Emigrantlitteraturen (1872)

VII.

Den, der i Litteraturens Historie bevæger sig fra en Variation af et vist Tidsrums Type til en anden, bærer sig ad som Naturforskeren, der forfølger en og samme Grundforms Omdannelse, f. Ex Armens til Been, til Pote, til Vinge, til Luf gjennem forskjellige Arter i Zoologien. Den næste Variation af Grundtypen, paa hvilken jeg vil gjøre Dem opmærksom, er Benjamin Constants[I]»Adolphe[0001]«. Adolphe[ii] er mindre glimrende end René[iii], mindre resigneret end Obermann[iv], men han fremstiller den samme urolige, ubesluttede Slægt. Ogsaa han er i Familie med Werther[v], men han er Barn af Skuffelsens Tidsalder ligesom René[vi].

|92| »Adolphe[0002]« tilhører som »René[0003]« og »Obermann[0004]« Emigrantlitteraturen. Alle disse Bøger, der arve Rousseau[VII] paa Følelsessiden, staae i den skarpeste Modsætning til Regimentet i Frankrig; hvad der i Paris[a] regjerer, det er Tallet og Sabelen; i Litteraturen den klassiske Odestil og den exacte Videnskabelighed. Her er det Følelser, Drømme, Sværmerier og Reflexioner.

»Adolphe[0005]« tilhører fremdeles til en vis Grad Reactionslitteraturen. Der er mangen en Parallel at drage mellem Chateaubriand[VIII] og Constant[IX]. Hin er blændende og denne sleben; men der er mange Analogier. Constants[X] Bog om Religionernes Aand[0006] svarer, om end ganske anderledes frisindet og oplyst, nøie til Chateaubriands[XI] Bog om Christendommens Genius[0007]. De første Afsnit af den, som ere skrevne ganske i det 18de Aarhundredes Maneer, svare til Chateaubriands[XII] Skrift om Revolutionerne[0008]. Men hvad der paa dette Punkt er eget for alle de reactionære Førere kommer ogsaa frem hos Constant[XIII].

Chateaubriand[XIV] udbryder hvert Øieblik: »Alt er mig ligegyldigt, jeg troer paa Intet«; fordetmeste tilføier han pligtskyldigst »undtagen i Religionen«, undertiden glemmer han det. Den Form hvorunder hos Constant[XV] Religionen anbefales er ligeledes en saadan, hvorunder Religionsløsheden skimtes og bag den et Dyb af Melancholi. I »Adolphe[0009]« findes følgende Passus: »Hvad der overrasker mig er ei, at Menne|93|sket trænger til en Religion; hvad der undrer mig er, at det nogensinde troer sig stærkt nok, tilstrækkeligt i Ly for Ulykken til at vove at forkaste en: det burde, synes jeg, i sin Svaghed være tilbøieligt til at paakalde alle; thi er der i det tætte Mørke, som omgiver os, noget Lysskjær, som vi kunde ville støde tilbage, er der, midt i den Hvirvel, som river os med sig, nogen Gren, som vi skulde vove at vægre os ved at klamre os til?«

De seer, han er vissere paa at Hvirvelen end paa at Grenen findes. Forklaringen ligger nær. Der var efter Voltaire’s[XVI] Forstandsperiode en nødvendig Reaction at foretage, den som i sit Princip var angivet af Rousseau[XVII], den tilbagetrængte, den aldrig adspurgte og overhørte Følelses Reaction. Det gjaldt om at gjenoprette den harmoniske Ligevægt mellem Menneskesjælens forskjellige Evner og Magter, som var bleven forstyrret ved den kritiske Forstands absolute Enevælde. Men da Revolutionen, og det vil i dette Tilfælde sige Actionen, ingen Maade havde holdt, hvor var det da at vente, at Reactionen vilde holde Maade, eller indskrænke sig til hvad den med fuldkommen Ærlighed og Sanddruhed kunde kjæmpe for! Voltaire[XVIII] havde ikke blot været kritisk, men var, tvungen af Tidernes Ugunst, bleven polemisk. Det gjaldt for ham om med alle Vaaben, endog med forgiftede, at komme de rent ydre, rent brutale Autoriteter tillivs, som paa hans Tid hindrede, ja |94| umuliggjorde det aandelige og materielle Fremskridt. Nu vare alle hine Autoriteter faldne og Slægten savnede en Autoritet. Der gives indre Autoriteter. Det Sande, det Rette, det Gode ere saadanne. Men da Mængden var altfor lidt udviklet til at nøies med slige eller til at føle sig tilfreds under saadanne frie ydre Institutioner, der uden Paaberaabelse af nogen for Fornuften ikke gjennemsigtig Myndighed kun vilde virkeliggjøre disse Idealer, da man endelig havde erfaret, hvilke Misbrug der kunde drives med alle de rene Fornuftprinciper som Frihed, Lighed og Broderskab, var det naturligt, at ikke blot hver Enkelt af Massen holdt sit Hoved udstrakt til at modtage ethvert kraftigt ydre Aag, der vilde ave de Andre paa samme Tid som ham selv, men at ogsaa et Flertal blandt de bedst Begavede kom til at optræde som Forkjæmpere for Autoriteter, dels geistlige dels verdslige, som de selv kun støttede for Principets Skyld, men med halv eller ingen Tro og med stedse vaklende Tillid. Vaklende var Tilliden af den simple Grund, at det for dem som ægte Sønner og virkeligt fremragende Sønner af det unge 19de Aarhundrede var umuligt med oprigtig Tro at støtte sig til en Stamme, som deres Fædre havde oversavet. Deri ligger det, at Chateaubriand’s[XIX] Tro paa Legitimiteten er ligesaa løs som Constant’s[XX] Tro paa Religionen i Almindelighed. Man var ilde tilmode. Det gamle Hus var af|95|brændt. Man havde endnu ikke begyndt at opføre det nye. Feilen var den, at man istedenfor kjækt at forsøge derpaa, tyede ind i den gamle Bygnings Ruiner og begyndte at sammensanke og paany at opmure dens usle og halv forbrændte Materiale. Under dette Foretagende følte man sig da uophørlig fristet til Idrætter, som laae ganske udenfor Planen; thi snart fristedes man til at gribe helt nyt Materiale, som man blandede med det gamle for at give Bygningen Fasthed, snart stod man i Begreb med helt at opgive det utaknemmelige Arbeide, man havde for, og gav da i Fortvivlelse de gjenopførte skjøre Mure et Spark, saa Stenene sprang imellem hverandre. Ingen Gruppe af conservative Forfattere har vel nogensinde ført en mere lidenskabelig Polemik mod Samfundet, saaledes som det er ordnet paa Traditionernes Grund, end netop Emigrantlitteraturens. Kampen mod Samfundet er da ogsaa det egentlige Livsprincip i Benjamin Constant’s[XXI] Roman »Adolphe[0010]«.

»Adolphe[0011]« er en Kjærlighedshistorie. Men den fremstiller ikke som andre Kjærlighedshistorier Kjærligheden alene i dens første Opvaagnen i Illusionernes Morgenrøde, men den leverer saa at sige dens hele Biographi, skildrer dens Væxt, dens Hensygnen, dens Død, ja den forfølger den over paa den anden Side af Graven, og viser, til hvilke Følelser den forvandles.

|96| Saaledes er »Adolphe[0012]« mere endnu end »René[0013]« Desillusionens og Skuffelsens Poesi. Det er selve Livets Blomst, som her bliver berøvet sine Blade et for et, og paa det Omhyggeligste botaniseret. I denne Henseende danner Bogen den skarpeste Contrast til »Werther[0014]«. I Sammenligning med den synes »Werther[0015]« naiv. Det er den Blomst, hvis Duft bliver en dræbende Gift for Werther[xxii], som »Adolphe[0016]« koldblodigt piller fra hinanden.

Costumet er endnu engang skiftet; den blaa Kjole og den gule Vest viger for vor triste, farveløse sorte Dragt og dens Ligfarver.

Men Enthousiasmen, der forlader Manden, bevares hos Kvinden. »Adolphe[0017]« er Kvindernes »Werther[0018]«. Aarhundredets Sygdom har her gjort endnu et Skridt. Den har fra Manden af udbredt sig til Kvinden. I »Werther[0019]« var Manden syg, melancholsk, fortvivlet. Men Charlotte[xxiii] staaer sund, fast og uanfægtet, til Gjengjæld en Smule kold og ubetydelig. Nu er det hendes Tour, nu er det hende, som elsker og fortvivler.

Den Slægt af unge Mænd er opstaaet, som tager til Mundheld: Lad Oldingene elske! vi Unge, vi, som roe paa Ærgjerrighedens Galeier, have ikke Tid, ikke Lyst, ikke Sindsro dertil. Det er den selvsamme Kamp som Werther[xxiv] kjæmper mod Samfundet i sin Kjærligheds Navn, der her i »Adolphe[0020]« kjæmpes af Eleonore[xxv]. Og Resultatet er ganske ligesaa tragisk. Saaledes bliver denne |97| Roman det første Forbillede for en hel efterfølgende Litteratur, de psychologiske Studier. Det er Behandlingsmaaden af det Erotiske, som her er ny. Langt borte i det Fjerne øine vi den Tid, da Amor, som i Voltaire’s[XXVI] Poesier fremstilledes i Skikkelse af det elskværdige Barn, vi alle kjende fra Thorvaldsens[XXVII] Basreliefer. For Voltaire[XXVIII] var Amor Fornøielsens Gud, »Les ris, les jeux et les plaisirs« vare hans Ledsagere. For Rousseau[XXIX] er han Lidenskabens Gud. Hos Goethe[XXX] skildres han endnu langt mindre som en velgjørende Dæmon; man forstaaer vel, naar man læser Goethe[XXXI], hvad Schopenhauer[XXXII] mente, da han skrev, at Amor, overalt forfølgende sin egen Villie, intet Hensyn tager til Individernes Ulykker. I »Faust[0021]«, den nye Tids første Digt, er Amor forvandlet fra et skalkagtigt Barn til en stor Forbryder. Faust[xxxiii] og Margarethe[xxxiv] elske hinanden, det vil sige: Faust[xxxv] forfører Margarethe[xxxvi] og forlader hende, og Gretchen’s[xxxvii] Kjærlighedshistorie bliver Døden for hendes Moder, hendes Broder, hendes Barn og hende selv. Thi hun, den skyldfrie og elskelige Pige, dræber sin Moder ved den Sovedrik, hun indgiver hende for at Faust[xxxviii] kan besøge hende om Natten, Faust[xxxix] og Mephistopheles[xl] i Forening støde hendes Broder ned, da han vil hevne Søsterens Ære. Af Frygt for Skammen dræber Gretchen[xli] sit nyfødte Barn, saa kastes hun i Fængsel og saa bliver hun halshugget. Goethes[XLII] Lidenskab for det Sande har |98| her bragt ham til at give et andet Billede af Amor end det, paa hvilket han sees som Drengen i Gratiernes Rosenkrands. Og ikke blot i sine Følger, men i sit Væsen er Kjærligheden hos Goethe[XLIII] skjæbnesvanger og skjæbnebestemt. I »Valgslægtskaberne[0022]« har han studeret de hemmelighedsfulde og uimodstaaelige Sympathier og Antipathier, af hvilke Sjælenes indbyrdes Tiltrækning bestemmes, ligesom Stoffernes i Chemien. Denne Bog indeholder en Slags naturphilosophisk Betragtning af Lidenskaben; Goethe[XLIV] efterviser dens Opstaaen, dens magiske Magt som dunkel Naturkraft, dens Grunden i vor Sjæls ubevidste Dybder. Der var da gjort et Forsøg paa at forstaae Sympathien som Elskov, idet den var paralleliseret med Sympathien som vi forefinde den udenfor Menneskeverdenen; men der var endnu et Skridt at gjøre. Man havde indbefattet Elskoven i en stor Synthese; det næste Skridt var at man gav sig til at analysere den selv. Dette Hverv tilfaldt hin reflecterende, urolige, til alle Sider speidende Slægt. Hvor forskjelligt man end hidtil havde opfattet Kjærligheden, dens Aarsager og dens Følger, om een Ting havde man været enig, nemlig om at tage Følelsen som noget Givet, noget, man vidste hvad var, det vil sige, som noget Enkelt. Først nu begyndte man at betragte den som noget Sammensat og at forsøge paa at opløse den i sine Elementer. I »Adolphe[0023]« og i hele den Litteratur, |99| som slutter sig til denne Bog, er nøie agtet paa hvormange Dele, hvormange Gran af Venskab, af Hengivenhed, af Forfængelighed, af Ærgjerrighed, af Beundring, af Respect, af sandselig Tiltrækning, af Illusion, af Indbildning, af Skuffelse, af Had, af Lede, af Enthousiasme, af forstandig Beregning o. s. v., der for hver af de tvende Parters Vedkommende er i det mixtum compositum, de benævne deres Kjærlighed. Ved en saadan Analyse af Følelsen tabte den sin overnaturlige Charakter og ophørte at forgudes. Istedenfor dens Poesi fik man dens Psychologi. Det gik som naar man retter Kikkerten paa en Stjerne, dens Straaler forsvinde, man seer blot det astronomiske Legeme; men hvor man før i Maanelyset kun saa en blank og lysende Skive med et altid uforandret Physiognomi, der øiner man nu en Mangfoldighed af Bjerge og Dale. I det Øieblik man virkelig vilde erkjende Følelsen, fæstedes Opmærksomheden nødvendigvis langt mindre paa dens første Opvaagnen, som alle Jordens Digtere fra Arildstid havde besunget og forgudet, end paa hvad der senere hændte, dens Varighed, dens Ophør. I de Tragoedier, som hos de forskjellige Folkeslag ere ligesom dette Folks Hymner til Kjærligheden, følger de Elskendes Død hurtigt paa Kjærlighedens første Blomstring. Romeo[xlv] seer Julie[xlvi], de tilbede hinanden og efter nogle Dage og Nætter tilbragte i den syvende Himmel ligge de begge som Lig. Spørgsmaalet om Tro|100|skab i Tiden kommer end ikke frem. I vor danske Elskovs-Tragoedie »Axel og Valborg[0024]« synes der vel ikke at være Tale om Andet end Troskab. »Axel og Valborg[0025]« har jo som Forudsætning de Elskendes lange Forlovelse og er netop derved saa national. Men »Axel og Valborg[0026]« er Troskab under Adskillelsen, ikke Troskab i Samlivet. Troskaben er her den ydre, det elskende Hjertes Fastholden ved sin Gjenstand, og der opstaaer slet intet Spørgsmaal om den indre, Hjertets Fastholden af sin Elskov. Den første er naturlig, ja nødvendig for Hjertet, den anden staaer det ikke i Hjertets Magt ved en Beslutning at bevare; den bevares og opgives ufrivillig. Det er Problemet om Troskabens Betingelser, der nu dukker op i Litteraturen. Paa hvilke Betingelser er Lidenskaben varig, paa hvilke ikke? Constant[XLVII] har herom skrevet en Roman, som vilde have vundet Kierkegaards[XLVIII] Bifald. Her er kun to Personer og ikke det ringeste Sceneri. De husker Kierkegaards[XLIX] satiriske Udfald mod Sceneriet, »Markerne og Køerne«, som Frater Taciturnus[l] kalder det. Alt foregaaer her efter indre Love, og Læseren iagttager den dobbelte Sjælehistories Forløb lige indtil dens Slutning, paa samme Maade som Tilskueren ved et naturvidenskabeligt Forsøg iagttager de i Karret indelukkede Stoffers Gjæring og denne Gjærings Resultater. Hvem ere da hine to Personer?

|101| Først og fremmest hvem er han? Vi kjende allerede nogenlunde Helten. Han er endnu meget ung, i den første Ynglingealder, men som René[li] og Obermann[lii] er han tidlig gammel. Han bærer paa en Utilfredshed, hvilken han slæber efter sig som en Kugle ved Benet. Ligesom de Andre hører han til Generationen af hine Sønner, hvem deres Fædre ingen Gjerning havde levnet at udføre. Skjøndt han aldrig er bleven aandeligt mættet, er han dog ikke hungrig, skjøndt han Intet har oplevet, er han allerede ude over Alt

*) Gustave Planche[LIII]: »Notice sur Adolphe[0027]«.
. Det Tilkommende har ingen Interesse for ham, thi han har forgrebet det Alt i sin Phantasi og det Forbigangne har gjort ham gammel, thi han har levet nogle Aarhundreder i sin Tanke. Han har attraaet alt muligt, men han har Intet villet, jo mere afmægtig han føler sig, des større Dimensioner antager hans Forfængelighed, thi Forfængelighed er overalt det Materiale, hvormed de Evne- og Villieløse forgjæves søge at stoppe Hullerne i deres Villie eller deres Talent. Han ønsker at elske og at blive elsket, thi han vil bruge Kjærligheden som en Styrkedrik for sin Selvfølelse. Han vil opnaae en kraftigere Fornemmelse af sit Værd. Han vil stige i sine egne og de Andres Øine. Han attraaer ikke en skjult eller fredet Lykke; han trænger til at foretage en Erobring, |102| til at nævnes som den Lykkelige, til at fremkalde Opsigt og Misundelse gjennem en iøinefaldende Triumph og Skandale. Saaledes faaer han første Gang Anvendelse for sine Kræfter og Kjærlighedens Lykke bliver for ham det, endelig engang at føle sin Villie, idet han bøier en anden Villie ind under sin.

Og hvem er saa hun? En hel ny Kvindetype optræder her i Litteraturen, en Type, som den store Romanforfatter Balzac[LIV] senere tilegner sig og varierer med en saadan Bevidsthed om dens typiske Charakter og med en saadan Genialitet, at han kan betragtes som dens Skaber, en Type som fra ham af gaaer over i den dramatiske Poesi og som behersker hele det moderne franske Theater, men som bedst benævnes med det Navn, den har faaet hos Balzac[LV], Kvinden paa tredive Aar.

Den kraftige prometheusagtige Slægt, som Goethe[LVI] tilhørte, havde frembragt sin kraftige Type i Faust[lvii], den udviklede Mand, den fuldstændigt udstyrede Aand, der efter at have endt sin Skolegang gjennem Studierne, efter at have gjennempløiet alle Videnskaber, paa Høiden af sin Manddomsalder føler en Tomhed i sit Hjerte, en Tørst efter Ungdom, Friskhed og Naivetet, kaster sig ud i Livet og forelsker sig i et Barn. Det er hendes Enfold og Uskyld, som beseirer og beruser ham og som han vil rive til sig.

Den ulykkelige Slægt af Fortumlede og For|103|viste, af Hjemløse og Emigranter som Constant[LVIII] tilhører, gjenfremstiller sin ideale Personlighed i en Type som [lix]Adolphe, der gammel fra Vuggen af, kold og tør i sit Hjerte, i alt sit Mismod begjærlig og ærgjerrig, men et rent Barn i Alder og Erfaring, i Elskoven søger stærke Sandsninger og rystende Indtryk, Kundskab til Livet, til Lidenskaberne og til Kvindehjertet, Kampe og Farer at bestaae, en Overlegenhed med eet Ord hos Kvinden. En saadan Overlegenhed frembyder den helt unge Pige ikke, der er opvoxet under sin Moders Øine i et borgerligt Hus. Den Triumph at vinde hende tilfredsstiller ikke. Men ved denne Overlegenhed i Aar og Erfaring paa Kvindens Side skifter hele Følelsen og hele Forholdet Charakter; thi den traditionelle Skildring forudsatte jo altid, at Kvinden var nogle Aar yngre end Manden. Den barnlige og uskyldige Opfattelse var den, at Elskov forenede to Væsner, som vare saaledes forud bestemte for hinanden, at han alene følte Kjærligheden, naar han saa hende, og hun alene, naar hun saa ham. Naar Øjeblikket indtraf, elskede de saa hinanden lykkeligt og uforstyrret for hele Livet. Og det forstod sig af sig selv, at den Styrelse, der havde skabt dem for hinanden udelukkende, og sørget for at de traf hinanden i det rette Øjeblik, ogsaa sørgede for, at alle de forskjønnende mindre Biomstændigheder vare æsthetisk i deres Orden, saa at f. Ex. Aldersforholdet |104| var smukt og harmonisk, Bruden nogle faa Aar yngre end Brudgommen, kort sagt, det Hele i Orden efter Opskriften. Fra det Øieblik af, da en af Hovedtyperne i en Litteratur bliver en Elskerinde, der er flere Aar ældre end sin Elsker, indtræder i Opfattelsen af Følelsen en Revolution. Vi gjenfinde den store Afstand overalt: i Balzac’s[LX] Romaner, f. Ex. i »La femme de trente ans[0028]«, i »La femme abandonnée[0029]«, i »Le message[0030]«, hos George Sand i saa forskjellige Bøger som »François le Champi[0031]« og »Lucretia Floriani[0032]«, og Aldersforholdet var af samme Art mellem de to berømteste litterære Par i den nyere franske Litteratur, Mme de Stael[LXI] og Benjamin Constant[LXII], George Sand[LXIII] og Alfred de Musset[LXIV]. Aldersforskjellen omstyrter Betragtningen af Elskoven som Samfundsmagt. Lidenskaben synes, idet den sammenknytter to hinanden saa ulige Væsner, at være noget mindre Ordnet, mindre Regelret og mindre Lykkeligt, men mere Forbigaaende. Den lader sig ikke mere forvexle med Forspillet til et borgerligt Bryllup. Den synes at opstaae under visse Betingelser, naar to, paa en vis bestemt Maade construerede Væseners Baner komme til at krydse eller overskjære hinanden, og den synes ikke at give noget Billede af en stor Tilværelsesharmoni.

Men da det er Kvinden, der fra nu af begynder at fremstilles i Kamp med det bestaaende Samfund og da hun ikke kan føre denne Kamp |105| som ganske ung, afløses som sagt den unge Pige som Heltinde af den udviklede Kvinde. Ret for Alvor bemægtiger denne Kvindetype sig vel ikke Litteraturen før hos Balzac[LXV]. Forud maa der gaae tre store Begivenheder, Saint-Simonismen med sine humanistiske Tilbøieligheder, Juli-Revolutionen, der bragte en vis Etiquette i Kvindernes Vilkaar og Stilling til at briste og George Sand’s[LXVI] Optræden; thi George Sand’s[LXVII] historiske Rolle er den, at hun for sig alene stræbte at føre den samme Frihedskamp for Kvindernes Vedkommende, som Revolutionen af 89 havde givet Stødet til for Mændenes alene. Revolutionen førte til en Lovbog, hvis første Paragraph lyder: »Alle Franskmænd ere lige for Loven«, men denne Paragraph glemmer rent de franske Kvinder. Kvindens Sag kom tilorde i Litteraturen. Man har kaldt den trediveaarige Kvinde Balzacs[LXVIII] Opfindelse; men med Urette, han gjorde kun et Fund. Hun havde længe sukket under sin tilsidesatte og forladte Stilling; i Lidenskabernes Alder havde man anvist hende Resignationen, hun havde længe ventet paa sin Maler eller sin Digter; da saa hun og Balzac[LXIX] fandt hinanden, blev det som et elektrisk Stød. Han opdagede en hidtil ukjendt Verden, i hvilken alle Følelser, Lidenskaber og Tanker havde en kraftigere Charakter end i det ganske unge Hjerte. Og paa samme Tid dannede hans Heltinder ham et Publicum, et udsøgt Publicum trods dets lette Rynker, et tak|106|nemmeligt Publicum, der paaskjønnede ikke mere at blive overseet og som levede op paany derved, at det vandt en ny Interesse, endelig et Publicum, der for Alvor tog sig af sin Digters Berømmelse. Hvorfor? Ganske simpelt, fordi der er uendeligt mange flere Kvinder paa 30 end paa 20 Aar, som læse. Det blev da disse Kvinder, som optoge Romanen og Skuepladsen indtil den Grad, at Typen endog trængte ind i Scribes[LXX] Theater. Vi have seet den hos os i »La bataille des dames[0033]«.

Jeg pleier ved enhver Type tillige at skildre dens Karrikaturform. Jeg nævnte Dem Selvforgudelsens ved René[lxxi], Føleriets ved Werther[lxxii], Miskjendthedens ved Obermann[lxxiii]. Karrikaturen af Kvinden paa 30 Aar hos Balzac[LXXIV] er Kvinden paa 40 Aar hos hans Efterlignere. Der kom en Dag, da Kritiken bittert beklagede sig over at see Ungdom og Skjønhed detroniseret i den poetiske Litteratur. Jules Janin[LXXV] nedskrev paa sin lette Maade denne Klage i Form af en Anklage mod Balzac[LXXVI], hvem han beskylder for at være Aarsag i alle de Forelskelser, som falde Kvinderne ind efter Trediveaarsalderen. Han kalder ham den fyrretyveaarige Kvindes Christopher Columbus[LXXVII]. »Kvinden fra 30 til 40 Aar«, siger han, »var fordum et Territorium, der betragtedes som tabt for Passionen, det vil sige for Romanen og Dramaet, men nutildags, takket være Opdagelsen af hine smilende Egne, hersker den fyrretyveaarige Kvinde alene i Drama |107| og Roman. Denne Gang har den nye Verden helt undertrykt den gamle Verden og Kvinden paa 40 Aar beseirer den unge Pige paa 16.

Hvem banker? raaber Dramaet med sin dybe Stemme. Hvem er der? skriger Romanen med sin fine Røst. Det er mig, svarer skjælvende det 16de Aar med sine Perletænder, med sin Barm af Sne, med sine blide Linier, med sit friske Smil, med sit milde Blik. Det er mig. Jeg har den Alder som Junie[lxxviii] hos Racine[LXXIX], Desdemona[lxxx] hos Shakspeare[LXXXI], Agnes[lxxxii] hos Molière[LXXXIII], Zaire[lxxxiv] hos Voltaire[LXXXV], Manon Lescaut[lxxxvi] hos Abbé Prévôst[LXXXVII], Virginie[lxxxviii] hos Saint-Pierre[LXXXIX]. Det er mig, jeg har den samme smukke, flygtige og fortryllende Alder, som alle de unge Piger hos Ariost[XC], hos Lesage[XCI], hos Byron[XCII] og Walter Scott[XCIII]. Det er mig, jeg er Ungdommen som haaber, som er uskyldig, som uden Frygt kaster et Blik, der er ligesaa skjønt som Himlen, ind i Fremtiden. Jeg har alle de kydske Tilbøieligheders, alle de ædle Instinkters, Stolthedens og Uskyldighedens Alder. Giv mig Plads, kjære Herre. Saaledes taler den smukke Alder paa 16 Aar til Romanforfatterne og Dramaturgerne; men strax svare Romanforfattere og Dramaturger: Vi ere beskjæftigede med din Moder, mit Barn, kom igjen om en Snes Aar og vi skulle see om vi kunne gjøre Noget ud af Dig.

Der gives nuomstunder i Drama og Roman ikke Andet end Kvinden paa 30 Aar, som vil blive |108| 40 Aar imorgen. Hun alene kan elske, hun alene kan lide. Hun er saa meget mere dramatisk, som hun ikke har Tid til at vente. Hvad ville I, at vi skulle kunne gjøre ud af en lille Pige, som ikke kan Andet end græde, elske, sukke, smile, haabe, skjælve? Kvinden paa 30 Aar græder ikke, hun hulker, hun sukker ikke, hun hyler, hun elsker ikke, hun fortærer, hun smiler ikke, hun skriger, hun drømmer ikke, hun handler! Det er Dramaet, det er Romanen, det er Livet. Saaledes tale, handle og svare vore store Dramaturger og vore berømte Fortællere.«

En af de mest begavede og aandfulde Kvinder, der har levet, Mme Emile de Girardin[XCIV], tog Balzac[XCV] i Forsvar og sagde meget rigtigt: »Er det Balzac’s Skyld at Trediveaarsalderen nutildags er Kjærlighedens Alder? Balzac er nødt til at male Lidenskaben hvor han finder den, og nutildags finder man den ikke i et Hjerte paa 16 Aar.« Vi see imidlertid, hvor meget ældre denne Kvindetype er, end man senere hen i Frankrig antog, og for at forstaae den uden al Karrikatur i dens Renhed og i dens sande Betydning, ville vi studere den i dens første Form.

  • VII.
    højresiderne i kapitel 7 har i førsteudgaven klummetitlen »Adolphe.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
  • »Hvad der overrasker mig ... ved at klamre os til?«
    Benjamin Constant: Adolphe, 1816 Constant 1824:221-222.
    Benjamin Constant: Adolphe. Anecdote trouvée dans les papiers d'un inconnu. 3.édition, 1824.
    .
  • Amor
    kærlighedsgud i romersk mytologi, svarende til den græske Eros.
  • »Les ris ... et les plaisirs«
    (fr.) latter, leg og nydelse.
  • Schopenhauer ... til Individernes Ulykker
    GB sigter til en passage i Arthur Schopenhauers Die Welt als Wille und Vorstellung, 2, 1844, 4. bog Schopenhauer 1960, 2:702-703.
    Arthur Schopenhauer: Sämtliche Werke, vol. 1-5. Textkritisch bearbeitet und herausgegeben von Wolfgang Frhr. von Löhneysen, 1960-1965.
    .
  • Drengen i Gratiernes Rosenkrands
    dvs. Cupido eller Amor i selskab med de tre gratier: et antikt motiv, som Bertel Thorvaldsen flere gange har afbildet i marmor.
  • mixtum compositum
    (lat.) en sammensat blanding.
  • satiriske Udfald ... kalder det.
    GB sigter til en passage i Søren Kierkegaards Stadier paa Livets Vei, 1845 Kierkegaard 1999, 6:436.
    Søren Kierkegaard: Søren Kierkegaards Skrifter, vol. 1-55, Niels Jørgen Cappelørn m.fl. (red.), 1997-2012.
    .
  • Gustave Planche: Notice sur Adolphe
    som påvist af Hesselager 1993:119 parafraserer GB her den Adolphe-parafrase, der gives i Gustave Planche: »Notice sur Adolphe«, 1834 Planche 1836, 1:264.
    Gustave Planche: Portraits littéraires, bd. 1-2, 1836.
    .
  • forgrebet det Alt
    dvs. har foregrebet det hele i sin fantasi.
  • Kvinden paa tredive Aar
    der sigtes til Honoré de Balzacs roman La femme de trente ans, 1831-1834.
  • Saint-Simonismen
    socialistisk, utopisk doktrin, opkaldt efter den franske samfundstænker Henri de Saint-Simon, hvis økonomiske filosofi ville løse det voksende byproletariats fattigdomsproblem ved industrialisering uden kapitalistisk udbytning.
  • Juli-Revolutionen
    folkelig opstand i Frankrig, juli 1830.
  • Revolutionen af 89
    Den Franske Revolution, der brød ud i 1789.
  • en Lovbog ... lige for Loven«
    GB hentyder til Déclaration des Droits de l'Homme et du Citoyen de 1789, også blot kaldet Menneskerettighedserklæringen, som blev vedtaget 26.8.1789 af den franske Nationalforsamling. I artikel 1 hedder det: »Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder«.
  • »Kvinden fra 30 til 40 Aar ... vore berømte Fortællere.«
    sammensat citat fra Jules Janin: Histoire de la littérature dramatique, 1858 Janin 1858, 6:72-73.
    Jules Janin: Histoire de la littérature dramatique, 1-6, 1853-1858.
    .
  • Junie hos Racine ... Virginie hos Saint-Pierre
    Junie er titelfigurens elskerinde i Jean Racines tragedie Britannicus, 1669; Desdemona er titelfigurens hustru i Shakespeares tragedie Othello, 1604; Agnes er den unge pige i Molières komedie L'École des femmes, 1662; Zaïre er titelfiguren i Voltaires tragedie Zaïre, 1732; Manon Lescaut er titelfiguren i Abbé Prévosts roman Manon Lescaut, 1731; Virginie er den kvindelige titelfigur i Saint-Pierres roman Paul et Virginie, 1788.
  • »Er det Balzac's ... Hjerte paa 16 Aar.«
    citat fra Delphine de Girardin: Lettres parisiennes, 1843 (Lettre VI, dateret 30. nov. 1836) Girardin 1857:36.
    Delphine de Girardin: Le Vicomte de Launay. Lettres parisiennes 1836-1848, vol. 1-4, 1857.
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«