Emigrantlitteraturen (1872)

XIV.

Rom[a] er det eneste Sted paa Jordkloden, paa hvilket Verdenshistorien fremtræder ligesom synligt, idet de paa hinanden følgende Epocher have afsat deres Monumenter lagvis over hinanden. Man seer undertiden en enkelt Bygning, f. Ex. et af Husene i Nærheden af Vestatemplet, i hvilken Grundvolden og de forskjellige Stokværk tilhøre fire forskjellige Tidsaldre, den romerske Oldtid, den romerske Keisertid, Renaissancen og vor egen Tid. Den egentlige antike Tidsalder er den, i hvilken Corinna[i] først indfører sin Ven, kun maa det bemærkes, at hun seer paa Ruinerne, han paa hende. Men paa dette Punkt er Bogens Betydning den, at indføre en ny Betragtning af Antiken i den franske Litteratur.

Af de to classiske Hovedfolk var det egentlig kun Romerne, som vare blevne forstaaede i Frankrig. Der flyder romersk Blod i Franskmændenes Aarer. Der gaaer et sandt romersk Pust igjennem Corneille’s[II] Tragoedier. Det var da intet Under, at den store Revolution optog romerske Sædvaner, Benævnelser og Costumer. Mme Roland[III] danner sin Aand ved Læsningen af Tacitus[IV]. Det er Ord, som Corneille[V] har lagt i |175| Munden paa en af sine Helte, der vare de sidste, som Charlotte Corday[VI] skrev. De sidste Linier i hendes sidste Brev til sin Fader, der er udstillet paa Archivet i Paris, lyde saaledes: »Tilgiv mig, min kjære Fader, at have bestemt over min Skjæbne uden Din Tilladelse, jeg har hævnet mangt et uskyldigt Offer, husk dette Vers af Corneille: »Le crime fait la honte, et non pas l’échafaud.« Det er imorgen Kl. 8, at jeg faaer min Dom.« Og hvad Kunsten angaaer, da gjenfrembragte Revolutionstidens store Kunstner David[VII] det gamle Rom[b] i sin Kunst: Brutus[VIII], Manlius[IX] ere hans Helte.

Men paa Forstaaelse af Grækerne havde det altid skortet; Franskmændene selv svævede vel endnu i den Indbildning, at deres classiske Litteratur fortsatte den græske og overgik den; men siden Lessing[X] skrev sin »Hamburgische Dramaturgie[0001]« var det ikke mere nogen Hemmelighed for det øvrige Europa, at Racine’s[XI] Grækere lignede Ingenting undtagen Franskmænd, at Racines[XII] galante og ridderlige Achilles[xiii], der titulerer Iphigenia[xiv] Madame og beklager sig over de Saar, hendes smukke Øine have slaget, havde større Lighed med den unge Prinds af Condé end med sin helleniske Navne; man havde endt med i hin Agamemnons evige Familie at opdage en Mængde forklædte Marquis’er og Marquiser, og det nyttede ikke Noget, at man paa Théâtre français skiftede Costume og siden Talma’s[XV] Tid lod Grækerne op|176|træde i antike Dragter istedenfor med Paryk, Pudder og Paradekaarde; fra det Øieblik af, da Kritiken vaagnede i Tydskland, blev den franske Opfattelse af Antiken en Gjenstand for den europæiske Spot.

Det er Mme de Staël[XVI], som har Æren for i sin Bog »Om Tydskland[0002]« at have fortalt Frankrig om den dristige Spotter Lessing[XVII], der havde vovet at forsøge sit Vid paa selve den store Spottefugl, hans egen Lærer og Mester, Voltaire[XVIII], et Vid, hvis Braad en personlig Krænkelse, som det kan sees af Strauss’s[XIX] Skrift om Voltaire[XX], gjorde endnu hvassere end sædvanligt. I »Corinna[0003]« baner hun Veien herfor, idet hun, endnu uden al Polemik, meddeler Franskmændene de Resultater, som det nye Studium af Antiken havde hidført i Tydskland.

Ogsaa i dette Land havde en rent fransk Opfattelse gjort sig gjældende, den Anskuelse af Hellenismen, som lægger sig for Dagen i Wieland’s[XXI] fine og letfærdige Romaner, »Agathon[0004]« og »Aristippos[0005]«. Men den nye Tid oprandt. Det var en fattig tydsk Skolelærer, Winkelmann[XXII], som, ledet udelukkende af den reneste og mest originale Begeistring, efter Trængsler og Gjenvordigheder uden Tal skaffede sig frem til Rom[c], for at kunne studere Antiken, som fremdeles mod sin Overbevisning og trods sine Venners Uvillie antog den katholske Religion for at kunne blive der, og der endelig faldt som Offer for sin Kjærlighed til Kunsten, |177| idet han paa en gruelig Maade blev myrdet af en Skurk, der vilde bemægtige sig hans Samling af kostbare Medailler og ædle Stene. Ham var det, som i en lang Række af Skrifter, ligefra Sendebrevet til den tydske Adel indtil sin store Kunsthistorie, aabnede sine Landsmænds Øine for den græske Harmoni. Hans hele Forfattervirksomhed er en stor Hymne til den gjenfundne, gjenopdagede Antik. Ved hans talrige Feilgreb vil jeg ikke dvæle; de, som kjende hans Skrifter, vide, at Apollo fra Belvedere og den mediceiske Venus i Forening med Laokoons-Gruppen nødvendigvis maatte komme til at staae for ham som Culminationen af den græske Kunst, eftersom intet Kunstværk af den store Stil endnu var opdaget paa den Tid. Hele den germaniske, antikiserende Kunst falder jo nemlig inden Opdagelsen af Venus fra Milo. Selv Thorvaldsen[XXIII] saa den først som gammel. Men trods denne Grundmangel og en Mangfoldighed af historiske Unøiagtigheder staaer Winkelmann[XXIV] som den, fra hvem det store Pust udgik, som besjælede Lessing[XXV], Schiller[XXVI] og Goethe[XXVII]. Lessing[XXVIII] følger efter ham med sin Kritik. Udrustet med en kritisk Sands, der søger sin Lige, drager dette beundringsværdigt anlagte Menneske de første Grundrids til en Videnskab om Kunst og Poesi paa Basis af den winkelmannske Kunstanskuelse. Enhver, der er hjemme i Goethe’s[XXIX] Levnet, veed, hvilken uhyre Indflydelse disse to |178| Tvillingaander, Winkelmann[XXX] og Lessing[XXXI], havde paa hans kunstneriske Opdragelse. De erindrer maaske den ubeskrivelige Begeistring, som fylder hans og hans Jevnaldrendes Hjerter, da Lessing’s[XXXII] »Laokoon[0006]« kom ud. Husker De Udbruddet: »Wir hielten uns aller Übel erlöst«, og for første Gang bryder den nye Opfattelse af Antiken, storartet og genial som den er, ud i Goethe’s[XXXIII] lille sprudlende Mesterværk: »Götter, Helden und Wieland[0007]«. Jeg citerer exempelvis nogle Repliker; Wielands[xxxiv] Skygge staaer med Nathuen paa og er lige bleven slaaet aldeles flad i Discussionen med Admet[xxxv] og Alceste[xxxvi], da Hercules[xxxvii] træder op.

H.

Hvor er Wieland[xxxviii]?

Der staaer han.

H.

Han, naa, han er lille nok, saadan havde jeg netop forestillet mig ham. Er I den Mand, som altid fører Hercules[xxxix] i Munden?

W. (vigende tilbage).

Jeg har Intet at gjøre med Jer, Colos.

H.

Hvad nu, bliv kun!

W.

Jeg formodede at Hercules[xl] var en statelig Mand af Middelstørrelse.

H.

Af Middelstørrelse jeg?

W.

Naar I er Hercules[xli], saa er det ikke Jer, jeg har ment.

H.

Det er mit Navn, og deraf er jeg stolt. Jeg veed vel, at naar et Tossehoved ikke kan finde sig nogen passende Bjørn eller Grif til at holde Skjoldet paa sit Skilt, saa tager han en Hercules[xlii] dertil. Jeg seer nok, at min Guddom aldrig har vist sig for Dig i Drømme.

W.

Jeg tilstaaer, det er den første Drøm af den Art, som jeg har.

H.

Saa gaae i Dig selv og bed Guderne tilgive Dig Dine Noter til Homer[XLIII], hvor vi forekomme Dig for store. Det troer jeg, for store.

W.

I Sandhed, I ere uhyre store. Jeg havde aldrig imagineret mig saadant Noget.

H.

Hvad kan jeg for, at Han har saadan en trangbrystig Imagination. Hvad er det da for en Hercules[xliv], om hvilken Han snakker saameget, og hvad kjæmper han for? For Dyden? Hvorledes lyder Devisen? Har Du seet Dyden, Wieland[xlv]? Jeg har dog seet mig saa temmelig om i Verden, og mig er aldrig saadant Noget mødt.

W.

Dyden, for hvilken min Hercules[xlvi] gjør Alt, vover Alt, den kjender I ikke?

H.

Dyd! Jeg har for første Gang hørt det Ord hernede af et Par flaue Karle, der ikke kunde forklare mig det.

W.

Dertil er jeg ligesaa lidt istand, dog lad os ikke spilde Ord derpaa. Jeg vilde ønske I havde læst mine Digte, saa vilde I finde, at jeg i Grunden selv ikke bryder mig videre om Dyden. Den er en tvetydig Ting.

H.

En Uting er den som al Phantasi, der ikke kan bestaae med Verdens Gang. Jeres Dyd forekommer mig som en Centaur. Saalænge den traver omkring for Jeres Indbildning, hvor herlig er den da ikke, hvor kraftig, og naar Billedhuggeren udfører Jer den, hvilken overmenneskelig Form viser sig da ikke! — Men anatomer den og I finder 4 Lunger, 2 Hjerter og 2 Maver; den døer i Fødselen som et andet Misfoster, eller, rettere sagt, den er aldrig bleven til andensteds end i Jeres Hjerner.
*) Man kan ikke negte, at denne naturvidenskabelige Lignelse er i høi Grad uheldig i Hercules’s Mund. Resten løskjøber den.

W.

Men Dyd maa dog være Noget, den maa dog være nogensteds.

H.

Ved min Faders evige Skjæg, hvem har tvivlet derpaa! Hos os boede den i Halvguder og Helte. Mener Du vi levede som Fæ? Vi havde de braveste Karle imellem os.

W.

Hvad kalder I brave Karle?

H.

En som meddeler Andre hvad han har. Og den Rigeste var den Braveste. Havde han Overflødighed paa Muskelstyrke, saa pryglede han en Anden igjennem, og det forstaaer sig, en ægte Mand giver sig ikke af med de Svagere, kun med sine Lige eller de Stærkere. Og havde han Overflod paa Saft og Kraft, saa skaffede han Kvinderne ligesaamange Børn de maatte ønske, saaledes som jeg selv, der paa en eneste Nat blev Fader til 50 Drengebørn. Og havde Himlen givet en Tredie Gods og Guld fremfor Tusinder, saa aabnede han sine Døre og bød Tusinde velkommen og lod dem nyde med sig.

W.

Det Meste deraf bliver i vore Dage regnet for Last.

H.

Last, det er atter et deiligt Ord! Netop derved bliver Alting saa halvt hos Jer, at I forestille Jer Dyd og Last som to Extremer, mellem hvilke I vakle, istedenfor at tænke Jer Mellemtilstanden som den positive og den bedste, som Jeres Bønder, Jeres Karle og Piger endnu bestandig gjøre.

W.

Lod I Jer mærke med saadanne Meninger i mit Aarhundrede, saa vilde man stene Jer. Hvor rædsomt har De ikke forkjætret mig for mine smaa Angreb paa Dyd og Religion.

H.

Hvad er der at angribe? Med Heste, Menneskeædere og Drager, med dem har jeg sloges efter Evne, men aldrig med Skyer, de maatte saa have hvad Skikkelse de vilde. Dem overlader en dygtig Mand det til Vindene, som har ført dem sammen, at feie fra hinanden.

W.

I er et Umenneske, en Gudsbespotter.

H.

Ingenting kan Du forstaae. Din Hercules[xlvii] staaer som en glathaget Pjalt mellem Dyden og Lasten. Havde de to Fruentimmer mødt mig paa Veien, seer Du, saa — den ene under den ene Arm. den anden under den anden — og Marche! afsted havde jeg trukket med dem begge to.
*) Sammenlign Schillers Epigram:

Meine Antipathie.[0008]

Herzlich ist mir das Laster zuwider, dobbelt zuwider
Ist’s mir, weil es so viel schwatzen von Tugend gemacht.
»Wie, du hassest die Tugend?« — Ich wollte wir übten sie alle,
Und so spräche, will’s Gott, ferner kein Mensch mehr davon.

Her har De fra Goethe’s[XLVIII] første Kraftperiode den nye Opfattelse af Antiken stillet op som Modsætning til Wieland’s[XLIX] forfranskede, og De har paa samme Tid hans poetiske Troesbekjendelse, der af de Samtidige blev kaldt den store Hedning. Det er Spinozas[L] Philosophi sat frem som dristig Spøg. Man kan dog ingenlunde sige, at Goethe[LI] blev staaende ved denne djærve naturalistiske Opfattelse af Antiken. Da han først havde ladet sin ungdommelige Lidenskab rase ud i »Werther[0009]«, i »Götz[0010]« og i sin begeistrede Afhandling om den gothiske Bygningskunst, vendte han selv med en heftig Reaction Gothiken og Lidenskabeligheden Ryggen, og idet han nu vender tilbage til Grækerne, er det deres Ro og deres Klarhed, Grækenlands simple og sunde Fornuft, der begeistrer ham. |182| Med en stigende Uvillie mod Christendommen, der især giver sig Luft i de venetianske Epigrammer, forener sig en saa yderligt gaaende Uvillie mod Gothiken og den hele christelige Kunst, at Goethe[LII] f. Ex. paa et Sted som Assisi[d], der er saa rigt paa de skjønneste christelige Minder, ikke var at bevæge til at besøge en eneste Kirke eller et eneste Kloster, men udelukkende fordybede sig i Beskuelsen af de faa og lidet betydende antike Ruiner. I denne Sindstilstand var det, at han skrev sin »Iphigenia[0011]«, det Værk, der kan betragtes som Typen for hele den germanisk-gothiske Stammes Reproduction af Antiken. I dette Værk, der spiller saa mægtig en Rolle i dette Aarhundredes Kunstanskuelske, at det baade for den tydske Æsthetik under Hegel[LIII] og for den franske Æsthetik under Taine[LIV] staaer som en Art Mønsterkunstværk, i Rang med hvilket Hegel[LV] kun sætter Sophokles’s[LVI] »Antigone[0012]«, i dette Værk gjenfinder De den samme Aand som i alle Schiller’s[LVII] helleniserende Digte, »Die Götter Griechenlands[0013]«, »Die Künstler[0014]«, »Die Ideale[0015]«, »Das Ideal und das Leben[0016]«. De husker Linien:

»Auch ich war in Arcadien geboren«

og denne Betegnelse af Gudernes Liv:

Ewig klar und spiegelrein und eben
Flieszt das zephyrleichte Leben
Im Olymp den Seeligen dahin.

|183|Det er denne aldeles ensidige Opfattelse af Antiken, som udvikler sig af den i »Götter, Helden und Wieland[0017]«, og det er endelig denne Aand, som De gjenfinder i Thorvaldsens[LVIII] hele Værk. Thi her er den Gruppe af Aander og Ideer, i hvilken Thorvaldsen[LIX] hører ind. I nogle af hans ældste Basreliefs, »Achilles og Briseïs« f. Ex., findes et lignende djærvere Forhold til Antiken, som det hvormed Goethe[LX] begyndte. Men i alle de senere Værker findes ogsaa det samme Ideal af fredelig og dæmpet Harmoni, som afløste den kraftige Tendents.

Jeg behøver ikke vidtløftigere at skildre Dem hele denne nye, den germaniske Races Opfattelse af Antiken, som for første Gang indføres i Frankrig ved »Corinna[0018]«, thi det er denne Opfattelse, som De, mine Tilhørere, allesammen have, forsaavidt De have nogen, det er den, De have indsuget gjennem Samtaler gjennem Aviser, gjennem Læsning af tydsk og dansk Poesi og gjennem Deres Besøg i Thorvaldsens Museum[e]. Det er den Opfattelse, som hertillands gjelder ikke blot for den danske og den tydske, men for den absolute, det vil sige for den sande.

Men den Anskuelse, som jeg her vilde vove for første Gang at udtale, det er den, at Winkelmann’s[LXI], Goethe’s[LXII] og Thorvaldsen’s[LXIII] Grækenland er næsten ligesaa falsk som Racine’s[LXIV] og Barthélemy’s[LXV] i »Den unge Anacharsis[0019]«. Thi medens Racine’s[LXVI] Stil er for forfinet, for salon- og hofmandsagtig til at være |184| græsk, er Goethe’s[LXVII] og Thorvaldsen’s[LXVIII], som falder sammen med Winkelmann’s[LXIX] Kunstanskuelse, tiltrods for disse to store Mænds hele Samtiden overstraalende Genialitet, for udrenset, for vandklar og for kold til at være græsk. Den Tid vil komme, troer jeg, da man ikke vil finde Goethe’s[LXX] Iphigenia[lxxi] synderlig mere græsk end Racine’s[LXXII] Iphigenia[lxxiii], da man vil opdage, at den tydske Iphigenias[lxxiv] sædelige Værdighed er ligesaa tydsk, som den franske Iphigenias[lxxv] gracieuse Finhed er fransk. Og saa staaer da kun det Spørgsmaal tilbage, om man er mest græsk, naar man er tydsk eller naar man er fransk. Jeg veed vel, at det vil forekomme en Del af Dem som et himmelraabende Paradox at helde til den sidste Mening, jeg veed vel, at jeg løber Panden mod en Mur af germaniske og gothiske Fordomme, jeg kjender den fastslaaede Overbevisning, at af de to europæiske Culturstrømme er den Ene latinsk, fransk, spansk, den Anden græsk, tydsk, nordisk, og jeg veed, at man lader sig bestikke af, at den tydske Poesi med Goethe[LXXVI] i Spidsen er antikiserende og tildels græsk, at Tydskerne have havt Winkelmann[LXXVII], der opdagede Antiken, og at de tydske Philologer have forklaret os Grækenland, medens Frankrig derimod har havt Racine[LXXVIII], som gjorde de græske Heroer til Hofmænd, og Voltaire[LXXIX], der betragtede Aristophanes[LXXX] som en Gjøgler.

Men dog har jeg, naar jeg i Anledning af |185| de to Iphigenier stillede mig selv det Spørgsmaal: Hvo ligner Grækerne mest: Franske eller Tydske ? — dog har jeg svart mig selv: de Franske.

Man ligner et Folk, ikke naar man efterligner det, men naar man bærer sig ad som det. Jeg indrømmer Vanskeligheden ved at drage Analogier mellem moderne og antike Folkeslag. Men dog forekommer det mig, at Forholdet mellem de moderne Englændere og Franskmænd svagt minder om det mellem de antike Ægyptere og Grækere. England og Ægypten have samme Art af stivt og roligt Fremskridt, thi det er en fuldstændig Taabelighed at troe, som det ofte siges, at Ægypten stod stille; Franskmændenes Letbevægelighed derimod, ja endog deres indre hadefulde og oprivende Kampe minde om Grækerne, der altid laae i indbyrdes Feide. Og sammenligne vi Franskmænd med Tydskere, da finde vi, at Frankrig har en Folkeaand, der, som Grækernes, aldrig er plump (lourd), vi finde en udpræget Forkjærlighed for Form og Farve, og paa den ene Side for Lethed og Elegance, paa den anden Side for Passion og Lidenskab. Det er langtfra at jeg vil sætte Franskmændene i Rang med Grækerne. Afstanden er saa stor, at jeg for min Part næsten er tilbøielig til at betegne den som ikke til at maale. Jeg hævder kun Franskmændene en Æresplads i Grækernes Nærhed, naar man vil paastaae, at Tyd|186|skerne staae dem nærmere. Frankrig er intet Hellas, det veed jeg, men at sammenligne Tydskland, denne tilrøgede, øldrikkende gamle Jomfru med det yndefulde, klare og formfuldkomne Hellas, hvilken Absurditet! Tydskland, som kun har formaaet at tilegne sig een af de græske Guder, Pallas Athene, og som har givet hende Briller paa Næsen, Tydskland, som aldrig har frembragt noget Kunstværk, undtagen i Musiken, thi selv »Faust[0020]« er intet Kunstværk, men et Agglomerat af uensartede Ting! Tydskerne ynde Begrændsning og Maal i alle praktiske Foretagender, derimod ynde de hverken at begrændse Tanken eller Phantasien. Derfor triumphere de, hvor den plastiske Form forsvinder: i Metaphysik, i lyrisk Poesi og i Musik, men derfor have de ogsaa Hypotheser i Videnskaben, Formløshed i Kunsten, intet Drama i deres Litteratur og ingen Farver i deres Malerkunst. Frankrig derimod, som praktisk aldrig forstaaer at begrændse sig, har den helleniske Kjærlighed til Form og Grændse i alt Aandeligt. Franskmændene ligne Grækerne, idet de bære sig ad som de gjorde. Man ligner aldrig i ringere Grad en original Natur, end naar man efterligner den. Den germaniske Stamme frembyder det enestaaende Exempel paa en poetisk Litteratur, der er udsprungen af Kritik og Æsthetik; vor egen Litteratur har ganske samme Charaktermærke. Vi havde Metriker før vi havde Digte. Vi fik |187| en kritisk Poesi af Holberg[LXXXI], før vi fik en poetisk af Oehlenschläger[LXXXII], vi fik en negativ Tragoedie af Wessel[LXXXIII], før vi fik en virkelig tragisk Litteratur, og vi fik det kritisk og philosophisk bevist, at Vaudevillen var omtrent den høieste Kunstform, samtidig med at vi fik de to, tre første Vaudeviller. Af denne den germaniske Races Tilbøielighed til at forstaae, før den frembringer, forklares det let, at Tydskerne forstode Grækerne langt bedre end de Franske og efterlignede dem i Kraft af denne Forstaaelse, uden derfor at komme til at ligne dem.

Og — i Parenthes — ligesom Tydskernes Reproduction af Antiken er tydsk, saaledes er den danske Gjenfødelse af Antiken dansk, og ikke græsk ↄ: for dansk til at være egentlig græsk, og for græsk til at være ægte dansk og virkeligt moderne; man føler det aldrig stærkere, end naar man seer et Arbeide af Thorvaldsen[LXXXIV] hænge ved Siden af et antikt Basrelief, naar man f. Ex. i Charlottenborgs[f] Figursal sammenligner Medaillonerne fra Christiansborg Slot[g] med Parthenons-Metoperne, eller naar man, som i Museet i Neapel[h], seer et Basrelief fra den friskeste græske Tid anbragt ved Siden af Thorvaldsens[LXXXV] skiønneste Basrelief, hans »Nat«.

Stiller man sig da foran »Natten« og stræber man et Øieblik, som jeg har gjort det, at glemme femten Aars begeistrede, men ogsaa næsten blinde |188| Sværmeri for Thorvaldsen[LXXXVI], da vil det maaskee gaae En og Anden som det er gaaet mig, at han har maattet tilstaae sig selv, at denne Kvindefigur, hvis milde Ynde er saa tiltalende, ingenlunde kan siges helt at svare til sit Navn. Den Stil, hvori den er holdt, er et Product af en Utilbøielighed til at være sig selv, det vil sige moderne, og en Bestræbelse for at være det Umulige, det vil sige antik, og Resultatet er blevet en Slags forfinet og spinklere Atticisme, gjennem hvilken Kunstnerens Nationalcharakter svagt og ubevidst bryder frem. Thorvaldsens[LXXXVII] »Nat« er kun Natten, hvori der soves; den burde hedde Søvnen, ikke Natten, Nattestilheden, ikke Natten. Thi Natten, som en Græker vilde tænke sig den, Natten, hvori der elskes, og Natten, hvori der myrdes, Natten, som skjuler alle Vellyster og alle Forbrydelser under sin Kaabe, denne Nat er det ikke. Det er Natten, den milde Sommernat, paa Landet. Og denne idylliske Aand, denne milde og fredelige Stemning er det, som i dette Product af den fællesgermaniske Renaissance af Antiken nærmest udgjør det eiendommeligt Danske. Den særegne landlige Skjønhed, der er udbredt over denne Figur, er ligesaa dansk som den strenge Værdighed og Sædelighed hos Goethes[LXXXVIII] »Iphigenia[0021]« er tydsk. Thorvaldsens[LXXXIX] Kunst er ligesom Goethes[XC] her Udtryk for en Reaction mod den fransk-italienske Barokstil, men for en trods al dens Berettigelse ensidig |189| og ikke frugtbar Reaction. Thi selv hvor Roccoco-Stilen er mest absurd, har den dog det Fortrin, at den fremfor Alt ikke vil gjentage det Gamle, det Antike, ikke gjøre det om, som een Gang er gjort, men at den, ofte grimt og forvredent, men altid heftigt, personligt, ildfuldt, vil hitte paa noget Nyt, hitte paa Noget selv, frembringe noget Originalt. Derfor er Bernini[XCI], trods alle sine Synder mod Sandhed og Skjønhed, dog i sine bedste Værker, som »Den hellige Therese« i »Santa Maria della Vittoria« i Rom[i] og i sin »San Benedetto« i Subiaco[j], saa stor, at man begriber den Begeistring, han vakte, og at han langt overstraaler mangen moderne antikiserende Billedhugger, der aldrig frembringer noget Forvredent, men heller aldrig noget Originalt.

Thorvaldsen[XCII] afbrød med en voldsom Tilbagevenden til det Antike Konstens hele Udvikling siden Grækernes Tid. Det er umuligt at see paa hans Kunst, at der nogensinde har levet en Billedhugger, som hed Michel Angelo[XCIII]. Men hvad Thorvaldsen[XCIV] følte sig beslægtet med i Antiken var det Samme, der tiltrak den ældre Goethe[XCV] i den græske Kunstform: dens blide Ro og stille Høihed.

De veed nu, hvilken Opfattelse af Græciteten det var, som kom til Orde i Frankrig gjennem Mme de Staëls[XCVI] »Corinna[0022]«. Det var naturligt og nødvendigt, at den kom frem efter den franske Forvridning af det antike Regelsystem; men hvad |190| jeg har forsøgt paa at godtgjøre Dem, det er, at heller ikke denne nye Opfattelse af Antiken er mere end relativ, at den ikke er absolut.

De store Nationer komme forholdsvis let til Selvforstaaelse; thi de erfare af de fremmede Folkeslag den uhildede Dom, som det er saa vanskeligt at fælde over sit Eget. De Fremmede ere, som Mme de Staël[XCVII] siger, »la postérité contemporaine«, det vil sige: Eftertiden allerede som Samtid. Men i en lille Nation som vor er det endnu mange Gange mere nødvendigt end ellers for Kritikeren selv at kunne see paa det, med hvilket han er opfødt, uden medfødte Fordomme, paa samme Tid, som han bevarer det fortrolige Kjendskab til Gjenstanden, som ingen fremmed Dommer ret let kan erhverve.

  • 14.
    højresiderne i kapitel 14 har i førsteudgaven klummetitlen »Ny Betragtning af Antiken.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
  • Archivet i Paris ... jeg faaer min Dom.«
    Charlotte Cordays sidste brev til sin far, dateret 16.7.1793, som GB havde set udstillet i Archives Nationales i Paris. I sit selvbiografiske værk Levned, bd. 1,1905, omtaler han på s. 304-305 sit indtryk i 1870 af den daværende permanente arkivudstilling af særlige historiske dokumenter og breve. - Citatet lyder på dansk: »Forbrydelsen vanærer, ikke skafottet« og stammer fra Thomas Corneilles drama Le Comte d'Essex, 1678, IV 5.
  • Prinds af Condé
    arvelig titel siden 1500-tallet i en fransk fyrsteslægt, der var en sidelinje til den franske kongeslægt Bourbon. Sidelinjen uddøde i 1830.
  • Agamemnon's evige Familie
    hentydning til Jean Racines tragedie Iphigénie, 1674, der udspiller sig i Aulis og låner motiv fra den græske sagnkreds om Agamemnon, far til Iphigenia.
  • en personlig Krænkelse ... end sædvanligt
    G.E. Lessings polemik imod Voltaire havde ifølge D.F. Strauss rødder i nogle personlige oplevelser, Lessing kom ud for, da han som ung i Berlin havde kontakt med Voltaires sekretær Richier. Blandt disse beretter Strauss i sin bog om et par trykark fra en upubliceret bog af Voltaire, som uden Voltaires vidende kom i Lessings besiddelse og sidenhen blev opdaget af en dame, der underrettede Voltaire herom. Den skriftlige reaktion tolker Strauss som en personlig krænkelse af Lessing Strauss 1870:153-154.
    David Friedrich Strauss: Voltaire. Sechs Vorträge, 1870.
    .
  • Apollo fra Belvedere ... Laokoons-Gruppen
    tre berømte marmorskulpturer fra antikken; originalerne findes i Vatikanmuseet i Rom og - for Venus de Medicis vedkommende - i Uffizierne i Firenze.
  • Venus fra Milo
    berømt antik marmorskulptur, fundet i 1820 på den græske ø Milos i Det Ægæiske Hav og i 1821 bragt til Paris som gave til den franske konge; i dag i Louvremuseet, Paris.
  • »Wir hielten uns aller Übel erlöst«
    af Goethes Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit, 1812, 8.Buch Goethe: Werke 2000, 9:316.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • H. Hvor er Wieland? ... med dem begge to.
    af Goethes Götter, Helden und Wieland, 1774 Goethe: Werke 2000, 4: 212-214.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • Meine Antipathie
    Schillers epigram »Meine Antipathie«, 1796 Schiller 1992, 1:178, 564.
    Friedrich Schiller: Werke und Briefe, vol. 1-12, Otto Dann et al. (red.), 1988-2004.
    .
  • Afhandling om den gothiske Bygningskunst
    GB sigter til Goethes skrift »Von Deutscher Baukunst«, 1772 Goethe: Werke 2000, 12:7-15.
    Johann Wolfgang Goethe: Werke. Hamburger Ausgabe, vol. 1-14, Erich Trunz et al. (red.), 1981-1986 (fotografisk optryk, dtv 2000).
    .
  • de venetianske Epigrammer
    Goethes 103 »Epigramme. Venedig 1790« fremkom første gang i den af Schiller udgivne Musen-Almanach für das Jahr 1796, 1795 Goethe 1987, 1:443-464.
    Johann Wolfgang Goethe: Sämtliche Werke. Briefe, Tagebücher und Gespräche, vol. 1-40, Hendrik Birus et al. (red.), 1987-2013.
    .
  • »Die Götter Griechenlands« ... und das Leben«
    fire digte af Schiller: Die Götter Griechenlands, 1788; Die Künstler, 1789; Die Ideale, 1795; Das Ideal und das Leben, 1795 Schiller 1992, 1: 285-291; 207-221; 445-448; 152-156.
    Friedrich Schiller: Werke und Briefe, vol. 1-12, Otto Dann et al. (red.), 1988-2004.
    .
  • »Auch ich war in Arkadien geboren«
    efter det latinske »et in Arcadia ego«, der betyder: også jeg var i Arkadien. Opfattelsen af Arkadien (på Peloponnes) som et idyllisk lykkeland har antikke rødder; i kunsten blev dette motiv genoptaget i renæssancen og kan følges i senere åndshistorie. GB citerer den første linje af Schillers digt »Resignation«, 1785 Schiller 1992, 1:417.
    Friedrich Schiller: Werke und Briefe, vol. 1-12, Otto Dann et al. (red.), 1988-2004.
    .
  • Ewig klar ... den Seeligen dahin
    de indledende linjer i Schillers digt »Das Ideal und das Leben«, 1795 Schiller 1992, 1:152.
    Friedrich Schiller: Werke und Briefe, vol. 1-12, Otto Dann et al. (red.), 1988-2004.
    .
  • »Achilles og Briseïs«
    GB hentyder til Bertel Thorvaldsens relief, 116 x 236 cm, udført i 1803 (Thorvaldsens Museum, inv.nr. A 490). Relieffet viser den scene i Homers Iliaden, hvor den unge kvinde Briseis med magt føres bort fra helten Achilles.
  • Race(s)
    GBs brug af ordet race har snarest betydningen: nationalkarakter.
  • (lourd)
    (fr.) tung, træg, klodset, plump.
  • Pallas Athene
    i græsk mytologi er Athene gudinde for videnskab, kunst, håndværk og krig. Betydningen af hendes tilnavn Pallas er uklar.
  • Race(s)
    GBs brug af ordet race har snarest betydningen: nationalkarakter.
  • Parthenons-Metoperne
    de 92 relieffer fra 400-tallet f.Kr., der som en billedfrise var anbragt oven over Parthenontemplets søjlerækker på Akropolis i Athen. Siden 1800-tallets begyndelse har størsteparten af disse metoper befundet sig i London, hvor de under navnet »The Elgin Marbles« er udstillet i British Museum.
  • hans »Nat«
    Bertel Thorvaldsens runde relief Natten, modelleret i 1815 som pendant til Dagen, udført samme år.
  • »la postérité contemporaine«
    der citeres formentlig efter et brev fra Madame de Staël, dateret 9.4.1805, til J.-B.-A. Suard Luppé 1970:70.
    Robert de Luppé: Madame de Staël et J.-B.-A. Suard. Correspondance inédite, 1786-1817, Robert de Luppé (red.), 1970.
    .

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«