Emigrantlitteraturen (1872)

VIII.

Vi vende da tilbage til »Adolphe[0001]«, og for bedre at forstaae den kaste vi et Blik paa denne Bogs Forfatter. Constant[I] fødtes 1767 i Lausanne[a]. Han |109| var fra Barndommen af aldeles ualmindeligt udrustet. Naar man i »Adolphe[0002]« maaskee ikke ganske forstaaer den overordentlige Tiltrækning, Helten udøver, ligger det i, at Constant[II], der benyttede Erindringer af sit eget Liv til Bogens Composition, undsaa sig ved at fremhæve Adolphes[iii] fængslende Egenskaber for stærkt. Men Adolphe[iv] er i den Grad Constant[V] selv, at man saa at sige først fatter denne Types Tilblivelse, idet man studerer Forfatterens Ungdom. Det gaaer med Adolphe[vi] som med René[vii], til hvis Forstaaelse Chateaubriands[VIII] egne Udtalelser om sig selv give Nøglen. Vil De høre en Stump af et Brev som Constant[IX] skriver som Barn til sin Bedstemoder, og De vil forbauses over den Ynde, den Finhed, den Fuldmodenhed, De finder hos ham; han var 12 Aar gammel da.

»Jeg havde tabt alt Haab om Brev, kjære Bedstemoder! jeg troede Du havde glemt mig. Jeg sagde til mig selv: det er mine Fættere, der boe hos Bedstemoder, som have fortrængt mig af hendes Erindring. Ganske vist ere de elskværdige, ere Oberster, ere Capitainer o. s. v., og jeg er endnu Intet. Imidlertid elsker jeg hende og forguder hende ligesaa meget som de. Du seer, kjære Bedstemoder, hvilken Sorg din Taushed har forvoldt mig. Hvis Du altsaa interesserer Dig for mine Fremskridt, hvis Du vil, at ogsaa jeg skal blive elskværdig, lærd og forstandig, saa |110| skriv mig undertiden til, og fremfor Alt elsk mig trods mine Feil. Mig fattes kun Beviserne paa dit Venskab, jeg har i Overflod alle de andre Hjælpekilder, og jeg har den Lykke, at man hverken sparer paa Omhu eller paa Penge for at dyrke mine Talenter, hvis jeg har nogle, eller for at bøde paa Mangelen af dem ved Kundskaber. Jeg vilde meget gjerne kunne fortælle Dig noget Tilfredsstillende om mig, men jeg frygter for, at intet Tilfredsstillende lader sig sige uden om det Legemlige. Jeg har det godt og voxer stærkt. Du vil maaskee sige, at er det Alt, saa er det ikke værdt at leve. Det tænker ogsaa jeg, men min Letsindighed omstyrter alle mine gode Forsætter. Jeg vilde ønske, man kunde forhindre mit Blod i at circulere med saa stor Hurtighed og give det et mere regelret Omløb i en bestemtere Takt. Jeg har prøvet, om Musiken ikke kunde gjøre denne Virkning paa mig; jeg spiller Adagio’er, Largo’er, som kunde dysse 30 Cardinaler i Søvn. De første Takter gaae godt, men jeg veed ikke, ved hvilken Magi de saa langsomme Melodier altid ende med at gaae prestissimo. Det gaaer mig lige saadan med Dandsen, Menuetten ender altid med Bukkespring. Jeg troer, kjære Bedstemoder, at Ondet er incurabelt og at det vil modstaae selv Fornuften; jeg burde dog allerede have en Gnist af Fornuft, thi jeg er 12 Aar og nogle Dage; imidlertid mærker jeg Intet til dens Herre|111|dømme. Naar dens Morgenrøde er saa mat, hvad Styrke vil den da have til 25 Aar.

Veed Du, kjære Bedstemoder, at jeg kommer i Selskab to Gange om Ugen. Jeg har en smuk Frakke, Kaarde ved Siden, Hat under Armen, een Haand paa Brystet, en anden i Siden. Jeg holder mig rank og giver den store Dreng, saa godt jeg kan. Jeg seer, jeg hører, men hidindtil kan jeg ikke sige, at jeg misunder de Voxne deres Fornøielser. De see Alle ud, som om de just ikke holdt altfor meget af hinanden. Imidlertid — Spillet og Guldet, jeg seer rulle, foraarsager mig nogen Sindsbevægelse. Jeg gad vinde af 1000 Aarsager, som de Andre kalde Luner og Griller.«

Hvad siger De til denne Gratie uden Varme, til denne Forstand, der smigrer, til denne Blaserthed fra Fødselen af, hvem det rullende Guld alene foraarsager nogen Sindsbevægelse? Man aner den fremtidige Spiller. Man spørger sig selv, om denne Mand ikke med en vis Ret vil kunne sige om sig selv, hvad Andre med mindre Ret have sagt om sig, nemlig, at han aldrig har været Barn. Føler De, hvor gammel han er født, hvor ganske han til enhver Tid vil være ude over enhver af sine Sindsbevægelser, og hvorledes han vil trænge til stærke Sindsbevægelser, aner De den mærkværdige Blanding af Sensibilitet og Egoisme i Charakteren, Evnen til at adskille sig fra sig selv, fordoble og raillere sig?

|112| Det er den samme Charakter, der hos Ynglingen vil føre til Udbrud som dette: »Jeg morer mig over alle disse Forlegenheder, hvori jeg befinder mig, som om de vare en Andens,« eller til Constants[X] Yndlingsmundheld, naar han var vred: »Jeg raser, jeg gaaer fra Forstanden af Raseri, men i Grunden er det Hele mig meget ligegyldigt.«

Det er den samme Mand, der, da han havde rettet et Bønskrift til Ludvig den 18de[XI], hvori han undskyldte sit Frafald til Napoleon[XII] i de 100 Dage og forsikrede Kongen om sin altid uforandrede Loyalitet imod Bourbonerne, om Aftenen i et Selskab svarede Den, der bragte ham den Efterretning, at han var tilgivet og at hans Bønskrift havde overbevist Kongen, disse gyldne Ord: »Det troer jeg, det havde nær overbevist mig selv.«

I erotiske Sager begynder han som en sand Cherubin[xiii], og han begynder tidligt. 20 Aar gammel sagde han: »I min Ungdom, da jeg var 16 Aar.« Og han flagrer fra Kvinde til Kvinde. Først forlader han Mme de Charrière[XIV] for at gifte sig, saa bliver han skilt fra sin Hustru, saa lærer han Mme de Staël[XV] at kjende, saa gifter han sig igjen — med en Anden.

Damerne gave ham Navnet »L‘inconstant«. Den Rolle, Kvinderne have spilt i hans politiske Løbebane, er uhyre. Alle hans Feil have de faaet ham til at begaae. Det var en Kvinde, Mme de Staël[XVI], som bragte ham til at skrive hine |113| hans første Artikler under Revolutionen, der bleve udlagte som royalistiske og som han bittert fortrød. Det var en anden Kvinde, Mme Récamier[XVII], der bragte ham til at optræde med en Voldsomhed overfor Napoleon[XVIII] lige efter dennes Tilbagekomst, som gav hans Tilslutning til Keiseren Charakter af et Forræderi. Hans første mere notable Forbindelse er den med Mme de Charrière[XIX], en fortrinlig Forfatterinde; hun var i Parenthes 25 Aar ældre end han. Det var hos hende at han, siddende ved det samme Bord, hvorved hun skrev, begyndte sit store Værk om Religionen[0003], der skulde gjenindføre den religiøse Aand i Frankrig. 30 Aar senere fuldendte han det i den Tid som Talerstolen i Kammeret og Spillehusene i Paris[b] levnede ham til Arbeid af anden Art. Men nu, i hans 20de Aar, blev det begyndt. Og symbolsk og charakteristisk nok: det første Afsnit skrev han paa Bagsiden af en Pakke Spillekort, og alt som han skrev Kortet færdigt, skjød han det over til Mme de Charrière[XX].

Ligesom Hovedindtrykket af »Adolphe[0004]« er det Hjertesuk: »Gid jeg kunde elske!«, saaledes er Indtrykket af Bogen om Religionerne det: »Gid jeg kunde troe

Studer ham i hans Ungdom medens han endnu aabenbarer Mennesket, ikke spiller Rollen, og De vil kunne gribe hans religiøse Følelse i dens oprindelige og ægte Form. Han skriver som ung i et Brev til en Veninde:

|114| »Jeg føler mere end nogensinde Altings Intet, hvorledes Alt lover og Intet holder, jeg føler hvormeget vore Kræfter staae over vore Vilkaar og hvor ulykkelig denne Disproportion maa gjøre os. Mon ikke Gud, Ophavsmanden til os og vore Omgivelser, er død før han har faaet endt sit Værk, saa at Verden egentlig er et opus posthumum? Han havde de smukkeste og største Projecter af Verden og de største Midler til at udføre dem. Han havde allerede sat flere af disse Midler i Bevægelse, ligesom man reiser Stilladser for at bygge, og midt i dette Arbeide er han død. Nu er saaledes Alting opført med Hensyn til et Maal, som ikke mere existerer, og vi i Særdeleshed, vi føle os bestemte til Noget, hvorom vi ingen Idee kunne gjøre os. Vi ere som Uhre, paa hvilke der ingen Skive eller Visere ere, og hvis Hjul, som ikke mangle Intelligents, dreie sig til de ere opslidte, uden at vide hvorfor og stedse sigende: Jeg dreier, altsaa har jeg et Maal. — Farvel kjære og spirituelle Hjul, som har det Uheld at staae saa høit over det Uhrværk, af hvilket De er en Del, og som De forstyrrer! Uden Selvros: det er ogsaa mit Tilfælde.«

Et andet Sted siger han: »O hvor Fyrsterne ere ædelmodige og høimodige; der har de nu igjen givet en Amnesti, hvorfra Ingen er udelukket uden alle de, som have gjort Oprør. Det minder mig om en Psalme, der forherliger den jødiske Guds |115| Bedrifter. Han har dræbt dem og dem; thi hans guddommelige Godhed varer evigt; han har druknet Pharao og hele hans Armee; thi hans guddommelige Godhed varer evigt; han har slaget alle Ægypternes Førstefødte med Døden; thi hans guddommelige Godhed o. s. v. o. s. v .«

»De synes mig ikke demokratisk. Jeg troer som De, at der paa Bunden af Revolutionsmændenes Sjæle er Svig og Raseri. Men jeg holder mere af Svig og Raseri, der omstyrter Fæstninger og afskaffer Titler og andre Dumheder af den Art, og som sætter alle de religiøse Drømmerier paa lige Fod, end af den Art Svig og Raseri, som vil bevare og canonisere hint elendige Misfoster af Jødernes barbariske Stupiditet, podet ind paa Vandalernes barbariske Uvidenhed.«

»Jo mere man tænker over det, des mere opgiver man at begribe et »cui bono« (et »til Fordel for hvem?«) i denne Dumhed man kalder Verden. Jeg forstaaer hverken Maalet eller Architekten eller Maleren eller Figurerne i denne laterna magica, af hvilken jeg har den Ære at udgjøre en Del. Vil jeg forstaae det bedre, naar jeg er forsvunden fra denne trange og mørke Globus, paa hvilken det morer jeg veed ikke hvilken usynlig Magt at lade mig dandse med eller imod min Villie? Det veed jeg ikke. Men jeg er bange for, at det forholder sig med denne Hemmelighed |116| som med Frimurernes, der kun i de Uindviedes Øine er noget værd.«

De aner hvilken Baggrund af Skepsis der ligger bagved al Constants[XXI] Enthousiasme.

Disse Ord passe godt for den samme Mand, der i et af sine Breve om Tydskland siger: »Jeg skjænker Dem alle Tydsklands komiske og lyriske Poeter; thi jeg bryder mig ikke om Poesi, hverken i dette Sprog eller i noget andet.«

Men det er ogsaa den samme Mand, som, da han 1830 fik et Brev fra en af sine Venner, i hvilket der stod: »Her spilles et frygteligt Spil, vore Hoveder ere i Fare, kom og bring os Deres!«, øieblikkeligt kom.

Constant[XXII] pleiede at sige, at han mente, at ingen Sandhed var fuldstændig saalænge man ikke tog dens Modsætning op i den. Det lykkedes ham altfor stadigt, derfor var han trods alle sine ædle Drivfjædre og sine høihjertede Opsving dybest inde en Ruin. Han har den sørgelige Ære at frembyde den mest fuldstændige Type paa denne Art contradictoriske Naturer: han er paa een Gang oprigtig og løgnagtig, veltalende og tør, varm og udslukt, romantisk og antipoetisk, ikke til at gribe.

Læs nu »Adolphe[0005]« og Aphorismerne i »Enten-Eller[0006]«!

  • VIII.
    højresiderne i kapitel 8 har i førsteudgaven klummetitlen »Constant.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
  • »Jeg havde tabt alt Haab ... Andre kalde Luner og Griller.«
    sammensat citat fra et brev fra Benjamin Constant, dateret 17.11.1779, til hans bedstemor. - Brevets ordlyd findes i Galerie des contemporains illustres, par un homme de rien. Tome VIII, Paris [uden år, dvs. ca. 1850], s. 24-26 (i en usigneret biografisk artikel om Benjamin Constant).
  • Napoleon i de 100 Dage
    fra den lille ø Elba vendte den internerede og abdicerede kejser Napoleon 1. tilbage i marts 1815 og greb magten i Frankrig i 100 dage frem til sit endegyldige militære nederlag ved Waterloo i juni.
  • »L'inconstant«
    (fr.) den skiftende, den upålidelige.
  • Alle hans Feil have de faaet ham til at begaae
    af C.A. Sainte-Beuve: Nouveaux lundis, 1863 Sainte-Beuve 1863, 1:322.
    C.A. Sainte-Beuve: Nouveaux lundis, vol. 1-13, 1863-1870.
    .
  • Ligesom Hovedindtrykket ... »Gid jeg kunde troe!«
    af C.A. Sainte-Beuve: Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:205.
    C.A. Sainte-Beuve: Derniers portraits littéraires, 1858.
    .
  • »Jeg føler mere end ... det er ogsaa mit Tilfælde.«
    af et brev fra Benjamin Constant, dateret 4.6.1790, til Madame de Charrière. Brevet er gengivet i C.A. Sainte-Beuves bog Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:207-208.
    C.A. Sainte-Beuve: Derniers portraits littéraires, 1858.
    .
  • et opus posthumum
    et posthumt arbejde, dvs. et arbejde der først efter ophavsmandens død er blevet offentliggjort.
  • »O hvor Fyrsterne ere ... Godhed o.s.v. o.s.v.«
    af et brev fra Benjamin Constant, dateret 3.3.1788, til Madame de Charrière. Brevet er gengivet i C.A. Sainte-Beuves bog Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:222.
    C.A. Sainte-Beuve: Derniers portraits littéraires, 1858.
    .
  • den jødiske Guds Bedrifter
    der hentydes til begivenheder i 2.Mos., kap.12 og 13. En fransk salme herom er ikke identificeret.
  • »De synes mig ikke ... barbariske Uvidenhed.«
    af et brev fra Benjamin Constant, dateret 10.12.1790, til Madame de Charrière. Brevet er gengivet i C.A. Sainte-Beuves bog Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:255.
    C.A. Sainte-Beuve: Derniers portraits littéraires, 1858.
    .
  • »Jo mere man tænker over det, ... er noget værd.«
    af et brev fra Benjamin Constant, dateret 24.12.1790, til Madame de Charrière. Brevet er gengivet i C.A. Sainte-Beuves bog Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:257-258.
    C.A. Sainte-Beuve: Derniers portraits littéraires, 1858.
    .
  • »cui bono«
    (lat.) for hvem er det godt?, til hvis gavn?; udtryk anvendt i flere af Ciceros taler og siden da et juridisk princip, fastlagt i romerretten. En anden gammel juridisk formulering lyder: »Is fecit, cui prodest«, (lat.) den, hvem det gavner, har gjort det.
  • laterna magica
    (lat.) magisk lygte/lampe; ca. 1800 navnet på en tidlig form for lysbilledapparat, der blev brugt til fremvisning af billeder malet på glasplader.
  • »Jeg skjænker Dem ... eller i noget andet.«
    af et brev fra Benjamin Constant, dateret 7.6.[1792], til Madame de Charrière. Brevet er gengivet i en note i C.A. Sainte-Beuves bog Derniers portraits littéraires, 1858 Sainte-Beuve 1858:262.
    C.A. Sainte-Beuve: Derniers portraits littéraires, 1858.
    .
  • »Her spilles et frygteligt ... og bring os Deres!«
    af Francois-Adolphe Loève-Veimars' anonymt offentliggjorte »Lettres sur les hommes d'État de la France«, Lettre deuxième, trykt i: Revue des Deux Mondes, 1833 Loève-Veimars 1833:260.
    Francois-Adolphe Loève-Veimars: "Lettres sur les hommes d'État de la France", Revue des Deux Mondes, 2.serie, 1.bind, 1833 (trykt anonymt).
    .
  • contradictoriske
    kontradiktoriske, dvs. selvmodsigende.
  • Aphorismerne i »Enten-Eller«
    dvs. »Diapsalmata«, der indleder Søren Kierkegaards Enten-Eller, 1843.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«