne i Tilgift til Romanen, have en vis Interesse som Udtryk for raadende Stemninger hos den unge Generation. De have samme Formaal som René at lægge et kraftigt Ord ind til Bedste for Klostrenes Gjenoprettelse. Det Hele er en Monolog, holdt af en i egen Mening høist Ulykkelig, der jamrer over intet Kloster at finde, hvor han kunde tye ind, og som ved en lang klagende Ordstrøm naivt synes at ville legitimere sig som tilkommende Trappist. »Jeg, der er saa ung endnu og allerede saa ulykkelig, jeg, der med en altfor tidlig Erfaring har gjennemskuet Livet og Samfundet og der er fremmed for Menneskene, som have saaret mit Hjerte, jeg, der er berøvet enhver Forhaabning, som før har skuffet mig - jeg har i min Elendighed søgt et Tilflugtssted, og intet fundet.« Herefter følger en lang Panegyrik over Munke og Nonner, disse »Fredens Engle«, der kun bad, trøstede, opdrog, pleiede Syge, bragte milde Graver, fulgte de Dødsdømte til Skafottet og forbandt Heltenes Saar. Hvorved have dog disse Guds Mænd og Kvinder kunnet paadrage sig den rasende Forfølgelse, der er enestaaende i Fanatismens Aarbøger! Hvor er det muligt at det 18de Aarhundredes Lovgivere have kjendt det menneskelige Hjerte saa slet, et de ikke have forstaaet eller anet et eneste af de Tilfælde, for hvilke Religionen har opfundet Klostrene.

»Her staaer en hel Generation, hvem de politiske Begivenheder have givet den Opdragelse, der blev Achilles til Del. Den er bleven næret med Løvemarv og Løveblod; og nu, da en Regjering, som ikke overlader noget til Tilfældigheden og som fastsætter Fremtiden, [o: Napoleons Regjering, mod hvilken allerede disse Udtryk vare dristige] nu da denne Regjering har sat Skranker for den farlige Udvikling af Ungdommens Evner og har sagt til den: Hertil og ikke længer! - er man nu klar over, hvad saa megen ubrugt Lidenskab og undertrykt Energi kan fremkalde for sørgelige Begivenheder, eller over hvor mange Fristelser til Brøde et stormfuldt Hjerte har, i hvilket Sorg og Livslede raader? Jeg erklærer det med Bitterhed, med Rædsel: Werthers Pistol og Bøddelens Øxe have allerede decimeret os. Denne Generation reiser sig og forlanger Klostre af Eder.«

Et ydmygt og sentimentalt Forlangende ganske vist af en Slægt, der betegner sig som opnæret ved Løvemarv! men man føler Trodsen bag den ydmyge og ikke bogstaveligt mente Fordring. Den utaalmodige Melanclioli griber paa Slump efter et Dulmemiddel mod sin Smerte.

I en Fortale, som Nodier i Aaret 1840 føiede til sin Bog, udtaler han sig om de Tidsomstændigheder, der fremkaldte den. Directoriets Regjering, siger han, var alt andet end sentimental. Drømmeriets og Lidenskabernes Sprog, som Rousseau tredive Aar tidligere havde skaffet en forbigaaende Yndest, var anseet for latterligt ved Aarhundredets Slutning. Anderledes var det i Tydskland »dette vidunderlige Tydskland, det sidste Fædreland for Europas Poesi, den fremtidige Vugge for et tilkommende kraftigt Samfund, hvis der ellers endnu kan skabes et Samfund i Europa, og Tydsklands Indflydelse begyndte da at gjøre sig gjældende hos os … Vi læste Werther, Goetz von Berlichingen og Karl Moor.«

Helten i Nodiers Bog er støbt over Werthertypen, han er tyve Aar gammel, han er Maler, han er Poet, han er fremfor Alt Tydsker. Men rigtignok staaer denne matte og udviskede Afstøbning uendeligt tilbage for Originalen. Charles - han bærer Nodiers eget Navn - er Emigrant; af politiske Grunde udvist af Baiern og erklæret fredløs; to Aar har han tilbragt flakkende om i Europa som en rastløs Ftygtning, i to Aar har han levet Nodiers eget Liv. Kun een Følelse har opretholdt ham, Kjærligheden til en Pige, som bærer det poetiske Navn: Eulalia; han vender tilbage og - hører det I Himmelske! - Eulalia er troløs, Eulalia har ægtet en Anden. Den forraadte Elsker kan ikke modstaae sin Tilbøielighed til at omkredse hendes Opholdssted. En Dag møder han hende og - o Skjæbne! - Eulalia, som i den lange Tid ikke har hørt fra ham og som har modtaget en falsk Efterretning om hans Død, har kun med Taarer, kun af Lydighed mod en Moders Villie, endelig paa Grund af en svag Lighed, den unge Frier havde med Charles, ægtet denne, en Hr. Spronck, der, som det viser sig, er et af de ædleste Mennesker. Herover Werther-Klager, Werther-Stemninger o. s. v., dog Alt i en i Sammenligning med Werthers høist nedstemt Tonart. Charles hengiver sig til vemodige Erindringer: Her saae han hende første Gang, her følte han de første mørke Anelser om Fremtiden, her glemte han i sin Henrykkelse over at see hende sit Papir, sine Blyanter og sin Ossian; her, hvor Træerne nu ere omhuggede, havde han fordum besluttet at lade sin kjære Werther begrave og nu føler han Lyst til her at grave sin egen Grav. Werther har nemlig været Charles's Ven og man seer, at han har taget ham til Mønster. Kun i eet Punkt er Charles kraftigere og mere mandig end Werther, det er i sine Udbrud af Harme over de Hindringer, der stille sig mellem hans Elskede og ham:

»Hvorfor vovede jeg ikke at slutte hende i mine Arme, at gribe hende som et Bytte, føre hende langt bort fra Menneskene og erklære hende for min Hustru for Himlens Aasyn! Eller hvis selve denne Attraa er en Forbrydelse, hvorfor er den da saa inderligt sammensmeltet med Følelsen af min Existents, at jeg ei kan opgive den uden at døe? En Forbrydelse, sagde jeg! I Barbariets Tid, i Uvidenhedens og Trældommens Dage har et eller andet Menneske af Hoben fundet paa at skrive sine Fordomme ned og har sagt: Der have I Love. Hvilken Forblindelse af Menneskeheden, hvilket foragteligt Skuespil er det dog ikke at see saa mange Slægter styrede af en længst afdød Slægts Fordomme og Luner.«

Høist pudsig tager umiddelbart herefter en lang høitidelig Forherligelse af Messiaden sig ud, øiensynlig foraarsaget af andre, men høist heterogene Reminiscentser af Werther. »O guddommelige Klopstock! udbryder Charles, med hvilken Pragt samler du ikke alle Poesiens Vidundere for vore Øine, hvad enten du indfører os i den Høiestes Raad, hvor de førstefødte blandt Englene lovsynge Himlens Mysterier eller hvor Cherubinerne i hellig Andagt dække deres Aasyn med deres Guldvinger.« Springet synes stort fra hine oprørske Declamationer til denne fromme Ekstase. Men selve denne Blanding af revolutionære Instincter og romantiske Tilløb, som i enhver anden Tidsalder vilde synes forrykt, er i Emigrantlitteraturen langt fra at overraske; den gjenfindes hos alle Forfatterne; den optræder hos Chateaubriand som satanisk Katholicisme, hos Sénancour som sentimental og romantisk Atheisme, her som Oprør mod Samfundsordenen, der forenes med Sværmeri for Messiaden; Blandingens Beskaffenhed er forskjellig, men Grundtrækket er det samme overalt.

Det viser sig nu i Romanen, at Eulalias Ægtemand ikke er lykkeligere end hendes ulykkelige Elsker. Han har mistet sin Ungdomselskede ved Døden og kan aldrig glemme dette Tab, end ikke ved Eulalias Side; han er Vidne til Charles' og Eulalias Kjærlighed, og for ikke at staae dem i Veien, tager han Gift og døer efter at have bedet de Elskende om Forladelse for den Gjenvordighed, han ufrivilligt har voldt dem »ved sit usalige Liv«. Det er umuligt at imaginere sig en føleligere Ægtemand. De Elskende vise sig imidlertid ikke mindre ædle end han; Eulalia er særlig for høihjertet til at ville benytte sig af et saa sørgeligt Dødsfald. Hun gaaer i Kloster og Charles drukner sig i Donaufloden. To Selvmord og en Selvindespærring i Nonneklostret er i hin Tid den regulære Afslutning.

Saa lidet betydende denne Roman nu end er som Aandsværk, saa interessant er den som historisk Document. Det varede kun kort før Nodier hævede sig over det Udviklingstrin, hvorpaa han stod som dens Forfatter. Vi ville gjenfinde ham paa høiere Udviklingsstadier af den franske Litteratur. Ingen har hyppigere skiftet Ham end han, og Sommerfuglen er skjønnere end Larven. (1877:121-131)

Omarbejdelse

***

[…] Variation af Grundtypen, paa hvilken jeg vil gjøre Dem opmærksom, er Benjamin Constants »Adolphe«. Adolphe er mindre […] (1872:91)

>

Variation af Grundtypen, der forekommer mig værd at studere, er Benjamin Constant's Adolphe, Helten i den berømte politiske Forfatters eneste poetiske Værk, Adolphe er mindre […] (1877:131)

Omarbejdelse

***

[…] Tidsalder ligesom René.

»Adolphe« tilhører som »René« og »Obermann« Emigrantlitteraturen. Alle disse Bøger, der arve Rousseau paa Følelsessiden, staae i den skarpeste Modsætning […] (1872:91-92)

>

[…] Tidsalder ligesom René. Adolphe udkom først efter Keiserdømmets Fald, men den blev skrevet eller i ethvert Tilfælde anlagt i Aarhundredets allerførste Aar. Bogen staaer, ligesom hine andre Bøger, der ere i Slægt med Rousseau paa Følelsessiden og have taget Arv efter ham, i den skarpeste Modsætning […] (1877:131-132))

Omarbejdelse

***. En række sætninger eller dele af sætninger fra andre kapitler i 1.-udgaven er medtaget i 2.-udgavens omarbejdede tekst

[…] er det Følelser, Drømme, Sværmerier og Reflexioner.

»Adolphe« tilhører fremdeles til en vis Grad Reactionslitteraturen. Der er mangen en Parallel at drage mellem Chateaubriand og Constant. Hin er blændende og denne sleben; men der er mange Analogier. Constants Bog om Religionernes Aand svarer, om end ganske anderledes frisindet og oplyst, nøie til Chateaubriands Bog om Christendommens Genius. De første Afsnit af den, som ere skrevne ganske i det 18de Aarhundredes Maneer, svare til Chateaubriands Skrift om Revolutionerne. Men hvad der paa dette Punkt er eget for alle de reactionære Førere kommer ogsaa frem hos Constant.

Chateaubriand udbryder hvert Øieblik: »Alt er mig ligegyldigt, jeg troer paa Intet«; fordetmeste tilføier han pligtskyldigst »undtagen i Religionen«, undertiden glemmer han det. Den Form hvorunder hos Constant Religionen anbefales er ligeledes en saadan, hvorunder Religionsløsheden skimtes og bag den et Dyb af Melancholi. I »Adolphe« findes […] (1872:92)

>

[…] er det Følelser og Reflexioner over et Følelsesliv.

Benjamin Constant de Rebecque fødtes i Lausanne 1767 af protestantiske Forældre. Hans Fødsel kostede Moderen Livet, hans Fader var en kold og verdensklog Mand af samme Art som Faderen i »Adolphe«. Han var fra Barndommen af aldeles ualmindeligt udrustet. Naar man i »Adolphe« maaskee ikke ganske forstaaer den overoverordentlige Tiltrækning, Helten udøver, ligger det i, at Constant, der benyttede Erindringer af sit eget Liv til Bogens Composition, synes at have undseet sig ved at fremhæve Heltens fængslende Egenskaber for stærkt. Men Adolphe er i den Grad Constant selv, at man saa at sige først fatter denne Types Tilblivelse, idet man studerer Forfatterens Ungdom. Det gaaer med Adolphe som med René, til hvis Forstaaelse Chateaubriands egne Udtalelser om sig selv give Nøglen. En Stump af et Brev, som Constant har skrevet som 12aarigt Barn til sin Bedstemoder, er et slaaende Bevis paa hans tidlige Modenhed.

»Jeg havde opgivet alt Haab om Brev, kjære Bedstemoder! jeg troede Du havde glemt mig. Jeg sagde til mig selv: det er mine Fættere, der boe hos Bedstemoder, som have fortrængt mig af hendes Erindring. Ganske vist ere de elskværdige, ere Oberster, ere Capitainer o. s. v., jeg er endnu Intet. Imidlertid elsker jeg hende og forguder hende ligesaa meget som de. Du seer, kjære Bedstemoder, hvilken Sorg din Taushed har forvoldt mig. Hvis Du altsaa interesserer Dig for mine Fremskridt, hvis Du vil, at ogsaa jeg skal blive elskværdig, lærd og forstandig, saa skriv mig undertiden til, og fremfor Alt elsk mig trods mine Feil. Jeg savner kun Beviserne paa dit Venskab, jeg har i Overflod alle andre Goder, og jeg har den Lykke, at man hverken sparer paa Omhu eller paa Penge for at dyrke mine Talenter, hvis jeg har nogle, eller for at bøde paa Mangelen af dem ved Kundskaber. Jeg vilde meget gjerne kunne fortælle Dig noget Tilfredsstillende om mig, men jeg frygter for, at intet Tilfredsstillende lader sig sige uden om det Legemlige. Jeg har det godt og voxer stærkt. Du vil maaskee sige, at er det Alt, saa er det ikke værdt at leve. Det tænker ogsaa jeg, men min Letsindighed omstyrter alle mine gode Forsætter. Jeg vilde ønske, man kunde forhindre mit Blod i at circulere med saa stor Hurtighed og give det et mere reguleret Omløb i en bestemtere Takt. Jeg har prøvet, om Musiken ikke kunde gjøre denne Virkning paa mig; jeg spiller Adagio'er, Largo'er, som kunde dysse 30 Cardinaler i Søvn. De første Takter gaae godt, men jeg veed ikke, ved hvilken Magi de saa langsomme Melodier altid ende med at gaae prestissimo. Det gaaer mig lige saadan med Dandsen, Menuetten ender altid med Bukkespring. Jeg troer, kjære Bedstemoder, at Ondet er ulægeligt og at det vil modstaae selv Fornuften; jeg burde dog allerede have en Gnist af Fornuft, thi jeg er 12 Aar og nogle Dage; imidlertid mærker jeg Intet til dens Herredømme. Naar dens Morgenrøde er saa mat, hvad Styrke vil den da have til 25 Aar.

»Ved Du, kjære Bedstemoder, at jeg kommer i Selskab to Gange om Ugen. Jeg har en smuk Frakke, Kaarde ved Siden, Hat under Armen, een Haand paa Brystet, en anden i Siden. Jeg holder mig rank og giver den store Dreng, saa godt jeg kan. Jeg seer, jeg hører, men hidindtil kan jeg ikke sige, at jeg misunder de Voxne deres Fornøielser. De see Alle ud, som om de just ikke holdt altfor meget af hinanden. Imidlertid - Spillet og Guldet, jeg seer rulle, foraarsager mig nogen Sindsbevægelse. Jeg gad vinde af 1000 Aarsager, som de Andre kalde Luner og Griller.«

Man forbauses over denne Ynde og Finhed, der kun har et svagt Skjær af barnligt Naivetet, over denne tidlige, skjemtende Selvironi, over denne stormfuldt pulserende Modtagelighed for Indtryk, som er des mærkværdigere, fordi den er forenet med en spirende Blaserthed. Man aner den fremtidige Taler, Elsker og Spiller. Man føler hvorledes en Trang til stærke Sindsbevægelser hos ham i Fremtiden vil forenes med en Gave til at sætte sig ud over sine Sindsbevægelser; man aner Evnen til at halvere, fordoble og spotte sig. Her er allerede som i Grundrids den Charakter tilstede, der hos Ynglingen vil føre til Udbrud som dette: »Jeg morer mig over alle disse Forlegenheder, hvori jeg befinder mig, som om de vare en Andens« eller til Constants Yndlingsmundheld, naar han var vred: »Jeg raser, jeg gaaer fra Forstanden af Raseri, men i Grunden er det Hele mig ganske ligegyldigt«.

Der blev ikke sparet nogen Omhu paa at give den opvakte og spirituelle Yngling en Opdragelse, der svarede til hans Anlæg. Han sendtes først til Universitetet i Edinburgh, hvor han knyttede Venskabsforbindelser med en Kreds af unge fornemme Englændere og Skotter, der næsten alle senere bleve berømte eller bekjendte Mænd. Derfra kom han til det stille og fredelige Universitet i Erlangen, hvor Grunden lagdes til hans Indsigt i tydske Forhold og tydsk Litteratur og hvor hans klassiske Dannelse fuldendtes. De gamle græske Republikers Statsforhold interesserede ham her som i Edinburgh endnu mere end deres Poesi.

Den bedste Kilde til Kundskab om hans Udviklingstrin og Stemninger i den første Ungdom afgive hans Breve til Mme de Charrière, en fritænkersk, fintbegavet Schweizerforfatterinde, hollandsk af Fødsel, men fuldstændigt galliseret, der var mere end 40 Aar gammel, da Constant i sit tyvende Aar traadte i Forbindelse med hende. Det var i denne Dames Hus at han, siddende ved det samme Bord, hvorved hun skrev, 19 Aar gammel begyndte sit store Værk om Religionen, med hvilket han syslede næsten hele sit Liv og som uophørligt blev omarbeidet eftersom hans Anskuelser vexlede og fik bestemtere Form. 30 Aar senere fuldendte han det i den Tid, som Talerstolen i Kammeret og Spillehusene i Paris levnede ham til Arbeid af anden Art. Men hos Mme de Charrière blev det begyndt; og symbolsk og charakteristisk nok: det første Afsnit skrev han paa Bagsiden af en Pakke Spillekort, og alt som han skrev Kortet fuldt, skjød han det over til sin Raadgiverinde. I Breve til denne paalidelige og hengivne Veninde udtaler Contant sig som Yngling med fuldstændig Aabenhed og man kan her see hans Følelses- og Tankeliv i dets oprindelige Form og med dets tidligste Præg. Dette Præg er det 18de Aarhundredes, kun at dettes positive Begeistring fattes og en god Del Skepsis er kommen til. Han skriver:

»Jeg føler mere end nogensinde Altings Intethed, hvorledes Alt lover og Intet holder, jeg føler hvormeget vore Kræfter staae over vore Vilkaar og hvor ulykkelige dette Misforhold maa gjøre os. Mon ikke Gud, Ophavsmanden til os og vore Omgivelser, er død før han har faaet endt sit Værk, saa at Verden egentlig er et opus posthumum? Han havde de smukkeste og største Projecter af Verden og de største Midler til at udføre dem. Han havde allerede sat flere af disse Midler i Bevægelse, ligesom man reiser Stilladser for at bygge, og midt under dette Arbeide er han død. Nu er saaledes Alting opført med Hensyn til et Maal, som ikke mere existerer, og vi i Særdeleshed, vi føle os bestemte til Noget, hvorom vi ingen Idee kunne gjøre os. Vi ere som Uhre, paa hvilke der ingen Skive eller Visere ere, og hvis Hjul, som ikke mangle Intelligents, dreie sig til de ere opslidte, uden at vide hvorfor og stedse sigende: Jeg dreier, altsaa har jeg et Maal. - Farvel kjære og spirituelle Hjul, som har det Uheld at staae saa høit over det Uhrværk, af hvilket De er en Del, og som De forstyrrer! Uden Selvros: det er ogsaa mit Tilfælde.«

Et andet Sted siger han: »O hvor Fyrsterne ere ædelmodige og høimodige; der har de nu igjen givet en Amnesti, hvorfra Ingen er udelukket uden alle de, som have gjort Oprør. Det minder mig om en Psalme, der forherliger den jødiske Guds Bedrifter. Han har dræbt dem og dem; thi hans guddommelige Godhed varer evigt; han har druknet Pharao og hele hans Armee; thi hans guddommelige Godhed varer evigt; han har slaget alle Ægypternes Førstefødte med Døden: thi hans guddommelige Goodhed o. s. v. o. s. v.«

»De synes mig ikke demokratisk. Jeg troer som De, at der paa Bunden af Revolutionsmændenes Sjæle er Svig og Raseri. Men jeg holder mere af Svig og Raseri, der omstyrter Fæstninger og afskaffer Titler og andre Dumheder af den Art, og som sætter alle de religiøse Drømmerier paa lige Fod, end af den Art Svig og Raseri, som vil bevare og canonisere hint elendige Misfoster af Jødernes barbariske Stupiditet, podet ind paa Vandalernes barbariske Uvidenhed.«

»Jo mere man tænker over det, des mere opgiver man at begribe et »cui bono« (et »til Fordel for hvem?«) i denne Dumhed man kalder Verden. Jeg forstaaer hverken Maalet eller Architekten eller Maleren eller Figurerne i denne laterna magica, af hvilken jeg har den Ære at udgjøre en Del. Vil jeg forstaae det bedre, naar jeg er forsvunden fra denne trange og mørke Grlobus, paa hvilken det morer jeg veed ikke hvilken usynlig Magt at lade mig dandse med eller imod min Villie? Det veed jeg ikke. Men jeg er bange for, at det forholder sig med denne Hemmelighed som med Frimurernes, der kun i de Uindviedes Øine er noget værd.«

Man vil efter at have læst disse Brudstykker ikke undre sig over, at hin Bog om »Religionen«, der ved Aarhundredeskiftet var anlagt og bestemt til fra et protestantisk Standpunkt at udføre samme Bedrift som Chateaubriand samtidigt iværksatte fra et katholsk Udgangspunkt: nemlig at gjenindføre den religiøse Aand i Frankrig, i sit oprindelige Udkast havde en ganske anden Charakter end den senere fik. De første Afsnit af den[,] der bleve skrevne ganske i det 18de Aarhundredes Maneer, vilde, hvis de forelaa trykte, i Constants Liv betegne nøiagtigt det samme Udviklingstrin som Bogen om »Revolutionerne« betegner i Chateaubriands. Som Bogen nu i sin definitive Form tilhører den franske Litteratur, udmærker den sig ved en rolig, lidenskabsløs Stil, et fordomsfrit Blik og en for Datiden ikke almindelig Lærdom. Men den lider til Gjengjæld under en fuldstændig Mangel paa Varme og under en gjennemgribende Halvhed i sit Princip.

Dens Grundtanke er følgende: Alle de tidligere Opfattelser af Religionens Væsen have været ufuldkomne. En Skole af Forfattere, der betragter Religionen som ad Fornuftens Vei utilgjængelig for Mennesket og som meddelt een Gang for alle ved guddommelig Aabenbaring, søger blot at føre Religionen tilbage til dens oprindelige Form. En anden Skole, der med Rette er bleven forfærdet over de Onder, Fanatisme og Intolerance frembringe, har i Religionen kun seet en Vildfarelse og har søgt at grunde Moralen paa en rent jordisk Grundvold. En tredie har troet at kunne holde en Mellemvei ved at antage en Lære, den betitler den naturlige Religion eller Fornuftreligionen, og som kun bestaaer af de reneste Dogmer og de simpleste Grundbegreber. Men ogsaa denne Skole har som de to nysnævnte troet, at Mennesket kunde naae den absolute Sandhed og at Sandheden følgelig var een og uforanderlig; hvem der troede mindre end den, stemplede den som Atheist, hvem der troede mere end den som orthodox og overtroisk. Constant vil i Modsætning til alle disse tre Skoler betragte Religionen som progressiv, idet han gaaer ud fra at den religiøse Følelse er et Grundfactum i Menneskesjælen og kun dens Former forskjellige og modtagelige for stedse større Fuldkommenhed. Man mærker, at han har læst Lessings »Erziehung des Menschengeschlechts«; men endnu mere beslægtet end med Lessing føler han sig dog med sine Samtidige: Kreuzer og Görres. Han forstaaer eller paaskjønner øiensynligt ikke Lessings fine og dog saa dybe Ironi; de romantisk-protestantiske Restaurationsforsøg betage ham derimod med Samtidighedens hele Magt og han tilegner sig af dem Alt, hvad han som liberal fransk Politiker og omvendt Voltairianer kan bruge. Han vil ikke paa nogen Maade vide af den Intolerance og Forfølgelseslyst, der bryder saa voldsomt frem hos en Lamennais (i Bogen om den religiøse Indifferentisme), han vil ikke vide af en verdslig Pavemagt eller af nogensomhelst Forening af geistlig og verdslig Autoritet (som De Maistre eller Chateaubriand), men han indbilder sig i »den religiøse Følelse« at have fundet en Art psycbologisk Grundelement, der ikke paany lader sig opløse, han mener, at den er uforanderlig og universel o: baade udbredt over hele Jorden og hævet over Forvandling gjennem Tiderne - en Anskuelse, der ikke lader sig forene med en dybere Psychologi - og det er paa denne Følelse at han grunder sit hele conservative System. De kildne Spørgsmaal gaaer han, saavidt det er ham muligt, uden om; han vil f. Ex. ikke afgjøre om Menneskeheden har begyndt med en vild eller med en paradisisk fuldkommen Tilstand og hævder udtrykkeligt, at han naar han begynder med Skildringen af den laveste Fetischdyrkelse kun gjør dette for Ordenens Skyld og ikke dermed vil negte, at dette ufuldkomne Stadium kan have været Følgen af et Fald. Tvertimod, denne Antagelse forekommer ham sandsynligst. - Faa Bøger ere hurtigere blevne forældede end dette Skrift og det har endnu kun en historisk Interesse ved den for Perioden, da det blev udført, typiske Usikkerhed og Halvhed.

I de første Aar af den franske Revolution blev Constant ansat i Brunsvig som den regjerende Hertugindes Kammerjunker. Han hørte her Revolutionen omtale med den Blanding af Rædsel og Afsky, der f. Ex. kommer tilorde i Goethes slette Ungdomsstykke »Der Burgergeneral«; men det var ham ikke vanskeligt at danne sig en selvstændig og fordomsfri Anskuelse af Revolutionens Betydning. Iøvrigt synes hans Tid her at have være stærkt optaget af Kjærlighedsintriguer, der bestandig spillede en stor Rolle i hans Liv: han havde endog i Spøg betegnet »Sola inconstantia constans« som sit Valgsprog. Han giftede sig - som det synes nærmest af Kjedsomhed - her i Brunsvig, og lod sig skille efter Hvedebrødsdagene. Derpaa forelskede han sig i en Dame, der laa i Skilsmisseproces med sin Mand og vendte for hendes Skyld senere tilbage til Brunsvig. Hendes Pigenavn var Charlotte v. Hardenberg og hun blev mange Aar senere Constants anden Hustru. I Brevene til Mme de Charrière fra denne Periode viser han sig ligesaa formaalsløs og livstræt som skarpsindig og aandfuld. Han gjør sig lystig over sine dumme og smaalige Omgivelser, over sig selv, ja en Tid lang over sin Følelse for sit Hjertes Dame, indtil han en skjøn Dag meddeler, at han vil ophøre med det sidste, da han ikke anseer det for rigtigt. Et Holdepunkt og Midtpunkt havde hans Liv endnu ikke fundet.

Da indtraadte i Slutningen af 1794 en afgjørende Vending i Constants Levnet. Han blev forestillet for Mme de Staël. For første Gang mødtes da hine to Aander, af hvilke ingen synes at have været istand til at frembringe det Høieste, den formaaede, uden ved den andens Befrugtning. Benjamin Constant var da 27,. Mme de Staël 28 Aar gammel. Han var lige ankommen til Paris, hvorhen hans Ærgjerrighed længe havde kaldt ham, men som han nu første Gang saa og hvor han indførtes i alle de første Saloner, hos Mme Tallien, Mme Beauharnais og Mme de Staël. Han gjorde sig bemærket baade ved sin Skjønhed og sin overlegne Begavelse. Med sin friske Hudfarve og sit lange blonde Haar lignede han en ung Nordbo, men hans Vid var klart og ganske fransk og hans Dannelse kosmopolitisk. Han gjorde et Indtryk paa Frankrigs da mest begavede Kvinde, som aldrig nogensinde blev udslettet, selv da Livsforholdene fjernede dem mest fra hinanden, og snart var det ingen Hemmelighed mere, at Mme de Staëls Beundring var gledet over i lidenskabelig Kjærlighed. Hun meddelte den unge tilkommende Statsmand sin Tillid til den politiske Frihed, sin Begeistring for Individets Rettigheder og en dem sikrende constitutionel Forfatning, og gjennem et luende Pust fra hendes Ildhu besjæledes han af hendes Foretagelsesaand og hendes Tro paa Ordets og Handlingens Magt til trods alle fatalistiske Theorier at gribe ind i Virkeligheden og omforme den. Thi Gjengjæld synes Forholdet til ham, idet det bragte hende paa Kant med Samfundet, at have beriget hende med Hovedsummen af de Lidenskaber, Følelser og polemiske Tanker, der udgjøre Kjærnen i hendes poetiske Production.

I Mme de Staëls Salon traf Constant en Hærskare af fremmede Diplomater, misfornøiede Journalister og intriguerende Kvinder, der i første Øieblik indtoge ham mod Conventet. Snart dannede han sig imidlertid selv sin Overbevisning, han gjendrev selv sine første Bladartikler og sluttede sig, mere radical end sin Veninde, til »Patrioternes« Parti imod de saakaldte Moderate, hos hvem han intet Maadehold fandt. 1795 tilbragte han efter Indbydelse af Mme de Staël paa hendes Gods Coppet i Schweiz; Aaret efter skilte hun sig fra sin Mand.

Da i 1799 Bonaparte som Førsteconsul gav Frankrig hin Forfatning, i hvilken en svag constitntionel Skinfrihed skulde skjule Eneherredømmet, udnævnte han Constant, der tidligere havde været blandt hans varme Beundrere, til Medlem af Tribunatet. I denne Egenskab førte han med nogle faa Meningsfæller den hæderfulde Kamp mod Bonapartes absolutistiske Planer, der henledede hele Europas Øine paa ham og som vakte den heftigste Forbitrelse hos Førsteconsulen. I Aaret 1802 sagde han om Constant og hans Venner de bekjendte Ord om de fem eller sex Metafysikere i Tribunatet, der fortjente at kastes i Vandet og kort efter lod han dem ved en servil Majoritetsatstemning fjerne. Da Mme de Staël paa samme Tid begyndte heftigt at bekjæmpe Bonapartes Stræben efter Enevoldsmagt, og da hendes Fader, den berømte Necker, skarpt advarede mod hans Politik, lod han hende forvise fra Frankrig; da Constant fulgte hende til Coppet, forbød han ogsaa ham at vende tilbage. I Mai 1802 var Mme de Staël bleven Enke. I Forening med Constant bereiste hun i 1803—4 Tydskland og det synes som om hun i sin sværmeriske Kjærlighed har ventet at Constant vilde ægte hende. Han har imidlertid øiensynligt ikke gjengjældt hendes Følelser, han skuffede hende af Medynk og Svaghed, skjulte hende at han stod i bestandig Brevvexling med Charlotte v. Hardenberg og har formodentlig under et Paaskud forladt hende for at reise til Weimar, hvor han i 1804 oversatte Schillers Wallenstein paa Fransk. Det blev ikke Constant, men A. W. Schlegel, der (som Huslærer for hendes Børn) ledsagede Mme de Staël til Italien paa den ved »Corinna« berømte Reise, hun foretog dertil i 1805. I Sommeren 1808 lod Constant sig hemmelig vie til sin Charlotte, og saa lidet resigneret var da endnu Mme de Staël, at det kom til de heftigste Scener, da hun uformodet traf det nygifte Par i Interlaken. Hun gav sin Skinsyge Luft med saadan Hensynsløshed, at Charlotte i sin Fortvivlelse gjorde et - heldigvis mislykket - Forsøg paa at dræbe sig ved Gift.

Nu følge nogle Aar, hvor Benjamin Constant lever i tilbagetrukken Stilhed i Göttingen, sysselsat med nye Forstudier til sit Værk om Religionens Oprindelse og Udviklingshistorie; da var det, at Napoleons Nederlag i 1813 bragte ham til paany i Forbindelse med Mme de Staël at gribe ind i den politiske Discussion og, ved Hjælp af sin Venindes Forbindelser ved det russiske, preussiske og svenske Hof, tillige i Actionen mod den slagne Enevoldshersker. I Bernadottes Følge drog han ind i Paris, og skjøndt han var Talsmand for den bourbonske Restauration, stræbte han ivrigt at redde hvad der af constitutionelle Friheder kunde reddes. Han skrev sine mesterlige Brochurer om Pressefrihed, Ministeransvarlighed etc. og valgtes til Medlem af Deputeretkammeret. Det er bekjendt, hvorledes den 47aarige Mands blinde Forlibelse i Mme de Récamier bragte ham til at optræde med en Voldsomhed imod Napoleon lige efter dennes Tilbagekomst fra Elba, der gav hans Udnævnelse til Statsraad under de 100 Dage og hans Tilslutning til Keiserens constitutionelle Forsøg Charakter af et Forræderi. Man maa dog ikke dømme Constant som Politiker efter denne hæslige Episode. Under hele Restaurationsperioden, ja endog under de første Aar af Julikongedømmet var han, som ikke mindre bekjendt, den haardnakkede og i høieste Grad veltalende Fører for den liberale parlamentariske Opposition. Han udmærkede sig aldrig ved Charakterrenhed, men han havde høihjertede Opsving. Da han i Aaret 1830 fik et Brev fra en af sine Venner, hvori der stod: »Her spilles et frygtelig Spil, vore Hoveder ere i Fare, kom og bring os Deres!« vaklede han intet Øieblik, men kom og tog uforfærdet Julirevolutionens Parti. Faa Maaneder derefter modtog han saa skjøndt Fører for Oppositionen - for at dække sin Spillegjæld - 100,000 Francs af Louis-Philippe. Constant var en stor Dialektiker; han pleiede at sige, at ingen Sandhed var fuldstændig, saalænge man ikke tog dens Modsætning op i den. Det lykkedes ham altfor godt. Han forvandt aldrig det Stempel, som den Tidsalder, i hvilken hans tidlige Ungdom falder, satte paa ham. Den samme Dobbelthed, der findes hos hele denne Slægt, men som hos andre Medlemmer af den er en Bi-Egenskab, har givet hans Væsen dets gjennemgribende og originale, men uharmoniske Charakter.

Det er denne Mands betydningsfuldeste Ungdomsarbeide vi ville studere. I »Adolphe« findes […] (1877:132-147)

Tilføjelse

***

[…] at Grenen findes. Den Form, hvorunder Religionen her anbefales, er en saadan, hvorunder Religionsløsheden skimtes og bag den et Dyb af Melancholi. Forklaringen ligger […] (1872:93 / 1877:148)

Omarbejdelse

***

[…] Forstands absolute Enevælde. Men da Revolutionen, og det vil i dette Tilfælde sige Actionen, ingen Maade havde holdt, hvor var det da at vente, at Reactionen vilde holde Maade, eller indskrænke sig til hvad den med fuldkommen Ærlighed og Sanddruhed kunde kjæmpe for! Voltaire havde […] (1872:93)

>

[…] Forstands absolute Enevælde - og denne halvt ubevidste Tendents sporedes endog som en indre Drivfjeder hos de Naturer, der efter deres hele Anlæg vare rene Ætlinge af Voltaire og som, hvis de vare komne 30 Aar tidligere til Verden, vare blevne hans mest ubetingede Meningsfæller og Værkfæller. Voltaire havde […] (1877:148)

Omarbejdelse

***

[…] virkeliggjøre disse Idealer, da man endelig havde erfaret, hvilke Misbrug der kunde drives med alle de rene Fornuftprinciper som Frihed, Lighed og Broderskab, var det naturligt, at ikke blot hver Enkelt af Massen holdt sit Hoved udstrakt til at modtage ethvert kraftigt ydre Aag, der vilde ave de Andre paa samme Tid som ham selv, men at ogsaa et Flertal […] (1872:94)

>

[…] virkeliggjøre disse Idealer, vare jo havnede i Anarchi og Brutalitet, Hvad Under da at ikke blot mangen Enkelt af Massen famlende greb efter en Planke fra Vraget af de engang saa kraftige politiske og religiøse Systemer, men at ogsaa et Flertal […] (1877:149)

Omarbejdelse

***

»Adolphe« er en Kjærlighedshistorie. Men den fremstiller ikke […] (1872:95)

>

»Adolphe« er en Kjærlighedshistorie, der ved sin Fremstilling af Forholdet mellem Samfundet og Individet danner det fuldstændige Modstykke til »Werther«. I »Werther« stille ydre og derved ogsaa indre Hindringer sig i Vejen for Foreningen af et sammenhørende Par. I »Adolphe« tvinge ydre og derigjennem ogsaa indre Hindringer to Væsener, der ere forenede, fra hinanden. »Werther« fremstiller Samfundets og allerede indgaaede sociale Forpligtelsers Magt til at forhindre en erotisk Forening. »Adolphe« skildrer Samfundets og Samfundsopinionens Magt til at opløse individuelle Forpligtelser og splitte en allerede indgaaet erotisk Forening. Begge Bøger i Forening give et dobbeltsidigt Billede af Samfundspavens Magt til at binde og løse. Men medens »Werther« er typisk for hin førrevolutionære, kraftigt fremstormende Slægt, som dens Digter tilhørte, svarer »Adolphe« nøie til det nye Aarhundredes første franske Generation.

»Adolphe« fremstiller ikke […] (1877:150-151)

Omarbejdelse

***

[…] som elsker og fortvivler.

Den Slægt af unge Mænd er opstaaet, som tager til Mundheld: Lad Oldingene elske! vi Unge, vi, som roe paa Ærgjerrighedens Galeier, have ikke Tid, ikke Lyst, ikke Sindsro dertil. Det er den selvsamme Kamp […] (1872:96))

>

[…] som elsker og fortvivler. Hist var det hende, som føiede sig efter den givne Orden, her er det ham. Det er da den selvsamme Kamp […] (1877:152)

Omarbejdelse

***

[…] end Troskab. »Axel og Valborg« har jo som Forudsætning de Elskendes lange Forlovelse og er netop derved saa national. Men »Axel og Valborg« er Troskab under Adskillelsen, ikke Troskab i Samlivet. Troskaben er her den ydre, det elskende Hjertes Fastholden ved sin Gjenstand, og der opstaaer slet intet Spørgsmaal om den indre, Hjertets Fastholden af sin Elskov. Den første er naturlig, ja nødvendig for Hjertet, den anden staaer det ikke i Hjertets Magt ved en Beslutning at bevare; den bevares og opgives ufrivillig. Det er Problemet om Troskabens Betingelser, der nu dukker op i Litteraturen. Paa hvilke Betingelser er Lidenskaben varig, paa hvilke ikke? Constant har herom skrevet en Roman, som vilde have vundet Kierkegaards Bifald. Her er kun to Personer og ikke det ringeste Sceneri. De husker Kierkegaards satiriske Udfald mod Sceneriet, »Markerne og Køerne«, som Frater Taciturnus kalder det. Alt foregaaer her efter indre Love, og Læseren iagttager […] (1872:100)

>

[…] end Troskab; dens Forudsætning er jo de Elskendes lange Forlovelse, en Forudsætning, der er i høi Grad national; men i »Axel og Valborg« er Troskaben forherliget som Dyd, ikke forklaret som Product; thi Dramaet er et lyrisk Sørgespil, ikke nogen psychologisk Analyse.

Det er Problemet om Troskabens Betingelser, der i »Adolphe« er behandlet, Spørgsmaalet om, paa hvilke Betingelser en Lidenskab er varig, paa hvilke ikke. Og her er det, at Svaret er formuleret som en Anklage mod Samfundet, idet det gaaer ud paa, at Samfundet, som igjennem den Opinion, det danner, hævder den Tilstand, det har oprettet, ved de sletteste Midler arbeider paa at tilintetgjøre Betingelserne for Troskab i enhver af det ikke legitimeret Forbindelse, selv om denne er fuldt saa ædel, fuldt saa uegennyttig, og baaret af fuldt saa adelige Naturer, som nogen af de Forbindelser, Samfundet paa alle Maader omgjærder og støtter.

Constant har givet dette Svar igjennem en Roman, der ikke kunde være fordringsløsere; den har kun to Personer, ikke det ringeste Sceneri og ikke en eneste Tilfældighed i Handlingens Gang. Alt foregaaer her efter de nødvendige Love, som ere givne ved Personernes Stilling til hinanden og til det omgivende Samfund, og Læseren iagttager […] (1877:155-156)

Omarbejdelse

***

[…] hvem er han? Vi kjende allerede nogenlunde Helten. Han er endnu meget ung, i den første Ynglingealder, men som René og Obermann er han tidlig gammel. Han bærer paa en […] (1872:101)

>

[…] hvem er han? Han er endnu meget ung, i den første Ynglingealder, han er (som Romanens Forfatter) efter at have tilendebragt sine Studier ved et lille tydsk Universitet bleven ansat ved et af de smaa tydske Hoffer. Han har gjennemlevet en Række af Adspredelser og gjennemgaaet et Cursus af anstrængt og alvorligt aandeligt Arbeide. Forholdet til hans Fader, en i sit ydre Færd kold og ironisk Mand, der staaer som en Repræsentant for det 18de Aarhundredes Dannelse, har i hans Sjæl fremmet Ungdommens Forkjærlighed for stærke, lidenskabelige Indtryk og dens Tilbøielighed til at søge det Usædvanlige og Overordentlige. Den Tvang, hvori han af denne Fader holdtes, har givet ham utaalmodig Længsel efter Frihed fra de Baand, der trykke ham, og en stor Sky for at paalægge sig nye Baand.

Saaledes udviklet indføres han i et Hof, hvor Alt er Ensformighed og Etiquette. Han lider under alle de Trivialiteter, han maa høre, han som fra sin tidligste Ungdom af har næret en uovervindelig Afsky for alle dogmatiske Sætninger og Formler:

»Naar jeg hørte Middelmaadigheden snakke selvbehageligt om aldeles utvivlsomme, urokkelige Principer paa Moralens, Convenientsens eller Religionens Omraader, der for den alle staae i lige Linie, saa følte jeg mig drevet til Modsigelse, ikke saa meget, fordi jeg havde en modsat Mening, som fordi jeg tabte Taalmodigheden over at maatte høre paa saa massiv og kluntet en Vished. Instinctmæssigt var jeg paa min Post mod alle hine almindelige Regler, der skulde gjælde uden mindste Indskrænkning, uden ringeste Tillempning. Dumrianerne ælte deres Moral til en fast og udelelig Masse, saa den er ganske ude af Stand til at gjennemtrænge deres Handlinger og stiller dem frit i alle enkelte Tilfælde.«

Han hævner sig over den Kjedsomhed, han føler, ved at gjøre sig lystig over sine Omgivelser og deres Principer og faaer derved snart Ord for Letfærdighed og Ondskabsfuldhed, Fortælleren billiger ikke selv sin Spottelyst og sin Trods. »Men, siger han, jeg vil til min Undskyldning kun sige, at man behøver Tid til at vænne sig til Menneskene, som de ere, til det, som Egennytte, Affectation, Forfængelighed og Feighed have gjort dem til. Den Forundring, man i den første Ungdom føler over et saa kunstigt og saa vilkaarligt indrettet Samfund, røber snarere et naturligt Sindelag end en fordærvet Aandsretning. Dette Samfund har desuden Intet at frygte af os: det tynger i den Grad paa os, dets dumpe In[d]flydelse er i den Grad mægtig, at det ikke behøver lang Tid til at omforme os efter det almindelige Mønster. Vi undre os da kun over vor første Forundring, ligesom man tilsidst aander frit i et menneskefyldt Rum, hvis Atmosfære i første Øieblik neppe syntes En til at indaande.«

Disse Skjærmydsler med bornerte Omgivelser kunne imidlertid ikke udfylde den unge begavede Mand. Han bærer paa en […] (1877:156-158)

Omarbejdelse

***

[…] hvem deres Fædre ingen Gjerning havde levnet at udføre. Skjøndt han aldrig er bleven aandeligt mættet, er han dog ikke hungrig, skjøndt han Intet har oplevet, er han allerede ude over Alt*) [*) Gustave Planche: Notice sur Adolphe.]. Det Tilkommende har […] (1872:101)

>

[…] hvem deres Fædre ikke syntes at have levnet nogen Gjerning at udføre. Det Tilkommende har […] (1877:158)

Omarbejdelse

***

[…] i sine egne og de Andres Øine. Han attraaer ikke en skjult eller fredet Lykke; han trænger til at foretage en Erobring, til at nævnes som den Lykkelige, til at fremkalde Opsigt og Misundelse gjennem en iøinefaldende Triumph og Skandale. Saaledes faaer han første Gang Anvendelse for sine Kræfter og Kjærlighedens Lykke bliver for ham det, endelig engang at føle sin Villie, idet han bøier en anden Villie ind under sin.

Og hvem er saa hun? En hel ny Kvindetype optræder her i Litteraturen, en Type, som den store Romanforfatter Balzac senere tilegner sig og varierer med en saadan Bevidsthed om dens typiske Charakter og med en saadan Genialitet, at han kan betragtes som dens Skaber, en Type som fra ham af gaaer over i den dramatiske Poesi og som behersker hele det moderne franske Theater, men som bedst benævnes med det Navn, den har faaet hos Balzac, Kvinden paa tredive Aar.

Den kraftige […] (1872:101-102)

>

[…] i sine egne og Andres Øine gjennem en afgjort Triumf og Skandale. Kjærlighedens Lykke staaer for ham som den: endelig engang at føle sin Villie, idet han bøier en anden Villie ind under sin. Han er ikke af Naturen mere troløs end andre Mænd. Han vil kunne elske mere ømt, handle mere opofrende end mangen Anden. Men for at han nu skulde kunne elske med Troskab, maatte mange Betingelser være anderledes. Han er for ung til ikke overfor en Kvinde at føle mere Nysgjærrighed og Eventyrlyst end Elskov, han er for svag og umandig til, selv om han elskede dybt, at kunne bevare denne Følelse uskadt, ifald den møder enstemmig Misbilligelse hos Omverdenen, og fremfor Alt er han trods al sin Forskjellighed fra sin Fader altfor meget hans Søn til uden Selvfordobling eller Selvironi at kunne sætte hele sit Væsen paa eet Kort. Han er forskjellig fra og lig med Faderen, som det begyndende 19de Aarhundrede var det 18des Modstander og Barn.

Og hvem er saa hun? Hun er af Digteren med Flid tegnet saaledes, at Adolphe's Kjærlighed til hende, hvor stærk den end er, engang maa vige for Forholdene og Samfundet. For det Første er Adolphe ikke den første Mand, hun har elsket, og Samfundets Opinion har allerede mærket hende, før hun lærer ham at kjende; hun er ikke hans Jævnlige i Samfundsstilling, skjøndt nok i Stand. For det Andet er hun betydeligt ældre end han, altsaa heller ikke hans Jævnlige i Aar. For det Tredie har hun en lidenskabelig, energisk, usurpatorisk Charakter, der kun da vilde kunne smelte sammen med hans, hvis Samfundet medvirkede til Sammensmeltningen, men som maa gjøre baade ham og hende ulykkelig, hvis Samfundet forhærder ham imod hende.

Eleonore er i det Øieblik, Adolphe lærer hende at kjende, ikke nogen ung og uerfaren Pige, hvem en første Elskov griber. Det er en Kvinde, hos hvem enhver opstaaende Følelse tegner sig paa en Baggrund af Erfaring, af alvorlig og smertelig Erfaring, som i alle Retninger har gjennempløiet Sjælen. Dette Fond af Erfaring er det første fremtrædende Træk i Charakteren. Eleonore har givet Afkald paa alle det fredede og betryggede Livs Goder og Glæder. Af fornem Herkomst og født i Rigdom har hun forladt Familie og Hjem for at følge Den, hin har foretrukket, som hans Elskerinde. Hun har valgt mellem Verden og ham; hun har adlet sin Opførsel ved fuldstændigt, ubetinget at ofre sig for ham, hun har vist ham de største Tjenester, reddet hans Formue, været fuldt saa trofast som nogen Hustru kunde være. Ved den strængeste Troskab har hun søgt at opretholde sin Stolthed overfor Verdens Misbilligelse og Foragt. Dette Element af Villie er det andet Grundtræk i Charakteren.

Da er det, at den første Tvivl om hans Bestandighed griber hende, og hendes hele Bygning styrter sammen; elsker han eller handler han kun som Mand af Ære, er han trofast eller er han kun for stolt og velopdragen til at vise sig utaknemmelig og ligegyldig? Det er ikke uden Taarer, at hun stiller sig dette Spørgsmaal, det er ikke uden den dybeste Jamren, at hun selv giver Svaret. I dette Øieblik er det, at hun møder Adolphe. Han nærmer sig med en Attraa, i hvilken hele Tørsten efter Livet og dets Indhold er samlet, han drages til hende som til den, i hvem han paa hemmelighedsfuld Maade føler, at Skatte af Lidenskab, af Ømhed og Begeistring, af Aand og Erfaring ere sammenhobede og ligesom nedgravne. Og hans Længsler og hendes Savn, hans Forfængelighed og hendes Fortvivlelse, hans Ungdom og hendes Skuffelser gribe ind i hinanden som to Hjul i samme Uhrværk.

Man forudseer let den Enthousiasme, med hvilken Lidenskaben i første Øieblik vil flamme iveiret, den fulde og mægtige Accord, som vil klinge, den jublende Symfoni, der vil høres, som var Seir og Frelse for alle Tider vunden for dem begge. I hendes Følelse findes en ny og ganske eiendommelig Blanding: en Begeistring, som næsten er fanatisk, thi den skal i ethvert Øieblik kunne dræbe den altid paany frembrydende, tilbageskuende Skinsyge, en Tro, der næsten er krampagtig, fordi den ikke er grundet paa den sunde, naturlige Tillid, men paa Villien til at troe trods Alt, trods det allerede een Gang at være sveget, endelig en Troskab der vaander sig under bestandig at maatte bevise sin Tilværelse, fordi den er fremgaaet af Utroskab mod en Fortid. Hele denne potentserede Lidenskabelighed er det tredie fremtrædende Charaktertræk hos Eleonore. »Man betragtede hende, siger Adolphe, med samme Interesse og Beundring som et skjønt Uveir.«

Men med disse nye Træk er i Virkeligheden en hel ny Kvindetype givet, en Type, som Balzac senere tilegner sig, stempler med Navnet: Kvinden paa tredive Aar og varierer med en saadan Genialitet, at han kan betragtes som dens anden Skaber, en Type, som samtidigt George Sand udprægede og idealiserede i en hel Række af sine Romaner, og som under hans og hendes Behandling viste sig at være en hidtil ukjendt Verden, i hvilken alle Følelser, Lidenskaber og Tanker havde en kraftigere Charakter end i det ganske unge Hjerte, en Type, som fra Romanen gik over i den dramatiske Poesi og længe beherskede det franske Theater, i hvilken med eet Ord Aarhundredets begyndende Litteratur fandt sin Dronning som den fandt sin Konge i René.*) [*) Der kom den Dag, da Kritiken beklagede sig over at see Ungdom og Skjønhed detroniseret i den poetiske Litteratur. Jules Janin nedskrev paa sin lette Maade denne Klage i Form af en Anklage mod Balzac. »Kvinden fra 30 til 40 Aar, siger han, var fordum et Territorium, der betragtedes som tabt for Lidenskaben, det vil sige for Romanen og Dramaet, men nutildags hersker, takket være Opdagelsen af hine smilende Egne, den fyrretyveaarige Kvinde alene i Drama og Roman. Denne Gang har den nye Verden helt undertrykt den gamle Verden og Kvinden paa 40 Aar beseirer den unge Pige paa 16.

Hvem banker? raaber Dramaet med sin dybe Stemme. Hvem er der? skriger Romanen med sin fine Røst. Det er mig, svarer skjælvende det 16de Aar med sine Perletænder, med sin hvide Barm, med sine blide Linier, med sit friske Smil, med sit milde Blik. Det er mig. Jeg har den samme Alder som Julie hos Racine, Desdemona hos Shakespeare, Agnes hos Molière, Zaire hos Voltaire, Manon Lescaut hos Abbé Prévôst, Virginie hos Saint-Pierre. Det er mig, jeg har den samme smukke, flygtige og fortryllende Alder, som alle de unge Piger hos Ariost, hos Lesage, hos Byron og Walter Scott. Det er mig, jeg er Ungdommen som haaber, som er uskyldig, som uden Frygt kaster et Blik, der er ligesaa skjønt som Himlen, ind i Fremtiden. Jeg har alle de kydske Tilbøieligheders, alle de ædle Instinkters, Stolthedens og Uskyldighedens Alder. Giv mig Plads, kjære Herre. Saaledes taler den smukke Alder paa 16 Aar til Romanforfatterne og Dramaturgerne; men strax svare Romanforfattere og Dramaturger: Vi ere beskjæftigede med din Moder, mit Barn, kom igjen om en Snes Aar og vi skulle see om vi kunne gjøre Noget ud af Dig.

Der gives nuomstunder i Drama og Roman ikke Andet end Kvinden paa 30 Aar, som bliver 40 Aar i morgen. Hun alene kan elske, hun alene kan lide. Hun er saa meget mere dramatisk, som hun ikke har Tid til at vente. Hvad ville I, at vi skulle kunne gjøre ud af en lille Pige, som ikke kan Andet end græde, elske, sukke, smile, haabe, skjælve? Kvinden paa 30 Aar græder ikke, hun hulker, hun sukker ikke, hun hyler, hun elsker ikke, hun fortærer, hun smiler ikke, hun skriger, hun drømmer ikke, hun handler! Det er Dramaet, det er Romanen, det er Livet. Saaledes tale, handle og svare vore store Dramaturger og vore berømte Fortællere.«

Den fine og aandfulde Mme Emile de Girardin, tog Balzac i Forsvar og sagde meget rigtigt: »Er det Balzac's Skyld at Trediveaarsalderen nutildags er Kjærlighedens Alder? Balzac er nødt til at male Lidenskaben hvor han finder den, og nutildags finder man den ikke i et Hjerte paa 16 Aar.«]

Den kraftige […] (1877:159-165)

Omarbejdelse

***

Den ulykkelige Slægt af Fortumlede og Forviste, af Hjemløse og Emigranter som Constant tilhører, gjenfremstiller sin ideale Personlighed i en Type som Adolphe, der gammel fra Vuggen af, kold og tør i sit Hjerte, i alt sit Mismod begjærlig og ærgjerrig, men et rent Barn […] (1872:102-103)

>

Den ulykkelige Slægt af Hjemløse og Forviste, paa een Gang Gamle og Unge, Troende og Vantroe, som Constant tilhører, afspeiler sig i en Type som Adolphe, der forsøgt i Reflexioner, men et rent Barn […] (1877:164)

Udeladelse

***

[…] hele Forholdet Charakter; thi den traditionelle Skildring forudsatte jo altid, at Kvinden var nogle Aar yngre end Manden. Den barnlige og uskyldige Opfattelse var den, at Elskov forenede to Væsner, som vare saaledes forud bestemte for hinanden, at han alene følte Kjærligheden, naar han saa hende, og hun alene, naar hun saa ham. Naar Øjeblikket indtraf, elskede de saa hinanden lykkeligt og uforstyrret for hele Livet. Og det forstod sig af sig selv, at den Styrelse, der havde skabt dem for hinanden udelukkende, og sørget for at de traf hinanden i det rette Øjeblik, ogsaa sørgede for, at alle de forskjønnende mindre Biomstændigheder vare æsthetisk i deres Orden, saa at f. Ex. Aldersforholdet var smukt og harmonisk, Bruden nogle faa Aar yngre end Brudgommen, kort sagt, det Hele i Orden efter Opskriften. Fra det Øieblik af, da en af Hovedtyperne i en Litteratur bliver en Elskerinde, der er flere Aar ældre end sin Elsker, indtræder i Opfattelsen af Følelsen en Revolution. Vi gjenfinde den store Afstand overalt: i Balzac’s Romaner, f. Ex. i »La femme de trente ans«, i »La femme abandonnée«, i »Le message«, hos George Sand i saa forskjellige Bøger som »François le Champi« og »Lucretia Floriani«, og Aldersforholdet var af samme Art mellem de to berømteste litterære Par i den nyere franske Litteratur, Mme de Stael og Benjamin Constant, George Sand og Alfred de Musset. Aldersforskjellen omstyrter Betragtningen af Elskoven som Samfundsmagt. Lidenskaben synes, idet den sammenknytter […] (1872:103-104 / 1877:165)

Omarbejdelse

***

[…] en stor Tilværelsesharmoni.

Men da det er Kvinden, der fra nu af begynder at fremstilles i Kamp med det bestaaende Samfund og da hun ikke kan føre denne Kamp som ganske ung, afløses som sagt den unge Pige som Heltinde af den udviklede Kvinde. Ret for Alvor bemægtiger denne Kvindetype sig vel ikke Litteraturen før hos Balzac. Forud maa der gaae tre store Begivenheder, Saint-Simonismen med sine humanistiske Tilbøieligheder, Juli-Revolutionen, der bragte en vis Etiquette i Kvindernes Vilkaar og Stilling til at briste og George Sand’s Optræden; thi George Sand’s historiske Rolle er den, at hun for sig alene stræbte at føre den samme Frihedskamp for Kvindernes Vedkommende, som Revolutionen af 89 havde givet Stødet til for Mændenes alene. Revolutionen førte til en Lovbog, hvis første Paragraph lyder: »Alle Franskmænd ere lige for Loven«, men denne Paragraph glemmer rent de franske Kvinder. Kvindens Sag kom tilorde i Litteraturen. Man har kaldt den trediveaarige Kvinde Balzacs Opfindelse; men med Urette, han gjorde kun et Fund. Hun havde længe sukket under sin tilsidesatte og forladte Stilling; i Lidenskabernes Alder havde man anvist hende Resignationen, hun havde længe ventet paa sin Maler eller sin Digter; da saa hun og Balzac1 fandt hinanden, blev det som et elektrisk Stød. Han opdagede en hidtil ukjendt Verden, i hvilken alle Følelser, Lidenskaber og Tanker havde en kraftigere Charakter end i det ganske unge Hjerte. Og paa samme Tid dannede hans Heltinder ham et Publicum, et udsøgt Publicum trods dets lette Rynker, et taknemmeligt Publicum, der paaskjønnede ikke mere at blive overseet og som levede op paany derved, at det vandt en ny Interesse, endelig et Publicum, der for Alvor tog sig af sin Digters Berømmelse. Hvorfor? Ganske simpelt, fordi der er uendeligt mange flere Kvinder paa 30 end paa 20 Aar, som læse. Det blev da disse Kvinder, som optoge Romanen og Skuepladsen indtil den Grad, at Typen endog trængte ind i Scribes Theater. Vi have seet den hos os i »La bataille des dames«.

Jeg pleier ved enhver Type tillige at skildre dens Karrikaturform. Jeg nævnte Dem Selvforgudelsens ved René, Føleriets ved Werther, Miskjendthedens ved Obermann. Karrikaturen af Kvinden paa 30 Aar hos Balzac er Kvinden paa 40 Aar hos hans Efterlignere. Der kom en Dag, da Kritiken bittert beklagede sig over at see Ungdom og Skjønhed detroniseret i den poetiske Litteratur. Jules Janin nedskrev paa sin lette Maade denne Klage i Form af en Anklage mod Balzac, hvem han beskylder for at være Aarsag i alle de Forelskelser, som falde Kvinderne ind efter Trediveaarsalderen. Han kalder ham den fyrretyveaarige Kvindes Christopher Columbus. »Kvinden fra 30 til 40 Aar«, siger han, »var fordum et Territorium, der betragtedes som tabt for Passionen, det vil sige for Romanen og Dramaet, men nutildags, takket være Opdagelsen af hine smilende Egne, hersker den fyrretyveaarige Kvinde alene i Drama og Roman. Denne Gang har den nye Verden helt undertrykt den gamle Verden og Kvinden paa 40 Aar beseirer den unge Pige paa 16.

Hvem banker? raaber Dramaet med sin dybe Stemme. Hvem er der? skriger Romanen med sin fine Røst. Det er mig, svarer skjælvende det 16de Aar med sine Perletænder, med sin Barm af Sne, med sine blide Linier, med sit friske Smil, med sit milde Blik. Det er mig. Jeg har den Alder som Junie hos Racine, Desdemona hos Shakspeare, Agnes hos Molière, Zaire hos Voltaire, Manon Lescaut hos Abbé Prévôst, Virginie hos Saint-Pierre. Det er mig, jeg har den samme smukke, flygtige og fortryllende Alder, som alle de unge Piger hos Ariost, hos Lesage, hos Byron og Walter Scott. Det er mig, jeg er Ungdommen som haaber, som er uskyldig, som uden Frygt kaster et Blik, der er ligesaa skjønt som Himlen, ind i Fremtiden. Jeg har alle de kydske Tilbøieligheders, alle de ædle Instinkters, Stolthedens og Uskyldighedens Alder. Giv mig Plads, kjære Herre. Saaledes taler den smukke Alder paa 16 Aar til Romanforfatterne og Dramaturgerne; men strax svare Romanforfattere og Dramaturger: Vi ere beskjæftigede med din Moder, mit Barn, kom igjen om en Snes Aar og vi skulle see om vi kunne gjøre Noget ud af Dig.

Der gives nuomstunder i Drama og Roman ikke Andet end Kvinden paa 30 Aar, som vil blive 40 Aar imorgen. Hun alene kan elske, hun alene kan lide. Hun er saa meget mere dramatisk, som hun ikke har Tid til at vente. Hvad ville I, at vi skulle kunne gjøre ud af en lille Pige, som ikke kan Andet end græde, elske, sukke, smile, haabe, skjælve? Kvinden paa 30 Aar græder ikke, hun hulker, hun sukker ikke, hun hyler, hun elsker ikke, hun fortærer, hun smiler ikke, hun skriger, hun drømmer ikke, hun handler! Det er Dramaet, det er Romanen, det er Livet. Saaledes tale, handle og svare vore store Dramaturger og vore berømte Fortællere.«

En af de mest begavede og aandfulde Kvinder, der har levet, Mme Emile de Girardin, tog Balzac i Forsvar og sagde meget rigtigt: »Er det Balzac’s Skyld at Trediveaarsalderen nutildags er Kjærlighedens Alder? Balzac er nødt til at male Lidenskaben hvor han finder den, og nutildags finder man den ikke i et Hjerte paa 16 Aar.« Vi see imidlertid, hvor meget ældre denne Kvindetype er, end man senere hen i Frankrig antog, og for at forstaae den uden al Karrikatur i dens Renhed og i dens sande Betydning, ville vi studere den i dens første Form.


VIII.

Vi vende da tilbage til »Adolphe«, og for bedre at forstaae den kaste vi et Blik paa denne Bogs Forfatter. Constant fødtes 1767 i Lausanne. Han var fra Barndommen af aldeles ualmindeligt udrustet. Naar man i »Adolphe« maaskee ikke ganske forstaaer den overordentlige Tiltrækning, Helten udøver, ligger det i, at Constant, der benyttede Erindringer af sit eget Liv til Bogens Composition, undsaa sig ved at fremhæve Adolphes fængslende Egenskaber for stærkt. Men Adolphe er i den Grad Constant selv, at man saa at sige først fatter denne Types Tilblivelse, idet man studerer Forfatterens Ungdom. Det gaaer med Adolphe som med René, til hvis Forstaaelse Chateaubriands egne Udtalelser om sig selv give Nøglen. Vil De høre en Stump af et Brev som Constant skriver som Barn til sin Bedstemoder, og De vil forbauses over den Ynde, den Finhed, den Fuldmodenhed, De finder hos ham; han var 12 Aar gammel da.

»Jeg havde tabt alt Haab om Brev, kjære Bedstemoder! jeg troede Du havde glemt mig. Jeg sagde til mig selv: det er mine Fættere, der boe hos Bedstemoder, som have fortrængt mig af hendes Erindring. Ganske vist ere de elskværdige, ere Oberster, ere Capitainer o. s. v., og jeg er endnu Intet. Imidlertid elsker jeg hende og forguder hende ligesaa meget som de. Du seer, kjære Bedstemoder, hvilken Sorg din Taushed har forvoldt mig. Hvis Du altsaa interesserer Dig for mine Fremskridt, hvis Du vil, at ogsaa jeg skal blive elskværdig, lærd og forstandig, saa skriv mig undertiden til, og fremfor Alt elsk mig trods mine Feil. Mig fattes kun Beviserne paa dit Venskab, jeg har i Overflod alle de andre Hjælpekilder, og jeg har den Lykke, at man hverken sparer paa Omhu eller paa Penge for at dyrke mine Talenter, hvis jeg har nogle, eller for at bøde paa Mangelen af dem ved Kundskaber. Jeg vilde meget gjerne kunne fortælle Dig noget Tilfredsstillende om mig, men jeg frygter for, at intet Tilfredsstillende lader sig sige uden om det Legemlige. Jeg har det godt og voxer stærkt. Du vil maaskee sige, at er det Alt, saa er det ikke værdt at leve. Det tænker ogsaa jeg, men min Letsindighed omstyrter alle mine gode Forsætter. Jeg vilde ønske, man kunde forhindre mit Blod i at circulere med saa stor Hurtighed og give det et mere regelret Omløb i en bestemtere Takt. Jeg har prøvet, om Musiken ikke kunde gjøre denne Virkning paa mig; jeg spiller Adagio’er, Largo’er, som kunde dysse 30 Cardinaler i Søvn. De første Takter gaae godt, men jeg veed ikke, ved hvilken Magi de saa langsomme Melodier altid ende med at gaae prestissimo. Det gaaer mig lige saadan med Dandsen, Menuetten ender altid med Bukkespring. Jeg troer, kjære Bedstemoder, at Ondet er incurabelt og at det vil modstaae selv Fornuften; jeg burde dog allerede have en Gnist af Fornuft, thi jeg er 12 Aar og nogle Dage; imidlertid mærker jeg Intet til dens Herredømme. Naar dens Morgenrøde er saa mat, hvad Styrke vil den da have til 25 Aar.

Veed Du, kjære Bedstemoder, at jeg kommer i Selskab to Gange om Ugen. Jeg har en smuk Frakke, Kaarde ved Siden, Hat under Armen, een Haand paa Brystet, en anden i Siden. Jeg holder mig rank og giver den store Dreng, saa godt jeg kan. Jeg seer, jeg hører, men hidindtil kan jeg ikke sige, at jeg misunder de Voxne deres Fornøielser. De see Alle ud, som om de just ikke holdt altfor meget af hinanden. Imidlertid — Spillet og Guldet, jeg seer rulle, foraarsager mig nogen Sindsbevægelse. Jeg gad vinde af 1000 Aarsager, som de Andre kalde Luner og Griller.«

Hvad siger De til denne Gratie uden Varme, til denne Forstand, der smigrer, til denne Blaserthed fra Fødselen af, hvem det rullende Guld alene foraarsager nogen Sindsbevægelse? Man aner den fremtidige Spiller. Man spørger sig selv, om denne Mand ikke med en vis Ret vil kunne sige om sig selv, hvad Andre med mindre Ret have sagt om sig, nemlig, at han aldrig har været Barn. Føler De, hvor gammel han er født, hvor ganske han til enhver Tid vil være ude over enhver af sine Sindsbevægelser, og hvorledes han vil trænge til stærke Sindsbevægelser, aner De den mærkværdige Blanding af Sensibilitet og Egoisme i Charakteren, Evnen til at adskille sig fra sig selv, fordoble og raillere sig?

Det er den samme Charakter, der hos Ynglingen vil føre til Udbrud som dette: »Jeg morer mig over alle disse Forlegenheder, hvori jeg befinder mig, som om de vare en Andens,« eller til Constants Yndlingsmundheld, naar han var vred: »Jeg raser, jeg gaaer fra Forstanden af Raseri, men i Grunden er det Hele mig meget ligegyldigt.«

Det er den samme Mand, der, da han havde rettet et Bønskrift til Ludvig den 18de, hvori han undskyldte sit Frafald til Napoleon i de 100 Dage og forsikrede Kongen om sin altid uforandrede Loyalitet imod Bourbonerne, om Aftenen i et Selskab svarede Den, der bragte ham den Efterretning, at han var tilgivet og at hans Bønskrift havde overbevist Kongen, disse gyldne Ord: »Det troer jeg, det havde nær overbevist mig selv.«

I erotiske Sager begynder han som en sand Cherubin, og han begynder tidligt. 20 Aar gammel sagde han: »I min Ungdom, da jeg var 16 Aar.« Og han flagrer fra Kvinde til Kvinde. Først forlader han Mme de Charrière for at gifte sig, saa bliver han skilt fra sin Hustru, saa lærer han Mme de Staël at kjende, saa gifter han sig igjen — med en Anden.

Damerne gave ham Navnet »L‘inconstant«. Den Rolle, Kvinderne have spilt i hans politiske Løbebane, er uhyre. Alle hans Feil have de faaet ham til at begaae. Det var en Kvinde, Mme de Staël, som bragte ham til at skrive hine hans første Artikler under Revolutionen, der bleve udlagte som royalistiske og som han bittert fortrød. Det var en anden Kvinde, Mme Récamier, der bragte ham til at optræde med en Voldsomhed overfor Napoleon lige efter dennes Tilbagekomst, som gav hans Tilslutning til Keiseren Charakter af et Forræderi. Hans første mere notable Forbindelse er den med Mme de Charrière, en fortrinlig Forfatterinde; hun var i Parenthes 25 Aar ældre end han. Det var hos hende at han, siddende ved det samme Bord, hvorved hun skrev, begyndte sit store Værk om Religionen, der skulde gjenindføre den religiøse Aand i Frankrig. 30 Aar senere fuldendte han det i den Tid som Talerstolen i Kammeret og Spillehusene i Paris levnede ham til Arbeid af anden Art. Men nu, i hans 20de Aar, blev det begyndt. Og symbolsk og charakteristisk nok: det første Afsnit skrev han paa Bagsiden af en Pakke Spillekort, og alt som han skrev Kortet færdigt, skjød han det over til Mme de Charrière.

Ligesom Hovedindtrykket af »Adolphe« er det Hjertesuk: »Gid jeg kunde elske!«, saaledes er Indtrykket af Bogen om Religionerne det: »Gid jeg kunde troe!«

Studer ham i hans Ungdom medens han endnu aabenbarer Mennesket, ikke spiller Rollen, og De vil kunne gribe hans religiøse Følelse i dens oprindelige og ægte Form. Han skriver som ung i et Brev til en Veninde:

»Jeg føler mere end nogensinde Altings Intet, hvorledes Alt lover og Intet holder, jeg føler hvormeget vore Kræfter staae over vore Vilkaar og hvor ulykkelig denne Disproportion maa gjøre os. Mon ikke Gud, Ophavsmanden til os og vore Omgivelser, er død før han har faaet endt sit Værk, saa at Verden egentlig er et opus posthumum? Han havde de smukkeste og største Projecter af Verden og de største Midler til at udføre dem. Han havde allerede sat flere af disse Midler i Bevægelse, ligesom man reiser Stilladser for at bygge, og midt i dette Arbeide er han død. Nu er saaledes Alting opført med Hensyn til et Maal, som ikke mere existerer, og vi i Særdeleshed, vi føle os bestemte til Noget, hvorom vi ingen Idee kunne gjøre os. Vi ere som Uhre, paa hvilke der ingen Skive eller Visere ere, og hvis Hjul, som ikke mangle Intelligents, dreie sig til de ere opslidte, uden at vide hvorfor og stedse sigende: Jeg dreier, altsaa har jeg et Maal. — Farvel kjære og spirituelle Hjul, som har det Uheld at staae saa høit over det Uhrværk, af hvilket De er en Del, og som De forstyrrer! Uden Selvros: det er ogsaa mit Tilfælde.«

Et andet Sted siger han: »O hvor Fyrsterne ere ædelmodige og høimodige; der har de nu igjen givet en Amnesti, hvorfra Ingen er udelukket uden alle de, som have gjort Oprør. Det minder mig om en Psalme, der forherliger den jødiske Guds Bedrifter. Han har dræbt dem og dem; thi hans guddommelige Godhed varer evigt; han har druknet Pharao og hele hans Armee; thi hans guddommelige Godhed varer evigt; han har slaget alle Ægypternes Førstefødte med Døden; thi hans guddommelige Godhed o. s. v. o. s. v .«

»De synes mig ikke demokratisk. Jeg troer som De, at der paa Bunden af Revolutionsmændenes Sjæle er Svig og Raseri. Men jeg holder mere af Svig og Raseri, der omstyrter Fæstninger og afskaffer Titler og andre Dumheder af den Art, og som sætter alle de religiøse Drømmerier paa lige Fod, end af den Art Svig og Raseri, som vil bevare og canonisere hint elendige Misfoster af Jødernes barbariske Stupiditet, podet ind paa Vandalernes barbariske Uvidenhed.«

»Jo mere man tænker over det, des mere opgiver man at begribe et »cui bono« (et »til Fordel for hvem?«) i denne Dumhed man kalder Verden. Jeg forstaaer hverken Maalet eller Architekten eller Maleren eller Figurerne i denne laterna magica, af hvilken jeg har den Ære at udgjøre en Del. Vil jeg forstaae det bedre, naar jeg er forsvunden fra denne trange og mørke Globus, paa hvilken det morer jeg veed ikke hvilken usynlig Magt at lade mig dandse med eller imod min Villie? Det veed jeg ikke. Men jeg er bange for, at det forholder sig med denne Hemmelighed som med Frimurernes, der kun i de Uindviedes Øine er noget værd.«

De aner hvilken Baggrund af Skepsis der ligger bagved al Constants Enthousiasme.

Disse Ord passe godt for den samme Mand, der i et af sine Breve om Tydskland siger: »Jeg skjænker Dem alle Tydsklands komiske og lyriske Poeter; thi jeg bryder mig ikke om Poesi, hverken i dette Sprog eller i noget andet.«

Men det er ogsaa den samme Mand, som, da han 1830 fik et Brev fra en af sine Venner, i hvilket der stod: »Her spilles et frygteligt Spil, vore Hoveder ere i Fare, kom og bring os Deres!«, øieblikkeligt kom.

Constant pleiede at sige, at han mente, at ingen Sandhed var fuldstændig saalænge man ikke tog dens Modsætning op i den. Det lykkedes ham altfor stadigt, derfor var han trods alle sine ædle Drivfjædre og sine høihjertede Opsving dybest inde en Ruin. Han har den sørgelige Ære at frembyde den mest fuldstændige Type paa denne Art contradictoriske Naturer: han er paa een Gang oprigtig og løgnagtig, veltalende og tør, varm og udslukt, romantisk og antipoetisk, ikke til at gribe.

Læs nu »Adolphe« og Aphorismerne i »Enten-Eller«!


IX.

Benjamin Constant har ikke i Frankrig undgaaet Beskyldningen for Germanisme. Født i Schweitz tilbragte han sin Ungdom først i England, senere i Weimar, hvor dengang en Pleiade af alle Tydsklands største Aander straalede. Han kjendte Goethe og levede i hans Kreds. Han oversatte Schillers »Wallenstein« paa Fransk og forsynede den som Indledning med Studier over det tydske Theater, der vise, i hvilken Grad den tydske Aandsretning havde paavirket ham. Des interessantere er det at see, i hvilken Modsætning hans egen poetiske Production staaer til den tydske. Lad os tage Goethe til Exempel, i hvis Kvindeskikkelser den tydske Poesi har naaet sin høieste Fuldendelse rimeligvis for Aarhundreder, paa samme Tid som det eiendommelig germaniske Sjæleliv i dem er bleven præget renest. Vil De et Øieblik tænke paa Gretchen og Clärchen. Det er to Modsætninger, den ene en blidere og frommere […] (1872:104-117)

>

[…] en stor Tilværelsesharmoni. Ret for Alvor bemægtiger den nye Kvindetype sig vel ikke Litteraturen før langt senere. Forud maatte der gaae tre store Begivenheder, Saint-Simonismen med sine humanistiske og emancipatoriske Formaal, Julirevolutionen, der bragte visse Tvangsformer i Kvindernes Vilkaar og Stilling til at briste og George Sands historiske Optræden; thi George Sands historiske Rolle er den, at hun næsten ganske alene har ført den samme Frihedskamp for Kvindernes Vedkommende, hvortil den store Revolution for Mændenes Vedkommende havde givet Stødet. Men naar denne Kvindetype og med den Kvindens sociale Kamp her dukker op i Litteraturen saalænge før George Sand, saa ligger dette i, at Eleonore er støbt over den mægtigste Kvindeskikkelse i Datiden - og over, den Kvinde, der kjæmpede den største Kamp som nogensinde i Verdenshistorien en Kvinde har kjæmpet med rent aandelige Vaaben, over Napoleons Modstanderinde Mme de Staël.

Der lader sig neppe tænke en kraftigere Modsætning end den, hvori denne Kvindetype staaer til de Kvindeskikkelser, i hvilke den tydske Poesi under Goethe naaede sin høieste Fuldendelse, og i hvilke det eiendommeligt germaniske Sjæleliv blev præget med en Renhed, som ikke før var naaet. Skjøndt Gretchen og Clärchen ere Modsætninger (den ene en blidere og frommere […] (1877:166-167)

Omarbejdelse

***

[…] Inderlighed, Gemyt, Natur. Man seer dem som Desdemona og Ophelia i de Naturomgivelser, der svare til deres Væsen, saaledes som Desdemona viser sig for Phantasien under det Piletræ, om hvilket hun synger, og Ophelia med Blomsterne i sit Haar. I den anden Kvindetype er Alt Bevidsthed, Aand, Lidenskab og Villie, activ Charakter.

Eleonore er i det Øieblik, da Adolphe lærer hende at kjende, ikke nogen ung og uerfaren Pige, hvem en første Elskov griber. Det er en Kvinde, hos hvem enhver opstaaende Følelse tegner sig paa en Baggrund af Erfaring, af alvorlig og smertelig Erfaring, der i alle Retninger har oppløiet Sjælen. Dette Fond af Erfaring er det første nye Træk: thi Erfaring forudsætter Aandsudvikling og Forstand. Der skal mere til at have erfaret Noget end det simpelt hen at have gjennemgaaet Noget. Eleonore har givet Afkald paa alle det fredede og betryggede Livs Goder og Glæder. Af fornem Herkomst og født i Rigdom har hun forladt Familie og Hjem for at følge Den, hun har foretrukket, som hans Elskerinde. Hun har valgt mellem hele Verden og ham. Hun har isoleret sig fuldstændig, for ubetinget at kunne ofre sig for ham og hun har begyndt med at vise ham de største Tjenester, med at redde hele hans Formue. Hun har snart seet sig udpeget som en Gjenstand for Haan og Foragt, ved hvert Skridt hun har gaaet, har hun seet sig ramt af fornærmende, af uforskammede Øiekast, den ene Kvinde har vist hende til den anden med Fingren.* Enhver, selv den Usleste, har vidst sig i sin Ret til med et Blik eller et Ord at fæste Skammens Brændemærke paa hendes Pande. Det ene Hus efter det andet har lukket sig for hende paa det fremmede Sted hvor hun boer; snart har hun seet sig næsten udelukkende indskrænket til Omgang med Mænd, Venner af hendes Elskede, og deres Tone overfor hende har, skjøndt ærbødig, undertiden været tvivlsom. Men hun, som een Gang for alle har sat sit Liv paa et eneste Kort, har fra den første Dag samlet al sin Sjæls Styrke til Modstand, hun har sagt til sig selv: »Har jeg feilet ved saaledes at binde mig til denne Mand, saa vil jeg hæve mig og bøde paa Feilen ved den strengeste Troskab. Skulde en brændende Begeistring, en Hengivenhed, hvis Opofrelse ingen Grændse kjender, ikke have nok i sig selv, og kunne opretholde Den, der skulde synes at maatte synke sammen under Verdens Misbilligelse og Foragt? Lad dem haane og udpege mig saa Rødmen stiger op i mit Ansigt, jeg vil ikke bøie min Nakke eller slaae mine Øine ned. Lad mig undvære Alt, deres Gjæstfrihed og deres Fester, deres Agtelse og den indbyrdes Smiger, ved Hjælp af hvilken Selskabet kitter sig sammen, mit Liv har i en eneste Følelse en større Fylde end deres i al dets løiede Glands.« Dette Element af Villie er det andet nye Træk.

Paa dette Punkt har hun holdt sig i Aaringer, indtil den Grad har hun troet paa Elskoven og troet paa ham. Da er det at den første Tvivl om hans Bestandighed griber hende, og hendes hele Bygning styrter sammen. Vedbliver han at paaskjønne saamegen Hengivenhed, forstaaer han hvad hun lider og vil han holde hende skadesløs for det, elsker han eller handler han kun som en Mand af Ære, er han trofast, eller er han kun for stolt og velopdragen til at vise sig utaknemmelig og ligegyldig?

Det er ikke uden Taarer, at hun stiller sig disse Spørgsmaal, det er ikke uden den dybeste Jamren, at hun selv giver Svaret. Fra nu af er hun forbi, tilintetgjort og knust; thi den Tro paa Elskoven, der var hendes eneste Støtte, er splittet for alle Vinde, og den Troskab, hvori hun satte sin Ære, er bleven et meningsløst Ord. Hvis hun ikke, endnu ung, skal synke ældet og rynket i Graven, maa hun2 gjenvinde Livet ved at gjenvinde sin Tro paa Kjærlighedens Almagt, paa at den verdslige Kløgt og den smudsige Egoisme, der sminker sig op som Dyd og Religion, ikke ere de stærkeste og ikke beholde Ret. I dette Øieblik er det, at hun møder Adolphe. Han nærmer sig med en Attraa, i hvilken hele Tørsten efter Livet og dets Indhold er samlet, han drages til hende som til den, i hvem han paa hemmelighedsfuld Maade føler, at Skatte af Lidenskab, af Ømhed og Begeistring, af Aand og Erfaring ere sammenhobede og ligesom nedgravne.

De seer, hvorledes Partiet strax fra først af er stillet; hans Længsler og hendes Savn, hans Forfængelighed og hendes Fortvivlelse, hans Ungdom og hendes Skuffelser, gribe ind i hinanden som to Hjul i samme Uhrværk.

De forudseer let den Enthousiasme, med hvilken Lidenskaben i det første Øieblik vil flamme iveiret, den fulde og mægtige Akkord som vil klinge, den jublende Symphoni der vil høres, som var Seir og Frelse for alle Tider vundet for dem Begge. Ifald De vil analysere hendes Følelse, finder De i den en ny og ganske eiendommelig Blanding, en Begeistring som næsten er fanatisk, thi den skal i hvert Øieblik kunne dræbe den altid paany frembrydende, tilbageskuende Jalousi, en Tro, der næsten er krampagtig, fordi den ikke er grundet paa den sunde naturlige Tillid, men paa Villien til at troe trods Alt, trods det, allerede een Gang at være sveget, en Troskab, der vaander sig under bestandig at maatte bevise sin Tilværelse, fordi den er fremgaaet af Utroskab mod en Fortid, og endelig i Elskoven selv en Indtræden i den af et Element i Kvindenaturen, som vi ikke tidligere have seet optaget i denne Følelse, noget af en ældre Søsters eller en Moders Kjærlighed. Dette Element fandtes ikke hos Gretchen og Clärchen. Hele denne potentserede Lidenskabelighed er det tredie nye Træk.

De indseer sluttelig let, at Harmonien her ikke kan være endelig, om den endog kan være langvarig, at et Tidspunkt vil komme, hvor disse to Naturer, saa uensartede og saa lidet forstaaende hinanden, med Rædsel ville opdage Unaturligheden af deres Forening og hvor Omgivelsernes frygtelige Magt vil føles. De ville til det Yderste skjule Opdagelsen for hinanden, de ville af Ømhed for hinanden, af Stolthed overfor Verden, gjøre Alt for at mane Sandheden bort, men de ville kun opnaae til Pinsel for sig selv at fortsætte en Usandhed, paa hvilken Ingen af dem af sit hele Hjerte mere troer.

Denne Kjærlighedens Opløsningsperiode er Romanens egentlige Gjenstand.

»Adolphe« har vundet en uhyre Anerkjendelse, og dens typiske Charakter blev saameget mere paaskjønnet, som enhver ung Mand fandt en Tilfredsstillelse i at erklære Adolphes Historie for et tro Portrait af sin egen; thi selv Andreas Blegnæb siger jo hos Shakspeare: »Der var ogsaa engang En, som tilbad mig.« Mangen En har læst denne Bog under Samvittighedskvaler, om hvem man, som Constant med sædvanlig Finhed siger i Fortalen, har Grund til at antage, at hvis hans Forfængelighed havde været mindre urolig, vilde hans Samvittighed have ladet ham i Ro. Ligefuldt lader det sig ikke negte, at Adolphe er en Type. Men langt mere betydningsfuld end han er dog den kvindelige Hovedfigur Eleonore, især som hun fremtræder i sit andet Stadium. Thi i hende har den nye Tids paa een Gang kraftige og sygelige Litteratur fundet sin Dronning, som den fandt sin Konge i René.

Længe før Balzac, længe før George Sand, optræder da her Kvindens Kamp i Litteraturen, hendes Kamp med det Bestaaende og med Samfundet, og Eleonore kommer til at repræsentere denne Kamp, fordi hun er støbt over Aarhundredets mægtigste Kvindeskikkelse, over den Kvinde, der kjæmpede den største Kamp, som nogensinde i Verdenshistorien en Kvinde har kjæmpet med rent aandelige Vaaben, med eet Ord over Mme de Staël. Thi den Kjærlighedshistorie, som fortælles i »Adolphe«, er den som virkelig fandt Sted imellem Benjamin Constant og Germaine de Staël. Ganske vist var dennes ydre Forhold andre end Eleonores; men det er denne store og sjeldne Kvinde, hvis personlige Livskamp var en Kamp med selve Datidens Verdensbehersker, og hvem Napoleon med smaaligt Had og uædel Frygt forfulgte, forviste, censorerede og underkastede alle de Plager, for hvilke et brutalt Despoti kan udsætte det geniale Individ, denne Kvinde er det, som giver Constant den nye Kvindetype. (1872:120-126)

>

[…] Inderlighed, Gemyt, Natur. I den anden Kvindetype er Alt Lidenskab og Villie, activ Charakter, Bevidsthed og Aand. Det var jo ogsaa Tidens aandfuldeste og mest energiske Kvinde, der havde givet Afkald paa Fædreland, Ro, Frihed og Velvære hellere end at bøie sig under de Plager, for hvilke et brutalt Despoti kan udsætte det geniale Individ, som gav Constant den nye Kvindetype. (1877:169)

Omarbejdelse

***; kapitlets indhold er ganske omstruktureret i 1877

[…] kun de forfængelige Mænd.« Byrons Ord ere mærkelige nok, thi er der Noget, hvortil Byron i sine Udtalelser lidenskabeligt vender tilbage, saa er det til Umuligheden af at finde Lykken i Ægteskabet, og er der Noget, som »Adolphe«, der jo indeholder »mørke Sandheder«, vil bevise, saa er det Umuligheden af at finde Lykken udenfor Ægteskabet. Hvor er da Lykken i det moderne Samfund? Det var til dette Spørgsmaal, at alle hine store Aander i Aarhundredets Begyndelse bestandig kom tilbage, og det er dette Spørgsmaal, som uafbrudt sætter Mme de Stäel’s Sjæl i Bevægelse, og som udgjør Grundtrækket i alle hendes Skrifter. Allerede i sit Skrift om Lidenskabernes Indflydelse stiller hun Lidenskaberne i Forhold ikke til Begrebet Pligt, men til Begrebet Lykke, og undersøger den høiere eller ringere Grad i hvilken de gjøre Indgreb i vor Lykke, og det Ideal, som eftertragtes baade i »Delphine« og i »Corinna«, er Lykken i Kjærligheden. Usandsynligheden af at finde den i Ægteskabet, som det moderne Samfund har ordnet dette, Umuligheden af at finde den udenfor det ere faste Grundtanker, og den Kamp, som hos Forfatterinden stadig forekommer mellem den huslige Lykke og den ædle Ærgjerrighed eller den frie Lidenskab, er egentlig kun Udtryk for en lang Elegi; hverken Geniet eller Lidenskaben lade sig forene med den huslige Lykke, og hvad Geniet og dets Ledsager, Hæderen, angaaer, da er dets Bane kun et Nødanker, som gribes af Kvinden, naar hun er bleven ramt til Døden i alle sine Forhaabninger og alle sine Drømme. For Mme de Staël er Hjertet Alt, selv Hæderen er hende kun et Middel til at erobre Hjerter, hun siger selv: »Idet jeg søgte Hæderen, har jeg altid haabet, at den vilde bringe Folk til at elske mig.« Et andet Sted siger hun: »Lad os ikke unde vore uretfærdige Fjender og vore utaknemmelige Venner den Triumph at have nedslaaet vore aandelige Evner. De reducere Den til at søge Hæderen, der saa gjerne havde nøiedes med Følelserne.« Det var ogsaa først da hendes Ungdom blegnede at hendes Hæder begyndte. Men hvorledes kan Hæderen være et Nødanker? Er vel dette en Udvei, som staaer til Enhvers Raadighed? Man maa vide, at Mme de Staël kun troede paa en yderst ringe Forskjel mellem Geniet og det almindelige Menneske. Denne sværmeriske Tilhængerinde af Ligheden ansaa ogsaa i Henseende til Evner Menneskene for væsentlig lige, og det er denne dybe Følelse af Lighed, som giver Aarhundredets Melancholi hos hende et særegent Præg. Denne Melancholi er nemlig ikke blot den almeen menneskelige, den, som beroer paa, at to Mennesker, der elske hinanden, altid med fuld Vished kunne sige til hinanden: Enten vil jeg opleve den Dag, da Du ligger som et Lig, eller Du den Dag, da jeg ligger som et Lig. Det er ikke heller den samme egoistiske Melancholi, som er et af Tidens Charaktermærker; det er en sympathetisk, som har sin Grund i Revolutionstidens Lighedsideer, det er Sorgen over Uligheden i Menneskenes Vilkaar, som faaer en rent individuel Nuance ved dette Genies eiendommelige Moderlighed og Hjertelighed. Datter af den ædle Necker, med en reformatorisk Begeistring som Fædrenearv, deltager hun først med den reneste Enthousiasme i Bevægelsen af 89 det vil sige Borgerrevolutionen, da med Aaret 93 fjerde Stands Revolution begynder og Rædselsherredømmet indtræder, er det at hun flyer til Coppet ved Genfersøen, og det er i denne fredeligt smilende Egn, at hun lever i en Stilhed, som kun afbrydes ved Guillotinens dumpe Slag i det Fjerne. Da senere Terrorismen er vegen for Despotiet, kalder dette alle hendes Evner i Vaaben. Samme Aar som Napoleon afslutter Concordatet med Paven og gjengiver Geistligheden dens gamle Indflydelse4Inflydelse, udgiver hun, den protestantiske Forfatterinde, »Delphine«, der blev opfattet som det mest umoralske og skjændige Indlæg for Berettigelsen af Skilsmisse. I »Corinna« endelig, som udkom paa en Tid, da det var Forfatterinden umuligt at faae endog blot en Bladartikel trykt paa fransk Grund, see vi det kvindelige Geni i fuld Kamp med Samfundet.

Mere end een Gang har jeg brugt dette Udtryk »Kamp mod Samfundet«, og vi have bestandig seet den skildret som frugtesløs. Hvad er da dette Samfund, og hvad betyder denne Individets Kamp? Er Samfundet da Andet end et Udtryk for Individernes forenede Villie, og er der da ikke mere Fornuft i den end i det enkelte tilfældige Individs? Det er vanskeligt at definere hint Ubestemmelige, som man betegner som Samfundet. Det er en Combination af Love, af Vedtægter, af Anskuelser og Antagelser af den mest forskjellige Herkomst, nogle naturlige eller dog forklarlige, andre absurde, nogle af ny Dato, andre fuldstændig forældede, der næsten alle uden Undtagelse, dels paa Grund af Menneskenaturens Ufuldkommenhed, dels paa Grund af Majoritetens Bornerthed, beroe paa en falsk eller dog mangelfuld Indsigt i Menneskevæsenet.

Samfundsregelen har for det første den Mangel, at den er almindelig, det vil sige, eens for Alle, men alt Almindeligt fordrer utallige Ofre. Regelen er som en Prokrustes-Seng, paa hvilken det enkelte Individ rækkes og strækkes, tilhugges og kappes, saalænge til det passer. Saaledes er f. Ex. Sproget noget Alment. Vi bruge Alle det samme. Deraf følger, at Enhver, der vil udtrykke sig i Sproget og som besidder nogen Originalitet, er tvungen til uophørlige Ofre. Da han ikke selv kan skabe sit Udtryk, men forefinder det, nødes han til snart at slaae af, snart at overdrive, snart at gribe ved Siden af. Ikke i eet blandt tusinde Tilfælde besidder Sproget et Udtryk for den Nuance af Følelse, den ganske eiendommelige Sandsning, den særegne Drift, som han vil udtale. Al vor Tale er en Tilnærmelse til det, vi mene, unøiagtig, mat og flau. Heraf saamange store Skribenters Tilbøielighed til ved Ordlaveri, ved bizarre Vendinger eller Lignelser at give deres Sprog en mindre almindelig Charakter.

I Samfundet bliver dette det Almenes Herredømme til Tyranni. Hvor særegent end Individet er beskaffent, det behandles ligesom alle de Andre. Det geniale Individ er stillet som en Skoledux i en ussel Klasse. Han maa atter og atter høre den gamle Lectie om, atter og atter høre den gjentage; det er nødvendigt for Fuxens Skyld, som endnu ikke kan den, og endnu mindre kan undvære den.

De samme religiøse Fordomme, de samme moralske Regler, de samme selskabelige Tvangsbestemmelser som for Fuxenes Skyld ere blevne repeterede nogle hundrede Aar, maa Duxen underkaste sig som de Andre. Hvilken Kilde til Kjedsomhed, til Fortvivlelse og til frugtesløst Oprør!

Om Samfundet gjælder hvad Schiller siger i sit Epigram, »at hver enkelt af dets Medlemmer taget for sig, kan synes nogenlunde klog og forstandig, men at det hele Samfund, naar det optræder in corpore, bliver til et uhyre Dummerhoved.« Enhver Magt er tyrannisk i samme Grad, som den er dum, og Individet fødes som dens Undersaat. Medens det Naturlige vilde være, at Individet formede sig selv sine Anskuelser og sine Principer om de høieste Ting, gav sig selv Love for sin Opførsel og efter Evne søgte Sandheden med sin egen Hjerne, forefinder Individet ved sin Fødsel først en færdig Religion, i ethvert Land en forskjellig, dets Forældres, som længe før det selv føler eller tænker religiøst, bliver det indpodet; saaledes kvæles i Spiren al religiøs Productivitet, eller kvæles den ikke, saa ve Individet! det er en Handske kastet til Samfundet. Saaledes forefinder Individet en færdig offentlig Moral, og denne Moral understøttes af en færdig offentlig Mening. Da een Part af Menneskeheden maa betragtes som vilde Dyr, en anden Part som sande Aber og den aldeles overveiende Majoritet som Dosmere og Ignoranter, er det let at see, i hvad Forhold til Sandheden den offentlige Moral og den offentlige Mening i Almindelighed vil staae.

Mme de Staëls »Delphine« bærer det modløse […] (1872:132-138)

>

[…] kun de forfængelige Mænd«. Saa simpel denne Udtalelse er, føler man dog en Kvindes Nødværge deri; thi »Adolphe« havde ramt Neckers Datter personligt, havde blottet hendes dybeste Hjertesaar.

Anne Marie Germaine Necker fødtes 1766 i Paris, Hendes Fader, den store Genfer-Finantsmand, blev som bekjendt kort før Revolutionens Udbrud Frankrigs Førsteminister og hans Navn var dengang det frisindede Frankrigs Symbol. Hendes Moder var et meget begavet, men stivt og tvungent Pligtmenneske, der mente at Opdragelse betød Alt, Naturen Lidet og som lagde en pedantisk Vægt paa Smaating, da der i moralsk Henseende ikke gaves noget Smaat. Selvfølgelig var Rousseaus Opdragelsesmethode denne Dame i høi Grad imod og Følgen blev, at Rousseau med sin Tro paa Naturen og paa de medfødte Dyder blev den unge Datters Ideal. Hun voxede op som et muntert, frimodigt Barn, der snart udviklede sig til en livlig, aandfuld Brunette, hvis sorte Øine glimrede af Vid og straalede af Hjertensgodhed. Medens Moderen priste Fornuften og Selvreflexionen, førtes Datteren, som led under det bestandige Opsyn i Hjemmet og som ved sine rige Evner vakte Moderens Skinsyge, til at elske alle de Egenskaber og Dyder, som uden kunstig Pleie udspringe fra selve Naturens Sundhed, Rigdom og Skjønhed. Alt som Barn var hun i sin Faders Hus omringet af Datidens berømteste Mænd, hvem hendes hurtige Svar og overraskende Indfald morede og tiltrak. Det sjælfulde og livfulde Underbarn blev Faderens Stolthed, og hun gjengjældte hans Ømhed med en Kjærlighed og Beundring uden Grændser, der fulgte hende hele hendes Liv igjennem og som spores i næsten alle hendes Skrifter.

Fra Femtenaarsalderen af skrev hun Afhandlinger, Noveller, Tragoedier, hvoriblandt en med Titlen »Montmorency«, som ved Valget af sit Æmne røber Tidspunktet, da hun begyndte at føle sig tiltrukken til den unge Vicomte Mathieu de Montmorency, der med Ære havde kjæmpet i den nordamerikanske Frihedskrig og paa hvis Haand hun nødtvungen maatte give Afkald, da Forældrene vare imod hendes Ægteskab med en Katholik. Et trofast Venskab forenede dem imidlertid Livet igjennem. Efter Moderens Ønske blev Germaine Necker i Aaret 1786 gift med den svenske Gesandt i Paris, Baron Erik Magnus Staël-Holstein, en Yndling af Gustav den tredie, hvem Kongen for at hjælpe ham til et saa rigt og anseet Parti sikrede Gesandtskabsposten i Paris for en lang Aarrække og som paa sin Side afgav Svigerforældrene det Løfte aldrig at vilde føre sin Hustru til Sverig imod hendes Ønske. Han synes at have været en af Datidens almindelige nordiske Adelsmænd, halvdannet men med gode Manerer, ødsel og spillesyg; han var dobbelt saa gammel som sin Brud.

Umiddelbart før Revolutionens Udbrud udgav Mme de Staël sin første Bog »Breve om Rousseaus Skrifter«, der er en Lovtale og et varmhjertet Forsvar. I Slutningen af det tredie Brev søger hun at sammenflette Rousseaus Hæder med sin Faders, der lige da var sat i Spidsen for Frankrigs Regering, i Slutningen af det fjerde Brev hilser hun med begeistrede Ord Indkaldelsen af Stænderne og udtaler med ungdommelig Veltalenhed det Haab, at det vil lykkes den store franske Nation ad den rolige Oplysnings, ad Fornuftens og Fredens Vei at opnaae de Goder, som andre Folkeslag kun have erhvervet gjennem Strømme af Blod. Hun anraaber Folket om at sætte sin Ære i ikke at overskride det Maal, som Alle ere enige om at man maa naae, og hun slutter med i en Henvendelse til Rousseau at udtale sin Klage over, at han ikke oplevede det ærefrygtbydende Skuespil som forestaaer, ikke levede længe nok til med Ord og Daad at opmuntre Necker »der fortjente at have en Dommer, en Beundrer, en Medborger som ham.«

Revolutionen brød ud, den lod sig ikke standse paa Veien ved hendes Forhaabningers og Ønskers Grændse: en Constitution efter engelsk Mønster. Snart var Necker fordrevet, men hans Datter blev i Paris og frelste under Rædselsperioden, beskyttet af sin Mands Stilling, mangt et uskyldigt Offer. Hun lagde endog en Plan til den kongelige Families Flugt. De Ledendes Had vendte sig imod hende. Med Nød og Neppe undslap hun i September 1792 den hævnlystne Folkemængde. Ledsaget af sin Ven Montmorency, der forfulgtes som Aristokrat og havde forklædt sig som hendes Lakai, flygtede hun til Coppet. Derefter reiste hun til England og udgav der sit Forsvarsskrift for Marie-Antoinette, hvem hun ikke kjendte personligt, men hvis Skjæbne rørte hende dybt; det fulgtes kort efter af hendes ved Tidsforholdene naturligt fremkaldte Skrift »Om Lidenskabernes Indflydelse paa Individernes og Folkenes Lykke.«

Da Sverig efter Robespierres Fald havde anerkjendt den franske Republik, vendte hun tilbage til Paris og udfoldede under Directoriet en fremragende politisk Virksomhed, hvis Formaal var en parlamentarisk Forfatning og Fred med Europa. Det var ved hendes Indflydelse, at Talleyrand blev Udenrigsminister. Hendes Salon var Midtpunktet for det »moderate« Parti, desuden et politisk Samlingssted af første Rang, og her var det, at Benjamin Constant snart blev Hovedpersonen saavel i de politiske Intriguer som i Husets Herskerindes Gunst.

I Aaret 1800 udgav hun sit første større Arbeide »Litteraturen, betragtet i sit Forhold til Samfundets Institutioner«, et Værk, som efter Hovedmassen af sit Indhold maa henføres til den store Gruppe af Skrifter, der i alle Europas Hovedlande lige siden Renaissancens Tid behandlede det Spørgsmaal, om den antike eller moderne Litteratur stod høiest. Det er samme Problem, der meget kort efter dukkede op i Chateaubriands Bog om »Christendommens Aand.«*) [*) Reactionen i Frankrig. S. 132.] Mme de Staël erklærer sig ligesom senere Chateaubriand for de moderne Litteraturer. Men Aarsagen er forskjellig: han udleder deres Fortrin fremfor den antike af den Omstændighed, at de behandle christelige Sujetter, som Oldtidens Forfattere Intet kjendte til, hun støtter de nyere Litteraturers Overlegenhed paa den fremskridende Civilisation. Hun troer paa Menneskehedens Perfectibilitet, paa Samfundsindretningernes langsomme Fuldkommengjørelse, og hun bygger herpaa Forvisningen om, at Litteraturerne ville komme til at indeholde en stedse større Skat af Erfaring, Kundskab og Indsigt. Om en grundig og methodisk Litteraturpsychologi er der paa dette Udviklingsstadium ikke Tale hos hende; hun undtager f. Ex. udenvidere Indbildningskraften fra de perfectible Evner, fordi hun trods alt sit Sværmeri for Ossian ikke vil negte, at Homer indeholder en langt rigere Poesi end han. Men Bogens Fortjeneste beroer heller ikke paa hvad den godtgjør, men paa hvad den kjæmper for og varsler om. Nødvendigheden af en ny Poesi, en ny Filosofi og en ny Religion. Hun henleder Opmærksomheden paa de nordiske Litteraturer, den engelske, den tydske, de islandske Sagaer og de gamle skandinaviske Heltedigte. Ossian er hende dog Hovedtypen paa den nordiske Digtnings »grandeur poétique«. Hun elsker dens Alvor og Tungsind; thi, siger hun, »den melancholske Poesi er den Poesi som mest stemmer med Filosofien.«*) [*) De la littérature 257. Paris 1820.] Hvad særligt Tydskerne angaaer, skriver hun: »Den betydeligste Bog, de Tydske besidde, og den eneste, de kunne stille op imod de andre Sprogs Mesterværker, det er Werther. Da man kalder den en Roman, vide mange Mennesker ikke, at den er et helt Værk … Man har villet bebreide Werthers Forfatter, at han har ladet Helten lide andre Kvaler end dem, der følge af hans Kjærlighed, at han har ladet ham føle en saa levende Smerte over en Ydmygelse og en saa dyb Harme over Stands-Uligheden, der foraarsager denne Ydmygelse; men det er efter min Mening et af de genialeste Træk i dette Værk«. Hendes egentlige Grundtanke i Bogen er den, at den sociale Frihed nødvendigvis maatte føre til litterær Reform og at det vilde være en Absurditet, om det Samfund, i hvilket den politiske Frihed var erobret, skulde besidde en af Regler lænkebunden Litteratur. »Gid vi kunde finde, udraaber hun i sin Ungdoms Hede, et filosofisk System, en Begeistring for det Gode, en kraftig og retfærdig Lovgivning, der for os kunde være, hvad den christelige Religion har været for Fortiden!« Skinsyg paa hendes begyndende Berømmelse, agtpaagivende som Troens Ridder, var Chateaubriand strax paa Spil og anmeldte hendes Bog. De andre Kritikere havde spottet hendes Sværmeri for Melancholien og blandt andet forsøgt at slaae hende med Grækerne, som jo ikke vare melancholske. Chateaubriand benyttede Leiligheden til at slaae et Slag for positiv Religion. »Mme de Staël, siger han, tilskriver Filosofien hvad jeg tilskriver Religionen.« Og henvendende sig til hende fortsætter han: »Deres Talent er kun halvt udviklet, Filosofien kvæler det. De synes ikke at være lykkelig, men hvorledes skulde Filosofien kunne raade Bod paa Sørgmodigheden i deres Sjæl? kan man frugtbargjøre en Ørken med en anden Ørken?« Og han udtømmer sig i lignende Floskler, som tidlig røbe den Frygt for at blive overstraalet af Mme de Staël, der med god Grund aldrig forlod ham.

Paa dette Tidspunkt falder Begyndelsen til den Opposition mod Bonaparte, der for anden Gang skulde gjøre hende landflygtig og det for mere end ti Aar af hendes Liv. Hun havde efter det italienske Felttog troet i ham at see Frihedens Beskytter, havde tilskrevet ham begeistrede Breve og bevæget ham til at udslette hendes Faders Navn af Emigrantlisten. Men i ham som Førsteconsul saa hun kun »en Robespierre tilhest«, og med Rette klagede Bonaparte over, at hun exalterede Hovederne imod ham. Alle de fremmede Diplomater tilbagte efter hendes egne Ord »deres Liv hos hende«, hun samtalede daglig med en Mængde indflydelsesrige Personer; thi Samtale var den høieste Nydelse, hun kjendte, og som Bonaparte sagde: Enhver holdt, efter at have talt med hende, mindre af ham. Han lod hende spørge, hvad hun egentlig vilde, om hun var tilfreds, naar han udleverede hende de to Millioner, Necker havde deponeret i Statskassen, og som med Urette holdtes tilbage; hun svarede kun, at det kom lidet an paa hvad, hun vilde, men paa hvad hun tænkte. Fra det Øiehlik af, da Benjamin Constant første Gang i Tribunatet havde talt mod et Forslag af Bonaparte, blev hendes Hus i Paris tomt og alle Indbydelser besvarede med Afslag. Endelig blev hun efter at hendes Fader havde udgivet Bogen »Les derniéres vues de politique et de finances« forvist fra Paris ved udtrykkelig Ordre fra Bonaparte.

Intet Slag kunne ramme hende haardere end dette. Hun sammenligner selv denne Dom med en Dødsdom; hun, som kun levede i Hovedstaden, som saa daarligt kunde undvære sine Venner, aandfuld og lærerig Samtale, Deltagelse i de store Begivenheder, led under Løsrivelsen fra Fædreland og Hjemstavn. »Hvert Skridt Posthestene gjorde smertede mig, og naar Postillonerne spurgte mig, om de ikke havde kjørt rask, kunde jeg ikke lade være med at sukke over den sørgelige Tjeneste, de havde gjort mig.«*) [*) Dix années d'exil. 1820. S. 84.] Benjamin Constant ledsagede hende paa Veien; men da hun modtog Efterretning om sin Mands Sygdom, reiste hun til ham og pleiede ham til hans Død.

I 1803, Aaret efter, udgav hun »Delphine«, en Fortælling i fem Dele og i Brevform efter »La nouvelle Héloïses« Mønster. Man kan uden Vanskelighed paavise de Indtryk og Minder fra hendes eget Liv, der ligge til Grund for denne Roman. Bogen behandler en Kvindes pligtstrenge Forsagen af et lykkeligt Ægteskab - Erindringen om Forfatterindens ungdommelige Afkald paa Montmorency's Haand var her den reelle Baggrund. Men Bogens egentlige Indhold er dog den elskende Kvindes Kamp mod Samfundet for sin Lykke og Samfundsdommens brutale Tilintetgjøreise af Individets Fred - og det var de friske Indtryk fra Forfatterindens sidste Leveaar, hendes Forhold til sin Mand og til Benjamin Constant, som her gav hende Inspirationen. Skilsmissen fra Baron Staël-Holstein havde skadet hendes Anseelse, Forholdet til Constant var næsten en offentlig Begivenhed og han var utvivlsomt Fader til hendes i Aaret 1797 fødte Datter Albertine, den senere Hertuginde af Broglie. Mme de Staël tvivlede sikkert, da hun skrev »Delphines«, intet Øieblik paa, at Constant agtede at legitimere denne Datter ved et snarligt Ægteskab, men hvor rig og høitstillet hun end var og hvor meget Hensyn Opinionen end tager til Rigdom og social Uafhængighed, saa følte hun dog bittert baade Klafferens snigende Forfølgelse og Farisæismens veloverlagte Attentater paa Rygtemord.

»Delphine« bærer det modløse […] (1877:176-185)

Omarbejdelse

***

[…] ligefuldt modsiger. Jeg har allerede sagt, at den udkom i Concordatets Aar; den angriber det […] (1872:138)

>

[…] ligefuldt modsiger. Thi den er et Indlæg for Berettigelsen af Skilsmisse og den udkom samme Aar som Napoleon afsluttede Concordatet med Paven; den angriber det […] (1877:186]

Udeladelse

***

[…] denne mangler. Skal ikke ethvert Forhold være et Sindbillede paa noget Levende, ikke et Gravmæle over noget Dødt? Kan et helt Liv […] (1872:144-145 / (1877:192)

Tilføjelse

***

[…] ansees for hellige. Det kan ikke siges for utvetydigt, at i dette Punkt er denne Bog betydelig og livskraftig som faa af Emigrantlitteraturens Producter. Thi dertil har et Folk en Litteratur, at det kan faae sin Horizont udvidet og sin Livsanskuelse confronteret med Livet. I sin tidligste […] (1872:147 / 1877:194)

Omarbejdelse

***

[…] smage Harlekins Brix.«

Lad os tage en enkelt Fordom, den, som i alle Lande uden Undtagelse gjør det til en Forbrydelse for Individet at fraskrive sin Nation det Indbegreb af Dyder, som saa og saa mange canoniserede Polichineller hver Dag fortælle den, at den besidder, hvad de staae sig meget vel ved at gjøre. Det er saadanne Fordomme, som det er vanskeligt for et enkelt Individ at trænge igjennem. Det var saadanne Fordomme, mod hvilke Mme de Staël optog Kampen.

Der gives en eneste stor Idee, som er den farligste af alle for den despotiske Magt, som hvert enkelt Samfunds fastslaaede Anskuelser og Vedtægter udøve. Det er ikke Ideen om det Logiske. Thi hvorvel man skulde troe, at Logiken, ifald man slap den ind i det hele Magazin af Fordomme, som til en bestemt Tid regjere et bestemt Land, vilde foretage samme Ravage iblandt dem som en Tyr i en Glasboutik, virker den absolute Logik dog aldeles ikke paa Menneskenes Flertal. Nei! mere end noget Andet vækker og forbauser det Mængden, ifald man er istand til at gjøre det relativt for den, som forekom den absolut, det vil sige, til at vise den, at det Ideal, som den antager anerkjendt af Alle, kun betragtes som Ideal af saa og saa mange sammenarbeidede Gemytter, medens andre Folkeslag eller andre Stammer have et helt forskjelligt Begreb om det Tilbørlige og Skjønne, at fremdeles den Kunst og Poesi, som mishager den, ansees for den første af hele Racer, medens dens egen, som den anseer for den første i Verden, af alle andre Folkeslag sættes meget lavt, og at det endelig ikke nytter at mene, at alle de andre Folkeslag feile i deres Dom, eftersom netop alle de andre Folkeslag, hvert for sig mene, at alle de andre Folkeslag feile i deres Dom. Skulde jeg derfor med et eneste Ord charakterisere Mme de Staël’s Fortjeneste af det franske Samfund, dets Cultur og dets Litteratur og dermed af Europas, da vilde jeg udtrykke mig saaledes: Hun gjorde, især i sine to Hovedværker, »Corinne« og »Om Tydskland«, Frankrigs, Englands, Tydsklands og Italiens humane og litterære Anskuelser og Synsmaader relative for Beboerne af de forskjellige Lande.

Lad mig igjennem et Exempel forklare Dem hvad hermed menes. Man finder f. Ex. hos en Nation en Gruppe af forskjellige Idealer, Pligter og Dyder, der alle af denne Nation ansees for absolut gyldige. Seer man imidlertid nøiere til, bliver man istand til at føre alt dette tilbage til en enkelt Grundanskuelse og eftervise dens rent locale Oprindelse. Forblive vi saaledes ved vor egen Nation, forefinde vi et Ideal af Velvære, som er knyttet til Begrebet »et Hjem«, et ægte nordisk-germanisk Begreb, hvis engelske Benævnelse »home« er gaaet over som Ord i de romanske Sprog, der selv intet tilsvarende Ord besidde. Til Hjemmet svarer Begrebet »Hyggelighed«, et uoversætteligt Ord, som har sit Udspring i Glæden over at kunne sidde lunt og veltilpas inden fire Vægge. Oprindelsen til dette Ideal er let nok at finde; en Nation, som lever under raae climatiske Forhold, i en kold og barsk Natur, finder den samme Glæde ved Tanken om at kunne sidde varmt ved Arnestedet, mens Sne og Regn forgjæves pidske mod den veltillukkede Rude, som en sydeuropæisk eller østerlandsk Race finder ved Tanken om at kunne sove under aaben Himmel, det vil sige under den varme og pragtfulde Stjernehimmel, og kunne tilbringe den svale Nat med Dands, Spil og Sang i det Frie. For Den, som lever i den kolde Natur, knytter Ideen om Huset sig snegleagtigt til Ideen om Mennesket. Det svenske Ord »Varelse«, som betyder »et Væsen«, er det samme Ord som det danske »Værelse«, der betegner Stedet, hvor man opholder sig. Man kan ikke tænke sig Væsenet uden Opholdsstedet. Saaledes betyder det tydske Ord »Frauenzimmer« ordret ikke en Kvinde, men et Kvindeværelse, hvilket svarer til, om vi Danske kaldte en Mand for et Karlekammer.

Men nu indtræder det Interessante, at en Nation ikke nøies med saaledes at danne sit Ideal af Menneskevæsen, af Velvære og Lykke som rent localt, men heraf udleder et helt stort Indbegreb af Pligter og Dyder, som den betragter som almeengyldige; den anseer sig selv som den første Nation, fordi den overholder disse Pligter og besidder disse Dyder — hvad der er naturligt nok, siden de ere afledede af dens egne Eiendommeligheder — og den laster desuden alle de Nationer, hos hvilke de fattes. Hjemmet holder f. Ex. Familien sammen, følgelig priser den Nation, som har »Hjem«, Familielivet fremfor Alt, og laster Sydboerne, fordi Familielivet hos dem ikke spiller samme Rolle. Et Ord som »Arnen« faaer en Ærværdighed, som det aldrig kunde faae under Troperne, Ordet »huslig« kommer til at betegne Kvindens høieste Dyd og strengeste Pligt, og denne Race vil mindst af Alt lade sig sige, at alle disse dens store Idealer, Hjemmet, Hyggeligheden, Husligheden, Familielivet, lade sig udlede af en eneste, grumme simpel, grumme lav climatisk Nødvendighed, Nødvendigheden af kunstig Varme. Uden kunstig Varme, i Sollysets fulde Pragt vise alle hine skjønne Idealer, Pligter og Dyder sig — ikke usande men relative.

De forstaaer nu hvad jeg mener med at Mme de Staël gjorde de forskjellige Nationers Fordomme relative for dem. (1872:147-151)

>

[…] smage Harlekins Brix. Men Litteraturen er eller bør være det Sted, hvor alt det officielle Væsen ophører, Convenientsen er afskaffet, Maskerne rives af og det Uhørte, Oprørende: Sandheden siges.

Den Opposition, »Delphine« vakte, var stærk. Tidens mest bekjendte Kritiker skrev: Man kan ikke tænke sig farligere og mere umoralske Principer end dem, som udbredes i dette Værk. Forfatterinden synes ikke at mindes de Anskuelser, i hvilke hun som Neckers Datter er opdraget; uden Hensyn til sin Families protestantiske Tro udtaler hun sin Ringeagt for Aabenbaringen, og har i dette slette Værk, som forøvrigt er forfattet med Aand og Talent, skrevet et langt Forsvar for Skilsmisse. Delphine taler om Kjærligheden som en Bachantinde, om Gud som en Kvæker, om Døden som en Grenader og om Moralen som en Sofist. - Store Ord, men de samme store Ord, som Fremtiden bestandig maa høre af den tandløse Fortid, hvis svære Skyts altid er ladet til Mundingen med Orthodoxiens vaade Krudt og Bornerthedens Papirkugler.

Medens Bogens Samtid i høie Toner priste dens Form og Forfatterindens digteriske Talent for desbedre at kunne nedsætte Skriftets Livanskuelse og ideale Tendents, har en moderne Kritiker ikke meget Godt at sige om den løse og brede Kunstform, som Bogen har tilfælles med de allerfleste Romaner i Breve; til Grengjæld holde dens Ideer ogsaa nutildags stik, ja ere end ikke i alle europæiske Lande trængte fuldt igjennem, skjøndt Aarhundredet har stræbt at realisere dem i stedse fuldere Omfang.

Den Brydning mellem Individet og Samfundet som fremstilles i »Delphine« er ganske i Emigrantlitteraturens Aand. Saavel det dristige Opsving som den Resignation, hvormed Individets Kamp fremstilles som frugtesløs, er gjennemgaaende i denne Gruppe af Skrifter. Opsvinget er i dette Tilfælde et begeistret og fortvivlet Forsøg paa at fastholde en af Revolutionens Erobringer i det Øieblik den bliver Individet fravristet af Reactionen; Resignationen følger, fordi alle Sjæle med Vemod føle, at ingen Protest kan nytte, og at den Reaction, som begynder, maa naae sit Maal og sit Overmaal, før en bedre Tingenes Tilstand kan ventes. Hvad formaaede en Kvindes Roman mod en Enevoldsherskers Concordat med en Pave!

Den »Kamp mod Samfundet«, hun skildrer, er imidlertid langt mindre en Kamp mod den givne Stats- eller Retsorden end mod den Combination af Vedtægter og Anskuelser, gamle og nye, forældede og naturlige, absurde og bornerte, skadelige og gavnlige imellem hverandre, som sammensmeltede til en sammenhængende og tilsyneladende ensartet Masse udgjøre det Materiale, hvoraf Samfundsopinionen eller den offentlige Mening bestaaer. Ligesom den saakaldte »sunde Menneskeforstand« der gjerne reiser sig mod enhver ny Filosofi, til enhver Tid for en stor Del kim er en størknet Rest af tidligere Tiders Filosofi, saaledes er Samfundsregelen og den til denne svarende Samfundsdom, der i enhver Tidsalder møder nye Anskuelser fjendtligt, for en stor Del bygget paa Anskuelser der i tidligere Tider møisomt bleve hævdede trods den dagjældende Samfundsmenings Modstand. Hvad der først var en selverhvervet levende Antagelse stivner efterhaanden til et Tankelig. Samfundsreglen er almen, ens for Alle og som alt Almindeligt fordrer den utallige Ofre. Hvor særegent end Individet er beskaffent, den behandler det som alle de andre; det geniale Individ er overfor den stillet omtrent som en Skoledux i en ussel Klasse; han maa atter og atter høre den gamle Lectie om; det er nødvendigt for Fuxens Skyld, som endnu ikke kan den og endnu mindre kan undvære den. Samfundsdommen er fremdeles uansvarlig: medens den Enkeltes Dom som saadan altid til en vis Grad maa være et Naturproduct, er Samfundsdommen i mange Tilfælde et Fabrikat, et Massefabrikat, leveret af dem, hvis Fag det er at lave offentlig Mening, og den Enkelte føler intet Ansvar ved at istemme den. Medens det Naturlige vilde være, at Individet formede sig selv sine Anskuelser og Principer om de høieste Ting, gav sig selv Love for sin Opførsel og efter Evne søgte Sandheden med sin egen Hjerne, forefinder Individet i det moderne Samfund først en færdig Religion, i ethvert Land en forskjellig, dets Forældres, som længe før det selv tænker eller føler religiøst, bliver det indpodet; saaledes kvæles i Spiren al religiøs Productivitet, eller kvæles den ikke, saa ve Individet! det er en Handske kastet til Samfundet. Og paa samme Maade dræbes eller hæmmes ved den færdige offentlige Moral og færdige offentlige Mening i Flertallets Sind den moralske Følelses Primitivitet. Den Samfundsdom, der resulterer af alle disse uselvstændige religiøse, moralske og sociale Indtryk, bliver nødvendigvis høist ufuldkommen, ofte høist bornert, hyppigt grusom.

Mme de Staël maatte mere end andre Skribenter møde Fordommene paa sin Vei og blive opmærksom paa dem: hun var Protestant i et katholsk Land, hun nærede katholske Sympathier skjøndt opdraget i en protestantisk Families Skjød, hun var i Frankrig en Schweizerborgers Datter og følte sig i Schweiz som Pariserinde; hun var som sjælfuld og lidenskabelig Kvinde udsat for Sammenstød med Samfundsopinionen og som kvindelig Forfatter, kvindeligt Geni allerede forud halvt polemisk stillet mod en Samfundsorden, der henviser Kvinden til Privatlivet. Men at hun mere end nogen anden samtidig Skribent kom til atgjennemskue de Fordomme, af hvilke hun var omgivet, det beroede fortrinsvis paa den Nødvendighed, hvori hun som politisk Flygtning kom, til at gjennemreise det ene fremmede Land efter det andet, en Nødvendighed, hvoraf hun med sit aarvaagne og lærelystne Sind tog Anledning til at sammenligne de forskjellige Folkeaander og deres forskjellige Idealer med hverandre. (1877:195-199)

Omarbejdelse

***

XII.

Mme de Staël var som skabt til sin historiske Mission. Hun besad den mest overordentlige Grad af Livfuldhed. Man kan i Almindelighed dele de reformatoriske Aander i 2 Klasser; til den første hører den Art Opdagere eller Opfindere, der bringe et enkelt betydningsfuldt Værk til Verden og saa roligt lade det staae hen, indtil det forstaaes og anerkjendes, maaskee først efter deres Død. Til den anden Klasse høre de Aander, hvis Evne er den at elektrisere, hvis Begavelse er endnu mere mundlig end skriftlig, hvis Ord som Lysstrømme skyde sig hen over det, hvorom de tale, og som ei blot gjøre Indtryk paa Andre, men gjøre Andre productive. Mænd som Steffens eller som Orla Lehmann høre til denne Klasse. De Mennesker, som have kjendt Mme de Staël, have altid erklæret Beundrerne af hendes Skrifter: »Skrifterne ere Intet, De skulde have hørt hende tale«. Hendes Styrke var Conversationen; i det Punkt i det Mindste var hun ægte fransk. En af hendes Kritikere ender saaledes: »Naar man hører hende, er det umuligt ikke at bifalde hende; hvis hun havde sagt dette og ikke skrevet det, havde jeg aldrig kunnet kritisere hende,« og en stor Dame Mme de Tessé sagde om hende: »Hvis jeg var Dronning, vilde jeg befale Mme de Staël altid at tale til mig.«* [* Sainte-Beuve: »Madame de Staël«.]

Og til Evnen til at elektrisere knytter sig hendes anden store Evne, Evnen til at herske. Hun var en Herskernatur. Det var ikke for Intet at hun blev Bonapartes Rival. Ligesom han udvidede hun uophørligt sit Rige gjennem en stedse stigende Mangfoldighed af ophøiede Ideer, af sunde og dybe Følelser og af misundelsesværdige Venskabsforbindelser. Paa Coppet holdt hun et formeligt Hof. Fra alle Lande samledes udsøgte Aander i Skarer omkring hende. Der kunde man, hvis man var heldig, paa samme Tid have truffet Constant, som hun kalder »le premier esprit du monde«, A.W. Schlegel, den berømte Stifter af den romantiske Skole i Tydskland, den bekjendte Historiker Sismondi, hvis litteraire Virksomhed er baaren af de samme Ideer, som den romantiske Skole i Frankrig senere kjæmpede for, den tydske Digter Zacharias Werner, Skjæbnetragoediernes Opfinder, den danske Digter Adam Oehlenschläger, kort sagt Samtidens første Mænd. Enhver søgte til Coppet, som man et halvt Aarhundrede før var tyet til det lige i Nærheden liggende Ferney. Thi her var det jo, at Voltaire ligesom Mme de Staël landflygtig, bosat udenfor Frankrigs Grændse, men saa nær denne Grændse som muligt, i sit Livs sidste Periode samlede hele Europa omkring sig. Det har noget Tiltrækkende for Phantasien, at sammenligne den Virksomhed som udstraalede fra Patriarchen i Ferney med den, der udbredte sig over Frankrig og Omverdenen fra Coppet’s unge og aandfulde Herskerinde. Tiden i Ferney er i enhver Henseende den straalende Periode i Voltaires Liv, fra Ferney af var det, at han som Frihedens, Retfærdighedens og Tolerancens Apostel og Talsmand udførte Bedrifter saa store, som de endnu aldrig vare blevne udøvede af nogen Privatmand, hvis eneste Vaaben var en Pen. Her var det at han tilbragte tre Aar af sit Liv med Processen for Jean Calas. Jean Calas, 68 Aar gammel, protestantisk Kjøbmand i Toulouse, hvis yngste Søn var gaaet over til Katholicismen og derved bleven fremmed for sin Familie, havde den Sorg, at hans ældste Søn, et letsindigt og udsvævende ungt Menneske, selv tog Livet af sig. Øieblikkelig udspredte den katholske Geistlighed blandt Pøbelen, at Faderen selv havde kvalt sin Søn af Had mod den katholske Religion, som Sønnen sagdes den næste Dag at have villet antage. Hele Familien blev lagt i Lænker, den Hængtes Lig blev udstillet og gjorde det ene Mirakel efter det andet. Samtidig indtraf Tohundredeaarsdagen for Bartholomæusnatten i Toulouse. I fanatisk Ophidselse dømte 13 Dommere, trods alle Beviserne mod Anklagens Sandhed og uden Skygge af Bevis for Brøden, Oldingen til at blive levende radbrækket. Det skete, men endnu paa Hjulet forsikrede han om sin Uskyld. Alle Børnene bleve under Skin af Benaadning indespærrede i et Kloster og tvungne til at antage den katholske Tro. Da skrev Voltaire i Ferney sit berømte Skrift om Tolerancen og satte Himmel og Jord i Bevægelse for at faae Processen revideret. Han henvendte sig til den offentlige Mening i hele Europa, han tvang Statsraadet i Paris til at fordre Actstykkerne indsendte fra Parlamentet i Toulouse. Man negtede det, man trak Sagen i Langdrag. Endelig efter tre Aars utrættelige Kampe tvang Voltaire Sagen igjennem. Dommen i Toulouse blev erklæret for falsk, den Henrettedes Ære reddet og en Skadeserstatning tilstaaet Familien. Naar man vil vise Retfærdighed mod Voltaire, bør man vel erindre, at det er i denne Periode at Ordet »écrasons l’infâme« bliver Formelen under alle hans Breve. D’Alembert5 skriver til ham og bebreider ham hans Misanthropi og den glødende Harme, der berøver ham hans Sindsro og gaaer igjennem alle hans Skrifter, han forsikkrer ham, at han, d’Alembert6, bevarer sit Humeur ved Hjælp af en vis Philosophi. Voltaire svarer: »I 3 Aar, saalænge jeg førte Processen om Calas, er intet Smil kommet over mine Læber og jeg vilde have skammet mig derover, ifald det var skeet.«

I Ferney var det fremdeles at Voltaire optog hele Familien Sirven. Faderen var Calvinist, Datteren var med Vold bleven kastet i et Kloster. Da hun blev afsindig, løslod man hende, hvorpaa hun druknede sig i en Brønd i nogen Afstand fra Faderens Hus. Sag lægges derpaa an mod Faderen, Moderen og Døtrene for Mord paa den afdøde Nonne. De blive Alle dømte til Døden. Hele denne ulykkelige Familie veed intet andet Asyl i Europa end Voltaires Huus. De flygte til ham; Moderen døer paa Veien af Sorg. Atter her tvinger Voltaire ved den Magt, der laa i hans Veltalenhed og hans Begeistring, skjøndt landflygtig, de franske Domstole til at tage Sagen op paany og hele Familien blev frikjendt.

43 Aar efter modtog Voltaire paa Ferney Etalonde. To unge Mennesker, de la Barre og Etalonde, bleve i 1765 anklagede for at have gaaet forbi en Procession uden at tage Hatten af, og denne Del af Anklagen var sand, samt for at have kastet et Crucifix i Vandet, og denne Beskyldning var falsk. De la Barre og Etalonde bleve begge først underkastede Tortur, derpaa blev de la Barre levende radbrækket. Han besteg modig Skafottet og sagde blot: »Jeg havde ikke troet man vilde dræbe et ungt Menneske for saa ringe en Ting.« Etalonde, som blev dømt til at faae sin høire Haand og sin Tunge afskaaret, flygtede til Ferney, og hos Voltaire vovede Ingen at røre ham.

Endnu engang lykkedes det fra Ferney Voltaire at frelse et Menneskeliv. Paa en falsk Anklage for Mord var et ungt Ægtepar, Montbailli, blevet dømt til Baalet. Manden blev først radbrækket, saa brændt, men Konens Opbrændelse blev udsat, fordi hun var frugtsommelig. I Mellemtiden erfarer Voltaire om Sagen, seer med sit Lynblik dens Skjændighed, forfatter en Appel til det franske Ministerium, beviser at Manden er bleven henrettet uskyldig, og frelser Konen fra Baalet.

Og som han tog sig af de Anklagedes Liv, saaledes tog han sig af de Dødes Ære. En af de sidste Efterretninger, som Voltaire modtog paa sin Dødsseng var den, at den Proces, han havde anlagt i Anledning af Justitsmordet paa General Lally, var vunden og den Dræbte frikjendt. Og i samme Periode var det, at Voltaire fik Tid til fra Ferney af at virke lidenskabeligt for Livegenskabets Ophævelse i Frankrig, Tid til at opdrage og udstyre Corneilles forældreløse Niece, som han tog i Huset, Tid til at forvandle Ferney fra en ussel Flække til en virksom og velhavende By, som de fremmede Monarchers Velvillie paa hans Anbefaling ophjalp, og Tid til at skrive sin Bog om Nationernes Aand og Sæder, Commentaren over Bibelen, sin historiske Fremstilling af Christendommens Oprindelse, sin philosophiske Dictionær og alle de andre Hovedværker, i hvilke han forfulgte det ene Maal at undergrave den christelige Dogmatik, der forekom ham Roden til al Overtro, til Geistlighedens Magt og alle de Nederdrægtigheder, denne foranledigede. I Ferney var det ogsaa, at han byggede Kirken med den berømte Indskrift: »Deo erexit Voltaire«. Imidlertid forsømte han ei Selskabslivet. Han lod i Ferney opføre et Hustheater og lod de første Skuespillere komme til sig. Alt hvad Europa besad af Aand og Dygtighed søgte til ham.

De seer, med hvilken Hæder Navnet Ferney straaler i Historien. Det Ry, som udgaaer fra Coppet, kan vel ikke maale sig dermed, men har dog sin Storhed og sin Skjønhed. Ogsaa denne Gang var det Retfærdighed, Sandhed og en Frihedskjærlighed af den ædleste Art, som gik ud fra Exilet. Hele dette Aarhundrede igjennem har jo hvert af de tre store Hovedlande sendt sin største Forfatter i Landflygtighed; flakkede Lord Byron ikke hjemløs Europa rundt? Døde Heinrich Heine ikke i Paris? Tilbragte Victor Hugo ikke 20 Aar paa Jersey? Geniets Magt voxer under Forfølgelsen.

Mme de Staël bar sin Del af den. Hun lærte ogsaa den Art Forladthed at kjende, som følger med at være i Oppositionen. Hun har selv fortalt, hvorledes allerede i Paris, en Dag da hun ventede Middagsselskab hos sig om Eftermiddagen, efter at En af hendes Parti havde angrebet Regjeringen om Formiddagen, det ene Afbud indfandt sig efter det andet, indtil hun sad alene med al sin Mad. Og senere i Landflygtigheden, hvorledes blev hun da ikke forladt, hvilken politisk Storhed vovede at besøge hende? Enhver var forhindret, saa ved en Forretning, saa ved en Sygdom. »Ak«, siger hun et Sted, »hvor er jeg træt af al denne Feighed, der forklæder sig som Brystsyge!« Talleyrand, hvis Navn hun i sine Velmagts Dage havde faaet udslettet af de Emigreredes Liste, var altfor utaknemmelig, til at han skulde have villet røre en Finger for paa en Tid, da hun var aldeles fortvivlet af Hjemve, at udvirke en Tilladelse for hende til at vende tilbage til Paris. Hun hadede ham ikke derfor, hun hadede Ingen, hun tilgav Alle, men hun har givet et sandt og træffende Billede af ham, idet hun har skildret hans Charakteer som Mme de Vernon’s i »Delphine«. Hendes dybe Melancholi giver sig Luft i Slutningen af et af hendes Breve til ham: »Farvel, er De lykkelig? trænger De med en saa overlegen Aand ikke undertiden ned til Grunden af Alt, det vil sige til Ulykken?« Det var under Ulykken, at hendes Stoicisme faldt sammen; en Jamren undslipper hende over at være bagvadsket og forfulgt, hun ønsker at døe.

»Af alle de Evner, jeg har modtaget af Naturen«, lader hun Corinna sige, »er Evnen til at lide den eneste, jeg har udøvet helt.« Og det er Exilets Sørgmodighed, med hvilken hendes Livlighed bestandig kjæmper. Paa sin Dødsseng sagde hun: »Jeg har altid været den Samme, livfuld og sørgmodig, jeg har elsket Gud, min Fader og Friheden.«

Thi med en anden Tidsalders Frihedskjærlighed er hun frihedskjærlig som Voltaire. Idet hun reagerer mod ham, fortsætter hun hans Værk. Hendes første Skrift: »Litteraturen betragtet i sit Forhold til Samfundet«, som udkom Aar 1800, har den Grundtanke, at den sociale Frihed nødvendigvis maatte føre til en litterair Reform, og at det vilde være en Absurditet om det Samfund, i hvilket den politiske Frihed var erobret, skulde besidde en af Regler lænkebunden Litteratur. »Gid vi kunde finde«, udraaber hun i sin Ungdoms Hede, »et philosophisk System, en Begeistring for det Gode, en kraftig og retfærdig Lovgivning, der for os kunde være, hvad den christelige Religion har været for Fortiden!« Skinsyg over hendes begyndende Berømmelse, agtpaagivende som Troens Ridder, var Chateaubriand strax paa Spil og anmeldte hendes Bog. De andre Kritikere havde spottet hendes Melancholi og blandt andet forsøgt at slaae hende med Grækerne, som jo ikke vare melancholske. Chateaubriand benyttede Leiligheden til at slaae et Slag for positiv Religion. »Mme de Staël«, siger han, »tilskriver Philosophien hvad jeg tilskriver Religionen.« Og henvendende sig til hende fortsætter han: »Deres Talent er kun halvt udviklet, Philosophien kvæler det. De synes ikke at være lykkelig, men hvorledes skulde Philosophien kunde raade Bod paa Sørgmodigheden i Deres7 Sjæl? kan man frugtbargjøre en Ørken med en anden Ørken?« Og han udtømmer sig i lignende dumme Floskler, som tidlig røbe den Frygt for at blive overstraalet af Mme de Staël, der med god Grund aldrig forlod ham.

»Delphine« udkom, Oppositionen blev stærkere. Tidens mest bekjendte Kritiker skrev: »Intet er farligere og mere umoralsk end de Principer, som udbredes i dette Værk. Glemmende de Anskuelser, i hvilke hun er opdraget, og sin Families protestantiske Lærdomme, foragter Necker’s Datter Aabenbaringen, og har i dette meget slette Værk, som er forfattet med megen Aand og Talent, skrevet et langt Forsvar for Skilsmisse. Delphine taler om Kjærligheden som en Bacchantinde, om Gud som en Kvæker, om Døden som en Grenader og om Moralen som en Sophist.« — Store Ord, men de samme store Ord som Fremtiden bestandig maa høre af den tandløse Fortid, hvis svære Skyts altid er ladet til Mundingen med Orthodoxiens vaade Krudt og Bornerthedens Papirkugler. De dræbe ikke Værket, men kunne let gjøre det af med Forfatteren. 1803 blev Mme de Staël tvungen til at forlade Paris. Hun gik først til Tydskland, saa til Italien. Derefter bosatte hun sig i Schweitz, hun, Pariserbarnet, som første Gang hun saa Genfersøen udbrød: »O, hvor meget smukkere var ikke Rendestenen i rue du Bac!«

Først udkom nu et Decret angaaende Pressefriheden […] (1872:151-161)

>

IX.

Da den Ordre, Ved hvilken Napoleon første Gang udviste Mme de Staël af Paris, var bleven overbragt hende, lod hun ham gjennem Joseph Bonaparte, der hørte til hendes Venner, spørge, om hun kunde opnaae et Pas til Preussen eller om hun vilde blive tilbagefordret derfra. Efter længere Tids Venten kom Bevillingen af Passet, og Mme de Staël foretog sin Reise til Weimar. Hun lærte den hertugelige Familie at kjende, havde lange Samtaler med Schiller om Forholdet mellem tydsk og fransk Litteratur, plagede Goethe med Spørgsmaal om Livet og Døden, Gud og Verden - at underholde sig livligt om uløselige Problemer, det var, siger han, hendes egentlige Lidenskab -; men mest undrede hun dog ham og de andre tydske Storheder ved at hun ikke alene vilde kjendes af dem, men virke, og altid talte, som skulde der nu strax gribes ind, øieblikkeligt handles.

Hun kom til Berlin, lærte Prinds Louis Ferdinand at kjende, blev optagen i Fichtes, Jacobis, Henriette Hertz's Kredse og bortførte A. W. Schlegel som Lærer for hendes Børn.

Næste Aar reiste hun til Italien, studerede Oldtidsminderne, Kunsten, Folkets sydlandske Sæder, indsugede med alle Porer Indtrykkene af Italiens Natur og udførte derpaa i Coppet »Corinne ou l'Iitalie«.

Men Længslen efter Frankrig lod hende ingen Ro. Hun nærmede sig Paris indtil den Afstand af 40 Mile, det var hende foreskrevet at iagttage. Hun boede i Smaabyerne, først i Auxerre, senere i Bouen, hvis Præfect, der havde vist hende Velvillie, blev afsat, saa fik hun af Politiministeren Lov til at besørge Udgivelsen af Corinna paa et Landsted, der laa 12 Mile fra Paris. Men neppe var Corinna udgivet, før en ny Regjeringsordre udviste hende af Frankrig. Corinna havde gjort den overordentligste Lykke, og Napoleon taalte ikke et Ry, i hvilket han ikke havde nogen Del. Hun, hvem Napoleon havde gjort den Ære at betragte som en Rival, vendte da tilbage til Coppet, og ligesom han udvidede hun uophørligt sit Rige, gjennem en stedse stigende Mangfoldighed af store Ideer, dybe Følelser og misundelsesværdige Venskabsforbindelser. Paa Coppet holdt hun et formeligt Hof. Fra alle Lande samledes udsøgte Aander i Skare omkring hende. Man traf der Statsmænd som Constant, hvem hun i sin Begeistring kalder »le premier esprit du monde«, Historikere som Sismondi, Digtere som Zacharias Werner og Oehlenschläger, preussiske Prindser, polske Fyrster og Fyrstinder, Blomsten af Europas Fødsels- og Aandsaristokrati. Siden sit Ophold i Tydskland havde hun ikke ophørt med at studere tydsk Sprog og Litteratur, men hun trængte til et nyt Ophold i Landet for at kunne fremstille sine Landsmænd et alsidigt Billede af den nye Verden, der havde opladt sig for hende. Hun kjendte allerede Nordtydskland, nu tilbragte hun et Aar i Wien, og efter Tilbagekomsten til Schweiz gav hun sig til Udarbeidelsen af sit store tre Binds Værk om Tydskland. Det var færdigt i 1810. Men det gjaldt om at faae det trykt i Paris.

Der var udkommet et Decret angaaende Pressefriheden […] (1877:199-201)

Omarbejdelse

***

[…] paasee Udgivelsen. Hun flagrede rundt […] (1872:162)

>

[…] paasee Udgivelsen, reiste til Blois, boede først paa Slottet Chaumont-sur-Loire, saa paa Godset Fossé, saa endnu paa nogle andre Landsteder hos Venner i Nærheden af Blois; hun flagrede rundt […] (1877:201-202)

Omarbejdelse

***

[…] ikke fransk. Og føler De Ironien? »Dette Lands Luft synes ikke at smage Dem,« altsaa skal De bort. Det vil sige: Fordi Du har vovet at elske Friheden høiere end Despotiet, selv naar Despoten er en Verdensbehersker, fordi Du har fordristet Dig til paa en Tid, da Alt var Undertrykkelse, i »Corinna« at skildre Geniets souveraine Uafhængighed og forviist fra Paris har ladet Dit Ideal blive kronet paa Capitol, fordi Du endelig, Du, et svagt Væsen, en Kvinde, har havt det dumdristige Mod paa en Tid, da Frankrigs Navn fylder Universet, da dets Ørne glimte i Glorien af tusinde Seire og Nationerne ligge lænkebundne for dets Fødder, paa en Tid, da den franske Nationalforfængelighed er beruset til Afsindighed, at erklære dette Folk op i dets Øine, at dets aandelige Liv er udtørret, at dets Poesi er ussel og at dets Philosophi er vissen, fordi Du af brændende Kjærlighed til Dit Land, af glødende Iver for at løfte det op af dets aandelige Fornedrelse […] (1872:163-164)

>

[…] ikke fransk. Og nu dette Grusomhedens ironiske Forsøg paa at anslaae galante Toner! »Det har forekommet mig som om Luften i dette Land ikke var Dem tilpas - behag derfor at reise«. Det er som hørte man selve Frankrigs beruste Nationalforfængelighed tale: Fordi Du har vovet at elske Friheden, selv nu da vi andre ere lykkelige under Despotiet, fordi Du, medens vi ere stolte af Reflexen fra Verdensherskerens Hæder, har fordristet dig til i Corinna at skildre Geniets souveraine Uafhængighed, og forviist fra Paris har ladet dit Ideal blive kronet paa Capitol, fordi Du endelig, Du et svagt Væsen, en Kvinde, paa en Tid da Frankrigs Ørne glimte i Glorien af tusinde Seire og Nationerne ligge lænkebundne for vore Fødder, har havt den Frækhed paany at minde os om at vort aandelige Liv er ved at udtørres og med ufattelig Iver for at løfte os op af vor saakaldte aandelige Fornedrelse […] (1877:203-204)

Omarbejdelse

***

[…] Kunst ere Mønstre, som stille Udviklingen nyere og ædlere Formaal end dem, der indeholdes i den dumme Selvforgudelse og den aandelige Dovenskab, derfor skal Du stemples […] (1872:164)

>

[…] Kunst ere Mønstre - derfor skal Du stemples […] (1877:204)

Omarbejdelse

***

Hun flygtede. Hun kom til sit Gods ved Génève, men man troe blot ikke, at hun her var fri. Præfecten i Génève betydede hende, at det var hende forbudt at fjerne sig længere fra Génève end i en Omkreds af 4 franske Mile. Og saa godt blev der passet paa hende, at, da hun engang forglemte Ordren, blev hun øieblikkelig indhentet og ført tilbage af Gensd’armer. Men var hun ellers en Fange, paa Coppet var hun en Dronning. Vi have […] (1872:164-165)

>

Departementets Præfect kom til hende for at forlange Manuscriptet til Bogen udleveret. Det lykkedes at redde det ved at give ham en daarlig Kladde. Men Sorgen for Værket var endda i dette Øieblik den ringeste. Det havde været Mme de Staëls Haab at kunne indskibe sig til England; men i Efterskriften til Politiministerens Brev blev netop for at hindre dette alle de nordfranske Havne hende forbudte. En Tid lang tumlede hun med den Tanke at gaae ombord paa et fransk Skib, der reiste til Amerika, da der saa var en Mulighed for at Skibet paa Veien kunde blive taget af Englænderne. Men denne Plan var dog for eventyrlig og hun tyede overvældet og sorgfuld paany til Coppet.

Her ventede nye Forfølgelser af de forskjelligste Arter hende. Den første Ordre, som Genferpræfecten modtog, var den at betyde hendes to Sønner, at det var ogsaa dem forbudt nogensinde at vende tilbage til Frankrig, og det blot fordi de havde gjort et frugtesløst Forsøg paa at opnaae en Audients hos Napoleon til Bedste for deres Moder. Faa Dage efter modtog Mme de Staël et Brev fra Præfecten, i hvilket denne i Politiministerens Navn afkrævede hende Correcturerne paa Bogen »Om Tydskland«, da man gjennem Spioner havde erfaret at en Correctur maatte være i Behold og det ikke var Meningen at nøies med den halve Forholdsregel at ødelægge det allerede Trykte, men at tilintetgjøre Arbeidet sporløst for at umuliggjøre enhver senere Trykning. Forfatterinden svarede, at hin Correctur allerede var sendt til Udlandet, men at hun gjerne vilde forpligte sig til ikke mere at lade Noget trykke paa det europæiske Fastland. »Jeg havde, tilføier hun i sin Bog »Dix années d'exil«, ingen stor Fortjeneste af at love det, da naturligvis ingen Regjering paa Fastlandet vilde lade en Bog, som var forbudt af Keiseren, udkomme i sit Land.« Kort derefter blev Præfecten i Genève, Barante, Faderen til den bekjendte Litterærhistoriker, afsat, fordi man fandt, at han var gaaet for lemfældigt tilværks mod Mme de Staël. Hendes Søn blev syg, og hun ledsagede ham efter Lægernes Raad til Badet Aix i Savoien, der vel laa en Snes Mil fra Coppet. Neppe var hun ankommen dertil før hun blev indhentet af et Ilbud fra Præfecten i Mont-Blanc-Departementet, der ikke blot forbød hende under nogetsomhelst Paaskud at besøge Nabolandene, men endog at reise i selve Schweiz og overhovedet nogensinde at fjerne sig mere end 2 Mile fra Coppet. Og ikke nok med, at man forvandlede hendes Ophold paa sit Gods til en Fængsling, man sørgede ogsaa for, at hun skulde komme til at lide ikke blot under Frihedstabet, men under Fængsellivets pinligste Kval: Ensomheden, dobbelt pinlig for en saa afgjort selskabelig Natur. Schlegel, som i 8 Aar havde boet i hendes Hus som Børnenes Opdrager, fik Befaling til at forlade Coppet, under det taabelige Paaskud, at han indtog hende mod Prankrig, og paa Spørgsmaalet hvorledes? lød Svaret: at han havde forfattet en Sammenligning mellem Euripides's og Racines »Fædra« og foretrukket den første. Montmorency blev landsforvist for at have tilbragt nogle Dage paa Coppet; Madame Récamier, hvem det ikke lykkedes Mme de Staël i rette Tid at give Underretning om den Straf, der var sat paa selv nok saa kort et Besøg hos Corinnas Forfatterinde, blev det forbudt at vende tilbage til Frankrig, fordi hun paa Gjennemreise gjennem Schweiz havde villet opmuntre sin Veninde ved en Samtale; ja en 78aarig Olding St.-Priest, hendes Faders gamle Collega som Minister, blev exileret for en enkelt Høflighedsvisit paa Coppet.

Den Forladthed som følger med at være i Opposition mod en overmægtig Kraft, var hende ikke ny. Allerede længe havde ingen Mand af Rang eller Ry, ingen politisk Storhed, der ønskede at staae sig godt med Regjeringen, vovet at besøge hende paa Coppet. Enhver var forhindret, saa ved Forretninger, saa ved Sygdom. »O, sagde hun dengang, hvor jeg dog er træt af al denne Feighed, der forklæder sig som Brystsyge.« Men nu var til Sorgen over at see sig forraadt af saa mange fordums Venner kommet den, at see enhver af sine virkelige Venner straffet med Landsforvisning for den ringeste Ytring, af Velvillie mod hende, den Kval at see sig selv, en Exilets Orestes, som hun kalder sig, udbrede Ulykke om sig som en Smitte.

Det stod i hendes egen Magt selv nu, efter saa mange Aars Forfølgelser, Fangenskab og Forvisning at erhverve sig Frihed og Tilladelse til at gjenoptage sin litterære Virksomhed; man lod hende underhaanden vide, at et nok saa svagt Omslag i Anskuelse eller Holdning vilde skaffe hende Ret til at vende tilbage til Frankrig; men hun vilde ikke kjøbe sin Frihed for denne Pris, og da man een Gang i bestemtere Udtryk sagde: »Sig blot, skriv blot et lille Ord om Kongen af Rom, og alle Hovedstæder ville aabne sig for Dem« svarede hun kun: »Jeg ønsker ham en god Amme.«

Isoleret og indespærret besluttede hun at gjøre Alt for at undslippe fra Coppet. Hun vilde reise til Amerika, men det var umuligt uden Pas og hvorledes skulde hun faae et Pas? Hun frygtede desuden at blive fængslet paa Veien til den Havn, hun vilde begive sig til, under Paaskud af, at hun vilde reise til England, paa hvilket der var sat Fængselsstraf. Og hun vidste vel, at naar det første Øiebliks Skandale var overstaaet, vilde Regjeringen roligt kunne lade hende smægte i Fængslet; hun vilde hurtigt være fuldstændig glemt. Hun tænkte sig Muligheden af at reise til Sverig gjennem Rusland, da hele Nordtydskland var i Franskmændenes Vold. Hun haabede at kunne flygte gjennem Tyrol uden at blive udleveret af Østerrig. Men et Pas til Rusland maatte faaes fra St. Petersborg; skrev hun fra Coppet dertil om Pas, frygtede hun for at blive angivet til den franske Gesandt i Rusland; hun maatte da see først at komme til Wien for derfra at udvirke et Pas. I et halvt Aar sad hun bøiet over Europas Kort, studerende det for at finde en Vei til Flugt med samme Lidenskab, hvormed Napoleon betragtede det for at undersøge ad hvilke Veie Verdenskeiserdømmet skulde erobres. Da en sidste Ansøgning om Pas til Amerika efter en Maaneds Venten var bleven besvaret med Afslag, skjøndt Ansøgningen havde indeholdt et Løfte om at Mme de Staël, hvis den bevilligedes, til Gjengjæld vilde forpligte sig til absolut Intet at lade trykke nogensteds, besluttede den svage og modige Kvinde et afgjørende Flugtforsøg. En Dag i 1812 kjørte hun med sin Datter uden en eneste Kuffert eller Pakke i Vognen og med en Vifte i Haanden ud af Coppet, kom lykkeligt til Wien og skrev til St. Petersborg om russisk Pas. Saa ængstelig var imidlertid den østerrigske Regjering for ikke at udsætte sig for Ubehageligheder af den franske, at hun paa Galiciens Grændse blev holdt tilbage, gjennem hele østerrigsk Polen blev fulgt af Spioner, ja endog da hun paa Reisen en enkelt Dag gjorde Holdt for at besøge Prinds Lubomirskis Familie, blev fulgt saa nær af en østerrigsk Politibetjent, at Fyrsten nødtes til at give denne Plads ved sit Bord og Mme de Staëls Søn kun ved Trudsler kunde forhindre ham fra at tage Ophold i hendes Sovekammer om Natten. Først da hun var kommen over den russiske Grændse aandede hun atter frit. Men denne Følelse af Frihed varede kun kort. Neppe havde hun naaet Moskwa, før Rygtet om at de franske Hære nærmede sig Byen, paany tvang hende til Flugt, og det var først i St. Petersborg at hun kunde betragte sig som udenfor Fare.

Aaret før sin Afreise fra Coppet havde hun indgaaet et hemmeligt Ægteskab; 45 Aar gammel havde hun ægtet en ung 23aarig fransk Officier, Albert de Rocca, der som haardtsaaret og af Blodtab udtømt Invalid var kommen til Schweiz. Mme de Staël viste ham en Medlidenhed, der i den unge Syges Sind fremkaldte heftig Kjærlighed, og denne førte til en hemmelig Forening. Med Rocca var Mme de Staël truffet sammen paa den russiske Grændse.

Det var hendes Plan at reise til Konstantinopel og Grækenland for at faae de rette Localfarver til et Digt »Richard Løvehjerte« som foresvævede hende og som Byrons Optræden synes at have givet hende Ideen til; det skulde, sagde hun, blive en Lara, hvori Byrons ikke skulde være til at gjenkjende. Men Frygten for at hendes unge Datter og Rocca ikke skulde kunne udholde Reisens Strabadser bevægede hende til at tye til Stockholm. Der fornyede hun sit Venskab med Bernadotte, der traf hun Schlegel, hvem Bernadotte havde adlet og udnævnt til sin Privatsekretær. Gjennem Schlegel gjorde Carl Johan ogsaa Constants Bekjendtskab, søgte - iøvrigt uden Held — at vinde ham for sine ærgjerrige Planer med Hensyn til den franske Trone og udnævnte ham foreløbig til Ridder af Nordstjernen. Mme de Staël var mindre skeptisk overfor Bernadottes Charakter end Constant; hun omtaler ham altid med Varme; det fælles Had til Napoleon var vel her et forenende Element. Dette Had forstummede dog hos hende fra det Øieblik af, da de allierede Hære rykkede imod Frankrig; hun jamrer over at være nødsaget til at ønske Napoleon Held, men hun kan ikke mere skille hans Sag fra Frankrigs. Mere charakterfast end Constant afslog hun i de 100 Dage de Tilnærmelsesforsøg, Napoleon gjorde overfor hende. Hun oplevede hans endelige Fald; hun saa med Sorg Bourbonerne vende tilbage som værre Frihedsfjender end Despoten, de fulgte; hun samledes endnu engang med Constant i Paris i Aaret 1816 og udaandede der Aaret efter.

Dette korte Resumé af den store Kvindes Levnet og Livskamp i hendes modnere Periode er et tilstrækkeligt Grundlag til at supplere Forestillingen om hendes Charakter som Menneske og Skribent. Medfødt Hjertelighed og medfødt Vid vare hendes oprindelige Gaver; en Hjertelighed, der steg til den høieste Begeistring, og et Vid, der udviklede sig til Geni.

Hun havde nogle af det 18de Aarhundredes Talenteiendommeligheder i meget høi Grad: det stærke Hang til Selskabelighed, den overveiende Tilbøielighed og Evne til Conversation. Medens George Sand, det indeværende Aarhundredes store Forfatterinde, var sluttet og stum i Selskab med andre og kun aabnede sin Personligheds Kilder, naar hun skrev, var Mme de Staël en Art Improvisatrice i Samtalen, begavet med den høieste Livfuldhed. Hendes Evne var den at elektrisere, hendes Ord skjød sig som Lysstrømme hen over Gjenstanden, hvorom hun talte. Alle Mennesker, som have kjendt hende personlig, have udtalt, at hendes Skrifter vare Intet i Sammenligning med hendes Conversation. En af hendes Kritikere ender en Anmeldelse saaledes; »Naar man hører hende, er det umuligt ikke at bifalde hende; hvis hun havde sagt dette og ikke skrevet det, havde jeg aldrig kunnet kritisere hende« og en stor Dame sagde om hende i Spøg: »Hvis jeg var Dronning, vilde jeg befale Mme de Staël altid at tale til mig.« De utallige mundtlige Udsagn, der ere opbevarede af hende, give selv med deres døde Sort paa en Forestilling om det Originale og Overraskende i hendes Maade at tale paa. En Dag, da hun talte om det Unaturlige i de Ægteskaber, som stiftes af Forældrene, i Modsætning til det ene Rette at lade den unge Pige vælge frit, udbrød hun leende: Jeg vilde tvinge min Datter til at indgaae et Inclinationsparti. En Dag da en af Napoleons tjenstvillige Aander meddelte hende, at Keiseren vilde udbetale hende de to Millioner, hendes Fader havde deponeret i den franske Bank, ifald han var sikker paa, at hun holdt af ham, svarede hun: »Jeg vidste nok, at man behøvede en Livsattest for at hæve sine Penge, men ikke at der udfordredes en Kjærlighedserklæring.«

Men bag denne Aandsnærværelse i Øieblikket og denne Evne til med Lethed at forme og udvortesgjøre, som en selskabelig Tidsalder udvikler, bag denne Salonfærdighed laa alt det Inderlige, Personlige, Sjælfulde, som det 19de Aarhundrede vurderer saa høit. Den beundrede Borgfrue paa Coppet, den feirede og indtagende Salondame var en Natur. Misforholdet til Moderen havde, som alt berørt, tidligt avlet Tro paa Menneskenaturen og Kjærlighed til den i hendes Sind. En Pligt, der ikke veiledte Naturen men bekjæmpede den, var hende en Gru, Allerede i sit Skrift om »Lidenskabernes Indflydelse« stiller hun Lidenskaberne i Forhold ikke til Begrebet Pligt men til Begrebet Lykke, og undersøger den høiere eller ringere Grad, i hvilken de gjøre Indgreb i vor Lykke. Igjennem Corinna som Organ siger hun: »Intet er saa let som at paatage sig en høist moralsk Mine, medens man fordømmer alt Ædelt og Stort. Pligtideen … kan gjøres til et Angrebsvaaben, som de Middelmaadigheder, der ere selvtilfredse i deres Middelmaadighed og Bornerthed, bruge til at paabyde Talentet Taushed og skille sig af med Begeistringen, Geniet, kort sagt alle deres Fjender.« Og den Naturgrund i hende selv, som hun byggede paa, var en ægte kvindelig. Det Ideal, der foresvævede denne geniale og til en vis Grad ærgjerrige Kvinde var et rent personligt, rent idyllisk: Lykken i Kjærligheden; den er det, som begge hendes store Digtninge «Delphine» og »Corinna« dreie sig om. Usandsynligheden af at finde den i Ægteskabet, som det moderne Samfund har ordnet dette, Umuligheden af at finde den udenfor det, ere faste Grundtanker, og den Kamp som hos hende stadig forekommer mellem den huslige Lykke og den ædle Ærgjærrighed eller den frie Lidenskab, er egentlig kun Udtrykket for en lang Elegi; hverken Geniet eller Lidenskaben lade sig forene med den huslige Lykke, som er hendes Hjertes evige Attraa. Og hvad Geniet og dets Ledsager: Hæderen angaaer, da er dets Bane for hende kun et Nødværge, som forsøges af Kvinden, naar hun er bleven ramt til Døden i alle sine Forhaabninger og Drømme. For Mme de Staél er Hjertet Alt; selv Berømmelsen var hende kun et Middel til at erobre Hjerter. Corinna siger: »Idet jeg søgte Hæder, har jeg altid haabet, at den vilde bringe Folk til at holde af mig«, og hun selv udbryder: »Lad os ikke unde vore uretfærdige Fjender den Triumf at have nedslaaet vore Evner. De reducere Den til at søge Ry, der saa gjerne havde nøiedes med Følelserne.« Det er dette Hjertelige, man kunde sige Moderlige i hendes Aandsretning, der giver den Tidsalderens Melancholi, som ogsaa gjenfindes hos hende, et særegent Præg. Den er ikke blot den almenmenneskelige, den, som beroer paa, at to Mennesker, der elske hinanden, altid med fuld Vished kunne sige til hinanden: Enten vil jeg opleve den Dag, da Du ligger som et Lig eller Du den Dag, da jeg ligger som et Lig. Det er endnu mindre den samme egoistiske Melanclioli, der kommer igjen hos saa mange af Tidens mandlige Skribenter, Det er en Melanclioli som har sin Grund i Revolutionstidens Lighedsideer og Frihedsforsætter, det er den reformatoriske Begeistrings Vemod. Hun var fra sin Ungdom, af en saa sværmerisk Tilhængerinde af Ligheden, at hun ogsaa i Henseende til Evner ansaa Menneskene for væsentlig lige og kun troede paa en yderst ringe Forskjel mellem Geniet og det almindelige Menneske. Hun havde fra den Tid, da hun sad paa sin Faders Knæ, næret den fasteste Tillid til Frihedens Magt til at lyksaliggjøre Menneskene og fremkalde det Bedste hos dem, og hun fastholdt hin Tro og denne Tillid selv da hun under Septemberdagene maatte flye for den Terrorisme, til hvilken Ligheden havde forvandlet sig, og da hun under Consulatet blev landsforvist af det Dictatur, som Friheden var udmundet i. Men det er intet Under, at et Slør at Vemod og Melancholi tidligt udbredte sig over hendes livlige Sind. Til Talleyrand, hvis Navn hun i sine Velmagtsdage havde faaet slettet af Proscriptionslisten, men som var for utaknemmelig til senere at forsøge paa at gjøre Gjengjæld mod hende, skriver hun i Slutningen af et Brev: »Farvel, er De lykkelig? trænger De med en saa overlegen Aand ikke undertiden ned til Grunden af Alt, det vil sige til Ulykken« og i Corinna lader hun Heltinden sige, hvad hun selv ofte sagde: »Af alle de Evner, jeg har modtaget af Naturen er Evnen til at lide den eneste, jeg har udøvet helt.«

Hun arbeidede sig imidlertid, aandeligt sund som hun var, i Aarenes Løb ud deraf. En kvindelig Slægtning af hende, der har kjendt hende nøie, skriver herom: »Maaskee var der en Tid, da Livet, Døden, Melancholien, den lidenskabelig Selvopofrelse spillede en altfor stor Rolle i hendes Samtaler. Men da disse Udtryk som en Smitte udbredte sig i hele hendes Kreds, ja endog var nærved at blive Talemaader blandt Tyendet, fik hun en dødelig Lede ved dem.»*) [*) Mme Necker de Saussure: Notice sur le caractère et les écrits de Mme de Staël. S. 348.] Hun formaaede at gjennemløbe det Aandsstadium, paa hvilket saa mange af hendes franske Samtidige bleve staaende.

Og dette var overhovedet et Charaktertræk hos hende; hun udviklede sig kritisk i det 19de Aarhundredes Aand og Retning. Hun var fra først af et rent Pariserbarn uden nogen levende Sands for Naturskjønhed, Da man efter hendes første Flugt fra Paris første Gang viste hende Genfersøen, udbrød hun i sin Hjemvee: »O hvor meget smukkere var ikke Rendestenen i Rue du Bac!» Og ikke mange Aar efter skildrede hun med de varmeste Farver i Corinna Italiens Natur. Hun var fra først af helt forelsket i Paris, der for hende repræsenterede Frankrig, som repræsenterede Civilisationen. Og det blev hende, der før nogen Anden aabnede Franskmændenes Øine for de andre europæiske Folkeslags Eiendommeligheder og Fortrin. Thi hun besad den egentlige kritiske Begavelse, den: uafbrudt at udvide sin Aand, forøge sin Modtagelighed, tilintetgjøre sine Fordomme i Væxten og saaledes stadig holde sig redebon til at forstaae.

Deri laa den Tiltrækning hun udøvede, deri laa det at hun, skjøndt forfulgt og landflygtig, paa Coppet herskede og virkede som en Dronning. Vi have […] (1877:204-217)

Omarbejdelse

***

[…] som Skee, Kniv og Gaffel.«

De seer hvorledes denne lille Haand følte sig skabt til Scepteret. Og hun var stolt som en Dronning. Da efter saa mange Aars Forfølgelser, Fangenskab og Forvisning tjenstvillige Aander nærmede sig hende og underhaanden lod hende vide, at et nok saa svagt Omslag i Anskuelse eller Overbevisning vilde skaffe hende Tilladelse til at vende tilbage til Frankrig, og da man i bestemtere Form sagde: »Skriv blot, sig blot et lille Ord om Kongen af Rom, og alle Hovedstæder ville blive aabnede for Dem,« svarede hun: »Jeg ønsker ham en god Amme.«

Og dog var hun dengang nærved at bukke under. Ikke nok med, at hun havde Sorgen over selv at være forviist eller over at være forraadt af saamange fordums Venner, hun havde den Kval at see enhver af hendes virkelige Venner, der vovede at besøge hende, straffet derfor med Landsforvisning og saaledes den, at see sig selv, en Exilets Orest, som hun kalder sig, udbrede Ulykke som en Smitte. Visselig maa da Borgfruen paa Coppet […] (1872:166)

>

[…] som Skee, Kniv og Gaffel.«

Enhver søgte til Coppet, som man et halvt Aarhundrede før havde tyet til det lige i Nærheden liggende Ferney. Thi her var det jo, at Voltaire ligesom Mme de Staël landflygtig, bosat udenfor Frankrigs Grændse, men saa nær denne Grændse som muligt, i sit Livs sidste Periode samlede hele Europa omkring sig. Det har noget Tiltrækkende for Fantasien at sammenligne den Virksomhed, som udstraalede fra Oldingen i Ferney med den, der udgik fra Coppets aandfulde Eierinde. Tiden i Ferney er i enhver Henseende den straalende Periode i Voltaires Liv; fra Ferney af var det, at han som Tolerancens og Retfærdighedens Apostel udførte Bedrifter saa store, som de endnu aldrig vare blevne udøvede af nogen Privatmand, hvis eneste Vaaben var en Pen.

Her var det at han tilbragte tre Aar af sit Liv med Processen for Jean Calas. Denne, en 68 Aar gammel, protestantisk Kjøbmand i Toulouse, hvis yngste Søn var gaaet over til Katliolicismen og derved bleven fremmed for sin Familie, havde tilmed havt den Sorg, at hans ældste Søn, et letsindigt og udsvævende ungt Menneske, selv tog Livet af sig. Øieblikkelig udspredte den katholske Geistlighed blandt Pøbelen, at Faderen selv havde kvalt sin Søn af Had mod den katholske Religion, som Sønnen sagdes den næste Dag at have villet antage. Hele Familien blev lagt i Lænker, den Hængtes Lig blev udstillet og gjorde det ene Mirakel efter det andet. Samtidigt indtraf Tohundredeaarsdagen for Bartholomæusnatten i Toulouse. I fanatisk Ophidselse dømte 13 Dommere, trods alle Beviserne mod Anklagens Sandhed og uden Skygge af Bevis for Brøden, Oldingen til at blive levende radbrækket. Det skete, men endnu paa Hjulet forsikrede han om sin Uskyld. Alle Børnene bleve under Skin af Benaadning indespærrede i et Kloster og tvungne til at antage den katholske Tro. Da skrev Voltaire i Ferney sit berømte Skrift om Tolerancen og satte Himmel og Jord i Bevægelse for at faae Processen revideret. Han henvendte sig til den offentlige Mening i hele Europa, han tvang Statsraadet i Paris til at fordre Actstykkerne indsendte fra Parlamentet i Toulouse. Man negtede det, man trak Sagen i Langdrag. Endelig efter tre Aars utrættelige Kampe tvang Voltaire Sagen igjennem. Dommen i Toulouse blev erklæret for falsk, den Henrettedes Ære reddet og en Skadeserstatning tilstaaet Familien. Naar man vil vise Retfærdighed mod Voltaire, bør man vel erindre, at det er i denne Periode at Ordet »Écrasons l'infâme« bliver Formelen under alle hans Breve.

I Ferney var det fremdeles at Voltaire optog Familien Sirven. Faderen var Calvinist, Datteren var med Vold bleven kastet i et Kloster. Da hun blev afsindig, løslod man hende, hvorpaa hun druknede sig i en Brønd i nogen Afstand fra Faderens Hus. Sag lægges derpaa an mod Faderen, Moderen og Døtrene for Mord paa den afdøde Nonne. De blive Alle dømte til Døden. Hele denne ulykkelige Familie veed intet andet Asyl i Europa end Voltaires Hus. De flygte til ham; Moderen døer paa Veien af Sorg. Atter her tvinger Voltaire ved den Magt, der laa i hans Veltalenhed og hans Begeistring, skjøndt landflygtig, de franske Domstole til at tage Sagen op paany og hele Familien blev frikjendt.

Tre Aar efter modtog Voltaire paa Ferney Etalonde. To unge Mennesker, de la Barre og Etalonde, bleve i 1765 anklagede for at have gaaet forbi en Procession uden at tage Hatten af, og denne Del af Anklagen var sand, samt for at have kastet et Crucifix i Vandet, og denne Beskyldning var falsk. De la Barre og Etalonde bleve begge først underkastede Tortur, derpaa blev de la Barre levende radbrækket. Han besteg modig Skafottet og sagde blot: »Jeg havde ikke troet at man vilde dræbe et ungt Menneske for saa ringe en Ting.« Etalonde, som blev dømt til at faae sin høire Haand og sin Tunge afskaaret, flygtede til Ferney, og hos Voltaire vovede Ingen at røre ham.

Engang endnu lykkedes det fra Ferney Voltaire at frelse et Menneskeliv. Paa en falsk Anklage for Mord var et ungt Ægtepar, Montbailli, blevet dømt til Baalet. Manden blev først radbrækket, saa brændt, men Konens Opbrændelse blev udsat, fordi hun var frugtsommelig. I Mellemtiden erfarer Voltaire om Sagen, seer med sit Lynblik dens Skjændighed, forfatter en Appel til det franske Ministerium, beviser at Manden er bleven henrettet uskyldig, og frelser Konen fra Baalet.

Og som han tog sig af de Anklagedes Liv, saaledes tog han sig af de Dødes Ære. En af de sidste Efterretninger, som Voltaire modtog paa sin Dødsseng var den, at den Proces, han havde anlagt i Anledning af Justitsmordet paa General Lally, var vunden og den Dræbte frikjendt. Og i samme Periode var det at Voltaire fik Tid til at forvandle Ferney fra en ussel Flække til en virksom og velhavende By, til at virke lidenskabeligt for Livegenskabets Ophævelse i Frankrig og til at skrive en hel Række af sine Hovedværker, i hvilke han forfulgte det ene Maal at undergrave den christelige Dogmatik, der forekom ham Roden til Geistlighedens Magt og alle de Afskyeligheder, denne foranledigede. Imidlertid forsømte han ikke Selskabslivet. Han lod opføre et Hustheater og lod de første Skuespillere komme til sig. Alt hvad Europa besad af Aand og Dygtighed opsøgte ham i Ferney.

Det Ry, som udgaaer fra Coppet kan vel ikke maale sig med Ferney's; men det har dog sin Storhed og Skjønhed. Ogsaa for Coppets Vedkommende var det Tørst efter Retfærdighed, Sandheds- og Frihedskjærlighed, der gik ud fra Exilet. Hele dette Aarhundrede igjennem har jo ogsaa hvert af de tre store Hovedlande sendt sin største Forfatter i Landflygtighed, England Lord Byron, Tydskland Heinrich Heine, Frankrig Victor Hugo og ingen af disse Aander tabte i litterær Indflydelse derved.

Men med dette Aarhundredes Begyndelse var den Tid forbi, da Skribenterne udgjorde en Stormagt. Selv et Geni af Voltaires Rang vilde neppe i dette Aarhundrede have udøvet en udvortes paaviselig Indflydelse som hans, og Mme de Staël var i ethvert Tilfælde langt fra ikke hans Lige i Genialitet. Men hendes Opgave var desuden af helt forskjellig Art. Den udvortes Kirkemagt var foreløbig brudt, og hendes Aandsletning var altfor religiøs til at hun skulde kunne slaae ind paa Voltaires forladte Baner. Det politiske Despoti var saa mægtigt, at det ikke at nævne den franske Keisers Navn i en Bog om Tydskland, ansaaes for en Demonstration og straffedes som saadan. Men der var en Gjerning, som ikke var gjort ved Revolutionens udvortes Omvæltninger og som ikke kunde forbydes af Keiserdømmets Forordninger, det var den at underminere de Bjerge af religiøse, moralske, sociale, nationale, kunstneriske Fordomme, som tyngede paa Europa med endnu stærkere Tryk end Napoleons Verdensmonarchi, og som ene havde gjort det muligt. I mange af disse Fordomme, især de kunstneriske og de nationale havde selv Voltaire været hildet. Mod dem alle aabnede Mme de Staël en Krig fra Coppet, iøvrigt forsømte hun ligesom Voltaire ikke derfor Selskabslivet, havde ligeledes sit eget Theater, skrev selv Stykker for det og spillede dem selv. Sikkert maa da Borgfruen paa Coppet […] (1877:218-223)

Omarbejdelse

***

XIII.

Mme de Staël begynder sin Forfattervirksomhed med en Række enthousiastiske Breve over Jean-Jacques, skrevne med den samme datterlige Lidenskab for Rousseau, som hun hele sit Liv igjennem nærede for sin Fader. De seer, hvorledes hun selv fører sin aandelige Herkomst tilbage til den samme store Mand, hvis Indflydelse vi have eftersporet paa saamange store Aander. Kort efter fremstiller hun i sin Bog, »Essay sur les fictions«, sin Poetik. Denne Poetik […] (1872:167)

>

X.

I sin Bog »Essay sur les fictions« gjør Mme de Staël det første Forsøg paa at fremstille sin Poetik. Denne Poetik […] (1877:224)

Omarbejdelse

***

[…] halvt italiensk. Corinna er i Digtekunstens Verden ligesom et Forbillede for hvad Elisabeth Browning blev i den virkelige Verden. Da jeg en Dag i Florents standsede foran et Hus, hvorpaa der staaer den Indskrift paa Italiensk: »Her boede Elisabeth […] (1872:172)

>

[…] halvt italiensk. Man mindes Corinna, naar man paa det Hus i Florents, hvor Mrs. Browning boede, læser den italienske Indskrift: Her boede Elisabeth […] (1877:229)

Omarbejdelse

***

[…] England og Italien« da bragte Forfatterinden af »Aurora Leigh« mig til at tænke paa Corinna.

Corinnas Liv gaaer hen under den dobbelte Inspiration af Geniet og af Kjærligheden. Men fra det Øieblik af, da Lidenskaben griber hende med sin Glenteklo, nytter Geniet hende Intet, og hun bliver Lidenskabens værgeløse Bytte. Hun elsker en ung Englænder, Oswald Lord Nelvil, en gjennemført Type paa alle Nordens Fordomme og Dyder. Han elsker hende igjen. Men han finder ikke i Corinna den svage, frygtsomme Kvinde, der tvivler om Alt undtagen om sine Pligter og sine Følelser, som han i England, hvor de huslige Dyder udgjøre Kvindernes Hæder og Lykke, fordrede af sin Brud. Han siger som Thomas Walpole: »Hvad skulde man gjøre med saadan En i et Hus!« Forøvrigt har han alle Dyder, den mest glimrende Uforfærdethed og den ømmeste Hengivenhed. Rom bliver denne Kjærlighedshistories Ramme. Dens Marmor, dens Horizonter svare til disse dybe Følelser og store Tanker. Beskrivelsen af Rom frembyder sig som af sig selv, thi for at holde sin Elskede tilbage, for at udsætte hans Bortreise, gjør Corinna sig til hans Veiviser gjennem alle Vidunderne i den evige Stad. Og herved vinder Fortællingen en ny Storhed, thi disse to Elskendes Navne, der, som Sainte-Beuve har sagt, ikke som andre Elskendes indridses i Træernes Bark, men indskrives paa de evige Ruiners Vægge, knytte sig til Historien og blive en levende Del af dens Udødelighed. (1872:173)

>

[… ] England og Italien.

Bogens Handling er denne; En ung Englænder, Oswald Lord Nelvil, der lige har mistet sin Fader, hvem han elskede over Alt paa Jorden, og hvis Død har forstemt ham saa meget dybere, som han bebreider sig i de sidste Aar at have voldt Faderen Sorg, reiser til Italien for at søge Adspredelse. Han ankommer til Rom, netop som Digterinden Corinna føres i Triumf til Capitolium og skjøndt offentlig Optræden og offentlige Triumfer ikke stemme overens med hans Ideal af Kvindelighed, bliver han snart heftig indtaget og efterhaanden lidenskabelig forelsket i den ligesaa utvungent naturlige som aandfulde Corinna. Men samtidigt med at Samlivet med hende aabner hans Øine for alle hendes skjønne og sjeldne Egenskaber, bevares hans Frygt for at hun ikke egner sig til at blive en fornem Englænders Hustru. Han finder ikke i Corinna den svage, frygtsomme Kvinde, der ingen Mening har om Noget undtagen sine Pligter og sine Følelser, som han i England, hvor de huslige Dyder udgjøre Kvindernes Hæder og Lykke, helst burde finde i sin Brud. Han gjør sig især sygelige Skrupler med Hensyn til det Spørgsmaal, om hans afdøde Fader vilde have ønsket sig en Svigerdatter som Corinna, et Spørgsmaal, som han stedse mere indseer at han maa besvare med Nei. Corinna, hvis Kjærlighed er langt dybere og fuldere end hans, som ængstes ved hans Vaklen og som frygter for at han pludselig skal reise bort fra Italien, stræber at holde ham tilbage ved at vække hans Interesse for Landets Minder, dets Kunst, Poesi og Musik. Oswald er især urolig over det Gaadefulde i Corinnas Liv: Ingen kjender hendes rette Navn eller hendes Herkomst, hun taler alle Sprog, hun har ingen Slægtninge; han frygter at en eller anden Forseelse har stødt hende ud i Verden alene. Corinna er i Virkeligheden en Englænders og en Romerindes Datter, og da hendes Fader giftede sig anden Gang i England, har hun tilbragt sin Opvæxt under sin Stifmoders Øine i en lille spidsborgerlig engelsk Provindsby. Men martret af al den Smaalighed og Tvang, under hvilken hendes Aand kuedes til Døde, har hun efter sin Faders Død forladt England og har i Italien levet et uafhængigt om end aldeles ulasteligt Liv som Digterinde. Hun veed at hendes og Oswalds Familie have kjendt hinanden, Oswalds Fader har vraget hende som Svigerdatter og at en Forbindelse ønskes tilveiebragt mellem Oswald og hendes egen yngre Søster Lucile. Saa ofte derfor Oswald trænger ind paa hende med Bøn om at lære hendes Historie at kjende, søger hun at skyde Tidspunktet for en Forklaring ud, og hertil finder hun intet bedre Middel end det at henlede Oswalds Tanker paa andre Gjenstande ved at gjøre sig til hans Veiviser gjennem Ruiner, Gallerier og Kirker og ved at føre ham med sig paa en Reise gjennem Italiens herligste Egne. Som en anden Scheherezade stræber hun at forlænge sit Liv og afvende den truende Fare ved daglig paany at vise ham Herligheder, i Sammenligning med hvilke »Tusind og een Nat's« blegne og ved at ledsage dem med en fin og dyb Commentar. Saaledes frembyder Beskrivelsen af Rom, Skildringen af Neapels Natur, Billedet af Venedigs tragiske Skjønhed, sig som af sig selv. I Rom bliver Corinnas store Lidenskab til og Rom bliver denne Kjærlighedshistories første Ramme; Roms store Alvor og vide Horizonter svare til disse dybe Følelser og store Tanker. I Neapel stiger Corinnas Elskov til sit høieste lyriske Udbrud; Vulkanen og Golfens smilende Pragt danne her hendes Billedes Baggrund, og Sangen paa Havet ledsager hendes vemodigtlidenskabelige Improvisation om Kvindekjærlighed og Kvindeskjæbner; i Venedig endelig, hvor Indtrykket af det Skjønnes Forfald og Tilintetgjøreise møder En fra alle Sider, forlader Oswald for bestandig Corinna.

Efterretningen om at hans Regiment vil blive udcommanderet til Indien, kalder ham pludseligt tilbage til England. Han betragter sig som trolovet med Corinna og iler til dennes Stifmoder for at opnaae Flygtningens Gjenindsættelse i sine Familierettigheder. Men hos Lady Edgermond træffer han Corinnas Halvsøster Lucile, og lidt efter lidt fortrænger dennes beskedentkvindelige Skjønhed Erindringen om den ældre Søster, hvis glimrende Begavelse ikke synes ham saa tillokkende paa Afstand og hvis selvstændige, dristige Optræden i Livets fulde Sollys ingen ægteskabelig Lykke lover ham i et Land, hvor Hjemmets Halvlys, med hvilket Lucile's dæmpede Væsen stemmer, er det eneste, i hvilket Kvinden med Fordel kan vise sig. Ægteskabet med Corinna vilde udæske hele Samfundet imod ham; det er ham som en Trods mod hans Faders Skygge. Ægteskabet med Lucile derimod vil kunne skee under Samfundets enstemmige Applaus. I Corinna ægter han det Fremmede, det Fjerne, det som i Længden ikke lader sig forene med hans Hjemstavn, i Lucile ægter han saa at sige England selv. Corinna, som dødeligt ængstet hemmeligt har fulgt ham til England, erfarer hans Sindstilstand og sender ham sin Ring tilbage. Oswald anseer sig for glemt af hende, gifter sig med Lucile, faaer Vished om den Uret, han har begaaet, og Romanen ender tragisk med Oswalds Anger og Corinnas Død.

Uden al Tvang lader det sig paavise, hvilke oplevede Begivenheder og Forhold der ligge til Grund for Digtningens Hovedtræk. Den friske Sorg over Neckers Død skinner igjennem Oswalds tungsindige Rugen over Mindet om sin Fader; forsaavidt er en Del af Forfatterindens eget Væsen nedlagt i Oswalds Charakter, og saaledes forklares ogsaa hans rent kvindelige Frygt for at udføre en Handling, mod hvilken hans Samvittighed kun har det at indvende, at den neppe vilde have vundet den afdøde Faders Bifald. Selv Bekymringen over i de sidste Aar ved sin Opførsel at have voldt ham Sorg har maaskee havt et Tilknytningspunkt i Forfatterindens egen Sjælehistorie. Iøvrigt er Oswalds Personlighed øiensynligt en fri Omdigtning af Benjamin Constants Charakter. Enkelte Smaatræk røbe allerede, hvor bestemt hun har tænkt paa ham: Oswald er fra Edinburgh, hvor Constant havde tilbragt sin Ungdom, og han er udtrykkelig 18 Maaneder yngre end Corinna; (Mme de Staël fødtes 22de April 1766, Constant 25de October 1767); men langt vægtigere Vidnesbyrd foreligge i Charakterens bele Støbning, i den Blanding af ridderligt Mod udadtil mod Omverdenen og uridderlig Svaghed overfor den elskende og længe beundrede Kvinde, som han for at unddrage sig hendes Overlegenhed forlader. Kun at Mme de Staël har støbt en typisk Englænder af disse og mange tildigtede Elementer.

I Corinna selv har Forfatterinden tegnet sit eget Ideal; fra sin reelle Personlighed har hun hentet Heltindens Grundegenskaber; Corinna er ikke som Delphine den i Privatlivet indesluttede Kvinde, men Kvinden som er traadt ud af den hende anviste Kreds, Digterinden, hvis Navn er paa Alles Læber; hun har givet hende sit eget Ydre, kun idealiseret, ja selv sit eget Costume, den maleriske Dragt og det om Hovedet viklede indiske Shawl. Hun har givet hende sit eget klare, handlekraftige Geni; og det gaaer Corinna som hende, at fra det Øieblik af, da Lidenskaben griber hende med sin Glenteklo, nytter Geniet hende Intet, og hun bliver Lidenskabens værgeløse Bytte. Hun har fremdeles givet Corinna sine egne Landflygtighedstanker og Landflygtigheds Sorger. I Italien er Corinna jo løsrevet fra sit Fødested, i England landsforvist fra sit Hjertes Fædreland og dets Sol. Derfor besynger Corinna Dante, dvæler med Sorg ved hans Exil og udtaler den Tanke, at det egentlige Helvede var Landflygtigheden for ham. Derfor siger Corinna i de Optegnelser om sit Levnet, hun giver Oswald, at Exilet for de livfulde og følelsesfulde Charakterer er en Straf som er værre end Døden, idet Opholdet i Fædrelandet skjænker En Tusinder af Glæder, man først paaskjønner, naar man har mistet dem. Hun fremhæver de Tusinder af Interesser, man har tilfælles med sine Landsmænd, men som ikke forstaaes af Fremmede og betoner, hvorledes overfor dem Nødvendigheden af at forklare Alt træder istedenfor den lette og hurtige Meddelelse, der med et halvt Ord gjør en lang Udvikling forstaaet. Ja Corinna haaber endog som sin Digterinde Tilbagekaldelse til sin Hjemstavn og Grjenindsættelse i sine Rettigheder af det Ry, hun efterhaanden opnaaer ved sine Poesier. Mme de Staël har endelig givet Corinna sin egen Dannelse. Det siges udtrykkeligt, at det er Studiet af de fremmede Litteraturer, Indsigten i fremmede Folkeaanders Væsen, der har givet Corinna saa høi en Bang i sit Lands Litteratur; det Tiltrækkende ved hendes Digtning er, at hun har formaaet at forene Sydens Farver med Nordens Iagttagelsesgave. Men af alle disse og mange frit opfundne Træk har Forfatterinden støbt en kvindelig Type paa den italienske Aand.

Mme de Staëls Forfattervirksomhed falder bestandig ligesom i to Dele, en mandlig og en kvindelig Virksomhed, den filosofiske og den sentimentale Productivitet, Ideerne og Følelserne. Ogsaa i Corinna spores denne Dobbelthed. Bogen har sikkert større Værd som Aandsværk i Almindelighed end som et Værk af digterisk Fantasi. En særegen Inderlighed og en vis Blødhed i Følelsens Behandling røber overalt, at Forfatteren er en Kvinde. Naar engang det Øieblik kommer, da man forsøger paa at skrive Kvindens Psychologi, og naar man vil forsøge paa at bestemme den kvindelige Aands Fiendommelighed til Forskjel fra den mandlige - og saa langt staaer Psychologien tilbage, at der endnu neppe er gjort noget Forsøg derpaa - ville Mme de Staëls Skrifter blive en af de værdifuldeste Kilder.

Det Kvindelige røber sig maaskee stærkest i Maaden, hvorpaa den mandlige Hovedfigur er tegnet. Til enhver af Heltens fremtrædende Egenskaber anfører Forfatterinden dens Aarsager, hans ædle Charakter forklares ved hans Opdragelse, ved hans aristokratiske Herkomst og hans medfødte Stolthed, hans Tungsind forklares ved Englænderens »Spleen« og ved hans ulykkelige Forhold til en Fader, hvem han tilbeder, som Mme de Staël tilbad sin, og til hvis Skygge han staaer i det samme Afhængighedsforhold som Søren Kierkegaard stod i til sin afdøde Faders; kun eet lader Forfatterinden henstaae uforklaret hos en Person, hvis moralske Mod er saa yderst ringe, og det er hans fysiske Mod. At udsætte sit Liv er ham i den Grad let og elementært, som for os andre at skrive orthografisk. Det er et curiøst og gjennemgaaende Træk, at kvindelige Romanforfattere næsten ufravigeligt udruste deres Helte med det forvovneste Mod, et Mod der aldrig er tilkjæmpet, men staaer ligesom abstract udenfor Personligheden, paa samme Tid som det er en af talrige store Forfattere bemærket Kjendsgjerning, at det i de moderne Samfund især er Kvinderne, som forhindre Mændene fra at vove, og som Kvinderne ligesaa gjennemgaaende vise de feigeste offentlige Personligheder (de Præster, der salvere deres Liv under Epidemier, de Krigshelte, der angribe Fjenden paa Papiret) den største, undertiden mest hysteriske Beundring og Hyldest. Forklaringen synes at være den, at Mandsmodet er den Egenskab, der som den høieste Potents af det Mandlige bliver et Slags Ideal for Kvinden, men et Ideal, som hun ei forstaaer, som hun ikke kjender igjen i Virkeligheden, og som hun derfor skildrer helst og daarligst.

Hvad jeg her har sagt gjælder nærmest om Oswalds heltemodige Adfærd under Branden i Ancona, hvor han under de rædselsfuldeste Omstændigheder bliver hele Byens Frelser. Han forsøger med sine Englændere koldblodigt Ildens Slukning og iværksætter den. Han befrier de i Ghettoen indespærrede Jøder, som Befolkningen i sin Fanatisme vil lade brænde som Sonofre. Han vover sig ind i det brændende Galehus, ind i Værelset, hvor de mest rasende Fanger opholde sig, behersker og befrier de af Luer omspændte Vanvittige, løser deres Lænker og lader end ikke en Eneste af de modstræbende tilbage. Den hele Scene er fortalt med en i Sandhed grandios Fantasi. Men, som sagt, det er i det Psychologiske, at der spores nogen Svaghed. Da det imidlertid gjælder om at skildre Indtrykkene af denne Handling paa Corinnas kvindelige Hjerte, tager Mme de Staël sin fulde Opreisning. Oswald havde ved en Bortreise over Hals og Hoved undflyet al Taksigelse, men da han paa Tilbageveien atter kommer til Ancona med Corinna, bliver han gjenkjendt, og Corinna vækkes om Morgenen ved Skrigene: »Leve Lord Nelvil, leve vor Velgjører!« Hun begiver sig ud paa Pladsen, og hun, Digterinden, hvis Navn er berømt Italien over, er hurtig kjendt og modtaget med Henrykkelse af den forsamlede Mængde. Mængden anraaber hende om at være dens Ordfører og at tolke dens Taknemmelighedsfølelse for Oswald. Hvor forbauset bliver han ikke, da han træder ud paa Pladsen og seer Corinna i Spiden for Folkehoben. »Hun takkede Lord Nelvil i Folkets Navn og gjorde det med saamegen Ynde og Adel, at alle Anconas Indbyggere vare henrykte derover. Og, tilføier Forfatterinden med kvindelig Finhed, hun sagde vi, idet hun talte om dem. »De har frelst os, vi skylde dem Livet.« Dette vi er i psychologisk Henseende saa meget mere slaaende, som Forfatterinden tidligere har dvælet ved det Øiehlik da Corinna og Oswald for første Gang følte sig lykkelige ved at bruge Ordet »vi« med den frygtsomme Kjærlighedserklæring der ligger deri, nemlig første Gang de i Fællesskab aftalte en Spadseretur i Rom. Nu opløser Corinna dette »vi« for at stille sig paa deres Side, som skylde Oswald Alt. Og, hedder det videre, da hun nærmede sig for i deres Navn at tilbyde Lord Nelvil den Krands af Ege- og Laurbærblade, som de havde flettet til ham, greb en ubeskrivelig Bevægelse hende, hun følte sig ligesom frygtsom, idet hun nærmede sig Oswald. I dette Øieblik kastede den hele Befolkning, der i Italien er saa letbevægelig og saa enthousiastisk, sig paa Knæ foran ham, og ufrivillig sank Corinna paa Knæ idet hun tilbød ham Krandsen. Det er i Skildringen af de kvindelige Følelser, at Mme de Staël har sin Styrke, Følelserne hos et kvindeligt Geni, der lider Geniets hele Martyrium.

Af Alt rører den huslige Lykke og den kvindelige Renhed hende dybest. Hvor dybt føler hun ikke, da hun læser denne Indskrift paa en romersk Hustrus Sarkofag: »Ingen Plet har besudlet mit Liv fra Brylluppet af indtil Baalet, jeg har levet ren mellem Brudefaklen og Baalets Fakkel.« Men denne Hymens Lykke var ikke hende forundt, Corinna saa lidet som Mignon, disse to Længselens Børn, der hver for sig i den franske og i den tydske Litteratur personificere Italien. Corinna er den sidste Ætling af hine Italiens ædle og ensomme Sibyller, om hvilke Traditionen overalt fortæller saa meget. Hun skabtes til at lide, hun, som selv siger, at vor stakkels menneskelige Natur ikke kjender det Uendelige ad anden Vei end igjennem Lidelsen. Men før hun gaaer under som det sidste Offer paa den antike Arena, smykkes hun som Ofret og føres i Triumf.

Da vi lære hende at kjende, træffe vi hende under Optoget til Capitol, simpelt, men malerisk klædt, med antike Cameer i Haaret, med det fine røde Shawl slynget turbanlignende om sit Hoved, som paa Gérards bekjendte smukke Portræt af Mme de Staël. Det er det Costume, som svarer til Corinna; hun, de farverige Egnes Barn, har endnu ikke tabt Farvesandsen, har endog i det stive, regelrette England bevaret friske Sandser og Kjærligheden til hin Treenighed af skjønne Ting: Guld, Purpur og Marmor.

Og som alle Periodens andre store Typer ville vi hidsætte hende i de Omgivelser, der svare til hende og hvori hun hører hjemme som René i Urskovene, Obermann paa Høialperne og Saint-Preux ved Genfersøen. Corinnas Skikkelse er bevaret for Efterverdenen i det bekjendte Maleri, af hvilket Kobbere sees overalt: Corinna, som improviserer paa Cap Misene.

Hendes vulkanske og straalende Natur hører hjemme i denne straalende og vulkanske Egn, Neapeals Golf synes at være eet stort, sunket Krater, omringet af smilende Byer og skovbeklædte Bjerge; omsluttende sit Hav, der er endnu langt mere blaat end Himlen, ligner den et smaragdgrønt Bæger, tyldt med en Vin som skummer og hvis Rande og Sider smykkes med Vinløv og Ranker. Inderst inde ved Landet straaler Havet dybt azurblaat, længere ude er det vinfarvet, som allerede Homer kaldte det, og over dette lyser en Himmel, der ikke, som det almindelig troes, er mere blaa end vor, men som snarere er mere bleg, kun at dens Blaat har som et Underlag af hvid Ild, der lyser hvidligt og blaaligt glødende. I denne Egn satte de Gamle Helvede. I Avernersøens Grotte var Nedgangen dertil, dette kaldte de Helvede, dette Paradis. De have ment, at den vulkanske Oprindelse og Omgivelse viste, at Tartaros var nær. Overalt de vulkanske Former. Et stort Bjerg har en Side som om det var skaaret igjennem med en Kniv. Det halve Bjerg er faldet ned i Jordskjælv. Cap Misene, Landets yderste Pynt, der paa den ene Side lukker Golfen med Nisidas lille Klippeø foran sig, Procida og Ischia bag sig, bestod een Gang ikke som nu af to adskilte Høider, men var Et. Vesuvs to Kratere fremkom ved det Udbrud, der slugte Pompeii. Overalt Frugtbarhed og Ild. Faa Skridt fra Solfataras Svovldampe, der stige op mellem Lavagruset, ligge Marker, som helt bestaae af tindrende røde Valmuer, andre med store blaa Blomster, stærkt duftende lodne Mynter, Urter, der naae En til midt paa Livet, en Rigdom, en Mylr, en Frugtbarhed og Yppighed, som om denne bugnende Fylde kunde skyde op igjen paa en eneste Nat, hvis man fældede det Hele. Og hertil kommer den overvældende Vellugt: et Krydr, som aldrig mærkes i Norden, en uhyre Symfoni af Millioner forskjellige Planters Duft.

Det er hen ad Aften, at Corinnas Selskab drager ud paa Cap Misene. Man seer derfra ind over den store By, man hører ligesom i den dumpe Larm dens Hjertebanken. Overalt for Ens Øie flamme efter Solnedgang Lys, i alle Veienes Spor ligge de; tvers over Veien langs op ad Bjergsiderne springe og flyve de klare Flammer i Luften; de, som flyve høiere oppe, ligne ganske løsrevne og bevægelige Stjerner. Alle disse Flammer, der bevæge sig i lange Spring og slukkes et Secund efter hvert Spring, ere Sydens lysende Insekter. I Mørket hensætte disse Tusinder af Flammer En i »Tusind og een Nat«. Overfor lyser, seet fra Cap Misene, den høirøde Lavastrøm ned ad Vesuvs mørke Side.

Her er det, at man bringer Corinna hendes Lyre, og hun besynger først Pragten af denne Natur, Storheden af de Minder, der knytte sig til den, til Cumæ, hvor Sibyllen boede, til Gaeta, som ligger bagved, hvor Cicero udaandede for Tyrannens Dolk, til Capri og Bajæ, som bevare Mindet om Tibers og Neros Rædselsgjerninger, til Nisida, hvor Brutus og Portia sagde hinanden det sidste Farvel, til Sorrent, hvor Tasso, undsluppen af Galehuset, ussel, forfulgt, med uredt Skjæg og sønderrevne Klæder bankede paa sin Søsters Dør, der end ikke strax kunde kjende ham igjen, og som saa ikke kunde Tale for Taarer. Her er det, hun ender med en Elegi om al Jordelivets Kval og al Jordelivets Lykke.

Man høre, hvorledes Corinna taler, naar hun er inspireret, midt i denne Natur, hvor Skjønheden er bygget paa Undergangen, hvor Lykken aabenbarer sig som en flyvende, hurtigt slukket Flamme, og hvor Vulkanen bestandig truer Frugtbarheden. Hun siger: Jesus tillod en svag og maaskee angrende Kvinde at bade hans Fødder med de kostbareste Salver; han stødte dem tilbage, der raadede hende til at opbevare denne Vellugt til en nyttigere Brug. »Lad hende kun gjøre det, sagde han, thi jeg er kun kort Tid sammen med Jer.« Ak! Alt hvad der er godt og stort paa denne Jord er kun kort Tid sammen med os. Alderen, Svagheden, Døden udtørrer snart den Dugdraabe, som falder ned fra Himlen og som hviler paa Blomster. Lad os da blande Alt, Elskov, Religion, Geni og Sol og Vellugt og Musik og Poesi; der gives ingen anden Atheisme end Kulde, Egoisme og Lavhed. Det hedder: »Naar To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, saa vil jeg være midt iblandt Eder.« Og hvad er det, o min Gud, at være forsamlede i dit Navn, hvis det ikke er at nyde din skjønne Naturs ophøiede Gaver og ære Dig derfor og takke Dig for Livet og fremfor Alt at takke Dig, naar et Hjerte, der ligeledes er skabt af Dig, møder og svarer vort.

Saaledes taler hun under sin dobbelte Inspiration paa Høiden af sit Liv, forsøgende paa at flette Geniet og Kjærlighedens Lykke sammen, som Myrthen og Laurbærgrenen vare viklede ind i hinanden i den Krands, der raktes hende paa Capitol; det lykkes ikke, de springe tilbage, rive sig fra hinanden, og Corinna forvandles fra den begeistrede Sibylle til endnu en af de mange fortvivlede og sønderbrudte Aander, gjennem hvilke Aarhundredets Genius protesterer mod det Samfund, der, som hine tilsyneladende sikre Byer, er undergravet af vulkanske Flammer, Flammer, som aldrig beroliges, men som give sig Luft i den ene Revolution eller Eruption efter den anden hele vort urolige og ulykkelige Aarhundrede igjennem. (1877:229-245)

Tilføjelse

Hele kapitler er tilføjet i 2.-udgaven

XI.

Man kunde kalde Corinna et Digt om Nationalfordomme. Oswald re[p]ræsenterer alle Englands, hans Reisefælle Greven af Erfeuil alle Frankrigs, og det er mod Fordommene hos disse to, paa hin Tid Europa's stærkeste og mest selvtillidsfulde Nationer, at Corinna kjæmper af hele sin Sjæl og med sin poetiske Aands Begeistring. Denne Kamp er ikke koldblodig, thi Corinna1's hele Lykke afhænger af, hvorvidt det vil lykkes hende at bringe Oswald til at opgive sine medfødte Fordomme saa vidt, at han kan blive lykkelig med en Kvinde som hende, hvis Liv paa ethvert Punkt staaer i Strid med hvad der i England betragtes som det eneste Tilbørlige for en Kvinde. Men idet Corinna saaledes søger at udvide Oswalds Blik og smidiggjøre hans stive og i de tilvante Fuger bestandig tilbagespringende Aand, iværksætter hun samtidig Læserens Opdragelse. Paa Følelsernes Omraade fortsætter hun den samme Gjerning som vi have seet hende ifærd med paa Ideernes. Hun skizzerer de første Grundrids til en Racepsychologi, endog for de intimeste Følelsers Vedkommende. Hendes Landsmænd forsøgte dengang, omtrent som Tydskerne nutildags, i forfængelig Overbevisning om, at de alene repræsenterede Civilisationen, at udslette Nabolandenes Nationalfarve. Dybest inde er det derfor hendes Agt at vise dem, at deres Maade at opfatte Livet paa kun er een blandt mange ligeberettigede og stundom mere berettigede.

Naar man erindrer hvor mægtig den Fordom er, der i alle Lande uden Undtagelse gjør det til en Forbrydelse af Individet at fraskrive sit Folk det Indbegreb af Dyder, som det selv tillægger sig og som saa og saa mange canoniserede Polichineller hver Dag fortælle det at det besidder - Noget, de staae sig meget vel ved at gjøre - saa vil man forstaae hvilken Kjækhed Mme de Staël lagde for Dagen ved paa et Tidspunkt som dette at optage Kampen mod den franske Nationalforfængelighed.

Der gives en eneste stor Idee, som er den farligste af alle for den despotiske Magt, som hvert enkelt Samfunds fastslaaede Anskuelser og Vedtægter udøve. Det er ikke det Logiskes Idee. Thi hvorvel man skulde troe, at Logiken, ifald man slap den ind i det hele Magazin af Fordomme, som til en bestemt Tid regjere et bestemt Land, vilde foretage samme Ravage iblandt dem, som en Tyr i en Glasvarebutik, virker den absolute Logik dog aldeles ikke paa Menneskenes Flertal. Nei! mere end noget Andet vækker og forbauser det Mængden[,] ifald man er istand til at gjøre det relativt for den, som forekom den absolut, det vil sige til at vise den, at det Ideal, som den antager for anerkjendt af Alle, kun betragtes som Ideal af saa og saa mange sammenarbeidede Gemytter, medens andre Folkeslag eller andre Stammer have et helt forskjelligt Begreb om det Tilbørlige eller Skjønne, at fremdeles den Kunst og Poesi, som mishager den, ansees for den første af hele Racer, medens dens egen, som den anseer for den første i Verden, af andre Folkeslag sættes meget lavt, og at det endelig ikke nytter at mene, at alle de andre Folkeslag feile i deres Dom, eftersom netop alle de andre Folkeslag, hvert for sig, mene at alle de andre Folkeslag feile i deres Dom. Skulde jeg derfor med et eneste Ord charakterisere Mme de Staëls Fortjeneste af det franske Samfund, dets Cultur og dets Litteratur og dermed af Europas, da vilde Jeg udtrykke mig saaledes: Hun gjorde, især i sine to Hovedværker om Italien og Tydskland, Frankrigs, Englands, Tydsklands og Italiens humane og litterære Anskuelser og Synsmaader relative for Beboerne af de forskjellige Lande.

Greven af Erfeuil er i »Corinna« en mesterligt udført Type paa fransk Overfladiskhed og Selvtilfredshed, forenet med nogle af de smukkeste og hyppigste franske Dyder. Man vurderer ikke en Skikkelse som denne, før man atter og atter har betænkt, hvilket Mod der udfordredes for ind i en Kreds af Udlændinge at stille som den franske Nations eneste og afgjorte Repræsentant en Charakter, hvis Bornerthed er saa stor som Erfeuils. Erfeuil er en ung fransk Emigrant, der under Krigen har kjæmpet med glimrende Tapperhed, som har baaret Konfiskationen af en stor Formue ikke blot med Sindsro men med et let og muntert Sind, og som med sjælden Opofrelse har pleiet og ernæret sin Opdrager, en gammel Onkel, der emigrerede ligesom han og vilde været hjælpeløs uden ham, kort sagt han har et Grundlag af Ridderlighed og Evne til Selvopofrelse i sin Charakter. Naar man seer ham, er man imidlertid næsten ikke istand til at troe, at han har oplevet og udstaaet saa meget, thi han synes formelig at have glemt hvad der er hændt ham og taler med et beundringsværdigt Letsind om den Modgang, han har lidt, og med et ligesaa stort men mindre beundringsværdigt Letsind om alle andre Gjenstande.

Oswald træffer ham i Tydskland, hvor han er nær ved at kjede sig tildøde; han har boet der flere Aar, men det er aldrig faldet ham ind at lære et Ord af Sproget. Han agter sig til Italien, men gjør sig ingen Forventninger om den Morskab dette Land kan byde ham; han veed, at enhver fransk Provindsby har et behageligere Selskabsliv og et bedre Theater end Rom. »Er det ikke Deres Agt, at lære Italiensk?« spørger Oswald ham. »Nei, svarer han, det ligger ikke i min Studieplan« og hans Mine er ved dette Svar saa alvorlig, som var dette en Beslutning, han af de allervægtigste Bevæggrunde havde taget. Han værdiger da heller ikke senere i Italien Naturen et Blik. Hverken udvortes Gjenstande eller inderlige Følelser dreier hans Samtale sig om. Den svæver mellem Reflexion og Anskuelse som mellem to Poler, den ikke berører, og kun de selskabelige Forhold afgive dens Æmner. Den bevæger sig igjennem Anekdoter og Ordspil om en uendelig Mængde Fortælleren bekjendte Personer og er i sit inderste Væsen at betegne som det gode Selskabs Bysladder. Erfeuils underlige Blanding af Mod og Overfladiskhed forundrer Oswald. Dennes Ringeagt for Ulykker og Farer vilde have forekommet ham stor, hvis den havde kostet mere Anstrengelse, og heltemodig, hvis den ikke var udsprungen af de samme Egenskaber, der sætte ham ud af Stand til at nære nogensomhelst dyb Følelse. Nu trætter den ham.

Da Erfeuil for første Gang seer Peterskirken i det Fjerne, sammenligner han den med Invalidedomen i Paris - en unegtelig mere patriotisk end træffende Sammenligning; da han seer Corinna paa Capitolum føler han Interesse for at lære hende at kjende, men ingen Respect. Han undrer sig ikke over at hendes Hjerte endnu er urørt i et Land, hvor han ikke finder Mændene noget værd, men kan ikke lade være at smigre sig med det Haab, at hun ikke vil kunne modstaae en ung beleven Franskmands Elskværdighed. Da hun i hans Nærværelse taler Italiensk og Engelsk med Andre, saa han intet Ord kan forstaae af hvad hun siger, nærmer han sig hende med de Ord: »Tal Fransk, De kan det jo og De er værdig til at tale dette Sprog.« Han lægger Mærke til, at Corinna elsker Oswald, og tager hende det ikke ilde op, skjøndt hans Forfængelighed er let saaret, og skjøndt han finder hendes Lidenskab taabelig da den neppe vil bringe hende Lykke. Men Oswald fraraader han samtidig paa det Bestemteste at slutte en livsvarig Forbindelse med en upræsentabel Kvinde, som Corinna. Med al sin Dristighed kjender han ingen høiere Dommer end Convenientsen. »Hvis De, siger han til Oswald, vil gjøre Dumheder, saa gjør idetmindste ingen uoprettelige,« og til de uoprettelige Dumheder regner han Giftermaal med Corinna. Til denne sociale Synsmaade svarer hans litterære. I Corinnas Hus falder Samtalen oftere paa italiensk og engelsk Poesi. Da han gaaer ud fra at de franske Skribenter fra Ludvig d. 14des Tid ere de absolute Mønstre, er han selvfølgelig yderst streng mod alle fremmede Producter. For ham er Tydskerne Barbarer, Italienerne Stilfordærvere og kun »le goût, l'élégance du style français« er lovgivende [i] Litteraturen. »Vort Theater, siger han, er afgjort det første i Europa, og jeg tænker ikke at Englænderne selv falde paa at stille Shakspeare op imod os.« De italienske Skuespil reducerer han i en Kreds af Italienere ikke uden Vid, men uden megen Finfølelse til kun at bestaae af Balletter, tragiske Smagløsheder og lidet komiske Harlekinader, det græske Theater finder han ufint, Shakspeare monstrøs. »Vort Theater, siger han, er Forbilledet paa Finhed og Elegance; det er disse Egenskaber, som udmærke det; at ville indføre udenlandske Synsmaader hos os, vilde være at styrte os ud i Barbari.« - Erfeuil finder da ogsaa at der er gaaet et aldeles urimeligt Ry af Roms Ruiner. Han vil ikke underkaste sig det Hoveri at see alle disse gamle Brokker igjennem. Han reiser nordpaa, kjeder sig i Alpenaturen som han kjedede sig i Rom og kommer tilsidst til England, hvor han bliver Corinnas Hjælper i Ulykken; der var jo altid langt mere Alvor i hans Handlinger end i hans Ord. Og dog kan han ikke, da han seer hvor elendig hendes Kjærlighed til Oswald har gjort hende, nægte sin Forfængelighed den Tilfredsstillelse bestandig at variere sit »hvad sagde jeg!«, ligesom han anseer det for sin Pligt mod sig selv ikke at lade Leiligheden gaae forbi til at tilbyde sig som Oswalds Efterfølger. Han viser med alt dette Corinna en sand og opofrende Hengivenhed og hun pines selv af ikke at kunne nære nogen ret Taknemmelighed imod ham derfor, men der ligger i hans Blik en saadan Distraction, en saadan Trang til at adsprede sig, at Corinna uophørligt er fristet til at glemme hans ædle Handlinger, ligesom han selv glemmer dem. »Det er, siger Forfatterinden i den Anledning, uden Tvivl meget smukt kun at sætte ringe Pris paa sine egne gode Handlinger; men det kan hænde, at den Ligegyldighed, man føler for det Gode, man har gjort, hos visse Charakterer ikke desmindre er et Product af Overfladiskhed.« Med en saadan hensynsløs Fasthed udleder hun nogle af sine Landsmænds mest glimrende Egenskaber af Svagheder i deres Natur. Gjennem Erfeuils typiske Charakter paaviser hun, hvorledes alle gode Følelser i Frankrig inficeres af een Last, den af Forfængelighed udsprungne Frygt for Samfundet. Det staaer for hende, som om i Frankrig alle Følelser og det hele Liv regjeres af Viddet, af Lysten til at tage sig ud og af den Frygt, som kan charakteriseres med Ordene: »Hvad vil man sige til det?« I dette Punkt samstemmer Mme de Staël med en nær efter hende følgende Forfatter, den skarpsindige og originale Henri Beyle, der pleier at betegne Franskmændene som de livligt Forfængelige (Les vainvifs) og som paastaaer, at alle deres Handlinger dicteres af Betragtningen: Qu'en dira-t-on, det vil sige: af Frygten for det Latterlige. Det franske Folk var nemlig da, ligesom det danske endnu er det, meget stolt af sin udviklede Sands for det Komiske, saa stolt, at det navnlig var formedelst den, at Franskmændene beskedent betegnede sig selv som Verdens mest spirituelle Nation. Corinna paastaaer, at denne Sands og den tilsvarende Frygt for det Latterlige i Frankrig dræber al Originalitet i Sæder, i Klædedragt, i Sprog, berøver Fantasien al Frihed og Følelsen dens mest naturlige Udtryk. Hun hævder, at al medfødt Følelse og Aand maa forvandle sig til Vid istedenfor til Poesi i det Land, hvor Frygten for at blive Gjenstand for Viddet eller Spotten bringer Enhver til selv først at gribe dette Vaaben. »Skal man, indvender hun mod Erfeuil, da bestandig leve for hvad Samfundet siger om En? Skal da det man tænker og føler aldrig være Ens Ledestjerne? Hvis det var saaledes, hvis vi stadigt og bestandigt burde efterligne hinanden indbyrdes, hvorfor er der da blevet en Sjæl og en Aand til Hver? Forsynet kunde have sparet sig denne Luxus.«

Og ligesom Erfeuil nu staaer som et Indbegreb af Frankrigs Nationalfordomme, saaledes Oswald som en Type paa alle de Fordomme, der gjennem Aarhundreder have udgjort Englands Styrke og Svaghed. Stærke Nationer ere altid uretfærdige og denne Uretfærdighed er paa eengang et Element i Styrken og dens Begrændsning; men Mme de Staël opfattede det som sin Opgave at stille denne Uretfærdighed i det klareste Lys. Da Bogens Grundæmne er en Kvindes Forsøg paa gjennem en Mands Kjærlighed at tilkjæmpe sig en anerkjendt Plads i det engelske Samfund efter at hun ved offentlig, selvstændig Optræden har forspildt denne Plads, saa kommer Tyngdepunktet i Skildringen af den engelske Aand til at hvile paa det efter Forfatterindens Opfattelse bornerede engelske Kvinde-Ideal. Det er dette Ideal, med hvilket Oswald er voxet op og som han gjør oprigtige, men frugtesløse Anstrengelser for at kjæmpe sig løs fra. Intet ligner hans første Befippelse, da han seer Corinna, uden nogetsomhelst Hensyn til hendes Kjøn eller hendes gaadefulde Fortid, i Italien blive elsket og beundret som Geni. Den Art offentlig Existents forekommer ham i høi Grad stødende for en Kvinde. Han er vant til at betragte Kvinden som en Art høiere Husdyr, og kan i Begyndelsen ikke ret forsone sig med den Tanke, at Samfundet kunde tilgive en Kvinde den Brøde at have Geni. Han føler sig ligesom ydmyget og irriteret derved; han anseer det for umuligt at en Kvinde med saa udviklet og fri en Aand skulde kunne binde sig trofast til en Enkelt og vilde nøles med at leve for ham. Og da hun nu ligefuldt elsker ham og med en Lidenskab i Sammenligning med hvilken Alt blegner, hvad han har seet eller hørt om, og som er saa uegennyttig, at den bringer hende til at sætte Alting paa Spil for hans Skyld uden at fordre det Mindste, saa glemmer han hende, hendes Geni, hendes Sjæleadel og hendes aandelige Storhed, ligesaa snart han atter staaer paa engelsk Grund, paany indaander engelske Taager og Fordomme og træffer et ungt uskyldigt Pigebarn paa 16 Aar, der er som skabt til Hustru efter den engelske Recept, tillukket, uvidende, uskyldig, taus, den incarnerede Familiepligt med blonde Haar og blaa Øine.

Forfatterinden studerer den Fordom, som ligger til Grund for Oswalds Handlemaade i dens Kilde, og hun fører den tilbage til den engelske Opfattelse af Hjemmet. Oswalds Grundbetænkelighed overfor Corinna er udtrykt i den engelske Sætning, som i Bogen citeres: Hvad skulde man gjøre med saadan En i et Hus? »Huset er Alt hos os - for Kvinderne idetmindste,« siger en Englænder til Oswald. Og et andet Sted siger Forfatterinden: »Det er forgjæves, at en Englænder et Øieblik opnaaer at finde Behag i fremmede Sæder; hans Hjerte vender altid tilbage til hans Barndomsindtryk. Hvis man spørger Englændere, som man træffer paa et Skib i et eller andet fjernt Farvand, hvor de reise hen, saa svare de: hjem (home) hvis de overhovedet ere paa Tilbagereisen til England.«*) [*) Corinna. 1807. I 291, II 21.] Og hun udleder nu den Overtro, at de huslige Dyder skulde umuliggjøres af Kvindens selvstændige aandelige Udvikling, og det hele Afguderi med disse Dyder af denne engelske Kjærlighed til Hjemmet. Hun har heri sikkert Ret. Det Ideal af Velvære, som er knyttet til Begrebet et Hjem, er et ægte nordisk-germanisk Begreb, et de romanske Folk oprindeligt saa fremmed, at dets engelske Benævnelse »home« (som allerede Citatet viser) er gaaet over som Ord i de romanske Sprog, der selv intet tilsvarende Ord besidde.*) [*) Franskmændene ere vante til af Englænderne at høre Bebreidelser for ikke at sætte tilbørlig Pris paa Hjemmet og intet Ord at have derfor. En Franskmand sagde engang i min Nærværelse følgende Spøg i den Anledning: Man bebreider Franskmanden, at han ikke har noget »chez lui«; han kunde svare, at han næsten altid har et »chez elle«.] Til Hjemmet svarer Begrebet »Hyggelighed«, et paa romanske Sprog uoversætteligt Ord, som har sit Udspring i Grlæden over at kunne sidde lunt og veltilpas inden fire Vægge. Oprindelsen til dette Ideal er ikke vanskelig at finde: Nordeuropæeren, som lever under raa climatiske Forhold, i en kold og barsk Natur, finder den samme Glæde i Tanken om at kunne sidde varmt ved Arnestedet, medens Sne og Regn afmægtige pidske mod den veltillukkede Rude, som Neapolitaneren finder i Tanken om at kunne sove under aaben Himmel, det vil sige under den varme og pragtfulde Stjernehimmel, og kunne tilbringe den svale Nat med Dands, Spil og Sang i det Frie. Men til livert af disse forskjellige Idealer af Velvære og Lykke svarer et forskjelligt Indbegreb af Pligter og Dyder, som det Folk, hos hvilke de findes eller fordres, betragter som almengyldige; det anseer sig selv for det første Folk, fordi det overholder disse Pligter og besidder disse Dyder - hvad der er naturligt nok, da de ere afledede af dets egne Eiendommeligheder - og det laster desuden alle de Nationer, hos hvilke de fattes. »Hvorledes, siger Oswald til Corinna, da han taler om England, har De kunnet forlade hin Kydskhedens og Sædelighedens Helligdom og gjøre det sunkne Italien til Deres Adoptivfædreland?« Corinna svarer: »I dette Land ere vi beskedne, hverken stolte af os selv som Englænderne eller fornøiede med os selv som Franskmændene.« Hun glæder sig ved paa eengang at beskjæmme det nordiske Puritanerhovmod og den franske Forfængelighed og Frygt for at blive latterlig, med den ligefremme Naturlighed, som det italienske Folk selv i sin Fornedrelse har bevaret. Hun tegner med fine og sande Træk den rørende Naivetet, hvormed Følelsen i Italien giver sig tilkjende: Ingen stiv Reserverethed som i England, intet Coquetteri som i Frankrig, Kvinden vil her kun behage den, hun elsker, og bryder sig ikke om, at hele Verden faaer det at vide. En af Corinnas Venner kommer efter nogen Tids Fraværelse tilbage til Rom og lader sig melde hos en fornem Dame. Tjeneren kommer ud og svarer: »Prindsessen modtager ikke i denne Tid, hun er i daarligt Humeur, hun er inamorata,» paa Dansk: hun er forelsket. Hun viser, hvor skaansomt Kvinden bedømmes i Italien og hvor aabent hun er sine Følelser bekjendt. En fattig Pige dicterer paa offentlig Gade et Kjærlighedsbrev til sin Elsker, og Skriveren nedskriver det med største Alvorlighed, dog aldrig uden af sit Eget at tilføie alle de officielle Formler, som det er hans Profession at kjende. Den stakkels Soldat eller Arbeider modtager saaledes et Brev, i hvilket mange ømme Forsikringer befinde sig i en Ramme af »Høistærede Samtidige!« og »Deres med Agtelse ærbødige« o. s. v. Corinna's Skildring er her fuldkommen sand. Jeg har ved et Tilfælde selv seet den Slags Breve. Og paa den anden Side er Lærdom hos Kvinden i Italien intet usædvanligt. En Franskmand, der kalder en kundskabsrig Kvinde en Pedant, faaer i Bogen Svaret: »Hvad ondt er der i, at en Kvinde kan Græsk?«

Corinna mangler da heller ikke Blik for, at den officielle Hævden af Pligt og Moral i Norden er baseret paa den største Raahed med Hensyn til alle de Tilfælde, i hvilke Samfundsloven eengang er brudt. Hun viser, hvorledes Manden i England intet Løfte og intet Forhold respecterer, uden det som statsretligt er ført til Protokols, og hvorledes der i det strenge England til Helligheden af Ægteskabet, til det ulastelige Liv i Hjemmet svarer den skamløseste og mest bestialske Prostitution, som den personlige Djævel svarer til den personlige Gud. I Modsætning hertil siger hun med kvindelig Forsigtighed og Blufærdighed, men dog med Bestemthed: »De huslige Dyder udgjøre i England Kvindernes Hæder og Lykke, men hvis der er Lande, i hvilke Kjærlighed træffes udenfor Ægteskabets hellige Baand, saa er blandt disse Lande det, hvor der tages mest Hensyn til Kvindens Lykke: Italien. Mændene have der dannet sig en Moral for de Eorhold, der falde udenfor Moralen, et Hjertets Tribunal.« Det er dette Tribunal, som fik Domskraft ved Middelalderens Kjærlighedshoffer, det er dette, som slaaer Byron saa stærkt, da han i Italien træffer et det engelske aldeles modsat, men iøvrigt fuldstændigt Moralsystem. Og som altid forsøger hun ogsaa her at føre disse mildere Sæder tilbage til Landets milde climatiske Forhold. Hun siger: »Hjertets Forvildelser indgyde her meer end andensteds en overbærende Medlidenhed. Har Jesus ikke sagt til Magdalene: Meget vil blive tilgivet hende, fordi hun har elsket Meget? Disse Ord ere blevne udtalte under en ligesaa smuk Himmel som vor, denne samme Himmel anraaber for os om Guddommens Barmhjertighed.«

Corinna, som selv er Katholik, lærer den protestantiske Skotte, der elsker hende, at forstaae den italienske Katholicisme: »Da Katholicismen her ikke har havt nogen anden Religion at kjæmpe med, har den faaet en Charakter af Blidhed og Overbærenhed som intet andet Sted, medens derimod Protestantismen i England for at tilintetgjøre Katholicismen der, har maattet væbne sig med den største Strenghed i Principer og i Moral. Vor Religion formaaer ligesom den antike at besjæle Kunstnerne, at inspirere Digterne og udgjør saa at sige en Del af alle vort Livs Nydelser, medens Eders, idet den indordnede sig i et Land, i hvilket Forstanden spiller en meget større Rolle end Indbildningskraften, har antaget en Charakter af moralsk Strenghed, som den for bestandig vil beholde. Vor taler i Kjærlighedens Navn, Eders i Pligtens Navn. Skjøndt vore Dogmer ere absolute, ere vore Principer liberale, og vort orthodoxe Despoti lemper sig efter Livets Omstændigheder, medens Eders religiøse Frihed uden nogensomhelst Undtagelse sætter sine Love i Respect.« Hun viser, hvorledes man derfor i de protestantiske Lande bestandig nærer en Frygt for Geniet, for Aandens Overlegenhed. »Man gjør det med Urette, siger hun, thi denne Overlegenhed er efter sit Væsen yderst moralsk. At forstaae Alt gjør meget overbærende, og at føle dybt indgyder en stor Godhed.«

«Hvorfor er Geniet en Ulykke? Hvorfor har det forhindret mig i at blive elsket? Vil han hos en anden Kvinde finde mere Aand, mere Sjæl, mere Ømhed end hos mig? Nei, han vil finde mindre, og han vil være tilfreds, thi han vil finde sig i Overensstemmelse med Samfundet. Hvilke unaturlige Glæder, hvilke unaturlige Kvaler det skjænker! Overfor Solen og Stjernehimlen føler man kun Trangen til at elske hinanden og føle sig hinanden værdig, men Samfundet, Samfundet, hvor gjør det Hjertet haardt og Aanden letsindig, hvor bringer det En til at leve blot for hvad man vil sige om os! Hvis Menneskene en Dag mødte hverandre, hver for sig befriede fra det Tryk, som Alle udøve paa hver Enkelt, hvilken ren Luft vilde da trænge ind i Sjælen, hvormange nye Ideer, hvormange sande Følelser vilde da ikke forfriske! - Modtag da min sidste Hilsen, o mit Fødeland! udbryder Corinna i sin Svanesang til Ære for Rom - og man føler den Landsforvistes Bitterhed og Selvfølelsen overfor Napoleon i disse Ord: »Du har tilladt mig Hæderen, Du frisindede Nation, der ikke forviser Kvinderne fra dit Tempel, Du, som ikke ofrer det udødelige Talent paa en forbigaaende Skinsyges Alter, Du, som altid har Bifaldsraab for Geniet, naar Du seer det stige. Geniet, denne Seirherre uden Overvundne, denne Erobrer uden Bytte, der øser af Evigheden for at berige Tiden!«

Det er paa Basis af dette Grundrids af Modsætningen mellem et katholsk og et protestantisk Følelsesliv, at Modsætningen mellem den dobbelte Kunstanskuelse hæver sig. Og paa dette Punkt er Bogens Betydning den, at føre et energisk Slag imod den hele protestantiske Hovmod og den kunstneriske Uforstand, som betegner Oswald, i hvem hver Blodsdraabe er gjennemtrængt af engelsk Nationalbornerthed.

Midt i dette plastiske og musikalske Folk, der er saa godmodigt, saa barnligt, saa ubekymret om sin Værdighed og saa umoralsk i Ordets engelske Forstand, føler han, som er vant til at sætte Livets Betydning i Opfyldelsen af et vist Øbegreb af Pligter og Værdighedsregler, sig fuldstændigt deplaceret. Han mangler al artistisk Sands; han anlægger snart en litterær, snart en moralsk, snart en religiøs Maalestok paa Kunsten, stødes overalt og kan Ingenting forstaae. Han opdager nogle Reliefer paa Peterskirkens Døre. Hvad ligner hans Forundring, da han seer at de forestille Scener af Ovids Metamorfoser, Leda med Svanen og lignende! Det er jo det rene Hedenskab. Corinna fører ham hen i Colosseum, og hans eneste Indtryk er ligesom samtidigt Oehlenschlägers, Følelsen af at staae paa et uhyre Rettersted og den moralske Indignation over de Ugjerninger, som her udøvedes mod de første Christne. Han træder ind i det sixtinske Kapel og, ukyndig som han er i Kunstens Historie, bliver han i høi Grad oprørt ved at see at Michel Angelo har dristet sig til at male Gudfader selv i Person med et bestemt begrændset menneskeligt Legeme, som var det en Jupiter eller en Zeus. Han forarges ligeledes ved i Michel Angelos Profeter og Sibyller Intet at finde af den ydmyge christelige Aand, som han venter at træffe i et christent Kapel.

Ethvert af disse forskjellige Punkter har Forfatterinden afluret Livet. Italien er, ligesom de sydlandske Partier af Europa overhovedet, et Sted, som forudsætter en artistisk, eller som vi Danske pleie at sige, æsthetisk Disposition hos den Besøgende. Man pleier at inddele det menneskelige Liv i tre forskjellige Sfærer, den praktiske, den theoretiske og den æsthetiske. Den praktiske Betragtning af Skoven er den, om Egnen er sund, eller den forstmæssige, som anslaaer den i Brænde, den theoretiske er Botanikerens, som studerer Vegetationens Charakter videnskabeligt, den æsthetiske eller artistiske endelig er den, som blot har Øie for hvorledes Skoven tager sig ud. Det er denne sidste Sands, som mangler Oswald. Han har ingen Øine, hans Forstand og hans Moral have berøvet hans Sandser deres Friskhed. Derfor formaaer han ikke at glemme Indholdet over Formen, derfor vækker Colosseums Arena ingen anden Betragtning hos ham end den praktiskmoralske Erindring om alt det Blod, som her med Urette blev udgydt. I Corinna's Hævden af den modsatte Betragtningsmaade føler man Indflydelsen fra Tydskland, særlig Paavirkningen fra A. W. Schlegel, det første Pust af den vaagnende romantiske Aand i Tydskland. Thi hvad Pomantiken, hvor forskjelligt den end opfattes i de forskjellige Lande, bestandig hævder er, at det Skjønne er sit eget Formaal eller, som det i Tydskland hed, »Selbstzweck«, en Tanke, man henter fra Kants »Kritik der Urtheilskraft«, en Bestemmelse ved Skjønheden, der nu bliver sat som Opgave for Kunsten. Paa Fransk udtryktes dette i Formlen »æ'art pour l'art«, og paa Dansk fremtræder denne Anskuelse første Gang i Oehlenschlägers Digte, f. Ex. i »Poesien forsvarer sig« eller Digtet »Morgenvandring« i »Langelandsreisen«.

Men det er ikke blot Kunsten, det er Befolkningen og Livet i Italien, som for at forstaaes og vurderes maa sees med artistiske Øine. Intet er almindeligere end i Syden at træffe Englændere eller Tydskere eller Franskmænd, som ud fra deres nationale Synspunkt finde Alt at laste. Tydskerne finde at Kvinderne mangle den skye Blufærdighed, det Jomfruelige, som de ere vante til at betragte som Skjønhedsideal. Englænderne stødes ved Manglen paa Renlighed og Orden, Franskmændene ved at Conversationen er saa ringe og Prosaen saa slet.

Corinna viser, at Kvindens Skjønhed, som i Italien ikke er af en moralsk, men af en plastisk og malerisk Art, fordrer et Øie, som er modtageligt for Farve og Form og ikke sløvet ved Læsning af Sort paa Hvidt. Hun stiller den italienske Improvisation i Modsætning til den franske Conversation og finder i denne et Æqvivalent.

Et forstandigt Folk, som Englænderne, dyrker Forretningslivet og det praktiske Liv, en følelsesfuld Nation som den tydske dyrker Musik, et spirituelt Folkefærd som det franske converserer, det vil sige, faaer sine Indfald gjennem Samtaler og Samlivet med Andre, et fantasifuldt Folk som Italienerne endelig improviserer, det vil sige, stiger naturligt fra de sædvanlige Følelser til Poesi. Corinna siger: »Jeg føler mig som Digter, saasnart min Aand hæver sig, saasnart den i endnu høiere Grad end ellers foragter Egenkjærlighed og Lavhed, endelig saasnart jeg føler, at en skjøn Handling nu vilde være mig let; da er det at mine Vers ere bedst. Jeg er Digter, naar jeg beundrer, naar jeg foragter, naar jeg hader, ikke af personlige Grunde, men paa hele Menneskehedens Vegne.« Og hun nøies ikke med at forsvare den lette Nattergalesang, som er hvad Italienerne forstaae ved lyrisk Poesi. Hun forklarer den overdrevne Vægt, som den italienske Prosa lægger paa Formen og den hele rhetoriske Prang. Dels elsker man overhovedet Formen i Syden, dels var det naturligt, at da man skrev under et geistligt Regimente, som forbød enhver alvorlig Behandling af noget Æmne, da man altsaa var vis paa ikke at kunne opnaae nogen Indflydelse paa Tingenes Gang igjennem sine Skrifter, saa skrev man for at vise sin Færdighed i at skrive, for at glimre med sine skjønne Perioder, og Veien blev Maalet.

Det andet Punkt, hvorover Oswald stødtes var Michel Angelo's Fremstilling af Guddommen og Profeterne i det sixtinske Capel.

Han finder ikke i Jehovas mægtige Mandsskikkelse den usynlige, rent aandelige Magt, til hvilken den nordiske Protestantisme har forvandlet de gamle Asiaters lidenskabelige Nationalgud, og hvor findes vel i alle disse stolte Mands- og Kvindeskikkelser, hvormed Michel Angelo har fyldt Loftet i sin »prometheusagtige« Lyst til at forme Mennesker, hvor findes i disse trodsige, begeistrede, fortvivlede og kjæmpende Skikkelser den Ydmyghed, det Sagtmod, han ventede at træffe! Corinna giver her sine Landsmænd en Lære, der saamange Aar efter kan gjøres Behov ogsaa udenfor Frankrig, især udenfor Frankrig, især i Lande som vort, i hvilket der er ført saamegen uforstandig Tale om christelig Kunst og christelig Æsthetik. Det lidenskabelige og voldsomme Angreb, som af S. Kierkegaard i hans sidste Periode blev gjort paa den saakaldte christelige Kunst, var naturligt for en Mand, der, som Kierkegaard, var blottet for al kunstnerisk Dannelse; han underskyder bestandig Renaissancetidens Malere sin protestantiske, ja sin individuelle Opfattelse af Religionen og forarges saa over, at de med denne Opfattelse i Baggrunden af deres Bevidsthed kunne male som de gjøre. Oswald bærer sig ad som han. Han veed ikke at Renaissancetidens Malere staae i et andet Forhold til deres Æmner end vore Dages, at medens vor Tids Maler søger at trænge ind i sit Æmne og studerer det som Archæolog, som Psycholog eller som Ethnograf, tog Maleren fra Renaissancetiden sit Æmne som det forelaa og gjorde ud af det hvad han havde Lyst til, det vil sige, hvad der stemmede med hans selvstændige og originale Individualitet. Heri ligger Forklaringen af hvad der hos de gamle Mestere undrer og støder den nordiske Beskuer saa stærkt. Thi ganske som et lille Indbegreb af Æmner hentede fra Illaden og Odysseen forsynede hele den græske Billedhuggerkunst, Malerkunst og theatralske Kunst med Sujetter (det er altid den samme Historie om Helena og Paris, om Atreus og Thyestes eller om Ifigenia og Orestes), saaledes er det ogsaa en Snes af det gamle og det nye Testamente uddragne Sujetter (Syndefaldet, Loth og hans Døtre, Christi Fødsel, Flugten til Ægypten, Lidelseshistorien), som igjennem trehundrede Aar sætte alle Italiens Meisler og Pensler i Bevægelse. Kun disse Sujetter bestilles, kun i disse Sujetter er i den strenge Tid Studiet af det Nøgne tilladt. Og medens nu Udviklingen foregaaer, forblive Æmnerne de samme. Den gamle Tids fromme og naive Tro afløses af Renaissancetidens begeistrede Humanisme og frodigt opblomstrende Hedenskab, men endnu bestandigt er det Madonna og Magdalena, som man maler, kun med den Forskjel at den byzantinske Kunsts stive Himmeldronning forvandles til en idealiseret Bondepige fra Albano eller at Andrea del Verrocchio's rædselsfuldt udtærede og angergivne Synderinde forvandles til Correggios yppige og sandselige Magdalena.

Oswald maa da af Corinna lære at beundre hin Liberalitet hos den italienske Katholicisme, der under Renaissancen tillod enhver Kunstneraand at udfolde sig med den fuldeste Frihed og den mest uhindrede Originalitet, selv om Kunstneren kun brugte de christelige eller jødiske Sujetter som Former eller som Paaskud til at fremstille sit eget personlige Menneskeideal. Og saaledes komme vi da til det tredie Punkt som stødte Oswald, da han saa Antonio Filaretes Reliefer paa Peterskirkens Døre, til Forargelsen over den italienske Katholicismes Sammenblanding af Christeligt og Hedensk. Dette Træk er gjennemgaaende. Overalt er det hedenske Materiale benyttet og beholdt. Alle de gamle Basiliker og Kirker ere byggede af lutter antike Tempelsøiler; et simpelt Kors christner overfladisk Obeliskerne, Colosseum og det Indre af Pantheon. Corinna viser Oswald, at det er dette ofte naive, men altid liberale Forhold til det Hedenske og det Humane, som Katliolicismen skylder den kunstneriske Glands, hvormed den evigt vil straale i Verdenshistorien, en Glands,som Protestantismens kunstneriske Bedrifter ikke ville fordunkle. Renaissancetidens Italien afklædte Christendommen dens Askese, dens hele jødisk-asiatiske Væsen og omskabte den til en blomstersmykket, røgelseduftende Mythologi. Den italienske Katholicisme allierede sig med Borgeraanden i Stæderne og, da Kunsten gjenfødtes, med alle de skjønne Kunster. Dens Interesser fremmedes derfor fuldt saa hyppigt af patriotiske Bevæggrunde som af religiøse; Toscana er Renaissancens Udgangspunkt. Her var det at Mennesket først gjenfødtes efter sit Syndefald, Naturfornegtelsen. Her dannedes de første italienske Republiker. Her vilde Mennesket paany, og Husene skjøde sammen og dannede en lille, stolt, ubetvingeligt frisindet Stat, en By med dens Omegn. Saa stege Taarnene og Spirene i Veiret, ranke som en fri Mands Holdning, Paladserne begyndtes og befæstedes, Kirkerne fuldendtes, men Kirken var en Nationalskat, et Vidnesbyrd om Rigdom, Udholdenhed og Kunstsands, en uhyre Værdi i Kappestriden om Fortrinet mellem Stat og Stat, mellem Staten Siena og Staten Florents, endnu langt mere end en Bolig for »vor allerhelligste Frue«. Man gjorde uendelig meget Mere til Ære for Siena end til Ære for den gode Gud. En Kirke i Toscana er med sine Mosaiker paa Guldgrund som den i Orvieto eller med sin Façade af hvidt, udhugget Marmor, der ligner en ung Skjønheds Kniplingsdragt, som Kirken i Siena og med sin Rigdom af Kunstskatte i det Indre, endnu langt mere et Juvelskrin end en Kirke.

Naar derfor, som det nutildags skeer i Italien, den katholske Tro svinder bort af den katholske Kirke, naar Inquisition og Fanatisme blive til Sagn, naar det stygge Dyr i Sneglehuset døer, da staaer endnu Skallen deiligt snoet tilbage. Protestantismen derimod har vist sig magtesløs til at frembringe en religiøs Architektur og har, selv efter at Billedstormeriets Tid er glemt, kun undtagelsesvis lagt Evne for Dagen til at give sit religiøse Indhold plastisk eller malerisk Form.

Det er da bestandig Katholicismens Parti, som Corinna, den kunstelskende Digterinde, tager overfor den protestantiske Oswald, og det var nødvendigt at dvæle noget ved dette Punkt, fordi vi her staae ved det andet Hovedpunkt, hvor Paavirkningen paa Mme de Staël af hendes tydske Omgangskreds kan spores, og hvor man atter kan fornemme Pustet, men denne Gang stærkere af den sig nærmende romantiske Aand med dens Lede til Protestantismen som fantasiløs og kunstløs, tør og kold og med dens stedse stigende Kjærlighed til Katholicismen, hvis Skjønhedsside, hvis nære og varme Forhold til Fantasilivet og Kunsten, i dette Aarhundredes Begyndelse efter Oplysningsperiodens Forstandsprosa gav den et ikke ventet Opsving. Der ligger heri den mest eclatante Opposition mod hele det 18de Aarhundredes Frankrig, der med Voltaire i Spidsen havde forfulgt og forhaanet Katholicismen, og som uden nogen Kjærlighed til den protestantiske Orthodoxi dog altid havde ytret en tydelig Forkjærlighed for Protestantismen med dens Uafhængighed af Pavemagten, dens gifte Præster og dens Uvillie mod Munkelivets virkelige eller foregivne Askese. (1877:245-271)

Omarbejdelse

***

Der er endnu et Punkt, paa hvilket denne Bog om Italien røber en dyb germanisk Paavirkning og hvor Overgangen spores fra den productive Stemning, af hvilken Corinna udgik, til den, som frembragte Bogen »Om Tydskland«, det er den kunstneriske Opfattelse af Antik en og af den moderne Kunsts Forhold til den. Betragtninger over dette Æmne frembøde sig af sig selv, da Corinna optraadte som Oswalds Cicerone gjennem Rom.

Rom er […] (1872:174 / 1877:271)

Omarbejdelse

***

[…] Læsningen af Tacitus. Det er Ord, som Corneille har lagt i Munden paa en af sine Helte, der vare de sidste, som Charlotte Corday skrev. De sidste Linier i hendes sidste Brev til sin Fader, der er udstillet paa Archivet i Paris, lyde saaledes: »Tilgiv mig, min kjære Fader, at have bestemt over min Skjæbne uden Din Tilladelse, jeg har hævnet mangt et uskyldigt Offer, husk dette Vers af Corneille: »Le crime fait la honte, et non pas l’échafaud.« Det er imorgen Kl. 8, at jeg faaer min Dom.« Og hvad Kunsten angaaer, da gjenfrembragte Revolutionstidens store Kunstner David det gamle Rom […] (1872:174-175)

>

[…] Læsningen af Tacitus og Revolutionstidens Kunstner David gjenfremstillede det gamle Rom […] (1877:272)

Udeladelse

***

[… ] undtagen Franskmænd, at Racines galante og ridderlige Achilles, der titulerer Iphigenia Madame og beklager sig over de Saar, hendes smukke Øine have slaget, havde større Lighed med den unge Prinds af Condé end med sin helleniske Navne; man havde endt […] (1872:175 / 1877:273)

Omarbejdelse

***

[…] herfor, idet hun, endnu uden al Polemik, meddeler Franskmændene de Resultater, som det nye Studium af Antiken havde hidført i Tydskland. (1872:176)

>

[…] herfor, idet hun lader Corinna i Samtaleform gjøre alle de Resultater gjældende overfor Oswald, som det nye Studium af Antiken og »Laokoons« Theorier om Forholdet mellem Poesi og Billedkunst havde hidført i Tydskland. (1877:273)

Tilføjelse

***

[…] »Agathon« og »Aristippos« og i hans tilsvarende Digte »Endymion«, »Musarion« o. s. v., som Mme de Staël i sin Bog om Tydskland dadler. Men den nye Tid […] (1872:176 / 1877:273-274)

Udeladelse

***

[…] kunstneriske Opdragelse. De erindrer maaske den ubeskrivelige Begeistring, som fylder hans og hans Jevnaldrendes Hjerter, da Lessing’s »Laokoon« kom ud. Husker De Udbruddet: »Wir hielten uns aller Übel erlöst«, og for første […] (1872:178 / 1877:275)

Udeladelse

***

[…] trukket med dem begge to.*)

[*) Sammenlign Schillers Epigram:

Meine Antipathie.

Herzlich ist mir das Laster zuwider, dobbelt zuwider
Ist’s mir, weil es so viel schwatzen von Tugend gemacht.
»Wie, du hassest die Tugend?« — Ich wollte wir übten sie alle,
Und so spräche, will’s Gott, ferner kein Mensch mehr davon.]
(1872:181 / 1877:278)

Omarbejdelse

***

[…] der begeistrer ham. Med en stigende Uvillie mod Christendommen, der især giver sig Luft i de venetianske Epigrammer, forener sig en saa yderligt gaaende Uvillie mod Gothiken og den hele christelige Kunst, at Goethe f. Ex. paa et Sted som Assisi, der er saa rigt paa de skjønneste christelige Minder, ikke var at bevæge til at besøge en eneste Kirke eller et eneste Kloster, men udelukkende fordybede sig i Beskuelsen af de faa og lidet betydende antike Ruiner. I denne Sindstilstand var det, at han skrev sin »Iphigenia«, det Værk, der kan betragtes som Typen for hele den germanisk-gothiske Stammes Reproduction af Antiken. I dette Værk, der spiller saa mægtig en Rolle i dette Aarhundredes Kunstanskuelske, at det baade for den tydske Æsthetik under Hegel og for den franske Æsthetik under Taine staaer som en Art Mønsterkunstværk, i Rang med hvilket Hegel kun sætter Sophokles’s »Antigone«, i dette Værk gjenfinder De den samme Aand som i alle Schiller’s helleniserende Digte, »Die Götter Griechenlands«, »Die Künstler«, »Die Ideale«, »Das Ideal und das Leben«. De husker Linien:

»Auch ich war in Arcadien geboren«

og denne Betegnelse af Gudernes Liv:

Ewig klar und spiegelrein und eben
Flieszt das zephyrleichte Leben
Im Olymp den Seeligen dahin.

Det er denne aldeles ensidige Opfattelse af Antiken, som udvikler sig af den i »Götter, Helden und Wieland«, og det er endelig denne Aand, som De gjenfinder i Thorvaldsens hele Værk. Thi her er den Gruppe af Aander og Ideer, i hvilken Thorvaldsen hører ind. I nogle af hans ældste Basreliefs, »Achilles og Briseïs« f. Ex., findes et lignende djærvere Forhold til Antiken, som det hvormed Goethe begyndte. Men i alle de senere Værker findes ogsaa det samme Ideal af fredelig og dæmpet Harmoni, som afløste den kraftige Tendents.

Jeg behøver ikke vidtløftigere at skildre Dem hele denne nye, den germaniske Races Opfattelse af Antiken, som for første Gang indføres i Frankrig ved »Corinna«, thi det er denne Opfattelse, som De, mine Tilhørere, allesammen have, forsaavidt De have nogen, det er den, De have indsuget gjennem Samtaler gjennem Aviser, gjennem Læsning af tydsk og dansk Poesi og gjennem Deres Besøg i Thorvaldsens Museum. Det er den Opfattelse, som hertillands gjelder ikke blot for den danske og den tydske, men for den absolute, det vil sige for den sande.

Men den Anskuelse, som jeg her vilde vove for første Gang at udtale, det er den, at Winkelmann’s, Goethe’s og Thorvaldsen’s Grækenland er næsten ligesaa falsk som Racine’s og Barthélemy’s i »Den unge Anacharsis«. Thi medens Racine’s Stil er for forfinet, for salon- og hofmandsagtig til at være græsk, er Goethe’s og Thorvaldsen’s, som falder sammen med Winkelmann’s Kunstanskuelse, tiltrods for disse to store Mænds hele Samtiden overstraalende Genialitet, for udrenset, for vandklar og for kold til at være græsk. Den Tid vil komme, troer jeg, da man ikke vil finde Goethe’s Iphigenia synderlig mere græsk end Racine’s Iphigenia, da man vil opdage, at den tydske Iphigenias sædelige Værdighed er ligesaa tydsk, som den franske Iphigenias gracieuse Finhed er fransk. Og saa staaer da kun det Spørgsmaal tilbage, om man er mest græsk, naar man er tydsk eller naar man er fransk. Jeg veed vel, at det vil forekomme en Del af Dem som et himmelraabende Paradox at helde til den sidste Mening, jeg veed vel, at jeg løber Panden mod en Mur af germaniske og gothiske Fordomme, jeg kjender den fastslaaede Overbevisning, at af de to europæiske Culturstrømme er den Ene latinsk, fransk, spansk, den Anden græsk, tydsk, nordisk, og jeg veed, at man lader sig bestikke af, at den tydske Poesi med Goethe i Spidsen er antikiserende og tildels græsk, at Tydskerne have havt Winkelmann, der opdagede Antiken, og at de tydske Philologer have forklaret os Grækenland, medens Frankrig derimod har havt Racine, som gjorde de græske Heroer til Hofmænd, og Voltaire, der betragtede Aristophanes som en Gjøgler.

Men dog har jeg, naar jeg i Anledning af de to Iphigenier stillede mig selv det Spørgsmaal: Hvo ligner Grækerne mest: Franske eller Tydske ? — dog har jeg svart mig selv: de Franske.

Man ligner et Folk, ikke naar man efterligner det, men naar man bærer sig ad som det. Jeg indrømmer Vanskeligheden ved at drage Analogier mellem moderne og antike Folkeslag. Men dog forekommer det mig, at Forholdet mellem de moderne Englændere og Franskmænd svagt minder om det mellem de antike Ægyptere og Grækere. England og Ægypten have samme Art af stivt og roligt Fremskridt, thi det er en fuldstændig Taabelighed at troe, som det ofte siges, at Ægypten stod stille; Franskmændenes Letbevægelighed derimod, ja endog deres indre hadefulde og oprivende Kampe minde om Grækerne, der altid laae i indbyrdes Feide. Og sammenligne vi Franskmænd med Tydskere, da finde vi, at Frankrig har en Folkeaand, der, som Grækernes, aldrig er plump (lourd), vi finde en udpræget Forkjærlighed for Form og Farve, og paa den ene Side for Lethed og Elegance, paa den anden Side for Passion og Lidenskab. Det er langtfra at jeg vil sætte Franskmændene i Rang med Grækerne. Afstanden er saa stor, at jeg for min Part næsten er tilbøielig til at betegne den som ikke til at maale. Jeg hævder kun Franskmændene en Æresplads i Grækernes Nærhed, naar man vil paastaae, at Tydskerne staae dem nærmere. Frankrig er intet Hellas, det veed jeg, men at sammenligne Tydskland, denne tilrøgede, øldrikkende gamle Jomfru med det yndefulde, klare og formfuldkomne Hellas, hvilken Absurditet! Tydskland, som kun har formaaet at tilegne sig een af de græske Guder, Pallas Athene, og som har givet hende Briller paa Næsen, Tydskland, som aldrig har frembragt noget Kunstværk, undtagen i Musiken, thi selv »Faust« er intet Kunstværk, men et Agglomerat af uensartede Ting! Tydskerne ynde Begrændsning og Maal i alle praktiske Foretagender, derimod ynde de hverken at begrændse Tanken eller Phantasien. Derfor triumphere de, hvor den plastiske Form forsvinder: i Metaphysik, i lyrisk Poesi og i Musik, men derfor have de ogsaa Hypotheser i Videnskaben, Formløshed i Kunsten, intet Drama i deres Litteratur og ingen Farver i deres Malerkunst. Frankrig derimod, som praktisk aldrig forstaaer at begrændse sig, har den helleniske Kjærlighed til Form og Grændse i alt Aandeligt. Franskmændene ligne Grækerne, idet de bære sig ad som de gjorde. Man ligner aldrig i ringere Grad en original Natur, end naar man efterligner den. Den germaniske Stamme frembyder det enestaaende Exempel paa en poetisk Litteratur, der er udsprungen af Kritik og Æsthetik; vor egen Litteratur har ganske samme Charaktermærke. Vi havde Metriker før vi havde Digte. Vi fik en kritisk Poesi af Holberg, før vi fik en poetisk af Oehlenschläger, vi fik en negativ Tragoedie af Wessel, før vi fik en virkelig tragisk Litteratur, og vi fik det kritisk og philosophisk bevist, at Vaudevillen var omtrent den høieste Kunstform, samtidig med at vi fik de to, tre første Vaudeviller. Af denne den germaniske Races Tilbøielighed til at forstaae, før den frembringer, forklares det let, at Tydskerne forstode Grækerne langt bedre end de Franske og efterlignede dem i Kraft af denne Forstaaelse, uden derfor at komme til at ligne dem.

Og - i Parenthes - ligesom Tydskernes Reproduction af Antiken er tydsk, saaledes er den danske Gjenfødelse af Antiken dansk, og ikke græsk ↄ: for dansk til at være egentlig græsk, og for græsk til at være ægte dansk og virkeligt moderne; man føler det aldrig stærkere, end naar man seer et Arbeide af Thorvaldsen hænge ved Siden af et antikt Basrelief, naar man f. Ex. i Charlottenborgs Figursal sammenligner Medaillonerne fra Christiansborg Slot med Parthenons-Metoperne, eller naar man, som i Museet i Neapel, seer et Basrelief fra den friskeste græske Tid anbragt ved Siden af Thorvaldsens skiønneste Basrelief, hans »Nat«.

Stiller man sig da foran »Natten« og stræber man et Øieblik, som jeg har gjort det, at glemme femten Aars begeistrede, men ogsaa næsten blinde Sværmeri for Thorvaldsen, da vil det maaskee gaae En og Anden som det er gaaet mig, at han har maattet tilstaae sig selv, at denne Kvindefigur, hvis milde Ynde er saa tiltalende, ingenlunde kan siges helt at svare til sit Navn. Den Stil, hvori den er holdt, er et Product af en Utilbøielighed til at være sig selv, det vil sige moderne, og en Bestræbelse for at være det Umulige, det vil sige antik, og Resultatet er blevet en Slags forfinet og spinklere Atticisme, gjennem hvilken Kunstnerens Nationalcharakter svagt og ubevidst bryder frem. Thorvaldsens »Nat« er kun Natten, hvori der soves; den burde hedde Søvnen, ikke Natten, Nattestilheden, ikke Natten. Thi Natten, som en Græker vilde tænke sig den, Natten, hvori der elskes, og Natten, hvori der myrdes, Natten, som skjuler alle Vellyster og alle Forbrydelser under sin Kaabe, denne Nat er det ikke. Det er Natten, den milde Sommernat, paa Landet. Og denne idylliske Aand, denne milde og fredelige Stemning er det, som i dette Product af den fællesgermaniske Renaissance af Antiken nærmest udgjør det eiendommeligt Danske. Den særegne landlige Skjønhed, der er udbredt over denne Figur, er ligesaa dansk som den strenge Værdighed og Sædelighed hos Goethes »Iphigenia« er tydsk. Thorvaldsens Kunst er ligesom Goethes her Udtryk for en Reaction mod den fransk-italienske Barokstil, men for en trods al dens Berettigelse ensidig og ikke frugtbar Reaction. Thi selv hvor Roccoco-Stilen er mest absurd, har den dog det Fortrin, at den fremfor Alt ikke vil gjentage det Gamle, det Antike, ikke gjøre det om, som een Gang er gjort, men at den, ofte grimt og forvredent, men altid heftigt, personligt, ildfuldt, vil hitte paa noget Nyt, hitte paa Noget selv, frembringe noget Originalt. Derfor er Bernini, trods alle sine Synder mod Sandhed og Skjønhed, dog i sine bedste Værker, som »Den hellige Therese« i »Santa Maria della Vittoria« i Rom og i sin »San Benedetto« i Subiaco, saa stor, at man begriber den Begeistring, han vakte, og at han langt overstraaler mangen moderne antikiserende Billedhugger, der aldrig frembringer noget Forvredent, men heller aldrig noget Originalt.

Thorvaldsen afbrød med en voldsom Tilbagevenden til det Antike Konstens hele Udvikling siden Grækernes Tid. Det er umuligt at see paa hans Kunst, at der nogensinde har levet en Billedhugger, som hed Michel Angelo. Men hvad Thorvaldsen følte sig beslægtet med i Antiken var det Samme, der tiltrak den ældre Goethe i den græske Kunstform: dens blide Ro og stille Høihed.

De veed nu, hvilken Opfattelse af Græciteten det var, som kom til Orde i Frankrig gjennem Mme de Staëls »Corinna«. Det var naturligt og nødvendigt, at den kom frem efter den franske Forvridning af det antike Regelsystem; men hvad jeg har forsøgt paa at godtgjøre Dem, det er, at heller ikke denne nye Opfattelse af Antiken er mere end relativ, at den ikke er absolut.

De store Nationer komme forholdsvis let til Selvforstaaelse; thi de erfare af de fremmede Folkeslag den uhildede Dom, som det er saa vanskeligt at fælde over sit Eget. De Fremmede ere, som Mme de Staël siger, »la postérité contemporaine«, det vil sige: Eftertiden allerede som Samtid. Men i en lille Nation som vor er det endnu mange Gange mere nødvendigt end ellers for Kritikeren selv at kunne see paa det, med hvilket han er opfødt, uden medfødte Fordomme, paa samme Tid, som han bevarer det fortrolige Kjendskab til Gjenstanden, som ingen fremmed Dommer ret let kan erhverve. (1872:181-190)

>

[…] der begeistrer ham. Hvad der hos Grækerne selv var lidenskabeligt, farverigt eller realistisk, skjødes tilside af ham og toges ikke med. Hvad der hos dem var folkeligt, burlesk, effektfuldt blev ligeledes fjernet. Og ud fra denne ensidige, rent winkelmannske Opfattelse af Antiken var det at han frembragte en lang Række af antikiserende Poesier, hvoraf nogle som »Achilleis« strax af Samtiden betragtedes som abstracte og svage, men hvoraf ét enkelt »Ifigenia« med Rette vakte høi Beundring og kan betragtes som Typen for hele den germanisk-gothiske Stammes Reproduction af den græske Aand. Man finder i Thorvaldsens af de samme ledende Ideer beherskede Forhold til Antiken en næsten parallel Bevægelse. I nogle af hans ældste Basreliefs som »Achilles og Briseis« f. Ex., findes en lignende djærvere Holdning overfor Antiken som den, med hvilken Goethe begyndte, men i alle de senere antikiserende Værker findes ogsaa det samme Ideal af fredelig og dæmpet Harmoni, som afløste den kraftige Tendents.

Den Kreds af Personligheder, under hvis Indflydelse Mme de Staël befandt sig, Cheferne for Tydsklands romantiske Skole, nærede en levende Overbevisning om Ufrugtbarheden af litterære og kunstneriske Forsøg paa at reproducere Antiken. A. W. Schlegel havde fortsat Lessings Kamp mod Frankrigs saakaldte klassiske Poesi og paa dens Bekostning fremdraget Troubadourpoesien, der ikke søgte nogen Støtte i græsk og latinsk Litteratur. Han stillede sig ligeledes kjøligere til Goethes helleniserende Poesier end til dem, der behandlede mere hjemlige og mere brogede Sujetter. Derfor hedder det i Corinna (I,321), at da Grækernes og Romernes religiøse Følelser og deres aandelige Anlæg i alle Retninger ikke kunne være de samme som vore, saa er det os umuligt at frembringe Noget i deres Aand eller saa at sige opfinde Noget paa deres Terrain. Man havde ikke behøvet den Henvisning til en Afhandling af Fr. Schlegel i »Europa«, som er givet i en Anmærkning, for at spore, hvad Inspiration Forfatterinden her har fulgt. Og man troer næsten at læse en romantisk Kritiker, naar man i Værket »Om Tydskland« støder paa følgende Udvikling om samme Thema: »Hvis i vore Dage de skjønne Kunster bleve indskrænkede til de Gamles Simpelhed, vilde vi dog ikke naae til den primitive Kraft, der udmærker dem, og vi vilde gaae glip af det inderlige og sammensatte Følelsesliv, der kun findes hos os. Simpelheden i Kunsten vil hos de Moderne let blive til Kulde og Abstraction, medens den hos de Gamle var fuld af Liv«.*) [*) Mme de Staël: Oeuvres complètes, Tome X 273.]

Jeg troer, at denne Udtalelse rammer det Rette, og at Winkelmanns, Goethes og Thorvaldsens Grækenland er omtrent ligesaa ugræsk som Racines; thi medens Racines Stil er for forfinet, for salon- og hofmandsagtig til at være græsk, er Goethes og Thorvaldsens, som falder sammen med Winkelmanns Kunstanskuelse, for udrenset, for vandklar og for kold til at være græsk. Jeg troer, at den Tid vil komme, da man ikke finder Goethes Ifigenia synderlig mere græsk end Racines, da man opdager, at den tydske Ifigenias sædelige Værdighed er ligesaa tydsk, som den franske Ifigenias gratiøse Finhed er fransk, og da man i Thorvaldsens skjønneste antikiserende Værker som hans »Nat« finder ikke en sydlandsk ildfuld; men en mild og nordisk Fantasi.

Man kan da dele Mme de Staäls og Romantikernes Anskuelse, at den antikiserende Stil i moderne Kunst, (dette Product af en Utilbøielighed til at være sig selv, det vil sige moderne, og af en Bestræbelse for at være det Umulige, det vil sige antik) i og for sig er en Urimelighed, der kun kan forstaaes som relativt berettiget Opposition mod den fransk-italienske Barok- og Parykstil uden at man derfor behøver at indvikle sig i den Selvmodsigelse, hvori hun efter Romantikernes Mønster gjør sig skyldig, naar hun tvertimod sin Theori udtaler sig med Varme om Goethes Ifigenia og Thorvaldsens første Værker; thi hun overseer, at overalt hvor det af klassiske Studier udsprungne Værk har faaet et blivende Værd, der beroer det paa, at Kunstnerens eller Digterens Nationalcharakter og personlige Eiendommeliglied har brudt sig Vei gjennem den forfinede og spinklere Atticisme, der er Stilbestræbelsens Resultat.

Hvad der i »Corinna« og Bogen »Om Tydskland« siges mod den uægte Classicitet, er vel nærmest fremgaaet af Reactionen mod det 18de Aarhundredes Aand; men det greb for Frankrigs Vedkommende længere tilbage og ramte tillige de berømte Navne fra det 17de Aarhundrede, fra Ludvig den 14des klassiske Tidsalder, som A. W. Schlegel efter Lessings Mønster havde gjort til Skive for sin Kritik. Paa dette Punkt stod Mme de Staël i Fare for at saare Franskmændenes Nationalstolthed og hun udtrykker sig derfor her kun refererende, bruger al mulig Forsigtighed og tager Forbehold, hvor hun kan. Hun gjør med Rette gjældende, at Aanden i denne Kritik ikke kan kaldes ufransk; thi det er den samme, som raader i Rousseau's Brev imod den franske Musik, den samme Beskyldning for at erstatte Følelsens naturlige Udtryk med en vis pompøs Affectation. Men naar Tydskerne skulde symbolisere den franske Opfattelse af Antiken, saa pegede de hen paa de Malerier, hvor Ludvig den 14de var afmalt, snart som Jupiter, snart som Hercules, nøgen eller med et Løveskind over Skuldrene, men med sin store Allongeparyk paa sit Hoved, og naar Mme de Staël som de fremhæver Tydskernes antike Stil paa den franskes Bekostning gjør hun dog sine Landsmænd nogen Uret. Thi David's Kunst havde allerede vist, at Franskmændene vare istand til uden fremmed Opfordring at kaste hin Paryk, og naar Alt kom til Alt stode Tydskerne sikkert ikke Grækerne nærmere i deres Kunst end de Franske. Hun lod sig paa dette Punkt skuffe af, at Tydskerne havde havt Winkelmann, der gjenopdagede Antiken, og at de paa hendes Tid frembragte Goethes helleniske Poesi, medens Frankrig derimod havde havt Racine, der gjorde de græske Heroer til Hofmænd, og Voltaire, der betragtede Aristofanes som en Gjøgler. Der er visselig ingen Tvivl om at Tydskerne, hvis Litteratur er saa kritisk, ja hvis Poesi er udsprungen af Kritik og Æsthetik, have forstaaet Grækerne langt bedre end de franske og efterlignet dem i Kraft af denne Forstaaelse. Men man ligner aldrig i ringere Grad en original Natur end naar man efterligner den: Frankrig har en Folkeaand, der som Grækernes aldrig er plump og som har en udpræget Forkjærlighed for Lethed og Elegance, Form, og Farve, Lidenskab og dramatisk Liv. Tydskerne ynde Begrændsning og Maal i alle praktiske Foretagender, derimod ynde de hverken at begrændse Tanken eller Fantasien. Derfor triumfere de, hvor den plastiske Form forsvinder: i Metafysik, i lyrisk Poesi og i Musik, men derfor have de ogsaa Hypotheser i deres Videnskab og Formløshed i Kunsten, derfor er Farverne den svage Side i deres Maleri og Dramet den svage Side i deres Digtekunst. Dem fattes med andre Ord netop de plastiske Evner, som Grækerne besadde i høieste Grad. Er da Frankrig langt fra at være noget Hellas i Kunsten, saa er Tydskland endnu længere derfra; af de græske Guder og Gudinder har det kun formaaet at tilegne sig een, nemlig Pallas Athene, og hende har det givet Briller paa Næsen. Mme de Staël kunde til Schlegel have bemærket, at en Athene med Briller ikke er synderlig smukkere end en Jupiter med Paryk. (1877:279-284)

Udeladelse

1.-udgavens kap. XV-XVI findes ikke i 2.-udgaven. Dele af kapitlerne er indarbejdet andre steder i 2..udgaven

XV.

Mme de Staëls Forfattervirksomhed kan bestandig sees fra to Sider. Den falder ligesom i to Dele, en mandlig og en kvindelig Virksomhed, den philosophiske og den digteriske, Ideerne og Følelserne. En særegen Inderlighed i Følelsens Behandling røber overalt, at Forfatteren er en Kvinde. Naar engang det Øieblik kommer, da man forsøger paa at skrive Kvindens Psychologi, og naar man vil forsøge paa at bestemme den kvindelige Phantasies og den kvindelige Aands Eiendommelighed til Forskjel fra den mandlige — og saa langt staaer Psychologien tilbage, at der endnu ikke er gjort det ringeste Forsøg derpaa — ville Mme de Staël’s Skrifter blive en af de værdifuldeste Kilder. Det Kvindelige røber sig maaskee først i Maaden, hvorpaa den mandlige Hovedfigur er tegnet. Til enhver af hans fremtrædende Egenskaber anfører Forfatterinden dens Aarsager, hans ædle Charakter forklares ved hans Opdragelse, hans aristokratiske Herkomst og hans Stolthed, hans Tungsind forklares ved Englænderens »Spleen« og ved hans ulykkelige Forhold til en Fader, hvem han tilbeder, som Mme de Staël tilbad sin, og til hvis Skygge han staaer i det samme Afhængighedsforhold som Søren Kierkegaard stod i til sin afdøde Faders: kun Eet lader Forfatterinden henstaae uforklaret, og det er hans physiske Mod. At udsætte sit Liv er ham i den Grad let og elementært, som for os Andre at skrive orthographisk. Det er et curiøst og gjennemgaaende Træk, at kvindelige Romanforfattere næsten ufravigeligt udruste deres Helte med det forvovneste Mod, et Mod, der aldrig er tilkjæmpet, men staaer ligesom abstract udenfor Personligheden, paa samme Tid som det er en af talrige store Forfattere bemærket Kjendsgjerning, at det i de moderne Samfund især er Kvinderne, som forhindre Mændene fra at vove, og som Kvinderne ligesaa gjennemgaaende vise de feigeste offentlige Personligheder (de Præster, der salvere deres Liv under Epidemier, de Krigshelte, der angribe Fjenden paa Papiret) den største, undertiden mest hysteriske Beundring og Hyldest. Forklaringen synes at være den, at Mandsmodet er den Egenskab, der som den høieste Potents af det Mandlige bliver et Slags Ideal for Kvinden, men et Ideal, som hun ei forstaaer, som hun ikke kjender igjen i Virkeligheden, og som hun derfor skildrer helst og daarligst.

Hvad jeg her har sagt gjælder om Oswalds heltemodige Adfærd under Branden i Ancona, hvor han under de rædselsfuldeste Omstændigheder bliver hele Byens Frelser. Han alene forsøger med sine Englændere koldblodigt dens Slukning og iværksætter denne. Han befrier de i Ghettoen indespærrede Jøder, som Befolkningen i sin Fanatisme vil lade brænde som Sonofre. Han vover sig ind i det brændende Galehus, ind i Værelset, hvor de mest rasende Fanger opholde sig, behersker og befrier de af Luer omspændte Vanvittige, løser deres Lænker og lader end ikke en Eneste af de Modstræbende tilbage. Den hele Scene er fortalt med en i Sandhed grandios Phantasi. Men, som sagt, det er i det Psychologiske, at der spores nogen Svaghed. Da det imidlertid gjælder om at skildre Indtrykkene af denne Handling paa Corinnas kvindelige Hjerte, tager Mme de Staël sin fulde Opreisning. Oswald havde ved en Bortreise over Hals og Hoved undflyet al Taksigelse, men da han paa Tilbageveien atter kommer til Ancona med Corinna, bliver han gjenkjendt, og Corinna vækkes om Morgenen ved Skrigene: »Leve Lord Nelvil, leve vor Velgjører!« Hun begiver sig ud paa Pladsen, og hun, Digterinden, hvis Navn er berømt Italien over, er hurtig kjendt og modtaget med Henrykkelse af den forsamlede Mængde. Mængden anraaber hende om at være dens Ordfører og at tolke dens Taknemmelighedsfølelse for Oswald. Hvor forbauset bliver han ikke, da han træder ud paa Pladsen og seer Corinna i Spidsen for Folkehoben. »Hun takkede Lord Nelvil i Folkets Navn og gjorde det med saamegen Ynde og Adel, at alle Anconas Indbyggere vare henrykte derover.« Og, tilføier Forfatterinden med kvindelig Finhed, hun sagde vi, idet hun talte om dem. »De har frelst os, vi skylde Dem Livet.« Dette vi er en Perle. Og, hedder det videre, da hun nærmede sig for i deres Navn at tilbyde Lord Nelvil den Krands af Ege- og Laurbærblade, som de havde flettet til ham, greb en ubeskrivelig Bevægelse hende, hun følte sig ligesom frygtsom, idet hun nærmede sig Oswald. I dette Øieblik kastede den hele Befolkning, der i Italien er saa letbevægelig og saa enthousiastisk, sig paa Knæ foran ham, og ufrivillig sank Corinna paa Knæ idet hun tilbød ham Krandsen. Det er i Skildringen af de kvindelige Følelser, at Mme de Staël har sin Styrke, Følelserne hos et kvindeligt Geni, der lider Geniets hele Martyrium.

Af Alt rører den huslige Lykke og den kvindelige Renhed hende dybest. Hvor dybt føler hun ikke, da hun læser denne Indskrift paa en romersk Hustrus Sarkophag: »Ingen Plet har besudlet mit Liv fra Brylluppet af indtil Baalet, jeg har levet ren mellem Brudefaklen og Baalets Fakkel.« Men denne Hymens Lykke var ikke hende forundt, Corinna saa lidet som Mignon, disse to Længselens Børn, der hver for sig i den franske og i den tydske Litteratur personificere Italien. Corinna er den sidste Ætling af hine Italiens ædle og ensomme Sibyller, om hvilke Traditionen overalt fortæller saa meget. Hun skabtes til at lide, hun, som selv siger at vor arme menneskelige Natur ikke kjender det Uendelige ad anden Vei end igjennem Lidelsen. Men før hun gaaer under som det sidste Offer paa den antike Arena, smykkes hun som Ofret og føres i Triumph.

Da vi lære hende at kjende, træffe vi hende under Optoget til Capitol, simpelt, men malerisk klædt, med antike Cameer i Haaret, med det fine røde Shawl slynget turbanlignende om sit Hoved, som paa Gérards bekjendte smukke Portræt af Mme de Staël. Det er det Costume, som svarer til Corinna; hun, de farverige Egnes Barn, har endnu ikke tabt Farvesandsen, har endog i det stive, regelrette England bevaret friske Sandser og Kjærligheden til hin Treenighed af skjønne Ting: Guld, Purpur og Marmor.

Og som alle Periodens andre store Typer ville vi hidsætte hende i de Omgivelser, der svare til hende og hvori hun hører hjemme som René i Urskovene, Obermann paa Høialperne og Saint Preux ved Genfersøen. Corinnas Skikkelse er bevaret for Efterverdenen i det bekjendte Maleri, af hvilket Kobbere sees overalt: Corinna, som improviserer paa Cap Misene.

Hendes vulkanske og straalende Natur hører hjemme i denne straalende og vulkanske Egn. Neapels Golf synes at være eet stort, sunket Krater, omringet af smilende Byer og skovbeklædte Bjerge; omsluttende sit Hav, der er endnu langt mere blaat end Himlen, ligner den et smaragdgrønt Bæger, fyldt med en Vin som skummer og hvis Rande og Sider smykkes med Vinløv og Ranker. Inderst inde ved Landet straaler Havet dybt azurblaat, længere ude er det vinfarvet, som allerede Homer kaldte det, og over dette lyser en Himmel, der ikke, som det almindelig troes, er mere blaa end vor, men som snarere er mere bleg, kun at dens Blaat har som et Underlag af hvid Ild, der lyser hvidligt og blaaligt glødende. I denne Egn satte de Gamle Helvede. I Avernersøens Grotte var Nedgangen dertil, dette kaldte de Helvede, dette Paradis. De have ment, at den vulkanske Oprindelse og Omgivelse viste, at Tartaros var nær. Overalt de vulkanske Former. Et stort Bjerg har en Side som om det var skaaret igjennem med en Kniv. Det halve Bjerg er faldet ned i Jordskjælv. Cap Misene, Landets yderste Pynt, der paa den ene Side lukker Golfen med Nisidas lille Klippeø foran sig, Procida og Ischia bag sig, bestod eengang ikke som nu af to adskilte Høider, men var Et. Vesuvs to Kratere fremkom ved det Udbrud, der slugte Pompeii. Overalt Frugtbarhed og Ild. Faa Skridt fra Solfataras Svovldampe, der stige op mellem Lavagruset, ligge Marker, som helt bestaae af tindrende røde Valmuer, andre med store blaa Blomster, stærkt duftende lodne Mynter, Urter, der naae En til midt paa Livet, en Rigdom, en Mylr, en Frugtbarhed og Yppighed, som om denne bugnende Fylde kunde skyde op igjen paa en eneste Nat, hvis man fældede det Hele. Og hertil kommer den overvældende Vellugt: et Krydr, som aldrig mærkes i Norden, en uhyre Symphoni af Millioner forskjellige Planters Duft.

Det er hen ad Aften, at Corinnas Selskab drager ud paa Cap Misene. Man seer derfra ind over den store By, man hører ligesom i den dumpe Larm dens Hjertebanken. Overalt for Ens Øie flamme efter Solnedgang Lys, i alle Veienes Spor ligge de; tvers over Veien langs op ad Bjergsiderne springe og flyve de klare Flammer i Luften, mange større end Sølvdalere eller Specier; de, som flyve høiere oppe, ligne ganske løsrevne og bevægelige Stjerner. Alle disse Flammer, der bevæge sig i lange Spring og slukkes et Secund efter hvert Spring, ere Sydens lysende Insekter. I Mørket hensætte disse Tusinder af Flammer En i »Tusind og een Nat«. Overfor lyser, seet fra Cap Misene, den høirøde Lavastrøm ned ad Vesuvs mørke Side.

Her er det, at man bringer Corinna hendes Lyre, og hun besynger først Pragten af denne Natur, Storheden af de Minder, der knytte sig til den, til Cumæ, hvor Sibyllen boede, til Gaeta, som ligger bagved, hvor Cicero udaandede for Tyrannens Dolk, til Capri og Bajæ, som bevare Mindet om Tibers og Neros Rædselsgjerninger, til Nisida, hvor Brutus og Portia sagde hinanden det sidste Farvel, til Sorrent, hvor Tasso, undsluppen fra Galehuset, ussel, forfulgt, med uredt Skjæg og sønderrevne Klæder bankede paa sin Søsters Dør, der end ikke strax kunde kjende ham igjen, og som saa ikke kunde tale for Taarer. Her er det, hun ender med en Elegi om al Jordelivets Kval og al Jordelivets Lykke.

Og vil De høre, hvorledes Corinna taler, naar hun er inspireret, midt i denne Natur, hvor Skjønheden er bygget paa Undergangen, hvor Lykken aabenbarer sig som en flyvende, hurtigt slukket Flamme, og hvor Vulcanen bestandig truer Frugtbarheden.

Hun siger: »Jesus tillod en svag og maaskee angrende Kvinde at bade hans Fødder med de kostbareste Salver; han stødte dem tilbage, der raadede hende til at opbevare denne Vellugt til en nyttigere Brug. »Lad hende kun gjøre det, sagde han, thi jeg er kun kort Tid sammen med Jer.« Ak! Alt hvad der er godt og sublimt paa denne Jord er kun kort Tid sammen med os. Alderen, Svagheden, Døden udtørrer snart den Dugdraabe, som falder ned fra Himlen og som hviler paa Blomster. Lad os da blande Alt, Elskov, Religion, Geni og Solen og Vellugten og Musik og Poesi; der gives ingen anden Atheisme end Kulde, Egoisme og Lavhed. Det hedder: »Naar To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, saa vil jeg være midt iblandt Eder.« Og hvad er det, o min Gud, at være forsamlede i dit Navn, hvis det ikke er at nyde din skjønne Naturs ophøiede Gaver og ære Dig derfor og takke Dig for Livet og fremfor Alt at takke Dig, naar et Hjerte, der ligeledes er skabt af Dig, møder og svarer vort.«

Saaledes taler hun under sin dobbelte Inspiration paa Høiden af sit Liv, forsøgende paa at flette Geniet og Kjærlighedens Lykke sammen. Men kun et Øieblik lykkes det hende at vikle Myrthen og Laurbærgrenen ind i hinanden, de springe tilbage, rive sig fra hinanden, og Corinna forvandles fra den begeistrede Sibylle til endnu en af de mange fortvivlede og sønderbrudte Aander, gjennem hvilke Aarhundredets Genius protesterer mod det Samfund, der, som hine tilsyneladende sikre Byer, er undergravet af vulkanske Flammer, Flammer, som aldrig beroliges, men som give sig Luft i den ene Revolution eller Eruption efter den anden hele vort urolige og ulykkelige Aarhundrede igjennem.


XVI.

Man kunde kalde »Corinna« et Digt om Nationalfordomme. Oswald repræsenterer alle Englands, Greven af Erfeuil alle Frankrigs, og det er mod Fordommene hos disse to, paa hin Tid Europa’s stærkeste og mest selvtillidsfulde Nationer, at Corinna kjæmper af hele sin Sjæl og med sin poetiske Aands Begeistring. Denne Kamp er ikke koldblodig, thi Corinna’s hele Lykke afhænger af, hvorvidt det vil lykkes hende at bringe Oswald til at opgive sine medfødte Fordomme saa vidt, at han kan blive lykkelig med en Kvinde som hende, hvis Liv paa ethvert Punkt staaer i Strid med hvad der i England betragtes som det eneste Tilbørlige for en Kvinde. Men idet Corinna saaledes søger at udvide Oswald’s Blik og smidiggjøre hans stive og i de tilvante Fuger bestandig tilbagespringende Aand, iværksætter hun samtidig Læserens Opdragelse. Paa Følelsernes Omraade fortsætter hun den samme Gjerning som vi have seet hende ifærd med paa Ideernes. Hun skizzerer de første Grundrids til en Racepsychologi, endog for de intimeste Følelsers Vedkommende. Hendes Landsmænd forsøgte dengang, omtrent som Tydskerne nutildags, i forfængelig Overbevisning om, at de alene repræsenterede Civilisationen, at udslette alle andre Landes Nationalfarve. Dybest inde er det derfor hendes Agt at vise dem, at deres Maade at tage Følelserne paa kun er een8 blandt mange ligeberettigede og stundom mere berettigede.

Greven af Erfeuil er en mesterlig udført Type paa alle franske Dyder i Forening med den hele nationale Letsindighed og Tomhed. Men da Mme de Staël selv er Protestant og da den protestantiske Aandsretning overhovedet næsten til alle Tider har vist sig uendelig meget mere hovmodig og ufordragelig end de katholske Landes, da endelig Bogens Helt er en stiv høikirkelig Englænder, er Bogens egentlige Braad vendt imod den hele tykke protestantiske Bornerthed.

Lad os tage en enkelt Følelse, f. Ex. Elskov. Den nordiske Opfattelse af den skildres i Oswalds Person. Intet ligner hans første Befippelse, da han seer Corinna uden nogetsomhelst Hensyn til hendes Kjøn, i Italien blive elsket og beundret som Geni. Den Art offentlige Existents for en Kvinde forekommer ham i høi Grad stødende (shocking). Han er vant til at betragte Kvinden som en Art Husdyr, og kan i Begyndelsen slet ikke forsone sig med den Tanke, at man kunde være tilbøielig til at tilgive en Kvinde den Forbrydelse at have Geni. Han føler sig ligesom ydmyget og irriteret derved, hans Hovmod begriber, at den egentlige absolute Tilbedelse af Manden, der for en ret Englænder staaer som Hustruens høieste Dyd, og som sikrer den ægteskabelige Tryghed, vanskelig vil kunne ventes af saa fri en Aand. Og da hun endelig elsker ham og med en Lidenskab, i Sammenligning med hvilken Alt blegner, hvad han har seet eller hørt om, og som er saa uegennyttig, at den bringer hende til at sætte Alting paa Spil for hans Skyld uden at fordre det Mindste, saa glemmer han hende, hendes Geni, hendes Sjæleadel og hendes aandelige Storhed, ligesaa snart han atter staaer paa engelsk Grund, paany indaander engelske Taager og Fordomme og træffer et ungt uskyldigt Pigebarn paa 16 Aar, der er som skabt til Hustru efter den engelske Recept, tillukket, uvidende, uskyldig, taus, den incarnerede Familiepligt med blonde Haar og blaa Øine.

Det er paa et andet Punkt, at hun rammer den franske Opfattelse af Elskoven. Hun efterviser, hvorledes alle gode Følelser i Frankrig inficeres af een Last, den af Forfængelighed udsprungne Frygt for Samfundet. Den franske Elskov er, mener hun, næsten lutter Forfængelighed. Alle Følelser og det hele Liv regjeres af Viddet, af Lysten til at tage sig ud og af den Frygt, som kan charakteriseres ved de Ord: »Hvad vil man sige til det?« I den Henseende samstemmer Mme de Staël fuldstændig med en nær efter hende følgende Forfatter, den skarpsindige og originale Henry Beyle, der pleier at betegne Franskmændene som de livligt Forfængelige (Les vainvifs) og som paastaaer, at alle deres Handlinger dicteres af Betragtningen Qu’en dira-t-on, det vil sige, af Frygten for det Latterlige.

Det franske Folk er ligesom det danske vant til at være meget stolt af sin udviklede Sands for det Komiske, saa stolt, at det navnlig er formedelst den, at Frankmændene beskedent betegne sig selv som Verdens mest spirituelle Nation. Corinna paastaaer, at det er denne Sands og den tilsvarende Frygt for det Latterlige, som i Frankrig dræber al Originalitet i Sæder, i Costumer, i Sprog, som berøver Phantasien al Frihed og Følelsen ethvert naturligt Udbrud. Al medfødt Følelse og Aand forvandler sig til Epigrammer istedenfor til Poesi i de Lande, hvor Frygten for at blive Gjenstand for Viddet eller Spotten bringer Enhver til selv først at gribe dette Vaaben. »Skal man«, indvender hun mod Erfeuil, »da bestandig leve for hvad Samfundet siger om En? Det, man tænker og det man føler skal da aldrig være Ens Ledestjerne? Hvis det var saaledes, hvis vi stadigt og bestandigt burde efterligne hinanden indbyrdes, hvorfor er der da blevet en Sjæl og en Aand til Hver? Forsynet kunde da have sparet sig denne Luxus.«

Hun glæder sig da nu ved at beskjæmme det nordiske Puritanerhovmod og den franske Forfængelighed og Frygt for det Latterlige med den ligefremme Naturlighed, som det italienske Folk selv i sin Fornedrelse har bevaret. »Hvorledes«, siger Oswald til Corinna, da han taler om England, »har De kunnet forlade hin Kydskhedens og Sædelighedens Helligdom og gjøre dette sunkne Land til Deres Adoptivfædreland?« Corinna svarer: »I dette Land ere vi beskedne, hverken stolte af os selv, som Englænderne, eller fornøiede med os selv som Franskmændene.« Hun tegner med fine og sande Træk den rørende Naivetet, hvormed Følelsen i Italien giver sig tilkjende: Ingen stiv Reserverethed som i England, intet Coquetteri som i Frankrig. Kvinden vil her kun behage den, hun elsker, og bryder sig ikke om, at hele Verden faaer det at vide. Een af hendes Venner kommer efter nogen Tids Fraværelse tilbage til Rom og lader sig melde hos en fornem Dame. Tjeneren kommer ud og svarer: »Prindsessen modtager ikke i denne Tid, hun er i daarligt Humeur, hun er inamorata,« paa Dansk: hun er forelsket. Hun viser hvor skaansomt, hvor ædelt Kvinden bedømmes i Italien og hvorledes hun selv i Galanteriet bevarer en vis Uskyld. En fattig Pige dicterer paa offentlig Gade et Kjærlighedsbrev til sin Elsker, og Skriveren nedskriver det med største Alvorlighed, dog aldrig uden af sit Eget at tilføie alle de officielle Formler, som det er hans Profession at kjende. Den stakkels Soldat eller Arbeider modtager saaledes et Brev, i hvilket mange ømme Forsikringer befinde sig i en Ramme af »Høistærede Samtidige!« og »Deres med Agtelse ærbødige« o. s. v. Corinna’s Skildring er her fuldkommen sand. Jeg har ved et Tilfælde selv seet den Slags Breve. Og paa den anden Side er Lærdom hos Kvinden i Italien intet usædvanligt. En Franskmand, der kalder en kundskabsrig Kvinde en Pedant, faaer i Bogen Svaret: »Hvad ondt er der i, at en Kvinde kan Græsk?«

Corinna mangler da heller ikke Blik for, at den officielle Hævden af Pligt og Moral i Norden er baseret paa den største Raahed med Hensyn til alle de Tilfælde, i hvilke Samfundsloven eengang er brudt. Hun viser, hvorledes Manden i England intet Løfte og intet Forhold respecterer, uden det som statsretligt er ført til Protokols, og hvorledes der i det strenge England til Helligheden af Ægteskabet, til det ulastelige Liv i Hjemmet svarer den skamløseste og mest bestialske Prostitution, som den personlige Djævel svarer til den personlige Gud. I Modsætning hertil siger hun med kvindelig Forsigtighed og Blufærdighed, men dog med Bestemthed, som saa: »De huslige Dyder udgjøre i England Kvindernes Hæder og Lykke, men hvis der er Lande, i hvilke Kjærlighed træffes udenfor Ægteskabets hellige Baand, saa er blandt disse Lande det, hvor der tages mest Hensyn til Kvindens Lykke: Italien. Mændene have der dannet sig en Moral for de Forhold, der falde udenfor Moralen, et Hjertets Tribunal.« Det9 er dette Tribunal, som fik Domskraft ved Middelalderens Kjærlighedshoffer, det er dette, som slaaer Byron saa stærkt, da han i Italien træffer et det engelske aldeles modsat, men iøvrigt fuldstændigt Moralsystem. Og som altid forsøger hun ogsaa her at føre disse mildere Sæder tilbage til Landets milde climatiske Forhold. Hun vover at sige: »Hjertets Forvildelser indgyde her meer end andensteds en overbærende Medlidenhed. Har Jesus ikke sagt til Magdalene: »Meget vil blive tilgivet hende, fordi hun har elsket Meget?« Disse Ord ere blevne udtalte under en ligesaa smuk Himmel som vor, denne samme Himmel anraaber for os om Guddommens Barmhjertighed.«

Selv Protestant lærer hun da sine Troesfæller at forstaae den italienske Katholicisme: »Da Katholicismen her ikke har havt nogen anden Religion at kjæmpe med, har den faaet en Charakter af Blidhed og Overbærenhed som intet andet Sted, medens derimod Protestantismen i England for at tilintetgjøre Katholicismen der, har maattet bevæbne sig med den største Strenghed i Principer og i Moral. Vor Religion formaaer ligesom den antike at besjæle Kunstnerne, at inspirere Poeterne og udgjør saa at sige en Del af alle vort Livs Nydelser, medens Eders, idet den indordnede sig i et Land, i hvilket Forstanden spiller en meget større Rolle end Indbildningskraften, har antaget en Charakter af moralsk Strenghed, som den for bestandig vil beholde. Vor taler i Kjærlighedens Navn, Eders i Pligtens Navn. Skjøndt vore Dogmer ere absolute, ere vore Principer liberale, og vore absolute Dogmer lempe sig efter Livets Omstændigheder, medens Eders religieuse Frihed uden nogensomhelst Undtagelse sætter sine Love i Respect.« Hun viser, hvorledes man derfor i de protestantiske Lande bestandig nærer en Frygt for Geniet, for Aandens Overlegenhed. »Man gjør det med Urette,« siger hun, »thi denne Overlegenhed er efter sit Væsen yderst moralsk. At forstaae Alt gjør meget overbærende, og at føle dybt indgyder en stor Godhed.«

»Hvorfor er Geniet en Ulykke? Hvorfor har det forhindret mig i at blive elsket? Vil han hos en anden Kvinde finde mere Aand, mere Sjæl, mere Ømhed end hos mig? Nei, han vil finde mindre, og han vil være tilfreds, thi han vil finde sig i Overensstemmelse med Samfundet. Hvilke unaturlige Glæder, hvilke unaturlige Kvaler det skjænker! Overfor Solen og Stjernehimlen føler man kun Trangen til at elske hinanden og føle sig hinanden værdig, men Samfundet, Samfundet, hvor gjør det Hjertet haardt og Aanden letsindig, hvor bringer det En til at leve blot for hvad man vil sige om os! Hvis Menneskene en Dag mødte hverandre, hver for sig befriede fra det Tryk, som Alle udøve paa hver Enkelt, hvilken ren Luft vilde da trænge ind i Sjælen, hvormange nye Ideer, hvormange sande Følelser vilde da ikke forfriske! — Modtag da min sidste Hilsen, o mit Fødeland! udbryder Corinna i sin Svanesang til Ære for Rom — og man føler den Landsforvistes Bitterhed og Selvfølelsen overfor Napoleon i disse Ord: »Du har tilladt mig Hæderen, Du frisindede Nation, der ikke forviser Kvinderne fra dit Tempel, Du, som ikke ofrer det udødelige Talent paa en forbigaaende Skinsyges Alter, Du, som altid har Bifaldsraab for Geniet, naar Du seer det stige, Geniet, denne Seierherre uden Overvundne, denne Erobrer uden Bytte, der øser af Evigheden for at berige Tiden!«

Det er paa Basis af dette Grundrids af Modsætninger mellem et katholsk og et protestantisk Følelsesliv, at Modsætningen mellem den dobbelte Kunstanskuelse hæver sig. Og paa dette Punkt er Bogens Betydning den, at føre et energisk Slag imod den hele protestantiske Hovmod og den kunstneriske Uforstand, som betegner Oswald, i hvem hver Blodsdraabe er gjennemtrængt af engelsk Nationalbornerthed.

Midt i dette plastiske og musikalske Folk, der er saa godmodigt, saa barnligt, saa ubekymret om sin Værdighed og saa umoralsk i Ordets engelske Forstand, føler han, som er vant til at sætte Livets Betydning i Opfyldelsen af et vist Øbegreb af Pligter og Værdighedsregler, sig fuldstændig deplaceret. Han mangler al artistisk Sands; han anlægger snart en litterair, snart en moralsk, snart en religieus Maalestok paa Kunsten, stødes overalt og kan Ingenting forstaae. Han opdager nogle Basreliefer paa Peterskirkens Døre. Hvad ligner hans Forundring, da han seer, at de forestille Ovids Metamorphoser! Det er jo det rene Hedenskab. Corinna fører ham hen i Colosseum, og hans eneste Indtryk er, ligesom Oehlenschlägers, Følelsen af at staae paa et uhyre Rettersted og den moralske Indignation over de Ugjerninger, som her udøvedes mod de Christne. Han træder ind i det sixtinske Capel, og, ukyndig som han er i Kunstens Historie, bliver han i høi Grad oprørt ved at see, at Michel Angelo har understaaet sig i at male Gudfader selv i Person med et bestemt begrændset menneskeligt Legeme, som var det en Jupiter eller en Zeus. Han forarges ligeledes ved i Michel Angelo’s Propheter og Sibyller Intet at finde af den ydmyge christelige Aand, som han venter at træffe i et christent Capel.

Ethvert af disse forskjellige Punkter er afluret Livet. Italien er, ligesom de sydlandske Partier af Europa overhovedet, et Sted, som forudsætter en artistisk, eller, som vi Danske pleie at sige, æsthetisk Disposition hos den Besøgende. Man pleier at inddele det menneskelige Liv i tre forskjellige Sphærer, den praktiske, den theoretiske og den æsthetiske. Den praktiske Betragtning af Skoven er den, om Egnen er sund, eller den forstmæssige, som anslaaer den i Brænde, den theoretiske er Botanikerens, som studerer Vegetationens Charakter videnskabeligt, den æsthetiske eller artistiske endelig er den, som blot har Øie for hvorledes Skoven tager sig ud. Det er denne sidste Sands, som mangler Oswald. Han har ingen Øine, hans Forstand og hans Moral have berøvet hans Sandser deres Friskhed. Derfor formaaer han ikke at glemme Indholdet over Formen, derfor vækker Colosseums Arena ingen anden Betragtning hos ham end den praktisk-moralske Erindring om alt det Blod, som her med Urette blev udgydt. I Corinna’s Hævden af den modsatte Betragtningsmaade vil De føle Indflydelsen fra Tydskland, Paavirkningen fra hendes Omgangsvenner, Brødrene Schlegel, det første Pust af den vaagnende romantiske Aand i Tydskland. Thi hvad Romantiken, hvor forskjelligt den end opfattes i de forskjellige Lande, bestandig hævder er, at det Skjønne er sit eget Formaal eller, som det i Tydskland hed, »Selbstzweck«, en Tanke man henter fra Kants »Kritik der Urtheilskraft«, en Bestemmelse ved Skjønheden, der nu bliver sat som Opgave for Kunsten. Paa Fransk udtryktes dette i Formlen »l‘art pour l’art«, og paa Dansk seer De denne Anskuelse første Gang fremtræde i Oehlenschlägers Digte, f. Ex. i »Poesien forsvarer sig« eller i Digtet »Morgenvandring« i »Langelandsreisen«.

Men det er ikke blot Kunsten, det er Befolkningen og Livet i Italien, som for at forstaaes og vurderes maa sees med artistiske Øine. Intet er almindeligere end i Syden at træffe Englændere eller Tydskere eller Franskmænd, som ud fra deres nationale Synspunkt finde Alt at laste. Tydskerne finde, at Kvinderne mangle den skye Blufærdighed, det Jomfruelige, som de ere vante til at betragte som Skjønhedsideal. Englænderne stødes ved Manglen paa Renlighed og Orden, Franskmændene ved at Conversationen er saa ringe og Prosaen saa slet.

Corinna viser, at Kvindens Skjønhed, som i Italien ikke er af en moralsk, men af en plastisk og malerisk Art, fordrer et Øie, som er modtageligt for Farve og Form og ikke svækket ved Læsning af Sort paa Hvidt. Hun stiller den italienske Improvisation i Modsætning til den franske Conversation og finder i denne et Æqvivalent.

Et forstandigt Folk, som Englænderne, dyrker Forretningslivet og det praktiske Liv, en følelsesfuld Nation som den tydske dyrker Musik, et spirituelt Folkefærd som det franske converserer, det vil sige, faaer sine Indfald gjennem Samtaler og Samlivet med Andre, et phantasifuldt Folk som Italienerne endelig improviserer, det vil sige, stiger naturligt fra de sædvanlige Følelser til Poesi. Corinna siger: »Jeg føler mig som Digter, saasnart min Aand hæver sig, saasnart den i endnu høiere Grad end ellers foragter Egenkjærlighed og Lavhed, endelig saasnart jeg føler, at en skjøn Handling nu vilde være mig let; da er det at mine Vers ere bedst. Jeg er Digter, naar jeg beundrer, naar jeg foragter, naar jeg hader, ikke af personlige Grunde, men paa hele Menneskehedens Vegne.« Og hun nøies ikke med at forsvare den lette Nattergalesang, som er hvad Italienerne forstaae ved lyrisk Poesi. Hun forklarer den overdrevne Vægt, som den italienske Prosa lægger paa Formen og den hele rhetoriske Prang. Dels elsker man overhovedet Formen i Syden, dels var det naturligt, at da man skrev under et geistligt Regimente, som forbød enhver alvorlig Behandling af noget Emne, da man altsaa var vis paa ikke at kunne opnaae nogen Indflydelse paa Tingenes Gang igjennem sine Skrifter, saa skrev man for at vise sin Færdighed i at skrive, for at glimre med sine skjønne Perioder, og Veien blev Maalet.

Det andet Punkt hvorover Oswald stødtes var Michel Angelo’s Fremstilling af Guddommen og Propheterne i det sixtinske Capel.

Han finder ikke i Jehovas mægtige Mandsskikkelse den usynlige, rent aandelige Magt, til hvilken den nordiske Protestantisme har forvandlet de gamle Asiaters lidenskabelige Nationalgud, og hvor findes vel i alle disse stolte Mands- og Kvindeskikkelser, hvormed Michel Angelo har fyldt Loftet i sin »prometheusagtige« Lyst til at forme Mennesker, hvor findes i disse trodsige, begeistrede, fortvivlede og kjæmpende Skikkelser den Ydmyghed, det Sagtmod, han ventede at træffe! Corinna giver her sine Landsmænd en Lære, der saamange Aar efter kan gjøres Behov ogsaa udenfor Frankrig, især udenfor Frankrig, især i Lande som vort, i hvilket der er ført saamegen barnagtig Tale om christelig Kunst og christelig Æsthetik.

Det lidenskabelige og voldsomme Angreb, som af S. Kierkegaard i hans sidste Periode blev gjort paa den saakaldte christelige Kunst, var naturligt for en Mand, der, som Kierkegaard, var blottet for al kunstnerisk Dannelse; han underskyder bestandig Renaissancetidens Malere sin protestantiske, ja sin individuelle Opfattelse af Religionen og forarges saa over, at de med denne Opfattelse i Baggrunden af deres Bevidsthed kunne male som de gjøre. Han veed ligesom Oswald ikke at Renaissancetidens Malere staae i et andet Forhold til deres Emner end vore Dages, at medens vor Tids Maler søger at trænge ind i sit Emne og studere det som Archæolog, som Psycholog eller som Ethnograph, tog Maleren fra Renaissancetiden sit Emne som det forelaa og gjorde ud af det hvad han havde Lyst til, det vil sige, hvad der stemmede med hans selvstændige og originale Individualitet. Heri ligger Forklaringen af hvad der hos de gamle Mestere undrer og støder den nordiske Beskuer saa stærkt. Thi ganske som et lille Indbegreb af Emner hentede fra »Iliaden« og »Odysseen« forsynede hele den græske Billedhuggerkunst, Malerkunst og theatralske Kunst med Sujetter (det er altid den samme Historie om Helena og Paris, om Atreus og Thyestes eller om Iphigenia og Orestes), saaledes er det ogsaa en Snees af det gamle og det nye Testamente uddragne Sujetter (Syndefaldet, Loth og hans Døtre, Christi Fødsel, Flugten til Ægypten, Lidelseshistorien), som igjennem trehundrede Aar sætte alle Italiens Meisler og Pensler i Bevægelse. Kun disse Sujetter bestilles, kun i disse Sujetter er i den egentlig strenge Tid Studiet af det Nøgne tilladt. Og medens nu Udviklingen foregaaer, forblive Emnerne de samme. Den gamle Tids fromme og naive Tro afløses af Renaissancetidens begeistrede Humanisme og frodigt opblomstrende Hedenskab; men endnu bestandigt er det Madonna og Magdalena, som man maler, kun med den Forskjel, at den byzantinske Tidsalders stive Himmeldronning forvandles til en idealiseret Bondepige fra Albano, eller at Andrea del Verrocchio’s rædselsfuldt udtærede, pjaltede, hulkende og skindmagre Magdalena forvandles til Correggio’s yppige og sunde, smilende og forføreriske Pigebarn, hvis foregivne Anger synes endnu et Coquetteri, eller endelig, at alle hine korsfæstede og stenede Martyrer og Apostle, der see ud som om de havde været levende begravede eller vare blevne kogte i Olie, forvandles til Figurer som San Sebastian hos Giorgione eller Tizian, den smukke, af Sundhed og Skjønhed straalende Page eller Cicisbeo, hvis blændende Hudfarve end mere fremhæves ved et Par Blodsdraaber, der dryppe ned fra en mellem Ribbenene zirligt anbragt Pilespids.

Oswald maa da af Corinna lære, at hele hint Chor af unge Heroer, der sidde rundt om Michel Angelo’s store Malerier i Loftet (En, som ligner den græske Achilles med Hænderne foldede over sit Knæ, En, der bøier sig som for at undgaae et Slag, En, der løfter sin Arm som for at parere, En, der med Vælde drager i det gjennem Bronceskjoldet førte Skjærf, Flere, der med Anspændelse af alle Kræfter spænde Hænder og Fødder imod deres Hammer, vride sig og sparke mod Loftets Architektur), han maa lære, at alle disse Figurer, der, skjønne som de homeriske Helte, med Skjønheden forene en vildere Energi og en mere mandig Villie, ere ligesom Michel Angelo’s menneskeblevne Tanker. Thi Michel Angelo decorerer ikke med Ornamenter eller med Blomster, men med Menneskelegemer, og enhver af hans Tanker antager Form af en lidende Heros, som de antike Kunstneres Tanke Formen af en lykkelig Gud. En lidende Heros er vel saa meget værd som en salig Gud. Oswald maa lære at beundre hin Liberalitet hos den italienske Katholicisme, der under Renaissancen tillod enhver Kunstneraand at udfolde sig med den fuldeste Frihed, med den mest uhindrede Originalitet, selv om Kunstneren i sine Værker fremstillede et aldeles individuelt Menneskeideal, eller brugte de christelige og jødiske Sujetter som Former, som Paaskud til at fremstille sin egen, sin rent personlige Religion. For hin Tids Kunstnere var Kunsten Religion, og Linier og Farver de Former, hvorunder de tilbad.

Og saaledes komme vi da til det tredie Punkt, som stødte Oswald, da han saae Ovids Metamorphoser afbildede paa Peterskirkens Døre, Forargelsen over den katholske Kirkes Sammenblanding af Christeligt og Hedensk. Dette Træk er gjennemgaaende. Overalt er det hedenske Materiale benyttet og beholdt. Alle de gamle Basiliker og Kirker ere byggede af lutter antike Tempelsøiler, et simpelt Kors christner overfladisk Obeliskerne, Colosseum og Pantheon. En gammel, daarlig Statue af Jupiter Stator faaer et Par Nøgler i Haanden, bliver Sanct Peder og faaer sin Taa kysset af, Menander’s og Posidippos’s fundne Statuer tilbedes Middelalderen igjennem som Helgene. Det er dette undertiden naive, men altid liberale Forhold til det Hedenske og til det Humane, som Katholicismen skylder den kunstneriske Glands, hvormed den evigt vil straale i Verdenshistorien, en Glands, som Protestantismens kunstneriske Bedrifter ikke ville fordunkle.

Man kan betragte Neapel som Italiens Natur, Rom som Italiens Oldtid og Toscana som Italiens Renaissance. I Toscana var det, at Mennesket gjenfødtes efter sit Syndefald, Naturfornegtelsen. Her dannedes de første italienske Republiker. Her vilde Mennesket paany, og Husene skjøde sammen og dannede en lille, stolt, ubetvingeligt frisindet Stat, en By og dens Omegn. Saa stege Taarnene og Spirene i Veiret, ranke som en fri Mands Holdning, Paladserne begyndtes og befæstedes, Kirkerne fuldendtes, og Kirken var en Nationalskat, et Vidnesbyrd om Rigdom, Udholdenhed og Kunstsands, en uhyre Værdi i Kappestriden om Fortrinet mellem Stat og Stat, mellem Staten Siena og Staten Florents, endnu langt mere end en Bolig for »vor allerhelligste Frue«. Man gjorde uendelig meget Mere til Ære for Siena end til Ære for den gode Gud.

En Kirke i Toscana er med sine Mosaiker paa Guldgrund, som den i Orvieto, eller med sin Façade af hvidt, udhugget Marmor, der ligner en ung Skjønheds Kniplingsdragt, som Kirken i Siena, med sin attiske og elegante, zirlige og zarte Form og sin Rigdom af Kunstskatte i det Indre, endnu langt mere et Juvelskrin end en Kirke. Først sent lærer en Nordbo som Oswald at nyde en Kirke som et Kunstværk, først sent formaaer han at suge dens Skjønhed ind gjennem alle Porer, og naar Præsterne svinge Røgelsekarrene, eller naar en eller anden Operamelodi yppigt slynger sig imod Hvælvingerne, da at fryde sig som en ung Italienerinde, der intetsteds morer eller glæder sig som i Kirken.

Men da forstaaer han ogsaa, hvori det laa, at Italien under Renaissancetiden frembragte den store Kunst. Hin Tids Italien tager Christendommen, afklæder den dens Askese, dens Rædsel, dens hele jødisk-asiatiske Væsen, og omskaber den til en blomstersmykket, myrrhaduftende Mythologi, og som Rom engang forvandlede den græske Eros til Barnet Amor, saaledes forvandler nu anden Gang Italien den voxne østerlandske Gud til et Barn; det giver den rent aandelige Religion et sandseligt Legeme, spænder den for Kunsten og lader den trække alle de bildende Kunster i et Triumphtog gjennem Verden. Protestantismen derimod, som udgaaer fra nordlige Stammer, hos hvilke Forstanden er skarp og Sandserne sløve, som derfor ikke heller har kunnet udvide sig til noget romansk eller sydgermanisk Folk — thi de romanske Folk gjøre uden Overgang Springet fra Katholicisme til Humanisme. — Protestantismen feier alle de skjønne Albanerinder, der holdt et smilende Barn mod Brystet, ned af sine Altre under det Paaskud, at de ere Madonnaer, kalker alle de brogede Billeder over og feirer de kalkede Vægges Triumph. Den viser sig magtesløs til at frembringe en original religieus Architektur, thi alle de store Kirker skrive sig selv i de protestantiske Lande fra den katholske Tid. Naar derfor, som det nutildags skeer i de romanske Lande, den katholske Tro svinder bort og ud af den katholske Kirke, naar Inquisition og Fanatisme blive til Sagn, naar det stygge Dyr i Sneglehuset døer, da staaer endnu Skallen, deilig snoet, tilbage. Der bliver dog staaende pragtfulde Kirker, Statuer, Malerier i hundredetusinde Tal; der bliver dog altid Michel Angelo’s Capel og Raphael’s sixtinske Madonna og Kirker som Peterskirken eller som Domerne i Milano eller i Pisa. Men hvis vi — med al Agtelse for hvad Protestantismen som Overgangsled i Menneskeaandens Historie har virket for hele det indre og sædelige Liv, med Ærefrygt for mange af dem blandt dens Monumenter, der ikke ere for det ydre Øie — om saa blot per impossibile satte den Mulighed, at der engang vederfaredes Protestantismen den samme Skjæbne, som nu overgaaer Katholicismen i Italien, hvilke decorative eller architektoniske Seværdigheder restere da? Den mærkeligste vil være en Blækklat paa Wartburg, den styggeste Seværdighed Kirker, saa hæslige som Johanneskirken paa Nørrebro, der til den Tid maaskee vil være forskjønnet ved Alderens ærværdige Mos.

Lad mig, for nærmere at forklare Dem dette Katholicismens liberale Forhold til Kunsten, som er et af de Hovedpunkter, hvortil Corinna i sine Samtaler med Oswald bestandig vender tilbage, nævne Dem et bestemt Exempel. Jeg dvæler noget ved dette Punkt, fordi vi her staae ved det andet Hovedpunkt, ved hvilket Paavirkningen paa Mme de Staël fra hendes tydske Omgangskreds spores, og hvor vi atter fornemme Pustet, men denne Gang stærkere, af den sig nærmende romantiske Aand med dens Lede til Protestantismen, som phantasiløs og kunstløs, som tør og kold og med dens stedse stigende Kjærlighed til Katholicismen, hvis fortrolige Forhold til Kunsten og Phantasien er saa ganske efter dens Hjerte.

Jeg tager da som Exempel og Bevis paa min Paastand et enkelt katholsk Kunstværk: Marcuskirken i Venedig. Første Gang man seer den studser man et Øieblik udenfor over dens østerlandske Façade, dens lyse Kupler, dens underlige Buer, som hvile paa korte, sammenknippede, over hinanden optaarnede Søiler af rødt og grønt Marmor, man kaster fra Pladsen af et Blik paa de ydre couleurte Mosaiker paa Guldgrund og træder saa ind. Det første Indtryk er: »Hvad er dog dette, det er jo lutter Guld, Guldkupler og Guldvægge.« De fine Guldmosaikstifter, hvoraf alle Billedernes Baggrund bestaaer, danne en eneste Guldflade. Falder en Solstraale ned, frembringer den lyse, tindrende Guldpletter paa den mørkere Guldgrund og hele Kirken flammer. Det af Ælde bølgeformige Gulv er sammensat i Mosaik af rødt, grønt, hvidt og sort Marmor. De rødlige Marmorsøiler have Capitæler af forgyldt Bronce. De smaa Buevinduer have hvidt og ikke broget Glas, thi broget Glas vilde ikke klæde til denne Pragt, det er godt for fattige Kirker. Søilerne afløses af uhyre, firkantede vel 6 Alen tykke Piller af grønligt Marmor, der bære Halvbuer i Guld, og hver Kuppel hviler paa fire slige gyldne Halvbuer. De mindre Søiler, der bære Altrene, Chorene o. s. v., ere af grønt og rødspættet Marmor, sommetider af Alabast. og da gjennemsigtige. Alt det lavere beliggende Marmor er for det Meste høirødt, f. Ex. alle de Sæder eller Bænke, der gaae rundt om Pillerne og langs ad Siderne. Den hele Kirke har, som naturligt er i denne By, i hvis Malerskole Formen saa ganske er Farven underkastet, en rent malerisk, ingen architektonisk Charakter. Som den staaer der med sine forgyldte Ornamenter, sine deiligt indlagte Stole, sine fuldendt skjønne Broncer, sine gyldne Statuetter, Candelabre og Capitæler ligner San Marco en deilig, hvilende Haremsskjønhed, tungt belæsset med Guld, Perler og funklende Diamanter, med den rigeste Brocade, der dækker hendes mauriske Løibænk.

Men staaer mit Referat til Troende? Er det ikke mig, den profane Beskuer, der seer paa alt dette med profane Øine? Er Kunsten her ikke alligevel blot Middel? Har det Hele ikke af fromme Bygmestere faaet en ganske anden Indvielse end den rent kunstneriske? En Kritiker gjør sig selv disse Spørgsmaal, og jeg saae mig om efter et Svar i paalidelig Form, da jeg lige over Kirkens Hovedindgang opdagede en Indskrift, Kirkens eneste. Jeg læste den med Spænding; den er paa Latin. Der staaer: »Ubi diligenter inspexeris artemque ac laborem Francisci et Valerii Zucati venetorum fratrum agnoveris tum tandem judicato«. Paa Dansk: »Naar Du opmærksomt har betragtet og overveiet al den Kunst og alt det Arbeide, som vi to venezianske Brødre, Franciscus og Valerius Zucatus her have udført, da først bedøm os, ikke før.«

Hvad vil dette sige? Det er en Advarsel fra Kunstnerne mod forhastet Kritik. Tænk Dem et Øieblik Indskriften over en protestantisk Kirke og sammenlign saa. Saa helt, saa fuldstændigt er en Kirke her opfattet som Kunstværk, at Indskriften over dens Hovedindgang istedenfor at være en Opfordring til den Bedende, en Hilsen til den Troende, en Velsignelse eller et Skriftsted, er en Bøn til Betragteren om med værdige, med indviede Blikke, at beskue den hellige, af Religionen helligede Kunst. (1872:190-222)

Tilføjelse

Kapitlerne XIII-XIV er i det store nyskrevne til 2.-udgaven

XIII.

Den saa længe undertrykte og saa voldeligt forfulgte Bog om Tydskland er det modneste Værk af Mme de Staëls Dannelse og Intelligents. Det er det første af hendes større Skrifter, i hvilket hun fortaber sig saa ganske i Gjenstanden, at hun synes at have glemt sin egen Personlighed. Hun skildrer ikke mere sig selv i dette Værk, hun optræder kun forsaavidt hun meddeler om sine Reiser i Tydskland og gjengiver sine Samtaler med Landets ypperste Mænd - istedenfor et Selvforsvar eller en Apotheose af sit personlige Ideal gav hun her sine Landsmænd Overblikket over en hel ny Verden. Det Sidste, Franskmændene havde erfaret om Tydsklands Aandsliv, var at der fandtes en Konge i Berlin, som daglig sad tilbords med franske Filosofer og Poeter, som sendte sine middelmaadige franske Vers til Voltaire for at faae dem rettede tilbage, og som ikke anerkjendte Existentsen af nogen tydsk Litteratur. Nu erfarede de, ikke mange Aar efter, at der i dette Land, som deres seirrige Hære netop traadte under Fødder, siden da som ved et Trylleord i Løbet af en eneste Menneskegeneration var skudt en uhyre stor og yderst lærerig Litteratur iveiret, som man endog vovede at stille ved Siden af deres egen, om ikke over den. Og Bogen gav et fuldstændigt, et alsidigt Billede af dette fremmede Aandsliv og denne fremmede Litteratur. Den begyndte med en Skildring af Landets og Byernes udvortes Fysiognomi, den skizzerede Modsætningen mellem Nord- og Sydtydsklands Charakter, mellem Tonen og Sæderne i Wien og Berlin, den indlod sig paa en Fremstilling af den tydske Universitetsdannelse og det nye Liv, Pestalozzis Optræden havde givet Opdragelsen, før den gik over til at meddele en Oversigt over den samtidige tydske Poesi, som for Franskmændene fik dobbelt Anskuelighed ved de mange oversatte Digte og Dramabrudstykker, og Forfatterinden viger end ikke tilbage for at krone sit Værk med et Resumé af den tydske Filosofis hele Udvikling fra Kant og til Schelling.

De Forestillinger om Tydskernes Naivetet, Godlidenhed og Ligefremhed, der lige til Aaret 1870 vare de herskende i Frankrig, skyldes Mme de Staëls Bog. Hun lærte selv det Folk, som under hele Trediveaarskrigen, ja endnu under Frederik den Stores Regjering havde bragt Europa til at drøne af Gjenlyden fra dets Vaabenbrag, at kjende i en Periode, hvor det netop i politisk og militær Henseende var svækket og fornedret, og sluttede deraf til Folkets fredelige og idylliske Charakter. Det forekom hende som om Kakkelovnsvarmen, Øllet og Tobakken dannede en egen tung og dump Atmosfære om dette Folk, og hun søgte dets Styrke udelukkende i dets moralske Alvor og intellectuelle Uafhængighed.

Hun bliver ikke træt af at lovprise de tydske Mænds Retskaffenhed og Sanddruhed og kun nu og da giver hun et Vink om deres jævnlige Mangel paa Finhed og Takt. Man føler, at deres Samtaler tidt har trættet hende; men hun giver Selskabslivets og Sprogets Tilstand Skylden: Det er umuligt at udtrykke sig epigrammatisk i et Sprog, hvor Meningen oftest først bliver tydelig ved Sætningens Slutning, hvor derfor de Afbrydelser, der give Conversationen Liv, næsten umuliggjøres og hvor ovenikjøbet Pointen tidt ikke lader sig opbevare til Sætningens sidste Ord. Det er, mener hun, naturligt, at mangen Samtale kjeder den Fremmede i et Selskab, hvor Tilhørerne ere saa taalmodige og gjøre saa faa Fordringer, at Ingen nærer den Frygt for at trætte, der forhindrer Vidtløftighed og Gjentagelser. Selve den Vane, atter og atter at maatte gjentage en nok saa ubetydelig og nok saa lang Titel gjør endelig nødvendigvis Underholdningen slæbende og formel.

De tydske Kvinder skildrer hun med Varme, men ikke uden Lune paa følgende Maade: De have en ganske særegen Tiltrækning, en rørende Klang i Stemmen, blond Haar, en blændende Hudfarve; de ere beskedne, men mindre frygtsomme end Englænderinderne; man seer, at de mindre hyppigt have truffet Mænd, der vare dem overlegne. De søge at behage ved deres Følelse, at interessere ved deres Indbildningskraft, de ere fortrolige med Poesiens og de skjønne Kunsters Sprog. De coquettere med deres Begeistring, som de franske Kvinder med deres Vid og deres Aand. Den fuldkomne Kedelighed, der udmærker Tydskernes Charakter, gjør Kjærligheden mindre farlig for Kvindernes Lykke, og maaskee nærme de sig denne Følelse med mere Tillid, fordi man har beklædt den med romantiske Farver for dem og fordi Ringeagt og Utroskab der er mindre at befrygte end andensteds. Kjærligheden er en Religion i Tydskland, men en poetisk Religion, der kun altfor gjerne tillader Alt hvad Hjertet kan undskylde.

»Man kan med Grund opholde sig over nogle tydske Kvinders Latterligheder, idet de uophørligt ophidse og exaltere sig indtil det Affecterte, saa at deres sødladne Udtalelser udslette Alt, hvad en Charakter kan have af Udpræget og af Skarpt (de piquant et de prononcé). De ere ikke frimodige som de franske Kvinder, men de ere derfor ikke falske, kun formaae de hverken at see eller at bedømme Noget med Sandhed, de mangle al Virkelighedssands og de virkelige Begivenheder passere forbi deres Øine som et Fantasmagori. Naar de nu og da ere letsindige, saa bevare de endnu et Skjær af den Sentimentalitet, som holdes i Ære i deres Land. En tydsk Dame sagde til mig med et melancholsk Udtryk: »Jeg veed ikke hvori det ligger, men de Fraværende svinde ligesom bort af min Erindring.« En fransk Pige vilde have udtrykt den samme Tanke mere muntert, men Meningen vilde have været den samme.

Deres omhyggelige Opdragelse og deres naturlige Sjælerenhed gjør det Herredømme, de udøve, let og blidt. Ikke desmindre træffer man sjeldent hos tydske Kvinder den aandelige Hurtighed, der besjæler en Samtale og sætter Ideer i Bevægelse.«

Indtrykket af det tydske Aandsliv maatte nødvendigvis gribe Mme de Staël mægtigt. I hendes Fædreland var Alt forstenet i Regler og Vedtægter; der droges en udlevet Poesi og Filosofi med Døden, og her var Alt i Gjæring, Alt i ny Bevægelse, livfuldt og haabefuldt.

Den første Contrast til fransk Aand og Væsen, som slog hende, var denne: I Frankrig var det Herredømme, Samfundet udøvede, absolut; det franske Folk var af Naturen saa sociabelt, at Enhver til enhver Tid følte sig forpligtet til at handle som de andre, tænke som de andre, skrive som de andre, digte som de andre og for de andre; man havde i Frankrig i 1789 formaaet at forplante Revolutionen fra District til District blot ved at sende en Stafet med den Meddelelse, at den nærmeste Landsby havde grebet til Vaaben. I Tydskland derimod var der intet Samfund; der var ingen almindeligt antagne Regler for Opførsel, ingen Tilbøielighed til at efterligne Næsten, ingen tyranniske Love for Sprogets Behandling eller Poesiens Tilsnit. Enhver skrev som han lystede, for sin egen Tilfredsstillelses Skyld og tænkte kun lidet paa den Læseverden, om hvem alle den franske Skribents Tanker dreiede sig; i Tydskland skabte Forfatteren sig sit Publicum, medens i Frankrig Publicum formede Forfatterne efter den herskende Smag. Det Herredømme, som i hendes Fædreland Samfundsopinionen udøvede, formaaede her den Enkeltes Tanke at vinde; thi medens i Frankrig en Filosof var en Selskabsmand, der især lagde Vægt paa en klar og indtagende Sprogform, havde man i Tydskand seet en ensom Tænker, som levede helt udenfor Culturens Baner, oppe i Königsberg, omforme hele sin Samtids Dannelse med et Par tykke Bøger, skrevne i en næsten uforstaaelig metafysisk Mundart. En Kvinde, der hele sit Liv igjennem havde sukket under en borneret Samfundsaands Tryk, kunde ikke andet end føle Begeistring ved dette Skuespil.

Den anden Contrast til det franske Aandsliv, som slog Mme de Staël under Studiet af den opblomstrende tydske Litteratur, var den fremherskende Idealisme. Den Filosofi, som i den sidste Halvdel af det 18de Aarlhundrede havde været den ene dominerende i Frankrig, var en saadan, der udledede alle de menneskelige Forestillinger og Tanker af Sandseindtryk, altsaa fremstillede den menneskelige Aand som afhængig af og betinget af den den omgivende Verden. Til at bedømme denne Læres Væsen og Rækkevidde var Mme de Staël factisk ikke istand; men som et ægte Barn af det nyfødte Aarhundrede afskyede hun den. Hun bedømte den som Kvinde snarere med Hjertet end med Forstanden og udledede af den al den Materialisme, hun havde fundet i Sæderne, og al den Underkastelse under Magten, hun havde fundet hos Individerne i Frankrig. Hun satte Condillacs Sensualisme i Forbindelse med Helvetius's Interessemoral, og hun mente at ingen Lære var mere skikket til at lamme Sjælens begeistrede Opsving end denne Theori, som grundede det Gode paa den velforstaaede Interesse. Med hvilken Henrykkelse saa hun ikke en modsat Lære almindelig anerkjendt i Tydskland; Kants og Fichtes Pligtlære, Schillers idealistiske Pathos forkyndte jo netop den Aandens Souverænitet, som hun hele sit Liv igjennem havde troet paa. Disse store Tænkere beviste den jo, denne begeistrede Digter godtgjorde jo i ethvert af sine Digte Aandens Uafhængighed af Sandseverdenen, dens Evne til at hæve sig over den, beherske den, omforme den. Hvor talte disse Mænd ud af hendes Hjerte! Og i sin Beundring for disse Lærdomme, for Tydsklands Idealisme og Enthousiasme var det, at hun gav sig til at skrive sin Bog »De l'Allemagne«, som Tacitus i sin Tid havde skrevet sin Bog »De Germania«, for at vise sine Landsmænd et stort Exempel paa sædelig Renhed og aandelig Friskhed.

Hun havde altid anseet Begeistringen for den frelsende Magt. Hun havde i Corinna sagt, at hun kun kjendte to virkelig adskilte Klasser af Mennesker, den, som føler Begeistring, og den, som ringeagter Begeistring. Det har forekommet hende, som havde hun i Datidens Tydskland fundet selve Begeistringens Fædreland, det Land hvor den var Religion og hvor den fremfor noget andet Sted paa Jorden blev holdt i Ære. Derfor ender hun ogsaa sit Værk med et Afsnit om Enthousiasmen. Men denne Tro paa Begeistringen, paa Indbildningskraften og Aandens active Virken forledede hende til mange overilede og indskrænkede Domme. I sin Glæde over den filosofiske Idealisme i Tydskland behandler hun den empiriske Naturvidenskab med den mest naive Overlegenhed: Den fører, mener hun, til Intet uden til en mechanisk Opdyngen af Facta. Naturfilosofien derimod, der har gjort den Opdagelse, at Menneskeaanden kan udlede alle Videnskaber a priori af sig selv, at Universet med andre Ord er dannet efter den menneskelige Aand som Forbillede, synes hende salomonisk Visdom. »Det er en skjøn Anskuelse, siger hun, der stræber at finde Ligheden mellem den menneskelige Aands Love og Naturens Love og der betragter den legemlige Verden som et Billede paa den moralske Verden.« I sin Glæde over denne Læres Skjønhed har hun manglet Blik for, hvor usand den var og hvor ufrugtbar den snart vilde vise sig at være. Hun roser Franz Baader og Steffens paa de største engelske Fysikeres Bekostning. Hun har efter sine romantiske Venners Mønster et venligt Ord tilovers for Astrologien og Clairvoyancen, kort sagt for ethvert Fænomen, der taler til Fordel for Spiritualismen.

Allerede mange Aar før havde en fransk Brochure, der blev skrevet imod hende, havt Titlen L'Antiromantique, nu var det romantiske Hang blevet stærkere og stærkere udpræget hos hende. Spiritualismen som saadan syntes hende det Gode, det Skjønne, det Sande i Kunsten som i Filosofien. Deri ligger det, at hun paa een Gang er altfor overbærende mod den fremstræbende romantiske Skoles Misfostre, særlig hendes Omgangsven Zacharias Werners Dramer, og temmelig desorienteret overfor Goethe, hvis Storhed snarere foruroliger end henrykker hende og hvem hun snart undskylder, snart refererer med den Tilføielse, at hun ikke vil forsvare Aanden i hans Værker. Hun indleder sin Prosaoversættelse af »Bruden fra Corinth« med de Ord: »Jeg vil visselig paa ingen Maade forsvare hverken Tendentsen i dette Digt eller Digtet selv, men det synes mig, at man ikke kan andet end føle sig slaaet af dets fantastiske Kraft,« og hun slutter sit iøvrigt vellykkede Referat af Fausts første Del med disse Ord: »Dramet Faust er visselig ikke noget Mønster. Hvad enten man betragter det som Product af et poetisk Raseri eller af en forstandig Blaserthed, saa er det at ønske, at slige Frembringelser ikke gjentage sig« og hun tilføier kun som Modvægt en Bemærkning om Goethes Geni og Digtets Tankerigdom. Saa uimodstaaeligt førtes selv en Aand som hendes af Tidsstrømningen i hendes Fædreland og den religiøse Reaction, den bragte med sig. Kun for Idealismen i Tydskland havde hun Blik og Sympathi, den tydske Pantheisme hverken følte eller forstod hun; den ængstede hende, og den kjække Opdageraand, som havde vovet Springet ned i saa mange Dybder, trak sig stellende og sky tilbage fra den.

Og dog laa her Nøglen til den hele nyere Udvikling i Tydskland. Spinozas Filosofi havde uden at Samtiden forstod det ligget bagved Lessings hele glimrende Feide mod Orthodoxien; men umiddelbart efter hans Død havde Læseverdenen en dobbelt Overraskelse: af Striden mellem Mendelssohn og Jacobi fremgik det Forfærdelige, at Lessing havde levet og var død som Spinozist, og samtidigt viste det sig, at selv Jacobi var af den Mening, at al gjennemført Filosofi nødvendigvis maatte føre til Spinozisme og Pantheisme. Han søgte at redde sig selv derfra ved at anvise Erkjendelsen en anden Vei end Demonstrationen, nemlig den umiddelbare Vished gjennem Følelsen. Men Pantheismen laa fra nu af i Luften, og fra det Øieblik af, da Goethe efter sin første Læsning af Spinoza, betaget og henrevet, betegner sig som Spinozist, og det for ingensinde mere sit lange Liv igjennem at blive Spinoza utro, fra dette Øieblik af er Pantheismen sat paa Tronen i den tydske Litteratur og under et Chor af de skjønneste Poesier, under en Illumination af filosofiske Tanker, der i den nyere Tid aldrig før var seet saa glimrende og saa rig, feirer nu denne den nye Tids Aand i Tydskland sin Formæling med Antikens paany tillivekaldte Skjønhed, ligesom Faust i Tidsalderens berømteste Digterværk høitideligholder sit Bryllup med Helena, der i Digtet staaer som den græske Oldtids Symbol.

Den store hedenske Renaissance, der i Italien var bleven indvarslet af Aander som Leonardo og Giordano Bruno, i England af Aander som Shakspeare og Bacon, kommer nu til Tydskland, og den nye Aandsretning finder Næring i den af Winkelmann og Lessing fremkaldte Begeistring for den græsk-hedenske Oldtid. Schiller skriver »Die Götter Griechenlands«, Goethe »Die Diana der Epheser« og »Die Braut von Corinth«. Da Grækenland var gaaet tilgrunde, hørte hin Skipper, der en Nat seilede langs de græske Kyster, det Raab lyde ud fra Strandbreddens Skove: »Den gamle Pan er død.« Men nei, den gamle Pan var ikke død, han slumrede kun. Og han vaagnede op i Italien under Renaissancetiden, han blev anerkjendt og hyldet som den levende Gud i Schellings, i Goethes, i Hegels Tydskland.

Ja den nye tydske Aand viste sig endnu mere pantheistisk end den antike. Naar den antike Græker stod ved et pragtfuldt Vandfald, som f. Ex. det ved Tibur i Nærheden af Rom, da personligliggjorde han hvad han saa. Hans Øie drog Konturer af skjønne, nøgne Kvinder, Stedets Nymfer, i Cascadens faldende Strømme, Skumstøvet var deres flagrende Haar, han hørte deres overgivne Pladsken og Latter i Vandets Rislen og i den hvirvlende Lyd af Skummet, der sprøitede imod Klippen. Med andre Ord: den antike Betragter personliggjorde den upersonlige Natur. Den antike Digter forstod ikke Naturen, hans egen Personlighed var ham altfor stærkt iveien, den afspeilede sig overalt for hans Øie, Han saae ikke andet for sig end Personer.

Lige omvendt en stor moderne Digter som Goethe eller Tieck, hos hvem det hele Følelsesliv er pantheistisk. Han upersonliggjør bestandig sit eget Jeg for at forstaae Naturen. Overfor Vandfaldet sprænger han sit snevre Selv. Han føler sig glide, falde, omhvirvles med disse skummende Vande. Hans Væsen strømmer ud af Jegets snevre Skranker eller Ring og flyder bort med disse Strømme. Hans elastiske Bevidsthed udvider sig, han optager den ubevidste Natur i sit Væsen, han glemmer sig selv over hvad han seer, ligesom den, der hører en Symfoni, gaaer op og forsvinder i det han hører. Og saaledes overalt. Som hans Væsen strømmer med Bølgerne, saaledes flyver og klager det med Vinden, seiler med Maanen over Himlen, føler sig som Et med det formløse Alliv.

Det var denne Pantheisme som Goethe hævdede i det bidende Epigram:

Was soll mir eure Hohn
Ueber das All und Eine?
Der Professor ist eine Person,
Gott ist keine.

Det var denne Pantheisme, som han udfoldede i Faust, og som ligger saa dybt i den tydske Natur, at selv den romantiske Skole, der reagerer imod den antike Renaissance, tiltrods for sine katholske Tendentser er ligesaa pantlieistisk som Hölderlin og Goethe. Pantheismen er her den Understrøm, som bryder sig sin ustandselige Bane midt imellem alle de Diger og Sten, som ophobes paa dens Vei.

Mme de Staël havde ikke Øie for dette. Hun var af sin Omgangskreds revet ind med i den Bevægelse, som foregik paa Overfladen, saa og følte kun den. Og denne Bevægelse var den romantiske Reaction.

Den saa yderligt gaaende og i Virkeligheden for en moderne Germaner saa lidet naturlige Tilbøielighed til at være antik og klassisk, havde fremkaldt en heftig Modbevægelse. Goethe og Schiller vare tilsidst gaaede saavidt i deres bestandig stærkere og strengere Fastholden ved det antike Kunstideal, at de begge endte med gjennem Kjærligheden til den strenge, regelmæssige Kunstform at gjøre et Skridt henimod den Skole, mod hvilken de selv først havde reist Opposition, nemlig den klassiske Tragoedie i Frankrig. Goethe havde oversat Voltaire's »Mahomet«, Schiller Racines »Fædra«, og saaledes havde gjennem disse to største tydske Digteres Stræben Opfattelserne af det Klassiske i Frankrig og Tydskland sluttet Alliance med hinanden. Men dette Forbund maatte nødvendigvis give Signalet til Modstand. Antiken var saa streng, man længtes efter noget Farvet og Broget; Antiken var saa plastisk, man længtes efter noget Inderligt og Musikalsk; Antiken var saa græsk, saa kold, saa fremmed, hvem kunde udholde at læse Goethes »Achilleïs« eller Schillers »Die Braut von Messina« med dens høitidelige, antike Chor! Havde man da ikke selv en Fortid? Man længtes efter noget Hjemligt, efter noget Tydsk. Antiken var saa aristokratisk, og man havde drevet sit Sværmeri for det Klassiske saa vidt, at man paany havde bragt den gamle Hofpoesi fra Ludvig den 14des Tid til Ære, men burde Kunsten ikke være for alle Klasser, burde den ikke sammensmelte Høie og Ringe? Man vilde have noget Enfoldigt, noget Folkeligt. Den klassiske Bestræbelse var endelig saa ædru: Lessings lyse Fornuftreligion var i Boghandler Nicolais Hænder bleven til den samme flade Forstandsrationalisme som i Slutningen af det forrige Aarhundrede slog saa godt an her i Danmark, Goethes Pantheisme kunde ikke varme Massernes Hjerte, Schillers »Die Sendung Moses« maatte jo være enhver Troende en Forargelse, og »poetisk« var jo endelig, naar Alt kom til Alt, ikke det Samme som »ædru«; man vilde sværme, man vilde beruses og begeistres, man vilde paany troe som et Barn, føle en Ridders Sværmeri og en Munks Ekstase, man vilde rase poetisk, man vilde drømme melodisk, man vilde bade sig i Maaneskin og mystisk fornemme Aandernes Svæven i Mælkeveien. Man vilde høre Græsset groe og forstaae hvad Fuglene sagde. Dybt ind i Maaneskinsnatten, dybt ind i Skovensomheden vilde man gaae.

Man vilde have noget Enfoldigt; man var træt af Oldtidens Cultur og fordybede sig i Middelalderens rige, og saalænge forsømte fantastiske Verden. Et levende Hang til det Fantastiske og Vidunderlige bemægtiger sig Sjælene, og Mythe og Eventyr blive fra nu af de kanoniske Arter.*) [*) See G. Brandes: Kritiker og Portraiter om H. C. Andersen.] Alle de gamle Folkeeventyr og Legender samles, friskes op paany og efterdigtes ofte saa fortræffeligt som af den nye Skoles første Digter Tieck i »Der blonde Ekbert« eller i »Historien om den skjønne Magelone og Grev Peter af Provence«, men ogsaa ofte med en barnagtig Forgudelse af det formentlig poetiske Indhold i overtroiske Forestillinger, der kun havde et rent videnskabeligt Værd som forvanskede Levninger af Oldtidsmyther. Novalis varslede i et begeistret Digt om den Tid, da man ikke mere vilde troe i abstracte Videnskaber at have Løsningen af Livets Gaade, da man i Eventyr og Digte vilde finde Forklaringen af den evige Verdenshistorie, — da vilde »alt det forkerte Væsen« svinde bort for et hemmeligt Ord. »Alt det forkerte Væsen« — det samme, den franske Revolution med sine dumdristige Tanker havde villet afskaffe gjennem blodige Omvæltninger og Krige, det skulde nu svinde som i Drømmen, som i Eventyret for et Ord, saasnart blot Menneskene bleve til Børn igjen. Man indbildte sig at man vilde være hjulpen, naar man istedenfor hine Ideer, der lugtede af Krudt og Blod, havde faaet Ideer, der lugtede af Ammestuen.

Man vilde fremdeles have noget Folkeligt. Man lagde Spirerne til den folkelige Bevægelse, der hos os f. Ex. gaaer ud fra Grundtvig, efter at han som saa mange andre havde modtaget et stærkt Indtryk af den ungdommelige og poetiske Begeistring, hvormed den af Steffens forplantedes hertillands og hvormed den henrev Ungdommen paa en Tid, da der endnu fandtes en Ungdom i Danmark. Med Rette følte man Sorg over den dybe Kløft, Fortroppens altfor raske Fremadskriden og de mindst begunstigede Klassers Udespærring fra al høiere Dannelse har afstedkommet mellem de Dannede og de Udannede, og med Rette opfordrede man Videnskabsmanden og Kunstneren til at iklæde sine Tanker og Følelser den simpleste, den lettest fattelige Form. Men Bevægelsen kom hurtigt paa Afveie, da man indlod sig paa det afsindige Foretagende at vilde kalde Avantgarden tilbage for ikke at overanstrenge Efternølerne ja næsten ønskede den hugget ned for at have hele Hæren samlet.

Da man opgav Handlingens Drivfjæder, Troen paa Fremskridtet, opstod i Dramaet Skjæbnetragoedierne med deres fatalistiske Taabeligheder og fjantede Overtro. I Werners Tragoedie »Den 24de Februar« minder Alt Heltinden om en udtalt Forbandelse og en gammel Brøde, naar det blot skeer paa Aarsdagen derfor, den ulykkelige 24de Februar. Det gaaer saa vidt, at da paa den Dag en Høne bliver slagtet, udraaber hun: »Den skreg mig imøde. Hønen, som en Forbandelse, den mindede mig om min Fader, da han laa rallende i Døden« — og dette Stykke roser den fine, smagfulde Forfatterinde af Bogen om Tydskland. De dramatiske Satirer antoge af forceret Naivetet Marionetspillenes Tone (endog hos os betegner Heiberg sine første Stykker som Marionetspil); man blev mere og mere barnlig; af Frygt for Salonen eller Selskabssalen, der regjerede i det 18de Aarhundrede, tyede man til Børne- og Ammestuen.

Skolens Førere vare fødte Protestanter, men deres Retning mod Middelalderen og dens fromme Naivetet medførte nødvendigvis en Tendents mod Katholicismen. I den Sammenligning mellem antikiserende og folkelig Kunst, som Fr. Schlegel havde anstillet i »Europa« og som Mme de Staël baade i Corinna og i Bogen om Tydskland støtter sig til, hed det efter en Paavisning af at Geniet umuligt kunde bevare sin Svingkraft under et Arbeide med Æmner, som der udfordredes Hukommelsesværk og Lærdom til at tumle: »Saaledes er det ikke ved de Sujetter, der tilhøre vor egen Religion. Kunstnerne have overfor disse Æmner en personlig Inspiration; de føle, hvad de male og de male hvad de have seet. Livet selv tjener dem da til Model, naar de ville fremstille Livet, medens de, naar de forsøge paa at hensætte sig i Oldtiden, maae frembringe deres Værker ikke efter det Liv, de see, men efter Bøger og Statuer.« Sofismen skjuler sig i Ordene »vor egen Eeligion«; thi hvilken var »vor egen Religion«? Protestantismen havde udviklet sig til en idealistisk Filosofi, der længst havde gjort fælles Sag med Revolutionen. I Aaret 1795 vare to unge Mennesker, hvis Navne senere skulde blive verdensberømte, gaaede ud paa en ensom Mark og havde i naiv Begeistring over Revolutionen plantet et Frihedstræ. Det var Schelling og Hegel. Man gik da tilbage til Katholicismen. Men den italienske Katholicisme var endnu altfor klassisk, altfor antikt besjælet. En stor lys Kirke som St. Peter i Rom var altfor lidt mystisk, altfor egnet til, som Lamartine har sagt det, naar engang al positiv Religion er forsvunden fra Europa, vedblivende at være Menneskehedens Tempel. I Italien følte man sig kun beslægtet med det prærafaeliske Maleri, i Spanien fandt man en beslægtet Digter i Calderon, med hvis mystiske Andagt den først udbasunede Shakspeares Frisind og Realisme snart ikke mere kunde sammenlignes. Selv Heiberg sætter Calderon over Shakspeare. Ellers dyrkede man overalt og i alle Kunster Gothiken. Albrecht Dürer blev med sin folkelige Tydskhed og naive Trohjertethed, men især formedelst sin Mystik, sine Hjorte med Kors mellem Takkerne og alt sit symbolske Krimskrams kanoniseret af de tydske Romantikere, og selv hos os paastode Oehlenschläger og hans Søster at kunne see meget Mere i Albrecht Dürer end andre Mennesker kunde finde. Smitten var saa stærk at selv Gulnares, Alis og Gulhyndis Digter indbildte sig at sværme for Mystiken.

Under den lidenskabelige Stræben bort fra den græsk-romerske Oldtid var imidlertid Fr. Schlegel kommen til at udføre sin eneste sande, men denne Gang ogsaa store, videnskabelige Bedrift; han grundede Sanskritstudiet og aabnede dermed den europæiske Cultur en hel ny Bane. Han lagde Grundvolden først til een hel ny Filologi, der udviklede sig parallelt med den klassiske som indisk-østerlandsk, dernæst til en anden hel ny Filologi, der medomfattede den klassiske: den sammenlignende Sprogvidenskab, Filologien som Naturvidenskab.

Foreløbigt blev Hinduens Ørkesløshed Idealet: det contemplative, det rent vegetative Liv. Det er dette Ideal, som forherliges i Schlegel's »Lucinde«, ligesom det senere, da det tilegnes af den romantiske Skole i Frankrig, varieres i Théophile Gautier's »Fortunio«. Det er det, som skimtes i Oehlenschlägers geniale Lediggjænger Aladdin, og det er dette Ideal, som bestandig foresvæver Æsthetikeren i »Enten-Eller«, dette ægte Product af den romantiske Skole, der, som Kierkegaard selv, er opfødt med Læsning af Tydsklands romantiske Digtere, og der siger saaledes: »Min Tid deler jeg saaledes, den halve Tid sover jeg, den anden halve drømmer jeg. Naar jeg sover, drømmer jeg aldrig, thi at sove er den høieste Genialitet.«

Goethe havde som Olding tyet fra Nuets Larm til Orienten og havde skrevet sit »vestøstlige Divan«. Romantikerne fulgte kun hans Spor. Men snart fik deres Lære en egentlig filosofisk Grundvold ved Schelling, hvem Indtrykket af Franskmændenes religiøse og politiske Udskeielser havde skræmmet og omvendt. Som Goethe var flygtet til det fjerne Østerland, saaledes flygtede Schelling fra den forstyrrende Yderverden til den fjerneste Fortid og fandt der Sandhedens og Livets Kilder. I Modsætning til Oplysningsperiodens Mening, at Mennekeheden langsomt havde arbeidet sig fremad og opad fra Barbari til Cultur, fra Instinct til Fornuft, erklærede han Menneskeheden for sunken, det vil sige sunken fra en Tilstand af høiere Dannelse, i hvilken den nød en Opdragelse, som foretoges af høiere Væsener, af en Aandeslægt. Saa skete der et Fald, og i den faldne Periode viste der sig kun faa saadanne Lærere, høiere Væsener, Profeter, Genier som Schelling selv, der arbeidede paa hint fuldkomne Livs Gjenoprettelse. Vi Nulevende vide, at Videnskaben har givet Revolutionsmændene Ret og Schelling Uret; vi, som leve i Charles Darwin's Tidsalder, antage ikke mere Muligheden af en oprindelig paradisisk Tilstand og et Fald. Der er ingen Tvivl om at Darwin's Lære vil slaae den orthodoxe Moral til Jorden, ganske som Copernicus's Lære slog den orthodoxe Dogmatik til Jorden; som Copernicus's System berøvede det orthodoxe Himmerig sit fysiske Sted, saaledes vil engang Darwin's Lære berøve det orthodoxe Paradis sit.

Men dette var dengang ikke erkjendt, og Schelling viste tilbage til Urverdenen, hvor Sagnene om Guder og Halvguder syntes ham historiske Kjendsgjerninger, og saaledes kom han da til at prise Mythologien som det største af alle Kunstværker, der var modtageligt for en uendelig Udlægning, og en uendelig Udlægning vil sige en vilkaarlig. Man har her i Spiren den hele Grundtvigske Mythefortolkning med dens uvidenskabelige og upaalidelige Behandling af Mytherne.

Men Bortvendelsen fra Samfundsinteresserne finder et endnu bestemtere Udtryk i Schellings Fordybelse i Naturen. Ligesom det efter Mystikernes Forestilling var Guds Imagination, som tænkende skabte Verden, saaledes var det for Schelling alene den tilsvarende Kraft i Mennesket, som formaaede at give Menneskets aandelige Frembringelser ideal Virkelighed.

Det er da denne væsentlig æsthetiske Kraft, den saakaldte intellectuelle Anskuelse, det vil nærmest sige den efter Fornuftlove virkende fuldstændige Fantasi, om hvilken Schelling, der her øiensynligt er under Indflydelse af Tidens æsthetiske Kritik, paastaaer og hævder, at den alene baner Vei til Filosofi, Vei til Indsigt i Identiteten af det Ideelle og det Reelle. Ja, selve denne intellectuelle Anskuelse var ikke blot Veien, den var Maalet. Og denne Sammenblanding af Redskabet og Værket betegner Indtrædelsen af en total, en almindelig Forvirring i den romantiske Poesi og Videnskab, idet Videnskaben snart drives med Kunstens Midler, saa man fantaserer i Hypotheser istedenfor at forske, snart omvendt Poesien og Kunsten drives med Filosofiens og Religionens Midler, saa Digterværkerne blive rimet Speculation, hvis Helte ere bestøvlede Ideer, og Kunstværkerne forgjæves søge at dække Mangelen paa legemlig Form med den katholske Andagts og Kjærligheds Kaabe. Man indbildte sig[,] at denne nye Naturfilosofi for evigt skulde gjøre alt Erfaringsstudium af Naturen overflødigt, men vi, som leve i en Tidsalder, hvor den empiriske Naturforskning har forvandlet Jordens Udseende og beriget Menneskelivet gjennem Opdagelser og Opfindelser uden Mage, vi, som have seet Naturfilosofiens uendelige Afmagt, vi vide, at de reactionære Tendentser ogsaa her førte til Nederlag, og at Livet selv paatog sig at gjendrive Vildfarelsen. Men hvad der i denne Theori for os især har Betydning og Interesse, det er den kraftige Hævden af den guddommelige Fantasi som Skabningens Kilde og af den menneskelige Fantasi som Kilden til al kunstnerisk Frembringen; thi her staae vi ved Modertanken til Aladdin, her føle vi med Haanden det Hjerteslag, som driver Blodet helt ud i den Extremitet af det store germanisk-gothiske Legeme, som i Aaret 1803 betegnedes ved Navnet Kjøbenhavn.

I hvilken Grad alle de nye Anskuelser maatte gribe Oehlenschläger, er let at forstaae. Romantikerne anpriste Fantasien over Alt i Verden, den var den høieste, den egentlig guddommelige Gave. Hvem kunde dette gribe som ham, hvis Evne netop var den sprudlende Fantasi, der afløste Baggesens og det 18de Aarhundredes Evne til Conversationen. Romantikerne priste Mytheverdenen som den høieste, den ægte. Der sad nu netop han med en hel ny Mytheverden, som med en Skat, der blot behøvede at hæves. Fr. Schlegel og Novalis havde istemmet: Vi maa finde en ny Mythologi, der for os kan være det samme som den antike for Grækere og Romere. Men de søgte forgjæves eller fandt kun Katholicismens gamle Myther. Han alene behøvede ikke at søge, han alene sad inde med Skatten, ham faldt Appelsinen ned i hans Turban. Romantikerne troede paa en høiere Fortidstilstand, hvorfra Slægten var sunken; og overfor ham stod netop et Folk, hvis Fortid langt overstraalede dets Nutid, som ønskede at glemme denne mørke Nutid, og hvis Trang det var at see sig selv forherliget gjennem Forherligelsen af sine Barndomsdrømme og sin Ungdoms Bedrifter. Saaledes forklares det, hvorledes der kun udfordredes et Ord af Steffens for til Overraskelse for denne og alle Andre at løse Fortryllelsen, som bandt hans Tunge.

En sund, god Side af Skolens Bestræbelser, var overhovedet den, som gik ud paa at udvide den snevre Kreds af Æmner, som de antike Stoffer afgav, og at udvide Blikket saavel for det Eiendommelige hos de fremmede moderne Folk som for den egne Nations charakteristiske Særpræg. Saaledes blev Skolen patriotisk, og patriotisk i alle Lande. Men iøvrigt opstod allerede nu i Tydskland den samme Tilbøielighed til Udflugter ind i fremmede Lande, som senere greb den franske Romantik under Victor Hugo. Forgjængeren var Herder med sin beundringsværdige Sands for de forskjellige Folkeaanders Producter. A. W. Schlegels kritiske og oversættende Virksomhed fulgte. Hans berømte Forelæsninger over den dramatiske Litteratur, der fremkomme umiddelbart før de Allieredes Indmarche i Paris, forklare det græske, engelske og spanske Theater, men indeholde de bitreste og voldsomste Angreb paa den franske Smag og det franske Drama; han nøies ikke med at angribe Tragikerne; selv Molière behandler han med plump og uforstandig Ringeagt. Det er interessant at sammenligne denne Bog med dens samtidige Modstykke Mme de Staëls »De l'Allemagne«. Schlegel er ligesaa misforstaaende og hadefuld overfor Frankrig som hun er forstaaende og sympathetisk overfor Tydskland. Til Gjengjæld forklarer han med fin og dyb Sympathi saavel Shakspeare som navnlig den af ham selv opdagede Calderon for sine Landsmænd. Hans Opfattelse af disse Digtere har imidlertid een stor Mangel ved Siden af eet stort Fortrin.

Fortrinet er det, at Alt kommer til sin Ret, hver mindste Eiendommelighed. Da han senere udfører sine fuldendt mesterlige Oversættelser af mange Shakspearske og nogle Calderonske Stykker, føler man hvilke Fremskridt Forstaaelsen af fremmed Poesi har gjort, siden Schiller i sin Oversættelse af Macbeth tilskar Stykket efter antikiserende Fordomme og skar alt det Realistiske og Djærve bort.

Mangelen er hos Schlegel den samme som hos hele Skolen, den samme, der hos os i Danmark fra Skolen af strækker sig udover den følgende Tid, den, at Opfattelsen af Poesien bestandig er stemplet af germanisk Ensidighed, er i den Grad æsthetisk-metafysisk, at den empirisk-historiske Opfattelse fortrænges og ikke kan komme til sin Ret: Man har det ene absolute Mønster efter det andet. Som Grækerne og Aristoteles havde været ansete for de absolute Mønstre i Frankrig, saaledes blev nu f. Ex. Shakspeare det absolute Mønster i Poesi eller (som hos os i Kierkegaards »Enten-Eller«) Mozart det absolute Mønster i Musik. Den historisk-paalidelige Opfattelse, der i sin empiriske Ædruelighed ingen absolute Mønstre kjender, skydes aldeles tilside. Ethvert Værk bliver Type, Type paa en Digtart, en incarneret Kategori. Saaledes er f. Ex. hos os for Heiberg St. Hansaftensspil »den fuldkomneste Realisation af det umiddelbare Drama i lyrisk Form«. Man tegner Systemer hvor Digtarterne og Digterværkerne skyde ud af hinanden som Grenene paa et Træ, istedenfor at studere dem i deres Sammenhæng med Gulturen, med det hele Liv. Man troer f. Ex. at Tragoedien har en sammenhængende Historie paa langs, o: at den græske Tragoedie staaer i en Art directe Slægtskabsforbindelse med den engelske, istedenfor at forstaae, at Tragoedien ikke avles af andre Folkeslags Tragoedier, men fremgaaer af de Omgivelser, af den Cultur, den hele psychologiske Sfære, midt i hvilken den bliver til.

Imidlertid: man fik alle Bomme slaaede ned, hele Verden laa aaben for Digterens Øine, han havde Lov til at vælge sine Æmner, hvor han havde Lyst. Vi have denne begeistrede Troesbekjendelse i vor egen Litteratur i Oehlenschlägers smukke Digt »Digterens Hjem«:

Det strækker sig fra Spitzbergs hvide Klipper,
For Syndflods ældste Lig en hellig Grav,
Til hvor den sidste Tange slipper
I Søndrepolens øde Hav.

Det var det frigjørende kritiske Løsen, som tonede fra den romantiske Kritik.

Den kortfattede, sammentrængte Udsigt som, her er givet over Tendentserne i den Skole, Ansigt til Ansigt med hvilken Værket »Om Tydskland« blev til, vil allerede have antydet Læseren, paa hvilke Punkter Mme de Staël følte sig i Overensstemmelse med Skolen og hvorledes og hvorvidt den kan siges at drage Forlængelseslinier af hendes litterære Baner. Dens energiske Reaction mod det 18de Aarhundredes Filosofi tiltalte hendes Hjerte; Schelling kaldte jo selv sit hele System for Reaction mod Forstandstidsalderens Oplysning og Afklaring. Dens dybe Respect for den poetiske Begeistring, dens kritiske Liberalitet stemmede overens med hendes egne Instincter og Doctriner. Den romantiske Lære om Fantasiens Værd og Betydning vakte hendes Bifald, men selve Skolens Opfattelse af Fantasiens Væsen var hende uforstaaelig. Romantikerne, som gik ud fra at der til Grund for Alt laa en uafbrudt frembringende, ligesom gjøglende Fantasi, der med guddommelig Ironi bestandig tilintetgjorde sine egne Frembringelser, ligesom Havet opsluger enhver af sine egne Bølger, mente at Digteren, denne Skaber i det Smaa, paa lignende Maade burde staae ironisk overfor sine digtede Figurer og sit hele Værk og med Forsæt sønderbryde Illusionen deri. Mme de Staëls Intelligents var altfor praktisk og altfor rationel til at hun skulde kunne gaae ind paa denne subtile Lære, om hvilken hun havde mangen hed Disput med sine romantiske Venner. Til Gjengjæld nærmede hun sig Skolen i et afgjørende Punkt:

Som hele det første Hold af de i Reactionen mod det 18de Aarhundrede indviklede Skribenter blev hun med Aarene mere og mere positivt religiøs. De filosofiske Indtryk fra Revolutionstiden udslettedes efterhaanden og istedenfor dem traadte stedse alvorligere Forsøg paa at tilegne sig Tidsalderens opdukkende religiøse Ideer. Hun, der i sin Ungdom havde stillet sig polemisk overfor Chateaubriands Hævden af de christelige Æmners Overlegenhed i Kunsten, slutter sig nu ganske til hans æsthetiske Grundsyn. Hun gaaer uden Forbehold ind paa Romantikernes Lære om at den moderne Poesi og Kunst maa bygge paa Christendommen, paa lignende Maade som den antike har støttet sig til den græsk-romerske Mythologi, og idet hun mere og mere lever, lytter og taler sig ind i Forvisningen om, at det 18de Aarhundrede var fuldstændigt paa Vildvei, og idet hun overalt træffer Aander, som ere vendte tilbage til Fortidens religiøse Følelser, mener hun at Idealismen i Metafysiken, der for hende som Kvinde er det gode Princip, og Inspirationen i Poesien, der for hende som Digterinde er det fra Regeltvangen frelsende Princip, nødvendigvis maa fornye den positive Religions Herredømme, siden Sensualismen, hvis Metafysik og Poetik er hende imod, har bekjæmpet Religionen som en Fjende. Og saaledes havner hun i sit Værk om Tydskland i den lidenskabelige og uretfærdige, mange Gange pinligt bornerte Reaction imod det 18de Aarhundredes intellectuelle Frihedsstræben, som samtidigt var kommen til Udbrud hinsides Rhinen og som paa Frankrigs egen Grund skulde naae sin høieste Potents.


XIV.

Mme de Staëls l'Allemagne var et Blik ind i Fremtiden og ud over Frankrigs Grændser; det var i mange Maader en Profeti om Charakteren af det 19de Aarhnndredes opvoxende Litteratur. Men den Gruppe af Aander, hvortil Forfatterinden hører, havde ikke fuldendt sit Hverv, om den ikke havde suppleret sine Fremtidsvarsler med et omfattende Tilbageblik over det 18de Aarhundredes Aandsliv.

Dette Tilbageblik gaves aldeles samtidigt (1809) af Barante i hans mærkværdige Bog »Om den franske Litteratur i det 18de Aarhundrede«.

Prosper de Barante, født 1782 i en gammel og fornem Embedsmandsfamilie i Auvergne, er den eneste af denne Gruppes Skribenter, der ikke kan betegnes som Emigrant; thi han havde modtaget et keiserligt Embede som Præfect i Vendée. Men hans Bog har ganske Emigrantlitteraturens almindelige Præg, og dette er intet Under; han levede udenfor Paris, han hørte til de Landsforvistes nærmeste Omgangskreds, særligt til Mme de Staëls, og han var ilde seet af Regjeringen paa Grund af sine hyppige Besøg i Coppet. Han delte ogsaa hendes under Keiserdømmet saa kjætterske Sympathier for fremmed, særlig tydsk Litteratur og oversatte senere hele Schillers Theater. Under Restaurationen erhvervede han sig politisk Indflydelse som Medlem af det moderat liberale Parti.

Det Yærk om Frankrig i det 18de Aarhundrede, hvormed han 27 Aar gammel debuterede i Litteraturen, røber en Modenhed og et Maadehold, som overrasker hos saa ung en Forfatter, men som forklares dels ved en vis Mangel paa Fyrighed i Charakteren, dels ved Forfatterens Værdighed og Holdning som Øvrighedsperson. I alle de Bøger, vi have ladet passere Revue, laa implicite en Dom over det 18de Aarhundrede, i denne fremtræder den første sammenhængende Udsigt derover og Værdsættelse deraf. Oversigten er kortfattet men fortrinlig, Opfattelsen er filosofisk begrundet. Fremstillingen er klar og lidenskabsløs, men selve Værdsættelsen er høist mangelfuld, paa ethvert Punkt betinget og indskrænket af de Grændser, ud over hvilke Emigrantlitteraturen ikke formaaede at see. Denne Opgjørelse med det forløbne Aarhundrede, i hvilken den nye Generation definitivt siger sig løs fra den gamle, er ikke selv definitiv og langtfra saa upartisk som den er lidenskabsløs. Thi vel har Barante den redeligste Villie til at dømme upartisk og har, som han fremhæver, den Betingelse derfor, at han ikke tilhører den Generation, der umiddelbart har deltaget i Revolutionens Begivenheder som Angriber eller Forsvarer af den gamle Samfundsorden, men hans Evne er ikke saa uhildet som hans Villie; hans hele Udvikling bæres ham selv ubevidst af Reactionen mod det Aarhundrede, hvis Væsen han som Betragter og Tænker vil forklare.

Barantes Grundsynspunkt er frugtbart og var dengang originalt. Han hører rundt om sig Paastande, der gaae ud paa at gjøre det 18de Aarhundredes Skribenter ansvarlige for de Omvæltninger, der ved Aarhundredets Slutning have rystet Frankrig til dets Grund og finder disse Paastande grundløse; de gjøre, synes han, hine Skribenter stor Uret, fordi de tillægge dem altfor stor Betydning. Havde Bygningen ikke været faldefærdig, vilde et Pust fra Litteraturen ikke kunne have kastet den overende. Samtidigt med Nodier og Mme de Staël formulerer og forklarer han da Sætningen: Litteraturen er et Udtryk for Samfundstilstanden — og ikke dens Ophav. Syvaarskrigen har efter hans Opfattelse havt en ganske anden Indflydelse paa Autoritetens Svækkelse i Frankrig end Encyclopædien, og den Irreligiøsitet, der herskede ved den gamle Ludvig d. 14des Hof paa samme Tid som Kongen med Grusomhed forfulgte Protestanter og Jansenister, har paa en ganske anden Maade undergravet Respecten for Religionen end Filosofernes Angreb og Spotterier. Det er langt fra at han vil fremhæve nogen særdeles Fortjeneste ved det forløbne Aarhundredes Litteratur, men han betragter den kun »som et Symptom paa den almindelige Sygdom«. Med filosofisk Skarpblik søger han Spirerne til Monarchiets Sammenstyrtning. Han finder dem allerede i Efterdønningerne af Frondens Kampe mod Mazarin. Kuede af Richelieu's Jernhaand havde Fyrsterne, Adelen, Embedsmændene, alle de Store skiftevis henvendt sig om Hjælp til den store Befolkning og derved efterhaanden alle tabt i Værdighed og Anseelse. Kongens Autoritet var den eneste, der blev staaende urørt. Oppositionens Bølger gik da lige til Tronens Fod, men de standsede der, og under den første Halvdel af Ludvig den 14des Regjeringstid hævedes Tronen i endnu mere ensom Majestæt over det almindelige Niveau; Richelieus Værk var fuldbragt: enhver Autoritet i Landet var tilintetgjort med Undtagelse af Kronens. Der udfordredes da kun, at denne ene tilbagestaaende Autoritet blev nedbrudt, for at alle Samfundets Myndigheder skulde staae berøvede den Respect, der udgjorde deres Styrke, og det skete tilfulde under Ludvig den 14des ynkværdige Alderdom, Regentskabets frække og Ludvig den 15des frivolt-stupide Regimente.

Det 18de Aarhundredes Filosofi var da efter Barantes Opfattelse ikke Enkeltmands vilkaarlige Værk men en universel Aandsretning i Folket; denne Filosofi blev saa at sige nedskrevet efter Folkets Dictat. Den var dog ikke mere værd for det; det staaer for Barante som var dens Gjerning den at omstyrte en frivol og uretfærdig Samfundsorden paa en frivol og uretfærdig Maade. Men hvad der saaledes skete var uundgaaeligt, var nødvendigt. Den fasteste Tro paa historiske Love er Sjælen i Barantes Bog. »Den menneskelige Aand, siger han, synes uigjenkaldeligt bestemt til at gjennemløbe en den foreskreven Bane ligesom Stjernerne gjøre.« Han veed, at der til alle Tider er en nødvendig Forbindelse mellem Literaturen og Samfundstilstanden; men medens Forholdet imellem dem til sine Tider er dunkelt, maa søges med Skarpsindighed og paavises med Omhu for at staae anskuelig og klar, synes dette Forhold ham i hin Tidsalder at være saa direkte og umiddelbart, at der ikke behøves nogen fin Iagttagelse for at skjelne det.

Aarsagen hertil finder han først i Skribenternes Forhold til deres Publikum: I tidligere Tider havde deres Antal været ringe; tyndt spredte over hele Europa havde de skrevet i et dødt Sprog; der existerede dengang ingen Selskabelighed og Conversationen var ingen Magt; de arbeidede ikke for noget Samfund, men for hinanden, og Samfundet betragtede dem til Gjengjæld som afskrækkende Pedanter. Men efterhaanden udbredte Dannelse og Oplysning sig i de høieste Klasser og Skribenterne traadte i Forhold til dem; de skrev for Fyrster, Hofmænd, Fornemme, for den lille Kreds, der ikke behøvede at arbeide. Paa Ludvig den 14des Tid søgte Forfatterne at behage denne Kreds og følte sig smigrede ved dens Bifald. Men lidt efter lidt skred Civilisationen saavidt frem, at der dannedes et virkeligt Publicum for Litteraturen, et Publicum som stillede Skribenten uafhængigt overfor de Mægtige. Frederik den Anden af Preussen, der for at give sit Rige Glands havde kaldt Voltaire til sit Hof, behandlede ikke ham med den Overlegenhed, hvormed Ludvig den 14de havde behandlet Molière; han syntes at stille ham som sideordnet ved sin Side; den høieste politiske Magt og den største aandelige Overlegenhed i Samtiden holdt sig et Øieblik paa samme Niveau uden at Nogen følte den Tid nærme sig, da disse to Magter skulde erklære hinanden Krig. Og i den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede stode Skribenterne i et uafbrudt Vexelforhold til det hele vidtstrakte Samfund. I Oldtiden havde en Filosof været en streng og systematisk Tænker, der ligegyldig for det Bifald han vandt, udviklede en sammenhængende Lære; nu havde Ordet skiftet Betydning. Filosofen var ikke en ensom Tænker, men en Verdensmand, der samtalte endnu langt mere end han skrev og lærte, som bestandig søgte at behage Omgivelserne og vinde deres Bifald, og som kun kunde gjøre det ved at forvandle sig til deres Organ. Hvor mægtigt Tidsaandens Herredømme over de enkelte Skribenter var, seer Barante bevist ved den Omstændighed, at de Forfattere, der som Abbed de Mably f. Ex. havde den mest levende Uvillie mod Filosoferne af den herskende Skole, dog lignede dem, de vilde bekjæmpe, og ad andre Veie kom til samme Resultater. Og Forklaringen af at Publicum før Forfatterne kunde give sig til at kaste Vrag paa al historisk Overlevering, paa alle de nationale Erindringer for at efterstræbe tilræsonnerede Idealer, finder han i de høiere Samfundsklassers unationale og classiske Opdragelse. I Skolen havde Barnet lært at stamme Epaminondas's og Leonidas's Navne længe før det hørte Bayards eller Duguesclins; det stod Drengen frit for at beundre den trojanske Krig, men at beundre Korstogene — det var uhørt. Romerretten og alle dens fra en absolut Regjering stammende Maximer havde efterhaanden fortrængt de af et frit Folk udsprungne germaniske Retsregler. Hvad Under da at Eorfatterne, naar de søgte deres Stoffer i Oldtiden og sværmede for Hellas og Rom, fandt villigt Øre i det franske Samfund, hvad Under at ogsaa i Litteraturen den hele nationale Tradition blev foragtet og afbrudt!

Efter saaledes forud at have givet det hele Samfund Skylden for Litteraturens Feilgreb i det 18de Aarhundrede — og dens Bedrifter synes ham alle Feilgreb — har Barante sikret sig et Grundlag for rolig Vurdering af de enkelte fremragende Forfattere. Hans Domme samle de i Emigrantlitteraturen spredte Synsmaader som i et Brændpunkt.

Voltaire, om hvis Ry der siden hans Død havde været ført en ligesaa hidsig Kamp som den om Patroklos's Lig, charakteriserer han koldt, men uden Had eller Vrede. Han beundrer Voltaires Naturbegavelse, det letbevægelige, stormfulde Følelsesliv, der affødte hans Pathos, det uimodstaaeligt Henrivende i hans Veltalenhed og i hans Vid, den stadige Ynde som udspringer fra hans grændseløse Lethed til at forme og udtrykke Alt. Men han seer den Anvendelse, Voltaire gjorde af sit Talent, stadigt styret af Tidens Meninger, af Trangen til at gjøre Lykke og behage. Han beklager endelig dybt det Hang til cynisk Spot, der end ikke forlod Voltaire som Olding. Og det er Alt. For det Store, det Berettigede i Voltaires Livskamp har han intet Blik og intet Ord. Han vil forklare Voltaire kritisk og borteskamoterer Indignationen i hans Sjæl, selve Livsnerven i ham; han skildrer Forfølgelserne imod ham som Dumheder uden nogensinde at stemple dem som slette Handlinger; han undskylder endelig — ikke Pletterne paa Voltaires Storhed, men saa at sige denne Storhed selv, og han mener oprigtigt at vise Upartiskhed, siden han undskylder.

Montesquieu er den eneste af det forrige Aarhundredes Storheder, som aflokker Barante en Anerkjendelse, der er levende og varm. Og det er naturligt, thi han fandt noget af sit eget Væsen i hans. Montesquieu var ikke en simpel Skribent, der kunde skrive hvad der faldt ham i Pennen, han var som Barante Embedsmand, en høi Embedsmand, en betydelig Retslærd, som maatte betænke sin Stands Værdighed og det Exempel, han gav. »Præsidenten de Montesquieu, siger Barante, havde ikke den Uafhængighed, Litteratorerne skatte saa høit og der maaske skader baade deres Talent og deres Charakter.« Man føler den keiserlige og dog Napoleon fjendske Embedsmands forsigtige Forsøg paa et Selvforsvar i dette velskrevne Paradox. Men det var i ethvert Tilfælde ikke med Urette, at Barante satte Montesquieu meget høit. Andre af Tidens Skribenter havde mere Geni; men Montesquieu's nøie Kjendskab til det praktiske Liv, til Administration og Regjering, gav ham en Indsigt, som de andre savnede, og et Maadehold, som netop ved Aarhundredets Begyndelse var i høieste Pris. Hos Montesquieu bifalder da ogsaa Barante Adskilligt, som han bittert dadler hos andre. Han opfordrer Læseren til at sammenligne Montesquieu's Værk om Lovenes Aand med et ældre Skrift af Domat over samme Thema for at see de Fremskridt Videnskaben hos ham har gjort, idet han uden at tilsidesætte Respecten for Religionen, forstaaer at betragte den som underordnet Aarsag.*) [*) Alors on pourra distinguer, comment la religion, respectée par Montesquieu, était pourtant jugée par lui, tandis que Domat l'avait seulement adorée, et en avait fait tout découler, au lieu de la considérer comme accessoire.]

Diderot er den af de store Forfattere, som Barante staaer mest hildet overfor; hans Dom om Diderot er indtil det Yderste bornert. Det Fremfusende og Voldsomme i denne Aand skjuler Genialiteten for hans Blik. Et Geni, hvis Hensynsløshed nu og da minder om en Naturkrafts, kunde saa lidet paaskjønnes af Barante som af den hele skræmmede og skuffede Slægt, hvortil han hører. Diderot var mere anlagt til at behage de litterært fordomsfrie Tydskere end sine dengang saa pertentlige Landsmænd. Goethe selv oversatte hans »Le neveu de Rameau« og Hegel behandlede den vidtløftigt i sin »Phänomenologie des Geistes«; men Barante, der med Lidenskab dadler Diderots uophørlige og alle Grændser overskridende Angreb paa Religionen, samler sin Charakteristik i disse Ord: »Han havde et ildfuldt og uordentligt Indre, Men hans Aand var en Ild uden Næring, og det Talent, hvoraf han har vist nogle Glimt, har ikke faaet nogen samlet Anvendelse.« Det var kun rimeligt, at den mest naturalistiske af det 18de Aarhundredes Forfattere blev slettest vurderet af den nu opvoxende Stab af Idealister.

Rousseau, den sidst optrædende af hine for det 19de Aarhundredes Skranke stævnede Aander, havde noget i sit Væsen, som nødvendigvis maatte tiltale Barante. Han var iblandt dem den eneste sentimentale, og det nye Aarhundrede var begyndt entimentalt. Han var endelig den ensomste, den mest enkelte af dem, og det nye Aarhundrede vurderede Personligheden som enkelt. Han havde staaet Filosofernes og Encyclopædisternes Selskab fjernt. Et ulykkeligt og ensomt Liv havde formet hans Charakter, han stod ikke i noget Forhold til Samfundet eller den offentlige Mening. Uden Familie, uden Venner, uden Stand, uden Fædreland havde han flakket om i Verden, og da han optraadte som Forfatter fordømte han Samfundet istedenfor at smigre det; han stræbte ikke at behage den gjældende Samfundsstemning, men at fremkalde en ny; det lykkedes ham, og medens de andre behagede, vakte han alene Begeistring. Alt dette maatte stemme Barante gunstigt. Men man behøver dog blot at sammenligne hans Udtalelser om Rousseau med hans Veninde Mme de Staëls 20 Aar tidligere udgivne Bog om Rousseaus Forfattervirksomhed for at see, hvormange Skridt fremad Reactionen mod det forrige Aarhundredes Aand havde gjort. At han dvæler vidtløftigt ved det Urene i Rousseau's Levnet og de slette Sider af hans Charakter er i og for sig ganske berettiget, og hans Skildring danner her kun det naturlige Modstykke til Mme de Staëls varme Forsvarsindlæg. Hans strenge Dom over Rousseaus politiske Theorier er endda ganske anderledes kritisk gjennemtænkt og moden end Mme de Staëls kvindelige Forsøg paa med en vis Begrændsning at godkjende disse Theorier. Men i Vurderingen af Rousseau's religiøsreformatoriske Virksomhed staaer han langt tilbage for hende. Mod Rousseau's berømte Troesbekjendel[se] mod Fremstillingen af den saakaldte naturlige Religion er hans Hovedindvending den, at den er en Religion uden Cultus, og, siger han: at den var det, kan ikke overraske hos Rousseau, thi til en Moral uden Praxis som hans maatte nødvendigvis en Religion uden Cultus svare. Saaledes fører et conservativt Consequensmageri den religiøst liberale Kritiker til endog at tage den bestaaende Kirkeritus i Forsvar mod Rousseau.

Spiren til alt dette Indskrænkede og Uretfærdige hos Barante er den samme, der senere under Restaurationen og Julikongedømmet afføder saa meget Usandt og Skjævt hos andre liberale Skribenter: den spiritualistiske Filosofi, som nu begynder at faae Indpas i Frankrig og som efter mange Kampe blev den herskende Lære ja under Cousin og hans Skole endog hævedes til Statsfilosofi. Havde denne Filosofi ladet sig nøie med at udvikle sine Principer og Synsmaader saa klart og saa bevisende som muligt, da havde den været en Filosofi som en anden og kunde vække Modsigelse men aldrig Uvillie eller Afsky. Der viste sig imidlertid i denne Filosofi og det næsten i alle de Lande hvor den optraadte, fra Begyndelsen af Tendentser af en uvidenskabelig og ildespaaende Charakter. Den var mindre ivrig for at bevise sine Paastande end for at godtgjøre deres moralske og religiøse Væsen. Den var langt mindre opsat paa at gjendrive sine Modstandere end paa at fraskrive dem Sands for det Ædleste, Opsving mod det Høieste, Pligtfølelse og Begeistring.

Hos Mme de Staël er Frygten for Sensualismen en afledet. Den høihjertede Kvinde, der med al sin Sandhedskjærlighed kun er og bliver Dilettant i Filosofien, frygter naivt for at den sensualistiske Psychologi bringer Sjælene til passivt at underkaste sig under Napoleons Despoti og af Kjærliglied til Friheden søger hun Vaaben imod den. Barante, som er en Mand, har ikke hendes Undskyldning. Ogsaa for ham er Descartes og Leibnitz ikke blot store Tænkere, men Indehavere af det gode Princip i Metafysiken, ret som om moralske Begreber kunde finde Anvendelse paa en Metafysik. »Muligvis, siger han, tabte de sig undertiden i taagede Regioner, men de fulgte idetmindste en ophøiet Retning, deres Lære stemmer overens med de Tanker, der bevæge os, naar vi tænke dybt over os selv, og denne Bane førte nødvendigvis til de ædleste Videnskaber, til Religionen og til Moralen«. Og nu fortæller han, hvorledes man blev træt af at følge dem, hvorledes man begav sig ind paa Locke's og Hume's Baner, og hanfremstiller dette ikke som en modsat, ligeberettiget Ensidighed, men som en Fornedrelse af Menneskevæsenet, en »Nedværdigelse« af Videnskaben. Han finder det naturligt at bekjæmpe Spinoza (som han slaaer sammen med Hobbes) ikke blot med Grunde, men »med Indignation«.*) [*) De la litt. française 213.]

Han fremstiller imod Empiristerne Kants bekjendte Lære om at Forstandsformerne ere givne med vor Aands Constrnction og udvikler at et Indbegreb af religiøse Anlæg ligeledes findes medfødt til alle Tider og hos alle Folk. Overalt og altid mener han, finder man Troen paa et Liv efter Døden, Respect for de Døde og Jordfæstelse af dem i den Overbevisning, at Livet ikke er tilende for dem, endelig en Tro paa at Naturen engang er bleven til og engang vil gaae tilgrunde. Dette er for ham omtrent som for Benjamin Constant de psychologiske Elementer som udgjøre Religionernes faste Grundvold. Han forstaaer end ikke, at disse kunne lade sig føre tilbage til endnu simplere Elementer, der ogsaa forefindes udenfor Religiøsiteten. Thi han forsker ikke frit, han betragter det som en Ære at overtage hvad ban kalder »den hæderfulde Arv fra den ophøiede Filosofi« (le glorieux héritage de la haute philosophie). Og paa ganske lignende Maade ivrer han mod Forsøgene paa en empirisk Begrundelse af Moralen. »Istedenfor, siger han, at gaae ud fra den Følelse af Retfærdighed og Sympathi, som lever i alle Menneskers Hjerte, søgte man at grunde Moralen paa Driften til Selvbevarelse og Velvære«. Han forstaaer øiensynlig slet ikke den dybt filosofiske Drift som har ledet Tænkerne af den modsatte Skole til at opløse Retfærdighedsideen i dens Grundelementer, og vise hvorledes den opstaaer og formes. Han declamerer kun over, at man ad den Vei ikke kunde naae til en aabenbaret Religion; »de guddommelige Beviser for den havde jo Vantroen forkastet«.*) [*) On arriva bientôt à tout nier; déja l'incrédulité avait rejeté les preuves divines de la révélation et avait abjuré les devoirs et les souvenirs chrétiens.] Den samme Tænker som roser Montesquieu's »Lettres persanes« og bifalder at denne Skribent behandler Religionen som »accessorisk«, forfærdes, hildet i Tidsalderens Halvhed, over de empiriske Filosofers Forsøg paa at finde de Grundelementer, der medvirke til Retfærdighedsideens Formning. Og hos Barante seer man derfor, som alt antydet, allerede den hele uforstandige Spillen med det Dobbelttydige i Ordet Sensualisme, der hele Aarhundredet igjennem skulde blive et Vaaben i Hykleriets og Nederdrægtighedens Hænder, idet Sensualisme vexelvis benyttes som Navn paa den bestemte Erkjendelsestheori, om hvilken det pleier at anvendes, snart som Betegnelse for Sandselighed, sandselige Lyster eller Læren om at sandselig Lyst er Livets Maal. Man finder allerede hos Barante som senere bestandig hos Cousin den overfladiske og uvidenskabelige Spiritualisme, der udvikler sig i Frankrig i Aarhundredets første Decennier, hævdet som den til Dyd og gode Sæder opmuntrende Filosofi. Mme de Staël forfattede for et af Datidens Organer, Mercure de France, en Recension af Barantes Værk, som Censuren dengang forbød at trykke, men som senere er bleven trykt i uforandret Form. Det er kun tre Blade, men en Kritiker vilde ikke have yderligere Vidnesbyrd Behov for at see, at Forfatterinden var et Geni. Hun fremhæver først i varme Udtryk Forfatterens tidlige Modenhed og sjeldne Moderation, beklager kun, at han ikke oftere hengiver sig helt til sine Indtryk, og minder ham om, at Tilbageholdenhed ikke altid røber Styrke. Saa seer hun ligesom ved en Intuition det vordende Aarhundredes aandelige Præg bag de tilfældige og individuelle Fortrin og Mangler i hans Bog. Hun synes overfor dette Skrift med pludselig Intensitet at have følt, hvor dybt hun selv med sit virkelystne, reformatoriske Sind grundede i det forrige af Fremskridtstroen baarne Aarhundred, først med denne Bog synes Overgangstiden til det nye Aarhundrede hende at være tilende og hun forbauses over den Resignation under det Givne, den Fatalisme, den Respect for ethvert »fait accompli«, der fra dette Skrift slaaer hende imøde. Hun aner, at Resignation under Omstændighedernes Tryk vil blive et af den nye Tidsalders Charaktermærker, hun forudføler, at dets Filosofi for en stor Del vil komme til at bestaae i en Paavisning af, at det Virkelige er fornuftigt og synes med Geniets Clairvoyance at skimte, hvilken Tvetydighed dette Ord »det Virkelige» vil vise sig at indeholde og hvilken ideeløs Conservatisme denne Sætning vil kunne afgive Løsen for. Og hun slutter sin Anmeldelse med disse af profetisk Visdom stemplede Ord: »Det 18de Aarhundrede forkyndte Principerne paa en altfor ubetinget Maade; maaskee vil det 19de Aarhundrede forklare Kjendsgjerningerne med altfor stor Underdanighed under dem. Det første troede paa en Tingenes Natur, det andet vil kun troe paa Omstændighederne. Det første vilde byde over Fremtiden, det andet indskrænker sig til at lære Menneskene at kjende. Forfatteren til den Bog, hvorom jeg taler, er maaskee den første der paa en iøinefaldende Maade har antaget det nye Aarhundredes Farve.«

Denne Udtalelse er ligesaa slaaende formet som indholdstung. Ingen af de øvrige Aander, som stode denne store Kvinde nær, havde saa afgjort fjernet sig fra det foregaaende Aarhundrede, som denne den sidst optrædende, Barante. De andre vare en efter en fra Vraget af det synkende 18de Aarhundrede stegne ombord i det 19de Aarhundredes Skib og havde efterhaanden ladet det med de Stoffer og den Sæd, det skulde føre; men det laa endnu Side om Side med Vraget, fast fortøiet til dets Vand. Barante var den, som huggede Skibstovet over og stødte Baaden ud i det vide Ocean. (1877:284-330)

Omarbejdelse

***

XVII.

Det er da bestandig Katholicismens Parti, som Corinna, den kunstelskende Digterinde, tager overfor den protestantiske Oswald. Katholicismen lister sig ind i Hjerterne ad mange Veie. Den er saa snedig, at den Ingen støder bort, men frembyder Enhver netop den Side af dens Væsen, som kan tiltale ham. Det var dens Skjønhedsside, dens nære og varme Forhold til Phantasilivet og Kunsten, som i dette Aarhundredes Begyndelse efter Oplysningsperiodens Forstandsprosa gav den et ikke ventet Opsving. Derfor er det, som De have seet, ogsaa fortrinsvis paa Phantasiens og Kunstens Vegne, at Corinna lovpriser den italienske Katholicisme. Imidlertid har hun jo tilmed, som Citater af hendes Roman have lært Dem, overordentlig meget tilovers for denne Religions moralske Overbærenhed og Liberalitet, og hendes hele Stilling til den er forsonlig, ja mere end forsonlig, hun har, naar hun forsvarer den, Udtryk, som røbe Anerkjendelse og Beundring. De begriber, hvilken Opposition der heri ligger skjult mod hele det 18de Aarhundredes Frankrig, der med Voltaire i Spidsen havde forfulgt og forhaanet Katholicismen, og som uden synderlig Kjærlighed til den protestantiske Orthodoxi, dog altid havde ytret en lydelig Forkjærlighed for Protestantismen med dens Uafhængighed af Pavemagten, dens gifte Præster og dens Uvillie mod Munkelivets Askese.

Denne Velvillie mod Religionen var i Frankrig noget Nyt. Den skrev sig ogsaa fra Tydskland af. De protestantiske Lande havde ingen Grund havt til den Overdrivelse, hvormed man i Frankrig angreb Religion og Kirke.*) [*) Gervinus: »Geschichte des neunzehnten Jahrhunderts«.] Man tilstod Tro og Overtro idetmindste en poetisk Gyldighed. Frederik den Store selv, som gjør sig til Voltaire’s Apostel i Tydskland, viger tilbage for Holbachs Lære. I England hævede den skotske Philosophi sig imod den franske Sensualisme, der oprindeligt var kommet til Frankrig fra England, og i Tydskland stiller Kant sin Pligtlære mod Epicuræismen og vækker Fichte og Schiller.

Den amerikanske Frihedskrig og Revolutionens første Dage har ganske vist overalt sin Indflydelse. I Italien besynger Alfieri den amerikanske Frihed og Bastillens Fald, i England begeistres Coleridge og Southey, i Skotland Burns, Campbell, Montgommery, i Tydskland endelig hele Skaren af Klopstocks Tilhængere og Fichte, der betegner sig selv som Elev af Rousseau. Ja i Aaret 1795 gaae to unge Mennesker, hvis Navne senere skulde blive verdensberømte, ud paa en ensom Mark og plante i naiv Begeistring over Revolutionen et Frihedstræ. Deres Navne vare Schelling og Hegel.

Men da nu i Frankrig de religieuse og politiske Overdrivelser fremtraadte, der vare at vente efter Litteraturens theoretiske Overspændthed hos Encyclopedisterne, faldt først i Italien Alfieri fra, han bliver Franskhader og benytter Voltaire’s gamle Skjeldsord mod de Franske »Tigeraben«.

I England og Skotland staaer snart den udpræget conservative Walter Scott i Midten og Spidsen af Litteraturen. I Tydskland trække Klopstock og Wieland sig tilbage i Afsky for Terrorismens Rædsler. Goethe opgiver sin Virksomhed som Statsmand, og medens Frankrig nu ombytter sin litterære Tidsalder med en politisk, trækker Tydskland sig tilbage til sine litterære Interesser.

Den hele Litteraturgruppe, hvis Udfoldelse og Dannelse vi have fulgt, udvikler sig, skjøndt […] (1872:222)

>

XV.

Den hele Litteraturgruppe, hvis Dannelse og Udfoldelse vi have fulgt, staaer for os som et sammenvævet Hele. En Mangfoldighed af hinanden krydsende Traade strækker sig fra det ene Værk til det andet, og Fremstillingen har kun gjort den indre Sammenhæng tydelig og klar; det er ikke den, som vilkaarligt har vævet Enkelthederne sammen. Kun maa det mærkes at denne Samling af Skrifter, denne Kreds af Skribenter blot udgjør en Gruppe, ikke nogen Skole. Thi en Gruppe opstaaer ved den naturlige, ufrivillige Association af Aander og Værker, som have Retning tilfælles, men en Skole dannes, naar Forfatterne med Bevidsthed forene sig under Ledelsen af en eller anden mere eller mindre bestemt formuleret Doctrin.

Emigrantlitteraturen udvikler sig, skjøndt […] (1877:331)

Tilføjelse

***

[…] reagerende mod Voltaire, og vi have seet, hvorledes alle de Skribenter, som lede den, have deres aandelige Udgangspunkt i det 18de Aarhundrede og ere udsatte for Reminiscentser og Tilbagefald. De udgaae saa at sige alle fra Rousseau. Det første Træk […] (1872:225 / 1877:332)

Omarbejdelse

***

[…] hans Modstander. Fra Begyndelsen af indeholder den Litteratur, hvori Reactionen kommer tilorde, baade sunde og usunde Retninger. Jeg har i min Skildring lagt an paa, saa meget som muligt, af Emigrantlitteraturen at fremdrage de sunde Partier eller idetmindste de Værker, i hvilke Reactionen […] (1872:225)

>

[…] hans Modstander Voltaire. Det er kun den yngste af dem alle, Barante, som med Sandhed kan sige sig løs fra ethvert personligt Slægtskabsforhold til Rousseau. Efter disse Skribenter følger i Frankrig et andet Kuld af conservative Forfattere, der ligeledes for største Delen ere Emigranter og som forfægte den ubetingede, den principielle Reaction. Disse Mænds Værker udgjøre i Forening med enkelte Skrifter af allerede optraadte litterærtreformatoriske men politisk og religiøst reactionære Forfattere som Chateaubriand og tilligemed enkelte reactionære Ungdomsarbeider af senere liberale eller radicale Forfattere som Lamartine og Hugo en udpræget conservativ Gruppe, hvis herskende Tanke Autoritetsprincipet er. I dens Centrum staae Mænd som de Maistre, Bonald og Lamennais. Under Benævnelsen Emigrantlitteraturen har jeg derimod her fremdraget og samlet de sundere litterære Frembringelser, i hvilke Reactionen […] (1877:332-333)

Omarbejdelse

***

[…] Frankrigs egen Grund. Chateaubriand bryder igjennem […] (1872:226)

>

[…] Frankrigs egen Grund. Den følgende Gruppe har med sin fastere Sammenslutning om et enkelt bydende Princip nødvendigvis en skarpere og tørrere Profil. I denne Gruppe er der til Gjengjæld mere Liv, mere Stemning, mere bølgende Kraft. Emigrantlitteraturens Skribenter og Værker staae ligesom i et zitrende Lys. Det er i Aarhundredets Dæmring at disse Personligheder staae. De første Straaler af det 19de Aarhundredes Morgenlys falder paa dem og spreder langsomt det Slør af Ossianske Taager og Werthersk Melancholi, der indhyller dem. Man føler, at de have en Nat med stygge og blodige Scener bag sig, de see blege og alvorsfulde ud. Men deres Vemod er poetisk, deres Tungsind er interessant og man føler gjærende Kræfter i de lidenskabelige Udbrud, som røbe deres Sorg over ikke at kunde begynde deres Dagværk paa Grundlag af den foregaaende Dags men maatte staae tvivlende overfor de Fundamenter, der Dagen forud bleve lagte, og over møisomt at maatte sammensanke hvad Nattens Ødelæggelser have levnet.

Emigrantlitteraturen er da en dybt bevæget Litteratur. Chateaubriand er den første, der bryder igjennem […] (1877:333-334)

Omarbejdelse

***

[…] farverige Naturmalerier, Sénancour frembringer et Værk, i hvilke den senere Tids Romantikere see de Følelser, ligesom forbilledligt udtalte, der besjæle dem, Constant giver i sit eneste […] (1872:226)

>

[…] farverige Naturmalerier. Alt gløder og brænder her af katholsk Ekstase og satanisk Erotik; men midt i Ilden bliver som en Statue af Sten den moderne Personlighed staaende, det selvisk isolerede Geni, René. Sénancour frembringer et Værk, der paa en mærkeligt sjælfuld Maade sammensmelter moderne Frisind med romantiske Længsler, germanisk Følsomhed og Virkelighedssky med romansk og raffineret Sensualisme, det revolutionære Hang til at discutere ethvert Problem med Selvopgivelsens Selvmordsfantasier. Nodier blander sin Stemme i dette Chor. Fin, smidig, fantastisk, fuld af Modsigelseslyst angriber han Napoleon og Samfundsordenen, forherliger Klopstock og Klosterlivet, naiv som et Barn og dog lærd som en Olding opsøger han Martyriet for at have den Fornøielse at vide sig forfulgt og kunne studere uforstyrret i Ensomheden. Bestandig fremskridende som neppe nogen anden Aand i fransk Litteratur gjør han Troen paa Fremskridtet til Gjenstand for sine uophørlige Spotterier. Constant optræder som Politiker og som en poetisk Dilettant, der gjør Mestere tilskamme. Hans Aand svinger som et Pendul imellem to Tidsalderes Ideeliv; af Naturel er han det 18de Aarhundredes Barn, med sin Dannelse og sine Tendentser tilhører han Synthesernes og Constitutionernes Tidsalder. Han giver i sit eneste […] (1877:334-335))

Omarbejdelse

***

[…] men reformatorisk.

Den Litteratur, hvortil hun støtter sig, den, til hvis Skildring jeg nu gaaer over, er, som jeg har vist Dem, den romantiske Litteratur i Tydskland. Men den hele Gruppe […] (1872:226)

>

[…] men reformatorisk. Som de andre tager hun Fodfæste i Pousseau; som de andre sørger hun over Revolutionens Udskeielser, men høiere end nogen af de andre elsker hun den personlige og politiske Frihed. Hun bekjæmper Enevoldsmagten i Staten og Skinhelligheden i Samfundet, det nationale Hovmod og de religiøse Fordomme, hun indfører i Frankrig Kundskab til Nabolandenes Folkeaander og deres Litteratur, hun nedbryder med sine Hænder den Mur af Selvgodhed, det seirrige Frankrig havde indesluttet sig i. Barante med sin fjernende Skildring af Frankrig i det 18de Aarhundrede fortsætter og afslutter kun hendes Værk.

Den Litteratur, hvortil Mme de Staël i sin sidste Periode støtter sig og hvis Ideer ogsaa spores hos Barante, den, hvis Udviklingshistorie naturligt slutter sig til Emigrantlitteraturens, er Tydsklands romantiske Litteratur. Men den hele Gruppe […] (1877:335-336)

Omarbejdelse

***

[…] Skole i Frankrig, som den bebuder. Den staaer i nær Berøring med den germaniske Aand, og deri ligger det […] (1872:226-227)

>

Skole i Frankrig, som den indvarsler og bebuder. Men den staaer samtidigt, ofte gjennem uvilkaarlig Overensstemmelse, undertiden paa Grund af Paavirkning, i mangfoldig Berøring med den germaniske Aand og dens Romantik. Deri ligger det […] (1877:336)

Omarbejdelse

***

[…] uden at vide det.

Men saa besynderligt gaaer det til i Begyndelsen af dette Aarhundrede med dets Folkeblanding, at medens disse romantiske Personligheder med en vis Ret betegnes som tydske, staaer hele den Litteratur, der imidlertid har udviklet sig i Tydskland i saa stærk en Modsætning til hvad der hidtil havde været betragtet som det germaniske Aandslivs Særkjende, at den med Grund betegnes som romantisk, og »romantisk« vil i Virkeligheden sige »romansk«. Den germaniske Stammes Poesi havde hos Shakspeare, hos Milton og hos Schiller fulgt et Kald til at dømme og forbedre Verden. Nu derimod slog den i Tydskland under de fortvivlede og nedværdigende politiske Forhold ind paa en Vei, der førte bort fra Nutiden, fra det folkelige og offentlige Liv.

Overalt hvor det praktiske Forhold til Samfundet var uundgaaeligt: i Historieforskning, i Statslære, i Religion, greb man med Forkjærlighed Fortidens, især Middelalderens Stoffer og Former, søgte tilbage til Mystikerne fra det 14de Aarhundrede, til Riddertiden og Katholicismen. Alt antog katholske og romanske Former i den romantisk-romanske Skole. Man eftergjorde i Tydskland efter det spanske Drama, fortrinsvis efter Calderon, Snørkler og Former, som vare aldeles ensartede med dem, man nys havde forkastet og spottet i det franske Drama. Man bekjæmpede hvad der mindede om det gamle Rom hos de nyere Franske, men kun for at sætte de romanske Folkeslags phantastiske Middelalder istedenfor deres Oldtid. Heri ligger det, at denne Skoles Tendentser saa let blive tilegnede i de romanske Lande. Iøvrigt forstaaer det sig af sig selv, at snart mere og mere det særligt Tydske, Inderligheden og Sværmeriet, det, som har sin Kilde i »Gemyttets« Dybder, i Forening med Uhygge og Spøgelsefrygt blandede sig ind i og besjælede alt det fra først af Romanske.

Tydsklands store Aander delte sig nu i to Skoler. Den ene, den fremadskridende, sluttede sig til Fichte og Schiller, den anden, som efter de store politiske Revolutioner længtes efter Fred, den rent artistiske, der ikke vilde indrømme, at Kunsten havde noget Formaal udenfor sig selv, den middelalderligt sindede og derfor halvt katholske, samlede sig om Schelling og Brødrene Schlegel og hyldede Goethe, hvis Poesi med sit Had til den politiske Virkelighed, med sin Natursymbolik, med sin Forkjærlighed for den bildende Kunst og med sin Udmunden i »det vestøstlige Diwan’s« østerlandske og ørkesløse Drømmerier stod som dens naturlige Forgjænger og Veiviser. (1872:227-228)

>

[…] uden at vide det og derfor træffer man, som vi have seet, paa Hundreder af spredte Punkter Tilløb til det Romantiske og Syslen med dette Ord og Begreb hos Emigrantlitteraturens Skribenter.

Men de varsle ikke blot om de store Aander, der efter dem skulle optræde paa Aarhundredets Scene, de præfigurere dem paa en hølst mærkværdig Maade. Chateaubriand svarer som romantisk Colorist til Hugo, som livstræt Melancholiker til Byron. Sénancour anslaaer, længe inden den romantiske Skole opstaaer, de Strenge, som senere spilles af Sainte-Beuve. Nodier er med sin filosofiske og archæologiske Lærdom, sit strenge og rene Sprog og sine fantastiske og uhyggelige Sujetter en Forløber for Mérimée. Constant tegner Balzacs Heltinde, længe inden Frankrig faaer sin store Romanlitteratur; som Politiker har han, skjøndt liberal og anti-clerical, nogle Lighedspunkter med en udpræget romantisk Politiker, Tydskeren Gentz. Barante forbereder med sin spiritualistiske og dog fatalistiske Litteraturfilosofi den Kritik og Æsthetik, som indtog Høisædet med Victor Cousin. Mme de Staël endelig synes at forudforkynde Aarhundredets største Forfatterinde, en mindre høitstillet, men langt genialere og langt frugtbarere Aand, Digteren og Tænkeren George Sand.

En Verdensdels Litteraturhistorie gjennem et halvt Aarhundrede begynder selvfølgelig ikke paa noget enkelt Punkt. Det Udgangspunkt, Fremstilleren griber, kan altid stemples som tilfældigt og vilkaarligt; han maa betroe sig til sit Instinct og sit kritiske Blik, ellers kommer han aldrig til at begynde. Men Emigrantlitteraturen har syntes mig det naturlige, det af Historien selv anviste Udgangspunkt. Denne Gruppe indleder, seet fra een Side, den senere religiøse og politiske Reaction i fransk Litteratur, seet fra en anden Side bereder den den romantiske Skole i Frankrig Veien. Den forbereder paa ethvert Punkt til Studiet og Forstaaelsen af den romantiske Skole i Tydskland; ja den har endog enkelte Berøringspunkter med saa fjerne Fænomener som Byron og Balzac.

Emigrantlitteraturen udgjør med eet Ord Ouverturen til Aarhundredets store litterære Skuespil. (1877:336-338)

Udeladelse

Hele 1.-udgavens del om den romantiske skole i Tyskland er udeladt i 2.-udgaven

Efter at have skildret Dem den reformatoriske og oppositionelle Side af Mme de Staëls ædle og betydningsfulde Forfattervirksomhed, har jeg i stedse tydeligere og tydeligere Træk, deriblandt især Sympathien for Katholicismen hos Neckers protestantiske Datter, vist Dem en Indflydelse paa hende af den egentlige reactionære Art, stammende fra de bekjendte Førere for den romantiske Skole i Tydskland, der udgjorde Mme de Staëls nærmeste Omgangskreds.

Det er da til Fremstillingen af den nye Gruppe, at jeg nu gaaer over. Dog Ordet Skole passer endnu bedre end Ordet Gruppe. Thi en Gruppe opstaaer ved den naturlige ufrivillige Association af Skribenter, der have Formaal og Aandsretning tilfælles, men en Skole dannes, naar saadanne Skribenter med Bevidsthed forene sig under Ledelsen af en eller anden bestemt formuleret Doctrin. Man havde denne Gang en saadan Doctrin, og det er for en stor Del denne Læres reactionære Charakter, som slaaer denne Skole med Ufrugtbarhed og gjør Studiet af den mindre tiltrækkende end Sysselsættelsen med saamange andre Grupper af Litteratur. Thi der er kun een Ting paa Jorden, som meddeler en Gruppe af litterære Værker og Bestræbelser, saa vel som de enkelte Digtere eller Skribenter den Egenskab, man betegner ved Ordet Liv og denne anden Egenskab, som følger deraf, Egenskaben Frugtbarhed, det er, at disse Værker ere Kanaler og disse Aander Organer, gjennem hvilke den eneste levendegjørende Tanke, Menneskeslægtens store Friheds- og Fremskridtstanke strømmer. Alle de med Talent udarbeidede Værker, gjennem hvilke denne Strøm ikke gaaer, visne hurtigt, ligesom Planter man har underbundet saaledes, at Livssafterne ikke kunne stige iveiret, og alle de hæderlige, begavede, ærværdige og velærværdige Aander, som frembringe den Art Værker, spilde deres Kræfter paa den taabelige Gjerning at faae hin Strøm til at strømme tilbage og opad mod sin Kilde.

Det var Bestræbelsen i Tydskland paa hin Tid. Og deri ligger det, at jeg for min Part ikke kan tillægge denne tydske Skole det samme store aandelige og poetiske Værd, som i Almindelighed er bleven tillagt den her i Danmark, hvor alle vore store Digtere, Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann og Heiberg, tilhøre en Sidegren af den, og hvor den udmærkede Mand, der i saa lang en Aarrække har foredraget Æsthetiken fra dette Katheder, har været saa dybt greben af denne Skoles Poesi, som han er, og saa nøie forbunden med dens første Mænd. Dog har han rigtignok langt mindre været det gjennem en Forkjærlighed for Skolens tilbageskridende Tendentser, end gjennem en Sympathi for alt det Nye og Følelsesfulde, som Skolen bragte frem, og for den ungdommelige og poetiske Begeistring, hvormed den blev forplantet hertillands, hvormed den henrev Ungdommen paa en Tid, da der endnu fandtes en Ungdom i Danmark.


I.

Man kan fra den ene Side betegne den tydsk-romantiske Skole som en Art katholsk Renaissance, fra en anden Side er den forholdsvis frisindet. Men som katholsk Renaissance staaer den i den skarpeste Modsætning til Renaissancen af det Antike. Den antike Renaissance foregaaer ligesom i to Tempoer, den falder i to Afsnit, Renaissancen hos de romanske Nationer og det engelske Folk, og Renaissancen hos de germaniske Nationer.

Den første Gjenfødelse af den frie menneskelige Aand er den, som i Italien betegnes ved Navne som Leonardo, Michel Angelo, Tizian, Correggio og Giordano Bruno, og i England ved Navnene Shakspeare og Bacon. Den italienske Begeistring for den classiske Tidsalder forplanter sig til Frankrig og fremkalder der Litteraturen under Ludvig den 14de; Racine støtter sig til det græske Theater, og Molière bearbeider Plautus og Terents.

Som alle store aandelige Bevægelser kommer ogsaa denne hedenske Renaissance senere til de germaniske og gothiske Nationer. Den betegnes, som jeg har vist Dem, ved Navnene Winkelmann, Lessing, Goethe, Schiller og Thorvaldsen. Igjennem sine tre betydeligste Digteraander, Lessing, Goethe og Schiller, river den tydske Poesi sig fuldstændigt løs fra ethvert Forhold til positiv Religion. Haand i Haand med Lessings Kamp for den nye germaniske Opfattelse af Antiken gaaer hans hele glimrende Feide imod Orthodoxien, repræsenteret af den høiærværdige og høist komiske Hauptpastor Götze. Han udgiver Reimarus’s Fragmenter over Bibelen, der i Tydskland fuldstændigt udføre samme Gjerning som Voltaires Commentar til Bibelen i Frankrig, han ender sin antitheologiske Virksomhed med det lille Mesterværk »Die Erziehung des Menschengeschlechts«, i hvilket han skildrer de forskjellige Aabenbaringer som Stadier i Menneskeslægtens Opdragelse til Fornuftreligion, og da han døer, og da der af Striden mellem Mendelssohn og Jacobi fremgaaer det Forfærdelige, at Lessing har levet og er død som Spinozist, forestaaer der Læseverdenen i Tydskland samtidigt den Overraskelse, at selv Jacobi er af den Mening, at al gjennemført Philosophi nødvendigvis maa føre til Spinozisme og Pantheisme. Han søger at redde sig selv derfra ved at anvise Erkjendelsen en anden Vei end Demonstrationen, nemlig den umiddelbare Vished gjennem Følelsen. Men Pantheismen laa fra nu af i Luften, og fra det Øieblik af, da Goethe efter sin første Læsning af Spinoza, betaget og henrevet, betegner sig som Spinozist, og det for ingensinde mere sit lange Liv igjennem at blive Spinoza utro, fra dette Øieblik af er den nye Tids Aand sat paa Tronen i den tydske Litteratur og under et Chor af de skjønneste Poesier, under en Illumination af philosophiske Tanker, der i den nyere Tid aldrig før var seet saa glimrende og saa rig, feirer nu denne den nye Tids Aand i Tydskland sin Formæling med Antikens paany tillivekaldte Skjønhed, ligesom Faust i Tidsalderens berømteste Digterværk høitideligholder sit Bryllup med Helena, der i Digtet staaer som den græske Oldtids Symbol.

Hos Schiller gaaer paa en lignende Maade den revolutionære moderne Aand, der allerede giver sig Luft i »Die Räuber«, og som incarnerer sig i den nye Tids Apostel Marquis Posa, Haand i Haand med den ved Hadet til Middelalderen styrkede Begeistring for den græsk-hedenske Oldtid. Hvad ere vel alle hine antikiserende lyriske Digte, som jeg har nævnt, »Die Götter Griechenlands« og de andre, eller de rent antikt componerede Ballader, som »Die Kraniche des Ibykus«, Andet end Producter af den samme Uvillie mod Middelalderen, der havde inspireret Goethe sine stolteste og deiligste Digte, hint »Prometheus«, i Anledning af hvilket netop Lessing havde erklæret sig for Spinozist, eller »Die Diana der Epheser« eller »Die Braut von Corinth«! Ja saa vidt gaae baade Goethe og Schiller i deres bestandig stærkere og strengere Fastholden ved det antike Kunstideal, at begge ende med gjennem Kjærligheden til den strenge, regelmæssige Kunstform at gjøre et Skridt henimod den Skole, mod hvilken de allerførst reiste Opposition, nemlig mod den klassiske Litteratur i det romanske Frankrig. Goethe oversætter Voltaires »Mahomet«, Schiller oversætter Racines »Phædra«, og saaledes mødes gjennem disse to største tydske Digteres Bestræbelser Opfattelserne af det Klassiske i Frankrig og i Tydskland med hinanden.


II.

Men som det var at vente: den saa yderlig gaaende og i Virkeligheden for en moderne Germaner saa lidet naturlige Tilbøielighed til at være antik og klassisk, der gik saa vidt, at man endog indkaldte Racine og Voltaire for at holde Styr paa Kotzebue og Iffland, fremkaldte en heftig Reaction. Antiken var saa streng, man længtes efter noget Farvet og Broget; Antiken var saa plastisk, man længtes efter noget Inderligt og Musikalsk; Antiken var saa græsk, saa kold, saa fremmed, hvem kunde udholde at læse Goethes »Achillëis« eller Schillers »Die Braut von Messina« med sine høitidelige, antike Chor! Havde man da ikke selv en Fortid? Man længtes efter noget Hjemligt, efter noget Tydsk. Antiken var saa aristokratisk, og man havde drevet sit Sværmeri for det Klassiske saa vidt, at man paany havde bragt den gamle Hofpoesi fra Ludvig den 14des Tid til Ære, men burde Kunsten ikke være for alle Klasser, burde den ikke sammensmelte Høie og Ringe? Man vilde noget Enfoldigt, noget Folkeligt. — Den klassiske Bestræbelse var endelig saa ædru: Lessings lyse Fornuftreligion var i Boghandler Nicolais Hænder bleven til den samme flade Forstandsrationalisme som i Slutningen af forrige Aarhundrede slog saa godt an her i Danmark, Goethes Pantheisme kunde ikke varme Massernes Hjerte, Schillers »Die Sendung Moses« maatte jo være enhver Troende en Forargelse, og »poetisk« var jo endelig, naar Alt kom til Alt, ikke det Samme som »ædru«; man vilde sværme, man vilde beruses og begeistres, man vilde paany troe som et Barn, føle en Ridders Sværmeri og en Munks Ekstase, man vilde rase poetisk, man vilde drømme melodisk, man vilde bade sig i Maaneskin og mystisk fornemme Aandernes Svæven i Mælkeveien. Man vilde høre Græsset groe og forstaae, hvad Fuglene sagde. Dybt ind i Maaneskinsnatten føres vi af Tieck, i Maaneskinnet hvorom det hedder:

Mondbeglänzte Zaubernacht,
Die den Sinn gefangen hält,
Wundervolle Märchenwelt,
Steig auf in der alten Pracht!

dybt ind i Skovensomheden, hvorom det hedder:

Waldeinsamkeit,
Die mich erfreut,
So morgen wie heut,
In ewiger Zeit.

ind i Skoven, hvor den lille blaa Blomst voxede, den mystiske Blomst, som Skolens poetiske Høvding Novalis besang i sine Romaner og Digte.

Man vilde, sagde jeg, noget Enfoldigt. De kjender Novalis skjønne Digt »Poesie«:

Wenn nicht mehr Zahlen und Figuren
Sind Schlüssel aller Kreaturen,
Wenn die, so singen oder küssen
Mehr als die Tiefgelehrten wissen,
Wenn sich die Welt in’s freie Leben
Und in die Welt wird zurück begeben,
Wenn dann sich wieder Licht und Schatten
Zu ächter Klarheit werden gatten,
Und man in Mährchen und Gedichten
Erkennt die ew’gen Weltgeschichten:
Dann fliegt vor einem geheimen Wort
Das ganze verkehrte Wesen fort.

Det vil sige: naar man ikke mere troer i abstracte Videnskaber om Tal og Figurer at have Løsningen af Livets Gaade, naar de, som elske og som synge, vide mere end de Høilærde, naar man i Eventyr og Digte finder Forklaringen af den evige Verdenshistorie, da svinder alt det forkerte Væsen bort for et eneste hemmeligt Ord.

De seer let Overgangen til Bjergprædikenens sublime Udbrud. Hvad er dette Andet end en Tilbagevenden til hint: »Salige ere de Fattige i Aanden!«. »Alt det forkerte Væsen«, det vil sige: alt det, som Revolutionen i Frankrig med sine dumdristige Tanker havde villet afskaffe gjennem gigantiske og blodige Omvæltninger og Krige, alt dette vil svinde bort som i Drømmen, som i Eventyret, saasnart et hemmeligt Ord bliver nævnt, saasnart vi blive til Børn igjen, saasnart vor Visdom paany bliver enfoldig og uskyldig istedenfor kold og haard. — Er det nu ogsaa blot ganske vist? Nytter det Noget at række os de Klæder, vi bar dengang vi vare 6 Aar gamle? Kunne vi faae dem paa? ville de ikke revne i Ryggen, i Ærmegabene, overalt? Ville vi være hjulpne, naar vi istedenfor alle hine Ideer, der lugte af Blod og Krudt, have faaet Ideer, der lugte af Ammestuen? Eller har Heine Ret, naar han i sin Bog om den romantiske Skole siger, at den ligner den gamle Kammerjomfru, om hvem Eventyret fortæller, at hun en Dag i sin Herskerindes Fraværelse bemægtigede sig den Elixir, som hun havde bemærket at denne benyttede som en Foryngelsesdrik, og at hun, da hun, istedenfor som denne kun at tage nogle Draaber, drak en stor, lang Slurk, ikke blot paany blev ung, men blev til et ganske lille Barn.

Man vilde, sagde jeg dernæst, noget Folkeligt. Og De seer let her i Spiren Oprindelsen til hele den folkelige Bestræbelse i dette Aarhundrede, der hos os f. Ex. gaaer ud fra Grundtvig, paa hvem Skolens Doctriner havde gjort saa stærkt et Indtryk, da de heroppe forkyndtes gjennem dens nordiske Apostel, Steffens. Hvad er sørgeligt som den dybe Kløft, Avantgardens altfor raske Fremadskriden, og de mindst begunstigede Klassers Udespærring fra al høiere Dannelse har afstedkommet mellem de Dannede og de Udannede i alle Folkeslag, og hvad er naturligere og bedre end at Videnskabsmanden og Kunstneren af al Magt bestræber sig for at afføre sig al fagmæssig Fornemhed og vænner sig til om muligt at iklæde sine Følelser og Tanker den simpleste, den lettest fattelige Form? Men bør man derfor glemme, at Veien gaaer opad, bestandig opad, at »excelsior« er Løsenet, som det hedder i Longfellow’s deilige Digt, og er der Fornuft i den Bestræbelse at ville kalde Avantgarden tilbage for ikke at overanstrenge Efternølerne eller endog at ville hugge den ned for at hele Hæren kan forblive samlet?

Man vilde, sagde jeg endelig, have Ende paa Efterligningen af det Antike. Man begyndte at føle, at man netop gjennem Efterligningen lignede dem mindst. Allerede i »Corinna« var med udtrykkelig Henvisning til en Afhandling af Friederich Schlegel i Tidsskriftet »Europa« den Anskuelse udtalt, at da Grækernes og Romernes religieuse Følelser, da deres hele aandelige Disposition ikke kan være vor, er det os umuligt at frembringe Noget i deres Aand, at opfinde saa at sige paa deres Terrain. »Man kan efterligne dem i Kraft af Studium, men hvorledes skulde Geniet kunne bevare sin hele Svingkraft under et Arbeide, hvor det trykkes af Hukommelsesværk og Lærdom? Saaledes er det ikke ved de Sujetter, der tilhøre vor egen Religion. Kunstnerne have overfor disse Emner en personlig Inspiration, de føle hvad de male og de male, hvad de have seet. Livet selv tjener dem da til Model, naar de ville fremstille Livet, medens de, naar de forsøge paa at hensætte sig i Oldtiden, maae frembringe deres Værker, ikke efter det Liv, de see omkring sig, men efter Bøger og Statuer.«

Atter dette lyder jo meget smukt og er til en vis Grad slaaende rigtigt, men Sophismen skjuler sig i Ordene: »vor egen Religion«; thi hvilken er vor egen Religion? Skolens Førere vare fødte Protestanter og de vidste, de maatte vide, eller de burde have vidst, at den lutherske Reformation havde faaet en Arving: Revolutionen, dens ægte Søn, som havde kastet den fædrene Kalot og sat en rød Hue paa sit Hoved, og hvis Øxe havde fældet alle de Dogmer, ved Roden af hvilke Øxen kun var bleven lagt af Reformationen. Man frygtede Sønnen saa stærkt, at man endog gik af Veien for Faderen, om man end vel vidste, at han nu var bleven gammel og at han efter Saturn’s Exempel gjerne havde ædt sin egen Søn, hvis hans orthodoxe Tænder ikke havde været for svage og Sønnen for stærk; man betragtede da Protestantismen og Revolutionen som et Par og vendte sig til det eneste ret paalidelige Medlem af Familien, til Bedstefaderen, den gamle Katholicisme, hos hvem man følte sig saa sikker med Hensyn til revolutionaire Anfægtelser, som havde Religion i Overflod, hele Boutiken fuld af Dogmer, der vare saa deiligt ekstatiske, saa herligt frie for det ringeste Gran af Forstand og Fornuft og der, som Heine siger, havde den allerskjønneste og mest ideale Dame, Madonna siddende ved Kassen, der med sit overjordiske Smil lokkede Kunderne ind.

Vi have allerede seet, hvilket Indtryk den katholske Kunst under Renaissancen gjorde paa Mme de Staël; den gjorde et ikke ringere paa Romantikerne. De husker, hvorledes Tieck sværmede for Correggio. Men snart kom man efter, at hin Renaissancekunst dog var altfor hedensk; man anede, som Heine siger, at de stolte Lænder paa Tizian’s Venus protesterede fuldt saa grundigt som de bekjendte Theses paa Kirkedørene i Wittenberg. Man bemærkede med Forargelse at Correggio havde fyldt Nonneklosteret San Paolo’s Vægge i Parma med de mest fortryllende nøgne, unge Legemer, som forestillede en Adonis, en Juno, man saa med Beklagelse, at Raphael aldrig en eneste Gang havde indladt sig paa at fremstille Spægelsen eller Martyriet og at der ikke fandtes en eneste Pidskning eller Korsfæstelse fra hans Haand. Man gik da tilbage til de førraphaeliske Malere, man gik Leonardo og alle det 15de Aarhundredes Kunstnere forbi og man standsede først dybt nede i det 14de Aarhundrede og gjenfandt Udtrykket for hvad man følte i hin Tids spiritualistiske Helgenskikkelser, disse Riddere af den bedrøvelige Skikkelse, hvis fromme Hoveder sidde skjævt paa Kroppen og hvis magre Arme og lange tynde Been synes at indbefatte ligesaamange Protester mod Legemlighed og Sandselighed, hvis Helgeninder endelig kun bestaae af en Glorie, et forklaret Ansigt og en vid Kaabe, der, rummelig som en Sæk, ikke lader nogen Legemsform ane under den. For de bedste af Romantikerne blev nu imidlertid en virkelig stor Kunstner: Fra Angelico da Fiesole Idealet. Hvo kunde ville nedsætte denne over al Beskrivelse beundringsværdige Maler, hvis kunstneriske Geni er ligesaa stort og overordentligt, som hans Sjæl var ren, dyb og ædel! Han, den stille Munk i San Marco-Klosteret, levede og aandede virkeligt i den katholske Troes høieste Ekstase. Med en Engels Renhed forener han en brændende Aands ildfulde Inderlighed og en dybtskuende Aands Evne til at charakterisere. For ham var Katholicismen Natur, for ham var den Alvor. Men Natur var den ikke for den hele Skare af langhaarede og barhalsede præraphaelitiske Malere og Digtere, der fandt Tilværelsens Gaade løst i hans Billeder.

Efter Revolutionen af 89 gaaer det ikke mere an at ville male paa Guldgrund. Horizonten er aaben.

Men man blev heller ikke staaende her. Italiens Kunst var endnu altfor klassisk, altfor antikt besjælet. En stor, lys Kirke som St. Peter var altfor lidt mystisk, altfor meget egnet til, som Lamartine siger i Indledningen til »Graziella«, naar engang al positiv Religion er forsvunden fra Jorden, vedblivende at være Menneskehedens Tempel. Man vendte sig da til sine hjemlige Minder, til den Stil, som de nordiske Barbarer med deres dybe Inderlighed i Følelse og med deres større Hang til Overtro og Rædsel havde frembragt, og hele den nye Bestræbelse bliver gothisk. Den gothiske Stil opstod paa en Tid da Livet syntes et anticiperet Helvede. I det 11te Aarhundrede havde man af 70 Aar Hungersnød i de 40. Efter at den ene barbariske og vilde Folkestamme efter den anden havde hærjet, plyndret, udsuget og skjændet Europa’s ulykkelige Stater, efterat man ved Aar 1000 i den skuffede Forventning om Christi Gjenkomst havde ophørt med alt Arbeide, alt Kjøb og Salg, efter at de sidste Levninger af Oldtidens ædle Kunst vare blevne slaaede sønder og sammen, de sidste Rester af Oldtidens ædle Videnskab glemte, efter at de barbariske Høvdinge, som nu vare forvandlede til Lehnsherrer og Borggrever, ved Tyveri, ved Røveri, ved Mishandling havde opnaaet at gjøre Jorden til en virkelig Jammerdal for Folkene, der yderligere hærjedes af Pest, af Spedalskhed, af Epidemier, som Uvidenheden om de simpleste Sundhedsregler fremmede, da man var naaet til et Standpunkt som Kannibalernes og maatte træffe Forholdsregler imod at man spiste Menneskekjød, da med eet Ord Menneskeheden var sunken saa dybt som det var muligt i Middelalderens rædselsfulde Kloak, da hævede den gothiske Kunst sig*). [*) Taine: Philosophie de l'art.]

Midt i al Rædselen og Modløsheden aabenbarede der sig hos Menneskene ligesom hos Syge, der længe have været naglede til Leiet, ligesom hos Fanger, der længe have siddet indespærrede i et mørkt og fugtigt Hul, en nerveus Exaltation, som aldrig før var fremtraadt i Verdenshistorien. Den mandige Charakter, som Phantasien havde havt i den græske Oldtid, forsvandt, man drømte, græd, knælede, følte Trang til en uendelig Ømhed, til en Henrevethed bort fra alt Jordisk, Indbildningskraften fik Luner og Sværmerier som aldrig før.

Paa dette Grundlag reiser den nye Bygning sig. Det Menneske, der træder ind i den nye Kirke, har Hjertet fuldt af Kvaler, han veed af Erfaring, at Jordelivet er idel Prøvelse og Jammer, at den eneste Trøst vilde være dets Korthed, hvis ikke Helvedes evige uendelige Pinsler ventede alle Andre end de Udkaarne. Det gjælder da kun om at blive en Udkaaret, det gjælder da om at fylde sin Sjæl med Billedet af Frelsen, af den lidende Christus, der vrider sig paa sit Kors, af alle de flaaede, sønderrevne og ristede Martyrer. Disse Billeder møde ham i Kirken. De passe ikke til Solens fulde og glade Lys, derfor er hele Kirkens Indre barricaderet mod Solstraalerne og som Livet selv fuldt af Mørke og af Skygger. Lyset falder kun ind gjennem de smaa røde og grønne Ruder, som Draaber af Blod og som Pletter af Edder (det minder om Lidelsen), men tillige gjennem Rosen med en Farve som Purpur, med en Pragt som Glandsen af Amathyster og Topaser i en overjordisk Illumination, og dette minder om Paradiset.

Kirkens Korsform er allerede symbolsk, man vanker om i det hule Marterredskab. Oldtidens sunde, simple Søile er vegen for den monstreuse Pille, der stræber opad saa høit, at den glemmer sit jordiske Fodfæste. Alle Formers Rigdom, Besynderlighed og Extravagance svarer til den sygelige Phantasies Unatur og Uro. Formaalet er overalt at forbause og blænde. Men det Paradoxe i Følelsen røber sig overalt i Bygningen, dens Udtryk. Det Hele staaer for Fald. Uden de Støttepiller, der anbringes mod Væggene, vilde Bygningen falde sammen. Den smuldrer uophørligt bort, og der udfordres hele Corps af Murere til at bøde paa dens uafbrudte Synkensammen til Ruin. Det gjennembrudte Stenbroderi, hvormed adskillige af de skjønneste Kirker ere decorerte og som symbolsk paa en spøgelseagtig Maade udtrykker den tunge Materies Besjæling af Aand og Forvandling til Aand, kan ikke holde sig oppe ved sin egen Magt, men er en architektonisk Løgn; thi det vilde falde, hvis det ikke var naglet op til en Jernbeklædning, hvis Rusten ligefuldt gjør uophørlig Reparation nødvendig.

Er ikke i denne symbolske Kunst alle hine kunstneriske Absurditeter, Løgnen og Faldefærdigheden af denne fra alle Sider kunstigt støttede og opstivede Architektur, selv et stort, et lærerigt Symbol? Ikke desmindre var det til denne af en helt anden Tidsaand udsprungne Kunst at Romantikerne viste tilbage, og var det ikke betegnende nok, at den naive Oehlenschläger, da han første Gang traf sammen med Skolens Førere, i hvem han ventede at finde en Gruppe magre og enthousiastiske Asketer, med Beundring, Ansigt til Ansigt med Hovedmanden, saa (efter sine egne Ord) »et ironisk fedt Ansigt glindse sig sangvinisk imøde?«

Ikke desmindre var han, som De vil see, især i egen Indbildning, meget indviet i Skolens artistiske Sympathier. Af et Brev fra den Tid, om jeg husker ret til Mynster, seer man at Oehlenschläger og hans Søster paastode at finde meget Mere i Albrecht Dürer end andre Mennesker kunde finde. Det forstaaer sig af sig selv, at Dürer med sin folkelige og naive Trohjertethed, men især formedelst sin Mystik, sine Hjorte med Kors mellem Takkerne og alt sit symbolske Krimkrams tilgavns blev kanoniseret af de tydske Romantikere. Men Oehlenschläger og Dürer! Gulnares, Alis og Gulhyndis Digter og Dürer! Det er endnu en Elskværdighed af Oehlenschläger, at han indbildte sig, han sympathiserede med Dürer.

Jeg har sagt Dem, at Aanderne i Tydskland paa hin Tid skilte sig i to Skoler. Een var fremadskridende og sluttede sig til Fichte og til Schiller. Det var denne Skole, som egentlig begeistrede Mme de Staël’s store rige Hjerte. Det var paa den, hun tænkte, da hun i sin Beundring for Tydsklands Idealisme og Enthousiasme skrev sin Bog »De L’Allemagne«, som Tacitus i sin Tid skrev sin Bog »De Germania«, for at vise sine Landsmænd et stort Exempel paa sædelig Renhed og aandelig Friskhed. Det var denne Skole, som afgav Frihedskrigens Ynglinge og som Tydskland skylder Kleist’s, Körner’s og Uhland’s Digte. Den anden Skole, den romantiske, begynder derimod, som sagt, med at slutte sig til Goethe.

Ikke desmindre udgaaer der fra dens Mænd trods denne Tilslutning en betydelig Opposition mod Goethe. Han var dem for det Første for kold. Novalis betegner »Wilhelm Meister« som et statsoekonomisk Evangelium og vil i »Heinrich von Ofterdingen« levere dens Modstykke. Goethe var dem endelig for antik: naar Mignon og nogle andre romantiske Skikkelser undtoges, betød hos Goethe Handlingen for det Meste simpelt hen hvad den var, og som Heine har sagt: Hvad der betegner »Odysseen« som et ikke-romantisk Digt, det er, at denne Historie om en Mand, som reiser, i Virkeligheden ikke betyder Andet, end en Historie om en Mand, som reiser, og f. Ex. aldeles ikke er et Sindbillede paa Sjælens Fart gjennem Vildfarelsens Labyrinther eller Lignende. Fra nu af skulde Anelsen altid pege ud over Ordet, Ideen altid gribe ud over Formen, som hos Jacob Böhme, hos Dante og de gothiske Bygmestere.

Da man flyede Virkeligheden og Livet, blev Ørkesløsheden et Ideal. Det traf sig saa heldigt, at Friederich Schlegel under den lidenskabelige Stræben bort fra den græsk-romerske Oldtid kom til at udføre sin eneste sande, men denne Gang ogsaa store, videnskabelige Bedrift; han grundede Sanskritstudiet11 og aabnede dermed den europæiske Cultur en hel ny Bane. Han lagde Grundvolden først til een hel ny Philologi, der udviklede sig parallelt med den klassiske som indisk-østerlandsk, dernæst til en anden hel ny Philologi, der medomfattede den klassiske: den sammenlignende Sprogvidenskab, Philologien som Naturvidenskab.

Men foreløbigt var det nu kun Hinduens Ørkesløshed, som blev Idealet: det comtemplative, det rent vegetative Liv. Det er i Virkeligheden dette, som forherliges i Schlegel’s »Lucinde«. Det er dette samme Ideal, som senere tilegnes af den romantiske Skole i Frankrig og som Théophile Gautier forherliger i Romaner som »Fortunio«. Det er dette Ideal, som bestandig foresvæver Æsthetikeren i »Enten-Eller«, dette ægte Product af den romantiske Skole, der, som Kierkegaard selv, er opfødt med Læsning af Tydsklands romantiske Digtere, og der siger som saa: »Min Tid deler jeg saaledes, den halve Tid sover jeg, den anden halve drømmer jeg. Naar jeg sover, drømmer jeg aldrig, thi at sove er den høieste Genialitet.« Dog, jeg behøver ikke at gaae saa langt frem i Litteraturhistorien. For den, der studerer Litteraturens Historie i Sammenhæng, er der ikke saa stort et Spring, som det skulde synes, tilbage fra Forfatteren af »Forførerens Dagbog«, denne Halvbroder til Tieck’s »William Lowell« og til den gamle store Driver, den geniale østerlandske Lediggjænger Aladdin.

Endnu et Træk: Hadet til Fremskridtet og til den virkelige Verden førte til, at Sjælen i denne Poesi og Æsthetik blev Hanget til det Phantastiske og det Vidunderlige og at Mythe og Eventyr fra nu af bleve de kanoniske Arter*). [*) G. Brandes: »Kritiker og Portraiter« om H. C. Andersen.] Alle de gamle Folkeeventyr og Legender samles, friskes op paany og efterdigtes ofte saa fortræffeligt som af Skolens første Digter Tieck i »Der blonde Ekbert« eller i »Historien om den skjønne Magelone og Grev Peter af Provence«.

Da Handlingens Drivfjeder, Troen paa Fremskridtet, er tagen ud af Menneskets Hjerte, opstaaer i Dramaet Skjæbnetragoedierne med deres symbolske Skygger, fatalistiske Taabeligheder og fjantede Overtro og de dramatiske Satirer antage gjennemgaaende Marionetspillenes Tone (endogsaa hos os betegner Heiberg sine første Stykker som Marionetspil). Man bliver mere og mere barnlig: af Frygt for Salonen og Selskabssalen, der regjerede det 18de Aarhundrede, tyer man til Børne- og Ammestuen. Her fødes den rette romantiske Poesi.

Man bliver endelig mere og mere katholsk. Man havde begyndt med i sin Frygt for den hedenske Aand at udbasune Shakspeare som den største Digter, men snart fandt man en meget større i Calderon, med hvis mystiske Andagt Shakspeare’s Frisind og Realisme ikke kunde sammenlignes. Selv Heiberg sætter Calderon over Shakspeare. Og her vare katholske Underligheder og Bornertheder i hundredetusinde Tal. Tilsidst drog et Flertal af Skolens Førere den eneste logiske Consequents af Retningen. I Berlin var under Friederich Wilhelm den 2den en Hofreaction af Hoffromhed fulgt paa Frederik den Stores franske Dannelse, og her indlogerede en Del af Romantikerne sig. Andre, som Stolberg, Daumer og F. Schlegel, gik over til den katholske Religion og tog Tjeneste i Metternich’s, i Pavens og Jesuiternes Sold. Og i Wien træffe vi da »Lucinde«’s Forfatter, det vil sige Tydsklands største Libertiner i Litteraturen, sammen med sin omfangsrige Ledsagerinde, Dorothea Veit, beskjæftiget med i Indernes Religion og Kastevæsen at finde Forbilledet for de katholske Dogmer og det katholske Hierarchi, og med at hævde det absolute Monarchi som den eneste religieuse Statsform, bedende, prædikende, syngende Psalmer, indtil han en Dag overraskes af en Død, som var ham værdig, idet han aad sig ihjel i en Gaaseleverpostei.

Ved Masseovergangen til Katholicismen endte Skolen med at demaskere sine Tendentser. Det Skjønhedsideal, man havde forfulgt, var ikke den friske, evigtunge Skjønhed, som Renaissancetiden erobrede. Det var en Skjønhed, der mindede om Skjønheden hos Middelalderens indespærrede Nonne, hvorom Sagnet fortæller, aandig som hendes Indvielse og dog saa sandselig, at den fristede Ridderen til i erotisk Vanvid at forfølge hende. Nonnen flyede for Ridderen helt ind i Kirken, men han fulgte hende, og hun vidste ikke mere nogen Udvei til at undflye hans Favntag. Da aabnede hun endelig tilsidst sin lange Kjole og viste ham sit Bryst, halvt fortæret af et rædselsfuldt Kræftsaar. Romantikerne saae ikke Saaret hos den Skjønhed, de forfulgte; de bemægtigede sig den ligefuldt. Men vi, som ikke mere betragte denne Skjønhed med hines betagne og forelskede Blikke, vi see Kræftskaden i dette Skjønhedsideal.


III.

Det var intet Under, at der kom et Øieblik i Tydsklands Historie, da man med Liv og Sjæl begyndte at omfatte og tilegne sig det gamle Indiens Aand og Cultur. Thi dette store, dunkle, drømmerige og tankerige Tydskland er i Virkeligheden det moderne Indien, ligesom Frankrig med den store Begrændsning, jeg viste Dem, det moderne Hellas. Intetsteds har i Verdenshistorien den skuende Contemplation, den egentlige, fra al empirisk Forskning løsrevne Metaphysik naaet en saa høi og saa omfattende Udvikling som i det gamle Indien og i det moderne Tydskland. Derfor var det for den nye Tids Franskmænd, da de opdagede det vage og rige tydske Aandsliv, som om de vare blevne forflyttede til Hindustans formløse og mægtige Natur, besynderlige Aandeverden og paa eengang rene og feeagtige Poesi. Indien drager de tydske Digtere til sig; som det hedder hos Heine:

Am Ganges duftet’s und leuchtet’s,
Und Riesenbäume blüh’n,
Und schöne, stille Menschen
Vor Lotusblumen knien.

Analogierne mellem Indien og Tydskland frembyde sig talrige og som af sig selv.

Det dybest liggende fælles Træk er vistnok Hanget til den abstracte Speculation. Schellings intellectuelle Anskuelse, hans Skuen af alle Ting i Gud, Hegels Grundidee, at det Høieste i Livet er gjennem Selvets Fordybelse i Abstractionen at føle sig som Et med Guddommen, svare til gammelindiske Anskuelser og Systemer. Den intuitive Erkjendelse hos Schelling var allerede Indernes Ideal, og naar Hegel siger, at Menneskets Erkjendelse af Gud er Guds Erkjendelse af sig selv, saa er denne Tro paa Guddommeliggjørelsen af hvert enkelt Individ igjennem den abstracte Tanke som grebet ud af en gammel Inders Hjerte. Hvad Datidens tredie store Philosoph Arthur Schopenhauer angaaer, da er han med fuld Bevidsthed rent indisk, ligesom en forsinket og landsforvist Beboer af det gamle Hindustan, hvor de Philosopher, der betegnedes som Nastika (Atheister), 2000 Aar forud havde foregrebet hans Nihilisme.

Med Hanget til Speculation forener sig Hanget til Poesi. Som Tydskland, saaledes har Indien aldrig kunnet udvikle nogen klassisk Prosa. Selv de philosophiske Systemer ere i Indien forfattede paa Vers, og iøvrigt: samme Mangel paa dramatisk Anlæg som i Tydskland, samme formløse Yppighed, samme lyriske Rigdom, der umuliggjør en plastisk Form og en activ, kraftigt bevæget Handling.

Med den omfattende Speculation er fremdeles hos begge disse store Folkeslag en Egenskab forbunden, om hvilken de ligeledes have været ene, den mærkværdige Universalitet, den forbausende Evne til at forstaae og til at tilegne sig alt Fremmed: Inderne faae deres Bogstavskrift og deres Astronomi fra omboende Folkeslag, Phoenicier og Babyloner, de modtage efter al Sandsynlighed fra Grækenland baade stærke dramatiske og stærke philosophiske Impulser, og hvad Tydskerne angaaer, da ere de som bekjendt Jordens største Oversætterfolk og Tydskland den store Kjedel, i hvilken Alverdens Tanker og Opdagelser, Moralsystemer og Poesier blive sammenkogte.

Et fælles Træk er fremdeles Opfattelsen af det Sædelige eller, for at tage et bestemt Exempel, Opfattelsen af Kvinden, fremfor alt Hustrubegrebet, der i Indien er aldeles germanisk. Mme de Staël beskriver i sin Bog »Om Tydskland« Landets Kvinder paa følgende Maade: »De tydske Kvinder have en ganske særegen Tiltrækning, en rørende Klang i Stemmen, blonde Haar, en blændende Hudfarve; de ere beskedne, men mindre frygtsomme end Englænderinderne; man seer, at de mindre hyppigt have truffet Mænd, der vare dem overlegne. De søge at behage ved deres Følelse, at interessere ved deres Indbildningskraft, de ere fortrolige med Poesiens og de skjønne Kunsters Sprog. De coquettere med deres Begeistring, som de franske Kvinder med deres Vid og deres Aand. Den fuldkomne Redelighed, der udmærker Tydskernes Charakter, gjør Kjærligheden mindre farlig for Kvindernes Lykke, og maaskee nærme de sig denne Følelse med mere Tillid, fordi man har beklædt den med romantiske Farver for dem og fordi Ringeagt og Utroskab der ere mindre at befrygte end andensteds. Kjærligheden er en Religion i Tydskland, men en poetisk Religion, der kun altfor gjerne tillader Alt hvad Hjertet kan undskylde.

Man kan med Grund opholde sig over nogle tydske Kvinders Latterligheder, idet de uophørligt ophidse og exaltere sig indtil det Affecterte, saa at deres sødladne Udtalelser udslette Alt, hvad en Charakter kan have af Udpræget og af Skarpt (de piquant et de prononcé). De ere ikke frimodige som de franske Kvinder, men de ere derfor ikke falske, kun formaae de hverken at see eller at bedømme Noget med Sandhed, de mangle al Virkelighedssands og de virkelige Begivenheder passere forbi deres Øine som et Phantasmagori. Naar det hænder dem at være letsindige, saa bevare de endnu et Skjær af den Sentimentalitet, som holdes i Ære i deres Land. En tydsk Dame sagde til mig med et melancholsk Udtryk: »Jeg veed ikke hvori det ligger, men de Fraværende svinde ligesom bort af min Erindring.« En fransk Pige vilde have udtrykt den samme Tanke mere muntert, men Meningen vilde have været den samme.

Deres omhyggelige Opdragelse og deres naturlige Sjælerenhed gjør det Herredømme, de udøve, let og blidt. Ikke desmindre træffer man sjeldent hos tydske Kvinder den aandelige Hurtighed, der besjæler en Samtale og sætter Ideer i Bevægelse.«

Læs nogle indiske Dramaer som »Sakuntala« eller »Lervognen« og De vil i Opfattelsen af det Kvindelige, i Blidheden og i det Begreb om Kvindens Afhængighed af Manden, der i Indien endog førte til en saadan Yderlighed som Hustruens Opbrænden sammen med Mandens Lig, finde Analogier af slaaende Art med Værker som Tieck’s »Genoveva« og Kleist’s »Käthchen von Heilbronn«.

Dog Hovedanalogien opstaaer ved begge de to Landes ensartede og saa eiendommelige Form af Philosophi og Religieusitet. I begge den samme begeistrede Pantheisme. De veed, at da Grækenland var gaaet tilgrunde, hørte hin Skipper, der en Nat seilede langs de græske Kyster, det Raab lyde ud fra Strandbreddens Skove: »Den gamle Pan er død!« Men nei, den gamle Pan var ikke død, han slumrede kun. Og han vaagnede op i Italien under Renaissancetiden, han blev anerkjendt og hyldet som den levende Gud i Schelling’s, i Goethe’s, i Hegel’s Tydskland.

Saa dybt ligger Pantheismen i den tydske Natur, at den romantiske Skole i Virkeligheden, trods alle sine katholske Tendentser, er ligesaa pantheistisk som Hölderlin og Goethe, ja Pantheismen bliver Baandet som forener denne Skole med Frihedens og Fremskridtets Aand før den og efter den i Tydskland. Saaledes seer De atter her som i den foregaaende Gruppe, hvorledes den nye Tids Aand er saa mægtig, at den bryder sig sin ustandselige Bane midt imellem alle de reactionaire Diger, alt det Mudder og alle de Sten, som ophobes paa dens Vei. Ja, den nye Skole er fra en vis Side seet endnu mere pantheistisk end den antikiserende. Thi den indiske Aand havde en ganske anderledes pantheistisk Charakter end den græske. Naar den antike Græker stod ved et pragtfuldt Vandfald, som f. Ex. det ved Tibur i Nærheden af Rom, da personliggjorde han hvad han saa. Hans Øie drog Conturer af skjønne, nøgne Kvinder, Stedets Nympher, i Cascadens faldende Strømme, Skumstøvet var deres flagrende Haar, han hørte deres overgivne Pladsken og Latter i Vandets Rislen og i den hvirvlende Lyd af Skummet, der sprøitede imod Klippen.

Med andre Ord: den antike Betragter personliggjorde den upersonlige Natur. Den antike Digter forstod ikke Naturen, hans egen Personlighed var ham altfor stærkt iveien, den afspeilede sig overalt for hans Øie. Han saa ikke andet for sig end Personer. Lige omvendt en stor moderne Digter som Goethe eller Tieck, hos hvem det hele Følelsesliv er pantheistisk. Han upersonliggjør sit eget Jeg for at forstaae Naturen. Overfor Vandfaldet sprænger han sit snevre Selv. Han føler sig glide, falde, omhvirvles med disse skummende Vande. Hans Væsen strømmer ud af Jegets snevre Skranker eller Ring og flyder bort med disse Strømme. Hans elastiske Bevidsthed udvider sig, han optager den ubevidste Natur i sit Væsen, han glemmer sig selv over hvad han seer, ligesom den, der hører en Symphoni gaaer op og forsvinder i det han hører. Og saaledes overalt. Som hans Væsen strømmer med Bølgerne, saaledes flyver og klager det med Vinden, seiler med Maanen over Himlen, føler sig som Et med det formløse Alliv.

»Jo mere han betragter Naturen, des mere guddommelig finder han den, guddommelig indtil i dens Klipper og Planter*). [*) Taine: Histoire de la littérature anglaise vol. 4 pag. 384.] I den Skov, der synes livløs, aander hvert Blad og Safterne stige umærkeligt op gjennem de massive Stammer og Grene indtil ud i de fineste Kviste. De fylde Luften med Dampe og Vellugt, og denne lysende Luft, disse grønne Kupler, denne lange Colonnade af Stammer, denne tause Jordbund arbeide og omdanne sig, udføre et Værk, og Digterens Hjerte behøver kun at lytte for at høre deres dunkle Instincters Røst. De tale til hans Hjerte, ja endnu mere: de synge, og de andre Væsener gjøre som de, ethvert med sin egen korte eller lange, sammensatte eller simple Melodi, som aabenbarer den indre Structur af det Legeme, som frembringer denne Klang. Denne Melodi respecterer Digteren. Han tager sig i Agt for at forvanske den ved i den at indblande sine Ideer eller sin Betoning. Al hans Omhu gaaer ud paa at bevare den urørt og ren. Saaledes formes hans Værk som et Eccho af den universelle Natur, et gigantisk Chor i hvilket Guder, Mennesker, Fortiden, Fremtiden, alle Historiens Epocher, alle Livets Trin, alle Tonetrinene i Livets Scala uden Forvirring danne en Accord, en Symphoni, i hvilken Musikerens bøielige Geni ikke aabenbarer sig personligt paa anden Maade end derved, at han bag denne umaadelige Harmoni lader skimte den Gruppe af ideale Love, som frembringer den og den indre Alfornuft, som holder hele Harmonien sammen.«

Det er denne Pantheisme, som Goethe hævdede i det bidende Epigram:

Was soll mir eure Hohn
Ueber das All und Eine?
Der Professor ist eine Person,
Gott ist keine.

Det er denne Pantheisme, han udfoldede i »Faust«, det er denne som Romantikerne fortsatte, de, om hvem jeg sagde, at de vilde høre Græsset groe, at de vilde forstaae hvad Fuglene sagde og at de vilde bade sig i Maaneskinnet.

Men Romantikernes Doctrin fik dog egentlig først sin rette philosophiske Grundvold ved Schelling. Medens Fichte i Spidsen for Fremskridtspartiet i Aaret 1808 med sine glødende »Taler til den tydske Nation« vender sig udad mod Virkeligheden for at løsrive Folket fra det franske Aag, betegner Schelling’s Philosophi den yderligste Tilbagegaaen indefter. Han kalder selv sit hele System for Reaction mod Forstandtidsalderens Oplysning og Afklaring*). [*) Gervinus: Geschichte des 19ten Jahrhunderts.]

Som Goethe flygtede til det fjerne Orient, saaledes Schelling fra den forstyrrende Yderverden til den fjerneste Fortid og fandt der Sandhedens og Livets Kilder. I Modsætning til Oplysningsperiodens Mening, at Menneskeheden langsomt havde arbeidet sig fremad og opad fra Barbari til Cultur, fra Instinct til Fornuft, erklærede han Menneskeheden for sunket, det vil sige sunket fra en Tilstand af høiere Dannelse, i hvilken den nød en Opdragelse, som foretoges af høiere Væsener, af en Aandeslægt. Saa skete der et Fald, og i den faldne Periode viste der sig kun faa saadanne Lærere, høiere Væsener, Propheter, Genier som Schelling selv, der arbeidede paa hint fuldkomne Livs Gjenoprettelse. De, mine Tilhørere, vide, at Videnskaben har givet Revolutionsmændene Ret og Schelling Uret, og at vi, som leve i Charles Darwin’s Tidsalder, ikke mere antage Muligheden af en oprindelig paradisisk Tilstand og et Fald. Darwin’s Lære vil slaae den orthodoxe Moral til Jorden, ganske som Copernicus’s Lære slog den orthodoxe Dogmatik til Jorden. Copernicus’s System berøvede det orthodoxe Himmerig sit physiske Sted, og saaledes vil engang Darwins’s Lære berøve det orthodoxe Paradis sit.

Men dette var som sagt dengang ikke erkjendt, og Schelling viste tilbage til Urverdenen, hvor Sagnene om Guder og Halvguder syntes ham historiske Kjendsgjerninger, og saaledes kom han da til at prise Mythologien som det største af alle Kunstværker, der var modtageligt for en uendelig Udlægning, og en uendelig Udlægning vil sige en vilkaarlig. De seer her i Spiren den hele Grundtvigske Mythefortolkning med dens uvidenskabelige og upaalidelige Behandling af Mytherne. Den udgaaer fra en Schellingsk Idee, som med saamange andre Ideer blev importeret hertillands af Steffens, hvis Foredrag jo som bekjendt gjorde et saa ualmindeligt Indtryk paa Grundtvig.

Men Bortvendelsen fra Samfundsinteresserne finder et endnu bestemtere Udtryk i Schellings Fordybelse i Naturen, en Bevægelse, som allerede Goethe havde gjort, men som rigtignok havde bragt ham til at gjøre en Række storartede Opdagelser, hvortil Schelling aldrig gjorde Mage. Ligesom det efter Mystikernes Forestilling var Guds Imagination, som tænkende skabte Verden, saaledes var det for Schelling alene den tilsvarende Kraft i Mennesket, som formaaede at give Menneskets aandelige Frembringelser ideal Virkelighed.

Det er da denne væsentlig æsthetiske Kraft, den saakaldte intellectuelle Anskuelse, det vil nærmest sige den efter Fornuftlove virkende fuldstændige Phantasi, om hvilken Schelling, der her øiensynligt er under Indflydelse af Tidens æsthetiske Kritik, paastaaer og hævder, at den alene baner Vei til Philosophi, Vei til Indsigt i Identiteten af det Ideelle og det Reelle. Ja, selve denne intellectuelle Anskuelse var ikke blot Veien, den var Maalet. Og denne Sammenblanding af Redskabet og Værket betegner Indtrædelsen af en total, en almindelig Forvirring i den romantiske Poesi og Videnskab, idet Videnskaben snart drives med Kunstens Midler, saa man phantaserer i Hypotheser istedenfor at forske, snart omvendt Poesien og Kunsten drives med Philosophiens og Religionens Midler, saa Digterværkerne blive rimet Speculation, hvis Helte ere bestøvlede Ideer, og Kunstværkerne forgjæves søge at dække Mangelen paa legemlig Form med den katholske Andagts og Kjærligheds Kaabe. Man indbildte sig, at denne nye Naturphilosophi for evigt skulde gjøre alt Erfaringsstudium af Naturen overflødigt, men vi, som leve i en Tidsalder, hvor den empiriske Naturforskning har forvandlet Jordens Udseende og beriget Menneskelivet gjennem Opdagelser og Opfindelser uden Mage, vi, som have seet Naturphilosophiens uendelige Afmagt, vi vide, at de reactionære Tendentser ogsaa her førte til Nederlag, og at Livet selv paatog sig at gjendrive Vildfarelsen. Men hvad der i denne Theori for os især har Betydning og Interesse, det er den kraftige Hævden af den guddommelige Phantasi som Skabningens Kilde og af den menneskelige Phantasi som Kilden til al kunstnerisk Frembringen; thi her staae vi ved Modertanken til »Aladdin«, her føle vi med Haanden det Hjerteslag, som driver Blodet helt ud i den Extremitet af det store germaniske Legeme, som i Aaret 1803 betegnedes ved Navnet Kjøbenhavn.

Og atter her staae vi endelig ved en Analogi med indiske Forestillinger. Thi den Anskuelse, at der til Grund for Alt ligger en uafbrudt frembringende, ligesom gjøglende Phantasi, at den sande Verden er en Skinnets Verden, i hvilken en guddommelig Ironi, den samme Ironi med hvilken Romantikerne Tieck, Schlegel og Solger have saa travlt, bestandig tilintetgjør sine egne Frembringelser, ligesom Havet opsluger enhver af sine egne Bølger, denne Anskuelse er i sin Kjerne beslægtet med den bekjendte indiske Lære om, at Alt er Skuffelse og Skin.

Først med Hegel indtræder paany den antike Anskuelse. Hegel vender i sin »Phänomenologi« og sin »Logik«, som en moderne Aristoteles, tilbage til Reflexionen og Forstandspleien, til den methodiske Tænkning. Hans græske Aandsretning lægger sig skarpt og afgjørende for Dagen, først i »Æsthetiken«, hvor den klassiske Kunst egentlig bliver den eneste skjønne, medens den symbolske endnu ikke er skjøn og den romantiske ikke mere er skjøn, dernæst i »Retsphilosophien«, maaskee Hegels fortrinligst udarbeidede Værk, i hvilket den harmoniske Samstemmen af Indre og Ydre, den græske Idee om Staten som Sædelighedens Bærer, ophæver og optager hvad Hegel betegner som »Moraliteten«, ↄ: Kants kategoriske Imperativ og Samvittigheden.

Dog, hos Hegel forsvinder som bekjendt derfor ikke Pantheismen; det er kun paany en græsk Pantheisme, som hos Goethe, der afløser den østerlandske, Tankens Pantheisme, som afløser Forestillingens. Det er som sagt da ogsaa Pantheismen, vi gjenfinde under den romantiske Skoles Katholicisme. Men ikke nok hermed: ogsaa alle de andre gamle hedenske Strømninger fortsætte under den deres Løb. Fremtrædende er Sandseligheden, dog ikke mere stolt og fri som hos Goethe, men ægget og hidset, som i Fr. Schlegels »Lucinde«, spækket med philosophiske Floskler og med en forloren Dybsindighed. Den optræder som Forherligelse af Kjødet, dens Frivolitet er en saadan, til hvilken man har raisonneret sig med pedantisk Grundighed, og den opstaaer nødvendigt som Modsætning til alle de fromme Lader, man ellers gjerne bar til Skue. De veed, hvorledes selve den fromme Schleiermacher kom til at røbe sin Sympathi for den frie Sandselighed i sine »Vertraute Briefe über die Lucinde«.

Og overhovedet fik man først sent Græciteten fra Halsen. Brødrene Schlegel skreve hver sit Drama, der skulde være antikt, og selv de mest fjantede Skjæbnetragoedier, som f. Ex. Werners »24de Februar«, ere blot uægte Børn af Sophokles’s »Ødipus«; kun at den græske Skjæbnetanke her er dreven ud i det rent Parodiske. I Stykket fremstilles, hvorledes Alt minder Heltinden om Forbandelse og om tidligere Brøde, naar det blot skeer paa den ulykkelige 24de Februar. Det gaaer saa vidt, at da paa den Dag en Høne bliver slagtet, udraaber hun: »Den skreg mig imøde, Hønen, som en Forbandelse, den mindede mig om min Fader, da han laa rallende i Døden.« Lignende Taabeligheder findes i Müllners »Den 29de Februar« og i Grillparzers »Die Ahnfrau«. Spor af denne Skjæbnetro, der iøvrigt udgaaer fra Tieck, kan De finde hos et saa extravagant Medlem af Skolen som den danske Ingemann. De husker hans Kullemand med Skjæbnebogen i »Valdemar Seir«. Men iøvrigt er, som De kan tænke, Ingemann meget fjendsk mod Skolens Pantheisme, og hele hans lange, ulæselige Digt »De sorte Riddere« er rettet imod den.

En sund, god Side af Skolens Bestræbelser var den, som gik ud paa at udvide den snevre Kreds af Æmner, som de antike Stoffer afgav og at udvide Blikket saavel for det Eiendommelige hos de fremmede moderne Nationer, som for det Charakteristiske hos den egne Nation. Saaledes blev Skolen patriotisk, og patriotisk i alle Lande. Men iøvrigt opstod allerede nu i Tydskland den samme Tilbøielighed til Excurser ind i fremmede Lande, som senere greb den franske Romantik under Victor Hugo. Forgjængeren var Herder med sin beundringsværdige Sands for de forskjelligste Folkeaanders Productioner. For ham var Verdenspoesien en stor Harpe, paa hvilken hvert Folk havde sin Streng. A.W. Schlegels kritiske og oversættende Virksomhed fulgte. Hans berømte »Forelæsninger over den dramatiske Litteratur«, der fremkomme umiddelbart før de Allieredes Indmarche i Paris, forklare efter Lessings Mønster den antike Poesi og Shakspeares Skuespil, men indeholde ligeledes efter Lessings Exempel de bitreste og voldsomste Angreb paa den franske Smag og det franske Theater. Det er interessant at sammenligne denne Bog med dens samtidige Modstykke, Mme de Staëls »De l’Allemagne«. Schlegel er ligesaa misforstaaende og hadefuld overfor Frankrig som Mme de Staël forstaaende og sympathetisk overfor Tydskland. Han har ikke Haansord nok for Corneille og Racine, og han behandler »Tartuffes« udødelige Digter med en Ringeagt, der er altfor taabelig til ikke at falde tilbage paa den, som udslynger den. Imidlertid forklarede han med fin Sympathi saavel Shakspeares som navnlig Calderons helt ukjendte Poesi for sine Landsmænd. Hans Opfattelse af disse Digtere har imidlertid een stor Mangel ved Siden af eet stort Fortrin.

Fortrinet er det, at Alt kommer til sin Ret, hver mindste Eiendommelighed. Da han senere udfører sine fuldendt mesterlige, aldrig nok beundrede Oversættelser af Shakspeare og af nogle af Calderons Stykker, føler man hvilket Fremskridt Forstaaelsen af moderne Poesi har gjort, siden Schiller i sin Oversættelse af »Macbeth« tilskar Stykket efter antikiserende Fordomme og tog alt det Realistiske og Djærve bort. Men Mangelen er hos Schlegel den samme som hos hele Skolen, den samme der hos os i Danmark fra Skolen af strækker sig udover den følgende Tid, den, at Opfattelsen af Poesien her bestandig er stemplet af den germaniske Eensidighed, det vil sige er til den Grad æsthetisk-metaphysisk, at den empirisk-historiske Opfattelse fortrænges og ikke kan komme til sin Ret.

Man har det ene absolute Mønster efter det andet. Som Grækerne og Aristoteles havde været ansete for de absolute Mønstre i Frankrig under Ludvig den 14de, saaledes blev nu f. Ex. Shakspeare det absolute Mønster i Poesi, eller (som hos os i Kierkegaards »Enten-Eller«) Mozart det absolute Mønster i Musik. Den historisk-paalidelige Opfattelse, der i sin empiriske Ædruelighed ingen absolute Mønstre kjender, skydes aldeles tilside. Ethvert Værk bliver Type, Type paa en Digtart, en incarneret Kategori. Saaledes er f. Ex. hos os for Heiberg »St. Hansaftensspil« »den fuldkomneste Realisation af det umiddelbare Drama i lyrisk Form«. Man troer at Digtarterne og Digterværkerne skyde ud af hinanden som Grenene paa et Træ, istedenfor at studere dem i deres Sammenhæng med Culturen, med det hele Liv. Man troer f. Ex. at Tragoedien har en sammenhængende Historie paa langs, ↄ: at den græske Tragoedie staaer i en Art directe Slægtskabsforbindelse med den engelske, istedenfor at forstaae, at Tragoedien ikke avles af andre Folkeslags Tragoedier, men fremgaaer af de Omgivelser, af den Cultur, den hele psychologiske Sphære, midt i hvilken den bliver til.

Imidlertid: man fik alle Bomme slaaede ned, hele Verden laa aaben for Digterens Øine, han havde Lov til at vælge sine Æmner, hvor han havde Lyst. Vi have denne begeistrede Troesbekjendelse i vor egen Litteratur i Oehlenschlägers smukke Digt »Digterens Hjem«. De husker Ordene:

Det strækker sig fra Spitzbergs hvide Klipper,
For Syndflods ældste Lig en hellig Grav,
Til hvor den sidste Tange slipper
I Søndrepolens øde Hav.

I hvilken Grad alle de nye Anskuelser maatte slaa ned i denne vort eget Lands største Digter er let at forstaae:

Romantikerne anpriste Phantasien over Alt i Verden, den var den høieste, den egentlig guddommelige Gave. Hvem kunde dette gribe som ham, hvis Evne netop var den rige, sprudlende Phantasi, der afløste Baggesens og det 18de Aarhundredes Evne til Conversationen. Romantikerne priste Mytheverdenen som den høieste, den ægte. Der sad nu netop han med en hel ny Mytheverden, som med en Skat, der blot behøvede at hæves. Romantikerne raabte: »Vi maa finde en ny Mythologi, der for os kan være det samme som den antike for Grækere og Romere.« Det er Ord af Fr. Schlegel og Novalis, jeg citerer. Men de søgte forgjæves eller fandt kun Katholicismens gamle Myther. Han alene behøvede ikke at søge, han alene sad inde med Skatten, ham faldt Appelsinen ned i hans Turban, han fandt den klare Lampe uden Møie, medens de Andre brød deres Hoveder med at tilveiebringe et stadigt Lys ved at rive den ene Svovlstik af efter den anden. Romantikerne troede paa en høiere Fortidstilstand, hvorfra Slægten var sunken, og overfor ham stod netop et Folk, hvis Fortid langt overstraalede dets Nutid, som ønskede at glemme denne mørke Nutid, og hvis Trang det var at see sig selv forherliget gjennem Forherligelsen af sine Barndomsdrømme og sin Ungdoms Bedrifter.

Saaledes skete det da, at Skolens Doctriner i ham, den ikke Tydske, vakte en friskere, en rigere og mere betydningsfuld Poesi end hos nogen poetisk anlagt Aand i Landet selv, og saaledes forklares det, hvorledes der kun udfordredes et Ord af Steffens for til Overraskelse for denne og alle Andre at løse Fortryllelsen, der bandt hans Tunge.

Hermed slutter jeg hvad jeg vilde betegne som en Introduction til den tydske Romantiks Historie. (1872:[231]-271)

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«