Emigrantlitteraturen (1872)

XIII.

Mme de Staël[I] begynder sin Forfattervirksomhed med en Række enthousiastiske Breve over Jean-Jacques[II][0001], skrevne med den samme datterlige Lidenskab for Rousseau[III], som hun hele sit Liv igjennem nærede for sin Fader[IV]. De seer, hvorledes hun selv fører sin aandelige Herkomst tilbage til den samme store Mand, hvis Indflydelse vi have eftersporet paa saamange store Aander. Kort efter fremstiller hun i sin Bog, »Essay sur les fictions[0002]«, sin Poetik. Denne Poetik har følgende Løsen: Ingen Mythologi, ingen Allegori, intet phantastisk eller overnaturligt Feeri, nei, hvad der bør raade i Poesien er den rene Natur. I dette Skrift roser hun Constant[V]. Her synes hun endnu ikke ret at gjøre sig Rede for den store Modsætning imellem Poesien som Psychologi og Poesien som Phantasi, eller for de forskjellige Racers forskjellige Opfattelse af Poesien, over hvilken hun senere blev saa klar, at man kan betegne Forstaaelsen af denne Forskjel som en af hendes Forfatterskabs betydeligste Tanker; thi det er en af dem, som mest af Alt bidrog til at gjøre Franskmændenes nationale Poetik relativ for Na|168|tionen. Franskmændene ere nemlig vante til at sætte Poesiens Væsen i den paa Iagttagelse grundede dybe Kundskab til Menneskehjertet, den, der aabenbarer sig i Værker som Molière’s[VI] »Misanthrope[0003]« og »Tartuffe[0004]«. Og som Franskmændene grunde Poesien paa Iagttagelsen, grunde Tydskerne den paa Følelsens Inderlighed og Englænderne den paa en uregelmæssig, springende, mellem Rædsler og sædelige Idealer omtumlet Phantasi, der ikke har mere tilovers for Naturen end for det Overnaturlige, men som aldrig bruger dette sidste uden som dybsindigt Symbol.

En Poesi som den, der udstraaler fra Italiens Natur og Folk, falder helt udenfor disse Opfattelser. Det er i Corinna[vii], Improvisatricen, at Mme de Staël[VIII] vil incarnere den egentlig poetiske Poesi i Modsætning til den psychologiske, ↄ: Poesien, som Ariosto[IX] forstaaer den, i Modsætning til Shakspeare’s[X], Molière’s[XI] og Goethe’s[XII]. Ufrivilligt kommer hun imidlertid ligefuldt til at gjøre Corinna[xiii] halv nordisk. Hvo der ikke har kjæmpet den møisomme Kamp for at forstaae en helt fremmed Races Synsmaade, veed ei hvor vanskeligt det er i dette Punkt at løsrive sig fra de medfødte Stammefordomme. Det er dertil nødvendigt at indaande samme Luft, at leve en Tid lang i de samme Naturomgivelser som den fremmede Race. Uden de Reiser, hvortil Mme de Staël[XIV] ved sin Landsforvisning blev tvungen, vilde det have væ|169|ret hende umuligt saaledes at udvide sin Intelligents.

Jeg troer i al Beskedenhed at kunne tale med derom af Erfaring. Jeg tør sige, at det først under ensomme Spadseretoure i Omegnen af Sorrent[a] lykkedes mig, at faae Shakspeare[XV] paa en saadan Afstand, at jeg kunde overskue ham og virkeligt forstaae ham og derigjennem hans Modsætning. Jeg mindes en enkelt, i denne Henseende for mig betydningsfuld Dag. Jeg havde tilbragt tre Dage i Pompeii[b]. Af Templerne der interesserede Isistemplet mig mest. Her, tænkte jeg, stod det Hoved af Guden, der nu er flyttet til Museo nationale[c], hvis Læber ere aabne og i hvis Nakke der findes et Hul. Jeg gik ned i den underjordiske Gang bag Alteret, hvorfra Præsterne gjennem et i Hovedet anbragt Rør lod Gudinden give Orakelsvar. Den Betragtning paakom mig, at det trods al deres Snedighed og trods Mængdens Overtro, maa have været saare vanskeligt at give Templet en mystisk Charakter i dette Clima. Thi Templet er et lille smukt Hus, der lyser i en klar Sol: ingen Afgrunde, intet Mørke, ingen Rædsel. Selv om Natten har Templet staaet klart i Maane- eller Stjerneskin. Selve Climaet forhindrer Opstaaen af Mystik og Romantik. Jeg kom til Sorrent[d]; Veien gaaer langs Havet, hugget ind i Bjergets Side, snart bugter den sig ud i Havet, snart tilbage, og da danner Bugten for|170|neden en mægtig Kløft, fyldt af Oliventræer. Egnen er paa engang stor og smilende, vild og fredelig. De nøgne Klippesider tabe deres Strenghed, belyste af en saa blændende Sol, og i alle Kløfter skinne snart Orangetræernes glandsgrønne Blade, snart Oliventræernes fine fløielsgraa Løv rundt om hvide Huse, Villaer og Smaabyer. Paa den anden Side ligge saa de hvide Byer, som strøede med en Sukkerskee op ad Bjergenes skovbevoxede Sider, lige til den allerøverste Rand. Havet var indigoblaat, nogle Steder staalblaat, Himlen uden en Sky. Og overfor, i Havet, laa den henrivende skjønne Klippeø Capri[e]. Intetsteds sees et saadant Sammenspil af Linier og Farver. Andensteds kan man udsætte Noget, selv paa det Skjønneste: Vesuvs[f] Linier f. Ex., stige lidt for blødt, lidt for indsunket i Veiret. Men Capri[g]! Som en Rhythmes Musik er der i den takkede Klippes Conturer. Hvilken Balance i alle Linier! Hvor er Alt paa engang stolt og fint, kjækt og yndefuldt! Dette er den græske Skjønhed. Intet Gigantisk, intet Imponerende for Hoben, men den fuldendte Harmoni i det skarpt Begrændsede. Fra Capri[h] seer man Sirenernes Øer, forbi hvilke Odysseus seilede. Saaledes saa Homers[XVI] Ithaka[i] ud, kun var der maaskee mindre skjønt thi det af Grækere befolkede Neapel[j] er det eneste levende Vidnesbyrd om Grækenlands Oldtidsclima; Grækenlands egen Natur er nu kun et Lig af hvad den var. Det be|171|gyndte at blive mørkt, Venus lyste stærkt og Bjergenes kraftige Sider og Kløfter begyndte at antage den phantastiske Charakter, som det hører Mørket til at give. Men Charakteren blev ikke hvad vi Nordboer kalde romantisk. Igjennem det fine Olivenløv blinkede endnu Havet, delt af Blade og Grene, med sin stærke blaa Farve. Da følte jeg, at der er en Verden, den, som Neapels[k] Golf repræsenterer, som Shakspeare[XVII] ikke kjender, fordi den er stor uden Rædsel og deilig uden romantiske Taager og uden Alfespøgeri. Jeg forstod først nu ret Malere som Claude Lorrain[XVIII] og Poussin[XIX], forstod at deres classiske Kunst svarer til en classisk Natur og forstod ved Modsætningen endnu dybere et Værk som Rembrandts[XX] Radering »De tre Træer«, der staae som besjælede Væsener, som nordiske Personligheder i den stride Regn paa den sumpede Mark. Jeg forstod, hvor naturligt det er, at et Land som dette ikke har frembragt en Shakspeare[XXI] eller trængt til en Shakspeare[XXII], fordi Naturen selv her har paataget sig det Hverv, som Digterne maae udfylde i Norden. Poesi af den dybe, psychologiske Art er som kunstig Varme en Livsfornødenhed hvor Naturen er umild. Hernede har Poesien, ligefra Homer[XXIII] til Ariosto[XXIV], kunnet nøies med at være et Speil, klart, simpelt og uden Fordobling for den klare Natur. Den har ikke stræbt ned i Menneskehjertets Afgrunde. Den har ikke stræbt i Dybder og Huler at finde |172| de Ædelstene, som Aladdin[xxv] søgte, som Shakspeare[XXVI] fandt, men som Solguden her med fulde Hænder kaster ud over Jordens Overflade.

»Corinna eller Italien[0005]« er Mme de Staëls[XXVII] ypperste poetiske Værk. I denne paradisiske Natur oplodes hendes Øie for Naturen. Hun foretrak ikke mere sin Rendesten i Paris[l] for Nemisøen[m]. Og her i dette Land, hvor paa saamangt et Sted, f. Ex. paa Forum[n], en Kvadratalen har en større Historie end hele det russiske Rige, her oplodes hendes moderne, revolutionære og melancholske Sind for Historien, for Antiken med dens simple og strenge Ro. Her endelig i Rom[o], der er som Europas Karavanserai, gik de forskjellige Nationers Eiendommeligheder og Ensidigheder fuldstændig op for hende. Igjennem hende blev hendes Nation sig for første Gang bevidst med sin Særegenhed og sin Begrændsning. Thi i hendes Bog møde England, Frankrig og Italien hinanden og forstaaes — ikke indbyrdes, men af Forfatterinden og af hendes Heltinde Corinna[xxviii], der er halvt Englænderinde og halvt italiensk. Corinna[xxix] er i Digtekunstens Verden ligesom et Forbillede for hvad Elisabeth Browning[XXX] blev i den virkelige Verden. Da jeg en Dag i Florents[p] standsede foran et Hus, hvorpaa der staaer den Indskrift paa Italiensk: »Her boede Elisabeth Barrett Browning[XXXI], som med sine Digte knyttede et gyldent Baand mellem |173| England og Italien« da bragte Forfatterinden af »Aurora Leigh[0006]« mig til at tænke paa Corinna[xxxii].

Corinnas[xxxiii] Liv gaaer hen under den dobbelte Inspiration af Geniet og af Kjærligheden. Men fra det Øieblik af, da Lidenskaben griber hende med sin Glenteklo, nytter Geniet hende Intet, og hun bliver Lidenskabens værgeløse Bytte. Hun elsker en ung Englænder, Oswald Lord Nelvil[xxxiv], en gjennemført Type paa alle Nordens Fordomme og Dyder. Han elsker hende igjen. Men han finder ikke i Corinna[xxxv] den svage, frygtsomme Kvinde, der tvivler om Alt undtagen om sine Pligter og sine Følelser, som han i England, hvor de huslige Dyder udgjøre Kvindernes Hæder og Lykke, fordrede af sin Brud. Han siger som Thomas Walpole[XXXVI]: »Hvad skulde man gjøre med saadan En i et Hus!« Forøvrigt har han alle Dyder, den mest glimrende Uforfærdethed og den ømmeste Hengivenhed. Rom[q] bliver denne Kjærlighedshistories Ramme. Dens Marmor, dens Horizonter svare til disse dybe Følelser og store Tanker. Beskrivelsen af Rom[r] frembyder sig som af sig selv, thi for at holde sin Elskede tilbage, for at udsætte hans Bortreise, gjør Corinna[xxxvii] sig til hans Veiviser gjennem alle Vidunderne i den evige Stad. Og herved vinder Fortællingen en ny Storhed, thi disse to Elskendes Navne, der, som Sainte-Beuve[XXXVIII] har sagt, ikke som andre Elskendes indridses i |174| Træernes Bark, men indskrives paa de evige Ruiners Vægge, knytte sig til Historien og blive en levende Del af dens Udødelighed.

  • XIII.
    højresiderne i kapitel 13 har i førsteudgaven klummetitlerne »Italiens Poesi.« og »Corinna.«. Kapitlets venstresider har klummetitlen »Emigrantlitteraturen.«.
  • Racer(s)
    GB anvender her ordet race i betydningen: nationalkulturelt tilhørsforhold.
  • Race(s)
    GB anvender her ordet race i betydningen: nationalkulturelt tilhørsforhold.
  • Sirenernes Øer ... Odysseus seilede
    hentydning til Homer: Odysseen, 12. sang, 165-200 Homers Odyssé 2002:227-228.
    Homer: Homers Odyssé, på dansk af Otto Steen Due, 2002.
    .
  • Venus
    dvs. planeten Venus.
  • Rembrandts Radering »De tre Træer«
    raderingen er dateret 1643 og viser i billedets højre forgrund tre fritstående træer med udsigt i det flade landskab til byen Amsterdams skyline i horisonten. I Adam Bartschs grundlæggende katalog over Rembrandts raderinger identificeres den som nr. B 212.
  • et Hus ... Indskrift paa Italiensk
    Casa Guidi, beliggende på adressen Piazza San Felice 8 i Firenze.

Du kan slå ord fra Brandes' tekst op i ordbogen. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.

«